Jyllandspostens Hykleri

Af Erik Rosekamp

Man kan, i disse dage, ikke lade være med at tænke på JP’s holding i en anden sag vedrørende krænkede følelser og ytringsfrihed– nemlig dengang i januar 2004, da den israelske ambassadør i Sverige, Zvi Mazel, øvede vold mod et udstillet kunstværk. En sag som alle åbenbart har glemt alt om.

I 2004 var der udstillet et provokerende kunstværk i Sverige, der efter manges mening forherligede de selvmordsbombere der opererede i Israel. Israels ambassadør, Zvi Mazel, mødte op på udstillingen og gik til angreb på kunstværket, der forestillede en kvindelig selvmordsbomber der sejlede rundt i en sø af blod. Han væltede bl.a. flere elektriske installationer ned i søen. Museet tilkaldte politiet, og det udviklede sig til en diplomatisk krise mellem Sverige og Israel, ikke mindst fordi den Israelske regering bakkede fuldt op om Mazel, og nærmest udnævnte ham til en hædersmand.

Indgredienserne dengang var altså de samme, som vi idag ser vedr. Muhammed-tegningerne, blot med den forskel, at der dengang også var et kunstnerisk aspekt at tage stilling til. Det er ejendommeligt at lægge mærke til, at den heroiske kamp for ytringsfriheden som JP udkæmper idag, åbenbart ikke gjaldt dengang. Videre er det nærmest hjerteskærende, at opdage, at de selvsamme mennesker, som idag forsvarer JP’s ret til at krænke muslimers følelser i ytringsfrihedens navn, havde en ganske anden holdning, dengang det drejede sig om en krænkelse jødernes følelser. Der blev ikke sparet på krudtet dengang, og JP’s holdning var klar: her gik en grænse for ytringsfriheden!

Hans Hauge, der på det tidspunkt var tildelt fast spalteplads i JP, og som JP derfor jo ikke kan være helt uenig med skrev bl.a. hånligt: Zvi Mazel, væltede en projektør ned i installationsblodet. Straks blev statsmagtens repræsentanter tilkaldt - politiet. Staten støtter nemlig kunsten. Og videre lettere ironisk: Mazel lod sig provokere, men det skulle han aldrig have gjort, for så kommer politiet.

Meningen er klar: Sikke noget barnligt pjat, at tilkalde politiet for at beskytte kunst og ytringsfrihed – underforstået: for i dette tilfælde gælder den selvfølgelig ikke, og ambassadøren er da i sin gode ret til at knægte den.

For slet ikke at tale om dengang, da Jens Jørgen Thorsen malede sit Jesusmaleri på Birkerød Station – da skrev JP’s nuværende bestyrelsesformand, som dengang var chefredaktør følgende: ”Trafikministeren har vist både fornuft og mod til at forlange smøreriet fjernet, selvom han kan forvente nye råb om grundlov og censur.”

Tak for kaffe!