Pacchiarotti, Gasparo, 1744—1821, ital. Sanger (Kastrat), fra 1770 en af de betydeligste Operasangere i Italien, optraadte flere Gange i London og vakte stor Begejstring; trak sig 1792 tilbage og levede i Padova, øvende stor Velgørenhed.

Pachmann, Wladimir, f. 1848, russ. Klaverspiller; debut. 1869 som Koncertspiller, foretog siden vidtstrakte Rejser i Europa (flere Gange i Kbhvn.) og Amerika og vakte overalt Opsigt som poetisk Virtuos (særl. Chopinspiller) og ved sin originale Fremtræden paa Podiet.

Pacini, Giovanni. 1796—1867, ital. Komponist, skrev fra 1813 omtr. 90 Operaer, af hvilke Medea, Saffo, La regina di Cipro regnes for de bedste; endvidere Oratorier, Messer. Symfon., Kammermusik samt Afhandlinger og Lærebøger.

Pacius, Fredrik, 1809—91, finsk Komponist, født og uddannet i Tyskland (Spohr); 1828 Soloviolinist i Sthlm.s Hofkapel, 1834 Lærer ved Univers, i Helsingfors; levede her til sin Død optaget af Undervisning og Koncertvirksomhed; komponerede 2 Operaer Kung Karls jakt og Loreley, endvidere den vidt-kendte Nationalmelodi »Suomis sång«, »Soldatgossen* og mange Kvartetsange, som har vundet stor Popularitet.

Paderewski, Ignaz, f. 1860, polsk Pianist og Komponist, Elev af Warszawas Musikinstitut, hvor han selv blev Lærer, senere Kompositionsstudier hos Kiel og Klaverstudier hos Leschetizky; 1887 debut, han i Wien som Koncertvirtuos, og under stigende Bifald optraadte han i Paris, London,

Fredrik Pacius.

Ignaz Padereivskl.

Amerika, hvor han sidenhen tog fast Ophold i en Aarrække, dog var han 1909— 13 Direktør for Konservat. i Warszawa. En af Nutidens mest brillante ogfejre-de Klaverkunstnere, særl. Chopin-Fortolker. Under Verdenskrigen kastede P.sig over Politik og blev 1919 valgt til den nye polske Republiks Præsident; allerede 1922 vendte han dog tilbage til Virtuosgerningen; hans Kompositioner er mest Klavermusik (Koncert, Sonate, Variationer etc., der til Dels har vundet megen Yndest), men han har ogsaa skrevet Symfon., Operaer, Sange m. m.

Padilla, Ramosy, 1842—1906, sp. Sanger,fremragende dramat. Rarytonist, der optraadte paa talr. europæiske Scener og bl. a. har sunget i Kbhvn. og Kria. : g. m. Sangerinden Desirée Artôt (s. d.).

Padovana (Paduana), se Passamezzo.

Paër, Ferdinando, 1771—1839, ital. Komponist, debut, allerede 20 Aar gl. som Operakomponist (i Venezia), Kapelmester dér og siden i Wien, hvor Mozarts Musik fik nogen Indflydelse paa hans Stil; 1802 i Dresden, herfra fulgte han Napoleon til Paris og blev Kapelmester ved den ital. Opera; med Rossinis opgaaende Ry kæmpede den hidtil fejrede P. forgæves, og hans Operaer gik ret hurtig i Glemme; de mest yndede af dem var Ipre-tendenti burlati, allerede opført 1793, »Camilla«. 1799, »Sarginoc, 1803 (Kbhvn. 1820),og Leonora ossia Vamorecon-jugale, Dresden 1804, det samme

Sujet som i Beethovens »Fidelio«; P. skrev foruden over 40 Operaer, Kirkemusik, Symfon. og andre Orkesterstykker, Klaverværker m. m.

Paësiello (Paisietlo), Giovanni, 1740 —1816, ital. Komponist, Elev af Konservat. Sant' Onofrio i Napoli; opr. flittig Kirkekomponist, debut. 1763 som Operakomponist; hans Operaer (mest buffa) opførtes rundt om i Italien, og han forstod — ikke altid ved kunstneriske Midler alene — med Held at kappes med Cimarosa og Guglielmi; 1776 blev han kaldet til Petersborg af Catharina II og skrev som kejserlig Kapelmester en Række ny Operaer, af hvilke navnl. »Rarberen fra Sevilla« snart blev saa berømt, ogsaa i Italien, at det ansaas for formasteligt af den unge Rossini senere at komponere ny Musik til samme Æmne (Rossinis Musik satte dog efter kortvarig Modgang snart aldeles P.s i Skygge). Efter 1784 var P. atter i Italien som Ferdinand IV af Napolis Hof-Kapelmester og skrev endnu et Par af sine berømteste Operaer: La molinari og Nina; 1802—03 levede han i Paris for efter Opfordring af Napoleon, der i høj Grad yndede hans Musik, at organisere det kejserlige Kapel; d. i Napoli. — Det kgl. Teater i Kbhvn. har af P.s Operaer opført »Kong Theodor« 1795, »Den sværmende Philosoph« [Il Soc rate im-maginario) 1784, og »Landsbypigen« 1782, kun den sidste med Held. — P. skrev ogsaa Kirkemusik {Passione 1782), Symfon. og andre Orkesterværker, Koncerter, Kammermusik m. m., men mindes ene som den en Gang fejrede Komponist af omkr. 100 Operaer, hvori Karaktertegningen og de bredt udførte Finaler og Ensembler fremhæves. (Riogr. af J. F. Arnold, Gagliardo, Le Sueur, Dominicis, Schizzi, délia Corte, 1922).

Giovanni Paësiello,

Paganini, Niccolo, f. 27. Oktbr. 1782 i Genova, d. 27. Maj 1840 i Nizza, berømt ital. Violinvirtuos, var nærmest Autodidakt, spillede fra Barn Mandolin og Violin og optraadte ved Kirkekoncerter; unddrog sig ved Flugt Faderens, en musikelskende Købmands, og Hjemmets Indflydelse; mistede i Hasardspil sin Violin, men fik af en Beundrer skænket en Guarneri-\^Tio\in af stor Skønhed, P.s Yndlingsinstr., endnu opbevaret i hans Fødeby. Fra 1805 gik P. paa Kunstrejser, der strakte sig over Italien, Tyskland og Østrig, England, Frankrig med længere Ophold i Paris; lejlighedsvis udfægtede han Væddekampe med Berømtheder som Lafont og Lipinski; fra 1839 nødte Helbredet P. til at trække sig tilbage til Nizza; d. dér af Strubetæring. — Allerede P.s ydre Fremtoning var fantastisk: lang, mager, noget skævt bygget med tætte sorte Lokker om et dødblegt Ansigt, hvori de mørke Øjne glødede; hans Liv var omgivet af et (bevidst) romantisk, fantastisk Skær; en Tid lang forsvandt han fra Menneskers Samfund, og med mere eller mindre Grund berettedes da om hans Fængsling paa Grund af Drab af en Rival, om Bortførelse af en ung Pige etc.; hans Koncertrejser vakte uhyre Opsigt og indbragte ham for en optrædende Violinspiller hidtil ukendte Summer (han efterlod sig over 1 Mill. Kr., beskyldtes for Gerrighed, hvad dog hans generøse Gave til Berlioz (s. d.) synes at modbevise). P.s mærkværdige Kunstnerskikkelse optog i høj Grad Samtidens Musikere og Digtere, og forsaavidt øvede han en ikke ringe blivende Indflydelse (Schumann, H. Heine, Berlioz, Liszt). I sit Spil forenede han al hidtil kendt teknisk Virtuositet og skabte dertil ny Virkninger — Dobbeltflageoletspil, pizzicato-Spil i Forening med strøget Melodispil, Spil ene paa G-Strengen, Spil paa nedstemte Strenge etc, — alt Ting, der ganske forbløffede Samtiden; men

Niccolo Paganini.

kunstnerisk betagende var hans pragtfulde Tone og dæmoniske Foredrag; han var dog ene Virtuos (som Kammermusikspiller kun ringe). — P. vides kun at have uddannet ganske enkelte Elever (Sivori), men fik talr. Efterlignere. Ogsaa som Komponist interesserede han Mænd som Schumann og Liszt, der overførte hans Teknik paa Klaveret : 24 Ca-prici per uiolino solo, endvidere skrev P. 12 Violin-Sonater, 3 store Kvartetter (med Guitar), 2 Koncerter (Nr. 2 La clochette), flere Variationer (God save the King, Di tanti palpiti, Carneval de Venise etc.), Motu perpetuo, nogle Sangstykker. Hans Kompositioner, der endnu staar paa Violinisters Koncertrepertoire, interesserer dog nu kun ved det tekniske. (Biogr. af Schotlky, Conestabile, Fétis (overs. p. eng.), Bruni, Niggli, Prodhomme (i Musiciens célèbres) og J. Kapp).

Pagella, Giovanni, f. 1872, ital. Komponist; uddannet i Paris og Regensburg, Organist i Torino; komponerede Messer, Motetter, Orgelværker, et bibelsk Drama Job, m. m.

Pagliacci, /, Opera af Leoncavallo, Milano 1892, Kbhvn. (»Bajadser«) 1895, Kria. 1896.

Paladilhe, Emile, 1844—1926, fr. Komponist, Elev af Pariser-Konservat. (bl. a. Halévy), har komponeret Operaer som Le passant, L'amoui africain, Suzanne, Patrie samt Symfon., Messer ni. na.

Paléographie musicale, vigtig Publikation, der i 1889 blev sat i Gang af Abbed Mocquerau (s. d.) og føres videre af Benediktinermunkene i So-lesmes (siden 1903 paa Øen Wight). Bringer baade fototypiske Reproduktioner af en Masse middelalderlig liturgisk Musik, der er hentet sammen fra gamle Haandskrifter, og Omtyd-ninger af samme i den endnu i Brug værende romanske Koralnodeskrift, samt de værdifulde Resultater af Benediktinernes egne palæografiske Undersøgelser. Afgiver som Helhed et bredt og værdifuldt Grundlag til Studiet af den gregorianske Sang (s. d.) og Neu-meskriften (s. d.).

Palestrina, Giovanni (Giannetto) Pier-luigi da (d. e. fra Palestrina — det gamle Praeneste, i Nærheden af Rom; Familienavnet erPierluigi; paa Latin: Joannes Petraloysius Praenestinus), den katolske Kirkemusiks største Mester, blev født c. 1526, og døde 2. Febr. 1594. Om hans tidlige Ungdom véd man meget lidt udover, at han var Kordreng ved S. Maria Maggiore i Rom og Elev af Firmin Le Bei og Rubino Mallapert (Sagnet om, at han skal være Elev af Goudimel, er endelig aflivet af M. Brenet). 1544—51 var han Organist og Kapelmester i sin Fødeby Palestrina, derpaa Leder af Drengekoret i Cappella Julie i Peterskirken. Ved Pave Julius III.s Gunst optoges han i det sixtinske Kapels Sangerkollegium. Men da han var den eneste i Kapellet, som ikke var Præst, og han dertil var gift, blev han chikaneret af sine Kolleger. Julius III.s Eftermand Marcellus II., som ogsaa var en Beundrer af P.s Kunst, var kun Pave 23 Dage, og da Paul IV. blev Pave, fik P. Afsked i Sommeren 1555 med en ussel Pension. Samme Efteraar blev han ansat som Kapelmester ved Laterankirken. I denne Stilling skrev han »Improperierne«, som fremførtes 1560 og vakte en saadan Begejstring, at Pave Pius IV. kvævede, at Værket skulde gives af det pavelige Kapel. Siden den Tid har det hvert Aar været at høre Langfredag i Peterskirken. Paa Grund af den ringe Gage i Laterankirken maatte P. 1561 bytte Stillingen med Kapelmesterstillingen i Santa Maria Maggiore, hvor han forblev til 1571, da han igen knyttedes til Peterskirken. Allerede tidligere var

Giovanni Palestrina.

P. udnævnt til Komponist for det pavelige Kapel. Tridentinerkonciliet, som ogsaa beskæftigede sig med Kirkemu-siken, havde nemlig, da der blev Tale om at udelukke Figuralmusiken fra Kirken, bestemt, at P.s Stil havde den rette Værdighed, passende for Gudstjenesten. »Pale-strinastilen« var dermed officielt anerkendt. Pavens Anstræn-gelser for at gøre P. til Kapelmester i det Sixtinske Kapel mislykkedes imidlertid, fordi Kapelsangerne ikke vilde finde sig i at blive ledet af en Lægmand. — Da Pave Gregor XIII planlagde en Reform af den gregorianske Koral, blev P. anmodet om sammen med Arribale Zoilo at bidrage med et Udkast. Men den Udgave af Gradualet (Editio Medicaea), som endelig fremkom 1614, indeholder — som R. Molitor påaviser — intet fra P.s og Zoilos Manuskript. Noget Ansvar for denne Udgaves Forvanskninger har P. saaledes ikke.

P.s Værker er udgivet i 33 Bind hos Breitkopf & Härtel (Leipzig), de fleste under Redaktion af Fr. X. Haberl. De omfatter foruden Hymner, Lamen-tationer, Offertorier, Magnifikats, Lita-nier og Madrigaler 93 Messer og 179 Motetter. I moderne Notation foreligger en Del af de bedste Værker, saaledes en meget overskuelig Udgave af Marcellus-Messen ved H. Einstein; fremfor alle har H. Båm-rle gjort sig fortjent ved Udbredelsen af P.s Værker i letlæselige Udgaver.

P. synges forholdsvis sjældent i de nordiske Lande; kun mindre Korsatser (som Ecce quomodo moritus justas, Pie Jesu) har fundet Plads i de almindelige Korudgaver. I de senere Aar synes dog en stærkere Interesse for denne Korsangens Ypperste at gøre sig gældende. I Kbhvn. har saaledes Marcelius-Messen gentagne Gange været fremført.

Den Stil, P. skabte, er en Blanding af Homofoni og Polyfoni; den betegner, som Knud Jeppesen i sin Bog »Palestrinastilen« skarpsindig udvikler, den fuldkomne Ligevægt mellem de to Dimensioner — det vertikale og det horisontale. P.stilen indskrænker Muligheden for Dissonansen, fordi den hæmmer den og har tilegnet sig den, hvad den tidligere Periodes Mænd ikke havde magtet. (Litt.: Monografier af Baini, v. Winterfeld, Fr. X. Haberl, M. Brenet, Specialstudier af P. Wagner, R. Casimiri og Knud Jeppesen).

Palme, Rudolph, 1834—1909, tysk Komponist, Elev af A. G. Ritter, Organist i Magdeburg, komponerede hovedsagelig Orgelmusik (Fantasier, Sonater, Forspil og Studier), Korsange etc.

Palmgren, Selim, f. 1878, finsk Komponist og Pianist, uddannet i Helsingfors og Berlin (bl. a. af Busoni); har foruden en Mængde Klaverkompositioner skrevet Operaerne »Daniel Hjort«; og >Peter Schlemihl«, Sange og Kor-værker, Klaverkoncerten »Floden« o. m. m.; har uden offentlig Stilling levet i Helsingfors, Kbhvn. og nu i New York (som Klaverpædagog); g. m. Sangerinden Maikki Jårnefelt (s. d.).

Pals, Leopold van der, f. 1884 i Petersborg, Søn af dsk. Moder og holl. Fader, stud. Musikteori hos sin Bedstefader, den danskfødte Jul. Johannsen (s. d.) og tog siden Ophold i Berlin og nu i Schweiz; har komponeret Opera, Symfon., symfon. Digtn., Klaverstykker, Sange m. m. ; betegnes som moderne Ny-Romantiker.

Palæ-Koncerterne blev stiftet 1896 paa Foranledning af Musikhandler Alfr. Wilhelm Hansen og Joachim Andersen med det Formaal imod en billig Entré at foranstalte populære Koncerter. Som musikopdragende Faktor har denne Institution ved Gennemførelsen af et efterhaanden mere og mere lødigt Musikprogram, støttet af en Del af Byens Rigmænd, af Sta tog af Kommane, svunget sig op til at indtage en betydningsfuld Position indenfor Hovedstadens Musikliv. De c. 20 Orkester- og Solistkoncerter, der i Vinterens Løb om Søndagene finder Sted i Odd-Fellow-Palæets store Sal, fra først af dirigerede af Joachim Andersen (1896—1909), og siden af Schned-ler-Petersen, kan stadig glæde sig ved Tilslutningen af et stort og taknemmeligt Publikum.

Pancera, Ella, f. 1876, østr.-ital. Pianistinde, Elev af Epstein, debut, kun 13 Aar gl.; derefter store Koncertrejser i Europa og fejret overalt; g. m. Dr. Krill, Berlin, Lederen af M. Hesses Forlag; Ægteskabet ophævet.

Pandero (sp.), d.s. s. Tamburin (s. d.).

Pandora, ogsaa kaldet Penorcon (Prætorius), paa ital. Cetera tedesca, er et Strengeinstr., der er nært beslægtet med Laten (s. d.); kun er Bunden ikke hvælvet men flad, Lydkassens Rand er bølget, og Strengene fremstilles ikke af Tarm, men af Metal. Stemmes og spilles som en Lut.

Pannain, Guido, f. 1891, ital. Mu-

sikforf., Lærer ved St. Pietro a Maiella i Napoli, udg. værdifulde Værker, navnl. om ældre ital., særl. napolitansk, Musik, men ogsaa »Ettore Berlioz«, 1914, o. a. m.

Panofka, Heinrich, 1807—87, tysk Sangpædagog, Elev af Mayseder (Violin) og J. Hoffmann (Komposition), tog 1834 Ophold i Paris og oprettede et Académie de chant 1842; 1844—52 i London som Operadirektør, hvor han vandt stort Renommé som Sanglærer; 1852 atter i Paris og fra 1866 til sin Død i Firenze; har udg. en Mængde Sangstudier og en Del Musik for Violin og Klaver etc.

Panseron, Auguste Mathieu, 1796 —1859, fr. Sangpædagog, studerede Sangkunst i Italien; hjemkommen ansattes han ved Opéra comique; fra 1826 Lærer ved Konservat.; foruden en Mængde Solfeggier har han udg. en Méthode complète de vocalisation (3 Bd.) samt en Traité de l'harmonie pratique et de modulation.

Pansfløjte (gr. Syrinx), antikt Hyrde-instr., der er sammenføjet af en Række ulige lange Rør som oventil er aabne,

men forneden er lukkede til med Beg el. Vox. Fores under Spillet frem og tilbage foran Læberne,fra hvilke Luften drives direkte ned i Rørmundingerne, ligesom det sker ved Blæsningen af en Nøgle. Afbildes jævnlig paa de antike Mindesmærker og lægges dér som oftest i Hænderne paa Skovguden Pan (deraf Navnet). P. er endnu i Brug hos de fleste Naturfolk og udgør sammen med Sækkepiben det opr. Grundlag for Orglet (s. d.).

Pantaleon, et med en Hammermekanisme forsynet stort Hakkebræt (s.d.); vigtig Forløber for Hammerklaveret (Pianofortet), se Klaver. Opfandtes 1690 af den tyske Kammermusikus Pantaleon Hebenstreit, der paa vidstrakte Kunstrejser gjorde Propaganda for sin Opfindelse og ved sine mesterlige Præstationer paa P. bl. a. begejstrede Ludvig XIV saaledes, at han skænkede Instr. Opfinderens Navn. Senere overførtes Navnet paa de Hammerklaverer, hvor Hamre ovenfra fortes ned imod Strengene.

Pantalonzug, et Registertræk, der allerede anvendtes paa Klavicembalet (s. d.) og forhindrede Strengeklangens Afdæmpning, saa Strengene (ligesom hos Pantaleon, s. d.) uhindret tonede videre. Virkningen var altsaa den samme som den, der paa Klaveret fremkommer, naar man træder Pedalen ned og lader Foden ligge, selv om Harmonierne skifter. 34

Pantomime er en Teaterforestilling, hvor der ikke tales og de optrædende kun gør sig forstaaelige ved Hjælp af Mimik og Gebærder. En ædlere Form for P. er den moderne pantomimiske Ballet, hvor Dansen træder i Forgrunden og Handlingen stilles paa Baggrund af en malende Orkesterledsagelse (se Ballet). At P. allerede i 2. Aarh. spillede en vigtig Rolle i Rom fremgaar af Lukians Skrift »Om Dansen«.

