Aadnæs. Peder Aadnæs, Portrætmaler i Norge, født i Lands Præstegjæld i første Halvdel af det 18de Aarh, Af hans Portræter kjendes: 1) Cancelliraad Christoffer Hammer, Greneralconducteur for Aggershus Stift, malet 1770, stukket af J. Haas 1771; 2) dennes Søstersøn theol. Candidat Andreas Olaus Hammer, malet, eller i alt Fald stukket efter Marts 1771, udkom som Titelkobber til »Forsøgendé Naturlære«. I. Kbh. 1772. 3) Professor Hans Strøm, Præst i Eger og naturvidenskabelig Forfatter, malet 1791 og stukket s. A. af Seehusen, som Titelkobber til hans »Prædikener«. Kbh. 1792. (Weinwich, S. 208. Stranck. Thaarup).

 

Aagaard. Carl Frederik Aagaard, Søn af Skomager Ole Aagaard og Anna Ursula født Winchler, er født i Odense d. 29. Jan. 1833. Han kom 1847 i Lære hos Malermester Prange i Odense og blev Svend 1852. Da han imidlertid ønskede at uddanne sig til Konstner, kom han. samme Aar til Kjøbenhavn og begyndte at besøge Konstakademiet, hvor han strax fik Plads i Gibsskolen. Samtidig lærte han at tegne paa Træ og at radere hos sin Broder, der var i Compagni med Kittendorff, og øvede sig under Hilker i Decorationsmaleriet. Uagtet han stedse har beholdt sin Interesse for det sidste Fag og ikke alene i Forening med Hilker (paa Landbohøjskolen og Universitetet), i Forening med Marstrand og Heinr. Hansen (i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke), men ogsaa mere selvstændig i Studenter­foreningen, paa Frijsenborg og i det kgl. Theater har udført Decorationsarbejder af ikke ringe Omfang, blev Landskabsmaleriet, under Skovgaards Vejledning, snart hans .Hovedfag, hvori han tidlig vandt sig et Navn. Han begyndte at udstille 1857 med et mindre Arbejde, »Fritvoxende Markblomster«, der havde vundet den

 

8

Neuhausenske Præmie, og forstod snart at bryde sig en selvstændig Vej. For et stort Landskab, der blev kjøbt til den kgl. Malerisamling paa Christiansborg, fik han (1865) det Sødringske Legat for Land­skabsmalere; 1870—71 var han udenlands i Paris og navnlig i Italien, hvorfra han ikke alene hjembragte store Gjengivelser af italiensk Natur, men ogsaa Decorationsstudier fra Pompeji og andre Steder. I 1875—76 foretog han paany en Rejse til Italien. Han blev gift 1858 med Anna Emilie f. Pio og blev d. 17. Febr. 1874 Medlem af Konatakademiet. (Konstn, egne Meddelelser. Akad. Udst. Cat.).

 

Aagaard. Johan Peter Aagaard, ældste Broder til Land­skabsmaler O. P. Aagaard, født i Odense d. 3. Maj 1818, blev Maler­svend, men lagde sig senere efter Træsnittet. Han kom i Foraaret 1839 til Kjøbenhavn, hvor han dels hos Flinch, dels paa egen Haand, uddannede sig til Xylograf og udstillede 1842 til 1847 en Del Prøver paa sin Konst. I 1849 gik han i Compagni med A. Th. Kittendorff, og fra deres forenede xylografiske Værksted og Konsthandel er i Tidens Løb fremgaaet et stort Tal af illustrerede Værker, som have virket til at hæve denne Konstretning i Danmark. Siden 1868, da Kittendorff døde, har Aagaard ene forestaaet det samme Etablissement. Aagaard har Fortjenesten af at have bragt ”Kemitypien« til Anvendelse i Danmark, en Technik, hvorved nogle af Raderingens Fortrin, Konstnerens frie Arbejde, forenes med Træ­snittets, navnlig dets Anvendelighed i Bogtrykkerpressen (jfr. Piil). Aagaard blev 1852 gift med Ulrikke Gustave født Ryberg, og fik 17. Maj 1876 Fortjenstmedaillen i Guld for sin konstneriske Virk­somhed. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Aarhuus. Anders Otttesen Aarhuus, Kobberstikker, er efter Navnet at dømme født i Aarhus og levede i Midten af det syttende Aarhundrede. Sandvig nævner tre Stykker af ham: 1) Johan Brockenhuus' Portræt med Aner og et historisk Landskab, hvori Evangelisten Matthæus, Fol., mærket: Anders Ottesen Aarhuus sculp. 1650. Landskabet og Ziraterne ere det bedste; det øvrige duer ikke meget. 2) Ingeborg Kruses Aner midt i den himmelske Herlighed. Fol., mærket A. O. Aarhuus. 3) »Uden Tvivl — Alting kommer fra Gud«, i lang 4°, mærket Anders Ottesen Aarhuus 1.6.5.0. — De to sidstnævnte ejede Sandvig selv. I Bertouchs Auctions-catalog (Odense 1816, Side 53—54), nævnes otte adelige Portræter dels i Kvart, dels i Folio. (Sandvig. Weinwich, S. 80. Skild. 1830 Sp. 737.)

 

Aarsleff. Carl Vilhelm Olaf Peter Aarsleff, Søn af Drejermester Th. Aarsleff, er født 1852 i Nyborg. Han blev som Billed-

 

9

skærer Blev af Konstakademiet og tog d. 18. Marts 1876 Afgangs­prøve som Modelerer. I Samme Aar udstillede han en Camée, fore­stillende »Foraar”. (Acad. Udst. Cat.)

 

Abel. Vilhelm August Christian Abel, Maler, født 1748 i Zerbst, kom 1776 til Kjøbenhavn, »hvor han har malet gode Portræter og nydelige Landskaber«. (Weinwich, S. 212. Meyers Kst. Lex.)

 

Abildgaard. Nicolaj Abraham Abildgaard, den danske Malerskoles første fremragende Mester, var Søn af Tegneren Søren Abildgaard (se denne) og blev født d. 11. Sept. 1742 i Kjøbenhavn. Da han regnedes for at have mindre gode Evner, blev han sat i Lære hos Malermester Harder, og efter at han havde gjennemgaaet Læreaarene, kom han som Svend til at arbejde under Mandelberg, der opsøgte de dygtigste Svende til at udføre det meget Decorations-arbejde, som han stadig paatog sig. Som Svend mødtes Abildgaard med Clemens, der paa samme Maade var kommen til at male for Mandelberg. Clemens kunde fortælle et Far Træk om Abildgaard fra disse Aar. Dennes Liv blev engang paa en mærkelig Maade, i hans Læreaar, frelst ved, at Svenden sendte ham bort i et Ærinde. Han vægrede sig først ved at være Bydreng for Svenden og mente, at den anden Dreng kunde gjøre det; men han blev tvungen dertil, og medens han var borte, styrtede Stilladset ned, saa at baade Svenden og Drengen slog sig ihjel. Ved en Bygning i Frederiks­berg Have, der blev opført .til Brug ved en Maskerade, arbejdede baade Clemens og Abildgaard som Decorationsmalere. Clemens arbejdede jævnt for at faa sin Del færdig i rette Tid, Abildgaard var derimod forsømmelig, hvorover Mandelberg blev meget vred, da Tiden var knap afmaalt. Men nu tog Abildgaard fat med Kraft og blev til alles Forundring færdig i rette Tid. Clemens var imidlertid saa meget yngre end Abildgaard, at dette Samliv maa have varet meget kort, thi da Clemens blev Svend (1769), havde Abildgaard allerede store Gruldmedaille.

Abildgaard var nemlig, samtidig med sin Håndværkervirksomhed, begyndt at gaa paa Konstakademiet og fik i Juli Kvartal 1764 lille Sølvmedaille i Modelskolen, efter at han, som der fortælles, var sprungen Gibsskolen forbi. Aaret efter, Febr.—April 1765 fik han den mindre Gruldmedaille for Opgaven »David drager i Triumf ind i Jerusalem« (2. Sam. 8, 7). Det er en temmelig rig Composition i datidens akademiske Stil, hvori Svaghed i Tegningen er forbunden med decorativ Sans for Anordningen og en vis Kraft i Farvegivningen. Næste Aar (1766) fik han atter lille Guldmedaille. Opgaven

 

10

var »Israeliterne samle Manna i Ørken« (2 Mos. 16, 16—18). Dette Arbejde er det vanskeligere at skjønne om, da det er mere ødelagt. Der er større Afvexling i Figurernes Anordning, men disse have mærkværdig stygge og plumpe Aasyn med tykke Næser, store Hænder og Fødder, noget, man hverken før eller senere finder i Abildgaards Værker. Ved det følgende Aars Concurrence (Febr. — April 1767) vandt Konstneren den store Guldmedaille. Emnet var »David salves af Samuel« (l Sam. 16, 13). Her er Compositiouen friere, Forholdene rigtigere og Extremiteterne langt bedre gjorte; Lyset paa Hovedgruppen falder godt, og Reflexen fra Samuels Kappe er given med megen Virkning. Hovederne synes udførte efter Naturen, men ere lidet skjønne.

Nu var Abildgaard Artist og havde Ret til at faa Rejsestipendium, hvis der kunde blive noget ledigt. Udsigterne var ikke gode. Brunnich og Zuber havde endnu to Aar tilbage af deres Stipendier, og to andre var givne bort, Aaret efter at Abildgaard havde faaet Medaillen (til Beeken og Bradt). Desuden havde Almer Guld-medaillen (1766), Rüde og Juel fik. den, inden noget Stipendium var bortgivet. Da Bradt døde om Efteraaret 1770, og ét Stipendium saaledes uventet blev ledigt fra Nytaar 1771, søgte alle fire Konstnere det.1 Dog trak Juel, som var Medaillist fra samme Aar (1771), sig strax tilbage. Abildgaard indgav allerede 23. Jan. 1771 en paa Fransk skreven Ansøgning til Akademiet, hvori han med en den­gang uhørt Aabenhjærtighed tog Ordet for at bryde med Anciennetets-principet, der let kunde være ødelæggende for en yngre talentfuld Konstner, nu da Stipendium ved det voxende Tal af Konstnere ikke mere kunde være til rede i rette Tid for enhver. Han tilraader, som en retfærdigere Maalestok, Concurrence mellem de søgende Konstnere. Kort efter indgav Mandelberg paa hans Vegne (4. Febr.) en i beskednere Udtryk, paa Dansk, affattet Ansøgning, som Konst­neren ledsagede af et Arbejde, hvis Indhold ikke findes nævnet. Hertil blev intet Hensyn taget, og maaske dette har fremkaldt den Indblanding af Struensee, som nogle Kilder omtaler, medens Akade­miets Archiv intet indeholder derom. Thi efter at de andre havde indgivet deres Ansøgninger, besluttede Akademiet endelig i Sep­tember 1771, »nu da Ancienneteten ej mere som forhen finder Sted,« at lade Konstnerne coucurrere om det ledige Stipendium. Opgaven var et Emne efter eget Valg »i den historiske Gaut« med tvende

 

1 Ogsaa Billedhugger Dajon, Medaillist fra 1766, søgte det.

 

11

Figurer i halv Legemsstørrelse, Abildgaards Arbejde synes at have været »Calpurnia, som raader Cæsar fra at gaa,i Senatet,« hvilket brændte under Kjøbenhavns Bombardement. Abildgaard fik 9 Stem­mer, Almer 5, Rude ingen. Den kongelige Resolution af 4. Maj 1772 lød paa, at Abildgaard skulde have Akademiets Stipendium, som var 400 Rd. d. C. (1280 Kroner) aarlig i 6 Aar. Åbner, hvis Concursarbejde, efter en rigtignok temmelig usikker Beretning, skulde være malet af hans Lærer Pilo, fik dog kort efter, ligesaavel som Rude, Penge til at rejse for af Kongens Kasse.

Man har allerede i denne Tid før Rejsen Indtryk af, at Abildgaard, netop fordi han ikke var Student, medens hans Fader som Student tilhørte den lærde Verden, hans Moder var af den ansete bastholmske Familie og hans ældre Broder med Ære gik den studerende Vej, ikke har villet staa tilbage i klassisk Dannelse og Kundskab for den fornemme Kreds, han ved Fødslen tilhørte. Allerede i dette hans første Billede efter eget Valg fremtræder hans Lyst til ikke blot at vælge Emner fra Oldtiden, men til »at forlade den klassiske Alfarvej«. Denne Kjærlighed til lærde Studier beholdt han hele sit Liv, og den fik ikke ringe Indflydelse paa hans Konst. Den avlede den Lyst til sindrige Allegorier, der gjorde hans Billeder endnu mere utilgængelige for den større Almenheds Fatteevne.

Abildgaard rejste bort om Sommeren 1772 og var d. 17. September i Rom, hvor han forblev den længste Tid af sit Ophold i Udlandet. Akademiet, som trængte til Ornamenttegninger, overdrog ham og Billedhugger Beeken i Steden for andre Prøvearbejder at forfærdige saadanne Tegninger, og i 1775 hjemsendte de ogsaa i Forening 43 Ornamenttegninger efter antike og rafaelske Motiver. En anden Konstner, Almer, fik det Hverv ganske at lægge sig efter denne Konstretning. Den virksomme Deltagelse, hvormed Abildgaard sørgede for Almer under hans Sygdom, omtales under dennes Artikel, Abildgaard led selv af Klimatet og havde flere Gange Feber i længere Tid, men slap dog for alvorligere Mindelser.

Hans første Studium gjaldt Caracci'ernes Arbejder i Palazzo Farnese, derpaa kastede han sig over Rafael i Farnesina og Vaticanet, idet han overalt eftermalede enkelte Figurer og Partier; i 1774 studerede han Michel Angelo i det sixtinske Kapel, og endelig, som det herligste af Konstens Herlighed i Rom i hans Øjne, copierede han fuldstændig et stort Maleri af Tizian, som dengang var i Quirinalet, det nu i Vaticanet under Navn af »den hellige Sebastian« værende Billede. De Tider, han ikke kunde arbejde i Samlingerne,

 

12

anvendte han til at lægge sig efter Architektur, Perspectiv og Anatomi. For at kunne hjemsende et Arbejde til Akademiet malede han (1775) en Filoktet, der nu tilhører den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. I Henseende til Farvens Glød og dygtig Modellering af Enkeltheder hører dette Billede til hans fortrinligste Arbejder, hvor meget man end nu stødes over at se den store Skikkelse knuget sammen paa det lille Rum. Og dog maa man ikke overse, at Farven vistnok har forandret sig ikke lidet til Skade for Indtrykkets Harmoni og Ro. I et Brev fra 1776, hvori han beder om Tilladelse til at rejse til Neapel og det øvrige Italien, meddeler han, at han har faaet god Øvelse i at male al fresco. Det fik han ingen Brug for i Danmark. Om Konstnerens Omgang med Danske (Juel, Rude, Beeken, Zoega) og Fremmede i Rom findes næsten intet i hans Breve til Akademiet. Konsttraditionen mindes hans Forhold til Svejtseren Füssli (Fuseli, som han kaldtes i England), der staar ham nær i Fremstillingsmaaden, medens Familiens Overlevering, foruden hans Venskab med Sergel, kjender et fortroligt Forhold mellem Pave Clemens XIV (Granganelli) og Abildgaard.

Imidlertid vendte Forholdene i Hjemmet sig til Konstnerens Gunst. I Juli 1776 døde Als, og Akademiet foreslog i sin Fore­stilling til Præses at lade hans Professorat staa ledigt til Abildgaards og Juels Hjemkomst fra deres Rejser. Af de indsendte Prøver (Filoktet) overbevistes Akademiet om »i Abildgaard at have et saadant Subjeetum«, som egnede sig til Professoratet. Hans Rejsetid nærmede sig sit Udløb. Efter at have hjemsendt en historisk Tavle efter Saxos danske Historie« (maaske Hamlet?), forlod han i Juni Maaned Rom og kom til Paris i Aug. 1777. Hans Ophold der varede ikke ret længe, thi inden 1. Dec. s. A. var han i Kjøbenhavn og bad Mandelberg udvirke, at han maatte blive agreeret ved Akademiet, uagtet hans senest hjemsendte Arbejde ikke var kommet tilstede; men der blev paalagt ham, at han i Løbet af 8 Dage skulde udføre og indsende en Esquisse. Denne, forestillende »Phøbus, som fraraader sin Søn Phaéton at kjøre Solens Vogn«, blev fremvist i Mødet den 8. Dec., hvorpaa han blev agreeret og fik til Opgave: »De danske Fruentimmer give deres Prydelser og Klenodier for at indløse Kong Svend Tveskjæg fra Jomsborgerne, som havde fanget ham i Krig.« Abildgaard lovede at være færdig med dette temmelig store Billede til den 31. Marts, og han holdt sit Ord.

Den 26. Marts blev Wiedewelt  og  Mandelberg   udnævnte   til

 

13

Commissairer for at syne hans Medlemsstykke og den 31te aflagde han Ed som Medlem. Dette Stykke gjorde megen Lykke baade i og udenfor Akademiet. Th. Thaarup, som skrev »Betragtninger over Konstakademiet« (1785), havde meget at sige til dets Ros; men det har des værre lidt saare meget. Der er et stort Spring fra det sidste Medaillestykke til dette Billede, som ligeledes tilhører Konstakademiet. Nu føler Konstneren sig som Herre over Tegningen og Bevægelsen, men man møder ogsaa her, ligesom i Filoktet, de langstrakte Former, der fra nu af blev et Særkjende for Abildgaards Konst. Det er en rig Oomposition, hvori alt, hvad der gaar i Dybden, er let, malerisk holdt, medens Figurerne i den forreste Række, Kong Svend og navnlig nogle Kvinder med et Barn, ere meget sirligt udførte. Forunderligt er det, at Barnet ganske ligner en voxen Kvinde i for­mindsket Størrelse. Man har i den kgl. Kobberstiksamling nogle omhyggelig udførte Studier til disse Kvindeskikkelser. Svends folderige røde Kappe har lidt mest af Tidens Tand; den er bleven en næsten ensformig rød Masse. Den Skikkelse, hvori man mest gjenfinder en lignende Dygtighed i Modelleringen, som udmærker Filoktet, er den siddende Kriger bagved Kongen.

Abildgaard kunde ikke være uvidende om, at man havde tænkt paa ham ved det endnu ledige Professorat, og den 6. April samme Aar indgav han sin Ansøgning. Han valgtes ogsaa til Professor af Akademiet, men ved kgl. Resolution blev tillige Stanley (s. d.) udnævnt til Professor »eftersom sex Professorer passer bedre end fem«. Abildgaard begyndte sit Professorat med at gjøre Indsigelse mod, at de ordinaire Professorer og Medlemmer skulde betale deres Patenter, medens Æresmedlemmer fik deres frit, og han opnaaede strax, at disse Patenter herefter, at begynde med. hans og Stanleys, udrededes af Akademiets Kasse. Han var heller ikke fornøjet med kun at nyde 200 Rdl. d. O. som »kgl. Historiemaler«,  og da han ved en Audiens hos Dronning Juliane Marie blev lykønsket til sin nye Stilling, skal han have svaret: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk,« hvoraf Følgen blev, at hans Løn gjennem Guldborg blev forhøjet til 400 Rdl. d. O. (1280 Kroner).

Der var meget, den nye Stjærne paa Konstens Himmel skulde bruges til; han maatte gjøre Tegninger til Dragterne til »Balders Død« af Evald, hvis Opførelse forberedtes (1779), ligesom han var bleven bragt i Forslag til at være Flaademaler (1777), et Embede, som

 

1 Ikke som „Professor".    Som saadan havde han kun 25 Rdl. d. C., hver-g»ng det var hans Maaned til at stille Modellen, d. v. s. to Gange om Aaret.

 

14

siden blev givet til Brünnich. Men fremfor alt skulde han smykke Christiansborg Slot med sin Pensel. Som det synes, fik han omtrent 1780 Bestilling paa at male en Række Fremstillinger til Slottet, hvorfor han skulde have den for sin Tid overordentlig høje Pris af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) om Aaret, mod ogsaa at have et Billede færdigt hvert Aar. Det var ikke nogen let Opgave, der var stillet Konstneren især i den større Række af disse Billeder. Frem­stillingerne af den oldenborgske Kongestamme var bestemte til at dække nogle smalle, til Vinduerne svarende Felter i Riddersalen, d. v. s. han skulde paa en Dug, der var 4½ Alen bred mod 7½ Alen i Højden, male allegoriske Fremstillinger med mange Figurer og saadanne Gjenstande, som et Linieskib i Dokken og lignende. Skitserne til disse Billeder, hvilke endnu ere bevarede (i Christian VIII's Palais paa Amalienborg), udførtes vistnok 1780—81, og inden Slottets Brand 1794 var ti af disse Billeder færdige og opstillede, men det lykkedes kun at frelse tre af dem. Desuden brændte fire Dørstykker i »Potentatsalen«, forestillende Allegorier over Europas Kulturtilstande. Om disse Arbejder, hvoraf de førstnævnte ere udførlig beskrevne i Fortegnelsen over den af Konstforeningen i Kjøbenhavn foranstaltede Udstilling 1860, maa vi for øvrigt nøjes med at henvise til de Skildringer, der haves af Ramdohr og N. Høyen (se ndf.). Da Abildgaard saa de flammende Luer, udbrød han: »Nu brænder mit Navn!« Fra den Tid af blev de 1000 Rdl. ham atter fratagne med den Bemærkning, »at man nu ikke mere havde Plads til hans Arbejder«. Det var den strænge Retfærdighed, som talte; men det maatte være dobbelt haardt for den ærekjære Konstner, samtidig med at han saa Frugten af sine Manddomsaars Gjerninger gaa til Grunde, at blive skubbet til Side som en Haandværker, man ikke mere havde Brug for. Dog synes det, som om hans Løn af Statskassen umiddel­bart efter er bleven forhøjet, thi lige til sin Død havde han 800 Rdl. d. C. (2560 Kroner) aarlig som kgl. Historiemaler.

Abildgaard havde i disse Aar ikke indskrænket sig til de nævnte 14 store Billeder, der nok, skulde man tro, havde kunnet kræve hele hans Tid. Et Arbejde, hvis Ry kun lever i skriftlige Minder, er »Cupido«, som var færdig 1785 og blev sendt til Spanien. Det roses baade for Tegningen og for den varme, livlige Colorit. Et andet Billede, hvis Spor ogsaa synes tabt, er »Sokrates i Hen­rykkelse.« Saaledes som vi have det i Clemens' mesterlige Gjengivelse, gjør det Indtryk af at have hørt til Konstnerens mest beaandede Arbejder. Det er vanskeligt at faa en Forestilling om, hvorledes det har

 

15

været udført. Man tør næppe tænke paa Foredraget i den dristigt henkastede Skitse af- »Ossian«, der omtrent tilhører samme Tid, thi en saa bred Penselføring vilde næppe passe i et udført Billede. Snarere kan man tænke paa de smaa Billeder til Niels Klim, hvoraf de fleste findes i den kgl. Malerisamling (stukne inden 1789); thi deri er, trods den lette Udførelse, mangen Gang megen malerisk Dybde og fantastisk Fylde. Og naar man ser, hvor sirligt, hvor udført baade Ossian og de sidstnævnte Smaabilleder tage sig ud under demens' Gravstik i hans Velmagts Dage, er der næppe noget til Hinder for, at »Sokrates« ligesaa godt kan have været udført paa den ene som paa den anden Maade. Et forskjelligt Foredrag finder man i »Moses optages af Vandet«, et mindre Billede, der efter Bodendicks Ønske, til hvis Samling det har hørt, var malet som Sidestykke til en »Christi Daab« af Albani. Svagere saavel fra Tankens som fra Udførelsens Side er »Jupiter, som vejer Menneskenes Skjæbne«, der udstilledes 1794 og endnu bevares i Familien. Han syslede ogsaa med ossianske Emner; »Culmins Gjen-færd, der viser sig for hans Moder«, var udstillet 1794; men andre af disse »Ossian og Oscar« o. å. ere maaske først malede i Konstnerens senere Aar. Shakspeare fængslede ham ligeledes. Et større, eller i al Fald to mindre Billeder af Hamlets Historie, synes snarest at være efter den engelske Digters Behandling af Emnet. Desuden malede han Optrin af Sørgespillene Richard III, Macbeth og Henrik VIII i lette Udkast. Trods denne rige Virksomhed kunde en Lærling af Konstneren, N. Wolff allerede hentyde til Konstnernes haabløse Tilværelse i Danmark, naar han som Rejsepensionair beder Akademiet undskylde, at han lægger sig efter Portrætmaleriet for at kunne leve, »thi hvor en Abildgaard intet har at bestille, er det let at forudse, hvordan det vil gaa andre i samme Fag«. Han havde for saa vidt Ret, som de færreste af Konstnerens Arbejder var bestilte eller fandt Kjøber i dennes levende Live.

Nogle Aar efter sin Hjemkomst var Abildgaard bleven gift med en Frøken' Oxholm, der skildres som en meget lunefuld Person, uskikket til at gjøre sin Mand lykkelig, og omsider blev han skilt fra hende. Tungere var det ham at miste sin eneste Søn med hende, Aurelius, et meget lovende Barn, der døde af Strubehoste. Denne Familiesorg, som maa have været omtrent samtidig med Slottets Brand, i Forbindelse med de Krænkelser, en Konstner i Danmark i de Tider ikke kunde undgaa at møde næsten ved hvert Skridt, har vistnok virket til at give hans Væsen det mørke, lunefulde Præg, han havde i sine senere Leveaar, saa meget mere som han

 

16

heller ikke i sine yngre Aar var uden Hang til spottende Satire. Han nedlagde nu næsten ganske Penslen som udøvende Konstner i flere Aar, saaledes at han kunde skrive til Thorvaldsen (1800): »Jeg har ikke malet, siden De saa mig sidst.« Da Thorvaldsen rejste i 1796, har han rimeligvis, karakteristisk nok med Undtagelse af »Lykkens Tempel« (1795) paa en Kakkelovnsskjærm, ikke malet noget Billede lige fra Slotsbranden til Begyndelsen af det nye Hundredaar.

I Førstningen sporer man ikke nogen Lyst hos Abildgaard til at gribe ind i Akademiets Styrelse, men 1787, daf Valget paa en ny Directeur skulde foregaa, stod han op og nedlagde Indsigelse mod Wiedewelts Gjenvalg som stridende mod Fundatsen, selv om han havde et kongeligt Paabud for sig. Der maa være gaaet ivrige Forhandlinger forud for dette Skridt, thi da Valget endnu i samme Møde blev foretaget, fik Wiedewelt syv Stemmer, men Abildgaard sex. Wiedewelt var saaledes valgt med kun en eneste Stemmes Overtal. Maaske i Forbindelse med dette mislykkede Forsøg staar det, at Abildgaard, i første Halvdel af 1788, foretog en lille Rejse til Italien eller, hvad der er rimeligere, til Wien, hvor Fyrst Kaunitz gjorde Ære af ham. Da derpaa det nye Directeurvalg fore toges i Marts 1789 blev han enstemmig valgt til Direeteur for Toaaret 1789—91. Hans Virksomhed viste sig strax i Omhu for Akademiets Undervisningsapparat ved et stort Indkjøb af Gibsafstøbninger efter Antikerne, thi i August 1789 modtog Akademiet en betydelig Samling af Statuer m. m., der tildels danner Stammen for den nuværende Samling. Deri Herskesyge, som tillægges Abildgaard, og som frem­hæves fra saa forskjellige Sider, at der ikke kan være' Tvivl om dens Tilværelse, synes at skyldes samme Grund som hans Lyst til at indlade sig paa saa mange forskjelligartede Sager, nemlig det, at hans stærke urolige Aand ikke fandt Sysselsættelse og Anerkj endelse nok i hans Virksomhed som Maler. Lige fra 1788 falde saadanne Udtalelser som »det abildgaardske og bastholmske Parti synes at være det herskende«, »den almægtige Abildgaard« og lign. Han kom endog efterhaanden i et saa spændt Forhold til sine Medbrødre ved Akademiet, at han i to Aar fra d. 31. Marts 1798 til Aarsmødet samme Dato 1800 ikke underskrev sig i Protokollen og rimeligvis saa godt som aldrig har mødt. Dog synes han at have været til­stede i Forsamlingen den 25. Novbr. 1799 for at tale Thorvaldsens Sag med en Varme, der grænsede til »et Magtsprog«.

Abildgaard sysselsattes og sysselsatte sig med meget andet end

 

17

med at male. Han blev 1792 Medlem af en Commission til Haandværkslavenes forbedring, han gav Tegninger til et Par Medailler, hvoraf den ene udførtes af G. Hull, den anden af P. L. Gianelli, hvem han tog sig meget af. Det hedder sig ogsaa, at han i hele to Aar lagde sig efter Kobberstikning, for at kunne vejlede de unge Kobberstikkere; 1793 udgav han en archæologisk Forklaring af en Karmortavle i Rom med »Solens Billede«, ligesom han i det Hele flere Gange optraadte som Forfatter. Uvisnelig Fortjeneste har han af sit Forhold til Thorvaldsen. Billedhuggerkonsten havde altid fængslet ham meget; han skal endog have ment om sig selv, at han kunde bragt det videre som Billedhugger end som Maler. Familien bevarede længe modelerede Skitser fra Abildgaards egen Haand, og enkelte Gjenstande, en Apis til at bære et Uhr, et Løvehoved til Decoration, blev støbte i Malm efter Konstnerens Modeller. Det var maaske denne hans Lyst, der bragte ham til at tage sig saa varmt af Thorvaldsen, at denne, inden Rejsen, uagtet deres forskjellige Konstfag, mere var Abildgaards end nogen anden Konstners Lærling. Han skal, efter Sigende, selv have undervist Thorvaldsen i at poussere, som det dengang almindelig kaldtes. En lille Gruppe, som  den unge Konstner inaatte modelere fra først til sidst under Mesterens aarvaagne, men velvillige Øjne, var siden i Enkefru Abild­gaards Eje. Ved Udsmykningen af Palaiet paa Amalienborg tog han sin Lærling til Medhjælp, og denne maatte dels udføre et Par Relieffer efter Lærerens Composition, »Aarets og Dagens Tider« (i Audiensværelset), dels to Billedstøtter m. m. paa egen Haand. Abildgaard skal endog, efter Thieles Beretning, med Held have indladt sig paa at rette paa Thorvaldsens Buste af Bernstorff, medens den var under Arbejde. Ogsaa den ældre Billedhugger Dajon skal han være kommen til Hjælp ved Compositionen af Figurerne »Tapperbed« og »Borgerdyd« til Frihedsstøtten.

l døvede Slotsbranden i mere end en Henseende et uheldigt Tryk paa Abildgaards Konstnervirksomhed, gav den ham paa den anden Side Lejlighed til at udfolde Indsigt og Duelighed i nye Virkekredse. Da det nemlig gjaldt om efter Branden hurtig at sætte Amalienborg Palais i Stand til at modtage Kongefamilien, blev det overdraget Abildgaard at udsmykke det tidligere Grev Levet/au tilhørende Palais, som Arveprins Frederik, Akademiets Præses, havde kjøbt. I dette Slot (hvor nu Enkedronning Caroline Amalie bor) bære Riddersalen og det kgl. Sovekammer Vidne om den Sans for imtik og gammel italiensk Udsmykning, den rige Opfindsomhed

 

18

og Skjønhedsfølelse, Konstneren raadede over. Han udsmykkede tillige flere private Graarde i lignende Stil, den eneste, han god-kjendte, og han har efterladt sig en Mængde Tegninger til Decora-tioner af Værelser og til Møbler, hvilke bevares i den kgl. Kobber-stiksamling. Til sine egne Værelser paa Charlottenborg lod han efter sine egne Tegninger forfærdige Møbler i antik Stil, som ogsaa for en Del ere bevarede og have paavirket senere Konstneres Smag (Freund, Bindesbell og n.). I et tredje Konstens Fag har Abildgaard ogsaa efterladt Minder om sin Duelighed og Smag, nemlig som Bygmester. Her maa først nævnes »Frihedsstøtten«, der blev udført efter hans Tegning (1792—97). Det saa kaldte Oxe- eller Apistempel i Frederiksberg Have tilskrives ligeledes hans Opfindelse. Efter hans Tegning byggedes endelig, hvis Traditionen er rigtig, en Gaard paa Nytorv, (nyt Nr. o) som i den nyere Tid tilhørte Vin­handler Lorentzen.l

Med det nye Hundredaar opgik der en lysere Livsperiode for Abildgaard. Han levede op under et nyt Familielivs Hygge. Om Foraaret 1799 var han i Jylland og gjorde der Bekjendtskab med forhenværende Factor ved det ostindiske Handelsselskab, Ottesen, der nu levede paa en Herregaard i Nærheden af Horsens. Dennes Datter, Juliane Marie, der var født i Trankebar og endnu som ung var skilt fra en Hofjunker Hauch, var Hofdame hos de russiske Prinsesser i Horsens. Hun gjorde et saadant Indtryk paa den allerede aldrende Konstner, at han faa Aar efter hjemførte hende som sin Brud (1803). Snart efter Hjemkomsten fra Jylland (Maj 1799) tog han ivrig fat paa at tegne og male. Den første Frugt af hans gjenvaagnede Virksomhed som Maler var de fire store Malerier efter Terents’ »Androspigen«, (1801—4), hvori han søgte at nedlægge hele sit Kjeudskab til det græsk-romerske Oldtidsliv. De tilhøre den kgl. Malerisamling. Og fra nu af vedblev han ivrig at male, indtil Døden rev ham Penslen af Haanden. Han var 1801 paany bleven valgt til Akademiets Directeur, og dette Valg gjentoges iiafbradt fire Gange, saaledes at han forblev i denne Stilling lige til sin Død. Blandt de Sager, han især med Kraft skal have sat igjennem, tildels trods Modstand fra højere Steder, nævnes,'at han hindrede Rudes Valg til Professor ved Modelskolen i 1803, men derimod sejrrigt gjennemførte Thorvaldsens Valg til samme Stilling og Bangs som Professor i Anatomi, begge Dele i 1805.

 

1 Efter Familiens Opgivelse skal Enkefru Abildgaard altid have paavist denne Graard som den, hendes Mand havde bygget.

 

19

Ikke desto mindre begyndte hans Indflydelse snart at dale. Den Tiltro, han havde til sine egne Kræfter, virkede maaske med dertil. Da der saaledes blev Tale om Christiansborg Slots Gjenopførelse (omtr. 1801), frygtede han ikke for at tilbyde sig til dette Hverv, og følte sig skuffet ved, at det blev overdraget Datidens betydeligste Bygmester i Danmark, Harsdorffs Lærling, C. F. Hansen, en Mand, der for øvrigt delte Abildgaards Opfattelse af Oldtidens Konst som eneste Rettesnor. Som Slottets Bygmester fik Hansen, gjennem hvem alle Spørgsmaal om dets konstneriske Udsmykning kom til at gaa, en Indflydelse, der efterhaanden trængte Abildgaards i Skygge. Det var saa langt fra, at han kunde gjøre noget for andre Konstnere med Hensyn til Arbejde for Slottet, at han tvertimod næppe nok kunde værge for sig selv.

En lille Glæde havde han, da en Afstøbning af Canovas »Per-seus« kom hertil i November 1804. I sin Henrykkelse over dette Arbejde, hvis Skjønhed Datidens Konstsmag ganske naturlig maatte overvurdere, overraskede han Akademiet ved, efter endt Forsamling, at forevise »Hr. Canovas Mesterstykke« ved Fakkelskin i Figursalen. Hans Virkelyst førte ham stadig ind paa forskjelligartede Omraader. l 1805 søgte han om Expectance paa Lærerposten i Mythologi ved Akademiet; Præses vilde dog hellere lade dette Spørgsmaal henstaa uafgjort, til Pladsen virkelig blev ledig, og dermed bortfaldt denne Sag. Til Gjengjæld valgte Akademiet ham af egen Drift enstemmig til Professor i Anatomi, da Justitsraad Bang var død (1808). Det smigrede ham i høj Grad, men heller« ikke denne Ærespost skulde han opnaa; Kongen forlangte Embedet opslaaet vacant paa sædvanlig Vis, og det blev mod Akademiets Indstilling atter givet til en Læge (Klingberg). For øvrigt hændte det mere end én Gang, at Abildgaard troede sig krænket i sin Myndighed som Directeur ved de andre Embedsmænds Virksomhed, og han trak sig mere og mere tilbage fra Akademiets Forhandlinger.

Han havde kjøbt sig et lille Landsted, »Spurveskjul” ved Frederiksdal; der tilbragte han, i det Mindste fra 1806, sine Somre, ”saa længe Vejret tillod det«, og der døde han den 4. Juni 1809 af Blodstyrtning, noget over 66 Aar gammel. Hans omfangsrige Sam­linger af Bøger, Haandtegninger ,og Kobberstik kjøbtes til Konst-akademiets Bibliotbek for 15,000 Rdl. d. C. i 4 pCt kgl. Obligationer. Hans Enke, der ved hans Død var en formuende Kone, som foruden Capitaler ejede et rigt og kostbart Indbo og store Samlinger af Konstværker, hvoriblandt en Mængde af Konstnerens egne Arbejder,

 

20

navnlig fra den sidste Periode af hans Liv, led dog, tildels ved Pengenes Forringelse under Krigen, saa betydelige Tab, at der ikke var meget tilbage af den store Rigdom, da hun døde (27. Novbr. 1848). To Sønner døde i forholdsvis ung Alder, en "Datter blev gift ind i den løfflerske Slægt (se J. B. Løffler).

»Denne lange smalle Mand havde store Gaver, meget Talent, stor Konstfærdighed; men en vis Egensind, en til en anden Natur vorden Manér skadede ham,« Saaledes begynder Oehlensclilæger i sine Erindringer nogle Bemærkninger om Abildgaard, hvem han søgte at indpode sin Begejstring for nordisk Mythologi, og han fortæller, at, da han var færdig med sin Lovtale derover, sagde Konstneren: »Ja, jeg er, ved Gud, ikke den Mand, som sætter mig imod noget godt og sindrigt, fordi det er nyt.« Disse faa Ord give virkelig et Billede af Abildgaard som Menneske. Men han havde ikke noget vindende Væsen, og den almindelige Dom var ikke til hans Gunst. Det var ikke for enhver, han, som for Ramdohr, var »der liebe gefallige Mann«. I Almindelighed vendte han helst det Lodne ud og bed fra sig med et djærvt Lune, naar nogen kom ham for nær. Ikke uden Grund kaldte Baggesen ham »hin Momus og Maler«, hvis skarpe Lune han selv havde faaet at føle. I Werlauffs Erindringer kommer en ugunstig Dom stærkere til Orde: »Derimod var han,« hedder det, »fra Karakterens Side mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival.« p Disse haarde Ord lade sig dog vanskelig bevise. Der er ikke afgjørende Vidnesbyrd for, at han har forfulgt nogen, medens der kan nævnes mange og vægtige Træk af den Kjærlighed, hvormed han søgte at fremme de unge Konstneres Sag, saaledes var han Thorvaldsen og C. F. Høyer en tro Ven. Men det er mærkeligt nok, at en forunderlig Vanskjæbne forfulgte den Konstskole, han søgte at danne. Af hans bedre Elever døde Wahl allerede 1810 i Italien, Flint »gik tabt for Konsten« inden 1813, Wolff blev i Dresden, Høyer blev skubbet til Side for J. L. Lund, og kun Eckersberg trængte igjennem. Men da denne kom hjem fra sin Rejse, havde Seinen og Tiberen vasket Abildgaard af ham.

Uagtet Abildgaards største og vigtigste Billeder gik tabte ved Slottets Brand, er der dog nok tilbage til at skjønne om hans Konst, nok til at se, at Abildgaard oprindelig var større som Person­lighed end som Konstner. ”Det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Konstner,« siger Høyen slaaende

 

21

om ham. Men da han engang, maaske uden fra først af selv at ville det — han var blot bleven sat til et Haandværk, fordi haii ikke skulde studere, og begyndte meget sent at gaa paa Akademiet, — var kommen ind paa Konstens Vej, var han for stærk en Karakter til ikke at ville blive noget fremragende, og det lykkedes ham, men ikke uden det ihærdigste Arbejde. Deri fulgte han Tidens Opfattelse, at man naaede et stort Maal ved at granske de store Mestere, og han valgte sig Michel Angelo og Tizian til Forbilleder. Michel Angelos Form kunde han ikke naa, selv om denne Paavirk-ning spores i Enkeltheder. Abildgaards Formgivning var næsten altid conventionel, endog naar han troede at gjengive Naturen. Derimod naaede han videre i at tilegne sig den venezianske Skoles Farve, skjønt nogen Tizian blev han heller ikke. Man har lagt megen Vægt paa Carstens' rosende Dom om Ahildgaards Colorit. Man glemmer, at denne, da han saa Abildgaard male, ikke kjendte Tizian, og da han lærte Venezianerne at kjende, kun havde en . fjærn Ungdomserindring om Abildgaard. Derimod fremhæver han med større Ret Abildgaards Svagheder i Tegningen, »de lange tynde Figurer, med magre edderkopagtige Extremiteter«, thi der havde han Maalestokken i Naturen og Antiken. Allerede umiddelbart efter Abildgaards Død var Dommene over ham som Lærer ved Modelskolen delte. Medens nogle hævede ham til Skyerne, havde andre Øje for de Brøst, der klæbede ved hans Fremstillingsmaade, og om der end var baade »Tanke og Aand« i hans Modelstillinger, udhæves der paa den anden Side, at hans »ofte bizarre Ideer var lutter Hieroglyfer for de unge Efterlignere.« Man kan heller ikke nægte, at blandt hans efterladte Tegninger findes meget, der er hans store Navn uværdigt.

Abildgaard førte, saa godt som gjennem hele sit Liv, en i udvortes Henseende ret begunstiget Tilværelse. Allerede hans Levevis i Italien tyder paa større Forhold, end man ellers kjendte hos de unge Konstnere. Han var af anset Familie og fandt tidligt, ved sin Frimodighed og erkjendte Dygtighed, formaaende Velyndere, saaledes før Kejsen Struensee, i Rom endog Paven selv, efter Hjemkomsten Enkedronning Juliane Marie og Guldberg. Abildgaard blev dog, ligesom mange fremragende Mænd i hin Tid og særlig hans egen Broder, stærkt greben af den republikanske Rørelse i Frankrig. De stod begge i venskabeligt Forhold til Republikens Afsendiug her, Grrouvelle, og Abildgaard var en flittig Gjæst i Fabritius' Klub. Desuden levede han i Omgang med den Tids Hteraire og tonegivende Kredse, med

 

22

Mænd som Th. Thaarap, Baggesen, P. A. Heiberg og adskillige af den fornemme Verden. Den Formue, han ved Malerierne til Slottet havde tjent sig, satte ham i Stand til med Smag og en vis Pragt at føre et selskabeligt Liv i sin smukke rummelige Bolig paa Charlottenborg. Han holdt Tjener, havde et rigt forsynet Hus og døde, tidsnok til ikke at se denne Herlighed gaa til Grunde i Stats­bankerottens Svælg. Hans Portræt er malet af Juel, og hans Billedstøtte er udført af Saabye til den nye Udstillingsbygning. (Akademiets Archiv og Protokoller. Mundtlige Meddelelser af Slægten. Weiuwioh, S. 185. Minerva 1785.1,1,83; 3,93. II, 96flg. 1791. XXV, 113, 1793. XXXII, 277. Eamdohrs Keise, S. 93—101. Smith, Om Dyrene, S. 236. Hennings, S. 143. do., »Muaaget« 3. Stiick 1798, S. 14. Nyerup, Kbhvns. Beskrivelse, S. 662. Fernow: Carstens, ny Udg., S. 60, 62. Jonge, Kbh. Beskr. S. 508, 511. Kbhs. lærde Bftrtn. 1809, Nr. 20, S. 314. Kraft og Nyerup, Lex., hvori Abild-gaards Skrifter ere opregnede. Skild. 1809. 24. Juni, S. 1177. 1825, 17. Maj, S. 625, 1828, S. 1293, 1829, S. 1267 flg. Spengler. Fortegn, pver d. kgl. Maleriesml,, S. 533—36. H. Hansen, Betragtn. Kbh. 1827. S. 45, 85—86, 205. Møntfortegn. Fortsætt., S. 14. Øst. Materialier, S. 178, 977, 1139. Thiele, Thorvaldsen. I—II paa mange Steder (se Alf. Beg.). Gæa 1847, S. 175—94. Fick, demens, i Sel-mers nekrol. Sml. II, 335. Oehlenschlæger, Erindringer, Ny Udg., S. 152, 283. Danske Saml. I, S. 108. Nord. Tidskr. ved Hamilton 1869, S. 452, 460. Hist. Tidskr. 4. Række IV, S. 273 (Werlauffs Erindr.) Høyens Fortegn, over den kgl. Malerisml. indtil 1870 (jfr. Fortegn, over Udst. 1860 ved Konstforeningen). Høyens Skrifter III, S. 202—12. Lange, Nutidskonst, S. 18—24. Konst og Æsthetik. S. 182—83. Strunck. Endelig Nord. Conv.-Lex. 1. og 2. Udg. og flere ældre danske og tydske Conv.-Lex.)

 

Abildgaard. Søren Abildgaard, Archivtegner, var født i Flekkefjord i Norge d. 18. Febr. 1718, hvor hans Fader var Told­embedsmand. Han blev Student fra Christianssand 1737 og kom til Kjøbenhavn, hvor han lagde sig efter Naturvidenskaberne og Tegnekonsten. Han maa have haft Formue eller tidligt være kommen i lønnende Virksomhed, thi allerede som ganske ung Mand blev han gift med Ane Margrete Bastholm, en Faster til den bekjendte Pro­fessor og kgl. Confessionarius Bastholm, og blev 1740 Fader til Veterinairen Peter Christian, 1742 til Nikolaj Abraham (se foranstaaende Artikel). I Følge med Archivar Langebek foretog han en antiquarisk Rejse i Sverige og omkring Østersøen (1753—54). Aaret efter (1755)

 

23

blev han Archivtegner og gjorde paa offentlig Bekostning en Rejse i Danmark for at tegne Mindesmærker, navnlig Gravmæler. Original-tegningerne bevares i Oldnordisk Museums Archiv, og i Antiquariske Annaler I findes en Fortegnelse derover. Abildgaard døde 1791. (Weinwich, S. 168. Kraft og Nyerup, Lex. Langebekiana, S. 123. Suhm, Levned, S. 241. Antiq. Annaler I, S. 147. Gæa 1847, S. 177, Akad. Archiv.)

 

Abrahams. Charles Julius Sofus Abrahams, Søn af Not. publ. Nikolaj Christian Levin Abrahams og Frederikke Juliane Augusta født Philipsen, er født i Kjøbenhavn d. 2. Juni 1838. Efter at være hleven Student (1857), besøgte kan fra 1859 Konst-akademiets Skoler for at uddanne sig til Bygmester, vandt dets mindre Sølvmedaille (Dec. 1863), og tog Afgangsprøve som Architekt d. 30. Marts 1866. Senere har han vundet Akademiets mindre G-uld-medaille for Opgaven »Et Gymnasium til 150 Disciple« (1870). (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Erslew, Forf. Lex.)

 

Abroe eller Abroh. Andreas Abroe, født 1694, død i Maj 1763 i en Alder af 69 Aar, kaldes Skildrer, hvilket i Datidens Sprog er det samme som Konstmaler, særlig Portrætmaler. En anden af samme Navn, Johan Christian Abroe omtales af Spengler saaledes: »Denne Maler erholdt i Aaret 1720 et kongeligt latinsk Rejsepas for i fremmede Lande at bringe det til Fuldkommenhed i sin Konst.« Var de maaske Brødre? (Spengler. Adresseavisen 1763, Nr. 48,)

 

Adami. Salomon Adami. »En god Miniaturmaler, som og malede i Olie. Han var tilsidst Opseer (? Tilsynsmand) over Groskanslerinde Holsteins Malerier. En Del af hans Arbejde er nu hos Cancelliraad Valeur. Hans Portræt er i Italien prægtig udskaaret i Elfenben, hvilket han selv ejede.« (Sandvig ex ore L. Spengleri).

 

Adzer. Daniel Jensen Adzer var født i Kjøtenhavn 1731 og Søn af en Smed dersteds. Han kom i Guldsmedlære, og efter at han var bleven Svend, lagde han sig, som det synes, ganske paa egen Haand efter Medailleurkonsten. I Maj 1754 indsendte han noget af sit Arbejde i denne Retning til Konstakademiet for at faa dets Anbefaling til at nyde et kongeligt Rejsestipendium, men da hans Prøver kun var Copier, vilde Akademiet ikke indlade sig  derpaa. Dog lykkedes det ham snart efter at komme udenlands, og han rejste til Paris, hvor Kan uddannede sig efter Hedlinger og du Yivier. Han var saavel paa denne som paa en senere Rejse ledsaget af en anden dansk Medailleur, J. H. Wolff; disse to fulgtes (1764) fra Rom hjem til Danmark, fremstillede sig begge for Akademiet

 

24

med nogle Voxmodeller, og blev begge enstemmig agreerede (S. Aug. 1764). Adzer fik den Opgave at gjøre en Medaille over Akademiets Præses, Grev Moltke, og blev paa denne Medlem (9. April 1766), skjønt Stemplerne først i September Aaret efter, paa Grund af tilstødte Uheld, kunde afgives til Akademiet og Aftryk præges. Fra den Tid af henftød Adzers Løbebane uden udvortes mærkelige Hændelser. Han fik Medlemsbolig paa Charlottenborg og blev gift med Christiane Frederikke født Schæffer.

Medens han i Førstningen havde haft meget at gjøre som Medailleur, blev han i sine senere Aar fortrængt af yngre Kræfter og efter hans Død (d. 4. April 1808) maatte Akademiet skrive til Kongen: »Adzer har som Medailleur været aflagt med saa ringe Løn og i de tvende sidste Decennier af sin Livstid haft saa liden For­tjeneste for Hoffet og Publicum ved sin Konst, at det ikke blev ham muligt at sørge for sin Enke.« Hun anbefaledes derfor efter Datidens .Brug til Kongens Naade.

Mindefesten for Souverainetetens Indførelse, der tillige fejredes med, at Grundstenen til Frederik V's Rytterstøtte nedlagdes paa Amalienborg, gav Medailleurerne meget at gjøre, og Adzer udførte under sit Ophold i Rom ikke mindre end tre Medailler i den Anledning, hvoraf den ene særlig gjaldt Grundstenens Nedlæggelse d. 18. Oct. 1760. Kongens Død (1766) og Christian VH's Tron­bestigelse fremkaldte ligeledes flere Medailler fra Adzers Haand. I de følgende Aar udførte han bl. A. to Medailler til Landhusholdnings-selskabet, Medaillen pro meritis (1771), to Medailler i Anledning af J. H, Bernstorffs Død, og fik 1776 ikke mindre end sex Medailler at udføre i Anledning af Loven om Indfødsret, hvoraf dog flere ere ubetydelige. Endvidere maa nævnes Medaillen til Sorø Akademi (1785) og flere private Medailler (Suhm, Hjelmstjerne, Yedel), indtil hans Virksomhed næsten ganske standser fra 1790. Efter den Tid kan kun nævnes Medaillen over A. P. BernstorfT med et Kompas paa Reversen (1793), Medaillen over Suhm (1797) og 1805 en Medaille til at nedlægge i Raad- og Domhusets Grundsten. Han udførte 1771 nye Tegninger til Species og Christiand'or. Hans fleste Medailler have været udstillede ved Salonerne 1769, 1778 og 1794. Mønt- og Medaillesamlingen i Kjøbenhavn ejer en Del af hans Vox-modeller. (Weinwich, S- 176. Rahbeks Erindr. I, S. 70, 184. Dånisches Journal I, S. 135. Adresseavisen 1808, Nr. 134. Medaille-beskriv. 1757—1805. Thieles Kstakad. og Hestst., S- 142. Akad.)

 

d'Agar.   Jacob d'Agar skriver sig selv saaledes, ikke Jacques

 

25

d'Agard eller Dagard. Han var født i Paris, rimeligvis Febr. 1642 og lærte Malerkonsten hos Ferdinand Vouet. Han søgte først at uddanne sig til Historiemaler, men vandt dog især Navn som Por­trætmaler, og som saadan blev han Medlem af Konstakademiet i Paris 3. Aug. 1675 paa Portræter af Girardon og Anguier. Imid­lertid blev han allerede 31. Jan. 1682 atter udelukket af Akademiet som Protestant. Det synes, som om han ligeledes paa Grund af de Forfølgelser, som Calvinisterne ved den Tid var udsatte for i Frankrig, har maattet ndvandre, og derfor er kommen til Danmark, uden Tvivl senest i 1684. Han skal nemlig med Kone (en Datter af Maleren Picart) og Børn først være flygtet til London og derfra være kommen til Danmark. I 1685 se vi ham allerede indtage en anset Stilling i den lille reformerte Menighed i Kjøhenhavn. I September d. A., en Maaned før Ophævelsen af det nantiske Edict i Frankrig, deltager han med Menighedens første Præst, Mesnard, i Indsamlingen af en Collect i Preussen, Brandenborg og Nederlandene til Fordel for den reformerte Kirkes Byggemidler her. Uden Tvivl endnu tidligere paa Aaret havde det været d'Agar overdraget at besørge Trykningen af de Reformertes Privilegier, som bevilgedes' ved et Rescript af 3. Jan. 1685. Kong Christian V, hvis Dronning Charlotte Amalie var Reformert og sine Trosfællers varme Tals-mandinde, modtog ham med Udmærkelse og udnævnte ham til Hof­junker og kgl, Maler (gentilhomme de la cour et premier peintre du roi) og det forblev han til sin Død, 16. Novbr. 1715. Hans Alder angives da udtrykkelig" til 73 Aar og 9 Maaneder, og ban er jordet paa de Reformertes Kirkegaard i Kjøbenhavn.

Efter fremmede Kilder skal han under Frederik IV bave været udenlands og opholdt sig nogle Aar i London, hvor ban malede Portræter af den fornemme Verden. At han ikke er død i London, bevises tilstrækkelig af den ovennævnte Meddelelse. Derimod kan mulig hele Beretningen om den senere engelske Rejse gjælde hans Søn. Paa en Vielsesattest af 5. Febr. 1686, hvor J. d'Agar med nogle flere Menighedsmedlemmer underskriver sig som Vidne, findes ogsaa Underskriften Charle D'Agar. Denne Charles er uden Tvivl hans Søn, som altsaa dengang allerede var voxen. Da man intet ved om barn her i Danmark, er det sandsynligvis ham, der er død i London 1723. J. d'Agar nød megen Anseelse som Portrætmaler, men en Del af hans Billeder ere forsvundne. I det afbrændte Christiansborgs Apartementssal var der sex ovale Skilderier fore-stillende Kong Christian VI (V?), Prinsesse Charlotte Amalie,

 

26

Kong Frederik IV, Dronning Louise, Prins Carl og Prins Vilhelm. Den kgl. Malerisamling ejer to Portræter af ham, der forestille Kong Frederik I og Dronning Sofie af Preussen. Desuden malede han 1693 sit eget Portræt, der sendtes til Florens. I Fredensborg og Rosenborg Slots Inventarier nævnes ligeledes Portræter af hans Haand. Af Hubert Schaten er stukket: Christian V i hel Figur i Kroningsdragt, O ver kammerjunker A. L. v. Knuth og Justitsraad Edv. Kruse. Hans eget Portræt er stukket af Rocco Pozzi. Endelig nævnes af og til Stykker af ham i private Samlinger paa den Tid. Med ham begynder den franske Skoles Indflydelse at gjøre sig overvejende gjældende i Danmark i Modsætning til den tidligere hollandske. (Fiorillo V, S. 535. Vitet, S. 341. Archives de Fart. III, S. 356. Clément, Not. sur l'égl. Rél, S. 5. Reformert Kirkes Kirke­bog I, 17. Jonge, Kbh. Beskr., S. 509. Spenglers Cat. Nr. 814, 15. Weinwich, S. 86. Minerva 1816. Skild. 1830, Sp. 896*-97. Walpole. Sandvig. Meyers Kst. Lex.)

 

Ahlmanri. Hans Vilhelm Ahlmann, Søn. af Proprietair Ahlmann i Sønderjylland, er født 1852 i Sverige. Han gik i Tømmerlære, besøgte Konstakademiet i Kjebenhavn fra Jan. 1870 for at uddanne sig til Bygmester og fik d. 18. Marts 1876 Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt. (Akad.)

 

Akerfeldt. Gotthardt Vilhelm Akerfeldt eller Åkerfeldt, svensk af Fødsel, var Lærling af Peder Als, og det blev, efter dennes Død (1776), ham overdraget, »som den, der var bedst øvet udi Alses maniére at male,- at fuldføre det Portræt af Chri­stian VII, som Als havde efterladt ufuldendt. Da han Aaret efter søger om at blive »naturaliseret«, synes det at have været hans Tauke at ville forblive i Danmark. (Akad.)

Alexandersen. Georg Henrik Gerhard Alexandersen, født 1818 i Kjøbenhavn, vandt 1837 Konstakademiets Præmie for Teg­ning i Ornamentfaget og var 1838 i Frihaandsskolen; 1837 — 38 udstillede han Tegninger, 1841 og 1846 Blomsterstykker. (Akad. Udst. Cat.)

 

Almer. Johan Christian Almer var født i Kjøbenhavn 1742, kom i ung Alder som Lærling til Konstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1760—62, derefter vandt han 1764 den mindre og 1766 den store Guldmedaille for »Israeliterne samle Manna i Ørken«. Han havde samtidig ”fra sin første Barndom været under Hr. Professor Pilos Haand«. Da der ikke strås var et Rejsestipendium ledigt, blev han Informator i Tegning hos Pagerne, og fik som saadan Orlov

 

27

til at foretage en kort Rejse til Udlandet, hvor han navnlig besøgte Potsdam og Dresden og fik derfra Anbefalingsbreve hjem med fra ansete Tyskere. Da det store Stipendium endelig 1771 var bleven ledigt, havde han faaet en farlig Medbejler i Abildgaard, som ogsaa ved Concurrencen blev ham foretrukken. Samtidig søgte han, med Forbehold af sin Ret til at komme udenlands, en Plads som Infor­mator ved Kunstakademiets Decorationsskole, efter at hans Plads hos Pagerne var inddragen. Den 14. Jan. 1772 blev hans Valg til til denne Plads stadfæstet, men da han kort efter stod sig som den næstbedste ved Concurrencen om Rejsestipendiet og fik Tilsagn om særlig Understøttelse til ogsaa at rejse, tillod Akademiet ham at rejse i to Aar, og paatog sig at besørge hans Informatorplads udfyldt i hans Fraværelse for 50 Rdl. d. C. om Aaret, saaledes at han selv kunde nyde 150 Rdl. d. C. af sin Lønning til Hjælp til Rejsen. Om Sommeren 1772 rejste han da til Paris med særligt Paalæg om at give Meddelelser om Ornamentskolen der og kjøbe Tegninger i Ornamentfaget paa Akademiets Regning. I Aaret 1774 tilstaas ham en Forlængelse af Rejseunderstøttelsen paa to Aar, navnlig fordi han rejser »med Hensigt paa Ornamentskolens og Arveprinsen, Akademiets Præses, anbefaler ham særlig at agte paa »Møbler«.

I Rom, hvortil han kom 14. Novbr. 1774, skulde han ogsaa tegne Ornamenter og sende hjem. Han blev imidlertid alvorlig syg, saa han endog mistede Forstanden. Abildgaard, der tog sig af ham med største Venskab, skriver herom til Akademiet: »De første Aarsager til Almers Skrøbelighed tror jeg nok har været Græm­melse over sin Talent, og derefter er han falden i Religions-Irringer, som var hans yderste Raseri, hvortil jeg vel tror, der nogen har givet ham Anledning.« Det synes, som om ufornuftige Mennesker, endog medens han laa bunden som sindsforvirret, har forværret hans Tilstand ved taabelige Forestillinger. Abildgaard sørgede derpaa for, at han for Akademiets Regning blev sendt hjem i Maj 1776. Endnu paa Hjemrejsen var Almer »gal«, og da han kom til Hamborg, var han endnu ligesaa syg som i Pvom. Imidlertid maa han hurtig have rettet sig i Hjemmet, thi i September 1776 nævnes det allerede, »at han selv forestaar Informationen«. Dermed synes han ganske at have opgivet Tanken om at blive Medlem af Akademiet, hvilket ikke kunde ske, saa længe han forblev i sin Stilling som Informator. Han fik 1779 Bolig paa Akademiet, men døde allerede 5. Juli 1792 under et Ophold paa Landet i Ferien. Medens han saaledes 1772 optraadte som en næsten jævnbyrdig Concurrent til Abildgaard, og

 

28

ganske fordunklede Rude, som dog senere blev Medlem af Akademiet, endte han i den beskedne Stilling som Lærer ved Ornamentskolen. Torkel Båden fortæller i sin Nekrolog over Abildgaard (Lærde Efterretn. 1809), at ved Concurrencen for Rejsestipendiet blev dennes Arbejde »foretrukken en andens, som bevisligen var forfærdiget af Pilo, Professor red Akademiet, og et stort Navn paa de Tider.? Denne anden maatte da være Almer, men det modsiges af den Agt, Akademiet vedblev at vise Almer baade paa Rejsen og ved hans Hjemkomst. (Weinwich, S. 185. Akad. Statskal. 1772—92.)

 

Als. Peder Als var en Søn af Gaspar Johan Als, der først var Bogbinder i Horsens, siden en »fortræffelig« Lakerer i Kjøben-bavn, død 1762, og Marie Margrete Zeuthen. Han blev født i Kjøbenhavn 16. Maj 1726 (el. 1725). Han blev Lærling af Pilo og var den første, som vandt det nysoprettede Konstakademis store Gruldmedaille (d. 3. April 1755) paa Opgaven »Loth og hans Hustru, som udgaa af Sodoma«. I Slutningen af Aaret blev der tilstaaet ham et Rejse­stipendium paa sex Aar, fra 1. Jan. 1756 at regne, stort 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner) aarligt. Han rejste bort rimeligvis i Maj 1756 og kom i November til Rom, hvor Billedhugger Pezold havde anbefalet ham til Rafael Mengs, hvis Lærling han nu blev. Han var allerede den Gang en svær Mand, der døjede meget af Heden.

I Rom var Als sammen med AViedewelt, Mandelberg og flere Danske, som han selv nævner i et Brev af 1756. Gjennem Wiedewelt har han uden Tvivl gjort Bekjendtskab med Winckelrnann, hvis Portræt han malede i Rom. Der malede han ligeledes et Portræt af "Wiedewelt selv, som senere kom til den kgl. Malerisamling, og bl, andre Ting en Copi af Hovedpartiet af Rafaels ”Skolen i Athen« i samme Størrelse som Originalen, et stort Billede efter Rafael Mengs' Cornposition, forestillende »Dronning Semiramis, som sværger ikke at rede sit Haar, før hun har underkuet et Oprør s en Copi af Lorrains Portræt i det franske Akademi i Rom, paa Bestilling fra Akademiet her, og et Originalmaleri, »Cleopatra og Augustus i Alexandria«. I Dresden havde han malet en lille Copi efter Madonna med Barnet i Correggios »Nat« og en Copi af et Dameportræt af Poul Veronese. Begge disse Copier tilhørte Bülow paa Sanderumgaard. Efter Weinwichs Opgivelse skal Als ogsaa i Rom med Held have udført mindre Copier efter italienske Originaler af Rafael, Andrea del Sarto o. A. I 1760 var han paa en Rejse i Neapel og studerede navnlig i de nye Udgravninger i Herculanum. Mengs havde ønsket, han skulde blive sex Aar i Rom, for at uddanne sig

 

29

til en fuldkommen Historiemaler, og Als søgte derfor Akademiet om i alt at nyde 8 Aars Stipendium for at kunne være 2 Aar i Paris, men det blev afslaaet, og i 1761 maatte han rejse til Paris, efter at Akademiet med Nød og næppe havde tilstaaet ham en særlig Sum til at betale hans Gjæld i Bom.

Als kom hjem i December 1762 og blev 4. Marts 1763 agreeret ved Akademiet ikke som Historiemaler, uagtet han havde nydt Stipendium som saadan, men som »Portrætskildrer«, og skulde efter Forsamlingens Vedtagelse til Reception male »to af Officialium Por­træter«, nemlig Kobberstikkeren J. M. Preisler og Bygmestren N. H. Jardin. Den 8. August 1764 blev han Medlem af Akademiet paa disse tvende Stykker. Den 9. April 1766 udnævntes han derpaa til Professor ved Modelskolen og 17. Maj s. A. fik han Bestalling som »kgl. Hof-Historie- og Portrætskildrer« med 800 Bdl. d. C. (omtr. 2560 Kroner) om Aaret. Han nævnes ogsaa som Medlem af Akade­miet i Bologna. Han sysselsattes nu mest af Hoffet, ikke alene som Maler, men ogsaa med Ophængning af Malerier paa Slottene og desl. Han døde ugift i sin Bolig paa Charlottenborg d. 8. Juli 1776.

Blandt hans Arbejder nævnes i hans egne Breve »Dronning Caro­line Mathilde, afmalet som Oberst for hendes eget Regiment« i hel Figur, malet i Anledning af nye Faners Indvielse og skjænket Grev Kantzau-Ascheberg, til hvem det blev afleveret 10. Juni 1771. Syv Maaneder efter arresterede Rantzau selv Dronningen. For dette Billede fik Konstneren 300 Bdl. d. C. (omtr. 960 Kroner). Endvidere et Por­træt af Caroline Mathilde siddende med Prinsesse Louise Augusta paa Skjødet og Kronprins Frederik staaende foran sig. Det blev bestilt om Sommeren 1771 for at tjene til en Foræring til Hertugen af Grlo-cester, der havde besøgt det danskejHof, men Konstneren naaede maaske ikke videre end til Udførelsen af de Esguisser, som han efterhaanden forelagde Struensee. Endelig et Portræt af Christian VII i fuld Legemsstørrelse, som blev gjort færdig af Ais' Lærling Akerfeldt efter Konstnerens Død. Ved Akademiets Salon 1769' udstillede han atten Portræter, hvoriblandt Jardins og Preislers, de to Medlems-stykker, samt Mandelbergs og Wiedewelts. Ved Salonen 1778 var det nysnævnte Portræt af Christian VII udstillet. Den bekjendte August Hennings, som i Anledning af denne Salon skrev en hel fransk Bog, Essay sur les arts en Danemarc, er heri temmelig stræng ved Als. »Ved hans store Flid og utrættelige Umage erhvervede hun sig vel Indsigter; men Udførelsen tabte derved sin Ild, og den blev stedse ængstelig og tvungen. Hans Penselføring er møjsommelig

 

30

og tung, hans Farvetone nuørk.« Han beskylder hain ogsaa for, at hane Dameportræter ikke ligne. Akademiets Samling indeholder af Als foruden Medlemsstykkerne Copien efter Lorrains Portræt og Portræter af Grev Schmettau og Billedhuggeren Wiedewelt. Hans eget Portræt er malet i Miniatur af W. A. Muller, som dennes Medlemsarbejde. Den kgl. Kobberstiksamling bevarer en Del Haand-tegninger af Als. (Weinwich, S. 160. Sandvig, S. 3—24. Kraft og Nyerup Lex. Skild. 1829, Sp. 881. Adresseav. 1762, Nr. 91. Giessing Jubell. II, 370. Hennings, 83—86. Høst, Struensee III, 249—51. Wraxall, Caroline Mathilde I, S. 245. Akad.)

 

Amberg. Hans Christian Amberg, Søn af Lægen Hans Christian Amberg og Henrikke Frederikke født Bentzen, blev født 23. Sept. 1837, lærte først Snedkerhaandværket, blev Svend 1855 og arbejdede som saadan i et Aar. Efter at have bestemt sig for at blive Bygmester, arbejdede han en kort Tid hos Bindesbøll, senere hos Chr. Hansen og Meldahl, samtidig med at han besøgte Konstakaderaiet, hvor han 1863 fik lille Sølvmedaille og 1865 Akademiets Afgangs-bevis. Senere har han opnaaet den mindre Guldmedaille for »Et Gymnasium" (1870) og den store for »Et Mausolæum« (1874). Fra October 1876 har han været Lærer ved den architektoniske For­beredelsesklasse paa Konstakademiet. (Konstn.egneMedd. TJdst. Cat.)

 

L'Amoureux. Abraham César L'Amoureux er Navnet paa en fransk Billedhugger, som formodentlig efter Grev Gyldenløves Anbefaling blev indkaldt til Danmark for at modelere en Rytterstøtte af Christian V. Efter de sædvanlige trykte Kilder skal denne Billedstøtte have været under Arbejde fra 1681 — 88, og man har henført til denne Konstner nogle Levnedstræk, som anføres i et ældre fransk Værk om Lyons mærkelige Mænd. Disse Efterret­ninger gjælde imidlertid, ifølgel-Oplysninger, som ere meddelte gjennem det danske og franske Udenrigsministerium, en Frangois l'Amoureux eller Lamoureux, der var født 1674 i Lyon, giftede sig 1700 med Elisabeth Cbrestien, og døde i temmelig ung Alder ved at styrte ud af en Postsmakke og drukne i Saone.

Den l'Amoureux, som arbejdede i Danmark, havde sin Familie med sig, og havde i det mindste fra 1685 600 Rdl. d. C. indtil Jan. Kvartal 1692, da han rimeligvis maa være død her i Landet, thi et helt Aar senere modtog hans Enke en Udbetaling »til det resterende Arbejdes Forfærdigelse paa Kongens Torv«, og endnu l 1694 og 95 modtog hun fortsatte Udbetalinger tildels til samme Arbejde. Ifølge en Medaille, som bærer Aarstallet 1688, synes det, som om den

 

31

bekjendte Rytterstøtte paa Kongens Nytorv virkelig er bleven opstillet i dette Aar, selv om Arbejder ved Fodstykket, der er omgivet af fire legemsstore Figurer, har medtaget nogle Aar mere. De fire Skikkelser forestille Minerva (Visdom), Hercules (Tapperhed), Alexander (Ædelmod) og en Kvinde med en Pyramide (Æren). Under Kongens Hest ligger en Figur, som sædvanligvis kaldes Mis­undelsen. Figurerne ere støbte i Bly og have flere Gange været forgyldte, Konstneren har tillige udført en Buste i Marmor af Christian V, som blev betalt hans Enke med 100 Rdl. d. G. (Med­delelse fra Udenrigsministeriet- Kgl. Regnskaber i Gehejmeareh. Møntfortegn. Recherches ponr servir a Thistoire de Lyon. Lyon 1757. "Weinwich, S. 98 og Skild. 1829, Sp. 977 indeholde de ældre urigt. Efterretn.)

 

L'Amoureux. Clande L'Amoureux, en Broder til Abraham César FAmoureux, deltog i Arbejdet paa Christian Y's Rytterstatue og fik ved kgl. Resolution af 12. Juni 1686 en aarlig Lønning af 200 Rdl. d. C., regnet fra 1. Jan. s. A., som han vedblev at oppebære til 1699. Da der ved dette Aar er en Afbrydelse i de kgl. Regn­skaber, vides ikke, om han er død eller bortrejst og da hvor naar. Ved Regnskabernes Gjenoptagelse 1706 er hans Navn forsvundet. Foruden at hjælpe Broderen, skulde han »reparere og vedligeholde Statuerne i Rosenborg Have«. (Kgl. Regnskaber. Gehejmeareh. Thaarup.)

 

Ancker. Michael Peter Ancker, Elev af Konstakademiet, er fedt 1849 i Ruthsker Sogn paa Bornholm og Søn af Kjøbmand H. Ancker. Han begyndte at besøge Konstakademiet i 1871 og har siden 1874 udstillet som Genremaler, navnlig i 1875 et større Billede »Scene i en Krostue, Motiv fra Skagen. (Akad. "Udst. Cat.)

 

Andersen.   A. U. Andersen-Lundby, se Lundby.

 

Andersen. Carl Christian Andersen, Søn af Gadevægter Niels Andersen, født d. 7. November 1849, gjennemgik Akademiets Skoler 1863—71, da han fik Afgangsbevis og har udstillet fra s. A. Han concurrerede to Aar efter til Neuhausenske Præmie med » Sigbrit og Christian IT«. T 1875 deltog han paany i Concurrencen for den Nenhausenske Præmie med »Mogens Munk tager Afsked med Christian II«. Ved Siden af sine større Figurbilleder maler han gjærne mindre Billeder, helst med Architektur og nogle enkelte Figurer som Staffage. (Konstnerens egne. Medd. Udst. Cat.)

 

Andersen. Carl Ferdinand Andersen, Søn af Stolemager J. C. Andersen, er født i Kjøbenhavn 1846. Han var oprindelig

 

32

Murerlærling og begyndte som saadan at besøge Konstakademiets Skoler; men han gik snart over til at blive Maler, fik i Jan. 1867 Plads i Modelskolen og d. 19. Marts 1870 Afgangsbevis som Maler. Siden 1871 bar han udstillet dels mindre Genrebilleder, dels Por­træter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Andersen. Christian Emil Andersen, født d. 2. Dec. 1817 i Kjøbenhavn, begyndte at gaa paa Konstakademiet i 1829, vandt 1835 den mindre og 1839 den store Sølvmedaille. I Juli samme Aar deltog ban i Concurrencen for den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var: »Odysseus gjenkjendes af Eurykleia«; hans Arbejde fik ikte Medaillen, men det tillodes ham dog at fremsætte det Aaret efter (April 1840) paa Akademiets sædvanlige Udstilling. Imidlertid havde han siden 1835 udstillet enkelte Billeder, dels med Emner af det daglige Liv, dels historiske Fremstillinger, og han havde (1839) haft den Tilfredsstillelse, at den kgl. Malerisamling kjøbte et af de udstillede Billeder: »Carl I tager Afsked med sine Børn i Fængslet.« I Foraaret 1841 fik han den nylig indstiftede Neu-hausenske Præmie for et historisk Billede, »Fremstillingen i Templet«, og da der kort efter fra Holsten kom Bestilling til Akademiet paa en Altertavle til Wedel Kirke, tilbød Akademiet Andersen dette Arbejde, og han malede nu »Christus i Emaus«, der var udstillet 1842. Han concurrerede anden Gang til lille Guld­medaille 1841 med »Christus hos Marthe og Marie«, ligeledes uden at faa den. Hans sidste Arbejde udstilledes 1844 og forestillede »Christian II og Dyveke«. Hans Livsbane var endnu kun lovende Begyndelser, da Døden bortrev ham d. 2. December 1845 paa hans Fødselsdag. Hans Portræt er lithograferet af Gemzee. (Akad. Private Opgivelser. Strunck.)

 

Andersen. Claus Andersen, »Bygmester. Han reparerede og byggede paa Viborg Domkirkes Taarn 1569.« (Weinwich, S. 43.)

 

Andersen. Peder Andersen kaldes flere Steder, f. Ex. i de kongelige Regnskaber, Peder Nordmand, hvoraf man tør slutte, at han var fra Norge. Han traadte 1681 i kongelig Tjeneste med 400 Rdl. d. C. om Aaret, og fik fra 1685 600 Bdl. om Aaret. Om han først 14. Marts 1683 fik Titel af Hofskildrer, som Thiele angiver (Kstakad. og Hestst., S. 5), har jeg ikke kunnet finde. Ved St. Hansdagstid 1690 kom Magnus Berg i Lære hos ham paa Frederiksborg, hvor han dengang var sysselsat, og forblev hos ham til hans Død, sem indtraf i Kvartalet April—Juni 1694. Mere vides ikke om hans Levnedsomstændigheder. Af hans efterladte Billeder, hvoraf

 

33

tre vare i Frederiksborg Slotskirke før Branden, nu derimod kun ét, ser man, at han hørte til den Skole af danske Malere, som dannede sig efter Hollænderne, navnlig Karel van Mander og Wuchter. I den kongelige Malerisamlings Eje er et Stykke fore­stillende »Skattens Mønt«, Desuden har han ifølge Burman-Becker tegnet Cartonerne til de Tapeter, som vævedes i Kjøge af Brødrene v. Eichen, og som findes i Rosenborg Riddersal. De forestille Begivenheder i Christian V's skaanske Krig. Han var en middel-maadig Konstner, men fattedes ikke Sans for en virkningsfuld Anordning. Af Portræter kjendes tvende: Prof. theol. Johannes Lassenius (nævnes ikke af Strunck) og Grehejmeraad Michael AVibe, stukket af Hubert Sonaten. (Strunck, 3245. Kgl. Regnsk. i Gehejme-arch. Thiele Kstakad. S. 4—5. Burman-Becker, Om Tapeter S. 28.)

 

Angelo. Theodor Gottfred Nicolaus Angelo blev fedt den 9. October 1767 (1769) i Slesvig, hvor hans Fader, »en født Fransk­mand« , endnu levede 1792. Han vilde været Maler og lærte at tegne i Slesvig, men 1780 kom han til Kjøbenhavn og blev der Lærling hos den daværende Kobberstikker ved Videnskabernes Selskab, Guittair. Samtidig med at han hos denne lærte Skrift- og Kortstikning, besøgte han ogsaa Konstakademiet for at uddanne sig til Konstkobberstikker; men fik liden Lejlighed til at virke som Konstner, da han ved Guittairs Død 1787 fik dennes Plads som Kortstikker ved Videnskabernes Selskab. Af Portræter har han stukket Peter Bugge, tegnet af Thorvaldsen (1794), og Dr, med. Rudolf Buchhave, malet af Povl Ipsen (1796). Han døde 1816.L (Weinwich, S. 223. do. Lexikon. Schlesw. Kstbtr. S. 41. Strunck.)

 

Anthon. Georg David Anthon, født 1714, gik, som det synes, den militaire Vej og studerede paa samme Tid Bygningskonsten under Eigtved, hvis Conducteur han var. Han var Lieutenant, da han den 30. Septbr. 1751 blev udnævnt til kgl. Bygningsinspecteur. Allerede forinden var han bleven Informator i Bygningskonsten ved det ældre Konstakademi. Han gik over i samme Stilling i det nye Akademi (1754) og forblev i denne Stilling indtil 1760, da han ved sin Udnævnelse til kgl. Bygmester og Inspecteur ved de kgl. Slotte i Fyen og Jylland maatte fratræde som Lærer. Aaret efter blev han ved Fortlings Død Hofbygmester og Inspecteur over alle Slotte i Danmark. Han har bygget den tyske Frederiks Kirke paa Christianshavn, Kirken efter Eigtveds Tegning, Spiret, som

 

1 I Tillægget til Udstillings-Catalogen 1844, Nr. 392 nævnes „et Portræt" af en anden Angelo.

 

34

det synes, efter sin egen Opfindelse. Grundstenen til Kirken blev lagt den 12. Juni 1755 og Spiret var færdigt 30. Juni 1769. Han ombyggede ogsaa Bregentved Hovedgaard paa Sjælland. Allerede 1759 havde han udgivet »Anvisning til den civile Bygningskonst« paa Dansk og Tysk i Folio. Dette Værk blev oplagt paany 1772 og 1818. Han døde d. 30. Aug. 1781. ("Weinwich, S. 152, 172. Posttid. 175lNr.81. WormsLitLex.Suppl. RotheKbh.KirkerS.43. Akad.)

 

Antwerpen.    Johan af Antwerpen, se Johan af Antwerpen.

 

D'Arbes. Josef Frederik August d'Arbes var efter "Wein­wich født i Kjøbenhavn, ifølge Schlesw. Kunstbeitr. i Hamborg 1747.1 Det første er sandsynligst, da han allerede 1759 besøgte Konstakademiets Tegneskole i Kjøbenhavn og 1761 var rykket op i Modelskolen.2 Han lærte desuden at tegne af J. M. Preisler og at male af Pilo. Efter at have foretaget en Rejse til Tyskland, Holland, Frankrig og Rusland, nedsatte han sig 1785 i Berlin, hvor han 1796 blev Lærer og Professor i Portrætmaleri, og døde der 26. Juni 1810- Han skal især have udmærket sig i de paa den Tid saa yndede Pastelmalerier. Den kgl. Malerisamling ejer af ham et Portræt af Catharina II af Rusland, Knæstykke. {Weinwich, S. 205 samt do. Lexikon. Akad. Skild. 1830, Sp. 737.)

 

Arbien. Hans Arbien, maaske en Broder eller i al Fald en Slægtning af Medailleuren, blev 1754 Tegnelærer for de kgl. Pager og Landcadetterne og deltog Aaret efter i Concurrencen om Guldmedaillen sammen med Als, dog uden at opnaa den. Han døde d. 4. December 1766. Han er uden Tvivl den samme som J. Arbien, hvis Navn findes paa et Stik i Hjelmstjernes Samling (Gat. S. 439). Det forestiller Frederik V i Harnisk, er et Knæstykke og er stukket i Kobber i London af Th. Burford og tilegnet Baron Solenthal, Paa Stikket staar J. Arbien Copenhagen pinx.} samt en engelsk Ind­skrift, at Originalen ejes af John Collet, Kjøbmand. Et andet Portræt, som er betegnet H. Arbien Effigiem pinx., forestiller Hedvig Eleonore Hoppe (Strunck, 1251), stukket af O. H. de Lode 1753. Et tredje Portræt forestiller Præsten C. I. Heise i Hamborg (1741). (Akad. Weinw.Lex. Spengl.Art.Eft. Adresseav.1766Nr.183, Hamb.Kstlex.)

 

Arbien. Magnus Grustav Arbien var født d. 25. Septbr. 1716 i Christiania, hvor hans Fader Peder Arbien var Kjøbmand. Allerede som ung1 havde han Lyst til at gravere og forsøgte sig i at stikke Signeter, men da Faderen vilde have, at han skulde være Sømand,

 

1 Efter Thaarup i Kurland.

 

3 Kaldes i Akademiets Protokol: Josef August Ostinius d'Arbes.

 

35

blev han sendt til England og gjorde derfra en Rejse til Vestindien. Efter Faderens Død rejste han til Kjøbenhavn for at følge sin Tilbøjelighed for Konsten. Allerede 1732, altsaa i sjt 16.—17. Aar udførte han en Medaille i Anledning af Stiftelsen af Ordnen l'union parfaite og i de følgende Aar nogle flere, som vel røbe Begynderen, men ogsaa saa gode Anlæg, at han fik aarlig Understøttelse for at kunne uddanne sig videre i Stokholm hos den navnkundige svejt­serske Medailleur Hedlinger, som dengang arbejdede for det svenske Hof. Ved Konstakademiet der vandt han en Selvmedaille i Tegning, kom 1738 tilbage til Danmark og fik Tillæg til den ham tilstaaede Understøttelse. Efter en Rejse i Tyskland (1740—42), var han 1743—44 Prinsesse Louises Lærer i Voxpoussering og blev derefter, som det synes 1745, ansat som Hofmedailleur med en meget ringe Lønning. Med kgl. Understøttelse rejste han 1751 først til Stok­holm, hvor han gjorde Bekjendtskab med Mandelberg og fulgtes siden med denne til Paris, og der var han endnu i 1753. Denne Rejse, som han foretog »med kjendelig Nytte«, bragte ham imidlertid i endnu større Gjæld, end han var tilforn, »thi han var en maadelig Husholder og vilde leve frisk«. Desuden var han allerede bleven gift under sit første Ophold i Sverige, men skal ikke have været lykkelig i sit Ægteskab.

Arbien har udført Konstakademiets første Medailler (store Sølv- og store Guldmedaille), Guldmedaillen efter en Tegning, som Saly havde gjort 1755. Stemplerne blev færdige 1758. Aaret før, d. 28. Marts 1757, var han bleven Medlem af Akademiet paa en Medaille til Ære for dets Præses, Grev Moltke. Han klagede tidt over sin ringe Lønning, men i Akademiets daværende franske Periode agtedes ikke derpaa. Af Ærgrelse over sine ulykkelige Forhold skal han være bleven syg og døde den 27. Januar 1760 lidt over 43 Aar gammel. Medens han laa syg, blev der tilstaaet ham en anstændig Lønning, »men da var det bag efter«. Et halvt Aar før han døde, havde han faaet en Indbydelse til St. Petersborg paa »ligesaa glimrende Vilkaar« som Maleren Tocqué og Kobberstikkeren Schmidt, men det blev ham nægtet at rejse af den danske Regering. Efter en anden Beretning vilde han have fulgt Kaldelsen, men døde forinden. Han efterlod Hustru og Datter.

Arbien er en for sin Tid fortrinlig Stempelskærer, som i sine Portræthoveder røber en høj Grad af sand konstnerisk Følelse. I den danske Møntsamling bevares over 40 Medailler af ham, hvoraf foruden de allerede nævnie maa fremhæves Medaillen i Anledning

 

36

af Kronprins Frederiks og Prinsesse Louises Formæling (1742), med hvilket Aar lians skjønneste Konstperiode begynder, endvidere Salvingsmedaillen (1747), Medaillerne i Anledning af den olden­borgske Stammes Jubelfest (1749), Medaillen i Anledning af Konst-akademiets Stiftelse (1754), over Holberg (1757), samt Medaillerne i Anledning af Souverainetetens Indførelse (1760). Arbiens Portræt, malet af den svenske Portrætmaler Arrhenius, skal have været i Akademiets Samling, og en Buste, modelleret af Wiedewelt under begges Ophold i Paris, ejedes af hans Enke. (Dske Saml. IV, 74. Thaarup. Weinwich, Side 147 og 176; do. Lexikon. Akad. Hen­nings, Side 103. Thiele Kstakad. S. 105 og 108—9.)

 

Arentz. Johan Frederik Arentz vandt i 1757 Konstakademiets store Sølvmedaille for Tegning og bekjendtgjør i Adresseavisen for 27. Nov. 1761 (Nr. 90), at han nedsætter sig som Portrætmaler. I Bekjendtgjørelsen siger han, at han i 11 Aar har conditioneret hos Hr. Professor Pilo og lært Portrætmaleriet. Ifølge andre Angivelser var han Lærling af Als og levede siden i Lyksborg. Endnu 1782 var han i Live. En Joh. Arentz, som 1788 søger om at blive Mester i Malerlavet udenMesterstykke, da han er lam i Hænderne, er næppe den samme Person. (Weinw. Lex. Adresseavisen 1761 Nr, 90. Akad. Private Optegn.)

 

Aretæus. Daniel Aretæus nævnes i Annales Corbeienses ved Aar 1455 som »en særdeles Konstner i forskjelligt Billedhugger­værk«, der kaldes til Danmark af Kongen (o: Christian I), »som agtede ham meget højt.« Man har sluttet deraf, at han kunde være Mester til det saa kaldte oldenborgske Horn, som endnu bevares paa Rosenborg, og som skal have været bestemt til de hellige tre Kongers Kapel i Køln. (Scriptores. Brunsv. II, S. 318. Langebek, Jubel-tale over Chr. I, S. 62. Weinw., S. 2. Brock, Oldb. Kong. S. 1—2.)

 

Aumont, Horace Henri Philippe Aumont, Søn af den nedennævnte Portrætmaler Louis Aumont, født d. 16. Dec. 1839 i Hamborg, kom i 1842 med Faderen til Kjøbenhavn, hvor han uddannede sig til Porcelainsmaler og ved Prof. Hetsch' Medvirkning fik Plads ved den kgl. Porcelainsfabrik. Han udstillede tillige Blomster­stykker 1861—63. I. Krigen 1863—64 var han med ifølge sin Værnepligt, og blev saa haardt saaret i Slaget ved Sankelmark den 6. Febr. 1864, at han døde to Dage efter. (Medd. af Konstn.' Fader. Udst. Cat. 111. Tid. 1864. S. 260.)

 

Aumont, Louis Auguste Frangois Aumont, Søn af Under-bogholder i Nationalbanken og Major i Borgervæbningen Jean Pierre Marie Aumont (hvis Fader, J. A., var Hofmodehandler i Paris) og

 

37

Elisabeth de Janty, blev født i Kjøbenhavn d. 7. Jan. 1805. I sit femtende Aar begyndte han at gaa paa Konstakademiet, hvor han. 1824 fik den mindre og 1826 den store Sølvmedaille, samtidig lærte han at male hos Portrætmaler H. Hansen. Kort efter at den store Sølvmedaille var tilkjendt ham, udbad han sig Akademiets Anbe­faling, da han vilde søge kgl. Rejseunderstøttelse. Directeuren fik det Hverv at fraraade ham at rejse, fer han havde naaet en større Udvikling; ikke desto mindre afrejste han d. 22. Septbr. 1826 til Paris med et Aars Stipendium af Kongen paa 200 Sp. (800 Kroner) og den samme Sum aarlig i to Aar som privat Understøttelse af Grev Moltke, efter at han i nogen Tid tilforn havde besøgt Eckersbergs Malerskole. I Paris, hvor -han fik Lejlighed til at male ikke faa Portræter, studerede han tillige i Gros' Atelier; han søgte fra Paris paany om Akademiets Anbefaling og fik Attest for s at have lagt tonisk) endeligt Talent for Dagen«. Aumont kom tilbage til Kjøbenhavn d. 1. Juli 1829, og udfoldede i flere Aar en betydelig Virksomhed som Portrætmaler. I Dec. 1832 indsendte han et Portrætstykke med tvende Børn (Oberstltn. Hagemanns Børn, udst. 1833), for derpaa at agreeres; men han fik det Raad at tage sit Arbejde tilbage for senere at indsende et bedre. April 1833 ønskede han igjen at blive agreeret paa et Portræt af Fru Heiberg, men fik samme Svar. Maaske Krænkelse herover med­virkede til, at han om Somren 1834 rejste til Hamborg, hvortil han kom d. 7. Sept., og der forblev han bosat indtil Hamborgs Brand 1842, da han vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor han nu levede til 1847. Af Hensyn til sin Helbred tog han derpaa til Vestindien; men da han stadig følte sig syg, malede han ikke meget der, I Haab om, at Søluften skulde gavne ham mere, modtog han (1853) Plads som Intendant og Hovmester i Orlogsbriggen »Mercurius«, der havde mistet en stor Del af sit Mandskab af den gule Peber, og vedblev nu at fare med Marinens Skibe lige til 1865, blot afbrudt ved et Ophold i Kjøbenhavn og Paris 1858—59. Efter at have taget sin Afsked, kjøbte han sig samme Aar ind i Sygehjemmet, hvor han endnu lever. Han blev 1832 gift med Vilhelmine Bernardine født Paasche. Aumont var i lang Tid den mest søgte Portrætmaler i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat,)

 

38

Baagee. Carl Emil Baagøe, Søn af Skibsfører Jan Hansen Baagøe og Dorthea Frederikke født Hendriksen, er født d. 22. Aug. 1829 paa Christianshavn. Faderen tog ham i en Alder af 12½ Aar med til Søs, for at prøve, om han, ligesom sin øvrige Slægt, havde Lyst til at være Sømand. Da han hellere vilde tegne og male Skibe end fare med dem, fik han Adgang til Konstakademiet i Januar 1844 og kom efter sin Confirmation s. A. i Malerlære. Efter at han 1848 var bleven Svend og skulde ernære sig ved sit Arbejde, levede han som Decorations- og Rullegardinsmaler, medens han i sin Fritid ivrigt dyrkede sit kjæreste Fag, Sømaleriet og besøgte Skibsværfterne for at tegne Skibe. Omsider opgav han aldeles Haandværket for at hellige sig Konsten, og han har siden. 1855 stadig udstillet som Mariuemaler Frugten af hvad han havde set paa sine talrige Studierejser. I 1864 havde han en Rejseunder-støttelse af Konstakademiet paa 200 Rdl. (400 Kroner) til Rejser i Indlandet, og i 1866 og 1868 foretog han et Par Rejser til Norge. Næsten alle hans større Arbejder ere, ligesom flere andre af vore Sømaleres, solgte til England. Han ægtede 1862 Ida Hansine født Sørensen. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat. Konst & Æsth., S. 195.)

 

Baagøe. Peder Baagøe, Søn af Skibsfører Baagøe, var født paa Dragør 1789, og var Broder til J. H. Baagøe, Sømalerens Fader. Han synes ikke at have uddannet sig ved Konstakademiet til Kobber­stikker, men en Ansøgning af ham til Fonden ad usus publicos blev i 1813 sendt til Akademiets Betænkning. Foruden nogle Plader til Flora Danica har harj stukket sex Blade med Skibe efter forskjellige

 

39

Konstnere.    Han, døde i ung Alder September 1825.    (Medd. af Konstn. Brodersøn.   Akad.)

 

Baasch. Hans Frederik Baasch fik lille Sølvmedaille ved Kunstakademiet i Kjøbenhavn 1809 og udstillede 1810 —12 som Akademiets Elev og senere 1823 som Malermester i Eckernførde nogle Portræter og Prospecter. Dog nævnes han 1824 og 1839 som Portrætmaler sammesteds og levede endnu 1847. (Akad. TJdst. Cat. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 33.)

 

Baasch. Frederik Theodor Baasch, en Søn af den nævnte H. F. Baasch og født i Eckernførde efter 1812, besøgte Konstakade-miet i Kjøbenhavn fra 1839, blev Elev af Modelskoleu 1841 og udstillede 1841—44 ialt syv Billeder, dels Portræter, dels Genre­billeder, hvoraf et Genrebillede i 1842 »Nogle Personer, som læse Placater paa et Gadehjørne,« skal have vist Paavirkning af Eckersberg og udmærket sig ved en kølig, men ret klar Farve. Der­imod stemples »En Dreng med Cigarer« som et Begynderarbejde. (Akad. TJdst. Cat. Høyens efterl. Pap.)

 

Bache. Otto Bache, Søn af Kjøbmand Niels Bache og Emilie Kirstine født Winther, er født i Roskilde d. 21. August 1839. Forældrene flyttede 1844 til Kjøbenhavn, hvor Sønnen sattes i Borgerdydskolen i Kjøbenhavn. Dog begyndte han allerede, da han var ti Aar gammel, at besøge Konstakademiet, og lærte samtidig at male hos Marstrand, som dengang ikke kunde faa Øjet ret op for Konstnerens fremspirende Talent. Efter at Bache 1856 og 1857 havde faaet Akademiets lille og store Sølvmedaille, har han helliget sig Portræt- og Genremaleriet, selv om han af og til forsøger sig i et større Billede i historisk Retning. Med Forkjærlighed griber han dog Emner, hvori Dyrene spille en Rolle, saaledes at han endog i Valget af historiske Emner har ladet sig lede af Hensyn dertil, f. Ex. »En Centaur, som leger med sin Søn« (1869), »Daniel i Løvekulen» (1872). Han fik 1863 den Neuhausenske Præmie for »Husdyr i Bondegaarden« og 1866 Akademiets store Rejsestipendium-for to Aar. Han drog først til Paris, hvorfra han bl. a. hjemsendte »Karreheete« og »Franske Omnibusheste i Stald«. Det sidste Aar tilbragte han i Italien. Efter Hjemkomsten giftede han sig (August 1868) med Clara Charlotte Elise født Haagensen, og han blev den 23. April 1872 Medlem af Akademiet.

Han har ikke faa Gange med Held fremstillet hele Portræt­figurer i mindre Format, snart en enkelt Figur f. Ex. »En ung Pige, som forsegler et Brev« (1862), »En Frokostscene« (1870), snart

 

40

med ikke faa Personer i en samlet Composition, som »Portræt­gruppe« (1872), et Billede med Aftenbelysning, der hædredes med Udstillingsmedaillen. Mest Lykke har lian dog gjort ved sine dels alvorlige, dels livfulde Fremstillinger af Dyreverdnen. »En Ælte­vogn ved et Teglværk« (1864) blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. »Hundene skal bave Mad« (1871), »En Barselvisit« (1874), »Jalousi« (1876) o. il. a. ere gjengivne i Lithografi og Fotografi. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Bagge. Johan Bagge, Søn af en Raadmand i Bergen, blev tillige med sin Broder Daniel Student, men Lyst til praktisk Virk­somhed sejrede hos dem begge. Medens Daniel blev KonsWedker, lagde Johan sig efter Medailleurkonsten. Christian VI lod ham rejse udenlands og gav ham siden »en verdslig Bestilling«; i Norge. En Indsender i »Minerva« sætter ham ligesaa højt som Wahl. I den kgl. Møntsamling findes tre Medailler af ham, nemlig: 1) i Anledning af Hirschholms Slots Indvielse (1739), 2) i Anledning af Hoffets Indflytning paa Christiansborg (1740), 3) en Medaille med Kongens og Dronningens Portræter. (Danske Saml. IV. 75. Weinwich, S. 147. Minerva 1800, S. 288. Møntfortegn.)

 

Bagge. Oluf Olufsen Bagge, Kobberstikker, var født i Kjøbenhavn d. 22. December 1780. Han blev Student fra Kolding Skole 1800 og tog anden Examen, inden han helligede sig Kobberstikker-konsten; han rejste udenlands 1821—24 for at studere dette sit Fag og døde d. 22. September 1836. Han var gift med Karen Nielsen. Om hans Skrifter, tildels ledsagede af Stik af ham selv, se Erslews Forfatterlexikon. Hans Hovedvirksomhed var som Kobberstikker til Flora Danica. Desuden har han stukket »Blomstertegninger for Ungdommen« af Camradt jun. Hans Portræt er stukket af Erl. C. V. Eckersberg 1827. Konstakademiet anbefalede ham 1826 til at faa nogle Aars Eneret paa »stannographerede« Blade. ("Weinwich, S. 234. Kraft og Nyerup. Erslew. Strunck. Skild. S. 1816, 571. Akad.)

 

Balfour. David Balfour byggede for Christian IV i Skaane (1618), nævnes i et Skjøde, hvoraf det ses, at han ejede en Gaard i Kjøbenhavn, som »Kongl. Majestæts Bygmester« (1634), og Weinwich har fundet ham omtalt som kgl. Bygmester paa Frederiksborg (1643). (Christian IV's Alm. 1618, 6. Marts, ved Nyerup. Gehejme-archivet. Weinwich, S. 46.)

 

Ballin. Joel Ballin, eller som han i Udlandet kaldes, John Ballin er Søn af Kjøbmand Josef Ballin og Hanne Behrend Peiser,

 

41

og han er født i Vejle d. 22. Marts 1822, Efter at have tilbragt sin Barndom i Vejle, kom. han til Kjøbenhavn, hvor han fra sit 11te Aar begyndte at besøge Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Maler. Da han samtidig maatte arbejde for sit Livsophold, gik Undervisningen paa Akademiet kun langsomt fremad for ham, og først i Juli 1842 fik han Adgang til Modelskolen. Aaret før havde han som Maler udstillet »Procession i Synagogen ved Løvsals Fest«. Han opgav imidlertid snart Maleriet og lagde sig efter den nylig opfundne Kemitypi. For at uddanne sig heri rejste han 1846 til Leipzig, men indsaa Nødvendigheden af at gjennemgaa en ordentlig Skole i Graveurkonsten, hvorved han førtes til udelukkende at lægge sig efter Kobber- og Staalstik. Med Understøttelse af den Rejersenske Fond rejste han til Paris, hvortil han kom d. 5. Oct. 1848, og han forblev som bosiddende der, indtil han d. 30. Sept, 1870, paa Grund af Krigsuroligliederne, flyttede til London.

Det lykkedes ham 1850—51 at faa en Rejseunderstøttelse fra Kunstakademiet i Kjøbenhavn paa 600 Rdl. (1200 Kroner) aarlig og i det tredje Aar 350 Udi. (700 Kroner) fra Kirke- og Undervisnings­ministeriet, Derved blev han sat i Stand til at opnaa en saadan Dygtighed, at han ikke alene kunde finde Erhverv i Paris, men endog efterhaanden hævede sig til en af dets mest. fremtrædende Konstnere i Kobberstikfaget, og allerede 1852 følte han sin Stilling saa betrygget, at han i September rejste til Kjøbenhavn og hentede sig en Hustru i Helene født Levin.

Hans første større Kobberstik var »Le martre d'école”  efter Ostade og »En ung Pige« efter Jan Victor, begge fra Louvres Malerisamling. Men da man i Paris foretrak Staalstikket som mere egnet til et større Antal Aftryk, maatte han lægge sig efter en blandet Fremgangsmaade (maniere mixte), som han siden har uddannet til en høj Grad af Fuldkommenhed, saaledes at han med slaaende Virkning gjengiver Carnationens Blødhed ikke mindre end de forskjellige Stoffer. Med megen Kjærlighed og Smag lader han Beskueren føle de forskjellige Maleres ejendommelige Udførelsesmaade og Stil. Til hans betydeligere Blade hører »Daaben« efter Knaus (Udst. 1864), de to Sidestykker efter Gustave de Brion, to andre efter Protais' Slagbilleder m. m. Ved Udstillingen i Paris

1861  vandt han en  Guldmedaille af tredje Klasse, og d. 31. Aug. 1862  blev han Ridder af Dannebrog.    D. 5. Marts 1877 blev han Medlem  af Konstakademiet   i  Kjøbenhavn.     (Konstn.  egne Medd. Akad.   Udst. cat.   Fdl. 1856, 9. Maj.)

 

42

Balsgaard. Carl Vilhelm Balsgaard, Søn af Lottoassistent og Revisor Hans Balsgaard og Anna Dorothea født Weinreich, er født i Kjøbenhavn d. 29. December 1812. Han besøgte fra 1828 Konstakademiet, hvis Skoler han gjennemgik lige til Modelskolen, hvor han . 1841 fik den mindre Sølvmedaille. Det var først hans Agt at uddanne sig til Figurmaler, hvorvel han samtidig (fra 1835) udstillede Gjengivelser af Frugter, Blomster og Dyr saavel som af det døde Liv. For at søge Erhverv, da han var henvist til at ernære sig selv, kastede han sig i 1842—43 over Porcelainsmaleriet og concurrerede til den Neuhausenske Præmie med et Portræt af Thorvaldsen efter Eckersberg, malet paa Porcelain (1843). Præmien blev tildelt hans Medbejler Juuel, men Akademiet tilkjendte ham dog som en Ros, at han skulde »nævnes (d. 31. Marts) som den, der heldig har deltaget i Concoursen«. Samnre Aar søgte han Rejseunderstøttelse .som Por-celainsmaler; dog fandt Akademiet ham ikke moden nok til at anbefale ham til at rejse, og han fandt nu et Sideerhverv ved at give Undervisning i Tegning.

Imidlertid lagde Balsgaard sig stedse mere udelukkende efter Blomster- og Frugtmaleriet, og uagtet han ikke har afladt med undertiden at male Portræter og Figurer, har han dog siden 1852 ikke udstillet Billeder udenfor sit valgte Fag. I 1855 tildelte Akademiet Konstneren sit mindre Rejsestipendium paa 600 Rdl. aarlig i to Aar, medens den Rejersenske Fond samtidig understøttede ham med 200 Rdl. i det første og 300 Rdl. i det andet Aar. Bals­gaard besøgte paa denne Rejse Berlin, Dresden og Düsseldorf samt Paris. Først paa en langt senere mindre Rejse (1872—73) har han besøgt Italien. Efter Hjemkomsten fra den første Rejse (1857) var Akademiets Fundats forandret, saaledes at Konstnerne ikke mere skulde gjøre Medlemsarbejde, men optages i Akademiet ved Valg. Balsgaard var efter Bogstavfølgen den første iblandt de Koustnere, som blev Medlemmer af Akademiet ved det kort efter foretagne Valg (d. 5. Juli 1858). Efter Christian IX's Tronbestigelse blev han 1864 udnævnt til at varetage de med Kongens private Maleri-samling forbundne Functiouer og 1867 fik han Titel af Professor. Fra 1843 var han gift med Anna Margrete f. Hirth, der døde 1868.

Af Balsgaards mere fremtrædende Billeder ejer den kongelige Malerisamling et mindre og et sfeørre, Grev Moltke til Bregentved ligeledes et mindre og et større. Et stort Billede, som tilhørte Frederik VII, blev solgt til Amerika; det største af de Billeder, han har afhændet til Kunstforeningen, tilfaldt afd. Conferensraad

 

43

Forchhaminer; to ovale Billeder, som Konstneren selv regner til sine bedste Arbejder, tilhøre Etatsraad Struckmann. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bang. Ingeborg Marie Bang, Batter af Etatsraad, Herreds­foged Claus Bang og Inger Marie født Zimmer, er født d. 27. Aug. 1833, og da hun havde megen Lyst til at tegne og male, lærte hun først at tegne hos Tegnelærerne Kierkegaard og F. Helsted, senere at male af Landskabsmaler Rasmussen Ejlersen. Hun har udstillet siden 1871 Landskaber dels fra Hellebæk-Egnen, dels fra Vordingborg. (Konstraf egne Medd. Udst. Cat.)

 

Bang. Jens Bang, hvis Hovedvirksomhed var som Læge, maa nævnes som Konstner, da han omfattede sine Studier i Konsten med megen Varme og endte med at knyttes til Konstakademiet, om end ikke som udøvende Konstner. Han var født den 1. Aug. 1737, blev Student 1756 og tog anden Examen 1758. Samtidig med at han dyrkede det lægevidenskabelige Studium, lagde han sig efter Bygningskonsten ved Akademiet under Jardin og Anthon. Han fik Sølvmedaillerae (endog 2 Gange 1760 og 62), lille Guldmedaille 1764 (et Opfostringshus til 400 Børn) og store Guldmedaille 1765 (et Kormnagazin til 3 Aars Forraad). I Efteraaret 1770 søgte ban om det Rejsestipendium, der var bleven ledig ved Bradts Død, for at uddanne sig til Architekt, men fik det ikke. Allerede 1768 havde han holdt Forelæsninger over Anatomi ved Akademiet i Bergers Fraværelse, men da han 1771 søgte denne Plads, blev Weidenhaupt ham foretrukken. Derimod tillod Akademiet ham i , 1772 at læse over Architektur og Perspectiv i Informator Nissens Fraværelse. Imidlertid tog han 1773 lægevidenskabelig Examen, blev 1774 Dr. med. og 1776 Læge i Sorø, hvor han forblev i 25 Aar. Hans konstneriske Virksomhed nævnes kun én Gang, idet han gjorde Udkast til et Gravmæle over Familien Reitzenstein i Sorø. Paa Ansøgning af ham selv blev han 1788 Æresmedlem af Konstakademiet, og endelig, efter at han 1801 var forflyttet til Kjøbenhavn som Borgmester (Sundhedspolitiet), blev han 1805 Professor i Anatomi ved Konstakademiet. Han blev gift 1779 med Caroline Kraft, og døde d. 25. Febr. 1808 af et Slagtilfælde. Som Borgmester gjorde han Tegninger til et nyt Hospital og til et nyt Forbedringshus. Hans Portræt er tegnet og stukket af A. Flint. (Weinwich, S, 224—225 og Skild. 1829, Sp. 1428 efter Biogr. af Klingberg i Bibi. f. Læger. Kbh. 1810. 2det Bind, S. 266. Akad.)

 

Bang.    Peter Marius Bang,   Søn af Justitsraad, Oliemøller

 

44

Christian Bang og Pauline Bang født Borum, er født i Aarhus den 22. October 1829. Han var først bestemt til Handelen, men da han viste Lyst og Anlæg baade for Musiken og Malerkonsten, fik han 1852 Lov til at tage til Kjøbenhavn for at uddanne sig i disse Fag. Medens han dyrkede Musiken under Chr. Gebauers Vejledning, gjennemgik han samtidig Konstakademiets Skoler og lærte at male hos Ottesen. Senere søgte han ogsaa Haad hos J. L. Jensen i sit særlige Fag, Blomstermaleriet, og hos Marstrand, for at udvide sin konstneriske Dannelse. Efter J. L. Jensens Død (1856) kjøbte han dennes Landsted i Gjentofte og levede der i flere Aar, omgivet af den Natur, han gjengav i sine Billeder. Ved Krigens Udbrud 1864 meldte han sig som Frivillig, uagtet han ikke var ganske ung mere, og deltog med Hæder i Felttoget. Efter sin Hjemkomst fra Krigen ægtede han Marie Elisabeth Fritz, en Søster til Landskabsmaler A. Fritz; men faa Aar efter maatte han afbryde sin Konstnerbane, idet en tiltagende Svækkelse i Øjemusklerne ganske hindrede ham i at male. Han vendte nu tilbage til sin Fødeby Aarhus og har siden levet der, dels som Musiklærer, dels som Bestyrer af et Tegnekontor, der udfolder en gavnlig Virksomhed. Han udstillede i Kjøbenhavn fra 1857 til 1867, og valgte helst voxende Blomster til Emne for sin Pensel. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Bang. Vilhelmine Marie Bang, Datter af forhenværende Minister og Justitiarius i Højesteret Peter Georg Bang og Marie Caroline' født Fribert, er født i Kjøbenhavn d. 3. Marts 1848. Efter at have modtaget sin konstneriske Uddannelse under Vejledning af Kyhn, Vermehren og Roed, har hun 1873—74 udstillet et Par Landskaber, 1875 tvende Genrebilleder. Hun har i Sinde væsentligst at lægge sig efter Interieurs og Genrebilleder og afrejste i Efteraflret 1876 til Paris for at uddanne sig videre for sit Fag. (Konstn. egne Medd. Erslew's Forf. Lex. Udst. Gat.)

 

Barbette. Josias Barbette fra Strassburg, en fransk Portræt-og Emaillemaler, har arbejdet for det danske Hof 1693 til 1716. Da han hørte til den reformerte Menighed i Kjøbenhavn, blandt hvis diacres et andens han nævnes (1700), er han rimeligvis død her i Landet. (Kgl. Kegusk. i Gehejmearch. Clcment, Notice sur Tegl. réf.)

 

Barlach. Jakob August Georg Barlach, Søn af Blikken­slager Barlach i Flensborg, var født der 1822. I 1838 kom han til Kjøbenhavn og besøgte Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han randt 1845. I de følgende Aar af sit Ophold i Kjøbenhavn

 

45

udstillede han (1848—50) nogle Portræter og Genrebilleder og lagde sig derpaa efter Lithografien. Han forlod Kjøbenhavn 1853—54 og levede siden i Flensborg, hvorfra han i 1856 sidste Gang sendte et af ham selv lithograferet Portræt til Kjøbenhavn for at trykkes. Kort Tid efter døde han. (Private Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bartsch. Carl Frederik Bartsch, Søn af Skomager Edvard Ludvig Bartsch og Marie Frederikke født Vagus, er født d. 19. November 1829. Han besøgte Koustakadeiniets Skoler fra 1842, men forlod det, kort efter at han var bleven Elev af Akademiet - (1847). Samtidig var han Lærling paa den kongelige Porcelains-fabrik for at uddanne sig til Porcelainsmaler. Fra 1852 virkede han som saadan ved denne Fabrik og deltog i Udførelsen af Fabrikens større konstneriske Arbejder, indtil han af Helbredshensyn .trak sig tilbage (1864), Senere har han ernæret sig ved Infor­mationer og ved at udføre Billeder mest i Tegning og i Aquarel. I Aarene 1848 til 1857 udstillede han paa Kunstakademiet som Dyrmaler. Dog vandt han især Navn ved nogle Raderinger, der ere indlemmede i det af Konstforeningen i Kj øbenhavu i 1850 udgivne Hefte. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Nagler, Monogr. I, 2334.)

 

Baruel. Jean Guillaume Euchaire Baruel eller Barruel, var af fransk reformert Æt, Søn af Deeorationsmaler Jean Mathieu Baruel og Anna Dorothea f. Herbst, og blev født d. 20. Februar 1809. Han var oprindelig bestemt til Studeringerne, men foretrak Konsten, besøgte Konstakaderniet og blev Elev. Derpaa kastede han sig over Portrætfaget og udstillede i Aareue 1829 til 1839 en Del Portræter, blandt hvilke hans Faders Portræt særlig skal have tiltrukket sig C. V. Eckersbergs Opmærksomhed som et dygtigt Billede. Han malede ogsaa den reformerte Præst Raffards Portræt (1833). Da han i 1836 havde giftet sig med Karen Louise født Jensen, bestemte han sig snart efter af praktiske Grunde til at opgive Konsten og overtage sin Faders temmelig betydelige Malerværksted. Ved at staa i Spidsen for denne Forretning, som Officer i Brandcorpset og som Frimurer af en høj Grad levede han i Berøring med en stor Kreds, som mindes ham for hans elskværdige og hjælpsomme Karakter. Han døde d. 6. October 1862. (Medd. fra Konstn. Sønner. Udst. Cat.)

 

Baudissin. Otto Frederik Magnus, Greve af Baudissin, var Søn af dansk Generallieutenant C. L. Baudissin og født i Rantzau 1792. Han var Capitain og Major i Livgarden, blev senere Kammer-

 

46

faerre, Oberstlieutenant og var Commandeur for 16de Bataillon i Rendsborg, da Oprøret brød ud 1848. Han gik over til Oprørerne, og deltog som General i Krigen mod Danmark; han blev landsforvist 1851 og døde d. 26. Juni 1865 i Dresden. I Aarene 1829 til 1837 har han udstillet en Del Pennetegninger, de første efter italienske Bygninger, senere efter danske Bygninger og Landskaber. Hans Portræt er udkommet i Hamborg. (Udstillingscatalogerne. Convers. Lex. 1. og 2,Udg. Strunck, 182 b.)

 

Baudissin. Ulrik Herman, Greve af Baudissin, af samme Slægt som ovennævnte, var født d. 23. Februar 1816 i Greifswalde. Han blev uddannet til Officer ved Cadetakademiet i Kjøbenhavn, blev Secondlieutenant 1834, men stod for det meste a la suite ved det holstenske og senere ved det slesvigske Infanteriregiment. Kun lidt over et Aar (1835—36) var han i Nr. ved Regimentet, og i 1842  var han allerede afskediget.

Han dyrkede Landskabsmaleriet med en Iver, hvortil hans Held ikke ganske synes at have svaret. I 1840 bad han om Akademiets Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om en delvis Rejseunderstøttelse, »da han selv kan udrede noget af Omkostningerne ved en Rejse,« og da Rejseunderstøttelsen efter den Tid gik over til at betales af Akademiets Kasse, forlangte Kongen, ved et Rescript af 17. November 1842, Akademiets Betænkning om, hvorvidt der kunde tilstaas ham en saadan derfra. Ikke desto mindre svarede Akademiet ganske kort, »at han ikke kan komme i Betragtning.«

Baudissin blev i 40'erne »Lærling og Ven«   af Gurlitt,  som  i 1843   tog  ham  med  til Düsseldorf  og  videre   til Sydtyskland og Norditalien;   men denne Rejse synes kun at have varet kort, thi i de følgende Aar udstillede Baudissin igjen Partier fra Sjælland og Jylland.     Han  har  ialt  udstillet  fra   1838   til   1848,   begge   Aar medregnede, mest Partier  fra Frederiksborg   og Fredensborg, dog ogsaa i de senere Aar  fra Himmelbjerget  og efter Rejsen et Par Billeder fra Tyrol og Norditalien.    Den kgl. Malerisamling ejer to Stykker af ham (fra 1841 og 1846).    Ved  Oprørets Udbrud 1848 forlod   han Danmark,   og han lever nu  i  Wiesbaden   som   Major. (Medd. fra Krigsmin.   Optegn, af Gurlitt.   Akad.   Udst. Gat.)

