TINGS ULTIMATIVE FORSVINDEN.

Reflektioner fra en virksomhed(Nordisk Fjer), afgået ved døden.

Af Erik Rosekamp

Jeg var her engang   kun dunkelt erindret, men jeg var her. Vi skulle hente min mormors søster, der var prokurist i firmaet. Blankpoleret marmor i foyeren og opstigning med en elevator, der var indvendig beklædt med mahognipaneler af fineste kvalitet. Lavmælt, for et barn uforståelig tale, i de store kontorlokaler på de øverste etager, hvor direktionen holdt til bag palisader af ædle træsorter   telefoners vemodige kimen (i erindringen forekommer denne kimen ihvertfald vemodig, i sammenligning med nutidens elektroniske vranglyde). Et strejflys over det der var   nå, men der kom hun jo, min mormors søster   og så gik vi igen. Der er nu gået ca. 50 år, og nu står jeg her altså igen foran indgangsdøren, bag hvilken det må formodes, at både det blankpolerede marmor samt den fornemme elevator stadig befinder sig. Min mormros søster, der blev ansat i firmaet i 1902, er vandret ud og ind gennem denne dør i næsten 50 år,   nu vandrer ingen ind og ud, bortset fra grafittimalere og hærværksmænd, for hvem det har været en smal sag, at bryde hængelåsen, der bærer præg af at være fundet i supermakedets 10 kroners rodekasse, op. Firmaet hedder  eller rettere, hed   Nordisk Fjerfabrik. Resterne af dette fordums så stolte firma, har man kunnet se hvergang man med tog har bevæget sig nordpå fra København, og for hver tur man har foretaget, har man kunnet konstatere forfaldets fremskriden. P.g.a. min familiære relation til dette firma, vækker dette forfald bestemte følelser i mig. Jeg kan nemlig huske hvorledes jeg som ganske lille ustandselig blev belært om, at netop dette firma havde en ganske særlig betydning. Det blev ved enhver given lejlighed holdt op for mig som et billede på alt hvad der var rigtigt og godt, og skulle noget særligt understreges som værende forkert, henvistes der altid til: At sådan gjorde man ikke ude på Nordisk Fjerfabrik! Havde jeg f.eks. sorte negle, sagde min mormor eller hendes søster: "Hvordan tror du ikke det ville gå hvis alle kontorfolkene på Nordisk Fjerfabrik havde sorte negle?" Jeg husker tydeligt en dag, da jeg havde glemt at knappe mine bukser og min mormors søster, med vild forargelse i stemmen sagde:"Jamen Erik dog, hvad tror du ikke der ville ske, hvis alle mændene ude på Nordisk Fjerfabrik gik rundt med åbne bukser?" Det er derfor ikke unaturligt, at jeg via min baggrund, med særlig interesse har fuldt med i firmaets kollaps, der stadig på visse punkter forekommer mig noget gådefuld. Jeg har ligeledes, som før omtalt, fulgt med i selve fabriksbygningens deroute, der på det seneste har nået et stade, hvor man må forudse, at den ultimative forsvinden er nært forestående. Grafitti er dukket op på den invendige side af bygningens vinduer   de store guldbogstaver med firmaets navn øverst oppe under tagskægget hænger, og flere af bogstaverne mangler helt   kort sagt, tiden er knap, om lidt opsluges det hele af intetheden. Derfor tog jeg beslutning om inden så længe at stå af på Østerport station, og vandre ned for at fotografere forfaldet inden det var for sent.

I lørdags stod min kone og jeg så af på Østerport station og bevægede os mod udgangen ved Østbanegade. Mærkeligt som tingene af og til kan hænge sammen   min mor boede som barn i Østbanegade nr.9, som vi netop passerer. Vi går ad broen over baneterrænet, nøjagtig den samme vej som min mormors søster har gået, efter at hun var ankommet med toget fra Holte. Man har smækket en ny bro op istedetfor den gamle der var affældig   efter sigende er den "pakket" ned for senere at blive genopsat efter restaurering   Gud ved om det nogensinde bliver til noget? Nå, den nye bro er da bedre end ingenting. For enden af broen, inden vi drejer ned mod "fabrikken", får vi lige et glimt af kastelsøen   her løb min mor på skøjter som barn, og hun har fortalt, at stedet blev kaldt "vanille isen" fordi det kostede penge at komme ind. Vi passerer de talrige jernbaneoverskæringer, hvor tung godstrafik mellem Danmark og Sverige i mere end en menneskealder, har buldret frem og tilbage   men også dette er snart en saga blot   nu kommer Øresundsforbindelsen jo snart.