Panum, Hortense, f. 1856, dsk. Musikhistoriker, f. i Kiel, hvor hendes Fader den bekendte F'ysiolog, P. L. Panum, var Prof. ved Univers.; i Kbhvn. Elev af V. Bendix, A. Winding og O. Rosenhoff. Kastede sig tidligt over Musikhistorien og studerede i Berlin under W. 'Tappert specielt Instrumen-laltoneskrifterne (Tabulaturer) og førtes derved ind paa Undersøgelsen af Fortidens Musikinstr. Foretog Studierejser til Berlin, Leipzig, Paris, Bruxelles, London, Edinburgh, Dublin, Norge og Sverige. Begyndte 1885 at holde musikhistor. Foredrag i Kbhvn. Blev 1904 Lærer ved Folkeuniversitetet og har som saadan i de fleste danske Byer ved lokalt illustrerede populære Foredrag slaaet til Lyd for sit Fag. Stiftede 1898 sammen med Louis Glass »Musikpædagogisk Forening«, for hvilken hun en Tid lang var Formand (1925 udnævnt til Æresmedlem). Var 1898—1922 Lærer i Harmonilære ved Glass' Konservat.; foredrager fra 1907 over Musikhistorie ved det kgl. dsk. Mu-sikkonservat. Har i tyske Fagskriftcr offentliggjort flere Fund (deribl. 2 Klaverstykker af Af. Schildt; de bevarede Rester af den 1ste Opera Dafne [s. d.) m. m.). Hendes vigtigste større Arbejder er: 1ste Del af »Illustreret Musikhistorie« 1897—1905 (2. Del al Will. Behrend (s d.)), den første i sin Art i Norden ; »Musikhistorien i kortfattet Fremstilling« [2. udvidede Udg. 1920); »Nordeuropas gamle Strengeinstrumenter«, 1903, og »De folkelige Strengeinstrumenter i Nordens Middelalder«, 1905, begge i »Aarb. for Foreningen til Bevaring af norske Fortidsmindesmærker«); »Lyra und Harfe im alten Nordeuropa« (i »Sammelb. d. int. Musikgesellsch.«, 1905); »Middelalderens Strengeinstrumenter og deres Forløbere i Oldtiden« (lste Halvbd., 1915); »Af Musikhistoriens Billedbogs (1916); »Langelegen som dansk Folkeinstrument« (1917), hvilket Instr. hun særl. har studeret og søgt genindført som folkeligt dsk. og nsk. Hjemmeinstr.. samt en Række Grundrids til Folkeuniversitetsforedrag.

Pape, Johann Heinrich, 1789—1875, tysk Pianofabrikant, arbejdede 1811 —15 hos Pleyel i Paris, hvor han grundede sin egen Fabrik; var meget interesseret i Forbedringer og Experimenter, og saavel Hamrenes Filtbeklædning som Strengenes Krydsning skyldes ham.

Papier, Rosa, f. 1858, østr. Operasangerinde (Mez-Sopr.), virkede ved Hofoperaen i Wien indtil 1891. da hun p. Gr. af en Halslidelse maatte opgive al Optræden; Lærerinde i Sang ved Wiens Konservat., 1881 g. m. Hans Paumgartner, 1843—96, østr. Pianist og Musikforf.

Paque, Marie Joseph Léon Désiré, f. 1867, belg. Komponist; virkede som Lærer i Klaver- og Orgelspil i Serbien, Grækenland, Portugal og (siden 1921) i Paris; har komponeret en Opera, Orkester- og Kammermusik, Orgelmusik og Sange etc.

Paradies (Paradisi), Pietro Domenico, 1710—92, ital. Komponist af Operaer, som dog ikke havde Sceneheld; fra omtr. 1750 i London som Lærer i Klaverspil; hans i 1754 udg. 12 Sonate di gravicembalo værdsættes endnu i vore Dage.

Paradis, Maria Theresia, 1759 — 1824, østr. Komponistinde, blev blind 5 Aar gl., uddannet i Sang og Klaverspil og naaede et højt Standpunkt; Koncertturnéertil Tyskland, Englandog Belgien; komponerede en Opera, Synge-stykker, Klavermusik, Sange etc.

Parallelbevægelse. Naar to el. flere Stemmer bevæger sig frem i samme Retning (stigende el. faldende), betegnes deres Bevægelse som parallel el. lige. Om Stemmebeuægelse se iøvrig: Stemmeføring.

Paralleler. Som fejlagtige P. betegnes i Harmoni- og Kontrapunktlæren de saakaldte aabne Kvint- og Oklav-P., der opstaar, naar to parallelt gaaende

Stemmer trinvis bevæger sig fra Kvint til Kvint eller fra Oktav til Oktav:

Forbudet mod disse P. blev allerede udstedt af det 13—14. Aarh.s Teoretikere (Jean de Muris og Philip de Vitry) og gælder endnu for den strenge firstemmige Sats.

Betingelsesuis tilladte var derimod til alle Tider de saakaldte skjulte Kuint-og Oktav-P., hvor to parallelt løbende Stemmer fra en hvilken som helst Samklang bevæger sig op el. ned til en Kvint el. Oktav:

Forbudte var hos det 16. Aarh.s Kon-

trapunktikere ogsaa de af to store Tertser dannede Tertsparalleler : fordi Øret dér blev generet af Tritonforholdet f—h og h—f.

Parallel-Tonearter kaldes de Toneartpar (Dur og Moll), der har fælles Fortegn, f. Ex. C-dur og a-moll, B-dur og g-moll o. 1.; se iøvrig under Dur-og Molllonearterne.

Paray, Paul, f. 1886, fr. Musiker, Elev af Paris' Konservat., efter Che-vtllard Dirigent af Lamonrøjx-Koncer-terne. i hvilken Egenskab han nyder stort Ry; Komponist af symfon. Suite, et Oratorium {Jeanne d'Arc), Kammermusik og Sange.

Par Bricole (fr., egl. »ad Omveje') er Navnet paa et svensk Ordens-Selskab, der særl. har taget sig af den Bcllmanske Sangs Pleje og 1779 blev stiftet i Sthlm. Sin Oprindelse skal P. B. have fra den lille Kreds af Bellmans glade Kammerater, for hvilke han forfattede sine »Handlingar rörande Bacchi Ordenskapitel«, en Satire over de da nystiftede Ridderordener og Frimurerselskaber med deres omstændelige hemmelige Ceremonier. Fra dette Skrift laantes siden for en Del Stoffet til Selskabets (af 0. Kenél udarbejdede) »Ritual«. I P. B. spillede lige fra først af Sangen en vigtig Rolle. I de første 50 Aar plejedes Selskabs-sangene, men senere vendte man sig især til Mandskvartetten. De ledende musikalske Medlemmer delte sig fra først af i »Direktøren for den baccha-nalske Musik«, der ledede Musiken ved højtidelige Lejligheder, »Koralintendenten«, der ellers ledede Sangen, »Ordenscantorn«, der særlig tog sig af Solosangen, og »Ordensorganisten«, der ikke havde noget fast Hverv. Den første »Ordensskjald« var Bellman. Da Selskabet stod i nært Forhold til den kgl. Opera, hentede det hovedsagelig sine Medlemmer derfra, o: Komponister, Dirigenter, Kvartetledere og Sangere. Af musikalske Berømtheder, der i Tidens Løb har virket i P. B.s Tjeneste, kan bl. a. anføres Hofkapelmestrene Uttini og H äff ner, Komponisterne Dupuij, Randel. J. A. Söderman, Myrberg, Sangerne Fr. Arlberg. Willman, C. Fr. Landqvist. Arvid Udman. Cronhamn og Westerslrand. Efter at P. B. fra først af kun havde plejet Musiken indendørs, begyndte den fra 1854 at regne med ogsaa at give offentlige Koncerter. Det var paa P. B.s Initiativ at der d. 26. Juli 1829 i Djurgården i Sthlm. blev afsløret en Bellmansbnste, og det er under delte Selskabs Ledelse, at der siden da hvert Aar paa denne Plads finder en Folkefest Sted til Bellmans Ære. Filial-Loger af Sthlm.s P. B. stiftedes 1801 i Göteborg (med et Kor paa 50 Mand opføres dér end-ogsaa store Korværker med Orkester, og der foretages Kunstrejser, deribl. 1903 til Kbhvn.), 1839 i Vännersborg, 1860 i Bords, 1878 i Malmö, 1879 i Jönköping. (Litt.: A. Kinberg: »P. B. i den Gustavianske period« (1903): Erik Åkerberg: »Musiklivet inom P. B. 1779—1870« (Sthlm. 1910)).

Parent, Armand, f. 1863, belg. Violinist, 1889 Soloviolinist i Colonne-Orkestret i Paris, hvor han stiftede en » Mozartforening«, iøvrig Tilhænger af den nyfranske Stil; komponerede Kammermusik, Violinstykker og Sange; Lærer ved Schola cantorum.

Parish-Alvars, Elias, 1808—49, eng. Harpespiller, Elev bl. a. af Bochsa, berömt Virtuos; berejste baade Europa og Orienten, d. i Wien; hans Kompositioner hører til de bedste for Harpe (Koncerter, Fantasier, Voyage d'un harpiste en Orient etc.).

Parker, Horatio William, 1863— 1919, amer. Komponist, en Aarrække Organist i New York og Lærer ved Konservat., fra 1894 Musik-Prof. ved Yale-Univers. i Newhaven; blev først kendt ved Oratoriet Hora novissima, der ogsaa opførtes i England ; skrev iøvrig en Række verdslige og gejstlige Korværker, et Par Operaer og en Del (utrykt) Orkestermusik; nævnes som en af de betydeligste nutidige arner. Komponister.

Parlando, en fri Foredragsmaade, der skal efterligne hurtig Tale, og ikke maa forvexles med Recitativet (s. d.). Det anvendes altid periodevis indenfor en Arie, særl. i den komiske ital. Opera, og gaar fremfor alt ud paa at frembringe en komisk Virkning. P. kræver stor Tungefærdighed, idet det paa en Følge af melodiske Intervaller, undertiden paa en eneste Tone, i det hurtigst mulige Tempo skal fremføre en hel Strøm af Ord. Ypperlige Prøver paa P. foreligger, bl. a. i Rossinis, Donizettis og Mozarts komiske Operaer (Leporello i »Don Juan«, Osmin i s Bortførelsen« o. 1.).

Parlow, Kathleen, f. 1890, canadisk Violinistinde, Elev af Auer, har gjort megen Lykke paa Koncertrejser i Europa og Amerika, dog mere paa Grund af sin charmerende Person end ved sit Spil; besøgte Skandinavien flere Gange, sidst i 1922.

Parodi (gr.), Omdigtning af en kendt alvorlig Digtning, saa der ved en ringe Forandring af Ordene fremkommer en anden (som oftest komisk) Mening. Kan ogsaa fremstilles ved, at en kendt alvorlig Melodi forsynes med en ny overgiven Text. I Musiken anvendes P. undertiden ogsaa i alvorlig Betydning. Nederlænderne benyttede saale-des Udtrykket Missa parodia for en Messe, der var bygget over Tenoren af en bekendt Motette, og i Frankrig bruges P. endnu som Navn for en med ny Text udstyret Opera.

Parry, Charles Hubert, 1848 — 1918, eng. Komponist, Prof. i Kompo-sitionslære og Musikhistorie og Direktør for Royal College of Music: har skrevet en Række Værker i forsk. Genrer: Korværker, Symfon., Suiter, Teatermusik (f. Ex. til Arislofanes' Komedier), Klaverkoncert, Kammermusik og Sange; endvidere Forf. af musikhistor. Skrifter som : The Evolution of the Art of Music, Style in Art, »J. S. Bach« og navnl. Bd. 3 af Oxford Hislory of Music: The Music of the 17th Century (1902).

Parry, John, 1776 —1851, eng. Musiker, Militær-Kapelmester i sit Hjemland Wales; senere i London som Musiklærer; ledede de Wales'ske Barders Musikerlav og blev 1821 udnævnt til Bard Alaw (Bardemester); udg. en Mængde Kompositioner; hans Hovedværk er The Welsh Harper, en omfangsrig Samling af Melodier fra Wales.

Parsifal, Musikdrama af Wagner, Bayreuth 1882, Kbhvn. 1915.

Parsons, Robert, d. 1569, eng. Komponist. Kompositioner af ham findes bl. a. i Bernards Church Music.

Parte (ital.), Del. a) Del af en i flere Dele afdell Komposition, f. Ex. af en Da-Capo-Arie, en Sonate o. 1.— b) Stemme af en flerstem. Komposition : Prima P., første Stemme, Seconda P., anden Stemme osv. Colla P: med Hovedstemmen

Parthenia or The Maydenhood of the first musicke, that ever was printed for the Virginalls (udg. 1611; ny Oplag 1613, 1635, 1650, 1659), den første trykte Samling af eng. Klavermusik (21 Kompositioner af Bird, Bull og Gibbons). 1847 besørgede Rimbault en ny Udg. for The Musical Antiquariat! "Society (Nyudg. 1908). Sml. Fitz-william Virginal-Book.

Partialtoner, se Overioner.

Partie og Partita, se Saife.

Partitur (ital. Partilura, fr. Partition d'orchestre, eng. Score), Optegnelse af en flerstem. vokal el. instrumental Komposition, saaledes at Stemmerne (hver noteret paa sit Liniesystem) Takt for Takt er passede ind under hinanden, saa man i lodret Linie bekvemt baade kan følge Enkeltstemmerncs Gang og danne sig en Forestilling om, hvordan de virker i Samling.

Denne p.mæssige Ordning af Stemmerne kom i Trykken først almindelig i Brug i anden Halvdel af 17. Aarh. Indtil da blev de flerstem. Kompositioner i Reglen enten kun trykte i skilte Stemmehefter el. i Korbøger, hvor hver Stemme stod trykt for sig, saa de foran Nodepulten opstillede Sopraner, Alter, Tenorer og Basser, hver maatte søge deres Stemme paa sin Plads af den opslaaede Nodeside:

Kun i Undtagelsestilfælde træffes allerede i 16. Aarh. en p.mæssig Ordning af Sangstemmerne paa et med 5 Nøgler forsynet lOliniet Nodesystem, hvor de 4 kontrapunkterende Stemmer for at kunne holdes ude fra hverandre baade noteres i forsk. Farver og i forsk. Former (o: runde, firkantede, løgformige o. I., se ogsaa Tabulatur).

Ved det moderne P.s Ordning gælder det paa den ene Side om at gruppere Instr. efter deres Art og Klangfarve (Træblæseinstr. anbringes øverst, Metal-blæse- og Slaginstr. i Midten, Struge-instr. nederst), paa den anden om indenfor hver Gruppe at ordne Instr. efter deres Tonehøjde, saaledes at Dis-kantinstr. overalt stilles øverst, Bas-instr. underst.

I Samling tager et moderne Partitur læst oppefra nedefter sig da saaledes ud:

Øverste Gruppe: Fløjter, Oboer, Engelskhorn, Klarinetter, Fagotter.

Mellemgruppe: Horn. Trompeter, Basuner. Tubaer, Pauker.

Underste Gruppe: Violiner, Bratscher, Cello, Kontrabas.

Anvendes Harpen, indskydes dens Stemme som oftest mellem Slag- og Strygeinstr. Anvendes Sangstemmer, anbringes disse mellem Bratsch og Cello. Benyttes Orglet, noteres Orgelstemmen under Kontrabasserne, hvor tidligere den becifrede Bas (s. d. og under Orkester) havde sin faste Plads. Ud over denne Ordning af P. gives der navnlig hos de ældre Mestre (Gluck, Haydn, Mozart, Beethoven, Schumann) en Del andre, hvis Beskrivelse her maa forbigaas, men ovenstaaende er siden Webers Tid den hyppigst anvendte.

Til Undervisning og Øvelse i P-Læsning og P.-Spil foreligger bl. a. følgende Lærebøger : Fétis : Traité de l'accompagnement de la partition (1825), Clark: Reading and Plag ing from Score (1838), Riemann: ^Katechismus des P.-Spiels« (1902 og 1911).

Pas (fr.), Skridt, Gang, dog særl. Dansetrin; paa Teatret: P. de deux, P. de trois osv., o: Dans udført af to, tre el. flere. I Militærsproget: P. ordinaire, Parademarch, P. redoublé, Ilmarch (se March).

Paschaens Datter, Syngestykke af P. Heise (Text af H. Hertz), ' Kbhvn. 1869.

PaSChålof, WjATSCHELAF VlKTOROwitsch, f. 1873, russ. Musikforf., har studeret Folkemusik og udg. ypperlig harmoniserede russ. Folkeviser, endvidere ^Chopin og den polske Folkemusik« og talr. mindre Afhandlinger af musikalsk-etnografisk Art; Musikbibliotekar i Moskva.

Pasdeloup, Jules, 1819—87, fr. Musiker, Elev af Paris' Konservat. og siden Lærer dér i Klaver og Sang; vidt kendt som Orkesterdirigent og Grundlægger, 1861, af Concerts populaires (i Cirque d'hiver), hvor klassisk Musik, Værker af yngre fr. Komponister (Saint-Saëns, Berlioz, Massenet, Lalo etc.) og af nyere fremmed Musik (særl. Wagners) bødes til billig Pris; dette Koncertforetagende, det første i sin Art i Paris, slog glimrende an, men fik efter-haanden Konkurrenter med Colonnes (s. d.) og Lamoureux' (s. d.) Koncerter, og ophørte i 1884. 1920 genoptoges Koncerterne under Rhené-Baton og afholdtes fra 1924 i Trocadéro.

Pasqualini, Marc Anionio, 1614— 91, ital. Sopran-Sanger (Kastrat) i Bom, 1634—59 pavelig Kapelsanger.

Passacaglia el. Passacaglio er et Instrumentalstykke, der ligesom Cha-connen (s.d.) har Karakter af en Dans. Som hin er den i ³/₄ Takt, udføres i langsomt Tempo og er bygget over en kortfattet i det uendelige gentaget Basmelodi (Basso ostinato, s. d.). Ejendommelig er P. egl. kun ved sin usædvanlige Længde. Forekommer den i Suiten, benyttes den konsekvent som Finale. Fortrinlige Ex. paa P. er Bachs Orgel-P. og P. i Handels 7. Suite.

Passage (fr.), Gang el. Løb, o: hurtigt løbende mere el. mindre langstrakt Tonefigur, der fra først til sidstgennemfører og fastholder et bestemt Motiv (s. d.). Kan ogsaa bestaa i Udsmykningen af melodiske Gange med Vexel-og Gennemgangsnoder. Anvendes oftest som Middel til at udfolde virtuosmæs-sig Bravur. Der skelnes mellem Akkord-P., der hovedsagelig er sammensatte af brudte Akkorder [Arpeggier, s. d.), og Skala-P., der fremstilles af skala-mæssige (kromatiske og diatoniske) Tonefigurer. De fleste P. dannes dog ved en Forening af begge Figurations-former.

Passamezzo, Padovana, Paduana (ital.) og Pavane (sp. og fr.) synes kun at have været forsk. Landes og Tiders Betegnelser for ét og det samme, nemlig den i 16. og 17. Aarh. meget brugt Fordans i lige Takt ( £ el. C ), der regelmæssigt forenedes med den i 3delt Takt affattede bevægeligere Eflerdans (Galliarde el. Saltarello; paa tysk Hupf-auff, Sprungk, Sprynger, Proportz), en Forbindelse, der udgør Forstadiet til d. 17—18. Aarh.s rigere sammensatte Suite el. Partila (s. d.).

Navnet P. er (ifølge Prætorius) sammensat af mezzo o: halv og passi o: Trin, fordi der i denne Dans kun anvendtes halvt saa mange Dansetrin som i den efterfølgende hurtigere Gal-liarde. Padovana (Paduana) henviser til denne Dans' Opr. fra Padova (Padua). Pavana henviser ifølge Traditionen til Pavo, Paafugl, fordi de dansende under Dansens Udførelse ved deres Bevægelser søgte at efterligne Paafuglens gravitetiske Gang og Stillinger.

Efter 1600 gaar Navnet P. efter-haanden af Brug, hvorimod Padovana og Pavana jævnsides lever videre indtil c. 1700. Se iøvrigt Suite.

I det 16. Aarh.s Lutbøger forekommer Padovana ogsaa undtagelsesvis som Navn for en Dans i 3delt Takt Rytme

ogsaa kaldet Rotta, der jævnlig slaar Følge med P. og Gagh-arda el. Saltarello (Rækkefølge: 1) Passamezzo, 2) Gagiiarda, 3) Padovana — el. 1) Passamezzo, 2) la sua Padovana, 3) il suo Saltarello). men denne Padovana-Arts Levetid strakte sig ikke ud over 1600. (Litt.: Tob. Norlind: iZur Geschichte der Suite« (i Sammelbände d. internat. Musik-Gesellsch. VII, 2, 1906)).