 

Bauditz. Peter Jakob Frederik (Friederich) von Bauditz, Søn af Artilleriofnceren, Generalmajor C. G. H. v. Bauditz og Sofie Frederikke Dorothea født Jahn, var født d. 29. Juli 1817. Uagtet han ikke optraadte saa afgjort som Konstner, at han af den Grund skulde være medtaget her, finder han dog med Rette sin Plads her

 

47

paa Grund af sin sjældne konstneriske Begavelse, der kun af Omstændighederne hindredes i at udfolde sig. Bestemt fra Ung­dommen for den militaire Vej blev han 1836 Secondlieutenant i det første jydske Infanteriregiment, deltog som Premierlieutenant og Capitain i den første slesvigske Krig, hvorunder han stadig fungerede som Adjutant og Souschef ved Staben. Efter Krigen blev han gift med Sofie født Christiansen, en Datter af den ivrig dansksindede Agentinde Christiansen i Flensborg, hvor han under Krigen gjorde sin tilkommende Bruds Bekjendtskab, og han levede som Compagni- og senere som Bataillonscommandeur dels i Slesvig, dels i Kjøbenhavn; under Krigen i 1864 blev han Major og Commandeur for 4de Regi­ment. I denne Stilling blev han ved Dybbøl haardt saaret den 17. Marts, kom som preussisk Krigsfange til Flensborg, hvor hans Hustru endnu opholdt sig. Her døde han paa Johanniterlazarethet d. 30. April 1864.

Hans Konstnervirksomhed tilhører væsentligst Tiden før den første Krig. Som ung Lieutenant arbejdede han fra 1836 i afdøde H. V. Bissens Værksteder nogle Aar for at uddanne sig til Billed­hugger, og besøgte fra 1838 Konstakademiets Skoler. Frugten af hans konstneriske Virksomhed var dels en Mængde Modeller i Ler, navnlig af Dyr, dels Skikkelser fra Sagnverdnen, Nisser og Dværge, som han udskår snart i Træ, snart i Elfenben. Tillige lagde han sig efter at skære Caméer i Conchylier. I 1847 deltog han i Concur-rencen for den Neuhausenske Præmie med tre Conchyliecaméer, »Amor med Lyrens og »Tvende musicerende Genier« efter Thor­valdsen, for hvilke Præmien tilkjendtes ham, og disse Arbejder ere de eneste, han har udstillet. I Tiden mellem de to Krige synes saavel hans Embedsvirksomhed, som hans ejendommelige Talent i andre Retninger, f. Ex. for Blomsterdyrkning, Dyreopdrætning og mere at have optaget hans Tid saa meget, at den konstneriske Virksomhed traadte i Skygge. Dog vedligeholdt han lige til sin Død varm Interesse saa vel for Konsten som for sine Konstbrødre, af hvem han, ikke mindre end af sine Krigsfæller, var ualmindelig afholdt. Hans Portræt er gjengivet i »Illustr. Tid.« 1864 blandt de faldne Officerer. (Medd. fra Konstn. Broder og Bissen. ITdst. Gat. 111. Tid. 1864, S. 325.)

 

Bauert. Johan Ephraim Bauert, Medailleur, født i Sverige, fik 1759 den mindre Guldmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn. Han blev 1760 Stempelskærer ved Mønten i Oldenborg, men forflyt­tedes 1763 til samme Stilling ved Mønten i Kjøbenhavn og indtog mod

 

48

Slutningen af sit Liv (1794) samme Stilling i Altona. Han blev gift (ti. December 1762) med Anna Marie Magdalene Marr. I Aaret 1773 søgte han om at blive Medlem af Konstakademiet; men da han var sveusk og tillige kun havde den lille Guldraedaille som Billed­hugger, nægtedes det ham. Den kongelige Hønt- og Medaillesamling bevarer Medailler af ham fra 1760 til 1798; han skal være død 1800. Blandt hans Medailler kan nævnes hans første Arbejde, Medaille i Anledning af Enevældens Hundredaarsfest (1760), Medaillen til Enkedronning Juliane Marie i Anledning af 17. Januar 1772, i Anledning af Kronprinsens Formæling (o: Frederik VI 1790), samt en stor Del private Medailler. Han skattedes som en dygtig Medailleur. Hans Søn Georg Valentin Bauert, som 1791 —1810 var Stempelskærer i Altona (sammen med Faderen?), har skaaret nogle Medailler i Tiden 1794 — 1802. (Akad. Krebers Catalog I, S. 202, 216. Adresseavisen 1762, Nr. 92. Weinwich, S. 176. Mønt­værket. Naglers Monogr. I, 1591).

 

Baurenfeind. Georg Vilhelm Baurenfeind, Kobberstikker, født i Nürnberg, blev af Justitsraad Klevenfeldt forskreven til Kjøbenhavn for at deltage i »de af ham underhavende Værker.« Her blev han Lærling af J. M. Preisler og fik 1754 den store Sølvmedaille ved Konstakademiet. Paa et Stik efter Poussins Maleri »Moses ved den brændende Busk« fik han d. 3, April 1759 Akademiets store Gruld-medaille som Kobberstikker og blev s. A. udset til som Tegnemester at ledsage det lærde Selskab, Frederik V sendte til Arabien. Som Akademiets rejsende Pensionair fik han af den kongelige Particulair-kasse 200 Rdl. d. C. (960 Kroner) aarlig og 300 Rdl. i Equiperings-penge. Denne Konstner, til hvem Akademiet nærede gode For­ventninger, døde imidlertid allerede den 29. August 1763 ombord paa det Skib, som førte Rejseselskabet fra Mokka til Bombay. Sandvig nævner en Mængde af hans Kobberstik, Tegninger og nogle Malerier. Han har blandt andet stukket Grev Moltkes Portræt efter Pilo i sort Konst. (Weinwich, S. 173. Berl. Posttid. 1754, Nr. 80. Akad. Biisching, Nachr. II, S. 93. Hennings, S. 77. Sandvig, S. 24—26. Skild. 1830, Sp. 737. Fiissli, Suppl., S. 46.)

 

Bayer. Johan Christian Theodor Bayer var Søn af nedennævnte J. Th. Bayer og født den 6. November 1817. Han var sin Faders Lærling i Blomsternialeriet, besøgte Konstakademiet (1833—37) og coneurrerede 1843 for den Neuhausenske Præmie med »En blomstrende Plante« i Vandfarvemaleri, uden dog at opnaa den, der blev Thornam (se denne) tilkjendt Da han ikke følte sig

 

49

oplagt til at afløse Faderen i hans Virksomhed som Maler ved Flora, Danica, levede han senere som Vandfarvemaler, og malede dels Blomster- og Frugtstykker, dels Miniaturportræter. Han døde den 28. April 1862. (Medd. fra Sønnen. Akad. Skifteretten.)

 

Bayer. Johan Christoffer Bayer, Blomstermaler, født i Nürnberg 1738, kom efter nogle Aare Ophold i Leipzig til Kjøbenhavn (1768) for at male Planter til Flora Danica.1 Dernæst blev han Porcelainsmaler ved den nylig oprettede Porcelainsfabrik og malede til den Flora-Danicastellet og nogle store Vaser. Han har ligeledes medvirket til Holmskjolds Værk over Svampene. Tillige malede han Blomsterstykker i Vandfarve. Spengler roser ham for ^Natur-sans, Flid og Nethed i Behandlingen. Han var gift med C. B. fedt Behling og døde i Kjøbenhavn 20. December 1812 i sit 75de Aar. Maaske ogsaa et Portræt af Frederik VI's Vartrrue, Madam Schøn-berg, som for faa Aar siden endnu var bevaret, er malet af ham. (Speugl.Ajt.Eft., S. 2—3. AVeinw. S. 234 Adresseav. 1812, Nr.302.)

 

Bayer. Johan Theodor Bayer, Søn af ovennævnte J.C.Bayer, var født d. 21. Februar 1782 i Kjøbenhavn, lærte at tegne og male af Miniaturmaler W. A. Müller eller maaske snarere af Kobberstikker og Blomstermaler C. F. Müller, og begyndte allerede som ganske ungt Menneske at male Planter til det botaniske Værk Flora Danica. Han synes dog først at være bleven ansat som fast Tegner ved dette Værk fra Aaret 1805, da Udgivelsen blev overdraget Professor Hornemann, med hvem han i 1806 foretog sin første botaniske Kejse. Han vedblev at arbejde paa dette Værk indtil sin høje Alderdom og tog først sin Afsked i 1868. Han var 1807 bleven gift med Marie født Post, og døde i Kjøbenhavn d. 10. Februar 1873. Weinwich nævner ham fejlagtig som J. J. Bayer. (Weinwich, S. 234 og Lex. Private Meddelelser.)

 

Bech. Johan Anton Beoh, Portrætmaler og Lærling af Konstakademiet, født 1797, var Søn af Capitajn og Skrædermester N. H. Bech og døde allerede 28 Aar gammel af Brystsyge den 16. Juni 1825. Han var bleven gift i sit 18de Aar med Juliane f. Meyer og efterlod sig en frugtsommelig Enke og tre smaa Børn. Han udstillede Portræter i Aarene 1812—22. (Akad. Udst. Cat. Skifte­retten. Adresseavisen 1825, Nr. 139.)

 

Bech. Marcus Christian Bech, Søn af Tømmerhandler J. Bech i Kjøbenhavn og født 1850 dersteds, har gaaet i Tømrerlære hos

 

1 Som det synes er denne Angivelse (af Spengler) urigtig. Han skal ikke .have været brugt til det botaniske Værk Flora Danica.

 

50

Tømrermester Blom og fra 1866 besøgt Konstakademiet, hvor han d. 30. Juni 1876 fik Afgangsbevis som Architekt. (Akad.)

 

Bocker. J. J. Becker synes at have været en dansk Portræt-maler, som 1808—11 og 1829—40 opholdt sig i Hamborg, hvor han udførte Portræter i Kridt, Pastel og Miniatur, og som 1839 i Kjøbénhavn udstillede to tegnede Portræter. (Udst. Cat. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Beek. David Beek, en hollandsk Portrætmaler, født i Delft 1621, død i Haag 1656, skal have arbejdet i Danmark. (Weinwich, S. 55—56. do. Lex. Fiisslis Kstl. Lex. Fiorillo V. Decamps II o. fl.)

 

Beeken. Hartmann Beeken var født i Kjøbenhavn og gjennemgik Konstakademiet 1758—65. Han fik flere Sølvmedailler og endelig 1764 og 1765 den mindre og større Gruldmedaille, 1768 fik han det akademiske Rejsestipendium for sex Aar, men han forblev yderligere 2½ Aar udenlands for egen Regning. Han var først i Paris og senere den længste Tid i Rom samtidig med Abildgaard. Dem begge paalagde Akademiet at hjemsende Ornamenttegninger til Sko­lerne. Efter Hjemkomsten 1777 blev Beeken agreeret og fik som Opgave til Medlemsstykke »Apollo som Konstens Beskytter«. Det blev imidlertid aldrig fremstillet for Akademiet. Beeken synes at have været en fortrinlig Tegner, navnlig havde han en Maade at tegne Portræter, »som i høj Grad har tiltalt alle dem, som ønske at have godt lignende Portræter af deres Venner, uden at give for meget derfor.« Ved Salonen 1778 udstillede han en Buste af en gammel Kone (hans egen Moder), som saa vidt Forf. mindes endnu bevares i Konstmuseets Sculptursamling, samt et Barnehoved. Navnlig den gamle Kones Portræt tiltalte ved sit Liv. Akademiet ejer eller har ejet to Buster af Beeken: Hertug Ferdinand af Brunsvig's og Gehejmeraad Luxdorph's. Han døde 1782 uden Tvivl i temmelig ung Alder. Hans Tegninger bleve senere kjøbte af Akademiet. (Weinwioh, S. 214. do. Lex. Hennings, S. 142. Ålm. dsk. Bibl. Marts 1778. S. 91. Akad.)

 

Beenfeldt. Ulrik Ferdinand Beenfeldt, gift d. 6. Nov. 1762 med Jfr. Lovise Jansen, kaldes i Anmeldelsen deraf Skildrer d. v. s. Konstmaler. Kjendes for øvrigt ikke. (Adresseavisen 1762, Nr. 83.)

 

Behn. von Behn. Efter Dalins Specimen biogr., Stokh. 1724, anføres denne som en begavet norsk Miniaturmaler, der 1684 var hos Dronning Ulrikke Eleonore af Sverige, og efter hendes Død hos Kong August af Polen. (Weinwich, S. 91. Wielandt, Lærde Tid. 1725, S. 503. Sandvigs ColL, S. 26.)

 

51

Behnke. Hans Behnke synes at være den sainme som 1803 fik mindre Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn og 1816 nævnes som Stadsbygmester i Altona. (Akad.)

 

Behrends. August Frederik Behrends, født i Odense d. 24. Juni 1821, er Sen af Skrædermester Joachim Frederik Behrends og Frederikke Amalie fedt Stockmann. Han besøgte Konstakademiets Skoler i Kjøbenhavn (1836—44) og var blandt de af dets EleveTj som deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum. Tillige udstillede han 1841—44 nogle tegnede-Portræter. Efter en mindre Hejse i Tydskland nedsatte han sig i 1848 i Odense som Decorationsmaler og giftede sig 1853 med Hegine Christence Caroline født Lehn. I Odense har han blandt andet tegnet de vigtigste af Byens konstneriske Minder til Museet for de antiquariske Mindes­mærker, saaledes den udskaarne Altertavle i Frue Kirke (af OL. Berg), Altertavlen i St. Knuds Kirke m. m. En Aquarel af det ahlefeldske Kapel i St. Knuds Kirke var udstillet 1872. En selvstændig Gom-position, »De svenske Regimenters Modtagelse paa Torvet i Odense« i Aquarel, udført 1848, har været udstillet udenfor Catalogen. (Konstn. egne Medd. Akad. XJdst. Gat.)

 

Bendixen. Bernhard Axel Bendixen, er Søn af Skomager Johan Conrad Bendixen i Kjøbenhavn og Sara født Israel fra Meklenborg. Han er født i Kjøbenhavn d. 10. Maj 1810 og besøgte Konstakademiet, hvor han 1826 fik den mindre, og 1828 den store Sølvmedaille, samtidig med at han var Elev hos Professor J. L. Lund, fra 1824—39. Han coneurrerede tre Gange til lille Gtuldmedaille uden at opnaa den. Dog valgtes han blandt Lunds Elever til at eopiere et af dennes Billeder til Altertavle tal Tolne Kirke (1827—28), og han fik 1831 Accessit ved en Concurrence om Pengepræmien, hvor B-oed blev ham foretrukken til den egentlige Præmie, da Stemmerne var lige. Ted en Concours til den Neuhausenske Præmie var han heller ikke den Vindende, og disse Uheld bestemte ham til at søge sin Lykke i Udlandet, navnlig som Portrætmaler. Han forlod Danmark 1840 og nedsatte sig, efter at have rejst i Sverige og Tysklaud, i Hamborg, hvor han blev gift med en Hamborgerinde Jenny Stade og endnu lever som Portrætmaler, Lithograf og Fotograf. Af hans Arbejder blev »Hagar og Ismael« kjøbt til den kongl. Malerisamling i 1831. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat. Akad.)

 

Bendixen. Siegfried Bendixen, født i Kiel 1784, kom som ungt Menneske til Hamborg, hvor han fandt Velyndere, der under­støttede ham. Han lagde sig først efter Decorationsmaleriet, men

 

52

blev senere Landskabs- og Genremaler, Raderer og Lithograf. Ogsaa Blomsterstykker malede han med Held. I Hamborg oprettede han en Malerskole, som navnlig besøgtes af Holstenere, hvoraf flere, som Gurlitt, Martens o. A. senere for en Tid sluttede sig til den danske Malerskole i Kjøbenhavn. I 1826 gjorde et Stentryk »af vor hæderlig bekjendte Landsmand«, forestillende »Ansgar«, ogsaa Lykke i Kjøbenhavn. Han forlod 1832 Hamborg og rejste til Lon­don, hvor han siden levede. (Hamb. Kiinstlerlex. Nagler, Monogr. IV, 3947. Dagen 1819, Nr. 70. Skild. 1826, Sp. 621.)

 

Bendrup. Knud Nielsen Bendrup nævnes af Spengler som Maler af et Stilllebenstykke i den kongelige Malerisamling. (Spengler, Art. Eft.)

 

Bendtsen. Simon Peter Christian Bendtsen, født 1842 i Frederiksborg og Søn af Værtshusholder, Vildthandler Bendtsen dersteds, lærte Tømmerhaandværket i Frederiksborg og besøgte der-paa Konstakademiet i Kjøbenhavn fra Jan. 1860 til Dec. 1870, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han har sin Virksomhed i Kjøbenhavn. (Akad.)

 

Bendz. Vilhelm Ferdinand Bendz er født den 20. Marts 1804 i Odense, hvor hans Fader Laurits Martin Bendz var Borg­mester; hans Moder, Regine Christence, var født Bang. Da han ingen Lyst havde til Studeringer, medens han paa den anden Side stedse havde vist Talent for Tegning, besluttede Forældrene at tage ham ud af Odense lærde Skole og sende ham til Kjøbenhavn, for at han kunde besøge Konstakademiet (1820). Han blev anbefalet til Overbygningsdirecteur C. F. Hansen, og det var først Bestem­melsen, at han skulde uddanne sig til Bygmester. Imidlertid besøgte han, som det synes, ikke Bygningsskolen, men Klasserne for Frihaandstegning, og rykkede om Foraaret 1821 op i den øverste Klasse (2den Frihaandsskole), Aaret efter kom han i Gibsskolen og atter Aaret efter i Modelskolen. Det var ikke nogen særlig hurtig Fremgang, og der fortælles, at i Førstningen tegnede hans Broder bedre end han og hjalp ham endog med hans Arbejder. Men da han i Eckersbergs Malerstue fik Penslen i Haanden, udviklede hans Talent sig med Kraft. Den 5. Jan. 1824 fik han enstemmigt den mindre Sølvmedaille for Tegning og om Sonaren samme Aar Penge­præmie for Maling efter den levende Model. Aaret fefter (d. 4. Jan. 1825) fik han ligeledes enstemmigt den store Sølvmedaille i Model­skolen. Dermed var i Grunden hans akademiske Bane til Ende. Vel deltog han om Somren samme Aar i Goncurrencen til lille Guld-

 

53

medaille over Opgaven »Den blinde Tobias falder i sin hjemkomne Søns Arme«, men da Medaillen ikke tilkjendtes ham, gav han Slip paa Historiemaleriet for ganske at hellige sig Portræt- og Genrefaget. Under disse Studier var Bendz' Fader død (1824), hvorved al Understøttelse fra Hjemmet ophørte, men Akademiets Præses Prins Christian, der ved saa mange Baand var knyttet til Odense, tog sig af den. forladte Yngling og gav ham en aarlig Understøttelse af 80 Rigsbankdaler (160 Kroner) i tre Aar. Bendz benyttede sin Færdighed i at tegne, og male træffende Portræter til at udføre en Mængde smaa Portrætmalerier af Frederik VI, dels i Generals-dels i Admiralsuniform, som han solgte til ti eller tolv Rbdl., for paa den Maade at forbedre sine Indkomster. For øvrigt begyndte han med at portrætere sig selv og sine Brødre, men vakte dog først ret Opmærksomhed ved et Portræt af Pastor Hornsyld, der var udstillet 1825. Det følgende Aar udstillede han blandt andet to Billeder »Modelskolen paa Kunstakademiet« og »En ung Konstner (Blunck) betragtende en Skitse i et Spejl«, som blev kjøbt til den kongelige Malerisamling (egentlig til Kongen), og 1827 det store Billede, som især bærer Vidne om hans Talent, »En Billedhugger, der arbejder efter den levende Model«. Billedhuggeren  var Portræt af Medailleur G. Christensen, og Rummet var afdøde Dajons Værksted; ogaaa dette Maleri blev strax kjøbt til den kongelige Malerisamling. Af hans Arbejder i disse Aar maa endvidere nævnes »En Tiggerkone med et Barn«, det Waagepetersenske Familiestykke, Frederik VI i Kroningsdragt til Gouverneur Scholten i Vestindien og en Del andre Portræter og Portrætgrupper. En egen Opgave fik han, da det i 1828, i Anledning af Prins Frederiks (Frederik VII) For­mæling med Prinsesse Vilhelmine, blev overdraget ham efter Abildgaards Skitse til »Christian IV i Slaget ved Femern« at male et stort Billede som Sidestykke til de tre, der ere bevarede af Abildgaard selv. Det vanskelige Hverv lykkedes ham godt og stemte Konstakademiet yderligere til hans Gunst. I varme Udtryk anbefalede det ham til kongelig Understøttelse til en Udenlandsrejse. »Blandt Akademiets talentfulde Elever,« siges der, »indtager Bendz en af de første Pladser, . , . han har overtruffet Akademiets Forventninger og lagt sine hejst mærkelige Naturanlæg for Dagen«, og det anbe­faler ham til en Udenlandsrejse, »hvortil han er modnet og udviklet som Konstner«. Endelig lykkedes det ham at opnaa Rejseunder­støttelse, rimeligvis af Fonden ad usus pubicos, og 20. Juni 1831 udstedte Akademiet et Certificat for ham til at medtage paa Kejsen.

 

54

Med den Skarphed og Sikkerhed i Tegningen, som Eckersberg forstod at meddele sine Lærlinger, forbandt Bendz et Øje for Farvevirkning, man hidtil ikke har set i den Skole, hvortil han hørte. Om end hans Palet i disse Arbejder før Rejsen i sit Grundpræg har meget til fælles med Mesterens, føler man dog en Sans for Kraft og Dybde i. Farven, som hos Eckersberg gjærne forsvandt i den lyse kølige Sølvtone, der især tiltalte hans Øje. Bendz holdt derfor ogsaa meget af den ejendommelige Virkning, det konstige Lys fremkalder, og det ene af de tre Billeder, Malerisamlingen ejer, forestiller Modelskolen, hvor Eleverne arbejde ved Lampelys. Det har moret ham at forfølge det spillende Lysskjær gjennem alle sine Afskygninger, indtil det ligesom drukner i Skyggernes dunkle Dyb. Billedet er som badet i en dæmpet gylden Glans, hvori de stærkere Lyspunkter let og naturligt vise Blikket Vej til Hovedsagen i Fremstillingen. At han ogsaa med Smag og Sikkerhed forstod at følge det klare Dagslys med dets bredere Reflexer viste han i »Billedhuggerens Værksted«.

Bendz gav i sine Ungdomsaar sit overstrømmende livsfriske Sind Luft med en Frihed og Tvangløshed, der i manges Øjne syntes vilkaarlig Særhed.  Denne hans sædvanlige Sindsstemning veg dog Pladsen for vemodig Alvor, i det Øjeblik han skulde forlade Danmark, Forlovede, Slægt og Venner. Men efter at han var kommen bort fra de store Byer, Hamborg, Berlin og Dresden og begyndte at færdes i den frie Natur, vaagnede hans Livsglæde igjen, og Brevene til hans Forlovede, hvoraf Udtog ere bevarede, flød over af Friskhed og næsten burschikos Lystighed. Det første Maal for hans Rejse var München, hvor dengang en levende og frugtbar Konstnervirksomhed rørte sig. Der forblev han et helt Aar (fra 14. Sept. 1831 til 6. Sept. 1832) i livligt Samkvem med danske og tyske Venner. Der malede han sit sidste større Arbejde »Konstnernes Bord i det Finckske Kaffehus i München«. Det er en talrig Kreds af Portrætfigurer, livligt og naturligt grupperede. I Bag­grunden ser man ind i tvende andre Rum. Ogsaa i dette Billede valgte han Aftenbelysning og gjennemførte den med megen Skjønheds-sans og Virkning. Afdøde Høyen har i en efterladt Notits træffende karakteriseret det, Bendz vilde og naaede i følgende Ord: »Grenre-og Naturstudierne consequent fortsat, men efterhaanden med mere Lyst til hollandsk Finhed.«

Hans Vandrings Maal var imidlertid sin Ende nær. Fra München drog han med nogle Venner over Tyrol ad Italien til og havde

 

55

allerede sendt sin Kuffert forud til Rom. I Venezia følte han sig syg, men rettede sig dog og rejste efter nogle Dages Ophold videre med Blunck, hvem han havde mødt der. I de første Dage af November kom han til Vicenza syg af en Mavebetændelse, og døde der d. 14. Novhr. 1832 endnu ikke fyldt 29 Aar. Han jordedes Dagen efter i et Hjørne af Kirkegaarden, som var bestemt for apostatici.

Ikke alene Kunstakademiet »beklagede dybt dette uerstattelige Tab af en af dets mest talentfulde unge Konstnere«, ikke alene Slægt og Venner' savnede den livsglade, trofaste Ven.: hvis han havde udviklet sig, som han var begyndt, kunde han være bleven en kraftig Støtte for den danske Konstskole. Naar man overser de 26 Billeder, han har udstillet, synes det utvivlsomt, at han ikke har haft den Slags skabende Snille, som kræves for at blive Historie­maler. Det var vel ogsaa Følelsen deraf, der bevægede ham til saa hurtigt at opgive ethvert Forsøg paa at vinde Guldmedaillerne. Men han havde et saa levende Øje for Naturen, at enhver Gjengivelse blev til ægte Konst under hans Haand. Det er vanskeligt i hans Billeder at drage Grænsen mellem Portræt og Genre. Han har vistnok ikke malet nogen eneste Figur, som ikke var Portræt; men hans Opfattelse var saa karakteristisk, hans Gjengivelse saa consequent, at den frembragte Skikkelse blev hans konstneriske Ejendom, som han frit kunde tumle med. Hvor interessante saaledes Hovederne paa det Finckske Kaffehus end var som Portræter for den Kreds, der kjendte alle disse Mennesker, har Billedet intet tabt i Værd for den Efterverden, som ikke kjender dem. Det bliver ligegodt en livfuld og beaandet Fremstilling af Datidens Konstnerliv i München, og man glæder sig over den Skarphed, hvormed de enkelte Karakterer ere gjengivne uden at spørge om deres Navne. (Dske Saml.2. R,1,313—42. Udst.Cat. Priv. Optegn. Akad. Gæal845S.341.)

 

Bentzen. Edvard Harald Bentzen, Søn af Jærnstøber Bentzen i Kjøbenhavn, er født d. 2. November 1833. Han blev Elev af Billedhugger H. V. Bissen og besøgte fra 1847 til 1855 Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1854. Bentzen begyndte at udstille 1852 og har som Billedhugger, foruden et Concurrencearbejde, Gruppen » Moderkjærlighed« (1857), kun udstillet Portræter, dels i Medaillon, dels i Buster, deriblandt Conferensraad Bræstrups Buste og Professor Gades Portrætmedaillon. Han nar tillige i Aarene 1861 — 70 flere Gange udstillet Genremalerier, saaledes 1870 »Billedhugger Bissen i sit Atelier«. Som Billedhugger har han arbejdet meget saavel for den ældre som for den yngre

 

56

Bissen. Han blev gift 1861 med Marie Sofie Henriette født Deich-mann. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bentzen, Niels Peter Andreas Bentzen, født 1813, levede som Portrætmaler i Kjøbenhavn og udstillede 1841 nogle Portræter. Han døde d. 22. April 1876, 63 Aar gammel, (Private Opgiv. Udst. Cat. Fdl. 1876 Nr. 98.)

 

Bentzon. Otto Vilhelm Bentzon, Søn af Cand. philos. Lærer A. T. T. Bentzon, er født i Kjøbenhavn d. 14. Januar 1842, For at uddanne sig til Lithograf besøgte han Konstakademiet fra 1858 til Udgangen af 1865, efter at han i 1863 var bleven Elev af Modelskolen. Han har siden været sysselsat som Lithograf hos Hoffensberg, Jespersen og Fr. Trap og der udført bl. a. nogle Blade til »Danske Mindesmærker«, indre Udsigter til Roskilde Domkirke og Hellig tre Kongers Kapel. (Konstn. egne Medd. Akad.) .

 

Benzon. Christian Albrecht v. Benzon var Søn af Kammerjunker Jakob v. Benzon og blev født i Kjøbenhavn den 11. Juni 1816; han tilhørte den bekjendte Benzonske Familie i Pyen og var Arving til Christiansdal, hvilken Ejendom han, rime­ligvis for at følge sin Tilbøjelighed til Konsten, afstod til sin Broder Jens v. Benzon mod en Pengesum. Han kom først temmelig sent til at dyrke Konsten for Alvor, navnlig tilskyndet af en Farbroder, som satte igjennem, at han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn (1833—36); men han gav sig ikke Tid til at vinde dets Medailler. I 1835 malede han et Portræt af H. C. Andersen, som denne selv fandt »ganske skrækkeligt«. Det er stukket af Weger i Leipzig til den nye Udgave af Andersens samlede Skrifter. For øvrigt udstillede Benzon her fra 1836 til 1846 en Del Portrater og Genrebilleder og et enkelt historisk Billede. . I 1840 eller 1841 rejste han til Düsseldorf, hvor hans Talent synes at have udviklet sig. Et derfra i 1842 hjemsendt Billede »Den sidste Tilstaaelse« skal have vakt megen Opsigt, saafremt det, hvad alt taler for, er det samme, som ogsaa kaldes »En Synder paa sit Dødsleje« eller »Don Juans Død«. Anger, Fortvivlelse og Samvittighedsnag skulle heri have været udtrykte med en gribende Sandhed. »Knud den Helliges Død«, som blev udstillet her 1844 efter Catalogens Tryk­ning, synes at have gjort Lykke i Tyskland og omtales rosende af H. C. Andersen i hans Levned. I Düsseldorf giftede han sig med Rosalia Cazin og rejste, som det synes 1844 eller 1845, til Paris, hvorfra han i 1846 hjemsendte til Udstillingen i Kjøbenhavn

 

57

”Normannerhøvdingen Hastings indtager en italiensk Stad ved List”. Af senere Arbejder, som ikke have været udstillede her, nævnes »Ludvig IV af Frankrig erkjender i Rouen, i Harald Blaatand af Danmarks Nærværelse, Richard I og hans Efterkommere for Her­tuger af Normandiet«, for hvilket han af Louis Philippe fik en Guldmedaille. Maleriet tilhører Raadhuset i Rouen. Benzon døde af Cholera i Paris d. 30. September 1849. (Andersens Skr. I 262 [1876]. Muller Neustes Kunstl. Lex. Udst. Gat. Akad. Private Meddelelser.)

 

Berg. Claus Berg var af adelig (patricisk) Slægt i Lybek, og da han fra Ungdommen havde Lyst til Tegning, fik han Lov at følge denne Tilbøjelighed og gjorde saa store Fremskridt, at han vandt Navn ikke alene i sin Hedeby, men ogsaa i Norden. Bog dyrkede han ikke sin Konat som Næringsvej, hvilket var under hans adelige Værdighed, men ene for sin Fornøjelse. Da han derfor af Kong Hans Enkedronning, Kirstine, blev indbudt til Odense, for at .gjøre Udkast til en Altertavle, hun vilde stifte i Grraabrødrekirken der, var han i Førstningen ikke villig til at komme. Først da hun tillod ham at medtage Svende, der var kyndige i Billedskjæring, medens han selv kun skulde lede Arbejdet, rejste han til Odense med tolv Svende, som efter gammel Skik bar Silkeklæder. De fik deres Løn hver Maaned af Dronningen og udførte hele Udskjæringen, medens han selv kun gjorde Tegningen. Det havde været hans Tanke at vende tilbage til Lybek, men imidlertid giftede han sig i Odense med Margrete Grott fra Reinshurg af en fra Ditmarsken stammende Slægt og forblev nu bosat i Danmark, hvor hans Søn og Sønnesøn indtog fremragende Stillinger som Gejstlige, medens ogsaa hans Kones Slægtninger fik Embeder og Stillinger i Danmark og Norge. Berg synes at være indkaldt til Danmark i det første Tiaar af det sextende Aarhundrede (1500—10) som temmelig ung Mand, og det er rimeligt, at Altertavlen endnu ikke var færdig ved Enkedronningens Død 1521. Vi kjende heller ikke Konstnerens Dødsaar, men tør formode, at han endnu levede i 1532. Altertavlen, som 1806 ved Auction tilfaldt Frue Kirke i Odense, er bleven omhyggelig restaureret, og blev beskreven af Professor N. Høyen i en Artikel i »Fædrelandet« for 1865. (Weinwich, Side 8. Danske Mag. I, 24. Høyens Skrifter II, 339, jfr. Skild. 1806, Sp. 864—66; 1829, Sp. 1055.)

 

Berg,    Hans Berg formodes at være Søn af Peter Berg og var ligesom denne Medailleur.    Han nævnes 1735 og var Stempel-

 

58

skjærer ved Mønten i Kjøbenhavn til 1743, da han afløstes af Wahl. (Krebers Catalog I, 194. Schlesw. Kunstbeitråge S. 43, jfr. Skild. 1829, Sp. 1058.)

 

Berg. Magnus Berg var født den 28. Novbr. 1666, ifølge hans gamle Biografs Gisning »paa Hedemarken udi Romedals Prestegield«, medens den norske Forfatter P. Botten Hansen mener, at han var en Gudbrandsdal. Han var i sine yngre Aar Tjener hos Grev Ulrik Frederik Gyldenløve, der var Statholder i Norge, og vakte Opmærksomhed ved sin, blandt norske Bønder ikke usædvanlige Færdighed i at udskjære Træ. Gyldenløve sendte ham (1688) til Kjøbenhavn med Anbefaling til Kong Christian V. Han blev ved St. Hansdagstid 1690 sat i Lære hos Peder Andersen paa Frederiks­borg og forblev der til dennes Død (1694). Efter Lærerens Død begyndte han selv at oppebære de .200 Rdl. d. C. aarlig, som Andersen havde faaet til hans Underhold, og disse forhøjedes strax til 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner), da han samme Aar rejste uden­lands. Han synes ikke at være vendt tilbage fra sin Rejse, hvortil hans daværende Velynder Hofjunker Knuth især skal have for­hjulpet ham, før i 1699. Under Frederik IV var han Ridsemester (Tegnelærer) for de kgl. Prinser og Pagerne med 400 Rdl. aarlig Lønning, som af Christian VI (1730) blev forhøjet til 600 Rdl. aarlig. Han havde kort efter sin Hjemkomst giftet sig med en Datter af Raadmand Jens Kuur, men hans Ægteskab varede næppe et Aar rundt og siden giftede han sig ikke igjen, Hans Helbred var ikke stærkt, og han led allerede i sit 50de Aar saa meget af rystende Hænder, at han maatte udbede sig Rejsetilladelse for om muligt at gjenvinde sin Helbred. Han synes tillige at have haft det Formaal at afsætte nogle af sine Arbejder. Han var borte 1722—23 og besøgte, foruden Pyrmont, hvis Brønd han brugte, Wien, Prag, Hannover og flere tyske Stæder samt Nederlandene. Han døde d. 31. Marts 1739, efter at have testamenteret Kongen to af sine Hovedarbejder og de Fattige Tredjedelen af sin Formue.

Hos Peder Andersen blev Berg oplært til Maler og havde, efter sin Biografs Sigende, saa gode Anlæg, at hans Mester endog blev misundelig paa ham. Den kongelige Malerisamling ejer ogsaa af ham en Copi efter Carlo Marafcta, forestillende den hellige Augustinus, og hans eget Portræt. Hvor de øvrige 24 Stykker, som Kongen ifølge Testamentet udtog af Konstnerens Samling, nu ere henne, kan ikke nærmere angives. Bergs Adkomst til at mindes er dog ikke saa meget hans Malerier, som hans i Elfenben udskaarne

 

59

Arbejder. De to vigtigste af disse ere en stor Vase, 1½ Alen høj, med Udsmykninger af Sølv og Bron.ce, samt et Relief, som forestiller Frederik IV, omgivet af »adskillige Dyder«. Foruden, disse udførte han en Mængde Reliefer i Elfenben, som dels tilhøre Konstmuseet, dels af ham selv solgtes i Udlandet. Det er rige Compositioner i en mere malerisk end plastisk Stil, men ikke uden smuk Følelse for Emnerne, der sædvanlig ere af religiøst Indhold. Berg var, som det synes, en i religiøs Hensende alvorlig bevæget Mand, som paa sin Vis syslede meget med theologiske Emner og efterlod sig ikke mindre end 14 temmelig store Haandskrifter om religiøse Spørgsmaal, foruden et Par mindre trykte Skrifter. Hans Levned er skrevet af hans Ven og Efterfølger i Embedet som Ridsemester, Naaman Prehn, og trykt i Danske Magazm. (Danske Magazin I, 226—43. Kongelige Regnskaber i Grehejmearch. Botten Hansen, Nytaarsgave, Side 64. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1057.)

 

Berg. Peter Berg arbejdede som Medailleur i Kjøbenhavn efter Weinwichs Kunsthistorie fra 1701—33, efter hans Lexicon endog fra 1699. Møntværket i den kongelige Møntsamling nævner Medailler af ham fra 1704—1733, da han formodes at være død. Han havde en aarlig Løn af 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) fra Particuliére-kassen, men regnedes ikke for nogen fremragende Konstner.

Kobberstikkeren Peter Berg, som 1735 stak et Portræt af Prinsesse Hedvig Sofie, »et højst rart Stykke« (gyseligt!), var maaske ligesom Hans Berg en Søn af Medailleuren. (Weinwich, S. 125. Møntværket. Gehejmearch. Sandvig S. 27. Hjelmstjernes Saml. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1058.)

 

Bergsøe, Johan Frederik Bergsøe, Søn af Administrator ved den kgl. Porcelainsfabrik Carl Vilhelm Bergsøe og Sofie født Bech, er født d. 27. October 1841. I hans fjerde Aar røvede en alvorlig Sygdom ham Hørelsen, saaledes at han endog i sin Opvæxt var døvstum, og den ene Fod, hvori der gik Koldbrand, samt efter­lod i det hele saa megen Svækkelse, at han siden stedse har maattet kæmpe med et svagt Helbred, Da han følte sig dragen til Konsten, gjennemgik han Helsteds Tegneskole, lagde sig derpaa efter Kobberstikkerkonsten, men fordi hans Syn ikke taalte Arbejdet med Grravstikken, rejste han til Italien (1867), hvor han lagde sig efter Vandfarvemaleri under den franske Landskabsmaler Benouvilles Vejledning og siden efter Oliemaleriet hos la Cour, som dengang (1869) opholdt sig i Rom, Af Helbredshensyn har han dog efter sin Hjemkomst næsten udelukkende dyrket Blomstermaleriet, mest

 

60

i Vandfarvebilleder, men søger under Ottesens Vejledning ogsaa at tilegne sig Oliemaleriets Technik i denne Retning. Han har udstillet i 1870 og 1876 samt ved flere af Vinterudstillingerne nogle meget flittigt udførte Blomsterstykker i Vandfarve. (Private Medd. IJdst. Gat.)

 

Bertram. Carl Julius Bertram, født 1723 i London, kom til Kjøbenhavn med sin Fader, der var Silkevæver, blev engelsk Sprogmester for Cadetterne i Kjøbenhavn, Medlem af det kgl. engelske Selskab (1756) og gift med Cathrine Marie Gold. Han døde d. 8. Jan. 1765. Af hans Arbejder have konsthistorisk Interesse: 1) »Vermehrte und verbesserte ziveyte Auflage” af »Dauws wohl-unterrichteter og kunsttrfahrner Schilderer und Meder ”1 udgivet af B. Khv. og Leipz. 1755. Med en Vignet af J. Haas. 2) Kobberet til »Britanicarum genticum historiæ antiguæ Scriptores III«'. Hafn. 1757. 8°. 3) Det engelske Alphabet i Kobber. 4) »Munderinger af den samtl. kgl. danske Armee, ethvert Regiments Chef, dets Styrke og dets udi Fredstid havende Guarnison«. Kbh, 1762. 8°. Paa tysk var det udkommet 1761. (Worms Lex. Nyerup & Kraft. Sandv. S. 27. Adresseav. 1765 Nr. 4. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1059.)

 

Bevers. Peter Ludvig Bevers, Søn af Brofoged i Levensau ved Ejderkanalen Christian Bevers og Mariane født Heinsvig, lærte Xylografien hos Henneberg og Rosenstand, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn Oct. 1860 til Oct. 1863, har senere opholdt sig nogle Aar i Düsseldorf og har 1873 til 1875 udstillet Prøver paa Træ­snit for største Delen efter udenlandske Malere. (Akad. Udst. Gat.)

 

Biehl. Frederik Biehl, »Maler, født i Kjøbenhavn. I Aaret 1726 blev ham af Kong Frederik IV meddelt et latinsk Pas for at rejse gjennem Tyskland til Italien.« (Spengl. Art. Eft.)

 

Bille. Carl Ludvig Bille, Søn af Andreas Vilhelm Bille og Larsine Marie født Larsen, og født i Kjøbenhavn d. 20. Februar 1815, havde fra Ungdommen Lyst til at tegne og sysle med Skibe. Omstændighederne gjorde dog, at han kom i Sejlmagerlære og for som Sejlmagersvend og som Sømand i mange Aar, hvorved han vel havde Lejlighed til i rigt Maal at iagttage den Natur, han senere skulde gjengive, men ogsaa maatte se sine bedste Ungdomsaar gaa tabte for Konsten. Endelig, efter at han siden 1847 havde været bosat og gift med Emmeline Antoinette født Bonfils, sejrede hans Lyst til Konsten, saa at han aldeles opgav at fare for at leve som Sømaler. Han var allerede højt oppe i Manddomsalderen, henved de 40 Aar, da han (1854) udstillede sine første Søbilleder,

 

61

og Aaret efter blev han Lærling paany hos en næsten jævnaldrende Konstbroder, Sømaler Dahl, for at sætte sig ind i Perspectiv, hvori denne særlig var en Mester. Men Bille medbragte ved sit nøje Kjendskab til Skibenes Bygning og ved sit i hans Stilling som Sømand og Tegner øvede Øje saa gode Forudsætninger, at Lære­tiden kun blev kort. Senere har Konstneren udviklet sig jævnt, og da Forholdene ikke tillod ham at gjøre større Studierejser, har han med stræng Troskab holdt sig til det, han havde Lejlighed til at se, og i en lang Aarrække udstillet for største Delen mindre Billeder fra vore nærmeste Farvande, hvori et nøje Kjendskab til Emnet og sand Kjærlighed til Naturen umiskjendelig har været fremtrædende. Han har dog ved Siden af de udstillede Billeder malet ikke faa ogsaa større Billeder, der umiddelbart gik over i Kjøbernes Hænder, dels her og i Nabolandene, dels i England, Bille har væsentlig været knyttet til Akademiet som Udstiller og har derfor kun engang nydt en lille Rejseunderstøttelse fra Akademiet (1868), som Sygdom endog hindrede ham i at drage den rette Fordel af. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat. Kat. & Æsth., S. 195.)

 

Binck. Jakob Binck kalder sig paa et Stik fra 1530 Cotomensis og holdes derfor at være født i Køln1, men Angivelserne vakle mellem 1490 og 1504, ligesom Angivelsen af hans Dødsaar sættes af nogle til 1560 eller efter 1560, af andre til 1568. Han siges almindeligvis at have været Dürers Lærling og med mindre Sikkerhed tilføje, at han ogsaa har studeret i Italien under Marc.. Antonio Raimondi. Af en Række Skrivelser, som ere meddelte i »Nye danske Magazin« fremgaar det, at han har været i Danmark før 1546 som »kgl. Contrafejer«, og at han i det nævnte Aar er bleven sendt til Hertugen af Preussen, for at male nogle Portræter af ham.2 Christian III skriver gjentagne Gange til Hertugen i Kønigsberg for at faa sin Maler tilbage, men først midt i 1548 er Binck atter i Danmark, efter at Kongen har maattet love, at han senere

 

1  Nagler i sit Monogr. Lex. gjætter paa, at han kan være født i Coln an der Spree,   fordi  han   staar Preusserhertugen   saa nær.    Dette skyldes dog snarere dennes Svogerskab med Kongen af Danmark.   .

 

2  Bolzenthal anfører   dog, i sin Medailleurkonstens Historie,  S. 133, et Brev fra Christian IIl's Søster Dorothea, Hertuginde af Preussen, af 18. Maj 1544, hvoraf det ses,  at Einck ogsaa i det Aar har været overladt Hertugen af Preussen.    For at vise hans Virksomhed oversender hun tvende Skuepenge, den ene forestillende Hertugen,  den anden hendes Fader Frederik I „seliges Gedachtniss" .hvike Binck skal have udført.

 

62

maa rejse til Nederlandene i Hertugens Ærinde for at bestille et Gravmæle over Hertuginden af Preussen, der var Kongen af Dan­marks Søster. Endnu samme Aar var han i Saxen i Prinsesse Annas Brudefølge, og det følgende Aar ses det, at han paa Her­tugens Vegne var i Nederlandene. Men 1550 var han atter i Danmark og blev med Bygmestren Martin Bussart sendt til Holsten for at grundlægge en Fæstning i Krempe.

Binck traadte 1551 over i Hertugen af Preussens Tjeneste, sandsynligvis dog ikke for stedse, og Kongen forbeholdt sig nu efter sin Tour at sende ham til Nederlandene for at hente et Mindes­mærke over Kongens Fader, Frederik I, og opstille det i Slesvig Domkirke. Binck sendte 1552 Hertugen af Preussen Gravmælet over den afdøde Hertuginde og opsatte 1555 den danske Konges Gravmæle i Slesvig. I Sept. 1559 beder Christian III's Efterfølger, Frederik II, Hertugen af Preussen om at maatte laane Binck en kort Tid for at male nogle Portræter, men da Konstneren nu er bosat i Kønigsberg og har Kone og Børn, sker dette ikke. Han synes saaledes at være død i Kønigsberg.

Binck var ikke alene meget søgt som Portrætmaler, men ogsaa en meget flittig og duelig Kobberstikker, hvis Værker endnu søges af Samlerne. Weinwich nævner en Del af hans danske Portræter. Bartsch, Heincken og Merlo have Fortegnelser over hans Stik. Træ­snittene til Christian III's Bibel skal ogsaa skyldes ham, men om han selv har skaaret dem, synes ikke afgjort, fordi Kongens Portræt bøerer hans Monogram. Heller ikke ses det af de trykte Skrivelser, at Binck, som det antydes i »Nye Dske. Mag.«, skulde have givet Tegningen til de tvende omtalte Gravmæler. (Weinwich, S. 24 og 27. efter »Nye Danske Mag.« I, S. 321 flg. Merlo: Kbln. Kunstler. S. 35—48. Jfr. ogsaa Skild. 1830, Sp. 1066, der dog intet Nyt giver. Det der nævnte Maleri i den kgl. Malerisamling er ikke af Binck. Nyt Catalog Nr. 472.)

 

Bindesbøll. Michael Gottlieb Birkner Bindesbøll var Søn af Præsten Jens Bindesbøll og Karen Johanne f. Bornemann, og han blev født 5. Sept. 1800 i Ledøje Præstegaard. Da Faderen ikke holdt ham for begavet nok til at studere, blev han efter sin Confirmation sat i Lære hos Møllebygger Jørgensen i Kjøbenhavn. Han blev hurtig Svend og som saadan blev det ham overdraget at gjøre en Rejse til Stokholm. (1820) for at tegne en Korntørringsmaskine, hvorom han Aaret efter udgav et lille Skrift. Imidlertid var Tanken vaagnet hos ham om at opgive Haandværket for Konsten, og den

 

63

modnedes fuldstændig paa en Rejse, som han i H. C. Ørsteds Selskab foretog til Tyskland og Frankrig (1822—23). Studiet af Harsdorffs Bygninger havde vakt hans Begejstring for Oldtidens Bygnings-konst, og hvad Bygmestren Gau, hvis Bekjendtskab han gjorde i Paris, fortalte ham om Ponrpeji, forstærkede hans Kjærlighed til Oldtiden. Først efter denne Rejse gjennemgik han sine egentlige Læreaar ved Konstakademiet som vordende Bygmester, -^samtidig med at han blev Conducteur hos Bygningsinspecteur Koch. I Aarene 1824 til 1833 vandt han Akademiets Medailler og den Hanseåske Æresmedaille. Yed store Guldmedaille, hvortil Opgaven var en luthersk Hovedkirke«, overraskede han Akademiet ved at udarbejde sit Udkast i den gothiske Stil, men trods nogen Modstand tilkjendtes Prisen ham. Ku havde han Eet til Akademiets Rejsestipendium, som ogsaa tilfaldt ham fra 1. Januar 1835, men allerede Somren forud afrejste han til Italien og senere til Grækenland. Allerede inden Afrejsen havde han fattet Tanken til det Bygningsværk, der skulde blive hans Hovedarbejde, thi paa Udstillingen i 1834 saa man af ham »Skitse til et Lokale, hvori alle Thorvaldsens Arbejder kunde opbevares.« Denne Tanke fulgte ham paa Rejsen, han drøf­tede den i Rom med Thorvaldsen selv og hjemsendte i 1837 et nyt Udkast til Akademiet som Prøve paa sin Fremgang under Rejsen. Imidlertid kom han hjem i Slutningen af 1838, blev strax agreeret og fik i Februar 1839 sin Opgave til Medlemsstykke.

Men i Steden for at udarbejde dette vendte han hele sin Tanke mod Thorvaldsens Museum. Han blev Medlem af den Commission, der af Kjøbenhavns Commune var udnævnt til Opførelsen af et Museum, hvortil Frederik VI havde skjænket en Bygning bagved Christiansborg Slot. Han udarbej dede nu et Udkast, der var tillempet efter de givne Forhold og Arbejdet blev ham overdraget for en Sum af 200.000 RdL .(400,000...Kroner). I 1847 kunde Bindesbøll aflevere Bygningen som færdig fra sin Haand, og ved Frederik VII's første Besøg der (Oct. 1848) modtog han Dannebrogs­ordnens Ridderkors. Thorvaldsens Museum opførtes i en stræng og omhyggelig gjennemført græsk Stil, hvortil Motiverne tildels hentedes fra de græske Grave. Det skulde jo ogsaa paa engang være den store Konstners Grav og et .værdigt Gjemmested for hans Konstværker. Over Indgangen til den store, med levende og har­moniske Farver malede Bygning standser Sejrens Gudinde sit For­spand (et af Thorvaldsens egne Udkast, som Christian VIII paa sin Bekostning lod Bissen udføre i Malm), medens Bygmestren paa

 

64

den indre Frise i Museets Gaard lod fremstille en Væddekjørsel, som Billede paa Livets rastløse Fart mod det Maal, den hædrede Mester allerede havde naaet i sin stille Grav.

Bindesbøll havde for øvrigt ikke stirret sig blind paa Oldtidens Konst, selv om det var den, han fortrinsvis elskede; han erkjendte tvertimod enhver selvstændig Konstforms Berettigelse og udførte selv adskillige Bygninger i andre Stilarter. Efter Museets Fuld­endelse udarbejdede han endelig sit Receptionsarbejde: Udkast til et Anrfitheater i antik Stil, der var opgivet til at skulle rumme 1500 Tilskuere (1847). Samtidig med at have ledet Opførelsen af Thorvaldsens Museum, var han bleven udnævnt til Bygnings-inspecteur i Holsten, men han tiltraadte først sin Plads i 1847. Han havde 1844 bygget Klampenborg Badested i engelsk Cottagestil og dertil componeret en højst ejendommelig Concertsal, som dog ikke fik den Størrelse og Skjønhed, han oprindelig havde tiltænkt den, fordi Haandværkerne fandt hans Planer for dristige og først forstod deres Værd, da det var for silde. Blandt Konstnerens øvrige Bygninger maa nævnes Daarehuset ved Aarhus, den smukke lille gothiske Kirke i Hobro, Raadhuset i Thisted i Renaissancestil, Raadhuset i Stege i en lignende Stil, Stationsbygningerne ved den sles­vigske Jærnvej og Raadhuset i Nestved, I sit sidste Leveaar gjorde han Tegninger til et Thing- og Arresthus i Odense og til den nye Landbohøjskole ved Kjøbenhavn, som han uheldigvis ikke selv kom til at udføre. Slutstenen paa hans Virksomhed var hans Concours-tegning til et Universitetsbibliothek i en rig venetiansk Stil; men den blev ikke antaget.

Han var 1845 bleven gift med Andrea Frederikke Andersen, med hvem han fik en Søn og tvende Døttre. Efter at have været Bygningsinspecteur for Jylland (siden 1849) forflyttedes han 1851 til Kjøbenhavn, fik 1853 Titel af Professor og blev kort før sin Død udnævnt til Professor i Bygningskonst ved Konstakademiet. Han døde den 14. Juli 1856.

Hans Søn Thorvald Bindesbøll, født d. 21. Juli 1846, har siden 1861 været Elev af Konstakademiet for at uddanne sig til Architekt og bestod 23. Dec. 1876 Afgangsprøven som saadan. (Akad. Konst og Æsth., S. 1—12. Private Medd.)

 

Bischop. Cornelius Bischop, født i Dort d. 12. Febr. 1630, var Lærling af Ferdinand Boll og roses som en ret god Historie-og Portrætmaler, der dog af Lyst til Vinding forfaldt til at udføre middelmaadige Sager. Han blev af Christian V udnævnt til »Hof-

 

65

skildrer«, men døde allerede i sit 44de Aar 1674, efterladende 11 Børn, hvoraf to blev Malere, (Spengler, -Art. Efterr. Des camps II, S. 433.)

 

Bissen. Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, Søn af Herman Vilhelm Bissen og Hedvig Emilie født Møller, er født i Kjøbenhavn d. 5. August 1836. Han uddannede eig til Billedhugger under sin Faders Vejledning og "besøgte samtidig Kunstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt 1856. Han tog 1857, til Rom, hvor Faderen stedse havde et Værksted til sin, Raadiglied; her for­blev han, fraregnet Sommerbesøg i Hjemmet, indtil 1863 og uddan­nede sig paa egen Haand til Billedhugger. I 1863 udstillede han et større i Rom udført Arbejde »Ægeus, der ser ud over Havet efter Theseus' Skib«, hvorved han tildrog sig megen Opmærksomhed. Faa Aar efter (1866) vandt han Halvdelen af den Eibeschützske Præmie for »Noah« (jfr. Saabye). I Aarene 1866—68 var han atter i Italien, det første Aar med det Ankerske Legat, det andet med Konstakademiets Rejseunderstøttelse paa 800 Rdl. (1600 Kroner). Den 16. Februar 1871 blev han Medlem af Konstakademiet. Hans seneste større Arbejde er en kolossal Billedstøtte af »Absalon«, der var at se paa den nordiske Konst- og Industriudstilling i 1872 og af Konstneren er skjænket til Raad- og Domhuset, i hvis Forhal Gibsmodellen er opstillet. Tillige har Bissen i Faderens senere Leveaar deltaget meget i dennes større Arbejder,. saaledes fuldførte han bl. A. Rytterstøtten af Frederik VII, støbte den i Malm i et af ham selv oprettet Støberi, ciselerede og opstillede den paa dens Plads foran Christiansborg Slot. Fra dette Støberi er senere flere betydelige Malmværker udgaaede, dels efter hans egen og Faderens dels efter andre Konstneres Modeller, saaledes Carl .XIV Johan til Hest efter den norske Billedhugger Bergsliens Model til Chri­stiania.

Bissen blev 1861 gift med Johanne Vilhelmine født Michelsen, der døde allerede Aaret efter. I 1867 ægtede han Anna født Bruun. (Konstn. egne Medd. Akad. Illustr. Tid. 1863, 3. Maj. do. 1866, 15. April. Udst. Cat.)

 

Bissen. Herman Vilhelm Bissen, Søn af Christian Gott­lieb Vilhelm Bissen fra Holsten, for en Tid Landbruger i Angel, og Anna Margrethe Dorothea født Elfendehl fra Nordslesvig, blev født d. 13. October 1798, i Slesvig By, hvor Faderen dengang endnu boede. Aaret efter denne Søns Fødsel flyttede Familien til Angel, og der voxede Bissen op. Allerede i sin tidlige Barndom viste han

 

66

Tegn til konstnerisk Begavelse,  medens den Lyst til mechaniske Sysler, som hans Brødre havde arvet efter Faderen, ikke laa for ham. Hans Barndom forløb i Hjemmet under frie landlige Om­givelser, indtil Forældrene i 1812 atter flyttede til Slesvig, hvor Faderen fik et Embede som Skriver. Efter hans Confirmation var der Tale om at sætte ham i Snedkerlære, men hans Konstfrem-bringelser og Tegninger havde allerede vakt saa megen Opmærk­somhed, at nogle Yenner af Familien, hvoriblandt Maleren Bøhndel, sammenskjød en Sum Penge, der var stor nok til, at han med Spar­sommelighed kunde leve nogle Aar i Kjøbenhavn og uddanne sig til Maler, som var det Konstfag, hans Velyndere eller han selv nærmest tænkte paa.

Bissen kom til Kjøbenhavn i 1816, begyndte at besøge Konst-akadeiniet og var ved Nytaar 1818 naaet op i dets øverste Klasse, Modelskolen. Det trykkende i hans ensomme Stilling bragte ham nu til at vende hjem til Forældrene i den Tanke snarere at forsøge sin Lykke i Tyskland. Men et Besøg af Prins Christian i Slesvig blev afgjørende for hans Tilknytning til Fædrelandet. Prinsen til­sagde ham Understøttelse, naar han vilde vende tilbage til Kjøben­havn. Her vandt han (1819) Akademiets store Sølvmedaille og søgte samme Aar at vinde den mindre Guldmedaille som Maler; men han fik ikke sit Maleri færdigt. Ved den næste Concurrence (1821) var imidlertid Lysten til Billedhuggerkonsten bleven meget levende hos ham, og hans Lærer i malerkonsten, J. L. Lund, raadede ham selv til hellere at vælge dette Fag. Han var dog endnu saa tvivlraadig, at han tog begge Konstfags Redskaber med sig i Logen, hvor han skulde udføre sin Skitse, En tilfældig Omstændighed, at hans Farvespatel knækkede, blev ham et.afgjørende Vink, og han udførte sin Skitse som Relief. For det udførte Arbejde, »Josefs Brødre vise Jakob hans Søns blodige Kjortel« (l Mos. 37, 32—35.) fik han, enstemmig den mindre Guldmedaille (10. Sept. 1821). I det følgende Aar fik han flere Bestillinger til Slotskirken (4 Relieffer med bibelske Emner, 4 Medailler til at sætte over de 4 Evangelister, samt 4 Engleskikkelser, som udførtes i Stuk under Kuplens Flige), og modelerede tillige en Buste og en mindre Billedstøtte. Endelig vandt han (1823) den store Guldmedaille for Opgaven «Ja'iri Datter« (Marc. 5,41).

Nu havde han som Artist Ret til det store Rejsestipendium og fik det, ved Finansernes Hjælp, da Akademiets Stipendium endnu ikke vor ledigt, tilstaaet fra 1. Jan. 1824 først paa tre Aar, senere

 

67

forlænget med to Aar til. Allerede Juleaften 1823 var han hos sine Forældre i Slesvig, forholdsvis langsomt rejste han derpaa gjennem Tyskland og Norditalien til Roni, som han naaede om Efteraaret 1824. Akademiet og dets Præses, Prins Christian, nærede store Forhaabninger til den unge Mand, for hvem Konstens Herlighed nu skulde oplades, selv syntes han. derimod næsten over­vældet af sine Indtryk. Hans Modtagelighed var saa stor, at han næsten ydmygedes for dybt derunder. Denne Følelse fik ogsaa Indflydelse paa hans Forhold til Thorvaldsen. Han følte sin egen. Ringhed saa levende, at han ikke kunde nærme sig den verdens­berømte Mester, som da stod paa Højden af sit Ry, med den Tillid og Frimodighed, som laa Thorvaldsens jævne Personlighed nærmest; Følgen deraf var en Tilbageholdenhed fra Bissens Side, der blev udlagt som Kulde eller endog som en Stolthed, der grænsede til Skinsyge. I Tidens Løb lærte dog Thorvaldsen at skatte, ikke alene Bissens Talent, men ogsaa hans Personlighed, og viste ham i sine ældre Aar den varmeste Tillid.

Bissens første Tid i Kom var saaledes alvorsfuld nok. Sit første Arbejde »En liggende Bacchantinde« tilintetgjorde han igjen; men haiis utrættelige Flid og stærke Skaberevne bragte ham over alle Vanskeligheder. En Buste af Thiele, som han havde modeleret 1825, udforte han det følgende Aar i Marmor for .at øve sig i Mejslens Brug, hvilket faldt ham, ligesom tidligere Freund, svært nok. Et nyt Arbejde af ham, en Gruppe i halvnaturlig Størrelse, »En siddende blind Olding, til.hvem et Barn tigger«, ogsaa kaldet ”Belisar«; (udst. 1829), vakte megen Opmærksomhed i Konstner-kredsen og blev kjøbt af Grev Rantzau Breitenburg. "Dette Arbejde i Forening med et Par Relieffer med Fremstillinger af Homer og et tredje, »Christus vasker Apostlernes Fødder«, hjalp ham til at gjeuvinde konstnerisk Sikkerhed og Ro. En Rejse til Syditalien med Freund og Martens virkede oplivende paa ham, medens en senere Rejse til Toscana, hvor han med Iver studerede den ældre tihristelige Konst, fik stor Indvirkning paa hans Kunstopfattelse. Ærlig og inderlig Udtalelse af den Følelse, der i hans Øjne gav Emnet Liv og Sandhed, uden Lyst til at prale med techuisk Fær­dighed eller Indsigt, blev det bevidste Program for hans hele følgende Konstnervirksomhed, ligesom det ubevidst havde foresvævet ham under hans hidtidige Virksombed.

I de Arbejder, han endnu udførte i Rom, fremtræder den mod­nede Konstner, om end ikke fuldstændig den Bissen, det danske

 

68

Folk senere har lært at kjende og elske. Af disse Arbejder skulle vi kun nævne »Blomsterpigen« i Marmor til Hambro, Thorvaldsens Brystbillede i overnaturlig Størrelse, som af en Kreds af Rigmænd skjænkedes Konstakademiet i Marmor (1832) og endelig den store Mindestøtte over Gutenberg, som Bissen fuldstændig udførte efter Thorvaldsens lille Udkast. Den 2. Aug. 1834 rejste han fra Rom og var den 27. Oct. i Kjøbenhavn, hvor Akademiet agreerede ham med 11 Stemmer mod l og gav ham til Opgave »En Valkyrie:. Denne lille Figur, hvorpaa han den 23. ifarts 1835 enstemmig blev valgt til Medlem, tiltaler ved sin .Finlied og levende Bevægelse, men der er med Rette bleven fremhævet, at den i sit Grundlag ikke er nordisk nok. I senere Arbejder i nordisk Retning forstod han at forene ligesaa store, om ikke større konstneriske Fortrin med et dybere Kjendskab til Jordens Aand og ydre Form.

Han fik strax fuldt Arbejde med den Frise, han havde paataget sig at gjøre færdig til Christiansborg Slots Riddersal i Løbet af fem Aar. Den forestiller »Bacchus.og Ceres, som bringe Menneskene Kulturens Gaver« og udmærker sig ved den ejendommelige Friskhed, hvormed Konstneren færdes i den til en vis Grad fra Oldtiden overleverede Form. Samtidig udførte han flere større Arbejder, saaledes, foruden en Del Brystbilleder, en Statue af Anders Sandøe Ørsted i antik Dragt. Ørsted spillede dengang en stor Rolle i Danmarks politiske Rørelse, men da han kort efter blev overfløjet af Liberalismens unge, fremstormende Talsmænd, blev Gibsmodellen stillet hen og er aldrig siden kommet til Udførelse. Et andet stort Arbejde forberedtes ligeledes i denne Tid; det var de atten legemstore Billedstøtter til Dronningens Trappe paa Christiansborg; men deres Udførelse tilhører en senere Tid, da nye og stærkere Strøm­ninger havde efterladt deres Spor i Konstnerens Sjæl.

I dette Tidsrum dvælede hans Tanker mest i den Oldtid, han under sit Ophold i Italien og gjennem Thorvaldsens Virksomhed havde vundet en saa klar og inderlig Forstaaelse af. Fire Billedstøtter til Bauers Landsted i Altona (Cephalus, Atalante, Narcissus og Psyche), »Tiggerdrengen«, en af hans finest følte Billedstøtter, »Venus fletter sit Haar«, »Amor, som sliber sine Pile«, Apollo og Minerva til Universitetets Forhal og endnu flere Statuer, foruden som sædvanlig en Del aandfuldø og godt lignende Brystbilleder, var Frugten af hans ufortrødne Virksomhed. Samtidig havde hans personlige Liv i dets tilsyneladende stille Ro været rigt paa Begivenheder. Om Efteraaret 1835 var han bleven gift med den Pige, han allerede

 

69

fra sin Ungdom havde fattet Kjærlighed til, Emilie Hedvig Møller, der blev Moder til flere Børn. Familielivets Lykke led kun Skaar ved den svage Helbred, Konstneren selv nød; han var hjemsøgt af svære Lidelser, selv om de ikke mægtede at kue hans livlige Aand og hans utrættelige Virkelyst. Da han i 1840 var nærved at have Frisen til Christiansborg færdig, gjorde han sig rede til, strax efter dens Fuldendelse, at drage til Rom med hele sin Familie. Imid­lertid døde Professor Freund (den 30. Juni 1840), Bissen maatte ikke alene paatage sig Fuldførelsen af nogle af dennes efterladte Arbejder, men var ogsaa den nærmeste til at søge Professoratet ved Akademiet, som tildeltes ham den 12. October 1840. Disse forskjellige Omstændigheder sinkede ham saa meget, at han først i August 1841 kunde udføre sin Plan at tilbringe et Aarstid i Rom. Opholdet havde dog ikke den gunstige Virkning, han ventede sig, og det var først et Par Badekure i Grafenberg (1844 og 1847), som gjengav ham hans fulde Helbred.

Med Krigsaarene (1848—50) begyndte en ny Tid for Bissen. Smærten over Broderkampen efterfulgtes af kummerfulde Tider ved en elsket Hustrus lange Sygeleje, hvis Død i 1850 lagde en vemodig Dæmper paa Glæden over Sejren, som Bissen følte saa dybt som nogen. Fra nu af gaar der en dobbelt Strøm igjennem Konstnerens Virksomhed. Tidens stærke Rørelser havde grebet ham saaledes, at han ikke mere løsrev sig derfra, men følte Trang til at give de Tanker Liv og konstrierisk Tilværelse, som dengang var alles Ejendom, og paa samme Tid glemte han ikke sin Ungdoms Kjærlighed, men syslede med stedse større Modenhed med Emner fra den klassiske Oldtid eller med Livsbilleder i klassisk Stil. Medens der i hans store Værksted ved Frederiksholms Kanal fremstod kolossale Værker som »Landsoldaten« til Fredericia, Sejrsminde om Slaget den 6. Juli, »Løven« til Flensborg Kirkegaard, forsmædelig bortført af Preusserne i 1864, »Frederik VII« som Grundlovens Giver, flere , Gange staaende og endelig som kolossal Rytterstøtte til Slotspladsen, hyor den opstilledes nogle Aar efter Konstnerens Død, Moses« til Forsiden af Frue Kirke, »Oehlenschlæger«, som nu staar foran Theatret, alle Værker, der støbtes i Malm, havde han ovenover det større et mindre Værksted, hvor en stillere, mere indadvendt Konstnervirksomhed ligesom havde sin Bolig. Foran det store solbeskinnede Vindue voxede der i yppig Fylde, om end kun en svag Afglans af den virkelige Natur, Sydens Planter, Cypresser, Cactus, Aloer og Palmer, Firben' vimsede i det stedsegrønne Løv,

 

70

smaa Landskildpadder opsøgte Solpletterne paa Gulvet i fredeligt Samkvem med fløjtende Vagtler, medens Konstneren selv i sin Lærreds Bluse med mild Alvor formede Leret, snart til bløde Kvinde­skikkelser, snart til kraftige, lidenskabelige Mænd. Der dulmede han sin Sorg over Hustruens Død ved at lade hende fremstaa i den skjønne siddende Billedstøtte, som desværre ikke er bleven tilgængelig for nogen større Kreds; der dannede han i Løbet af Aarene 1856—58 de fleste af de saare skjønne, af en i al deres Vexel saa dyb Kvinde­lighed prægede Skikkelser, der nu smykke Dronningens Trappe; der fremstod Værker som den af Furierne forfulgte »Orestes«, den smærteligt lidende »Filoktet« og Perlen af hans klassiske Værker »den vrede Achilles«. Hvis Konstneren ikke, bemærker med Rette hans franske Biograf, Hr. Eugene Plon, havde ladet denne Skikkelse være ganske nøgen, saa at man i første Øjeblik tror at se en »Modelfigur-?. men havde knyttet den til den homeriske Heltesagnkreds blot ved nogle henlagte Klædningsstykker eller ved en nærmere Forbindelse med de givne Attributer, vilde Achilles  være bleven et fortrinligt Arbejde, maaske et Konstværk af første Rang. Denne Billedstøtte. forener i en sjælden Harmoni Følelsens hele Dybde med en fuld­endt konstnerisk Udførelse.

Vi kunne her ikke nævne den Mængde Værker, der i hans senere Leveaar fremstod under hans flittige Hænder, det var, som om hans Skaberkraft voxede med Aarene og med den stigende Anerkjendelse, der ydedes hans Værker. Af monumentale Arbejder, der ere tilgjængelige for alle, skulle vi kun, foruden de ovenfor omtalte, nævne Kyes Brystbillede paa Garnisons Kirkegaard (1850), Mindesmærket over de faldne Krigere paa Fredericia Kirkegaard(1851), over Lundbye paa Garnisonskirkens Ydermur (1855), Frederik VIs Billedstøtte i Frederiksberg Have (1856), Schouws og Weyses kolossale Buster paa Frue Plads, Tyge Brahes Billedstøtte (1859) opstillet og afsløret i 1876, Tordenskjolds-Billedstøtte (1864) skjænket til Pladsen foran Holmens Kirke af Grosserer Puggaard, men endnu ikke opstillet, samt et Par Gravmæler, f. Ex. over Billedhugger H. E. Freund. Af Buster udførte han et myldrende Tal, og ikke nøjet med den overordentlige Virksomhed, som hans Bestillinger frembød ham, udførte han for sin egen Fornøjelse en Række Bryst­billeder af saa godt som hele hans Tidsalders i den ene eller anden Retning fremragende Mænd her hjemme, Konstnere, Digtere, Musikere, Videnskabsmænd, Politikere mellem hverandre og alle gjengivne med en vidunderlig Sans for at gribe Individualiteténs inderste Kjærne.

 

71

Efter i andet Ægteskab at have været gift siden 1852 med en Datter af den gamle Kobberstikker Sonne, en Søster til Konstnerne af dette Navn, Marie Cathrine Sonne, med hvem han ingen Børn fik, døde han den 10. Marts 1868 i sit 70. Aar. Hans Ven og Jævnaldrende Prof. N. Heyen holdt en gribende Tale over ham ved Sørgefesten i Kunstakademiet (30. Marts). I hans store Værk­steder ved Frederiksholms Kanal (Materialgaarden), hvor endnu Sønnerne leve og virke som Konstnere, færdedes i Aarenes Løb en saa stor Kreds af Lærlinger og Medhjælpere, mest Konstnerens egne Landsmænd, men ogsaa Svenskere og Normænd, ja endog Udlændinger fra Tyskland og Italien, saa at Tallet løber op til over 100, (Dansk Folkekai. 1842, Biogr. af F. C. Olsen, S. 25—41. Biogr. ved N. Høyen i 111. Tid. 1860 Nr. 44. Do. 1870, Nr. 546. Bugene Plon; Le sculpteur danois Vilh, Bissen. Paris 1870. 2. Udg. 1872. Akad. Private Meddelelser. Udst. Cat.)

 

Bissen. Rudolf Bissen, yngste Søn a£ Herman Vilhelm Bissen og Hedvig Emilie født Møller, er født i Kjøbenhavn den 2. April 1846, Han lærte at male hos Skovgaard for at uddanne sig til Landskabsmaler og besøgte (1865—1867) Konstakaderniet,, hvor han rykkede op til Modelskolen. I Aarene 1871—72 og 1874—75 opholdt han sig i Italien, hvorfra han hjemsendte flere større Billeder. Han har udstillet siden 1867. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Blache. Christian Vigilius Blache, født den 1. Februar 1838 i Aarhus, er Søn af Professor, Rector Hans Henrik Blache og Elise Marie født Kold. Han blev Student 1857 fra Aarhus Skole, men forlod Studeringerne for at blive Skibsbygger og var to Aar i Lære som saadan. Det blev ham imidlertid snart klart, at det var paa en anden Maade, Se og Skibe fængslede ham, og han kastede sig nu med Iver over Sømaleriet. Han begyndte 1859 at tegne i technisk Institut og fra Januar 1861 paa Konstakademiet, medens han samtidig satte sig ind i sit særlige Fag under Sømaler C. F. Sørensens Vejledning. Faa Aar efter (1863) begyndte han at udstille, og allerede det følgende Aar kjøbte den kongelige Maleri­samling et lovende Arbejde af den unge Konstner, »Fra Begtrup-vigen ved Hals«. I Krigen 1864 valgte han at deltage som. Sø­værnepligtig, for at Tiden ikke ganske skulde gaa tabt for hans Konst, og Frugten deraf, »Danske Orlogsskibe under Letning i Sundet«, tilkjendtes den Neuhausenske Præmie (1865). Nogle Aar efter concurrerede han paauy til denne Præmie og vandt den ved

 

72

»Søgang ind imod Land, Motivet fra Kronborg Strand« (1869). Endelig fik han 1872 Akademiets Rejsestipendium for to Aar og besøgte Holland, Paris og Italien, samt paa Hjemvejen det følgende Aar Tysklands store Byer, Wien, Dresden og Berlin. Forinden Rejsen havde han giftet sig (1870) med Marie Christine født Malling. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)-

 

Blasius. Leonhard Blasius eller Blasiussen blev af Christian IV ansat som Overbygmester den 6. Juli 1640 »i salig Hans Steinwinkels Sted«; men han døde allerede den 8. December 1644. (Medd. fra Eentek. 1872, S. 195).

 

Blejel. Af J. P. Blejel findes malet nogle Portræter i den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Danske Portrætsamling, betegnede med Aarstallet 1750. (Spengl. Art. Eft.)

 

Bless. Johan Peter Bless er Søn af Hattemagermester Hans Christian Bless og Anna Margrethe Dorthea født Pedersen og er født i Kjerteminde den 1. Juni 1826. Han var i Lære hos Malermester Prange i Odense fra sit 18. til sit 22. Aar, tog derefter til Kjøbenhavn, hvor han arbejdede som Svend og tillige besøgte Kunstakademiet i tre Aar, kastede sig derpaa over Portrætmaleriet og malede en Del Portræter i Fyn, rejste til Berlin, hvor han opholdt sig l1/2 Aar og derfra til Wien. Her blev han i fire Aar og søgte under tyske Konstneres Vejledning at uddanne sig videre. Efter Hjemkomsten levede han tre Aar i Ystad i Skaane som Foto­graf, men da det lykkedes ham at blive bekjendt som Portrætmaler, tog han tilbage til Danmark og har siden levet i Aarhus som saa-dan. Han har desuden copieret et Par Altertavler. Ved Konstakademiets Udstilling i Kjøbenhavn har man set Portræter og Studiehoveder af ham fra 1857 med enkelte kortere eller længere Afbrydelser. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Blichfeldt. Frederik Thorvald Emil Blichfeldt, Søn af Billardfabrikant Jens Christian Frederik Blichfeldt og Marie Sofie født Johnsen, er født i Kjøbenhavn den 5. November 1849. Han kom fra technisk Institut til Konstakademiet i October 1863, fik den 23. December 1871 Afgangsbevis derfra som Architekt, samt vandt 1876 den mindre og 1878 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Nationalmuseum«. I de sidste Aar har han ledet forskjellige Bygningsarbejder for F. Meldahl. (Konstn. egneMedd. Akad. Udst.Cat.).

 

Bloch. Carl Heinrich Bloch er født i Kjøbenhavn den 23. Maj 1834 og er Søn af Grosserer Jørgen Peter Bloch og Henriette Bloch født Weismann. Han skulde først have været

 

73

Søcadet; men da dette mislykkedes, medens han viste en frem­trædende Lyst til Tegning, kom han i 1849 paa Konstakademiet, hvor han 1852 og 1853 vandt den lille og den store Sølvmedtulle. Da han i Førstningen synes at have tænkt sig udelukkende at blive Portræt- og Genremaler, har han ikke senere opnaaet nogen af Akademiets Guldmedailler, derimod begyndte han strax at vække Opmærksomhed ved sine udstillede Billeder (1854). Navnlig de Optrm af det jydske Folkeliv, man havde Lejlighed til at se 1857—58, røbede en Alvor i Opfattelsen, der lovede en smuk Fremtid. Med det lille Billede »Et Maaltid« (Børn, der spise Kaal). som kom frem det følgende Aar, begyndte en af de mest fremtrædende Sider af Blochs Snille at vise sig, nemlig hans rige komiske Lune. clr-r siden har aflokket ham en saa talrig Række morsomme Billeder, snart af det danske, snart af det italienske Folkeliv; lystige Drenge, skjelmske unge Piger, Munke i komisk-ynkellge Tilværelsesøjeblikke, arrige Kjellinger og »gamle Fyre« mødes her i broget Vexel.

»Et Maaltid«, som blev kjøbt af Konstforeningen i Kjøbenhavn, er senere bleven stukket af E. Sonne og uddelt som Aarshlad til Kunstforeningens Medlemmer. Med nogen Svaghed i Tegningen forenede det et saare elskværdigt Lune i Fremstillingen og en Virk­ning i Farven, som Konstneren først senere, efter alvorlige Studier i andre af sin Konsts Retninger, gjenvandt i fornyet Skikkelse. Med dette Billede begynder et nyt Afsnit i Konstnerens Liv.

Samme Aar (1859) fikBloch nemlig Kunstakademiets Rejseunder­støttelse og drog sammen med sin Ven og Konstfælle, Dorph, til Rom, hvor han forblev til 18G1 og efter et kortvarigt Ophold i Hjemmet atter fra 1863 til 1865. Her udviklede hans Talent sig med over­raskende Kraft, og efter at han i nogle mindre Billeder ligesom havde prøvet sine Åringer, slog han i 1863 med »Samson og Filistrene« (den kgl. Malerisaml.) ind paa en ny og mere storladen Retning i sin Konstnervirksomhed. Dette store Billede, med sin enkelte stærkt fremtrædende nøgne Skikkelse, udmærkede sig mere ved det Herredømme over Formen, Konstneren fra nu af havde vundet, end ved sin Farve, der navnlig i Carnationen var noget læderagtig.

Det efterfulgtes med et Aars Mellemrum af ”Jairi Datter” (den kgl. Malerisamling) og det følgende Aar af det meget store Billede »Prometheus«, der var malet til Kongen af Grækenland (1865). Her mødtes selvstændig og selvbevidst Dygtighed i Form og Farve med Evnen til at gjengive et højst levende dramatisk

 

74

Udtryk, og fra nu af stod Bloch i den almindelige Bevidstlied, ikke mere blot som den lunefulde, aandrige Genremaler, men ogsaa som en af vore mest fremtrædende Historiemalere, som den, der var nærmest til at tage Arv efter JVIarstrand. Kunde han find i »Scene i et romersk Osteri« (Gross. M, Melchior) ikke fuldstændig hævde sin Plads ved Siden af Marstrand i en saa umiddelbar Kappestrid med et Billede fra denne Konstners bedste Tid som Genremaler, svarede end »Niels Ebbesen og Grev Geert« (Grev JVToltke til Glorup) heller ikke fuldstændig til de maaske ubillig højt spændte Forventninger, og naaede han end i »Christiern II i Fængsel« (1871, den kgl, Malerisaml.) ikke fuldstændig den tragiske Rædsel, som dette Emne kræver, var der dog i alle disse store og anselige Billeder en sand malerisk Virkning og mægtige Vidnesbyrd om et fremadskridende Talent.

Samtidig har Bloch paa den religiøse Histories Omraade ydet en Kække Billeder, som i Anordningens Alvor og Skjønhed, i Følelsens Dybde og psychologisk Sandhed hører til Konstnerens bedste Frembringelser. Det er de 23 Billeder til Frederiksborg Slotskirkes Bedekammer, som paa Capitain og Brygger Jakobsens Bestilling udførtes fra 1866—76 paa nogle faa nær, der ved Ud­gangen af det nævnte Aar endnu ikke var færdige. Ved Siden at' denne betydelige Række Compositioner har han i enkelte større Altertavler, f. Ex. »Christus. som fremstiller et Barn for Disciplerne,« (udst. udenfor Cat.) og flere andre, givet Frelserens Skikkelse med en Dybde og Inderlighed i Følelsen, som man uden Erfaringens Vidnesbyrd næppe skulde tiltro deu lunefulde Genremaler. Et 1874 udstillet større Billede »Samson og Dalila« tiltalte mere ved Talentets oversprudlen.de Kraft end ved ædel Opfattelse af et i og for sig vanskeligt Emne. Blochs sidste større Billede paa det historiske Omraade er »Hans Tavsen, som værner Biskop Rønuov mod Almuens Voldsomhed,« udført i Universitetets Festsal. For­uden den store Kække mindre Livsbilleder, som ikke her kunne nævnes i det enkelte, har Konstneren ogsaa malet en Del Portræter. Flere af hans Billeder ere stukne, dels af Sonne, dels af Ballin, og en Mængde ere gjengivne i Fotografi.

Bloch blev d. 29. Maj 1865 Medlem af Konstakademiet, blev d. 26. Maj 1867 Ridder af Dannebrog og fik 1871 Titel af Professor. Han var 1868 bleven gift med Alma født Trepka. (Ill. Tid. Nr. 301 [Levned af Fr. Bøgh], do. Nr. 346. Fædrel. 1867 Nr. 120." Udst. Cat. Akad. Konstn. egne Medd.)

 

75

Block.     Daniel Block,   Maler fra  Stettin,   der  havde lært hos Jakob Scherr, arbejdede for Hofferne i Danmark og Sverige. Han havde i sit 81. Aar det Uheld at miste alt, hvad han ejede, ved en Ildebrand og døde af Sorg 1661, rimeligvis i Stettin. (Schlesw. Kunstbeitr., S. 43. Allg. Deutsche Biogr.)

 

Block. Peder Jensen Block, Maler, vandt 1795—96 Akade­miets Sølvmedailler og 1799 dets mindre Gruldmedaille efter Opgaven »Jakob velsignor Josefs Sønner«. Hau concurrerede fem Grange til den store Guldmedaille uden at opnaa den, søgte i 1815 og 1818 om at blive Informator ved Akademiet og- udbad sig endelig i 1824 Tilladelse til for Betaling at forevise sine Malerier og Tegninger. Hans Livsforhold kjendes ikke. (Akad.)

 

Blumenthal. M, Blumenthal angives af Spengler som født i Tyskland og »uden Tvivl« en Søn af Dr. Gr. H. Blumenthal, der kom til Danmark 1710 og siden blev Bergmedicus paa Kongsberg. Han har malet nogle Prospecter fra Norge, hvoraf det ene er betegnet med Aarstallet 1748 (1728 er en Trykfejl). Weinwich nævner ogsaa nogle Arbejder i Bergen. (Spengler Fortegn. Nr. 836. Fredensb, Invent. Weinwich Lex.)

 

Blunck. Ditlev Conrad Blunck, født d. 22. Juni 1799 i Grevskabet Rantzau Breiteiiburg -ved Itæehoe i Holsten, besøgte Konst-akademiet i Kjøbenhavn 1814—27 og vandt alle dets Medailler, medens lian samtidig uddannede sig- til Historiemaler under Eckersbergs Vejledning. Hans første udstillede Arbejde (næst efter en Modelfigur) var (1823) »Christian IV's Syn paa Rothenburg«, der gjorde megen Lykke og blev kjobt til den fcongl. Malerisamling paa Christiansborg:. Hans G-uldmedaillearbejde »Elias opvækker Enkens Søn« (1827) vakte gode Forventninger, og efter at Akademiet havde tilsagt ham sit Stipendium fra 1.' Januar 1829, rejste! han. om Somren 1828 over Berlin og Dresden til Italien. Fra Rom, hvor han paavirkedes af Mindet om Carstens, hjemsendte han »Bzechiels Syn«, som udstilledes 1832 og blev kjøbt til Malerisamlingen, Det tør maaske regnes for det mest vellykkede af hans i danske Samlinger værende Arbejder. Han fik 1832 et Aars" Tillæg til sit Stipendium, men kom dog først tilbage til Danmark i 1838, og blev i October Maaned agreeret ved Akademiet paa Billedet »Noah, som i Arken modtager Duen med Oliebladet.« Han fik Opgave til Medlemsstykke, men synes snart efter at have forladt Danmark, for ikke at vende tilbage dertil. Dog kjøbte Christian VIII (Malerisaml., 1846) hans store allegoriske Maleri »De fire Menneskealderen og endnu

 

76

1848—49 havde han Billeder paa Udstillingen, uagtet han havde sluttet sig til Oprørerne i den slesvigske Krig. Sine senere Aar, mindst fra 1844, om end med Afbrydelser, levede han i Wien, hvorfra han tog til Hamborg og der døde han d. 7. Januar 1853 af et pludseligt Slagtilfælde.

Foruden hans historiske Billeder, hvori efterhaanden en flad Allegorisering virkede hæmmende paa den rent konstneriske Frem­stilling, malede han især i sine yngre Aar en Del Genrebilleder og Portræter, der tiltalte Samtiden. Alvorligere Kjendere fandt dog, at de førstnævnte savnede en vis Friskhed og røbede Studiet for meget, ligesom hans historiske Billeder blev for forstandsraæssige. (Nord. Conv. Lex. . Akad. Østs Archiv I, S. 271. Hamb. Kstlex. S. 302. Oehlenschl. Erindr, ny Udg. S, 501.)

 

Boesen. August Vilhelm Boesen, Søn af Provst Jens Frederik Boesen og Cathrine født Ewald, var født d. 12. August 1812. Han besøgte Koustakademiet i Kjøbenhavn en kort Tid, men forlod det allerede ved Gibsskolen for at blive Landskabsmaler. Som saadan fik han Akademiets Rejseunderstøttelse, besøgte Italien 1845—47 og opholdt sig siden i Hjemmet, indtil han paa en senere Rejse døde i Bologna 1857. Han var gift med Mathilde født Sommer. Boesen var en flittig Konstnerj som fra 1836 til 1858 udstillede en Række tækkelige Landskaber, der dog mere udmærkede sig ved heldigt Valg og god Anordning end ved Udførelsens fremragende Særpræg. Den kgl, Malerisamling paa Christiansborg ejer et af hans Ungdomsarbejder fra Norge, og to Billeder fra hans Rejse i Italien. (Strunck. Udst. Gat. Akad. Jfr. Erslew Forf. Lex. I, S. 158, og Suppl. I, S. 180.)

 

Boesen. Johannes Boesen, født 1847 i Kjøbenhavn, er Søn af Provst og Sognepræst P, Boesen, en Fætter til A. V. Boesen. Han lærte at tegne hos Adjunct Høegh-Gruldberg i Aarhus, besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn 1863—71 og har siden 1868 udstillet som Landskabsmaler. (Udst. Gat. Akad.)

 

Bois-Clair. Gaspar Antoine de Bois-Clair var født i Lyon og blev først Jesuit, derefter reformert. Han kom 1690 til Kjøbenhavn, hvor han gik over til den lutherske Bekjendelse og blev (1693) »fransøsk Slotspræst« i Kjøbenhavn med 600 Rdl. d. C. (1920 Kroner) om Aaret. Efter Christian V's Død (1699) skal han være bleven katholsk igjen og forlod Kjøbenhavn. Tanken om de tre Bekjendelser, han efterhaanden havde tilhørt, sysselsatte ham meget, og fremtraadte saavel i hans Konstnervirksomhed som i hans Skrifter.

 

77

Saaledes blev d. 19. October 1696 i Trefoldighedskirken ophængt et stort Maleri, »inventeret, malet og foræret til Kirken af Bois-Claire. Det forestillede den hellige Timotheus, »en Mand af tre Religioner i:. I et Skrift »Discours évangélique« fra samme Aar findes et tegnet Billede af Jomfru Marie, med en snurrig Forklaring, om, at hun havde været af tre Religioner, nemlig den jødiske, den calvinske og den lutherske. Han har desuden i en Slags Gouache udført flere allegoriske Billeder, hvoraf nogle findes, dels paa Rosenborg, dels i den kongelige Malerisamlitigs særskilte Samling af Haandtegnmger m. m. (Weinwich, S. 95. Sandvig, S. 28. Maaiiedl. Rela­tioner for 1696. Hafnia hodierna, S. 116, Kraft og Kyerup. "W orm's Lex. Gehejmearch.)                   '

 

Bojesen. Robert Peel Bojesen, født 1841 i Skive, var Son af Districtslæge Bojesen i Holbæk og lærte at tegne hos C. Dalsgaard i Sorø. Han fik Plads i Modelskolen ved Kunstakademiet i Kjøbenhavn i October 1866 og fik d. 19. Marts 1870 Afgangsbevis som Maler. Han deltog 1873 i Concurrencen for den Neuhausenske Præmie paa Opgaven »Christiem II og Sigbrit gjennemse Told­regnskaberne« og 1875 for samme Præmie paa Opgaven »Mogens Munk bringer Christiem II Adelens Opsigelsesbrev«. Sidste Gang blev Præmien tilkjendt ham. Desuden har han 1871—76 udstillet nogle Genrebilleder og et Par historiske Malerier. Denne lovende unge Konstner afgik ved Døden d. 4. December 1876. Han var gift med Johanne født Selmer. (Akad. ITdst. Gat. Berlingske Tid. 6. Dec. 1876.)

 

Bolagny. Bolagny, ansat som dansk Oberst 1697, fik i Aaret 1699 en Sum 900 Rdl. d. C. udbetalt for Modellen til en Bygning. (Kgl. Hegnsk. i Gehejmearch.)

 

Borup. Gotthilf Borup maa være født kort efter Aar-hundredets Begyndelse; han besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn omtrent 1822, men vandt først 1827 dets mindre Sølvmedaille, 1829 den store, samt Pengepræmien som Billedhugger samme Aar og 1832. Efter et tidligere forgjæves Forsøg vandt han 1837 den lille Guldmedaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (l Sam. 16,23). Store Guldmedaille lykkedes det ham ikke at faa.' Hans vigtigste Arbejde var Udførelsen af Fronton-figurerne til Christiansborg Slots Forside efter Thorvaldsens Udkast, som blev ham overdragen efter H. E. Freunds Død. De ere i brændt Ler og bleve opstillede 1847. Foruden dette Arbejde syslede han mellem 1841 og 1850 med en Billedstøtte af Tordenskjold, en Buste

 

78

af samme, der var udstillet først i Gibs og senere i Marmor, samt endelig med Skitsen til en Billedstøtte af Niels Ebbesen. Saavel de fem Billedstøtter, som de to knælende Engle paa Forsiden af katholsk Kirke i Kjøbenhavn ere ligeledes af Borup. I 1850 skal haii være rejst til Amerika, hvor han senere er død. (Akad. Udst. Oat. Privat Opgiv.)

 

Boudan se Chomond Boudan.

 

Bourgeois. Christian M. Bourgeois, født i Kjøbenhavn, vandt i 1789 Konstakademiets Sølvmedaille som Maler, fik 1794 Akademiets Attest »for i nogle Aar at have frequenteret« det. Han forlod rimeligvis dengang Kjøbenhavn, thi efter Weinwichs Angivelse levede han (1811; »som Theatermaler i St. Petersborg og har malet smaa Architekturstykker med Ruiner«. (Weinwich, S. 204. Akad.)

 

Bracht. F. G. v. Bracht, rimeligvis en Søn af Christian V's Hoflakerer Christian von Bracht, som. fra 1691—98 modtog en aarlig Understøttelse af 200 RdL d, C. »til sin Søn i Kom«. Af Sandvig nævnes sex Arbejder med Aarstallene 1698—1741. 'Wein­wich nævner blot, at han 1698 har malet Landskaber med Dyr i. (AVeinwich, S. 95. Sandvig, S. 29. Kgl. Regnsk. i Gehejmearcli.)

 

Brackhoff. F. A. Brackhoff udstillede 1826 to Portræter i Pastel og 1835 »et Christushoved«, Copi efter Carlo Dolci, lige­ledes i Pastel. Ved sin Død d. 5. Maj 1854 uævnedes han »forhen­værende Portrætmaler«. (Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Bradt. Frederik Ludvig Bradt, Søn af en Snedker i Kjøbenhavn, fedt 1747, vandt Konstakademiets Sølvmedailler i Bygningsskolen (1765) og Aaret efter dets store Guldmedaille i samme Fag. Ved sin Broders Død (se nedenfor) søgte han det Stipendium, denne havde haft, men fik det ikke. Senere lagde han sig efter Malerkonsten, men søgte dog atter 1775 Rejsestipendium som Bygmester, uden heller denne Gang at opnaa det. Efter at have været »Fabriquetegner« og faaet Akademiets Anbefaling som brugelig ved de kongelige Uldmanufacturer eller samtidig dermed, lagde han sig efter Kobberstikkerkonsten og synes at have opholdt sig nogle Aar udenlands, blandt andet hos Bonnet, til hvis Værk han stak Vignetter (1778). I Aaret 1785 blev han agreeret som Kobberstikker ved Konstakademiet i Kjøbenhavn paa et Stik efter et Landskab af van Hagen, og blev d. 6. Marts 1786 Medlem af Akademiet paa et Stik efter et Landskab af Asselyn. Tre Aar efter, 22. Februar 1789 frabad han sig den Ære at være Medlem, da »Omstændigheder og adskilligt Arbejde« ikke tillod ham at del-

 

79

tage i Forsamlingerne. Akademiet synes dog at have vedblev et at regne ham for dets Medlem. Endnu samme Aar optraadte han paany som Architekt ved at fremsende »et Forsøg til en ny Søjle-ordens Opfindelse,« der blev taget under Akademiets Overvejelse, uden at man dog senere erfarer noget nærmere derom. I 1809 søgte han Kongen om Tillæg til sine Aarpenge paa Grund af Øjensvaghed og tiltagende Alder, og anbefaledes dertil af Akademiet, men det vides ikke, om han fik den, ligesaa lidt som, om han allerede dengang var i Hillerød, hvor han tilbragte Slutningen af sit Liv. Af hans Arbejder nævnes, foruden de anførte, fra Aaret 1787 »to skjønne Landskaber efter en nederlandsk Maler og et godt Portræt i Kridtmaner«:. Forøvrigt synes han at have syslet med mere underordnet Arbejde i sit Fag. Thaarup nævner i Nyeste Skilderie nogle Stik efter Juel. (Weinwich, S. 28. Skild. 1830, Sp. 402. Akad. Sohlesw. Kunstbeitr.. S. 44.)

 

Bradt. Johan Gotfred Bradt, født i Kjøbenhavn d. 9. De­cember 1741, en Broder til Frederik Ludvig Bradt, lagde sig først efter Bygningskonsten og vandt i dette Fag Konstakademiets fire Medailler i Aareue 1759—64. Tillige lagde ban sig efter Kobber-stikkerkonsten og søgte i Juli 1768 Akademiets Rejsestipendium baade som Architect og som Graveur. Han fik dog først Stipendiet et Aar senere og afrejste i October 1769 til Paris, hvor han allerede Aaret efter døde d. 25. October 1770. Dermed afsluttedes hans korte, men som det synes lovende Virksomhed. Sandvig nævner ni Arbejder af barn. Han udgav Monmnenta Fredensburgica inden sin Udenlandsrejse. (Weinwicih, S. 174. Sandvig, S. 29. Skild. 1830, Sp. 401. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44. Kraft og Nyerup. Akad.)

 

Brandt. Bolette Brandt er Datter af Præsten Jørgen Ludvig Brandt og Elisabeth From født Gjørup og er født d. 19. Februar 1827. Hun uddannede sig først for Blomstermaleriet, men da hendes Lyst førte hende til Landskabsmaleriet, blev hun Elev af H. Buntzen og har ligeledes tegnet hos F. Helsted. Hun har malet Landskaber fra forskjellige Egne af Danmark og udstillet siden 1861. I 1869 var hun udenlands og opholdt sig nogle Maaneder i Paris. Af Hensyn til hendes konstneriske Virksomhed skjænkede Kongen hende i 1873 en Aarpenge fra Vallø Stift. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Brandt. .Johannes Herman Brandt, Son af Sognepræst A. F. Brandt, er født 1850 i Kjøbenhavn, hvor han besøgte Haderslévs Læreres Skole og lærte samtidig at tegne hos Peters og Kyhn; som

 

80

Landskabsmaler er han tillige Elev af den sidste. Han besøgte Konstakaderaiet 1868 — 74, og begyndte at udstille 1872. (Akad. Udst. Gat.)

 

Brasch. Morten Brasch har tegnet »Christian Vs Bryst­billede omgivet med et Træk, hvori Kongens Symbolum og andre Zirater. Patent folio. Martinus Braschius inv. Copenhagen Anno 1686. Pieter van Haarlem sculp.« (Sandv., S. 66. Weinw., S. 96.)

 

Brasen. Hans Ole Brasen, Søn af Skolelærer Ole Julius Brasen, er født 1849 i Hillerød. Efter at have staaet fire Aar i Malerlære hos Malermester Schmiegelow besøgte han Konstakademiet i Kjøbenhavii 1867—1874 og blev samtidig Elev af Rasmussen Ejlersen som Landskabsmaler. Han har udstillet siden 1871. (Akad. Udst. Cat.)

 

Bratz. T. Bratz udstillede 1830 og 1831 i alt syv Miniaturportræter, samt i 1831 endnu et efter Catalogens Trykning. (Udst. Cat. Thaarup.)

 

Bravo. Johan Bravo, født i Altona af jødiske Forældre 1796, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1816—1819, for at uddanne sig til Konstuer. Under Opholdet i Kjøbenhavn udstillede han intet, men efter at det var lykkets ham at komme til Rom (omtrent 1830) udstillede han 1831—32 et Par mindre Billeder fra Rom og Omegn. Han. opgav dog snart Malerkonsten, men forstod ved sin Tjenstvillighed og Forretningsdygtighed at gjøre sig yndet saavel af de Danske, som af den tyske Kreds i Rom. Endnu i l839 da Akademiet benyttede ham som Mellemmand, kaldtes han ”Maleren Hr. Bravo«, men snart efter fik han Titel af Konstagent med Forpligtelse til at give Akademiet Konstmeddelelser fra Rom, og i flere Aar skrev han udførlige Beretninger om Konstnernes Virk­somhed der. De Tjenester, han ydede ved Afsendelsen af Thorvaldsens Værker til Kjøbenhavn, fremkaldte hans Udnævnelse til dansk Consul i Rom, i hvilken Stilling han forblev til sin Død. Han blev senere tillige svensk-norsk Consul, Ridder af Dannebrog, Etatsraad og endelig Commandeur af Dannebrog. Han døde i Rom d. 29. April 1876. (Akad. Udst. Cat. Thiele, Thorv. III og IV-Fædrelandet 1876, Xr. 106.)

 

Brecheisen. Josef Brecheisen, tysk Miniatur- og Emaille-nialev, var som det synes født i Wien. Fra 1748 opholdt han sig i Berlin og blev 1757 kaldet til Kjøbenhavn. Ifølge Statskalenderen var han Hofminiaturmaler fra 1760 til 1764. Han skal have forladt Kjøbenhavn, dels formedelst Pilos Indflydelse, dels af Utilfredshed

 

81

med sin Stilling her og vendte 1765 tilbage til Wien. Han har ogsaa raderet et Par Blade. (Weurw. S. 164. Schlesw. Kunstbeitr. S. 44. Statskal.)

 

Brecheisen. J. Brecheisen født Laurentz, den foregaaendes Kone, rar Emaillemalerinde og var i Kjøbenhavn sammen med sin Mand. Hendes Broder, Johan Daniel Laurentz, var hendes Lærling. (Weinwicb, S. 164.)

 

Bredal. Niels Anders Bredal, Søn af Concertmester J. F. Bredal og Sønnesøn af nedennævnte, er født i Kjøbenhavn 1841. Efter at være oplært til Lithograf besøgte ban Konstakademiet fra 1860—67 og gik over til at blive Landskabsmaler. Som saadan nar ban udstillet siden 1865. Han rejste i 1873 til Rom og har siden, paa mindre Afbrydelser nær, opholdt sig der. (Akad. TTdst. Gat.)

 

Bredal. Niels Iversen Bred al eller Bredahl, født i Bergen d. 15. August 1772, ernærede sig i Kjøbenhavn som Portrætmaler og Tegnelærer. Han indsendte nogle Prøvetegninger til et Elementærværk til Kunstakademiets Bedømmelse. Nogle roste det, andre dadlede det for »Mangel paa Smag og Correcthed«. I Aaret 1821 forlangte han Akademiets Attest for Dueligbed som Tegnelærer, men fik den. ikke, fordi han ikke var Elev af Akademiet. Et Portræt af den bergenske Hector, F. O. Holberg Arentz er stukket af Bagge (1816). Kobberstiksaml. har en satirisk Tegning af ham. Han var to Gange gift og døde 19. August 1831 som Malermester i Kjøbenhavn. ("VVeinw. Lex. Ersl. Forf. Lex. I S. 199. Suppl. I S. 233. Dagen 1831. Nr. 235. Strunck. Akad. Skifteretten.)

 

Bredsdorff. Johan Ulrik Bredsdorff, fedt 1845 i Vester-skjerninge i Fyn, er Søn af Sognepræst Bredsdorff og var polytek­nisk Examinand, inden han bestemte sig for at blive Landskabsmaler. Han har lært at male hos Kyhn og er Elev af Konstakademiet. Han har udstillet siden 1870. (Akad. TJdst. Cat.)

 

Brendstrup. Thorald Brendstrup, Søn af Tømrermester Søren Brendstrup og Marie født Viborg, er født d. 25. Maj 1814 paa Cathrinebjerg ved Roskilde. Efter sin Confirmation blev'ban Lær­ling paa den kgl. Porcelainsfabrik for at uddanne sig til Porcelains-nialer og besøgte som saadan Kunstakademiets Skoler fra 1820—1833, da han gik ud af Gibsskolen. Imidlertid kastede han sig ogsaa over Landskabsmaleriet og har siden 1835 udstillet Landskaber i Olie­farve; 1844 opgav han ganske Porcelainsmaleriet for udelukkende at hellige sig den sidstnævnte Konstart. Han fik 1847 Akademiets Rejseunderstøttelse, som sædvanlig for to Aar, og opholdt sig

 

82

1847—50 i Udlandet navnlig i Rom. Efter at han (1853) havde ægtet Pauline Regine født Kierkegaard, foretog han (1857—61) paany en længere Konstrejse gjennem Tyskland og Frankrig til Italien, hvor han især dvælede i Rom og Neapel. I Februar 1874 blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. Han har udstillet en Del større og mindre Landskaber, dels af danske, dels af uden­landske, navnlig italienske Egne. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Briand de Crevecoeur se Crevecoenr.

 

Brinkopff. Henrik Vilhelm Brinkopff, Søn af Instru­mentmager Heinrich Brinkopff og Marie født Høygaard, er født d. 30. Juni 1823. Han kom i 1839 i Billedskjærerlære og kom sam­tidig paa Konstakademiet, hvis lavere Tegneskoler han gjennemgik, men i Steden for at gaa ind i Modelskolen, gik han over i Decorationsskolen, hvori han 1846 blev Elev af Akademiet. Da han 1847 havde ægtet en Datter af sin Lærer, Billedskjærer Meyer, nedsatte han sig som Billedskjærer og Forgylder i Kjøbenhavn og levede som saadan til 1869. Senere er han vendt tilbage til udelukkende at virke som Konstner, navnlig som Bygningstegner i Deeorations- og Meubelfaget. Efter at have mistet sin Kone (1864) indtraadte han to Aar senere i Ægteskab med Frederikke født Esslinger. (Konstn. egne Medd.)

 

Bruhn. Ernst Adam Bruhn, født d. 12. August 1827 i Kjøbenhavn, var Søn af Generallieutenant Ernst Povl Bruhn og Anna Elisabeth født Wulff. Han var bestemt til Officer og nød Undervisning som Cadet til 1844, men da han havde større Lyst til at være Konstner, forlod han Cadetakademiet og søgte Plads paa Konstakademiet, i hvis Modelerskole han 1844 fik Friplads, og Aaret efter begyndte han at arbejde som Elev i H. V. Bissens Værksteder. Da Krigen udbrød 1848, gik han frivillig med som Husar, traadte snart over til Fodfolket, blev Secondlieutenant i Linien, og forblev fra nu af i Krigstjenesten. Han deltog som Premierlieutenant i den anden slesvigske Krig og faldt d. 16. Marts 1864 ved Dybbøl som Compagnicommandeur ved 17. Regiment. — I Tiden fra 1847 til 1863 udstillede han med Mellemrum nogle Portrætbuster og Grupper af Dyr, mest Heste, modelerede i Vox; foruden de udstillede Arbejder efterlod han sig en Del Buster og Fremstillinger af Dyr. (Private Meddelelser. Akad. Udst. Cat. 111. Tid. 1864. S. 260.)

 

Brun. Hans Brun, en Studiosus theologiæ og Konstskildrer, som har levet 1728 i Bergen. Lyder Sagen, som nævner ham i »Minerva«, har selv ”fra hans Mesterpensel set en Altertavle i

 

83

Bergen”. Weimvich tilføjer, at den skal være bleven fordærvet ved Restauration ”af en Fusker, navnlig Møller«. Han var gift med Cathrine Elisabeth Plate. (Minervn 1800 IT, S. 289 Anm. Weinwioh, S. 120. do. Lex. Worms Lit. Lex. T S. 183. Kraft ogNyerup. S. 96.)

 

Bruun. Christian Volma'r Bruun, født d. 24. April 1794 i Kjøbenhavn, var Søn af Bagerfrimester Thomas Bruun og Anna Marie født Birk. Han kom i sit 22. Aar til Theatret som Chorist og var i en Aarrække Chorregisseur, indtil han i 1866 fik sin Afsked. Undertiden optraadte han i Tjenerroller og deslige og kaldes derfor af "Weinwieh : Skuespiller ved den kgl. danske Skueplads«. Et medfødt konstnerisk Talent uddannede han paa egen Haand saa vidt, at han i, rigtignok temmelig dilettantmæssige, Raderinger kunde udgive flere Rækker dels af Skuespillere i forskjellige Roller, dels af danske Uniformer-. Af Theatercostumer har han udgivet 48 Xr,, af Uniformer flere fra hverandre afvigende Rækker i Tiden fra omtrent 1820 til 1857. Han var ogsaa For­fatter til et Skuespil og nogle Romaner. Bruun blev 1820 gift med Engel Marie født Heiberg fra Trondhjem, der døde 1866. Selv er han død d. 4. Januar 1877. (Private Medd. Weimv. Lex. Ersle\v Forf. Lex. L S. 220, og Suppl. I, S. 255.)

 

Bruun. Johan Jakoh Bruun, født 1715, Søn af Raadmand Thomas Bruun i Slagelse og Dorothea Sofie født von Mylius, kaldte sig Kabinetsskildrer og levede i Kjøbenhavn, hvor han 1741 giftede sig med Anne Cathrine f. Basballe. Senere blev han Inspecteur ved Salpeterværket i Frederiksborg og døde 1789. Han udførte et Maleri af Dronning Louises castrum doloris, som han 1756 udgav i Stik af Haas. Det følgende Aar begyndte han at udgive en Række Prospecter af danske Slotte og Kjøbstæder, som blev stukne af Quist. Samlingen naaede op til 50 Blade og udkom under et (1761) med Titel Novuin atlas Daniæ. Sandvig nævner desuden: En fornem Araber, stukken i Niebuhrs Reise I, S. 71. og Slottet »Sorgenfrey” Maleri af Bruun. ("Weimvich, S. 169. Lengnicks Stamtavler. Post­rytteren 1756, Nr. 100. do. 1757, Xr. 56. Adresseav. 1760, Nr. 21. Lorks Nachrichten III, S. 294. Schlesw. Kunstbeitr., S. 45. Sandvig, S. 30. Lærde Efterretn. 1806, Nr. 27.)

 

Bruun. Thomas Bruun, af samme Slægt som ovennævnte, var Søn af Rasmus Bruun, Skoleholder paa Fredensborg, og Lydia født Palms, og blev født paa Fredensborg 1742. Han vandt Konstakademiets store Sølvmedaille 1757, dets mindre Guldmedaijle 1762 og dets store 1765 for Maleriet »David drager i Triumf ind i Jerusalem”.

 

84

SaaveJ 1768 som 1770 søgte han om Akademiets Stipendium for at uddanne sig til Historiemaler, men da han ikke opnaaede det, gik han i de følgende Aar over til at dyrke Theatermaleriet og fik i November 1776 Espectance paa Embedet som Theatermaler ved det kgl. Theater efter Cramer, samt Aaret efter kongeligt Rejsestipendium i tre Aar for at uddanne sig videre i sit Fag. Allerede i November samme Aar kunde han fra Dresden hjemsende Tegninger, som vandt Akademiets Bifald og ved Hjemkomsten i December 1780 blev han med megen Hæder agreeret. Imidlertid døde Cramer (1782) og Bruuns Virksomhed som Theatermaler, hvortil han nu blev udnævnt med 500 R.dl. d. C. om Aaret, maa fuldstændig have optaget hans Tid, thi først i Marts 1800 indsendte han to Tegninger efter den Opgave, han fik i 1780, og blev paa den Medlem af Akademiet d. 7. April 1800, men kort efter døde han som ugift. Han foreviste Akademiet i 1775 2 malede Portræter, General Eichstedt og General Banner, to tegnede, Justitsraad Hjorthøj og Professor Sporon. Hans Theaterdecorationer siges at have staaet tilbage for Cramers, men han roses for Samvittighedsfuldhed i at iagttage det historiske Præg. (Weiuwich, 8. 188. Akad. Overskou Theaterhist. III, 2(>3 o. n. Steder.)

 

Brüggemann. Hans Brüggemann, Træskjærer, født i Husum i Slutningen af d. 15. Aarh., udførte i syv Aar 1514—21 en stor Altertavle i Træ til Bordesholm Klosterkirke, hvorfra den i 1666 er bleven flyttet til Slesvigs Domkirke. Efter et Sagn skal Munkene i. Bordesholm have givet ham Gift, for at hindre ham i at modtage en Kaldelse til Lybek, hvor han, som han selv havde pralet af, vilde udføre en Altertavle, der skulde overgaa den Bordasholmske. Han skal ifølge den almindelige Beretning være død i Fattigdom i Husum. Altertavlen er afbildet i Lithografi af Bøhndel (1826) og ledsaget af en Beskrivelse af Professor Høyen, oversat af Schrader.l En Altertavle i Segeberg og en lignende i Greverade-kapellet i Mariakirken i Lybek tillægges ogsaa Brüggemann. ("Wein-wich, S. 20. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44 og 83. Høj-ens Skrifter II, S. 153. Kirkeh. Saml. 3. Bække I, S. 5—33 [Afhandl, af H. M. Fenger], og S. 542. Jfr, Skild. 1829, Sp. 820—23 og 833—36.)

 

Brünnich eller Brünniche.    Andreas Petersen Brünnich,

 

1 Prof. Høyen oplyser, at de saa kaldte Portræter af Christiern II og hans Dronning, som alle Forfattere omtale, i Virkeligheden forestille Kejser Augustua og Sibylla.

 

85

født d. 4. April 1704, var Lærling af den yngste Grodtschilling og af Wahl. Han levede som Portrætmaler i Kjøbenhavn og giftede sig 1735 med Margrete Hvas Thrane. Han døde d. 4. November 1769. Af hans Portræter nævnes Erik Pontoppidan, stukket 1749 af O. H. de Lode og hans eget Portræt. (Weinwich, S. 169. Leng-nick. Sandvig, S. 31.)

 

Brünnich. Morten Thrane Brünnich, Søn af Hofbog-trykker Boas Briinnich, og Sønnesøns Søn af Portrætmalereu Andreas Brünnich, blev født i Kjøbenhavn 14, December 180G, besøgte Konst-akademiet i 1825 (?) og atter i 1838, samt udstillede i 1839—40 nogle Portræter. Snart efter rejste han til Rusland, hvor han vandt et godt Navn som Portrætmaler, og døde der ugift i Tiden 1861—18(52. (Lengnicks og Hnndrups Stamt. Ersl. Forf. Lex. T, 224. Suppl. T, 2G8. Udst. Gat. Private Meddelelser.)

 

Brünnich. Peter Brunnich, Søn af Portrætmaler Andreas Briinnich, født i Kjøbenhavn d. 4. August 1739, besøgte Konst-akademiet i Kjøbenhavn maaske lige fra dets første Stiftelse af, fik 1756 dets første, mindre Sølvmedaille, og efter gjentagne Gange at have faaet den mindre og større Sølvmedaille, fik han 1763 den mindre og 1764 den store Guldmedaille for Opgaven -»Dronningen af Saba besøger Kong Salomon«. Aaret efter fik han Akademiets Stipendium til en Udenlandsrejse, hvorfra han kom tilbage i Slut­ningen af 1772. Den 1. Januar 1773 foreviste han en Mængde Malerier og Tegninger, hvorpaa han agreeredes og fik som Opgave til Medlemsstykke: »Grams og Gros Historie og Sammenkomst” efter Saxo. Først d. 30. Marts 1776 kunde han fremstille sit Arbejde, • som kun ved Arveprinsens Stemme gav ham Plads blandt Akade­miets Medlemmer og Navn af kongelig Historiemaler. Han blev 1778 kongelig Flaademaler, hvilken Virksomhed undertiden voldte ham Sammenstød med Malerlavet, der sigtede ham for Indgreb i dets Rettigheder og forlangte, han skulde tage Borgerskab som Mester. Han søgte gjentagne Gange om at blive Professor ved Konstakademiet, uden at det lykkedes ham; derimod fik han Titel af Cancelliraad. Dels ved sin Virksomhed som Flaademaler, dels ved at udføre almindeligt Malerarbejde i Byen tjente hun sig en formue. Han blev gift 1780 med Inger Caroline f. Egerod, og døde lo. September 1814. Brünnich var knn en ubetydelig Konstner, skjent han gjeunemgik alle Akademiets Trin, og hans Medlems-stykke gjorde ingen Lykke, da det saas paa Salonen 1778. Derimod tiltaltes Publicum mere af en Pronietheus og en Copi efter Guido

 

86

Reui.s »Lykkens Gudinde«. (Weinwich, S. 185. Lengnick. Akad. Hennings, 8. 13«. Alm. dsk. Bibi. Marts 1778, S. 87. Adresse­avisen 1814, Kr. 219.)