Som sagt står jeg altså nu foran denne dør, som min mormors søster i næsten 50 år er gået ind og ud af - dog, det er nu ikke helt korrekt, idet fabrikken er bygget om i flere tempi gennem årene. Jeg går over på den anden side af gaden for bedre at kunne fotografere bygningen i al dens afmagt, hvorefter jeg sådan set er indstillet på, at forlade stedet ligeså fredeligt som jeg kom. Min kone er imidlertid en nysgerrig sjæl og for at tilfredsstille dennes indre, har hun taget fat i hoveddørens håndtag, hvorefter døren ligeså nydeligt har åbnet sig. Der er ikke et menneske at se, og fristelsen er for stor, hvorfor vi begge forsvinder ind i bygningen. Det er lørdag, solen skinner og der er Roskildefestival, så vi regner med at have det hele for os selv.

Det syn der møder os er utroligt - der er tomt overalt, og alligevel hersker der kaos. De marmorbeklædte vægge og trapper der ikke er så blanke som jeg husker dem, er alle oversprøjtet med graffitti. Forskellige mindeindskriptioner i broncebogstaver på væggene er ulæselige da flere af bogstaverne planløst er trukket ud, og til venstre for indgangen har der hængt et stort broncerelief af firmaets stifter H.O.Lange, som på en ejendommelig måde har fået lov til at blive siddende på væggen selvom relieffet er væk. Først har en grafittimaler oversprøjtet hele relieffet med rød farve og derefter har en eller anden fjernet relieffet, hvorefter H.O.Lange's tydelige profil i hvid silhuet på rød baggrund, er blevet stående. Veneration og pietetsfølelse har ikke hersket ved fabrikkens lukning.

Jeg vender mig mod elevatoren og opdager, at den ikke er så stor som jeg havde troet, men fornem er den endnu. - De indvendige mahognipaneler er stadig, trods støv og snavs, blankpolerede, men hele elevatoren er fuld af skrammel - gamle døre, glasskår, brædder og andet affald af enhver art. Den er så stopfyldt med dette skidt, at døren ikke kan lukkes. Man må virkelig begræde den maniske sjæl, der har set det som sin livsopgave, at udføre dette meningsløse arbejde. Vi bevæger os op ad marmortrappen, hvis trin alle er belagt med et tykt lag af knust glas, der knitrer under skosålerne for hvert et skridt. Samtlige trådarmerede ruder i elevatorskakten er knust med en sådan grundighed at man nærmest må beundre det. Derimod er ingen vinduer knust, hvilket jo også ville have forhindret grafittimalerne i at udføre deres arbejde -ja, jeg vil i og for sig påstå at der virkelig er tale om et stykke arbejde, ovenikøbet udført med en konsekvens af sjælden styrke. De der kender fabrikken vil vide, at vinduerne jo ikke er store flader, men derimod består at ganske små enkeltvinduer - faktisk mellem 15 og 18 vinduer i hvert fag. Der er over 100 vinduer i bygningen hvilket må betyde, at de samme tegn er malet over 1500 gange! Sprøjteføringen tyder på, at det er den samme person - virkelig beundringsværdigt. Det minder mig forresten om de tegn der, kort efter kystbanens elektificering, blev malet på ledningsmasterne langs hele strækningen - her havde et ungt menneske vadet afsted, kilometer efter kilometer, og møjsommeligt anbragt sit tegn på hver eneste mast. Det må have taget flere dage og vidner om en konsekvens der grænser til det autistiske, og som bringer mindelser frem om kunstnere som f.eks. Frede Kristoffersen der hele livet igennem malede det samme billede om og om igen. Da denne kunstart udgør en type som magthaverne ikke har kontrol over, risikerer man nu flere års fængsel for at udøve den - ak ja, den gamle historie endnu en gang.