Passepied (fr.), ældre fr. Runddans (ifølge Overleveringen en Matrosdans fra Bretagne), der ved Ludvig XIV.s Tid indførtes i den franske Hofballet. P. er en livlig Dans i ³/₄ el. ³/_s Takt og minder af Karakter om den gamle tyske »Dreher« (Hurtigvals). Den be-staar af 2 Repetitionsdele og efterfølges ofte ligesom Menuetten af en Trio, efter hvilken Hovedsatsen gentages. Staar Hovedsatsen i Dur. er Trioen som oftest i Moll. I Suiten er P. ikke nogen fast Dans, men indskydes, naar den anvendes, sædvanlig mellem Sarabande og Gige.

Passion betegner en opr. for Lang-fredags-Gudstjenesten bestemt musi-kalsk-dramatisk Fremstilling af Kristi Lidelseshistorie. Hvor denne hos J. S. Bach fremtræder i sin færdige klassiske Form, har den alle Oratoriets Kendetegn, idet den bestaar af Arier, Recitativer og Kor med Instrumentalledsagelse (Orgel og Orkester). . Til Grund for sin P. lagde Bach den ufor-vanskede Bibeltext, der er fordelt mellem Evangelisten (»Fortælleren«), Jesus. de øvrige af de i Lidelseshistorien optrædende Enkeltpersoner og de mange i Handlingen indstrøede dramatisk udtryksfulde Kor. Overfor Bibelordet stiller Bach en fri Digtning, der paa den ene Side repræsenterer den saa-kaldte himmelske Menighed (»Zions Datter« og »den troende Sjæl«), der under Handlingens Forløb i Form af Solo- og Korsange med Deltagelse følger Begivenhedernes Gang og oplyser Menneskeheden om Betydningen af Frelserens Mission paa Jorden; og paa den anden den jordiske Krislen-menighed, der symboliseres ved de ganske enkelt udsatte Koraler, der altid paa rette Sted indflettes i Handlingen.

P.s Historie. Den episk dramatiske Fremstilling af Kristi Lidelseshistorie kan som Del af Paaskegudstjenesten forfølges helt tilbage til 12. Aarh.. men Evangelistens og de andre Enkeltpersoners Tale blev fra først af kun reciterede i Kollekttone af tre Præster, af hvilke den ene forestillede Evangelisten, den anden Kristus og den tredie de øvrige af de i Lidelseshistorien optrædende Enkeltpersoner. Selv efter at man i Slutningen af 16. Aarh. havde fundet paa i P. at indflette Korsange, de saakaldte Turbae, bevarede Opførelserne r den katolske Kirke endnu et strengt kirkeligt Præg. Ofte affattedes dér ogsaa hele P. kormæssigt, o: i Motetteform.

I den protestantiske Kirke antog P. hurtigt en delvis ny, hovedsagelig betragtende Karakter (Ex. bl. a. Bart. Gesius' Johannes-P., der indledes med en Korsang: »Erhebet Eure Herzen zu Gott«, og afsluttes med Takkekoret: »Dank sei dem Herrn, der uns erlöset hat durch sein Leiden von der Hölle«). — Med Bestemthed slog den protest. P. dog først ind paa sine egne Veje (i 17. Aarh.) efter Operaens Indførelse, da Heinrich Schütz (s. d.) først i »De syv Ord paa Korset« og senere i sine sidste P.s-Værker foretog Reformer, der allerede med Bestemthed peger frem imod Bach. I »de syv Ord« lader Schütz saaledes baade Evangelistens og de andre Enkeltpersoners Tale udføre i et ariost Recitativ og stiller konsekvent Kristi Tale paa Baggrund af et Strygerkor (jfr. Bachs Matthæus-P.); i sine Passioner afbryder han endvidere, ligesom Bach, Gang efter Gang Handlingen ved Indførelsen af korte dramatisk slagfærdige Kor, der umiddelbart voxer ud af Situationen og virker til levende at sætte Tilhøreren ind i Begivenhedernes Gang. Kun to af de Elementer, der karakteriserer den Bach'ske P., savnes endnu hos Schütz; det ene er Menighedsko-ralen, der dog allerede før Fremkomsten af Bachs P. kommer til Anvendelse i en P. af Joh. Sebastiani; det andet er den himmelske Menighed (»Zions Datter« og »den troende Sjæl«), til hvilken Bach mærkeligt nok skulde hente Ideen fra et stærkt angrebet Vildskud paa den protest. P.s Stamme, o: det af Hunold Menantes og Reinhardt Keiser i Forening skabte fuldkommen operamæssige og fra Bibeltexten helt bortseende P.s-Værk: »Der blutige Jesus«, der i Beg. af 18. Aarh. opførtes i Hamburg og vakte en saa-dan Forargelse, at Digteren Drockes øjeblikkelig erstattede det med et andet, der ved Benyttelsen af indlagte Koraler udadtil havde et mere kirkeligt Præg, men i Virkeligheden alter skød saa langt udover det kirkelige Oratoriums Maal. at kun dets Velegnethed til musikalsk Behandling forbigaaende bragte det i Yndest hos Samtidens Komponister (Keiser, Händel. Matthe-son, Telemann). (Litt.: Spilla: »Die Passionsmusiken von J. S. Bach und H. Schütz« (1893); O. Kade: »Die älteren Passionskompositionen bis 1631« (1891—94)).

Passionsspillene i Oberammergau, se Mysterium.

Passy, Edvard, 1789—1870, sv. Musiker af fr. Forældre, uddannet i Sthlm. og Petersborg, højt anset som Pianist og Lærer; Organist ved Sthlm.s Slotskapel; har komponeret Kammermusik, Klaverkoncert og anden Klavermusik, Sange etc.

Pasta, Giuditta. f. Negri, 1798 — 1865, ital. Sangerinde, gjorde efter forgæves Forsøg i Paris og London yderligere Studier i Italien og optraadte fra 1822 paany i de nævnte Byer med efterhaanden straalende Held; besad en ualm. omfangsrig Sopranstemme og en lidenskabelig dramatisk Fore-dragsævne; fra 1837 optraadte hun sjælden og med ringere Held, senest 1850 i London. (Biogr. af Bossini).

Pasticcio (ital.; fr. Pastiche), »Postej«, er Navnet for en Art Operaer, der i 18. Aarh. var højt i Mode og blev fremstillede ved Sammenlapningen af Arier fra forskellige Operaer og af forskellige Komponister, og blev sammenholdte ved en ny Text. Der gaves dog ogsaa P., hvor hver Akt var komponeret af sin Komponist, og som altsaa paa For-haand var bestemte til at udgøre et samlet Hele.

Pastorale, et Digt, der besynger Hyrdelivet. Brugtes i denne Betydning allerede af de franske Trubadurer i Provence under Navn af Pastorita, i Nordfrankrig af Pastourelle. Senere hentede man fra denne rent lyriske P. ogsaa Stof til episke og dramatiske Digtninge. I Y'ndest kom saaledes især i Frankrig og Italien i 17. Aarh. det enkeltvis allerede i Trubadurtiden paa-viselige Hyrdespil (Adam de la Hales Robin et Marion, 13. Aarh.). Det var under dettes Form, at Operaen (s. d.) baade debuterede i Italien (Peris og Caccinis »Dafne« og :>Euridice«) og Frankrig [Perrins og Camberts »Pastorale«). Dette musikalsk behandlede Hyrdespil gav igen Ideen til selvstændige p. Instrumentalstykker (i ^e/_s el. ⁹/₈Takt), der med Forkærlighed efterlignede Hyrdernes Skalmejespil. Baade Handel og Bach indledede saaledes henholdsvis i »Messias^ og i >Juleora-toriet Englenes Forkyndelse af Kristi Fødsel med saadanne pastorale Instrumentalstykker. Bach skrev ogsaa en P. for Orgel. I stor Stil udmales Landlivets Idyl fremfor alt i Beethovens Pa-stora^-Symfoni. I nær Familie med den instrumentale P. er Musette og Siciliano (s. d.).

Patetico (ital.), fr. Pathétique, Fore-dragsbetegn., ophøjet, patetisk.

Patti, Adelina, 1843—1919, ital. Sangerinde, Elev af sin Svoger M. Strakosch, debut, i New York 1859; drog derefter til Europa og op-traadte paa en Række forsk. Operascener, overalt modtaget med Begejstring som en af Tidens berømteste San-gerinder(dramat.

Koloratursangerinde); var anden Gang g. m. Tenoristen Nico-lini, efter hans Død med sv. Baron Ceder-ström; døde paa sit Slot i Wales.— Hendes Søster Carlotta P., 1840 — 89, debut, ogsaa i New York som Operasangerinde, men forlod, da hun haltede, snart Scenen og blev en yndet Koncertsangerinde (Koloratur-Mez.-Sopr.); hun foretog talr. Kunstrejser i Europa (ogsaa til Skandinavien) og i Amerika; g. m. Cellisten E. Demunck (s. d.).

Pauer, Ernst, 1826—1905, østr. Musiker, Elev bl. a. af Lachner, koncerterede som Pianist i London 1851 og blev her til 1896, da han trak sig tilbage fra Musiklivet, hvor-paa han havde haft stor Indflydelse, dels gennem historiske Koncerter, specielt vedr. Klaveret, dels ved forsk. Hverv; komponerede Operaer m. m.; mere fortjent som Udg. af gi. klassisk Klavermusik. — Hans Søn Max P., f. 1866, udmærket Klaverspiller (særl. Brahms), blev 1924 Direktør for Leipzigs Konservat.

Adetina Patti.

Pauke (ital. Timpana, fr. Timbale, eng. Ketteldrum, sv. Puka), det ubetinget værdifuldeste af Slaginstrumenterne, bestaar i en i et Stel hvilende halv-kugleformig Kedel af Kobber (sjældnere af Sølv), omkring hvis øvre Rand der er lagt et Jernbaand, der tjener til Udspænding af den over Kedelen lagte garvede Kalve- el. Æselshud. Ved Hjælp af de dels i Baandet og dels i Kedlens Ydersider anbragte Skruer kan Huden strammes og dens Tonehøjde derved reguleres. Eftersom Drejningen af Skrue efter Skrue i høj Grad besværliggjorde P.s Omstemning, opfandt Pitrich i Dresden 1872 Maskin-P., hos hvilken en sindrig Mekanisme gør det muligt ved Drejningen af en eneste Skrue i et Nu at regulere Spændingen og derved ad libitum at bestemme P.s Tonehøjde. Afskaffet er i nyere Tid ogsaa det i P.s Bund opr. anbragte Lydhul og den med dette forbundne inden i Kedlen anbragte Lydtragt. Da hver P. uden Omstemning kun giver én Tone, anvendes i Orkestret altid 2 Pauker (i moderne Orkestre ogsaa 3—4), en større og en mindre, der behandles af samme Musiker: den store slaar han med venstre, den mindre med højre Haand. Til Anslag af P. benyttes 2 Paukestokke, hvis Hoveder, alt efter som Tonen skal være haardere el. blødere, beklædes med Læder, Filt, Svamp el. Kork. Skal Klangen end yderligere afdæmpes, lægges (og lagdes især tidligere) et Klæde over Membranen (Tim-pani coperti). I ældre Tid stemtes de to Pauker altid i Tonica og Dominant, og Tonerne blev da notererie paa tilsvarende Maade som hos de transponerende Instr., o: at man paa Forhaand opgav Paukernes Stemning, f. Ex. Pauke i Es og B, i D og A, i B og F el. lign., men konsekvent noterede c og G. Nu, d. e. fra Beethovens og Webers

Tid at regne, noterer man Tonerne, som de lyder, og begrænser sig ikke mere til kun at stemme Paukerne i Tonica og Dominant. I »Robert af Normandiet« benytter Megerbeer saaledes 4 Pauker, der stemmes i G c de; i »Gotterdäm-merung« benytter Wagner 3 Pauker, stemte i G, B og es osv.

P. var allerede i Brug hos Oldtidens Kulturfolk og afbildes paa Mindesmærkerne under forsk. Form (halvkugle-formig, firkantet, i Tamburinform), Formatet var som oftest lille og P. behandledes særl. af Kvinder under Fest- og Sørgeoptog. Det var fra Persien, at P. indførtes i Europa, hvor den fremfor alt fik Plads i Militær-orkestret for sammen med Trompeten at blive Rytteriets udkaarne Instr. (se Militærmusik). De militære Paukeslagere gjorde Brug af en Masse forsk. Kunstslag og drev det navnl. i 18. Aarh. til at behandle deres Instrumenter med saa stor Virtuositet, at de paa egne Koncerter fuldstændig forbløffede Publikum med deres Præstationer. (Litt.: Pauke-Skoler foreligger af E. Pfundl, A. Deutsch, H. Knaiier og Otto Seele).

Paul, Oskar, 1836—98, tysk Musik-forf., Elev af Hauptmann, Lærer ved Konservat. i Leipzig og Docent i Musik ved Univers., harudg. : » Lehrbuch der Harmoniks, »Geschichte des Klaviers«, »Handlexikon der Tonkunst« m. m.

Pauli, Walter, f. 1880, tysk Musiker, skrev Monografier om /. F. Rei-chardt og J. Brahms; har virket som Lærer, Kritiker og Dirigent; fra 1908 Kapelmester ved Hofteatret i Cassel.

Paulli, Simon Holger. 1810-91, dsk. Musiker, 1828 Violinist i det kgl. Kapel, 1849 Koncertmester (og Dirigent af Balletter. Vaudeviller etc.), 1863 — efter Gläser og Gade — Kapelmester: i denne Stilling til 1883, betydelig ved stor Pligtfølelse, Omhu i hver Enkelthed, megen rytmisk Sans og fremragende Stilfølelse, særl. for Mozarts og den ældre Romantiks Værker; under P. fremkom iøvrig blandt meget andet Wagners Operaer første Gang paa vor Scene (»Tannhäuser« 1875, » Lohengrin« 1870, »Mestersangerne« 1871), af dsk. Komponister P. Heise, Lange-Miiller o. fl. P. var fra dets Stiftelse (til sin Død) Bestyrelsesmedlem og Lærer i »Kbhvn.s Musikkonservat«, og deltog til Tider i Ledelsen af »Musikforeningen« og »Cæciliaforeningen« (og af Kapellets kirkelige »Paaskekoncerter«); udg. en »Violinskole«, 1838, og var talentfuld Komponist af Musik til Bournonvilleske Balletter, til Dels i Forening med Gade og Brødrene Helsled: »Napoli«,. »Kermessen i Brügge«, »Brudefærden i Hardanger«, »Blomsterfesten i Gen-zano< m. m.; endvidere Lejlighedsværker, Violin- og Klaverstykker og Sange (meget yndet var »O, lad dem flagre« (H. P. Holst)).

Paulsen, Alfred, f. 1849, nsk.-arner. Musikpædagog og Komponist, Elev af Grieg, Winterhjelm og Ludv. Lindeman; rejste til Amerika 1888. Hans Korsang »Xaar Fjordene blaaner« synges over hele den norske og skandinavisk-amerikanske Sangerverden.

Paulson, Andreas, f. 1861, nsk, Mu-sikforf., Student 1885, Studieophold i Berlin 1886—87, ansat i Norges Bank, Bergen, 1898; Musik-og Teateranmelder i »Arbeidet« fra Midten af 1890-erne, sluttede som fast Koncertanmelder 1922. Har skrevet mangfoldige Artikler om Musik i Dagspressen og i andre Publikationer, bl. a. »Bergens Musikliv« i >Bergen 1814—1914«, Medarbejder i »Norges Musikhistorie« 1921.

Paulus, Olaf, 1859—1912, nsk. Komponist, Elev af Cappelen og J. Svendsen samt Leipzigs Konservat., Domkirkeorganist i Stavanger og Korleder sst. I 1902 virkede han som Dirigent i Amerika og skrev sst. en »Jubelkantate« til den norske Svnodes 50 Aars Jubilæum. Af hans øvrige Kompositioner er Mandskorene 5 Vestanveir« og »Finshaugen« mest kendte.

Paulus de Florentia, en af Hoved-repræsentanterne for Ars nova (s. d.) i 14. Aarh.

Paumann, Konrad, 1410—73. tysk Lut- og Orgelmester, skal være Opfinder af den tyske Lut-Tabulatur (se Tabalatur). Forfattede Fundamentlim organisandi (1452) og 2 Orgelbøger (i Buxheimer-Haandskr. i München).

Paur, Emil. f. 1855, østr. Musiker, Elev af Konservat. i Wien: fortræffelig Pianist og betydelig Dirigent; 1893 Nikisch' Efterfølger som Leder af Symfonikoncerterne i Boston og 1898 efter Seidl Dirigent i New York; vendte tilbage til Europa, en Tid lang i Madrid, siden i Berlin; har komponeret Sym-fon., Klaverkoncert. Violinkoncert m.m.

Pavana, se Passamezzo.

Pavesi, Stefano, 1779—1850, ital. Komponist, Domkapelmester i Cremo-na; meget produktiv Operakomponist (over 60 Værker), der dog udenfor Italien kun opførtes i Wien, hvor P. nogle Aar varTeaterkapelmester. (Biogr. af Sanseverino).

Pavlof, Eugen, f. 1894, russ. Komponist af Scrjabins Retning (Klaversonater, Præludier, Etuder etc.).

Pavse (gr.: fr. Pause, Silence, eng. Rest, Silcncc(Pausc anvendes paa eng. for Fermat), ital. Pausa), musikalsk Skrifttegn, der angiver, hvor lang el. kort Tid den enkelte el. eventuelt alle Stemmer i en flerstem. Sats i paakommende Tilfælde skal pavsere (tie stille). P.rne hører altsaa ind under Mensuralnode-skriftens Tegn og opstod sammen med Mensuralnoderne paa det Tidspunkt, da Discantus (s. d.) omsider fremtvang Brugen af nøjagtigt udmaalte mus. Tidsværdier (se Mensuralnodeskrift). [I Koral-nodeskriften benyttes P. ikke]. Ved en ubetydelig Ændring af Mensuralpavse-tegnene udvikledes med Tiden vor Tids P.r, d: af Semibrevis-P. fremgik Hel-node-P., af Minima-P. Halvnode-P., af Semiminima-P. den franske og engelske Fjerdedels-P. (vor Tids alm. Fjerdedels-P.har undtagelsesvis sin Opr. fra et af den franske Luttabulaturs Værditegn); af Fusa-P. fremgik Ottendcdels-P., af Semifusa-P. Sextendedels-V. Ex. :

jfr. hermed Mensuralnode-skriftens P.-tegn. Man skelner nu mellem Node- og Taktpauser: Halv- og Heltakts-P. noteres henholdsvis som Hel- og Halv-node-P.. Dobbelttakts-P. som den gamle Brevis-P. Pavseres der i et større Antal Takter, noteres:

d. e. henholdsvis lo og 6 Takters P. Skal alle Stemmer pavsere paa én

Gang, o: Generalpause, noteres over Heltakts-P en Fermat og Bogstaverne:

Payne, Albert. 1842—1921, eng.-tysk Musikforlægger; studerede Musik i Leipzig og Paris; overtog 1862 sin Faders Forlag i Leipzig; kendt som den fortjenstfulde Førsteudg. af Lom-mepartiturer (til forholdsvis billig Pris) af klassiske og moderne Kammermusikværker, der fandt overordentlig vid Udbredelse. Forlaget gik 1892 over til og udvidedes af E. Eulenburg (s. d.).

Pedal (af lat. pes, Fod), forkortet Ped. 1) Hos Orglet det Klaviatur, der behandles med Fødderne. — 2) Hos Pianofortet (Hammerklaveret) de to Fodtræk. der styres henholdsvis af højre og venstre Fod. o: a. Dæmper-P., ved hvis Nedtrædning hele Dæmpermekanismen løftes bort fra Strengene, saa disses Klang fortsættes, indtil Fodspidsen ved Indførelsen af en ny Harmoni giver Slip for hurtigt igen at falde ned og opfange den ny Klang, b. Piano-P., ved hvis Benyttelse hele Hammermekanismen forskydes, saa samtlige Hamre i St. f. under ét at ramme alle de 3 Strenge, der er opspændte for hver Tone, kun faar fat i to (paa ældre Klaverer kun i én) af disse (se Una e due corde). — Dæm-per-P. fremgik af det allerede paa Klavicembalet forsøgtePantalonzug(s. d.)og omtales som Knæ-P. allerede af Mozart, der 1777 forefandt en saadan paa et Stein'sk Pianoforte i Augsburg. Xomi-nelt blev Dæmper-P. først 1783 opfundet af Englænderen John Broadwood. Piano-P. var en direkte Arv fra Kla-vicembalet (se Klaver II, Klavicembalet) og blev derfor af sin nominelle Opfinder (Stein i Augsburg) kaldt Spinet-chen.