 

Bræstrup. »En Maler, som i Horsens i Jylland. har malet otte Malerier af Christi Lidelseshistorie, egen Composition, som pryde Altret i samme Bys Kirke. Saaledes Weinwich; disse Billeder nævnes ikke i Traps Topografi, men de synes efter Ordene i Pontoppidans Danske Atlas at være de udvendige Malerier paa Fløjene af den udskaarne Altertavle i Graabrødrekirken i Horsen,«. (Weimv. Lex. Poiitopp. Dsk. Atl. IV, 8. 128.)

 

Bundsen. Axel Bundsen, Søn af en Brændehandler i Assens, var født d. 28. Januar 1768. Han havde det Uheld i sin. Barndom at miste sit ene Øje, dog hindrede dette ham ikke i at kaste sig over Bygningskonsten, som han studerede ved Kjøbenhavns Konstakademi, hvor han 1789 fik den mindre Sølvmedaille. Han forlod Staden snart efter og deltog med sin Broder Jes i en Udenlands­rejse, hvortil Grev Baudissin ydede dem Understøttelse. Fra 1796 levede han sex Aar i Hamborg og virkede der som Bygmester, men i Aarene 1812—-13 arbejdede han i Flensborg, hvor han byggede Capellet ved den nye Kirkegaard. Han har ligeledes gjort Ud­kastet til en ny Kirke til Husum og til Søbadehuse ved Kiel. I 1827 boede han i Flekkeby ved Slesvig; senere flyttede han igjen til Hamborg og døde der i smaa Kaar d. 21. November 1832. I Hamborg byggede han til forskjellige Tider en Del private Byg­ninger. Hans Udkast, til Børsen der blev ikke udført. (AVeinw. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Akad.)

 

Bundsen. Jes Bundsen, Broder til Axel Bundsen, var født i Assens d. 16. September 1766 og var bestemt til at studere Theologi; hans Lyst til Kousten fik dog Overvægten, saaledes at han fik Lov til at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvis Sølv-medaille han vandt (1786). Efter at have levet nogle Aar som Tegnelærer hos Grev Baudissin paa Herresædet Knoop, rejste han udenlands med Broderen, og levede efter Hjemkomsten (omtr. 1705) som Tegnelærer, Landskabs- og Arehitekturmaler, dels i Hamborg; dels i Altona. Han udstillede i Kjøbenhavn 1819 og 1826; de 1819 udstillede Arbejder indkjøbtes til den kgl. Malerisamling. Han malede mest Udsigter fra Hamborgs og Altonas nærmeste Omegn og Fremstillinger af det Indre af Kirkebygninger. Han har raderet en Del Blade, dels udførte Raderinger, dels blot Omrids, som han tuscherede. Han døde d. 22. September 1829 i Altona,

 

87

(Weiuw., S, 193. do. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Nagler Monogr. III, 1927. Skild. 1819, Sp. 531. Akad. Udst. Oat.)

 

Buntzen. Heinrich Bnntzen, født i Kiel d. 29. September 1805, besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn, hvor lian fra 1823 gjentagne Gange med Held concurrerede til Pengepvæmien som Landskabsmaler, medens han samtidig gjennemgik dets Tegneskoler indtil Gibsskolen. I 1838 søgte han Fonden ad usus publicos om Kejseunderstøttelse og Akademiet' skrev i den Anledning i sin An­befaling for ham, at det med Tilfredshed havde iagttaget hans »dybe og grundige Studium af Naturen: og han har i det Offentlige tildraget sig en altid stigende Interesse ved de af ham til forskjellige Tider udførte Landskaber«. Efter at denne, som det synes, toaarige Rejse-understøttelse var udløbet, fik han 1840—41 fornyet Rejseunderstøttelse i to Aar af Koustakademiet for at kunne forlænge sin Kejse. Han kom hjem 1842, blev agreeret 1845 og Medlem af Akademiet 25. Marts 1850 paa et »Landskab, Motivet taget ved Hellebæk«. I sine senere Aar har han levet i Ordrup og ved Siden af sin Konsts Udøvelse udfoldet en ikke ringe Virksomhed som Tegnelærer. Han har udstillet siden 1824 og tre af hans Land­skaber tilhøre den kgl. Malerisamling. Han har Titel af Professor. Hans Portræt er malet af F. C. Lund. (Akad. Lrdst. Oat.)

 

Busch. Johan Frederik Busch, Søn af Kobbersmed, Isak Daniel Busch og Ane Charlotte født Agerlin, er født paa Frederiks­værk d. 12. Januar 1825. Da han havde Lyst til Tegning, kom. ban til Kjøbenhavn, hvor han efter sin Confirmation besøgte H. V. Bissens Værksteder for at nddanne sig til Billedhugger. Hetschs Paavirkning bragte ham til at foretrække Malerkonsten, han begyndte at male i Eckersbergs Malerstue og besøgte fra 1839 Kunstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt 1845. Kort før var han bleven Malersvend. Han var blandt de Elever af Konstakademiet, der under Bindesbølls Ledelse deltog i Udsmykningen af TKojvalcUens Museum, og senere hjalp han Eddelien ved Udførelsen af Decora-tionen af Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke. Men dette Arbejde afbrød ,han for allerede 1848 at nedsætte sig som Malermester og senere som Fotograf, i Næstved, hvor han ægtede Ane Marie Sørensdatter, og levede en Del Aar i praktisk Virksomhed. Dog udstillede han i 1852—53 nogle Billeder af det danske Bondeliv, og i den nyeste Tid er han atter vendt tilbage til konstnerisk Syssel som Lærer ved Frihaandstegneklassen og Malerklassen i det techuiske Selskabs Skole i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

88

Bussart. Martin Bussart, kongelig Bygmester, stod i Chri­stian III's- Tjeneste og deltog med Jakob Binck i 1550 i Anlægget af Fæstningen Krempe i Holsten. (Weinwich, S. 28, efter Nye Dske. Mag. I, S. 333.)

 

Bünsow. Joachim Heinrich. Ludwig Daniel Bünsow, født 1821 i Kiel og Søn af nedennævnte Portræt- og Landskabsmaler N. Bünsow, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1840—44, blev 1842 Elev og fik 1848 Rejseunderstøttelse for et Aar. Men da han ikke benyttede Stipendiet i Løbet af Aaret og imidlertid uden Anmeldelse til Akademiet var rejst til Kiel, nægtedes det ham det folgende Aar. Dog fik han senere i 1853—54 to Aars Rejseunderstøttelse af Akademiet. I Aarene 1841—53 udstillede han en Del Landskaber, dels fra Kiels Omegn, dels ogsaa fra Sjælland. Efter sin Eejse har han kun udstillet et Billede, »Parti ved Subiaco« 1,1859), og han synes umiddelbart fra Udlandet at være vendt tilbage til Holsten. Et Billede af ham, »Parti ved Frederiksborg« blev i 1845 kjøbt til den kgl. Malerisamling. (Akad. TJdst. Cat.)

 

Bünsow. N. Bünsow vandt 1814 Kunstakademiets mindre Sølvmedaille og udstillede samme Aar et Dameportræt. I Kiel levede 1824 en Landskabsmaler Biinsow, som vistnok er den samme Person og Fader til J. Bünzow. (Akad. TJdst. Gat. Tregder Haandb. for Rejsende, S. 111.)

 

Byer. Nicolaus Byer, Historie- og Portrætmaler, var født i Trondhjem og malede i sine sidste Aar hos Sir William Temple i Richmond i England, hos hvem han døde 1680 eller 1681. Han blev jordet i Kirken St. Clemens Danes, som var bygget af hans Landsmænd. »Han var en Maler af godt Haab, men for­dærvede sig selv ved sine Udsvævelser, da han endnu var ung«. {Sandv. efter "Walpole. Weinwich, S. 75. Schlesw. Kunstbeitr., S. 43. Fiorillo V, S. 461.)

 

Bærens. Magdalene Margrete Bærens eller Barens, Datter af »Oberberider« Johan Herman Schäffer og Elisabeth født Hochkirch, blev født i Kjøbenhavn 30. September 1737 og dyrkede i sin Ungdom Konsten saa ivrigt, at hun inden sit 21. Aar havde malet og syet over 40 Stykker, uden anden Vejledning end mundtlige Raad af Saly og Tegnelærer Clio. I 1761 blev hun gift med Kammerraad Johan Georg Bærens, med hvem hun fik to Sønner og to Døtre. I sexten Aar levede hun nu udelukkende for Mand og Børn og først i sit 40. Aar begyndte hun igjen at male (1777), opmuntret af Portrætmaleren V. Erichsen. Hun malede Blomsterstykker i Vandfarve

 

89

(gouache), fremstillede d. 31. Marts 1779 tvende saadanne Stykker for Kunstakademiet og blev derpaa agreeret til at male for Recep­tion. Det skal endog have været de to første Stykker, kun dengang havde malet, og de blev senere kjøhte af Enkedronningen Juliane Marie. Den 30. Marts 1780 blev hun Medlem af Kunstakademiet paa to Blomsterstykker i Gouache. Hun foretog 1788 en Kejse til England med sytten af sine Billeder, men uagtet de Hev roste og værdsatte til 3000 Lstrl.. havde hun kun Tab af Rejsen, derimod viste Catharina II af Rusland hende Yndest og gav hende en Guldmedaille og 200 Speciesdukater for to Stykker, som hun i 1783 sendte til Kejserinden. Tallet paa hendes Billeder fra den senere Tid angives til 27 malede Stykker og 8, der var syede med Cheniller, en Konst, hvori hun ogsaa skal have udmærket sig. Da Preisler døde (1795), søgte hun om de 600 Rdl. d. C., denne havde nydt af Kongens Kasse, uden at opnaa dem, og 1796 søgte hun om Bolig paa Akademiet, ogsaa uden Held. Efter hendes Mands Død i 1801 blev der tilstaaet hende 300 Rdl. d. C. i Pension. I sin sidste Levetid led hun meget af Gigt og døde d. 7. Juni 1808. Konstnerindens Portræt, malet af Lorentzen, blev af hende selv skjænket til Konstakademiet. Hendes Malerier skattedes meget for smuk Anordning og Farve og for en Nøjagtighed i Udførelsen, som selv Botanikerne erkjendte. (Sandv. S. 31. Birchs Billedgall. I, S. 226. Skild. 1808 Sp. 1137. Akad. AVeinwich, S- 200. do. Lex. Adresseav. 1808 Nr. 229.)

 

Bærentzen. Emilins Ditlev Bærentzen, Søn af Fyrbøder Bærentzen, blev født i Kjøbenhavn d. 30. October 1799. Slægten er af hollandsk Oprindelse. Bærentzen blev først sat i Apotheker-lære i Nykjøbing paa Sjælland (1813), men kom et Par Aar senere til Christianssted paa St.Croix, hvor han gik ind i et af Regerings­kontorerne og vilde have gaaet Embedsvejen. Da dertil krævedes en Examen, rejste han efter fem Aars Ophold i Vestindien til Kjøbenhavn, hvor han tog dansk juridisk Examen med Udmærkelse, men han havde det Uheld, at det Embede, han søgte, imidlertid blev bortgivet. Han valgte nu at kaste sig over Konsten, som han fra sin Ungdom ivrig havde dyrket i sin Fritid. I 1821 begyndte han at besøge Konstakademiet, vandt 1826 dets lille Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samtidig besøgte han Eckersbergs Malerskole og begyndte 1826 med at udstille Portræter. Han fik 1829 Understøttelse fra Fonden ad usus publicos til en Udenlandsrejse, hvor han især opholdt sig i München og senere i Paris (18B1—32).

 

90

Aaret efter foreviste han i Akademiet Portrætet af en l00-aarig Invalid, der fandt Bifald (tilh. den kgl. Malerisamlmg); han. blev agreeret 1835 og fik til Opgave at male C. V. Eckersbergs Portræt. Dette Portræt blev dog ikke antaget, og da Bærentzen, som herover følte sig forurettet, ikke senere meldte sig til at male Receptionsarbejde, blev han aldrig Medlem. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik (Christian VIII) havde tilbudt Akademiet sit Portræt, malet af Bæreutzen, som det andet (Portrætmalerne skulde dengang male to Portræter), men da Eckersbergs Brystbillede blev forkastet, rigtig­nok kun med én Stemmes Overtal, tog Prinsen sit tilbage.

Bærentzen var dengang meget søgt som Portrætmaler og over­ordentlig flittig, men ikke fri for at tage sin Konst paa en temmelig forretningsmæssig Maade, saa at det er rimeligt, at hans Prøve­billede har baaret Præg af Konstnerens Travlhed. Han skal efter sin egen Opgivelse have malet mere end 2000 Portræter. Til hans værdifuldeste Billeder høre nogle Portræter af Christian VIII og Fru Heibergs Portræt i Thorvaldsens Museum. I sine senere Aar led han meget af legemlig Svaghed, andre Kunstnere havde fortrængt ham i Publicums Yndest som Portrætmaler, og han malede mest Copier i mindre Maalestok. Dog malede han endnu 1860 Gehejmeraad Bræstrups Portræt til Frimurerlogen i Helsingør. Bærentzen blev 1829 gift med Frederikke Helene født Vinning og døde d. 14. Februar 1808,

Han oprettede i Forening med Grosserer Danchell i 1837 et Stentrykkeri i Kjøbenhavn med Firma »Em. Bærentzen & Co.'s lithograpliiske Institut«, hvorfra der er udgaaet en talrig Række virkelig konstnerisk udførte lithografiske Arbejder, og mange duelige yngre Konstnere fandt Sysselsættelse der for kortere eller længere Tid. Stentrykkeriet med dets betydelige Forlag blev i 1856 afhændet til nuværende Gehejmeetatsraad J. P. Trap og Lithograf A. Bull og var en kort Tid efter Bulls Død (1874) udelukkende den først­nævntes Ejendom, som overdrog det til sin Søn, der i September 1874 indlemmede det i Firmaet Hofiensberg Jespersen og Fr. Trap. Blandt Institutets større Arbejder kan nævnes Portefeuillens litho­grafiske Bilag, Pantheon, Samling af berømte danske Hænd og Kvinder I—III med Text af J. P. Trap, Danmark i Billeder, Frederiksborg i sex store Farvetryk, Danske Mindesmærker, udgivne af et Selskab, Danmark i Billeder fra Land og Sø i Farvetryk og m. m. (Private Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bøgers.    Pieter Simonsen Bøgers var ifølge Weinwich. en

 

91

Bygmester fra Utrecht, født 1637, som af Joachim Irgens blev incU kaldt til Danmark for at bygge Vestervig Kloster i en Stil, der ligner Charlottenborg. Disse Efterretninger ere tagne fra Pontoppidans Danske Atlas V, S. 457, hvor hans Ligsten, i Nøraa Kirke omtales. Den angiver hans Dødsaar til 1699, da han var 62 Aar gammel. Jfr. samme Værk V, S. 509—510, hvor Bygningens Opførelse omtales. (Weinwich Lex. Pontoppidan. 1. c.)

 

Bøgh. Carl Henrik Bøgh, født i Kjøbenhavn d. 3. September 1827, er Søn af Skolelærer Hans Henrik Bøgh og Hustru Marie Dorothea født Møller. Da hans Fader senere forflyttedes til et Skolelærerkald i Nærheden af Kestved, kom Sønnen, der havde røbet Lyst til Tegning, i sit attende Aar i Malerlære i Nestved, hvor han blev Svend (1849). Han var Soldat i det sidste af Krigs-aarene (1850) og begyndte, efter at han var hjemsendt fra Hæren, at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn, medens han samtidig ernærede sig ved sit Haandværk. Da han snart bestemte sig for at være Dyrmaler, gjennemgik han vel Akademiets Skoler, men tog ingen Medailler, hvorimod ban en lille Tid malede under J. L. Lunds Vejledning. Han udstillede første Gang 1854 »En landlig Scene” og fik allerede 1857 den Neuhausenske Præmie for »En Pranger med Heste«. I Aarene 1860—61 var han udenlands med Akade­miets Rejseunderstøttelse og opholdt sig mest i Paris. Senere har han, paa jævnlige Studierejser nær, tildels i Sverige og Norge, boet i Kjøbenhavn, hvor han endnu virker. Han blev 1863 gift med Anne Cathrine Henriette født Møller og fik 1873 Titel af Professor. Et større Billede af ham, »En Rensdyr hjord drives til Malkepladsen« blev i 1875 kjøbt til den kgl. Malerisamling paa Christiansborg, som allerede siden 1870 ejede et mindre Billede »En Malkeplads«. (Konstn. egne Medd. Erslew Forfatt. Lex. Suppl. I, S. 283. Akad. Udflt. Gat.)

 

Bøgh. Jens Christian Bøgh, Søn af Malermester Christian Bøgh, er født i Aarhus d. 29. September 1816. Han lærte Malerhaandværket i Hjemmet og lagde sig tillige saavel efter Decorations- som Portrætmaleri. Han kom i 1842 til Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiet i to Aar og lagde sig navnlig efter Miniatur-maleri, og han udstillede i Kjøbenhavn 1844 til 1852 adskillige Portræter i Miniatur, for en Del Copier efter andre Konstneres Arbejder i det store, saaledes Frederik VII efter Monies, ^hor-valdsen efter Horace Vernets Portræt o. n. Da Konstneren imidlertid følte sig trykket ved fejlslagne Forhaabninger, forlod han 1852

 

92

Kjøbenhavn og har siden- levet i Aarhus, hvor han har gjort Land­skabsmaleriet til sit Hovedfag. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Boehme. Frederik Vilhelm Boehme har malet i Danmark i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da nogle Malerier, foruden hans fulde Navn, bærer Paaskriften in Copenhagen. Han malede Stillebenstykker, hvoraf et, der tilhører den kongelige Malerisamling, er kommen dertil fra Magnus Bergs Efterladenskab. De tvende Søstykker, som skal have været paa Fredensborg, er vistnok de samme, som i J. C. Spenglers Tid var i den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. Det ene bærer Aarstallet 1704. Ogsaa Lorentz Spengler skal have ejet et Søstykke af Boehme. (Weinwioh, S. 119. Spengler Art. Eft. do. Cat. over d. kgl. Malerisml. Nr. 830—31.)

 

Böhndel. Conrad Christian August Böhndel fra Sønder­jylland, kom omtrent 1796 til Kjøbenhavn for at uddanne sig ved Konstakademiet, hvor han 1798 fik den mindre og 1799 den store Sølvmedaille. Med kongelig Understøttelse foretog han senere (1809—10) en længere Udenlandsrejse til Italien og a. St. og ind­sendte fra Slesvig By, hvortil han tog efter Hjemkomsten, en Del Arbejder til Kjøbenhavn til Akademiets Bedømmelse (Juni 1810). Akademiet raadede ham til for Fremtiden at bringe større Harmoni i sine Farver og mere Correcthed i Tegningen, hvorved Deres Arbejder vilde vinde i Kjenderes Øjne«. Imidlertid udstillede han 1811 sex Billeder, dels Copier, dels historiske Arbejder og Portræter, hvoraf navnlig »Portræt af Carl Stuart” blev rost som »fortræffelig udført«. Aaret efter blev han agreeret ved Konst­akademiet (20, April 1812) og malede som Medlemsstykker Byg­mester C. F. Hansens og Grev Schimmelmanns Portræter, der begge findes i Akademiets Forsamlingssal, hvorpaa han d. 17. April 1813 med de fleste Stemmer blev valgt til Medlem. Om Efteraaret søgte han en dengang ledig Bolig paa Charlottenborg, men da den ikke blev ham tilstaaet, synes det, som om han snart efter er rejst tilbage til Slesvig, hvor han siden levede en Aarrække som Portrætmaler og Lithograf.. Han var gift med Anna Marie født Kruck, Enke efter en Duhn, og han døde i Slesvig d. 18. De­cember 1847.

Han havde i sin Tid et godt Navn som Portrætmaler, men han har især gjort sig fortjent af Danmarks Konsthistorie ved sine flittigt udførte 37 Lithografier efter Brüggemanns Altertavle, som udkom i 1828—34 med en paa Tysk oversat Text af N. Høyen. Böhndel

 

93

udstillede i Kjebenhavn 1811 og 1812, samt i 1825 nogle Blade af det lithografiske Værk. ("Weinw. Lex, Akad. Udst. Cat. Tregder Hdb. f. Rejs., S. 261. Skild. 1811, Sp. 427. 1829, Sp. 834, jfr. f rt. Briiggemami. Alberti: Schriftstell. Lex. I 8.67.)                      '

 

Bonecke. Peter Christian Bbnecke, Søn af Murermester Christian Conrad Bonecke og Dorothea født Østerby, er født i Kjøbenhavn d. 19. April 1841. Han uddannede sig til Bygmester under Theophiliis Hansens Vejledning i Wien, hvor han tilbragte fire Aar og senere tvende Aar paa Rejser, navnlig i Italien. Han er Bygningsinspecteur i Kjøbenhavns 3dje District og blev 1866 gift med Augusta Vilhelmine født Bjørn. Han har vundet Æresmedaillen i Archltekturen og i Forening med V. Frederiksen anden Præmie ved Concurrencen om en ny Bygning til det kongelige Theater \ Kjøbenhavn. I 1875 udstillede han »Udkast til en Musikforeningsbygning i Kjøhenhavn«. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Bøttger. Frederik Christian Bøttger, Søn af Provst i Barrit ved Horsens Rasmus Hansen Bøttger og Eleonore Christine født Schmidt, er født d. 9. Marts 1838. Efter at have lært Murerhaandværket besøgte han Konstakademiets Skoler, hvis Sølvmedailler han vandt 1863—64, og arbejdede samtidig i N. S. Nebelongs Tegne­skole; senere har han tegnet hos H. Chr. Hansen og F. Meldahl, for hvem han var Conducteur ved Opførelsen af Navigationsskolen i Havnegade (1864-—65). I Forening med Dahlerup (s. d.) opførte han Toldbodbygningen og Iselinge Hovedgaard. Derefter var han med Understøttelse af Staten og den Rejersenske Fond en Uden­landsrejse til England, Tyskland og Italien, og har siden 1871 virket som selvstændig Architekt, dels her i Byen, dels paa Landet. 11874 blev han ansat som Bygmester ved Burmeister & Wains Arbejderes Byggeforening. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

94

Cabott. Johan Herman Cabott, fedt i Kjøbenhavn 7. August 1756, var uden Tvivl af en reformert Slægt af dette Navn, hvis første Medlem her, Pierre Cabott, havde faaet Borger­skab i Kjøbenhavn 1715. Cabott besøgte Kunstakademiet fra 1770 til 1783 og vandt 1781 dets lille Guldmedaille for Opgaven »Salomon lader Pagtens Ark opsætte i Templet«. Han concurrerede 1783 til den store Guldmedaille, uden at faa den og rejste Aaret efter udenlands, dog uden Stipendium fra Akademiet. Under sit Ophold i Rom malede han en »Socrates’ Død«, der rostes meget, og gjorde Udkast til en større Fremstilling af »Abels Død«; der ligeledes omtaltes som lovende, Ved Hjemkomsten i Begyndelsen af 1791 agreeredes han d. 28. Marts paa en Skitse »Orest, der forfølges af Furierne« m. m. og fik i Maj Opgave til Medlemsstykke, der usæd­vanlig nok blev taget af den romerske Historie, men han udførte det aldrig. Efter at have solgt sin Copi efter Rafaels »Skolen i Athen« til Akademiet eller rettere til Arveprinsen, der skjænkede den til Akademiet, forlod han igjen Kjøbenhavn og rejste i Januar 1792 fra Berlin til Rom i Selskab med Carstens og en tysk Bygmester. Under sit andet Ophold i Rom vandt han især Opmærksomhed ved en vellykket Copi af Rafaels »Gravlægning« i Palazzo Borghese (1793), og da Zoega i 1794 opdagede en Gravgrotte uden for Rom, fik han Cabott til at aftegne den nøjagtigt og lade sine Tegninger stikke i Kobber. De udkom i Rom (1795) under Titel Stucchi figwrati esistenti in un antico sepolcro fuori delle mura di Roma &c. Aaret efter giftede den allerede 40aarige Mand sig med en attenaarig

 

95

italiensk Comtesse Maria Gertruda Pericoli (August 1796) og rejste derpaa med sin unge Kone tilbage til Danmark, saaledes at Vielsen, endnu samme Aar, paa den unge Frues attenaars Fødselsdag (19. Dee.) kunde gjentages efter protestantisk Ritus i Kjøbenhavn. Hvilke Forbindelser og hvilken romantisk Historie der mulig har ligget til Grund for dette ualmindelige Ægteskab, lader sig ikke mere oplyse. Cabott havde imidlertid, rimeligvis allerede i Rom, opgivet Historie­maleriet for Decorationsmaleriet og søgte ved Hjemkomsten om en ledig Lærerplads ved Akademiet, hvorved han tillige, efter Stiftelsens daværende Grundsætninger, afskar sig Retten til at blive Medlem. Han blev Lærer ved Akademiets første Frihaandstegningsklasse (1797), og i denne beskedne Stilling forblev han til sin Død d. 5. December 1814, medens han samtidig fra 1799 havde haft Bestal­ling sorå »Hofdecorateur«. Kort før sin Død opnaaede han sit længe nærede Ønske om en af Akademiets Friboliger, men kun hans Enke fik af særlig Naade Lov til at nyde den det første Aar efter hans Død. Den italienske Grevindes Kaar blev ikke videre blide ved i en Alder af 36 Aar at sidde som Enke med fire Børn efter en Informator ved Akademiet; - hvad Manden har efterladt, maa efterhaanden være gaaet med, og tyve Aar efter hans Død finder man hende søgende Akademiet om Understøttelse (1884), s da hendes Stilling ikke er som forhen.« Hun døde først d.- 20. November 1851. (Weinwich, S. 191. Erslew Forf. Lex. I, S. 270. do. Suppl. I, S. 290. Zoegas Breve i Minerva 1798 II, S. 333. 1799 I, S. 275, II, S. 2. Adresseavisen. 1814 Nr. 286. Akad. Gehejmearch. Fernow om Carstens, ny Udg., S. 97.)

 

Calau. Benjamin Calau levede i Frederiksstad i Slesvig i Slutningen af det syttende eller rettere i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, thi hans Søn af samme Navn, som vandt et vist Ry i Tyskland, var født i Frederiksstad 1724. Efter Weinwich malede den ældre Calau. »gamle Hoveder temmelig vel.« Paa Raadhuset i Frederiksstad skal der være to Stykker af ham, »Et Bacchanal« og »Johannes Døberens Henrettelse« med Figurer i halv naturlig Størrelse. (\Veinw. Lex. Fussli Suppl. Spengler Art, Eft.)

 

Camradt. Frederik Christian Camradt, Broder til Johan Ludvig Camradt, blev født i Kjøbenhavn 1762, besøgte Konstakademiet 1781 — 85, da han fik lille Sølvmedaille. Han malede Blomsterstykker i Vandfarve og udstillede i 1810 en »agtværdig« Prøve paa sin Konst. Han var ogsaa Miniatur- og Portrætmaler og har malet sirlig og omhyggelig udførte Miniatur-

 

96

billeder endnu i 1822. (Weinw., S. 203. Selmers Nekr. Saml, II, S. 456. Akad.)

 

Camradt. Johan Camradt, Portrætmaler, kaldes senior til Adskillelse fra den nedennævnte; han fik d. 6. Januar 1806 Konstakademiets mindre Sølvmedaille1 og Weinwich siger om ham (1811), at han lever og arbejder. For øvrigt er han ganske ukjendt. (Weinwich, S. 195. Akad.)

 

Camradt. Johannes Ludvig Camradt, Blomstermaler, kaldes junior til Adskillelse fra Portrætmaleren af samme Navn. Han var født i Kjøbenhavn d. 20. September 1779 og var Søn af Portrætmaleren Jørgen Frederik Camradt. Han ernærede sig væsentlig som Tegnelærer og udgav som saadan et Hefte kobber-stukne Blomstertegninger til Brug ved Undervisning (1816), stukne af O. O. Bagge. Han helligede sig for øvrigt Blomstermaleriet, som det synes under Fritzseh1 Vejledning. Da han (1810) vilde agreeres paa et Stykke, som Akademiet saa »med særdeles Fornøjelse«, blev det nægtet ham ifølge Akademiets Statuter, fordi han ikke havde været udenlands. Imidlertid lykkedes det ham med en noget tarvelig Anbefaling fra Akademiet at komme en lille Rejse til Dresden (1819—20). Paa de fra Dresden indsendte Stykker opnaaede han endnu ikke at blive agreeret, men da han igjen (6. Jan. 1821) indsendte to originale Blomstermalerier, blev han agreeret og to Aar efter (3. Febr. 1823) optaget som Medlem af Kunstakademiet. Dermed er hans akademiske Bane til Ende. I 1831 søger han forgjæves om Værelser paa Charlottenhorg og i 1835 ligeledes forgjæves om at blive Professor i Anatomi ved Akademiet. At hans Kaar var meget ringe, .fremgaar af, at han gjentagne Gange maatte have Hjælp af Akademiets Understøttelseskasse, bl. a. i 1832 i Anledning af hans Kones Død. Da han i sine senere Leveaar led af Øjensvaghed, tilstod Akademiet ham fra 1. Juli 1839 300 Rdl. aarlig; dog vedblev han at udstille. Han var en flittig Konstner, som fra 1810—43 udstillede 88 Blomsterstykker, der af Samtiden rostes for at være i en delikat og zart Smag, om end noget matte. Han har udført to Frugt- og Blomsterstykker til Dronningens Toiletværelse paa Christiansborg Slot, og 13 af hans Arbejder indkjøbtes til den kgl. Malerisamling. Camradt var to Gange gift; første Gang med Marie Elisabeth Jobannette født "Weise (f 2. Nov. 1832), anden Gang med Anna Magdaiene født Becker,

 

1 Det er et Spørgsmaal, om den i Akademiets Protokol nævnte J. C. maaske ikke snarere er Blorastermaleren J. L. Camradt.

 

97

med hvem han ingen Børn havde, medens han af første Ægteskab efterlod sig fire Børn. Han døde i Hillerød, hvor han havde til­bragt sine sidste Leveaar, d. 2. December 1849. Blandt hans Elever maa nævnes Frøknerne Løvmand og Neergaard. (Akad. Nord. Conv. Lex, Skild. 1816, Sp. 456 og 571. Østs Archiv I, S. 264. Selmers Nekr. Saml., 2. Aarg., S. 456. Udst. Gat.)

 

Camradt. Jørgen Frederik Camradt, Portrætmaler eller Skildrer i Kjøbenhavn, blev i August 1760 gift med Marie Schrøder og var Fader til Frederik Christian og Johannes Ludvig Camradt, der begge blev Konstnere. Han døde Marts 1784, 48 Aar gammel. (Adresseavisen 1760 Nr. 64. Selmer Nekr. Saml. U, S. 456.)

 

Carlebye. Erasmus Christoffer, Jens og Johanne-; Georg Carlebye, se-Karlebye.

 

Carlsen. Carl Peder August Schlichting Carlsen, født 1852 i Flensborg, Søn af senere afdøde Carlsen og Ida født Schlichting, er Elev af Konstakademiet i Kjøbenhavn og har i 1875—76 udstillet som Blomstermaler. (Akad. Udst. Cat.)

 

Carlsen. Emil Carlsen, Søn af forh.env. Urtekræmmer Carl Adolf  Junius Carlsen og født d. 19. October 1848 i Kjøbenhavn, uddannede sig først til Architekt og udstillede i 1869 en »Opmaaling af Christian IIIs Gravmæle i Roskilde Domkirke«. Han er senere bleven Sømaler og har opholdt sig de sidste fem Aar i Amerika, dels i Chicago, dels i Boston. (Medd. fra Konstn. Fader. Udst. Cat.)

 

Carlsen. Rudolf Julius Carlsen, Søn af Klubvært H. Carlsen, født i Kjøbenhavn 1812, gjennemgik 1827—458 Konstakademiets Skoler til Gibsskolen og nød Vejledning af Eckersberg-, J. L. Lund og G. Hetsch. Han lagde sig efter Portrætmaleriet, malede en Del Portræter navnlig paa en Rejse i Sverige og Norge og havde 1837—39 fire Portræter paa Akademiets Udstilling. Det sidstnævnte Aar forlod han Kjøbenhavn, rejste til Buenos Ayres og ernærede sig der i en Del Aar som Portrætmaler. Paa Gnmd af Familie­anliggender vendte han tilbage til Danmark (1862), hvor han endnu opholder sig. Han udstillede 1868 tre Portræter (udenfor Catalogeu'i og senere 1869 og 1870. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Carlson. Conrad Oscar Carlson var Søn af Skomager Carl Carlson og Christiane Caroline født Lorentzen, og var født d. 30. Marts 1840 i Kjøbenhavn. Han lærte at tegne hos F. Helsted og besøgte 1856—61 Konstakadeiniet, hvor han 1858 vandt den mindre Sølvmedaille. Han udstillede fra 1859 til 1864 dels nogle Landskaber, dels nogle Portræter og Genrebilleder, hvoraf det sidste,

 

98

»En Erklæring« var paa Udstillingen efter hans Død. Som en øvet Tegner sysselsattes han ogsaa af »Illustreret Tidende«, hvortil han hjemsendte Tegninger fra Felten. Den unge lovende Konstner gik som Værnepligtig med i Krigen 1863, blev Secondlieutenant ved tiende Infanteriregiment og faldt den 19. Marts 1864 ved Dybbøl. I »Ill. Tid.« for 1864 Side 237 findes hans sidste Tegning fra Felten og Side 325 hans Portræt. (Medd, fra Konstn. Broder. Udst. Gat. 111. Tid. 1864.)

 

Carmiencke. Johan Herman Carmiencke, født i Konge­riget Hannover d. 9. Februar 1810, var Søn af en fattig Arbejds­mand og blev sat i Malerlære i Hamborg hos en ældre Broder, der var Malermester, men da han havde Lyst til at blive Konstner, rejste han med en anden ung Svend; som nærede samme Attraa, Johan Mohr, til Dresden (1831), hvor han nød Undervisning i Landskabsfaget af J. G. Dahl. Rimeligvis efter dennes Raad tog han i 1834 til Kjøbenhavn og tik der efter sine fremlagte Tegninger strax Adgang til Kunstakademiets Gibsskole. Han besøgte dog ikke Akademiet ret længe, men optraadte allerede fra 1835 som selv­stændig Konstner og vandt strax en saadan Opmærksomhed, at et af hans første Billeder blev kjøbt til den kongelige Malerisamling i Kjøbenhavn. 'Senere solgte han i Aarene 1835—45 ialt 6 Billeder til denne Samling. Imidlertid havde han 18o5 begyndt at forsøge sig i at radere, men blev dog først fra 1847 den heldige og øvede Raderer, hvis Stik gjorde saa megen Lykke baade i Danmark og Tyskland. Han var i 1837 atter i Besøg i Tyskland, hvor han især opholdt sig i Lichtnitz hos en Beskytte rinde, en Grevinde Schonburg. Men Aaret efter rejste han til Kjøbenhavn, giftede sig der med en dansk Dame, Marie Vilhelmine Caroline født Klein, og ned&atte sig som Konstner; dog gjorde han atter 1842 en Udflugt til Miinchen. Endelig 1845 fik han — efter at have søgt og opnaaet Naturalisationspatent — det kjøbenhavnske Konstakademis Rejseunderstøttelse i to Aar og opholdt sig i disse (1845—46) som dansk Konstner i Italien. Efter Rejsen vendte han tilbage til Danmark, men følte sig under Krigen (1848—50) mindre vel i sit nye Fædre­land og udvandrede derfor i 1851 med sin Familie til Nordamerika. Her gjorde hans Billeder overordentlig Lykke; han levede i New York og var Medstifter af Konstakademiet i Brooklyn. Han døde der d. 15: Juni 1867.

Af hans raderede Blade (35 i Tallet) udgav Konstforeuingen i Kjøbenhavn et Par mindre Rækker 1850—51. Han udstillede i

 

99

Kjøbenhavn fra 1835 til 1851 et ikke ringe Tal af Landskaber, dels fra Danmark, dels fra Udlandet, og vandt Navn Som en dygtig og livfuld, om end noget conventionel Konstner. Hans store .Lethed i at male satte ham i Stand til lige til hans sidste Leveaar at udfolde en overordentlig rig Productivitet. (Hamb. Kstl. Lex. Naglers Monogr. III, 771. Andresen: Deutsche Maler-Radirer d. 19. Jhrh. IV, S. 46 flg. Akad. Udst. Cat.)

 

Carstens. Asmus Jakob Carstens, Tegner og Maler, født d. 10. Maj 1754 i St. Jørgensby ved Slesvig, var Søn af en GJ-ryii-møller og mistede i temmelig ung Alder begge sine Forældre, der dog efterlod ham og hans Søskende en lille Formue. Den Konstnertrang, der syntes ham medfødt, næredes allerede tidligt hos ham véd Skuet af Jurian Owens' Malerier i Slesvig Domkirke. Endnu som Dreng tilegnede han sig paa egen Haand en saadan Færdighed i Tegning, at han ud af Hovedet kunde gjengive Aasyn, han havde lagt Mærke til, med kjendelig Lighed. Men hans Formynder vilde ikke tillade ham at blive Konstmaler og satte ham for et Tids­rum af syv Aar i Lære hos en Vinhandler i Eckernførde. Da han ikke kunde unddrage sig sin Skjæbne, foresatte han sig dels at røgte sin Gjerniug saa godt, han kunde, for ved Øvelse og Flid at opnaa saa megen Fritid som muligt, der ikke vilde blive nægtet ham, naar han havde gjort sin Pligt, dels at udføre alle sværere Arbejder ved sit Haandværk, det saa kaldte Vinkyperi, med venstre Haand, for at skaane den højre til det, han stedse regnede for sit egentlige Livshverv, Konsten. Denne energiske Plan gjennemførte han virkelig og fik saaledes Tid og Kræfter til overs baade til Læsning og Tegning.

Da han blev 18 Aar, fik han Myndighed over sig selv og sin lille Formue og løskjøbte sig for de sidste tre Fjerdingaar af sin Læretid med 80 Rdl. (rimeligvis Courantdalere = 256 Kroner). Han levede nu nogen Tid i Slesvig udelukkende for Dyrkelsen af Konsten, men da han ikke kunde faa tilstrækkelig Undervisning i Oliemaleriet i Slesvig By, magede hans Slægtninger det saaledes, at han skulde tage til Kjøbenhavn til en der bosat slesvigsk Portræt­maler Povl Ipsen (1770). Hos denne levede han et Par Aar for Levningerne af sin Formue og arbejdede dels nnder dennes Vejled­ning, dels paa Kunstakademiet. Det var navnlig Afstøbningerne af Antikerne, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Carstens, dog hørte han tillige Forelæsninger over Anatomi af Weidenhaupt. Derimod smagte det ham ikke at deltage i Undervisningen i de

 

100

egentlige Konstskoler, saa meget mindre som han undsaa sig ved, som voxent Menneske, at begynde i de lavere Klasser sammen med unge Læredrenge, og i de højere Klasser kunde der ikke strax til­stedes ham Adgang, da han uagtet al sin Færdighed som Portrætmaler endnu stod tilbage i Konstens Elementer. Men han øvede sig flittig hjemme, ikke alene paa at gjengive, navnlig Antikerne, efter Hukommelsen, men ogsaa paa at componere, og sluttede Venskab med flere, for en Del tyske Konstnere, der gjennemgik deres akademiske Løbebane i Kjøbenhavn.

En Tegning, som han gjorde af »Adam og Eva«; efter Miltene »Det tabte Paradis« vandt Grev Moltkes Opmærksomhed, og denne bestilte et Oliemaleri derefter hos Konstneren. Da det var færdigt, har Greven enten glemt sin Bestilling, eller de techniske Ufuld­kommenheder have, ganske naturlig, været ham mere iøjnefaldende i Maleriet end i Tegningen; nok er det, efter Carstens' egen For­tælling skal han være bleven afvist paa en Maade, der stødte den indesluttede og selvfølende Konstner, og han forsøgte ikke mere at faa Bestillinger paa sine Compositioner. Derimod blev han, maaske ved Ipsens Hjælp, bekjendt som Portrætmaler, og fik saa meget at gjøre, at han alene i ét Aar fortjente 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) ved sine med Rødkridt tegnede Portræter. Imidlertid fik han Adgang til Modelskolen paa Konstakademiet, thi efter det første Kvartal 1780 tilkjendtes ham den lille Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. Efter Akademiets Sædvane blev dog først Sølv-niedailleu meddelt ham ved det højtidelige Aarsmøde det følgende Aars 31. Marts (1781). Ved denne Lejlighed skete noget, som frem­kaldte følgende Kjendelse i Protokollen for 30. April: »Eleven i A. J, Carstens, som paa en Opsætsig Maade havde undslaaet sig for at imodtage den ham for Tegning efter Modellen tilkiendte liden Sølv Medaille blev ved Scrutinium af alle Stemmer indtil videre forviist Academiet og tildømt hans Navn. at opslaaes paa Dørrene »i alle Academiets Skoler.«l  Wiedewelt skal vel den følgende

 

1 Hvad der virkelig er i'orcgaaet, lader sig vanskelig udfinde mere. Carstens fortæller selv hos Fernow: „Ved den følgende Udstilling havde en ,,af de Konstnere, der concurrcrede til den store Pris, udstillet en Tegning, „som absolut var den bedste, og alle ventede, at den første Pris skulde blive „ham tilkjendt. Ved Uddelingen fik dog en anden den, paa hvem ingen havde: tænkt, og hvis Tegning stod tilbage for hans. Da den foretrukne var en '„Slægtning af Abildgaard, forklarede alle dette som Grunden... Jeg havde faaet „store (o: lille) Sølvmedaille... Jeg erklærede offentlig ikke at ville modtage „Medaillen, naar han, som havde fortjent den store Guldmedaille. ikke fik

 

101

Morgen atter have ladet Opslaget nedrive, men Carstens' Forbindelse med Akademiet var ophørt. Hans Bekjendtskab med Abildgaard, hvorpaa han kort i Forvejen havde lagt stor Vægt, fik naturligvis herved ogsaa en brat Ende.

Carstens, til hvem hans Broder Frederik havde sluttet sig, forblev dog endnu i Kjøbenhavn til 1783, da han besluttede i For­ening med Broderen, for deres fælles Sparepenge, at rejse til Italien. Over Tyskland og Tyrol naaede de virkelig Norditalien og besøgte Verona, Mantua og Milano. Navnlig i Mantua følte Carstens sig stærkt greben af Giulio Romanos Frescomalerier og blev der i fire Maaneder for at studere dem. I Milano viste det sig endelig for dem, at deres Penge var for faa til at rejse videre mod Syd, og forknytte vendte de atter Vejen nordpaa gjennem Svejts. I Zürich fremstillede Carstens sig for Gressner og Lavater og fik Lejlighed til at fortjene saa meget ved at tegne Portræter, at han og Broderen kunde komme tilbage gjennem Tyskland, men naaede ikke længer end til Lybek. Rejsen havde dog haft ikke ringe Betydning for Carstens og havde navnlig virket til at klare hans Forestillinger om historisk Composition. Under sit Ophold i Lybek uddannede han med megen Iver sit Talent i den Retning, samtidig med at han som sædvanlig ernærede sig ved at tegne og male Portræter. Han blev næsten fem Aar i Lybek, da en Konstven, som tilfældig fik hans Compositumer at se, følte sig saa slaaet af det Smile, de røbede, at han gav ham Midler til at rejse til Berlin og opholde sig der, indtil der kunde aabne sig Udsigter for ham. Efter at have sendt nogle Tegninger og Malerier i Forvejen, der blev udstillede 1788, rejste Carstens selv, rimeligvis om Høsten samme Aar, til

 

„den &c." Hertil maa bemærkes, at i 1780, da dette maa være sket, var der ingen Concurs om Guldmedaillen; den fandt først Sted i Juli 1781, altsaa efter den omtalte Begivenhed. Der blev vel givet en Guldmedaille i 1780, nemlig til Kobberstikkeren Preisler, der som Kobberstikker havde concurreret særskilt, og denne Medaille var bleven ham overleveret ved Aarsmødet 1780. men han havde ingen Concurrenter, for hvilke han kunde blive foretrukken, ligesom han heller ikke, saavidt vides, var nogen Slægtning af Abihlgaard. I en gammel Levnedsbeskrivelse af Carstens i et slesvigsk Hefteskrif't (Srhlesw. Kunstbeitråge), der for øvrigt lader paalidelig, fortælles det, at Carstens selv mente, at han concurrerede til Guldmedaillen, og da han kun fik den lille Sølvmedaille, vægrede han sig ved at modtage den og forlod Akademiet. Da Carstens imidlertid maatte kjende saa meget til Akademiets Statuter, at han ikke kunde vente Guldmedaille for „en Tegning efter Modellen", er denne Gjengivelse heller ikke sandsynlig. Vi have kun selve Kjendsgjerningen, som Protokollen stadfæster tilbage.

 

102

Berlin. Næste Aar udstillede han en stor Composition, »Englenes Fald« med henved 200 Figurer, der vandt en Præmie. Uagtet disse Arbejder havde vakt Konstnernes og nogle Kjenderes Op­mærksomhed, lykkedes det ham dog ikke strax at sikre sig en Stilling, og da han havde besluttet ikke at ville være Portrætmaler mere, ernærede han sig kummerligt ved at tegne for Boghandlerne i Berlin. Dermed kom han til at tegne de Omrids efter antike skaarne Stene, som ledsagede den første Udgave af Moritz’ Gudelære, og forøgede dem med en Tegning af sin egen Opfindelse, ”Nattens Gudinde«. Endelig lykkedes det ham at faa en Stilling som Lærer (Professor, '21. Maj 1790) ved Kunstakademiet i Berlin, og fik tillige ved Akademiets Curator, Friherre von Heinitz' Gunst, Lejlighed til at decorere en Sal i dennes Palais, som lykkedes saa vel, at hans Velyndere strax anbefalede ham til Kongen til et .Rejsestipen­dium til Rom. Foruden disse Arbejder, som var udførte i Limfarve paa Papir, og som senere ere tilintetgjorte, udførte han ogsaa i Dronningens Værelser paa Slottet i Berlin nogle Loftmalerier graat i graat som Efterligniug af Basrelief. Disse ere endnu i Behold.

Carstens stod endelig ved sine Ønskers Maal, Udsigten til at naa Rom. Hans Stipendium var rigtignok kun paa to Aar og ikke stort, men han haabede at faa det forlænget, og smigrede sig i al Fald med at finde andre Midler til at forlænge sit Ophold i Rom. Det lykkedes ham virkelig, idet han tik et Aars Tillæg til sit Stipendium og senere .solgte saa meget, at ban kunde leve tarveligt deraf. I September 1702 naaede han A'erdensstaden og svælgede i Henrykkelse over Rafael og Michel Angelo, ikke. mindre end over Vatikanets store og fremragende Antiksamling. Han var ikke mere Lærlingen, men den selvstændige, frit .studerende Konstner, og han blev Forløber for en hel Revolution i Konsten ved en Kraft, hvormed han baade i Ord og Værker henpegede paa Konstens Ideal, Compositionens Enhed og aandelige Fylde som det første og eneste, for hvilket alle Udførelsens Fortrin ere nødvendige, men under­ordnede Tjenere. Da han imidlertid, ved stedse at udføre sine Compositioner paa fri Haand, vel opnaaede en i den Tid ukjendt Sluttethed og Harmoni i Anordningen, men til Gjengjæld stod tilbage for mange af sine Medbrødre i ren technisk Henseende, navnlig i Oliemaleriet, hvis fuldkonmere Fremstillmgsmaade han aldrig til­egnede sig, kunde det kun lykkes ham at bryde Vejen for sine Efter­følgere uden selv at frembringe noget saa gjennemført Værk, at det synderligt kunde fæste andre end Kjenderes Opmærksomhed paa ham..

 

103

Den Række fortrinlige Tegninger og Aquarelmalerier, som. han udstillede i Rom (1795), vakte derfor snarest Uvilje hos de mange Konstnere, der kun havde en technisk Færdighed uden synderligt Talent at grunde deres Navn paa, medens dog saavel de snilrigere Konstnere fra Europas forskjellige Lande som alvorligere Kjendere følte og paaskjønnede, hvilken Frigjørelse fra Datidens . Pedanteri og Rocoeostil der laa i disse ejendommelige Fremstillinger, som alle bevægede sig paa den historiske Konsts mest fredede Omraade, Livet i Oldtiden.

Dette var Kunstnerens eneste Triumf. Den korte Tid, han havde tilbage, udfyldtes dels med en pinagtig Brevvexling med Friherre v, Heinitz, som ikke uden Grund dadlede ham for at have svigtet sine Pligter overfor Preussen, om end Konstneren har meget, der taler til hans Forsvar, dels med Sygdom og Savn, som endelig bortrev ham, kun 44 Aar gammel, d. 25. Maj 1798. Det er ikke Stedet her til at gaa ind paa en Opregning eller nøjere Værdsætning af hans Værker, i den Henseende maa henvises til de nedenfor nævnte udførligere Afhandlinger om hans Liv og hans Konst.

Spørgsmaalet om Carstens her regnes for Dansk eller Tysk, er allerede fra vort Synspunkt besvaret ved, at han har fundet sin Plads her; men. til nærmere Overvejelse kan endnu fremdrages følgende. I Kunstnerverdnen navnlig i Rom føltes i den Tid, og længe efter, Forskjellen mellem Dansk og Tysk ikke anderledes end Forskjellen mellem Preusser og Bajrer, eller lignende, og Carstens kunde have haft en meget mere levende Følelse for sin Nationalitet, end han virkelig havde, uden at den vilde være traadt frem overfor Tyskerne. I Virkeligheden var'Tyskland ham blot en Station paa Vejen til Rom, og det var vistnok kun, fordi hans Penge slap op, at han blev i Lybek og ikke ligesaa gjærne rejste videre til Danmark. Ethvert Land, der ikke var i Italien, var ham ligegyldigt. Overfor de ydre Kjendsgjerninger, at han levede fem Aar i Lybek, blev Professor i Berlin og fik Rejsestipendium derfra, kan paa den anden Side fremhæves, at han var født dansk Undersaat, modtog sin første konstneriske Uddannelse i Kjøbenhavn, og aldrig fornægtede det Land, han ved Fødslen tilhørte. Om ogsaa han mest levede med Tyskere, var danske Venner ham ikke fremmede, og han maa paa andre Maader have vedligeholdt Forholdet til Danmark. Saaledes havde han næppe faaet to Bestillinger af en dansk Adelsmand, Knuth-Lilliendal, uden at denne har vidst, han var dansk, hvilket ogsaa fremgaar af et senere Brev, hvori Knuth tilbyder Konst-

 

104

akademiet det ene af disse Malerier, »Bacchus og Amor-; (25. Febr. 1834), som blev kjøbt til Malerisamlingen paa Christiansborg. Zoega, der baade paa Regeringens og paa Akademiets Vegne skulde have Øje med de danske Konstnere i Rom, kaldte ham (Brev af 5. Oct. 1793) »en anden Dansk« og meldte paa Embedsvegne hans Død til Danmark. Ligeledes søgte Konstnerens Søskende i Danmark gjennem "Udenrigsministeriets Skrivelse til Zoega (17. Nov. 1798) at blive hjulpne til den mulige Arv efter deres Broder.

Hvilket Indtryk Carstens' Ungdomsliv og Forhold til Abildgaard vedblev at gjøre i Danmark, kan man se af en Slags Novelle i Nyeste Skilderi for 1811. hvori disse Begivenheder skildres med stærke Farver til Carstens’ Gunst. Hans Indflydelse paa Thorvaldsen behøver kun at nævnes; hans øvrige Lærlinger eller Efter­følgere var Tyskere. (Weimvich, S. 198. do. Lex. Fernow: Leben des Kunstlers A. J. Carstens. Lps. 180G, ny Udgave ved Rie-gel, Han­nover 1867. Schlesw. Kunstbeitrage 1792, S. 86. Zoegas Breve, trykte i Minen-a 1799. Thiele Thorv. I, 108. Skild. 1811, 6. Aug. og følg. til 26. Novbr. 111. Tid. IV, Nr. 180—82 en Afhdl. af Dietrichson. Lange, Nutids-Kunst, S. l—15. Akad. Udenrigsministeriets Archiv.)

 

Carstens. Frederik Carstens, en Broder til Jakob Asmus Carstens, blev født i Slesvig 1762, kom i Malerlære, derpaa til Kjeben-havn (1781), fulgte sin Broder paa hans første Rejse til Italien og Tyskland (1783), lærte i Zürich at poussere i Vox, levede et Par Aar i Stettin, drog derpaa til Broderen i Berlin for at hjælpe ham som Maler (1790) og uddannede sig der til Kobberstikker. Han har stukket (1794) et Portræt af Hofpræst paa Glücksborg, Lüders, malet uf J. Ipsen. Carstens døde i Berlin 1798, samme Aar som Bro­deren i Rom. Hos Fernow nævnes nogle af hans Arbejder i Berlin. (Weinwich Lex. Schlesw. Kunstbeitr. S. 86. Fernow: Carstens ny Udg. S. 91, 92—93 samt Anm. 34. Strunck 1718.)

 

Carstensen. Andreas Christian Riis Carstensen, født 1844 i Haderslev, var først Sømand og har siden kastet sig over Sømaleriet under C. F. Sørensens Vejledning. Tillige besøgte han Konstakademiet i Kjøhenhavn fra October 1864 til Januar 1868. Han har udstillet i 1868 og i 1875 .nogle Søstykker. (Akad. Udst. Cat.)

 

Chomond Boudan. Louis de Chomond Boudan, Kobber­stikker, er, efter Weinwich, formodentlig en ved det nautiske Edicts Ophævelse fordreven Huguenot, som har levet i Østerriisør i Norge. Han har stukket  Frederik II's Salving, og hvorledes han slaar

 

105

Riddere« til Breviarium eqitestre, »Christian IV's Syn paa Rothenburg«, hvoraf der paa Frederiksborg allerede 1650 skal have været et Aftryk paa hvidt Atlask1, samt »Et allegorisk Stykke til Chri­stian V's Fødselsdag d. 15. April 1685« med latinsk Dedication. (Weinvvich, S. 102. Sandvig. Hertzhohn Breviarium equestre s&ii <k ordine elephantino. Havn. 1704. ved Birkerod, S, 22. Fiissli Suppl., 8. 198. Skild. 1830, Sp. 401. Danske Saml. II, S. 159.)

 

Christensen. Anthonie Eleonore (Anthonore) Christensen født Tscherning er Datter af Oberst Anthon Frederik Tscherning og Eleonore Christine født Lützow, som ogsaa er Malerinde. Hun er født i Kjøbenhavn d. o. Juli 1849, og har nydt Vejledning i Malerkonsten dels af sin Moder, dels af Blomstermalerinden Emma Thomsen. Tildels ved Understøttelse af afdøde Grosserer, Etatsraad O. B. Suhr blev hun sat i Stand til at foretage en Udenlandsrejse i Forening med sin Moder, paa hvilken hun besøgte Tyskland, Norditalien og Paris. Den 4. October 1871 blev hun gift med Dr. philos. Christian Axel Richard Christensen, en Broder til Maleren Gotfred Christensen, og rejste med Understøttelse af det Rosenkrone-Hjelmstjerneske Legat for to Aar med sin Mand til Italien. Hun blev Enke 1876. Fru Christensen begyndte at udstille 1866 under sit Pigenavn, og solgte allerede Aaret efter et af sine Billeder til den kgl. Malerisamling. Senere har hun næsten hvert Aar udstillet større og mindre Billeder og vundet Navn som en af de mest frem­trædende i den yngre Kreds af Blomstermalere. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Christensen. Carl William Theodor Christensen, Søn af Formand paa Toldboden Niels Christensen, var født d. 6. Marts 1823. Da han havde usædvanlige konstneriske Anlæg, kom han (1835) paa Konstakademiet, medens han samtidig malede under J. L. Lunds Vejledning fra sin. Coufirmation. Han vandt lille og store Sølvmedaille 1842 og 1844, men havde allerede i 1841—42 udstillet et Par Portræter, eller snarere Portrætstudier, der vakte Kjenderes Opmærksomhed, ligesom ogsaa hans Medaillestykker roses som særlig dygtige og smukt udførte Arbejder. Om. det i 1842 udstillede »Portræt« hedder det i private Optegnelser : »En gammel Kone læsende i en Bog. Som Naturstudium fortjener det Opmærk­somhed; hun læser virkelig; de knoglede Fingre ej forskjønnede, men ej heller overdrevne; der er Liv i dem, i Munden, i Panden

 

1 I saa Fald holder Weinvichs Gisning ikke Stik.

 

106

med det graanede Haar. De smukke Palettiner have maaske lidt frygtagtigt ved sig.«

Christensen, der ogsaa havde en vindende Personlighed, fandt nu Sysselsættelse som Portraetmaler, og udstillede adskillige smukt udførte baade malede og tegnede Portræter. Navnlig skal et Por­træt i naturlig Størrelse, forestillende afdøde Not. publ. Abrahams have vakt Opmærksomhed, og det regnes for hans bedste Portræt. Han forstod tillige med Troskab at copiere ældre Konstværker og var søgt som Tegnelærer. Hans Stilling syntes saaledes ret betrygget. da han i 1850 ægtede Julie Vilhelmine født Restorf. Men han modstod ikke de Fristelser, som Livet frembød i hans senere Aar. Hans Lyst til Konsten sløvedes, saaledes at han efter sit Gifter-maal kun udstillede et Par Gauge, og efter 1858 holdt han ganske op med at udstille. Dette engang saa lovende Talent forfaldt mere og mere, det gik tilbage for ham og han døde i stor Elendighed, d. 7. December 1870. (Private Medd. Akad. Udst. Cat. Høvens efterl. Papirer. Skifteretten.)

 

Christensen. Christen Christensen, Medailleur og Pro­fessor ved Konstakademiet, var Søn af Kjøbmand John Christensen og Hustru født Birch. Han blev født i Kjøbenhavn d. 18. Januar 1806 og mistede inden sit fjortende Aar sin Fader, saaledes at han efter endt Skoletid ganske har maattet sørge for sig selv, Da han havde Lyst til Tegning, blev han strax efter Faderens Død sat i Billedhugger Dajons Værksted, hvor han arbejdede i 4 Aar til dennes Død (Dee. 1823). Omtrent samtidig begyndte han at besøge Konstakademiets Skoler og vandt d. 5. Januar 1824 dets lille Sølvmedaille for ilodelering. Allerede i det følgende Kvartal vandt han (29. Marts) den' store Sølvmedaille, i August samme Aar Pengepræmien og d. 26. September 1825 den lille Guldmedaille for Opgaven sDen unge Tobias ledsaget af Englene kommer hjem til sine Forældre« (Tob. 11, 10). Da han var uformuende, anbefalede Akademiet ham varmt til kongelig Understøttelse, og det synes, som om denne Anbefaling fremkaldte Bestillinger hos ham paa flere Arbejder til Amalienborg og til Christiansborg Slot, der dengang stod under Bygning, saaledes Statuerne »Troskab« og »Sandhed« til Forhallen i det førstnævnte Palais, Statuerne »Architektur«, »Malerkonst« og »Billedhuggerkonst« til Kongens Trappe paa Christiansborg og Basrelieflet »Apollo blandt Hyrderne” til Dronningens Paaklædningsværelse paa samme Slot. Senere udførte han ogsaa et Par Basrelieffer til Højesteretssalen paa Christiansborg. Imidlertid

 

107

havde han 1827 vundet Konstakademiets store Guldmedaille for Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (l Kong. 17, 23).

Uagtet lian saaled.es var paa... god Vej som eii. talentfuld og lovende Billedhugger, der ved Opnaaelseii af store Gruldmedaille havde vundet Ret til det akademiske Rejsestipendium, bestemte lian sig dog, paa Opfordring af Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, til at uddanne sig til Medailleur og concurrere sorn saadan om en for en Medaille over Bygningsdirecteur C. F. Hansen, af Prinsen udsat Præmie paa 100 Rdl. Den 13. December 1830 foreviste han de færdige Stempler til denne Medaille, der blev overrakt Hansen ved hans Jubilæum og senere er bleven brugt som Æresmedaille i Architékturen, der uddeles ved en særegen Con-currence til Elever, som have vundet den store Sølvmedaille i Bygningskonsten. Christensen vandt ikke alene den udsatte Præmie, men fik, paa Grund af Arbejdets Skjønhed. et særegent Gratiale af Akademiet paa 200 Rdl. Han søgte derpaa Akademiets Anbefaling til at opnaa Rejsestipendium af Finanserne, som ogsaa blev ham tilstaaet. Inden Afrejsen fuldendte han og foreviste for Akademiet en Medaille til de massmanuske Søndagsskoler. Allerede tidligere havde han skaaret Reversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Formæling med Prinsesse Caroline (1829).

Den 2. August 1831 rejste Kan udenlands, ifølge med Bygmesteren H. Chr. Hansen, over Berlin, Hvorfra Choleraen hurtig for­drev dem, samt Dresden og München til Rom, hvor han forblev under hele sit Ophold i Udlandet, fraregnet en Udflugt til Neapel og Sicilien. I Juli Maaned 1834 forlod han Rom, tilbragte Efteraaret i Paris og var i December 1834 atter tilbage i Kjøbenhavn. l Berlin, hvor hans Ophold kun varede 17 Dage, kom han dog i Berøring med Medailleur Brandt, i München arbejdede han under Voigt, i Italien dyrkede han især Studiet af Oldtidens Konst og arbejdede samtidig paa egen Haand som Medailleur, i Paris derimod søgte han at studere Techniken ved Behandlingen af Staalet til Medailleurkonstens Brug. I Rom udførte han en af J. Collin hestilt astronomisk Medaille med Urania paa den ene Side, Frederik ATs Portræt paa den anden Side, Aversstemplet til en Medaille til Landhusholdningsselskabet med Thaërs Portræt, og endelig en Me­daille i Anledning af Kongens Helbredelse, af en svær Sygdom; paa den ene Side Kongens Portræt, paa den anden Side Staden Kjøbenhavn, som ofrer til Hygæa. Hans Udførelse af disse Medailler sinkedes en Del ved Uheld med Hærdningen, saaledes at han flere

 

108

gange maatte gjøre nye Stempler. I Rom modellerede han tillige bl. a. en Buste af Küchler.

Efter Hjemkomsten indsendte han d. 23. Februar 1835 adskillige af sine Arbejder til Akademiet for at blive agreeret, hvilket skete enstemmigt, og som Opgave til Medlemsstykke fik han: Medaille i Anledning af Hidsendelsen af Thorvaldsens .Arbejder. Aversen skulde indeholde Thorvaldsens Portræthoved, Reversen ;-Emblemer paa Hidsendelsen«. Til Conimissairer udnævntes Billedhugger Freund og kgl. Graveur Jacobsen, samt efter -den sidstnævntes Død, Theatermaler Wallich. Denne store og saare skjønne Medaille, hvis Stempler Konstneren, med Afbrydelse af andre Arbejder, var sysselsat med i over fem Aar, fremstiller paa den ene Side et smukt, temmelig ophøjet Portrætrelief af Thorvaldsen, omgivet af en kredsrund Frise, hvori Alexandertoget er gjengivet; den anden Side »Dana« med Axekrans om Hovedet og Vaabenskjold i Haanden, som af en paa en Delfin hvilende Nymfe (Galathea, Navnet paa den Corvet, der hidbragte de fleste af Thorvaldsens Værker) modtager Thorvaldsens Amor. Denne Fremstilling er ligeledes omgivet af en kredsrund Frise, forestillende de vigtigste af Thorvaldsens Billed­støtter, foroven de kristelige, forneden de hedenske, medens Relieffigurerne »Dagen” og »Natten« danne Skil mellem de tvende Rækker. Da begge Stemplerne sprang i Hærdningen, det ene endog to Gange, havde Konstneren det Uheld at maatte gjore dem om, og skjønt han i sin Beskedenhed frygtede for, at det andet Sæt ikke skulde blive saa godt som det første, havde han den Glæde, at det lykkedes ham bedre endnu. Paa denne Medaille blev han Medlem d. 27. August 1888 og tog d. 3. September første Gang Sæde i Akade­miet. Efter at et Exemplar (ciseleret i Sølv) var overrakt Thor­valdsen ved hans Hjemkomst, blev Medaillen senere bestemt til at tilkjendes for det bedste Arbejde paa. den aarlige Udstilling.

Det vigtigste af de Arbejder, som sinkede ham i Udførelsen af hans Medlemsstykke, var Reformationsmedaillen, der blev bestilt bos ham i Februar 1836 og skulde være færdig til October s, A. Den fremstillede paa den ene Side Christian III's Portræt, paa den anden Side »Danmark«, en kvindelig Figur med Axekrans og Spir, som modtager »Reformationen«, en anden Kvindeskikkelse med en lukket Bibel i Haanden.

I 1835 blev Christensen gift med Oline Louise født Bugge. I October 1841 blev det overdraget ham at fungere som Professor ved Modelskolen i to Aar under Bissens Fraværelse i Italien; den

 

109

17, Juni 1843 fik han Diplom som ordentligt Medlem af Kunst­akademiet i Berlin, den 18. September s. A. blev han Ridder af Dannebrog. Efter Thorvaldsens Død blev han d. 2. September 1844 valgt til Professor ved Modelskolen (stadfæstet af Kongen d. 13. s. M.). Den 28. Februar 1845 fik han Diplom som udenlandsk Medlem af Stokholms Konstakademi. Det var den sidste offentlige Udmær­kelse, han nød. Den 21. August 1845 bortrev Døden ham i hans 40. Aar. Saaledes mistede Akademiet og Konsten i Tiden fra 1840 til 1848 den ene efter den anden af sine mest lovende Sønner.

Af Arbejder fra Konstnerens senere Aar skulle vi endnu kun nævne 'Medaillerne i Anledning af Kammerherre Hauchs Død, i Anledning af Frederik VI's Død med Kongens Portræt som Avers, ”det sørgende Danmark« som Revers (1840), Kronings medaillens Avers, med Christian VIII s og Caroline Amalies Portræter; den samme Medaille i mindre Maalestok; Medaillen ingenio et årti (1841), Medaillen til Professor Nielsen, og flere andre. Desuden udførte han en Del Buster og Portrætmedailloner i naturlig Stør­relse, dels i Gibs, dels i Marmor. Men om ogsaa det er let at nævne hans mest fremtrædende Arbejder, er det vanskeligt at give en levende Forestilling om den konstneriske Dygtighed, hvormed de ere udførte. Den Omhyggelighed og det dybe Kjendskab til Naturen, hvormed han gjennemførte sine Arbejder, uden at de derved tabte i Stilpræg, plastisk Holdning og aandfuld Følelse, giver hans Værker en overordentlig høj Plads paa det Fags Omraade, han især helligede sine Kræfter, og trods sin tidlige Bortgang har han vundet Navn som en af Danmarks største Medailleurer, medens en længere Livsbane uden Tvivl ogsaa vilde have givet hans Navn endnu, stærkere Klang udenfor hans eget lille Fædreland. (Konstnerens og hans Enkes Meddelelser. Akad. Udst. Gat. Møntfortegn. Øst Mat., S. 810.)

 

Christensen. Christian Ferdinand Christensen, Søn af Fuldmægtig Chr. Christensen og Vilhelmine Thomea født Bahl, er født i Kjøbenhavn d. 28. Juli 1805, og da Faderen døde i hans spæde Barndom, ledede Moderen hans Opdragelse. Eftersom han havde Gaver baade for Musik og Tegning, valgte Moderen at lade ham oplære til Musiker, og han fik en Tid lang Undervisning i at blæse paa Valdhorn med Udsigt til snart at kunne faa Plads i det kgl. Kapel. Men dette Haab glippede, da hans Læber led saa meget ved Berøringen af Instrumentets Metalmundstykke, at han tilsidst ganske maatte opgive at behandle dette Instrument.

 

110

Han fik mi, navnlig ved Lorentzens Opmuntring, Plads paa Konstakademiet, hvis Skoler han besøgte, samtidig med at lian lærte at male hos Lorentzen, men gik snart over til det kgl. Theaters Malerstue (1820) for under Wallichs Vejledning at uddanne sig til Theatermaler, navnlig i Landskabsfaget. Allerede 1824 udstillede lian første Gang et Par Copier i Vandfarve, men i de følgende Aar udstillede han selvstændigt optagne Partier af kjøbenhavnske Gader og Torve, udførte i Limfarve, og 1827 opnaaede han paa sin Lærers Anbefaling et rosende Vidnesbyrd fra Konstakademiet. Samtidig malede han Landskabsdecorationer til det kgl. Theater.

Christensen fik imidlertid Lejlighed til at foretage en Sommerrejse (1830) med den russiske Statsafsending, Baron Nicolaj, gjennem Sverige til Finland, dels for at tegne Prospeoter til Baronen, dels for at undervise dennes Børn. Det følgende Aar (1831) udstillede . han et Par Studier fra Finland (udenf. Cat). Efter at han ved flere større Theaterdecorationer, f. Ex. til Balletten »Valdemar«, til »Sylphiden«, til »Prinsen af China« (1836) havde faaet grundet Haab . om at blive agreeret ved Konstakademiet, opnaaede han, ledsaget af Akademiets varmeste Anbefaling, Rejseunderstøttelse fra Fonden ad ums puUicos og fra Theatret, og tilbragte 1838—39 i Udlandet, navnlig Frankrig og Italien, hvor han studerede saavel Theatrene som den levende Natur. Ved sin Hjemkomst i Høsten 1839 raaatte han strax udføre Decorationen til ”Festen i Albano« og paa denne samt en Række indsendte Tegninger blev han agreeret (d. 4. Novbr.). Hans Medlemsopgave var »Et Landskab i Karakter af det sydlige Europa« baade som Theaterdecoration og som mindre Billede til Akademiets Samling. Men eftersom hans Virksomhed i Theatrets Tjeneste optog næsten al hans Tid, fik han senere Tilladelse til at nøjes med at yde det mindre Udkast til Akademiet og blev paa dette optaget til Medlem d. 29. November 1841.

Da Theatermaler Cocchi i Hamborg, med hvem Christensen siden sin Udenlandsrejse havde staaet i Forbindelse, ved denne Tid gjorde ham et fordelagtigt Tilbud, foranledigede dette, at han i 1842 fik kgl. Ansættelse som Theatermaler, efter eget Ønske i Forening med Theatermaler Troels Lund. I 1856 blev han Ridder af Danne­brog, i 1862 fik han Titel af Professor og i 1863, ved Lunds Død, Ansættelse som ene Theatermaler, i hvilken Stilling han forblev, indtil han i 1869, paa Grund af svækket Helbred, søgte og fik sin Afsked. . Christensen blev 1834 gift med Ida Sofie Frederikke fedt Thaning, der døde 1872.

 

111

Han har saaledes i en lang Aarrække — benved 49 Aar — arbejdet for det kgl; Theater, og uagtet der tidt fra Theatrets Side stilledes overordentlige Krav til hans Flid og Duelighed, bevarede han dog stedse, navnlig i sine italienske og danske Landskabsdecorationer, en konstnerisk Friskhed, der lod hain heste en velfortjent Løn i et øjeblikkelig henrevet helt Pnblicums Bifaldsklap. For­uden sit Receptionsarbejde (udstillet 1842) har han kun udstillet 1824—31. næsten udelukkende kjøbenhavnske Prospecter i Limfarve. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Oat. Thaarup.)

 

Christensen. Christian Frederik Christensen, Søn af Skomagermester Niels Christensen fra Skanderborg, født i Kjøbenhavn d. 15. August 1798, Han besøgte Kunstakademiet fra sin tidlige Ungdom og blev 1815 Elev af Modelskolen, men vandt ingen Medailler. Han udstillede 1815 nogle Copier dels efter udenlandske Mestres Arbejder i den kgl. Malerisamling, dels efter Eckersberg. I de følgende Aar udstillede han Forsøg i Historiemaleriet, som han vedblev at dyrke ”i sine Fritider«, dog som det synes uden synderligt Held; i det mindste gik Akademiets Betænkning ham imod, da han i 1833 vilde sælge »De tre Norner ved Ygdrasi” til Kongen. For øvrigt levede han som Tegnelærer og Portræt­maler. I 1820 malede, han N. F. S. Grundtvigs Portræt, der blev stukket af J. E. C. Walter, og endnu 1843 havde han et Portræt af Baron v. Huyghens paa Udstillingen. Han portræterede i sine senere Aar især fremmede Skibsførere, som kom i Land i Kjøbenhavn om Somren, men Fotografen tog Næringen fra ham, og han lever nu i Fattigdom. Han. blev gift 1833 med Dorothea født Ravneborg, der døde 1867. (Konstn. egne iledd. Udst. Cat. Akad. Dagen 1822 Xr. 184. Strunck.)

 

Christensen. Peter Christian Christensen, født 1827 i Kjøbenhavn og Søn af Lysestøber Christensen, besøgte Konstakade-miet 1844—47 og atter i 1852, da han fik Plads i Gibsskoles. Han synes at være den Konstuer, som 1849, 1850—58 og 1859—61 udstillede i alt syv Landskaber af sjællandske Egne. Men da han allerede for mange Aar siden skal være rejst til Amerika, har ikke noget nærmere kunnet oplyses om ham. (Akad. Udst. Cat.)

 

Christensen. Polycarpus Gotfred Berry (eller Benjamin)Wildenradt Christensen, Søn af kgl. Forrider og senere Husejer Mads Christensen og Anna Christensen født Wissing, blev født i Kjøbenhavn d. 23. Juli 1845. Fra technisk Institut kom han 1860 til Konstakademiet, rykkede 1862 op i dets Modelskole og vedblev

 

112

at besøge det indtil Januar Kvartal 1867. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet under Kiærschous "Vejledning og ftk 1865 den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et fritstaaende Bøgetræ-. I Aaret 1870 fik han deu Sødringske Opmuntriugsmedaille for Landskabsmalere og Akademiets indenlandske Rejseunderstøttelse med det særlige Hverv at studere »landskabelig Forgrund«. Aaret efter fik han atter den Neuhausenske Præmie for Billedet ”Engdrag, Motiv fra Nordsjælland«, efter Opgaven »Landskab med frodig For­grund«. Endelig tildeltes ham i 1873 en toaarig Rejseunderstøttelsp til Ophold i Udlandet, nærmest fremkaldt ved den Opmærksomhed, ”Landevej med Piletræer« vandt hos Akademiet. Efter et Ophold i Tyskland og Italien (1874—75) er han vendt tilbage til Fædre­landet. Fra 1862 til 1866 udstillede nan'under Navn P. G. Chri­stensen; fra 1867 har han kaldet sig Gotfred Christensen og vundet et godt Navn i Publicum. (Konstn. egne JVIedd. Akad. Udst. Gat.)

 

Cibber. Kai Gabriel Cibber, Billedhugger og Architekt, født i Flensborg 1630, død i London 1700, blev paa Kongen af Danmarks (Frederik III) Bekostning sendt til Italien for at studere i Rom, men synes ikke at være vendt tilbage til Danmark. Uagtet han paa et Gravmæle over sin Hustru kalder sig »tilforn Kongen af Danmark og Norges Billedhugger«, levede og virkede han dog sin hele Tid i England, hvis Konsthistorie hans Værker tilhøre. Han byggede den danske Kirke i London (1692—96) hvor han selv er gravsat. (Weinw., S. 99. Sandvig, S. M. E. F. Wollffs Efter­retninger om den danske Kirke i London, S. 463—66. Fiorillo V, 473. Walpole III, 80.)

 

Claus. Claus Billedsnider i Kolding levede og arbejdede der i 1608, ifølge Christian IV's Almanak for nævnte Aar, (AVeinw. Lex.)

 

Clausen. Henrik Clausen, en ung Landskabsmaler fra Hol­sten, levede i Kjøbenhavn og døde der 1805 i sin bedste Alder. Han »malede gode Landskaber«. (Weinw., S. 197. Nagler Lex.)

 

Clausen. Martin Ludvig Philip Clausen, Søn af Tømrer­mester Clausen i Slagelse, blev født 1851, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1870 til April 1876, da han fik Afgangsbevis som Architekt. (Akad.)

 

Clemens. Johan Frederik Clemens, Kobberstikker, var en Søn af Klædevæver Johan David Clemens fra Golnau ved Stettin og var født d. 29. November 1749, men kom i sin tidlige Barndomsalder med Faderen til Kjøbenhavn. Han begyndte allerede

 

113

i sit 11. Aar at besøge Akademiet, uagtet hans Lidenhed lagde ham nogle Hindringer i Vejen, og han vandt begge dets Sølvmedailler i Aaret 1765. I sit 15. Aar var han kommen i Malerlære, blev Svend og udførte ogsaa Decorationsarbejde under Mandelbergs Ledelse. Da han imidlertid havde mest Lyst til Kobberstikkerkonsten, nød han nogen Vejledning hos J. M. Preisler, der dog ikke straks fik Øjet op for hans Talent og derfor heller ikke fattede Interesse for ham. Clemens uddannede sig mest paa egen Haand, indtil et Stik efter Doullé (efter v. Dyck), -»L'enfant, qm joue avec l'Ainour«, vakte Preislers Opmærksomhed, saaledes at denne nu blev hans ivrigste Beskytter, og fra nu af lagde han ganske Penslen til Side. Efter at Clemens foruden adskillige andre Blade havde stukket 28 Plader til Holbergs Peder Paars efter Wiedewelts Tegninger, fik han 1773 et Rejsestipendium sammensat af 100 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar fra Selskabet for Udgivelsen af Peder Paars, ligesaa meget af Kongen og samme Beløb af Akademiet. Forinden havde han i to Aar af Akademiet haft 100 Rdl. aarlig til sine Studiers Fremme,. Den 22. August 1773 forlod han Fædrelandet.

I Paris, hvor han studerede under Wille og Delaunay, gjorde han Bekjendtskab med sin tilkommende Kone Marie Jeanne Crevoisier og forlovede sig hemmeligt med hende, inden han forlod Staden. Han fik Tilbud om at blive Medlem af det franske Akademi, men da hans Stipendium var udløbet, nægtede Akademiet i Kjøbenhavn ham Tid til at udføre et Medlemsstykke, fordi man havde Arbejder til ham hjemme. Ikke desto mindre fik han kort efter (1777), paa Bonnets Ønske, Tilladelse til at blive i Svejts for at stikke Bounets Portræt efter Juels Maleri, et af Konstnerens Hovedblade. Som Følge heraf kom han først sent i 1778 til Kjø-beuhavn, som han atter forlod en kort Tid i 1781 for, som kgl. Hofkobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, at føre sin franske Brud hjem.

Den 28. December 1778 blev han agreeret og fik frit Valg til sit Receptionsarbejde, kun at det skulde være et historisk Stykke »af en berømt Mester« med flere Figurer. Clemens skal have smigret sig med strax at være bleven antagen til Medlem paa sine indsendte Prøvearbejder; men det hed sig, at da han ikke var Medlem, af Akademiet i Paris, kunde man ikke afvige fra Reglerne. Dette skete dog, for saa vidt som man faa Aar efter (d, 2. Jan. 1780) modtog ham som ordentligt Medlem af Akademiet paa to Portrætstik, nemlig Christian VII's tvende Børn, Kronprinsen og Kronprinsesse

 

114

Louise Augusta. Dog forpligtede han sig til senere at indsende et historisk Stykke, et Løfte, han indfriede Aaret efter ved at fremsende to Exemplarer af sit Stik efter Abildgaards »Sokrates«, der hører til Konstnerens fortrinligste og bedst lykkede Blade. Med Und­tagelse af disse Blade og nogle flere Portræter var det for øvrigt temmelig ubetydelige Sager, Clemens havde Lejlighed til at stikke i Kjøbenhavn. Interessantere end Gravmælerne paa Jægerspris var dog Stikkene efter Juel og Abildgaard til Holbergs Niels Klim, som Clemens selv bekostede oversat af Baggesen og udgivet.

En værdigere Opgave for Konstnerens mesterlige Gravstik frembød sig, da han blev indbudt til Berlin, for at stikke »Frederik II's Revue« efter den engelske Maler, Cunninghams Maleri. Han fik, i Februar 1788 kgl. Tilladelse til at foretage denne Rejse og tilbragte fire Aar med Udførelsen af dette store Blad, som gav ham europæisk Navn. Imidlertid mistede han (1790 eller 1791) sin Kone, og Sorgen over dette Tab gjorde ham Opholdet i Berlin pinligere. Dog forlod lian først denne By i Begyndelsen af 1792 for at tage til London, efter at han under 30. Januar havde faaet Tilladelse fra Danmark til ogsaa at gjøre denne Rejse. Hams Hverv  i London var at udføre et stort Stik efter et Maleri af den nord­amerikanske Maler, Trumbul, en Lærling af West; det forestillede »Montgommerys Død«, og et Sidestykke dertil, »Slaget ved Bunkers-hill« blev stukket af en anden af Datidens navnkundige Kobber­stikkere, T. G. Müller i Stuttgart. Clemens fik 1000 Lstr. for dette Stykke og en Tillægsgave af 50 Lstr.., da Bladet var fuldendt, paa Grund af den almindelige Tilfredshed, det vakte. Han havde faaet smigrende Tilbud saavel i Berlin som i London om fordelagtig Virksomhed i Tyskland eller Nordamerika, men Kjærligheden til det Land, hvori han var opvoxet, vandt stedse Overhaand, og efter endt Hverv vendte han (1795) tilbage til Danmark, medbringende sin anden Kone, født Miss Anna Rees.

Fra nu af var Clemens' bedste Tid i Grunden forbi; han levede et stille, lykkeligt Familieliv, rnen fik ikke mere Lejlighed til at udfolde en Virksomhed, der stod i Forhold til hans Talent, som heller ikke skattedes efter sit rette Værd, og den milde beskedne Mand har uden Tvivl i Tavshed maattet bære mere end én følelig Krænkelse. I Forhold til, hvad der i den Tid blev budt vore Konstnere, var hans Kaar vistnok taalelige, saa meget mere som hans anden Kone udmærkede sig ved Flid og Sparsomhed og hans Familie ikke blev overdreven stor. Hans Løn, 400 Rdl. d. C.

 

115

(1280 Kr.), forhøjedes i Slutningen af 1795 til 500 Rdl., 1790 fik han Fribolig paa Charlottenborg, og 1809 forhøjedes hans Løn yder­ligere til 800 Rdl. Men da han i 1810 søgte Professoratet ved Modelskolen, blev Haas ham foretrukken, og det blev udtrykkelig udtalt i Motiveringen, at han ikke forstod sig paa Tegning efter Modellen. .Fra anden Side er det dog med Grund  gjort gjældende, at han netop som Kobberstikkor udmærkede sig ved sin Sikkerhed i Tegningen. Først 1813 blev han udnævnt til Professor i Kobberstikkerkonsten, en Stilling, der vistnok ikke var særlig lønnet, og endelig i 1818 valgtes ban extraordinært til Professor ved Model­skolen; 1810 var han bleven Ridder af Dannebrog.

Blandt hans Arbejder fra disse senere Aar maa nævnes »Slaget d. 2. April 1801” efter Lorentzen, Thorvaldsens Portræt i Brystbillede (1820) efter Eckersberg og nogle faa Lithografier. For øvrigt hen­vises til Ficks Fortegnelse i hans Nekrolog over Clemens. Allerede fra 1813, om ikke før, spores Alderens Virknmg; hans Syn svækkedes mere og mere, og fra 1824, da han mistede sin anden Kone, ophørte han næsten at arbejde. Hans sidste Blad er fra 1827; dog døde han først d. 5. November 1831 i sit 83de Aar. (Fick. .J. F. Clemens, SærtiTk af Selmers nekrol. Saml. II, 335, hvis kronologiske I'rjgtig-heder her ere rettede. Weimv., S. 229. do. Lex. Sandv., S. 34. Skild. 1804, Sp. 303,403,706; 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 519; 1809, Sp. 1261; 181G, Sp. 809 og 1377; 1819, Sp. 18(iO; 1820, Sp. 14R7; 1822, Sp. 1152. Skifteretten. Akad. Udst. Gat.)

 

Clemens. Marie Jeanne Clemens f. Crevoisier, Kobberstikkerinde, født i Paris d. 16. November 1755, var tillige Pastelmalerinde. Hun gjorde Clemens’ Bekjentltskab i Paris 1773 og nød hans Undervisning i Kobberstikkerkonsten, iivdtil han 1777 rejste til Geneve. Han hentede hende 1781 hjem som sin Brud. Efter at hun havde født ham tre Børn, hvoraf kun et overlevede hende, fulgte hun ham 1788 til Berlin, hvor hun døde 1790 eller 1791. I Clemens' Nekrolog nævner Fick 14 Blade af hende. Navnlig hendes Portræt af Skuespiller Schwartz er et meget vellykket Blad. Hun blev agreeret ved Kunstakademiet (April 1782) som Pastel-malerinde og fik til Opgave at male Harsdorffs og Weidenhaupts Portræter i Pastel, men indsendte ikke senere noget Arbejde. Hun har udført sit eget Portræt en medaillon. (Weinw., S. 203 og 229. Fick. J. F. Clemens, Særtrykket S. G, 17, 27—28 og Anni. Strunck.)

 

Clemmensen, Andreas Laurits Clemmensen, Søn af forhenv. Præst C. F. Clemmensen, er født 1852 i Leck i Slesvig,

 

116

Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra October 1867 til 30. Juni 1875, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Derpaa besøgte han i nogen Tid Akademiets Decorationsskole og vandt 1876 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Et rigt udstyret Hotel”. Tillige har han arbejdet under J. D. Herholdt samt fore­taget Opmaalinger af flere Kirker for Regeringen. (Akad. Udst. Cat. Private Medd.)

 

Cleo se Clio.

 

Clerc. Louis Augustin le Clerc, Billedhugger, anden Søn af Sebastien le Clerc, født i Hetz 1688, var Lærling af A. Coysevox og blev indkaldt ,til Danmark allerede 1735 for at deltage i Ud­smykningen af det under Opførelse værende Christiansborg Slot med en aarlig Løn af 650 Rdl. d. C. (efter J. Møllers Opgivelse 630 Rdl. og 250 Kdl. i Rejsepenge). Han gav Tegning til det Galleri eller eitablement med talrige Billedstøtter, hvormed Slottet var kranset og var Directeur for det ældre Kunstakademi. Da Konstakademiet paa Charlottenborg blev oprettet (1754), fik han Plads blandt dets første Professorer og forblev i denne Stilling, til han døde den 8. marts 1771, næsten 83 Aar gammel. En perspectivisk Udsigt til Frederikspladsen, tegnet af le Clerc, blev stukket af T. M. Preisler (1766). Hans Portræt, malet af Pilo (1763), tilhører Konstakademiet. (Weinwich, S. 129 og 159. Fiissli Lex. og Suppl. J. Møller Mnemo-syne III, S. LX og n. St. Thiele Kstakad., S. 46—47, 61 og- 85. Akad.)

 

Cleyn. Frants Cleyn, tysk Maler, som virkede "her i Chri­stian IV's Tid. Han var født i Rostock omtrent 1590, og døde i London 1658. Han rejste udenlands og opholdt sig fire Aar i Rom. Derpaa skal han være rejst til Danmark for at træde i Kongens Tjeneste. Der nævnes et Portræt af Christian IV, malet af Cleyn allerede 1611; dog fik han d. 11. November 1617 første Gang Betaling for udførte Arbejder, og han nævnes ikke i Regnskaberne senere end 1623. Derefter rejste han til England, men hans Virk­somhed der vedkommer os ikke. Hans Hovedarbejder i Danmark var nogle store, decorativt udførte Billeder til Loftet i Riddersalen paa Slottet Rosenborg. De forestillede »de forskjellige Menneskealderes Glæder og Sysler«. Af den hele Række, nogle og tyve i Tallet, var 6 af Cleyn; de nævnes i »Konst og .Æst.hetik«, Side 161. ("Weiuwich, S. 55. Skild. 1830, Sp. 898—99. Konst og Æsth., 1. c. Fiorillo V, 384—86. Nagler Monogr. II, 5. AValpole II, 127. Bur-mami-Becker Tapeters Hist., S, 48. Hovens Skrifter I, S. 237. Lassens Uddrag af kgl. Regnskaber.)

 

117

Clio eller Cleo. Hans Clio var allerede Tegnelærer ved det ældre Konstakademi i Kjøbenhavn fra 1750, blev ved Akademiets Stiftelse 1754 Tegnelærer i den yngste Klasse paa Charlottenborg, og var som saadan Thorvaldsens første Lærer i Tegning. Efter 35 Aars Virksomhed som Tegnelærer døde han d. 4. December 1785 og efterlod sin Enke i trange Kaar. (Weinwich, S. 159—60. Thiele Kstkad. S. 85. Thiele Thorv. I, 14. Akad.)

 

Coffre. Benoit eller Benedict Coffre, fransk Maler, vandt 1692 premier prix de peinture ved Konstakademiet i Paris og blev sandsynligvis 1695 eller 1696 indkaldt til Danmark.1 Man kjender dog bedst lians Virksomhed under Frederik IV. For denne Konge, i hvis Tjeneste han stod, uden dog at have Titel af »Hofskildrer«, arbejdede han fra 1704—19, saavidt Aarstallene paa hans Malerier og de kongelige Regnskaber kunne oplyse. Han malede dels Por­træter af Kongen, Kronprinsen o. fl., dels store Decorationsmalerier, navnlig Loftstykker til de kongelige Palaier. Hans Malerier, der ere i en let og rask Maner, virkede ved deres Elegance og Livlighed, ligesom d'Agars, til at give den franske Malemaade Indgang i Dan­mark i Steden for den hollandske. I Palaiet bag Børsen (la maison de la duchessc) malede han navnlig adskillige Piafonds. Hans navnkundigste Billede var,.dog et stort Loftmaleri i »Rosen« paa Frede­riksberg Slot, forestillende »en Maskerade«, som Frederik IV skal have givet paa Kolding Slot; den halvmaskerede Tyrk skal være Kongen selv, Tyrkinden Anna Sofie Reventlow. Det bærer Aarstallet 1704. En Skitse dertil tilhører den kgl. Malerisamling. De fleste øvrige Loftstykker paa Frederiksberg ere ligeledes af Coffre. Ogsaa paa det ældre Christiansborg fandtes et Loftsmaleri, der forestiller >En Tyrk, som af Fruentimmer opvartes med Musik, Sang og Dans«. Hans seneste bekjendte Arbejde er en Altertavle paa Vallø, som er betegnet 1719. Hans Kaar i Danmark maa have været indskrænkede nok, hvis han ikke, skjønt han var Familie­fader, har levet for rask; thi allerede 1712 maatte Kongen give ham et saakaldet moratorium, for at holde ham Creditorerne fra Livet, og 1721 maatte dette fornys paa tre Aar. Samme Aar blev han imidlertid ramt af et Slagtilfælde, som holdt ham fængslet til Sygelejet i lang Tid og rimeligvis bortrev ham det følgende Aar (1722). Under sin Sygdom nød han en kgl. Understøttelse af 4 Rdl. d. C. ugentlig. Et Sagn om, at han skulde have naaet en

 

') En Udbetaling i  1688 til en Coffre  kan vanskelig tillægges ham,   da han endnu 1692 nævnes som Elev ved Akademiet i Paris.

 

118

Alder af næsten hundrede Aar, er ikke troligt, hvis hans Død falder ved denne Tid, thi det er rimeligt, at han har vundet Akade­miets Pris som ung Mand, højst mellem 20—30 Aar. Hans Hustru Helene Coffre var, eller maa antages at have været, den Mad. Coffre; som spillede paa det danske Theater i Kjøbenhavn 1722—27 og døde i April 1728 efterladende sig tre smaa Døtre, der kom i Huset hos Montaign. (Weinw., S. 117. do.' Lex. Nagler Lex. Archives de Fart frangais, IX, S. 281. Danske Saml. ITT, S. 38. Skild. 1811, Sp. 933; 183,0, Sp. 898. .longe Kbh. Beskv., S. 505. Sandvig, S. 35. Dske Yitruv. II, S. 113. Kat. & Æsth.. S. 54. Oehlenschlæger Erindr., ny Udg., S. 13. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Coning. Jacob Coning eller Coningh, en hollandsk Maler, der var født 1650 og Lærling af Adrian v. d. Velde, blev indkaldt til Danmark under Christian V. Han var i Kjøbenhavn. i 1680, da han i November fik Betaling for »Taftes Skilderier udi Dronningens Sovekammer vindue« efter Regnskab 110 Rdl. d. C. (352 Kroner); et Portræt af Dronning Sofie Amalies Hofpræst Johannes Musculus, malet af Coning, er stukket 1689 af H. Sohaten; endelig den 1. Februar 1708 fik han 86 Rdl. d. C. for »tre Skilderier, som Situa­tions i Norge vorstellen«. Det er den sidste Gang, han nævnes, og det vides ikke, om han er død her i Landet, hvor vel det synes rimeligt. Han havde fast Stilling som Hofmaler med 400 Rdl. d. C. i det mindste fra 1699, og var d. 6. October 1701 en af de sex Konstnere, der søgte Kong Frederik IV om at overtage Protectoratet over et af dem dannet Konstnersocietet. Han var til forskjellige Tider, saaledes bl. a. 1699, i Norge, fra hvilket Aar Sandvig nævner »et Landskab med Byen Frederiksstad i Norge«, og 1705, da han daterer en Tegning fra Christiania. Ved en Auction paa Christians­borg Slot 1783 solgtes et Maleri af ham »Christus ved Jakobs Brønd^ d. v. s. Christus og den samaritanske Kvinde. Hans Billeder stod i stort Ry hos Samtiden. Her i Landet skrives hans Navn ikke sjeldent Koning, Kiming og Koenig. (Weinw., S. 89. do. Lex. Sandv., S. 88. Fiissli Lex., S. 346. Descamps. III, 262. Dske Saml. 2. R. V, S. 283—84. Strunck, Nr. 1904. Kgl. Regnskaber i Gehejraearch.)

 

Conrad. Conrad Contrafejer kaldes en Maler, som i Aarene 1673 — 82 nød Naadsensbrød af den kongelige Particulierekasse. Han nævnes sidste Gang d. 12. Juli 1682, da han fik 50 Rdl. d. C. i Rejsepenge til Norge, hvilket synes at tyde paa, at han har været en Nordmand. (Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

119

Conradsetl. Harald Conradsen, Søn af nedennævnte Medailleur Johannes Conradsen, er født i Kjøbenhavn d. 17. November 1817. I sit 15. Aar begyndte han at gaa pna Akademiet og Aaret efter at arbejde hos H. E. Freund (1833). Baade Freunds Paavirkning og det, at Faderen var Medailleur, hendrog ham naturlig til dette Fag; dog gjennemgik han Kunstakademiet som Billedhugger og vandt dets Selvmedailler 1837 og 1840. Aaret efter (1841) concurrerede han til den mindre Guldmedaille for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42), og uagtet hans Arbejde ikke kjendtes modent til Medaillen, skattede Akademiet det dog saa højt, at det blev afstøbt paa dettes Regning i Gibs og udstillet det næste Aar. Ved den følgende Concours (1843) opnaaede han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Boas og Ruth« (Ruth. 2, 8—9) og næste Gang (1845) den store Guldmedaille for Opgaven »Hektors Afsked fra Andromache«. Som store Guldmedaillist fik han 1846 det akademiske Rejsestipendium for tre Aar.

Samtidig havde Conradsen flittig søgt at uddanne sig til Me­dailleur. Medens han arbejdede under Freunds Vejledning, udførte han (1837) Medaillen pro merit-is, som hans Lærer foreviste i Akade­miet, hvis Tilfredshed den vakte; 1839 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »En Species«, og Aaret efter udførte han. Stemplerne til den nye Species med Christian YIII's Portræt og det danske Vaaben fuldstændigt med Hermelinskaabe og Vildmænd. Imidlertid lagde Konstneren sig efter det nær beslægtede Fag, Ild-skjæring i ædle Stene eller Conchylie, og han har i en lang Aarrække udført en Mængde navnlig Caméer dels i ægte Stene, dels i Conchylie; blandt disse Arbejder kan nævnes »Amor .med Løven« efter Thorvaldsen, intaglio i en Carneol, for hvilken han vandt den Neu-hausenske Præmie, »Juleglæde i Himlen« efter Thorvaldsen, en stor Camée i Conchylie til Frederik VII, Frederik VII's Portræt m. n. Blandt hans Medailler ere de vigtigste Medaillen til Thorvaldsens Minde med »Thorvaldsen støtter sig til Haabet< som Avers og * En Quadriga« som Revers (1849), oprindelig bestilt hos Medailleur Chr. Christensen, der døde fra Arbejdet, endvidere Medaillen til Oehlenschlægers Minde med Portræt som Avers og >Brage og Idun« som Revers, paa hvilket Arbejde Konstneren tillige blev Medlem af Akademiet d. 10. Marts 1851, samt Medaillen over Collin (1860). Som Billedhugger har Conradsen udført en Del Portræter mest i Medaillon, en lille Figur i Malm, »En Pige, der henter Vand«, til Sculpturmuseet, nogle Statuer til forskjellige Byg-

 

120

ninger samt adskillige af Thorvaldsens Arbejder i lille Maalestok til Porcelainsfabriken. I 1875 udførte han en Billedstøtte af Evan­gelisten Marcus til Slotskirken.

Conradsen var i 1841 bleven ansat som Medhjælper ved Møn­ten i Kjøbenhavn, og forblev i denne Stilling, fraregnet sin større Udenlandsrejse og en mindre i 1861, indtil 1873, da han blev constitueret som Medailleur ved Mønten, og som saadan har han udført alle Stemplerne til det nye Møntsystem. . Den 17.' November 1850 blev han gift med Regina Louise født Ørgaard, 1857 blev han Bidder af Dannebrog, d. 4. November 1873 Æresmedlem af Konstakademiet i St. Petersborg. (Konstn. egne iledd. Akad. Udst. Gat. Ment-fortegn.)

 

Conradsen. Johannes Conradsen, Hofmedailleur, var født d. 24. September 1783 i Vesteraaby i Fyn, hvor hans Fader var Smed. Da han led af en Svaghed i den højre Arm, blev han sat i Kjøbmandslære, og traadte senere i Bogbinderlære, hvor en af Svendene lærte ham at gravere (1801). Det lykkedes ham 1804 at komme til Kjøbenhavn paa Anbefaling af Kobberstikker J. F. Clemens, og han begyndte at arbejde hos Medailleuren P. Grianelli, medens han samtidig besøgte Konstakademiets Skoler. Hans første Arbejde var en Medaille med Homers Hoved efter Grianellis Anlæg. Da denne Konstner døde allerede 1807, stod Conradsen alene, men, støttet af en varrn Anbefaling fra Akademiet (1809), synes han at have faaet kongelig Understøttelse til Fortsættelse af sin Konstner-virksomhed. Den 2. Juli 1810 fik han Akademiets mindre Sølvmedaille, og samme Aar blev han ansat som Medailleur eller Sternpelskjærer ved Mønten i Kjøbenhavn. I denne Stilling forblev han, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har kun foretaget en mindre Rejse i Udlandet, nemlig til Berlin i 1824. I 1808 blev han gift med Dorthea Laurine født Møller, en Kjøbmandsdatter fra Odense, og er ved hende Fader til den nulevende Medailleur H.. Conradsen. Hans Stempler til Kroningsmedaillen, som han flere Gange gjorde om, vandt ikke Bifald. Af hans andre Arbejder maa nævnes Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse (1822) og i Anledning af senere Kong Frederik VII's Formæling med Prinsesse Vilhelmine (1828) efter Voxmodel af Voigt. Conradsen døde d. 17. September 1856. (Øst's Arehiv 1828 X, 274. Levned ved N. C. Øst. Med­delelser af Konstnerens Sen. Nagler Monogr. I, 2166. Akad. Udst. Cat. Møntfortegn. Berl. Tid. 1856 Nr. 220.)

 

Copmann.    Peter  Copmann,  Portrætmaler, besøgte Konst-

 

121

akademiet i Kjøbenhavn en kort Tid og udstillede 1819 og 1820 nogle Portræter i Pastel. Snart efter rejste han til Hamborg, hvor han en Del Aar ernærede sig som Portrætmaler, mest i Pastel. Han maa derfra have gjort Rejser til Dresden, thi han udstillede flere Gange Copier efter Arbejder i denne Stads Malerisamling af Mengs, Dolci, Rubens osv. En fri Copi efter den hellige Cecelie af Carlo Dolci gjorde 1829 megen Lykke i Hamborg og blev 1832 udstillet i Kjøbenhavn. Senere opholdt han sig i Bremen og søgte derfra at vække Akademiets Opmærksomhed for en Opfindelse af ham, der ved hermetisk at forbinde Glasset med Billedet skulde tjene til fuldstændigt at beskytte Pastelmalerier mod Fordærvelse af Fug­tighed, Støv og desl. I 1832 eller 33 flyttede han atter til Kjøben­havn og udstillede i begge disse Aar nogle Portræter og Copier, hvoraf et Portræt af Rubens Kone, Copi efter Rubens blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Senere udstillede han ikke mere og siges at være rejst til Nordamerika. (Nagler Lex. Hamb. kp ti. Lex. Dagen 1829, Nr. 129. Akad. Udst. Cat. Malerisaml. Invent.)

 

Corneliszen. Geert Corneliszen fra Haarlem var kongelig Contrafejer (Portrætmaler) under Christian IV, ansat d. 18. Marts 1589. Ved Brev af 6. Januar 1593 tillægger Kongen ham noget aarlig i Fetaille, foruden de 30 Daler, han forhen aarlig oppebar i Husleje. Hun er død før d. 24. November 1601. I Klevenfeldts Auctiouscatalog nævnes nogle Portræter af danske Adelsmænd, som denne Konstner har malet i Aarene 1586—91. ("Weinw., S. 50,. Medd. fra Rentek. 1872, S. 193 og 1873—76, S. 206.)

 

Corte. »Antonio de Corte, Maler og Tapetserer, blev af Kongen (Christian III) forskreven fra Italien, kom til Danmark og blev her sat i Arbejde, formodentlig -med at male dessins til Tapeter.« (Weinw., S. 27.)

 

Cour. . Janus Andreas Bartholin la Cour er Søn af Gaardejer Otto August la Cour og Ane Cathrine født Strandbygaard. Han er født paa Thimgaard ved Ringkjøbing d. 5, September 1837, og kom i Efteraaret 1853 til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner. Efter at have begyndt at søge Konstakademiet 1854 udstillede han allerede Aaret efter sit første Billede som Land­skabsmaler, og har siden tildels under Paavirkning af Skovgaard hævet sig til en af de betydeligste Landskabsmalere i den yngre Kreds. Ved Udstillingen 1861 blev den Neuhausenske Præmie tilkjendt ham for Landskabet > Tidlig Sommermorgen udover en

 

122

Eng«; 1865 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, som hau tilbragte i Paris og Rom (1865—67). Senere har han 1868—70 og paa flere mindre Rejser gjentagne Gange besøgt Svejts og Italien, hvorfra han har hentet Motiver til en Mængde større og mindre Billeder. I 1871 fik han Udstillingsmedaillen for »Aften ved Nemi-søen«, og den 19. Februar 1872 blev han optagen til Medlem af Kunstakademiet i Kjøbenhavn. »Udkanten af en Egeskov tidlig om Foraaret«, udstillet 1863, blev samme Aar kjøbt til den kgl. Malerisamling. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Cramer. Carl Cæsar Adelbert Cramer, Søn af Læderfabrikant C. Cramer og født 1822 i Kjøbenhavn, besøgte 1836 til 1842 Kunstakademiet, i hvis Skoler han naaede til Gibsskolen. Fra München hjemsendte han i 1856 og 1858 to Billeder til Konstudstillingen, et Dyrstykke og en Fremstilling af »Øllivet udenfor det kgl. Bryggeri i München. < hvilket tilhører Commerceraad J. W. Heymann. (Akad. Udst. Cat.)

 

Cramer. Frederik C.(hristian) Cramer, Portrætmaler, født rimeligvis 1731 i Kjøbenhavn og maaske Broder til Peter Cramer. Af hans Portræter nævnes Prof. P. Rosenstand Goiske, st. af J. Haas (1753 og 1766), og Charlotte Amalie Thielo, st. af Berningeroth (1755). Cramer døde d. 30. December 1768 i sit 38te Aar. (Adresseavisen 1768 Xr. 171. Sandvig, S. 3(i Skild. 1830, Sp. 813. Strunck.)

 

Cramer. Peter Cramer, Theatermaler, født i Kjøhenhavu 1726, synes at have uddannet sig ganske paa egen Haand Viden­skabernes Selskab, for hvem han havde udført nogle Tegninger til Fr. Nordens Ægyptiske Rejse, anbefalede ham allerede 1754 til Konstakademiet for at opnaa Rejsestipendium for ham, hvis »Hoved-Øjemærke er at blive en habil Historiemaler”. Men Akademiet vilde have, han skulde holde sig Fundatsen efterrettelig; det tillod ham vel (1756) at concurrere til Guldmedaillen, uagtet han ikke havde gjennemgaaet Skolerne paa regelmæssig Maade, men da han ikke opnaaede Medaillen, synes al Tale om Udenlandsrejse at være bortfalden. Hvis Efterretningen ellers er rigtig, er det et morsomt Træk, at han i Marts 1758 forsøgte sig som Operasanger. Maaske foraarsagede dette, at han kastede sig over Theatermaleriet. Faa Aar efter (1762) blev han antaget som Theatermaler, da nogle tidligere af ham udførte Decorationer havde gjort Lykke, og forblev nu i denne Stilling til sin Død, dog først fra 1773 (eller Nytaar 1774) med en fast Løn af 500 Rdl. d. C. om Aaret, og selv dette

 

123

skete kun, ved at Akademiet bestemt støttede ham overfor en fremmed Theatermaler, Bibienna. Cramer havde ved Siden af sin Virksomhed for Theatret tillige med Iver uddannet sit Talent for Genremaleriet, som han dyrkede i en Retning, der minder om Terners og Brauwer. Disse Arbejder, hvori han tillige har den Fortjeneste at være .den første, der tog sine Emner af det danske Folkeliv, gjorde overordentlig Lykke hos Samtiden, og de elleve Stykker, han udstillede ved Salonen 1778, prises i de stærkeste udtryk, saa at de endog sættes over Teniers', en Dorn, Eftertiden ikke har kunnet underskrive. For øvrigt var han ikke fri for Konstnerluner; en Søster til Harsdorff ejede saaledes to Fiskerkjellinger, som Cramer skulde have malet helt og holdent med Figeren. Han blev 1777 agreeret ved Konstakademiet som Genremaler og fik til Opgave »et moderne nationalt Conversationsstykke«. »Den danske Teniers” udførte dog ikke dette, men indskrænkede sig til at indsende to af de Arbejder, der havde været udstillede ved Salonen, nemlig »et Bondestykke« og »en Scene fra Gaden«, hvorpaa han undtagelsesvis blev optaget til Medlem (31. Marts 1778). Kort efter forærede han Akademiet sit Portræt, malet af V. Erichsen. Hermed var ogsaa hans gode Tid forbi. Den forholdsvis unge Mand skal, uden at man véd noget nærmere om Aarsagen, være bleven stærkt forfalden til Drik og døde allerede d. 17. Juli 1782, kun 56 Aar gammel; Aarstallet 1783 hos Overskou er urigtigt. Nogle af hans Malerier ere stukne af Haas, Kleve og Clemens. Den kgl. Malerisamling har kun ét Billede af Cramer. (Weinw., S. 164. Sandvig, S. 36. Overskou II S. 210, 276; III S. 41, 262. Hennings S. 143—44. Alm. dansk Bibl. Marts 1778, S. 88. Adresseavisen 1782 Nr. 145. Jonge Kbhvn. Beskr., S. 529. Skild. 1830, Sd. 813—16, hvor en Del af hans Arbejder nævnes. Akad. Høyens Papirer. Thaarup. Auctionscat. 1783, Expl. i d. kgl. Malerisml.)

 

Crevecoeur. Jean Briand de Crevecoeur nævnes som Skildrer dg Cancelliraad i Kjøbenhavn; han blev gift d. 17. Januar 1732 med Philiberte Marie de la More (f. 1704. d. 1738) og døde i Kjøbenhavn 1756. Han har stukket Domkirken i Trondhjem (1745). I Kobberstiksaml. findes en Tegning af ham >En Hjorte-jagt«. (Lengnick. Sandvig, S. 30.)

 

Croix. Frederik la Croix, en Portrætmaler, sandsynligvis fransk af Fødsel, arbejdede omtrent 1701 i Warschau og synes senere at være indkaldt til Danmark. Her malede han bl. a. en Copi af et kongeligt Portræt (1727), Brystbillede af Biskop Peder

 

124

Hersleb, stukket af Fritscli i Hamborg (1731), af Thomas Clitau, Notarius publ. i Bergen, stukket af J. H. Thiel (1735), af Joachim Daniel Preisler, Brandmajor i Kjabenhavn, stukket af Val. Dan. Preisler, samt af Frederik Rostgaard. Til dette Portræt synes han at have gjort den omhyggelig udførte Tuschtegning, som er betegnet 1738 og bevares i Gehejmearchivet.l En Johan Otto la Croix, som ogsaa var Skildrer i Kjøbenhavn, var død inden 1763. (Weinw., 8.134. Sandv.,S. 36. FiissliLex. & Suppl. Bruun: Rostgaard, S. 302, 478 og 538. Strunck. Trinitatis Kirkebog vedLengnick. Crehejmearch.)

 

1 Hvilket af Rostgaards Portræter der er malet af la Croix, er vanskeligt at sige; "bag paa Portrætet i Universitetsbibliotheket findes en Seddel, der angiver J. Hørner som Maleren.

 

125

Dahl. Christian Dahl, født i Kj»benhavn, besøgte Konstakademiet 1787—90, rejste senere til England, hvor han skal være bleven Theatermaler. Et Portræt af Prins Jørgen i Windsor Castle var af ham. (Weinw., S. 198. Akad. Thaarnp.)

 

Dahl. Hans Baisser Dahl, Søn af Snedkermester Dahl, er født i Kjøbenhavn 1825. Han kom i Lære hos Xylograf Flinch, besøgte Kunstakademiet 1841 til 1848, da han rykkede op i Gibsskolen og har udstillet Prøver af Træsnit 1844—48" Senere har han arbejdet for »Illustreret Tidende« og i de sidste Aar medvirket til Træsnit efter danske Konstnere« udgivne af Foreningen »Frem­tidens (Akad. Udst. Gat. Priv. Medd.)

 

Dahl. Johan Christian Dahl, norsk Maler, født den 24. Februar 1788, blev 1802 sat i Malerlære hos en Malermester Møller i Bergen og viste allerede under sin syvaarige Læretid saa meget Talent, at han ved nogle Velynderes Hjælp kom til Kjøbenhavn (1811), hvis Konstakademi han besøgte indtil 1817. Han vandt der 1814 den mindre, 1817 den store Sølvmedaille. Samtidig paa~ virkedes han stærkt af de store hollandske Landskabsmalere, navnlig af Everdingen, der havde gjengivet hans eget Fædrelands elskede Natur. Allerede fra 1812 begyndte han at udstille Landskaber i Kjøbenhavn og vakte Opmærksomhed ved sine Billeder paa Udstil­lingerne i 1814'og 1816. Med et usædvanligt glimrende Vidnesbyrd fra Konstakademiet rejste ban 1818 til Dresden; men skjønt Norge dengang var bleven et selvstændigt Land, og Dahl, efter at have forladt Konstakademiet, ikke mere ved bestemte Baand knyttedes

 

126

til Danmark, følte han sig dog stedse i Slægtskab med dette sit Fosterland, hvor han vedblev at udstille sine Billeder, saa længe han levede og malede, ligesom ogsaa ikke faa danske Mænd gjorde .Bestillinger hos ham, som hos deres egen Landsmand. Fra Dresdeu, af hvis Akademi han blev Medlem (1820), rejste han til Italien, hvor han opholdt sig et Aars Tid. Et Tilbud fra Danmark, hvorved han rimeligvis for stedse vilde være bleven knyttet til dette Land, kom af ukjendte Grunde ikke i Stand, og lian vendte f.821 tilbage til Dresden, hvor han blev Professor og forblev sit uvrige Liv, fra-reguet mindre Kejser, f. Ex. et Besøg i Kjobenhavn (1820). der foranledigede, at han Aaret efter, paa et indsendt Arbejde »En norsk Søkyst«, blev Medlem af Akademiet (d.30. Juli 1827). Paa samme Rejse var han første Gang efter 15 Aars Forløb i Norge, hvor Glæden over at se ham udtalte sig stærkt og levende. Senere besøgte han Norge flere Gange. Han giftede sig i Dresden 1820 med Emilie født Baronesse v. Bloch, men hun døde allerede 1827. Sin anden Hustru, Amalie født von Büssowitz, som han ægtede 1829, mistede han Aaret efter i hendes første Barselseng.