På første sal møder os synet af forladte værkførerkontorer spredt rundt i tomme fabrikshaller med søjler og cementgulve, på hvilke der stadig hist og her ligger et lag af fjer! Gas- og vandrør stikker som geværløb ud af vægge og lofter. Vi har en følelse af at være de eneste levende i hele bygningen - ikke så meget som flue ser vi, ja, ikke en gang en edderkop! Alt levende er væk - kun atomerne og bakterierne er blevet tilbage for endnu en stund at holde sammen på det hele. Næste etage er endnu mere ørkesløs og vi haster videre. På tredie sal er det knuste glas ikke længere begrænset til trappen, men har bredt sig ud i lokalerne hvor hærværket, trods tomheden, er aldeles omfattende. Her findes også kantinen, hvor i tusindvis af arbejdere gennem tiden har indtaget deres måltider. Kantinen er stort set intakt - her er heller ikke meget at ødelægge - fastskruede hvide borde og hvide fliser på væggene, indbyder åbenbart ikke til ødelæggelsesfest. Flere af lokalerne på denne etage bærer præg af, at personer har opholdt sig her i længere tid, dog ikke fornylig. Hvor er fabriksbesætterne iøvrigt henne? Og hvor er de mennesker der har gjort det til en dyd at søge gamle industribygninger fredet? Hvor er alt dog flygtigt - for bare nogle få år siden ville en sådan bygning have været indtaget af en horde af unge besættere, der med livsforagt ville have forsvaret sig imod politiets indtrængen. Et sådant forehavende kræver selvfølgelig lidt pionerånd, hvilket ikke synes at være den mest fremherskende egenskab hos de unge idag.

Endelig når vi fjerde etage der gennem tiden har huset kontorpersonale samt direktion. Alt er i en elendig forfatning. De fornemme lokaler synes at have været udsat for et granatangreb. Døre er taget af hængslerne og ligger på gulvet, hvis de da ikke er blevet smidt ind gennem de knuste ruder i elevatoren, og derefter har taget hele turen ned gennem elevartorskakten. Mahogniskranker og paneler er revet løs fra væggene og spredt ud over det hele. I bestyrelsens mødelokale er de fornemme glassvingdøre selvfølgelig smadret og en eller anden har pillet halvdelen af egeparketgulvet op og anbragt stykkerne i omhyggelige stabler, åbenbart i den hensigt at fjerne dem til brug et andet sted. Videre går vi gennem de mindre betydningsfuldes kontorer, der viser tegn på at være moderniseret i begyndelsen af 60'erne, og pludselig standser vi da en sær lugt trænger ind i vore næsebor. Sær, fordi man ikke forventer at finde den her på fjerde sal, men derimod dybt nede under jorden. Her lugter nemlig som i en gammel fugtig kælder! Det siger "sjup-sjup" under vore fødder og vi ser at tæpperne er grønne - af alger! Alger vokser ligeledes op ad væggene - alle lokalerne er grønne af alger. Varmt er her også og hvis det ikke var p.g.a. kælderlugten ville man føle sig hensat til regnskoven - uden dyr. For enden af en lang mørk gang hører jeg dryppet. Vand i store mængder drypper regelmæssigt ned fra loftet i et af lokalerne. Hvor kommer det fra? Regelmæssigheden tyder på konstant tilførsel - det er for ulækkert at opholde sig her og vi vender om. På vej tilbage får jeg øje på en tyk rød gummislange, der er ført gennem nogle af lokalerne - det er imidlertid umuligt at afgøre hvorfra den kommer og hvor den fører hen, men forklaringen på drypperiet skal muligvis søges her?

Vi er vendt tilbage til den "fornemme" afdeling. Jeg går gennem de store kontorer, og prøver at gætte mig til hvilket af dem der har tilhørt min mormors søster. Hvorfor skriver jeg egentlig om alt dette? Hvorfor føler jeg et vist vemod ved at bevæge mig gennem disse kontorer? Hvad betyder i det hele taget hele bygningen? Herregud, der er jo bare tale om noget så prosaisk som en virksomhed der producerede fjer, dyner og tæpper - javel, men i disse lokaler færdedes altså også nogle mennesker, der i dette øjeblik for en kort stund fremstår tydeligere end de plejer, og om hvis gøren og laden det måske kunne være interessant at fortælle et og andet!?

D. 5 marts 1991 erklæredes virksomheden konkurs - hvordan er denne bygning dog kommet til at se således ud på så kort tid? Jeg står i et af de store kontorer - det virker tungt og gammeldags - her har de altså resideret dengang i første halvdel af århundredet, hvor alting gik støt opad. En detalje fanger min opmærksomhed - udenpå de almindelige radiatorer i dette kontor, er der på en mærkelig intermistisk måde opsat nogle elpaneler hvis design leder tanken hen på slutningen af 50'erne. Godt nok anvendtes der meget varmt vand i produktionshallerne nedenunder, men det forekommer alligevel ejendommeligt, at man har været nødt til at foretage denne lappeløsning, for at få lidt varme i lokalet? Et sådant velkonsolideret verdensforetagende burde være istand til på en effektiv måde at løfte varmt vand op i fjerde sals højde. Er kimen til firmaets undergang mon allerede lagt omkring 1960? Hvordan kan man køre et internationalt firma når man end ikke er istand til at bringe varmt vand til en radiator?