Foruden Dæmper- og Piano-P. anvendes paa Nutidens Pianoforte ofte 1 à 2 Extra-P.er saasom a. Debain's (af Steinway forbedrede) Prolongement, der gør det muligt kun at forlænge enkelte Toner el. Harmonier, mens andre som ellers paavirkes af Dæmpermekanismen, b. Ed. Zacharias' Kunstpedal, der ved Benyttelsen af 4 P.er gor det muligt efter Behag at fjerne Dæmpermekanismen fra Stykker af den i 8 Parlier inddelte Strengebestand.— 3) Hos Harpen de 7 Fodtræk, der forkorter Strengene og derved forhøjer deres Klang, se Harpe.

Pedale (fr.). Fermat, Orgelpunkt.

Pedal-Flygel, Flygel med Fodklaviatur, Forberedelsesinstr. for Orgelspil. der forsøgsvis har været anvendt som Koncertinstr. Kompositioner for P. foreligger bl. a. af Rob. Schumann (Esquisses Op. 58) og Gounod (Suite concertante).

Pedal-Harpe, se Harpe.

Pedersøn, Mogens (Magno Petreo), c. 1580 — 1623, Sangelev i det dsk. Hofkapel, studerede 1599 og 1605 — 09 i Ilalien under G. Gabrieli, opholdt sig ogsaa 3 Aar i England; 1618 ansatles han som Vicekapelmester ved Christian IV.s Hof. I 1620 udg. P. »Pratum spirituale, d. e. Messer, Psalmer, Motetter, som brugelig ere udi Danmark og Norge (componerede med 5 Stemmer«), (Litt.: A. Hammerich: »Musiken ved Christian IV.s Hofe).

Pedrell, Felipe. 1841 — 1922. sp. Musikforf. og Komponist, gjorde sig bekendt som Komponist af Operaer og Kirkemusik, men vendte sig efter-haanden til musikhistor. Forskning og blev som Forf. paa dette Omraade meget anset ogsaa udenfor Spanien; Prof. ved Konservat. i Madrid og en fremtrædende Personlighed i nutidigt sp. Musikliv; af hans 1897 paabegyndte Diccionario bio-bibliografico de mnsicos y scripiores de musica espanoles, udkom kun 1 Bd., efter at han fra 1893 havde udg. de betydelige Samlerværker Hi-spaniae schola musica sacra og Tealro lirico espanol (3 Bd.). P.s samlede Afhandlinger m. m. udkom i 2 Bd., Paris 1911. (Biogr.: ff.de Curzon, Te-baldini og R. Mitjana).

Pedrôtti, Carlo, 1817-92, ital. Operakomponist, blev kaldet til Amsterdam, hvor han i nogle Aar ledede den ital. Opera; 1869 Kapelmester ved Teatret i Torino og senere Direktør for Konservat. dér og i Pesaro; bar skrevet en Række Operaer i den Do-nizetti-Verdi'ske Stil, der skattedes af hans Landsmænd, men ikke vandt Indgang udenfor Italien; fortjenstfuld som Grunder og første Leder af Concerti popolari (i Torino), der udbredte Kendskab til symfon. Musik i Italien.

Pekiel (udt. Penkjel), c. 1650, polsk Komponist. Organist og Kapelmester ved Hofkapellet i Warszawa. Skrev Motetter og Messer i romersk-vene-tiansk Stil.

Pembaur, Joseph, 1848—1923, østr. Komponist, var 1875—1918 Direktør for Musikskolen i Innsbruck; navnl. yndet som Komponist af Sange og Kor, men iøvrig ogsaa af Vokalværker, Symfon., Opera. Klaverkompositioner, navnl. instruktive, samt Forf. af teoret. Skrifter. — Hans Søn, Joseph P., f. 1875, anset Pianist, fra 1921 Lærer ved >Akademie der Tonkunst« i München, har paa Kunstrejser bl. a. gæstet Kbhvn.; forf. A^Ton der Poesie des Klavierspiels« og » Beethovens Sonaten Op. 30, II und 57«.

Pentachord (lat.), Fem-Streng, d. e. en diatonisk Følge af 5 Toner. Ved Siden af den gængse Inddeling af Oktaven i to sammenstillede el. to sammenbundne Tetrachorder (se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 b.) anvendte de oldgræske (og ligeledes de middelalderlige og de arabiske) Teoretikere ogsaa Forbindelsen af en Fir- og Fem-tonerække til en Oktavrække. Oldgræ-kerne (og Araberne) begyndte i saa Fald med Tetrachordet og afsluttede med P.; de middelalderlige Teoretikere anbragte derimod P. først, Tetrachordet sidst. Ex.: antik dorisk Oktavrække:

Pentatonlske Skalaer, d. e. Skalaer, der indenfor Oktavomfanget kun opviser 5 Toneskridt og konsekvent und-gaar Benyttelsen af Halvtonetrin (an-hemiionisk Penlalonik). Som Melodigrundlag kan disse spredt paavises hos Nationer fra alle Verdensegne, og man tror derfor i dem at have opdaget de ældste af alle Grundskalaer. I det yderste Østen findes de saalcdes endnu i Brug i Kina, Japan og Polynesien; i den vestlige Yderkant af Europa (i Skotland, Irland og Wales) møder de os endnu som Grundlag for de i Folkemunde bevarede oldkeltiske Melodier; samtidig kan deres Existens ogsaa paavises hos afrikanske og amerikanske Naturfolk og kan tilbage i Tiden forfølges helt op til den oldgræske Musikkulturs ældste Periode.

Den p. S. foreligger under to Hovedformer: cd- f g a cd og de • g a h de. Hurtig set er disse to Skalaer fuldstændig ens byggede, men de er for saa vidt forskellige, som det i den første er den nederste, i den anden den øverste Tone af vor diatoniske Dur-Skalas to Halvtonetrin (e—f og h—c), der er sprunget over. Den fra d udgaaende p. S. bestod ifølge en ældgammel Overlevering allerede i den /br-Terpander'ske 7strengede Lyres Stemning og udgjorde ifølge Plutarch Grundlaget for de ældste græske Tempelsange; den fra c udgaaende p. S. foreligger bl. a. i den oldkinesiske og oldkeltiske Skala (se Kinesisk og japansk samt Skotsk Musik). En 3die p. S., der i Modsætning til de forrige indeholder begge Durskalaens Halvtonetrin (diatonisk Pentalonik) og lyder e f . a h c . e f. kan baade paavises i Nutidens Japan og i Oldgrækenland. Ifølge Traditionen blev den dér opfundet af Olympos, og man tror i den at have opdaget Grundlaget baade for den antike kromatiske og antike enharmo-niske Klangslægt (med Kvarttonetrin). Se Grækenlands Musik i Oldtiden, 3 c, Klangslægter.

Pepusch, Johann Christoph, 1667 —1752, tysk Musiker, som fra 1700 kom til England, hvor han grundede Academy of Ancient Masic. 1712 blev han Organist og Komponist hos Musikmæcenen Hertugen af Chandos. I denne Stilling skrev han'en Række kirkelige Værker. 1713 blev han Dr. mus. i Oxford. Som Musikdirektør ved Inn Fields Theatre skrev han Maskespil (»Apollo og Dafne« m. fi.) og arrangerede de satiriske »Ballad-operas«, The Beggar's Opera (af Gay, med Ouverture af P.), som med sine Angreb paa den ital. Opera (se Hånde!) gjorde voldsom Lykke, The Wedding m. m. 1730 g. m. den rige Sangerinde Margarita de l'Epine. Fra 1737 var han Organist i Charter House og fik rigelig Tid til Skrifter om Musik (A Trea-tise on Harmony m. fl.).

Per (ital.), for, ved Hjælp af. Ex. Sonate per il Violino, Sonate for Violin o. 1.

Perdendosi (ital.), Foredragsbetegn.,. hendøende; svarende til morendo og diminuendo.

Perez, Casas, f. 1873, sp. Musiker, opr. Militærkapelmester, siden Teori-lærer ved Madrids Konservat. og Leder af det filharmoniske Orkester, i hvilken Egenskab P. indtager en førende Stilling i sp. Musikliv; er ogsaa Komponist (Opera, symfon. Digtn. og navnl. Suite A mi lierra).

Perez, Davide, 1711—78, ital. Komponist, kirkelig Kapelmester i Palermo indtil 1752, da han udnævntes til portugisisk Hofkapelmester: komponerede Operaer, hvoraf de fleste sattes højt af Samtiden, samt Kirkemusik.

Perfall, Karl v., Friherre, 1824— 1907, tysk Komponist, uddannedes særl. af M, Hauptmann, og grundede 1854 den endnu bestaaende »Oratorienverein« i München; 1867 Intendant (o: Chef) for Hofteatret i München; har navnl. skrevet Operaer (>Sa-kuntala«, »Junker Heinz« o. fl.), Korværker, Festspil og Sange og forf. »25 Jahre Münchener Hoftheater-Geschichte« (1894) samt »Die Entwicklung des modernen Theaters«.

Perfectum (lal.), fuldkommen, Mensuralisternes Navn for den tredelte Takt (se Mensuralnodeskrift).

Perger, Richard v., 1854 —1911, østr. Komponist, Elev af Brahms, Dirigent i Rotterdam og i Wien, 1899— 1907 Direktør for Wiens Konservat. sst.; komponerede en Opera, flere sceniske Arbejder, Kammermusik m. m. og skrev en Brahms-Biografl.

Pergolesi, Giovanni Battista, 1710 —36, ital. Komponist, gjorde sine Studier i Napoli bl. a. hos Durante, debut. 1731 som Operakomponist, men kun med ringe Held; først 1733 vandt han sit Navn ved »Intermezzoet'; La serva padrone, en Akt, hvori kun to Personer optræder og Orkesterledsagelsen er indskrænket til Strygeinstrumenter, men fuld af Lune og melodirig Ynde og med sikkert behandlede Recitativer. Serva padrone gjorde umaa-delig Lykke, (Kbhvn. 1749); den holdt sig længe, tages endnu fra Tid til anden frem (det kgl. Teater i Kbhvn. 1900 og 1925) og foranledigede den franske opé-ra-comique's Op-staaen (se Opera); et andet bekendt Intermezzo er 77 maestro di mnsi-ca; P.s egl. Operaer slog mindre au og formaaede ikke at holde sig længe; derimod

naaede han lige inden sin Død endnu at afslutte et berømt Værk : Stabat maler for Sopran og Alt med Orgel- og Strygekvartetledsagelse — en Komposition, der navnl. i 18. Aarh. sattes overordentlig højt paa Grund af sin Følelsesfuldhed og skønne Velklang. P. har endvidere skrevet en Del Kirkemusik, nogle Kantater, en Strygekvartet med Orgel og flere Triosonater for 2 Violiner med Generalbas af absolut og histor. Værdi. (Biogr. af Radiciotti, 1910).

Peri, Jacopo, 1561 —1633, ital. Komponist, blev efter fuldførte musikalske Studier Intendant (Principale direttore delta musica el dei musici) ved Hoffet i Firenze, hvor han stod i høj Anseelse og oftere betroedes ærefulde Sen-delser. P. tilhørte den Kreds, som samlede sig hos Corsi (s. d.) og Bardi (s. d.) og skabte de første Operaforsøg (den recitativiske Stil). P. komponerede (samtidig med Caccini) Musik til Ri-nuccinis »Dafne« (s. d.), senere til hans »Euridice« (i Anledning af Maria af Medicis Giftermaal med Henrik IV af Frankrig). Brudstykker af begge disse Kompositioner findes i Panum og Beh-rends »111. Musikhistorie« l 1608 skrev P. Recitativerne til Monteverdi's Opera »Arianna «.

Perinello, Carlo, f. 1877, ital. Musiker, fra 1904 Lærer ved Konservat. i Trieste og Milano; Komponist af Opera, symfon. Værker, Kammermusik, Kor- og Klaverværker; Forf. af en Verdi'-Biografi.

Periode, afsluttet musikalsk Sats, der omfatter et lige Antal Takter (som oftest 8) og deler sig i to Sætninger: en Tw-Sætning, der afsluttes med en Halvcadence (I—V fsjældnere I—IV]) og en Efter-Sætning, der afsluttes med en Helcad ence (V—I el. IV—I). Paa tilsvarende Maade kan ogsaa 2 el. 2x2 Perioder forenes til et Hele. P. er den Rod, fra hvilken alle de sammensatte musikalske Kunstformer er skudt frem lige fra den enkelte Vise-(el. Lied-) og Dcmseform til de kunstigere sammensatte større Instrumentalformer: Variations-, Menuet-, Rondo-og Sonateformen (se disse Navne).

Perosi, Lorenzo di, f. 1872, ital. Komponist, helligede sig til den gejstlige Stand og blev Abbed, men studerede ivrig Musik i Milanos Konservat. og hos Haberl i Regensburg; debut. 1897 med en Oratorie-Trilogi: »Markus-Passion, Christi Forklarelse og Lazarus' Opvækkelse« og kaldles til Dirigent af det sixtinske Kapel i Rom. P.s Oratorier opførtes endvidere i Paris og rundt om i Tyskland og Østrig; de tilstræber en Fornyelse af gammel Kirkestil (Palestrina, Bach) ved Hjælp af moderne Udtryksmidler (Wagner); P. har endvidere komponeret en Række Oratorier, Requiem, Messer, nogle Instrumental- og Orgelværker. Sindssyge afbrød 1915 hans Gerning; 1923 tog han, efter Sigende atter helbredet, Ophold i London og udg. »Davids Salmer«. (Biogr. af A. Canceroni. 1899).

Perotinus, med Tilnavnet »Den store«, Kapelmester i Paris, en af de mest berømte Repræsentanter for Ars antiqua i Paris i 12. Aarh.

Perpetuum mobile (lat., o: uafbrudt i Bevægelse). Musikstykker, der fra først til sidst bestaar af hurtige Løb; Ex. P. m. af Weber, Op. 24. Mendelssohn, Op. 19. Paganini, Op. Il m. m.

Persiani, Fanny, 1812—67, ital. Sangerinde, Elev af sin Fader, den udmærkede Tenorsanger Tacchinardi; fra 1832 Primadonna først paa ital. Scener, siden i Paris og London (til 1848); koncerterede dernæst i Europa, fejret som en af Tidens ypperste Sangerinder,

Persisk-arabisk Musik. Saavidt vides, besad Araberne ikke nogen nævneværdig Musikkultur, før Persien i 7. Aarh. kom i deres Hænder og de derved kom under Indflydelse af dette Lands højtstaaende Kultur. De tilegnede sig imidlertid paafaldende hurtigt, hvad de kunde lære af Perserne, og arbejdede sig i Løbet af de 4 Aarh., Landet forblev i deres Eje, endog saaledes frem, at de endte med at blive Persernes Læremestre. Som to Strømme, der afvexlende flyder jævnsides og over i hinanden, gaar den persiske og arabiske Musik fra nu af i Samling videre.

Allerede i 8. Aarh. træder den arabiske Musiklærde el Chalil frem med en »Tonernes Bog«. I 9. Aarh. efterfølges han af el Kindi, der forfatter 6 Værker om Musik, og af dennes Elev Ahmed ben Mohammed ben Mervan es Serchasi, der baade efterlader sig en »stor« og en »lille« Bog om Musik samt en »Indledning i Musikens Videnskab«. Forrest blandt de arabiske Musiklærde staar dog den arabiske Filosof Alfarabi og den som Stifter af den persisk-arabiske Skole berømte store Teoretiker Schafficddin.

Det Musiksystem, disse Forfattere gør Brug af, er højst ejendommeligt, idet Oktaven af dem ikke deles i 12, men i 17 Dele (Trediedelstoner) betegnede med Tallene 1 —18. En Sammenstilling af den europæiske kromatiske Skala med den 17delte arabiske giver derfor følgende Resultat:

Alt i alt omfatter dette arabisk-persiske Tonesystem 40 Trediedelstoner, o: 2 Okiaver (à 17 Trediedelstoner) -f- 5 Trediedelstoner. Den første Oktavs dybeste Tone betegnes med 1, den anden Oktav indledes med Tallet 18, den tredie med 35 med 40 som Sluttal.

Til Fremstillingen af disse diminutive Tonetrin og til Bestemmelse af Intervalforholdene benyttede de arab.-pers. Teoretikere den i bestemte Maal {Messet) inddelte udspændte Streng (d. e. Monochordet, s. d.), der i løs Tilstand afgav Tonesystemets dybeste Tone: 1. Intervallerne inddeles i konsone-rende og dissonerende. Jo lettere fatteligt det aritmetiske Forhold er mellem lo konsonerende Toner, des fuldkomnere er Konsonansen. Oktaven gælder derfor for den ædleste af alle Konsonanser; dernæst følger Kvarten; angaaende Kvintens Opfattelse som Konsonans er de arab. Teoretikeres Mening derimod delt.

Den ordnede Sammenstilling af Tonerne hidfører Tonearterne, af hvilke der existerer 12 Hovedtonearter {Ma-kamat) og 6 Bitonearter (Awasat), der imidlertid ved Anvendelsen af de saa-kaldte Thabaku (d. e. Sammenstillinger af et Tetrachord, kaldet første Tha-baka, og et Pentachord, kaldet anden Thabaka, som hver for sig indeholder visse faste og visse foranderlige Toner) kan bringes op til et uhyre stort Antal af Tonearter el. Skalaer. At komme nærmere ind paa delte indviklede Toneartsystem, i hvis Sted Alfarabi i 10. Aarh. gjorde et mislykket Forsøg paa at indføre det antike græske, m. m., bliver for omstændeligt. Nævnes bør kun, at den 1ste af de arab.-pers. Hovedtonearter: Uschak (sden elskende«) nogenledes svarer til den middelald. mixolydiske (g—g uden Fortegn), den 2den: Newa (»Klang«) til den middelald, æoliske (a—a uden Fortegn), den 3die: Buselik (opkaldt efter en af de arabiske Kongers Yndlingsslavinde) svarer til den middelald. hypofrygiske (h—h uden Fortegn). Disse tre første Tonearter opmuntrer ifølge de persiske Teoretikeres Paastand »til Tapperhed, Lyst og Munterhed og passer derfor bedst for Tyrkere, Ætiopere og persiske Bjergboere«.

De arabiske Melodier er som oftest udpyntede med en saadan Overdaadig-hed af Forsiringer, at Melodiens Grundlinier næsten bliver ukendelige, og virker baade derfor og p. Gr. af de nævnte diminutive Tonetrin mærkelig fremmedartede. Speciel historisk Interesse har de arabiske Musikinstrumenter. Fra deres Kreds har Europa nemlig laant et stort Antal af sine Toneredskaber, baade af de nu forsvundne middelalderlige (deribl. først og fremmest La ten (AFoud), det af den arabiske Kanun udviklede Psalterium, den af den arabiske Rebab udviklede Rebec el. Rubebe), og af de nulevende (deribl. Oboen (arab. Zamr el. Zurna), den af den arabiske Nefyr fremgaaede

Trompet, endvidere Kedelpauken (Na-karieh). Tromme, Bækken m. tn.). Af historisk Interesse er ogsaa den med den syditalienske Calascione beslægtede Tanbur (et langhalset, med en diminutiv Lydkasse forsynet Gribebrætsinstr.), forsaavidt som den i et og alt minder om de paa en præhistorisk babylonisk Terrakottaplade og paa adskillige ægyptiske Gravbilleder gengivne ældste exi-slerende Prøve paa et Gribebrætsinstr. En anden Genganger fra de old ægyptiske Grave er den lille Haandpauke: Dö/f. Ogsaa den antike Lyra er endnu repræsenteret i den arabisk-ætiopiske Kissar. I Særartiklerne er Flertallet af de her nævnte Instr. baade beskrevne og afbildede (se Lut. Kanun, Psalterium, Rebab. Rebec, Obo. Trompet, Pauke, Tromme, Bækken.Calascione, Tanbur, Gribebrælsinstr., Lyra, Kissar). (Litt.: R. G. Kiesewetter: »Die Musik der Araber« (1842): I. P. N. Land: Recherches sur l'histoire de la gamme arabe og > Tonschriftversuche u. Melodiproben a. d. muhamedanischen Mittelalter« (i »Vierteljahrsschr. d. Mu-sikwissensch.« II. 1886): Salv. Daniel: La musique arabe (1863); Al. Chrislia-nowitsch: Esquisse hist. sur la musique arabe (1863^; Coussin de Perceval: Notices anecdotiqiies sur les principaux musiciens arabes des trois premiers siècles de l'Islamisme (1873 i Journal asiatique).