Dalhl vedblev at følge Norges og Danmarks kunstneriske og literaire Liv med megen Opmærksomhed og har særlig Fortjeneste af at have fremdraget de Minder om norsk Træbygnings konst, Tiden endnu havde levnet, ved paa egen Bekostning at udgive et Værk om de norske Stavkirker paa Tysk (Dresden 18o7). Af de syv Landskaber, den kgl. Malerisamling i Kjøbenhavn ejer, vidne allerede de ældre, helt componerede Billeder om den Sans for storsslaaet Virkning, som udmærkede konstneren. Da senere dette Fortrin forenedes med et grundigere Naturstudium, fremkom Billeder som den højst virkningsfulde Gjengivelse af Vesuvs Udbrud og det storladne Vinterstykke fra Vordingborgegnen (.begge i d. kgl. Malerisinl.). Dahl døde i Dresden den 14. Oetober 1857. Om denne betydelige Constner, som kun delvis tilhører Danmark, henvises for øvrigt til de udførligere norske og tyske Kilder, som nævnes nedenfor. (Norsk ill. Nyhedsblad efter H. Wergoland. Fdl. 1857. Weimv. Lex. Østs Archiv II S. 65. Nord.'Conv. Lex. 1. og •>. L7dg. Skild. 18to, Sp. 449. 1816, Sp. 454. 1818, Sp. 430. 1819, Sp. 450. 1821. 24. April. 1823, Sp. 443. 1820, Sp. 47, 177—81 '"Levned efter Borgens Beskriv, af L. Sagen og H. Foss]. 1829, Sp. 1425. Dske Saml. 2. Række T, 8. 318. Gordes Lex., S. 516—27. Kraft og Lange Xorsk Forf. Lex. Udst. Gat. 1812—55. Akad.)

 

Dahl,    Johan Vilhelm Ludvig Dahl,   Søn  af Sognepræst

 

127

Laurits Esbern Dahl og Therese Sofie født Moreau, og født i Randers d. 26. Juli 1818, tog dansk juridisk Examen og indtraadte 1848 som Assistent i Krigsministeriet, i hvilken Stilling han endnu lever med Titel af Krigssecretair. Han blev gift 1850 med Andresine født Hansen. Af Kjærlighed til Konsten lagde han sig efter Landskabstegning og Lithografi under J. Hellesens Vejledning og lærte at male af Carstens Henriksen. Dahl arbejdede et Par Aar som Lithograf hos Bærentzen & Co. og har udstillet nogle Land-.skabsmalerier 1862—66. (Konst. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Dahl. Niels Carl Michaelius Flindt Dahl, Sømaler, født d. 24. Marts 1812 i Faaborg, var Søn af Kammerraad, Told-inspecteur Dahl der. Han kom 1830 til Kjøbenhavn og besøgte Konstakademiet (1835 — 42) uden dog at vinde nogen af dets Medailler. Samtidig uddannede han sig i Eckersbergs Atelier til Sømaler og lagde sig tillige med megen Iver og Dygtighed efter Perspectivlæren. Han foretog 1840 sin første længere Sørejse, besøgte Lissabon, hvorfra han malede et Parti, der 1843 blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Kun sex til syv Aar var han gift (1844—50) med Pauline Birgitte født Weber, som ved Døden efterlod ham et Par smaa Børn. I 1849 fik han den Neuhausenske Præmie og i 18o2 Akademiets "Understøttelse til en Udenlandsrejse, paa hvilken, han var borte i tre Aar (1852—55), idet han mest opholdt sig i Kystegnene ved Middelhavet. Hans sidste større Arbejde var »Søtræfningen ved Helgoland« (1864), som tilhører den kgl. Malerisamling, der, for­uden de ovennævnte, ogsaa ejer »Fregat i Storm* (1846). Dahl døde den 7. April 1865 i Kjøbenhavn. Han havde tilegnet sig sin Lærers Troskab mod Naturen og grundige Kjendskab saavel til Perspectiven som til Skibenes Bygning, men han savnede dennes fine Øje for Form og Bevægelse, ligesom ogsaa hans Farve som oftest var uden Selvstændighed og Kraft. Arbejder af ham var udstillede 1837—65. (111. Tid. 1865 Nr. 291. Kst. og Æstli., S. 190. Akad. Udst. Cat.)

 

Dahlerup. Jens Vilhelm Dahlerup, Søn af Stiftsprovst Michael Henrik Ludvig Dahlerup og Susanne Marie født Le Sage de Fontenay, er født i Norup Præstegaard ved Mariager d. 4. August 1836. Et Brud paa den højre Arm, som han fik i sit sjette Aar, hindrede ham dog ikke i at følge sin Lyst til Tegning. Da han blev Elev i Aarhus lærde Skole, fik Tegnelæreren, Adjunct Høegh-Guldberg snart Øje for hans Talent, og sørgede for, at han kom paa Tegneskolen; i 1853 kom han til Kjøbenhavn, hvor han efter

 

128

nogen Vaklen mellem at blive Maler eller Bygmester, bestemte sig for det sidste Fag. Han blev 1856 Elev af Akademiet, vandt 1857 den Neuhausenske Præmie for »Udkast til et Chor i en Landsby­kirke«. Efter i sin Studietid at have foretaget flere mindre Rejser var han 1864—66 paa en længere Udenlandsrejse med Akademiets store Stipendium. Foruden nogle større Restaurationer af Herre-gaarde og Kirker er hans vigtigste Bygninger: Toldbodbygningen i Kjøbenhavn (den gamle Toldbod) og Iselinge Hovedgaard ved Vor­dingborg, i Forening med F. Bøttger (1868), Hotel d'Angleterre, som han opførte af ny i 1872, samt hans Hovedværk, det nye kongelige Theater, som han byggede 1872—74 i Forening med Ove Petersen. Dahlerup blev den 25. April 1871 Medlem af Konst-akademiet og fik 1875 Titel af Professor. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Dajon. Nicolaj Dajon, rimeligvis af indvandret fransk Familie, var født d. 21. Januar 1748 og var Søn af Materialforvalter Frants Dajon og Agnete f. Plum. Han besøgte Konstakademiet fra 1759, vandt 1764—65 de tvende Selvmedailler, hver to Gange, og 1766 strax den store Guldmedaille for Opgaven »Israeliterne samle Manna i Ørken« (se Abildgaard). Han var tillige Lærling af AViedewelt, hvis Vidnesbyrd han paakaldte, da han 1771 søgte Rejsestipendium. Han foreviste 1774 en Statue, »Jupiter«, og to Relieffer, som Akademiet >var meget vel tilfreds med« og opnaaede endelig 1775 det ved Beekens Hjemkomst ledige Stipendium. Fra Rom, hvor han modtog et meget karakteristisk Brev fra Wiedewelt, hjemsendte han 1778 en » Paris < i halv naturlig Størrelse, og fik efter Hjem­komsten (1781) til Opgave for Reception »Østersøens Forestilling i en Figur«, hvorpaa han d. 28. Juli 1773 enstemmig blev optaget til Medlem af Akademiet. Han ledede Undervisningen i Modellering i Ornamentskolen, indtil han efter Wiedewelts Død blev Professor ved Modelskolen (16. Febr. 1803); 1815 og 1818 valgtes han til Akademiets Directeur, hvergang for tre Aar. Han døde ugift den 12. December 1823. Dajon var en aaben og elskværdig Natur, uden fremragende Talent, men ogsaa uden Lyst til at gjælde for mere, end han var. I hans yngre Aar tilbød der sig ikke noget betydeligere Arbejde for ham, og da han 1792—97 skulde udføre tvende Statuer til Frihedsstøtten, »Tapperhed« og »Borgerdyd« eller »Fædre-landskjærlighed«, forsmaaede den beskedne Konstner ikke at følge sin aandfulde Konstbroder Abildgaards Vejledning i Anordningen af disse Billedstøtter. Blandt hans andre Arbejder kan nævnes en

 

129

Buste af Bernstorff i Landhusholdningsselskabets Sal, en Buste af Frederik VI, som sendtes til Vestindien (?) og Tordenskjolds Mindes­mærke i Holmens Gravkapel, hvilket han udførte i Forening med P. Malling (1818—19). For øvrigt indskrænkede hans Virksomhed sig til nogle faa Portræter og Gravmæler. Hans Portræt er malet af H. Hansen som dennes Medlemsstykke. (Weinw., S. 180 og 217. Lengnick [Fam. Plum]. Skild. 1803, Sp. 128; 1805, Sp. 1592; 1819, Sp. 909; 1829, Sp. 948. Salon 1794, 1815. Udst. Gat. 1823. Akad. Gehejmearch. Jfr. en kortfattet Biogr. i Thaarup Fdl. Nekrol. S. 184, hvor en Del af lians Værker nævnes.)

 

Dalpas. Carlo Edoardo Dalgas, født d. 9. November 1820 i Neapel var Søn af Jean Antoine Dalgas, Kjøbmand og dansk Consul i Livoruo, og Johanne Thomine født de Stibolt, begge dansk fødte. Han kom til Kjøbenhavn for at opdrages og begyndte 1837 at besøge Konstakademiet, hvor han 1845 vandt den mindre Sølv-medaille i Modelskolen. Fra 1843 til 1848 udstillede han en Del Landskabsbilleder med Dyr, der vakte gode Forventninger om hans Fremtid. For et af disse, »Parti ved et Dyrskue«, vandt han 1847 den Neuhausenske Præmie; et andet, et af hans sidste Billeder, »En Faareflok« blev.kjøbt til den kongelige Maler i samling. Imid­lertid var Akademiets Rejseunderstøttelse bleven tilstaaet den unge, lovende Konstner 1848, da Krigen kaldte ogsaa ham som Frivillig, og han naaede aldrig at nyde godt af Stipendiet. Han deltog i alle tre Felttog, blev Officer og var som Premierlieutenant ved den tiende Bataillon med i Krigens sidste Fægtning, Affairen ved Møll-horst, hvor han blev saaret den 31. December 1850 og udaandede, kort efter at det nye Aar var gryet. I Kobberstiksamlingen bevares en Del Tegninger af ham, der vidne .fordelagtigt om hans Talent og Flid. (Erslew Lex. Suppl. II, S. 322—23. Vaupel Krigen 1850, S. 348—49 og 402. Akad. Udst. Cat. Priv. Opg.)

 

Dalsgaard. Christen Dalsgaard, Søn af Hovedgaardsejer Jens Dalsgaard og Christiane født Rasmussen, er født paa Hovedgaarden Krabbesholm ved Skive d. 30. October 1824. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra 1841, blev 1846 Elev af Akade­miet og malede samtidig hos Rørbye indtil dennes Død. Dals­gaard har ikke rejst udenlands, men han har udstillet fra 1847 og har flere Gange vundet den Neuhausenske Præmie, saaledes 1859 for »Jydske Bønderfolk, der nyde Nadverens Sacrament i Hjemmet« og Aaret efter for »En Kones højtidelige Kirkegang efter Barsel­færd«. Ved Udstillingen 1861 blev det samme Billede hædret

 

130

med Udstillingsmedaillen og kjøbt til den kongelige Malerisamling. Af hans andre Arbejder var allerede (1854) »En Fisker viser sin Datter en Baad« kjøbt til Malerisamlingen, ligesom to Aar efter (1856) >Mormonerne« kjøbtes af »Selskabet for nordisk Konst« (senere afhændet til den kongelige Malerisamling). Det var det Billede, hvori Konstneren, efter en lang Gjæringstid, paa en over­raskende Maade viste sig som Herre over sine Fremstillmgsmidler. Det vandt strax en fortjent Opmærksombed og blev gjengivet blandt »Billeder efter danske Malere«. Forsøg med vanskelige Opgaver hæmmede atter Konstnerens Virksomhed, indtil han i »Udpantningen hos en Bødker« ikke uheldigt beherskede en fra Belysningens Side højst vanskelig Opgave, paa samme Tid som det store Billede ikke savnede Konstnerens sædvanlige Fortrin i psychologisk Henseende. Det blev udstillet 1860, kjøbt til den kgl. Malerisamling og; gjengivet blandt »Billeder efter danske Malere; ligesom det tidhgere nævnte »Kirkegangskonen«. Trods en energisk Attraa efter alvorligt at gjennemarbejde Form og Farve, ser man dog Konstneren endnu vakle i Brugen af sine Fremstillmgsmidler, og harmonisk afrundede Billeder vexle med tilsyneladende famlende Forsøg. Disse kunde maaske være fremkaldte ved, at Dalsgaard, som hidtil udelukkende havde syslet med Almuens Liv og Færd i hans Hjemstavns Egn i Jylland, i disse Aar løftede Blikket udover andre af Livets Kredse, og dels forsøgte sig i det historiske og religiøse Maleri, dels i Gjengivelser af den dannede Middelstands Liv. Blandt hans Billeder fra de senere Asir bor nævnes BIicher paa Heden« (1807) til Lehmanns Samling af Digtere, ”En gudelig Forsamling i en Bondestue« (1870), ”Stengangen i Sorø Akademi« (1872), »Desserten« (1875). Dalsgaard, som 1858 havde ægtet Marie født Hansen, blev 1862 ansat som Tegnelærer ved Akademiet i Sorø og har siden levet der. Han blev Medlem af Konstakademiet d. 19. Februar 1872. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Fdl. 1856 7. Maj, 1858 8. Maj, 1867 25. Maj. 111. Tid. 1866 6. Maj.)

 

Dam. Niels Dam, Søn af Visiteur Jens Sørensen Dam og Mariane født Giessing, blev født i Kjøbenhavn og døbt d. 15. October 1761. Han vandt 1781—84 Kunstakademiets Sølvmedailler, 1791 den lille og 1797 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Raadhus«. "Efter at han forgjæves havde søgt om en Informator plads og om Akademiets Rejsestipendium, fik han endelig i 1804 ”ved kongelig Naade og danske Konstelskeres .Patriotisme« en Rejseunderstøttelse af 500 Rdl. d. C. (1600 Kroner) aarlig i tre Aar. Han var den første

 

131

danske Konstner, der rejste for at studere. Landbygningskonsten, og uagtet Rejsen egentlig kun gjaldt Nordeuropa, fik han dog Lejlighed til ogsan at besøge Italien. Efter Hjemkomsten søgte han Under­støttelse af Akademiet, som ønskede at se hans Arbejder; det roste dem, men han opnaaede ikke nogen Understøttelse. Inden sin Rejse (i 1800) havde han indsendt et Udkast til et Raad- og Domhus paa Nicolaj Kirkes øde Tomt, som vandt Bifald hos Akademiet, og det synes endog, som om der har været Spørgsmaal om virkelig at udføre det. Ellers kjendes intet til hans Virksomhed, uden at han i 1818 udgav »Noget om den borgerlige Bygningskonst for Bygmestre« og s. A. søgte Tjenesten som kgl. Bygmester i Aalborg; men han maa ikke have faaet den. (Akad. Skild. 1805, Sp. 1043. Erslew Forf. Lex. I, 323.)

 

Damm. John Frederik Damm, født d. 24. April 1820 i Gøteborg, hvor hans Fader dengang var Vinhandler, blev opdragen i Helsingør, da Faderen senere flyttede dertil, og lærte Malerhaandværket der. Han kom 1840 til .Kjøbenhavu for at besøge Konstakademiet der, og lededes ved Otteseris Paavirkning til at kaste sig over Blomstermaleriet. Et af de første Arbejder, han udstillede, et Frugtstykke, blev kjøbt til den kongelige Malerisamling. Personlige Forhold nødte ham til at vende tilbage til Helsingør, hvor han siden har levet og ernæret sig, dels ved industriel Virksomhed, dels som Tegnelærer. Efter 1850 har han derfor kun sparsomt kunnet dyrke Konsten og har kun udstillet nogle faa, Billeder; sidste Gang i Aaret 1866. (Konstu. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Daniel. Peter Støhrman Daniel, fedt 1821-i Landskabet .Eiderptedt, begyndte at gaa paa Konstakademiet i Kjøbenhavn i October 1845, vandt 1848 (Marts og Dec.) dets tvende, Sølvmedailler for Model eriug og 1849 dets mindre Guldmedaille som Billedhugger for Opgaven »Salomons Dom«. Fra 184;> arbejdede han nogle Aar i H. V. Bissens Værksteder, men har siden forladt Konsten. (Akad. Udst. Cat.)

 

David. Frederik Ludvig David eller Davidsen, fød t 1737, var den første, som vandt den lille Sølvmedaille ved det nyoprettede Konstakademi (1754) og to Aar efter den store Sølv­medaille (1750). Senere levede han som Tegnelærer og døde som saadan paa Frederiksberg den 15. Xovemher 1789, i en Alder af 52 Aar. (Busching Xachrichten III, 067. Thieles Kstnstat. Adresse­avisen 1789, Nr. 257. Akad.)

 

Degen.     Johan   Philip   Gaspar   Degen,   tysk   af  Fødsel,

 

132

født 1738 i Wolfenbüttel, var Søn af Capelmusicus G. Degen og selv af Fag egentlig Violoncellist. Som saadan fik han 1771 Plads i det kgl. danske Kapel. Men han dyrkede ogsaa Miniatunnaleriet og var som Konstner meget yndet af Enkedronning Juliane Marie, for hvem han malede mange Billeder. Dog malede han helst Conchylier. Han var gift med Henriette Schultz og døde i Kjøben-havn 1792. (Spenglers Art. Efterr., S. 15, hvor Meddelelserne ere lidt udførligere.)

 

Deichmann. Johan Christian Deichmann, Søn af Mægler Deichmann, er født 1832 i Kjøbenhavu. Han besøgte Konstakademiet fra October 1848 til Jannar 1857 som Modelerer og arbejdede fra 1849 som Billedhugger i H, V. Bissens Værksteder. Senere vilde han være Maler og besøgte paany Konstakademiets Model­skole i 1865. Han har 1852 udstillet en Portrætbuste og lever nu som Tegner. (Akad. Udst. Gat. Private Medd.)

 

Deram Christoffer Deram, Miniaturmaler, født »østerpaa” i Norge (1750?), gik til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Maler og fik 1780 mindre Sølvmedaille ved Konstakademiet. Han rejste udenlands for at uddanne sig videre, men døde midt i sin Konsts og Virksomheds Blomstring i Neapel 1789. Hans Malerier roses. (Weinwich, S. 194. do. Lex. Høyens Papirer. Berl. maanedl. Statstid. 1790.)

 

Dideriksen. Christian Julius Dideriksen, Søn af Brænde­vinsbrænder Peter Dideriksen og Ellen født Hansen, er født i Kjøbenhavn d. 8. November 1823. Efter at have besøgt Konstakademiets Tegneskole (1833—38) og uddannet sig i Modelering under Ciseleur Lodberg og Medailleur Chr. Christensen, tog han Borgerskab som Guldsmed og Ciseleur og virkede som saadan indtil 1864. Da han dog stadig havde Lyst til Billedhuggerkonsten, fandt han Lejlighed til at udføre plastiske Arbejder som Guldsmed, saaledes tvende Billedstøtter til Hest (Frederik VII og Grevinde Danner) ciselerede i Sølv m. n. Hans seneste Arbejde i denne Retning er en ciseleret Vase (forsølvet Malm) til H. C. Andersens Minde. Som Guldsmed udførte han Prinsesse Alexandras Brudesmykke, der har været udstillet i Kjøbenhavn og London. For sin Virksomhed i denne Retning har han Fortjenstmedaillen i Guld og en Udstillingsmedaille fra Verdensudstillingen i London 1862.

Fra 1864 har han opgivet Guldsmedkonsten som Næringsvej og lever som Billedhugger; han har 1874—75 udstillet tvende større Arbejder, en »Judas« og en »Prometheus«, begge i Gibs. Han er

 

133

gift med Charlotte født Meyer. Hans Datter nævnes nedenfor som Konstnerinde. (Konstn. egne Medd. TJdst. Cat.)

 

Dideriksen. . Henny Dideriksen, Datter af ovennævnte Guldsmed og Billedhugger O. J. Dideriksen, er født i Kjøbenhavn d. 27. September 1855. Hun er Lærling af sin Fader, med hvem hun ligeledes har foretaget en Rejse til Italien og Frankrig. Hun har siden 1874 udstillet dels componerede Figurer som »den for­tabte Søn« og >Han drømmer«, dels Portræter i Buste og Medaillon. Et Par af hendes Arbejder var udførte i Marmor. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Didrik. Den lille Didrik Contrafejer fik d. 10. Marts 1618 200 Daler af Christian IV for nogle Contrafejer, han gjorde i Sverige. (Christian IV's Alm. s. D. udg. af Nyerup. Jfr. nedf. Diricksen.)

 

Diederich. Johan Augnst Diederich udstillede i Aarene 1809 til 1820 flere Gange Blomster- og Frugtstykker, dels i Vand-farve, dels i Oliefarve. Han var tillige Malermester og døde paa Christianshavn den 29. Januar 1830 i en Alder af 61½ Aar. (Udst. Cat. Adresseavisen.)

 

Dietsch. Barbara Regine Dietsch, tysk Malerinde, Datter af en Landskabsmaler, født 1706 i Nürnberg, død 1783. malede i Vandfarve, især roses hendes Gjengivelser af Fugle. Hun skal have levet en Tid lang i Kjøbenhavn under Frederik V's Regering. (Weinwich, S. 170—71. Fussli Lex. og Suppl. Fiorillo III, 378.)

 

Dinesen, Jørgen Diuesen, født 1742, besøgte Konst-akademiet, hvor han 1764 fik den mindre og 1768 den store Sølvmedaille samt 1773 den mindre Guldmedaille som Maler for Opgaven  ”Jeftas Løfte« (Dom, 11, 34—36). Han blev snart efter vicarierende Informator for Almer, og ved Clios Død (1785) fast ansat som Lærer ved den første Frihaandstegneskole, hvorfra han ved Løfters Død 1796 forflyttedes til den anden, men næppe halvandet Aar efter døde han selv d. 11. September 1797 i en Alder af 55 Aar. Han var tillige Malermester og gift med Anna Cathrine Dinesen. (Weinwich, S. 193. Adresseavisen 1797 Nr. 238 og 241. Akad.)

 

Diricksen. Jan Diricksen, en Kobberstikker, som levede dels i Hamborg, dels i Kjøbenhavn, har 1611 stukket et stort Prospect af Kjøbenhavn i to Blade efter et Maleri af Joh. v. Wick. Han var ogsaa Portrætmaler og er uden Tvivl den samme som af af Christian IV kaldes »den lille Didrik.« (Se ovf. Didrik. Zeitschr. f. Hamb. Gesch. N. F. II, S, 261.)

 

Dirkinck-Holmfeldt.    Helmuth Emanuel Edvard Bern-

 

134

hard Dirkinck - Holmfeldt, Søn af Dr, juris Constant Peter Heinrich Maria Valpurgis Baron af Dirkinck-Holmfeldt og Anna Susanna født Kinkel (Castonuier), er født den 7. Juli 1835 i Sehwarzenbeck i Hertugdømmet Lauenborg, men opdragen i Dan­mark, dels i Roskilde, hvor Faderen levede, dels paa Sorø Akademi. Fra 1855—60 besøgte han Konstakadeiniets Skoler og vandt i Aaret 1800 begge dets Sølvmedailler. Han var samtidig Elev hos Marstrand for at uddanne sig til Figurmaler og concurrerede 1862—68 til lille Guldmedaille uden at opnaa den. Senere har han opholdt sig en Del Aar i Udlandet (1863—74), hvor han bl. a. i nogen Tid malede hos den norske Landskabsmaler Gude i Karlsruhe, og har efterhaanden mere og mere udelukkende vendt sig fra Figur­ til Landskabsmaleriet. Han har udstillet siden 1858 dels enkelte Figurbilleder, dels Landskaber og vandt d. 24 .April 1877 den Neu-hauseuske Præmie for »Landskab ved Hvendborgsund ^. 11867 blev han gift med Margrethe Christiane født Schrader. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Ditmar. Henrik Ditmar eller Dittmarez, som Weimvich efter Navnet gjør til en Ditmarsker, skal være født i Hamborg, om end længe før 1660, som Nagler siger. Han arbejdede nemlig efter andre Kilder allerede 1658—60 og maaske noget længere i Hamborg, hvor der (1828) solgtes et Billede af ham, »Christi Forhaanelse«, malet 1658, med tre Figurer i over Legemsstørrelse. Et andet mindre Billede, »Hyrdernes Tilbedelse« tilhørte (1854) en Privat­mand i Hamborg. Mindst fra 1670 arbejdede Ditmar for den danske Konge. Hans første større Yærk, der maaske har foraarsaget. hans Indkaldelse, var vistnok »Frederik III's Lig paa Paradesengen«, et stort Billede, soin endnu bevares i Roskilde Domkirke. Han maa være død her i Danmark 1677 eller lige i Begyndelsen af 1678, thi den 5. Februar d. A. nævnes, at hans Enke faar Betaling for nogle Malerier, han inden sin Død havde gjort færdige. Den kgl. Maleri­samling paa Christiansborg ejer tre Billeder af ham, nemlig Por­træter af Voxpousseren Simon, af Guldmageren Weiskopf og af en Dreng »med tre Slags Haar paa Hovedet«. Kun det førstnævnte er fremhængt under Navn af en »Eneboer i sin Hule« (stukket af J. M. Preisler). Paa Rosenborg bevares to Portrætmalerier, der til­lægges Ditmar, nemlig Portræt af Lægen Simon Pauli (f 1680) og Hustru paa ét Billede og af Thomas Bartholin (.1616—80). Paa Herregaarden Rosenholm findes et Portræt af Jørgen Rosenkrans til Kieldgaard, malet af Ditmar. Endelig nævner Sandvig en Række

 

135

Portræter, der ere stukne af Haelvegh, Schaten o. fl.. De i Dan­mark bevarede Portræter viser ham som en i Holland eller efter hollandske Forbilleder uddannet Konstner, medens han efter tyske Beretninger skal have opholdt sig længe i Italien, og de to nævnte Billeder i Hamborg røbe Paavirkning af Tintoretto og Carlo Maratta. (Weinw., S. 73. Sandvig, S. 40—41. Dsk. Yitruv. II, 148. Spengler Malerisaml. Nr. 817—19. Brock De old. Kong., S. 59—60. Udst. Cat. Aarh. 1872 Nr. 81. Blooh D. kgl. Malerisml. Kr. 82. Kgl. Rgiisk. i Gehejmeareh. Fiissli Lex., 8. 200. Suppl., S. 283. Nagler Lex. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Dodt. Frants Martin Dodt, født i Helsingør den 10. Maj 1775, blev Søcadet og Officer. Han deltog som Lieutenant i Affairen under St. Thomas, hvor Briggen Lougen sejrrigt kjæmpede med to engelske Skibe (paa 26 og 18 Kanoner). Hans eneste kjendte Arbejder ere to Stik i Kobber forestillende den nævnte Kamp, og efter Lahdes Udsagn skal J. F. Clemens have hjulpet ham med dem, samt en Radering, betegnet 1802. Kan førte under Krigen i 1807 en Kanonchaloupe, blev 1810 Ridder af Dannebrog og traadte 1813 ud af Etaten som Capitain, da et Fald paa Isen havde gjort ham. syg for Resten af hans Liv. Sine seneste Aar levede han som Inspecteur ved Helsingørs Færgelav. Han blev gift 1801 med Cathrine født Stibolt og døde i April 1819 i Helsingør. (Weinw. S. 232. Øst Materiulier, S. 173.)

 

Dorph. Anton Laurids Johannes Dorph er Søn af Professor Niels Vinding Dorph og Louise Amalie født Bloch, og er født i Horsens, hvor Faderen dengang var Rector, d. 15. Februar 1831. Efter at have besøgt Metropolitanskolen i Kjøbenhavn, opgav Dorph Studeringerne for at hellige sig Kousten. Han begyndte at besøge Konstakademiet (1845) og samtidig Eckersbergs Malerstue. Senere malede han et Par Aar hos Marstrand (1849—50) og vandt i de samme Aar Akademiets Sølvmedailler. Han fik tidlig Navn som Portrætmaler, og af hans Arbejder i dette Fag kan nævnes Prof. J. Jensen ved Jonstrup Seminarium, C. X. Rosenkilde, et Knæstykke, der gjorde megen Lykke, »Billedhugger Everts model­lerende Prof. Dorphs Buste«, der blev tilkjendt den Neuhausenske Præmie, Mantzius og N. Simonsen, det sidste malet til Udstillingsbygningen. Ved Siden heraf har han tildraget sig almindelig Op­mærksomhed ved en Række Genrebilleder især af Fiskernes og i det hele Almuens Liv. I disse Billeder, hvortil Motiverne sæd­vanlig ere hentede fra Danmarks, en kort Tid fra Italiens Natur

 

136

og Folkeliv, mødes en smuk Naturstemning paa en mild harmonisk Maade med fredelige Optrin af det daglige Liv. Ogsaa igjennem Konstnerens ikke faa større og mindre Altarbilleder gaar det samme Præg af mild Alvor og Fred. Blandt disse kan fremhæves »Christus paa Korset« i Galten Kirke, »Christi Himmelfart« i Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn, »Jesus hos Martha og Marie« i Stefanskirken paa Nørrebro, »Christus lader de smaa Børn komme til sig« i Hol­mens Kirke. Af hans Livsbilleder fremhæve vi »Fiskerens unge Hustru, der venter Manden hjem«, stukket som Medlemsblad til Konstforeningen, »Børn i Klitterne«, gjengivet blandt »Billeder af danske Malere«, og »I Regnvejr<.

I 1859 fik Dorph Konstakademiets mindre Rejsestipendium, som blev fornyet det følgende Aar, saaledes at Konstneren tilbragte to Aar udenlands, væsentlig i Italien. Han kom tilbage til Fædre­landet i 1861 og har efter den Tid kun foretaget mindre Kejser. I 1866 giftede han sig med sin Cousine, .Christine Louise født Dorph, og den 24. Februar 1871 blev han optaget til Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. (Konstn'. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Konst og Æsth., S. 199.)

 

Dorti. Jakob von Dorti var maaske død inden d. 25. Marts 1625, da Christian IV gav hans »Kvinde« 100 Daler, »som jeg Manden var skyldig for nogle Contrafejer«. (Christian IV's Alm. s. D. udg. af Nyerup.)

 

Drachmann. Holger Henrik Herholdt Drachmann, Søn af Lægen, Professor Andreas Georg Drachmann og Vilhelmine Marie født Stæhr, er født i Kjøbenhavn den 9. October 1846. Han lærte at tegne hos Helsted, lagde sig efter Sømaleriet dels under Baagøes, dels under Sørensens Vejledning, besøgte Konstakademiet 1866—1870, og udstillede fra 1869—1874 en Række Søbilleder, der røbede den lovende Konstner. Han begyndte at vinde Navn som saadan, da han i de senere Aar ganske synes at have opgivet Konsten for literair Virksomhed, som andensteds maa omtales. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Dramen. Simon Dramen, en Miniaturmaler, hvis for øvrigt ukjendte Lærer kaldes Hermann von Ham eller Hams. Dramen skal have levet som Miniaturmaler i Kjøbenhavn uvist naar, dog ganske sikkert tidligere end Midten af det attende Aarliundrede, og hans Lærer ligeledes i Frederik III’ s og Christian V's Tid. (Dauw Scbildrer u. Mahler ved Bertram, S. 318. Fiissli Lex. Schlesw. Kunstbeitr., S. 93. Weinw., S. 135. Spengler Art. Eft., S. 30.)

 

137

Drewsen. Axel William Drewsen, Søn af Shawlsfabrikant Peter Henrik Drewsen i Kjøbeuhavn, er født der 1843, var i Tømrerlære tos Tømrermester Wenzel i tre Aar, gjennemgik Konstakademiets Skoler 1861—66 for at uddanne sig til Architekt og fik 1863 dets mindre Sølvmedaille. Den 28. December 1866 blev hans Afgangsprøve antagen med Udmærkelse og i Vintren 1871—72 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »En Kirkegaard til en Hovedstad«. Men Døden bortrev ham allerede d. 24. Maj 1874. (Akad. Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Drewsen. Harald Drewsen, Søn af Justitiarius i Overretten Adolf Ludvig Drewsen og Ingeborg Nicoline fedt Collin, er født den 21. Maj 1836 i Kjøbenhavn, besøgte Konstakademiet 1854—1866, da han fik Afgangsbevis som Architekt. I 1869 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. Han er Bygnings-inspecteur for Frederiksberg By og Sogn og blev 1874 gift med Ingeborg født Lind. Han har forestaaet Slagelse Kirkes Istand­sættelse og har foruden en Del Privatbygninger opført det ny Vaske-og Badehus i Springgade i Kjøbenhavn. (Private Medd. Lengnick. Akad.)

 

Dreyer. Dankvart Christian Magnus Dreyer, Land­skabsmaler, født i Assens den 13. Juni 1816, kom i en ung Alder til Kjabenhavn (1832) for at "besøge Konstakademiet (jfr. Jerichau), hvis lille og store Sølvmedaille han vandt (1834 og 1837), desuden vandt han en Pengepræmie i Modelskolen (1835). Han vaklede i Førstningen mellem Landskabs- og Figurmaleri, for hvilket sidste han ogsaa viste Talent. Han deltog endog to Gange i Concurrencen for lille Guldmedaille, dog uden at opnaa den. Efter, foruden nogle Por­træter, at have malet Emner som »Hermods Sendelse til Balder« og »Marsk Stigs Døtre« helligede han sig fra 1841 ganske til Landskabsmaleriet. Hans første Forsøg vakte saa megen Opmærk­somhed, at allerede 1839 kjøbtes et Landskab af ham, »Udsigt mod Himmelbjærget«, til den kgl. Malerisamling, som ejer ialt sex Billeder af denne Konstner, hvoraf »Udsigt til Vedelsborg Skove paa Fyn* (1844) for Tiden er fremhængt. Dreyer vilde vistnok have hævet sig til en af vore betydeligere Landskabsmalere, hvis ikke allerede i ung Alder Sygelighed havde svækket hans Kraft. Fra 1847 udstillede han kun to Billeder, og Døden bortrev ham under et Ophold i Hjemmet, Barløse ved Assens, d. 4. November 1852, kun 36 Aar gammel. (Private Medd. Akad. Udst. Cat. Bloch D. kgl. Mlsml.)

 

138

Due. Johan Frederik Due nævnes af Weinwieh som en Emaillemaler, der var født i Kjøbenhavu dg døde der i et af de første Aar af dette Aarhundrede. Han skal have arbejdet ved den kgl. Porcelainsfabrik, hvor der ogsaa i Regnskaberne (1782—83) nævnes en F. Duve, som maaske kan være ham. Weinwich havde set de fire Aarstider, udførte i Emaille af Due. (Weimv. Lex. Medd. fru den kgl. Porcelainsfbr.)

 

Dure. Adamus van Dure, en født Hollænder, ”forrettede den store Reparation, som Lunds Domkirke i Skaane undergik i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, og han efterlod flere Mindesmærker paa sin Tids Smag«. (Weiirw,, S. 19, efter Sjøborg: Saml. til Skaanes Hist., 1. Heft. S. 65.)

 

Dusch. Anton Carl Dusch, eneste Søn af Digteren Pro­fessor Johan Jakob Dusch, var født i Altona d. 10. April 1760. blev Student i Kiel, men lagde sig senere efter Landskabsmaleri og udstillede nogle Fremstillinger af Egnen ved Harzen. Han malede ogsaa Pasticher, Maaneskinsstykker efter v. d. Xeer og Natstykker efter Gotfred Schalken, hvilke skulle have lignet skuffende. I Forening med Bundsen (s. d.) og Fr. Rosenberg fra Danzig stiftede han Kunstudstillingerne i Altona. Den kgl. Kobberstiksamling i Kjøbeiihavn bevarer nogle Tegninger af ham, betegnede 1800—16, hvoraf man ser, at han har rejst saavel i Danmark som i Tysk­laud. Han havde 1819 to Billeder paa Kunstakademiets Udstilling i Kjøbenliavn, og han døde i Altona den 8. October 1.8:29. (Hamb. Kstl. Lex., S. 58 og 8. ^06. AVeinw. Lex. Tregders Hdb. for Rejs., S. 14. Udst. Cat.)

 

Dvens. Heinrich Düvens kaldes en Konstner. som skai have malet i Danmark omtrent 1700. Weinwich forvexler ham med Daniel Düveus fra Danzig, der døde 1629. (Weinw., S. o7— 58. do. Lex. Dauw., S. iJ15. Fussli Lex. Spengler Art. Efterr.)

 

 

139

Ebisch. Frederik Ebisch, Ornamentsbilledhugger i Hoffets Tjeneste i Frederik IV's Tid med 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig af Kongens Particulierekasse, støbte i 1705 en Hercules i Bly til Rosenborg Have efter en ukjendt Konstners Model, hvis det ikke har været hans egen. I Gehejmearchivet og den kgl. Kobber-stiksamling bevares Tegninger af ham til forskjelligt Arbejde i hans Fag. Gravmælet over Ritmester Levetzau til Thiele skal være forfærdiget af Ebisch (1740) og have kostet 5000 Rdl. d. C. (Weinw., S. 121. Saiidv., 8. 41. Skild. 1812, Sp. 1046. Friis Sml., 8. 110. G-ehejrnearoli.)

 

Eckardt. Christian Frederik Emil Eckardt, Søn af Skomagermester Joachim Frederik Eekardt og Henriette født Gunst, er født i Kjøbenhavn d. 2. Juli 1832. Efter at have været i Maler­lære i fem Aar hos Malermester Harboe, besøgte han Konstakademiet 1846—1853, blev Elev af Akademiet, men concurrerede ikke til Medaillerne, da hans Lyst stod til at blive Sømaler, hvortil han allerede under sin Læretid havde søgt at uddanne sig. I 1853 rejste han med en privat Mands. Understøttelse udenlands til Tysk­land og Italien og kom tilbage i 1856. Da han ikke vilde vende tilbage til Haandværket, maatte han ernære sig ved at retouchere Fotografier, men udstillede dog s. A. sit første Søbillede, »Et Parti fra Venezia«. Siden 1859 har han stadig udstillet og to Gange vundet den Neuhausenske Præmie, nemlig 1862 for >Fiskere søge Land under eii Storm« og 1866 for »Fiskere borde en Jagt<-; i 1873—74 tik han 1000 Rdl. (2000 Kr.) i Rejseuuderstøttelse fra Akademiet til at besøge Udlandet. Han var paa denne Rejse i

 

140

Dalmatien, Italien, Frankrig og England. Kunstforeningen i Kjøbenhavn har flere Gange kjøbt af hans Billeder. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Eckersberg. Christoffer Vilhelm Eckersberg, ligesom Bissen og Carstens en Slesviger, blev født den 2. Januar 1783 i Blaakrog i Varnæs Sogn i Sønderjylland og var Søn af Henrik Vilhelm Eckersberg, der var Snedker og Maler, og Ingeborg Nielsen. Han voxede op i Blans i Ullerup Sogn og ned egentlig Egesbjerg, som gjennem Formen Eggersberg, der bruges i de slesvigske Kirke­bøger, er bleven til det mere højtyske Eckersberg. Da han fra Barn af havde mere Lyst til at tegne og male end til boglige Sysler, blev han efter sin Confirmation sat i Malerlære først i Aabenraa hos en Malermester Jessen, senere hos en Mester af samme Navn i Flensborg, hos hvem han blev Svend og vedblev at arbejde, til han var over tyve Aar. Her vandt han saa megen Opmærk­somhed ved sin Færdighed i Tegning og Maling, at nogle ansete Mænd skjød en lille Sum sammen for at sætte ham i Stand til at faa sit højeste Ønske opfyldt at komme til Kjøbenhavn og besøge Konstakademiet.

Allerede samtidig med Rejsen til Kjøbenhavn (1803) har han forsøgt sig i paa egen Haand at componere historiske Billeder, som »Christian IV i Søslaget ved Femern« og »Massageternes Dronning, Tomyris, som lader Cyrus' Hoved kaste i et Kar med Blod« (1804). Begge Tegninger røbe en Forstand i Anlægget og en Sikkerhed i Anordningen af saa mange Figurer, der er højst agtbar for en Begynder og lader Beskueren overse de uundgaaelige Svagheder. Han var imidlertid begyndt at gaa paa Akademiet og at arbejde under Directeuren N. Abildgaards særlige Vejledning, og han gjorde hurtige Fremskridt, uagtet han samtidig maatte ernære sig selv ved at arbejde som Malersvend. Allerede i Juli 1804 var han naaet til Modelskolen, og i Januar og Marts 1805 vandt han begge Akademiets Sølvmedailler, saaledes at han endnu d. 1. Juli samme Aar kunde concurrere til den lille Guldmedaille, der blev tilkjendt ham for Opgaven »Paulus, som retfærdiggjør sig for Agrippa, Berenice og Festus* (Ap. G. 26. C.)- I næste Coneours for Guldmedaillen (1807) deltog han vel, men uden at opnaa Medaillen; først i 1809 nk han den store Guldmedaille for »Jakobs Død« (I Mos, C. 49—50 V. 1.).

Efter at han var bleven »Artist«, som Eleverne kaldtes, naar de havde vundet en af Guldmedaillerne, synes han at have opgivet

 

141

Malerhaandværket, for udelukkende at leve som Konstner. Han var nemlig i disse Aar meget sysselsat med at male og tegne Prospecter, hvortil Kobberstikker J. F. Clemens havde givet ham Lej­lighed, og mange af disse sirlige Fremstillinger, som endnu ere bevarede, have ved den ædruelige Troskab, hvormed de ere udførte, faaet et ikke ringe historisk Værd, efter at Stedforholdene ere ganske forandrede. Da en anden Mand, Kobberstikker G. L. Lahde, som dengang drev en halv industriel Konstvirksomhed, i Eckersberg fandt en Hjælper, han kunde bruge; drog han ham til sig. Eckersberg fik Bolig hos Lahde i Gothersgaden (nyt Nr. 79), mod at arbejde for ham, og han udførte saaledes en Række Malerier og Prospecter, der blev stukne af Lahde selv og udkom som colorerede og ucolorerede Kobberstik. Navnlig fremkaldte Englændernes Over­fald paa Kjøbenhavn i 1807 en Kreds af Billeder fra Bombarde­mentet, hvoraf nogle endnu ere bevarede, og Navnene paa de fleste kjendes fra Fortegnelsen over en Udstilling, som  Lahde indrettede i 1808 i patriotisk Øjemed, i Forening med Svejtseren Seim teg­nede Eckersberg ogsaa »Nationaldragter«, hvorpaa de indbød til Subscription  i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn (d. 16. Juli 1808).

Imidlertid arbejdede Eekersberg dog ikke udelukkende for Lahde. Fra denne Tid ere de sex med Sepia og Tusk net udførte Tegninger, hvorefter Clemens gjorde sine bekjendte Stik af »Skomagersvendens Historie« eller »Det store Lod«. En anden Række paa fire Billeder var udførte Malerier, som forestillede »En falden Piges Historie«; men de blev ikke gjengivne i Kobberstik. Det er ret agtværdige Forløbere for, hvad man nutildags kalde Genrebilleder, men ved Siden af deres Naturtroskab, psychologiske Sandhed og alvorlige moralske Formaal fattedes dem det indre Liv, det Lune, som ene kunde have sikret dem mod Tidens Forglemmelse. Desuden malede han i disse Aar ogsaa historiske Compositioner, snart i større Om­fang, som »Loke og Sigyn« (1810), der tilhører den kgl. Maleri­samling, snart i mindre Billeder, der dog alle udmærkede sig ved en omhyggelig Behandling, hvori Abildgaards Paavirkning baade i Form og Farve er umiskj endelig.

Den store Guldmedaille gav Eckersberg Ret til det akademiske Rejsestipendium. Men han kunde ikke vente at opnaa det før den 1. Januar 1812, naar C. F. Høyere Rejsetid var udløben. I Følelsen af, at han trængte til snarest muligt at udrives af pinlige personlige Forhold, som han efterhaanden var kommen ind i, søgte hans Ven­ner, hvoriblandt navnlig Kobberstikker Clemens var virksom, at

 

142

faa ham tidligere afsted, og da Kammerjunker Bruun-Neergaard tilbød ham fri Rejse til Paris, mod at han skulde gjøre Tegninger til ham af hvad de saa undervejs, kunde han begynde sin Rejse den 3. Juli 1810, efter at han to Dage før havde maattet lade sig vie til Christine Rebekka født Hysing, fra hvem han dog atter blev skilt, medens han endnu var udenlands.

Hans Ophold i Paris i Aarene 1810—13 blev af største Be­tydning for hans konstneriske Udvikling. Han begyndte med at male et Par Copier efter Rafael og et Par mindre Billeder, der uden at vise nogen ny Skole allerede udmærke sig ved en større Lyshed og Renhed i Farven. Pøryt næsten et Aar efter at han var kommen til Paris og var bleven Sproget nogenledes mægtig, blev han Elev i Louis Davids store Konstnerværksted. Den Sans for historisk Stil og Strænghed i Linierne, som udmærker David, gik kun for en ringe Del over pua bans danske Lærling, der derimod paavirkedes desto mere af hans lyse, dagklare .Kai vr-, hans Kjær-hghed til Naturen og sikre Redegjørelse for Tegningen i alle dens Enkeltheder. En Altertavle til Korne Kirke ved Faaborg (1812) viser allerede den nye Paavirkning, der fremtræder endnu stærkere i nogle mindre Billeder, som tildels synes malede med Naturen umiddelbart for Øje, saaledes ->Tre spartanske Drenge« (udst. 1813), »En ung Skytte hvsesser en Pil« (18141, -Tvende Hyrder-' (,s. A.) o. fl. a, Ved Siden af disse Arbejder, som tilhøre Malerstuen, udførte han jævnlig smaa udsigter  fra Paris og Omegn, ligesom, han ogsaa tegnede en Mængde Studier, dels efter Bygningur og Land­skaber, dels efter den menneskelige Figur. Det Hovedbillede, hvori Davids Paavirkning tydeligst og modnest fremtræder, er dog »Over­gangen over det røde Hav«, som blev fuldført i Rom og som nu tilhører den kgl. Malerisamling. En ligeledes i Rom malet Alter­tavle, der stilledes meget højt af Samtiden, »Kvinderne ved Graven«, blev set ved Salonen 1815, men kjendes ikke af den yngre Slægt, da den strax efter sendtes til Norge til Grev Vedel Jarlberg, af hvem den var bestilt.

I Paris havde Eckersberg haft en tro Staldbroder i sin jævn­aldrende Ven J. P. Møller, som han havde levet i fortrolig Omgang med allerede i Kjøbenbavn. Her boede de sammen, og Møller fulgte ham til Vognen, da han d. 5. Juni 1813 forlod Paris for med en Veturin at kjare til Italien. I Rom fandt han en mere overlegen, men ikke mindre trofast Ven. og Raadgiver i Thorvaldsen, hvis Portræt han udførte som Knæstykke med Konstnerens og Ven-

 

143

nens hele Kjærlighed til sin Gjenstand. Dette fortrinlige Billede skjænkede han til Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvoraf Thor­valdsen allerede dengang var Medlem og Professor. Foruden ved dette og de ovennævnte historiske Billeder udmærker Eckersbergs Ophold i Rom sig ved en talrig Række større og mindre Udsigter til Bygninger og Bygningslevninger fra Oldtiden i Staden og dens Omegn, udførte paa Stedet i en skjøn lys Farvetone og med megen Omhu i Tegningen. Konstneren synes fra først af at have regnet dem for blotte Studier, for en Slags malerisk Dagbog til eget Brug, og i Førstningen brugte han dem ogsaa som Studier til at male efter, naar han, saaledes som det skete strax efter Hjem­komsten, fik Bestillinger i den Retning. Senere, i trangere Tider, maatte han, saa nødig han vilde, skille sig ved enkelte af dem, men imidlertid steg de ogsaa saaledes i Pris, at de efterhaanden blev ham selv og hans efterladte Familie en sand Sparepenge, og deres Kjøbere til en betydelig Indtægt, thi enkelte af dem ere blevne betalte med indtil det tre og firedobbelte af deres oprindelige Pris.

Ligesom man under Abildgaards Udenlandsrejse havde ladet en Professorplads staa aaben, indtil han og et Par andre Konstnere kom hjem, saaledes havde man heller ikke under Eckersbergs Fra­værelse villet besætte den Professor plads, der var bleven ledig ved Abildgaards Død (1809), uagtet dennes Lærling, C. F. Høver, som var bleven Medlem 1812, og ligeledes J. L. Lund i Mellemtiden havde søgt Professoratet. En fjerde Medbejler ventede man at finde i Kratzenstein Stub, men han døde 1816, inden Eckersberg endnu var kommen hjem. I August Maaned s. A. stod denne paa Kjøben­havns Toldbod, og en Maaned efter blev han enstemmig agreeret. Han fik til Opgave for Reception at male >>Balders Død* efter Edda, som optog ham et helt Aar, saaledes at ban først d. 25. October 1817 blev Medlem af Akademiet. Samtidig havde han faaet Bolig og dagligt Erhverv hos Hofmekaniker H. Pløtz paa St. Anne­plads, for hvem han udførte Portræter efter dennes mechanisk teg­nede Omrids (Fhysionotrace), og i afdøde Jens Juels Datter. Elisa­beth Cathrine Julie Juel, havde han fundet en Brud, som han hjem­førte den 8. Februar 1817.

Den 18. April 1818 skete Professorvalget, og Eckersberg blev enstemmigt valgt til Professor ved Modelskolen. Kort Tid efter fik han den Bolig paa Charlottenborg, som han først forlod ved sin Død. Hans Virksomhed deler sig fra nu af i flere Retninger, hvori han.

 

144

med en sjælden Alsidighed overalt frembragte noget sundt og dyg­tigt, der øvede en gavnlig Indflydelse paa hans Omgivelser, om end hans Snilles Ejendommelighed især i en enkelt Retning. Sømaleriet, udfoldede sig fyldigst og friest. Foruden sin Lærergjerning ved Akademiet, som han varetog med utrættelig Iver, saalænge hans Kræfter formaaede det, var han i mange Aar en yndet Portrætmaler, medens hans Stilling ved Akademiet virkede til at give ham en udstrakt Sysselsættelse som Historiemaler.

Tidsrummet fra 1816 til 1835 var Konstnerens lykkeligste og kraftigste Tid. Han havde mange og store Bestillinger, og han kunde gjøre Fyldest for dem alle, paa samme Tid som han fandt Lejlighed til at lægge sig efter Perspectivlæren, som han dyrkede med særlig Forkjærlighed, og til at gjøre talrige Studier for egen Regning af Folkelivet, af Land og Sø. Trods den store Lethed, hvormed han arbejdede, udmærkede hans Billeder, og ikke mindst hans store historiske Malerier, sig ikke alene ved en Omhu i Udførelsen, der aldrig svigtede ham, men ogsaa ved en Fordybelse i Emnet, der vilde have givet dem endnu større Konstværd, end de allerede have, ,hvis disse Fortrin ikke havde været forbundne med en vis Tørhed i Aanden, en Brist paa Fylde i Indbildningskraften, som nødig maa savnes, især i historiske Billeder. Hvor Emnet laa hans Aandsretning nærmere, den umiddelbare Gjengivelse af Naturen, saaledes som Portrætet tilsteder det, følte han sig ulige friere, og mange af hans Portræter fra dette Tidsrum ville bevare deres Værd som Konstværker, om end andre, paa Grund af en kjedelig Opfattelse og et tørt Foredrag, kun have haft Betydning for dem, til hvem. de blev malede. Blandt saadanne Portræter og Portrætgrupper, der hæve sig over det almindelige, kunne, foruden Thorvaldsens Portræt i Akademiet, nævnes Natnansons store Familiestykke og Grosserer Schmidt og Frue i hele legemstore Figurer (alle tre fra 1818), det kongelige Faniiliestykke" (fra 1821, nu paa Rosenborg), Manufacturhandler Raphael i Knæstykke (1824), Professor Ursin, Brystbillede (1836) og adskillige andre.

Eckersbergs Hovedbilleder er dog de otte store historiske Malerier, som han malede til Christiansborg Slot. Deraf smykke de fire første og bedste (1819—28) Tronsalen, de fire andre det saa kaldte Parolgemak, efter at de først, som det synes, havde været bestemte til Riddersalen. Emnerne ere tagne af de oldenborgske Kongers Historie og frembød ikke faa Vanskeligheder for Konstneren, idet den Commission, der valgte disse, tænkte mere paa at

 

145

udfinde historisk betydningsfulde Momenter, end paa, om deres Valg egnede sig til konstnerisk Udførelse; endnu mindre kunde den tænke paa, at -der burde være konstnerisk Ligevægt mellem Emnerne. Ikke desto mindre tør man regne disse Billeder for de første For­søg, hvori alvorlig Attraa efter historisk Troskab gik Haand i Haand med en Følelse for Natursandhed, man hidtil ikke havde kjendt her, og hvori Evnen til en dygtig. Modelering smukt forenede sig med et levende Øje for Farvevirkning og en paa engang kraftig og blød Pensel. I Sammenligning med Medlemsbilledet møder os her, navnlig i den første Række, en fyldigere Udførelse, bredere Foldekast, friere Stillinger og et større Præg af indre Liv. Ved Siden af disse store Malerier, hvortil han udførte Skitser, der snarere maa kaldes fuldendte Malerier end Udkast, malede han desuden en hel Del historiske Billeder i et lignende eller endnu mindre For­mat, som efter Konstnerens Maalestok ogsaa kunde kaldes Skitsér, hvis han havde udført tilsvarende store Billeder; rnen det tillod Tidernes Ugunst ham ikke.

Til det historiske Maleris Omraade hører ligeledes en talrig Række Altertavler, hvoraf ikke faa udmærke sig ved en ren religiøs Følelse og en ret fin psychologisk Sans. »Christus i Gethsemane« i Svendborg (1824), »Bjærgprædikenen« i Nyborg (1834), »Christus og den samaritanske Kvinde« i Hornbek (1838) hører til den danske Konstskoles bedre kirkelige Billeder, medens andre bære Præg af Mathed eller en Smaalighed i Udførelsen, som ikke kunde gjøre Virk­ning i en Kirkes store Rum. I hans Figurbilleder af det daglige Liv. som tidt ikke savne hans techniske Fremstillings sædvanlige Fortrin, fremtræder saavel i Valg som i Udtryk hans upoetiske Livs­opfattelse stærkest.

Medens hans Figurbilleder efter 1835 begyndte at faa et vist Præg af Forretningslivets Vane, udfoldede hans Talent nye Sider, dels i Landskabet, men navnlig i Sømaleriet, og han tilegnede sig paa dette Omraade en Bredde og Finhed i den maleriske Behand­ling, som han i Konstens andre Fag aldrig saaledes havde haft til sin Raadighed. Allerede i 1821 havde han malet sit første Søstykke., og i 1851, da Synet næsten svigtede ham, var det et Skib paa Stablen, hans famlende Haand syslede med. Han forlod paa sine Studierejser sjælden Øresund, og Skuepladsen for hans fleste Søbilleder er Strækningen fra Helsingør til Dragør; kun et enkelt Billede skildrer Kanalen mellem England og Frankrig og det store aabne Hav. Man kan skjelne tre Tidsrum i hans Søbilleder; det

 

146

første til 1828, hvori Penselføringen er blødere, Farven vaimere og kraftigere end i den følgende Tid; det andet Tidsrum, 1828—38, hvor hans ivrige Studium af Perspectiven bærer Frugt i en grun­digere og finere Udførelse af Skibene, en sikrere Fordeling af Pla­nerne, en skjønnere Tegning, men en koldere, om end fint nuanceret Farve. Enkelte Billeder udmærke sig ikke desto mindre ved en smuk Farvestemning, snart i Sølvtone, snart med et noget varmere Præg. Til denne Tid hører, foruden en Del Kystbilleder, der staa paa Grænsen af Prospecter, »Et russisk Linieskib« (1.828, den kgl. Malerisaml.), »En Beltsmakke med Passagerer« (1830, Marinemaler Sørensen), »Vindstille« (1832, Fru Koch) med Aftenstemming, »En svensk Fiskerbaad« (1833, Assessor P. Koch) med ypperlige Figurer, »Linieskibet Dronning Marie« (1834, den kgl. Malerisaml.) o. fl. Endelig danner en. Rejse til London med Corvetten »Galathea« (1839) Begyndelsesgrænsen for en tredje Periode, hvori han, sam­tidig med at hans Interesse for Koiistens andre Fag svækkes, paa dette Omraade hæver sig til et Mesterskab, der er nærved at bringe hans Snilles svagere Sider til at forsvinde. Der fremtræder nu en Blødhed i Bølgernes Fremstilling, en Dybde og Kraft i Farven, som, i Forening med de tidligere Fortrin, gjøre flere af disse Billeder til sande Perler. Han iiaaede ogsaa at give en dramatisk Handling paa Søen, tidt af overraskende Virkning, saaledes i »Et Møde paa Søen«, der skildrer, hvorledes en vestindisk Paket prajes af en engelsk Fregat (1841), og i >Kaperskonnorten«, tier ypperlig gjen-f-iver, h\orh-df'S den flygtende Sørover ved en heldig- Vending for-staar at undslippe den langt overlegne Fregat, som forfølger den 1,1845). Emnet til begge disse Billeder blev taget af nogle Skil­dringer af Sølivet af en svensk Skibscapitain Gosselmann (udk. Stokh. 1833). En roligere, mere hjemlig Stemning gjengiver Konst-neren i »Flaademønstring i Sundet« (1843) og i »Kronborg« (1847, den kgl. Maleris am li n g). Men denne hans Snilles sidste Blom­stringstid varede kun henved ni Aar. Med 1848 begynder tydelig Tilbagegangen, Haand og Øje svækkes, paa samme Tid som den vundne Erfaring endnu i nogle faa Billeder præger sig i Skibenes Mimkko Bevægelse, deres heldige Forhold til Rummet og den slaaende Gjengivelse af Søens forskjellige Karakter.

Eckersberg havde allerede efter ti Aars Ægteskab mistet sin Hustru (1827), som havde født ham sex Børn. Aaret efter ægtede han. hendes Søster Susaniia Henriette Emilie Juel, som ogsaa gik bort før ham (1840). T Aarene 1827—29 var han Konstakademiets

 

147

Directeur, 1829 blev han Ridder af Dannebrog, 1840 Dannebrogs­mand, og 1843 holdt han 25 Aars Jubilæum som Professor ved Konstakaderniet, ved hvilken Lejlighed hans Ven fra Ungdomsaarene, Thorvaldsen, holdt Festtalen. Vi have allerede nævnet den Nidkjærhed, hvormed Eckersberg røgtede sit Hverv som Lærer. Med hvilken Skjønsomhed og Sans for det Rette han forstod at udføre den, ses bedst af den overordentlige Indflydelse, han udøvede. Ikke alene var nogle af Datidens fortrinligste Konstnere, Bendz, Købke, Küchler, Marstrand, A. Müller, Roed og mange andre hans taknemlige Lærlinger, ogsaa andre Konstnere, der ikke ligefrem var hans Elever, paavirkedes stærkt af harn, og saa mange Aar efter hans Død spores endnu hans Palet hos enkelte af de yngre Konstnere, som i hans Alderdoms Dage kunde modtage et sidste Vink af hans rystende Haand. Ogsaa andre, hvem Konstens Tarv laa paa Hjærte, saaledes Konstforeningeiis Stiftere og navulig Pro­fessor Høyen forsmaaede ikke hans Vejledning, saavel ved at følge hans Virksomhed, som ved at lytte til hans Ord, og han virkede vistnok ikke lidet til at udvikle og fæstne den Sidstnævntes Fore­stillinger om Konsten. Af Konstnerens egne Sønner blev ingen Maler; hans ældste Søn blev Kobberstikker, en yngre Architekt; begge nævnes nedenfor.

Efter at den gamle Konstner med Sorg havde set saa mange yngre af den Konstnerkreds, der var opvoxet omkring ham, falde bort i deres Alders Blomst, efter at han havde opslidt sine Kræfter i et Liv, om hvis Byrder og Trængsler den yngre Slægt næppe har nogen Anelse, efter at han saagodtsom havde mistet sit Syn, saa at han ikke mere kunde søge Trøst i at arbejde, fandt ogsaa Døden ham, i hans 71, Aar, om end ikke under nogen venlig Skik­kelse. Han blev bortreven af Cholera d. 22. Juli 1853. Af Por­træter af Eckersberg skulle vi kun nævne Thorvaldsens Buste fra Rom, Marstrands Portræt (1836) og Gertners (1850), der var dennes Medlemsstykke. Et Mindesmærke over ham udførtes af Jerichau, og blev indsat i Muren paa Garnisons Kirke. Det forestiller den aldrende Mester omgiven af sine Lærlinger. Hans Billedstøtte er udført af Evens til den nye Udstillingsbygning. (Ph. "Weilbach: Maleren Eckersberg. Kbh. 1872, hvor alle Kilder til hans Levned ere nævnede. Kortere Levnedstræk findes hos "Weinw., S. 196—97. Øst Materialier, S. 156. Erslew Forf. Lex. I, S. Stil, og Suppl. I, S. 398. Kittendorff og Aagaard: lllustr. Kalender for Danmark 1856, en Biogr. af Coust. Hansen. Særlige Bemærkninger kunne læses-

 

148

Lange Nutidskonst, 8- 44—83. Fdl. 1872, Nr. 96: Testen til de to nævnte Søstykker; Konst og Æsth., S. 189—90. Strunck Nr. 710—11.)

 

Eckersberg. Erling Carl Vilhelm Eckersberg, Søn af O. V. Eckersberg, født d. 15. September 1808, lagde sig efter Kobberstikkerkonsten under O. O. Bagges Vejledning og besøgte samtidig Konstakademiet, hvis to Sølvmedailler han vandt 1831. Samme Aar concurrerede han til Guldmedaillen som Kobberstikker og 1833 blev den store Guldmedaille tilkjendt ham for et Stik efter v. Eyck (den kgl. Malerisaml.). Fra 1. Januar 1834 fik han 3 Aars Rejse­stipendium. Han arbejdede dels i Paris under Leroux og Müller, og stak bl. a. »Fiskere fra Hornbek« efter Faderens Maleri, dels i Parma under Toschi, og endte sin Rejse med et Besøg i Rom. I August 1838 var han atter hjemme. Han udstillede fru 1828 til 1851 og arbejdede indtil 1871 som Kobberstikker ved National­banken. Da hans Syn var bleven for svækket til at arbejde mere, traadte han tilbage derfra, idet Directionen tilstod ham en Pension af 1200 Kroner aarlig. (Konstn. egne Medd. Øst Mat, S. 700. Akad. Udst. Gat.)

 

Eckersberg. Jens Juel Eckersberg, Søn af C. V. Eckers­berg, blev fedt i Kjøbenhavn d. 15. October 1822. Han uddannede sig til Architekt dels hos Hetsch, dels paa Konstakademiet 1839—44, fik den lille Sølvmedaille 1845, den store Sølvmedaille 1850, medens han samtidig arbejdede under Bindesbøll og Hagemann. Fra 1853 til 1868 virkede han som Bygmester i Kjøbenliavn, mest ved mindre Arbejder, dog har han bl. a. bygget »De forenede Kirkeskoler« paa Nørregade, medens han samtidig var Tegnelærer, I 1868 nyttede lian til Svendborg, hvor han saavel i denne By som i andre Egne af Fyn, paa Langeland m. m. har haft Lejlighed til at udfolde en rigere Virksomhed. Han var 1858—60 gift med en Datter af Tømmermester Kerrn. (Konstn. egne Medd. Akad. ITdst. Cat.)

 

Eckstrøm. Carl Emanuel Eckstrøm, født i 1776 i Sverige, fik 1803 den lille, 1806 den store Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn, efter at have besøgt dets Skoler siden 1798. concur­rerede fire Gange til Guldmedaillen uden at opnaa den. søgte om at blive Tegnelærer (1815) og senere, da dette ikke lykkedes, om at blive Malermester uden Mesterstykke, hvilket nægtedes ham. Akademiet roste ham i 1807 for hans »udmærkede Flid og Duelighed i Malerkonsten«, og han udstillede adskillige Billeder fra 1807 til 1817, mest Portræter. Imidlertid bosatte han sig som Malermester

 

149

i Kjøbenhavn og døde der d. 4. December 1826, 50 Aar gammel. (Adresseav. 1826 Nr. 291. Akad. Udst. Cat.)

 

Eddelien. Matthias Heinrich Elias Eddelien var født den 22. Januar 1803 i Greifswalde og Søn af Nikolaj David Edde­lien (eller Erdélien), der som Tømrer havde arbejdet og følt sig vel i Kjøbenhavn. Da Eddelien derfor var kommen i Malerlære i sin Fødeby og havde Lyst til at uddanne sig videre, sendte Faderen ham i hans sextende Aar til Kjøbenhavn, hvor lian gjorde Tegning til Svendestykke (Dec. 1820). Samtidig med at han som Svend arbejdede hos Malermester Hambro og i flere Aar bestyrede dennes Værksted, vedblev han at besøge Konstakademiet. Endnu inden han havde vundet Sølvmedaillerne, gjorde han. sig værdig til Penge­præmie for Maleri efter den levende Model (1827), men da Præmien selv, efter Bestemmelserne, ikke kunde tilkjendes ham, fik han extraordinairt som Opmuntring 30 Rdl., »formedelst det Talent, Arbejdet røbede«. I Slutningen af Aaret vandt han den lille og i 1831 den store Sølvmedaille. I Mellemtiden havde han udført nogle Arbejder til Christiansborg Slot, dels i Farver, dels graat i graat. Samme Aar concurrerede han til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den; først 1833 fik han den for Opgaven »Flugten til Ægypten« (Matth. 2, 14). En Øjensvaghed hindrede ham meget i at arbejde det følgende Aar, dog concurrerede han atter 1836, men forgjæves. Endelig vandt han 1837 den store Guldmedaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (l Sam. 16,23).

Da A. Muller fik store Guldmedaille samme Aar, og derfor i Slutningen af Aaret ligesom Eddelien søgte om det store Rejse­stipendium, besluttede Akademiet under 19. Marts 1888, at de to Konstnere skulde concurrere derom. Imidlertid blev Eddelien gjort opmærksom paa, at han maatte have dansk Indfødsret, for at Sti­pendiet kunde tilkomme ham. Med Akademiets Anbefaling »som en af dets mest udmærkede Artister« søgte han om Indfødsret (26. Juni 1838), inden Goncurrencen var begyndt, og fik den. tildelt ved kgl. Resolution af 4. September 1888. Den 16. Juli var Opgaven bleven given, nemlig: »Christus giver sig tilkjende for Disciplene« (Luc. 24, 30), og den 22. December s. A. tilkjendtes Stipendiet Eddelien med 14 Stemmer mod 4. Paa Akademiets Ansøgning fik Muller ved kgl. Resolution af 19. Januar 1839 af Finanserne for 2 Aar et ligesaa stort Stipendium som Eddeliens (800 Udi.) hvilket for det tredje Aar (1841) suppleredes af Akademiets Kasse med samme Beløb.

 

150

Medens Müller rejste allerede i Januar 1839, gav Eddelien sig Tid til først at gifte sig den 30. April med Olivia født Hjorth og afrejste derpaa med sin unge Kone d. 3. Juni 1889. Mod Instruxen, der lød paa først at besøge Düsseldorf, synes han at være rejst temmelig hurtigt til Italien. I Kom malede han et stort Alter­billede »Kristus velsigner de smaa Børn« til Kronborg Kirke og fuldendte 1844 efter Hjemkomsten det samme Emne til Maarum Kirke.

Efter at han 1844 var bleven agreeret ved Kunstakademiet, fik han til Opgave for Medlemsarhejde »Stærkodder ventende Angantyr og hans Brødre til Kamp«, efter Saxos Krønike 6. Bog, og Eckers-berg og Rørbye udnævntes til Cominissairer. Da han kort efter fik Bestilling paa Udsmykningen af Christian IV's Kapel i Ros­kilde, ønskede lian i Skrivelse af 20. October 1845 en anden Op­gave, der bedre stemmede med de forstudier, han sknlde gjøre til Kapellet, og efter nogen Betænkning fra Akademiets Side tik han d. 17. November s.om ny Opgave at male »Evangelisten Matthæus, som inspirere« af Englene <.. Han blev imidlertid ikke Medlem af Akademiet, og i Kapellet i Roskilde naaede han kun til at faa fuldført Hvælvingen og Frisen derunder, da en Lamhed i den højre Arm d. 24. Juni 1852 afbrød hans Arbejde for stedse. Han søgte Hjælp ved et Bad i Tyskland, der virkede kjendeligt gunstigt paa hans Helbred, indtil et Slagtilfælde d. 24. December 1852 pludselig bortrev ham. Arbejdet i Roskilde, hvor Konstnerens Hovedfortrin, en ren Tegmng og en smuk klar Farve, modnest viser sig, er senere blevet fuldendt af Marstrand og Heinrich Hansen. Eddeliens Enke ægtede 185G Guldsmed Dalhoff. Af Konstnerens Arbejder før Rejsen ejer den kgl. Malerisamling fem Billeder, hvoraf »En ung Faun« er fremhængt. Han har udstillet 1827—44. (Medd. af Konstn. Enke. Ussing, Høyens Levned, S. 228—29. Alm. Commissionstid- 1838 Nr. 302. Akad. Udst. Gat.)

 

Ehrencron. Jakob Heinrich .Ehrencron, Søn af Skrædder­mester Hans Peter Ehrencron og Cathrine født Clausen, var født paa Augustenborg d. 7. August 1809, kom til Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiet fra 1826 og fik 1832 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig først efter Portrætmaleriet, men gik snart over til at være Decorationsmaler og tog 1836 Borgerskab som Malermester. Han ernærede sig nu som Decorationsmaler, men syslede dog ogsaa med Theatermaleriet, dels ved det kgl. Theater under C. F. Christensen, dels for egen Regning ved de andre Theatre,

 

151

indtil hau 1859 blev fast Theatermaler ved Casinos Theater. Hau var gift med to Søstre efter hinanden, Lene Marie og Sofie Chri­stine fødte Schmidt, og døde i Kjøbenhavn d. 4. Maj 1876. En Sen af første Ægteskab, Frants Emanuel Ehrencron, født 19. Marts 1841, lovede at blive en dygtig Konstner, da Døden bortrev ham i hans tyvende Aar den 23. Juli 1860. (Konstn. egne Medd. Opgiv, fra Fam, Akad. Skifteretten.)

 

Ehrhardt. Johannes Ehrhardt, kaldes af Christian IV Maler i Helsingør, undertiden blot »Johan Maler udi Helsingør«, men synes ikke at kunne gjøres identisk med »Johan Maler nu boendes i Kjøbenhavn” eller med »Johan Maler af Flensborg«. Han nævnes i Christian IV's Almanakker flere Gange fra Maj 1607 til August 1608, men har vistnok indtaget en lavere Plads end adskillige andre af de Konstnere, som arbejdede for denne Konge, eftersom det synes mest at have været C opier og Decorationsarbejder, der bestilles hos ham. (Schlegel. Saml. z. Dan. G-escli. II, 3. Hf t. Chr. IV's alm-. 21. Maj, 10. Deo. 1607, 3. Febr., 2, Aug. 1608. Weinw. Lex.)

 

Eichen. Brødrene von der Eichen hed de Tapetvævere, som under Christian V arbejdede ved Tapetfabriken i Kjøge 1684—98 for en Del efter P. Andersens Tegninger. (Weinwich, S. 96. Bur-mau-Becker Om Tapeter i Danmark, S. 28. Kgl. Regnsk. i Grehejiuearch.)

 

Eigtved. Nikolaj Eigtved var en Bondesøn fra Egtved ved Skjoldnæsholm paa Sjælland og blev født d. 22. Juni 1701. Efter at han var bleven Gartnersvend, drog han udenlands og søgte at uddanne sig ikke blot for sit oprindelige Fag, rnen ogsaa for Bygningskonsteu. I 1725 var hau i Warscliau, hvor han ved sine Teg­ninger vakte Opmærksomhed hos en Oberst Poppelmann, der tog ham i sin Tjeneste og hjalp ham til at blive Lieutenaut ved Ingenieurerne (1729). Da det 1733 tilfældig røbedes for Greneral Løvenørn, under et Ophold i Udlandet, at den saxiske Officer var dansk født, udvirkede denne, at Eigtved blev kaldt tilbage til Danmark, og han. fik nu sin Afsked af Kongen af Saxen som »Hauptmann”. Inden han traadte i dansk Tjeneste, tillod Chri­stian VI ham at foretage en Rejse paa kongelig Bekostning for at studere Bygningskonsten i Italien (1733—35). Siden opholdt hau sig i Danmark, hvor han blev Capitain, Oberstlieutenant, Oberst, Kirkeinspecteur, Hofbygmester og Directeur for det ældre Konstakademi. Han ægtede 1743 Sofie Christine født Walter, der var

 

152

Kammerjomfru hos Kronprinsesse Louise, og han døde den 7. Juni 1754, ikke længe efter at det nye Konstakademi paa Charlottenborg var stiftet. Han deltog med Thura i den indre Udsmykning af Chri­stiansborg Slot, hvis Portal tillægges ham, medens Bygningens Ydre for øvrigt skyldes Hausser. Han ombyggede Bregentved Slot, da dette Gods fra 1740 en kort Tid var i Christian VIs Eje, og 1744 hyggede han Sofienborg Slot ved Rungsted til Dronning Sofie Magdalene. Ved Christian VI's Død (1746) maatte han indrette castrum doloris i Slotskirken og snart efter ligeledes anordne den festlige Udsmykning af samme Kirke til Frederik Y's Kroning. Hans Hovedværk er dog de fire Palaier paa Amalienborg, byggede 1750—55 efter hans Tegninger i sildig Renaisaancestil. Han gjorde ogsaa Tegning til Frederikskirken paa Christianshavn (1754), som Anthon fuldførte (s. d.). Selv skrev han sit Navn Eigtwedt. Akade­miet kjøbte efter hans Død et Portræt af ham for 5 Rdl. d. C. og og besluttede at ophænge det blandt Medlemmernes Portræter, men i Fortegnelsen 1793 nævnes det allerede ikke mere. (Weinwich, S. 149. do. Lex. Biisehing Nachrichten I, 702. Thiele Kstakad., S. 59 o. n. St. Kst. og Æsth., S. 55—57 og 179—81. Danske Atlas II, 243. Posttid, for 1754 Nr. 45 og 46. Ramdohrs Rejse I, S. 89. Skild. 1829, Sp. 1362. Mnemosyne III, S. 110 o. n. St. Akad.)

 

Eilersen. Eiler Rasmussen Eilersen er født i Østerby i Svaninge Sogn i det sydlige Fyn d. 1. Marts 1827. Hans Fader var Gaardfæster og Sognefoged Rasmus Eilersen, hans Moder var Anne Hansdatter; han blev derfor opdragen paa Landet som Datidens Bondesønner, men. da han stedse havde vist Lyst til Tegning, kom han 1847 til Kjøhenhavn, hvor hans begyndte Uddannelse allerede Aaret efter blev afbrudt ved Krigen 1848—50, som han i Følge sin Værnepligt maatte deltage i. Det var først efter Krigen, han for Alvor kunde uddanne sig for sit valgte Fag, Landskabsmaleriet. Efter at han siden 1849 havde udstillet (i Førstningen under Navnet E. Rasmussen), fik han i 1858—59 Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar, sorn han navnlig tilbragte i Paris, Pyrenæerne og Svejts og tilsidst i Nordfrankrig og Belgien. Senere har han foretaget et Par mindre Rejser.

Medens han som ung Konstner selv maatte bryde sig en Vej, havde han en Støtte i Grev Preben Bille Brahe, paa hvis Gods hans Fader var Fæster, og senere i dennes Søn Baron Christian Bille Brahe, som er Stiftamtmand i Kjøbenhavn, idet begge med stor Redebonhed kjøbte Billeder af ham, Denne flittige Konstner

 

153

har forstaaet at vinde et Publicum for sig ikke alene i Danmark, men ogsaa i Tyskland, England, Rusland og Amerika, hvortil han har solgt ikke faa af sine største og mest vellykkede Billeder. Den kgl. Malerisamling ejer »Parti af Frisenborg Have«.

Eilersen blev i 1856 gift med Eleonore født Winning fra Faaborg og blev den 16. Februar 1871 Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Fdl. 1856 3. Maj. 1867 U. Maj.)

 

Eleonore Christine se Leonore Christine.

 

Engelhart. Cathrine Caroline (Cathinca) Engelhart er Datter af Kontorchef i Nationalbanken Christian Engelhart og Nathalie født Rønne og er født i Kjøbenhavn d. 6. Februar 1845. Da hun havde megen Lyst til Malerkonsten, lærte hun 1865—66 at tegne og male hos Carl Bøgh, men rejste allerede 1867 til Bryssel og senere til Düsseldorf, hvor han forblev i syv Aar og nød Vej­ledning af Vautier og Sohn. Fra 1869 har hun udstillet Genre-malerier og Portræter saavel i Dtisseldorf gom i Kjøbenhavn, og har solgt adskillige Billeder til Udlandet. I 1875 rejste hun til Christiania og derfra til Stokholm for at udføre nogle Bestillinger, saaledes to Portræter af Carl XIV Johan til Kong Oscar II. Efter et kort Besøg i Hjemmet foretog hun en ny Konstrejse til Paris, hvor hun endnu opholdt sig ved Udgangen af 1876. Et Genre­billede »Ingen Roser uden Torne« (1874) blev solgt til Konstforeningen i .Kjøbenhavn. Hun har tillige skrevet og tegnet til tyske Ugeblade. (Medd. af Konstn. Fader. Udst. Cat.)

 

Engels. Peter Engels, Perspectivmaler. Han fik kongeligt Rejsepas 1658 for at rejse paa sin Konst, endog til Italien. (Weinw. Lex.)

 

Ens. Caspar Ens er Forfatter til et Værk over Frederik II, Rerum Danicarum Frederici Sectmdi osv., der udkom 1593 og blev ledsaget af nogle i Tverfolio udførte Kobberstik, som var udkomne nogle Aar tidligere (1589) og ere stukne af Frants Hogenberg (s. d.). Ens var derimod ikke, som Weinwich antager, Kobberstikker og har vistnok heller ikke opholdt sig her i Landet. Fejltagelsen er opstaaet ved, at da Resens Frederik II's Krønike blev udgiven 1680, »beprydedes« den bl. a. med Aftryk af de nævnte næsten hundrede Aar gamle Plader, der nu var temmelig slidte. Til Krønikens Brug forsynedes de med danske Paaskrifter og med Tilføjelsen af Navnet C. Ens i det højre Hjørne, enten fordi man dengang troede, at Stikkene var af Ens, eller fordi denne var Forfatter til de latinske

 

154

Underskrifter.    (Weimv.,  S. 103,   og  do.  Lex.    Her. Dan. Fr. II. Franeof. 1593.    Resens Fred. Il's Krønike.)

 

Erdmann. Jakob Erdmann. »I Følge et ham tilstillet kongeligt Pas af 27. Sept. 1709 rejste denne Maler udenlands for at gjøre sig mere fuldkommen i sin Konst.« (Spengl. Art. Eft.)

 

Erichsen. Vigilius Erichsen, dansk Maler, født 1722, rimeligvis i Kjøbenhavn, uddannede sig under J. S. Wahl til Por­trætmaler, saavel i Oliefarve som i Miniatur. Da han efterhaanden vandt Navn som Portrætmaler, ønskede han Akademiets Rejse­stipendium for at blive Medlem. Eftersom dette ikke kunde tilstedes ham, uden at han havde vundet (ruldine daillen som Historiemaler, deltog han ogsaa (1755) i Coucurrenoen for denne, men opnaaede den ikke. To Aar efter fulgte han en Kaldelse til St. Petersborg, hvor han senere blev Catharine Il's Hofmaler og malede hendes Portræt mange Gange baade i Legemsstørrelse og i Miniatur. Hans vigtigste Portræt af hende forestiller hende til Hest i Gardeuniform, saaledes som hun var klædt, da hun besteg Tronen. Han skal ogsaa have malet historiske Billeder i St. Petersborg, .men gjorde dog især Lykke som Portrætmaler; i-1772 kom han tilbage til Kjøbenhavn og blev i November s. A. udnævnt til Hofportrætmaler med 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) af Kongens Chatolkasse. Senere fik han Titel af Justitsraad og døde i Kjøbenhavn 1782. Ved Salonen 1778 udstillede han bl. A. to Portræter af Enkedronning Juliane Marie, hvem han har malet flere Gange, og af Arveprinsen, der begge skulde sendes til Rusland. De gjorde Lykke ved et blødt og behageligt Foredrag. Theatermaler Cramers Portræt blev samme Aar af denne foræret Konstakademiet. Paa det ældre Christiansborg fandtes et Portræt af ham af Juliane Marie, som brændte, og et andet af Cathsrine.II, begge hel Figur, hvilket sidste blev frelst ved Branden og endnu tilhører den kgl Malerisamling, der ligeledes ejer et Brystbillede af L. Spengler, malet inden Erichsens Rejse til Rusland tilligemed et Sidestykke, forestillende dennes Kone, hvilket er i privat Eje. Desuden findes endnu paa forskjellige Steder i privat Eje adelige og kongelige Portræter malede af Erichsen. Han prises meget for sin Gjengivelse af Stofferne, saaledes at endog hans Atlask sammen­lignes med de gamle Hollænderes. Hans Enke, Ida Christine født Bassebech, døde 1809. (Weinwich, S. 163. Sandvig, S. 41—42. Hennings, S. 145. Skild. 1809, Sp. 1195. Jonge Kbh. Beskr., S. 519, 529. Spengl. Gat. Nr. 854—58. Akad. Private Medd.)

 

Ernst.    Johan  Conrad Ernst var i det mindste fra 1696

 

155

kgl. Bygmester og blev senere General bygmester med 1000 Rdl. d. 0. (3200 Kroner) om Aaret af Kongens Particuliérekasse. Han var tillige Assessor i Hofretten. (1703), blev 1709 Cancelliraad, senere Justitsraad og 1729 Etatsraad. Ernst blev 1703 gift med Magdalene født Foss, som døde 1719; han nævnes som Bygmester til Cancellibygningen (1719) og er død efter 1730. • (Spengler Art. Eft. Frue Kirkeb. v. Lengn. (rehejmearehivet.)

 

Esteves. David Esteves nævnes som Lærling af d'Agar. Han skal baade 1691 og 1703 have faaet kgl. Rejsepas for at uddanne sig i Udlandet som Konstmaler. ("Weiuwich Lex.)

 

Evens. Otto Frederik Theobald Evens, Søn af Gjørtlermester Thomas Mandix Evens og Ane Margrethe født Frederiksen, er født d. 16. Februar 1826. Han lærte Grjørtlerhaandværket i Faderens Værksted, samtidig med at han besøgte Konstakademiets Haandværksskoler (1839). Da det imidlertid gik op for ham, at han vilde være Billedhugger, gik han over i den egentlige Konstskole paa Akademiet og kom snart efter til Bissen, under hvis Vejledning­han arbejdede i flere Aar. Han fik 1846 den mindre og 1849 den store Sølvmedaille i Modelskolen, samt to Aar efter den mindre Gruldmedaille for »Thetis beder Vulkan om, Vaaben til sin Søn Aehilles« (1851). Først i 1858 fik han Akademiets Rejseunder­støttelse, efter Aaret før at have vundet den Neuhausenske Præmie for Gruppen »Moderkj ærlighed«. Han opholdt sig tre Aar i Rom indtil Efteraaret 1861, men har senere (1865) tilbragt en Vinter i Italien med det Ankerske Legat. For Udstillingscomiteen har han udført en Billedstøtte af Eckersberg (1865) og senere have hans to mindre Billedstøtter i siddende Stilling af Saxe og Grundtvig-gjort megen Lykke. Evens blev den 25. April 1871 optaget til Medlem af Kunstakademiet. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes »Fiskeren og hans Søn« (Sculptursaml.), »Den fortabte Søn« i Malm (Baron Rosenørn Lehn), en Buste og en Billedstøtte af Frederik VII m. m. (Konatn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Exner. Johan Julius Exner, født d. 30. November 1825 i Kjøbenhavn, er en Søn af en fra Tyskland som ung Mand ind­vandret Musiker, der blev Hoboist ved Kongens Regiment i Kjøben­havn og gift med Karen Jørgensdatter fra Holmsgaard i Vendsyssel. Da Exner fra Barn viste stor Lyst til at tegne og male, blev han efter sin Confirmation sat i Malerlære og besøgte Konstakademiet (1839), hvor han i Løbet af et Par Aar (1841—42) naaede til at blive Elev af Modelskolen. J. L. Lund, der var bleven opmærksom

 

156

paa hans Anlæg, sørgede for, at han blev fritagen for sin Læretid som Malerdreng, og nu vandt han i de følgende Aar (1843 og 1845) Konstakademiets lille og store Sølvmedaille, medens han samtidig søgte at uddanne sig til Historiemaler under Lunds og senere under Eckersberg Vejledning og 1844 begyndte at udstille. Han vandt 1847 den Neuhausenske Præmie for et Dameportræt og malede i det hele ikke faa Portræter i denne Tid, samtidig med at han, ved et Par mindre historiske Billeder, hvoraf det ene, der som et ret lovende Ungdomsarbejde blev kjøbt til den kgl. Malerisamlrng (Thyre Danebod søger at formilde Gorm den Gramles Vrede, 1849), viste, hvad det var, han dengang attraaede. En højsindet Adelsmand, Grev Frederik Knuth til Knuthenborg, støttede ham i disse Aar ved at give ham frit Atelier og Bestilling paa »Marsk Stigs Døtre« (udst. 1851).

Imidlertid havde Exner jævnlig levet paa Landet om Somreii, og Synet af Bondens Liv i Mark og Stue havde uvilkaarlig aflokket ham nogle Studier af Bøndernes Færd, som dog ikke fængslede hverken ham selv eller Publicum i særlig Grad. Derimod blev et i naturlig Størrelse udført Portrætstudie af en aldrende Amager­kone, som sidder og eftertæller sine Penge, af afgjørende Betydning for Exners hele senere Konstretning. Det blev kjøht til den kgl. Malerisamling (1852), og ved at se den Troskab, hvormed Konst-neren havde iagttaget ikke alene Konens ejendommelige Dragt, men ogsaa det vejrslagne Aasyn og dets levende Udtryk, følte Maleri-samlingens daværende Inspecteur, Professor N. Høyen, sig dragen til alvorlig at henlede Konstnerens Opmærksomhed paa ogsaa at iagttage Amagerne i deres Hjem, naar de paa Helligdage færdedes i lystig Tummel i deres klædelige gammelhollandske Dragter. Konstneren fulgte Vinket og malede det følgende Aar »Besøg hos Bedste­fader« (1853), der blev tilkjendt Udstillingsmedaillen og nu tilhører den kgl. Malerisamling. Senere har han Aar for Aar udstillet Fremstillinger af Almuens Liv, dels paa Amager, dels paa Nord­sjælland, dels ogsaa fra Dalarne i Sverige. Flere af disse Billeder tilhøre den kgl. Malerisamling, saaledes »Et Bondegilde i Hollænder­byen paa Amager« (1854), »Et Bondegilde i Hedeboegnen« (1856), »Det betænkelige Valg« (Sorteperspillerne) med legemsstore Figurer i Knæstykke (1863) o. fl.

Exner fik 1857—58 Akademiets Rejsestipendium for to Aar, men var i Virkeligheden ikke meget over et Aar borte, i hvilket han navnlig besøgte Italien. Senere har han paa mindre Rejser et

 

157

Par gange været i Sverige. I 1863 ægtede lian Inger Henriette Sofie født Ringsted, den 23. Maj 1864 blev han Medlem af Konst-akademiet, i 1866 blev han Medlem af Kunstakademiet i Stok­holm, i 1869 Ridder af Dannebrog og i 1876 fik han Titel af Pro­fessor. En stor Del af Exners populaireste Billeder ere udkomne i Lithografi, der have vundet en saadan Udbredelse, at endog tyske Forretningsfirmaer have ladet dem eftergjøre; »Carnevalspigen« og »De smaa Naboer« ere udkomne i Kobberstik. Foruden de nævnte Billeder af Almuens Liv har Exner ogsaa flere Gange malet mindre Portrætbilleder med hele Figurer i sluttede Grupper, saaledes at de for den udenfor staaende have dannet virkelige Livsbilleder fra den dannede Middelstand. Til denne Kreds kan ogsaa henregnes »Chri­stian Winther paa en Spadseretour«, der blev malet til Orla Leh-mann som et Led i Rækken af »Danske Digtere«. (Konstn. egne Medd. 111. Tid. 1862 N r. 168, Biogr. ved J. N. L. Dalsgaard. Akad. Udst. Cat.)

 

EyerschötteI. Johan Eyersehöttel nævnes i Levneds­beskrivelsen af Krock som Maler i Husum og dennes første Lærer. Han tilhører altsaa Slutningen af det syttende Aarhundrede. Paa nævnte Sted roses han for sine »Ansigtsstykker« og Weinwich nævner, at der gives Kobberstik efter hans malede Portræter, paa hvilke hans Navn ogsaa skrives Ayer Schettel. (Danske Mag. III, S. 142 flg. Weinw., S. 92 og Lex.)

 

158

Faber. Christoffer Faber, Søn af Landinspecteur Faber, blev født paa Ingerslyst i Munkebo Sogn i Fyn d. 18. September 1800, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn og nød samtidig Historie­maler J. L. Lunds Vejledning. Han udstillede fra 1835 dels figur­billeder, dels Landskaber, navnlig fra Egnen ved Kjerteminde. Et Billede fra Kjertemindefjord »Beltbaade søge Havn« (?) skal være blevet saa strængt dadlet, navnlig for Farven i Bølgerne, at Konstueren i mange Aar derefter ikke havde Lyst til at sende noget Billede til Udstillingen. Fra 1844 levede han dels i Kjerteminde, dels i en længere Aarrække i St. Hans Præstegaard i Odense. ,Han var under Portrætmaler Moes Sygdom og efter dennes Død i et Aarstid Tegnelærer ved Kathedralskolen i Odense (1854—55), samt ved Borgerskolen sammesteds uafbrudt, indtil han blev bortreven ved en pludselig Død d. 20. November 1869. Han var gift med Ane Kirstine født Muus.

Foruden de faa Arbejder, han udstillede 1835—44, derpaa 1856 og 1858, har han malet en Del Altertavler, navnlig efter Bestilling af Grev Ahlefeldt til Kirkerne under Limdsgaards Gods. Da hans Beskedenhed — eller Brist paa Opfindelsesevne — ikke tillod ham at udføre disse Billeder ganske paa egen Haand, fik han for det meste Udkast af J. L. Lund til at male efter. Altertavlen i Drigstrup roses som heldig. Desuden malede han Udsigter fra Omegnen af Odense m. m. (Fyns Stif'tstid. 1869 Nr. 332. Private Medd. Udst. Cat.)

 

Fabris.    Jakob Fabris,  en Theatermaler,  født i Venezia af

 

159

tyske Forældre,1 var 1724—26 Decorationsmaler ved Theatret i Hamborg, arbejdede ved Tiden 1742 i Berlin, kom derfra til Dan­mark, livor lian udførte Decorationsarbejder paa Fredensborg, navnlig i Spisesalen ud mod Haven, endvidere paa Bregentved og i private Huse i Kjøbenhavn. Han blev udnævnt til Cancelliraad og skrev 1759 ^Instruction oder Unterrichtung in dem geometrischen, per-spedivischen und architectonischen Lectionen in zwei Bii,cher«> der bevares i Hdskr. i det store kgl. Bibliothek. Han maa have været blandt -de første, der fik Bolig paa Obarlottenborg efter det nye Konstakademis Stiftelse, thi der døde lian d. 18. (17.) December 1761 »i bans Alders 72. Aar«; ban maa altsaa være født omtrent 1689. (Weinwich, S. 165. Fiissli Lex. Nagler do. Hamb. Kstl. Lex. Pontoppidan Dske Atlas II, 2G4, Adresseavisen 1761 Nr. 96.)

 

Fabritius de Tengnagel. Frederik Michael Ernst Fabritius de Tengnagel, Søn af Kammerherre Michael Fabritius de Tengnagel og Adolfine født Leth, blev født d. 2. Januar 1781 paa Vejle-gaard i Fyn, og gik først efter Forældrenes Ønske den militaire Vej. Han var i en Kække Aar Officer ved de fynske lette Dragoner, indtil ban i 1813 tog sin Afsked fra Krigstjenesten for ganske at hellige sigKonste«, som han tidligere havde dyrket i sin Fritid. Han blev nu Lærling af J. P. Møller samtidig med J. C. Dahl og begyndte 1820 at udstille. I 1823, i hvilket Aar han ogsaa var bleven udnævnt til Krigsraad, maa lian have foretaget en lille Udenlands­rejse til Tyskland, hvor han bl. a. besøgte Dahl i Dresden. Udstil­lingen 1824 og enkelte Gange i de senere Aar viste Frugterne af denne .Rejse. For øvrigt holdt han sig mest til Hjemmets Egne, naar han ikke, efter Datidens Skik »componerede«. Han indsendte i Marts 1827 to Stykker for at blive agreeret ved Konstakaderniet, og fik til Opgave »et dansk Landskab«. Paa »Et Vinterlandskab fra Langeland« (udst. 1829) blev han 9. Juni 1828 optaget som Medlem af Akademiet. Han var en flittig og omhyggelig Konstner uden fremragende Talent, men han forstod dog i Vinterstykker med Daglys eller Maaneskin, som han helst malede, at frembringe en sand konstnerisk Virkning. De var ogsaa søgte hos Samtiden, medens hans Gjengivelser af andre Aarstider vandt mindre Yndest. Han blev 1847 R. af Dbr. og døde pludselig d. 27. Maj 1849 som ugift. (Weinw.Lex. SelmerNekrolog. Saml.II,412. Lengn. "Udst. Gat. Akad.)

 

1 Kraft og Nyerups Lit. Lex. nævner en Salvator Fabris, som 1625 var Fægtemester her i Landet. Var det maaske hans Bedstefader, saaledes at han var født i Danmark. Som man ser, skriver han Tysk og ikke Italiensk.

 

160

Fahrenholtz. Georg Fahrenholtz, Kobberstikker fra Kjøbenhavn, født 1757, fik 1779 Kunstakademiets mindre Sølvmedailie, og gav sig senere mest af med at stikke Vignetter og satiriske Kobbere; men han var meget forfalden og levede stedse i trykkende Kaar. Blandt hans Kobbere nævnes »Prins Kjøruds Forelæsninger«, der paa Grund af sit »højst umoralske« Præg voldte ham en Politisag d, 3. December 1798. Samme Aar skal han have bebudet en Udgave af »uværdige Danske og Tyske«, men dette Værk blev standset. Han døde 1816, 59 Aar gammel. (Weinwioh, S. 234. Øst Lit. Konet- og Theaterblade 1798 II, S. 7. Skild. 1830, Sp. 499. Hist. Tidsskr. 4. Bække IV, 275, Werlauffs Erindr. Trinitatis Kirkeb. ved Lengnick.)

 

Fauerholdt. Viggo Fauerholdt, født 1832 i Kjøbenhavn, kom efter sin Confirmation i Malerlære og begyndte samtidig fra 1846 at besøge Konstakademiet, hvor han i 1852 naaede til at blive Blev af Modelskolen. Imidlertid havde han kastet sig over Se-maleriet og udstillede fra 1854 til 1855 en Del Søbilleder og Kyst­partier, dels fra vore nærmeste Farvande, dels fra Bornholm og Norge. I 1857 vandt han den Neuhausenske Præmie for »En helsingørsk LocUbaad, som sætter ud til et Skib«. Han stod i det hele ret lovende i den yngre Kreds af Sømalere, da han i 1865 med Konstakademiets Stipendium rejste til Tyskland, hvor den düsseldorfske Paavirkning, at dømme efter de i 1866 og 1867 hjemsendte Billeder, ikke syntes at virke gunstigt paa Udviklingen af hans Talent. Han er ikke senere vendt tilbage til sit Fædreland og har heller ikke senere udstillet i Kjøbenhavn. (Akad. Udst. Gat. PdL 1867, 11. Maj.)

 

Fenger. Ludvig Peter Fenger, Søn af Sognepræst Peter Andreas Fenger og Louise Augusta født Manthey, kom til Verden i Slotsbjergby Præstegaard d. 7. Juli 1833. Efter at han var bleven Student fra Slagelse Skole 1852 og Aaret efter havde taget anden Examen, besluttede han at uddanne sig til Bygmester, gik i Murer­lære , tegnede om Vintren hos Hetsch og blev det følgende Aar (1854) Mursvend. Han var vel allerede 1853 begyndt at gaa paa Konstakademiet; men da han samtidig under Bindesbøll, senere under Th. Sørensen og H. Chr. Hansen virkede som Conducteur ved Opførelsen af LandboHøjskolen indtil 1858, derpaa 1859—60 for Meldahl forestod Opførelsen af Alnarps Landbrugsskole i Skaane, lykkedes det ham først i 1861 at vinde Akademiets mindre Sølv­medailie. Hans Skolestudier blev imidlertid atter afbrudte ved en

 

161

Rejse med Understøttelse fra den Rejersenske Fond til England, hvor han fik Lejlighed til at se Verdensudstillingen i London 1862. Den følgende Vinter, Januar 1863, vandt han den store Sølvmedaille og 1864 den mindre Guldmedaille for »En Bygning til fædrelandske Mindesmærker«. I Foraaret 1864 deltog han som Frivillig i Krigen, blev saaret og fangen ved Erobringen af Als og først udløst ved Fredslutningen. Efter en mindre Rejse i Udlandet vandt han 1866 den store Guldmedaille for »Et Landarsenal« og fik om Efteraaret samme Aar Akademiets store Rejsestipendium til en treaarig Uden­landsrejse (1867—69). Efter Hjemkomsten blev han d. 25. April 1871 Medlem af Akademiet og vedblev at virke som Assistent ved Bygningsskolen, i hvilken Stilling han var indtraadt inden Rejsen, indtil i Foraaret 1876, da han fratraadte den. I 1872 havde han giftet sig med Augusta Theodora født Fenger.

Baade før og efter sin Rejse har han virket som Bygmester, dels ved Opførelsen af enkelte Bygninger for Private, dels ved Deltagelsen i flere Concurrencer, ved hvilke han vandt Præmien. Den vigtigste af disse var Concurrencen om et nyt Theater til Kjøbenhavn i For­ening med H. J. Holm, (og Krarup for Ventilationens Vedkommende). Deres Udkast vandt anden Præmie, medens Dahlerup og Petersen, som vandt den første, kom til at bygge Theatret. Omtrent samtidig (1871—72) ledede han Ombygningen af Holmens Kirke, og han har, foruden forskjellige andre tildels betydelige Ombygninger i Kjøbenhavn, opført en Del af Byggeselskabets Ejendomme (ved Ny Adelgade og Hovedvagtsgade). Nu (Vintren 1876—77) bygger han Jakobskirken paa Østerbro i gothisk Stil. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Fich. Erik Carl Frederik Fich, Søn af Bogholder Andreas Fich, var født i Kjøbenhavn den 17. Februar 1817. Han besøgte Konstakademiet fra 1829, blev (1839) Elev af Modelskolen og udstillede 1837—51 dels Landskaber, dels Figurbilleder. Han var med i Krigen 1848—50 og malede et Par Billeder fra Feltlivet. Da han imidlertid ikke torde bestemme sig for udelukkende at leve som Konstner, tog han allerede 1845 Borgerskab som Malermester. Han var gift med Emma Fich og døde d. 13. August 1870. (Private Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Fick. Niels Fick »opholder sig i Faaborg i Fyn, hvor hans Forældre er Væverfolk. Han maler fortræffelig Bacchanalier og andre Stykker, svagt i Couleuren og dog meget stærk i Ud­trykket. For mit Portræt gav jeg ham 10 Rigsdaler. Kjøbenhavn

 

162

d. 27. Marts 1785. -H. Langhorn.« (Saaledes ordret hos Sandvig, S. 42.)

 

Fiebig. Carl Rudolf Fiebig var fedt 1812 i Eckernførde, hvor han nød den første Undervisning i Konsten hos Portrætmaler Baasch. Han kom i 1832 til Kjøbenhavn for at besøge Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1837. Samtidig lagde han sig efter Portrætfaget under J. L. Lunds Vejledning og har udelukkende udstillet som Portrætmaler fra 1837 til 1869. Han var temmelig søgt som saadan, da hans Billeder skulle have lignet godt og han vistnok var billig med dem; derimod havde de i Almindelighed ikke stort Konstværd. I sine sidste Aar holdt han op med at male, eller i al Fald kom hans Billeder ikke paa Udstillingen. Han har foruden Portræter malet nogle Alterbilleder til Landsbykirker i det egentlige Danmark og Slesvig. Fiebig var gift med Marie Anna Adolnne født Spiegelhalter (f 1867) og døde selv d. 23. Februar 1874. (Konstn, egne Medd. Akad. Udst. Cat. Dagbl. 1874 Nr. 47. Skifteretten.)

 

Fischer. Hans Christian Fischer, Søn af Fabrikant C. Fischer, er født 1849 i Vestbirk ved Horsens. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1865—71 og har siden 1869 udstillet som Landskabsmaler, som oftest Partier fra Jylland. (Akad. Udst- Cat.)

 

Fischer. Johannes August Fischer, Søn af nedennævnte Ph. A. Fischer, er født d. 11. Marts 1854 i Kjøbenhavn. Han var først i Billedskjærerlære og begyndte som Lærling i dette Fag at besøge Konstakademiet i October 1869. Senere foretrak han at blive Maler, tog den 18. Marts 1874 Afgangsprøve som saadan og udstillede 1876 et Par Figurbilleder. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Fischer. Philip August Fischer, Søn af Kjøbmand Philip Fischer, er født i Rudkjøbing d. 1. April 1817. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, blev Elev af Modelskolen 1842 og udstillede 1843 et Genrebillede. Imidlertid tog han 1851 Borger­skab som Malermester, men har ikke desto mindre udstillet et Par Billeder 1851—52. Han lever endnu som Malermester og Fernis­fabrikant og er gift med Gustava Albertina født Svedgren. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Fjeldskov. Niels Valdemar Fjeldskov, Søn af Fiskebløder Jørgen Fjeldskov fra Ribe og Barbara født Mogensen, er født i Kjøbenhavn d. 2. April 1826. Da han viste Lyst til Tegning, kom han til at besøge Konstakademiet (1840), blev 1842 sat i Lære hos

 

163

Billedskjærer Sandberg og arbejdede senere i H. V. Bissens Billedhuggerværksteder, men blev afbrudt i sin Konstvirksomhed af Krigen 1848—50, Under Krigen fik han dog Lejlighed til at se Brüggemanns store Altertavle i Slesvig Domkirke, der gav ham Lyst til at uddanne sig for Alvor som Billedskjærer i Træ. Efter Krigen vandt han 1852 begge Akademiets Sølvmedailler (Marts og Decbr.), og da han i 1855 havde vundet den Neuhausenske Præmie for en »Pan«, udskaaren i Træ, fik han Rejseunderstøttelse af Ministeriet og af den Rejersenske Fond for at besøge Verdensudstillingen i Paris s. A. Senere har han gjentagne Gange haft Understøttelse af den Rejersenske Fond for at uddanne sig videre i sit valgte Fag. I 1863 ægtede han Cathrine Dorothea født Flensborg og oprettede kort efter et Værksted for Træskjærerarbejde i Kjøbenhavn.

Foruden adskillige større Decorationsarbejder, dels i Træ, dels i Cement eller Sten, f. Ex. til Frederiksborg .Slot, til Frijsenborg, til Børssalen, Universitetet, Navigationsskolen, Zoologisk Museum o. fl. Bygninger i Kjøbenhavn, endvidere til Aarhus Domkirke, Kirken i Randers m. m.,' har han udført adskillige selvstændige Billedhuggerarbejder saasom »Skøjteløberen« (1858), »Thor hos Jætten Thrym« i Malm (1863) og nogle Portræter. (Konstn. egne Medd. Åkad. Udst. Gat. 111. Tid. 1863 Nr. 176.)

 

Flachner. Ferdinand Flachner, en Maler, som uddannede sig ved Konstakademiet her i Begyndelsen af Aarhundredet (1809—13). Han fik 1813 begge Akademiets Sølvmedailler og concurrerede samme Aar til den lille Guldmedaille, som han dog først opnaaede i 1816, for Opgaven »Susannas Historie« Dan. 13, 34—35. Han udstillede nogle historiske Arbejder, deriblandt det nævnte Arbejde for Guldmedaillen, der alle roses meget i Datidens Anmeldelser. I Aaret 1817 concurrerede han til den store Guldmedaille uden at faa den, og 1818 udstillede han sidste Gang »Elias opvækker Enkens Søn«, som tilhører den kgl. Malerisamling. Da han siden ikke nævnes, hverken som Udstiller eller paa anden Maade, kjendes hans senere Historie ikke. Han omtales ligesaa lidt af Weinwich som af Spengler og var sandsynligvis en født Udlænding. Ældre Mænd paastod, at han egentlig hed Flachenecker ; men om han stod i noget Slægtskabsforhold til den tyske Lithograf Wolfgang Flachenecker (født 1792), har ikke kunnet oplyses. (Akad. Udst. Gat. Skild. 1815, Sp.443; 1816, Sp. 442; 1818, Sp. 440.)

 

Fleischer. Emanuel Edvard Christie Fleischer, Søn af Cand. philos. Pastor Adolf Frederik Hilarius Fleischer og Emilie

 

164

Charlotte født Dorscheus, er født i Nestved, medens Faderen var Adjunct ved Herlufsholm, d. 30. November 1850. Efter at have nydt privat Undervisning i Hjemmet blev han sat i Tømmerlære, besøgte samtidig C. V. Nielsens Tegneskole og fra 1867 til 1873 Kunstakademiets Skoler, blev Elev og stededes til Afgangsprøve som Architekt, men opgav snart efter Bygningskonsten for at træde i den almindelig apostolske (den irvingianske) Kirkes Tjeneste og flyttede i September 1875 til Aarhus som sin Kirkes Evangelist.

I 1870 var han i England, hvor han under den engelske Archi­tekt John Belcher gjorde Tegning til Irvingianernes Kirke i Kjøbenhavn, hvis Opførelse han siden ledede (Oct. 1870 til 1. Aug. 1871). Han blev gift (1873) med Marie Esther født Krayenbühl, som døde Aaret efter ved et ulykkeligt Tilfælde. (Konstn. egne Medd. Private Opgiv. Akad. Vejvis. 1877, S. 1.)

 

Flensborg. Valdemar Flensborg, Søn af Birkedommer C. A. Flensborg og Christine Flensborg f. Bryggmann Boserup, var født d. 31. Juli 1846 i Kjøbenhavn. Efter at have besøgt Borgerdydskolen i Kjøbenhavn og tegnet hos F. Helsted kom han i 1865 paa Konstakademiet, hvorfra han fik Afgangsbevis som Maler d. 19. Marts 1872. Han havde i 1874 udstillet et Dameportræt i Knæstykke og et mindre Figurbillede; men allerede d. 3. September 1876 bortrev Døden ham, kun 30 Aar gammel. (Akad. Udst. Gat. Private Medd. Berl. Tid. 1876 Nr. 206.)

 

Flinch. Andreas Christian Ferdinand Flinch var Søn af Kleinsmedmester Johan Flinch og Marie Elisabeth født Rostrup; begge Forældrene stammede oprindelig fra Sverige. Flinch var født d. 3. Februar 1813 i Kjøbenhavn og var først i Guldsmedlære hos J. B. DalhofF; men da han følte sig dragen til Konsten og lagde sig efter at gravere, overlod Faderen ham ganske til sig selv. Han besøgte Konstakademiet (1832—38), og støttet af samtidige unge Konstnere, Lundbye, Skovgaard og Frølich lagde han sig nu efter Træskjærerkonsten ganske paa egen Haand, hvorfor han gjorde sig Arbejdet surere, men ogsaa konstnerisk friere, end efter den i Udlandet og nu ogsaa her brugelige Maade. Paa den sværtede »Stok« overførte han nemlig kun Tegningens Omrids med røde Linier, og udførte for øvrigt alle Enkeltheder paa fri Haand med Gravstikken, idet han fulgte den originale Tegning saa nøje, som Emnet og hans konstneriske Færdighed vilde tilstede. Det var især Tegninger af de nævnte Konstnere, senere ogsaa af Marstrand og o. a., Flinch udførte i en rask let Maner, der gav Fremstillingerne

 

165

Lighed med kjækt henkastede Pennetegninger. Med Understøttelse af den Rejersenske Fond var han udenlands 1837—38, men opgav ikke sin egen tilvante Behandlingsmaade, hvori han oplærte sine første Lærlinger, som Kittendorf, Henneberg o. fl. Efter at Akade­miet paa Magistratens Forespørgsel havde erklæret Træsnittets Konst (Xylografien) for at henhøre til de skjønne Konster, saa at den altsaa var »en fri Næring«, nedsatte Flinch sig i 1840 som Xylograf i Kjøbenhavn og beholdt et Værksted i sit Fag lige til sin Død, hvorvel han i sine senere Aar ikke arbejdede selv. Derimod frem­mede han Interessen for Træsnittet ved Udgivelsen af mindre Bøger, udstyrede med Træsnit, navnlig ved den i en lang Aarrække stadig udkommende »Flinchs Almanak«, der paa Grund af sin store Ud­bredelse næsten maa kaldes en Folkebog. Om denne hans literaire Virksomhed henvises for øvrigt til andre Kilder. Han blev gift 1838 med Marie Sofie født Kaufmann og udstillede fra 1836 til 1844 adskillige Prøver paa Træsnit. Senere levede han næsten ude­lukkende som Redacteur af sin Almanak og døde den 16. August 1872. Flinch har den Fortjeneste at have indført Træsnittet i den danske Konst og at have uddannet de Lærlinger, der siden have medvirket til at hæve denne Konstart til lige Trin med Frembrin­gelser af samme Art i Udlandet. (Medd. af Konstn. Søn. Erslew, Forf. Lex. Suppl. I, 487. Private Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Flint. Andreas Flint, Søn af Ole Nielsen Flint, Kobber­stikker ved Søetaten (f 8. Jan. 1808) og Anna født Thomsen, blev fedt 1766 eller snarere 1768 i Kjøbenhavn. Han besøgte Konstakademiet, hvor han 1788 vandt den mindre og 1791 den store Sølvmedaille for Tegning efter Modellen. Da han imidlertid havde valgt Kobberstikkerkonsten til sit Fag, concurrerede han til Guldmedaillerne som Kobberstikker og vandt 1792 den mindre Gruldmedaille for et Stik efter Poussins »Moses ved den bræn­dende Tornebusk« samt 1794 den store Guldmedaille for sit Stik efter Luca Giordanos »Abels Død«. Fra 1796 til 1802 nød han som Opmuntring 100 Rdl. d. C. aarlig af Akademiets Kasse; men da Akademiet ikke var tilfreds med hans Fremskridt, nægtedes de ham efter den Tid. En Ansøgning om kgl. Understøttelse til en Udenlandsrejse synes ikke at være tilstaaet ham, trods Akade­miets Anbefaling, eller i al Fald kun for en kort Tid.1 I Aaret

 

1 I Thieles Konstnerstat anføres, at han fik Akademiets Rejsestipendium 1797; men hans Ansøgning derom 1797 blev „henlagt", og først 1800 bevilgedes ham, efter gjentagen Ansøgning, de 100 Rdl., han hidtil havde nydt, „aarlig i

 

166

1808 søgte han om en aarlig Løn af Finanserne og ligeledes om at blive agreeret ved Akademiet, hvilket nægtedes ham, da han kun havde indsendt ældre Arbejder. Han kastede sig nu over Åquatinta-Maneren, der gjorde Lykke hos Publicum, men ikke var efter Akademiets Smag. Han havde en Plan til en Udgivelse af Frem­stillinger af de vigtigste fædrelaudshistoriske Begivenheder, som nok ikke blev til noget. Af Sigvard Schjødts »Norske Prospecter« nævnes kun et Blad som stukket af Flint. Derimod stak han en Mængde (efter Sigende henved 150) Portræter af Samtidige, dels efter Malerier, dels efter egen Tegning, hvilke roses meget. Han blev d. 19. Juli 1803 gift med Ulrikke født Linnerhjelm og døde d. 19. September 1824 af en Nervefeber i sit 56. Aar, efterladende sig Enke og to uforsørgede Børn. Han var Medlem af det svenske Konstakademi. ("Weinwieh, S. 231. do. Lex. Samleren 1792, TV, S. 94. Skild. 1812, Sp. 89, 1126; 1814, 8p. 233; 1830, Sp. 499—500, hvor en Del af hans Arbejder nævnes. Dagen 26. December 1822. Adresseavisen 1808, Nr. 22; 1824, Nr. 222. Thaarup Fdl. Nekrol., S. 284. Akad, Holmens Kirkeb. ved Lengn.)

 

Flint. Niels Flint, Broder til Andreas Flint, født i Kjøben-havn og døbt den 18. April 1776, besøgte Kunstakademiet fra 1790, vandt 1793 den mindre, 1795 den store Salvmedaille, fik rimeligvis s. A. den mindre Gruldmedaille, skjønt ban kun nævnes i Protokollen som concurrerende, og endelig 1797 den store Guldmedaille for Opgaven »Abrahams Sorg ved Saras Død« (l Mos. 23, V. 2). Han regnedes for en meget lovende Koustuer og fik 1805 en varm Anbefaling af Akademiet, da han vilde søge Arbejde ved det nye Christiansborg, og Aaret efter rostes han i endnu stærkere Udtryk som værdig til Rejseunderstøttelse af Kongens Kasse. Inden den Tid, i 1802, var han bleven gift med Marie Cathrine født Grundelach. Foruden hans Medaillestykke ved man kun at nævne af ham en Copi efter Abildgaards Filoktet, som han udstillede i Akademiet (1794), »Et historisk Maleri«, som han udstillede 1797, samt 1809, sandsynligvis hjemsendt fra en Rejse, »Meleager:; og tre Copier. Han forsvinder snart efter ganske; Weinwich tror, han er død paa en Udenlandsrejse, og et andet Sted . siges blot (1813): »Har end Conjuncturerne berøvet os en Flint«. En tredje Broder, Johannes

 

tre Aar udenlands". Da det ikke var nok, søgte han om kgl. Understøttelse; men man ser ikke tydeligt, om han virkelig har været borte. Kun det, at han meldte sig til at agreeres 1808, tyder derpaa. Rejsen maatte da ligge nærved dette Tidspunkt.

 

167

Flint, døbt d. 15. August 1778, var Kobberstikker og fik den mindre Sølvmedaille 1800. (Weinwich Lex. TJdst. Gat, Adresseav. 1808, Nr. 22. Sklld. 1813, S. 458. Holmens Kirkeb. ved Lengn.)