Fra fotografier ved jeg, at min mormors søster residerede i et større hjørnekontor - det kunne være dette; hendes navn var Johanne Lehmann og hun blev, som jeg vist allerede har nævnt ansat i firmaet som syttenårig i 1902, altså da firmaet kun var 1 år gammelt. Hun var en ufattelig selvstændig og utrolig dygtig pige der i løbet af kort tid avancerede til ledende stillinger, således blev hun i en alder af 30 år direktør for firmaets russiske fabrik der var beliggende i Karkoff. Desværre gik dette firma tabt i de turbulente tider under 1'ste verdenskrig og den russiske revolution, men det siger noget om hendes dygtighed, at firmaets lagerproduktion efter krigen blev solgt for 2 millioner kr.(Det var sgu' mange penge i 1918!). Et mærkeligt sammentræf rinder mig atter i hu - murens fald og denne virksomheds fald finder sted næsten samtidig, og det er derfor tankevækkende at erindre sig, hvad måske ikke så mange er klar over, at i hele sovjetunionens eksistensperiode havde Nordisk Fjerfabrik monopol på handel med fjer - alt hvad der produceredes af fjer i Sovjetrusland gik gennem Nordisk Fjerfabrik! Og nu er de begge borte - ultimativt forsvundet.

Firmaets stifter H.O.Lange der var købmandssøn fra Svendborg, og som havde stiftet virksomheden i en alder af kun 23 år, havde med sin ansættelse af Johanne Lehmann gjort et virkeligt scoop, hun havde det hele, ikke alene var hun selvstændig og superdygtig men hun var tillige særdeles smuk og der var derfor intet mærkeligt i at H.O.Lange forelskede sig dybt og inderligt i hende. Utallige er de bilture han inviterede hende med på ligesom han jævnligt besøgte hendes mor, der boede i en lejlighed på Blegdamsvej med 3 andre døtre, der var mindst ligeså selvstændige,(måske lige bortset fra min mormor der faldt lidt udenfor idet hun havde giftet sig med en grosserer.) De tre andre giftede sig aldrig. Det var selvstændige piger med eget erhverv og de vidste udmærket hvad ægteskabet ville indebære for dem - nemlig tabet af de rettigheder de havde tilkæmpet sig. Den ældste var ansat som redaktionssekretær på Politiken og havde utallige tilbedere, bl.a. daværende chefredaktør Emil Fog, der ovenikøbet var en gift mand, samt den kendte tegner på Politiken Carl Jensen. Den næste i rækken var teknisk tegner og ansat på orlogværftet og da Carl Jensen ikke havde heldet med sig med den første, prøvede han den næste (de var jo også lige kønne) - men ligemeget hjalp det. Kendte og ukendte kunstnere flokkedes iøvrigt også om dem, men de stod fast - de hverken kunne eller ville trækkes til alteret!

H.O.Lange friede flere gange til Johanne Lehmann, men altså uden held og der er ingen tvivl om at han bevarede sin kærlighed til hende lige til sin død i 1961. Da det efterhånden stod ham klart, at der intet var at stille op, giftede han sig med en, efter sigende meget smuk, kvinde af kreolsk afstamning, der desværre hurtigt blev sindsyg. Man kan ikke frigøre sig fra den tanke, at denne kvindes sygdom kan skyldes mangel på kærlighed.

Jeg ser ud af det støvede vindue over på den anden side af baneterrænet. Derovre ligger en anden af virksomhedens bygninger -Nordisk Fjer Holding -også der residerede de, men oprindeligt var bygningen købt til duntæppeproduktion. Nu er de døde allesammen - min mor døde for et halvt år siden, og var således den sidste i familien der kunne fortælle noget om disse ting. Hun påstod iøvrigt hårdnakket, at Johanne Lehmann og H.O.Lange aldrig tog på forretningsrejser sammen, - altid hver for sig. Det er muligt, at de er rejst ud hver for sig og i hver sin retning, men private fotografier som jeg er kommet i besiddelse af efter min mors død, viser det modsatte. De har i høj grad været sammen udenlands. Jeg håber inderligt, at de har haft nogle lykkelige stunder.