Persuis, Louis Loiseau de, 1769 — 1839, fr. Musiker, opr. Violinlærer i Avignon, kom 1787 til Paris og i den store Operas Orkester; 1817 blev han Direktør for Operaen, i hvilken Egenskab han udfoldede en meget fortjenstfuld Virksomhed; har dels i Forening med andre, som Lesueur, skrevet en Del Operaer og Balletter, men hans Betydningsom Komponist var ikke stor.

Pesante (ital.), Foredragsbetegn., vægtigt, med patetisk Foredrag.

Pessard, Emile, 1843—1917, fr. Musiker, har navnl. komponeret komiske Operaer, hvis Stil undertiden nærmede sig Operettens; bekendtest Le capitaine Fracasse og Tartarin sur les Alpes.

Pestalozzi, Heinrich, f. 1878, schw. Musiker, uddannet ved Berlins » Hochschule« og som Sanger hos A. Heinemann ; Lærer i Sang ved Konservat. i Zürich; har komponeret en Mængde Sange, der har fundet Udbredelse i hans Hjemland, endvidere gejstlige og verdslige Korværker, Kammermusik etc., samt nogle Skrifter om Sangpædagogik.

Peters, Guido, f. 1866, østr. Pianist og Komponist, Elev af Wiens Konservat., 1901 Lærer ved Musikakademiet i München, 1905 i Wien, har komponeret Symfon., Kammermusik ni. m.

Peters Bryllup, Syngestykke af /. A. P. Schulz (Text af Th. Thaarup), Kbhvn. 1793.

Petersen, Christian Ferdinand, 1839 —1922, dsk. Musiker, Elev af V. Tofte; Bratschist i Neruda-Kvartetten, Medlem af det kgl. Kapel 1877, meget søgt Lærer.

Petersen, Margarete, f. 1869, d. i Kbhvn.. dsk. Sangerinde(Alt),Elev af Fe-derhof-Møller; debut, i Weimar 1891 som »Mignon«, knyttedes senere til Hofoperaen i Berlin, optraadte som Gæst paa det kgl. Teater i Kbhvn. 1898 (Ludv. Schytte: »Hero«), Koncertrejser i Tyskland, Østrig og England.

Petersen, Mozart, 1812—74, dsk. Musiker, fremragende Klarinettist, Medlem af det kgl. Kapel fra 1832 til sin Død.

Peters' Forlag grundedes i Leipzig 1800 som Bureau de Musique (af F. A. Hoffmeister, s. d.) gik senere over til Boghandler Carl Fr. Peters (d. 1827) og lededes senere meget aktivtog fortjenstfuldt af Max Abraham (1831 — 1900), der grundede den verdenskendte Edition Peters; nuværende Indehaver er H. Hinrichsen, f. 1868; foruden værdifulde Klassiker-Udg. omfatter Forlaget moderne Komponister som E. Grieg, Sinding, Hugo Wolf, Brahms, Reger; Abraham knyttede til Forlaget det efterhaanden anselige »Musikbibliothek P.«, hvis Ledere har været kendte Musikforskere som Emil Vogel og Rud, Schwartz; det udg. den til Musikbiblioteket knyttede aarlige »Jahrbuch«, hvortil Tysklands mest fremragende Musikforff. har ydet Bidrag.

Peterson-Berger, Wilhelm, f. 1867, sv. Komponist og Kritiker, uddannet i Sthlm. og Dresden, hvor han 1892 —94 var Lærer ved Musikskolen, 1896 Musikrecensent ved »Dagens Nyheter«; af hans Kompositioner mærkes: to Symfon., Operaerne Ran og Arnljot, Kammermusik, Klaverstykker og Sange rn. m., udg. Oversættelser af Wagners Skrifter og et eget Arbejde: »Rieh. Wagner som kulturföreteelse«, 1913.

Petrella, Enrico, 1813-77, ital. Operakomponist, Elev af Bellini og Zingarelli; hans første Opera opførtes 1829 i Napoli og gjorde ham allerede bekendt ; har siden skrevet 25 Operaer, deribl. Le precauzioni, Marco Visconti, Jone og La contessa d'Amalfl.

Petri, Henri, 1856—1914, holl. Violinist, Elev af bl. a. J. Joachim, Koncertmester 1881 i Hannover, 1882 i Leipzig (»Gewandhaus«), 1889 i Dresdens Hofkapel; Primarius i en anset Kvartet, 1912 Lærer i Violinspil ved Dresdens Konservat. — Hans Søn, Egon P., f. 1881, er en kendt Pianist, Elev af Teresa Careho og Busoni.

Petrow, Ossip, 1807—78, russ. Operasanger (Bas), debut, i Petersborg, sang derefter en Række Partier, hvoraf »Rusian« af Glinka var skrevet for ham; besad en ualm. smuk Stemme af et usædvanligt Omfang og et betydeligt Skuespillertalent.

Petrucci, Ottaviano del, 1466— 1539, ital. Nodetrykker, som 1498 af Raadet i Venezia fik Privilegium paa at udnytte sin paastaaede Opfindelse af Mensuralmusiktryk med Metaltyper; senere opnaaede han lignende Privilégie i Kirkestaten. Senere Undersøgelser har vist, at Opfindelsen maa-ske ikke er af P., men snarere skyldes Hahn og Regser. P.s Tryk er uhyre sjældne; de udmærker sig ved stor Klarhed (se Nodetryk).

Petschnikof, Alexander, f. 1873, russ. Violinspiller, Elev af Moskvas Konservat., fik omkr. 1900 paa talr. Koncertrejser Ry som fremragende Violinvirtuos, synes senere at være traadt noget i Skygge, har levet i Berlin og været Prof. ved »Kgl. Akademie« i München.

Petyrek, Felix, f. 1892, czek. Komponist, Elev bl. a. af Godowsky (Klaver) og Schreker(Komposition); Lærer ved Berlins »Hochschule« til 1923, derefter i Wien; Komponist (af moderat modernistisk Retning): talr. Klaverværker — P. er optraadt som Koncertpianist — Kammermusik, Teatermusik m. m.

Pezza, (ital.), fr. Pièce, Musikstykke.

pf, Forkortelse af poco forte, piu forte og pianoforte.

Pfeiffer, Theodor, f. 1853, tysk Pianist, Elev af Seidel og H. v. Bülow; 1899 Lærer ved Konservat. i Mannheim; lever i Baden-Baden; bekendt som Forf. af flere Skrifter vedrørende Klaverpædagogik, saaledes »Studien bei Hans von Bülow» (6. Oplag 1909) og som Komponist af Studieværker, andre Klaverstykker og nogle Korværker (»Deutsche Messe« etc.).

Pfeil, Doris, se Hansen, Erhard-.

Pfitzner, Hans, f. 1869 (i Moskva af tyske Forældre), Komponist, uddannet ved det Hochske Konservat. i Frankfurt a. M.; virkede opr. som (Opera-) Kapelmester(og Lærer) i Mainz, Berlin, München (»Kaimorkestret«) og navnl. i Strassburg (1908—16); senere som Lærer i den saakaldte »Meisterklasse« ved Berlins » Hochschule« ; lever nu i Øvre-Bayern ; regnes blandt de betj'deligste af nutidige tyske Komponister, men hans Operaer, som der tillægges mest Værd, har ikke vundet Indgang udenfor Tyskland; de er i udpræget »tysk« Stil, nærmest »romantiske« i Indhold og Følelse, og Wagnerske, hvad Udtryksmaade og Teknik angaar. 1895 debut. P. med » Der arme Heinrichs et middelalderligt Æmne, ungdommeligt-følelsesfuldt behandlet; 1901 fulgte »Die Rose vom Liebesgarten«: P.s Hovedværk er den musikalske Legende: »Palestrina«, 1917, der, trods sin Bredde, vandt megen

Anerkendelse og er opført rundt om i Tyskland; P. skrev endvidere Musik til Ibsens »Gildet paa Solhaug« og til »Kätchen von Heilbronn«, nogle Kor-værker, en Del Kammermusik, en Violinkoncert, Sange og Ballader (med Orkester) samt den efter Verdenskrigen fremkomne »romantiske« Kantate: »Von deutscher Seele« (til Eichendorffske Texter), der vakte Opsigt og fandt stor Udbredelse; P. har genudg. et Par ældre Operaer (E. T. A. Hoffmanns* Undine«, _Hlms _mzner. s. d.) og er optraadt som Forf. (»Zur Grundfrage der Operndichtung«, »Vom musikalischen Drama«, 1915, og de polemiske; »Futuristengefahr«, 1917, og »Die neue Ästhetik der musikalischen Impotenz«, 1919). (Biogr. af Coszmann, R. Louis, Arthur Seidl, Wandreu, E. Kroll og W. Lütge; en 1918 stiftet »P.-Forening« har udg. en Fortegnelse over hans Værker).

Pfohl, Ferdinand, f. 1863, bøhm. Musikforf., har siden 1892 været musikalsk Redaktør af »Hamburger Nachrichten«, fra 1908 Konservatorielærer ; udg. en Række Skrifter om Musik, særl. om moderne Fremtoninger, som »Bayreuther Fanfaren«, »Die moderne Oper«, »A. Nikisch«, »R.Wagner, sein Leben u. Schaffen« m. m. og om orientalsk Musik (»Quer durch Afrika« m. fl.); komponerede symfon. Digtninge, Korværker, Sange m. m.

Pfordten, Hermann v. d., Friherre, f. 1857, tysk Musikforf., Univers.prof. i München; har skrevet »Handlung u. Dichtung der Bühnenwerke Rieh. Wagners«, »Beethoven«, »Mozart«, »Schubert«, »Deutsche Musik«, »C. M. v. Weber«, »Rob. Schumann« m. fl. Arbejder af populær Art. der har fundet megen Udbredelse.

Philharmonisk (gr., musikelskende). Bruges alm. som Navn for Musikforeninger (p. Selskaber, p. Koncerter), der fortrinsvis plejer Kor- og Orkestermusik (Oratorier, Messer, Kantater og Symfon.). Ex. Philharmonie Society i London, Philharmonische Konzerte i Wien og Berlin (klassisk Program, billige Priser), Filharmoniska Sällskapet i Sthlm. (1885), 1903 omdannet og omdøbt til Nya filh. Sållsk., Defilh. Koncerter og Dansk filh. Selskab i Kbhvn.

Philharmoniske Koncerter, De, i Kbhvn, blev sat i Gang i 1883 under kgl. Kapelmester Joh. Svendsens Ledelse (til Fordel for Kapellets Medlemmer) og fortsattes indtil 1908, da Svendsen fratraadte sin Kapelmesterstilling. 1910 genoptoges Foretagendet til Fordel for Kapellets private Pensionskasse og fik nu Navn af Det kgl. Kapels Symfonikoncerter. Som Dirigent fungerede først Fr. Rung og senere (til Dato) Georg Høeberg.

Dansk filh. Selskab i Kbhvn. blev med Støtte af en Kreds af velhavende Garanter stiftet 1920 med Poul Klenau som Dirigent. 1925 ledede Victor Schiøler 2 af de aarlige Koncerter; nuvær. Dirigent er A. Rachlew.

Philidor, François, 1726—95, fr. Musiker, tilhørte en udbredt og anset Musikerslægt; opr. bekendt ved Talent for Skakspil, der satte ham i Stand til at gøre Turnéer rundt om i Europa; som Operakomponist optraadte P. 1759 med Biaise le savetier, der ligesom hans flg. Sangspil gjorde stor Lykke; med Sangspil som Le maréchal ferrant. Le sorcier, Sandomir, prince de Danemark blev P. en af de fremmeste blandt de ældre Opéra-comique-Komponister.

Phonetik, Musikalsk: Læren om Stemmens rette Brug i Tale saavel som i Sang; i nyere Tid mere og mere anerkendt som nødvendigt Grundlag for Sangundervisningen. (Litt.: Ed. Sievers : s Grundzüge der P.« (en Række Opl.); F. Krüger: s Beziehungen der experimentellen P. zur Psychologie« (1907)).

Piacere (ital.). Foredragsbetegn., Behag; a. p. efter Behag.

Piacevole (ital.). Foredragsbetegn., yndefuldt.

Piangendo (ital.), 1) Foredragsbetegn., klagende. — 2) Et af Wieprecht opfundet Apparat, der, anbragt paa et moderne Piston-Instr. (se Piston), bringer Tonen til at vibrere.

Pianino (Diminutiv af Piano), det tyske Navn for et opretstaaende Klaver, se Klaver 3: Pianoforte, og Girafklaver.

Pianissimo (ital.), forkortet pp, Foredragsbetegn., meget svagt.

Pianist, Klaverspiller.

Piano (ital.). 1) Foredragsbetegn., forkortet p, svagt. 2) Pianoforte, se Klaver 3.

Pianola, et af de nutildags saa talrigt repræsenterede Musik-Apparater, der gør det muligt at reproducere musikalske Kompositioner ad mekanisk Vej. Gengivelsen er dog hos P. ikke fuldt saa automatisk som f. Ex. hos Orchestrion og det alm. selvspillende Klaver, idet den spillende ved Hjælp af Pedaler og Haandtag i det mindste til en vis Grad ser sig i Stand til at beherske Tempo og Nuancering. For at den udførte Musik kan komme til sin Ret, maa Instr. derfor behandles af en musikalsk begavet Spiller.

Piatti, Alfredo, 1822—190L ital. Violoncelspiller, Elev af Milanos Kon-servat., gjorde fra 1844 stor Lykke i Paris og London som Cellovirtuos og vandt snart et verdenskendt Navn, og-saa som Lærer; levede mest i London; komponerede Koncerter, Variationer, Sange med Cello etc. og udg. ældre Komponisters Værker. (Biogr. af Lat-ham).

Pibe, se Blæseinstrumenter og Orgel.

Pibestok, se Orgel.

Pibrochs (kelt. piobaireachd, o: Pibemelodier), gammelskotske Sækkepibestykker i Variationsform, der gerne afslutter med en bevægelig Finale og er udpyntede med en Overdaadighed af Forsiringer.

Piccini [Piccinni), Nicola, 1728 — 1800, ital. Komponist, anbragtes i Kon-servat. i Napoli, hvor L. Leo og senere Durante var hans Lærere; skrev derefter en Del komiske Operaer, blandt hvilke særk Cecchina (el. La buona figliuola) fastslog P.s Ry (Rom 1760); med exempellöst Held opførtes den alle Vegne i Italien og mange Steder udenfor P.s Fødeland. P. forlod atter Rom, da Publikum dér senere foretrak Anfossi for ham, og tog da syg og krænket Ophold i Napoli, men lod ogsaa her med Held nogle Operaer opføre (der kendes ialt c. 130 Operaer af ham). 1776 kaldtes P. til Paris — officielt af Dronning Marie Antoinette for at komponere franske Operaer for Académie de musique, i Virkeligheden for at bruges mod Gluck af det italiensk-begejstrede Parti dér. P.s godmodige, grundhæderlige, men noget ængstelige Naturel egnede sig dog ingenlunde for den hidsige Kamp, der førtes i Paris, og hvori Intriger og Chikaner spillede en stor Rolle. Med ikke ringe Besvær komponerede han, trods sit fattige Kendskab til fransk Sprog, Musik til den Quinault-ske Tekst »Roland«, der opførtes med stort Held. Paa det tragiske Felt besad P. langtfra Glucks Kraft og Lidenskab ; derimod stod han højt som ope/'a-Zm//a-Komponist og vandt som saadan i en Aarrække Parisernes Yndest. Endnu en Gang kappedes P. med Gluck, idet de begge komponerede Iphigénie en Tauride; Glucks Opera opførtes først; P.s (1781) modtoges kun kølig. Senerehen opstod en ny Bejler til P.s Ry i Sacchini; Resten af sit Liv tilbragte P. under fattige Forhold i Napoli og (fra 1798) i Paris, hvor han opnaaede en beskeden Stilling ved det nyoprettede Konservat. — P.s Navn er navnl. knyttet til den Gluck-Piccini'ske Strid, men indtager iøvrig en fremskudt Plade blandt de ældre ital. Operakomponister, og hans Talent var navnl. betydeligt paa den komiske Operas Omraade. hvor hans La buona figliuola er typisk for den rørende borgerlige, musikalske Komedie. P. udvidede bl. a. Buffa-Operaens »Finaler« (der opr. indførtes af Lo-groscino) til en Række skiftende Scener, og blev den, der fastslog den Finaleform, som kendes fra Mozarts Mesterværker.

Piccolo (ital.), lille. 1) Flauto p., se Fløjte; Oboe p., se Obo. — 2) Navn for et nyere Metalblæseinstr., det mindste af de af Buglehornet udviklede Ventilinstr. (se Militærmusik).

Pièce (fr.), se Pezzo.

Pielke, Walter, 1848—1925, tysk Sanger (Tenor) og Stemmefysiker, studerede opr. Teologi og Naturvidenskab, men havde uddannet sin Stemme og optraadte som Oratoriesanger og lyrisk Operist (i Leipzig), da en Hals-lidelse gjorde en Ende herpaa; studerede derpaa Medicin, virkede som Læge i Hamburg og Berlin, fra 1910 tillige Lærer i Stemmehygiejne ved »Kgl. Institut für Kirchenmusik«; har skrevet flere Afhandlinger om sanglige (stem-mehygiejniske) Spørgstnaal.

Pieno (ital.), fuldt; Ex.: Organo p., o: med fuldt Værk.

Pierrettes Slør, Pantomime af Ernst v. Dohnanyi (og Arthur Schnitzler), Dresden 1910. Kbhvn. 1911.

Pierne, Gabriel, f. 1863. fr. Komponist, Elev bl. a. af C. Franck og Massenet, har faaet Arbejder opført saavel paa Opéra comique som paa den »store Opera« og paa Operettescenerne; af hans andre Værker har Oratoriet La croisade des enfants (»Børnekorstoget«) ogsaa vundet Udbredelse i Tyskland; fra 1910 Dirigent af Co/onne-Koncerterne i Paris.

Piffero, det ital. Navn for Skalmej (s. d.); Pifferari kaldes derfor de Hyrder, der ved Juletid drager til Rom og spiller paa Skalmej foran Madonnabillederne.

Pijper, Willem, f. 1894, holl. Musiker, Kritiker. Dirigent og Lærer ved Musikskolen i Amsterdam; fremtrædende Komponist af Symfon. og andre Orkesterstykker, en Række Kammermusik-Værker, Sange m. m..

Pincé (fr.). I) knipset. De Strenge-instr., der behandles med Greb i Strengene (d. e. Lut, Guitar o. 1.) betegnes derfor paa fr. som Instruments à cordes pincés. P. anvendes paa fr. ogsaa for pizzicato (s. d.). — 2) Det gamle fr. Navn for Mordent; P. renversé (omvendt Mordent) er derfor ensbetydende med Praltrille (se Ornamentik).

Pinelli, Ettore. 1843—1915, ital. Violinist og Dirigent, Elev bl. a. af Joachim, stiftede i Rom et Selskab for klassisk Kammermusik og en Violin- og Klaverskole, der senere omdannedes til Liceo musicale; opførte bl. a. »Skabelsen«, »Aarstiderne«. »Paulus« m. m. i Rom: har komponeret Orkester- og Kammermusik.

Pinsuti, Ciro, 1829-88, ital. Komponist og Sangpædagog, havde bl. a. i Bologna Rossini til Lærer; levede fra 1848 i England, hvor han blev en meget søgt Sanglærer, ansat ved Royal Academy of Music ; komponerede flere Operaer, som opførtes i Italien, desuden et Te Deum. en Mængde Sange. Duetter etc.

Pippingsköld, Johan, 1792—1832, finsk Musikamatør, jur. Embedsmand i Abo, havde under Studier i Upsala, hvor Håffner var hans Lærer i Musik, lært den sv. Studentersang at kende og grundede efter dette Forbilled det første Mandskor i Finland: »Sång-sällskapet« (1819); det gik siden over til en blandet Korforening.

Pirani, Eugenio, f. 1852, ital. Komponist; studerede i Berlin under Kiel og Kullak og forblev i Tyskland, i en Aar række i Heidelberg og siden i Berlin, indtil han 1904 grundede en Musikskole i New York; skrev Orkester-suiten »Im Heidelberger Schloss«, »Venetianske Sceners for Klaver og Orkester, et Melodrama, en Ballet, et Par Operaer, talr. Sange og Klaverstykker m. m.

Pirker, Marianne, 1717—82, tysk Sangerinde, i sin Tid fejret dramat. Sopran, optraadte med rejsende Opera-Selskaber i London, Italien og — med Mingotti (s.d.) — i Kbhvn. 1748 — 50; hendes bevægede Liv kulminerede i Fængsling paa Hohenasperg, 1756—64 (da hun var forblevet den fra sin Mand skilte Hertuginde af Wurtemberg tro); de sidste Aar var P. Sanglærerinde i Heilbronn.