 

Flintoe. Johannes Flintoe. født 1786, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, men kom dog ikke saavidt, at han vandt dets Medailler. Han var i Førstningen Portrætmaler, senere Land­skabsmaler og levede i en lang Aarrække i Christiania som Lærer ved Konstskolen der. Adjunct Hanck fra Odense, som i 1822 besøgte Norge, omtaler i nogle Rejsebreve, der blev trykte 1825 i »Iversens Avis«, Flintoes norske Landskaber i Olie og Grouache med megen Tilfredsstillelse, og nævner lejlighedsvis, at han ogsaa restaurerede gamle Malerier. I 1835 var Flintoe i Besøg i Danmark og foreviste i Kjøbenhavn nogle Panoramaer, der blev omtalte med , Ros i »Dagen«. Efter at have taget sin Afsked fra Skolen i Chri­stiania, kom han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han henlevede sin Alderdom, og han døde her d. 27. Januar 1870 i. sit 84. Aar. I Christiania har han bl. a. malet Chr. Hansteens Portræt. (Akad. Strunk. Dagen 1835, Nr. 255. Berl. Tid. 1870.)

 

Flügge. B. Flügge, en Kobberstikker i Kjøbenhavn, som mulig kun har været Dilettant, da Bladene ere i saa lille Format, har i Aarene 1758—60 raderet nogle Plader, hvoraf tre bære Aarstal og ét Tilføjelsen Hafniæ. De fleste forestille Landskaber og Byg­ninger, én »Et Barn«. F. C. Krohn kjender 9 Blade af ham. (Priv. Opg. af Krohn.)

 

Foltmar T. Christoffer Foltmar, Miniaturmaler og Emaillemaler, var født i Kjøbenhavn d. 17. October 1718 og Søn af Violinisten Johann Foltmar eller Voltmar, som han oprindelig hed. Han lærte Musiken af sin Fader og lagde sig paa samme Tid efter Malerkonsten. Allerede 1739 blev han Organist ved Vajsenhuskirken, hvis Orgel han selv byggede i Forening med sin Broder. Da han havde aflagt Prøve paa sin Færdighed i at tegne og male (1747), fik han Tilsagn om Organisttjenesten ved Holmens Kirke, som ikke synes at være bleven ledig,1 blev Tegnelærer for Cadetterne og endelig kgl. Hofminiaturmaler (1748). Aaret efter ægtede han Frederikke født Ottesen. Han nøjedes dog ikke med at dyrke Vandfarvemaleriet (Miniatur), men lagde sig fra 1753 ogsaa efter Emaillemaleri, og Kongen gav ham en Sum Penge, for at han kunde øve sig deri. Han døde 1759. (Weinwich, S. 135 og 165.

 

1 Jfr. Fosie, som var Organist ved Holmens Kirke til 1763.

 

168

Biisching Nachrichten, S. 252. Danske Saml. IV, S. 87. StatskaL 1749—60.)

 

Fortling. Christian Edvard Fortling, Søn af Lottoadministrator Christian Frederik Fortling, nedennævnte Jakob Fortlings Søn, og Bertha født Jensen, blev født den 10. April 1809 i Kjøbenhavn. Han gjennemgik Konstakademiets Tegneskoler (1820—29} til Gibsskolen og blev Malersvend; men da hans Helbred ikke tillod ham at arbejde som saadan, lagde han sig efter Lithografien, først som Haandværk, i Meyers Voxdugsfabrik, senere gik han over til at arbejde som Konstlithograf i det kgl. Stentrykkeri og hos Em. Bærentaen & Co. Ved Siden af at han udførte en Del videnskabelige Arbejder for Eschricht, Bendz og Prosch, saaledes  at han baade tegnede Gjenstandene efter Naturen og siden lithograferede dem, arbejdede han ogsaa som Konstner, vandt især Navn som en dygtig Portrætlithograf, og i denne Retning var han næsten udelukkende sysselsat i sine senere Aar. Frederik VII's og Biskop Mynsters Portræter efter Gertner, Grundtvigs store Portræt efter Marstrand, Portræterne af Christian IX og Dronning Louise ere foruden en stor Mængde private Portræter, udførte af Fortling,

Han havde i 1844 søgt Rejseuuderstøttelse af Akademiet uden at opnaa den, derimod var han 1853 udenlands med Understøttelse fra den Rejersenske Pond og tilegnede sig paa denne Rejse tillige Færdighed i selve den lithografiske Trykning. Han ejede en Presse og trykkede i sine senere Aar selv sine Arbejder. Fortliug udstillede jævnligt fra 1838 til 1873 dels Tegninger, dels Lithografier. Han var gift med Adelheid født Feine fra "Weimar og døde her i Kjøben­havn d. 12. August 1875. (Private Medd. Udst. Gat. Akad.)

 

Fortling. Jakob Fortling [eller Fortlin] var en Tysker af Fødsel, født d. 23. December 1711, og kom herind som Sten- eller Billedhugger. Paa en Rejse i Norge opdagede han de norske Marmwbr-ud, og han skal senere til Minde herom have skjænket fire Søjler af norsk Marmor til Frederikskirken paa Christianshavn. Fortling var Hofstenhugger, da han d. 18. October 1756 blev udnævnt til Hofbygningsinspecteur, og faa Aar efter (1760) blev han Hof­bygmester. Men som en Følge af et Udslet, hvormed en Skjødehund havde smittet ham, døde han allerede d. 15. Juli 1761 paa gam­mel Amagerland, paa Porcelains- eller Fajancefabriken Kastrup, som han selv havde grundlagt og ejede. I ”Oecon. Mag.« IV, S. 337, har han skrevet en Afhandling »Om grundmurede Bøndergaarde at bygge«. Han var gift med Anne Christine født Hellesen, hans Datter

 

169

blev gift med Harsdorff, og Edvard Fortling var hans Sønnesøn. {Private Medd. Postrytt. 1756, Nr. 85. Worm Lit. Lex. Suppl. Adresseav. 1761, Nr. 53.)

 

Fosie. Jakob Fosie, født i Kjøbenhavii 1679, lagde sig efter Musik og Mechanik, men med mest Forkjærligked efter at tegne og male, navnlig med Vandfarver; han var Lærling af Krogk, men malede dog helst Landskaber med Figurer, som han for det meste copierede efter hollandske Malerier, Wouwerman og lignende Mestre. Han var Medlem af Konstakademiet i Florens (før 1737), uagtet han næppe har rejst, og blev Tegnemester for Søcadetterne, uvist naar, maaske efter Krogks Død (1738); han rar tillige Organist ved Holmens Kirke lige til sin Død. I Aaret 1721 blev han gift med Anna Dorothea født Ilsøe og levede med hende i det samme Hus paa Østergade, hvor han var født, og hvor han døde den 1. December 1763, 84 Aar gammel. Han raderede meget og har udgivet »Tegnet Abc« i 24 Kobbere, »Læreklude« Kbhv. 1741—43, En Samling af hans Disciples Arbejder Kbhv. 1747 og en Samling Landskaber Kbhv. 1746. Blandt hans Lærlinger nævnes Capitain Norden, Capitain Willars, Capitainltn. Grønwold. (Weinw., S. 133. Dauw. Schildrer und Mahler, S. 316. Sandv., S. 43. Wielandts Lærde Tid. 1737, Nr. 14. Adresseavisen 1763, Nr. 131, 1764, Nr. 15. Skild, 1830, Sp. 500. Thiele Kstakad., S. 42. Bruun Rostgaard, S. 451 Anm.)

 

Fosie. Johanne [ikke Johanne Marie] Fosie var Datter af Jakob Fosie og Anna Dorothea født Ilsøe og blev født paa Øster­gade i Kjøbenhavn d. 24. (27.) Marts 1726. Hun lagde sig efter at tegne, male med Vandfarve og radere under Faderens Vejledning. Allerede i sit 15. Aar (1741) udførte hun et Stik »Kristus for Pilati Domstol«, der findes blandt Faderens >Læreklude«. To Aar efter stak hun en Gjengivelse af »Illuminationen ved Jakob Fosies Hus ved Prinsesse Louises Indtog d. 11. December 1743«, ligesom i det Hele ikke faa af hendes Arbejder ere fra dette Aar. Af hendes Vandfarvebilleder ere mange endnu bevarede i hendes Mands Familie; hun blev nemlig d. 1. September 1758 gift med Provst Jens Westengaard i Sverborg, men døde allerede efter faa Aars Ægteskab d. 23. August 1764. Hun synes ikke alene at have været en for sin Tid dygtig Konstnerinde, men ogsaa en livlig og aandfuld Dame, hvis Selskab var søgt af Datidens dannede Kredse. En tysk Brevskriver, kalder hende die geschickte, artige und hübshe Johanne Fosie. Af hendes Stik kan nævnes »Dokkens Indvielse<

 

170

tegnet af F. Norden, to Fremstillinger af Christiansborg, en af Tordenskjolds Attacher til Rothes Levned af denne o.fl. ("VVeinw., S. 133 og 165. Dairw Schildrer u. Mahler, S. 321. Büscliing Nachr. I, S. 438. Sandv., S. 43. Birch. Billedgall. III, S. 350. Skild. 1830, Sp. 501. Erslew. Suppl. III, 590.)

 

Foss. Harald Frederik Foss, født d. 21. August 1843 i Fredericia, hed egentlig Voss, men forandrede Navnet efter Krigen i 1864. Han er Søn af Toldassistent, senere Billedskjærer Hans Vilhelm Foss (Voss) og Vilhelmine Sofie født Støckelbach; han blev først sat i Apothekerlære, men da han havde mere Lyst til at være Konstner, tog han 1861 til Kjøbenhavn, hvor han blev Lærling hos Landskabsmaler Kyhn og gjennemgik samtidig Akademiets Tegne­skoler. Siden 1865 har han udstillet Landskaber, hvortil han for­trinsvis har søgt sine Motiver i Jylland, navnlig i dets Hedeegne. For hans 1867 udstillede Arbejder tilkjendtes ham »den Sødringske Opmuntringsprærnie for Landskabsmaleri«. I 1874 ægtede han Anna Elisabeth Christine Holcha, født Hansen. (Konstin egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Frantz. Peter Frantz, født i Helsingør 1569, nævnes af Descamps som Jan Nieulandts (f. samme Aar) Lærer. Aarstallet gjør det ikke urimeligt, at her er sket en Forvexling med Peter Isacsz, som var født i Helsingør det nævnte Aar. Derimod nævner »Danske Atlas« i Beskrivelsen af det ældre Christiansborg ^nogle bibelske Historier, vel malede af Mons. Frantz«. (Descamps. Peintres Flam. &o. I, 259. Dske. Atl. II, 105. Spengler, Art. Eft. Fiissli Lex.)

 

Frederiksen. Heinrich Vilhelm Frederiksen eller Friederiehsen, Søn af Tømrersvend Peter Vilhelm Friederichsen og født 1841 i Kjøbenhavn, lærte Tømrerhaandværket hos Tømrermester Wenzel, gjennemgik Konstakademiet fra 1856 til 1865, da han ind­stillede sig til Afgangsprøve som Architekt, og er nu Bygnings-iuspectenr i 1ste District i Kjøbenhavn. Han udstillede 1864 og 1865 sine Arbejder for den lille Sølvmedaille og til Afgangsprøve. (Akad, Udst. Cat.)

 

Freese. Daniel Freese kalder sig natione Ditmariensis og har malet et Portræt af H. Rantzau i Frederik II's Tid. Tillige malede han Prospecter 1572—95. Han døde 1611. (Weinw., S. 39. Zeitschr. f. Hamb. Gesch, II, S. 332. N. F. II, S. 263. Hamb. Kstlerlex., S. 76.)

 

Freund.    Georg Christian Freund, Søn af kgl. Møntmester

 

171

Johan Frederik Freund og Hanne født Kreiner, er født i Altoua d. 7. Februar 1821 og er Brodersøn af nedennævnte H. E. Freund, til hvem han efter sin Confinnation 1836 blev sendt for at uddannes til Billedhugger. Han begyndte strax at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn, vandt 1839 Pengepræmie for Modelering »i Ornament­faget« (Copi efter et Relief af Thorvaldsen), 1841 den lille, 1843 den store Sølvmedaille og endelig 1845 den mindre Guldmedaille for »Sektors Afsked med Andromache«. Senere concurrerede han til den .Neuhausenske Præmie og til store Guldmedaille uden at kunne opnaa det fornødne Stemmetal, uagtet det fortjenstlige ved hans Arbejder blev erkjendt. Derimod fik han 1849 og 1853 den Neuhausenske Præmie, sidste Gang for en Gruppe, »En Karl, der vander sin Hest«, hvilken blev kjøbt til Sculpturmuseet.

Freund, som efter sin Farbroders Død (1840) arbejdede nogle Aar under H, V. Bissen, udførte i dette Tidsrum, foruden sine Concurrencearbejder, flere selvstændige Værker, dels Gravmæler med Reliefer, dels fritstaaende Figurer, f. Ex. »En Pige med en Kat«, et Motiv, Konstneren flere Gange har gjentaget, snart som første Gang (1853) et staaende Barn, snart et liggende (1858). Tillige arbejdede han som Decorateur i Thorvaldsens Museum under Bindesbølls Ledelse og udførte flere af Thorvaldsens Arbejder i Marmor. Han var allerede bekjendt som Konstner, da han i 1854 rejste til Rom med ét Aars Understøttelse fra Kirke- og Undervisningsministeriet, som forlængedes med to Aars Understøttelse fra Konstakademiet. I Rom, hvor han forblev til 1800, og atter opholdt sig 18G1-—02 og 1864—65, har han udført de fleste og bedste af sine Arbejder. Han var 1861 bleveu gift med Jacobine Felixine født Magens, Enke efter en Dr. Dewhurst i Vestindien og død 1869. Den 4. October s. A. blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn, og Aaret efter ægtede han Agnes Giorgiana født Dewhurst, en Slægtning af hans første Kones Mand.

Uagtet Freund har udført ikke faa mandlige Figurer, som »Bocciaspilleren«, der gjorde megen Lykke og blev kjøbt til Sculpturmuseet, »Actæon, der forfølges af sine egne Hunde,« o. fi., har han dog især vundet Navn for sine Gjengivelser af Kvinden, snart den blufærdige Jomfru, snart den unge Moder omgiven af blomstrende Børn. Saaledes har han udført »En ung Pige, der spinder«, flere Gange i Marmor paa Bestilling, »Eu unge Pige, der spejler sig efter Badet,« som ejes af Etatsraad Tietgen, »En Moder med sit Barn” og »En Moder, der spiller Castagnetter for sit Barn,« begge

 

172

til Grev Jloltke. Ogsaa hans Gjengivelser af Børn have vundet meget Bifald. Foruden »En lille Pige med en Kat«, som ovenfor er nævnet, har han bl. a. udført »to Venner«, d. v. s. en Dreng, der kjærtegner en Hund, o. fl. Freund har tillige stadig, navnlig under sit sidste længere Ophold i Hjemmet, udført dels ikke faa Reliefer efter egen Opfindelse, dels Marmorgjengivelser af Thorvaldsens Arbejder til Thorvaldsens Museum. (Konstn. egne JVIedd. Akad, Udst. Cat.)

 

Freund. Herman Ernst Freund var født i Landsbyen Uthlede ved Bremen d. 15. October 1786. Han var en Søn af Kur­smed, senere hannoveransk Regimentsdyrlæge Julius Conrad Freund og Cathrine Elisabeth v. Wurden, og han oplærtes til Smedehaandværket. Da han var i sit 17. Aar og allerede for en Del kjendt med sit Haandværk, sendtes han i Maj Maaned 1803 til Kjøbenhavn, hvor hans ældste Broder Frederik, senere Møntmester i Altoiia, allerede havde været i sex Aar og arbejdet som Smed. Grunden til, at Familien valgte Kjøbenhavn til Opholdssted, laa dels i, at Freunds Morbroder var Smedemester der og holdt et, især for de Tider, stort Værksted, dels i, at de urolige Krigsaar maatte friste Forældrene til at vælge det fredelige Danmark fremfor et hvilket-somhelst Sted indenfor Tysklands egne Grændser. Derved undgik han den for saa mange Familier sørgelige Udskrivning til Napoleon I's Armee.

Sammen med sin Broder, der havde været et Besøg i Hjemmet, afrejste Herman Freund paa et dansk Skib fra Wesermundingen til Helsingør, hvor Brødrene gik i Land. I de første Dage af Juni kom de til Kjøbenhavn, og Herman fik strax Plads i Morbroderens Værksted som Lærling. Men hans Lærelyst og Attraa efter Kund­skab blev ikke længe staaende herved. Hans Haandværk havde tilfældig bragt ham i Forbindelse med Medailleur J. Conradsen, og hos denne lagde han strax Mærke til, hvilke Redskaber han brugte, og hvorledes han førte dem. Det var nok for Freund til at forsøge paa selv at gravere Bogstaver; paa samme Tid lagde ban sig efter Mathematik og lærte at tegne i Søndagsskolen. Da han der vandt en Medaille for sin Tegning, gav dette Stødet til, at hans Morbroder fik ham indsat i den saakaldte Ornamentskole paa Konstakademiet. Denne Klasse var ganske lempet efter Haandværkernes Tarv, og det synes ogsaa, som Freunds Tanke endnu ikke gik ud over dette Maal, selv efter at Skolens Lærer Cl. Mørk havde rost ham og raadet ham til at søge Akademiets egentlige Konstskoler.

 

173

Da han ved Nytaarstid 1806 var bleven Smedesvend med særlig Udmærkelse, fik han mere Raadighed over sin Tid, og sam­tidig med at han arbejdede som Svend, begyndte han at besøge Akademiets første Frihaandstegneskole. Med al Freunds Finger­nemhed, Hurtighed og udholdende Flid gik det dog ikke saa let i disse Konstens Forberedelsesskoler, sorn han efter sit tidligere Held havde tænkt sig, og hans ildfulde Utaalmodighed havde ondt ved at finde sig i Skolens Langsomhed. Først i Januar 1808 kunde han rykke op i den anden Frihaandstegneskole, i Marts 1809 i Gibsskolen og endelig i Marts 1810 i Modelskolen, hvor han kunde concurrere til de længselsfuldt attraaede Medailler.

I disse Åar havde Freund oplevet meget, som maatte give ham et andet og friere Blik paa Verden. Englændernes Overfald i 1807 gjorde et stærkt Indtryk paa den 21-aarige unge Mand. Landets og Hovedstadens Fare vakte en Fædrelandsfalelse i hans Hjærte, som for stedse knyttede ham til Danmark, og den forstærkedes ved, at,,han maatte se sine egne Landsmænd, Hannoveranerne, blandt de Danskes Fjender. Medens han tidligere havde hævdet sin tyske Byrd, naar nogen holdt ham for at være en Holstener og som saadan dansk Undersaat, saa rettede han fra nu af aldrig denne Fejl. Endnu i April 1815 kalder derfor ogsaa en Anmelder i »Nyeste Skilderie« ham for en »Holstener af Fødsel«. Freund kunde ikke sidde stille under Krigens Uro. Da alt vaabendygtigt Mand­skab blev forpligtet til at gjøre Tjeneste i et borgerligt Corps, foretrak han det borgerlige Artilleri, hvor han troede at kunne gjøre mest Nytte med sin mechaniske Dygtighed og sit skarpe Blik. Ogsaa i denne Virksomhed arbejdede han med en saadan Udholdenhed og Flid, at han i 1809 fik en Sølvmedaille for flest bedste Skud. Efter Bombardementet vendte han for øvrigt tilbage til Fredens Gjerning, og her hidførte Omstændighederne et nyt Valg, der blev endnu mere afgj ørende for hans Liv.

Da den kongelige Medailleur Peter Leonhard Gianelli var død ved Juletid 1807, fik J. Conradsen snart efter hans Plads som Medailleur ved Mønten, og denne overtalte Freund til at arbejde hos sig som Medhjælper ved Stempelskjæringen. Den Fremgang, han her gjorde som Medailleur i Løbet af 1808 til 1809, vakte hans Lyst til ganske at opgive Smedehaandværket Mænd af Ind­flydelse var blevne opmærksomme paa den alvorlige og lærelystne unge Mand og vilde tage sig af ham; men de misforstod den Følelse, der rørte sig hos Freund, og deres kortsynede, om end velmente

 

174

Raad kunde kun fjærne ham fra dem. Møntdirecteur Warberg mente, at Gjørtlerhaandværket var Freunds rette Omraade, medens Bygmestren, daværende Etatsraad O. F. Hansen, vilde bruge ham som Ornamentbilledhugger. Freund lod sig dog ikke lede fra sit Maal. Han modelerede meget efter Gibsafstøbningerne i Antiksalen paa Charlotteuborg og var saa greben af de derværende Konst-værkers Skj enhed, at han fældede Taarer ved Tanken om, hvor høj en Opgave han havde sat sig.

Skjønt Freunds konstneriske Snille allerede har maattet aaben-bare sig i hans første Tegninger, synes dog Tegning at have været den Konstform, hvori han havde vanskeligst ved at udtrykke sig. Dels holdt han i sine senere Konstneraar slet ikke af at tegne, saa at han hellere modelerede en stor Skitse end tegnede et lille Udkast, dels gik han forholdsvis langsomt frem, saa længe han endnu var i Tegneskolen. Efter at han derimod var rykket op i Modelskolen, vandt han allerede ved Enden af det andet Fjerdingaar, d. v. s. Ferien fraregnet, i December 1810 den mindre Sølvmedaille og tre Maaneder senere den store Sølvmedaille, begge Dele for Relief-modelering efter den levende Model. Omtrent ved samme Tid (April 1811) fik han dansk Indfødsret og kunde altsaa gjennem Akademiets Guldmedailler vinde Ret til det store Stipendium.

Imidlertid synes det, som om Freund i flere Aar stod i Stampe. Han har haft vanskeligt ved at blive enig med sig selv, om han skulde vælge Medailleurkonsten eller den egentlige Billedhuggerkonst, saaledes at han endnu i Aaret 1816, ved at deltage i Concurrencen om Kroningsmedaillen, optraadte som Medailleur, samtidig med at han flere Gange udstillede Billedhuggerarbejde baade i Relief og fritstaaende Figurer. De Tvivl, der saaledes omspændte ham, var maaske Skyld i hans langsommere Fremgang. Da han endnu i Aaret 1811 concurrerede til den lille Guldmedaille, fik han den ikke, ja, det hed sig endog om hans og de andre Concurrentera Arbejder, at de vare saa maadelige, at Akademiet tog i Betænkning at udstille dem. Ved den næste Concours, to Aar senere, lykkedes det vel Freund at vinde den lille Guldmedaille (Oct. 1813), dog kun efter at Directeurens Stemme havde gjort Udslaget, da Stem­merne vare lige for og imod. Med den store Guldmedaille gik det ogsaa langsomt. Ved Concoursen for Aaret 1815 blev Medaillen ikke tilkjendt ham, og først i October 1817 stod han ved sine Ønskers Maal, da han paa Basreliefet »Abraham forjager Hagar” fik Medaillen tilkjendt.

 

175

Samtidig var Freund offentlig fremtraadt som Konstner ved paa Udstillingen 1813 at fremsætte en Lermodel i halvophøjet Arbejde af en »Sapfo«. Derpaa forsøgte han at udføre fritstaaende Figurer, hvoraf dog ingen paa Grund af hans Fattigdom blev afstøbt i .Gibs. Hans næste udstillede Arbejde »Euridice, flyende for Aristæus« var saaledes ogsaa kun at se i Lermodellen ved Elev­udstillingen i April 1815. Dette Værk vakte mere Opmærksomhed og gjorde først hans Kavn kjendt udenfor Akademiets snævrere Kreds. Det havde endog tiltalt Prins Christian (senere Christian VIII) saa meget, at han vilde have ladet det afstøbe i Gibs. Men denne Forhaabning brast, da Figuren, nogle faa Dage førend det skulde ske, blev funden sammenstyrtet i Konstnerens Værksted. Senere gjenoptog Freund den samme Tanke i Rom, men Arbejdet maatte da vige Pladsen for andre større Foretagender. Et Værk, som ogsaa tilhører Tiden inden Hejsen, er en kolossal Buste af Frederik VI som Imperator med Hjælm og antikt Draperi. Den staar i en Blinding over Garnisionshospitalets Port indad mod Gaarden. Det er foruden Concoursarbejdeme det eneste Værk, som er bevaret fra Konstnerens Ungdomstid.

Efter Akademiets Fundats havde Freund nu Ret til Rejse­stipendium, men han skulde egentlig vente, til det blev ledigt. Dertil var hans Utaalmodighed for stor, han kunde ikke engang vente, til Fonden ad usus publicos bevilgede dets Udredelse for­skudvis fra Nytaar 1818 at regne. Saa hurtig som mulig tog han den befalede Examen »med Berømmelse« og fløj derpaa afsted med Akademiets Rejseinstrux og gode Løfter i Lommen, d. 3. December 1817. Rejsen gik gjennem Tyskland og Norditalien til Rom, hvor han en af de første Dage i Maj 1818 kunde trykke Thorvaldsen og J. L. Lund i Haanden. Nu var han hverken Smedesvend eller Lærling mere; han var »Akademiets rejsende Artist«, han var Konstner! Men ogsaa i Rom fik han rigelig Brug for det ihærdige Mod, der hidtil havde holdt ham oppe under saa mange Vanskelig­heder.

Allerede i 1816 var Freund traadt i Forbindelse med de Commissioner, der ledede Opførelsen af forskjellige af Kjøbenhavns offentlige Bygninger. Det var blevet ham overdraget at modelere en Reliefrremstilling til Frontenen paa Raadhuset efter Thorvaldsens Tegning; han gjorde en Skitse dertil, som blev sat til Side, indtil den i 1847 udførtes af Borup til Christiansborg Slot. Men ved Afrejsen fik han mundtlig en større og langt anseligere Bestilling,

 

176

nemlig at modelere tolv Apostler til Blindingerne i Frue Kirke. Freund gik med megen Alvor og. Samvittighedsfuldhed til Udførelsen af dette Værk. For at øve sig begyndte han med, i Løbet af Eftersommeren 1818, at modelere et simplere Livsbillede, »en ung Pige, der siddende giver et Lam at drikke«. Motivet er taget af en Hyrdefortælling af Longos, og denne Gruppe kaldes derfor under­tiden »Chloe«, undertiden »Uskyldigbeden, der opklækker et Lamt. Den blev bestilt i Marmor af Grev Somariva i Milano; men da denne døde, inden Arbejdet var afleveret, og hans Arvinger vilde underbyde Konstneren, beholdt han det selv. Ved Freunds Død var det endnu ikke ganske færdigt, men det blev fuldendt af hans Brodersøn Chr. Freund og blev kjøbt af Konstmuseet. Det staar for Tiden paa en Trappegang i Prinsens Palais. Samtidig med Chloe modelerede Freund Maleren C. A. Jensens og Digteren Ingemanns Buster, som han udførte i Marmor for at lære Behandlingen af dette for ham endnu fremmede Stof. Uagtet hans sjældne Lethed til al Haandgjerning faldt det ham dog i Førstningen svært at hugge i Marmor; men de øvede Marmorarbejderes spodske Smil afskrækkede ham ikke fra at blive ved, til han havde naaet den fornødne Færdighed.

Hans Breve fra denne Tid udtrykke alle den dybe Alvor, hvormed han søgte at uddanne sig som Konstner, »At frembringe noget, der ikke hører til det maadelige, se det er min største Sorg, og den lader mig aldrig have Ro.« Det er den beskedne Maade, hvorpaa han til Broderen udtalte sin brændende Attraa efter at gaa frem. Naar hans Tanke, efter hans Venners Vidnesbyrd, baade nu og senere med en saadan Ængstelse skuede ud mod Fremtiden, »at hans Helbred mærkelig led derved,« var det ikke simpel Nærings­sorg, der trykkede ham. Hvad der pinte ham, var Frygten for ikke at kunne yde som Konstner det, han følte boede i hans Sjæl. Han arbejdede med hele sin Sjæls stærke Livslyst og naaede paa sin korte Levevej at røre Strenge, der skulle vedblive at gjenklinge igjennem dansk Konst.

I Foraaret 1819 tog Konstneren ivrig fat paa Apostlerne og modelerede Skitser til dem i 1/5 af den virkelige Størrelse. Den 19. April var allerede tre af dem afstøbte i Gibs. Da trak Skyer sammen til et Lyn, der uden Tvivl er gaaet Freund nærmere til Hjærte, end man nu kan spore. Under Thorvaldsens Ophold i Hjemmet 1819—20 fik denne Lyst til selv at udføre alle Billed­huggerarbejderne til Frue Kirke, saaledes som det ogsaa senere skete,

 

177

og Bestillingen blev altsaa Freund fratagen. Thorvaldsen anbefalede ham naturligvis ivrig til at faa andre Arbejder i Vederlag, og den nye Bestilling kom til at lyde paa da fire Evangelister til Slots­kirken, samt et temmelig stort Tal mythologiske Figurer til Chri­stiansborg Slots Hovedtrapper.

Det synes, som om hverken Freund eller Slotsbygningscommissionen har omfattet de nye Bestillinger med synderlig Varme. Freund gav sig rigtignok strax til at modelere en Mercur til Slotstrappen. Gribsmodellen, der maa have været færdig allerede 1821, kom aldrig til Anvendelse paa Slottet, men blev senere Konstmuseets Ejendom. Det er et af Konstnerens svagere Arbejder, ikke heldigt i Forholdene og med stærkt Præg af Modellen. Han udførte ikke flere af de til Slottet bestemte Figurer, ligesom han ogsaa kun fik den ene af Evangelisterne færdig. Det var Evangelisten .Lucas, der først efter Konstnerens Død kom paa sin Plads i Slotskirken. Hvor fortjenstfuldt dette Arbejde end er, havde Konstneren dog heri endnu ikke fundet den Tryllestav, der var bestemt for hans Haand, hans Blik var endnu ikke opladt for det Omraade, hvor hans Ejendommelighed rigest skulde udfolde sig.

En Gjenlyd fra det fjærne Danmark skulde faa Livskilden i hans Bryst til at sprudle med fornyet Kraft. I Danmark som ogsaa i Sverige var der i disse Aar ført en levende og til sine Tider bitter Strid »om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skjønne Konster«. Denne Strid blev Aarsag til, at nogle af det skandinaviske Literaturselskabs Medlemmer, paa Foranledning af Jonas Collin, i 1821 udstedte en Indbydelse til Konstnerne med det Formaal at fremkalde Konstværker i nordisk Aand. Af de indsendte Tegninger tilkjendtes blandt andre Freund to Præmier, den ene for Skitsen til et Basrelief, Mimer og Balder, som adspørge Nornerne; den anden for to Tegninger til en siddende Odin.

Opmuntret herved kastede Freund sig med al Kraft paa Studiet af den nordiske Mythologi. Han skrev hjem derom til sine Venner, navnlig til den fomaaende Collin, som allerede i Slutningen af 1822 paa det varmeste anbefalede Slotsbygningscommissionen Freunds Ide, ”at udføre de vigtigste Momenter af Nordens Mythologi i en sammen­hængende Frise«. Slotsbygningscommissionen opgav, efter megen Overvejelse, det saakaldte Parolgemak som det mest passende Sted til en nordisk Frise. Efter de opgivne Maal indsaa Freund, at hans første Tanke ikke lod sig udføre, og han besluttede da at indskrænke sig til Ragnaroksmythen. I Løbet af de følgende Aar

 

178

udførte han. en Skitse til denne, hvorpaa han forsøgsvis anvendte Farver efter Oldtidens Forbillede. Den var færdig fra Konstnerens Haand 1826 og vandt meget Bifald paa en Udstilling i Bont. Da Freund ikke gjærne tegnede'selv, fik han den tyske Konstner Lijidau til efter Skitsen at gjøre en Tegning, som blev hjemsendt, og maa have vakt mere Opmærksomhed, end man fra først af havde ventet; thi Parolgemakket blev nu opgivet og en anden større Sal valgt (»Andet Marchalstaffel«).

I Slutningen af Aaret 1823 døde den gamle Billedhugger Nikolaj Dajon, og Prins Christian, der som Akademiets Præses omfettede dets Tarv med megen Deltagelse, skrev strax til Freund, at han nu maatte vende tilbage til Danmark »for at benytte Dajons skjønne Atelier og være Akademiet nyttig«. Prinsen ventede ham i Løbet af 1824. Freund blev imidlertid ufortrøden ved sine Arbejder i Rom, medens saavel Prinsen som Akademiet med priseligt Taal-mod biede paa ham fra Aar til Aar. Han vilde aabenbart have et Vserk færdigt, der kunde sikre hans Anseelse i Kjøbenhavn. Endelig tænkte han i 1828 for Alvor paa Hjemrejsen, der gik over Paris og Tyskland først til Berlin, hvor en stor Del af hans Slægt levede, og endelig til Kjøbenhavn, som han gjensaa i November Maaned.

Strås efter Hjemkomsten indgav Freund efter sædvanlig Skik sin. Ansøgning om at blive agreeret ved Konstakademiet, og fik derefter som Opgave til Medlemsstykke at skulle udføre en Thor i halv naturlig Størrelse. I Forsamlingen d. 27. Juli 1829 frem­stilledes denne Figur, som vandt Akademiets »særdeles Bifald«, saa at Freund enstemmig blev optaget til Medlem. Det er en kraft­fuld nøgen Skikkelse, som sidder i en stærkt fremadbøjet Stilling, støttende sine korslagte Arme paa Skaftet af den vældige Hammer. I October samme Aar valgtes ban til Professor ved Modelskolen.

Freund bavde allerede med stor Lyst givet sig til at modelere nogle Partier af Ragnaroksfrisen, de uddragende Valkyrier, i den virkelige Størrelse. Men han standsede atter dermed, da han fik Efterretning om, at der var bleven valgt en anden Sal, der var saa meget sterre, at Frisens to Langsider betydeligt maatte forlænges, for at svare til Rummet. Og paa samme Tid havde man nedsat det af Konstneren forlangte Honorar. Da han tillige saa, at hans Lucas under et intetsigende Paaskud var sat til Side, blev han greben af Mistillid til de Myndigbeder, han ved offentlige Arbejder skulde forhandle med, og tabte efterhaandeu Lysten til at fuldføre Frisen, Hans Livs betydningsfuldeste Værk blev saaledes henstaaende

 

179

ufuldendt i hans Værksted indtil hans Død. Først senere er det blevet udført efter Skitsen under Tilsyn af afdøde H. V. Bissen, af hvem ligeledes de nødvendige Tilsætninger til de to lange Sider ere componerede, og opsat paa sin Plads. Man har villet paastaa, at Fremstillingen ikke var nordisk nok. Men man glemmer let, at den hører til de første Forsøg i nordisk Retning. Og paa en Tid, da græsk Stil endnu var Plastikens eneste Stikord, fristedes man til at se den græske Oldtids Forbilleder overalt, hvor plastisk Stil­følelse traadte frem. For øvrigt kan Billedhuggeren hos ingen bedre end hos Grækerne lære, hvorledes en formløs religiøs-poetisk Fore­stilling plastisk kan udvikles til et idealt menneskeligt Billede. Det havde Freund, mere end nogen anden, Øje for, og faa Konstnere have hængt ved den græske Oldtid med større Kjærlighed end han. Derfor er han heller ikke nogen umiddelbar Efterligner af Thorvaldsen; han staar ham tvertimod forholdsvis fjærn. I Mod­sætning til Thorvaldsens stemningsfulde Følelse for Liniernes Gang, brede Foldekast, simple storslaaede Opfattelse af Gjenstaadens Hoved­træk, har Freund Lyst til at trænge dybere ind i sin Gjenstand, men udsætter sig saa for at tabe Overblikket. I sine senere Arbejder forstaar han dog at forbinde en ofte energisk Opfattelse af Naturen med en fremtrædende Følelse for ædel, plastisk Stil.

Den Ulyst, Freund følte til at fuldføre et Værk, hvis konstneriske Sammenhæng maatte forekomme ham ødelagt, naar nye Til­sætninger skulde indskydes, blev Skyld i, at han ikke kom til at udføre noget større Arbejde, efter at han var kommen tilbage til Danmark. Et af hans mærkeligste Værker, den siddende Odin, der fra Lidskjalvs Højsæde skuer ud over Verden, var allerede modeleret og støbt i Malm. i Rom. Nu lod han Lodberg ciselere det med en Omhu, der her i Landet brød Vej for en grundigere Behandling af Malmen og vakte en hidtil ukjendt Opmærksomhed for dens Anvendelse til Konstværker. Den tilhører Konstforeningen i Kjøbenhavn.

Da Springvandsfiguren i Rosenborg Have var i en meget brøstfældig Tilstand, blev en ny Figur bestilt hos Freund til at afstøbes i Malm. Han fastholdt det i den gamle Sandstensgruppe udtrykte Motiv, en Dreng, som rider paa en Svane og falder i Forbavselse over at se den udsende en brusende Vandstraale af sin oprakte Hale. Men han gjennemførte Motivet med en Aandfuldhed og Skjønhed, der gjør det lille Arbejde saare tiltrækkende. I et senere Værk, et lille Gravmæle, anbragte han et Malmrelief paa den

 

180

slebne Granits smukke Overflade, en Fremstillingsmaade, som senere er bleven benyttet af Bissen i større Maalestok.

Næst efter de Pligter, Freunds Lærergjerning ved Akademiet paalagde ham, bestod hans Virksomhed, i det sidste Tiaar af hans Liv, i nogle Buster, f. Ex. Bygmestren C, F. Hansens i Konstakademiets Forsamlingssal, men især i Udførelsen af en Mængde Gravmæler og Mindestene. Selv hvor Bestillingerne var meget ind­skrænkede, afviste han dem ikke, men greb Lejligheden til i det mindste at virke for en bedre Smag i den rent arenitektoniske An­ordning af en simpel Ligsten. Flere af Mindesmærkerne paa Jægers-pris høre med til denne Del af hans Virksomhed. To af hans smukkeste Arbejder i samme Retning, Mindestene over Professor Jens Møller og Biskop Münter Frue Kirke, ere let tilgjængelige for enhver, der interesserer sig for Freunds Konst. Blandt hans Arbejder, i Kjøbenhavn kunne ogsaa nævnes Mindesmærket over Rahbek og de svævende Engle under Loftet i Holmens Kirke.

Freund vedblev at have varm Følelse for Medailleurkonsten. Ved hans Hjemkomst var der ingen særlig dygtige Medailleurer i Danmark, og han formaaede derfor Akademiet til at udsætte Pris­opgaver for at vække Lyst hos yngre Talenter til at vælge denne Gren af Billedhuggerkonsten. Selv uddannede han i denne Retning v.or fortjente Medailleur, afdøde Christen Christensen, og den nuværende Medailleur ved Mønten, H. Conradsen. Hans talentfuldeste Lærling i Billedhuggerkonsten var den for faa Aar siden afdøde Kolberg.

Men han blev ikke ensidig staaende ved sit eget Fag alene. Baade Bygningskonst og Malerkonst iagttog han med megen Omhu i deres Virkninger, navnlig i forhold til Billedhuggerkonsten, og de Erfaringer, han indvandt, forblev ikke uden Indflydelse paa hans Omgivelser. Saaledes var det Freund, som gav den første Tanke til, at der ved Opførelsen af Thorvaldsens Museum blev taget saa alvorligt Hensyn til Belysningens rigtige Anvendelse. En anden Konstart, som Freund vakte til nyt Liv herhjemme, var Decorationsmaleriet, der siden Abildgaards Tid ganske var sygnet hen under en indskrænket og fantasiløs Opfattelse af en saa kaldet ren Smag. Han vakte Sansen for Anvendelsen af malerisk valgte Farver i Boligernes indre Udsmykning og viste, ved det Forbillede, han selv gav, paa hvor mangfoldig Maade konstnerisk Sans kan træde i det daglige Livs Tjeneste, og selv gjennem de mest underordnede Ting virke forskjønnende. Han lod sin Bolig ved Frederiksholms Kanal

 

181

rigt decorere i en pompejansk Stil, tillempet efter Værelsernes Brug, Og han Virkede derved til, at en Konstner som Hilker, hvem Decorationsmaleriet skylder saa meget, kom til at gjøre sine første Forsøg i denne Retning. Han skyede siden ikke nogen Udgift eller Møje, for at bringe Bohavet i sine Værelser i Overensstemmelse med Udsmykningen. Efter sin egen Anvisning lod han gjøre Meubler og alskens huslige Redskaber, sædvanligvis i et til den smukke Udførelse svarende kostbar Emne, Malm, fint Mahognitræ o. desl.

Konstnere og Konstvenner kunde ikke andet end føle sig grebne af den. virkningsfulde Helhed, som derved fremkom, Konstnere, som dengang var unge, optog og udførte Freunds Tanke at bringe smagfuldere Former ind i vore forskjellige Haandværk. Men især den næste Konstnerslægt er vandret videre ad den brudte Vej og have med Smag forstaaet at indføre saavel Renaissancens, som den nordiske Oldtids Former i vort Bohave. Af det Stød, Freund gav, er tildels hele den Rørelse paa Konsthaandværkets Omraade fremgaaet, der ved de sidste Verdensudstillinger har vakt Europas Op­mærksomhed for Danmarks Frembringelser i industriel Retning.

Freund nøjedes dog ikke med i sine Brugsgjenstande at omgive sig med en Stemning fra den Konstens Verden, hvori han havde sit Liv. Hans hele Lejlighed var opfyldt med en, for en Privat­mand, saare betydelig konstsamling. Allerede i Rom havde han med sine sparsomnie Midler forstaaet at grundlægge denne Samling, der voxede Aar for Aar. Fra Værkstedet til Stuen og Sengekamret færdedes saaledes hans Øje mellem Konst og konstnerisk smykkede Gjenstande. Venner, der delte hans Smag og tildels havde samme Livsopgave som han selv, deltog i livlige Samtaler om Konstens Krav og Maal, saa at, lige indtil den Luft, han indaandede, syntes alt omkring ham opfyldt af Konst og Tanken om Konst.

Med en Frænke, der allerede som Barn havde gjort Indtryk paa hans Hjærte, Amalie Elisabeth født v. Wurden, traadte han i disse Aar i Ægteskab og saa en Søn og en Datter fødes. Men den fredelige Lykke, der saaledes til alle Sider syntes at oprinde for ham efter Ungdomslivets Kampe, skulde ikke have lang Varighed. I Forsomren 1840 kastedes han paa et langtvarigt og smærteligt Sygeleje, der bortrev ham den 30. Juni i hans 54. Aar. (Folkekai, f. Danm. 1875, S. 7—28. Biogr. ved Ph, "Weilbach. Thiele Thorv. II, 92 o. n. St. Skild. 1815, Sp. 444; 1816, Sp. 456—57; 1818, Sp. 441; 1823, Sp. 561; 1829, Sp. 949. H. Hansen, Betragtn., S. 202—3. Ragnarok, tegn. af Olrik, med Forkl. af N. Høyen. Kbh. 1857.

 

182

Ph. Weilbach, Eckersb. Levn., S. 65 flg. Akad. Breve. Priv. Medd. Udst. Gat.)

 

Friborg. Jørgen Friborg nævner sig selv i sin Gravskrift i Slangerup Kirke som »Bygningsmester<!: eller Bygmester ved Frederiksborg Slot og ved Slangerap Kirke; tillige viser han sig som [middelmaadig] Billedhugger ved et af ham selv udhugget Crucifix i Sten ovenover den nævnte Gravskrift, som bestaar af tolv danske Verslinier. Han synes at have været en af de mange paa Grænsen mellem Konst og Haandværk staaende Mestre, der arbejdede med ved Frederikeborg Slots Opførelse. (Dske. Vitruvius n, S. 5—6. Anm. Sandv., S. 44. Wenwich, S. 46. Skild. 1829, Sp. 884. Bas-bech, Frederiksborg Slots Beskriv., S. 51. Hist. Tidsskr. IV, S. 588.)

 

Friedlænder. Julius Friedlænder, Genremaler, født i Kjøbenhavn den 29. Januar 1810, var Søn af Mægler Marcus Friedlænder og Rebecca født Heymann. Han begyndte efter endt Skolegang (1824) at søge Konstakademiet, hvis tvende Sølvmedailler han vandt 1828 og 1829. Det sidste Aar fik han tillige Pengepræmie for Maleri efter den levende Model, men concurrerede til lille Guld-medaille uden at opnaa den. Samtidig med Undervisningen paa Akademiet malede han i J. L. Lunds Atelier, men da han efter sin Faders Død ikke havde Raad til at lægge sig efter Historiemaleriet, kastede han sig allerede fra 1833 ivrig over Genremaleriet, idet han, foruden mindre Livsbilleder, kun malede en Del Portræter. De Emner, han helst valgte sig, havde ikke sjælden en alvorlig Retning, som »En Læge ved Sygesengen«, eller de søgte at vise den sørgelige Vrangside af en tilsyneladende lykkelig Tilværelse, som »En Line­dansertrup før Forestillingens Begyndelse« med det grædende Barn, der skal tvinges til at danse og være glad for Publicum. Allerede 1837 søgte han, med en varm Anbefaling fra Akademiet, Rejseunderstøttelse af Fonden ad uws publicos, men opnaaede dog først 1842 at faa den saa kaldte »akademiske Rejseunderstøttelse«. Han var først i Paris og senere (1843—44) i Italien. Efter Hjemkomsten malede han nogle Billeder efter sine italienske Studier, indtil den første slesvigske Krig førte ham ind paa at tage sine Emner fra Matros- og Soldaterlivet, uden at han dog indlod sig paa at male Slagbilleder. Senere vendte han tilbage til sine første Emner; men uagtet han vedblev at behandle sine Billeder med Flid og Kjærlighed, lykkedes det ham ikke at hæve sig saa meget over sine tidligere Værker, at han kunde drage den almindelige Opmærksomhed til sig.

Friedlænder var ikke gift og døde d. 18. September 1861.    Af

 

183

hns større Arbejder ere »Polske Flygtninger«, der hjemsendtes fra Paris (1843) i Pastor Vilhelm Nielsens Eje, medens et Billede fra Bom »Legende Skolebørn paa Capri« (1845), samt hans sidste Arbejde »Afklædningsscene i en Børnestue« ejes af Papirhandler Friedlænders Enke, Den kgl. Malerisamling ejer otte Billeder af ham, hvoraf »En Linedansertrups, gjengivet i »Billeder af danske Malere« og »Den spanske Trappe i Rom« ere de vigtigste. (Konstn. egne Medd. Akad. Thieles Konstnerstat. Udst. Gat. Private Oplysn.)

 

Friedrich: Johan Georg Friedrich, tysk Kobberstikker, født 1742 i Nürnberg, blev indkaldt til Danmark af Naturgranskeren O. F. Müller, for at stikke naturhistoriske Gjenstaade til hans Værker. Foruden   disse   og  lignende  Stik  nævnes   nogle   danske  Portræter (Anders Bille,  Chr, Bastholm), et Stik efter Correggio, nogle Stik «fter Genrebilleder af Pauelsen,, »Magnus  Stenbok,  som overgiver sag”   og et Par udenlandske Portræter.    Han bosatte sig i Kjøben-havn og døde der d. 13. November 1809.    (Weinw., S. 229.   Sandv., S. 45.    Adresseav. 1809,   nt. 438.     Bertouchs Auctionscat.   1816 S. 63-, 64.   Skild. 1830, Sp. 501 og 881.   Strunk.)

 

Friederichsen se Frederiksen.

 

Friis. Frederik Ferdinand Friis, Søn af nedennævnte P. Friis, var født i Kjøbenhavn d. 16. December 1793, blev Elev af Borgerdydskolen, Student 1812 med anden Karakter og tog Aaret efter anden Examen. Derefter begyndte han at besøge Konstakademiet for at uddanne sig til Bygmester og arbejdede samtidig paa P. Mallings Tegnestue. Han fik 1815 den lille Sølvmedaille, 1817 den store, 1821 efter et Par forgjæves Forsøg den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et Landcadetakademi«, og 1825, ligeledes efter én mislykket Concours, den store Guldmedaille for »En Told­bod«, samtidig med at han var Mallings Conducteur ved Opførelsen af Sorø Akademi. Endnu samme Åar fik han et meget rosende Vidnesbyrd fra Akademiet, ikke alene for »Flid og Duelighed«, men ogsaa for at være »en talentfuld Konstner«, idet han nemlig vilde søge Embedet som Bygningsinspecteur i Slesvig. Det fik han ikke, og nu tog han den befalede Examen for at søge Rejse­stipendiet, hvilket ogsaa blev tilstaaet ham af Akademiet fra den 1.  Januar 1827, saaledes at Fonden od usus publicos udredede det forskudsvis i tre Aar med 800 Rdl. (1600 Kroner) aarlig.

Efter at hans Virksomhed paa Sorø, hvor han tillige holdt Forelæsninger, var endt, tiltraadte han sin Udenlandsrejse 12. Juli

 

184

1827, opholdt sig Vintren over i München og kom over Wien og Florens til Rom d. 13. Juni 1828. Han fik efterhaanden l Vi Aars Forlængelse i sit Stipendium og blev derved i Stand til at forblive i Udlandet til Januar 1832, da Han efter Hjemkomsten enstemmig blev agreeret. Til Medlemsarbejde fik han Opgaven »Et Museum« og blev paa dette Medlem af Akademiet d. 28. Marts 1833. Alle­rede d. 16. Juni 1831, medens han endnu var udenlands, havde han faaet Ansættelse som kgl. Bygningsinspecteur for Sjælland. Den 28. Juni 1845 blev han Ridder af Danebrog og senere fik han Titel af Professor. Ved det ledige Professorat i Architekturan (1835) blev Koch ham foretrukken.

Friis gjorde Indtryk af en mere opvakt Natur, end han egentlig synes at have været. Hans Hovedværk, Fængselsbygningen ved Horsens, har sin største Fortjeneste i Anordningen, ligesom han i det hele som Bygningsinspecteur, nærmest virkede i almindelig praktisk Retning. Han forblev ugift, men levede ikke desto mindre et hjærteligt Familieliv med sine Søskende, opdrog en Brodersøn som sin egen, og har efterladt et Minde i sin Slægt, der vidner om Aandens og Hjærtets Gaver. Han døde d. 18. Marts 1865. Hans Portræt er i Ungdomsalderen malet af F. Flachner, (Private Medd. Akad. Udflt. dat. Skild. 1816 Sp. 489, Kbh. Post 1833 Nr. 195.)

 

Friis. Hans Gabriel Friis, Søn af Landmand Frederik Friis til Skovgaard ved Hobro og Christiane født Lautrup, er født d. 7. September 1839. Efter at have været i Malerlære hos Maler­mester Hansen i Kjøbenhavn fra 1856 og samtidig besøgt Konstakademiets Aftenskoler, blev han 1860 Malersvend; men da han ikke kunde taale denne Virksomhed paa Grund af sin svage Hel­bred, forsøgte han først som Fotograf, senere som Decorationsmaler i Roskilde. Kirke at finde Erhverv og Tid til at uddanne  sig videre til Konstner. Under F. C. Lunds og A. Kittendorffs Vejledning arbejdede han flittigt, og da Landskabsmaleriet især tiltrak ham, studerede han tillige ivrigt efter Naturen og paavirkedes senere af P. C. Skovgaard, især medens han 1866 boede en Vinter i hans Hus. Imidlertid var han paa Akademiet naaet til at blive Elev af Modelskolen og vedblev at tegne der et Aarstid endnu, navnlig under Vermehren. Friis har siden 1863 udstillet Landskaber, dels fra Jyllands Heder, dels fra sjællandske Skovegne og tildraget sig stedse stigende Opmærksomhed. I 1871—72 var han udenlands med Akademiets Rejsestipendium. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Friis.    Peder Friis, Søn af en Underofficer ved Holmen, var

 

185

født d. 13, December 1763 i Nyboder. Efter at have gjennemgaaet Konstakademiets Skoler fik han 1782 baade den lille og den store Sølvmedaille i Architekturen, i 1785 den mindre Guldmedaille og i 1789 den store for Opgaven »En Veterinairskole«, Samtidig havde han arbejdet hos Professor Magens. Efter at have faaet Guldmedailleu søgte han om Akademiets Vidnesbyrd for at blive Conducteur hos Holmens Bygmester, og s. A. ægtede han Henriette Johanne født West. Uagtet Akademiet fremhævede ham i en Fore­stilling til Kongen »som et udmærket Talent«, lykkedes det ham ikke at opnaa Stipendium, hvortil han dog som første Guld-medaillist havde haft Ret, og da (1792) Informator tjenesten i Bygningsskolen ved Lillies Afgang blev ledig, søgte og fik han denne, og virkede nu i denne Stilling til 1799, da han foretrak at blive Inspecteur ved Sejldugsfabriken i Nyboder, hvortil han paa en kort Rejse i Holland s. A. havde søgt at forberede sig.

Friis blev tillige »Fontainemester« i Kjøbenhavn og indsendte, medens han var i denne stillling et Project til Christiansborg Slots Gjenopførelse (1804), dels for at komme til at bygge det efter denne Plan, dels for paa det at blive agreeret ved Akademiet. Der krævedes imidlertid en Bygning »af egen Opfindelse«, og Friis ind sendte nu »En Børs«, men den fik ikke Akademiets Stemmer for sig (5 mod .8). Han. levede siden rolig i sine andre borgerlige Stil­linger, blev ved sin Afskedigelse som Fontainemester udnævnt til Overkrigscommissair og senere ved Prinsesse Carolines Formæling

(1829) til Justitsraad. Friis skattedes meget af sin Samtid som en kundskabsrig, sandhedskjærlig- og nidkjær Mand; han levede i Om­gang med mange af Datidens ypperste Mænd, som F. C. Sibbern, der forfattede en Gravskrift over ham, o. m. a. Det eneste originale Bygningsværk, der nævnes af ham,' er æresstøtten over  dem, der faldt paa skibet-»Prins Christian« (d. 22. Marts 1808 oprejst paa Odden Sjællands Odde). Friis døde d. 13. October 1831 i Kjøbenhavn F. F. Friis var hans Søn. (Private Medd. Akad. Statskal. :1792-99.)

 

Frisch. John Didrik Frisch, Søn af Proprietair Frisch, var født paa Gaarden Charlottedal ved Slagelse d. 4. Maj 1835, nød Undervisning paa Akademiet i Sorø, hvor Harder, som lagde Mærke til hans Talent for Tegning, opmuntrede ham til at uddanne sig til Konstner, senere paavirkedes han af Vermehren, der kom i hans

Hjem, og uden Tvivl har vakt og næret den dybe Kjærlighed til Naturen, som var et Særkjende ved hans Konst. Efter at han

 

186

havde besøgt Kunstakademiets Skoler i Kjøbenhavn, begyndte han at udstille 1857  som Figurmaler, men følte  sig efterhaanden mere tiltalt af Dyrelivets og Naturens Stemninger og malte i sine senere Aar helst Emner fra Dyrehaven  eller andre sjællandske Egne med Vildt, Heste eller andre Dyr i fri Tilstand.    Den Sans for at lade Dyrene og Landskabet ligesom smelte sammen i den Stemning, han vilde gjengive,   kom   ogsaa  igjen,   naar  han  ikke   sjælden  malede menneskelige   Figurer   som Staffage i et Landskab.    Saaledes var navnlig »To gamle Naboer faa sig en Aftensladder« en smuk Prøve paa hans Evne til at  udtrykke   en  levende Samstemning  mellem Naturen  og Menneskelivet.    En kjæk,  fri Behandling,  en levende saftig Farve,  et vist fyldigt Maadehold i Lunet gjorde dette lille Billedet   meget   tiltrækkende.     Ved   det   følgende   Aars   Udstilling havde   en  Række  Landskabs-  og Dyrebilleder ved  Siden   af store Fortrin, en noget gulladen Tone,  som ikke  var behagelig,  og som tydede paa en Fristelse for Konstneren til at blive conventionel i Behandlingen. Denne Afvej frelste Naturen ham for paa en sørgelig Maade.    Samme Aar (1867) fik han Akademiets Rejseunderstøttelse og drog i Eftersommeren til Italien. Men efter et kort Ophold i Florens i September Maaned blev han angreben af Cholera, der gik over   til   Tyfus   og   bortrev   den   unge   lovende   Konstner   efter   to Maaneders Sygdom, d. 23. November 1867.    Det følgende Aar viste et enkelt  inden Afrejsen  malet Billede,   ved det paahængte Sørge­flor, at en af Konstens Sønner havde forladt sin Gjerning for stedse. (Private Medd.   Udst. Gat.  111. Tid. 13. Maj 1866.  Fdl. 15. Maj 1867.)

 

Fristrup.    Nilaus Fristrup, Søn af Banevogter H. Fristrup og  født 1837   i  Kjøbenhavn,   kom  i  Malerlære  hos   Malermester Weber og besøgt« samtidig 1852—63 Konstakademiet, af hvis Model­skole han 1859 blev Elev.    Han har siden 1857 udstillet dels som Decorationsmaler,  dels  som Dyrmaler.     Til det  nye kgl. Theaters Tilskuersalon har han  i Forening med Billedhugger Prior,  udført en Del af Decorationen i ophøjet Arbejde.    I 1876  var  han  udenslands.    (Akad.   Udst, Gat.)

 

Fritz. Andreas Fritz, Søn af Sognepræst Niels Fritz og Karen Kirstine født Færch, er født d. 2. November 1828 i Mou Præstegaard ved Aalborg, besøgte Realskolen i Aarhus, hvor han under Adjunct Høegh Guldborg lagde sig efter Tegning. Da han vilde være Maler, kom han i 1845 til Kjøbenhavn for at besøge Konstakademiet, og naaede i Marts 1848 til at blive Elev af Model­skolen. Ved Krigens Udbrud meldte han sig som Officersaspirant i

 

187

Artilleriets Heserve,   deltog i hele Felttoget og  vedblev at  gjøre Omcerstjeneste nogle Aar efter Krigen.    Han vendte dog tilbage til Kunstakademiet, vandt 1854 og 1855 den lille og den store Sølvmedaille og udstillede i 1856 »En jydsk Høstpige«. Han modtog Vej-

> ledning i Malerkonsten en kort Tid af Købke, senere af Gertner og Marstrand, og bavde paa en mindre Udenlandsrejse i 1855 tillige Lejlighed til at se nogle af Udlandets store Kunstsamlinger og Verdens­udstillingen i Paris. Senere har han levet i Aarhus, hvor han malede Landskabsstudier, men ernærede sig i Førstningen som Portrætmaler, senere som Fotograf. I 1863 ægtede han Sara født Bech, og naaede snart saa vidt, at han kunde overlade Fotograferingen til en anden, medens han selv, — samtidig med at han ledede Udførelsen af en stor Bække Landskabsfotografer fra Jyllands skjønneste Egne, — paany begyndte at hellige sig Konsten for Alvor. Siden 1870 har han udstillet forskjellige jydske Landskabspartier, der strax gav ham et hædret Navn blandt vore yngre Landskabsmalere. I 1871 fik han en lille Rejseunderstøttelse af Akademiet. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Fritz, Johan Frederik Fritz, ældste Søn af Lerovne-fabrikant fra Bayern Nicolaus Fritz, er født i Wandsbeck d. 31. Juli 1798. Efter sin Confirmation lærte han Malerkonsten først i Ham­borg, senere i München, hvor han studerede ved Kunstakademiet og vandt en Medaille; men omtrent i 1823 vendte han tilbage til sit Fædreland, tog til Kjøbenhavn for at besøge Akademiet der, fik, som det synes, strax Adgang til Gibsskolen, blev 1824 Elev af Model­skolen og vandt 1825 den lille Sølvmedaille. I Aarene 1824—26 udstillede han nogle Figurbilleder, deriblandt det Billede, han solgte til den kgl. Malerisamling, forestillende »Østerlandske Kjøbmænd i et Kaffehus i Wien«, hvilket rimeligvis er malet under hans første Ophold i Udlandet. Det er maaske det samme Billedej som han i Marts 1824 tilbød Slotsbygningscommissionen, der æskede Akademiets Erklæring. Dette fandt ikke »et første Forsøg af en ung Maler, som hverken fra Compositionens eller Udførelsens Side kunde anbefales,« værdigt til Slottet; men derfor kan, det gjærne være kjøbt af Kongen.

Hans Faders Sygdom nødte ham til at vende tilbage til Holsten, men snart efter tog han til Flensborg, hvor han nedsatte sig som Portrætmaler og Tegnelærer, og grundede der (omtr. 1827) i For­ening med Skriftlithografen H. P. Behrens det første Stentrykkeri i Hertugdømmerne, hvortil rimeligvis det kgl. Stentrykkeri i Kjøben

 

188

havn (oprettet 1820) har været Forbillede, og da, han var en meget loyal Mand, giftede han sig paa Prins Frederiks (Frederik VII) Bryllupsdag med Prinsesse Vilhelmine, d. 1. November 1828, med en Datter af Dr. Nauendahl i Krempe, Johanne Cecilie Mariane født Nauendahl. Efter nogle Aars Forløb skiltes Fritz fra sin For-retningsfælle, og han drev Konststentrykkeriet alene indtil den ferste slesvigske Krig. Da tog han til Rendsborg og senere til Altona, hvor han døde d. 1. Marts 1870.

Han var en meget flittig Konstner, ikke alene som Portræt, Landskabs- og Grenremaler, men ogsaa som Lithograf, idet de vigtigste Blade fra hans Trykkeri ere tegnede paa Stenen af ham selv. Et af hans første Arbejder var Lithograferingen af Bøhndels Tegninger efter Brüggemanns Altertavle. Endvidere kan nævnes »Frederik VI paa lit de parade«, »Christian VIII med Familie i Sorgenfri Have«, Optrin fra den slesvigske Krig o. fl. Hans største og mærkeligste Blad er Børsen i Hamborg med flere Hundrede Figurer, hvoraf henved 80 ere Portræter (omtr. 1860). Billeder som »Das Turnfest i Rendsburg«, »Den slesvigholstenske Folkeforsamling i Kendsborg 1864« tyder paa, at han i al Fald ikke lod Politiken have Indflydelse paa sine Konstfrembringelser. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Frizsch. Claudius Ditlev Fritzsch, Blomstermaler, født i Kiel 1765 (1763?), besøgte Kunstakademiet fra 1786 og vandt 1790 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig tidligt efter Grouache- og Vandfarvemaleri, men gik snart over til ogsaa at dyrke Oliemaleriet. I 1795 udtaler han sin Lyst til at komme udenlands, uden at kunne opnaa denne Lykke, men inden Maj 1797 maa han dog have været i det mindste en mindre Rejse i Udlandet, thi d. 1. Maj s. A. blev han agreeret paa to Blomsterstykker i Grouache. Hans Anseelse voxede nu hurtigt og i 1804 kalder en Indsender i »Nyeste Skilderie ham »den eneste og bedste i sit Slags« og tager Ordet fer at faa ham ansat som »botanisk Maler«. Først 1806 fremstillede han sit Medlemsstykke, et stort Oliemaleri, for Akademiets Forsamling ag blev derpaa enstemmig udvalgt til Medlem d. 21. October s. A. For øvrigt hengled hans Liv uden fremtrædende Begivenheder, han fik 1817 Bolig paa Charlottenborg og her levede han ugift, i venskabelig Omgang med den tyske Kreds blandt Konstnerne og andre. Han døde d. 27. November 1841 efter faa Dages Sygdom. Hvis Angivelsen 78 Aar gammel er rigtig, maa han være født 1763 og ikke 1765. Hans Malerier, hvoraf kun faa ere almindelig tilgjængelige, — den kgl. Malerisamling ejer to, Akademiet ét Billede af ham, — maa

 

189

for den Tid sættes meget højt, dog udmærke de sig mere ved Grundighed og en næsten botanisk Troskab, end ved fri malerisk Virkning, Men der er Sans for Farveskjønhed og en virkningsfuld Anordning og stor Flid i Udførelsen. (Weinw., S. 201, do. Lex. Thiele Thorr. I, S. 27, 45. Skild. 1804, Sp. 1201; 1806, Sp. 57. Fdl. 1841, 10. Bec. Akad. TJdst. Oat.)

 

From. Henrik Christian From, født d. 6. September 1811 i Kjøbenhavn, er Søn af Almtieskolelærer Søren Henriksen From og Ellen Kirstine Marie født Erikstrup. Han kom efter sin Con-firmation i Snedkerlære, blev Svend ved Nytaar 1831 og besøgte derpaa Elémentarskolen og den første Bygningsskole paa Konst-akademiet; da han imidlertid fik Lyst til at være Maler, gik han over til Frihaandstegneskolen og kom i 1837 i Gibsskolen. Samme Aar fik han en Pengepræmie som Landskabsmaler. I 1843 deltog han i Decorationen af Thorvaldsens Museum, hvor han har malet en Del af Decorationen i Gaarden og Graven. Tillige har han af og til virket som Bygmester, navnlig i Slesvig, og er nu, ved Siden af sin Virksomhed som Maler, Tegnelærer ved vestre Betalings­skole i Kjøbenhavn. Han har udstillet en Del Landskaber i Aarene 1836—54 og den kgl. Malerisamling ejer sex Billeder fra denne hans Ungdomstid. (Konstn. egne Medd. Akad. ITdst. Gat.)

 

Fraenckel. Liepmann Fraenckel var Søn af jødiske For­ældre og var født i Parchum i Meklenburg-Schwerin d. 26. April 1772. Faderen, som var Handelsmand og sad i smaa Kaar, ønskede, at Sønnen ogsaa skulde gaa til Handelen, og satte ham i Lære i Hamborg, hvorfra han omtrent 1792 kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig videre i denne Retning hos en Onkel. Hans Lyst til Tegning havde dog fra Ungdommen ytret sig; en rig tysk Godsejer havde endog tilbudt at lade ham uddanne ved en Tegneskole i Schwerin, men det strandede paa, at Skolen ikke vilde modtage ham, fordi han var Jøde. I Kjøbenhavn fik han endelig Lov til at forlade Handelen for stedse, og blev sat i Lære hos en Graveur, hvor han snart vandt en betydelig Færdighed i Signetstikning. Efter at have besøgt Konstakademiets Skoler, dog uden at vinde dets. Medailler, lagde han sig efter Portrætmaleriet, især i Pastel og Miniatur under Camradts Vejledning. Han vandt snart et Navn i dette Fag og fik saa mange Bestillinger fra Sverige, at han tilbragte ti Aar navnlig i det sydlige Sverige med at male Miniaturportræter, hvorved han tjente en betydelig Formue. Efter at være vendt tilbage til Kjøbenhavn gjorde han sin Lykke ved et heldigt Portræt af

 

190

Frederik VI's Dronning, og vandt i det hele Navn »som en duelig og heldig Miniaturmaler«, hvilket Akademiet efter hans Ønske bevidnede i 1819. Han blev Hofminiaturnialer saavel hos Frederik VI som hos Christian VIII, men da hans opsparede Formue var gaaet tabt ved Statsbankerotten, og Miniaturmaleriet mere og mere maatte vige Pladsen for Oliemaleriet, oprettede han i 1826 en Tapetfabrik, som han i 1847 overdrog til sine Sønner og som endnu bestaari fuld Kraft. Dog vedblevhan at male med usvækket Øje og Haand til sin høje Alderdom. Han udstillede 1818—35, sidste Gang som Tapetfabrikant og døde d. 26. Marts 1857; han roses for sin aabne, redelige og velvillige Karakter. (Medd. af Konstn, Søn. Weinw. Lex. Udst. Cat. Akad.)

 

Frølich. Lorens Frølich er Søn af Grosserer J. J. Frølich og Vilhelmrne Pauline født Tutein og er født i Kjøbenhavn den 25. October 1820. Hans Sans for Konsten vaktes tidlig af hans Faders Morbroder J. C. Spengler, som var Inspecteur ved den kgl.' Malerisarøling og jævnligt tog ham med i Samlingen. Han havde fra Barn af Lyst til at tegne, og den hos Familien levende For-kjærlighed for forskjellige Dyr bragte ham til uvilkaarlig fra først af at iagttage Dyrenes Liv med særlig Opmærksomhed. Efter at bave tegnet hos Børbye fra Dreng af og lært at modelere hos H. V. Bissen (1835), hørte han nogle af Akademiets Forelæsninger, uden dog at besøge dets Skoler, og tegnede privat hos Hetsch. og Eckersberg. En af de unge Koiistnere, han sluttede sig nærmest til, var Th. Lundbye; de tegnede i Fællesskab, og da Frølich ved Rumohrs Paavirkning fik Lyst til at tegne med Pen, vendte han ogsaa Lundbyes Opmærksomhed i denne Retning. Allerede 1838 til 1840 begyndte Frølich at udstille, dels Dyrstykker, de Com-positioner af Nordens Oldhistorie, der allerede dengang fængslede ham meget. Dog tegnede han meget mere, end han malede, og denne Tilbøjelighed har fulgt ham hele hans Liv. Et Vinterstykke blev solgt til Konstforeningen; med et Dyrstykke, »Hjorte i Dyrehaven«, concurrerede han til den Neuhausenske Præmie, uden dog at opnaa den.

I Efteraaret 1840 rejste han til Tyskland, først til München, hvis blomstrende Konstskole drog Nordens Ungdom til sig, derpaa til Tyrol og endelig til Dresden, hvor han i 1842 malede hos .Bendemann. Fra Dresden hjemsendte han Kaderiugerne til »De to Kirketaarne«, der ere udgivne af Konstforeningen i Kjøbenhavn. Efter et Besøg i Hjemmet (1845) vendte han tilbage til Dresden og

 

191

tog Aaret efter til Rom, hvor han forblev i fem Aar. Et derfra hjemsendt Billede »En Skovguds Familie«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Endnu i 1851 var Frølich i Rom og sendte Billeder ijem til Udstillingen, men gik da til Paris for at male hos Couture. I 1854 var han et Besøg i Hjemmet, men ban vendte tilbage til Paris Aaret efter, da han der ægtede en svensk Dame, Caroline Inde Betou, og fra nu af maa han, fraregnet et længere Ophold i Flensborg 1856—57, regnes for bosat i Paris indtil hans Kones Død (1873). I de senere Aar har han atter taget Bolig i Hjemmet. I Flensborg malede han to store Billeder »Valdemar II indstifter den jydske Lov« og »Frederik IV modtager Slesvigernes Hylding« for Regeringens Regning i Overappellationsrettens Sal, hvilke rnaa regnes for hans Hovedbilleder i det historiske Fag. Aaret efter (1858) udførte han de to store Cartoner til Børssalen i Kjøbenhavn  ”Klogskaben” og ”Modet”.

Den Virksomhed, hvormed Frølich har vundet størst Navn, ikke alene i Danmark, men over hele Europa, er som Tegner eller Illustrator. Kort efter Krigen 1848—50 tegnede ban Illustrationer til Fabricius' »Danmarks Historie«. Senere har han dels tegnet til Træsnit, dels selv raderet en Mængde Compositioner til Apelejus' Amorog Pzyke, til Fadervor,- Andersens Æventyr,til Dronning Dagmars Vise, til Gjøgleriet i Utgaard efter Oehlenschlæger, hvoraf flere ere udgivne af Konstforeningen i Kjøbenhavn. Under Udgivelse er en Række store Raderinger til »Nordens Guder«, hvortil Konstneren faar Understøttelse af de Hjelmstjerne-Rosen-croneske Legater. Videst førtes hans Navn dog af hans Børnebøger, som ere udkomne paa Dansk, Fransk og Engelsk, og blev gjentagne i flere hurtigt paa hverandre følgende Oplag. Frølich, som i 1857 blev Ridder af Dannebrogen, er d. 5. Marts 1877 bleven Medlem af Konstakademiet i Kjøbenbavn. (111. Tid. 1865 Nr. 324. Delaunay: Les artistes seand. 1. Lev. S. 21 flg. Konstn. egne Medd. Private Opg. Akad. Udst. Gat.)

 

Fuchs. Georg Mathias Fuchs, født 1719(?), kaldtes Historie­skildrer, da han 1755 fik »Fjerdingaarspræmien«, d. v. s. lille Sølv-medaille for Tegning efter deri levende Model, og concurrerede Aaret efter til Guldmedaille uden at opnaa den. Han var tillige Miniatur-maler, blev 1768 Tegnelærer hos Landcadetterne, og som det synes senere ogsaa hos Søcadetterne. I Aaret 1780 søgte han om Titel af Professor, hvilket Akademiet erklærede for krænkende mod dets egne Professorer, da han kun var Informator. Han var gift med

 

192

Birgitte født Berg og døde i Kjøbenhavn d. 5. April 1797 i en Alder af 78 Aar. Kobberstiksamlingen ejer en Del Tegninger af ham og den kgl. Malerisamling et Stykke, som forestiller »Arveprins Frederik bekranses ,af Konstens Genius«. I den Müllerske Kobberstiksamling paa det store kgl. Bibliothek findes 13 Kobberstik af ham. (Weinw. Lex. Akad. Statskal. 1768. Bruun, Rostgaard, S. 506. Skild. 1830, Sp. 502 og 881. Adresseav. 1797 Nr. 84.)

 

Fuchs. Gottfried Fuchs, som levede i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede, nævnes som inventor paa to Kobbere til Ligtalen over Christian Gyldenløve (paa Tysk), stukne af A. Reinhardt (1706—7). Et tredje Stykke af ham forestiller Grev Conrad Reventlow, omgivet af sine Anevaaben. Wiedewelt kalder ham Brand-major. (Skild. 1830, Sp. 881, jfr. Hjelmstjernes Catalog, S. 468, 469 og 501. Wiedewelts'Pap. i Univ. Bibi.)

 

Fuchs. Johan Georg Fuchs maa være den Maler Georg Fuchs fra Wien, om hvem Weinwich ved, at han er født 1723, arbejdede 6 Aar i Italien, hvor han studerede efter Antikerne og efter Maleren Amiconi, og som efter den Tid »udøvede sin Konst over tredive Aar her i Landet«. For øvrigt ved han kun, at han »endnu levede 1783«. Men i Juni Maaned 1807 forespørger Cancelliet paa Udenrigsministeriets Vegne om en »Hofmaler« J. G. Fuchs, som da nylig var død i Regensburg. Der tilføjes, at Maler­lavet ikke kjender ham, at det ikke kan være G. M. Fuchs, som for længst var død (1797), og Akademiet svarer, at det heller ikke kjender ham. Var denne Konstner dansk Undersaat, siden hans Dødsfald meldes til Danmark? (Weinw., S. 166, og Lex. Akad.)

 

Funch. Herman Frederik Funch, Søn af Oberstlieutenant Funch og født 1841 i Rendsborg, begyndte 1866 at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Billedhugger og var 1872 naaet til Modelskolens Forberedelsesklasse. Han har udstillet 1869—71 nogle Portrætbuster, i 1873 og 74 et Par Dyrefigurer. (Akad. Udst. Cat.)

 

Fussing. Hans Nielsen Fussing, født 1838 i Horsens, Søn af Murermester A. Fussing der, blev Mursvend, uddannede sig ved Konstakademiet, hvor han 1864 vandt den mindre Sølvmedaille som Architékt, og har i 1876 opført den botaniske Museumsbygning i den nye botaniske Have. (Akad. Udst. Cat.)                 

 

Füssel. Carl Christian August Füssel, Søn af Stadsmusicant C. G. Füssel og M. M. født Schwartzlose, var født den 4. Maj 1811. Han blev Elev af Konstakademiet og vandt 1834 dets

 

193

mindre Sølvmedaille. Han udstillede en Copi 1831 og 1837—38 et Par Genrebilleder vistnok af tvivlsomt Værd. Imidlertid fik han en Indbydelse til Grev Beckfries i Skaane for at male Portræter, restaurere Malerier og male en Altertavle. Opholdet der varede en 3—4 Aar, og han var just vendt tilbage til Danmark, da den første slesvigske Krig brød ud. Han gik med som Frivillig, blev Corporal og d. 1. September 1848 Secondlieutenant i Reserven. I Krigen det følgende Aar blev han haardt saaret ved Kolding d. 23. April og døde d. 1. Maj 1849 paa Lazarethet i Middelfart. (Selmer Nekr. Saml. II, 220. Udst. Cat. Akad.)

 

Førster. Johan L(udvig) Vilhelm Førster, fik i Aaret 1794 baade den lille og den. store Selvmedaille i Konstakademiete .Modelskole i Kjøbenhavn, udstillede 1795 to Copier efter Dietrich og efter Pauelsen, og fik endelig 12. Marts 1796 en Attest, der ender saaledes: »Man kan i øvrigt tilføje, at bemeldte Førster har afgivet saadanne Prøver paa Anlæg for Konsten, at han unægtelig vil kunne bringe det vidt som Maler, naaf han fremdeles som hidtil vil blive ved med at dyrke sit Genie«, Om denne, som det synes meget lovende Konstner, vides ellers intet. (Akad.)

 

194

Galster. Henrik Ludvig Galster, Søn af Agent Johan Georg Galster og Elisabeth Charlotte Morine født Castonier, er født i Nørre Sundby ved Aalborg d. 22. Januar 1826. Faderen havde bestemt ham til Handelen, men da han stedse havde mere Lyst til Tegning, fik han endelig i sit 21. Aar Lov til at komme til Kjøben-havn for at lære Miniaturmaleriet hos Hofrainiaturmaler Joh. Møller, der var en Ven af Konstnerens Fader. Med ham fulgte han 1848 til Stokholm, besøgte derpaa en kort Tid Konstakademiet i Kjøben-havn og arbejdede senere under den samme Lærers Vejledning i .London (1854). Han har fra 1850—59 udstillet en stor Del Miniatur-portræter, og selv efter at han havde oprettet et fotografisk Atelier, er han vedblevet at male. Et af hans seneste Arbejder er Enke­dronning Caroline Amalies Fortræt til Storfyrstinden af Rusland.  (Konstn. egne Medd-. Udst. Gat.)

 

Gamborg. Knud Frederik Gamborg, Søn af daværende residerende Kapellan F. V. Gamborg, er født d. 30. Juni 1828 i Tikjøb. Efter at have været i Vinhandlerlære blev han Svend, deltog som Værnepligtig i det sidste Krigsaar 1850, nedsatte sig derpaa som Vinhandler, men opgav efter nogle Aars Forløb Forret­ningen for ganske at leve for Konsten. Allerede i 1848 besøgte han en Vinter Konstakademiet og var saa øvet Tegner, at han strax fik Plads i 1. Frihaandstegneskole. Men Faderens Død medførte i Forening med andre Forhold, at han dengang maatte vende tilbage til sin tidligere Levevej. Nu derimod i 1857 begyndte han for Alvor sin konstneriske Uddannelse ved Akademiet, blev Elev af

 

195

Modelskolen i 1859 og vandt den lille Sølvmedaille i 1861. Det var hans første Tanke at blive Maler, og en større Bestilling af Grev Moltke til Bregentved, der blev ham betalt i aarlige Forskud, støttede ham ikke lidet i den første Tid. Da han imidlertid for at leve stadig maatte sysselsætte sig som Tegner for illustrerede Blade, vandt han snart en saadan Færdighed i forskjellige Retninger som Tegner, at han senere næsten udelukkende har levet som saadan, dels for »Illustreret Tidende«, dels for andre Blade. I 1862 foretog han en lille Hejse til Norditalien. Senere har han besøgt Norge 'og St. Petersborg. Han er gift med Mary Elisabeth født Jess. Han har ikke udstillet. (Konstn. egne Medd. Akad.)

 

Gebauer. Christian David Gebauer, Dyrmaler, Søn af Johan Christian Gebauer, Forstander for Brødremenigheden i Neuzalz ved Oder i Schlesien, og Marie Elisabeth født Kupprecht, var født den 15. October 1777 og kom med sine Forældre i sin Barndom til Christiansfeldt, hvorved han blev dansk Undersaat. Han var først bestemt til Studeringerne, hvortil hans rige Evner gjorde ham skikket,- men en Døvhed, der var foraarsaget af Mæslinger allerede i hans tredje Aar, tog saaledes til, at lian maatte opgive den stu­derende Vej. Han rejste da i 1800 til Kjøbenhavn for at besøge Kunstakademiet (1800—1) og uddanne sig under C. A-. Lorentzen, sammen med Dahl, C. A. Jensen, Mygind o. fl. a. Han udstillede 1802 en Copi efter sin Lærers »Hertha«, men lagde sig snart efter Landskabs- og Dyrmaleri. Allerede 1804 udstillede han en Del Tegninger i Tusk, »hvori der er megen Natur, og som røbe Geni«. En lignende Række, der udstilledes 1805, rostes ogsaa meget, der­iblandt især »En Tilbagerejse fra Dyrehaven«. Næste Aar frem­hæves hans Dyrstykker. I 1809 søgte han rimeligvis om Rejse­understøttelse og anbefaledes dengang varmt af Akademiet, uagtet han havde forladt dets Undervisning allerede ved Gibsskolen; det kalder de af ham udstillede Landskaber for udførte »i Wouwermans Maner«.

Gebauer vedblev nu dels at udstille, dels særlig at forevise Akademiet sine Dyrstykker, der stedse fandt opmuntrende Bifald. Ogsaa Optrin af Krigerlivet tiltalte ham, og i 1808 havde han hos Lahde udstillet et Par større Tusktegninger, som forestillede Træk af Englændernes Overfald i 1807. Da det derfor endelig lykkedes ham at komme udenlands i Begyndelsen af 1813, ilede han til Dreeden, for at se Krigen med egne Øjne, og han overværede Slaget Ted denne By d. 4?. Maj s. A. Her var det ogsaa, han fik Lejlighed

 

196

til at se Kosakhordernes Liv og Færd, hvilket han siden med meget Lune har gjengivet baade i Malerier, Tegninger og Baderinger. Allerede d. 4. Juli 1814 var han hjemme igjen og foreviste Akade­miet en Copi efter Snyders samt nogle »Esquisser«. Akademiet tilkjendegav ham i Skrivelse af samme Dato sin Tilfredshed dermed, men agreerede ham ikke, ligesom han heller ikke havde udbedt sig at hlive det. Men da han Aaret efter d. 6. Marts 1815 indsendte et større Dyrstykke, »Kvæg, som søger Hvile«, »med det Ønske derpaa at vorde agreeret«, erklærede Akademiet, at det allerede holdt ham for agreeret paa hans tidligere foreviste Arbejder, og paa dette optog det ham til Medlem med 10 Stemmer mod 3. Den 24. Marts  aflagde han Ed og tog Sæde i Forsamlingen. Han æredes nu som Landets »første Dyre- og Kvægmaler« og i hans Medlerasstykke beundrede man den fortrinlige Iagttagelse saavel af Luftperspectiven som af Forkortningerne. Snart efter fik han Bolig paa Charlottenborg og ved kgl. Resolution af 30. Juli 1817 tillige 200 Rdl. S. V. aarlig af Kongens Kasse. Han blev endelig 1830 udnævnt til titulair Professor.

. Med Undtagelse af en Rejse til Tyskland i 1826—27 levede han nu rolig i Danmark og indskrænkede sig til mindre Rejser i Landet selv, til Frederiksborg hvor Stutteriet altid fængslede hans Opmærksomhed, o. n, St. Han blev gift (1807) med Mariane født Høgh, der døde d. 2. Marts 1827, medens han paa sin Udenlands­rejse opholdt sig i München. Sorgen over dette Dødsfald fremkaldte en Brystsyge, der foraarsagede ham Blodstyrtning, og i Wien blev han farlig syg. Han kom sig dog, men modtoges i Hjemmet med flere sørgelige Budskaber, der kun yderligere nedbrød hans svækkede Sundhed. Foruden Tabet af hans gamle Lærer, Lorentzen (f 1828), havde han ogsaa, efter at han samme Aar var flyttet til Aarhus, den Sorg at miste flere af sine voxne Børn. Hans Brystsyge tog til, og om han end til sine Tider baade kunde virke for Konsten ved at fremme en Tegneskole i Aarhus og glæde sig ved Naturen paa mindre Udflugter, var hans Dage dog talte. Hans Kaar blev tillige mindre gode, saaledes at Akademiet i hans sidste Levetid maatte komme ham til Hjælp med en Understøttelse af 200 Rdl. Han' havde næppe nok ved en anden Haand kunnet takke for denne Velvilje, før han sov rolig hen d. 15. September 1831.

Q-ebauer var en aandrig Compositeur og flittig som Konstner. Ikke alene malede han et stort Tal af Billeder, men tegnede, malede i Pastel og Vandfarve og raderede en Mængde Blade. Navnlig i

 

197

hans Raderinger, hvis lette Foredrag laa ret godt for hans Konstnernatur, fremtræde hans gode Egenskaber ublandede. I hans Olie­malerier savnes Klarhed i Farven og Herredømme over Helheden. Til hans bedste Arbejder høre »Det vilde Stutteri« (1807), >Et Hestemarked« (1810), adskillige af hans Vinterstykker fra Bayern (1826—27), hans Rækker af colorerede Tegninger efter Heste i det kgl. Stutteri, Jagthunde m. m. Malérisamlingen ejer ikke iaa af hans Billeder. (Weinw., S. 202. Erslew I, S. 489. Suppl. I, 8. 546. Dagen 1831, Nr. 231 og 236. Skild. 1804, Sp. 576; 1805, Sp. 781; 1806, Sp.782; 1811, Sp. 453; 1815, Sp. 442; 1819, Sp. 199. Udst. Gat Akad. Private Medd. Nagler Monogr. II, 2645.)

 

Gelert. Johannes Sofus Gelert, Sen af Teglværksejer og Møller C. F. Gelert, er født 1852 i Nybøl i Sundeved. Han kom efter sin Confinnation til Kjøbenhavn og i Billedskjærerlære hos C. A. Berg, hos hvem han har arbejdet i halvtredje Aar, besøgte Kunstakademiet fra October 1870 til 24. December 1875, da han fik dets Afgangsbevis som Modelerer, og har i 1875 og 1876 udstillet nogle Billedhuggerarbejder. (Akad. Udst. Gat.)

 

Gellentin. Gellentin nævnes af Weinwich som en god Miniaturmaler under Frederik V. (Weinw. Lex.)

 

Gelton. Toussaiut Gelton har rimeligvis været en Udlæn­ding, som levede og arbejdede i Danmark; hans Malerier sammen­lignes med Poelemburgs, ligesom han ogsaa skal have copieret Ger­hard Dow paa en skuffende Maade. Det tidligste Billede af ham, "Weinwich kjender, er dateret 1661. Ifølge et kgl. Rejsepas af 1674 skulde han i dette Aar være rejst til Saxen for at portrætere Christian V's Søster, Anna Sofie, der var gift med Churfyrst Johan Georg III, og efter et Pas af Churfyrstinden skulde han i 1675 være vendt tilbage til Danmark. Det er dog rimeligt, at han først er rejst hjem i 1676, thi endnu i Marts d. A. sendte den kgl. Lakerer, Christian v. Bracht ham en Vexel paa 300 Rdl. d. C. Fra den 23. September 1674 var han kgl. Contrafejer med en Aarpenge af af 600 Rdl. d. C., foruden at hans Malerier særskilt betaltes ham. Han maa rimeligvis være død i første Halvdel af 1680, thi kun i Aarets to første Kvartaler anvises ham Aarpenge, og det næste Aars Foraar (19. Marts 1681) betales paa engang 900 Rdl. d. C. >for Géltons Skilderier«. Den kgl. Malerisamling ejer af Gelton tre smaa Billeder »Oldingen og Døden«, »Juno, Minerva og Venus« og »En bodfærdig Magdalene«. (Weinw., S. 91. do. Lex. do. Afhdl. i Athene YI, S. 540—44, hvor en Del Billeder nævnes. Gehejmearch.)

 

198

Gemperlin. Tobias Gemperlin, en Portrætmaler, som Tyge Brahe i Aaret 1575 havde ført med sig hjem fra Augsburg. Han synes ikke at have været kgl. Contrafejer, men at have malet privat for forskjellige Adelsmænd. Hans Portræt af Tyge Brahe paa dennes Quadrans muralis i fuld Legemsstørrelse blev malet 1586 og skal have været overmaade ligt. En Del Portræter af Medlemmer af Rigens Raad i Frederik II's Tid tillægges af Sandvig denne Konstner. Et Træsnit forestillende et Skelet er fra 1579. Et Billede i Kirken i Nykjøbing paa Falster med Frederik II's Dronning Sofie, og hendes Aner, tillægges ligeledes Gemperlin. (Nye danske Mag. II, 4. Hefte, S. 103—4. T. Brahe, Astronomiæ illu-stratæ meohaiiica, Fol 1598, S. 14—15. Claudii Galeni de ossibus Uber. Havn. 1579. 8°. Weinw., S. 37—38. Sandv., S. 47. Skild. 1829, Sp. 884, og 1830, Sp. 1068. Trap, Danm., 2. Udg. IV, 433.)

 

Gemzøe. Peter Henrik Gemzøe, Søn af Materialforvalter Gemzøe, er født i Kjøbenhavn d. 6. Februar 1811. Hans Lyst til at tegne blev opmuntret af Bendz, med hvem han i sin Ungdom gjorde Bekjendtskab; han begyndte at gaa paa Konstakademiet om Somren 1829 og arbejdede samtidig under Eckersbergs Vejledning for at uddanne sig til Maler. Han blev 1832 Elev af Modelskolen og udstillede 1833 og 1835 et Par Portræter og »Et Parti af Figursalen«. Tillige malede han i 1836 en Altertavle (efter Eckersberg?), som blev sendt til Grønland. Imidlertid havde han allerede fra sin første Tid jævnlig tegnet paa Sten, og da Em. Bærentzen oprettede sit Stentrykkeri (1837) blev han en af dets første Lithografer, og udførte nogle Billeder efter Eckersberg, Kiichler og Marstrand. I Følelsen af sin Uerfarenhed i technisk Henseende søgte og fik Gemzøe i 1840 en mindre Understøttelse af Konstakademiet for at rejse til München, hvor Lithografien dengang stod højest. Han opholdt sig fire Aar i München og uddannede sig hos Hohe og Kobler til en selv­stændig og duelig Lithograf. Efter Hjemkomsten har han, for det meste til Bærentzen & Co., dog ogsaa for egen Regning ndført en stor Del Blade, dels Portræter, dels Figurbilleder, saaledes ere de betydeligste af Marstrands Helbergske Billeder og. af Exners Bonde­livsbilleder udførte af Gemzøe i heldige Gjengivelser. Et af hans sidste større Arbejder er Høyens Portræt efter Marstrand. (Konst, egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Genelli. Johan Frants Josef Genelli, hvis Navn urigtig skrives Schenelly, var født i Aachen 1724 (ikke 1734) og blev opdraget i Kjøbenhavn fra sit andet Aar. Han var Maler, men

 

199

lagde sig efter den særlige Konst at brodere i Silke og med Perler, og han frembragte Arbejder i denne Retning, der af Samtiden skattedes som udmærkede Konstværker. Da det ikke lykkedes ham at finde Ansættelse ved Hoffet i Danmark, drog han, uagtet han allerede havde stiftet Familie i Kjøbenhavn, til Tyskland og som 4et synes ogsaa til Italien. I Wien blev han 1767 Medlem af Akademiet der, i Berlin, hvor han endelig nedsatte sig, blev han 1774 kgl. preuss. »Hof-kunst~Perl-Sticker«. med 500 preussiske Daler om Aaret. Derfra modtog Konstakademiet i Kjøbenhavn en Skri­velse fra ham dateret d. 29. November 1783, hvori han udbad sig at blive Akademiets Medlem paa et broderet Blomsterstykke, hvilket flgsaa skete i Forsamlingen d. 6. Januar 1784. Nogle Aar efter døde han i Berlin, d. 11. Juli 1792 i en Alder af 68 Aar. Hans Sønner, Hans Christian, der blev Bygmester, og Jens eller Janus, som blev Landskabsmaler, ere fødte i Kjøbenhavn, den sidste i Aaret 1761. Denne var Fader til den i Tyskland saa bekjendte Tegner Bonaventura Genelli (f 1868). (Weinw., S. 237. Hennings, S. 42—43. Spengler Art. Eft., S. 27. Fussli Suppl, under G. og Sch. Fernow •Carstens, uy Udg., S, 208. Akad.)

 

Gercken. Didrik Gercken, Billedhugger i Kjahenhavn, maaske Søn af kgl. Hof-Stenhugger Andreas Gercken, arbejdede for Hoffet, uden at det kan ses, om han. havde Aarpenge som Hof-konstner. Det tidligste Arbejde, der nævnes, er en Mindestøtte i Bremersandsten »paa det Sted, hvor det dræbende Skud havde ramt Carl XII«. Contracten om dette Arbejde blev sluttet den 30. October 1722. Thura kalder ham i sin danske Vitruvius »en af vore største og erfarneste Billedhuggere«, idet han nævner ham som Mestren til Marmorkisterne til Frederik IV's og Dronning 'Louises Lig i Roskilde Domkirke. Han tilføjer (1749), at Mestren er nu nylig død. (Weinw., S. 120. Sandv., S. 47. Thura II, 153—54. Thiele Kstakad,, S. 46. Bruun Eostgaard, S. 293.)

 

Gerdtes. Johan Gerdtes, findes med Tilføjelsen pinx. A. 1709 paa et Portræt af Andreas Jensen Borch, Slotspræst paa Aggershus, stukket af H. Thiele i Kjøbenhavn. Spengler Art. Eft., S. 28. Weinw. Lex. Strunk.)

 

Gerhard. Johan F(rederik) Gerhard skal være kommen til Kjøbenhavn med Fyrstinden af Ostfriesland, en Søster til Chri­stian YI's Dronning, Sofie Magdalene; han blev her kgl. Kabinets-skildrer og fik altsaa som saadan dansk Borgerret. Ogsaa se vi ham i 1743 sat i Skat som Borger i Kjøbenhavn. I privat Eje er et

 

200

Maleri paa Kobber, betegnet med Konstnerens Navn og Aarstallet 1740; det forestiller Konstneren selv med Kone og to Børn. Den kgl. Malerisamling ejer to Billeder af ham, »En siddende Figur« og »En Martgreve af Bayreuth« Knæstykke. Alle de nævnte Billeder ere smaa (omtrent 12—16 Tommer) og malede paa Kobber. (Spengl. Art. Eft. do. Gat. o. Malerisml. Raadstuearch. Private Medd.)

 

Gertner. Johan Vilhelm Gertner var Søn af jævne Borgerfolk i Nyboder og blev født d. 10. Maj 1818. Han kom i sit trettende Aar paa. Konstakademiet, men gik det kun langsomt igjennem; han stod over tre Aar i Modelskolen, inden han (1837) fik den lille og den store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1839 og 1841 concurrerede han til den lille Guldmedaille, men første Gang fik han ikke sit Arbejde færdigt, og anden Gang opnaaede han ikke Medaillen. Imidlertid var han i 1836 begyndt at udstille, dels et Par Portræter, dels mindre Landskaber og >Interieurer« med Figurer, men kastede sigså godt som  udelukkende over Portrætet. Et i 1838 udstillet Maleri »Nogle Børn i Vedbæk ved Solens Nedgang« vakte megen Opsigt paa Grund af Udførebens Omhu og Farvens Virkning, men. staar dog tilbage for »En Hyrdedreng, som driver en Flok Faar«, der udstilledes 1839 og blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Efter at have tildraget sig Opmærksomhed ved en Række portrætter navnlig Thorvaldsens (1840—43) og Stiftprovst Trydes, der hædredes med Udstillingsmedaillen (1843), fik han s. A. Akademiets Rejseunder­støttelse. Istedenfor at benytte den, gjorde han Krav paa at agreeres uden at have rejst, indtil han endelig efter at bave fore­taget en lille Rejse til Dresden, hvor han malede Landskabsmaler Dahl blev Medlem af Konstakademiet paa et alvorligt og omhygge­ligt udført Portræt af C.V. Eckersberg (1850) og fik 1858 Titel.af Professor. Medens hans Portræter af C. Hall og D. G. Monrad ikke gav nogetti tilfredsstillende Billede af disse Personligheder, lykkedes andre, som af Landskabsmaler J. C, Dahl, Grev Moltke og navnlig Vexelerer Gedalia (1869) samt en Kjøbmand Schuldts fra Hamborg ham overrnaade vel. Det kraftige, sværladne i hans Form-og Farvegivning kom i slige Billeder bedre til deres Ret. Til hans mest vellykkede Malerier hører hans Moders Portræt (1856), der dog ikke er frit for nogen Tørhed i Behandlingen af Enkelthederne. Det tilhører den kgl. Malerisamling. Gertner blev den 5. April 1850 gift med Anna Elisabeth f. Petersen og døde den 29. Marts 1871. Han var 1869

 

201

bleven Ridder af Vasaordnen. Gertner har baade raderet og lithograferet, men navnlig tegnede han gjærne Portræter, som udmærkede sig ved en god Lighed, uagtet en vis Sværhed i Formen ogsaa deri var fremtrædende. (111. Tid. 1871, Nr. 602, Nekrolog af Ph. Weil-bach. Berl. Tid. 1871. Akad. Udst. Cat.)

 

Geve. Nicolaus Greorg Geve, rimeligvis fra Slesvig, var i Kjøbenhavn Lærling af Hofskildrer J. S. Wahl. Han levede omtrent fra 1770 i Slesvig By og skal være død der henved 1790. Han tegnede gjærne naturhistoriske Gjenstande, navnlig Conchylier, og begyndte 1755, vistnok i Kjøbenhavn, paa at udgive en Række Conchylier i Kobberstik, men han naaede kun til den 33. Plade. Dog malede han ogsaa Portræter, hvoriblandt nævnes et Portræt i Legemsstørrelse af Præsten Peter Cramer i Slesvig Domkirke. Han er vistnok en og samme Person, som den i Weinwichs Lexikon som Miniaturmaler (1747) nævnte Person. (Weinw. Lex. Fiissli Lex. Hamb. Kstl. Lex. Spengl. Art. Eft.)

 

Gianelli. Giovanni Battista eller Jean Baptiste Gianelli, som det synes en Søn af den ældre Gibser Domenico Gianelli, og født 1786 i Kjøbenhavn, kalder sig selv Billedhugger og Medailleur, men har nok mest ernæret sig som Gipser, Som saadan søgte han 1812 om Tilladelse til at besørge Akademiets Arbejde under hans nedennævnte Broders Fraværelse mod ogsaa at nyde dennes Lønning derfor, medens han i 1819 indsendte en Buste af Prinsesse Caroline til Akademiets Bedømmelse. Dets Kjendelse viser, at han maa have gjældt meget lidt som Konstner. Han havde den 21. October 1810 ægtet P L. Gianellis efterladte Enke A. M. L. Boyesen, med hvem han fik flere Børn, og døde d. 25. Juni 1825, medens Enken overlevede begge sine Mænd indtil 6. Juni 1851, da hun døde i en Alder af 73 Aar. (Lengnick [Fam. Bruun]. Akad. Skifteretten.)

 

Gianelli. Giovanni Domenico Gianelli, Søn af Gibseren D. Gianelli, født omtrent 1765, besøgte Konstakademiet og udførte allerede som Elev en Buste af Procurator Peter Bugge (f 1794), den samme, hvis Portræt Thorvaldsen ogsaa har tegnet. Først 1797 fik Gianelli den lille og den store Selvmedaille i Modelskolen, men endnu samme Aar ogsaa den mindre Guldmedaille for Opgaven »Abraham ved Saras Grav« (1. Mos. 23, V. 2), samt 1799 den store Guldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner« (1. Mos.48, V. 18—14). Samme og følgende Aar udstillede han nogle Buster. Da Faderen døde i Begyndelsen af 1801, besluttede han at overtage dennes Værksted som Gibser, naar han maatte faa Akademiets

 

202

Arbejde med en Løn af 200 Rdl. om Aaret af Kongens Kasse, ligesom Faderen havde haft, hvilket blev tilstaaet ham. Samme Aar udstillede han endnu en Buste i Marmor af Kammerherreinde La Calmette. Ogsaa en Buste af Bernstorff var af Gianelli. I 1812 (?) rejste han til London, hvor han giftede sig og atter helligede sig til Billedhuggerkonsten; thi i Aaret 1819 oversendte han en Buste af Hertug Vilhelm Frederik af.Gloucester (udst. 1820) og udbad sig, at den maatte blive opstillet i Forsamlingssalen, og at han paa den maatte blive Medlem af Akademiet. Man syntes nok om Busten, men indskrænkede sig til at agreere ham, og paalægge ham at ind­sende en Figur af eget Arbejde, hvis han vilde være Medlem. Han erklærede sig villig til at udføre en Figur, naar det nødvendig krævedes, men han var, om ikke paa egne, saa paa Hertugens Vegne, fortrydelig over, at Hertugens Buste ikke havde faaet Plads i For­samlingssalen, da denne var Medlem af Akademiet. Han under­tegner sig nu »John Dominick« som Englænder. Med dette Brev, som Akademiet henlagde med Paaskriften »Forbliver ubesvaret«, forsvinder han af Historien. (Weinw., S. 219. Akad. Udst. Cat.)

 

Gianelli. Harald Gianelli, Søn af Medailleuren P. L. Gianelli og Anne Margrethe Louise født Boyesen, blev født i Kjøbenhavn d. 18. Februar 1803 og lagde sig fra sin tidlige Ung­dom efter Medailleurkonsten. Da hans Fader imidlertid var død i hans Barndom, og hans Stifi'ader, en Broder [eller Slægtning] af hans Fader synes at have levet i meget smaa Kaar, søgte han allerede 1820 om Konstakademiets Attest for at kunne opnaa kgl. Understøttelse. Det lykkedes ham ikke strax, men efter at han var kommen ind i Modelskolen, fik Akademiet Øjet op for hans Talent, og paa dets Anbefaling opnaaede han et Par Aar en kgl. Understøttelse af 2 Rdl. om Ugen. Han udførte nu flere Prøve­arbejder som Medailleur, der vakte stigende Opmærksomhed for ham, fik 1825 den mindre Sølvmedaille, 1827 en Pengepræmie for Modellering efter den levende Model, udførte 1828- en Buste af da afdøde C. A. Lorentzen (udst. 1829), og vilde concurrere til den for Medailleurer udsatte Præmie af 100 Rdl. Men Sygdom hindrede ham vistnok allerede nu fra at arbejde. Det meste af Aaret 1831 maatte han jævnlig holde Sengen og den 4. Februar 1832 bortrev Døden denne som det synes saa lovende unge Konstner, der havde været sin Moder »en god Søn« og var ved at blive Familiens Støtte. (Lengnick [Fam. Bruun]. Akad. Skifteretten. Udst. Cat.)

 

Gianelli. Pietro Leonardo eller Peter Leonhard Gianelli,

 

203

Søn af Gibseren D. Gianelli, født deu 27. October 1767 i Kjøbenhavn, begyndte tidlig at gaa paa Konstakademiet, hvor han 1784 vandt deu mindre og 1787 den store Sølvmedaille for Modellering. Samme Aar udstillede han en Billedstøtte af Apollo og concurrerede til den lille Guldmedaille, uden at faa deu. Ved næste Coucours (1789) derimod opnaaede han Medaillen for Opgaven »Kain slaar Abel ihjel«. Da han imidlertid frygtede for ikke at finde sit Udkomme som Billed­hugger, medens Medailleurerne Adzer og Bauert var gamle, besluttede han at lægge sig efter Medailleurkonsteii, hvis Akademiet vilde give ham Rejsestipendium som saadau. Dette var gunstig stemt for han Ønske, og efter at han havde forevist sin Moders Portræt, udført i Staal i Profil, lykkedes det ham, tildels ved Abildgaards ivrige Be­stræbelser, fra d. 1. October 1791 at faa Rejse stipendium som Akade­miets Pensionair oprindelig paa tre Aar, hvilket blev forlænget, saaledes at han i alt var fem Aar borte, l December 1796 blev han efter Hjemkomsten agreeret og fik til Opgave at udføre et nyt Stempel til Akademiets store Sølvmedaille. Paa dette Stempel blev han Medlem af Akademiet d. 15. Marts 1798 og to Aar efter blev han kgl. Medailleur ved Mønten med (iOO Rdl. d. C. aarlig. Endelig, d. 8. Marts 1802, kunde han gifte sig med Anne Margrete Louise Boyesen og blev ved hende Fader til den ovenfor nævnte som ung afdøde' Harald Grianelli. Men heller ikke ham selv forundtes nogen lang Virketid, thi allerede d. 23. December 1807 afgik han ved Døden. Han var en dygtig Konstner i sit Fag, meu han har ikke udført ret meget. Foruden sit Medlemsarbejde, udførte han allerede 1792, efter Abildgaards Tegning, en Medaille i Anledning af Negerhandelens Ophævelse, senere 1799 en ny Revers til Akade­miets mindre Sølvmedaille, 1801 en Medaille til Minde om Slaget d. 2. April, 1804 Aversen til en Medaille over Professor Wahl samt nogle faa flere.¹ (Lengnick [Fam. Bruun]. Weinw., S. 235. Adresse­avisen 1807, Nr. 524. Akad. Skild. 1807, Sp. 346. Holm. Kirkeb. ved Lengn. Thiele Thorv. I, 156, 171. Krebers Catalog. Mønt-fortegnelsen.)

 

Gjellerup. Albert Rudolf Gjellerup, Søn af Sognepræst Carl Adolf Gjellerup og Sara Elisabeth født Behrendt. er født den 11. Februar 1845 i Roholte Præstegaard. Ved sin ældste Broders Hjælp kom han til Kjøbenhavn i Lære hos Tømrermester Blom, blev efter tre Aars Forløb Tømrersvend, tegnede hos Ferd. Jensen og

 

1 En i Krebers Catalog nævnet Medaille til Præmier ved Stutteriet, kan ikke være fra 1786, da han endnu ikke dengang tænkte paa at blive Medailleur

 

204

i technisk Institut og besøgte November 1854 til Januar 1869 Konstakademiets Skoler. Ved en Prisæskning i 1869 om en Kirke til Trinitatis nordre Sogn, blev hans Udkast tilkjendt den første Pris af det nedsatte Udvalg. I 1876 vandt han atter den første Pris ved Concurrence om et Hospital til Kolding, og forhandler om Opførelsen af denne Bygning. For øvrigt har han opført flere offentlige og private Bygninger især i Provinserne, saaledes to Skoler og en Bankbygning i Nakskov. Han blev i 1874 gift med Marie Susanne Elisabeth f. Høffding. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Gjelstrup. Adam Gottlob Gjelstrup var født d. 11. October 1753 paa Møn, blev sat i Malerlære hos ,en »Amtsmaler« d. v. s. Malermester i Lavet, og efter at han var bleyen Svend, vilde han foretage en Udenlandsrejse for at uddanne sig til Konstner. Han kom dog ikke længere end til Augustenborg, da en Bekjendtgjørelse i Aviserne om, at det kgl. Theater trængte til en Skuespiller og Tenorist, bragte ham til at vende om for at forsøge sig ad en Vej, som fra hans Ungdom havde fristet ham. Han optraadte første Gang d. 10. Oetober 1777 og sidste Gang d. 1. (17.) December 1803; men om hans fortrinlige Dygtighed som komisk Karakterskuespiller maa henvises til andre Kilder. I al den Tid, han var Skuespiller, synes han ikke synderlig at have haft Tid til at dyrke Malerkonsten uden paa sit eget Aasyn, som han havde et særdeles Talent til at male paa den mest slaaende Maade i Medfør af den Karakter, han skulde fremstille. Efter sin Afgang fra Theatret levede han ganske for Landskabsmaleriet. Han foretog en Konstrejse til Tyskland og senere til Sverige, foruden at han stadig gjorde lange Toure i Sjæl­land og især i Kjøbenhavns nærmeste Omegn, idet han til sin høje Alder forblev ualmindelig rask og rørig. Han udstillede ikke meget (1821—27), men saavel hans Malerier, som hans Tegninger gjorde megen Lykke hos Samtiden, der fandt ham ikke mindre genial som Maler end tidligere som Skuespiller. I Moltkes Malerisamling og hos flere Privatmænd findes mindre Malerier af ham, der vise, at han, trods sit umiskjendelige Talent, ikke hævede sig over Datidens conventionelle Malemaade.

Han giftede sig 1778 med den ligeledes fortrinlige Skuespillerinde Anna Marie (Cathrine) Moreli, der imidlertid paa Grund af Sygdom fratraadte Theatret allerede 1792 og døde s. A., efterladende ham en sindssvag Datter, som han siden plejede med den mest opofrende Omhu lige til sin Død. Han døde i Kjøbenhavn d. 10. Februar 1830 i sit 77. Aar. Hans Portræt findes i Schwartz' Lommebog for

 

205

Skuespilyndere 1786, malet af Lorentzen stukket af Clemens. (Weinw., S. 208—9. Kjøbenhavnsposten 1830, Nr. 80. 81, 82. Thaarup, Kopenh. Kunstblatt, Nr: 1. Skild. 1821, Sp. 500; 1827," Sp.476; 1830, Sp. 497—99. Udst. Gat. Erslev I, S. 492, og Suppl. I, 554, hvor flere Kilder anføres. Nik., Trin. og Frue Kirkebøger ved Lengn. Strunk. Om Grjelstrup som Skuespiller se Nord. Conv. Lex.. og Overskou Theaterhist. III—IV.)

 

Gnudtzmann. Johannes Emil Gnudtzman, Søn af Hør­kræmmer og Capitain Jens Frederik Gotlob Gnudtømann og Johanne Susanne født Lutken, er født i Kjøbenhavn d. 17. November 1837, blev, efter at have besøgt Borgerdydskolen paa Christianshavn og Efterslægten, polytechnisk Examinand, besøgte Konstakademiet fra 1859 og fik d. 20. Marts 1866 Afgangsbévis som Årchitekt. Sam­tidig arbejdede han hos H. Chr. Hansen og senere hos Herholdt, for hvem han var Conducteur ved Nationalbanken. I 1864 blev hans Studier ved Akademiet afbrudte af Krigen, hvori han deltog som Lieutenant i Artilleriet. Ved en Ooncurrence i 1869 om en Kirke til Trinitatis nordre Sogn vandt A. Gjellerup den første, Gnudtz mann den anden Pris; men denne sidste valgtes ikke desto mindre til at udføre den Tegning til »Povlskirken«, som endelig appro­beredes i 1872, og ledede Opførelsen af Kirken selv (1872—76). Gnudtzmann blev i 1866 gift med Oathinca Olivia født Svane, havde 1871 Akademiets Rejseunderstøttelse til en Kejse i Tysk­land, Østeirig og Italien og blev 1876 Lærer i borgerlig Bygningskonst ved den polytechniske Skole i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Søndagsposten 1877, Nr. 668. Akad. Udst. Oat.)

 

Goos. Carl A. A. Goos fra Slesvig uddannede sig til Historiemaler ved Konstakademiet omtrent fra 1820. I 1823 fik han begge Sølvmedailler og concurrerede samme Aar til den lille Guldmedaille uden at faa den. Derimod fik han 1824 et Accessit for et ;Maleri efter den levende Model, og 1825 den lille Guldmedaille for Opgaven »Den unge Tobias' Hjemkomst« (Tob. 11, 10). I 1826 tog han Examen og i 1827 concurrerede han til den store Guldmedaille, uden at vinde den. Han udstillede paa Charlottenborg 1822—27, dels sine akademiske Skolebilleder, dels andre historiske Billeder efter Emner fra Biblen, den græske Oldtid og Ossian. Her i Dan­mark regnedes han for ret lovende og to af hans Ungdomsarbejder, >Elektra og Orestes« og »Orpheus og Euridice«, som indkjøbtes til den kgl. Malerisamling (1822 og 1820), hænge paa Kronborg. I 1827 har han uden Tvivl forladt Kjøbenhavn og er rejst til sin

 

206

Fødeby Slesvig, men om han senere er vedbleven at leve der, hvor han ogsaa opholdt sig i 1824, eller er rejst til Tyskland, vides ikke. I 1831, udstillede han i Hamborg ved »den tredje Konstudstilling« nogle Billeder sammen med B. J. T. Goos, der siges at være fra Slesvig, men bosat i Altona; maaske en Broder. Og samme Aar udstillede han i Dresden »flere Malerier”, som af hans Ungdomsfælle Bendz, der saa dem paa sin Rejse, karakteriseres som »noget daarligt Gods; han er tabt for Konsten«. (Tregder Hdb. f. Rejs., S. 261. Dsk. Saml. 2. R. I, S. 318. Thaa'rup/ Akad. Udst. Gat.)

 

Gottlieb. Carl Christian Gottlieb, dansk Maler, rejste 1702 udenlands til Holland og andre Lande. Den kgl. Malerisamling ejer to Billeder af ham. (Spengl. Art, Eft., S. 29.)

 

Graack. Johan Martin Graack, Søn af Styrmand B. L. Graaek, født 1810 i Amis ved Cappeln, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra 1836, blev 1841 Blev af Modelskolen, og udstillede 1838—45 en .Del tegnede Portræter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Gram. Olaus Peter Gram, født i Kjøbenhavn 1779, uddannede sig til Ornamentsbilledhugger i Træ, men da han troede, at han ikke kunde finde tilstrækkeligt Udkomme derved,  gik han til Søs til Kina og blev Styrmand. Han vendte dog tilbage til sit tidligere Fag, opholdt sig i Wien, London og Paris (1807). Derfra foretog han en Rejse til Italien (1811), hvof han arbejdede i Milano. Han tog imidlertid atter til Paris og blev bekjendt med Kammer­junker Bruun Neergaard (se Eekersberg), der anbefalede ham til Prins Christian som en meget duelig Ornamentsbilledhugger, der havde arbejdet »meget godt paa Triumfbuen i Tuileriernes Gaard. Han rejste til Kjøbenhavn, hvor han virkelig fik Arbejde ved Slottet, men indlod sig i Strid med Bygningscommissionen, saaledes at han ved Højesteret blev idømt en Bøde. I 1813 søgte han Pladsen som Lærer ved Ornamentskolen, uden at faa den. Efter den Tid maa han være rejst til St. Croix, thi i 1820 søgte han derfra om at blive kgl. Bygmester ved de vestindiske Øer, i 1826 var han et Besøg i Hjemmet, Senere hører man intet til ham. (Weinw. Lex. Akad.)

 

Grandjean. Christian Ditlev Frederik Grandjean, født 1804 i Kjøbenhavn, Portrætmaler, besøgte Konstakademiet i 1827 og senere atter en kort Tid i 1845. Han udstillede 1838 nogle Portræter og en »Christus paa Korset«, samt ønskede samme Aar at bortspille to Malerier ved Lotteri. I Akademiets Betænkning herom erklæres de for >under al Kritik*. (Akad. Udst. Gat.)

 

207

Greve. Arnt Greve, en Juveler i Bergen, der tillige dyr­kede Landskabs- og Blomstennaleriet samt stak Signeter i Ædelstene. Han var gift med Cecilie født Bredal og fra 1800 levede han tilbagetrukken paa en Gaard nærved Bergen, hvor han ogsaa døde (1809). (Minerva 62, S. 290 [1800]. Weinw. Lex. Lengnick Fam. Bredahl.)