En ting synes mig mere og mere klar - et forhold der iøvrigt kan have været medvirkende årsag til firmaets kollaps: det var de to der styrede virksomheden! H.O.Lange og frk. Johanne Lehmann. Godt nok var firmaet fyldt med dygtige folk både her og i udlandet, men jeg ved fra privat korrespondence de to imellem, at det var dem der lagde den overordnede strategi. Bestyrelsen dengang var ikke meget bedre end den der nu er dømt - de sagde: ja,ja og nej,nej. Det kunne de imidlertid roligt gøre, da der var tale om to mennesker der styrede firmaet med ærlighed og oprigtighed! H.O.Lange var både formand for bestyrelsen og administrerende direktør samtidig og hans højre hånd var prokurist frk. Johanne Lehmann. Da H.O.lange dør er det imidlertid fatalt at denne konstellation føres videre, da det jo er en farlig coktail hvis afløserne er flossede i kanten, og det var jo netop det de var! Johannes Petersen og hans sekretær kører videre i den gamle ledelsesstruktur som om de var reinkarnationen af forgængerne, men de glemmer at en sådan ledelsesstruktur kræver folk der end ikke kunne drømme om at foretage sig noget i den grålige zone!

Nej,- firmaets dage var nok talte allerede i 1960 - se på de elpaneler, der nok er opsat i 1959 hvorefter H.O.Lange dør i 1961, og såvidt jeg ved havde Johanne Lehmann forladt firmaet i begyndelsen af 50'erne. De elpaneler var ikke blevet sat op hvis hun havde været der. Hendes afgang var et tab for virksomheden af de meget sjældne og man ville ikke rigtigt slippe hende. Hun vidste alt om mange udenlandske forretningsgange,(hun havde i flere omgange haft overopsyn med både de franske og amerikanske filialer og havde opholdt sig i længere tid i de pågældende lande.) og jeg ved at firmaet ihvertfald een gang efter hendes afgang, måtte have fat i hende, idet der var nogle meget vanskelige forretninger i Frankrig som kun hun ville være istand til at klare. Jeg kan huske at der blev talt om det i familien midt i 50'erne, da jeg har været en 13-14 år. Man sendte hende med fly derned og kort efter vendte hun hjem og kunne meddele, at alle forretninger var klaret på bedste vis! (Hun er på dette tidspunkt omkring 70 år gammel!)

Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har fået min blitz til fotografiapparatet med, men jeg havde jo ikke regnet med at vi skulle ind i bygningen. "Pyt" siger min kone, "Vi kan da bare tage herud igen," Nej tak - det har jeg ikke lyst til, og istedet åbner jeg blænden helt selvom jeg ikke regner med at dette Minoltaapparat har en linse med tilstrækkelig lysstyrke. Min kone har fundet en arkivskuffe - det absolut eneste tilbageblevne stykke kontorinventar. Egetræ,- falset i hjørnerne og bunden er af savet krydsfiner. Kvalitet.

De ansvarlige for resterne af virksomheden har ikke gjort sig nogen anstrengelser for at sikre denne bygning og dens indhold mod ødelæggelse - og som vi atter bevæger os ned ad trappens glasbestrøede trin, bliver denne formodning til en absolut kendsgerning. Ak ja, alt hvad der således blev holdt op for mig i min tidlige barndom som idealet overalt, ligger nu i grus - hamret til ukendelighed af tidsåndens fordærv godt hjulpet på vej af ligegyldige menneskers dårskab. Således går det med alt - den ultimative forsvinden venter forude.

I foyeren dvæler jeg en sidste gang ved det mærkelige "relief" på væggen af H.O.Lange, og jeg tænker i mit stille sind -"Godt nok fik du ikke den du elskede, men du skabte dig en verdensvirksomhed, ironisk nok med hjælp af den du elskede - I har ellers været et smukt par at se på - Johanne Lehmann var en absolut smuk ung kvinde og din fremtoning var ikke helt ulig Douglas Fairbanks (hvis nogen ellers kan huske hvem han var) - jo, I tilhørte i sandhed kredsen af de rige og de smukke."

Det er en ofte fremført påstand, at historien kun beskæftiger sig med samfundets spidser og dermed svigter den brede befolkning. Det kan der naturligvis være meget rigtigt i - men historien svigter så sandelig også dem der var højt på strå. Om lidt kommer nedrivningsfirmaet og jævner det hele med jorden, hvorefter kun retsdokumenter og div. protokoller i forskellige arkiver, vidner om, at virksomheden overhovedet har eksisteret. I readliteten vil det være som om den aldrig har været der - og de personer, hvis liv og virke jeg her har forsøgt at kaste et superhurtigt strejflys over, vil gå over i glemslen.

Forsigtigt åbner vi døren - ikke et menneske at se - og smutter hurtigt ud. Solen skinner og det er et varmt og dejligt vejr - bag os vokser der alger på fortiden. Vi drikker kaffe på Langeliniepavillonen, hvor vi vækker en vis opsigt ved at slæbe rundt med en stor gammel arkivskuffe.