Pirro, André, f. 1869, fr. Musikforf.; opr. Jurist, debut, han 1895 med Lorgue de I. S. Bach ; Lærer ved Schola Cantorum og efter R. Rolland musik-histor. Prof. ved Paris' Univers.; indlager en fremskudt Plads blandt fr. Musikhistorikere; Buxtehude, Bachs Forgænger, har P. studeret under Ophold i Skandinavien (»I. S. Bach« i Maîtres de la musique, L'esthétique de Bach, 1907, »Dietrich Buxtehude«, »Heinrich Schütz« i Mailres de la musique, Les clavecinistes français, 1924, foruden talr. Afhandl, i Tidsskrifter og i Archives des maîtres d'Orgue).

Pischna, Johann, 1826—96, bøhm. Musiker, Klaverlærer i Prag og Moskva, kendt ved værdifulde 60 exercices pour piano (flere Gange genudg.; i Udtog som »Kleiner P.«).

Pisendel, Johann Georg, 1687— 1755, tysk Violinist, 1712 kurfyrstelig Kammermusikus i Dresden, 1714 —18 Koncertrejser i Tyskland, Frankrig og Italien, 1731 Kapelmester i Dresden; hans Spil berømmes af Samtidige som i sjælden Grad ædelt; af hans mange Kompositioner er bevaret 8 Violinkoncerter, Soli for Obo med Orkester, en Symfon. og 2 Concerti grossi m. m.

Pisk, Paul Amadeus, f. 1893, østr. Musiker, Elev bl. a. af A. Schönberg og G. Adler; Kritiker, Dirigent, Musikforf. og Komponist i Wien (Ouverturer, Korstykker, Sange med Orkester og med Klaver, Kammermusik, Klaverstykker m. ni.)

Piston, se Ventil.

Pitch (eng.), Tonehøjde. Stemning. Pitchpipe, Stemmefløjle.

Pitoni, Guiseppe Ottavio, 1657— 1743, Kapelmester ved San Marco i Venezia, senere i Peterskirken, komponerede en Række gode kirkelige Værker samt et værdifuldt musikhistorisk Arbejde, Notizie dei maëstri di cappella si di Roma che oltramonlani, som i Manuskr. findes i Vatikanet.

Piu (ital.), Foredragsbetegn., mere; lix.: p. forte, stærkere, p. mosso, hurtigere, o. 1.

Piutti, Carl. 1846—1902. tysk Musiker, 1875 Lærer i Orgelspil ved Leipzigs Konservat. og 1880 Organist ved den berømte Thomas-Kirke: en fremragende Orgelspiller, der har komponeret en ret anselig Række Værker for sit Instrument (Fantasier, Præludier og bl. a. In memoriam til Minde om Kiels W. Gade) samt en Del kirkelig og verdslig Sangmusik.

Pixis, Brødrene Friedrich Wilhelm P., 1786 — 1842. Violinist, og Johann Peter P., 17S8—1845, Pianist, var udmærkede Kunstnere paa deres Instrumenter og har komponeret en Række, i sin Tid yndede og navnl af Amatörer meget spillede Kammermusikværker.

Pizzetti, Ildebrando, f. 1880, ital. Komponist. Operakapelmester, 1924 Direktør for »G. Verdi-Konservat.« i Milano: indtager en fremskudt Plads blandt moderne ital. Komponister; hans Værker er opførte rundt om i andre europæiske Koncertsale; foruden et Par Operaer har P. navnl. skrevet symfon. Musik, Kammermusik, Requiem, Sange og Klaverstykker: han er ogsaa optraadt som Musikforf. (Mu-sicisli Contemporanei etc.).

Pizzicato (ital.), knipset, betyder hos Strygeinstr., at Fingrene skal (slippe Buen og) »rive i Strengene«, o: Modsætningen til coli' arco, »med Buen«. Tidligst anvendt af Monteverdi (s. d.) i Combatlimenlo di Tancredo e Clorinda, 1624 opført i Venezia.

Placido (ital.), Foredragsbetegn., roligt, stille.

Piagal. 1) P. Toneart, se Kirketonearterne II. — 2) P. Slutning, se Cadence.

Plaidy, Louis, 1810 — 74,tysk Musiker, opr. Violinist, Lærer i Klaverspil ved Konservat. i Leipzig 1842; fremragende Klaverpædagog, hvis ^Technische Studien« er et ofte genudg. og efterlignet Undervisningsmateriale.

Plaint-chant (fr.; lat. Canius planus), d. s. s. Gregoriansk Sang (s. d.).

Plaisanterie (fr.). Spøg, benyttedes i d. 18. Aarh.s Suite undertiden som Navn for spøgefulde Satser.

Planchet, Dominique Charles, f. 1857, fr. Musiker, Organist i Paris og Lærer ved Xiedermeyerske Kirkemusikskole; ikke meget produktiv, men værdsat som Komponist af Korværker, Oratorium, Opera, symfon. Digtninge, Suiter, nogen Kammermusik og Sange: forf. L'art du maître de chapelle.

Planquette, Robert, 1848—1903, Komponist, Elev af Paris' Konservat. P.s Kompositioner hører alle til Operettegenren; Operetten »Cornevilles Klokker;; (1877) har skaffet ham Navn langt ud over hans Fødeland, medens hans andre Operetter har haft mere forbigaaende Sceneheld.

Plantade, Charles Henri, 1764— 1839, fr. Musiker, Sanglærer ved den store Opera i Paris, 1816 ved Konservat. og siden tillige Operachef; Revolutionen 1830 berøvede ham hans Embede; har komponeret en Del Operaer og nogen Kirkemusik, men mest kendt som Romancekomponist.

Planté, Francis, f. 1839, fr. Klaverspiller, Elev i Paris' Konservat. af Maimontel; deltog i Alards og Fran-chommes Trioaftener, men trak sig 10 Aar tilbage for at fuldkommengøre sin Teknik; optraadte derefter som fortrinlig Koncertpianist i Frankrig og paa Turnéer i det øvrige Europa (saa-ledes til Kbhvn. og Sthlm. 1887), fejret som typisk Repræsentant for fr. Klaver-kunst; foredrog som den første R. Schumann i Frankrig; lever i Sydfrankrig. (Biogr. af Comettanf).

Platerspil (eng. Bladderpipe, o : Blærepibe), et med Sækkepibe nær beslægtet Blæseinstr., der i 13-16. Aarh. var vidt udbredt. Dets karakteristiske Kendemærke var en Blære, der var indsat mellem Mundstykke og Spille-pibe. Piben, der fra først af havde 4, senere 6 Tonehuller, var opr. lige, men antog i 16. Aarh. Krumhornets bøjede Form.

Platon, 429 — 347 f. Kr., den berømte græske Filosof, Sokrates' Elev og Aristoteles' Lærer, tillagde Musiken stor Betydning. Den havde, mente han, den Bestemmelse at danne Karaktererne og forædle Sjælen ved at mildne Affekterne (se hans Skrift »Timaiose; jfr. Abert: »Die Lehre vom Ethos in der griechischen Musiki).

Plekter (gr. Plektron, lat. Plectrum, nsk. Spræt), lille elastisk Stav af Horn, Elfenben, Fiskeben el. Skildpadde, der allerede i Oldtiden anvendtes til Af-knipsning af Kitharaens Strenge og endnu benyttes til Behandlingen af adskillige Strengeinstr., deribl. Mandolinen, den norske Langeleik, den svenske og hollandske Humle. Ogsaa den til Citeren anvendte med smaa Metal-Torne udstyrede Slagring betegnes som P.

Pleyel, Ignaz, 1757—1831, østr.-fr. Musiker, Musikforlægger og Klaverfabrikant, Elev bl. a. af J. Haydn, i hvis Hus han endog optoges. 1789 blev han — efter Studier i Italien — Kapelmester i Strassburg; 1792 kaldtes han til London for som Dirigent og Komponist at sættes i Spidsen for Professional Concerts, et konkurrerende Modtræk mod det Haijdn-Salomonske Foretagende (se J. Haydn); 1795 tog P. Ophold i Paris, komponerede over-maade flittigt, og med Held hos det brede Publikum, Symfon.. Serenader, Koncerter, Kammermusik m. m. (og forf. en vidt udbredt Klaverskole); efterhaanden optog Forretninger P.s Tid og Interesse, især efter at ha'n foruden Forlag havde grundet en Klaverfabrik. — Hans Søn Camille P., 1788—1855, ogsaa populær Komponist, udvidede og forbedrede Fabriken, hvis Instr. nød stort Ry; en Tid lang var Kalkbrenner (s. d.) Parthaver deri.

Plüddemann, Martin. 1854—97, tysk Komponist, Elev af Leipzigs Konser-vat., Sanglærer i Graz og senere i Berlin; skaffede sig inden sin tidlige Død Navn som Komponist af Sange, Korværker og navnl. af Ballader, hvilke sættes højt af hans Landsmænd; for deres Udbredelse er stiftet en »P.-Forening«. (Biogr. af R. Batka).

Pneumatisk Orgel, Vindorgel, se Orgel.

Pocci, Franz, 1807—76, tysk Musiker af ital Afstamning, tillige Digter og Tegner, har komponeret Sange til egne Texter, Klaverstykker o. 1., som han selv forsynede med yndefulde Billeder hovedsagelig bestemt for Børn.

Poche, Pochette (fr.; eng. kit, tysk Taschengeige, ital. sordino) er det specielle Navn for den Miniaturviolin, Danselærerne i 16-18. Aarh. plejede at føre med sig i Lommen. P. fremstilledes baade i Violin-. Guitar- og den baad-lignende Gigeform og havde enten 4 el. 3 Strenge, der henholdsvis stemte c¹ g¹ d-a³ (d. e. en Kvart højere end den alm. Violin) og c¹ g¹ d-, g¹ d^ä a³ el. a¹ e^s h'². P. fremstilledes tidt af kostbart Materiale (Elfenben, Ibentræ el. Palisander) og kunde være prydet med smukke Indlægninger af Perlemor, Skildpadde, Sølv el. Guld; Sneglen blev ogsaa ofte erstattet med et fint udskaaret Menneske el. Dyrehoved. Lydhullerne var enten c-el. f-formige. og Buen var kun 30—40 cm. lang. (Litt: D.Fryklund: »Studien über die Pochette;, Sundvall 1917).

Pochhammer, Adolf, f. 1864, tysk Musiker og Forf., fra 1902 Direktør for Musikhøjskolen i Aachen; har skrevet Afhandlinger som »Einführung in die Musik* og talr. Analyser til »Operafører« og 'Musikfører«.

Poche.

Poco (ital.), Foredragsbetegn., lidt, en lille Smule; Ex.: p. forte, ikke for stærkt, p. a p.. lidt efter lidt o. 1.

Pohl, Carl Ferdinand, 1819—87, tysk Musikforf., Arkivar ved »Gesell-schaft der Musikfreunde«; skrev »Mozart og Haydn i London« og førtes derved over til at forf. en udførlig Biografi af Joseph Haydn, af hvilken dog kun 2 Halvbd., 1875 og 1882, foreligger; skrev ogsaa »Gesellschaft der Musikfreunden Historie m. m.

Pohl, Richard, 1826—96, tysk Musikforf., Musiklærer i Weimar, hvor han sluttede sig nær til Liszt; ivrig Forkæmper for den ny-tyske Skole og for Berlioz, samlede sine Artikler og Studier i »Wagner«, »Liszt«, »Berlioz«; efter hans Død udg. Louise P., hans Enke, en større Berlioz-Biografi af ham; ogsaa Komponist og Digter; fra 1864 i Baden-Baden.

Pohlenz, Christian August. 1790— 1813, tysk Musiker, Organist ved Thomaskirken i Leipzig, Mendelssohns Forgænger som Dirigent ved »Gewand-hauskoncerterne« 1827 — 35; har komponeret Solo- og Korsange, hvoraf nogle meget populære.

Pohlig, Karl, f. 1864, tysk Musiker, Elev bl. a. af Liszt, foretog Koncertrejser (Kbhvn. 1884) som Pianist og som Dirigent i Østrig, Tyskland og England; fra 1914 Hofkapelmester i Braunschweig; komponerede symfon. Digtning : Per aspc.ra ad astra og andre Orkesterværker samt Solo-og Korsange.

Poi (ital.), Foredragsbetegn., derpaa.

Poirée, Elie, 1850—1925, fr. Musikforf., kendt som Udg. af Samlingen Les musiciens celebres og Forf. af L'évolution de la musique, Essais de technique et d'estétique musicales (2 Bd.), Chopin, Richard Wagner etc.

Polacca (itaL). d. s. s. Polonœse(s. d.).

Polka er en moderne Runddans i 2/4 Takt og i ret hurtigt Tempo. I sin opr. Form mindede den om den ældre Eccossaise (s. d.) og var en Art Kontradans med mange Ture. Navnets Lighed med Polacca, Polonaise og Polsk synes at være tilfældig. Sin Oprindelse har P. fra Bøhmen, hvor en Skolelærer, Joseph Neruda i Vo-dolke, i 1835 skal have optegnet den første P. -Melodi efter en bøhmisk Bondepiges Sang. Efter at P. s. A. officielt havde debut, i Prag, fik den hurtigt vid Udbredelse. 1839 naaede den til Wien, 1840 til Paris osv.

Polko, Elise, 1822—99, tysk Forfatterinde, studerede Sang under Garcia i Paris; bekendt for sine en Tid lang overordentlig yndede, sødladne, nu næsten forglemte »musikalske». Noveller og Essays: > Musikalische Märchen« (1914, 26 Opl.!), »Faustina Hasse«, »Die Betteloper«, »Erinnerungen an F. Mendelssohn- Bartholdy«, »Die Klassiker der Musik«, »Alte Her-rent (o: Bachs Forgængere ved Thomas-Kirken) etc.

Pollini, Bernhard (opr. Baruch Pohl), 1838 - 97, tysk Sanger (Baryton) og Impresario, rejste med et ital. Opera-selskab, Operadirektør i Petersborg og Moskva og fra 1874 Direktør for Hamburgs Stadtteater.

Pollini, Francesco, 1763—1846,ital. Pianist og Komponist, Elev af Mozart. Lærer ved Konservat. i Milano; var den første, som til Klavermusik benyttede 3 Nodesystemer; komponerede en Mængde Klavermusik, Sonater. Ca-pricer etc., en Opera, et Slabat mater m. m.

Polonaise (polsk Taniec Polsk) er en polsk Dans i ³/₄ Takt og moderat Tempo. Man har, ikke med Urette, betegnet den som Marche dansante, fordi den strengt taget snarere »trædes« end danses og derfor bliver en Art Modstvkke til d. 17. Aarh.s gra-

vitetiske Pavane (s. d.). P.s Rytme er: og i den afsluttende Takt :

Om P.s Oprindelse er Meningerne delte. T. Norlind er kommet til det Resultat, at P. omkring 1700 maa have udviklet sig af den saakaldte »polske« Dans' Fordans (se Polsk), saaledes at den beholdt dennes langsomme Tempo, men opgav den todelte Takt og blev tretidig. I Modsætning til de fleste andre Danse begyndte P. sin Løbebane som instrumental Dans (d. e. uden Textledsagelse). Først ved 17. Aarh.s Slutning blev det Skik at forsyne P.-Melodierne med en Sangtext. Som berømte politiske P.er kan bl. a. anføres Kosciusko-P. (tilegnet den berømte polske Patriot), der blev til, da den polske Nation 1792 rejste sig for at forsvare sin Forfatning, og Svanesangen, der ved Polens anden Deling blev komponeret af den polske Fyrst Oginski. Da de polske P.r af Oginski og andre polske Komponister ved 18. Aarh.s Begyndelse fandt Vej til Udlandet, blev P. hurtigt, især i Tyskland, en yndet Kunstform, bl. a. plejet af Weber, Spohr, Schubert. Fremfor alt er P. dog som Kunstform knyttet til Chopin, der udformede den til et Karakterstykke med ægte polsk Kolorit.

Polsdans, mange Steder i Norge Navn paa Springdans (Springar), jfr. Polsk.

Polsk er i de nordiske Lande Navnet paa en i 18. og 19. Aarh. meget yndet Folkedans. Navnet er en nordisk Omskrivning af det polske Taniek polsk, o: polsk Dans, og dets Bærer tilkendegiver sig derved som en opr. i Polen hjemmehørende Dans.

En »polsk Dans« var allerede ved 16. Aarh.s Slutning baade kendt i Tyskland og Sverige (i 17. Aarh. og-saa i Danmark). Af Form faldt denne nøje sammen med den gamle tyske »Dantz<, idet den ligesom hin delte sig i en adstadig Fordans i 2delt Takt og en mere bevægelig Efterdans i 3delt Takt (se Passamezzo og Galliarde). Det synes at have været ud fra denne ældre polske Dans, at der ved d. 18. Aarhs. Begyndelse i Polen udvikledes to ny selvstændige polske Dansetyper: Polonaisen (s. d.) og Mazurkaen (s. d.). I Modsætning til den tidligere For- og Efterdans var disse begge i 3delt Takt, men havde som hine hver sit Tempo og sin Rytme. Polonaisen var i Lighed med Fordansen rolig og adstadig med Rytmen: Mazurkaenvar derimod livlig og fulgte Rytmen :

Disse to ny polske Danse fandt fra Polen hurtigt Vej til alle europæiske Lande, og holdt sig som Hofdanse i Brug, indtil de ved 19. Aarh.s Begyndelse fortrængtes af Valsen og Anglaisen (s. d.). Til Sverige bragtes Polonaisen og Mazurkaen af Karl XII, der 1708 lærte dem at kende i Polen og otte Aar efter indførte dem i Sverige ved en Hoffest paa Sthlm.s Slot. Da de to Danse med Tiden gik af Mode som Hofdanse, tog Folket dem op. I Sverige og Danmark gav man' dem begge Navn af Polsk, i Norge omskreves Navnet hyppigt til Pois- el. Paals-Dans. I Sverige skelnede man mellem en Sextendedels-P. med Polonaisens Rytme og en Ottendedcls-P. med Mazurkaens. Som en tredie ny P.-Type indførtes samtidig i Sverige den saakaldte Triol-P.. hvis Forkærlighed for Triolbevægelsen giver den Plads nær ved den norske Springdans, til Tider kaldt Halling-P. Ogsaa i Danmark levede de polskfødte Hofdanse, i det mindste af Navn, videre som Folkedanse. De gamle P.-Typer er imidlertid i de sent opskrevne danske Spillemandsbøger kun sparsomt repræsenterede. I deres Sted træder dér en hel Del ny P.-Arter, der tilsyneladende ikke mere har nogen som helst Forbindelse med de opr. P.-Danse. Den saakaldte engelske P. (Ex. : >Fætter Mikkel«) er saaledes i ²/₄ Takt og hurtigt Tempo, og d. 19. Aarh.s »Jyske Polonæse« (i Folkesproget kaldet »Jysk paa Næsen«;), der ganske vist er i ⁸/₄ Takt, har nærmest Karakter af en Hurtigvals. (Litt.: T. Norlind: »Den svenske Polskans Historie« (Studier i sv. Folklore V, 1911); Ad. Lindgren: 'Om Polskmelodiernes Härkomst« (i Sv. Landsmålen XII), m. m.; H. Grüner-Nielsen: »Vore ældste Folkedanse«, 1917).

Poly (gr.), mange, flere: i Sammensætninger som 1) Polyfoni. Flerstemmighed, i Betydning af en Forbindelse af et større el. mindre Antal af selvstændig førte Melodier (Modsætningen til Homofoni, s. d.). d. e. den kontrapunktiske Stilart (se Kontrapunkt). — 2) Polyrytmik, Blandingen af flere uensartede Rytmer i en to- el. flersteni. Sats, som f. Ex. 2 Ottendedele imod 3, 4 Sextendedele mod 3 Ottendedele o. 1. Ex.:

Polyhymnia (gi\), Hymnesangens Muse, se Muserne.

Pommere el. Bomharter er Navnet paa den Familie af Rørbladinstrumenter (s. d.), af hvilken Obo, Engelsk Horn og Fagot er fremgaaede. — P. existerede i 6 Formater: 1) Lille Skalmej. 2) Diskant-Skalmej, 3) Alt-

Pommer, ogsaa kaldet Bombardo piccolo, 4) Tenor- el. Bassetpommer, ogsaa kaldet Kicolo, 5) Bas-Pommer, 6) Stor Dobbelt-Kvint-Pommer. Af disse synes den lille Skalmej og Tenor-P. allerede at være gaaet af Brug i 17. Aarh. Diskant-Skalmejen udvikledes derimod i 17. Aarh. til Oboen (s. d.), Alt-P. til Engelsk Horn (s. d.), Bas-P. til Fagotten (s. d.).