 

Greve. Boy Jensen Greve var født i Okholm Sogn i Landskabet Bredsted i Sønderjylland d. 10. September 1756, Efter at have uddanet sig til Miniatur- og Glasmaler, maaske i Hamborg, besøgte han Tyskland, blev gift med Marie Magdalene født Wich-mann, som døde 1785 i Hamborg efter i Forvejen at være skilt fra ham. Derefter blev han gift med en adelig Dame, som synes at have været Moder til den nedennævnte Søn efter de mange fornemme Faddere at dømme, efter hvilke han blev opkaldt (Kammerherre Hauch, Grev Arnim, preussisk Minister o. fl.). Greve levede nu dels i Kjøbenhavn (1787—90), dels i Berlin og Dresden, hvor han i 1800 havde Miniaturportræter og en Copi efter Mengs udstillet, derefter atter i Kjøbenhavn (1802—5), saa i Norge, og som rejsende Portrætmaler paa den jydske Halvø, indtil 1811, da han rejste til Berlin. I 1829 tilbragte han igjen nogen Tid i Kjøbenhavn, og trods et saa omvexlende Liv skulde han dog, paa et fjerde Besøg i Hjemmet, dø i Kjøbenhavn. paa Frederiks Hospital d. 1. Februar 1831, medens hans Kone og Datter var bleven tilbage i Berlin.

Efter en Erklæring, han selv fremkaldte, af Konstakademiet i Kjøbenhavn (1805), var hans Portræter ikke saa særdeles gode, men »at ingen bør kræve eller vente mer af et Stykke, som er malet for den lave Pris af 25 Rdl. (80 Kroner)«. Dog skal han have udført i alt 1540 Miniatur- og Silhouetportræter, deriblandt af den danske. Kongefamilie, Landgreven af Hessen o. fl. Hans Silhouetter udmærkede sig ikke alene ved Lighed, men ogsaa ved, at han kunde udføre dem i en utrolig lille Maalestok (»som et Knappenaalshoved«). En Datter af ham, Johanne Greve, født i Berlin, levede dei som Portræt- og Blomstermalerinde. (Skild. 1831, Sp. 221, d. 13. Febr. Thaarup. Akad. Skifteretten. Private Medd. Fussli Suppl. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Greve. Johan Sofus Frederik Alexius Adam Werner Greve var Søn af Boy Jensen Greve og født i Kjøbenhavn den 15. August 1789. Da hans Forældre blev skilte,  kom lian og hans ældre Broder, E. V. Greve (s. ndf.) i Huset hos en Pastor Petersen

 

' De trykte og skrevne Meddelelser, jeg har for mig, stemme ikke ganske saa at jeg ikke kan se, hvem der var Moder til disse Sønner, enten en anden

 

208

i Fyn for at opdrages. Greve besøgte senere Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Miniaturmaler og rejste (1816—20) som Portrætmaler i Sverige. Paa en paatænkt Rejse til Rusland standsedes han i Lybek og forblev bosat der som Miniaturmaler, Tegnelærer og Malerirestaurator. Han var gift første Gang med Anna Dorotbea Margretbe født Machthans, der døde 1835, og anden Gang (1837) i Lybek med Anna født Reimers, der døde 1864. Efter at have været blind i sexten Aar døde han i Slutningen af 1868 i Lybek. (Private Medd. Thaarup. Skild. 1812, Sp. 222, d. 13. Febr.)

 

Greve. Martin Frederik Rudolf Greve, Søn af den oven­nævnte J. S. F. A. A. W. Greve, blev født d. 24. October 1810 i Hamborg, hvor Forældrene opholdt sig paa en Rejse. Han tilbragte sin Barndom dels i Kjøbenhavn, dels i Lybek, hvor Faderen senere nedsatte sig, var derpaa en Tid for at studere i Berlin hos en Far­broder, Ernst Vilhelm Greve, som var Bogbinder der; men da denne døde 1829, maatte han opgive Studeringerne og rejse til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Miniaturmaler, ligesom Faderen og Bedste­faderen. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1833—35, og arbejdede siden en Aarrække som Miniatunnalerr navnlig malede han Christian VIII's Portræt til Daaser. Daguerretypiens og Foto­grafiens Opfindelse gjorde imidlertid et stort Skaar i hans Virk­somhed. Efter at have været Tegnelærer ved Frederiks tyske Skole fik han om Efteraaret 1847 en Understøttelse af Christian VIII til en længere Udenlandsrejse; men da Kongens Død gjorde en brat Ende paa Understøttelsen, nedsatte han sig for en Tid i Hamborg som Malerirestaurator, rejste i 1851 med Baron Dirckink Holmfeldt til Roskilde som Conservator ved dennes Malerisamling paa Maglekilde, udgav i 1855 en lille Bog om Restauration af Malerier og levede i denne Stilling til 1859, da dels Baronens Bortrejse, dels hans svækkede Syn gjorde, at han maatte opgive Konsten og i sin Alderdom ernære sig med at holde Skole for smaa Drenge. Han var 1836 bleven gift med Augusta Georgine Eleonore født Kørber, udgav, foruden .den nævnte Bog, en Oversættelse af Jung-Stilling »Meddelelser fra Aandernes Rige« (Kbh. 1868) og døde i-Roskilde d. 6. Juli 1869. Greve har udstillet paa Konstakademiet i.Kjøben­havn 1835—1853, dels Miniaturportræter, dels enkelte Portræter og og Figurbilleder i Oliemaleri. Han var ikke noget betydeligt som Konstner, men var dog opdragen til Konstner og levede som saadan

 

Kone, der ikke nævnes, eller den adelige Dame, som saa maatte være den, han tlev skilt fra, for atter tredje Gang at blive gift med den, han efterlod som Enke.

 

209

med en oprigtig og varm Kjærlighed til sit Kald.    (Private Medd. Erslew Lex. Suppl. I, S. .583.   Akad.   Udst. Gat.)

 

Greys, Hans Andreas Greys nævnes som dansk Kobber­stikker 1642—54. Han har stukket Portræter, Titelkobber til Arild  Hvitfelds Krønike, m. m. Sandvig nævner 16 Blade. F. Thaarup nævner desuden en Afbildning af Rundetaarn, stukket 1657 til Peder Resens Inscriptiones Sa/nienses. 1668. 4°. ("Weinw., 8. 79. Sandv., S. 51. SHld. 1829, Sp. 884.)

 

Grodtschilling eller Grotschilling. Bendix Grodtschilling var født i Holsten og fik i 1655 Adelsbrev af. Johannes Rist i Wedel i Holsten. Han var Konstdrejer og Konstsnedker og boede i Itzehoe, til Byen brændte (1757); derpaa flyttede han til Hamborg, hvorfra han 1660 blev kaldt til Kjøbenhavn, Her havde han som Hofkonstdrejer først 400 Rdl. d. C. om Aaret og havde i 1690 netop faaet sin Lønning forhøjet til 600 Rdl. d. C., da han døde i i Marts s. A. Han har Fortjenesten af at have dannet det kgl. Koustkammer (1680), hvoraf senere saavel Malerisamlingen, som . flere andre af Kjøbenhavns Museer ere fremgaaede. Han kaldes »den ældre« til Adskillelse fra hans Søn og Sønnesøn. (Nye danske Mag. I, 161. Weinw-, S. 76. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1059. Kgl. Eegnsk. i Gehejmeareh.)

 

Grodtschilling, Bendix Grodtschilling, >den yngre«, født d. 1. December 1655 i Itzehoe og Søn af den ældre Grodtschilling, lærte Malerkonsten og rejste udenlands for at uddanne sig som Portræt- og Figurmaler. Af hans Arbejder nævnes: hans Faders Portræt til Konstkamret, hvilket endnu tilhører den kgl. Maleri­samling, Christian V til Hest tilligemed Landmilitsen til >Apartementssalen«, endvidere et optisk Konststykke med Kongerne af den oldenborgske Stamme, og Tegninger til nogle af de Cartoner, som udførtes i Tapetvævning til Rosenborg. Efter Faderens Død 1690 blev han Konstkammerforvalter med 600 Rdl. d. O. om Aaret. Han var gift med Anna Cathrine Eilersdatter Zanders, og døde d. 10. Marts 1707. (Nye danske Mag. I, 1G6. Lengn. Kgl. Regnsk. m. m. i Gehejmearch. Weinw., S. 95. Skild. 1829, Sp. 1060.)

 

Grodtschilling. Bendix Grodtschilling, »den yngste«, født den 12. August 1686 i Kjøbenhavn, og Søn af den yngre Grodtschilling, var ogsaa opdragen til Maler, men dog navnlig med Tanken paa at blive Faderens Efterfølger som Konstkammerforvalter. Af hans Malerier nævnes »Frederik IV's Salving i Frederiksborg Kirke« udført i Vandfarve og et »Miniaturskilderi af Jagten i

 

210

Gyldenlund«. Ved Faderens Død (1707) blev han Konstkammerforvalter, uagtet den lærde Dr. Otto Sperling søgte det med ham, dog kun med 400 Rd. d. C. om Aaret. Han blev gift 1723 med Agnete Margrethe Fagelmann, der døde allerede 1726 uden at efter­lade Børn. Grodtschilling led i sine sidste Aar meget af Sten-smærter og døde d. 23. Marts 1737. Til Trods for sin nedarvede Stilling undgik han ikke Gjæld, som han maatte søge afbetalt ved Hjælp af et Lotteri, hvortil han fik Bevilling (1725). (Nye danske Mag. I, 167. Lengnick. Weinw., S. 119. Skild. 1829, Sp. 1060—61. Werlauf Kgl. Bibi, 2. Udg., S. 81. Kgl. Regnsk. m. m. i Gehejme-arch.)

 

Grodtschilllng. Bernhard Grodtschilling, født i Kjøbenhavn 1697 og Søn af den mellemste Bendix Grodtschilling, blev Officer i det danske Søværn og. steg til Commandeurcapitain. Han blev gift (1720) med Marie Cathrine Bendtsdatter og døde 1773. I Aarene 1720—27 malede han som Lieutenant nogle Malerier, rimeligvis Søstykker til Kongen, for hvilke han 1728 blev betalt med 150 Rdl. d. C. Weinwich har ogsaa set Billeder af ham, forestillende Manoeuvrer af den danske Flaade og Kong Christian VI's Besøg paa Flaaden, samt betegnede med Aarstallene mellem 1746 og 1764. Hans Søn Frederik Grodtschilling, født i Kjøbenhavn 1731, død 1792 som Contreadmiral, har raderet et Blad, forestillende >En Genius med et Overflødighedshorn«. (Weinw. Lex. Lengnick. Gehejmearch. Priv. Opg.)

 

Grosch. Heinrich August Grosch, født i Lybek den 26. Februar 1763, var Søn af Cand. theol. og Klokker Friedrich Heinrich Grosch. Han kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner omtrent 1782. Han var Ven med Thorvaldsen, Probsthayn og Kritzsch og samledes med dem i et Hus i Grønnegade, for at de i Fællesskab kunde øve sig i Compositioner efter Emner af det gamle og nye Testamente og saaledes forberede sig til de akademiske Concourser. I 1793 vandt han den lille Sølvmedaille, men gik ikke videre i Akademiet, da han imidlertid havde lagt sig efter Gouache-(Vandfarve-)maleri og Kobberstikning, hvorpaa han i 1794 udstillede Prøver, mest Landskaber. En Samtidig af ham, Hans Hansen, som dog ikke kan lade være at stikle paa ham, erklærer: »Han har virkelig en smuk Methode i Vandfarvemaleri, som han paastaar er en Gave, der er ham alene betroet i den ganske Verden.« I de føl­gende Aar udstillede han regelmæssigt ved Akademiets Aarsfest nogle Prøver paa sin Konstfærdighed i >Gouache-Maneer<, indtil han den

 

211

24. Februar 1798 søgte at blive agreerei som Konstner i dette Fag, men hverken dengang eller flere Gange senere, da han. forsøgte, det paany (sidste Gang 1805), vilde Akademiet gaa ind derpaa. Dog malede han ogsaa Landskaber i Oliefarve, hvoraf to tilhøre den kgl. Maleri­samling. I disse og de følgende Aar synes han at have levet mest som Kobberstikker (Norske Prospecter efter Lorentzen, Galls Portræt i 1805, Prospect af Nørreriis 1810). I 1811 vilde han i Forening med K. L. Hahbek udgive en sFædrelandsk Aarbog« med nationale Kobbere. Maaske dette førte ham til Norge, thi i Maj samme Aar fik han af »Selskabet for Norges Vel« Understøttelse til at udgive et Pragtværk under Titel af »Malerisk Rejse gjennem Norge«. Det blev ikke til noget; derimod tog han fra 1812 Ophold i Norge, hvor han først levede i Frederikshald og i 1815 Hyttede til Christiania. Der blev han 1819 Lærer ved Tegneskolen og Medlem af dens Bestyrelse, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har baade i Danmark og Norge skrevet flere mindre Ting om Tegneundervisning m. m. I Norge stak han Christen Smiths Portræt. I 1799 var han bleven gift i Kjøbenhavn med Johanne Margrethe Gerhardine født Clar. Han døde d. 6. Juli 1843 i Christiania. Hans Søn Christian Hein­rich Grosch, født d. 21. Januar 1801 i Kjøbenhavn, død 'd. 4. Maj 1865 i Christiania, hvor han var Bygmester, tilhører ikke Danmark. (Weinw., S. 195. do. Lex. Kraft og Nyerup, Forf. Lex. Kraft og .Lange, Norsk Forf. Lex. Thiele, Thorvaldsen I, S- 27. Skild. 1805, Sp. 76; 1810, d. 13. Oct.; 1811, d. 5. Jan. og 28. Maj. H. Jlansens Dagbog. Akad,. Udst. Cat.)

 

Grossmann.      Christian   Grossmann,    Søn   af   Kanonerer . Grrossmaun, er /ødt i Kjøbenhavn 1849, blev 'Elev af Y. Bissen og har samtidig besøgt Konstakademiet siden 1869  for at uddanne sig til Billedhugger.    Han har 1870—75 udstillet nogle Portrætbuster. (Akad.   Udst. Cat.)

 

Groth. Georg Vilhelm Arnold Groth, Søn af Apotheker J. Groth, er født i Kjøbenhavn d. 9. Marts 1842. Efter at have taget den udvidede Præliminairexamen i det v. Westenske Institut, besøgte han F. F. Helsteds Tegneskole og fra 1861 til 1866 Konst­akademiet, fra 1863 som Elev af Modelskolen. I 1864 aftjente han sin Værnepligt under Krigen, og lagde sig derpaa efter Landskabs­maleriet. Han har udstillet siden 1866 og vandt hurtigt Navn blandt den yngre Kreds af Landskabsmalere. I 1874—75 var han udenlands, navnlig i Paris. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Grove.    Peter Frederik Nordahl Grove, født i Nyboder

 

212

i Kjøbenhavn d. 12. November 1822 og Søn af Capitain i Søetaten Seder Tønder Grove, var bestemt til Studeringerne, men forlod Metropolitanskolen, kort før han skulde -taget-Artium (1839), -for at blive Konstner, Han lærte at tegne hos Gurlitt og besøgte (1840) Konstakademiet, af hvis Gibsskole han gik ud 1842. Samme Aar begyndte han at udstille som Landskabsmaler og har siden den Tid hørt til de flittigste Udstillere. For at sikre sin Stilling lagde han sig ligeledes efter at lithografere i Landskabsfaget og har siden 1851 stadig arbejdet for L. W. Tegner & Kittendorf, saaledes >Danske Herregaarde« efter F. Richardt, »Skaanske Herregaarde« efter samme Konstner og flere lignende Værker. Han har to Gange nydt en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet (1864 og 1867), men besøgte allerede i 1855 med Understøttelse af Grev Moltke til Bregentved og den Rejersenske Fond Verdensudstillingen i Paris. Den kgl. Malerisamlmg ejer et Ungdomsarbejde af Grove. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat. Akad.)

 

Grund. Johan, Gotfred Grund, Billedhugger, var Søn af Johan Georg Grund, som var Gibsstøber ved Porcelajnsfabriken i Meissen, og var født der d. 28. April 1733. Han gik 1748 til Dresden for at lære Billedhuggeriet, kom derfra 1754 til Berlin, hvor han var Svend hos Billedhugger Adam. I 1757 kom han til Kjøbenhavn og arbejdede i samme Stilling hos Hofbilledhugger Hænel, der døde i Januar 1761. Den 29. Januar 1762 blev han gift med dennes Enke, Elisabeth sal. Hænel, født Mandorff, en Kurvemagerdatter her af Staden, og samme Aar blev han Hofbilled­hugger. Han er bekjendt ved sine 55 store Sandstensfigurer i Nordmandsdalen i Fredensborg, hvoraf han selv udgav Afbildninger med Beskrivelse, Kbh. 1773. Han udførte ligeledes et Monument over Prof. Holm til Frue Kirke (1778), og døde 1796. (Weinw., S. 178. Sandv., S. 53. Kraft og Nyerup Lex. Adresseavisen 1762, Nr. 8.)

 

Grundtvig. Ludvig Grundtvig, Søn af Apotheker F. T. V. Grundtvig og Fanny Eline Annette født Scherning, er født i Nykjøbing paa Falster d. 12. Maj 1836. Han kom til Kjøbenhavn og besøgte fra 1851 Konstakademiet, hvis lille og store Sølvmedaille han vandt i Løbet af Aaret 1856. Fra 1859—64 har han udstillet nogle Portræter og er vedbleven at arbejde som Portrætmaler, sam­tidig med at han 1863 nedsatte sig som Fotograf. I 1864 ægtede han Hansine Elisabeth født Petersen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

213

Grünberg. Steffen Griinberg fik af Kong Frederik IV latinsk Pas (1723) for at rejse udenlands og >perfectionere sig i Malerkonsten” (Spengler Art. Eft., S. 30.)

 

Grøger. Frederik Carl Grøger, født i Pløen d. 14. October 1766 af fattige Forældre, viste fra Barndommen Lyst til Tegning. Efter at han af sin Fader først var sat i Skræder- og senere l Drejer-lære, gik han selv i Malerlære og lagde sig samtidig paa egen Haand efter at tegne Profilportræter med Rødkridt. Han forlod nu Haandværket, ernærede sig nogen Tid med at tegne Portræter i Lybek, kom til Berlin, hvor han modtog en noget fuldstændigere Konstuddannelse og rejste endelig til Dresden for der med Iver at lægge sig efter Oliemaleriet. I 1802 besøgte han Paris. Efter den Tid levede han som en anset Portrætmaler i Hamborg, indtil han 1813 kaldtes til Kjebenhavn for at male den kongelige Familie og en Mængde andre Portræter. Han vendte dog snart tilbade til Hamborg, hvor han døde i høj Alder d. 9. November 1838. (Tyske Conv. Lexika. Kagler. Kstl. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Weinw. Lex. Skild. 1810, Sp. 759. Udst. Cat.)

 

Grenland. Theude Grønland, Søn af Organist Johan Grøn­land i Altona og Sofie født Runge fra Haderslev, blev født i Altøna d. 31. August 1817. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1837—39, da han blev Elev af Modelskolen. I Aarene 1839—41 udstillede han et Par Portræter. Aaret efter rejste han til Udlandet, lagde sig der efter Blomstermaleriet og bosatte sig fra 1844 i Paris. Efter at lian ikke havde udstillet i Kjøbenhavn i sexten Aar, hjem­sendte han derfra i 1857 et Par Billeder, et Frugt- og et Blomster­maleri, der tildrog sig Akademiets Opmærksomhed i den Grad, at han d. 5. Juli 1858 blev optagen til udenlandsk Medlem. Senere udstillede han af og til, dog mest mindre Billeder, indtil 1870, da man sidste Gang saa et Par Arbejder af ham.

I Paris, hvor han 1846 var bleven gift med Simone Olympe fedt Mareschal, fik han i 1848 en første Klasses Guldmedaille ved den almindelige Udstilling og i 1855, ved Verdensudstillingen, en anden Klasses Guldmedaille. Han største og bedste Værker blev solgte dels til England, hvor han opholdt sig i flere Aar, dels til Privatmænd i Frankrig og Tyskland. Malerisamlingen i Berlin har et Maleri af ham, som han havde udført i Italien. Paa Grund af Forholdene i Paris nyttede han i 1869 til Berlin, hvor han levede sine sidste Aar og døde d. 16. April 1876. Af de mindre Prøver paa hans Konst, der har været at se ved Udstillinger her, fremgik

 

214

det, at han forenede en kraftig og levende Farve med stor Lethed og Frihed i den techniske Behandling. (Medd. fra Konstn. Enke. Akad. Udst. Cat.)

 

Grønvold. Povl Isak Grønvold, født i Kjøbenhavni 1717, blev Capitain i Søetaten, men lagde sig tillige efter Tegning og Kobberstikning under Fosies Vejledning. Han har udgivet en Sam­ling Kobberstik med Titel: »Tegninger over Kong Frederik V's Rejse igjennem Danmark og Norge«, 30 Blade i Tverfol. (174!)). Grønvold døde 1760. (Suhms Nye Saml. III, S. 21. Kraft og Nyerup, Lex. Skild. 1830, Sp. 738. AVeinwioh Lex., fejlagtig som Grønnewald.)

 

Gudmundsson. Sigurd Gudmundsson, Søn af Bonden Gudmund Olafsson, blev født paa Gaarden Helluland paa Island d. 9. Marts 1833. Da han viste Anlæg for Tegning, blev han sendt til Kjøbenhavn (Sept. 184-9), hvor han kom i almindelig Malerlære, men han forlod snart denne for at søge konstiierisk Uddannelse, først hos Jeriehau og snart efter, ved Hetseh' Medvirkning paa Konst-akademiet, hvis Elementarskole han begyndte at besøge allerede i December s. A. Ligesom han ikke naaede udover Akademiets lavere Skoler, saaledes drev han det heller ikke som udøvende Konstner videre end til at male nogle taalelige Portræter af Landsmænd. Han udstillede i 1856 et Portræt, i 1858 to Portræter, efter at han i det mellemliggende Aar-havde været et Besøg paa Island og om Vintren (1857—58) her i Kjøbenhavn malet under Constantin Han­sens Vejledning.

Derimod har han større Fortjenester af sin Virksomhed for at udbrede konstnerisk Smag paa sin Fødeø og frede om dens efter­ladte Minder. Han rejste nemlig i 1858 tilbage til Island, for ikke mere at forlade det, og ernærede sig der, om end tarveligt, som Portrætmaler, medens han samtidig udøvede stor og stigende Ind­flydelse i forskjellige Retninger til Forbedring af sine Landsmæuds Smag og til Vækkelse af deres konstneriske Sans. Han var grundig hjemme i sin Fødeøs Oldliteratur, og paa Grundlag af sine Studier heri gjorde han ikke alene Forslag til et smagfuldere Snit af den sædvanlige islandske Kvindedragt og lærte de islandske Guldsmede at bruge deres oldnordiske Motiver med større Skjønsomhed, men han har især gjort uforglemmelig Nytte ved at fremkaldejStiftelseu af en Oldsagssamling i Rejkiavig, hvorved endnu en Del af Islands Levninger fra Oldtiden kunne ventes at blive bevarede for Landet selv og tjene til Støtte for Studiet af dets betydningsfulde Literatur,

 

215

Grudmundsson var ikke stærk af Helbred, og ved paa forskjellig Vis at anstrænge sig over  Evne, paadrog han sig en Brystsyge, der lagde ham i Graven d. 8. (7.) September 1874. (»En isl. Konstner« af C. Rosenberg i Rolffsens Nord. Tidsk. 1876 I, S. 260—70. Akad. Udst. Cat. Fdl. 1875, Nr. 9.)-

 

Guldager. Christian Guldager, født i Kjøbenhavn, vandt 1779 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet som Maler, rejste derpaa til Nordamerika, hvor han skal have levet som Konstmaler i Boston. (Weinw., S. 192, og do. Lex.)

 

Guldberg. Emmerik Lucian Høegh-Guldberg, Søn af  Oberst Julius Høegh-Guldberg og Margrethe Palene født Hahn, er fedt d. 4. Maj 1807 i Aarhus. Han var bestemt til den militaire Vej, men da Forholdenes Omordning hindrede det, valgte han at blive Konstner og besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn samt Lorentzens Malerstue indtil dennes Død 1828, sammen med Købke og Rørbye. Begge disse fik Plads i Eckersbergs Malerskole, Guldberg derimod fulgte, tildels af økonomiske Grunde, tilbage til sin Fødeby med Gebauer, der dengang vilde tage Bolig i Aarhus. Han uddannede sig nu til Dyrmaler og Genremaler under Gebauer, der imidlertid snart blev sygelig og døde allerede 1831. Guldberg fik under dennes Sygdom Tilsynet med den i Aarhus oprettede Tegne­skole (Arveprins Ferdinands Haandværks-- og Tegneskole), og har siden Gebauers Død stadig forestaaet denne Skole, der har modtaget en betydelig Udvidelse og har hævdet sin Plads med Ære ved flere Udstillinger. Ogsaa have flere Konstnere, som nævnes i dette Værk, modtaget deres første Uddannelse under Guldborgs Vejledning i Aarhus Tegneskole. Konstneren, hvis Ophold stadig har været knyttet til Aarhus,, var ligeledes i femten Aar Adjunct ved den lærde Skole der, og er vedbleven at fungere som Lærer, selv efter at han er gaaet af fra sin Adjunctplads paa Grund af Skolens Omordning. Han blev gift første Gang med Vilhebnine Theresia, en Datter af hans Lærer, Maleren Gebauer, og efter hendes Død, anden Gang med Jakobine Mathilde født Raae (1843).

Guldberg har udstillet en Del Dyr- og Figurbilleder i Aarene 1833—55 og et af hans Ungdomsarbejder tilhører den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. Hans Hovedvirksomhed har dog været som Lærer, og som saadan virker han endnu med usvækket Iver. Han grundlagde omirenf 1840 en Konstudstilling i Aarhus, som siden stadig er fortsat og har stiftet meget Gavn, og han er nu

 

216

Inspecteur ved det i den nyeste Tid oprettede Konstmusenm samme­steds.    (Konstn. egne Medd.   Udst, Cat.)

 

Gulion. .Louis Gulion, en fransk Maler, vistnok Miniaturmaler,  som i Aarene 1672—74 fik Betaling for ialt 13 > smaa Contrefeyer«, mellem 18 og 50 Rdl. d. C. for Stykket. (Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Gumpert.    Efraim Johannes Gumpert besøgte Konstakademiet i  Kjøbenhavn, hvis mindre  Sølvmedaille han vandt i  1825. Han udstillede i Aarene 1824—31 Portræter efter Naturen samt et Par Copier og døde ugift d. 13. December 1837,  sandsynligvis kun nogle og tredive Aar gammel.   (Akad.   Udst. Cat.   Adresseav. 1837.)'

 

Gunst. Carl Frederik Gunst, Søn af Sognepræst Peter Daniel Gunst, er født paa Askø ved Lolland d.[24. Februar 1820, kom først i Gjørtler, senere i Guldsmedlære og blev Svend 1839. Som Lærling begyndte han at besøge Kunstakademiet i 1838, blev 1846 Elev af Modelskolen og vandt i December 1848 den mindre Sølvmedaille som Billedhugger. Han har udstillet 1851 og 1859, sidste Gang som Deltager i Concnrrencen. for den Neuhausenske Præmie »En Springvandsfigur«. Desuden har han udført nogle Billedstøtter, Reliefer og.Buster. Efter at have opgivet Konsten har han i sine senere Aar levet som Tandlæge i Aalborg. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Gunst. Pieter van Gunst, har af danske Portræter stukket »Princeps Fredericus IV< i Patent-Folio, »Ulrik Christian Gylden­løve, sørgende over sin døde Frue Charlotte Amalie Krabbe med Ahner«, stor Fol., tegnet af Krock, hvilket Sandvig kalder »Et for­træffeligt Stykke«, og endelig Christen (c: Otto) Skeel, malet af Johan Jebsen. Konstneren var sikkert en Udlænding (fra Holland?), men om han har levet her i Landet, kan ikke afgjøres. (Weinw., S. 93 og 143. Sandvig, S. 53. Skild. 1829, Sp. 885. Strunk, Nr. 958 og 2718a.)

 

Gurlitt, Louis Gurlitt, Søn af Fabrikant Johan August Vilhelm Gurlitt og Helene født Eberstein, er født i Altona den 8. Marts 1812. Han fik sin første Konstuddannelse i Hamborg (1828—32) hos Siegfr. Bendixen, af hvem en Mængde andre hol­stenske og hamborgske Konstnere ere Elever. Derpaa tog han til Kjøbenhavn og fik Adgang til Kunstakademiet, hvor han allerede i December 1832 blev Elev af Modelskolen, og ét Aar efter fik han den mindre Sølvmedaille. Da han havde valgt Landskabet til sit

 

217

Fag og regnedes blandt de »modneste og talentfuldeste« af Akade­miets daværende Elever, anbefalede det ham i 1835 til Rejseunder­støttelse fra Fonden ad usus publicos, idet det >følte sig smigret ved at iagttage de heldigste Frugter af hans Ophold ved denne Konst-.skole«. Han tik ikke denne Understøttelse, men foretog ikke desto mindre dels Sommerrejser i Danmark og Norge, dels 1836—37 en længere Rejse til München, vendte tilbage til Kjøbenhavn for at at ægte Elise født Saxild og tilbragte 1837—39 i Norditalien og Miinchen, hvor han mistede sin Kone.

Efter at være kommen tilbage til Kjøbenhavn, indsendte han et Parti af Kullen for at agreeres, hvilket skete d. 3. Marts 1840, og endnu s. A. d. 2. November blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn paa »Egn ved Silkeborg, gamle Elletræer ved en 80«. Han forblev nu rolig i Danmark indtil 1843, da han i April Maaned udbad sig og fik af Akademiet en tysk Attest for, »at han var . ordentligt Medlem af Akademiet, og at hans eventuelle Enke og Børn var pensionsberettigede efter ham«. Derpaa rejste han i Følge med Grev U. Baudissin til Diisseldorf, hvor han ægtede en tysk Dame, med hvem han rejste til Italien. Uagtet Bravo i sine Konstberetninger fra Rom, idet han roser den Lethed, hvormed han tilegnede sig »den Ton des italienischen Colorit*, nævner ham blandt de danske Konstnere, og nagtet han 1847 af Christian VIII blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, tilhører han dog fra 1843 i Grunden ikke mere Danmark, hvis ejendommelige Konstretning han gav Afkald paa tilligemed Fædrelandet. Han har efter den Tid stadig levet i Udlandet, navnlig i Tyskland, hvor han har et stort Navn som Landskabsmaler, er gift for tredje Gang med Elisa­beth født Lewald, en Søster til Forfatterinden Fanny Lewalcfr, og har i de senere Aar kun sjælden udstillet i Danmark; sidste Gang kaldes han endog »udenlandsk Medlem af Akademiet«. Den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Arbejder malede i Aarene 1834--43. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Nagler, Kstl. Lex. Muller, do.)

 

Gylding. Jørgen Gylding, Miniatur- og Emaillemaler i Kjøbenhavn, arbejdede i Frederik V's Tid, men har vistnok levet til henimod Slutningen af Aarhundredet. I 1817 søgte en Datter af ham, Dorothea Gylding, der levede i Aabenraa, om Understøttelse af Konstakademiet, med hvilket han dog slet ikke havde staaet i Forbindelse. Af hans Arbejder nævnes »Christus, omgivet af Apost-

 

218

lerne for Pilatus' Domstol«, »Christian VI's Apotheose,« solgt ved Krigsraad Colmans Auction i 1817, samt »Frederik V omgivet af allegoriske Figurere, hvilket sidste skal være sprunget i Brændingen. (Weinw., S. 169. Akad.)

 

Gyllich. Svend Ludvig Valdemar Gyllich, Søn af Fabrikant Fritz Gyllich og Vilhelmine født Øregaard, er født i Kjøbenhavn d. 15. December 1837. Han besøgte Konstakademiet fra 1855, blev 1858 Elev af Modelskolen, og vandt 1860—62 den lille og store Sølvmedaille. I 1866 udstillede han et Portræt. Efter at -have malet under Simonsens og Marstrands Vejledning kastede han sig over Theatermaleriet, udførte nogle Decorationer til Second-theatrene og fik i 1867 Understøttelse fra den Rejersenske Fond og det Classenske Fideicommis til en Udenlandsrejse. Han opholdt sig nu i Tyskland, navnlig i Wien, og senere i Paris (1868—69) for at uddanne sig i sit Fag. Efter Hjemkomsten har han især virket ved det kgl. Tlieater som Decorationsmaler i Architekturfaget, saaledes til »Livjægerne paa Amager«., til »Mestersangerne«, til »Bertran de Born« o. n. navnlig Balletter. Dog har han ogsaa malet Landskabsdecorationer, f. Ex. - en Bjærgegn til »Den forvandlede Konge«. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Gyntelberg. Nikolaj Gyntelberg, født 1626 i Jylland, var >Kong Frederik III's velbestalter Bygherre over Danmarks Rige baade i civil og militair Architektur«. (.Weinw. Lex.)

 

Gysbrecht. Cornelius Gysbrecht, en Maler fra Brabant, som udførte en Del Stilllebenstykker for det danske Hof i Aarene 1670—72. Deraf bevares endnu tolv i de kongelige Samlinger, som for største Delen forestille dødt Fuglevildt, ophængt paa et Søm i en Brædevæg, eller lignende Gjenstande. Behandlingen er overordentlig flittig, og Naturefterligningen er tidt i høj Grad. skuffende. Sædvanligvis skriver han sit Navn paa et tilsyneladende henkastet Brev, i hvis opadvendte Hjørne man tror at kuune gribe. Ogsaa i Tyskland findes gode Arbejder af ham; thi han levede en Tid i Hamborg. (Weinw., S. 58. Spengl. Cat. Fredensb, Cat. Gehejmearch. Kgl. Regnskaber. Fiissli Lex. & Suppl. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Gørbitz. Johan Gørbitz, født 1782 i Bergen, kom i 1798 til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Maler. Han fik 1801 Kunst­akademiets lille Sølvmedaille og tog Aaret efter tilbage til Bergen, hvor han ernærede sig ved at male Portræter og Landskaber. Efter

 

219

nogle Aars Forløb var han atter i Kjøbenhavn (1805) for at uddanne sig videre, rejste 1807 til Dresden og derfra til Wien, hvor han gjorde Lykke som Portrætmaler, navnlig ved et Portræt af den danske chargé d'affaires Nissen (1808). "Wiens Belejring (1809) for­drev ham derfra, og han drog nu til Paris, hvor han levede en Tid lang. I 1812 traf Kammerjunker Bruun-Neergaard (se Eckersberg) ham der, og roser meget hans Fremskridt som Miniaturmaler. Han døde den 3. Juli 1853 i Christiania. (Weinw., S. 204. do. Lex. Sagen & Foss, Bergens Beskr., S. 673, aftrykt i Skild. 1829, Sp. 1427. Akad.)

 

220

Haas. Christian Peter Jonas Haas, Søn af Kobber­stikker Jonas Haas, som nævnes nedenfor, født i Kjøbenhavn og debt den 26. April 1754, var ogsaa Kobberstikker, og har i Kjøbenhavn stukket en Mængde Plader til Niebuhrs Kejse i Arabien. Han skal senere have levet og arbejdet i Berlin, hvor han navnlig udførte Portrætstik. Men naar han siges at .have været Medlem af Akade­mierne i Paris og Kjøbenhavn, forvexles han sikkert med Broderen, Meno Haas. (Weinw., S. 172 og 230. Petri Kirkeb. ved Lengn. Sandv., 8. 57. Skild. 1830, Sp. 739. Fiissli Suppl.)

 

Haas. Johan Jakob Georg Haas, ligeledes Søn af Kobberstikker Jonas Haas, var født i Kjøbenhavn og blev døbt den 23. Juli 1756. Han kom allerede i sit trettende Aar paa Konstakademiet for at uddanne sig til Konstner, og efter at have vundet den lille og store Sølvmedaille (1771 og 1773) lagde han sig efter Kobberstikkerkonsten, sandsynligvis under sin Faders og maaske ogsaa under J. M. Preislers Vejledning. For et Stik efter sin egen Tegning >Den sunamifriske Kvindes Komme til Profeten Elisa paa Karmels Bjærg« (2. Kgg. 4, 26—27) fik han den 26. Februar 1776 enstemmig den store Guldmedaille. I dette og det følgende Aar udførte han de fleste af Stikkene til Dorothea Biehls Oversættelse af Don Quixote.

For at kunne underholde sig selv og uddanne sig videre paa Hejser fik han (1777) det for Kobberstikkere bestemte Stipendium paa 100 Rdl. d. C. (320 Kroner) aarlig, først for to Aar, senere (1779) endnu for et Aar. Med dette, selv i hin Tid ringe, Stipendium

 

221

rejste han til Paris for at studere under den bekjendte Kobber­stikker Nicolas de Launay, som kort efter blev udenlandsk Medlem af clet danske Konstakademi paa nogle indsendte Stik (1780). Fra 1. April 1781 fik Haas dog det store akademiske Stipendium paa 400 Rdl. d. C. først for l1/« Aar, senere forlænget saaledes, at han nød det ialt i tre Aar. I Paris udførte ban et Stik efter Maleren Pierres Medlemsstykke til det franske Akademi >Hercule faisant devocre Dioméde par ses propres chevaux«., paa hvilket han (den 28. Sept. 1782) selv blev Medlem af det franske Kunstakademi. Efter at have hjemsendt et Aftryk blev han paa det samme Blad enstemmig optaget til Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn uden at agreeres (d. 27. Jan. 1783).

Allerede i September samme Aar søgte han tillige med Juel om at blive Professor ved Modelskolen, inen den sidste blev ham foretrukken til »surnumeraire«.. Professor. Haas maatte nøjes med at blive Hofkobberstikker og med at nyde dels Stipendiet paa 100 Rdl. d. C. aarlig af Akademiets Kasse, dels en stadig voxende Aarpenge af Kongens Kasse. Forgjæves søgte han. 1791 om at blive Archiv-tegner efter Søren Abildgaard, ligesom 1796 om Værelser paa Charlottenborg. Derimod lykkedes det ham 1810, i Coucurrence med Portrætmaler H. Hansen og Kobberstikker J. F. Clemens, at blive begge disse Konstnere foretrukken til Professor ved Model­skolen, og uagtet Præses vilde gjøre nogle Indvendinger, maaske til Fordel for den europæisk navnkundige Clemens, maatte han bøje sig for Akademiets klart udtalte Stemmegivning og indstille Haas valg til kgl. Stadfæstelse. Som Professor virkede Haas vistnok ikke uden Held, da han var >en øvet og sirlig Tegner«, men han levede stedse under smaa Kaar og trykkende Forhold indtil sin Død, den 10. Maj 1817. Hans Enke, Johanne Christine født Sønderup døde først 1835.

Han var og agtedes af siu Samtid for en talentfuld Konstner; »Winsløvs (Chirurgen F. C. Winsløv) Portræt skattes højt af Kjendere«, hedder det. »Ellers blev det hans Lod«, sagde Secretairen til hans Minde, >som har været saa mange Konstneres Lod, at arbejde mere for Brødet end for Æren.« Der kan ikke nævnes mange Blade af ham; foruden de omtalte, stak han 1784 Abildgaards allegoriske Billede om Mindesmærkerne paa Jægerspris, hvorover der opstod en Strid mellem ham og Maleren, samt en Del colorerede Stik efter Lorentzens norske Prospecter. (Weinw., S. 230. do. Lex. Sandv., S. 54. Füssli Suppl. Akad. Bibi. d. sch. Wissensoh. XXXVI,

 

222

S. 137, og LVII, S. 377, Archives de l'Art. ni, S. 372. Hviid, Argenii Forsvar osv. Skild. 1830, Sp. 739. Petri og Garnisons Kirkeb. véd Lengn. Skifteretten.)

 

Haas. Johan Meno Haas, Søn af Jonas Haas og vistnok født i Hamborg1 d. 30. Maj 1752, lærte Kobberstikkerkonsten i Kjøbenhavn hos sin Fader og J. M. Preisler, vandt 1772 Kunstakademiets lille og 1774 dets store Sølvmedaille. Bosat som Kobberstikker i Kjebenhavn udførte han en Del Portrætstik efter Cornelius Høyers Pastelmalerier og Prospecter af Grev Moltkes Haver og Bygninger paa Bregentved (1773), Don Quixotes Portræt til Dorothea Biehls Oversættelse, Hans Egedes Portræt til Lunds Levnedsbeskrivelse af denne m. fl. Omtrent 1780 eller 1781 ægtede han Birgitte Cathrine født Hortulan, og forlod, nvist naar, dog som det synes efter 1782 Kjøbenhavn for at uddanne sig videre i Paris under de Launay. Derfra blev han 1786 kaldet til Berlin for at stikke efter Malerier fra Billedgaleriet der, udstillede 1789 som Prøveblad »Hagars Forjagelse«: efter Govaert Flinck, og blev 1793 Medlem af Konstakademiet i Berlin. Et af hans sidste større Arbejder forestillede »Frederik II til Hest«. Haas døde i Berlin den 16. October 1833 i sit 82. Aar. (Weinw., S. 230. do. Lex. Sandv., 8. 55. Hennings, S. 134. Nikolaj Kirkeb. ved Lengn. Skild. 1830, Sp. 740. Akad. Fiissli Suppl. >Museum« 1833, Nr. 46. Kbhpost. 1833, Nr. 249. Øst Materialier, S/92.)

 

Haas. Jonas Haas, Kobberstikker, født i Nürnberg 1720, arbejdede i Hamborg omtrent fra 1744 til 1753 og ægtede der Anna Rosine, en Datter af den hamborgske Kobberstikker Fritzsch. Han kom vistnok til Kjøbenhavn i 1753, thi i April 1754 fører han første Gang en Søn til Daaben. I 1754 nævnes ogsaa Jonas Haas i Akademiets Protokol, hvor nogle af hans Stik roses. Han blev den 3. Januar 1755 udnævnt til Universitetskobberstikker og har stukket en Mængde Portræter efter ældre og samtidigé Malere, der­iblandt alene femten til en »Samling af evangeliske Biskopper i Sjælland«. Blandt hans andre Portrætstik kan nævnes Justitsraad Hammer i Norge, malet af Aadnæs (1770—71), Rostgaards Portræt m. fl. Tillige har. han stukket Kobbere til Thuras »Bornholms Beskrivelse« og Vignetter til Fr. Nordens »Rejse i Ægypten.« Han døde i Kjøbenhavn, som det synes, 1772. (Weinw., S. 142 og 208.

 

1 Da hans Daab ikke nævnes i Petri Kirkebog, medens hans Brødres findes der i Rækkefølge, er der al Grund til at tro, at han er født i Hamborg og »om lille Barn kom til Kjøbenhavn med Forældrene.

 

223

do. Lex. Sandv., S. 54. Akad. Petri Kirkebog ved Lengn. Fiissli Snppl. Biisching Naohrichten II, S. 461. Fortges. Nachrichten III, S. 300. Adresseav. 1765, Nr. 20. Skild. 1830, Sp. 738. Bruun

i Bostgaard, S. 302, 479, 506.   Hamb. Kstl. Lex.)

 

Habbe.    Nicolaj Francois Habbe, Søn af russisk Consulatssecretair Habbe i Helsingør og født der 1827, begyndte at besøge Kunstakademiet i Kjøbenhavn i 1839, blev 1843 Elev af Model­skolen og vandt i December 1846 den mindre Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1851 vandt han den Neu-hausenske Præmie for Opgaven: »Reservesoldater paa Marche« og i 1859—60 var han i Italien. Siden 1848 har han udstillet Genre­billeder, dog sjældnere i de seriere Aar og siden 1870 har ikke noget Arbejde af ham været set paa Udstillingen. Han lever efter Sigende for Tiden i Australien. (Akad. Udst. Gat.)

 

Haelwegh. Adrian (ikke Adam) Haelwegh formodes at være en Søn af Albert Haelwegh og var i Tjeneste hos Landgreve Georg II af Hessen. Man har Blade af ham med Aarstallene 1662 og 1677. (Nagler Monogr. I, 682.)

 

Haelwegh. Albert Haelwegh var sandsynligvis dansk af Fødsel, da Navnet forekommer flere Gange tidligere, navnlig i Ros­kilde, hvor en Niels Haelwegh (Halveg) i 1566 var Rector og en Esben Haelwegh omtrent 1620—48 var praktiserende Læge; der skal tillige i Omegnen af Roskilde have været Herremænd af samme Navn. Haelwegh maa være født ved Aarhundredets Begyndelse eller kort efter og har uden Tvivl i Udlandet tilegnet sig den udmærkede Dygtighed i Kobberstikkerkonsten; der gjør ham til en af sin Tids fremtrædende Mestre, og hans Betydning i Danmark er liskatterlig ]jaade-4-4tonsthistorisk og personalhistorisk-Heaseende ved den store Række Portræter, der gjennem hans Gravstik ere bevarede for Eftertiden. Tiden fra 1643—1672 har han stukket 91 Blade, der nævnes af Sandvig, mest større og mindre Portræter efter C. v. Mander, "Wuchter, Ditmar o. n. samt Kobberne til Simonis Pauli Flora Danica og et anatomisk Værk (eller Blad). Han blev kongelig Kobberstikker ifølge Bestalling af 15. Maj 1647 og samme Aar Universitetskobberstikker (Ser. reg. Mai. sculptor, og Sculptor Acctd. regio diplomate confirmatus d. 26. Maj 1647). Fra den 1. September 1655 fik han 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig, mod at han uden videre Arbejdsløn skulde udføre alt Kobberstikkerarbejde, Kongen maatte enske. I de kgl. Regnskaber nævnes han, saavidt vides, sidste Gang under 15. Marts 1673: »Albert Hal.... Kobberstykker

 

224

efter Regnskab 28 Rdl.« I 1670 havde han en langvarig Strid med sin Svoger Abraham Wuchter, hvoraf man ser, at han var gift med Anne Hansdatter, en Søster til Wuchters Kone. Sagen drejede sig dels om gjensidigt Udlæg, dels om en Arv efter Wuchters afdøde Hustru. Haelwegh døde snart efter denne Strids Afgjørelse, i Slutningen af August eller d. 1. September 1673, thi d. 4. s: M. meddeles kgl. Tilladelse til, at hans Lig, efter Datidens Skik, maatte begraves om Aftnen. (Weinw., S. 52, 72, 74, 78. do. Lex. Sandv., S. 58. Skild. 1830, Sp. 402—4. Dske Sml. I, S. 289. Friis Sml., S. 157. Rumohr og Thiele Den dske Kobberstiksml. Nagler Monogr. I, 697 og 863. Kgl. Regnsk. Sjæll. Reg. 1647, 1655, 1673 i Gehejmearch.)

 

Hagelstein. Povl Hagelstein, Søn af Kobbersmed Hagelstein i Holsten, var født 1825 og kom som Malersvend til Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner: Han blev i December 1846 Elev af Modelskolen og udstillede fra 1848—51 en Del Portræter. Senere rejste han til Bryssel, hvor han bosatte sig, og han hjemsendte derfra nogle Genrebilleder og historiske Stykker i den udenlandske Maner, han i Belgien havde tilegnet sig. Han vandt en Beskytter i Frederik VII, der bestilte flere Arbejder af Christian II's Historie hos ham. Til den. kgl, Malerieamling udførte han paa Foranledning Copier af Christian II's og Dronning Elisabeths Portræter i Bryssel; men uagtet Originalerne ere smaa Billeder, hjemsendte han to Knæstykker i Legemsstørrelse som Gjengivelse af dem. Hans to sidste Arbejder tilhøre Kong Chri­stian'IX. Han naaede aldrig at blive noget betydeligt og døde i Bryssel den 4. Marts 1868 efterladende Hustru og Børn. (Akad. Udst. Cat. Priv. Medd.)

 

Hageman n. Henrik Ole Martinus Hagemann, født i Viborg den 5. September 1845, er Søn af Kjøbmand Schack Hage­mann og Elise fedt Hansen. Da hans Forældre døde, medens han endnu var Barn, blev han opdragen som Plejesøn hos Justitsraad Neckelmann i Viborg. Efter sin Confirmation kom han i Tømrer­lære hos Tømrermester Steinbrenner i Aarhus, besøgte samtidig Tegneskolen der og tegnede siden privat hos Architekt Walther. I 1865 kom han til Kjøbenhavn, hvor han snart efter fik Plads i Akademiets architektoniske Forberedelsesklasse; men efter at han var rykket op i Architekturklassen, og samtidig havde arbejdet nogen Tid under Meldahl, traadte han ud af denne Klasse uden at tage Afgangsprøve (1872), da praktisk Virksomhed allerede optog

 

225

hans Tid; samme Aar bosatte han sig som Architekt i Kjøbenhavn Og ægtede Marie født Bay. Hans Hovedværk i konstnerisk E-etning er Opførelsen af »Frederik VII's Stiftelse« paa Jægerspris, der blev overdragen ham (1874) efter Concurrence med tvende andre Architekter. (Konstn. egne Medd. Akad.)

 

Hagemann. Peter Christian (eller Christoffer) Hagemann var født i Itzehoe den 20. Marts 1810 og kom som Mursvend til Kjøbenhavn for at _ uddanne sig til Bygmester. Efter at have gjennemgaaet Akademiets Skoler vandt han 1838 den lille og 1842 den store Sølvmedaille i Bygningskonsten; Aaret efter blev den Neuhausenske Præmie tilkjendt ham (20. Februar 1843) for et Pro­ject .til Toldbodens Forskjønnelse. Han synes imidlertid mere at have været en forretningsdygtig Mand end egentlig Konstner, og da der netop ved denne Tid frembød sig en Række Opgaver, hvori det praktiske Hensyn spillede større Rolle end det konstneriske, forstod han at vinde Autoriteterne for sig, saaledes at han, som en endnu temmelig ung Mand, nk det meste af Communens Bygningsarbejde <under sig. Det kunde saa meget lettere ske, som flere af de ved Akademiet uddannede Konstnere, der ikke allerede var i anden Virksomhed, enten var udenlands eller endnu ikke havde fuldendt deres Studier. Hagemann kom saaledes i Aarene 1844—50 til at bygge de fire store Communeskoler, som dengang blev bevilgede, endvidere Slagterboderne ved Nikolaj Taarn og paa Graabrødretorv, den første Erøve her i Landet paa helt af Jærn opførte Byg­ninger; endelig fik Kan, da Kjøbenhavn netop dengang havde en meget livlig Byggeperiode, en Mængde Privatbygninger at opføre, hvoriblandt hele Husrækker i de nye Gader Nikolajgade,- Lorentzens-gade, Gernersgade, foruden Butiker og Ombygninger i andre Gader. Disse Huse, hvis Lejligheder for største Delen var til mindre Familier, udmærkede sig dog hverken ved fremtrædende architektonisk Skjønhed eller særlig god Indretning, selv om de hævede sig over, hvad man ikke sjælden tidligere havde ladet sig nøje med. Paa Grund af den store Virksomhed, han saaledes udfoldede, har ikke faa af den yngre Slægt af Bygmestre tegnet paa hans »Kontor«, navnlig var afdøde Stillmann efter Sigende mere. hans højre Haand end hans Lærling. Hagemann døde ugift den 22. August 1853 af Cholera kun 43 Aar gammel. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Hahn. Frants Julius Spendrup Hahn, Søn af Pastor Hahn og født 1834 i Kjøbenhavn, besøgte Konstakademiet fra 1849, vandt 1854 dets lille og 1861 dets store Sølvmedaille, concurrerede

 

226

1862—63 til den lille Guldmedaille og har (1865—71) udstillet nogle Portræter, et Figurbillede og et Dyrstykke. Han er Maler­mester i Kjøbenhavn. (Akad. XJdst. Cat.)

 

Halbeeck. Jan van Halbeeck, en hollandsk Kobberstikker, som arbejdede først i Paris og senere i Kjøbenhavn, har bL a. stukket en Del af Kobberne til et Værk af Salvatore Fabris: Scienza e prattica (Farme, der udkom 1606 hos Walkirchen i Kjø­benhavn. De øvrige Blade ere stukne af en Konstner, som bruger Mærket F. V. Halbeeck døde omtrent 1630. (Weinw., S. 62. do. Lex. Saudv., S. 66 flg. Skild. 1830, Sp. 404. Nagler Monogr. III, 1142.)

 

Hallebye. Peter Christian Hallebye eller Haelbye havde i 1820—21 en kgl. Understøttelse af 200 Rdl.. for at uddanne sig til Konstner og udstillede i Aarene 1824—25 nogle tegnede Por­træter. Siden levede han som Portrætmaler i Kjøbenhavn, og døde den 14. Maj 1850. (Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Ham.    Herman von Ham se Dramen.

 

Ham. Levin David Ham besøgte Konstakademiet i Kjøben­havn fra 1784, vandt 1791 og 1793 dets Sølvmedailler og 1795 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (l Kgg. 17, 23). Aaret efter vicarierede han i Løfflers Sted, og ved Dinesens Død søgte han om at blive Informator ved Akademiet, men Cabott blev ham foretrukken. Han har rimeligvis ernæret sig i Kjøbenhavn som Tegnelærer, thi i 1820 udstillede han >fire Originaltegninger«. Senere Efterretninger haves ikke om ham. (Weinw., S. 196, og do. Lex. Akad. Udst. Cat.)

 

Hammelef. Uncas Andreas Frederik Hammelef, Billed­hugger, er født 1847 i Kjøbenhavn, har arbejdet i afdøde H. V Bissens Værksteder fra 1866, besøgt Konstakademiet siden 1869, og har siden 1868 udstillet en Del Portrætbuster og Medailloner f. Ex, (1871) af Professor Gade. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hammer. Hans Jørgen Hammer, Søn af Skibsfører Peder Pedersen Hammer og Johanne født Bistrup, er født i Kjøben­havn den 29. December 1815. Da han havde Lyst til at være Konstner, satte hans Fader ham, i den Tanke at Haandværket var en sikrere Levevej, i Lære hos en anset Malermester, J. G. Berg, hos hvem ikke faa af vore Konstmalere have gjennemgaaet deres første Læreaar. Hammer begyndte allerede 1828 at besøge Akade­miets Aftenskoler og rykkede gjenném disse op til Gibsskolen (December 1836). Efter at han allerede Aaret før var bleven færdig i sin Lære, arbejdede han i nogle Aar som Decorationsmaler og

 

227

og concurrerede to Gange til den Neuhausenske Præmie som saadan, dog uden at opnaa den. Imidlertid tabte han ikke sit egentlige Maal af Sigte og stræbte ved flittigt at benytte Akademiets Skoler at uddanne sig til Figurmaler. I December 1840 blev han Elev af Modelskolen, og i Aarene 1842 og 1843 vandt han begge Sølv-medailler, medens han samtidig malede- efter den levende Model under Eckersbergs Vejledning. I 1845 deltog han i den Neu­hausenske Concours som Genremaler med Billedet »Det sidste Læs kjøres hjem«. Billedet vandt vel ikke Præmien, men blev strax kjøbt til den kgl. Malerisamling. Det rostes i Bedømmelsen for »Originalitet, i Opfatningen og ufordærvede Principer«, medens det dadledes for »Mangel paa technisk Udvikling«. Ved den næste Con­cours, 1847, vandt han Præmien for »Bønder forsamlede til Lystighed en Søndag Eftermiddag under aaben Himmel<.

En Opmuntring fra C. V. Eckersberg og J. P. Møller om at søge Akademiets Rejseunderstøttelse til en Udenlandsrejse, besvarede Hammer, i Følelsen af sin Trang til først at lære sit Fædreland nærmere at kjende, med en Ansøgning om, delvis,at maatte bruge det Stipendium, han søgte, til Hejser i Indlandet. Om ogsaa han ikke fik dette Ønake opfyldt, er det dog øjensynligt, saavel af lig­nende Træk fra Akademiets tidligere Historie, (jfr. Abildgaard), som af det Svar, Konstneren modtog, at det har givet Stødet til Ind­førelsen af indenlandske Stipendier. Imidlertid indtraadte en Stands­ning i Hammers konstneriske Virksomhed, der dog næppe har været uden gavnlig Indflydelse paa hans Udvikling. Ved Krigens Udbrud i 1848 gik han nemlig med som Frivillig, avancerede til Corporal og Fourer, og blev, efter at have aflagt Prøve ved Aspirantskolen i Kjøbenhavn, i Marts 1849 Officer i Linien. Han deltog ikke alene i Hele Felttoget, men forblev i sin Officersstilling, indtil han i Foraaret 1860 tog sin Afsked med Capitains Karakter. To Aar efter blev han Ridder af Dannebrog. Selv under Krigen og i sit senere Grarnisonsliv havde han fundet Lejlighed til at male, om end ikke mange Billeder. Men efter at han i 1856 havde opnaaet Akade­miets Rejseunderstøttelse for to Aar, lod han sig sætte å la suite og tilbragte i alt omtrent tre Aar i Udlandet, væsentligst i Italien. I Februar 1874 blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn.

Hammer udstillede sit første Billede 1838 og har siden den Tid jævnt udstillet, mest som Figunnaler. Foruden det tidligere nævnte Billede er af hans Genremalerier »En Markedsdag i Fredericia« (1871) og »Det længe ventede Brev« (1877) kjøbte til den kgl.

 

228

Malerisamling. I Italien fik han Lyst til, ved Siden af Figur­billeder, at male Landskaber, navnlig med Bygninger, og af saadanne Billeder blev »Udsigt over Bom« (1861, nu i Aarhus) og »Torvet i Ariccia, efter Solnedgang« (1863), hvis stærkt udtalte Aftenstem­ning gjorde megen Lykke, ligeledes kjøbte til den kgl. Malerisamling. Blandt hans Figurbilleder, kunne, foruden nogle Portræter, f. Ex. Skovgaards til Udsinllingscomiteen, nævnes »Den lille Axsamlerske« (1866) og »Baggesen og Schimmelmann« (1872) til Orla Lehmanns Samling af Digtere. I 1874—75 foretog Konstneren en Rejse til Nordamerika for at besøge sin Slægt og se Verdensudstillingen i Filadelfia. (Konstn. egne Medd. Priv. Optegn. Akad. Udst. Gat.)

 

Hammer. William Hammer, Broder til ovennævnte H. J. Hammer og født i Kjøbeuhavn den 31. Juli 1821, begyndte, endnu medens han gik i Skole, at besøge Konstakademiet (1833), blev efter sin Confirmation, ifølge sin Faders Ønske, sat i Malerlære hos Vaabenmaler O. Larsen og vedblev endnu i nogen Tid at gaa' paa Akademiet, som han dog forlod, inden han var naaet op i dets højere Klasser. Ikke desto mindre var han blandt de unge Konst-nére, der udførte Decorationsmalerier i de indre Rum i Thorvald-sens Museum under Bindesbølls Vejledning (1844—46). I 1847 udstillede han sit første Billede »En Kurv med Frugter«, bestilt af Grev Knuth til Knuthenborg. Uagtet han som Frugt- og Blomstermaler ikke brugte nogen særegen Lærers Vejledning, vandt han snart en saadan Dygtighed, at den Neuhausenske Præmie blev tilkjendt ham i 1853 for »Blomster- og Frugter«, der strax blev kjøbt til den kgl. Malerisamling, og samme Aar fik han Akademiets Rejseunder­støttelse for to Aar. Efter et toaarigt Ophold i Tyskland, Frankrig og navnlig Italien var han atter hjemme i 1855. Senere foretog han i 1862 en mindre Rejse til Belgiea og London for at se Verdensudstillingen der, og i 1871—72 en større Udflugt til Italien paa det Ankerske Legat. I 1860 nk han Udstillingsmedaillen for et stort Billede »Frugter under et Æbletræ«, som blev kjøbt til den kgl. Malerisamling, og den 16. Februar 1871 blev han Medlem af Akademiet. Af hans senere Arbejder er »Italienske Fisk og Hum­mere«, som var bestilt af Frederik VII, efter dennes Død ligeledes kjøbt til den kgl. Malerisamling, medens flere af Konstnerens større Billeder siden 1864 have fundet Vej til Udlandet, især til Amerika. Han blev 1853 gift med Juliette Quintilia født Friedenburg: (Konstn. egne Medd. Akad. Udst, Gat.) .

 

Hanck.    Johan Henrik Trutzchler Hauck, født nærved

 

229

Christiania den 26. Januar 1776, var Sen af Brugsfuldmægtig Claus Hanck og Maren Kirstine født Grefsen; han blev Student i Christiania (1795) og theologisk Candidat1801 i Kjøbenhavn. Aaret efter blev han Adjunct ved Odense Kathedralskole i Skjønskrivning og Tegning, og blev 1807, paa Konstakademiets Anbefaling, Stiftsbygnings Conducteur i Fyn. I 1815 søgte han om at blive Stiftsbygmester, men dertil turde Akademiet ikke anbefale ham, og en Plan til en »Centralbygning« for Fyn, der indsendtes til Akademiets Bedømmelse (1819), fandt ikke de bygningskyndige Medlemmers Bifald. Han blev 1806 gift med Madseline Antoinette født Iversen, og overtog ved Sviger­faderens Død (1827) Redactionen af Iversens Avis »Fyns Stiftstidende< og Bestyrelsen af Trykkeriet ved Siden af sin øvrige Virk­somhed. Han døde den 23. Juli 1840 i Kjøbenhavn. Han har forfattet et Par Skrifter, og han malede i Vandfarve og tegnede gjærne Landskaber og Udsigter; saaledes gjorde han Tegningerne til »Udsigter fra Sanderumgaards Have«, stukne af Clemens med Text af M. Winther. Han er Fader til Forfatterinden Henriette Hanck. (ErslewForf. Lex. I, S. 563. Suppl. I, S. 663. Clemens' Nekrolog ved Fiek. Skild. 1816, S. 477. Dagen 1835, Nr. 255. Odense Skoles Progr. 1841, S. 40. Akad. ' Priv. Medd.)

 

Hansen. Anders Hansen, Søn af Landmand Hans Rasmussen og født 1841 i Fangel i Odense Herred, lærte-Tømrerhaandværket i Viborg og besøgte derpaa Konstakademiet fra 1865 til den 30. Juni 1871, da han fik Afgangsbevis som Architekt-(Akad.)

 

Hansen, Carl Christian Constantin Hansen, er Søn af Portrætmaler Hans Hansen, som nævnes nedenfor, og Henriette født Lie, og han blev født paa Forældrenes Udenlandsrejse i Rom den 3. November 1804. Han var næppe et Aar gammel, da Forældrene kom tilbage til Kjøbenhavn, og fik saaledes en fuldkommen dansk Opdragelse. Faderen lod ham besøge Akademiets Bygningsskole og Gr. Hetsch's Tegneskole for at uddannes til Bygmester; men efter eget Ønske gik han over i Frihaandstegneskolerne, hvor han blev Elev af Modelskolen (1825). Aaret efter vandt han den lille Sølvmedaille og samme Aar en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model under Titel »En halvsiddende Fisker«. Alle­rede fra 1825 begyndte han at udstille, navnlig Portræter. En Gruppe, forestillende hans to Søstre læsende i en Bog, vandt Opmærksomhed (1827) og blev rosende omtalt af hans Fader i »Betragtninger over de skjønne Konster«. Det følgende Aar

 

230

udstillede han atter en Portrætgruppe af tre af sine Søstre, der under Navn af »Tre unge Piger« blev kjøbt til'den kgl. Maleri-samling som et lovende Ungdomsarbejde.

I Begyndelsen af dette Aar var hans Livs Skjæbne sørgelig forandret, idet en ondartet Tyfus i Løbet af 14 Dage (Jan.—Febr. 1828) bortrev begge hans Forældre og lod ham som den ældste og eneste voxne Søn tilbage som Forsørger for flere halvvoxne Søstre. Nogen Fortjeneste fik han strax, da han paa Akademiets Anbefaling fik Lov at fuldende fire Copier til Frederiksborgs Portrætsamling, hvilke var bestilte hos Faderen. Omtrent samtidig blev han sysselsat med decorative Malerier til Christiansborg Slot og vandt 1829 Akade­miets store Sølvmedaille, samt Aaret efter atter en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model. Efter at han i sine yngre Aar havde lært at male af sin Fader, lod han sig nu paavirke af Eckersbergs Retning, som hjalp til at give hans Tegning større Renhed og Fasthed, men ikke kunde give den unge Konstner, hos hvem Kjærligheden til Formen og navnlig til den klassiske Konsts rene Stil var langt mere udpræget end Farvesans, den Kraft og Dybde i Farven, Eckersberg selv kun undtagelsesvis raadede over. Han tilegnede sig for en Del Mestrens Palet, den lyse, kjølige Hoved­tone og de bestemt udtalte Omrids; han naaede endog i sine italienske Architekturbilleder en Varme i Farven, som Eckersbergs tilsvarende Billeder trods al Klarhed og Renhed i Farven, savnede, men Farve-givningen vedblev at være hans svageste Side. Maaske denne Egenhed i hans for øvrigt for Akademiet saa klart fremtrædende Talent var Skyld i, at hans Forsøg paa at vinde Guldmedaillerne ikke vilde lykkes for ham. Da han anden Gang forsøgte paa at vinde den mindre Guldmedaille (1833), erklærede derfor ogsaa Akade­miet, at skjønt det ikke havde kunnet, tilkjende. ham Prisen, havde det dog Grund til at anbefale ham til Rejsestipendium fra Fonden ad ustis publicos. Først i 1835 naaede han imidlertid en saadan Understøttelse paa 600 Rdl. i de to første Aar og 400 Rdl. i det tredje Aar; men efter den Tid forblev han endnu sex Aar i Italien, hvortil han var rejst stråx i 1835.

En Kjender, paa hvis velvillige Stemning overfor Const. Hansen der ikke kan tvivles, karakteriserede ham ved denne Tid pmtrent paa følgende Maade: »Hans Udviklingsgang har været langsom og han har Besværlighed ved at føre Penslen, ligesom han ogsaa savner Sans for Harmoni og Kraft. Følelsen for det sjælelige udtaler sig sjælden med synderlig Dybde, men derimod fremtræder hos Konst-

 

231

neren et følende Øje for Form, Bevægelse og det Udtryk, som viser sig i Omgivelsen.« Netop den Side af Konstnerens Talent, som skildres i Slutningen af denne Udtalelse kom til sin frieste og heldigste Udfoldelse under hans niaarige Ophold i Italien.  Den Række mindre Billeder, han udførte der, forbinder paa en lignende Maade, som Eckersbergs, en trofast Gjengivelse af Landskabet og de architektoniske Oldtidsminder .med en frisk og levende Opfattelse af det Folkeliv, der rørte sig ved Siden af Fortidens sønderbrudte Levninger. Hans Billeder fra Vestatemplet i Rom, fra Pæstum og n. St. ere sande smaa Perler i hans lange konstneriske Virksomhed, Af Figurbilleder hjemsendte han i 1838 »Et Selskab af Konstnére i Rom«, hvis smukke Anordning og livlige Præg træffende skildres i en Anmeldelse af N. Høyen, samt »Improvisatoren paa Neapels Molo«, der vakte en saadan Opmærksomhed paa Udstillingen i 1840, at kun den Ensformighed i Farvetonen, som Konstneren selv i dette Billede ikke ganske havde kunnet frigjøre sig for, synes at have været Skyld i, at Udstillingsmedaillen ikke blev ham tilkjendt.

Konstnerens Interesse for Oldtiden næredes end mere ved Opholdet i Syden og da han paa Ansøgning i 1839 fik 100 Scudi (omtr. 380 Kroner) tilstaaet af Akademiet, tilbragte han nogle Maaueder med at studere de antike Frescomalerier i Pompeji og Neapel og sendte Akademiet en Copi af »Chiron, der underviser Achilles i Musik« som Vederlag for den tilstaaede Understøttelse. I Forening med Hilker, der i disse Aar var i Rom (1831—41), udkastede han Planen til eii Deeoration af Universitetets Forhal, anordnet efter antike Forbilleder. For at iværksætte denne Plan, der imidlertid efter Forhandling med Universitetet var bleven vedtaget saaledes, at Hilker skulde udføre den egentlige Decoration og Hansen smykke de af den omgivne store Felter med Fremstillinger af den græsk-romerske Mythologi, kom Konst. Hansen hjem i den første Halvdel af 1844 og blev d. 7. October s. A. enstemmig agreeret af Akademiet. I Samklang med det store Arbejde, han var i Færd med at lægge Haand paa, blev som Opgave til Medlemsstykke givet ham »Orfeus, der vender tilbage fra Underverdnen« (efter Ovids Forvandl. 10. Sang). Henved to Aar efter fremstillede han sit fuldførte Arbejde, som Akademiet efter Discussion og Afstemning forkastede med 10 Stemmer mod 7. Konstneren selv var vistnok ikke uden Skyld i dette Udfald, som ved samme Tid hændte en anden talent­fuld og udmærket Konstner, Chr. Købke, thi, efter hvad der for­tælles, skal det have været Tone blandt de yngre Malere at regne

 

232

Udførelsen af Medlemsstykket for en ligegyldig Sag. Ikke desto mindre tog den ærekjære Konstner sig denne Forkastelse meget nær, og først i de seneste Aar af hans Liv traadte han i Forhold til Akademiet paany.

Malerierne i Universitetets Forhal, som udførtes paa vaad Kalk (al fresco), medtog, da han gjorde alting, selv, et Tidsrum af ti Aar. Indholdet af dette anselige Arbejde, der dannes af ofte store Malerier, udførte i Farver, og en Række mindre Figurer, malede graat i graat paa grøn og blaa Baggrund, har han selv gjort Rede for i »Nordisk Universitets Tidsskrift« og i et trykt Følgeblad. Med et sjældent Kjendskah til Oldtidens Myther har han med stor Smag forstaaet at vælge en Kreds af Fremstillinger, som naturligt og betydningsfuldt slutter sig sammen. Selve Udførelsen, der i første Øjeblik fremkaldte meget modstridende Domme, ejer gjennemgaaende saa solide Fortrin i det Væsentlige, at dens Svagheder, som for enhver, der kjendte Konstnerens Udvikling, tydelig nok fulgte af hans Talents ejendommelige Grundpræg, sikkert havde fortjent ikke at fremdrages saa skarpt. Hvilken Dom, Historien end i Eftertiden vil fælde over det Værk, vil det aldrig glemmes, at det var det første monumentale Værk af et. saadant omfang der ved Malerkonstens Hjælp udførtes i Danmark. at. det var første Gang Maleri paa vaad Kalk forsøgtes i et for denne Fremgangsmaade ugunstigt Klima, og at saavel Belysningsforholdene som den architektoniske Indeling i det Rum, der skulde udsmykkes, frembød særlige Vanskeligheder. Adskillige Aar senere udførte Konstneren Christus og de tolv Apostle al fresco i Roskilde Domkirke.

Samtidig med Universitetsforhallen malede Const. Hansen kun nogle Portræter, idet de store .mythologiske Compositioner optog hele hans Tanke; blandt Portræterne var de to legemsstore Knæ­stykker, der udførtes til Thorvaldsens Museum, nemlig dets Byg­mester M. G. Bindesbøll og den afdøde Mesters mangeaarige Ven, Jonas Collin, især mærkelige. For disse og nogle flere i 1852 udstillede Portræter fik Konstneren Udstillingsmedaillen. Strax efter at han var færdig i Universitetets Forhal, fik han en ny alvorlig Opgave i en ganske anden Retning, idet Orla Lehmann bestilte »Ægers Gjæstebud« hos ham med legemsstore Figurer. Valget af dette Emne betød ikke mindre end at skabe Typer for hele den nor­diske Gudeverden, der som bekjendt var næsten fuldtallig samlet hos den gjæstfri Søgud, da Loke, som den gamle Sang fortæller, i bidende Udtryk gav sig til at smæde hver enkelt, indtil Thor

 

233

med Hammerens argumentum ad honinem bragte Spotteren til at at vige, efter at han paa Tærsklen havde udskudt sin sidste Salve mod Tordenguden. Konstneren gav sig med største Grundighed til de nødvendige Forarbejder, og selv om ikke alle Typer lykkedes ham lige vel, ligesom det heller ikke ganske lykkedes ham at kaste Poesiens frigjørende Glans over sit Værk, har han dog Fortjenesten af at have skabt en Grandvold, som en hver følgende nordisk Konstner til en vis Grad maa støtte sig til, ligesom ogsaa Erfaringen har vist, at flere af de- givne Typer paa forskjellig Vis ere grebne og udførte videre af andre Konstnere. Billedet, der var færdigt 1857 (udst.1858), har ogsaa den Mærkelighed, at Konstneren heri naaede en for hans Pensel usædvanlig Kraft og Dybde i Farven; det tilhører nu den kgl. Malerisamling, medens en senere Gjentagelse i større Maalestok, der blev malet til Godsejer Neergaard, ikke undgik at bære Præg af Konstnerens tiltagende Alder.

I de følgende Aar optoges Hansens Tid og Kræfter af et endnu større Værk, der krævede længere Forarbejder, selv om det ikke var et saa umiddelbart Indbildningskraftens Foster, som det foregaaende. Det var et meget stort Oliemaleri, vistnok det største, der er malet her til Lands, forestillende Folkethingesalen paa Christians­borg, med den grundlovgivende Rigsforsamlings Medlemmer og en tæt besat Tilhørerplads. Af de omtrent 150 Medlemmer, Forsam­lingen talte, ere de forreste i fuld Legemsstørrelse, de øvrige perspectivisk mindre og mindre indtil Tilhørerne i Baggrunden, der tildels ere let skitserede i lille Format. Konstneren udførte sær­skilte Portræter af næsten alle Medlemmerne af Rigsforsamlingen som Studier til Billedet og desuden en Mængde Portræter af Venner og Bekjendte, som fik Plads i Tilhørerkredsen, der saaleues repræ­senterer en Del af Konstnerens Samtid, om end just ikke den, der havde kunnet overvære de virkelige Forhandlinger. Dette Billede, der kun kunde udstilles paa dets Plads i Ejerens, Godsejer Hages, store Sal, var færdigt 1865 og blev gjengivet i et Fotografi, som giver eneret tydelig Forestilling om de talrige, sindrigt grupperede Portræter, hvoraf de fleste udmærkede sig ved en karakteristisk om end noget tung Lighed i Aasyn og Stilling. Aaret før var Const. Hansen d. 23. Maj 1864 blevet Medlem af Akademiet og blev 1873 Vicedirecteur efter Marstrands Død.

Ved Siden af de Hovedarbejder, vi her have nævnet, har Const. Hansen malet et stort Tal Portræter, blandt hvilke kan nævnes Assessor "Weiss og Etatsraadinde Weiss, Godsejer Aagaard og Frue

 

234

paa ét Billede, Biskop Grundtvig, Professor Rasmus Nielsen o. fl.; dernæst nogle Altertavler, »Christi Opstandelse«, »Christus aabénbarer sig for Marie Magdalene«, »Nadveren«, »Christus paa Vejen til Emaus« m. fl., endvidere en Række historiske Compositioner i mindre Format, som »GrifFenfeldt hos Biskop Broehmand« (1859, til Marstrand), »Kong Abel søger sin Broders Skatte«, »Thors Rejse til Jotunhejm«, »Sokrates«. Til de historiske Billeder kan ogsaa regnes to Digterbilleder til den lehmanske Billedrække, nemlig »Oehlenschlæger« og »Ploug«. Et Livsbillede halvt i historisk Stil, »En Husmoder ved sin Haandvæv«, blev kjøbt til den kgl. Maleri­samling (1860). Sammesteds findes Konstnerens Portræt i Knæ­stykke, malet af Marstrand. Ligeledes har han selv gjentagne Gange malet sit eget Portræt. Endelig har han ogsaa raderet nogle Blade.

Const. Hansen blev 1846 gift med Magdalene Barbara født Købke, og hans ældste Søn i dette Ægteskab, Sigurd Konstantin Hansen, født den 19. Februar 1850, Student 1868 samt Elev af Konstakademiet, dyrker ligeledes Malerkonsten, saavel Figur- som Decorationsmaleriet og vandt i Foraaret 1877 den Raben-Levetzauske Præmie for en Tegning af Danmarks Historie. (Konstn. egne Medd. H. Hansen, Betragtn. 1827, S. 211. Nord. TIniv. Tidsskr. 1857, S. 119, af Konstn. selv. do. 1863, S. 25, »Om Konstens Enhed« af Samme. Kst. og Æsth., S. 13—23 [Ægersgildet], Fdl. 1865 [Den grundlovg. Rigsforsaml.]. Priv. Medd. Høyens gkr. I, S. 98. Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Carl Vilhelm Hansen, født den 21. Maj 1838 i Kjøbenhavn, og Søn af Værtshusholder Niels Hansen og Ane Marie født Jensen, havde Anlæg for Konsten, men nødtes til at søge sit Underhold som Tegnelærer. Det Talent, han synes at have haft, brød derfor kun frem i spredte Træk, men selv efter at han var over den første Ungdom, syntes det at være levende og i god Frem­gang. Da han havde saa ringe Lejlighed til alvorlige Studier, udtalte det sig mere i Sans for en betydningsfuld Anordning og i enkelte livlige Træk, end i en sammenhængende dygtig Udførelse. Men netop som disse løsrevne lysende Glimt havde begyndt at vække Opmærksomhed, og gav ham Haab om at finde Lejlighed til at udvikle sig, sygnede han hen under en Svindsot, der bortrev ham den 15. April 1877. (Priv. Medd. Skifteretten.)

 

Hansøn. Christian Frederik Hansen, var Sen af Læderhandler Mathias Hansen fra Husum. Hans Moder, Anna Marie født

 

235

Malling, havde været Amme (»Vartfrue«) hos Christian VII og var tidlig død, efterladende sig tre Sønner og en Datter, blandt hvilke nærværende var den yngste Søn. Han var født den 29. Februar 1756 og var oprindelig bestemt til Søcadet; men da han havde mere Lyst til Konsten, begyndte han i sit tiende Aar at besøge Konstakademiet og kom senere baade i Murer- og Tømrerlære. Han vandt 1772 den lille og 1774 den store Sølvmedaille som Architekt. Harsdorf var hans Lærer, og under ham arbejdede han først som Murer paa Hvælvingen i Frederik V's Kapel i Roskilde Domkirke, senere sammesteds som Condueteur (1780). Forinden havde han 1775 concurreret til deri lille Guldmedaille uden at opnaa den, men da han 1779 concurrerede paany, blev paa Grund af Arbejdets Fortrin-lighed den store Guldmedaille tilkjendt ham for en Torvehal.

Han fik nu kongelig Understøttelse til at rejse udenlands og blev borte i 2½ Aar. Efter sin Hjemkomst blev han agreeret (6. Sept. 1784) og fik til Opgave. »Et Sø-Arsenals. Uagtet Akade­miet talte Architekterne Harsdorff og Meyn blandt sine Professorer, valgtes til Commissairer for Hansens Receptionsarbejde Mandelberg, Weidenhaupt og Dajon, en Maler og to Billedhuggere! Den 26. Marts 1785 blev hans Tegninger foreviste Akademiet, og han blev med de fleste Stemmer optagen til Medlem. Samtidig blev han udnævnt til Landbygmester i Holsten med Bolig i Altona og fik 1791 Titel af Professor; samme Aar giftede han sig med Anna Margrethe født Rahbek, en Datter -af Toldinspecteur Rahbek i Holsten og en Halv­søster til Knud Lyne Rahbek.

Om ogsaa hans lille Embede ikke indbragte ham meget, havde han desto større Fortjeneste ved sin private Virksomhed. Altona og Hamborg var dengang i Blomstring, og den almindelig udbredte Velstand fremkaldte Lyst til private Byggeforetagender saavel i Byerne selv, — navnlig paa den saa kaldte Palmaille i Altona, en bred Gade med en Allee i Midten, — som ogsaa langs Elbens Bredder, hvor de rige Kjøbmænd opførte kostbare Lyststeder. I de næsten 20 Aar, Hansen opholdt sig i Altona, faldt det i hans Lod at opføre en stor Del af disse Bygninger, og hans Ry som en dygtig og smagfuld Bygmester naaede ogsaa til Lybek, saaledes at han, fra denne frie Rigsstad fik Tilbud om et betydeligt Embede som Bygmester. Ligesom dette foraarsagede, at Regeringen, til Vederlag fordi den nægtede ham at modtage dette Embede, forhøjede hans Løn­ning som Bygmester i Holsten, saaledes virkede det vistnok ogsaa til, baade at han brugtes mere til offentlige Arbejder, og at han, snart efter

 

236

Harsdorffs Død, fik Opfordring til at indsende Tegninger til nogle af Kjøbenhavns vigtigste Bygningsværker (1800—1801), deriblandt ogsaa Marmorkirken, hvis Fuldførelse først senere blev opgivet.

Den Bygning, han imidlertid først kom til at opføre, var Raad-og Domhuset, men kort efter blev ogsaa Christiansborg Slots Gjenopførelse overdraget barn, derefter Metropolitanskolen og Frue Kirke. Han gjorde dog Tegningerne til den førstnævnte af disse Bygninger i Altona, rimeligvis for at kunne afslutte sine Arbejder der, og tog først Bolig i Kjøbenhavn fra 1804. Samtidig begyndte han kraftigt at gjøre sin Stemme gjældende i Akademiet, uagtet han dengang endnu kun vår simpelt Medlem, saaledes at Abildgaards hidtil næsten enevældige Indflydelse ganske blev fortrængt af denne ny >Magthaver i konstens. Rige«. Først den 25. April 1808 blev han valgt til Professor ved Architekturskolen efter Meyns Død og sam­tidig til Overbygningsdirecteur.

Hansen var Lærling af Harsdorff og opdragen i den ene saliggjørende Tro paa Oldtidens Konst som ét og alt, og med hans jævne, praktiske Talent uden dybere Snille maatte denne Tro nød­vendigvis føre til Ensidighed. Det var ikke blevet Harsdorff for­undt at opføre nogen af disse større offentlige Bygninger, som kunde hare kastet Glans over hans Navn udover den snævrere konsterfarne Kreds, saa det var intet Under, at man, ved at se Hansen med urokkelig Strænghed anvende Oldtidskonstens Grund­sætninger og Hovedformer i alle sine Værker, maatte prise »hans erkjendte Smag, Lærdom og Indsigter i Bygningskonsten«, og at han i omtrent 30 Aar udøvede en afgjørende Indflydelse paa Bygningskonstens hele Præg her i Landet.

Hansens første større Værk i Kjøbenhavn, Raad- og Domhuset, var maaske ogsaa hans bedste. For at vinde Plads indskrænkede han sig ikke til det Rum, Vajseuhuset tidligere havde indtaget, men inddrog en stor Grund ned imod Vandkonsten under Bygnings­værkets Omraade. Derved naaede han at kunne lade Fængsler og Arrester danne en særegen Bygning, adskilt fra Hovedbygningens Complex ved en kort bred Gade, og forbunden dermed ved tvende svære Buer, en for hver af Gadens Ender, gjennem hvis Over­bygning lukkede Gange føre fra den ene Bygning til den anden. Den af mægtige. Søjler med en Frontespice dannede Forside knytter sig her nøjere til Bygningsmassen end i ikke faa andre Bygninger fra denne Tid, hvor Søjlestillingen bruges som Pynt, og en blind Bue, svarende til Gadens, bringer Symmetri og Ligevægt i den store

 

237

mod Nytorv vendte Forside. Bygningen blev indviet 1815, men savner endnu for en Del sin konstnerieke Udstyrelse.

Ved Christiansborg bragte hans Sans for »en ren Stil« ham til at forkaste den gamle Bygnings pragtfulde Rococoudsmykning, og da han paa lidet nær beholdt Bygningens svære Masser og navnlig den udstrakte Forside mod Slotspladsen, undgik han ikke, at den store Flade blev ensformig og kjedelig trods alt, hvad han indenfor sin Konstanskuelses Begrænsning gjorde for at bryde Linierne. Hans smukkeste Tanke ved Bygningen var Gjennembrydningen af den søndre Fløj mod Ridebanen, saaledes at den indre Graard, isteden for som tidligere at aflukkes ogsaa til denne Side af en høj Bygning med et mægtigt Taarn, nu aabnede sig frit, idet kun Side­fløjenes Endepavilloner forbindes med en af store doriske Søjler dannet Colonnade. Men trods de mægtige Forhold har denne Skov af Søjler, der svarer til Bygningens øvrige Stil, ikke det ædle stor­ladne Præg som HarsdorfFs lille Colonnade ved Amalienborg med dens otte, forholdsvis smaa Søjler, dens fra Bygningerne afvigende Stil og Højdeforhold.

Hansen har den store Fortjeneste saavel ved dette Bygnings­værks Opførelse, som ved flere andre af sine Bygninger, at have givet Thorvaldsen Lejlighed til at skjænke sit Fædreland en Række Konstværker, hvoraf især den store Kreds, han udførte til Frue Kirke egentlig giver denne det konstneriske og højtidelige Præg, som Bygmestren, i sin ensidige Stræben efter at forbinde en gam­mel og fremmed Kulturs architektomske Forudsætninger med de Fordringer, der stilledes til en protestantisk Kirke, ikke havde formaaet at meddele Hovedstadens største religiøse Forsamlingshus. Ved Christiansborgs Udsmykning fandt foruden Thorvaldsen et stort Tal af Konstnere Sysselsættelse, og selv om Ordningen af disse Forhold ikke gik af uden Rivninger med den da allerede aldrende Bygmesters Egenraadighed, kom den mægtige Bygning dog til at rumme ikke faa af den gryende danske Konsts herligste Værker, og flere Konstnere, der senere blev en Hæder for deres Land og deres Tid, tjente her deres første Sporer.

Medens Metropolitanskolen ligesom Raadhuset var færdig til Brug allerede 1815, indviedes i 1823 den lille Kirke i Hirschholm, bygget efter Motiver fra Frue Kirke, og i 1828 Christiansborg Slot og Frue Kirke. Af mindre Bygninger kan nævnes Landstedet Vilhelmsdal ved Strandvejen, bygget til Conferensraad Moldenhawer.

Dermed var ogsaa Konstnerens praktiske Virksomhed forbi, og

 

238

to Aar efter, den 24. April 1830, fejrede han sit 50-aarige Jubilæum som Statsembedsmand, idet han under samme Datum var bleven ansat som kongelig Bygningsconducteur. Hans lange Løbebane havde indbragt ham ikke faa Vidnesbyrd om hans Konstbrødres og hans Konges Tillid; denne »Danmarks Palladio«, som Akademiets Secretair kaldte ham i 1816, blev otte Gange valgt til Akademiets Directeur (1811—18, 1821—27, 1830—38). Efter at være bleven Ridder af Dannebrog 1809, blev han 1813 Dannebrogsmand, 1826 Conferensraad, 1840 Storkors af Dannebrog. Ved hans Embedsjubilænm blev der overrakt ham en Medaille ndført af Chr. Chri­stensen,. hvilken ifølge Jubilarens Ønske blev bestemt til en Æresmedaille for unge Architekter, og hans Buste, udført i Marmor af H. E. Freund, blev opstillet i Forsamlingssalen. ! Allerede i 1817 var Bahs malede Portræt ophængt sammesteds som Bøhndels Medlemsstykke. Endelig fejrede Akademiet i 1835 Konstnerens 50-aarige Jubilæum som Medlem; men fra nu af følte Oldingen sig træt. Om, ogsaa han i flere Aar endnu gav Møde i Akademiets Forsam­linger og med rystende Haand skrev sit Navn i Protokollen, maatte han dog begjære Lettelse i sine Forretninger som Professor og trak sig tilsidst ganske tilbage derfra. Endelig fandt Døden ham den 10. Juli 1845 i hans 90. Aar paa Rolighed (ved Sygehjemmet), hvor han laa paa Landet om Somren. Af de Architekter, som sluttede sig til ham, kan nævnes Hetsch, og som hans Elever Malling og J. H. Koch. I sine senere Aar udgav han et Pragtværk over sine vig­tigste Bygninger, som 1847 udkom i andet Oplag. To af hans Døtre blev efter hinanden gifte med Professor G. Hetsch. (Weinw., S. 226. do. Lex. Thiele Thorv. I, S- 208 og m. n. St. Skild. 1804, Sp. 622; 1826, 1. April. Møller TheoL Bibi. III, S. 310. Erslew Forf. Lex. Suppl. I, 790. Udst. Gat. Konstn. egne Medd. i Ordens-capitlet. Secretairens Beretn. i Konstakad. 1830. Dattersønnens Meddelelser. Akad. Protokoller og Archiv. Consistorii Copibog 1808—11. Jfr. endelig forskjellige af Kjøbenhavns Beskrivelser. Udførlige Enkeltheder vil kunne findes i Slotsbygningscommissionens Papirer.)

 

Hansen. Hans Hansen, Søn af Cancellist, senere Gaardfæster Christian Hansen og Susanne Christiane født Flakkehjerg, var født i Skjelby paa Sjælland d. 22. Februar 1769. Da Kammerherre Carl Adolf af Plessen fik at vide, at Hansen havde Lyst og Anlæg for Konsten, sørgede han ikke alene for, at denne kom til Kjøbenhavn efter sin Confirmation og besøgte Konstakademiet. hvor

 

239

han 1789 vandt den lille og 1791 den store Sølvmedaille, men han gav ham en aarlig Rejseunderstøttelse i fire Aar, for at han kunde perfectionnere sig« i Udlandet som Portrætmaler. Imidlertid til­bragte han endnu Aarene 1793—97 med at rejse i Jylland og Fyn, hvor han malede én Mængde Portræter, mest af fornemme Folk, der gav ham 10—20 Edl. d. C. (32—64 Kroner) for et Brystbillede. Først d. 31. Juli 1797 forlod han Plessens Gods Wahlsdorf, for over Hamborg at begive sig til Udlandet. Efter at have færdets forskjellige Steder i Tyskland, kom han til Wien, hvor han forblev i flere Aar. Derfra søgte han om Rejseunderstøttelse hos Akade­miet og Fonden ad usus publicos i 1801 og 1802, og opnaaede omsider et Tilskud fra det sidstnævnte Sted. I Wien blev han gift med Henriette født Lie, rejste derpaa til Italien (1803), hvor hans førsfe Søn blev født, atter tilbage til Wien, og kom endelig i Efteraaret 1805 til Kjøbenhavn, hvor han Aaret efter blev agreeret og paa Portræter af Lorentzen og Dajon Medlem af Akademiet (7. Aug. 1809), efter at hans indsendte Forsøg to Gange var blevne for­kastede.

Aaret efter søgte han Professoratet, der var bleven ledigt ved Abildgaards Død, men det blev givet til Haas. Det var ham en saa meget større Skuffelse, som han allerede ved Juels Død (1802) havde faaet et Vink af Abildgaard, der syntes at aabne ham en let Ad­gang til Akademiet. I 1815 fik han Bolig paa Charlottenborg, i 1817 blev han Lector i Mathematik og Perspectiv ved Konstakademiet, men maatte 1822 afgive Lærestolen i Perspectiv til Hetsch og nøjes med at være Lector i Mathematik, om end med forhøjet Lønning, uagtet han gjentagne Gange søgte om at blive Professor deri, og i October 1825 tog han sin Afsked derfra. De sidste Aar af Hansens Liv var meget ulykkelige for ham. Hvorvel han ikke, uden i enkelte af sine bedste Portræter, kan sættes ved Siden af Juel, havde han dog baade inden sin Udenlandsrejse og efter denne været en agtet og søgt Portrætmaler, men efter 1816 satte Eckersberg ham i Skygge, og han havde i sine senere Aar sin væsentligste fortjeneste af at copiere og male Portræter til den frederiksborgske Samling. En talrig opvoxende Familie og slette Pengeforhold havde gjort hans Stilling temmelig fortvivlet, da en stærkt grasserende Tyfus kastede baade ham og hans Kone paa Sygelejet. Hun døde først den 19. Januar 1828 og allerede den 11. Februar fulgte han hende i Graven.

Af hans Portræter kan nævnes   »et Fruentimmerportræt efter

 

240

Naturen«, maaske hans Kones Portræt, som han tilligemed en Copi efter Mengs hjemsendte fra Triest (1804). Det rostes meget af Akademiet, som saa »en heldig Fremgang deri«, endvidere hans Medlemsstykker, der synes ret karakteristiske Gjengivelser af to af Datidens Konstnere. Endelig nævnes i. 1818 Biskop Münters Por­træt, som et »med megen Delicatesse og Smag udført Arbejde«. Hans Kones Portræt, Knæstykke i Legemsstørrelse, ejes af hans Søn C. C. Const. Hansen, som ovenfor er nævnet. Foruden Portræter malede han i sin Ungdom en Altertavle til Højelse Kirke og efter sin Hjemkomst sirlige Copier i mindre Format efter Originaler af ældre Mestre. Hans Talent for Mathematik førte ham til Lectoratet, og tillige optraadte han flere Gange som Forfatter, hvorom maa efterses Erslews Forf. Lex. Hans Hovedværk er »Betragtninger over de skjønne Konsters Værd« Kbh. 1827. (Private, Hedd. Chr. Hansens Levned, S. 136—39 og S- 141. Weinw. Les. Erslew Forf. Lex. l, 570. Suppl. I, G78. Skild. 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 1155; 1817, Sp. 773; 1818, Sp. 429; 1827, Sp. 859 og 1313 flg. Øst Archiv 1824 I, 256. Akad. Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Hansen. Hans Christian Hansen, født i Kjøbenhavn den 20. April 1803, er Søn af Rasmus Hansen,1 Bud ved Brandassu­rancen og Sofie Hansen født Jensen. Han kom efter sin Confir-mation paa.Konstakademiet og blev samtidig Elev af Hetsch. Efter at have gjennemgaaet de lavere Skoler, fik han i to paa hinanden følgende Kvartaler begge Sølvmedailler i Bygningsskolen, 1826 Pengepræmie, 1827 den lille og den 29. December 1829 den store Guldmedaille for Tegning til »Et Tøjhus med Generalitet-. Aarét efter søgte han det om det store Stipendium, som endelig bevilgedes ham 1831, saaledes at det blev udredet forskudsvis for tre Aar af Finanserne. Den 2. August 1831 forlod han Kjøbenhavn i Følge med Medailleur Chr. Christensen, som imidlertid blev tilbage i München, medens Hansen naaede Rom Juleaften. Den 20. April 1833 forlod han Rom og berejste Neapel og Sicilien i Forening med Christensen, Fearnley og den senere Biskop Bindesbøll. I Slutningen af Juli tog han til Grækenland i Følge med den tyske Billedhugger Pettrich, var otte Dage paa Ægina og kom i August til Athen, hvorfra han to Gange søgte om et Aars Forlængelse af Stipendiet, som begge Gange blev tilstaaet ham. Febersygdom

 

1 Faderen hed egentlig Rasmus Hansen Braathen og var født paa Q-aarden Aaas Eger i det søndenfjeldske Norge. Han var femte Barn af Hans Nilsen og Margrethe Nilsen, der blev viede d. 19. Januar 1765.

 

241

hindrede ham i Førstningen i at arbejde. Imidlertid blev han bekjendt med den tyske Bygningsdirecteur i Athen, Schaubert, der fik ham sat i Virksomhed i den græske Stats Tjeneste, saaledes at han i 1835 maatte udbede sig Tilladelse til at forblive nogen Tid endnu i Athen, fordi han d. 6/18. September 1834 var bleven udnævnt til Kongen af Grækenlands Architekt. I samme Brev meddelte han om Udgravningen af Niketemplet paa Akropolis, som han siden tegnede og udgav i Forening med Schaubert. I Athen byggede han, foruden en stor Del private Bygninger, Universitetet, i ren græsk Stil, og under disse Arbejder forlængede hans Ophold sig der lige til Aaret 1850.

Under et Besøg i Hjemmet var han den 14. Februar 1848 bleven agreeret og i 1851 fik han, skjønt fraværende, Udnævnelse til Bygningsinspecteur i Fyen, Langeland m. m. Han maatte imidlertid udbede sig C. A. Møller constitueret i sit Sted, da han samtidig var bleven indbudt til Triest, fik (1850) af den østerrigske Regering Creditiv som den, der i Regeringens Ærinde skulde bese Marinebygninger i de forskjellige europæiske Lande, og byggede derpaa 1854—57 Marinearsenalet i Triest; men det maatte han. forlade ufuldendt. Thi efter Bindesbells Død i 1856 vendte Akademiet Blikket mod Hansen; d. 12. Januar 1857 optog det ham til Medlem extraordinairt paa Tegningen til det nævnte Marinearsenal, d. 19 Marts blev han valgt til Professor i Architekturen og blev strax efter den 24. i s. M. udnævnt til Ridder af Dannebrog. Udtrykkelig hjem­kaldt kom han til Kjøbenliavn d. 31. Marts 1857 og har siden virket i Hjemmet som Bygmester .og Professor ved Akademiet, Hans vigtigste Bygningsværker er det store Communehospital ved Farimagsvejen og det naturhistoriske Museum i Krystalgade samt en Kirke i Holbek i Rundbuestil.

Hansen blev Dannebrogsmand 1860, Justitsraad 1862, Etatsraad 1867, Commandeur af Dannebrog anden Grad 1876- Han blev 1850 Medlem af Hoyal instituts qf Britisk Architects, 1866 Medlem af Akademiet i Amsterdam, 1874 af Akademiet i Wien, 1876 af Akade­miet i Florens. I 1857 var han i Triest bleven gift med Therese født Wørbitz. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Hansen. Hans Peter Hansen, født i Kjøbenhavn den 20. December 1829, var først Uhrmager, men lagde sig senere efter Xylografien under Hennebergs Vejledning og i Kittendorff og Aagaards Atelier, og besøgte samtidig Konstakademiets Skoler. I 1854 rejste han til Dresden og snart efter til Leipzig, hvor han,

 

242

efter at have ægtet Clara Aurelia Sofie fedt Langer, en Datter af den tyske Kobberstikker Langer, bosatte sig som Træskjærer. Han lagde sig efter Tegning, særlig efter at tegne Portræter. I 1864 flyttede han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han nu lever og virker i sit Fag. Foruden Træsnit efter danske Konstnere til forskjellige Bøger, Kaalunds Digte, Richard og Rode Digte og Fortællinger, Illustr. Nordens Historie o. fl., har han bl. a. udført et stort Træsnit efter O. Haslund ”Køer ved en Bondegaard«, der var Konstforeningens Medlemsblad (udst. 1875). I 1876 udstillede han flere mindre Træsnit til Konst- og Industriudstillingen i Stokholm 1866 fik han.Hædersdiplom, ved Konst- og Industriudstillingen i Kjøbenhavn 1872 en Sølvmedaille for Prøver af Træsnit.

Hans Søn, Hans Peter Guttorm Hansen, født under For­ældrenes Ophold i Kjøbenhavn den 9. Juli 1855, har lært Xylo­grafien hos sin Fader, besøgte Konstakademiet og rejste i 1876 til Paris med Understøttelse fra den Rejersenske Fond for at uddanne sig videre. Han har udstillet et lille Træsnit i 1877. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Hansen. Heinrich Hansen, født den 23. November 1821 i Haderslev, er Søn af Farver Claus Hansen og Dorothea født Truelsen, begge fra Flensborg. Efter at han var bleven Malersvend i Flensborg, kom han 1842 til Kjøbenhavn, hvor han strax begyndte at besøge Konstakademiet, for at uddanne sig til Decorationsmaler, og han kom samme Aar til at deltage i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum. Han vandt 1844 den lille og 1846 den store Sølvmedaille i Decorationsskolen, men var samtidig rykket op til Modelskolen hvor han i December 1846 vandt den store Sølvmedaille for Maleri efter den levende Model. Samtidig malede han Decorationer i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke under Eddelien (1844—47). Endnu i 1847 vandt han en Pengepræmie i Decorationsfaget og fik en Rejse understøttelse af den Rejersenske Fond for at gjøre deoorative Studier i Udlandet. Paa denne Rejse besøgte han udelukkende Tyskland. Efter Hjemkonsten var han et Par Aar Hjælpelærer i Perspectivklassen og derpaa i Ornament­klassen ved Akademiet, indtil han senere blev fast Lærer og Docent i Perspectiven. Men imidlertid lagde han sig for Alvor efter Architekturmaleriet, og efter at han 1848 havde udstillet nogle Aquarelstudier fra sin Rejse, begyndte han i 1849 at udstille som Architekturmaler og har efterhaanden hævet sig til den betydeligste danske Konstner i dette Fag. Hans første Billeder røbede allerede et

 

243

saadant Talent, at han 1850—52 fik to Aars Rejseunderstøttelse af Akademiet og besøgte nu største Delen af det vestlige Europa, lige fra Skotland til Spanien. Et af de første Billeder, han udstillede efter denne Rejse, »Kirken St. Sablon i Bryssel«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling (1853), som ligeledes ejer »Christian IV's Audienssal paa Rosenborg« (1855) og »Salle des francs« i Brügge (1858). Endelig kjøbte den kgl. Malerisamling i 1868  ”Parti ved Gammelstrand«, et stort Billede, hvorpaa hele Christiansborg Slot, Slotspladsen og Børsen ses i Mellem- og Baggrunden. Han blev Medlem af Kunstakademiet - den 5. Juli 1858.

Foruden af sin. egentlige konstneriske Virksomhed har Hansen stor Fortjeneste af Consthaandværkets Udviklling i Danmark. Den Iver og Kjærlighed, hvormed han som Architekturmaler havde syslet med Frederiksborg Slot, hvis Ydre og Indre frembød saa rige Motiver for en Konstner i dette Fag, gav ham en fremtrædende Stilling, da der efter Slottets Brand i 1859 blev Spergsmaal om at opbygge det paany. Hans Studier fra Slottet satte ham i Stand til at yde fuldkommen, tro Tegninger til en Mængde Enkeltheder i Slottets indre Decoration; saaledes gjorde han de Tegninger, hvor­efter Bedestolens og Riddersalens Lofter ere udførte. Slottets Brand fremkaldte ogsaa Stiftelsen af >>Konstflidslotteriet«, dér havde det Formaal ved Bortlodning af Konstflidsgjenstande at indvinde Penge til Slottets Gjenopførelse, og dette Lotteri, hvori Hansen fra først af har været Sjælen, har ikke alene Aar for Aar kunnet yde sit gode Tilskud til Byggesummerne, men har ogsaa virket tiberegneligt til at udbrede god Smag og Konstsans saavel blandt Haaudværkerne, som blandt Publicum. Idet foruden Hansen flere af vore betydeligere Konstuere, Malere og Billedhuggere ikke mindre end Architekter have gjort Tegninger til det højere Haandværk, til Møbler, Sølvtøj og andet Bohave, have de fremkaldt en hel Omvæltning paa dette Omraade, som har forplantet sig til de Haandværkere, der ikke selv traadte i umiddelbar Forbindelse med Konstuerne.

Heinrich Hansen blev i 1852 gift med Margrethe Elisabeth født Burmeister og har senere i 1868—69, og i 1875 foretaget et Par Rejser til Italien, der har baaret Frugt i farverige Gjengivelser af de store italienske Byers pragtfulde Architekturminder. Efter at have været titulair Professor er Hansen senere bleven Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Etatsraad. (Konstn. egne Medd. Nagler Monogr. III, 1057. Akad. TJdst. Cat.)

 

Hansen.    Johan Daniel Hansen eller Hanson,   der maa

 

244

være født omtrent 1735, synes at have været en lovende Konstner. Han vandt 1758 Akademiets lille, 1760 dets store Guldmedaille som Architekt, blev den 1. October s. A. ved Anthons Afgang Informator i Bygningsskolen, og han blev staaende som Informator indtil 1765, uagtet han fra den 1. October 1763 havde faaet Akademiets Rejse­stipendium,, der var bleven ledigt ved Harsdorffs Hjemkomst. Han opholdt sig det første Par Aar i Paris, den øvrige Tid i Rom; efter at have haft Stipendiet i sex Aar, forblev han endnu i Rom i over fire Aar, skjønt Akademiet gjentagne Gange opfordrede ham til at komme hjem; men Gjæld og Sygdom virkede tildels til at at holde ham tilbage; han skal endog have været »i delirio og næsten ganske fra Forstanden«. Imidlertid kom han om Somren 1774 hjem som helbredet, blev agreeret ved Akademiet og fik den 25. Juli s. A. til Opgave for Reception at gjøre Tegning til »en Raadetue« eller subsidiairt »en Børs« i Løbet af sex Maaneder. Dette Arbejde fuldførte han ikke; derimod nævnes han endnu indtil 1795 som Architekt og agreeret ved Akademiet og er maaske død snart efter. (Akad. Lommeb. for Kbhv. 1795. Jfr. Fiissli SuppL, S. 521, hvor han kaldes Hausen og som saadan er han gaaet over i Nagler Lex. VI, S. 7, der i Slutningen af Artiklen forvexler ham med C. F. Hansen.)

 

Hansen. Johan Ludvig Hansen, født 1812 i Kiel og Søn af Landskabsmaler (Portrætmaler) Hansen der, besøgte Konstakademiets Skoler 1831—38 og udstillede 1840 et Par Landskaber fra Tyrol og Salzburg. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Johan Mathias Hansen, Søn af kgl. Lakaj Hansen og Brodersøn af den ovenfor nævnede Bygmester Chr. Fred. Hansen, var født i Kjøbenhavn den 10. April 1781, lærte Bygningskonsten af sin Farbroder og besøgte Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1801. Da C. F. Hansen i 1804 rejste til Kjøbenhavn, kaldte han Brodersønnen til Altona, for at fuldføre de Bygnings­værker, han var nødt til at forlade. J. ,M. Hansen synes fra den Tid at have taget fast Ophold i Altona, hvor han byggede en Del, baade i Byen og den nærmeste Omegn. Tillige har han opført en Kirke i Quickborn, Slotkapellet paa Breitenburg o. m. Han blev 1830 constitueret som. Stadsbygmester i Altona, men nedlagde snart dette Embede og døde sammesteds den 29. August 1850. Ogsaa af sin Virkomhed som Directeur for Søndagsskolerne i. Altona har han Fortjeneste. (Hamb. Kstl. Lex. Akad. Fdl. 1850 d. 12. Oct.)

 

Hansen. Josef Theodor Hansen, Søn af Laadskræder Th. Hansen og født 1848 i Nærheden af Randers, kom som Malersvend

 

245

til Kjøbenhavn for at besøge Konstakademiet (1869), er Elev af Modelskolen og har siden 1874 udstillet Architekturbilleder. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Just Michael Hansen, født 1812 i Nestved og Søn af Conditor Niels Hansen der, besøgte Konstakademiets Gibsskole i 1828 og udstillede 1834—35 nogle Portræter og Copier efter Malerier paa den kgl. Malerisamling. Mulig ogsaa et 1847 udstillet Portræt er af ham. Han er for Tiden Tegnelærer ved Slagelse lærde og Real-Skole. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Lars Hansen, Søn af Sømand og Fisker Hans Tobiassen, var født i Rønne paa Bornholm den 25. Juli 1813. Uagtet sin Faders fattige Kaar kom han til Kjøbenhavn (1828) i Malerlære og besøgte samtidig Konstakademiet, hvor han, endnu inden han var Svend, naaede ind i Gribsskolen (1832). Efter en trang Ungdomstid blev han 1833 Svend og havde imidlertid ved en flittig Benyttelse af sin Fritid lagt sig efter Portrætmaleriet paa egen Haand. Efter at han var bleven Elev af Modelskolen, malede han i J. L. Lunds Malerskole og vandt 1838 og 1841 Akademiets to Sølvmedailler. For­uden Portræter af Venner og Bekjendte. som han malede paa Sommer­besøg i Hjemmet, hørte et Portræt af Blomstermaler Fritzsch til hans første Arbejder. Det ledede ham til at male Oehlenschlægers Por­træt, som han selv lithograferede, og han fik i det hele, dels i Kjøbenhavn, dels i de danske Provinser, som han berejste om Somren, ikke faa Bestillinger paa Portræter, hvoraf en Del var udstillede 1836—42. Da han imidlertid haabede at fortjene mere i Sverige, rejste han i August 1841 til Gøteborg, hvor han forblev i to Aar og derfra til Stokholm. Uagtet han aldrig blev noget betydeligt som Konstner, havde han dog under sit 20-aarige Ophold i Sveriges Hovedstad meget at bestille som Portrætmaler i de bedre Samfundskredse; han malede den kgl. Familie og naaede endog til en Pris af 900 Kroner for et enkelt Portræt. I 1863 forlod han Sverige, udstillede s. A. et Par Billeder i Kjøbenhavn, tilbragte derpaa fem Aar i Udlandet, navnlig i Italien, og døde ugift i sin Hjemstavn den 10. August 1872, efter at Svækkelse paa Syn og Helbred lige siden 1863 havde hin­dret ham i at arbejde. (Konstn. egne Medd. ^kad. Udst. Gat.)

 

Hansen. Mathias Vilhelm Hansen, født den 20. December 1824 i Kjøbenhavn, er Søn af Bryggerkarl Hansen ved Kongens Bryghus, og kom ved Hetsch Omsorg paa Porcelainsfabriken som Maler, medens han samtidig gjennemgik Akademiets Skoler, hvor han indkom 1838 og blev Elev af Decorationsskolen i 1844.

 

246

Han udstillede 1845 et Blomsterstykke paa Porcelain, Copi efter J. L. Jensen, senere har han udstillet 1849, 1858 og 1864 Blomsterstykker og sidste Gang et Landskabsmaleri i Vandfarve. Hans Hovedvirksomhed falder ved den kgl. Porcelainsfabrik, og ved Verdensudstillingen i Wien (1873) fik han fra »Der niederosterreichische Gewerbeverein« en Sølvmedaille i Anerkjendelse af hans Virksomhed som Porcelainsmaler. Hans Kone er en Datter af Sadelmager Lincke. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Hansen. Niels Christian Hansen, født i Nestved den 16. December 1834 er Søn af Daguerretypist Hansen, kom til Kjøbenhavn i 1851 for at besøge Konstakademiet, blev 1858 Elev af Modelskolen og vandt 1854—56 begge Sølvmedailler samt Akade­miets Pengepræmie. Fra 1856 begyndte han at udstille som Portræt­maler, og vandt som saadan den Neuhausenske Præmie for Premierlieutenant Ankers Portræt (1865). En enkelt Gang (1875) har han udstillet et Figurbillede af egen Composition (Psyche). Hansen gjorde i 1862 en Konstrejse til Frankrig, England og Belgien, lagde sig senere efter Fotografien og arbejder endnu som Fotograf ved Siden af sin konstneriske Virksomhed. Han har ogsaa malet Miniaturportræter dels af Frederik VII, dels af den nuværende Kongefamilie. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen Balling. Ole Peter Hansen Balling, Søn af en Skomagermester Balling i Christiania, er født der den 23. April 1823. Efter at have lært Malerhaandværket og uddannet sig til Decorationsmaler rejste han som ganske ung Mand til Tyskland for at blive Figurmaler. Henrik Steffens, der aldrig glemte sin Af­stamning fra Norge, tog sig af ham og hjalp ham til en Plads ved Akademiet i Berlin. Imidlertid kom han til Kjøbenhavn 1846 og besøgte Konstakademiets Skoler her, indtil Krigen udbrød i 1848, da han meldte sig som Frivillig tilligemed sin Landsmand Leopold Løvenskjold, der gik med som menig Soldat. Hansen Balling valgte derimod strax at gaa. ind paa den nys oprettede Commando skole, blev Secondlieutenant den 30. April 1848 og fik som saadan dansk Indfødsret. I September 1849 blev han Premierlieutenant, og han blev efter Krigen staaende som Officer i Krigsreserven paa halv Lønning, idet han levede nogle Aar i Kjøbenhavn som Konstner, ja endog stiftede Familie her, da han ægtede Marie født Kantzau. Han begyndte i 1852 at udstille i Kjøbenhavn nogle mindre Figur­billeder og to Portræter, hvoraf navnlig Oberstlieutenant Helgesens Portræt, der tilhørte Frederik VII, gjorde megen Lykke. I de

 

247

følgende Aar 1853—55 udstillede han Portræter, historiske Billeder, Genrebilleder og Dyrstykker, dog i det hele kun en halv Snes Billeder; deriblandt tiltrak navnlig »En. Cavallerifægtning paa Chausseen, der fører til Rendsborg d. 28. Juli 1850« (tilh. Grev Moltke Bregentred, udstillet 1853) sig Opmærksomheden.

Efter at han havde mistet sin Kone, rejste han i 1856 til Amerika, medens han dog først, i Oetober 1858 tog sin Afsked af dansk Krigstjeneste, og fra nu af tilhører hans Virksomhed ikke mere Danmark. Han deltog i dea amerikanske Borgerkrig paa Nordstaternes Side, commanderede først et skandinavisk Compagni, blev dérpaa Oberstlieutenant og Chef for; det,145. Regiment (U, S. volunteers). Efter Krigen har han malet Portræter og Optrin fra felttoget, saaledes blandt andet et stort Billede med General Grant og hans Generaler, alle til Hest, kaldet »The heroes of the republic«. I Amerika ægtede han en tysk Dame, Cnristine født Züdorf, og efter atten Aars Ophold, navnlig i New York, er han vendt tilbage til Christiania, hvor han i de senere Aar har malet en Række Por­træter af Officerer i den norske Marine fra 1814 til Nutiden, hvilke blev skjænkede til Carl Johans Værftet paa Horten. Under et Ophold i Kjøbenhavn har han i 1877 udstillet et Brystbillede af General Grant. (Konstn. egne Medd. Militairkal. Udst. Gat.)

 

Hansen. P(eter) Christian Hansen, Søn af Snedker Hans Hansen i Odense, blev født der den 14. Juli 1792, og var oprindelig Snedker; men han lagde sig paa egen Haand efter Bygningskonsten og var i Aarene 1830—60 meget brugt som Bygmester i Odense, uagtet han ikke opgav Snedkerhaandværket før i sine sidste Aar. Hetsch skal have sat megen Pris paa ham, og erklæret, »at han kunde kjende hans Bygninger paa deres rene Stil«. Blandt hans Bygninger kan nævnes Mulernes Legatskole og Ombygningen af Graabrødre Hospital. Han var Capitain for det borgerlige Jægercorps i Odense og døde den 24. Marts 1876. (Nekrolog i Eyens Stiftstid. 25. Marts 1876. Priv, Medd.)