Pomposo (ital.), Foredragsbetegn., prægtigt, pompøst.

Ponchielli, Amilcare, 1834—86. ital. Komponist, debut. 1856 med Operaen I promessi sposi, der efterfulgtes af en Række Operaer, der i Reglen gjorde stor Lykke hos hans Landsmænd, kun en enkelt /-Gioconda« er trængt igennem andensteds: 1882 skrev P. den bekendte »Garibaldi-Hymnei.

Ponticello (ital.), Stolen paa et Stry-geinstr. Sul. p., »ved Stolens foreskriver, at Buen skal passere Strengen tæt ved Stolen, hvorved der fremkommer en metalagtig, heftigt dirrende Tone. Anvendes kun paa de dybe Strenge.

Popper, David, 1843 — 1913, bøhm. Violoncelspiller. Elev af Goltermann,

Koncertmester i Wiens Hofopera, foretog somglimrende Virtuos talr. Koncertrejser i Europa og var en af Tidens ypperste og mest feterede Cellovirtuoser; besøgt bl. a. Norden 1881: var en Aarrække g. m. Sophie Menter (s. d.)_; 1886 til sin Død Lærer ved Buda-Pests » Landes-Musikakademiee ; har komponeret Cellokoncerter, effektfulde, taknemmelige Koncertstykker (i fornem Salonstil), Strygekvartet m. m.

Porpora, Nicola, 1686—1766. ital. Komponist, debut, med en Opera i Napoli 1708, blev Sanglærer ved Kon-servat. Sanf Onofrio. og fik stadig Operaer opført paa ital. Scener; senere førte han et omflakkende Liv med Ophold i Wien (hvor den unge Haydn traadte i Forbindelse med ham), Dresden og London, dels som Sanglærer eller Hofkapelmester, dels opførende sine Operaer, af hvilke han skrev over 50 (den sidste 1740); ved Siden deraf Oratorier, Messer og andre kirkelige Værker, samt Kantater for Solo og Klaver, Trio- og Violinsonater og Klavermusik ; blandt Kantaterne og Sonaterne findes P.s bedste Ting: men hans en Gang store Ry blegnede ret hurtig; d. i sin Fødeby Napoli.

Portamento (ital.) af portar la voce, >at bære Stemmen«, opr. en sanglig Virkning, der bestaar i en glidende Sammenbinding el. Sammensmeltning af to Toner ved gradvis at indstille Stemmebaandene til den ny Tone. Anvendes ogsaa paa Strygeinstr. I Klaverspil bruges P. som Navn for den Spillemaade, der anvendes ved Foredraget af en »baaret« Melodi, i Notationen udtrykt ved Punkter og Buer

nerne udføres da ikke med Fingerslag, men ved Fingertryk, idet Fingeren kun løftes ganske lidt fra Tasten, før den følgende Taste trykkes ned.

Portativ, se Orgel.

Port de voix (fr.). 1) I ældre fr. Klavermusik : Forslag (se Accent, Chute og Ornamentik). — 2) = Portamento (s. d.).

Portée, det fr. Navn for Liniesy-slemet.

Portugal, Marcos Antonio, 1762 — 1830, portug. Komponist, foretog 1 793 en Studierejse til Italien og fik her med stigende Held forsk. Operaer opført; blev hjemvendt udnævnt til kgl. Kapelmester i Lissabon; af P.s talr. Operaer blev videst bekendt Lo principe Spazzacamino (1794), 1810 fulgte P. sin fordrevne Konge til Brasilien og blev i Rio de Janeiro Kapelmester. P. anses for en af Portugals største Komponister; hans Operaer fandt Indgang i tyske Byer, i Petersborg og London; han har ' ogsaa skrevet en Del Kirkemusik.

Posa, Oskar, f. 1873, tysk Komponist, kendt som Sangkomponist (»Lieder« med Klaver el. Orkester); iøvrig nogen Kammer- og Klavermusik; lever i Wien.

Position, Stilling: refererer hos Strygeinstr. til Fingersætningen. I 1ste Position ligger v. H., naar den anbringes ved Gribebrættets Begyndelse, og dens Fingre f. Ex. paa E-Strengen griber Tonerne P g² a² Ir; i 2den P. føres Haanden et Tonetrin videre frem, saa Fingrene paa samme Streng griber g² a² Ir c³; i 3die P. trækkes Haanden igen et Tonetrin frem, saa Fingrene faar Plads over a² Ir c³ d³ osv.

Positiv. 1) sv., Lirekasse. — 2) Lille Orgel (s. d.).

Possibile (ital.), muligt: Ex.: il piu piano p., saa svagt som muligt.

Posthorn, lille valdhornslignende Instr., der siden c. 1500 i de germanske Lande har været anvendt af Postillonerne. Som Naturinstr. brugtes det fra først af kun til Signaler, men anvendtes siden ogsaa til Udførelsen

ar folkemelodier, rra 17. Aarh. at regne forsøgte man at fremstille P. i større Format, og i 1830 blev det i Nordtyskland ombyttet med en Trompet, der dog i 1870erne igen blev sat af Vejen til Fordel for den opr. primitive Type. Forsynet med en Ventil-mekanisme forvandles P. til en Ventil-el. Piston-Kornet, se Kornet. (Litt.: K. Thieme: »Zur Geschichte des P.s«; F. Gnmbeii: »Posthorn-Schulei (Leipzig 1903)).

Posthume (fr.), efterladt, Ex.: Oeuvre p., efterladt Værk. offentliggjort efter Komponistens Død.

Postillonen fra Lonjumeau, Opéra-comique af A. Adam. Paris 1836, Kbhvn. 1837.

Postludium (lat.), Efterspil.

Pothier, Don Joseph. 1835—1923, fr. Musikforsker med gregoriansk Sang som Speciale, tilhører Benediktinerordenen, 1898 Abbed i St. Waudrille: af hans værdifulde Arbejder mærkes Les mélodies Grégoriennes, Liber gra-dualis, Canins Mariales. Méthode du Chant Grégorien (1902).

Potpourri (fr.), broget Sammenarbejdeise af Favoritmelodier, der kun er beregnet paa Underholdning.

Poueigh, Jean, f. 1876, fr. Komponist og Musikforf., har skrevet Opera og Ballet, Kantater, Suite, nogen Kammermusik m. m.; Elev af Fauré og d'Indy. mere kendt under Pseudonymet O. Séré som Forf. af Musiciens français d'aujourdhui (2 Bd.).

Pougin, Arthur Paroisse. 1834 — 1921, fr. Musikforf., havde som Violinist Ansættelse i forsk. Kapeller, bl. a. i Opéra comique s, men opgav denne Virksomhed for den musiklitterære ; har skrevet en Række større og mindre Monografier og forf. de to Supplementsbind til Fétis' store Biographie universelle; af P.s Arbejder kan nævnes : Musiciens français du XVIII siècle, Les vrais créateurs de l'opéra français, »Meyerbeer«, »Auber«, »Rossini«, Notice sur Rode, »Rameau«, »Méhul«, L'opéra-comique pendant la Révolution, J. J. Rousseau musicien, »G. Verdis.

Poulenc, Francis, f. 1899, fr. Komponist, Elev bl. a. af Ch. Koechlin, tilhører de yderliggaaende moderne fr. Komponister (»Les six«); har komponeret ret bisarre Ting som Rhapsodie nègre for Sangstemme med Strygekvartet, Klarinet, Fløjte og Klaver, Le Bestiaire (Sang og Klaver), Mariés de la Tour Eiffel, Promenades, forøvrig en Ballet, en Del Sange og Stykker for Blæseinstr.solo eller i Ensemble m.m.

Poulsen, Vilhelm, f. 1875, dsk. Musiker, opr. Valdhornist (Medlem af det kgl. Kapel), virkede siden som Sanglærer, dels privat, dels ved Skolevæsenet; Organist ved Vartov Kirke 1909 —20; Dirigent i »Bel Canto; (s. d.) siden dette Kors Stiftelse 1910 og tillige for »Akademisk Orkester« ; har med »Bel Canto«-Koret foretaget adskillige Koncertrejser, ogsaa til Udlandet (Sverige, Finland, Czekoslovakiet etc.).

Pouplinière, se La Popelinière.

Poussé (fr.), Opstrøg hos Stryge-instr., se Buestrøg.

pp, Forkortelse af pianissimo (s. d.).

Pradher, Louis, 1781—1843, fr. Musiker, i ung Alder Lærer ved Konser-vat. i Paris og her bl. a. Lærer for de senere vidtbekendte Salonkomponister Henri Herz, Rosellen og Hunten, hvorfor H. Ricmann kalder ham »Salonmusikens Fader«; udg. foruden nogle Sangspil en Række Klaverværker (Variationer, Potpourris etc.).

Praltrille, se Ornamentik.

Pratella, Francesco, f. 1880, ital. Komponist, Elev i Liceo Rossini i Pe-saro (af Mascagni), fra 1910 Direktør for Musikinstitutet i Lugo; en af de mest fremtrædende ital. •Futurister« (»Hymne til Livet«, 1913), men iøvrig efterhaanden gaaet over til en mere ital.-national Retning med melodisk Tilknytning til Folkemusiken; har komponeret Operaer og anden Teatermusik, Kammermusik, Sange m. m. og forf. Skrifter af musikhistor. el. -æstetisk Art.

Pré aux clercs, Le, Opéra-comique af Hérold, Paris 1832, Kbhvn. (»Klerkevænget«) 1834.

Précédente (ital.), foregaaende.

Preciösa, lyrisk Drama af P. A. Wolff, Musik af C. .V. v. Weber, Berlin 1821, Kbhvn. 1822.

Precipitando (ital.),Foredragsbetegn., ilende.

Preghiera (ital.), Bøn (fr. Prière).

Presto (ital.), ilsomt, Foredragsbetegn., meget hurtigt Tempo, Prestissimo, det hurtigst mulige Tempo. Se Foredragsbetegnelser.

Prieger, Erich, 1819—1913, tysk Musikforf. ; velhavende, kunstbegejstret Forsker, der dels forf. Afhandlinger af musikhistor. og -filologisk Art, dels ved Offervillighed foranstaltede Xyudg. af Beethovens »Leonore« og As-dur-Sonate, Op. 110 (i Facsimile) med værdifuld Fortale m. m. og berigede Berlins Bibliotek og »Beethoven-Huset« i Bonn med Autografer og andre Relikvier.

Prill, Carl, f. 18G4, tysk Violinspiller, optraadte allerede som Vidunderbarn paa Rejser bl. a. til Rusland og Skandinavien, siden Elev af ,I. Joachim ; Koncertmester i Leipzig (»Gewandhaus«) og i Wien (Hofoperaen og Philharmonien); Violinprof. ved Akademiet i Wien.

Prim (af lat. primus, den første), se Interval.

Primadonna, 1ste Sangerinde (.Primo uomo, 1ste Sanger; Primo tenore, lste Tenor el. Heltetenor) ved Operaen.

Prima vista (ital. : fr. « vue), fra Bladet, f. Ex. at synge el. spille p. v. o : uden før at have set Noderne.

Prima Volta (Ima volta) (ital.), første Gang. Skrives over den Takt, der afslutter en Repetitionsdel, og som ved Gentagelsen springes over for at erstattes med næste Dels 1 ste Takt, der har Overskriften Seconda volta (2da volta).

Primo (Imo), den 1ste; Ex.: Tempo p., det første (opr.) Tempo. I 4hændig Klavermusik kaldes den 1ste Spiller P., den anden Secondo.

Principal kaldes Orglets egl. Hovedstemme, o : det kraftigste af Orglets aabne Labialregistre. Piberne, der er cylindriske, fremstilles som oftest af rent engelsk Tin og poleres gerne smukt blanke, fordi de i Almindelighed som Pryd opstilles i Orglets Prospekt. P.-Registrets dybeste Pibe (Store C) kan være 16' og 8', sjældnere (i Pedalet) 32'. Normalt er store C i Manualet 8', i Pedalet 16'. Et Orgel med 8' P. i Manualet kaldes et 8 Fods Orgel, med 16' P. et 16 Fods.

Pringsheim, Claus, f. 1883, tysk Musiker, Elev bl. a. af Thuille og G. Mahler; Kapelmester ved tyske (og østr.; Scener, fra 1918 knyttet til Max Reinhardt og dennes -Grosse Schauspielhaus« i Berlin; har komponeret forsk. Teatermusik, Sange med Orkester og med Klaver etc. og er optraadt som Foredragsholder og Forf.

Prix de Rome, se Romerpris.

Proch, Heinrich, 1809—78, østr. Komponist, opr. Jurist, senere Sangpædagog og Kapelmester, fra 1840 — 70 ved Hofoperaen i Wien; har komponeret nogle Sangspil, men blev navnlig kendt og en Tid lang meget yndet som Komponist af talr. Sange (i let, populær, men fad og sodlig Manér), der dog ret snart gik i Glemme; hans Sangbravurstykke »Thema und Variationen« blev meget benyttet paa Scenen og i Koncertsalen og høres af og til endnu.

Prochåzka, Rudolf, Friherre af, f. 1864, czek. Komponist og Musikforf.. Elev bl. a. af Fibich, har beklædt Arkivarslillingen i del czek. Konservat. i Prag: komponerede Sange, Kor, Klaverstykker, Kammermusik og Eventyrspillet »Das Glück«; mere kendt som Forf. af Skrifter som »Die böhmischen Musikschulen«, »Robert Franz« (i »Re-clams Bibliothek«), »Mozart in Prag«, »Arpeggien« (en Samling Studier og Artikler), »Johan Strauss« (i »Berühmte Musiker«), »Aus 5 Jahrhunderten«, Prag 1911. m. m.

Prod'homme, Jacques Gabriel, f. 1871, fr. Musikforf., har et anset Navn som Forf. af Le cycle Berlioz (3 Dele) og H. Berlioz, sa vie et ses oeuvres (1905. overs. p. tysk), en Paganini-Biografi. Les symphonies de Beethoven, La jeunesse de Beethoven. »Gounod« (2 Bd.) og L'Opéia 1669—1925 samt Overs, af "Wagners Prosaværker.

Programmusik, en Musik, der beskriver et paa Forhaand givet Emne, o: en Begivenhed, en Stemning, et Natursceneri m.m.ogved i'orklarcnde Overskrifter søger at lede Tilhørerens Tanke i en bestemt Retning. Xominelt en moderne Musikgenre,om hvis kunstneriske Berettigelse der endnu staar Strid, kan P.s Idé i Virkeligheden forfølges lige saa langt tilbage som Musiken selv. Ex. : Oldgrækeren Saka-das Forsøg (586 f. Kr.) paa i et Fløjle-stykke at skildre Apollos Kamp med den pythiske Drage, hvor overblæsende Toner gengiver det døende Uhyres Stønnen, Kitharoden Timolheos' Gengivelse af en Havstorm (c. 200 Aar senere): længere frem i Tiden Ars nova's og de ældre Nederlænderes Forsøg paa i flerstem. Sangkompositioner at gengive Jagtsignaler, Hundeglam, Fuglestemmer. Gaderaab m. m.: i 16 Aarh.s Lutmusik Gengivelsen af Slagbilleder (Slaget ved Pavia o. 1.); i 17.— 18. Aarh. de franske Klavermestres smaa Tonemalerier: Nattergalen, Kniplersken, Harlequln, Gøgen; Kuhnaus »Bibelske Historier«, Bachs Caprice -Über die Abreise eines Freundes« og sidst men ikke mindst i 19. Aarh. Beethovens »Pa-storal-Symfoni« og »Slaget ved Victoria«.

Naar P. alligevel i vore Dage fremhæves som en Nyhed, hvis Oprindelse i første Række skyldes Instru-mental-Romantikeren Hector Berlioz (s. d.), finder dette sin Forklaring i den helt ny Maade, hvorpaa han bringer den ældgamle Idé til Anvendelse. Den moderne P., der hovedsagelig er or-kestral. men tidt ogsaa tager .Solo- og Korsangen til Hjælp, gør nemlig i usædvanlig rigt Maal Brug af den Klangfarvekolorit, det moderne Orkester stiller til Raadighed. Den følger endvidere Skridt for Skridt et forud givet udførligt Program og gør ligesom det Wagnerske Musikdrama Ledemotivet til et af sine Hovedmidler. Efter Berlioz' Episode de la vie d'un artiste, »Lelio«, Harold en Italie, Romeo et Juliette, Damnation de Faust, tog Liszt i en Række symfon. Digtninge: »Tasso«, »Prometheus«, »Orfeus« o. fl. P. op, og i Richard Strauss fandt Genren sin mest yderliggaaende Repræsentant (»Don Juan«. »Tod und Verklärung«, »Also sprach Zarathu-stra« m. m.).

Prohaska, Cahl, f. 1869. østr. Musiker, Elev af d'Albert og Herzogenberg, Dirigent i Warszawa, fra 1908 Lærer ved »Akademie der Tonkunst« i Wien; har komponeret Kammermusik, »Frühlingsfeier« for Soli, Kor og Orkester, 8stem. Motetter og Korværker a-cap-pella og Sange.

Prokovjef, Serge, f. 1891. russ. Komponist, Elev bl. a. af Rimsky-Korssakoff og Liadof, senere af Annette Essipoff har i en allerede omfattende Produktion af yderlig moderne Retning — med Forkærlighed for det humoristiske og parodierende — vundet Navn ogsaa udenfor Rusland, særl. i Paris; har levet dér samt i Amerika og Sydtyskland, vides ikke at have beklædt offentlige Stillinger eller virket som Pædagog; hans Værker er to Symfon. (den ene »classique«, i parodisk Betydning), symfon. Digtning og Suiter (særl. »Suite Scythe«), Violinkoncert, nogle Operaer, Balletten Le Bouffon, Paris 1921, Klavermusik (Sonater, Koncert, »Bedstemors Fortællinger« o. a.) og Sange (deriblandt »Den grimme Ælling« efter H. C. Andersen).

Prolatio, o: Semibrevens Mensur; se Mensur og Mensuralnodeskriften (Takttegn og Taktarter;.

Proportz, d. s. s. Efterdans (s. d.).

Proposta (ital., Forsætning), Tema, den begvndende Stemme i en Kanon (s. d.).

Proprium Missae, se Messe.

Prosa, se Sekvens.

Proske, Karl, 1794—1861, tysk kat. Gejstlig og Musikforf. ; opr. Læge, der-paa Teolog (i Regensburg fra 1823) og præsteviet; berejste Tyskland og Italien, samlede og hjembragte en Mængde gi. Musik, dels Manuskripter, dels Afskrifter; den værdifulde Samling findes nu i Regensburg, hvor P. siden 1830 var Domkapelmester; udg. 1850 Palestrina's Missa papae Marcelli, senere Musica divina. 4 Bd., og 1855 —59 Selectus novus missarum, Arbejder, der har haft største Betydning for Kendskabet til 16—17. Aarh.s Vokalmusik. (Biogr. af Meilenleiter, G. Jacob og K. Weinmann).

Prosniz, Adolph, 1829—1917, bøhm. Musiker, i en Aarrække Lærer i Klaverspil og Musikhistorie ved Wiens Konservat.; udg. »Kompendium der Musikgeschichte« (3 Bd.,fl.Opl.), »Handbuch der Klavierlitteratur« (2 Bd.. fl. Opl.). »Elementar-Musiklehre« m. m.

Prospektpiber kaldes de Piber, der er opstillede i Orglels Facade (Prospekt); se Principal.

Protus, 1 ste Kirketoneart, se Kirketonearter.

Prout, Ebenezer, 1835—1909, eng. Musiker og Musikforf., Lærer ved Royal Academy of Music, senere Musikprof. i Dublin; förf. en Række fortjenstfulde Lærebøger (Harmony, Counter-point, Fugue, The Orchestra, 2 Bd., overs. p. tysk, m. m.); indtog en repræsentativ Stilling i eng. Musikliv. ogsaa som Komponist af Kammermusik, kirkelige Værker, Symfon. og Kantater.

Prume, François, 1816—49, belg. Violinist, uddannet i Liège og i Paris; 1833 Lærer ved Konservat. i Liège, foretog Koncertrejser i Tyskland, Rusland, Skandinavien og Frankrig 1839 —44; hans Violinspil var elegant og følelsesfuldt: har komponeret nogle Etuder, Koncerter m. m„ samt en »Andante und Variationen« med Orkester betitlet »Mélancolie«, som i særl. Grad gjorde hans Navn bekendt; blind de 3 sidste Aar.

Prunières, Henri, f. 1886, fr. Mu-sikforf., Musikdocent ved Ecole des hautes études sociales i Paris og fortjenstfuld Leder af La Revue musicale; forf. særl. »Lully« (i Musiciens célèbres), L'opéra italien en France avant Lully, Le ballet de cour de France, »Monte-verdi«, foruden talr. mindre Afhandlinger i fr. og tyske Fagskrifter.

Prüfer, Arthur, f. 1860, tysk Mu-sikforf., opr. Jurist, Prof. i Musikvidenskab ved Leipzigs Univers., bekendt ved Skrifter særl. vedrør. Rieh. Wagner og dennes Bayreuther-Værk, og som Udg. af gi. tysk Musik.

Præambulum (lat.; forvansket Pria-mel), Forspil, Præludium (s. d.).

Præcentor, i Stiftskirker og Klostre den som Forsanger fungerende Domherre el. Pater; i nyere Tid ogsaa Lederen af et Kirkekor (Kantor, s. d.).

Præfation, Bøn, der i Messen (s. d.j anvendes, umiddelbart før Forvandlingen finder Sted.

Præfekt (lat. Praefectus, foresat). P. chori, Korlederen for et Latinskolekor; sædvanlig en fremskreden Elev, der træder i Kantorens Sted, naar denne er forhindret.

Präger, Ferdinand, 1815 — 91, tyskeng. Musiker, kom som Lærer i Klaverspil til London (1834), hvor han opnaaede en anset Stilling; var som ivrig Wagnerianer virksom for Wagners Gæstebesøg som Orkesterdirigent i London (1855): komponerede en symfon. Digtning, et Forspil til ;> Manfred«, Klaverstykker m. m., men blev en Tid

lang navnl. omtalt paa Grund af sin Bog : Wagner as I knew him, hvori sandt, falsk og Selvros var blandet saaledes. at Forlæggeren (af den tyske Udgave: trak Bogen tilbage, efter at Chamberlain (s. d.) havde bevist dens Upaalidelighcd ; den indeholder dog sikkert Bidrag til Wagners Karakteristik.

Præludium (lat.), Forspil af ubestemt Form. Anvendtes allerede ved 16. Aarh.s Slutning som speciel Lut- og Klaver-form for senere (i 17. Aarh.) ofte at udgøre Indledningssatsen til den iøvrig af Danse sammensatte Suite (s. d.). Som Orgeiïorm blev P. først almindeligt i 17. Aarh. og anvendtes da baade som Forspil til Fugaen og til Menig-heds-koralen (s. d.). Da Koral-P. ofte blev improviseret, antog P. efterhaan-den ogsaa Betydning af en fri Fantasi, ligesom præludere fik Betydning af nit fantasere« el. »improvisere«. Som Navn for en kortfattet selvstændig Klaverform optræder P. i 19. Aarh. hos Chopin.

Praetorius, Michael, 1571 —1621, tysk Komponist og Musikforf., Hofkapelmester i Wolfenbüttel. Hans Produktivitet var overordentlig. 1605— 10 udgav han Musae Sioniae, som indeholdt 1244 Sange, Psalmer, Madrigaler, Hymner. Berømt er især hans Syntagma musicum (1615—20), hvis 2. Bd. De organographia bl. a. indeholder en nøjagtig Beskrivelse af Samtidens Instrumenter med Afbildninger; paany udg. som Bd. 13 af »Publ. der Gesellsch. für Musikforschung«.

Psalme (gr. psalmos, af psallein, at gribe i Strengene) var opr. Navnet for de Lovsange, David sang til Ledsagelse af et Strengeinstr. (Kinnor, s. d.), men anvendes nu i daglig Tale (i Flæng med Koral) som Navn for den protestantiske Kirkes Menighedssange.

Opr. anvendte som jødiske Tempelsange optoges Davids P. siden sammen med andre af det gamle Testamentes Sange af den kristne Kirke for herefter at blive en Hovedkilde for Gudstjenestesangen. Ved at give Udtryk for alle Arter af Stemninger gjorde P.rne jo nemlig fremfor enhver anden Lyrik Fordring paa Sangens Hjælp. Ved P.s Afsyngelse (i Kor-Vexelsang, som Solosang med og uden Responsorium og som Korsang) anvendtes og anvendes i den kat. Kirke endnu fortrinsvis den psalmoderende Syngemaade (se Acccn-tus og Gregoriansk Sang), hvor P.-Verset reciteres paa én el. flere Toner, men der ved Sætningsslutningerne indtræder en melodisk Tonefigur, som enten indleder en ny Recitationstone el, forbereder Versets definitive Afslutning. Kun hvor Texten udtrykker udpræget Jubel el. Klage, tager Sangen nu og da Afstand fra Psalmodien og bliver til virkelig udtryksfuld Melodi. Som vigtig Del af Gudstjenestens Liturgi indtager P. i den kat. Kirke endnu en Hovedplads baade i de mindre Gudstjenester [Horerne, s. d.) og i Messen (i Antiphonier. Introitus. Graduale, Halleluja og Tractus; se Messe). Forud for P. gaar i Reglen en Antiphone der staar i samme Toneart, og som Afslutning tjener sædvanlig den lille Doxologi (s. d.): Gloria patri etc., i hvis Slutningsord Saecalorum, Amen Stemmen gerne udfolder sig til virkelig Sang.

Da Flerstemmigheden kom op, blev P. ogsaa enten brudstykkevis el. i deres Helhed optagne til kontrapunktisk Behandling og blev navnl. i a-Cappella-Slilens Tidsalder Grundlag for betydningsfulde musikalske Kunstværker. Samtidig tog ogsaa Renaissancetidens Dyrkere af den akkompagnerede Solosang P.-Digtningen til Nytte, og i vore Dage lægges P. endelig fortrinsvis til Grund for stort anlagte Kompositioner for Solostemmer og Kor med Orgel-og Orkesterledsagelse.

I flerstem. Form fandt P. i 1 6. Aarh. ogsaa Vej til den reformerte og protest. Kirke, for i omdigtet Skikkelse og forsynede med egne Melodier at faa en fremskudt Plads som Menighedssange. Ex.: »Jeg raaber fast«, Ainsi qifon ogt le cerf bruire (paa dansk »Jesus dine dvbe Vunder«). Se Koral.

Psalmodi, se Psalme.

Psalter. 1) Psalmebogen (Davids-psalmerne) i det gl. Test. — 2) Middelalderligt Citer-lignende Strengeinstr. Jat.P.sa//m'um,tysk Psalter el. Salter,ila\. Salterio-.i Østeuropa Cymbalon (Cembal), fr. Tympanon, eng. Dulcimer, nyhøjtysk Hackbrell osv.), der fra 1 2 —15. Aarh. hyppigt og under mange Former, forekommer paa det europæiske Billedmateriale. Sin Oprindelse har det fra den persisk-arabiske Santi r og Kamin (s. d.). En Række Strenge af uens Længde, der som oftest er ordnede i Kor (s. d.), er opspændte paa tværs af en flad Lydkasse af vexlende Kontur (trekantet, firkantet, af Form som et Svinehoved (Instrumentø da porco), flygelformigt m. m.). Langs med Lydkassens ene Side sidder Stemmeskruerne (der drejes med en Stemmenøgle), og ligeoverfor disse de Metalstifter, der holder Strengene fast. I Lydkassens Sangbund er der udskaaret et større el. mindre Antal af Lydhuller. Strengene sættes enten i Klang ved Knips-ning (med Fingrene el. (oftere) med et spidst Plekter) el. ved Anslag af smaa bøjede Stave (se Hakkebræt, Afb.). Da P. i 14. Aarh. blev udstyret med en Klaviatur, udvikledes af det Klavicem-balel, o: et Cembal med Klaver (se Klaver II), og sidst i 17. Aarh. opstod ved en Forbedring af det slagvis behandlede Hakkebræt Hebenstreits Pantaleon (s. d.), der gav den førsle Idé til Piano-fortels Hammermekanik. Nær beslæg-

tet med P. er den lettisk-litauiske Kanklys, den finske Kantele, den folkelige Citer (Zither) (s. d.) o. fl. (Litt.: H. Partum: »Middelalderens Strenge-instr., 1. Halvbd., sidste Afsnit om Psal-teriet).

Psykologi, se Tonefysiologi.

Ptolomaios, Claudius, Matematiker, Astronom og Geograf i Alexandria i 2. Aarh. e. Kr., skrev et Værk i 3 Bøger over Musik, hvilket giver Indblik i de gamles Teori.

Puccini, Giacomo, 1 858—1924, ital. Komponist, studerede ved Dronning Margheritas Bistand i Milanos Kon-servat. (hos Baz-zini og Ponchi-elli): debut, som Operakomponist 1884 og strax med Held ; et Par Operaer, deraf Manon Lescaut, fulgte, men først med La Bohème (efter Margers Roman, 1896) blev P.s Navn verdenskendt; med stigende Held opførtes »Tosca« 1900 og Mme Butterfly 1904, medens La fanciulla del West, der skreves for New York (1910) gjorde mindre Lykke; 1917 kom La Rondine frem i Monte Carlo, 1919 i Rom en Cyklus af 3 Enaktere: Il Tabarro. Suor Angelica og Gianni Sch icchi,medens >Turandot« først opførtes efter P.s Død, 1926. Andre Værker af P., der levede tilbagetrukket paa et Landsted uden offentlig Stilling, er en Messe, Kantater (Iano a Roma m. il.), nogle Stykker for Orkester og for Kammermusik; men P.s Ry og Bety^Tdning er ene knyttet til hans sceniske Værker og af disse først og mest til »Bohème«, »Tosca« og »Mme Butterfly«, der er bleven ligesaa mange Verdenssukcesser (alle opførte paa det kgl. Teater i Kbhvn.). Af de øvrige Operaerer »Gianni Schicchi« (Kbhvn. 1924) betydeligst, og af Interesse fordi den viser P. fra en nv Side som

Giacomo Puccini-

Humorist og Karikaturist. I de tre berømte Operaer ligger derimod Hovedvægten paa det rørende (sentimentale) eller tragiske (teatralske), og Virkningen beror væsentlig paa P.s brillante Blik for det scenisk effektfulde og paa de derefter velvalgte Librettoer (delvis noget kinoagtige). løvrig var P. qua Italiener en fuldblods Me-lodiker, en koncentrerende og til en vis Grad brutal Dramatiker, en Virtuos paa Orkestret og klog x\fvejer mellem Sang og Orkester; han er med Grund kaldet Manierist (hyppig Anvendelse af Kvintpassager som Effektmiddel, visse udvendige Melodifraser, exotisk Kolorit i » Butterfly« etc); lians Forbindelse med tidligere Hal. Opera kan derimod ikke fornægtes, for »Gi-anni Schicchis« Vedkommende med Verdis iFalstaff«. Efter Wagner har næppe nogen dramat. Komponists Arbejder faaet saa vid Udbredelse eller øvet saa megen Indflydelse (ogsaa paa Ikke-Dramatikere) som P.s. (Biogr. af W. Dry (eng.), A. Weissmann, A. Frac-caroli (overs, paa tysk 1925)).

Pugnani, Gaetano, 1731—98, ital. Violinspiller, foretog talr. Koncertrejser med længere Ophold i London, hvor han var Koncertmester ved den ital. Opera, siden i Torino; fremragende Virtuos, udmærket ved stor og skøn Tone. søgt Lærer bl. a. for Viotti; Komponist for sit Instrument og af Kammermusik, Symfon. og Operaer (uden varigt Held) m. m.

Pugno, Raoul, 1852-1914, fr. Klaverspiller og Komponist, Elev af Paris' Konservat. ; Organist, senere Kapelmester ved St. Eugène-Kir-ken og 1892 Lærer i Harmoni ved Konservat.; førstl893 debut, han som Koncertpianist, men vandt hurtig Ry som en af Frankrigs første: fore-

tog Koncertrejser alene og med E. Ysaye (bl. a. til Kbhvn.). —- Udførelsen af C. Francks Violinsonate var her Højdepunktet); paa en Turné d. i Moskva; Komponist af Operetter, Balletter, Oratorium, talr. Klaverstykker og Sange, og i det hele en højt anset og betydelig Musiker.

Punktet (lat. Punctas, Punctum, ital. Punto, fr. Point] anvendes i Musiken i flere Betydninger:

1) I den moderne Musik a) som Forlængelsestegn (anbragt efter Noden) forlængende Noden med Halvdelen af den Tidsværdi, den selv repræsenterer. En punkteret Helnode faar saaledes 3 Halvnoders Værdi, en punkteret Halvnode 3 Fjerdedeles Værdi (se Ex. I). Efterfølges Noden af 2 Punkter, gælder det andet Punkt halvt saa meget som det første. En Helnode med to P. bliver derved identisk med 7 Fjerdedele, en Halvnode med to P. svarer til 7 Ottendedeles Værdi o. s. fr. (se Ex. II).

b) Anbragt over el. under Noderne:

betyder P., at Noderne skal udføres staccato (s. d.). — c)

Anbragt i Liniemellemrummene umiddelbart foran el. efter de lodrette Stre-ger,deradskiller Delene af en musikalsk

Sats, af Gen-foreskri

har P. Betydning tagelsestegn og ver, at henholdsvis den forudgaaende el. efterfølgende Sætning skal gentages.

2) I ældre Tid. a) I Neumeskriften betyder P. en relativt lavere liggende Tone, o: Modsætningen til Virga, der betyder en relativt højere liggende Tone. Se Koralnodeskrift. — b) I Men-suralnodeskriften anvendtes et Punctus addilionis (i Tempus imperfectum), der var ensbetydende med Nutidens For-længelsespunkt (se ovf.), og et Punctus divisionis, der gjorde samme Tjeneste som Nutidens Taktstreg. Angaaende Betydningen af Mensuralnodeskriftens Punctus perfectionis og P. alterationis henvises til de under Mensuralnode-skrift anførte Specialværker af Bellermann, Johannes Wolf o. a.

Purcell, Henry, 1658—95, eng. Komponist, Kordreng i Hofkapellet, Elev af Cooke og Humfrey. 1680 Organist ved Westminsterkirken, 1682 Organist ved det kgl. Kapel, fra 1683 med Titel Hofkomponist. P., der betragtes som Englands ypperste Komponist, har særl. gjort sig fortjent som Skaber af en selvstændig eng. Operastil (King Arthur, The Fairy Queen m. fl.). En Række kirkelige Værker (Anthems, Services, Hymner, Psalmer, Te deum, Motetter, Orgelkompositioner), vidner i samme Grad om hans Originalitet. Trods sin tidlige Død har han skrevet overmaade meget, og fra 1876 udg. -Purcell-So-ciety« en samlet (endnu ikke fuldført) Udgave af alle hans Værker.

Puritanerne, Opera af V. Bellini, Paris 1835, Kbhvn. 1838, Sthlm. 1851.

Puy, Du, se Dupuy.

Pyk, Louise, f. 1849, sv. Opera-Sangerinde, Elev af Arlberg, Mme Viar-dot-Garcia, Stockhausen ; foretog Koncertrejser i Tyskland, England og Amerika og optraadte med Glans paa de bekendteste Opera-Scener (i Kbhvn. 1881 og 1883, »Norma« paa det kgl. Teater), hendes bedste Roller var »Aïda«, »Donna Elvira« og »Nattens Dronning«.

Pythagoras fra Samos, f. 582 f. Kr., græsk Filosof og Musikteoretiker, hvis Lære blev bevaret af hans Elever (Py-thagoræerne). Opfattelsen af de musikalske Toneforhold er ifølge den pythagoræiske Lære strengt matematisk, og dens Hjælpemiddel er derfor Monochordet (s. d.). Alle Intervaller bestemmes endvidere af P. ved Hjælp af Kuintskridt (rene Kvinter) ; derfor betegnes endnu alle de alene ved Kvintskridt bestemte Intervaller som »pythagoræiske« (se Pythagoræisk Komma og Pythagoræisk Skala). Overfor de pythagoræiske Musikteoretikere (Kanonikerne) stod i Oldtiden Aristonenos og hans Elever (Harmonikerne), der i stik Modsætning til P. frakendte Tallene enhver Betydning. — Intervallernes Bestemmelse efter Kvinter fastholdtes endnu af Middelalderens Teoretikere.

Pythagoræisk (ditonisk) Komma er Forskellen mellem 12 pythagoræiske (o: rene) Kvinter og 7 Oktaver. Da 12 Kvinter udgør 7020 mo (s. Milli-oktav), og 7 Oktaver 7000 mo, bliver p. K. = 20 mo. Den samme Forskel bestaar mellem 3 Pyth. store Tertser og 1 Oktav. Deraf Navnet ditonisk K. (se Dilonos).

Pythagoræisk Skala, en Skala, i hvilken alle Kvinter er stemt rent, benævnes saaledes efter den græske Filosof Pythagoras (s. d.), der forfægtede det Princip, at alle Intervaller skulde dannes ved rene Kvintskridt (Svingningsforhold 2 : 3).

Pythiske Lege kaldtes de gr. Festspil, der i Oldtiden afholdtes i Delphi til Minde om Apollos Kamp med den pythiske Drage. De musiske Vædde-kampe indtog dér lige fra først af en vigtig Plads; Idrætsøvelserne optoges en Del senere. I Begyndelsen fejredes de kun hvert 9ende Aar, men fra 586 at regne fandt de Sted i hvert tredie Olympiadeaar.

Päsler, Carl, f. 1863, tysk Musiker, Elev bl. a. af Spitla og Bellermann; Lærer ved det Stern'ske Konservat., fra 1896 ved »Hochschule« i Berlin og Dirigent for »Akademische Liedertafel«; udg. 1901 Kuhnaus Klaverværker og redigerer den samlede Haydn-Udgave.

Quadruplecroche (i tal. Quatricroma), Fireogtresindstyvendedelsnode.

Quantz, Johann Joachim, 1697— 1773, tysk Musiker, stammende fra jævn Haandværkerslægt, men viste alt som Barn musikalske Anlæg; blev Oboist, siden Fløjtenist i det polske Hofkapel i Dresden og Warszawa, studerede yderligere i Rom hos Gasparini (s. d.), i Paris og London (Händels Operaer) og blev efter sin Hjemkomst Lærer for den fløjtespillende Kronprins Friedrich af Preussen ; efter dennes Tronbestigelse Kammermusikus og Hofkomponist i Berlin, en indflydelsesrig Stilling, som Q. beklædte til sin Død; han komponerede for Kong Friedrich flere Hundrede Koncerter og andre Stykker for Fløjte (hvoraf en lille Del er trykt el. nyudg.), endvidere Trio-sonater, Sange og Melodier til Gcllert-ske Oder; hans berømteste og værdifuldeste Arbejde er dog »Versuch einer Anweisung die Flöte traversière zu spielen«, 1752 (mange senere Udg., senest 1906 ved Schering, og overs, paa fr., eng., höll.), en af de ældste Musikskoler og Forbilled for flere andre. (Biogr. ved hans Barnebarn Alberl Q. 1877).

Quasi (ital)., som, ligesom, omtrent som; Ex.: Andante q. Allegretto ; Sonate q. una Fantasia o. 1.

Quatuor, Quartelto, Kvartet (s. d.).

Quaver (eng.), Ottendedelsnode; Se-mi-q., Sextendedelsnode. Demi semi-q., Toogtredivtedelsnode.

Querflöte (tysk), Tværfløjte, se Fløjte.

Querstand (tysk), Tværstand (s. d.).

Questo, Questa (ital.), denne.

Quieto (itaL), Foredragsbetegn., roligt.

Quilisma, Neumetegn, svarende til Trillen.

Quinterne (Chiterne), forældet Stren-geinstr. med guitarlignende Lydkasse. Det havde 4 Dobbeltstrenge af Tarm, stemte c¹ f¹ a¹ d^a og blev spillet med Fingergreb. Ved Prætorius' Tid (Beg. af 17. Aarh.) blev det i Italien kun endnu spillet af Ziarlitani og Salf in banci, o: Gøglere og Taskenspillere.

Quilter, Roger, f. 1877, eng. Komponist, Elev bl. a. af Iwan Knorr i Frankfurt, nævnes som en af Englands mest yndede Sangkomponister; endvidere mindre Orkesterstykker, Klavermusik og Kor.

Quintuor, Kvintet (s. d.).

Quittard, Henri, 1864—1919, fr. Musikforf., Elev af César Franck, har skrevet talr. Afhandlinger (i Tidsskrifter) vedrør, fr. Musik i det 17. Aarh. og Bøgerne Henry Dnmont og Les Couperins, samt genudg. Værker af Carissimi, Méhul o. a.

Quodlibet (lat., den første den bedste, lidt af hvert), spøgefuld Forbindelse af flere kendte Sange med forsk. Text, saa der fremkommer en selvstændig flerstem. Komposition. Kan føres helt tilbage til Nederlændernes Tid og var i Bachs unge Dage en yndet Spøg ved Familien Bachs Familiesammenkomster.