 

Hansen. Theofilus Edvard Hansen, en Broder til den ovenfor nævnte Hans Christian Hansen, er født i Kjøbenhavn den 18. Juli 1813. Som Elev af sin ti Aar ældre Brodér og af Hetsch, besøgte han Konstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1832 den lille, 1835 den store Sølvmedaille og i Mellemtiden en Pengepræmie. En kort Tid besøgte han efter den Tids Skik Tegne­skolen for Malere (1835) og rykkede fra Gibsskolen op i Modelskolen. Imidlertid concurrerede han samme Aar til den mindre Guldmedaille,

 

248

som i September blev tilkjendt ham for »Et Theater«. Efter at have taget den befalede Examen concurrerede han 1837 til den store Guldmedaille uden at opnaa den. Da det lykkedes ham at faa Understøttelse fra den Rejersenske Fond, rejste han Aaret efter til Grækenland, hvor den ældre Broder havde været siden 1833. Her kom han til at bygge Observatoriet, i Athenr Ved en Statsomvælt­ning i 1843 fik han sin Afsked af den græske Statstjeneste og søgte nu Akademiet om en Rejseunderstøttelse for at kunne rejse hjem og paa Hjemrejsen besøge Italien. Efter nogen Forhandling om, hvorvidt Hansen som ældre Konstner var berettiget til at faa Under­støttelse af Akademiets Stipendiefond, resolverede Kongen, at dette skulde ske, og han fik forlods for Aaret 1844 et Aars Rejsestipendium. Den 14. Februar 1848 fremlagde hans Broder en Række af hans Tegninger for Akademiet, og paa disse blev han enstemmig agreeret. Bekjendtskab med den tyske Architekt Ludvig Forster førte ham til Wien, hvor han i Forening med denne og senere alene byggede Vaabenmuseet, der udgjør en Del af det store Arsenal i Wien. Han ægtede Forsters Datter, som imidlertid døde efter fem Maaneders Ægteskab. Fra nu af var Hansen tabt for Fædrelandet, og hans Virksomhed tilhører udelukkende Østerrig og Athen, hvor han senere byggede et Videnskabernes Akademi. Af hans øvrige store Arbejder kunne kun fremhæves som de vigtigste, et Invalidehospital i Lemberg, et Musikconservatorium, et Konstakademi, en Børs og en storartet Bygning for den østerrigske Rigsdag, hvilken endnu ikke er færdig. De tvende nævnte Bygninger i Athen, saavelsom en Ombygning af den græske Kirke i Wien kostedes af en rig og fædrelandssindet Græker, der levede i Wien, Baron Sina. Om Hansens udstrakte og betydningsfulde Virksomhed maa for øvrigt henvises til tyske Kilder. Han blev 1858 udenlandsk Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn, 1872 Commandeur af Dannebrog første Grad og 1873 Dannebrogsmand. (Medd. af Konstn. Broder. 111. Tid. 1868 Nr. 440. Akad. Udst. Gat. Statskal.)

 

Hanson. Johan Christian Heinrich Hanson, født i Altona 1791 og død sammesteds i Maj 1863, nævnes her som Holstener, da han pgsaa døde indenfor sit Fædrelands Grænser, uagtet hans hele Uddannelse og Konstvirksomhed tilhører Tyskland. Han var Genremaler og gjorde især Lykke ved en Fremstilling af »Fiskeren« efter Goethes Digt. Han har ogsaa malet al fresco. (Muller, Neuestes Kstl. Lex. Hamb. Kst. Lex, Soltl. Die bild. Kst. in Mtinchen.)

 

249

Hanson-Schmidt nævnes af Weinwich efter Fussli som »Historie-og Portrætmaler, født i Danmark; han malede i en let og behagelig Manér og arbejdede i Danzig, hvor han døde 1746 i hans (sine) bedste Ungdomsaar«. (Fussli Lex, S. 593. Weinw., S. 135.)

 

Harboe. Edvard Valdemar Harboe, født den 30. Marts 1834, er Søn af Malermester og Capitain ved Brandcorpset Johannes Quedeus Harboe og Laura Andrea Elisabeth født Staal. Efter at have besøgt technisk Institut kom han paa Konstakademiet i 1850, blev 1858 Elev af Modelskolen og vandt 1861 den lille Sølvmedaille, medens han samtidig var i Malerlære hos sin Fader. Fra 1854 til 1862 har han udstillet en Del Landskaber, hvoraf flere ere blevne kjøbte af Kunstforeningen i Kjøbenhavn. Senere har han levet som Fotograf i Landskabsfaget (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Harboe. Eleonore Christine Harboe, ældste Datter af Capitain senere Commandeur i Søetaten Frederik Ludvig Carl Harboe og Maren født Kallager, er født inden 1801, som det synes ikke i Kjøbenhavn, hvor hun for øvrigt levede den største Del af sit Liv. Besjælet af en varm Kjærlighed til Malerkonsten syslede hun ivrigt dermed hele sit Liv, dog indskrænkede hun sig mest til sam­vittighedsfuldt udførte Copier efter ældre Mestre. Som Veninde af afdøde Admiralinde Wessel Brown, boede hun en Del Aar i dennes Hus, indtil hun i Efteraaret 1856 rejste til Rom, hvor hun levede nogle Aar for sin Konst og døde af Kræft i en katholsk Stiftelse der den i. April 1860. Kort i Forvejen var hun bleven Conventualinde i Støvringgaard Kloster (d. 5. Febr.), men kom saaledes ikke til at nyde godt deraf. Af hendes Malerier ejer den kgl. Malerisamling »En efter Battoni componeret Magdalene«, Støvringgaard Kloster fik »Carl I Stuart« efter van Dyck, Professor Wessel Brown ejer to Copier efter hollandske Mestre. (Efter Breve og Medd. fra Familien. Lengnick Holmens Kirkebog.)

 

Harder. Hans (døbt Johannes) Greorg Smith Harder, Søn af Malermester Johan Harder, var født i Kjøbenhavn den 12. August 1792. Han begyndte efter sin Confirrmation, rimeligvis som Maler­lærling at besøge Konstakademiet, lagde sig en Tid efter Decorationsmaleri, blev 1815 Elev af Modelskolen, vandt 1818 den lille og 1820 den store Sølvmedaille. Fra 1816 begyndte han at udstille som Landskabsmaler, og vandt strax Opmærksomhed; de, der iagttog hin Tids Udstillinger, sporede tillige sikre Fremskridt i de følgende Aars Arbejder. Allerede 1822 blev han ansat som Tegnelærer ved Sorø Akademi, men da der fra Akademiets Side ingen Hindringer

 

250

stilledes for en længere Fritagelse, fik han i 1824 efter en meget rosende Anbefaling af Akademiet, Rejse understøttelse af Fonden ad usus publicos i to Aar. Over München besøgte han Italien og vendte hjem gjennem »det skjønne Tyrol«, som det synes i 1828. Opholdet i Udlandet havde altsaa strakt sig over et længere Tids­rum end først paaregnet. Ved Hjemkomsten overtog han strax sin Stilling i Sorø paany og skrev derfra om at blive agreeret paa det i 1829 udstillede Billede. Den 23. August 1830 blev lian Medlem af Akademiet; men han forblev i Sorø, om han end vedblev lige til. 1866 flittig at udstille. Med sit fyldte 70. Aar tog han sin Af­sked som Lærer ved Akademiet (1862), men han levede endnu 11 Aar i Sorø, til en stille Død bortkaldte ham i hans 82. Aar den 25. November 1873. Han var 1837 bleven gift med Anna Agnete født Prytz. Harder tilhørte en nu ganske forældet Skole af Landskabsmalere, som han aldrig frigjorde sig for, selv i sine senere Billeder, men han vil alligevel, ved sin Kjærlighed til den danske Natur, sin milde rene Opfattelse altid hævde sig et godt Navn blandt vore tidligste Konstnere i national Retning. Den kgl. Maleri­samling ejer fire af hans Ungdomsarbejder, hvoraf intet er fremhængt. (Konstn. egne Medd. Private Opgiv. Skift. 1816, Sp. 456;. 1818, Sp. 430; 1819, Sp. 451. Østs Archiv I, S. 267—68. do. Intelligensbl. Nr. 2, S. 6. Lengnick ved 'Fam. Plum. Fdl. 1873 Nr. 277 og 278. Akad. Udst. Gat.)

 

Harsdorff. Gaspar Frederik Harsdorff var født i Kjøben-havn den 26. Maj 1735. Hans Fader, der var af patrioisk Borger­slægt fra Nyrnberg, var kommen til Danmark som ung Mand (1710—11) efter Sagnet, fordi han maatte flygte paa Grund af en Duel. I Kjøbenhavn sluttede han sig til Petri Kirkes tyske Menighed og ernærede sig ved at holde Skole, rimeligvis paa tysk. En af de Elever, der nævnes foruden Harsdorffs egen Søn, er Kobberstikkeren Clemens. Faderen kaldte sig Johann Christoph Harsdorffer, hvorfor ogsaa Sønnen i Førstningen skrev sig saaledes, senere Harsdorffer, indtil han endelig paa Rejsen ganske bortkastede Endelsen. Hans Moder skal have været svensk af Fødsel og hed Anne Marie Eriksdatter. Han var ældste Søn, en Søster blev gift med Billedhugger Karlebye (s. d.), en anden med en Uhrmager, medens hans to Brødre døde, inden de var voxne.

Faderen vilde have, at Harsdorff skulde lære Mathematik for at blive Ingenieurofficer, ad hvilken Vej han efter dennes Mening lettest kunde hæve Familien til en lignende Anseelse, som den

 

251

havde nydt i Nyrnberg, men dertil havde han ingen Lyst. Derimod lagde han sig efter Bygningskonsten og maa uden Tvivl have besøgt det ældre Konstakademi bag Børsen, eller i al Fald have studeret sit Fag under Eigtved eller Anthon, med hvem Faderen mulig har bragt ham i Berøring for at faa ham uddannet til Officer, da begge disse, den ene Akademiets Directeur, den anden dets Informator i Bygningskonsten, var eller havde været Officerer. Efter at nemlig det nye Konstakademi var stiftet 1754, kunde Harsdorff, som der fik N. H. Jardin til Lærer, allerede to Aar efter, den 5. April 1756, vinde den store Guldmedaille i Bygningskonsten for »En Stads Port, med tvende corps de gardes, ved Siden, som med Porten i alt ikkun er een Bygning, udziret med en Bygningsorden, og corps de gar­derne en rustique  osv. Aaret før havde Maleren Als været den første Maler, der vandt Guldmedaillen sammen med en Udlænding, der var Billedhugger, Harsdorff. var den første Bygmester, der fik den, og samme Dag tilkjendtes den ogsaa Maleren Jens Pedersen Lund. Men medens HarsdorfF allerede den 1. October 1757 begyndte at nyde Akademiets store Rejsestipendium (400 Rdl.. d. C. => 1280 Kroner aarlig i sex Aar), fik Lund det først to Aar efter, sammen med Billedhuggeren O. F. Stanley, som havde vundet Guldmedaillen i 1758. Imidlertid mødtes disse trende Venner i Paris, hvor de tilbragte over to Aar sammen.

Harsdorff rejste nemlig strax til Paris, hvor han maatte tilbringe sin første Tid med at lære Fransk, thi rigtignok havde han haft Undervisning i Hjemmet »af en tysk Corporal«, men det, han havde lært, lignede nok ikke rigtig det Fransk, man brugte i Paris. Hans første Breve til Akademiet maa være forsvundne, da han dog indtil 1759 maa have iagttaget den Høflighed at skrive til det, men efter at Lund og Stanley var komne, synes de alle tre at have glemt denne deres Pligt. I. det mindste ser man, at Akademiet blev uroligt over, at hverken han eller hans to Konstbrødre havde ladet høre fra sig saa længe, og derfor i April 1761 besluttede at tilbageholde deres Stipendier, som ellers sendtes dem hvert Fjerdingaar. Først efter at de i ydmyge Breve havde lovet at sende Prøver paa deres Fremgang, fik de alle tre paany deres Kvartaler anviste, og Stormen var saaledes lykkelig ovre for den Gang.

I et fransk Brev, dateret den 20. September 1701, som Hars­dorff derefter sendte Akademiet, meddelte han, at han, saasnart han kunde følge Undervisningen i sit Fag, havde begyndt at høre Architekten Blondels offentlige Forelesninger, medens han tillige øvede

 

252

sig i at gjøre Udkast til Bygninger paa egen Haand, og han afsendte nogle Prøver deraf til Akademiets Bedømmelse. Han fortæller ogsaa, at han arbejder paa »u« traité ou cours d'architecture«.. Det maa være det endnu bevarede Udkast, der kaldes »Reflexions sur la maniere de batir les églises«. Hennings helliger i sin »Essay sur les arts en Danemarc« Harsdorff ikke mindre end ti Sider, hvis Indhold for en Del synes at skyldes Konstneren selv, saaledes den udførlige Omtale af, med hvilken Omhu og Sagkundskab Blondel ledede sine Elever, og den nøje Opregning af, hvilke franske Konstnere Harsdorff især studerede, nemlig Architekterne Pére (d. v. s. Peyre), Soufflot og Billedhuggeren, den yngre Guilleaume Coustou.

Harsdorff, som i sin Ungdom efter sit eget Sigende var »Fyr og Flamme«, — og man har næppe et Snille som Harsdorffs uden at være en ildfuld Natur, — nøjedes ikke i Paris med at studere sin Konst. Han synes at have nydt en glad Ungdom ikke alene med sine danske Venner, hvortil kan regnes Als, der kom til Paris i October 1761, men ogsaa med unge franske Konstnere. Han skal endog have haft en Kjærlighedshistorie, der endte med en Duel, som havde til Følge, at han besvimet (saaret?) blev ført ud af Paris af sine Venner. Sikkert ved man dog kun, at han rejste fra Paris den 12. Juni 1762 i Følgeskab med Lund, og kom til Rom i Be­gyndelsen af September, medens Stanley der maa være rejst kort efter, først kom til Rom i November, saaledes at Vennerne ogsaa var samlede der. De havde alle tre rejst til Søs fra Marseille til Livorno, og havde Vanskeligheder nok med Overfarten, thi medens Lund og Harsdorff nær var blevne tagne til Fanger af »en Tyrk«, sinkedes Stanleys Rejse af Storm. Om Harsdorfis Ophold i Rom vides ellers ikke meget. Han skal have hjemsendt Udkast til en Kirke som Prøvetegning, men for øvrigt klager baade han og Lund over deres Fattigdom, hvorfor de maa undlade at se meget, »da det koster Penge at komme ind overalt.« Harsdorffs Rejsestipendium udløb den 1. October 1763 og efter Datidens Skik skrev han hjem om »en Naadegave” til Hjemrejsen, som ogsaa blev tilstaaet ham. Ved Sommertid 1764 var han atter i Kjøbenhavn, efter paa Hjemrejsen over Tyskland at have aflagt et Besøg hos en af sine rige og for­nemme Slægtninger i Nyrnberg, der skal have taget godt imod ham og ladet ham hente hjem til sig i en Karet med fire Heste for. Hans to Rejsefæller, hvis Stipendier endnu ikke var udløbne, var derimod blevne tilbage i Rom.

Harsdorff har aabenbart følt sig vel i Paris og troet, at det var

 

253

det Sted, hvor han som vordende Bygmester havde mest at lære, ellers var han næppe forbleven der de fire Aar af sin Rejsetid, saaledes at han kun havde to Aar at ofre paa Italien. Ikke desto mindre kan man se af de faa levnede Minder, at Opholdet i Rom netop har faaet afgjørende Indflydelse paa hans Konstopfattelse. Uagtet der under hans Ophold i Paris udkom et Par Værker, der søgte at henlede Opmærksomheden paa Grækenlands Bygningskonst (af Le Roy 1758 og af Stuart 1762), synes Harsdorff endnu ikke dengang at have set eller lagt Mærke til disse Værker. Vignola, Scamozzi og Palladio var hans Forbilleder, og et af hans mest levende Ønsker var „at eje en fransk Udgave af Palladio med Noter, Den lykkedes det ham at faa i Rom, men da var vistnok Palladios Navn allerede blegnet for ham.

Hennings aflægger et Vidnesbyrd, som synes udstrømmet af Konstnerens egen Mund, om det Indtryk, Rom gjorde paa Harsdorff. Følte han sig end stærkt greben af den vexlende Pragt i Verdens­stadens Kirker og Paladser, maatte denne Følelse dog vige for den Beundring, Oltidens faa, men skjønne Bygningslevninger indgød ham, Han saa nu, hvoraf det var, hans tidligere Mønstre havde øst, og han følte en levende Trang til at gaa til samme Kilde, Idet han grundede over, hvorledes han skulde bære sig ad dermed, kom han en Dag op paa Capitoliet, hvor Konstelevernes Prisarbejder var udstillede. Der saa han et Arbejde af en ung romersk Archi-tekt, som netop var udført i den Stil, han saa brændende ønskede at tilegne sig.1 Han fik at vide, hvad Vej den unge Mand havde gaaet, søgte ad samme Vej at blive fortrolig med den Konst, der havde virket saa mægtigt paa ham, og fattede den Kjærlighed til den ioniske Seøjle, som siden fulgte ham hele hans Liv.

Der er baade noget personligt i denne Harsdorffs Forkjærlighed for den ioniske Architektur, og tillige noget, der laa i Tidens Aand. Harsdorff var en stille, blid Personlighed, hvis aandelige Fylde gav sig Luft i uforgjængelig Kjærlighed til Konsten og utrætteligt Arbejde i dens Tjeneste, men ikke i et heftigt stormende Væsen. Han elskede en vis rolig Pragt, men ikke iøjnefaldende Pral, og hvor han havde Lejlighed til at raade i rigeligere Maal over sin Konsts Midler, var det netop en med Smag og Aand ordnet Pragt,

 

1 Et andet Sagn beretter, at mellem de udenlandske Konstpenaionairer i Kom var en ung Spanier, som var for doven til selv at tegne de Afbildninger efter Antikerne, han skulde sende hjem. Harsdorff og andre tegnede dem for ham, og han lærte derved at se paa Oldtiden med stedse klarere Blik.

 

254

han helst lod komme frem. Den ægte doriske Søjles strænge, mandige Alvor og den korinthiske eller romerske Søjles stolte Yppighed maatte, ligge lige fjærnt for Harsdorffs bløde, følelsesfulde Personlighed, der følte sig tildragen af lonikens Middelvej, af dens med ædel Værdighed udtalte >kvindelige« Præg. Man mærker ogsaa let, at for den Tids Mennesker, der endnu bar den franske Modedragt med Kniplinger, Silkestrømper, Paryk og Pudder, laa i det hele den ioniske, eller hvor Forholdene tilstedte det, den korinthiske Bygningsstil den naturlige Følelse nærmere end den doriske Stils prunkløse Ro. I Amalienborg Palaier i Kjøbenhavn, der var byggede i Harsdorffs Ungdom, havde saaledes Eigtved ogsaa brugt  ioniske Capitæler.

Da Harsdorff kom hjem fra Italien, blev han kort efter (8. Aug. 1764) agreeret og fik som Opgave til Medlemsstykke Tegningen til »Et kongeligt Palais, liggende paa en smuk Plads«, hvilket skulde være færdigt i fire Maaneder. Imidlertid blev han først den 14. Marts 1765 enstemmigt optaget til Medlem af Akademiet. Denne Tegning, som endnu bevares i Akademiet, »viser ham i hans tredivte Aar aldeles løsrevet fra den Skole, hvori han havde faaet sin første Dannelse«. I 1766 blev han Professor i Perspectiven, en Post, der havde staaet ledig siden den yngre Jardins Død og midlertidig var bleven varetaget af Broderen, den 14. November 1770 blev han kgl. Hofbygmester, og den 25. Marts 1771 blev han udnævnt til Professor i Architekturen efter Jardin, der selv havde anbefalet ham til sin Eftermand. Kort efter sin Hjemkomst havde han gjort Bekjendtskab med en Datter af Hofbygmester Fortling, Elisabeth Margrethe, som i sit 16. Aar var bleven Enke efter Hofbilledhugger (Stenhugger) August Braun (1765), forlovede sig med hende og ægtede hende den 7. December 1770.

Harsdorff blev i Førstningen ikke brugt meget som Bygmester. I nogle private Bygninger, Petersens Kloster paa Amagertorv, nogle Huse i Amaliegade, nogle Restaurationer af Herregaarde havde han ikke Lejlighed til at vise synderlig andet end god Smag og almindelig technisk Dygtighed, uden at han derved kunde vække særlig Opmærksomhed. Større Krav til hans konstneriske Evne stillede Gravkapellet i Karise Kirke ved Faxe, som af Grev Moltke havde været overdraget »en fransk Konstner«, af hvem Grunden var lagt, og Murene opførte lige til Overkanten.1 Harsdorff fandt

 

1 Enhver tænker straks paa Jardin, og jeg dvælede uvilkaarlig ved den yngre, Louis Henri Jardin, der døde 1759, hvorved altaaa Værket naturlig

 

 

 

255

dog det givne Udkast for tarveligt, og ved at hæve en Firkant af Loftet over det øvrige og lade Hjørnerne deraf bæres af fire Søjler, lykkedes det ham at give det lille Rum et Spil i Linierne og et Liv i den for øvrigt roligt holdte Decoration, som gjør dette Byg­ningsværk meget tiltrækkende. Han synes at have overtaget dette Arbejde i 1766, men næppe at have fuldført det før efter 1769, da en Tegning af Loftet bærer dette Aaratal. Et andet Værk fra denne Tid, der mere udmærker sig ved den Skjønhedssans og konstneriske Følelse, som aabenbarer sig deri, end ved Størrelse, er »Herkuleslogen« i Rosenborg Have. Den blev begyndt i 1772. Naar han desuden havde saadanne Hverv, som at bygge Pavilloner i Hirschholm Slotshave, at ombygge den ene Fløj af Slottet der, at ombygge det kgl Theater (1773 og atter 1792), at indrette nye Bogsale i det store kgl. Bibliothek o. a. m., saa føler enhver, der ser, hvad Tiden endnu har levnet deraf, vistnok en usædvanlig klar og selvstændig Aand deri, men ogsaa, at der heri ingen Lejlighed var for Konstneren til at røre sig frit.

Sit frugtbare Snilles rigeste og skjønneste Gaver var han hen­vist til at ofre paa Øjeblikkets Tant, paa Værker, som stod idag og bogstavelig kastedes paa ilden imorgen, paa Decorationer i Anled­ning af kongelige Festtog og desl. Saaledes gjorde han i 1766 syv Tegninger til Frederik V's Katafalk, og i det daværende Akademis forunderlige Sprog gjenlyder endnu en dyb og alvorlig Beundring derover som over noget hidtil uset. Akademiet besaa, hedder det nemlig, Tegningerne til Katafalken, »og har med megen Satisfaction i Besynderlighed i Litra.A Set den Overflødighed af Geni i dette Project, saavel som Stilens Skjønhed, og er bleven vaer, at det aldrig kunde fejle, at denne Machine jo vilde gjøre en forfærdelig stor Effect, naar samme blev udført«. I Anledning af Christian VII's For­mæling udførte han atter flere Decorationer, tildels bestemte til at illuminere«, ligeledes i Anledning af Marie Sofie Frederikkes Indtog (1790) et »Apollotempel« foran Skuespilhuset og et »Gratiernes Tempel« foran Akademiet foruden fl. a. Navnlig de store Decora­tioner »i ren græsk Stil« skal have været af en overordentlig Virk­ning, naar de om Aftnen var oplyste, og deres Ry levede stadig paa hans Hustrus Læber. Ogsaa en Søjle (af Træ), der i nogle Aar stod opstillet i Fredensborg Slotsgaard, bærende Fredens Billed-

 

blev afbrudt. Professor Høyen greb derimod Nicolas Jardin, og dertil kan kun siges, at blandt de Tegninger, han ved sin Afrejse (1771) sendte Akade­miet, var ogsaa „Et Begravelseskapel".

 

256

støtte, skal have taget sig udmærket ud.1 Det var, som om Konstneren i flygtige Drømme søgte at iværksætte nogle af de herlige Ideer, hans lysende Indbildningskraft fostrede, da han ikke kunde gjøre sig Haab om at skjænke dem varigt Liv i vort kolde barske Norden.

I nogle Værker lykkedes det ham dog at faa Lejlighed til friere at udtale sin Tanke. En saadan tilbød sig, da det i 1773 blev ham overdraget at udføre et Gravkapel ved Roskilde Domkirke til Chri­stian VI's og Frederik V's Minde. Dette Værk, som i Førstningen fremmedes saa hurtigt, at man fra 1774—1776 var naaet til at faa Hvælvingerne færdige, og i 1779 den hele Bygning under Tag, blev da standset, og den hele indre Udførelse, hvori Konstneren havde søgt at udfolde al den Pragt og Skjønhed, Stedets Anvendelse krævede, blev for største Delen langt senere en anden Konstners (C. F. Hansens) Værk, om end i Hovedsagen efter Harsdorffs Plan. Det er en Bygning i en rig romersk Stil, men desværre maa jeg her ligesom tidligere indskrænke mig til at henvise Læserne dels til Værket selv, dels til den Gjengivelse, »Selskabet for nordisk Konst« har udgivet. Paa Salonen 1778 saas en fuldstændig Model af Kapellet.

Det var først efter Christiansborg Slots Brand, Harsdorff skulde faa Lejlighed til paa en overraskende Maade at vise sin Duelighed i selve Landets Hovedstad i et varigere, om end langt fra uforgjængeligt Værk. Konstneren var ikke af dem, som lod sig nøje med at have lært i Ungdommen og siden tærede paa sin Kundskabs opsparede Capital. Ligesom et opmærksomt Øje tydelig sporer Fremgang og en konstnerisk Udviklings Trinfølge i hans. Værker, saaledes er der ogsaa positive Vidnesbyrd for, at han fulgte sin Konsts Videnskab med Flid og Alvor. Et Værk, der udkom i 1787, anden Del af Stuarts »Antiquities of Athens«, skjænkede ligesom Konstneren hans Ungdom tilbage i en ny, fyldigere Skikkelse. Det Indblik, han derigjennem fik i den græske Bygningskonsts skjønneste Tid, gav hans hele Konstretning et andet Sving. Da han snart efter fik den Opgave, at forbinde to af Palaierne paa Amalienborg med en Byg­ning, som ikke hindrede den fri Grjennemkjørsel til Slotspladsen og Udsigten til Frederik V's Rytterstøtte, greb han, efter et Par Forsøg paa at overholde. Palaiernes Stil, snart Tanken om at naa Maalet

 

1 Desuden omtales en Decoration, som blev udført 1774, og som "Weinwich kalder „En Antik-Søehavn", men Bamdohr „En Triumfbue", der siden op­stilledes i Fredensborg Slotshave, idet begge Beklage, at saa skjønt et Værk kun er af Træ.

 

257

ved en med stor Smag og Skjønsomhed tillempet Gjengivelse af hvad man i Oldtiden kaldte Propylæer, en aaben Søjlehal, gjennem hvis Overbygning Forbindelsen mellem Palaierne tilvejebragtes. Det hele regnedes imidlertid fra Hoffets Side for noget saa fore­løbigt, at denne Bygning, ..»Colonnaden« kun opførtes af  træ. Dog staar den endnu og gjør sin Tjeneste.

Ikke længe efter at Colonnaden var færdig, ødelagde en for­færdelig Ildebrand en stor Del af Kjøbenhavn (Juni 1795). Hars­dorff fik i den Anledning nogle større Gaarde at bygge og viste deri et Maadehold, en Følelse for Forhold og et Blik for Storladenhed selv i det Smaa, som gjør disse faa, tildels forvanskede Bygninger endnu i vore Dage til Mønstre paa en ædel borgerlig Bygningskonst. Saadanne var »Erichsens. Gaarde (Stolemager Han­sens Ejendom) paa Kongens Nytorv, hvor de fritstaaende Søjler med Frontespice dog skal skyldes Bygherrens eget udtrykkelig udtalte Ønske, »Peschiers Gaard« (nu Landmandsbankens Ejendom) ved Holmens Kanal, hvis øverste Etage er tilbygget af Hetsch, »Løve-apotheket« paa Hjørnet af Hyskenstræde og Amagertorv. Endvidere er Nr. 72 i Store Kongensgade bygget af Harsdorff. Fra en tidligere Tid er Harsdorffs egne Gaarde paa Kongens Nytorv (ved Siden af Charlottenborg) og nogle andre Bygninger, vi ikke have haft Lej­lighed til at nævne.

Endnu én Plan var i Gjære, hvorved Harsdorff kunde have rejst sig et mere straalende Minde end i alt, hvad han tidligere hårde gjort, og dens Fremkomst skyldtes ogsaa Branden. Da nemlig Nikolaj Kirke var styrtet i Grus, og Kjøbenhavn trængte til en. Sognekirke mere, vaagnede Tanken om hellere at fuldføre Frederiks-kirken ved Amalienborg, som Jardin i 1770 havde maattet give Slip paa, eftersom Trangen til en Kirke var størst i den Del af Byen. Det blev overdraget Harsdorff at gjøre et Udkast, hvorefter det blev muligt at bruge det begyndte Værk, som det var, og fuld­føre det med mindre Bekostning, end den oprindelige Plan af Jardin vilde have krævet. Harsdorff, som arbejdede hurtigt, tilvejebragte i Løbet af et Aarstid, ikke alene Tegninger og Overslag til en Fuld­førelse af Kirken i en Stil, der gjennemgaaende, men paa en smag­fuld og selvstændig Maade, minder om Roms Pantheon, meu ogsaa en fuldstændig Model af Kirken, som den vilde komme til at se ud. Denne Model bevares endnu paa Konstakademiet. Foruden sit første Forslag indsendte han tillige et andet, hvorved Kirken med en noget simplere Udførelse af det indre kunde gjøres færdig for

 

258

en billigere Sum (200,000 Rdl. d. C. d. v. s. 640,000 Kroner). Efter at have været underkastet Finanscollegiets og Kunstakademiets Drøf­telse syntes virkelig det sidste Forslag at have haft Udsigt til at gjennemføres, da Konstnerens Død afbrød det (Jfr. C. F. Hansen). Havde Harsdorff hele sit Liv næret Ønsket om at udføre et større monumentalt Bygningsværk, var det naturligt, at han greb Tanken om Marmorkirkens Fuldførelse med levende Begejstring. De efterladte Arbejder og skriftlige Minder vise ogsaa, med hvilken varm, selv­stændig Konstfølelse og Overlegenhed i Tanken Harsdorff skred til Forberedelsen af dette Værk. Men det skjønne Udkast, som gjennem den ovennævnte Udgave af Konstnerens Værker er tilgjængeligt for Publicum, blev hans Svanesang. Han døde som Helten i et Sørge­spil; da Kaldet kom, var det for silde.

Harsdorff, der i sin lange Ventetid som Bygmester med Varme havde varetaget sit Hverv som akademisk Lærer, var i Toaaret 1777 til 1779 Akademiets Directeur og blev ved sin Afgang derfra udnævnt til Justitsraad. I Aaret 1782 skal han have gjennemgaaet en meget alvorlig Sygdom, der efterlod stadige Mindelser. Saaledes fortæller Oehlenschlæger, at Harsdorff, naar han besøgte hans For­ældre, jævnlig klagede over Smærter i Siden, men blidt og taalmodigt. Naar Digteren kalder ham »den venlige Gubbe«, er det Barnets Øje, som har set Manden, thi Harsdorff var ikke fyldt treds i de Aar, hvortil dette Udsagn henlægges. Ved Siden af sin Konst-virksomhed havde denne sjældne Mand baade Sans og Dygtighed i andre Retninger. Han elskede Havevæsen og Landbrug og havde derfor, da han i det mindste en Tid lang var en ret velhavende Mand, baade et Landsted ved gamle Kongevej med en stor Have, »Rosenlund«, og en Bondegaard i Brønshøj, »Holmen«, som han drev med en saadan Indsigt i Landvæsnet, at han endog et Aar nævntes i Almanakken som den, der havde faaet mest ud af en simpel Bondegaard. For øvrigt saa han ikke paa udvortes Prunk, og den Vogn, hvori han jævnlig kjørte til og fra Brønshøj, kaldte han selv for »Skralden«, medens andre, Frederik VI med, i Grun­den forargede sig over, at den velhavende »Justitsraad« brugte saa simpelt et Kjøretøj.  Som det synes, opholdt han sig paa sit mindre Landsted, Rosenlund, da han i Maj 1799 blev syg, uden at Syg­dommen endnu bestemt vakte Tanken om Døden. Men netop da kom Budskab fra Hofmarchallatet, at hans Udkast til Marmorkirken var approberet, og den uforsigtig meddelte Efterretning herom skal have bragt den svage Livstraad til at briste. Sygdommen tog

 

259

Overhaand og Natten mellem den 23. og 24. Maj 1799 døde han. Hans Enke overlevede ham i tretten Aar og døde den 16. Juni 1812. (Udfør!, priv. Medd. Åkad. Weinw., S. 155, 223—24. do. Lex. Hennings, S. 70, 87—97, overs. i Buschings Konsthist. ved Hallager, S. 357—62. Ålm. dansk Bibi. Marts 1778, S- 91. »Otte Kbh. Skrifter om Kronprinsessens Indtog« i st. kgl. Bibi. Skild. 1804, Sp. 636; 1805, Sp. 265; 1824, Sp. 413. Øst Mat. S. 318—20, Adresseav. 1799 Nr. 133. Jonge Kbh. Beskr., S. 527, 529—30. Nyerup Kbh. Beskr., S. 369—70. Collin For Hist. og Stat. II, S. 197—200, 262—64, 275—302. »demens« ved Fick i Nekrol. Saml. II, 335. Oehlenschl. Erindr., ny Udg., S. 15. Thiele Kstakad., S. 106 fl. Dske Saml. I, 315. [Schaper] Marmorkirken og Marmor-pladsen Kbh. 1867. Høyens Skr. III, S. 119—24, 225—31. »Selsk. for Nord. Kst.«, Harsdorffs Værker, udg. af N- Høyen.)

 

Hartmann. Carl Christian Ernst Hartmann, Søn af Componistern Johan Peter Emilius Hartmann og Emma Sofie Amalie født Zinn, er født den 13. September 1837. Efter at have besøgt H. V Bissens Værksteder og Konstakademiet fra 1855 vandt han i 1859 den lille Sølvmedaille og concurrerede samme Aar til den Neuhausenske Præmie med en Springvandsfigur. Åaret efter ud­stillede han sit første Arbejde efter egen Opfindelse »En Dreng, der forfølges af en Gase«. Et andet Ungdomsarbejde, »Diomedes« blev kjøbt til Konstmuseets Sculptursamling. Imidlertid rejste han for egen Regning til Rom, hvor han forblev i halvtredje Aar (1863—6(j). To Aar senere, da det Ankerske Legat blev tilstaaet ham, rejste han atter til Rom og forblev der til 1870. Af hans i Italien udførte Arbejder kan nævnes »Den døende Abel«, udstillet 1869 i Gibs, gjentaget (1875) i mindre Maalestok i Malm, og af senere Arbejder »En Spydkaster« i Malm, tilhørende Godsejer Neergaard til Fuglsang. I de sidste Aar har han, foruden med originale Arbejder, været sysselsat med at udføre et Par Figurer efter Thorvaldsen i Marmor til Johannesgruppen. Han blev gift 1871 med Thyra født Boisen. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Hartmann. Leopold Frederik Herman Hartmann, født i Berlin den 8. October 1839, er Søn af Musikdirecteur Carl Vilhelm Hartmann, som i Sønnens sjette Aar flyttede til Kjøbenhavn, hvor denne er opdragen., Han kom efter sin Confirmation paa Hetschs Tegneskole og besøgte samtidig Akademiets Aftenskoler. I 1856 vandt han den lille Sølvmedaille i Modelskolen, endnu ikke 17 Aar gammel, og har fra 1858—71 udstillet en Del Portræter. Han var

 

260

i Vintren 1858—59 i Düsseldorf, hvor han malede under Sohn, tog i 1864 Del i den slesvigske Krig, hvorefter haa blev udnævnt til Lieutenant. Hartmann blev i 1874 gift med Emmy født Bügel og indtraadte samme Aar som Deltager i Hoffotograf J, Petersens Forretning. Blandt hans Arbejder som Portrætmaler kan nævnes H. C. Lumbyes og Sangeren Nyrops Portræter. (Konstn. egne Medd. Akad., Udst, Gat.)

 

Haslund. Otto Carl Bentzon Haslund, Søn af Maler­mester O. H. Haslund, er født i Kjøbenhavn den 4. November 1842. Han kom paa Konstakademiet 1858, blev 1862 Elev af Modelskolen og fik den 20. Marts 1866 Afgangsbevis som Maler. Samtidig malede han i Marstrands, Roeds og Simonsens private Malerskoler og en kort Tid hos Skovgaard. Han er fortrinsvis Dyr- og Landskabs­maler, men er i de senere Aar med Held slaaet ind paa Figurmaleriet. I 1873 fik han Rejse understøttelse, og tog til Italien, hvor han navnlig har opholdt sig i Rom. Af hans hjemsendte Arbejder vakte især »Romerske Abbater, der ryge i Smug” (1875) megen Opmærk­somhed. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Hasselriis. Louis Hasselriis, fedt i Hillerød den 12. Januar 1844, er Søn af forhenværende Apotheker H. E. L. Hasselriis og Sofie Frederikke født Schondel. Da Faderen senere kjøbte en Gaard paa Bornholm, besøgte han en Del af sin Skoletid Rønne lærde Skole, kom derpaa til Kjøbenhavn og i Lære hos Billedskjærer Wille, blev Elev af H. V Bissen og begyndte 1859 at besøge Konstakademiet, hvorfra han den 29. December 1865 fik Afgangsbevis som Modelerer. Hasselriis begyndte allerede at udstille 1863, men vandt først Opmærksomhed ved en Statuette af Johannes Evald (1866). I 1867—68 concurrerede han til den mindre Guldmedaille, som blev tilkjendt ham for »David bereder sig til Kamp med Goliath«, der tilhører Landskabsmaler Aagaard. I 1869 rejste han til Rom, hvor han, frareguet kortere Besøg i Hjemmet, siden har opholdt sig. Derfra sendte han bl. a. Statuerne »en Discuskaster« og »Bellmann«, den sidste i Marmor, til Verdensudstillingen i Wien (1873), hvor Konstmedaillen blev tilkjendt ham. Hans sidste Arbejde er en Skitse til et Mindesmærke for H. C. Andersen, til hvis Udførelse der er indbudt til Subscription i Odense. (Medd. fra Konstn. Fader. Akad. Udst. Gat.)

 

Hauberg. Peter Christian Hauberg, født paa Christians­havn den 29. September 1844, er Søn af Assessor pharm. Jørgen Christian Hauberg og Margrethe Sofie født Arboe. Da han var

 

261

bleven Student 1863 og havde taget anden Examen Aaret efter, uddannede han sig først til Polytechniker og besøgte derpaa Konstakademiet (1870—71) for at blive Landskabsmaler. Han har tillige modtaget Vejledning hos P. C. Skovgaard og har fra 1873 udstillet dels Landskaber, dels Strandpartier med Skibe, fortrinsvis fra Born­holm. Efter i 1874 at have ægtet Michelle Christiane født Stender er han senere bleven Medejer af en her i Staden oprettet Bog-, Papir-og Konsthandel under Firma P. Hauberg & Co. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Haugsted. Hans Andreas Vilhelm Haugsted, født i Odense den 7. Januar 1832, besøgte Konstakademiet 1848—51 og begyndte 1854 en selvstændig Virksomhed som Bygmester i sin Fødeby. Af hans Bygninger paa Fyn kan nævnes Nybygning af Hovedgaarden Holstenhus for Lensbaron Holsten-Carisius, Nybygning paa Ravnholt for Kammerherre Sehested-Juel, Ombygning af Brahetrolleborg for Lensgreve Reventlow, et Gravkapel paa HaseldorfP i Holsten til Kammerherre Oppen-Schilden, Jærnbanegaarden i Svend­borg samt Landstationsbygningerne ved den sydfynske Jærnbane, endelig Restauration af nogle Kirker. (Konstn. egne Medd.)

 

Hauser eller Hausser se Elias David Hausser.

 

Hawen, Lambert van Hawen (Hagen og Hauen), Søn af Salomon v., Hawen, var født i Bergen den 16. April 1630. Efter Faderens Død lod Frederik III ham rejse udenlands (1653), navnlig til Italien, for at uddanne sig til Maler og Bygmester. Han kom, som det synes hjemkaldt af Christian V, først 1670 tilbage til Danmark, hvor han 1671 fik Bestalling som Generalbygmester samt Inspecteur over pictura, sculptura etc. rned en aarlig Lønning af 1500 Rdl. d. C. (4800 Kroner) af Kongens Particulierekasse; dog kaldtes han ogsaa, maaske inden Bestallingens Udstedelse, ganske simpelt »Contrafejer«. Af hans Arbejder for Hoffet nævnes en Fontaine til Jægersborg og et Ombygningsarbejde ved Porthuset foran Slottet«. Hans Hovedværk er Opførelsen af Frelsers Kirke paa Christianshavn, hvortil Grundstenen blev lagt den 19. October 1682. Den kunde, uden at være fuldstændig færdig, først indvies den 19. April 1696; men da var Konstneren allerede død for et Aar siden, den 5. Maj 1696. Han nævnes ogsaa som Slotsforvalter paa Frederiksborg, hvilket maaske skyldes en Forvexling med Broderen. Han ejede en Gaard i Stormgaden (hvor nu det Harboeske Frue-

 

1   Om Taarnet se Artiklen Thim

 

262

kloster er); men det nævnes ikke, om han selv har bygget den daværende Gaard. Af Malerier omtales: Christian V i Salvingsdragt, stukket af W. v. d. Laegh (1674), »Et døende Fruentimmer, omgiven af sine Slægtninger«, stukket af H. Schaten, Portræt af Hans von Løvenhjelm, og af Niels Pallesen Rosenkrans, stukne af samme. Hans eget Portræt findes paa Rosenborg. Han blev gift den 17. November 1674 med Anne Pedersdatter Slange, som den 2. Juni 1702 fik Lov at sidde i uskiftet Bo med sine Børn. (Busching I, S. 106, og 434—36. Sandvig, S. 70. Weinw., S. 49, 97, 102. do. Lex. Hennings, S. 44. Skild. 1829, Sp. 1363. Brock, Oldb.Kong., S. 77. Danske Saml. V, S. 356; do. 2. R. III, S. 299. Rothe, Kbh. Kirkers Hist., S. 41. Kgl. Regusk. og Sjæll. Registre i Gehejmearch. Frue og Trin. Kirkeb. ved Lengn.)

 

Hawen. Michael van Hawen, en Broder til ovennævnte Lambert v. Hawen, og ligesom denne født i Bergen, rejste i 1653 udenlands med Broderen paa Frederik III's Bekostning for at uddanne sig til Maler, kom allerede inden 1664 tilbage til Danmark, hvor han blev kgl. Contrefejer, Mathematicus og Tegnelærer paa Sorø, idet 1665 nogle Gaarde fra Akademiet blev udlagte til hans aarlige Lønning. I denne Stilling fik han sin Bestalling confirmeret af Christian V den 28. Januar 1671. Senere blev han Slotsforvalter paa Frederiksborg og døde der. Af hans Malerier nævnes et stort Billede, som forestillede hele Optoget ved Souverainetetsakten i 1660, hvilket i 1754 ejedes af Grev Christian von Rantzau. Endvidere skal han have malet »skjønne Altertavler«. (Busching II, S. 175—76. Sandvig, S. 70. Weinw., S. 49 og 94. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1364.)

 

Hawen. Peter Nicolaj van Hawen, Søn af Lambert van Hawen, blev den 4. December 1725 Møntgaarden og senere Møntinspecteur i Kjøbenhavn. Han fik 1749 Titel af Kammerraad og 1761 af Justitsraad, og han nævnes som Medailleur, idet han skar Stempler til Dukater og andre Mønter. Det er fra ham, Busching har de Efterretninger, han har meddelt om denne Konstnerfamilie. Han blev gift 1753 med Karstine født Leegaard og døde inden 4. Januar 1762. (Biisching I, 434—36. Weiuw., S. 176. do. Lex. Adresseav. 1762, Nr. 1. Holmens Kirkeb. ved Lengn. Møllerske Registre i Gehejmearch.)

 

Hawen. Salomon van Hawen levede som Billedhugger og Maler i Bergen, hvor der 1636 nævnes, at Salomon Skildrer, tilligemed nogle Studenter, har ”ageret to hedenske Historier i Ny-

 

263

kirken«. Han skal have haft et eget Talent til at udklæde Figurer, som tiltalte Christian IV saa meget, at han vilde have ham til Kjøhenhavn til Hoffet, men han frabad sig det paa Grund af sin Alder. Han Synes at være død noget før eller omtrent samtidig med Christian IV. Foruden hans ovennævnte to Sønner og Sønne­søn, findes ogsaa omtalt en Frederik van Hawen, som 1696 fik 100 Rdl. d. C. »for tre Skilderier om Hyldingen, Salvingen og Kroningen«, men han var mulig ikke selv Konstner. Derimod omtales en Jochum van Hawen, der var Billedhugger og 1673—75 fik Betaling for adskillige Arbejder i Elfenben. (Büsching II, 175. Sandvig, S. 70. Weinw., S. 48. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1363. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Heckel. Abraham Heckel, Kobberstikker og rimeligvis en Tysker af Fødsel, levede her i Landet i forrige Aarhundrede. Han har stukket Pladerne til Holmskjolds Værk over Svampene, der var malede af Neander, en Plade i Niebuhrs Rejse, et casseret Portræt af Charlotte Amalie, Grunds Figurer i Normandsdalen og Rytter-støtten af Frederik V fra Amalienborg. (Sandvig, S. 71. Weinw., S. 231. do. Lex. Thaarup.)

 

Heelwock. A. Heelwock nævnes som Kobberstikker i Kjøbenhavn og adskilles fra Haelweg og Halbeck. Af hans Arbejder nævnes intet. (Neue Bibl. d. sch. Kst. u. Wissensch. XXI, S. 237. Sandvig, S. 72. Weinwich, S. 78. do. Les. Skild. 1830, Sp. 404. Alle de nævnte Kilder ere Gjentagelser af den førstnævnte.)

 

Heerfordt. Ida Marie Margrethe Heerfordt, født i Skjold­borg Præstegaard den 22. Juli 1834, er Datter af afd. Pastor Chri­stian Frederik Heerfordt og Anna Margrete født Asp. F. F. Hel­sted har været hendes Lærer; hun har malet enkelte Landskaber, men har især gjort Blomstermaleriet til sit Fag og har udstillet siden 1866, (JConstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Heimbach. Wolfgang Heimbach, en Konstner, som levede og arbejdede i Danmark under Frederik III, var født i Oevelgonne i Oldenborg. Han var døvstum og kaldes derfor ogsaa blot »den stumme Maler«, et Tilnavn, der undertiden ogsaa tillægges en Konstner, der kaldes Jørgen Maler. Da Heimbach røbede Lyst til Malerkonsten, kom han i Lære hos en Konstmaler, rejste derpaa til Nederlandene og Italien og forblev udenlands i tolv Aar. Han  skal ved sit Talent have vundet Pavens, flere Cardinalers og andre fornemme Herrers Yndest. Allerede fra 1635 nævnes Billeder af ham  i Palamedes Maner. Til Danmark maa han være kommen

 

264

endnu i Christian IV's Tid, da Portræter af dennes Sønner Prins Christian (f 1647) og Prins Frederik ere malede af ham. De hevares paa Rosenborg. Et Portræt af en Læge, betegnet med Monogram, er malet 1654; Ulrik Christian Gyldenløves Portræt, stukket af Haelweg, er fra 1659. Dernæst malede han et større Billede, fore­stillende Frederik III's Hylding paa Slotspladsen, som det synes før 1666. Thi i 1665 søgte han om Orlov, forfat rejse til Oldenborg, og kom efter den Tid ikke senere til Kjøbenhavn. Der malede han uden Tvivl ikke alene det grevelig Gyntherske Familiestykke, der er betegnet med Navn og Aarstallet 1677 (tilh. d. kgl. Malerisaml.), men ogsaa de to enkelte Portræter af Greve Anton Gyntlier af Oldenborg og hans Gemalinde, som bevares paa Rosen­borg. Af Aarstal paa Billeder ses, at Heimbach endnu levede 1675. Billeder, hvis Tilblivelsestid ikke kan bestemmes, hvorvel de synes malede i Danmark, ere: Portræt af Dronning Sofie Amalie i Bonde­pigedragt, som hun bar paa en Maskerade (Rosenborg), et Natstykke med flere Personer i hel Figur, som er betegnet med Konstnerens Monogram, og Portræt af en Pave. De to sidstnævnte tilhøre den kgl. Malerisamling. (Sandvig, S. 72. Weinw., S. 71—73. do. Lex., S. 85 og 117. Spengl. Art. Eft. fra "Winkelmann: Oldenb. Chronica. Spengl. d. kgl. Maleriesaml. Nr. 804—6. Broch, Oldenb. Kong., S. 44, 52, 56. Nagler Monogr. III, 742.)

 

Heims. Carl Heinrich Ludvig Heims, født den 24. Maj 1817 i Altona og Søn af Kjøbmand Gerhard Christoph Heims og Vilhelmine født Jaeger, begyndte i sin Fødeby at uddanne sig til Architekt og kom for at fuldende sin Uddannelse i 1837 til Kjøbenhavn. Da han imidlertid havde mere Lyst til at være Tegner og Kobberstikker, tillod hans Forældre ham det, efter at J. L. Lund, af hvem han var bleven Elev, havde givet ham Vidnesbyrd for at have Talent. Et af hans første Forsøg som Kobberstikker eller Raderer var i den af Schøler opfundne Fremgangsmaade, Stylografi, hvori han udførte et Stik efter Eckersbergs Thorvaldsens Portræt i Akademiet. Arbejdet lykkedes fra Konstnerens Haand, men Pladen fordærvedes under Schølers techniske Operation. Heims blev imid­lertid i Kjøbenhavn, blev i 1840 Tegner ved zoologisk Museum, opfandt 1848 en ny Art Kobberstik, idet Pladen ved en særegen Ætsning kommer til at bære et ophøjet Billede af Tegningen, der lader sig aftrykke i Bogtrykkerpressen, Chalkografi. Aaret efter for­lod han Kjøbenhavn for at vinde større Udbredelse for sin Opfindelse i Berlin, hvor han blev til 1854 og senere i Paris 1854—58; men

 

265

uagtet han har udført ikke faa Blade efter sin nye Fremgangsmaade, synes den ikke at have Kraft til at trænge Lithografien eller Kemitypien, som den snarest ligner, til Side. Efter at have rejst nogle Aar i Tyskland tog han i Berlin i 1860 en Slags Examen, der gav ham Ret til at søge Plads som Tegnelærer ved de højere Skoler i Tyskland, og han fik, efter den anden slesvigske Krig, en Plads som saadan ved Gymnasiet og Realskolen i Flensborg, hvor han endnu lever. Uagtet han saaledes en stor Del af sit Liv har levet og virket under tyske Omgivelser, taler og skriver han endnu godt Dansk. (Konstn. egne Medd. til F. C. Krohn.)

 

Heine. En Bygmester Heine nævnes af J. Høst i hans Efter­retninger om Marokko og Fes (Kbh. 1779), som en dansk Konstner, der med Lønning af Kongen af Danmark gik til Marokko, hvor han døde omtrent 1760. Sammenlign Art. V. Schrøder. (Skild. 1830, Sp. 1070, efter Høsts Værk, S. 76, 78, 83.)

 

Heintze. Heintze, (norsk) Bygmester, opførte Domkirken i Bergen efter Ildebranden 1702 og istandsatte Korskirken der, som havde lidt ved samme Lejlighed. (Weinw. Lex.)

 

Hellesen. Adolf Bernth Hellesen, født den 25. December 1831 i Kjøbenhavn, er Søn af Kjøbmand og senere Bogholder Chri­stian Didrik Hellesen og Flora Elisabeth Sofie født Top. Han begyndte at besøge Konstakademiet i 1847, medens han samtidig var i Malerlære og uddannede sig til Decorationsmaler under Hilkers Vejledning; i 1858 blev han Elev af Modelskolen og vandt s. A. den lille Sølvmedaille i Decorationsklassen, Aaret efter den store i samme Fag. Efter at han var bleven sat i Stand til 1861—62 at foretage en Udenlandsrejse, navnlig til Italien, bosatte han sig i Kjøbenhavn som Malermester og Decorationsmaler og har i flere Herregaarde og Kirker haft Lejlighed til at udføre konstnerisk Deeorationsarbejde, ligesom han siden 1858 jævnlig har udstillet Arbejder i dette Fag. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Oat.)

 

Hellesen. Hanne eller Johanne Hellesen, Datter af Skibsfører Hans Hellesen og Johanne Hellesen født Grørtz, var født den 20. December 1801 og er Slægtning af den ovennævnte A. B. Helleseu1. Da hun tidlig viste Lyst til Tegning, uddannede hun sig under J. L. Jensen til Blomstermalerinde, og fik i 1827 efter Ønske et Vidnesbyrd af Akademiet, for >at have røbet en saadan Fremgang og Udvikling i Konsten« at hun engang »vil ,

 

1 Hvis Farfader var Broder til hendes Fader.

 

266

kunne indtage en udmærket Plads mellem sit Konstfags Dyrkere«. I Somren 1834 foretog hun for egen Regning en Rejse i Tyskland, hvor hun navnlig opholdt sig i Dresden for at copiere et Stykke af van. Huysum i Malerisamlingen der. Hun har udstillet 1825—44, og den kgl. Malerisamling indkjøbte efterhaanden tolv Blomster- og Frugt­stykker af hende, hvoraf intet for Tiden er fremhængt. Hun døde den 9.  Maj 1844.   (Priv.pledd.   Ådr. 1844, Nr. 115. Akad. TJdst. Gat.)

 

Hellesen. Lars Julius August Hellesen, Søn af Told­betjent Niels Conrad Hellesen og Anna Dorthea født Duntz, var født i Kjøbenhavn den 17. Juli 1823. Han besøgte Konstakademiet fra 1836, blev 1843 Elev af Modelskolen, lagde sig efter Landskabs­maleriet under H. Buntzens Vejledning og udstillede 1840—46 nogle Landskaber, hvoraf »Parti ved Ordrup« i 1841 blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Ogsaa til Kunstforeningen solgte han nogle Billeder. I sine senere Åar arbejdede han som Lithograf hos Em. Bærentzen & Oo. og udstillede 1860 et Farvetryksbillede af Rosenborg Slot. Han var gift med Pouline Emilie født Poulsen og døde den 10.  Juli 1877.   (Priv. Medd. Skifteretten.   Akad. Udst. Gat.)

 

Helsted.   Axel Theofilus Helsted, født i Kjøbenhavn den 11.  April 1847 og Søn af nedennævnte F. F. Helsted, begyndte, efter at han havde lært at tegne hos sin Fader, at besøge Konstakademiet 1861, vandt 1864 dets lille Sølvmedaille og fik den 30. Juni 1866 Afgangsbevis som Maler, ikke mer end nitten Aar gammel.   Efter at  have  udstillet  et Skolearbejde,   en Carton forestillende »Uffos Kamp med Saxerne«, hvormed han concurrerede til den Neuhausenske Præmie,  og nogle  Portræter,  fik han  1872 Rejseunderstøttelse af Akademiet i to Aar, men er siden forbleven i Italien indtil videre. Under et Besøg i Hjemmet (1874) blev han gift med Emilie Au­gusta født Wulff.   (Priv. Medd.   Akad.   Ødst. Gat.)

 

Helsted. Frederik Ferdinand Helsted, Søn af Skomager­mester Johan Helsted og Ane. Marie født Salathee, var født i Kjøbenhavn den 18. Marts 1809. Da han var musikalsk, blev han ti Aar gammel sat til at lære Musik hos sin ældre Broder, der var Hoboist ved Livjægerne; men uagtet han gjorde gode Fremskridt i Musiken, viste det sig i hans fjortende Aar, at han var for svag til at blive Spillemand ved Hæren. Han maatte nu arbejde i Fade­rens Haandværk, men efter at han var bleven Svend, gik han. i , Malerlære, hvortil han havde mere Lyst, og i October 1828 fik han Adgang til Akademiet, medens han samtidig blev Malersvend. Imidlertid maatte han selv som Konstner vedblivende hjælpe Faderen

 

267

som Skomager. I 1834 fik han Akademiets lille Sølvmedaille, i 1836 Pengepræmie for en Modelfigur, i 1837 den store Sølvmedaille. Samme Aar benyttede Professor Stein ham paa Grund af hans Dygtighed i Tegning efter Modellen til at udføre nogle Tegninger til hans Lærebog i Anatomien. Han var imidlertid begyndt at udstille 1833 og opnaaede i 1836, at Prins Christian Frederik bestilte et Maleri hos ham, forestillende »To Børn, som give Al­misse«.

Han længtes efter at komme udenlands og efter at han i Januar 1841 havde søgt om Rejseunderstøttelse af Akademiet, uden at opnaa det, rejste han i August s. A. med de faa Penge, han havde, til Düsseldorf i det Haab at faa Stipendium i det følgende Aar. Dette Haab skuffedes imidlertid, og under den yderste Nød, saaledes at han ikke engang vovede at spise sig mæt af Frygt for, at hans faa Skillinger skulde slippe op, opholdt han sig to Aar i Düsseldorf, hvor oven i Kjøbet Øjensygdom formindskede de ringe Sum­mer, han kunde tjene ved at male Portræter, kom derfra til Nizza, Florents og Rom, Gud ved, hvorledes, og endelig i Slutningen af 1844 eller i Begyndelsen af 1845 tilbage til Kjøbenliavn.

Her besluttede han i Juni 1845, efter Eckersbergs Raad, at oprette en Tegneskole. hvortil Akademiet kom ham til Hjælp med Udlaan af Afstøbninger. Denne Skole, som han efterhaanden hævede til den betydeligste næst Akademiet selv, har stiftet uberegneligt Gavn, ikke alene ved at virke som almindeligt Dannelsesmiddel paa den opvoxende Ungdom, men ogsaa ved at give mange vordende Konstnere en gavnlig og frugtbar Forskole. Trods sin ved Ung­dommens Modgang nedbrudte Helbred, ledede han med en sjælden  Energi, parret med mild Elskværdighed denne Skole i næsten 30 Aar. Kun et Par Aar før sin Død nødte hans aftagende Kræfter ham til at nedlægge den. I de første Aar udstillede han endnu, men fra 1849 helligede han' Tegneskolen og de Fortegningsværker, han efterhaanden udgav, alle sine Kræfter. Han blev gift den 11. August 1841 med Anna Christine Vilhelmine født Olsen, lige før han under saa indskrænkede Kaar tiltraadte sin Udenlandsrejse; han oplevede at se sin Søn, der ovenfor er nævnet, rejse til Italien som en lovende ung Konstner under lykkeligere Forhold end han selv havde været der, og døde 10. December 1875 af en tærende Sygdom. (Konstn. egne Medd. Priv. Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Henck. Sofie Henck, født 1822 i Kjøbenhavn, lærte Blomster­maleriet hos J. L. Jensen og senere hos O. D. Ottesen. Desuden

 

268

var hun 1848 i Dresden og Vintren 1857-758 i Paris for at uddanne sig videre i sit Fag. Hun har siden 1858, dog ikke stadigt udstillet dels mindre originale Arbejder, dele Gopler efter hollandske Mestre, saaledes efter en van Huysum i Dresden, efter de to store Billeder af J. van Son i den kgl. Malerisamling i Kjøbenhavn m. m. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Henckel. Carl Frederik Theodor Henekel, var Søn af tyske Forældre, som senere bosatte sig i Aalborg, hvor Fadaren holdt en Skole; Moderen var født Zug. Han blev født den 15.April 1801 i Aalborg, kom til Kjøbenhavn for at blive Cadet (1814), blev Secondlieutenant den 1. Januar 1819 (med Tjenestealder fra 22. Jan. 1818), Premierlieutenant 1829 og og fik den 28. April 1842 Afsked i Naade af Krigstjenesten raed Ventepenge og ftang som Stabscapitain.

Han var militair Lithograf ved General-Kvartermester-Staben, og udstedte som saadan allerede i 1822 en Subscriptionsindbydelse paa lithograferede Forskrifter (en Calligraphiplan). Efter at have rejst tre Aar i Udlandet for at gjøre sig bekjendt med alt til Lithografien hørende, oprettede han 1827 et Stentrykkeri i Kjøbenhavn, med det Formaal ikke blot at levere Arbejder til technisk Brug, men ogsaa Konstarbejder, Portræter, saaledes udførtes Portræter af S. A. Jacobson, Prof. Ludv. Jacobsen, Sproglærer Ramus o.fl., Gjengivelser af Konstværker m. m. Etablissementet, som laa i stadig Kappestrid med det kgl. Stentrykkeri, nød ikke ringe Anseelse; Akademiet saa 1831 »med Fornøjelse« de af Henckel indsendte Arbejder, oir 1838—40 udstillede han lithogranske Arbejder paa Charlottenborg, saaledes 1840 »Fængselsscene i Rom« efter Marstrand. En senere bekjendt Lithograf, A. Kaufmann, har faaet sin første Uddannelse hos Henckel. I 1848 nedlagde han sin lithogranske Forretning og gik frivillig med i Krigen, men kun det første Aar. Han var 1827 bleven gift med Marie Dbrothea født Schmidt, som døde i Marts 1853, og snart efter fulgte han hende i Graven den 29. Juli 1853. Han var Ridder af flere Ordner, deriblandt fra den 6. October 1851 af Dannebrog. (Private Opgiv. Medd. fra Krigsmin. Thaarup, Erslew, Forf. Les. Suppl. I, S. 768. Dagen 1831, Nr. 99, 100 og 235. Akad. Udst. Gat.)

 

Hendriksen. Rasmus Frederik Hendriksen, født den 11. August 1847 i Kjøbenhavn, er Søn af Bud i Ministerierne, senere Værtshusholder Rasmus Hendriksen og Frederikke, født Nielsen. Efter at have været Lærling i Lose & Delbancos xylografiske

 

269

institut i 2 1/4 Aar besøgte kan Konstakademiet i 1863—66 og har siden Foraaret 1870, efter et treaarigt Ophold i Paris og navnlig i London, været i selvstændig Virksomhed. Han har udført Træsnit efter Tegninger af en Mængde af vore fortjenstfuldeste Koustnere, dels til Bøger, dels som særlige Blade, Hendriksen var første Gang gift med Therese Margrethe født Degen, som døde 1873 og blev anden Gang i 1876 gift med Holga Albertha født Paulli, en Datter af Kapelmester Paulli. (Konst. egne Medd. Akad.)

 

Henneberg. Hans Christian Henneberg, Søn af Arbejds­mand, senere Spækhøker Svend Henneberg, er født i Kjøbenhavn den 7. September 1826. Efter sin Confirmation kom han i Lære hos Xylograf Flinch og var hos ham i fem Aar. Samtidig besøgte haa Konstakademiet (1840—49), hvorfra han afgik som Elev. Med Understøttelse fra den Rejersenske Fond rejste han i 1847—49 til Tyskland, hvor han navnlig i Dresden og München søgte at uddanne sig videre. I München deltog han i Udskjæringen af Træsnit til Schnorrs Billedbibel og til en Jugend-Kalender med Tegninger af Frølich. Af hans senere Arbejder i Hjemmet kan nævnes Træsnit til Holst's Felttogene 1848—50, til Fabricius' »Danmarks Historie«, mest efter Frølichs Tegninger, Ernst Meyers Portræt efter Olriks Tegning, udgivet af »den danske Radereforening«, m. fl. I 1862 nedsatte han sig som Fotograf, uden at han derfor ganske har opgivet Xylografien. Han har endog forsøgt at forbinde begge Fag ved at opfinde en særegen Maade at overføre Tegninger og Fotografier umiddelbart paa »Stokken«, Han er gift med Anna Dorthea Severine født Dreyer. (Koustn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. De nævnte Værker.)

 

Henningsen. Frants Peter Didrik Henningsen, født i Kjøbenhavn den 22. Juni 1850, er Søn af Grosserer, Farvehandler Frants Christian Ludvig Henningsen og Hilda Christine Charlotte født Schou. Han blev Student fra Borgerdydskolen paa Christians­havn (1869) og begyndte i October 1870 at besøge Konstakademiet for at uddanne sig til Maler. Den 30. Juni 1875 fik han Afgangsbevis som Maler og samme Aar udstillede han sit første Billede, en Portrætfigur i mindre Størrelse af Fru Sødring. For øvrigt har han tegnet Illustrationer til forskjellige Bøger og Blade. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Henningsen. Isak Henningsen, Søn af Snedkermester Chri­stoffer Henningsen, var først Guldsmed, men lagde sig i Antwerpen efter Malerkonsten, og søgte derfra i 1755 Konstakademiet om en

 

270

Understøttelse til at fortsætte sin Rejse. Ansøgningen var ledsaget af en Erklæring fra hans Lærer Nicolaus van der Bergh, der med­delte, at Henningsen i hans Hus havde udført et Maleri, uden at nogen andre havde rørt derved, og paa dette Maleri »une conversation” har Mestren, sagtens i Erkjendelse af dets Godhed, »sat sit eget Navn.«. Fra Antwerpen tog han til Paris, hvor han lagde sig efter Kobberstikkerkonsten; allerede 1756 stak han en Bacchus og i 1758 fremstillede Conferensraad Wasserschlebe et Kobberstik af ham udført »efter Parrooels Maade i imiteret Rødkridemaner«. Akademiet »admirerede« det og takkede det nævnte Æresmedlem. Sandvig nævner endvidere »En nøgen Mandsperson, vaskende den ene Fod« efter Vanloo, »En nøgen siddende Mandsperson, støttende en Haand mod Jorden« efter Boucher, begge i Rødkridtsmaner, samt »Et mediterende Fruentimmer, siddende paa en Lænestol«. Han tilføjer, at om han havde levet, var han bleven en stor Kobber­stikker ; men han døde i Paris, som det synes inden 1760. (Sandvig, S. 72. Weinwich, S. 173. do. Lex. Skild. 1830, Sp. 404. Akad.)

 

Henningsen. Pram Henningsen, født 1846 i Kjøbenhavn og Søn af afdøde Rebslagermester J.. Henningsen, besøgte Konstakademiet 1865 til 30. Juni 1871, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han har udstillet siden 1871 mest Portræter. (Akad. Udflt. Gat.)

 

HenrictlSen. Frederik Carsten Henrichsen, Søn af Husmand Henrich Larsen og Maren født Jørgensen, er født i Kjøbenhavn den 23. September 1824. Ved Understøttelse fra Baron Løven-skjold, Grev A. V. Moltke og den engelske Statsafsending Wynn fik han en lille aarlig Sum for at uddanne sig til Konstner. Han besøgte Konstakademiet 1840—1843 og tegnede senere i fire Aar hos F. F. Helsted. Fra 1847 har han udstillet som Landskabs­maler og vandt 1855 den Neuhausenske Præmie som saadan. Nogle Aar efter søgte han Rejseunderstøttelse til Udlandet, men fik kun 300 Rdl. til en Studierejse i Indlandet. I 1869 blev han gift med Agnes Otta Frederikke født von Benzon. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Henrichsen. Mathias Møller Henrichsen, født omtrent 1769 i Nysted paa Lolland, var fra sit fjerde Aar døvstum og kom, da han viste Anlæg for Konsten, til Kjøbenhavn for ved Konst­akademiet at uddannes til Maler. Han vandt 1788 den mindre Sølvmedaille og ernærede sig som Portræt- og Miniaturmaler, indtil han (1806) blev Tegne- og Skrivelærer ved Castbergs Døvstumme-

 

271

skole i Kjøbenhavn. Portrætmaler Hans Hansen, af hvem han var en Ungdomsven, kaldte ham et vakkert ungt Menneske og beklagede, at hans Naturfejl satte ham saa meget tilbage i Konsten. Han døde den 25. Marts 1807 paa Frederiks Hospital henved otte og tredive Aar gammel. Af hans Arbejder er et Portræt af Revisor Emanuel Balling stukket af Flint, og Boghandler Wroblewsky ejer to ovale Brystbilleder, Mand og Kone, malede 1794, hvoraf især Konens Portræt er net i Behandlingen. ("Wein.wi.ch, S. 194. do. Lex. Penia 1806, Nr. l, S. 15. Strunk. Adresseav. 1807, Nr. 127. Priv. Medd. Akad. Thaarup.)

 

Henriques. Nathan Ruben Henriques, Søn af Vexelerer og Grosserer Ruben Henriques jun. og Jorikka født Melchior, var født i Kjøbenhavn den 1. November 1820. Allerede i sit 14. Aar begyndte han at besøge Konstakademiet, hvor han i Marts 1841 blev Elev af Modelskolen. I de omhyggelig udførte Billeder, som han udstillede 1841—45, synes han at have haft Forkjærlighed for Optrin ved Lys, som »Studenternes Fakkeltog«, »Rosenborg Slot, set ved bengalsk Ild«, »En Ildebrand paa Holms Plads« og lignende. Han havde ogsaa saavel malet som tegnet og lithograferet nogle Portræter, da en tærende Brystsyge allerede bortrev ham, kort før han fyldte 26. Aar den 28. October 1846. (Medd. fra Konstn. Broder. Akad. Udst. Gat. Skifteretten. Adresseav: 1846, Nr. 260.)

 

Henriques. Sally Ruben Henriques, en Broder til den ovennævnte Nathan Henriques, er født i Kjøbenhavn den 14. No­vember 1815. Efter at han i tre Aar havde været ved Handelen, bestemte han sig i sit tyvende Aar for Konsten, begyndte at besøge Konstakademiets Skoler i 1836, blev 1837 Elev af Modelskolen, og søgte at uddanne sig videre i Lunds og Eckersbergs private Maler­skoler. I Aarene 1841—45 udstillede han mest Architekturstykker, men ogsaa Figurbilleder og Portræter. Hans senest udstillede Ar­bejde »Parti af Højbroplads« blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Senere tog han Borgerskab som Malermester og lagde sig efter Decorationsmaleriet, indtil han i 1849 efter sin Broder overtog en Antiquitetshandel, som han endnu er Indehaver af. Han er gift med Rose født Jacobsen. (Konst egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Henriques. Samuel Ruben Henriques, yngste Broder til de to ovennævnte Brødre Henriques, født den 27. December 1821, besøgte Konstakademiet sammen med den ældste Broder og blev 1842 Elev af Modelskolen. Han har kun udstillet et Portræt og nogle faa Figurbilleder (1841—47). Af disse vakte hans sidste

 

272

Billede »En Bissekræmmer, der gjør Kortkonster for nogle Bønder i en Kro«, der tilhører Godsejer Neergaard til Førsløv, især Op­mærksomhed og blev lithograferet af Vesterberg hos Em. Bærentzen & Go. I 1847 overtog han en Antiquitetshandel efter sin ældre afdøde Broder, men overlod den to Aar senere til sin Broder, Sally Henriques, da han selv den 1. December 1849 indtraadte i sin Svoger, Tapetfabrikant Frænkels Forretning, hvori han endnu er Deltager. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst, Gat.)

 

Herbst.    Adelgunde Herbst se Voigt.

 

Herholdt. Johan Daniel Herholdt, født i Kjerbenhavn den 13. Marts 1818, er Søn af Johan Frederik Vilhelm Herholdt, der døde som Regimentschirurg ved Kjøbenhavns Borgervæbning (1834) og Else (Cathrine) født Lorentzen, begge fra Aabenraa. Den bekjendte Læge J. D. Herholdt var hans Farbroder. Moderen døde allerede 1823 i Herholdts tidlige Barndom, og han var saaledes forældreløs, inden Han endnu var ganske voxen. Efter sin Confirmation begyndte han at gaa paa Konstakademiet (1832), kom 1834 i Tømmerlære, blev 1837 Svend og arbejdede indtil 1841 som Svend. Samtidig tegnede han om Vintren dels i Akademiets Bygningsskole, dels. hos Hetsch og Bindesbøll; men da hans Studier idelig blev afbrudte af praktisk Virksomhed, vandt han først 1843 den lille Sølvmedaille, 1846 den store og endelig September 1849 den lille Gruldmedaille for »Et Invalidehotel«.

Herholdt havde nemlig 1841—42 opholdt sig et Aar i Trondhjem, for efter den store Brand, der havde hjemsøgt Byen, at opføre en Del Bygninger i Træconstruction. I Somren 1843 var han i Odense, hvor han opmaalte St. Knuds Kirke, og om Vintren der­efter i Hamborg, hvor han arbejdede som Conducteur. Efter en kort Udenlandsrejse var han derpaa i 1844 i Kolding og ledede under Nebelongs Sygdom Opførelsen af en Latinskole der. Først de følgende Aar kunde han i nogenlunde Ro hellige sin Uddannelse ved Akademiet. Efter at han havde faaet den mindre Gruldmedaille, tilbragte han et Par Aar dels paa Rejser i Indlandet og tegnede bl. a. Kronborg, dels var han i 1851 i Visby paa Gottland, hvis Bygningslevninger fra Middelalderen han aftegnede (begge Dele til Selsk. for nord. Ksi). Endelig i 1852 fik han Akademiets Rejse­understøttelse i to Aar til sin Uddannelse i Udlandet og efter et toaarigt Ophold i Tyskland, Italien og Frankrig, var han i 1854 tilbage i Fædrelandet. Senere har han været et Par mindre Rejser i Udlandet tildels med bestemte Formaal for Øje. I 1860 ægtede

 

273

han Johanne Caroline Elise Herholdine født Blaunfeldt; den 13. Marts 1861 blev han Medlem af Kunstakademiet, den 6. October 1862 Ridder af Dannebrog, 1871 Etatsraad, 1875 Dannebrogsmand.

Af Konstnerens mange og tildels betydningsfulde Bygnings­værker skal her nævnes: af private Bygninger, et Landsted til Etatsraad Raffenberg (1852) ved Bulowsvej, ifølge Bygherrens Ønske en Efterligning af den saakaldte »Rafaels Villa« ved Rom, en privat Bolig til ham selv ved Lsdegaardensaaen, et Pakhus til Grosserer Grøn (1862—63) paa Gammelholm ud mod Holmens Kanal, i en alvorlig holdt Rundbuestil, en Hovedbygning paa »Enrum«, ved Vedbæk, en privat Bolig for afdøde Grosserer Levin paa Hjørnet af Tordenskjoldsgade og Havneavnegade, i italiensk Stil, et Pakhus til Sukker­huset »Phønix« ved Slotsholmsgade (1868—69). Af offentlige Byg­ninger maa nævnes Universitetsbibliotheket, en rød Murstensbygning i norditaliensk Rundbuestil (1857—60, hvorom en Beretning kan læses i Nord. Univ. Tdsk. 1859, 1. Hefte, S. 131—33, ved Joh. Forchhammer); Studenterforeningens Bygning paa Gammelholm (1861—63), egentlig Ombygning af en af Holmens ældre Bygninger; den nye Banegaard ved Kjøbenhavn, ligeledes en rød Murstensbygning, flankeret af tvende Taarne; Tegning til Restaurationen af St. Knuds Kirke i Odense (1864), som gjennemfertes i 1873—74, Nationalbanken i Kjøbenhavn, en mægtig Bygning i italiensk Renaissance, hvis rigt udførte Murstensarchitektur bæres af en høj Sokkel i Granit, som omfatter hele den underste hvælvede Etage; endelig en Kirke i Korsør, Piedestalen til Frederik VII's Rytterstøtte paa Slotspladsen, Kysthospitalet paa Refsnæs ved Kailund-borg m. m. Det er kun en lille Del af Her holdts rige og mange­sidige Virksomhed, her har kunnet fremdrages. Som en Ejen­dommelighed ved Konstnerens Talent maa dog nævnes den Sind­righed, hvormed han, i Erkj endelse af Murstenens Betydning som Bygningsemne under vore klimatiske, locale og pecuniaire Forholde, har forstaaet at anvende den simple røde, gule og glasserede Mursten i Konstens Tjeneste selv ved Gjennemførelsen af Stilarter, som næsten syntes at stride mod dens Natur. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Nord. Univ. Tidskr. s. o.vf.)

 

Hermannsen. Johan eller Johannes Hermannsen, Søn af en Husmand ved Tønder og født der 1842, havde allerede, medens han som Bondedreng vogtede Faar paa Marken5 lavet nogle Lerfigurer, der røbede et saadant Talent, at Lærerne ved Tønder Seminarium sørgede for, at han kom i Skole i Tønder og i Maler­is

 

274

lære. Han blev ogsaa Malersvend (1859), men da han havde mest Lyst til Billedhuggerkonsten, sendte de samme Mænd ham til Kjøbenhavn og en af disse, Capitain Thurah, anbefalede ham til Portrætmaler Olrik, der virkede til, at han kom til at gaa paa Konstakademiet, og skaffede ham et lille Erhverv som »Figurmager« d. v. s. Modelerer ved den kgl. Porcelainsfabrik. Hans brændende Attraa efter Kundskab og Uddannelse tillod ham ikke at ofre sin Tid paa dette tildels mechaniske Arbejde, og i Tillid til sin kraftige Natur som Bondesøn foretrak han at lide baade Sult og Kulde blot for at kunne bruge hele sin Tid til sit Studium. Om Dagen øvede han sig i Bissens Billedhuggerværksted, om Aftnen og Natten læste han i sin kolde Stue. Derved hentede han Spiren til en Brystsyge, som nedbrød hans Kraft, og da senere Cand. theol. Rømer og Kammerherreinde Neergaard forbedrede hans udvortes Tilstand, var det for silde for ham. Det lykkedes ham i 1862—64 at faa nogle Figurer af egen Composition paa Udstillingen, og en af disse »Ossian« (1864) blev kjøbt til Sculptursamlingen. Trods al Svaghed i Form og Udførelse sporedes deri et rigt Snille og en sand Følelse, selv om det ikke er afgjort, at hans utvivlsomme Begavelse, hvis han havde faaet Lov at leve, vilde have udfoldet sig rigest og fyldigst i Billedhuggerkonsten. Men han blev kun en skjøn Mulighed, Dødens kolde Haand gjorde en brat Ende paa hans Livs korte, men sikkert for ham indholdsrige Sørgespil. Den 28. October 1864 udaandede han, til sin sidste Stund opfyldt af Fremtidshaab og Livslyst, og faa Dage efter udtalte en Præst, der længe havde været knyttet til hans Fødestavn, de sidste velsignende Ord over det brudte Ler. (Private Medd. Skifteretten. Akad. Udst. Cat.)

 

Hermannsonh. Nicolaus Peters Hermannsohn, se Peters.

 

Hermansen. Olaf August Hermansen, Søn af Tømrer Frederik Hermansen, er født 1849 paa Frederiksberg, var Porcelainsmalerlærling hos Bing & Grøndal og begyndte som saadan (1872) at besøge Konstakademiet, hvorfra han den 23. December 1876 fik Afgangsbevis som Maler. Han har senere ernæret sig ved at decorere Terracottaarbejder for Ipsens Enke og har siden 1874 udstillet Blomster- og Frugtstykker foruden et Concoursbillede (1875) »Gjæssene drives hjem«. I 1874 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse til en Rejse i Indlandet, og den 24. April 1877 fik han den Neuhausenske Præmie for »Roser og andre Blomster i en Vase«. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hertzog. Frederik Gottlieb Hertzog, født i Kjøbenhavn den 6. Januar 1821, var i Træskjærerlære, da han i 1836 begyndte

 

275

at besøge Kunstakademiet. Han gik imidlertid over til Guldsmed­faget og blev 1839 Guldsmedsvend. Efter at han i Juli 1842 var bleven Elev af Modelskolen som Billedhugger, vandt ham allerede i December s. A. den lille og i Marts 1845 den store Sølvmedaille for Modelering efter den levende Model. Samme Aar vicarierede ban en Tid for Rosenfalk som Lærer ved Ornamentskolen, og i 1851 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Thetis bøn-falder Vulcan om Vaaben til Achilles«. Siden 1840 havde han tillige været Elev af H. V. Bissen og har udført flere af hans Arbejder i Marmor, saaledes Apollo .til Universitetets Forhalle (Minerva udførte Rosenfalk).

Efter at han i 1855 havde vundet den store Guldmedaille for Opgaven »Moses beskytter Kvinderne ved Brønden i Midian«, fik han 1856 Rejseunderstøttelse og opholdt sig i Rom til 1860, besøgte i 1861 Grækenland, navnlig Athen, og har siden levet i Hjemmet, i de senere Aar sysselsat med Restaurationen af Dronning Margrethes Sarkofag i Roskilde Domkirke. Den 22. Januar 1866 blev han Medlem af Akademiet, hvor han i en Række af Aar har virket som Lærer. Hertzog, der tillige er en aandfuld og omhyggelig Tegner, har som Billedhugger kun udstillet meget lidt udenfor sine akademiske Arbejder og i de senere Aar slet ikke. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Hertzog. Johan Georg Hertzog eller Herzum, hvis det ellers er samme Person, var i 1745 Skildrer i Kjøbenhavn og som det synes af en vis Betydning, siden Mænd som J. S. Wahl og L. A. le Clerc stod Faddere til hans Søn i Nikolaj Kirke. Nogle Aar efter (1749) nævnes Hertzog som Skildrer paa Christianshavn, og der er Grund til at tro, at han er den samme som den Georg Hertzog, der døde den 30. Januar 1770 som »Ridsemester« ved Sorø Akademi. (Nikolaj og Holmens Kirkeb. ved Lengn. Adresse­avisen 1770, Nr. 40.)

 

Hertzsprung. Carl Frederik Emil Hertzsprung, født i Kjøbenhavn den 11. Maj 1803, var Søn af Klædefabrikant Frederik Hertzsprung og Charlotte født Rennau eller Rennøe. Da han vilde være Maler, begyndte han at besøge Konstakademiet, hvor han vandt den lille Sølvmedaille 1827 og den store 1833. Ved Siden af; Portrætmaleriet, som han dyrkede i en Del Aar, dog uden at udstille i dette Fag, lagde han sig efter Porcelainsmaleriet og ud­stillede allerede i 1827 »to Hoveder« malede i Camaieu paa Porce-lain. I 1831 fik han Akademiets Tilladelse til at copiere Kratzen-

 

276

stein-Stubs Medlemsstykke »Hotlier og Valkyrierne« paa Porcelain, hvilket var udstillet i 1832. Begge disse saare flittigt udførte Arbejder tilhøre endnu den kgl. Porcelainsfabrik. For øvrigt har han kun udstillet en Copi efter Terburg (1834).

Hertzsprung maa imidlertid ikke have følt sig tilfreds med sin Konstnervirksomhed, thi han traadte senere ind som Kammerskriver i Finansministeriet, befordredes til et mindre Toldembede i Slesvig med Kammerassessors Titel, blev derpaa Toldforvalter i Eckernførde, i hvilken Stilling han forblev, indtil Krigen i 1864 fordrev ham. Med Pension og Titel af Kammerraad levede han sine sidste Aar i Kjøbenhavn, hvor han døde den 8. September 1867. Han var gift med Jensine Cathrine født Schouw, der lever efter ham som Enke. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Hetsch. Christian Frederik Hetsch, Søn af nedennævnte Gustav Frederik Hetsch, er født i Kjøbenhavn den 24. September 1830. Han begyndte allerede i October 1840 at besøge Akademiets Skoler, vandt i December 1850 dets lille Sølvmedaille i Decorationsklassen og blev i Marts 1852 Elev af Modelskolen. Efter at han var bleven Malersvend (1847), uddannede ban sig først til Deeorationsmaler, kastede sig efter en Udenlandsrejse med offentlig Understøttelse (1855—56) for en Tid over Theatermaleriet og vandt den Neuhausenske Præmie for en Opgave i dette Fag, men har senere opgivet det for at hellige sig Bygningskonsten, Architekturmaleriet og den konstneriske Udsmykning i Haandværkets Tjeneste. Han har i 17 Aar været Lærer ved technisk Institut, har deltaget i konstneriske Arbejder ved den kgl. Porcelainsfabrik, Ipsens Terracottafabrik og lignende Forretninger i konst-vindskibelig Retning, og har i de senere Aar ogsaa paataget sig Restaurationen af ældre Bygninger. Han er Udgiver af et stort industrielt Værk med Tegninger af Konstnere og Haandværkere i alle tre nordiske Riger. I 1857 ægtede han Anna født Nyeland. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Hetsch. Gustav Frederik Hetsch var født den 28. Sep­tember 1788 i Stuttgart, hvor hans Fader, Historiemaler Philipp Friedrich von Hetsch, var Galleridirecteur; hans Moder hed Friedericke Wilhelmine Louise født Scholl. Efter at han havde studeret, navnlig de mathematiske Videnskaber, ved Universitetet i Tübingen, besøgte han Bygmester Etzels Tegnestue i Stuttgart for at uddanne sig til Arehitekt. I 1808 tog han med Faderen til Paris, hvor haa stu­derede under Percier og Lebas og, da Faderen rejste hjem, tog han

 

277

Plads som Conducteur hos Rondelet, der restaurerede Kirken Ste Geneviéve. Da han tillige havde et fremtrædende Talent for Musik, tog han Undervisning i Fortepianospil hos Pianisten Fr. Kalkbrenner, og der var endog Tale om, at han skulde vælge Musiken til sit egentlige Fag. I 1812 kaldtes han pludselig til Stuttgart, for at deltage i de Bygningsarbejder, Kongen havde for, og tog Bygmester-examen der. Da imidlertid den Lønning, man bød ham, var meget ringe og Arbejderne standsede formedelst Krigen, foretrak han at rejse til Italien, for at uddanne sig videre, og blev tre Aar der.

I Rom gjorde han Bekjendtskab med den danske rejsende Årchitekt Peder Malling, til hvem han nøje sluttede sig. De var stadig sammen lige fra 1813, saaledes at Hetsch allerede i Rom blev inddraget i den danske Konstuerkreds, Thorvaldsen, Eckersberg o. fl. Da Malling i Juli 1815 rejste hjem, foreslog han Hetsch at følge med, og fra det Øjeblik denne satte Poden paa dansk Grund, deri 15. October 1815, kan han regnes for dansk Borger. Uagtet Dan­mark havde flere Bygmestre, gik Hetschs Talent i en saa egen Ketning, og udfyldte saa heldig O. F. Hansens Brøst, at der virkelig var berettiget Plads for ham i Danmark. Han havde allerede fra Stuttgart sendt nogle af sine Tegninger forud til Akademiet, som saa dem »med Fornøjelse«, og han var saaledes ikke ganske fremmed for det, da han allerede i November s. A. søgte Plads som Lserer ved den nyoprettede Ornamentskole for Architekter. Samtidig fik han i to Terminer en Sum af ialt 2400 Rdl. N. V.1 for en Samling Ornaments- og Bygningstegninger, efter Studier fra Oldtiden, hvilke blev afleverede som færdige i 1818.

En ligesaa betydningsfuld Opgave fik han ved under Hansens Overledelse at skulle varetage den konstneriske Udsmykning af Christiansborg Slot, og der er ikke Tvivl om, at den Iver og Sind­righed, hvormed han forstod at benytte baade Konstnere og Haandværkere, har virket til at give Hansens Bygningsværk al den Glans og Skjønhed i det Indre, som det efter sit Grundpræg var skikket til at modtage. Ligesaa lidt som han kunde gaa udenfor Bygnin­gens Karakter, kunde han skabe de Konstnere, der skulde virke under ham, men maatte bruge ikke alene den hele lovende yngre Konstnerslægt, men ogsaa de gamle, som, hvor middelmaadige end nogle af dem synes i vore Øjne, alle vilde være med til at udødélig-

 

1 N. V. d. v. s Navne-Værdi brugtes i Modsætning til R. S. d. v. s. rede Sølv, om de da gjældende Seddelpenge, hvis Cours var meget slet, uden at jeg dog formaar nøjagtigt at angive den for Åarene 1815—18.

 

278

gjøres i den mægtige Kongeborg. Saavel ved dette omfattende Arbejde, som ved den Varme, hvormed Hetsch til alle Sider søgte at give Haandværket en stærkere konstnerisk Paavirkning, har han virkelig Fortjeneste af vor Konstudvikling i videste Omfang, og det har ikke fattets paa anerkjendende Udtalelser derom saavel i hans levende Live, som efter hans Død, Blandt de mange Konstnere, som have været hans Elever, maa nævnes H. Chr. og Theof. Hansen, N. S. og J. H. Nebelong, Stilling, Winstrap, Walther o. n.

I Begyndelsen af 1820 blev Hetsch agreeret ved Konstakademiet og den 12. Juni s. A. blev han Medlem af Kunstakademiet for Tegningen til »Et Pantheon«. Efter en Concurrence med Portrætmaler H. Hansen blev han i October 1822 ansat som Pro­fessor i Perspectiv ved Akademiet, uden at han derfor opgav sin Lærerplads ved Ornamentskolen. Endelig blev han i November 1829 valgt til overordentlig Professor i Architekturen, men rykkede i 1835 op til at være ordentlig Professor i samme Kag, og i denne Stilling forblev han og virkede i en Række af Aar, lige til sin Død den 7. September 1864. Om hans Deltagelse i Bestyrelsen af mange forskjellige Tegneskoler, hans Virksomhed i Industriforeningen maa henvises til de nedennævnte udførligere Kilder. I Perspectiven, som han vedblev at foredrage, selv efter at han var bleven Professor i Architekturen, udgav han 1839 en meget brugbar Lærebog, der senere er oplagt paany. Desuden har han udgivet nogle mindre Skrifter. I Bygningskonsten er hans vigtigste Arbejder »Synagogens i Krystalgade”, en ejendommelig, alvorlig og karakteristisk Bygning, samt den katholske Kirke i Bredgade, hvor han havde den vanskelige Opgave at give en stor og monumental Forside Liv og Karakter uden Anvendelse af Vinduer. De Billedhuggerarbejder, hvormed den smykkes, er af Borup. Hans Planer til Marmorkirkens Fuld­endelse, til Grammelholms Bebyggelse m. m. blev ikke udførte, men ere bevarede, ligesom ogsaa hans andre efterladte Tegninger tilhøre forskjellige Samlinger.

Hetsch var Medlem af Akademierne i Stokholm og München og af Institut of Britisk architects i London, samt hædret med flere Ordner. Han blev 1823 gift med C. F. Hansens Datter Agnete (Annette), som døde allerede 1827, og 1829 med dennes Søster Caroline Amalie Augusta. En Søn af andet Ægteskab Chr. Fr. Hetech er nævnet ovenfor. (Weinw. Lex. Erslew Forf. Lex. I, S. 652. Suppl. I, S. 790. Quartalsberetn. fra Industrifor., 25. Aarg. 1865, S. 1—10, ved J. L. Ussing. Dansk Pantheon med lith. Portr.

 

279

Statskal. 1817—64. Skild. 1816, Sp. 476. Dagen 1824, Nr. 281. Atad. Udst. Gat. Priv. Medd.)

 

Heuer. Vilhelm Heuer var født i Storhertugdømmet Meklenborg omtrent 1788—90 og kom til Kjøbenhavn for at uddannes ved Konstakademiet (1803), rimeligvis fra sin Confirmation af. Han blev 1805 Elev af Modelskolen, vandt 1808 i to paa hinanden følgende Kvartaler Akademiets Sølvmedailler og conourrerede allerede Aaret efter til den lille Guldmedaille som Kobberstikker. I Marts 1810 blev Medaillen tilkjendt ham for et Stik efter »Hjob« af Lanfranco. Derpaa concurrerede han ogsaa til den store Guldmedaille, som blev tilkjendt ham i Jnni 1814 for et Stik efter et Maleri af Carlo Lotto, »Den døende Cato«. Begge Malerier var i den kgl. Malerisamling. Kort efter stak han Holbergs »Barselstuen« efter Lorentzens Maleri og et Portræt af Commandeur Jessen. Hans Ansøgning om Rejse­stipendiet kunde ikke opfyldes fra Akademiets Side, da han ikke var født dansk Undersaat, men det anbefalede ham til kgl. Under­støttelse. I 1817 foreviste han Akademiet fire Kobberstik fore-stillende Optrin, fra Frederik VI's Kroning, som det synes efter Konstnerens egen Tegning, hvilke blev dadlede temmelig strængt af Akademiet, saa at han endog maatte retouchere Pladerne under demens' og Preislers Tilsyn. Fra samme Aar er et kobberstukket Portræt af Skuespiller Peter Foersom,

Endelig fik han ved kgl. Resolution af 7. April 1818 et Rejse­stipendium paa 800 Rdl. r. S. for to Aar, med Paalæg om først og fremmest at rejse til Paris. I Udlandet lagde han sig tillige efter Lithografien, og de Arbejder af ham saavel i Stentryk som i Kobberstik, der af Præses blev foreviste Akademiet (3. Marts 1823), overtydede Forsamlingen om, »at han havde anvendt sin Tid og sit Stipendium med Nytte«. Det besluttedes, at de skulde udstilles samme Aar. Det var Hertugen af Augustenborgs Portræt i Kobber­stik og otte Lithografier efter Gruerin, Horace Vernet og Povl Potter. Efter sin Hjemkomst (1824) udførte han et Stik efter Thorvaldsens Portræt. i Akademiet, malet, af Eckersberg, hvilket tan dog først indsendte som færdigt til Akademiet den 26 Juli 1830 for derpaa at blive Medlem. Akademiet mente dog kun at kunne agreere ham paa et. saadant mindre Blad, hvori der endog kunde gjøres. grundede Indvendinger mod Tegningen, og. han blev aldrig Medlem af Akademiet,, uagtet han modtog Opgave dertil, nemlig at udføre et Stik efter Luinis »Den hellige Catharine«, i den kgl. Maleri­samling. Senere udstillede han kun nogle kobberstukne Portræter,

 

280

en Kridttegning efter Rubens og i 1856, da man sidste Gang saa noget af ham, to Portræter af Christian IV efter v. Mander og et Portræt af C. F. v. Rumohr. Han levede ugift dels i Hamborg, dels i Kjøbenhavn, men det har ikke kunnet oplyses, naar han er død. Han har udstillet fra 1810—56, men kun nogle faa Gange i dette lange Tidsrum. (Weinw. Lex. Akad. Udst. Gat. Strunk.)

 

Heylmann. Frederik Christian Heylmann, født i Altona den 15. Februar 1809, besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Bygmester og vandt 1828 den lille Sølvmedaille, 1829 en Pengepræmie, 1831 den store Sølvmedaille. Ved Concurrencen for den lille Guldmedaille 1835 maatte Akademiet afvise ham paa Grund af hans Skitses Ufuldstændighed; men det skattede ham saa højt, at det mere regnede dette for et Uheld, end for en Følge af en ringere Grad af Udvikling og Dygtighed i hans Fag, og anbefalede ham til en Udenlandsrejse, indtil han atter kunde concurrere. Denne Anbefaling, som C. F. Hansen havde udbedt sig for sin Elev til at ledsage en Ansøgning til Fonden ad usus publicos, forblev ubrugt, da Hansen strax efter tog Ansøgningen tilbage. Imid­lertid var han fra 1828 til 1836 kgl. Bygningsinspecteur for Holsten; i 1839 deltog han fra Altona i Concoursen for den Neuhausenske Præmie, og i 1841 udbad han sig Akademiets Attest for at kunne søge Stadsbygmesterembedet i Altona. Paa en Udenlandsrejse, som rimeligvis falder mellem 1836 og 1839, besøgte han Italien. Efter Hjemkomsten levede han siden i Altona, hvor han ledede adskillige saavel offentlige som private Bygningsforetagender. (Akad. Hamb. Kstl. Lex. Statskal.)

 

Hiernøe. Jens Hiernøe, Søn af en Billedhugger Hiernøe i Horsens, blev født der den 2. Juni 1748. Efter at have lært Faderens Konstfag blev han sendt til Kjøbenhavn for at uddannes videre hos Wiedewelt og Harsdorff. Her lagde Kan sig med Iver baade efter Bygningskonst og Billedhuggerkonst, som det synes dog kun i Ornamentfeget; men Faderens Død afbrød hans Studier og han maatte rejse hjem til Horsens for at overtage dennes Forretning rimeligvis som Ornaments- og Gravmælebilledhugger. Det synes og, som om han, enten ved Arv fra Faderen, eller ved egen Vindskibeligbed, har været en velhavende Mand. Han har bygget ikke lidet i Horsens og Omegn, og Harsdorff selv kaldte hans Smag »simpel skjøn«. Navnlig skyldes Uddybningen..og Anlægget ji£ .Horsens' Havn hans Indsigt og fædrelandssindede Iver. Han døde den 13. November 1801 som »Borger og Billedhugger« i Horsens. (Weinw., S. 219—20, efter Minerva 1801 II, S. 166—76.)

 

281

Hilker. Greorg Christian Hilker, født i Kjøbenhavn den 5. Juni 1807, var Søn af Skibsfører, senere Toldassistent Christian Ernst Hilker og Marie Margrethe født Vest. Han kom allerede i sit 13. Aar paa Konstakademiet, hvor han efterhaanden rykkede op og i Januar 1831 blev Elev af Modelskolen. Da han ikke kunde hellige sig udelukkende til Konsten, var han kommen i Malerlære hos Malermester Baruël, som selv havde været Konstner, og som uden Tvivl har medvirket til at føre Hilker ind paa en konstnerisk Op­fattelse af Decorationsmaleriet, der mere og mere blev hans særlige Fag. Dog vandt han 1832 et Accessit i Landskabsfaget, hvor han concurrerede med Jerndorff og Kiærschou, og i 1833—35 Akademiets tvende Sølvmedailler for at tegne og male efter den levende Model.

Efter at han var bleven Svend (1826), arbejdede han i flere Aar hos Lærer ved Konstakademiet, Malermester Kongslev, som gav ham Lejlighed til at udføre Decorationsarbejde paa Sorø, Bregentved o. fl. St. Dog var det især, da Kongslev, ved H. E. Freunds Hjem­komst (1830), fik det Hverv at decorere dennes Bolig paa Materialgaarden i pompejansk Stil, at Hilker, hvem Arbejdet blev over­draget, modtog en frugtbar Paavirkning af Freund, som dels fik ham til ganske at lægge Landskabsmaleriet til Side, for udelukkende at hellige sig Decorationsmaleriet, dels vakte den Kjærlighed til Old­tidens Konst, som siden blev ham en lysende Ledestjærne paa hans hele Konstnerbane. Samtidig med at han lige indtil 1838 jævnlig sysselsattes af Freund, lod han sig dog, væsentlig vistnok for Ind­tægtens Skyld, friste til at male og copiere nogle Altertavler.

Han havde imidlertid vundet et saadant Navn som Decorationsmaler, at Akademiet varmt anbefalede ham til Understøttelse af Fonden ad usus publicos, der ogsaa i 1838 tilstod ham 600 Rdl. (1200 Kroner) aarlig i to Aar, hvortil kom 150 Rdl. fra den Rejersenske Fond til Hjemrejsen. Han rejste ud med Maleren Chr. Købke, og de var ogsaa sammen under det meste af Opholdet i Ud­landet, som især var helliget Italien, fremfor alt Rom. I Neapel udkastede han allerede i Forening' med Const. Hansen Planen til en Udsmykning af Universitetets Forhal, som siden i det Væsentlige blev fulgt. Paa Hjemrejsen fandt han i München Lejlighed til at øve sig i at male al fresco (paa den vaade Kalk). I November 1841 var han atter i Hjemmet, hvor han, paa en kort Udenlandsrejse nær (i Vintren 1860—61) til Tyskland og Italien med Understøttelse fra Kultusministeriet og den Rejersenste Fond, siden stadig forblev.

I 1841—-42 decorerede han nogle Lofter i Thorvaldsens Museum,

 

282

derpaa sysselsatte væsentlig den store Udsmykning af Universitetets Fortal ham i Åarene 1844—53, Samtidig blev han 1848—49 Lærer ved technisk Institut, og var fra 1853 Vaabenmaler ved Ordenscapitlet og Lærer ved Konstakademiet, der den 14. Januar 1867 optog ham til Medlem, Han blev 1847 gift med Elise Boline født Schou, som døde den 8. Februar 1867. Selv døde han den 13. Januar 1875 efter nogen Tids Sygdom. Han var en saare elskelig Personlighed, hos hvem værdig Selvfølelse og sand Be­skedenhed smukt forenedes.

Han var en ægte Konstner i sit Fag, og hans talrige Arbejder, hvoraf kun de vigtigste kunne nævnes, have haft en overordentlig Indflydelse paa Konstsmagen i Danmark. Foruden Forhallen i , Universitetet decorerede han senere (1862—65) Højtidssalen samme­steds i en pragtfuld Renaissancestil. I 1858—59 decorerede han Landbohøjskolens store Høresal m. m., i 1860 til 1863 Trappegange og flere Sale paa Sorø Akademi, i 1869 den nye Bankbygning i Kjøbenhavn, og desuden eu overordentlig Mængde private Ejendomme saavel i Kjøbenhavn som i Provinserne. (Konstn. egne Medd. Fdl. 1875, Nr. 10. Akad. Udst. Cat.)

 

Hjaltelin. Thorstein Elias Hjaltelin nævnes kun, fordi han var født paa Island 1771. Han forlod nemlig i sit 18. Aar paa Lykke og Fromme Island, blev efter mange Omskiftelser oplært til Landskabsmaler i Tyskland og levede som saadan i Brunsvig og Halle, hvor han døde 1815. Udførligere Efterretninger om ham findes i Meusels Archiv fur Kstl., 1804 I, S. 57—61, ledsaget af hans Portræt, (Se for øvrigt Meusels Teutsche Kstl. Les. Weinw., S. 205. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1428, hvor Uddrag meddeles.)

 

Hoffmann. Georg Rasmus Frederik Hoffmann, født 1807 i Karrebæk ved Nestved, begyndte meget tidligt at gaa paa Kunstakademiet i Kjøbenhavn; men vandt først 1828 den mindre Sølvmedaille for et »Et Toldhus”. Senere lagde han sig efter Kobberstikkerkonsten og vilde i 1835 i Forening med en Mand ved Navn Bauer oprette et Stentrykkeri, hvortil ban søgte Understøttelse hos Akademiet. Endelig forelagde han i 1849 Akademiet Prøver paa et Værk med Afbildninger af Danmarks ældre Bygningskonst. Men intet af hans Forsøg nød synderlig Fremme, og han ernærede sig mest som Bygningstegner og Tegnelærer. Han døde den 1. Maj 1876 her i Kjøbenhavn. (Akad. Udst. Cat. Adrésseav. 1876.)

 

Hoffmann. Heinrich Bernhard Martin Johannes Hoff­mann, Søn af Skrædermester Hoffmann i Slesvig, er født der den

 

283

7. Juli 1844. Han kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Billedhugger og blev Elev af H. V. Bissen (1862). I 1863 fik han Plads i Akademiets Gibsskole, i 1864 rykkede han op i Model­skolen og i April 1865 blev hans Afgangsprøve antaget; dog besøgte han endnu Modelskolen i nogen Tid. For »Odysseus' Kamp med Hjorten« blev i 1866 Akademiets mindre Guldmedaille tilkjendt ham, og i 1874 og 1875 fik han dets Rejsestipendium paa 800 Rdl. (1600 Kroner) hver Gang. Han rejste da til Italien, hvor han endnu opholder sig. I 1865 udstillede han første Gang, en Billed­støtte af Griffenfeldt. Senere har han, foruden sit Guldmedaillearbejde og en Vesta, som han skulde udføre i Malm til Grev Moltke Hvitfeldt, mest kun udstillet Portrætbuster. (Akad. TJdst. Cat.)

 

Hofmann. Johannes Hofmann, Miniaturmaler og »Skildrer« under Frederik IV, fik (1724) 20 Rdl. d. C. »for at gjøre et Billede af den afdøde Prinsesse Christiane Amalie efter Heinbroths Maske«, der var taget over Liget, og 1726 »offererede« han Dronning Anna Sofie Frederik IV's og hendes eget Portræt i Miniatur paa hendes Fødselsdag den 16. April. (Weinw., S. 119. Kgl. Eegnsk. i Ge-hejmeareh.)

 

Hogenberg. Frants Hogenberg tilhører egenlig ikke Dan­mark, men medtages her, fordi han har stukket de Blade, der fejl­agtig tillægges Ens. Han var en af de Nederlændere, som i 1585 fik en betinget Borgerret i Hamborg, og havde allerede tidligere gjort sig Ijekjendt ved sine Stik til Abraham Ortelii Orbis terrarum, Antwerpeu 1570. I 1588 blev han kaldet til Kjøbenhavn for at stikke 16 Blade i Folio forestillende en Del af den danske Konge Frederik II's res gestce og hans Ligfærd, paa Bekostning af Grev Rantzau og efter Relieffer paa et af samme Grev Rantzau i Segeberg oprejst Mindesmærke over Kongen, hvilket sandsynligvis var forfærdiget af en italiensk Konstner Simone Novellano. Disse Blade udkom 1589 med særskilt Titelblad, blot forsynede med latinske Underskrifter, men blev i 1593 indlemmede (insertæ) i et latinsk Skrift over Frederik II's Historie af Gaspar Ens, hvorpaa de næsten hundrede Aar senere gik over i Resens Frederik II's Krønike, efter at Pladerne var blevne forsynede med danske Paaskrifter. Naar Weinwich under Artiklen Ens siger om disse Blade, at de var »i en svag Maners fristes man til at overse, at det er nogle for sin Tid ret karakteristiske Fremstillinger, hvori, trods Anordningens overordentlige Ubehjælpsomhed i perspectivisk Henseende (der jo skyldes Billedhuggeren, efter hvis Arbejder de formentlig ere tagne),

 

284

Behandlingen af Gravstikken ikke staar paa et aldeles lavt Trin. Paa et andet Sted i sit Værk nævner Weinwieh rigtig Hogenberg som den, der har udført disse Blade, men overser Identiteten, idet han henfører dem til Frederik I's Historie. (Weinw., S. 25 og 103. do. Lex., Art. Ens. Hamb. Kstl. Lex. Zeitschr. f. Hamb. Gesch. II, 334. Fiissli Lex., 8. 462. Ens, Rer. Dan. Fred. II. Francof. 1593. Resen, Fred. II's Krøn.)

 

Holbech. Carl Frederik Holbech, Søn af Proprietair F. Holbech, er født den 27. Februar 1811 og kom allerede som Dreng til Kjøbenhavn.for at uddanne sig til Billedhugger. Efter at have besøgt Kunstakademiets Skoler fra 1824 vandt han den 31. December 1832 den lille Sølvmedaiile og Aaret efter en Pengepræmie for Modellering. Den 24. Marts 1835 fik han derpaa den store Sølv­medaiile og samme Aar concurrerede ban til den lille Guldmedaille, dog uden at opnaa den. Da han endnu engang havde concurreret forgjæves til Guldmedaillen, opgav han at studere mere ved Akade­miet og søgte ad anden Vej at finde Midler til at komme udenlands. Det lykkedes ham ogsaa at komme til Rom i Begyndelsen af 1841, og siden den Tid har han haft stadigt Ophold der, hvor han endnu lever ugift, svækket paa Synet og i stor Fattigdom, væsentlig under­holdt af en lille Aarpenge fra Udstillingsfondens Understøttelses-kasse. Med Uudtagelse af nogle faa hjemsendte Arbejder lod han ikke høre fra sig før i 1845, da han søgte om den ved Medailleur Christensens Død ledige Plads som Professor ved Modelskolen; men hans Ansøgning blev stiltiende henlagt.

Strax efter sit Komme til Rom fik Holbech Plads i Thorvaldsens Værksteder og udførte flere af dennes Arbejder i Marmor. Over en lille Composition i Relief, »Proserpinas Rov« skal Thor­valdsen, efter Bravos Sigende, have udtalt sig gunstigt (1842), om »Den sovende Psyche« derimod »ist nichts zu sagen«. Ved Thor-valdsens Død førte han Opsigt med Værkstederne og udførte imidlertid »Proserpinas Rov« i Marmor, en Buste af Frederik VI efter Thorvaldsén, ligeledes i Marmor, til Mindesmærket i Skander­borg, samt en lille Billedstøtte »Bacchus som Barn« af ham selv, der blev solgt i Marmor til Lord Baltimore, En Gjentagelse af den samme Composition med enkelte Forandringer blev kjøbt i Marmor til Sculptursamlingen i Kjøbenhavn (udst. 1872) tilligemed en tilsvarende Composition »En ung Bacchant«, som blev kjøbt til samme Samling i Gibs. Af hans tidligere Arbejder blev en »Eurydice«, udført i Marmor (1844, udst. 1851), bortloddet til Fordel for Konstneren,

 

285

hvis Kaar allerede blev indskrænkede efter Thorvaldsens Død, og tilfaldt Prof. M. Hammerich. For øvrigt modelerede lian nogle enkelte Arbejder, tildels Gjentagelser af de samme Gompositioner for udenlandske Bestillere. En lille Gruppe »Sovende Børn« udførte han flere Gange, saaledes til Grosserer Puggaard i Kjøbenhavn (udst. 1851). Han var i det hele en alvorlig og tænkende, men lidet productiv Konstner, og især i hans senere Aar, selv inden hans Syn var svækket, blev hans ængstelige Gjennemførelse ikke altid til Gavn for det Værk, hvori tidt en sand Følelse var kommen til Udtalelse i det første Anlæg. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Holbech. Niels Peter Holbech, Søn af Skibsfører P. Holbech, er født den 14. September 1804 paa Rejsen fra Ostindien til Danmark. Paa en senere Sørejse, hvori han som Barn deltog med sine Forældre, blev Skibet opbragt af Englænderne, og han maatte leve to Aar som Krigsfange i England. Da han var femten Aar, kom han paa Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han i Januar 1824 blev Elev af Modelskolen. Imidlertid havde han. malet hos Lorentzen, men da Faderen vilde have, at han skulde lære et Haandværk, gik han i »Forbundt« hos en Malermester og blev Svend. Senere malede han ogsaa hos O. V. Eckersberg og uddannede sig til Portræt­maler. Med den engelske Statsafsending A. Forster rejste han i 1824 udenlands, var en Tid i England, derpaa i Italien, som Privatsecretair hos Forster, der var Afsending i Turin, og tog i 1830 til Rom, hvor han begyndte at male paany. Dog opnaaede han ikke nogen Rejseunderstøttelse, uagtet han søgte gjentagende derom. I 1834 kom han hjem, efter ti Aars Fraværelse, og fik Tilladelse til at oprette en Tegneskole, som han dog snart efter nedlagde, da han fik nok at bestille som Portrætmaler. Han har udstillet siden 1831, mest Portræter. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Hollgreen. Georg Nielsen Hollgreen, Bygmester, var født i Slutningen af forrige Aarhundrede, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvis Medailler han vandt i Aarene 1814 til 1825, da den store Guldmedaille blev ham tilkjendt for Opgaven »En Told­bod«. Han tog Examen, for at søge Rejsestipendium, men maa være bleven forhindret i at gjøre det ved praktisk Virksomhed, thi imidlertid blev han gift og døde April 1843 endnu som yngre Mand, efterladende sig Kone og fire smaa Børn i temmelig træn­gende Omstændigheder. {Akad.)

 

Hollænder. Johan Hollænder, «n Billedhugger som levede og arbejdede i Danmark under Christian V, kaldes af Weinwich

 

286

og Spengler paa nogle Steder fejlagtig Jakob Hollænder. Han kaldtes ogsaa »Voxblæser« (d. v. s. Voxpousserer) og nævnes i de kongelige Regnskaber i Aarene 1682—86. En stor i Elfenben udskaaren Kande, som tilhørte Konstkamret, regnedes for et af hans bedste Arbejder, saaledes at han blev portræteret med den i Haanden. Om dette Portræt findes to modstridende Beretninger, eller ogsaa er der for kongelig Regning malet to forskjellige Portræter af ham. I 1683 fik nemlig »Christian Contrafejer« 10 Rdl. d. C. for Jan Hollænders Portræt, men under Navnet J. Meerholdt fortælles i haandskrevne Bemærkninger til Spenglers Catalog over den kgl. Malerisamling, at et Portræt af denne Konstner allerede i 1690 nævnedes som forestillende Johan Hollænder med den udskaarne Kande i Haanden, og at der i et senere Inventarium over Konstkamret af den yngste Grodtschilling, er tilføjet »gemalt nach seinem Selbstmord in Friedrichsburg von J. Meerholdt«. Dette Portræt maatte, hvis denne Efterretning er rigtig, altsaa være malt efter 3. Maj 1686, da han sidste Gang nævnes i Regnskaberne, og inden 1690, da Meer­holdt var død og Portrætet allerede nævnes i det ældste Inven­tarium. Hans formodede voldsomme Død tør snarest sættes til selve Aaret 1686. (Weinw., S. 63. Spengl. Art. Eft. do. Cat. over d. kgl. Maleris. Nr. 813. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Holm. Christian Frederik Carl Holm, San af Guldsmed Holm i Kjøbenhavn, blev født der den 18. Februar 1804; hans Moder var fra Skaane. Da haii var eneste Barn, ønskede Faderen, han skulde uddanne sig til hans eget Haandværk, og først efter at han var bleven Guldsmedsvend, fik han Lov at besøge Konstakademiet for at sege Uddannelse som Konstner. Hans Bekjendtskab med J. F. Clemens bragte ham til at lægge sig noget efter Kobberstikker-konsten, hvilket siden kom ham til Nytte som Raderer. I Konstakademiets Skoler, som han mulig har besøgt allerede som Guld­smedlærling, lagde han sig først efter Modelering og rykkede op i Modelskolen (1822) paa et modeleret Arbejde; men i 1825 vandt han den lille Sølvmedaille for en Tegning efter den levende Model. Imidlertid havde han allerede 1823 begyndt at udstille som Maler en Copi efter Porbus, og det følgende Aar udstillede han et Par Compositioner af egen Opfindelse. Han blev nu Elev af Gebauer, idet hans Hu stod til at blive Bataillemaler, men dels Lærerens Paavirkning, dels den Omstændighed, at han ganske savnede Lej­lighed til at studere Krigslivet efter Katuren, førte ham mere og mere over til at blive Dyrmaler. Dog udstillede han lige til 1830

 

287

jævnlig historiske Compositioner, navnlig af Nordens Historie, som han opfattede med den varmeste Fædrelandskærlighed. Disse Billeder, hvoraf flere var temmelig store, som 2 Gustav Adolf i Slaget ved Lutzen«, »Dronning Philippa forsvarer Kjøbenhavns, »Slaget ved Heide« o. n. a. tildrog ham saavel Akademiets som Konstelskeres Opmærksomhed, og bl. a. blev senere Conferensraad Thomsen ham en trofast Ven. Trods Savnet af alvorligere Studium, af Ro og Klarhed i Tanken, røbede disse Billeder dog Lyst til at gjengive Fortiden paa en karakteristisk Maade, og flere af hans Ung­domsarbejder blev som lovende Forsøg indkjøbte til den kgl. Malerisamling.

I 1828 søgte han om Rejseunderstøttelse, og efter at Akade­miet i Januar det følgende Aar havde anbefalet ham i varme Ud­tryk til Fonden ad usus yniblicos, fik han 200 Species (800 Kroner) bevilget til en Konstrejse i to Aar.. Han var nu i Dresden og München (1830—31), men da Rejsen kun varede ét Aar, blev Halv­delen af Summen holdt tilbage og først senere tildelt ham til en Rejse til Paris, som han synes at have foretaget fra München, maaske samtidig med hans første Besøg i Italien (1838—39). I 1832 giftede han sig i Kjøbenhavn med Rosalie født Petit og to Aar efter rejste han til Munchen for ikke mere at gjense sit Fædre­land. Allerede forinden havde yngre danske Konstnere, som Kjellerup og Læssø, søgt Vejledning hos liam, og den ene af disse, Kjelierup, fulgte snart efter ham til München.

I Munchen, hvis friske Konstnerliv dengang højlig tiltalte ham, vovede han sig til større Opgaver, men holdt sig fra nu af mest til Emner, hvori Gjengivelsen af Dyr- var Hovedsagen. Et stort Billede, »En Rensdyrjagt«, blev solgt til Senator Jenisch i Hamborg, der havde en anselig Samling af Malerier af moderne Konstnere, et andet Billede med Bjørne og Rensdyr fik Hertugen af Cambridge; »Ulve paa en Snemark« fra samme Tid er i det Leuchtenbergske Galleri i Wien. I 1839 hjemsendte han fra Rom et Billede forestillende »Daniel Rantzau gjør sig til Herre over Tureby Bro”, som blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Men de følgende Aar levede han atter i Miinchen med sin Familie, indtil to større Bestillinger af Christian VIII foranledigede ham til at rejse til Rom paany i 1844 eller 1845 og snart efter lod han sin Familie komme til sig der, i den Tanke at tilbringe flere Aar i Italien. Han fuldendte et større Billede »Romerske Campagnoler ved et Osteri«, til Christian VIII og-et »Italiensk Landskab, Hyrder

 

288

vande Kvæg«, der begge udstilledes i Kjøbenhavn 1847. Men da var. Konstneren allerede vandret bort. De anstrængende Studier i Roms Campague under den brændende Sommersol paadrog ham en Feber, som i faa Dage nedbrød hans Kraft. Han døde den 24. Juli 1846 i Tivoli i sin Hustrus og sin Ven Küchlers Nærværelse og jordedes paa den protestantiske Kirkegaard i Rom. Hans Enke, hvis Fremtid det ikke var lykkets ham fuldstændig at sikre, kom i October 1846 til Kjøbenhavn med de faderløse Børn, og fik Aaret efter »i Betragtning af hendes Mands sidste Arbejder paa Udstil­lingen« en tarvelig "Understøttelse fra Akademiet af 100 Rdl. engang for alle. Hun er selv optraadt som Konstner med nogle faa Ra­deringer. Hun er født den 1. Marts 1807 og døde 1873.

Det er vanskeligt at dømme om en Konstner, hvis Virksomhed som hans kun halvt tilhører Fædrelandet. Af de Arbejder, Maleri­samlingen ejer, ere de fleste. Ungdomsarbejder før Rejsen. Der er kun fremhængt ét, kaldet »Tyrolerens Jagthund, der venter paa sin Herre«, hvilket er malet efter den første, mindre Rejse (1833). Trods den sande Følelse i Hundens Udtryk faar man heri, ligesom i hans Ungdomsarbejder, Indtrykket af, at hans livlige Productionslyst ikke ret lod ham faa Tid til at gjennemføre sine Emner med den Sikkerhed og Grrundighed, som hans Talent for Opfattelse og Anordning syntes at fortjene. Man har Grund til at tro, at han i sine senere Arbejder, som gjorde megen Lykke i Udlandet, har vundet større Ro og Fast­hed i sin konstneriske Fremstilling, saa meget mere som Udlandets Domme tale derfor. Holm var ogsaa en flittig og yndet Raderer. (Medd. fra Familien. Akad. Udst. Gat. Mullers Neuestes Kstl. Lex. Soltl, Bild. Kst. i Miincheu.)

 

Holm. Frederik Holm nævnes i de kgl. Regnskaber i Frederik IV's Tid som ”Mahler«, hvilket plejer at betyde Haandværker i Modsætning til ”Skildrer«. eller »Cohtrafejer«. Saaledes udførte Han 1702—6 forskjelligt Malerarbejde paa Frederiksberg. Ikke desto mindre fik han i 1718 Betaling for at forfærdige og restaurere (forbedre) forskjellige »store Skilderier« .paa Frederiks­borg; ligeledes malede han i 1719 ti »Jagter« paa Lærred til Lof­terne i Palaiet bag Børsen, hvilket alt tyder paa konstnerisk Virk­somhed, om end væsentlig i decorativ Retning. Dog brugtes jo Konstnere som Krock, d’Agar og fl. til lignende Virksomhed. Mulig det er den samme Mand, Spengler nævner som »Maler i Kjøbenhavti i Christian IV's Tid«, hvis Portræt, malet af Wahl, var i Klevenfeldts Samling. (Spengl. Art. Eft. citerer

 

289

Mus.  Kiev.  S. 280 Nr. 347.    Friis Sml.,  S. 92.    Kgl.   Regnsk.  i G-ehejmearch.)

 

Holm. Hans Jørgen Holm, født i Kjøbenhavn den 9. Maj 1835, er Søn af Etatsraad, Administrator Carl Jakob Holm og Johanne Henriette født Kjærulff. Efter at tave besøgt Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, blev han privat dimitteret til Universitetet i 1854, tog anden Examen 1855 og samme Aar Adgangsexamen til den polytechniske Skole. I October begyndte han at besøge Konstakademiet og gik samtidig i Hetschs Tegneskole. Fra 1856 tegnede han hos Herholdt og blev, efter at Wolff var bleven Bygningsinspecteur. paa Frederiksberg, Conducteur ved Opførelsen af Universitetsbibliothekets (1858—61) og Studenterforeningsbyg-ningen (1861—63). Efter en mindre Udenlandsrejse var han 1861 bleven Elev af Konstakademiet, vandt 1862 den lille og 1863 den store Sølvmedaille. I 1863—65 var han paany udenlands til Tysk­land, Frankrig og Italien med en Understøttelse af 300 Rdl. aarlig i to Aar fra den Rejersenske Fond og i ét fra Akademiet. Efter Hjemkomsten vandt han i Vintren 1866—67 den mindre Gruld-medaille for Opgaven »En protestantisk Kirke for en større Menighed« og den 8. December 1873 blev han Medlem af Konstakademiet.

Holm traadte tidlig i praktisk Virksomhed, dels som Conducteur, dels som Tegner, navnlig af Meubler til.Konstnidslotteriet. Efter sin Rejse har han udfoldet ikke ringe Virksomhed som Bygmester. Saaledes skyldes ham den indvendige Udstyring af Riddersal, Spisesal, Bibliothek m.m. paa Frijsenborg (1865—68), Nykjøbing Industri-og Haandværker-foreningsbygmng, Sundby Kirke, Diakonissestiftelsen (1873 — 76), Charlottegades Skole, Ordrup Kirke (1875), og han foretog i Anledning af disse og andre Bygninger flere mindre Rejser, deriblandt i 1874 en Rejse i Holland og Tyskland for at se Diakonissestiftelser og Kvægtorve. I 1871 deltog han sammen med Fenger i Concurrencen om en ny Theaterbygning, og deres Concourstegning fik den anden Præmie.

Ved Siden af sin praktiske Virksomhed har Holm ogsaa fra sin Ungdom virket som Lærer; han var først Assistent ved den polytechniske Skole ved Undervisningen i borgerlig Bygningskonst, blev derefter (1866) Assistent og senere Lærer ved Konstakademiets Architektur skole. I denne Stilling har han flere Gange foretaget Øvelsesrejser med Akademiets Elever til Skaane, Jylland og a. St. Som Tegner har han opmaalt de bornholmske Kirker, der udgives i Autogran, og Kronborg Slot til Akademiet (1876—77).   Tillige har

 

290

han i Forening med Storcli og Dahlerup udgivet autografiske Teg­ninger af gamle danske Bygningsminder, tildels tegnede af Akade­miets Elever. Han var i 1872 constitueret Bygningsinspecteur i Kjøbenhavn, og blev i 1866 gift med Anna Dorothea født Nielsen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Holm. Heinrich G-uetav Ferdinand Holm, Søn af neden­nævnte Jens Holm og født 1802 i Berlin (?), ndgav i 1838 i Kjøben­havn i Forening med sin Fader et Værk over »Sjællands yndigste Egne, tegnede efter Naturen samt stukne og udgivne af J. Holm og H. G. F. Holm med dansk, tysk, fransk og- engelsk Text i 4°, 23 Blade«. Deraf var ifølge Subscriptionsindbydelsen det første Hefte udkommet allerede 1825. I 1832 havde han udstillet Plan og Prospect af Quarantaineanlægget paa Nyholm og i 1851 udstillede han sex forskjellige Prospecter. Han døde i Kjøbenhavn i Maj 1861, 59 Aar gammel. (Erslew Forf. Lex. l, S. 680. Suppl. I, S. 825. Subscriptionsindb. 1825, Udst. Cat.)

 

Holm. Jens Holm, Maler og Kobberstikker, født i Kjøben­havn 1776, tilbragte en Del af sin Ungdom i Berlin, hvor han malede »smaa nydelige Landskaber paa Daaser og Kakkelovnsskjærme« m. m.l Tillige maa han have lagt sig efter Kobberstikkerkonsten, thi efter at han var vendt tilbage til Fædrelandet, som det synes i 1819, indbød han i 1825 til Subscription paa »Sjællands yndigste Egne«, som skulde tegnes af hans ovenfor nævnede Søn efter Naturen og stikkes i Kobber af ham selv. Denne Samling udkom fuldstændig i 1838. Han var 1806 bleven gift med Louise født Kabler, der overlevede ham, og han døde den 24. December 1859 i Kjøbenhavn. (Weinw. Lex. Erslew Forf. Les. I, 8. 680. Suppl. I, S. 825. Subscriptionsindb. 1825. Udst. Cat. Skifteretten. Adresseav. 1859.)

 

Holm. Jesper Johan Holm, født i Kjøbenhavn 1748, traadte i Billedhuggerlære hos Wiedewelt, og blev hos ham »Billed­huggersvend «. Samtidig besøgte han Konstakademiet, hvor han 1769 og fra vandt Sølvmedaillerne; Aaret efter fik han den lille Guldmedaille og den 21. August 1775 den store Guldmedaille for Opgaven »Samuel ofrer Herren Brændoffer, og Filistrene blive slagne af Torden« (1. Sam. 7, 8—11).2 Uagtet dette Arbejde ved-

 

1   Det   er  muligt,   at   den  af Weinwich nævnede J. Holm.   og Kobber­stikkeren ikke er samme Person; men det synes det rimeligste.

 

2   Det   er  mærkeligt,   at  Wiedewelt,   som  i   Italien  havde  levet  under

 

291

blev, at henrykke Weinwich saaledes, at han ventede en anden Thorvaldsen af Holm, om han ikke var bleven Medailleur, agtede Akademiet, hvad enten det tillige har været hans egen Lyst eller ej, ham for særlig skikket til dette Fag og tilstod ham 100 Rdl. d. C. aarlig i IVa Aar, for at øve sig her hjemme som Medailleur, og derpaa 41/2 Aars Rejsestipendium i Udlandet. Dette skete dog først 1779, da der fer den Tid intet Stipendium havde været ledigt, idet Billedhugger Dajon havde det. Aaret efter viste Holm sit første Stempel efter en Medaille af Hedringer, og i Octoher 1782 tiltraadte han sin Udenlandsrejse.                                                   .

I September 1787 var han atter hjemme og .optraadte nu som fuldt uddannet Medailleur, i Marts det følgende Aar agreerede Akademiet ham og anbefalede ham til at faafast Ansættelse ved Mønten, hvilket dog ikke skete. Samme Aar udstillede han i Akademiets Bibliothek en i Vox pousseret Gruppe forestillende >Perseus, som befrier Andromeda«. Fra den kgl. Søétat fik han Bestilling paa en Medaille over Henrik Gerner, som han udførte to Gange, idet den ene skulde bruges til Præmie for Søcadetterne. Paa Aftryk i Bly af den første af disse Medailler blev han derpaa den 22. De­cember 1789 med de fleste Stemmer optaget til Medlem af Akade­miet.1 Medaillen bærer paa Aversen »Fabrikmester Henrik Gerners« Portræt med Fødsels- og Dødsdag i Omskriften; paa Reversen en Olding staaende foran et antikt Skib med Omskriften,: »Vor Arkimedes til Ære«. Nogle kaldte det eii Skam for Akademiet, at det optog Holm til Medlem paa en Medaille, »som var saa slet«, men der indvendtes, at Akademiet havde en Uret at gjøre god igjen overfor ham, »ved at gjøre ham til Medailleur, da han havde vist saa stort Geni som Billedhugger«. Selv om Holm næppe var bleven nogen Thorvaldsen, røber dog hans Relief for den store Guldmedaille en for yngre Konstnere ikke almindelig Virtuositet i Udførelsen, men ogsaa en ganske malerisk Behandlingsmaade i Anordningen. Hans Medaille over Gerner derimod er uden Blødhed i Modelleringen, skarp og haard i Linierne. Han fik nok heller ikke andre Medailler at  udføre og tilbragte det lange Liv, han førte ugift med en liden Vennekreds, væsentligt som Modelerer ved den kgl. Porcelainsfåbrik. Han maa

 

Winckelmanns Paavirkning,   kunde være med til   at stille   en Opgave,   der rejste næsten uoverstigelige Vanskeligheder for en sand plastisk Udførelse.

 

1 Den anden er ganske som den, paa en Omskrift nær, der viser, at den er en Flidsbelønning.

 

292

dog vist tillige have givet sig af med Udførelsen af Gravmæler og deslige, eftersom han flere Gauge søgte om de ledige Billedhuggerværk­steder, Akademiet raadede for. I 1813 attraaede han endog at blive Professor ved Modelskolen efter Stanley. Men allerede 1816 erklærede han, at han paa Grund af Sygelighed ikke kunde deltage i at skjære Stempler til Frederik VI's Kroningsmedaille; dog levede han endnu til den 7. Januar 1828, da en aldrende Ven af ham og »Medtjener«, Forvalter ved den kgl. Porcelainsfabrik, J. Schmidt, kundgjorde hans Død i hans 80. Aar. (Weinw., S. 235. do. Les. Adresseavisen 1828, Nr. 5. Møntfortegn. Akad. Priv. Optg^

 

Holm. Johan Frederik Holm vandt i 1828 og 1831 Akade­miets lille og store Sølvmedaille i Bygningskonsten, samt i 1834 en Pengepræmie. Han lagde sig særlig efter Udførelsen af Puds til Frescomalerier, Stuk og Cementmosaik, og blev brugt til Udførelsen af den Cementpuds, hvori de udvendige Malerier paa Thorvaldsens Museum ere malede. I 1850 udgav han et Skrift herom som Haandbog for Architekter, Murere og Malere. Han skal være død i de senere Aar. Hans Søn af samme Navn, Johan Frederik Holm, vandt 1840 den lille Sølvmedaille ved Konstakademiet som Byg­mester. (Akad. Udst Cat. Erslew Forf. Lex. Suppl. I, S. 827.)

 

Holm. Just Jean Christian Holm, født i Randers den 8. Maj 1815, er Søn af Regimentschirurg ved jyske lette Dragoner Just Christian Holm og Jeannette Margrethe født Suenson. Han besøgte den lærde Skole i Randers, men opgav Studeringerne for at uddanne sig til Maler, særlig Portrætmaler. Efter at være kom­men til Kjøbenhavn fik han Adgang til Konstakademiet, blev 1835 Elev af Modelskolen og vandt 1838 den mindre Sølvmedaille. Han var 1840—43 en Rejse i Udlandet, hvor han navnlig opholdt sig i Miinchen og Paris. I Aarene 1837—1873 har han udstillet dels Portræter, dels enkelte Genrebilleder. For Tiden er han Tegnelærer ved de forenede Kirkeskoler i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Holm. Mads Schifter Holm, Søn af Urtekræmmer og Capitain ved Borgervæbningen Henrik Holm og Michaeline født Schifter, var født i Kjøhenhavn den 12. Maj 1800. Han kom tidligt paa Konstakademiet, saaledes at han allerede 1817 vandt den. lille og 1820 den store Selvmedaille som Bygmester, og var derefter for en Tid Conducteur hos C. F. Hansen ved Fuldførelsen af Frederik Y's Kapel i Roskilde. Da hans Talent syntes at gaa mere i praktisk Retning, raadede Akademiet ham til at lægge sig efter Bro- og

 

293

Vandbygningskonst. Understøttet af Grev Moltke og Hofraad Hambro rejste han i April 1824 til Holland og derfra til Tyskland. Aaret efter søgte han Understøttelse af Fonden ad usus publicos til et Værk om Bygningskonsten, som han vilde udgive i Forening med Lithografen Carl Henckel (s. d.). Med Rejsepenge derfra besøgte han Italien, navnlig Rom, hvor Thorvaldsen »uopfordret« tegnede sig som første Subscribent paa hans Værk over Bygningskonsten, »Vignola«, hvoraf han senere indsendte en Prøve til Akademiet, der fandt Arbejdet vel udført. Efter sin Hjemkomst (1827) ønskede han at agreeres paa Udkast til »Et Museum«, men fordi han ikke havde rejst paa Akademiets Stipendium og ikke særlig udmærket sig i konstnerisk Retning, nægtede Akademiet at agreere ham. Da hans Fremtid ved Akademiet dermed var ham afskaaret, tog han snart efter Borgerskab som Tømrermester, levede en Tid i Thisted og Hamborg, men for øvrigt i Kjøbenhavn, hvor han 1832 blev gift med Hanne Jacobine født From. Efter et langt Liv, væsentlig helliget praktisk Virksomhed, døde han den 26. November 1874. Af hans Værk »Vignola« udkom 32 Blade, uden Aarstal, men sikkert kort efter hans Hjemkomst fra Italien. Foruden sine akademiske Tegninger (1818 og 1821) udstillede han 1824—29 nogle Udkast, bl. a. 1827 en Række Tegninger til Broer af forskjellig Construction. (Medd. fra Konstn. Søn. Østs Archiy I, Intell. Bl. Nr. 2, S. 6. Strunk, Nr. 1220. Industrifor. Mdskr., 9. Aarg., S. 222 og 244.

 

Holm. Niels Emil Severin Holm, født i Aarhus 1823, var Søn af Musiklærer og Organist Peter Holm, som for øvrigt selv havde saa meget Anlæg for Malerkonsten, at han efter Krigen i Forening med sin Søn udstillede i Hotel du Nord i Kjøbenhavn flere af de vigtigste Kampe i 1848, Slaget ved Fredericia osv. i Limfarve, hvori Landskaberne var malede af Faderen, Figurerne af Sønnen. Denne, som havde faaet sin første Uddannelse i Prins Ferdinands Tegneskole i Aarhus under Høegh Guldberg, koni i 1841 til Kjøbenhavn, hvor han begyndte at besøge Konstakademiet og samtidig blev sat i Malerlære hos Hofmaler John Gulsen Berg. Efter at han 1844 havde vundet den lille Sølvmedaille i Decorationsskolen, gik han over i Figurklasserne, vandt 1849 den lille og 1853 den store Sølvmedaille i Modelskolen. I 1854—55 udstillede han nogle Landskaber og Figurbilleder og vandt Pengepræmien for en Modelfigur; derpaa rejste han i 1857 paa egen Regning udenlands og opholdt sig navnlig paa Sicilien lige til i Begyndelsen af 1863. Et hjemsendt Billede »Udsigt fra Taonnina« indbragte ham en

 

294

Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 400 Rdl.; i 1862 fik han atter eu Understøttelse paa 200 Rdl., maaske beregnet til at rejse hjem for; thi 1863 kom han efter otte Aars Fraværelse tilbage, og var, efter et Besøg i sin Fødeby, taget til Kjøbenhavn for at arbejde videre som Konstner, da Døden bortrev ham i hans bedste Ungdom den 29. December 1863. Hans Portræt er raderet af J. M. Petersen. (Private Medd. Akad. Udst. Gat. Adresseavisen 1863, Nr. 304.)

 

Holm. Rasmus A. Holm, født 1780 (?), en mindre betydelig Landskabsmaler, som udstillede fra 1817 til 1868, besøgte i sin Ungdom Konstakademiet, hvor han i 1822 blev Elev af Modelskolen og senere et Par Gange concurrerede til Pengepræmien uden at opnaa den. I sine senere Aar levede han paa Godset Gaunø i Sydsjælland, og der døde han den 4. Februar 1874, »i sit 94. Aar«. (Akad. Udst. Gat. Berl. Tid. 1874.)

 

Holm. Sæmund Maguusson Holm, født 1749 af Bønder­forældre paa Holmafell under Islands Sønder-Amt, blev Student 1771 og kom 1774 til Kjøbenhavn for at studere ved Universitetet. I 1783 tog han theologisk Examen, medens han samtidig lærte at tegne ved Konstakademiet, hvor han 1779 fik en rosende Attest og samme Aar den lille Sølvmedaille.  Imidlertid lagde han sig med Iver efter Kobberstikkerkonsten, og efter at han havde vundet den store Sølvmedaille (1784), concurrerede han 1785 til den lille Guldmedaille som Kobberstikker. Hans Skitse blev antaget, men hans fuldførte Arbejde var saa svagt, at han ikke alene ikke fik Medaillen, men endog ikke fik Lov at udstille sit Arbejde. I Aaret 1788 søgte han Akademiet »om noget, da han har ligget her i 14 Aar og siden 1781 ikke har haft noget at leve af«. Imidlertid synes han at have opgivet Konsten for at drage Fordel af sin Embedsexamen, thi i 1789 blev han Præst paa Helgafell paa Island og der døde han den 5. April 1821. (Erslew Forf. Lex. I, 685, og Suppl. I, 831. Akad.)

 

Holmer. Lorents Hansen Holmer, født den 28. April 1806, var Søn af Malermester Hans Carsten Holmer og Ane Kir­stine født Hoppe, gjennemgik Malerlæren og gjorde allerede 1824 Mesterstykke. Efter den Tid besøgte han Konstakademiets Tegne­skoler, vandt 1830 den lille og 1831 den store Sølvmedaille, samt deltog Aaret efter i Concoursen for Pengepræmien. Han savnede ikke Formsans og kunde maaske have udviklet sig til en ret duelig Portrætmaler, men, da hans Moder sad som. Enke med et stort Malerværksted, foretrak han, efter at have malet en Del Portræter,

 

295

hvoraf ialt fem udstilledes (1833—34), ganske at gaa over til Haandværket. Dog har han tillige virket som Decorationsmaler. Holmer blev 1848 gift med Louise Godfride født Ørum og døde den 7. Juni 1873. (Priv. Hedd. Adresseavisen 1873. Akad. TJdst. Gat.)

 

Holsøe. Niels Peter Christian Holsøe er født den 27. November 1826 i Øster-Egitsborg, hvor Faderen, Lauritz Christian Holsøe, da var Præst; hans Moder var Vilhelmine Euphrosyne Margrethe født Feddersen. Han begyndte at gaa paa Konstakademiet 1842 for at uddanne sig til Bygmester og tegnede samtidig i Hetschs Skole. Efter at han 1846 var bleven Elev og i December 1847 havde vundet den lille Sølvmedaille, deltog han i de to sidste Aar i den slesvigske Krig (1849—50), og naaede derved først i 1853 at vinde den store Sølvmedaille. I 1859 foretog han en Rejse til Udlandet, i 1862 bier han gift med Emilie Charlotte født Klentz, og i 1869 blev han Ridder af Dannebrog.

Hans første praktiske Virksomhed var som Conducteur under Bernhard Seidelin ved Opførelsen af Raadhuset i Helsingør (1853—55). Af hans selvstændige Arbejder kan fremhæves Kurhuset paa St. Hans Hospital ved Roskilde, Marielyst Badehotel ved Helsingør (1860), Stationsbygningerne ved de fynsk-jyske Statsbaner, undtagen -Hovedstationerne i Aarhus og Randers, samt ved flere af de mindre jyske Baner. Endvidere opførte han Uggerløse Kirke (1865—66) paa Bouderup og Merløse Gods, (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Hornbeck. Christian Bernhard Hornbeok, født den 16. September 1772, var Søn af Auctionsholder og Auctionssassistent Hans Jensen Hornbeck og Anna Hofie født Møller. Han uddannede sig til Bygmester ved Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han 1794—95 vandt Sølvmedaillerne og den mindre Guldmedaille. Efter at han 1799 havde vundet den store Guldmedaille for Opgaven »Et Søcadetakademi«, maatte han og tre andre Architekter, der havde store Guldmedaille (Charles Stanley, Dam og Kreiser), concurrere om Rejsestipendiet. Da Stanley vandt Prisen (Oct. 1800), medens Hornbeck kun fik tre Stemmer for sig, søgte denne en Rejseunder­støttelse fra Fonden ad usus publicos, som han i 1802 fik forøget af Akademiet med 100 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar. Han rejste over Tyskland til Italien, var fire Aar i Rom og rejste hjem over, Frankrig og Holland. Efter Hjemkomsten blev han agreeret og den 2. Januar 1809 Medlem af Konstakademiet paa »Et Universitet«. Forinden var han ved Meyns Død (1808) bleven Bygningsinspecteur for

 

296

Kjøbenhavn, og i 1814 søgte han efter Magens' Død Professoratet i Bygningskunsten ved Akademiet. Det naaede han ikke, derimod fik han Aaret efter fri Bolig paa Akademiet, og i 1823 blev han udnævnt til Hofbygmester. Hans Virksomhed indskrænkede sig, som det synes, væsentligst til, hvad hans Embede paalagde ham. Saaledes opførte han Consuuitionshusene udenfor Portene, Havne­kontorerne og lignende Bygninger. I 1846, da Tanken om Marmor­kirkens Fuldførelse atter var fremdraget, udstillede Horubeck ogsaa et Udkast dertil. Han døde den 2. Maj 1855, 82 Aar gammel. (Lengnick. Akad. Udst. Cat. Skifteretten. Adresseav. 1855, Nr. 103.)

 

Horneman. Bothilde Birgitte Horneman, født Riegels eller Rigelsen, sædvanlig kaldet Bolette, født omtrent 1751, gift med Miniatnrmaler Christian Hornemans Fader, Justitsraad Ole Horneman i andet Ægteskab, og Enke 1779, havde tilligemed sin Stifdatter Ottilie Pauline Horneman lagt sig efter Konstbroderi, og indsendte den 29. Marts 1790 ved Professor Treschow et af dem i Fællesskab med forskjelligfarvet Uldgarn broderet stort Stykke, forestillende en Vase med allehaande Blomster efter et Maleri af Jan. van Huysum. Bil­ledet ejedes af Etatsraad de Coninck. Damerne ønskede paa dette Billede at blive Medlemmer af Akademiet, men med to Stemmers Overtal nægtedes deres Optagelse. B. B. Horneman døde i Juli 1792 paa en Rejse eller under et Ophold »i det Brandenborgske«. (Weinw., S. 175. do. Lex. Akad. Jfr. ndf. O. P. Horneman. Adresseav. 1792, Nr. 180.)

 

Horneman. Christian Horneman, født den 15. August 1765 i Kjøbenhavn, var Søn af Justitsraad, Toldinspecteur Ole Horneman og Ulrikke Antoinette født Pauli. Han begyndte i 1782 at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn, blev 1784 Elev af Model­skolen, fik 1785 den lille og 1786 den store Sølvmedaille. Aaret efter concnrrerede han til den lille Guldmedaille, men fik den ikke. Han rejste nu udenlands og forblev borte i 16 Aar. Under Ophold i Tysklands og Italiens betydeligste Stæder uddannede han sig til en fremragende Miniaturmaler, uden at man dog véd nærmere, hvem der har været hans Lærere. Dragen til Hjemmet, eller maaske hjemkaldt formedelst Cornelius Høyers Sygdom, kom han tilbage til Danmark i 1803 og udbad sig i Skrivelse af 10. November til Konstakademiet »at blive optaget i dette værdige Selskab, der saa meget har bidraget til Konstens Forfremmelse i Danmark«. Paa , to Portræter i Miniatur, hvoraf det ene forestillede Componisten Gluck, samt paa »En Etude efter Carlo Dolci« blev nan Dagen efter agreeret

 

297

og fik den Opgave at male til Medlemsstykker Portræter af Prins Christian Frederik og Architekten. Magens. Lorentzen og Weidenhaupt blev udnævnte til Commissairer, og efter at disse havde set de nævnte Portræter, blev han paa dem enstemmigt optaget til Medlem af Akademiet den 29. Marts 1805. Disse Arbejder, som endnu bevares i Akademiet, kaldes i en Anmeldelse i Nyeste Skilderi for

”MiniaturmalerietsTriumf i Danmark«.

Hans Optagelse til Medlem sinkedes noget, ved at han efter Høvers Død (1804) var bleven Hofminiaturmaler og rimeligvis paa kgl. Befaling om Somren maatte foretage en Rejse til Stokholm. Senere levede han et virksomt Liv som Portrætmaler i Kjøbenhavn og kalder selv i et Brev af 7. December 1840 sin Stilling upaa-klagelig indtil de sidste ti Aar; »men desto værre, ved Nærmelsen af en høj Alder, synes Lykken mere og mere at have vendt sig fra mig«. Han havde i ni Aar ikke fortjent noget, uagtet han havde udstillet flittigt, thi de udstillede Billeder havde ikke været Bestil­linger, i de sidste tre Aar havde han været røvet Brugen af sine Fødder og maatte være glad ved at kunne sidde i en Stol. Han søgte Hjælp af Akademiets Understøttelseskasse og under 21. De­cember 1840 eftergav Akademiet ham hvad han skyldte det for Istandsættelsen af den Bolig paa Charlottenborg, der var indrømmet ham 1816, og tilstod ham endvidere 260 Rdl. aarlig af Understøttelseskassen. Saaledes levede han næsten i Fattigdom sine sidste Aar, indtil han døde den 7. Marts .1844. Han blev gift den 17. December 1807 med Christiane Juliane Frederikke fedt Gianelli (senere kaldet Josefine), en Søster til de tidligere nævnte Konstnere, og hans Søn var afdøde Componist og Musiklærer E. Horneman. Af hans Ar­bejder fremhæves foruden Medlemsstykkerne »Sangeren Gerstäckers ualmindelig heldige og aandfulde Portræt« i Pastel (udst. 1818), Juels og Konstnerens eget Portræt (1828), Prins Christians Portræt i Pastel, Lægen Professor Wendts og Kuhlaus (1824). Ligeledes var Thorvaldsens Portræt.(1820) i Pastel et fortrinligt billede (Tilh. Frk.. Kolhérg). Samme Aar udstillede han et Stentryk, forestillende Conf. Schønheyder. Han vedblev at udstille indtil 1842. (Weinw., S. 194. do. Lex. Erslew Forf. Lex. Suppl., S. 859. Skild. 1805, Sp. 780; 1818, Sp. 429. Øst Archiv I, S. 254.. Adresseav. 1844, Nr. 62 og 63; paa sidste Sted Vers af hans Ven. L. F. Bang. Priv. Medd. Udenrigsmin. Akad. Udst. Gat.)

 

Horneman. Hendrik Frederik Horneman, en yngre Halv­broder til Christian Horneman, Søn af Justitsraad Ole Horneman

 

298

og dennes anden Kone Bothilde Birgitte født Riegels, født i Kjøbenhavn og døbt den 17. februar 1778, vandt i October 1795 den mindre Sølvmedaille, og har rimeligvis levet som Tegnelærer, da han endnu i 1817 begjærede Akademiets Attest for at have vundet denne Medaille. (Priv. Medd. Nikolaj Kirkeb. ved Lengnick. Akad.)

 

Horneman. Ottilie Pauline Horneman, ældre Søster til Christian Horneman, født i Kjøbenhavn og døbt den 16. Marts 1764, maa med denne have opholdt sig i Udlandet og der have lagt sig efter Konsten, da hun var Medlem af Konstakademiet i Berlin, dengang hun i 1790 tilligemed sin Stifmoder Bothilde Birgitte Horneman (s. d.) søgte at blive Medlem af Akademiet i Kjøbenhavn. Senere blev hun Bestyrerinde af en Pigeskole i Altona og døde ugift i 1826. (Priv. Medd. Weinw., S. 175. do. Lex. Garnisons Kirkeb. ved Lengnick. Akad.)

 

Homemann. Jens Jakob Brøchner Hornemann, af en anden Slægt end de ovenfor nævnte Konstnere, var født 1796 i Kjøbenhavn og Søn af Justitsraad, Overcontrolleur Claus Vilhelm Hornemann og Palline Christine født Grottschalk. Haii besøgte Konstakademiets Skoler indtil Gibsskolen (1824r-26), lagde sig efter Miniaturmaleri og fik i 1825 Lov til at copiere Christian Horne­mans Maleri, Cleopatras Død. I 1824—32 udstillede han nogle Copier i Miniatur, og han døde ugift den 2. November 1853. (Leng­nick. Adresseav. 1853, Nr. 2G1. Akad. (Jdst. Cat.)

 

Hull. Gert Hull, »født østerpaa i Norge« omtrent 1760, kom til Kjøbenhavn for at uddannes til Konstner og vandt 1783 den lille Sølvmedaille for Tegning efter Modellen. Imidlertid lagde han sig med en kgl. Understøttelse af 150 Udi. d. C. aarlig, som fornyedes i tre Aar, saa ivrigt efter Medailleurkonsten, at han alle­rede i Januar 1785 kunde forevise et Par Stempler, hvorom Akade­miet vidnede, »at han i den korte Tid, i hvilken han har lagt sig efter Medailleurkonsten, allerede deri har gjort god Fremgang«. I 1788 fik han et kgl. Stipendium at rejse udenlands for, var fire Aar borte, som Konstnerne sædvanlig plejede den længste Tid i Italien, og foreviste, efter sin Hjemkomst, den 27. August 1792, et Stempel, forestillende en siddende Hercules, paa hvilket han ønskede at blive Medlem af Akademiet., Da Arbejdet var udført i Rom, kunde Akademiet; ifølge sine Statuter kun agreere ham derpaa, medens det for øvrigt maa have fundet Forsamlingens Bifald, da den meddelte ham, at paa det første Stempel med en Figur, som han fik

 

299

Bestilling paa, skulde ban blive optaget til Medlem. De to Medailler, den kgl. Møntsamling bevarer af ham, Medaille i Anledning af Kronprinsessens Nedkomst (1792), efter en Tegning af Abild-gaard, og Medaille til Minde om Conventionen mellem Danmark og Sverige (1794), erhvervede ham dog ikke denne Ære. l 1796 be­klager han sig over, at Jacobson begunstiges paa hans Bekostning og erklærer, at hans økonomiske Forfatning hidtil havde hindret ham i at udføre en Medaille til Reception. Han blev aldrig Medlem af Akademiet, og man hører intet om ham, før hans Død meddeles i Januar 1810. (Weinw., S. 235. do. Lex. Statskal. Møntfortegn. Akad.)

 

Hult. Pieter van der Hul eller Hult er uden Tvivl den samme hollandske Konstner, som Spengler kalder T. eller Th. v. d. Hult, medens Weinwich slet ikke nævner ham. I Aarene 1691—99 fik denne Maler Betaling for adskillige Arbejder, og den kgl. Malerisamling bevarer flere Billeder af ham, tildels med Konstnerens Navn. Et af dem, betegnet 1691, forestiller »en gammel Kone ved Navn Live, som havde tjent Tyge Brahe og blev 124 Aar gammel«. Des­uden har man et Dyrstykke, et Stykke med dødt Fuglevildt og et stort Billede »Jægere med Vildt«, som ligeledes tillægges ham. (Spengl. Art. Eft.5 do. Catalog over Malerisml. Nr. 820—21. Forsk-Invent. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Hunæus. Andreas Herman Hunæus, født i Kolding den 8. December 1814, var Søn af en der bosiddende Borger; ved et Fald mistede han i sit andet Aar Hørelsen og som Følge deraf ogsaa Talens Brug. Paa Grund af denne Svaghed blev han i sit niende Aar Elev af Døvstummeskolen i Kjøbenhavn, hvor han for­blev til sin Confirmation 1830, uden at de Midler, som forsøgtes mod hans Døvhed, bar nogen Frugt. I Døvstummeskolen blev han oplært til Skræderhaandværket, men da han kom hjem til For­ældrene, blev han sat i Malerlære, fordi han havde Lyst og Anlæg til Tegning, og han begyndte i 1831 at besøge Konstakademiet, hvor han temmelig hurtig naaede til at blive Elev af Modelskolen. Imid­lertid lagde han sig efter Portrætmaleriet, og udstillede 1833 sit første Billede, et tegnet Portræt. I 1841 vandt ban den mindre Sølvmedaille, men gik ikke videre i Concourserne, da han fik nok at gjøre som Portrætmaler. Han blev i 1847 gift med Thora Jo­hanne Cathrine født Garbrecht, og blev i 1857 agreeret ved Akade­miet, men blev dog ikke, efter at den nye Fundats var traadt i Kraft, senere valgt til Medlem.

Hunæus var en Tid lang temmelig søgt som Portrætmaler,  og

 

300

han har malet ikke faa af Hovedstadens ansete Personligheder; hans sidste Arbejde var et Portræt af Prinsesse Dagmar (udst. 1866), hvilket fremkaldte en Række Bestillinger, som Døden hindrede ham i at udføre. Foruden Portræter har han malet en Del Alter­billeder, hvoraf nogle have været udstillede, og en stor Del Genre­billeder, uden at det dog lykkedes ham at vinde noget fremtrædende Navn som Figurmaler. Et af de Billeder, som gjorde mest Lykke, var »Paa Kjøbenhavns Vold, Store Bededags Aften«, der udkom i i Stentryk. Hunæus mistede i Begyndelsen af Aaret 1866 sin Hustru, og dette Dødsfald gjorde saa dybt et Indtryk paa ham, at han sygnede hen og døde den 15. Maj s. A. i en Alder af noget over 51. Aar. (Priv. Medd. Oplysn. fra Dvst. Inst. Akad. Udst. Gat. Adresseav. 18G6, Nr. 113. Skifteretten.)

 

Husman. Johan eller Johannes Husman, en Kobber­stikker, som levede i Danmark fra 1674 til Aar hundredets Slut­ning. Han har stukket Prospecter og Grundtegninger til Resens Atlas (1677), deriblandt 24 Blade, der afbilde Kjøbenhavn til forskjellige Tider; endvidere Udsigter til nogle Stæder i det sydlige Sverige, samt Søslaget i Kjøgebugt. Resens Atlas udkom 1695 med ny Titel: »Danmarks Provincers Hovedstæders Delineation og Kobber­tryk over Sjælland, Falster osv.« under Husmans Navn. Desuden stak han Portræter af Grüfenfeldt og Niels Juel. Derimod findes ikke et af Thaarup nævnet Portræt af Mogens Gjøe, som skulde være i den Mullerske Samling. Han var inden 1676 gift med Anniche Pedersdatter og var mindst fra 1686 Inspecteur over de kgl. Lanterner og Vægtere i Kjøbenhavn, og som saadan udgav han en Instruction for Vægterne i 1686 og 1698. (Weinw., S. 102. Sandv., S. 73. Worms Lit. Lex. III, S. 378—79. Kraft og Nyerup Lit. 3>x. Skild. 1830, Sp. 404—5, der nævner Bibi. Liixdorpb II, Libri maH. Nr. 377. Frue Kirkeb. ved Lengn.)

 

Hyllested. Hans Christian Hyllested, født i Kjebenhavn den 14. September 1794, traadte i dansk Krigstjeneste og gik senere til Hamborg, hvor han blev Lieutenaut ved Garnisonen der. Han udgav »Collection compléte des uniformes de la marine et de l'armée Danoise, dediée a 8. M. le roi.« Altona 1829, et Værk, som dog blev Litograferet i det kgl. Stentrykkeri i Kjøbenhavn, og noget senere ”Die Hamburger Garnison und Bürgergarde”, hver 5 Blade; Hylle­sted døde i Hamborg den 17. Marts 1838. (Hamb. Kiinstl. Lex. Thaarup.)

 

Hæger Heinrich Anton Hæger, Søn af Malermester Hæger

 

301

i Haderslev, født dersteds 1832, blev Malersvend og kom derpaa til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Architekturmaler under Heinrich Hansens Vejledning. Han fik 1853 Adgang til Akademiets Skoler og vandt i 1855—56 to Gange den mindre Sølvmedaille, nemlig baade i Decorationsskolen og i Modelskolen. I 1861 fik han en akademisk Rejseunderstøttelse paa 200 Rdl. og han har udstillet i Kjøbenhavn 1856—65, mest architektoniske Partier fra Tyskland. Efter 1865 har han forladt Landet og ikke mere udstillet her. Han har levet nogle Aar i Kiel, og er senere flyttet til München. (Akad. Udst. Gat.)

 

Hænel. Johan Frederik Hænel, kgl. Hof billedhugger i Kjøbenhavn, var J. G. Grunds Lærer, og efter hans Død, i Januar 1761, ægtede denne hans Enke Elisabeth født Mandorff. (Weinw., S. 175 og 178. Sandv., S. 53 og 66. Adresseav. 1761, Nr. 4, og 1762, Nr. 8.)

 

Hausser. Elias David Hausser eller Heusser kaldes af Barfod dansk født, uden at jeg véd, hvad Hjemmel han har derfor. Han maa være født ti til tyve Aar tilbage i det syttende Aar-hundrede, thi han havde været Christian VI's Lærer saavel i den civile, som i den militaire Bygningskonst i dennes Ungdom, altsaa maaske allerede omtrent 1715, da Kongen er født 1699. Hausser var Major 1720, blev den 1. November 1723'Oberstlieutenant og fra 1. Januar det følgende Aar Chef for Fortifikationen; fra den 6. Juni 1731 gik han som Oberst over i Infanteriet, blev den 18. Februar 1735 Brigadeer, og den 15. Juni. 1742 Generalmajor, begge Dele i samme Vaaben. Imidlertid var han den 11. December 1741 bleven udnævnt til Commandant i Nyborg, hvor han altsaa levede sine sidste Aar, og der maa han være død i Begyndelsen af Aaret 1745. Hans Enke Christine Sofie Hausser døde i Kjøbenhavn 1761.

Christian VI var næppe bleven Konge, før han besluttede, at Kjøbenhavns Slot, som dog 1727 paany var blevet indviet efter en omfattende Ombygning, skulde nedrives, da Grunden ikke var fast nok til at bære de svære Bygninger, og da disse ved de idelige Ombygninger kun havde tabt i Skjønhed uden at have vundet , synderlig i Bekvemhed. I October 1731 begyndte Nedrivningen af det gamle Slots forskjellige Bygninger, og det tog et Aar inden Pladsen var ryddet. Efter at de paa Slotsøen liggende private Byg­ninger var tilkjøbte og ligeledes nedrevne, hengik atter et Aar med Piloteringerne; dog begyndte man med at lægge Grunden til Murene, efterhaanden som Piloteringen rykkede frem, og den 21. April 1733 nedlagde Kongen selv Grundstenen til Slottet. Allerede 1740 var

 

302

den mægtige Bygning saa vidt færdig, at Kongen kunde flytte ind deri og den 26. November holdt han sit højtidelige Indtog i en af Europas største og pragtfuldeste Kongeborge, som 54 Aar efter kun var en sørgelig Brandtomt.

Til denne Bygnings Opførelse er Haussers Navn knyttet, dog ikke i saa fuldt Maal som. ellers en Bygmesters til hans Yærk. Det hedder sig nemlig udtrykkelig, at Slottet er opført »for største Delen efter Planer og Tegninger, som blev forskrevne fra Italien«. Det var altsaa kun Haussers Opgave, at bringe de givne konstneriske Elementer i Samklang med Grundens naturlige Forhold og med de Hensyn til den indre Fordeling af Rummene, som Kongen kunde ønske at gjøre gjældende. Foruden Bygningens Skelet, Mure, Lofter Skillerum, raadede Hausser kun for den ydre Anordning af Architekturen. Værelsernes indre Udsmykning paahvilede Thura og Eigtved, og da end ikke disse blev færdige dermed, udførtes f. Es. den store pragtfulde Riddersal af Jardin under Frederik Vs Rege­ring. Desuden deltog Billedhuggeren le Clerc ikke alene under Haussers Ledelse, men ogsaa mere selvstændigt, i Bygningens Ud­smykning ; saaledes var hele Kransningen efter dennes Tegning. Hausser havde ydermere en Commission, dannet af Grev Schulin og General Scheel, samt efter dennes Død af General Løvenørn, ved sin Side, men søgte til Gjengjæld at hævde sin stilling overfor sine Medarbejdere »ved mange unyttige Chicaner"  (Weinw., g 137—39. do. Les. Dsk. Atl. II, S. 97. Sterm Kbh. Beskriv., S. 446 flg. Barfod Danm. Hist. II, S. 324. Vaupel D, Dske Hær II, S. 737. J. Møller Mnemosyne III, p. m. St. Gehejmearch.)

 

Hørner. Johan Hørner fra Sverige, født omtrent 1711, kom til Kjøbenhavn, hvor han blev kongelig Hofskildrer. Foruden Por­træter malede han Natstykker i den hollandske Maler Godfred Schalkens Manér. Som et af de mærkeligste blandt disse nævner Sandvig »Kong Frederik V og Dronning Juliane Marie, malede i et Natstykke af Hørner, som tillige har tegnet sig selv derpaa«, et Stykke, som tilhørte Klevenfeldts Museum. Bag paa det Portræt af Fr. Rostgaard, som Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn ejer, staar skrevet paa en Seddel: »Af J. Hørner 1741. æt. 70.« Hørner døde i sin Bolig paa Kultorvet den 11. Marts 1763 i en Alder af 52 Aar. (Weinw., S. 170. do. Lex. Sandv., S. 76. Adresseav. 1763, Nr. 22. Jfr. Art. la Croix og Bruuns Fr. Rostgaard. S. 402,478 og 538.)

 

Høwisch. Adolf Høwisch, Skildrer i Kjøbenhavn, blev den 20. Maj 1732 gift med Mette Grønkjær og nævnes paa Mandtals-

 

303

listen i 1743 som boende i Strandkvarter Nr. 48. Han blev sat til 4 Rdl. d. C. i Kopskat og ligesaa meget i Formueskat. (Helligg. Kirkeb. ved Lengn. Raadstuearch.)

 

Høyer. Christian Fædder Høyer, født den 24. Januar 1775 i Reersløv ved Roskilde, var Søn af Sognepræst Jens Offesen Høyer og Sofie Dorothea født Helvad, og han var syvende Barn af ni. Da han viste Lyst til Konsten, kom han efter sin Confirmation til Konstakademiet i Kjøbenhavn, som han begyndte at besøge 1792; i October 1794 blev han Elev og vandt et halvt Aar efter den lille Sølvmedaille. I Marts 1797 vandt han den store Sølvmedaille og samme Aar concurrerede han strax til den lille Guldmedaille uden at opnaa den. Ved næste Concours fik han den lille Gruldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner«. Først fire Aar senere, efter et mislykket Forsøg, fik han den 14. Sep­tember 1803 den store Guldmedaille for Opgaven »Dalila forraader Samson til Filistrene«. Samtidig med at han saaledes gik Konst­akademiet igjennem, var han en af Abildgaards trofasteste og som det synes mest lovende Lærlinger. I 1801 foreviste han en Copi efter Abildgaards »Filoktet« og i 1804 .»Christi Nedtagelse af Korset« efter en italiensk Tegning. Maleriet, hvori hele Form- og Farvegivningen altsaa tilhørte Konstneren, rostes meget, og Nyeste Skilderi kalder Høyer sen ung og meget talentfuld Konstner«.

Da han søgte det store Rejsestipendium, tilstod Akademiet ham det ogsaa strax »i Betragtning af hans erkjendte Flid og rosværdige Iver for Konsten« fra den 1. Januar 1806. Han nød Stipendiet i fulde sex Aar, som han for største Delen tilbragte i Rom, hvor han blev en god Ven af Thorvaldsen, der endog var meget glad ved at bo sammen med ham. En Gjæld, han havde paadraget sig i Rom, hjalp Akademiet ham (1809) med at udfri sig af ved et sær­ligt Tilskud 200 Rdl. d. C. (640 Kroner). Fra Rom sendte han ogsaa en Ansøgning om at faa Arbejde til Christiansborg Slot, som Akademiet ivrig anbefalede. Samme Aar (1810) hjemsendte han ”Hero, ventende Leander« (tilh. d. kgl. Malerisaml.), et temmeligt stort Maleri, som Akademiet saa med særdeles Fornøjelse«. Trods de virkelige Fortrin, der udmærker det, kan der dog gjøres alvorlig Indvending mod en Fremstillingsmaade, som, efter at Konstneren har opholdt sig fem Aar i Udlandet, endnu saa fuldstændigt bærer Præg af hans Lærer Abildgaards Skole, uden at han dog naar Mestren i Farvens Dybde eller Varme. Aaret efter hjemsendte han et stort Billede »Sokrates, der skal tømme Giftbægret«, som

 

304

tiltalte Akademiets Præses, Prins Christian, der havde set det i Rom, mere end de dengang højt berømte franske Konstnere, Davids og Gérards store Billeder, og Prinsen udtalte det Ønske, at det var blevet sendt til Udstillingen i Paris, »for at see, hvad Virkning ædel Simpelbed, ædrue Tænken, fuld Harmonie og en varm Colorit vilde have paa den letsindige Franskmand«. Den Dom var vistnok noget forhastet. Billedet, som tilhører den kgl. Malerisamling og hænger paa Kron­borg, røber en vis historisk Stil, men savner for meget Fylde i Op­fattelse og Udførelse i Forhold til Omfanget.

Høyer havde i Abildgaard mistet sin mægtigste.Talsmand, men strax fremtraadte Forandringen dog ikke. Efter Hjemkomsten, De­cember 1811, blev han enstemmig agreeret og fik til Opgave for Reception »Signe og Habor, som forenes for Freyas Alter«. Nor­dens Oldtidshistorie interesserede ikke Høyer, og dette medvirkede vel noget til, at hans Medlemsstykke lykkedes mindre godt. Commissairerne, Lorentzen og H. Hansen, havde vel intet at indvende mod dets Fremstilling den 7. September 1812, men Forsamlingen besluttede, at han skulde udføre det bedre; dog vedtog den, at han alligevel skulde optages til Medlem paa Grund af »det gode, som fandtes i Stykket og i hans foregaaende Arbejder«, men Billedet kunde ikke faa Plads blandt Medlemmernes Arbejder, før det var overarbejdet. I Januar 1814 blev det indsendt paany og modtaget, men atter borttaget i 1826.

Samtidig med Medlemsstykket fik Høyer Bestilling paa et stort Maleri til Børssalen, hvortil han foreslog »Christian IV beærer Tyge Brahe allernaadigst med en Guldkjæde«. Dette Billede, som endnu bevares paa Børsen, om end ikke paa sin oprindelige Plads, savner maaske ikke en vis Farvevirkning, som et Par af de ældre Konst­nere, Lorentzen og H. Hansen, endog ved dets Fremkomst over­vurderede, men er saa svagt i Anordning og Form, saa tomt i Ud­trykket, at det aflægger et sørgeligt, men utvetydigt Vidnesbyrd mod den Konstner, som ved samme Tid søgte om at blive Historie­maler i Abildgaards Sted med 800 Rdl. om Aaret. Med Henvis­ning til  hans svage Medlemsstykke foreslog Akademiet denne Ansøgning henlagt indtil videre. Ikke bedre gik det med hans Ansøgning om at blive Professor ved Modelskolen, da Akademiet var sindigt nok til at ville se senere fremstaaede Historiemalere samlede. Ved Professorvalget den 18. April 1818 kunde der ingen Tvivl være om, at den første Plads tilkom Eckersberg; til anden Professor valgtes J. L. Lund, som maaske i technisk Dygtighed

 

305

dengang ikke stod over Høyer, men overgik ham i sand, konstnerisk Følelse, og da der endnu skulde vælges en tredje, extraordinair Professor, var Høyer meget nær ved at opnaa Valg, idet Stemmerne stod lige mellem ham og Clemens; men Directeuren afgjorde Valget til Gunst for den europæisk navnkundige Kobberstikker. Det var et Stød, Høyer aldrig forvandt. Han var opvoxet som en Konstner, Akademiet havde store Forventninger til, han havde i Rom glædet sig ved Thorvaldsens Venskab og Opmuntring og havde virkelig i »Hero og Leander« vist en konstnerisk Udvikling, som hans senere Ar­bejder ikke svarede til. Han var endelig paa en Tid, da han smig­rede sig med at kunne faa Arbejde i Rom, bleven kaldt hjem af Akademiet, og nu maatte han vige Pladsen for en ung Konstner, der først havde faaet Stipendiet efter ham, og for en anden, der kun havde vundet Sølvmedaillerne. Akademiet viste ham det Hensyn at lade en af hans Venner, Bygmester Hornbeck, med­dele ham Resultatet, som gjorde »et voldsomt Indtryk paa ham; men en Storm kan bøje en Eg, uden derfor at brække den«. Imid­lertid følte han sig noget trøstet »ved den faderlige Maade«, hvorpaa Kongen søgte at berolige ham. Ikke engang Titel af Professor kunde han opnaa.

Høyer, som var en hidsig, urolig Natur, med Begavelse i flere Retninger, var fra nu af et brudt Rør, og isteden for at gaa frem som Konstner, blev han staaende paa samme Punkt, hvorpaa Børsbilledet viser ham, om han end vedblev at male det ene Billede større end det andet, og vedblev i enkelte Konstnere, som i Byg­mester Malling, at have Venner, der troede paa hans Talent og paa den Uret, han mente at have været Gjenstand for. Den følgende Tid hengik med gjentagne Klager over den Medfart, han havde lidt, paa samme Tid som han med Pen og Mund tog ivrig Del i den Strid, der førtes »om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skjønne Konster«, hvilken han paa det bestemteste nægtede. Ved Dajons Død gjorde han atter et Forsøg paa at blive Professor ved Modelskolen, og da det ogsaa mislykkedes, fik hans Udtalelser til Akademiet et saadant Præg af Bitterhed og Hensynsløshed, at det endte med, at dette efter en yderligere Strid med ham om en Malerstue, som han havde haft til Laans og nu vægrede sig ved at afgive, i en højtidelig Forsamling den 10. April 1826 enstemmig udelukkede ham af sine Medlemmers Tal, en i Akademiets Aarbøger ganske enestaaende Begivenhed. Høyer lod sig dog endnu ikke forskrække. Ved Lorentzens Død (1828) søgte han for fjerde

 

306

Gang om Professoratet »allerunderdanigst begjærende, at det maatte være, som om den 10. April 1826 aldrig havde fundet Sted«. Men hans underordnede Værd som Konstner stod altfor klart, til at der kunde blive Spørgsmaal om hans Valg.

I 1835 blev Høyers Vanskjæbne paany fremdraget for Publicums Domstol, idet hans Ven Malling vilde have ham til at smykke den nys fuldførte Universitetsbygning med Malerier. Men ogsaa disse svarede saa lidt til Tidens Fordringer og røbede saa megen Svaghed i technisk Henseende, at alle Stemmer gik ham imod, og som bekjendt blev Udsmykningen senere overdragen til Constantin Hansen og Hilker. Frederik VI. som aldrig ganske slog Haanden af Høyer, kjøbte dog endnu et Stykke af ham, ”En Havgud«, til Prydelse for Forsalen i Øresunds Toldkammer (1838); men trods den Ros, hvormed Datidens Blade, omtalte det, er ogsaa dette Billede, som nu hænger paa ...Børsen i Kjøbenhavn, kun en svag Reminiscens af Abildgaards Filoktet. I 1841 udstillede han sidste Gang, og i 1845, da han var en Mand paa 70 Aar, malede han endnu, ifølge en Correspondance til Aarhus Stiftstidende, paa sine store Billeder. Det vedblev han vistnok med lige til sin Død, da man forefandt hans Bolig paa Graabrødretorv stopfuld af store Malerier fra hans tidligste Ungdomsaar til hans seneste Tid. I 1848 rørte ogsaa Fædrelandsfølelsen sig hos ham, og han indsendte til Akademiet et Maleri kaldet »Slesvig«, som skulde udstilles »til Fordel for vore brave Krigere«. Han døde ugift den 23. Juni 1855. Om hans Virksomhed som Forfatter henvises til Erslews Forfatterlexikon. (Weinw., S. 97. Erslew Forf. Les. I, 741. Suppl. I, 895, hvor "hans Skrifter og en Mængde Kilder nævnes. Lengnick. Skild. 1804, Sp. 576; 1810, 6. Oct.; 1811, Sp. 426; 1823, Sp. 439. Thiele Thorv. II,-S. 66, 88, 140. Øst Archiv I. 1824, S. 259. Collegialtid. 1826, Nr. 18. Dsk. Ugeskr. 1835, Nr. 187. Dagen 1835, Nr. 218, 255. Øst Materialier, S. 420—22, 425, 1024, 1038. Aarh. Stiftstid. 1845, Nr. 218. Flyveposten 1855, Nr. 144.)

 

Heyer. Cornelius Høyer, Søn af Mester paa Hammer­møllen, Andreas Nielsen Høyer, er født der 1741 og kom i sin tidlige Ungdom til Kjøbenhavn for at uddanne sig ved det nys oprettede Konstakademi (1754), til hvis første Elever han maa have hørt. Han fik 1758—59 to Sølvmedailler, og i 1763, da han con-currerede til den lille Guldmedaille, blev atter den 'store Sølv-medaille tilkjendt ham »til Opmuntring«. Imidlertid havde han under Andreas Thornborg med saadaut Held lagt sig efter Miniatur-

 

307

maleriet, at lian endnu samme Aar fik et særligt kgl. Rejsestipendium paa 400 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar. I Paris gjorde lian i den alle­rede aldrende Miniaturmaler Masses Hus Bekjendtskab med en stor Kreds af Konstnere, hvoriblandt især Wieneren Alwen skal tave udøvet Indflydelse paa ham. Fra Paris rejste han til Italien, og da Stipendiet var udløbet, forblev han endnu to Aar udenlands paa egen Regning. I Rom saa han Emaillearbejdér af den forlængst afdøde Svejtser Jean Petitot, hvilke skulle have gjort et stærkt Ind­tryk paa ham. Paa Hjemrejsen opholdt han sig ni Maaneder i Dresden (17-67—68), hvor den nylig afdøde Miniaturmalerinde Rosalba Carrieras Billeder bragte ham til at ombytte sin tidligere Malemaade (Punktermaneren) med en friere. I Dresden blev han Medlem af Kunstakademiet og Rath. Hans Modtagelsesstykke, »Psyche, som holder Lampen hen over den sovende Anfor«, blev senere sendt til Kjøbenhavn.

Han kom saaledes hjem som en Konstner, der havde vundet Ry i Udlandet, og blev den 11. Januar 1769 agreeret ved Akademiet, idet Directeuren udhævede til hans Ros, at han var »hjemkommen, i Steden for de Fordele, man andensteds har tilbudt ham«. Paa Salys og Pilos Portræter blev han derpaa enstemmig optaget til Medlem af Akademiet den 23. April 1770, og han blev vistnok véd samme Tid kgl. Hofminiaturmaler. Senere fik han Titel af Cancelliraad og tilsidst af Professor med Justitsraads Rang (1781). Alle­rede 1772 søgte han om Expectanee paa Pladsen som Secretair ved Akademiet, som ogsaa ved kgl. Resolution blev tilstaaet ham, men han tiltraadte først Embedet 1777 og fratraadte det nogle faa Maaneder før sin Død. Yed Salonen 1778 blev han først bekjendt for det konstelskende Publicum i Danmark. Hans Ven, den konstforstandige August Hennings, skrev i sin Anmeldelse af Udstillingen en lang Redegjørelse for hans Studier, og andre Anmeldere sparede heller ikke paa Ros; han udstillede dels Portræter, dels Compositioner, som »Tragedien« og lignende Arbejder saavel i Pastel som i Miniatur. Han nød i det hele stor Anseelse som Miiiiaturmaler, baade hjemme og i det nærmeste Udland og foretog flere Gange mindre Udenlands­rejser med kgl. Tilladelse, saaledes til Sverige, til Preussen og Rusland.

Da han var en pirrelig og stridbar Person, der havde en skarp Tunge, og da, han desuden aldrig havde sine Pengesager i Orden, dansede han ikke desto mindre ikke paa Roser i Hjemmet, og i et Brev fra Berlin skriver han, maaske ikke uden Grund, men i al

 

308

Fald ikke uden Bitterhed: »Det er mig behageligt at passere for det, jeg er, og ikke, som i Kjøbenhavn, fornærmes og sættes til Side for Bønhaser, afkortes i Gage og humiliéres paa mange Maader osv.« Hans huslige Liv var heller ikke uden Torne; han var 1773 bleven gift med en ung Dame paa nitten Aar, en Datter af Bygmester Fortling, Frederikke Christiane Fortling, der udmærkede. sig ved en overordentlig Skjønhed, som han var saa Indtaget i, at han selv sminkede hende, naar hun skulde i Selskab, og helst saa alle Sel­skabets Herrer for hendes Fødder. Senere følte hun sig tilsidesat ved, at han saa ofte var paa Rejser uden at sørge tilstrækkelig for hendes Underhold i Hjemmet. Følgen blev en voxende Uenighed, som endte med, at de 1786 ganske flyttede fra hinanden, medens Datteren, Adelaide, som det synes, blev hos Faderen. Thi da han døde, den 2. Juni 1804, bekjendtgjorde hun alene hans Død. Enken levede næsten i Fattigdom i Harboes Fruekloster lige til 1829. I 1779 udgav Høyer »Samling af berømte danske Billeder i Kobber med korte historiske Beretninger af Suhm. 1. Hefte.« (Weinw., S. 184. Fallesens Mag. IV, S. 620,. [om hans Broder C. F. H.]. Hen­nings, S. 125—34. Sandv., S. 77. Neue Bibi. d. sch. Wissensch. XIII, S. 312. Alm. dsk. Bibi., Marts 1778, S. 87. Petri Kirkeb. ved Lengniek. Skild. 1829, Sp. 1267—75 og 1283—90. Hennings Musaget 3,1798, S. 25—26. do. BreveiHdskr. Adresseav. 1804. Frede­rikke Fortling, »Til Publ.« Priv. Med. Akad. Udst. Gat. 1836.)

 

Høyer. Vilhelm Julius Høyer, Søn af Spisevært Høyer og fedt i Kjøbenhavn den 7. August 1827, blev Malerlærling paa Porcelainsfabriken, besøgte Konstakademiet, dog ikke regelmæssigt, fra 1842—47, lever som Porcelainsmaler og har udstillet i 1857 og 1875—76 dels Poreelainsmalerier, dels Malerier i Oliefarve. Hans Fag er Blomstermaleriet. (Akad. Udst. Cat.)

 

309

Ingemann. Lucie Marie Ingemann, født Mandix, var eneste Datter af Conferensraad Jakob Mandix og Margrethe Elisa­beth født Hvistendal og kom til Verden i Kjøbenhavn den 13. Fe­bruar 1792. Hun blev den 30. Juli 1822 gift med Digteren Bern­hard Severin Ingemann. Af Kjærlighed til Malerkonsten begyndte hun at male hos C. V. Eekersberg og malede blandt andet i 1826 et Portræt under hans Tilsyn. I 1824 og 1826 udstillede hun nogle Blomsterstykker. Hun har ogsaa raderet fire Blade, men for øvrigt tilhørte hendes konstneriske Virksomhed for største Delen ikke Offent­ligheden. Hun døde i Sorø den 15. Januar 1868. (Erslew Forf. Lex. I, S. 746. Suppl. I, S. 902. Eckersb. Optegn. Udst. Gat.)

 

Ipsen. Jakob Ipsen, født i Flensborg Amt, Nyherred, Kværn Sogn, hvor Faderen var Præst, yngre Broder til de nedennævnte, var Portrætmaler i Flensborg i Slutningen af det forrige Aarhundrede. Blandt hans Billeder nævnes et Portræt af den glucksburgske Hofpræst, Provst Philip Ernst Liiders, malet 1784 og stukket af Fr. Carstens 1796. (Weinw. Lex. Strunk, Nr. 1718.)

 

Ipsen. Povl Ipsen, Broder til ovennævnte og nedennævnte Ipsen, havde først været Sømand og som saadan gjort adskillige Rejser. I sin ældre Alder fik han Lyst til at være Maler og lærte Oliemaleriet hos Greve (s. d.). Efter at have vundet et anset Navn baade som Marinemaler og Portrætmaler, rejste han til Kjøbenhavn, hvor han allerede havde Bolig 1776, da Carstens kom dertil og var i Huset hos ham i et Par Aar. Af hans Arbejder kan nævnes Portræt af Generalsuperintendent i Slesvig Jakob Georg

 

310

Christian Adler, tegnet af Konstneren og stukket af R. J. P. Seehusen 1800, og af Rudolph Buchhave, praktiserende Læge i Kjøbenhavn, ligeledes tegnet af ham og stukket af Gr. N. Angelo (1796). Selv ejer jeg to saadanne med Rødkridt, Blyant og Tusk let og smukt tegnede Portræter, hvorpaa Dragterne ere malede med Vandfarve. De forestiller Klædefabrikant Johan Frederik Weilbach. og Hustru Anne Regine født Helmer, ere smaa ovale Billeder, som Konstneren selv har sat i Ramme, og bære Paaskriften »Tegnet af Poul Ipsen 1793«. Han boede dengang i Regnegade i Kjøbenhavn, hvor han endnu findes i 1807. Senere skal han være rejst til Flensborg og død der. (Weinw., S. 197. do. Lex. Strunk, Ni. 34 og 475. Fernow, Carstens, ny Udg., S. 51 og Anm. 9. Schlesw. Kunstbeitr., S. 87. Nagler Kstl. Lex. Vejvis, indtil 1807.)

 

Ipsen. Rudolf Ipsen, ældste Broder til de to ovennævnte, levede i Flensborg og malede Portræter og Landskaber. Han »skal have været bedre Colorist end sine Brødre«. (Weinw. Lex.)

 

Irminger, Valdemar Henrik Nikolaj (Heinrich Nicolaus) Irminger, født i Kjøbenhavn den 29. December 1850, er Søn af Oberst Johann Heinrich Georg Irminger og Agnete Marie født Kaalund. Han begyndte i 1867 at besøge Konstakademiet, hvorfra han den 1. Juli 1873 fik Afgangsbevis som Maler. 1187JJ udstillede han sit første Billede, »Grjæssene drives hjem«, hvormed han concurrerede til den Neuhausenske Præmie. Senere har han udstillet nogle Dyr­stykker. (Konstn. egne Medd. Erslew Forf. Lex. I, 753. Suppl. I, 914. Akad. Udst. Gat.)

 

Isacsz. Isac Isacsz var ifølge et af Christian IV den 25. Fe­bruar 1622 udstedt Pas Søn af den nedennævnte Peter Isacsz eller Isaksen, uagtet han efter den sædvanlige Skik skulde have heddet Isac Petersz eller Petersen. Isacsz opholdt sig allerede dengang i Antwerpen, og Passet eller Tilladelsen gik kun ud paa toldfri Ind­førelse af de Malerier, han hjemsendte fra denne By. Blandt disse var et stort Maleri, forestilleude et fyrsteligt Grjæstebud. Det er malet i Paolo Veroneses Smag og er betegnet »Isac Isacs fecit , Antwerp. 1622«. Det tilhører den kgl. Malerisamling. I 1620 skal nan efter Spenglers Angivelse have været i München paa en for­modet Tilbagerejse fra Italien. Den italienske Paavirkning, som spores hos Isacsz, kan han dog gjærne have modtaget hos Rubens, af hvis Skole hans andre Malerier bære tydeligt Præg, saaledes »Allegori paa Øresund«, hvor Hovedgruppen er en Efterligning af Rubens. Til Riddersalen paa Rosenborg havde han malet et stort

 

311

Billede Cæsar, som modtager Afsendinger fra Asien«, der senere bevaredes paa Frederiksborg, hvor det brændte 1859. Endelig er Pontanus' Portræt, som v. d. Velde tår stukket, malet af Isacsz. Om hans Livsomstændigheder kjendes intet nærmere, uden at han rimeligvis er født i Helsingør og efter sin Rejse atter har opholdt sig her i Landet. Weinwich sammenblander ham med Isac Oserijn, hvortil der ikke synes at være nogen Grund. (Weinw., S. 53. do. Lex. Spengl. Art. Eft. Inland. Eeg. i Gehejmearch. Høvens Skrifter I, 237. Høyens og Blochs Fortegn, over Malerisml.)

 

Isacsz. Peter Isacsz eller Isaksen var Søn af Isac Pietersen, Peitersen eller Petrejus fra Haarlem, der var bosat som Agent eller en Slags Consul i Helsingør, og der er Sønnen Peter født 1569 og dennes Brodér Johan, den danske Historiograf, der senere kaldte sig Johannes Pontanus, to Aar efter (1571). Isacsz blev som ung sendt til Holland for at uddanne sig til Konstner og fik Hans van Aken til Lærer. Det kan ikke ses, naar han kom tilbage fra Ucllandet; dog har han mindst fra 1607 været bosat i Helsingør om end med Afbrydelser. I Aarene 1607—8 nævnes han gjentagne Gange i Christian IV's Almanakker, idet Kongen gjør Bestillinger paa »Mal-, værk« hos ham eller betaler ham for udført Arbejde. Af et Brev fra Kongen af 10. Marts 1611 ses det dernæst, at han ved den Tid opholdt sig i Amsterdam, som det synes for en længere Tid, og havde unge danske Konstnere i Lære hos sig. I 1614 var han imidlertid i Helsingør igjen og overtog sin Faders Stilling som Agent ved dennes Død s. A. Imidlertid maa han have gjort sig skyldig i en ikke ganske ubetydelig, maaske politisk Forbrydelse, thi den 30. Maj 1616 »gik der Dom qyer Peder Isak, at han for hans begangne Forseelsers Skyld skulde drage paa tre Aars Tid i Krigen i Neder­land, paa hvilken Side han lyster, og derfra med sig føre Pas og Beskedning, hvorledes han sig sammesteds haver forholdet«. Ikke desto mindre er han allerede inden den 17. Januar 1618 tilbage i Dan­mark, hvor han nu er i fuld Virksomhed lige til 1623, som det synes for en Del endog som bosat i Kjøbenhavn. I 1620 var han i al Fald i Kjøbenhavn og indlod sig der paa en Handel, der kaster Skygge paa hans Navn. Man ser nemlig, at han fra April d. A. har modtaget en aarlig Løn af 400 Edl. d. C. af den svenske Konge Gustav Adolf for at tjene som svensk Spion i Kjøbenhavn, idet der som Paaskud skulde bestilles Malerier hos ham, hvilke særskilt »skulle blive betalte til Tilfredshed«. Hele dette Forhold synes ikke at være bleven opdaget i Konstnerens Levetid, thi han vedblev

 

312

at arbejde for Christian IV og i det Brev, denne den 25. Februar 1622 udsteder for Konstnerens Søn (s. d.), kalder han ham sin ”éhrsahmben bestellten Diener undt Mahler alhier undt liében getrewen Peter Isachsen«. Han døde i Helsingør 1625.

Peter Isacsz var en flittig, om end ikke særlig fremragende Konstner; han forstod med Færdighed og decorativt Blik at anordne og udføre store Billeder; men han staar i konstnerisk Følelse til­bage ikke alene for van Mander, men ogsaa for sin egen Søn, Isac. Af de store Malerier til Rosenborg Slots Riddersal tillægges ham bl. a. »Badning ved en orientalsk Havn«, »En Bygmester foreviser en Sultan sit Udkast«, »Et Bachanal«. Paa Rosenborg bevares et Knæstykke forestillende Christian IV og et Stykke med Figurer i fuld Legemsstørrelse forestillende samme Konge og hans Dronning Anna Cathrine. Desuden nævnes flere Billeder, tildels kun i Stik efter dem. ("Weinw., S. 53—54. do. Lex. Spengl. Art. Kft. Worm Lit. Les. hdskr. Tillæg. Burman Becker Tapeter, S. 19. Pontanus, S. 728. Sandvig, S. 80. van Mander II, 141—43. Chr. IV's Al­manakker 1607—21. Kgl. Regnsk. og Ausland. Register m. m. i Gehejmearch. Brock De old. Kong., S. 11 og 20. HøyenSkr. I. S. 237. Kst. og Æsth., S. 162—63.)

 

313

Jacobsen. David Jacob Jacobsen, født i Kjøbenhavn den 2. Juli 1821, var Søn af Klasselottericollecteur Jacob Jacobsen og Frederikke født Jacobson.1 I sit trettende Aar kom han i Maler­lære hos Malermester Bense og begyndte paa samme Tid at besøge Akademiets Elementarskole (1834). Da han imidlertid havde Lyst til Billedhuggerkonsten, forlod han Malsrlæren og fik Undervisning i at modelere hos en Ornamentsbilledhugger Otto, der arbejdede for Jærnstøbere; derfra kom han i 1836 til H. V. Bissen, i hvis Værk­sted han arbejdede nogle Aar. Paa Akademiet var han i disse Aar naaet til Gibsskolen (1841) og blev i December 1844 Elev af Model­skolen. Ifølge Rørbyes Raad gik han nu over til Malerskolen og udstillede første Gang i 1849 et Par Portræter, efter at han i det foregaaende Aar, 1848, havde været frivillig med i Krigen.- I de følgende Aar malede han Figurbilleder af det daglige Liv, som »En Snigpatrouille« (udst. 1851), »Badegjæster paa Føhr« (udst. 1864), og »Grundlovsfest ved Eremitagen«, hvor Landskabet var af Schovelin (udst. 1855).                 

Da Jacobsen ikke havde vundet nogen Medaille eller Præmie  ved Akademiet, kunde han ikke opnaa Rejsestipendium derfra, men han blev ved nogle Venners Hjælp sat i Stand til at foretage en Rejse til Paris. Der opholdt han sig i adskillige Aar, indtil han, paa Grund af en begyndende Brystsyge, rejste til Italien (1869), hvor han ved Siden af sin Virksomhed som Maler lagde sig efter

 

' En Datter af. den nedenfor nævnte David Ahron Jacobsen.

 

314

Forfærdigelsen af konstigt Marmor, for, naar han kom tilbage til Kjøbenhavn, at oprette en Fabrik i denne Retning. Men et ulykkeligt Fald i hans Malerstue i Florens fremkaldte pludselig hans Død, den 22. April 1871, og han blev jordet paa den mosaiske Kirkegaard der.

Fra Paris og tilsidst fra Italien hjemsendte han i Aarene 1857 til 1870 en Række større og mindre Genrebilleder samt enkelte Portræter. Af disse Arbejder kan nævnes »Den sovende Savoyard« og et af hans sidste Billeder »Kortspillere«, der begge ejes af Konstnerens Broder; det største af hans Billeder i dette Fag, der tillige regnedes for hans bedste, er brændt i privat Eje. Efter at det Eibeschützske Legat (for Fremstillinger af det gamle Testamente) var oprettet, concurrerede han nogle Gange til dette med Billeder som »Esthers Gang til Kongen«, »Esther anklager Haman« o. fl. men stedse uden Held. (Private Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jacobson. Ahron Jacobson eller Jacobsen, en Graveur og Ædelstensskjærer, som var født i Hamborg (Wandsbeck) af jødisk Æt, kom i Midten af forrige Aarhundrede til Kjøbenhavn, hvor han allerede 1753 var Hofsignetstikker og s. A. kjøbte en Gaard ved Gammelstrand (Nyt Nr. 40), som hans Enke, Frederikke Jacobson, i 1780 tilskjødede Sønnerne. Han arbejdede en lang Tid i sit Fag og døde 1776, ikke 1770 som Weinwich siger, thi saa længe staar han i Statskalenderen, og afløses fra 1777 af sine to nedenfor nævnte Sønner, David og Salomon Jacobson. (Weinw., S. 175. do. Lex. Nagler Kstl. Lex. Hamb. do. Skild. 1830, Sp. 893. Pantekontoret, GI. Str. Matr. Nr. 10.)

 

Jacobson. Albert Jacobson, født i Kjøbenhavn 1780, Søn af Salomon Ahron Jacobson, der nævnes nedenfor og Merle Levin von Halle, hed vistnok paa Hebræisk Ahron, men forandrede efter Datidens Skik paa Dansk Navnet til det nogenledes ligelydende Albert.1 Efter at han i sin Barndom havde besøgt Konstakademiet i Kjøbenhavn, fulgte han med Forældrene til Stokholm (1796), blev Elev af Konstakademiet der, vandt 1798 dets lille Sølvmedaille og uddannede sig for øvrigt under Billedhugger Sergels Vejledning. Da Faderen i 1801 vendte tilbage til Kjøbenhavn, er der Sandsyn­lighed for, at Sønnen fulgte med, thi i Januar 1802 rykker en »Anisen« Jacobsen op fra Gibsskolen til Modelskolen og i Juni samme Aar vinder denne Konstner den mindre Sølvmedaille i Modelskolen. Ved den daværende lille Elevudstilling den 1. April

 

1 Andre have forandret deres hebræiske Ahron til Arnold eller Adolf.

 

315

nævnes tillige »to Portræter” af Jacobsen, uden at der angives, om det er malede eller modelerede Portræter, ligesom Arbejderne heller ikke nævnes i en saadan Orden, at man deraf kan slutte noget. Der er dog al Grund til at tro, at denne Konstner virkelig er Albert Jacobson. Naar han femten Aar efter taler om, at han har opholdt sig ti Aar i Udlandet, er det rimeligt, at han tænker paa en senere Udenlandsrejse, eller i al Fald lægger de fem-sex Aar i Stokholm sammen med en Udenlandsrejse i den voxne Alder, uden at man har nødig at lade ham blive tilbage i Stokholm efter Faderens Rejse. Desuden vilde et Barndoms- og Uugdomsophold i et fremmed Land ikke efter Akademiets Statuter have kunnet gjælde for en saadan Udenlands­rejse, som der altid krævedes, for at en Konstner kunde blive Medlem. I Sverige uddannede Alb. Jacobson sig til Billedhugger, og han vedblev under hele sin Konstnertid at udføre Buster og Me-dailloner i naturlig Størrelse, bl. a. ere de tvende Medailloner i Konstakademiet, Portræter af dets Velgjørere, Malermester Jens Neuhausen og Hofraad D. A. Meyer, udførte af Jacobson i 1829. Men han bevarede tillige Slægtens Overlevering og blev ligesom sin Farfader og Fader en duelig Signetstikker og Ædelstenskjærer. Det var som Konstner i dette Fag, han fremstillede sig i November 1816 med Frederik VI's Portræt udført fordybet (intaglio) i en islandsk Topas, for paa dette Arbejde at blive agreeret af Akade­miet. Til Medlemsarbejde udførte han Overhofmarechal Hauchs Portræt saavel i en modeleret Medaillon i Legemsstørrelse som ogsaa formindsket, udskaaret fordybet i en Agat. Paa disse Arbejder blev han den 25. August 1817 enstemmig optaget til Medlem af Akademiet i København. Ikke længe i Forvejen var han bleven Hofsignetstikker, og i December 1820 blev han sammen med Faderen udnævnt til Professor (i 7. Kl. Nr. 1). Endelig blev han 1829 optaget til Medlem af Akademiet i Stokholm. Foruden Konstværker i skaarne Ædelstene, hvoraf kun forholdsvis faa have været udstillede, saaledes Dronningens Portræt i Carniol (1821), Kongens Portræt i Camée (18^3), Kejseren af Ruslands i hvid Car. niol (1827), udførte han i dette Fag mest kgl. og adelige Vaaben, hvoraf han og Faderen i 1828 udstillede en større Række. Han dyrkede ogsaa Medailleurkonsten, men der nævnes kun ét Arbejde af ham, Medaille i Anledning af Frederik, VI's Helbredelse (1833), med mindre Krebers Medaille, der sædvanlig tillægges Faderen, ogsaa er af ham. Han døde ugift den 28. November 1836, (Weinw. Lex. Statskal. Akad. Møntfortegn. Udst. Gat.)

 

316

Jacobson. David Ahron Jacobsen, Søn af den ovenfor omtalte Ahron Jacobsen og ældre Brodér til Salomon Jacobson, der nævnes nedenfor, blev født omtrent 1753 i Kjøbenhavn og lærte Signetstikkerkonsten hos sin Fader. Ved dennes Død 1796 blev han i Forening med sin Broder udnævnt til Hof-signetstikker og Hofgraveur, saaledes at han overtog alle Arbejder i Guld og andre Metaller, medens hans mere konsterfarne Broder overtog Graveringen i ædle Stene. Han synes ikke at have vundet det Konstnernavn som Broderen, og han. blev beller ikke som denne Medlem af Akademiet. Derimod skal han, efter Familiens Over­levering have forsøgt sig i et andet Konstfag, nemlig Bygningskonsten, idet han, da hans og Broderens Gaard ved Gammelstrand nedbrændte i den store Ildebrand i Kjøbenhavn 1794, byggede en ny efter sin egen Tegning; Gaarden blev derpaa tilskjødet ham alene i 1799. Han var to Gange gift — med tvende Søstre — men var anden Gang Enkemand, da han døde den 12. December 1812 og han var Morfader til den ovenfor nævnede David Jacobsen. (Priv. Medd. Statskal. 1777 — 1812. Vejvis. 1794 til 1812. Adresseavisen 1812 Nr. 294. Pantekont. GI. Str. Matr. Nr. 10.)

 

Jacobson. Salomon Ahron Jacobson, Søn af den oven­nævnte Ahron Jacobson og Brodér til David Ahron Jacobson, blev født i Kjøbenhavn 1754 og lærte rimeligvis Konsten at skjære i Ædelstene af sin Fader. Han var allerede i sin tidlige Ungdom saa øvet en Konstner i dette Fag, at han ved Faderens Død (1776) tilligemed sin Broder David blev udnævnt til Hofgra­veur og ved Salonen 1778 kunde udstille Prøver, »qui prommettent un jour une belle maturité« (Hennings). I 1788 rejste han til Stok­holm, hvor en gunstig Anbefaling fra Arveprins Frederik til Dron­ning Sofie Magdalene af Sverige aabnede ham Adgang til at arbejde for Hoffet. For Gustav III maatte han i Ædelstene copiere flere fra Italien hjembragte antike Billedstøtter, vistnok i fordybet Ar­bejde, og han udførte tillige efter egen Opfindelse en Endymion paa samme Maade, samt nogle Portræter. Han nk Tilbud om Hoffets Arbejde, naar han vilde nedsætte sig i Stokholm, men han vilde ikke træde ud af Kongen af Danmarks Tjeneste, og han vendte tilbage til Kjøbenhavn, kort efter at han var bleven optagen til Medlem af Konstakademiet i Stokholm.

Efter sin Hjemkomst indsendte han til Konstakademiet her nogle Aftryk i Svovl af sine i Stokholm udførte Arbejder, for at blive optagen til Medlem (1790); men eftersom de indsendte Prøver var

 

317

Copier, vilde Akademiet ikke agreere ham derpaa. Da han tillige arbejdede som Medailleur, vilde Forsamlingen helst optage ham til Medlem paa et originalt Arbejde i denne Retning. Efter at hans Ønske paany var blevet afslaaet i 1792, indsendte han den 7. Marts 1796 nogle Medailler og blev nu agreeret. Hans Opgave til Medlemsstykke »en hel Figur, graveret i Onyx eller en anden fin Sten«, blev forevist Akademiet den 6. Juni s. A. og forestillede »En staaende Apollo«, skaaren i en Calcedon, og paa denne blev han med Klerstemmighed samme Dag optaget til Medlem.

Strax efter rejste han med sin Familie, — thi han var den 19. Maj 1779 bleven gift med Merle Levin von Halle, med hvem han havde flere Børn, — atter til Stokholm, hvor han denne Gang forblev i mindst fem Aar, saaledes at Sønnerne tildels blev opdragne der. Foruden Arbejder for den svenske Kongefamilie udførte han i Stokholm for dansk, Regning en Medaille over Marie Sofie Frede­rikke, dengang Kronprinsesse. Vistnok i 1801 var han atter i Kjøbenhavn, hvor han Aaret efter havde Besøg af eller fremstillede sig hos den bekjendte August Hennings, som siger om ham, at han var »begejstret for sin Konst«. Hennings oplyser ogsaa, som Vidnes­byrd om den Anseelse, Jacobson stod i, at han fik 36 Rdl. d. C. (omtrent 115 Kroner) for et Signet. Den udøvende Koostner var tillige en konstforstandig Mand, der ejede en for den Tid stor og værdifuld Malerisamling, som i 1809 blev offentlig udstillet. Senere solgte han en Del af den til London, hvor han, foruden paa tid­ligere Udenlandsrejser, ogsaa opholdt sig næsten hele Aaret 1815 og ud­stillede en Del af sine egne Arbejder ved den aarlige Konstudstilling der.

Jacobson, der oprindelig kun var Ædelstenskjærer, havde, navnlig efter sin første svenske Rejse, med Iver lagt sig efter Medailleur-konsten, og hans første kjendte Arbejde i dette Fag er fra 1791, en Medaille over Ole Borch. Dog udførte han i den første Tid, foruden den nævnte Medaille til Kronprinsessen samt en Medaille over A. P. Berastorff (1795) og nogle andre private Medailler, ikke mange Arbejder i dette Fag. I 1815 skar han en Medaille i An­ledning af Raad- og Domhusets Indvielse, samt en Kroningsmedaille, hvortil Stemplerne sprang under Hærdningen, og han erklærede i Begyndelsen af 1816, at han ikke vilde deltage i en senere Concurrence om en ny Medaille (jfr. bl. a. Freund); ikke desto mindre forelagde han i 1817 Akademiet Stemplerne til en Kroningsmedaille, som, efter at nogle Udsættelser var blevne tagne til Følge, synes at være bleven brugt (udst. 1823). Samme Aar udførte han to Re-

 

318

forraationsmedailler (ligeledes udst. 1823) og i Slutningen af sit Liv nogle private Medailler. I 1820 blev han tilligemed sin Søn Albert, der var Konstner i samme Fag som Faderen, udnævnt til Proféssor, og han døde den 28. Juni 1830, »i en Alder af 75 Aar og nogle Maaneder«. ("Weinw,, S. 236. do. Lex. Hennings, S, 148. do. Breve i Hdskr. Erslew Forf. Lex. I, S. 763. do. Suppl. I? S. 926. Grav­sten paa den mos. Kirkeg. Statskal. 1776—77. Skild. 1809, Nr. 71—75 1830, Sp. 893—96. Priv. Medd. Akad. Møntfortegn. Udst. Gat.)

 

Jahn. Adolf Morits Jahn, født i Kiel den 25. Juli 1803 og Søn af Landsyndicus Jakob Jahn og Julie født Trendelenborg, blev Student fra Kiels Universitet og vilde studere Medicin. I sit tyvende Aar gav han dog efter for sin Lyst til at blive Konstner og tog i 1823 til Kjøbenhavn, først i den Tanke at blive Maler, men i Gibsskolen bestemte han sig for hellere at blive Billedhugger. Da imidlertid Dajon var død (Decbr. 1823) og der ikke i de første Aar blev udnævnt en ny Professor i Billedhuggerkonsten, foretrak Jahn, efter at han i 1826 var bleven Elev af Modelskolen, at rejse til Berlin (1827), hvor han i tre Aar arbejdede under Professor Rauch. I 1830 forlod han Berlin, mødtes i Innsbruck med tvende danske Konstbrødre, Küchler og Petzholdt, og fulgtes med dem gjennem Italien, I Rom fandt han Sysselsættelse hos Thorvaldsen og har bl. a. for ham udført Apostlen Thomas i Marmor. I 1835 arbejdede han et Aar for Schwanthaler i München, men da han i 1836 kom til Kjøbenhavn, fra først af i Besøg, forblev han i Dan­mark, idet Bygningsinspecteur Koch, som dengang havde Ledelsen af Frederiksborg Slots Restauration, overdrog ham Vedligeholdelsen og Udbedringen af Slottets meget Billedhuggerarbejde i ornamental Retning. Ved Frederiksborg Slot arbejdede Jahn til Slottets Brand (1859) og efter den Tid ved Badstuen og det nye Slot, ialt fra 1836—1863, da han opgav denne Virksomhed og flyttede til Kjøbenhavn. I 1845 ægtede han Enke efter Procurator Møller født Prom. Han har kun udstillet faa Gange, i 1826 et Relief . »Odysseus og Tiresias« og efter sin Rejse, i 1838 og 1845, nogle Buster. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jansen. Henrik Jansen, født i Flensborg 1625, drog til Holland, hvor han blev Lærling af Rembrandt, og derfra, til Italien og Spanien. Efter at have været borte i tre Aar (1654—57) kom han tilbage til Danmark, var i Kjøbenhavn under Belejringen 1659 somFrederik III's Hofmaler, men flyttede tilbage til Flensborg, hvor han døde 1668, 43 Aar gammel. (Efter Weinw. Lex., deringenKilde nævner.)

 

319

Jardin. Louis Henri Jardin, født i St. Germain des Noyers i Frankrig 1730, blev tilligemed sin ældre Broder, som nævnes nedenfor, indkaldt til Danmark som Bygmester, mulig paa Billed­hugger Salys Forslag (1754), Han blev udnævnt til kgl. Bygmester med 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) i aarlig Lønning og til Professor i Perspectiv ved det nys oprettede Konstakademi, der den 15. Ja­nuar 1755 optog ham til ordentligt Medlem. Hans Receptions-arbejde var Tegningen til et Landslot. Foruden de Forelæsninger, han maa have boldt som Professor, synes han ikke at have faaet Lejlighed til at virke som Bygmester (jfr. N. H. Jardin), tbi han døde allerede den 8. Octoher 1759 kun 29 Aar gammel paa Charlottenborg. (Weinw., S. 153. do. Lex. Sandv., S. 77. Adresseav. 1759, Nr. 35. Hennings, S. 72. Akad. Invent. 1793. Akad. Thiele, Konstakad., S. 99 og 121.)

 

Jardin. Nicolas Henri Jardin, født 1720 i St. Germain des Noyers, havde uden Tvivl været Elev af Konstakademiet i Paris, da ban tilligemed Saly bavde uddannet sig videre ved det franske Aka­demi i Rom, hvor han opholdt sig ti Aar og granskede Oldtidens Bygningslevninger. Senere udgav han en Række architektoniske Blade som Frugten af sine Studier. Rimeligvis paa Salys Forslag blev han indkaldt til Danmark for at opføre Frederikskirken, den saa kaldte Marmorkirke, hvortil Grunden var lagt af Eigtved, og det var vistnok kun ifølgeKonstnerens eget udtrykkelige Ønske, at dennes ti Aar yngre Broder, som ovenfor er nævnt, fulgte med til Danmark. Han kom næppe til Kjøbenhavn før i Slutningen af 1754, da han strax blev udnævnt til Hofbygmester med 4000 Rdl. d, C. (12,800 Kroner) i aarlig Lønning og til Professor i Bygningskonsten ved Konstakademiet. Den 15. Januar 1755 blev han, tilligemed Broderen, Medlem af Akade­miet og indsendte en Tegning til en Æreport som Receptionsarbejde. Men hverken hans eller Broderens Medlemsstykke findes mere i Akademiet.

Konstnerens Hovedværk er den ufuldendte Marmorkirke. Grund­stenen var allerede lagt den 30. October 1749, efter at der var nedrammet Pæle i den bløde Grund, og den egentlige Grundvold var altsaa given. I Løbet af 18 Maaneder gjorde Jardin fire forskjellige Udkast til en Kirke, der skulde bygges af norsk Marmor. Det Ud­kast, som blev valgt, er bl. a. afbildet i Pontoppidans Danske Atlas efter en Model i Træ, som en Konstsnedker Lemann har udført.l

 

1  Jardin lod senere selv udarbejde   fem store   kobberstukne Blade efter sine Tegninger til Frederikskirken, og disse udkom 1765 tilligemed Stik efter

 

320

Da det nødvendiggjorde en Udvidelse af Fundamentet, synes det egentlige Byggearbejde først at være begyndt i 1760, og i Begyn­delsen af 1764 var, efter Pontoppidans Angivelse, Murene kun naaede femten Alen over Grunden. Efter Jardins Beregning skulde der medgaa 27 Aar til den egentlige Bygnings Opførelse og i alt hundrede Aar til dens fuldstændige indre og ydre Udsmykning, naar der anvendtes 20,000 Rdl. d. C. aarlig til dette Værk. Det naaede imidlertid ikke videre, end vi endnu den Dag i Dag se Ruinen staa. Thi ved Udgangen af 1770 fik Jardin sin Afsked, Stilladserne blev nedbrudte, og Arbejdet standsedes for indtil denne Dag ikke senere at gjenoptages. Harsdorff og senere Hetsch og fl. a. udarbejdede Planer til en Fuldførelse af Bygningen efter en mere indskrænket Maalestok; men ingen af disse blev iværksat. I denne Tid for­handles paany om Opførelsen af en Kirke paa dette Sted.

Efter Thuras Død (1759) var Jardin tillige bleven udnævnt til Intendant over de kgl. Bygninger, og han kom som saadan til at udføre enkelte Pragtdecorationer, saaledes af Slotskirken i Anledning af Frederik V's Ligfærd med en stor Katafalk, og af Riddersalen i Anledning af Christian YII's Kroning; men han fik ikke noget andet større Bygningsværk for Statens Hegning 'end Marmorkirken. Dog var Riddersalens Udsmykning ikke blot en midlertidig Decoration, men et Led i Bygningens Fuldførelse. Den rostes meget for sin Skjønhed, men gik til Grunde ved Slottets Brand (1794). For Private byggede Jardin i 1762 til Grev Bernstorff et saa kaldet »Sommerhus«, d. v. s. Lystslottet Bernstorff ved Gjentofte, der nu er Domaine. Det blev opført i en ret simpel italiensk Stil og gjør ved sin sjælden heldige Beliggenhed en smuk Virkning, hvad enten man fra Hovedstadens Nærhed ser det lille Slot som Led i Land­skabet, eller fra dette selv kaster Blikket hen over det afvexlende og stemningsrige Billede, der fra Vinduerne udbreder sig for Beskueren. Samme Aar blev Konstneren udnævnt til corresponderende Medlem af Konstakademiet i Paris og rejste i December Maaned en Tour til Frankrig, maaske i den Anledning; men den 25. April 1763 var han atter i Kjøbenhavn efter knap fem Maane-ders Fraværelse.' I 1764 blev Fredensborg Slotshave omlagt efter Jardins Forslag, rimeligvis omtrent i den Skikkelse, hvori den endnu ses, i det mindste skyldes de store Alleer, der løbe fra Slottet

 

Konstnerens Decorationer i  Slotskirken   og Riddersalen paa Christiansborg. under Titel; „Plans, coupés et éleeationv t&c. par N. H. Jardin Cbpeuhigite 1765".

 

321

ned til Esrom Sø, dette nye Anlæg. Efter den Tid falder vistnok først Opførelsen af en Havesal med et Fuglehus til Grev Moltke i Haven ved dennes nye Palais paa Amalienborg Plads (»Christian VII's Palais«) Det blev opført »dans toute la simplicité antique*, som Hennings skriver, i Skikkelse af en rund, af ioniske Søjler baaren Hal, der dækkes af en Kuppel.1 Det var tillige et Forsøg paa at bruge den bornholmske Kalksten til Bygningsværker, et For­søg, som trods Haandværkernes Indsigelser lykkedes godt, thi den lille Bygning er nu over hundrede Aar gammel. Dog har det ikke fundet Efterligning i den senere Tid. Forandringen af Thotts Palais ud mod Kongens Nytorv er ogsaa af Jardin. Tillige til­lægger Weinwich ham det Palais i Amaliegade, »næst ved Kongens, hvor Prins Frederik Ferdinand nu bor (1811, »det gule Palais«)«-. Et Arbejde, der vistnok tilhører en tidligere Tid, er Gravkapellet ved Karise, som det i 1766 blev overdraget Harsdorff at fuldføre (e, d,), hvis det ellers er af N. H. Jardin. Da han ved den Tid ikke alene var i Kjøbenhavn endnu, men som det synes netop byg­gede for Grev Moltke, er det underligt, at han ikke fuldendte et saa lille Bygningsværk, og der kan være Grund til at tilskrive hans yngre Broder, der døde 1759, dette Arbejde. Blandt de Tegninger, Jardin ved sin Bortrejse afgav til Akademiet, var rigtignok »Et Begravelseskapel«, men, efter et Stik at dømme, synes det at have været et akademisk Project.

Efter at Jardin ved Udgangen af 1770 var afskediget som kgl. Bygmester og paa Christian VII's Forestilling havde faaet St. Michaelsordnen af den franske Konge, indrettede han sig paa at for­lade Danmark, saa snart Aarstiden tillod det, . I Akademiets Møde den 25. Marts 1771 udbad han sig, at han selv maatte forblive etaaende ved Akademiet som anden Professeur, og at det vilde vælge Harsdorff til hans Eftermand. I Maj afleverede han sine Teg­ninger og i Løbet af Somren rejste han hjem over Holsten, hvor han besøgte Grev Bernstorff paa Vejen. I Paris blev han ordentlig Medlem af Konstakademiet , kgl. Architekt og døde der 1799. (Weinw., S. 153—57. do. Lex. Sandv., S. 77. Adresseav. 1762, Nr.91; 1763, Nr. 38. Hennings, S. 67— 72. Akad. Thiele, Konet-akad., S. 99, 156—57 og. 159 — 62. Pontoppidan, Dske Atlas II, S. 193—96, 230 og 266. Jonge, Kbhv. Beskriv. , S. 510. Colliu, For Hist. og Stat. II, S. 276. Priv. Medd.)

 

1 Senere skal det have været brugt som Badstue (Sterm, Kbh.s Beakr-, S. 5H3).

 

322

Jebsen se Jepsen.

 

Jensen. Albert Christian Jensen, Søn af Kjøbmand S. A. Jensen i Frederikssund og født 1847, var Elev af N. S. Nebelong og besøgte Kunstakademiet fra Ootober 1864 til den 2. Juli 1870, da han fik Afgangsbevis som Arehitekt. Derefter vandt ban i 1874 den lille Guldmedaille for »Et Locale til et dramatisk Selskab« og i 1876 den store for »En Kuppelkirke som Sejrsmonument«. Han er for Tiden udenlands med Akademiets store Stipendium. (Akad. Udst. Cat.)

 

Jensen. Alfred Jensen, Søn af Murmester Jens Christian Jensen og Andrea Louise født Martens, er født i Raavad den 10. Juli 1840. Han er opdragen som Haandværker og har senere uddannet sig til Arehitekt under privat Vejledning. Efter et Par Udenlandsrejser (1873 og 1875) ægtede han 1876 Annette født Hastrup. Han har bl. a. bygget Martinslurken ved Vodrofsvej i forening med A. Johansen. (Konstn. egne Medd.)

 

Jensen. Carl Vilhem Marius Jensen, Søn af Krigs­assessor, Fuldmægtig i Krigsministeriet Niels Jensen og Florentine Jakobine født Norup, er født i Ringsted den 12. Juni 1819. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Maler, blev 1839 Elev af Modelskolen, og udstillede i Aarene 1839—42 et Par tegnede Portræter og nogle Landskabspartier, navnlig fra Gisselfeldt og fra Horsens. Et af disse »Gisselfeldt Hovedbygning (Kloster)«, blev 1840 kjøbt til den kgl. Malerisamling og er ophængt paa Fre­densborg. I 1842 opgav Jensen imidlertid ganske Konsten, blev Student 1844, deltog som Underlæge i den første slesvigske Krig i 1849, tog lægevidenskabelig Embedsexamen 1851, vandt 1852 Uni­versitetets Guldmedaille, blev 1853 Proseetor ved Chirurgisk Akademi og var i 1855—57 udenlands med Universitetets Rejsestipendium. Efter Hjemkomsten var han i kort Tid Underlæge i Marinen, indtil han i Foraaret 1858 ifølge Tilbud fra Grev Vedel-Vedelsborg blev Læge paa dennes Gods i Fyn med Bolig paa Liljedal. Samme Aar ægtede han Frederikke Christiane født Skeel. (Egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Jensen. Christian Albrecht Jensen, født den 26. Juni 1792 i Bredsted i Slesvig, kom i 1811 til Kjøbenhavn, for at nddanne sig ved Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i Juli 1814. Samtidig uddannede han sig, hos Lorentzen til Portrætmaler og vandt allerede ved sine i 1815 udstillede Portræter Opmærksomhed for det Talent, hvormed de var malede. Aaret efter

 

323

rejste han tilbage til sin Hjemstavn for at søge Fortjeneste som Portrætmaler og tjente saa meget, at han 3/4 Aar senere (1847) kunde rejse til Dresden for at uddanne sig videre. To Bestillinger af Prins Christian Frederik, paa Hertugen af Augustenborgs An­befaling, nemlig Copier efter den sixtinske Madonna og efter Tizians Venus, satte ham i Stand til at rejse til Italien; nogle hjemsendte Copier hjalp ham tillige til en kgl. Rejseunderstøttelse af 600 Rdl. r. S. engang for alle (1818). Efter et treaarigt Ophold i Italien, hvor han især sysselsatte sig med ret heldigt at copiere nogle af Rafaels berømteste Malerier, saa han sig, trods sin »Sparsommelighed og utrolige Flittighed«, som en Ven af ham fremhæver, nødt til at rejse hjem »mod Forsæt og Forventning«, fordi han ikke havde det Nødvendige til sit Livsophold i Italien. Han levede nu et Par Aar i Holsten og Slesvig, optaget af at male Portræter, og vendte i 1823 tilbage til Kjøbeuhayn, hvor han den 14. April blev agreeret af Akademiet. Paa Portræter af Gehejméconferensraad Malling og J. F. Clemens blev han derpaa optaget til akademisk Medlem den 16. Februar 1824.

Efter Lorentzens Død 1828 søgte Jensen om det ledige Pro­fessorat ved Modelskolen, men blev ikke valgt, og snart efter (1881—33) foretog han en ny Rejse til Udlandet, Tyskland og Italien. Efter Hjemkomsten blev han i April 1835 udnævnt til titulair Professor. I 1845 søgte han paany et Professorat ved Akademiet, men med ligesaa lidt Held. Derimod fik han Aaret efter fri Bolig paa Gharlottenborg. Jensen var ikke alene en Tid lang meget søgt som Portrætmaler, men han agtedes ogsaa som en fortrinlig Konstner i dette Fag. Ved Siden af den, ulighed,-.der ofte var i den techniske Behandling af Enkeltheder, ved Siden af den Svaghed, hvormed næsten alt andet end Høvedet  og undertiden Hænderne var udførte, udmærkede hans Portræter sig som oftest ved en Friskhed i Opfattelsen, en Dygtighed i at gribe Personlig­hedens Ejendommelighed og en Kjækhed i Fremstillingen, som gjorde et godt Indtryk. Dog blev i hans senere Aar denne Kjækhed til en Maner, der tilsidst næsten overskyggede de gode Egenskaber, han endnu bevarede. Jensen havde allerede i sine unge, Aar lært den Konst at rense og restaurere Kobberstik af Miniaturmaler V. A. Milller (1815) og fik derfor, efter Kobberstiksamlingens Ordning, Plads som Conservator ved denne. Fra 1857 holdt han op at ud­udstille, men forblev i sin Stilling ved Kobberstiksamlingen. til sin Død, den 13. Juli 1870. Han var gift med Cathrine født Lorenzen.

 

324

Den kgl. Malerisamling ejer to af hans Portræter og nogle Copier. (Akad. Udst. Gat. Skild. 1815, Sp. 443; 1818, Sp. 122, 441; 1819, Sp. 451. Dske Saml. 2. B. I, S. 328. Berl. Tid. 1870.)

 

Jensen. David Jensen, Søn af Skibsbygmester Bagge og Ellen Jensen Bagge, blev født i Kjøbenhavn den 19. November 1816. Han begyndte i 1832 at besøge Kunstakademiet i Kjøben­havn for at uddanne sig til Billedhugger, vandt i 1835 den lille og i 1837 den store Sølvmedaille for Modelering, concurrerede derpaa to Gange forgjæves til den lille Guldmedaille, som han endelig opnaaede den tredje Gang (1841) for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42). Samme Aar fulgte han et Tilbud om Virksomhed som Billedhugger i St. Petersborg og bar siden levet der. Efter i nogle Aar tillige at have været Lærer ved en der­værende Konstskole, fik han i 1846 det petersborgske Konstakade-mis Diplom som Konstner, blev 1857 Medlem af Akademiet og 1868 Professor ved det. Han har i disse Aar virket baade som Arehitekt og Billedhugger ved Udsmykningen af Palaier og af pri­vate Boliger, og har modtaget saavel Ordner som kostbare For­æringer til Bevis paa den Tilfredshed, hans Arbejder vakte. Til­lige har han oprettet en Terracottafabrik i St. Petersborg, hvorfra der er udgaaet en Række Arbejder, som der er trykket en russisk Fortegnelse over. Særlig Interesse for Danske har maaske et Sølv­fad, hvilket han efter de Danskes Ønske i St. Petersborg modelerede som Foræring til Prinsesse Dagmar ved hendes Formæling med Storfyrsten. Jensen blev i 1845 gift med en i St. Petersborg født Dame Anna Caroline født Steinberger, bar voxne Børn og lever og virker endnu som Konstner i St. Petersborg. I Kjøbenhavn har han, foruden sine Ungdomsarbejder, udstillet nogle faa fra St. Peters­borg hidsendte Værker, sidste Gang i 1866 en »Opstandelsens Engel«, bestemt til et Gravmæle. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Edvard Michael Jensen, født i Kjøbenhavn den 2. November 1822, er Søn af Skolebestyrer Jens Jensen og Louise Frederikke født Steenberg. Hans Forældre havde først bestemt ham for Lærerstanden, men da han havde Lyst til at blive Konst­ner, uddannede han sig til Landskabsmaler under Heinrich Buntzens Vejledning. I 1863—64 var han i England, hvor han saavel i London, i det samme Aar stiftede »Scandinavian gallery«, som i Mancbester og Dublin udstillede nogle af sine Arbejder. Efter 1864 bar han levet her i Kjøbenhavn og udstillet som Landskabsmaler. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

325

Jensen. Ferdinand Vilhelm Jensen, født den 27. Marts 1837 i Kjøbenhavn, er Søn af Victualiehandler Anders Jensen, og begyndte at gaa paa Konstakademiet i Januar 1854 for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1859 den lille, 1860 den store Sølvmedaille og concurrerede strås efter til den lille Guldmedaille, som han dog først opnaaede 1863 for Opgaven »Et Landslot«. Aaret efter byg­gede han Methodistern.es Kirke i Bigensgade (indviet 1866) samt flere større Privatgaarde. I Forening med Vilhelm Petersen har han i de senere Aar (1874—76) opført en Række store Bygninger ved det nye Torv foran Søerne, for det kjøbenhavnske Byggeselskab, og er i Slutningen af 1867 nyttet til Hamborg. Han blev i 1860 gift med Alvilda født Frobøse. (Konstn. egne Medd. Akad-Udst. Cat.)

 

Jensen. Hans Jensen, født 1804 og Plejesøn af Portræt-maler Christian August Lorentzen, blev opdragen hos denne i hans Bolig paa Charlottenborg og kom efter sin Confirmation i Murer­lære samt besøgte Konstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt i Aarene 1824—1825. Han var i nogle Aar Assistent ved Akademiets Bygningsskole, og vandt i 1829 den mindre Guldmedaille. Han coneurrerede derpaa i 1841 til den store Gruldmedaille og tog sig meget nær, at den ikke blev tilkjendt ham. Dog fandt man meget rosværdigt i hans Udkast. Disse Uheld røvede ham Lysten til at bruge sine Kræfter, uagtet han skal have været en duelig og talent­fuld Konstner. Imidlertid var han fra 1837 Informator ved Konst-akademiets Bygningsskole, men efter nogle Aars Forløb sløvedes hans Aandskræfter, saaledes at han fik sin Afsked paa Grund af Svagelighed. Jensen var gift med en Datter af Justitssecretair Saxild i Trondhjem, Hansine født Saxild, men efter faa Aars Ægte­skab bragte hans Sygdom ham ud af Virksomhed, og Familien havde en mørk Tid, indtil Døden bortkaldte ham den 24. April 1849 i et pludseligt Krampetilfælde kun 45 Aar gammel. Sin Plejefader, Lorentzen, satte han i 1829 et af ham selv tegnet Min­desmærke. Hans eneste Søn røbede ogsaa i sin Opvæxt Talent for Bygningskonsten, kom efter sin Confirmation i Lære hos Tømrer­mester Blom og tegnede hos N. S. Nebelong, men 19 Aar gammel døde han pludselig. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat. Statskal. Sel-mers nekr. Saml., Register.)

 

Jensen. Hans Christian Jensen., Søn af Høker Jensen i. Kjøbenhavn, er født den 1. Februar 1836, kom efter sin Confir­mation til at gaa paa Akademiet, hvor han 1856 vandt den lille

 

326

Sølvmedaille og to Aar efter den store. Samtidig malede han hos Marstrand og uddannede sig til Portrætmaler. Som saadan har han udstillet siden 1863, hl. a. Kammerraad Truelsens Portræt for Udstillingscomiteen (1875). I 1866 havde han en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Harald Christian Jensen, født den 5. August 1834 i Kjøbenhavn, er Søn af Snedker Lars Jensen og Amalie født Jappe,og besøgte efter begge sineForældresDødVajsenhusetsSkole ind­til sin Confirmation. I Maj 1851 blev han Lærling i Em. Bærentzen & Co's lithografiske Institut, begyndte samme Aar at besøge Konstakademiets Skoler og blev i 1857 Elev af Modelskolen. 11858—59 arbejdede han som Lithograf i Wien og München og i 1862 et halvt Aar i Paris, for saaledes at uddanne sig videre i sit Fag. Han ar­bejder endnu for det samme Institut, hvori han er oplært (nuvær. Firma Hoffensberg, Jespersen og Fr. Trap) og har foruden en Del Blade til »Danske Mindesmærker« og nogle Bøger, udført dels uogle Portræter i Crayon Maner, dels flere store Farvelithografier (Olietryk), saaledes Christian IX's Portræt efter Olrik, Frederiksborg Slot efter Købke, »De to Munke« og »Kortspillerne« efter C. Bloeh, m. fl. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Harald Vilhelm Jensen, Søn af Particulier Chri­stoffer Jensen og Ane Christine født Olsen, er født i Kjøbenhavn den 24. December 1837. Han kom i Malerlære i Kjøbenhavn 1852, blev Malersvend 1856, besøgte (1854—60) Konstakademiet, hvor han i 1859 vandt den lille Sølvmedaille i Modelskolen. I 1861 concurrerede han med »Scene Ira Klampenborg* .til den Neuhausenske Præmie, uden at opnaa den og har siden ikke udstillet, da han efter sin Faders Ønske maatte opgive Konsten. Han er nu Spritfabrikant i Aalborg og blev i 1868 gift med Emilie født Han­sen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Johan Laurents Jensen var Søn af Skolelærer Frederik Jensen i Gjentofte og Ane Margrethe født Timm, og blev født i Gjentofte den 8. Marts 1800. Da han tidlig ytrede afgjort Lyst til Konsten, blev han efter sin Confirmation (1814) sendt til Kjøbenhavn, for at uddanne sig ved Konstakademiet. Allerede i sit 17. Aar var han Elev af Modelskolen, vandt i December samme Aar (1817) den lille Sølvmedaille og i det følgende Kvartal deu store Sølvmedaille. Den Lethed og Hurtighed, hvormed han havde vundet Sølvmedaillerne, bragte ham i Tvivl, om han skulde vælge Portrætmaleriet eller Blomstermaleriet til sit egentlige Fag, og han

 

327

malede i nogen Tid baade som Figurmaler under Eckersbergs Vej­ledning og som Blomstermaler under C. D. Fritzsche. I 1819 ud­stillede han Arbejder i begge Retninger, hvori ogsaa begge hans Læreres Undervisning viste sig, som det synes, endnu paa en temmelig uselvstændig Maade. Imidlertid bestemte han sig ganske for Blom­stermaleriet og udstillede i 1821 et Blomsterstykke, »der vækker højst fordelagtige Forventninger«. Samme Aar søgte han Rejse­understøttelse af Fonden ad iisus publicos med en varm Anbefaling fra Akademiet, og i Maj 1822 opnaaede han en Understøttelse af 300 Species (1200 Kroner) til en Rejse til Paris. Efter Præses, Prins Christian Frederiks Raad vilde han med det Samme, ved et Ophold af omtremt fire Maaneder i Sevres, lægge sig efter Porcelainsmaleriet. Tillige copierede han, for at øve sig, et stort Maleri af van Spaendonck.

Om Efteraaret 1823 var han atter i Kjøbenhavu, men. først den 7. Ootober 1824 indgav han sin Begjæring om at blive agreeret og fik til Opgave for Reception, at male »En Blomsterguirlande og nogle Frugter«; paa dette Billede blev han enstemmig valgt til Medlem den 7. November 1825. Tidligere paa Aaret, den 3. Maj, var han bleven udnævnt til Overmaler ved den kgl. Porcelainsfabrik i JKjøben-havn, i hvilken Stilling han. virkede meget til Uddannelsen af yngre Konstnere, navnlig i Blomstermaleri paa Porcelain, og snart efter, den 27. Maj, havde han ægtet Signe Marie Vilhelmine, født Visby, der endnu overlever ham som Enke. I 1833—35 foretog han en Rejse til Sydfrankrig og Italien, væsentlig fremkaldt af Hensyn til sin Kones Helbred, i 1835 blev han titulair Professor, i 1843 Rid­der af Dannebrog, i 1844 fik han fri Bolig paa Charlottenborg, i 1845 foretog han en Rejse til Paris og Holland. Det er de faa udvortes Hovedtræk i et Konstnerliv, hvis vigtigste Begivenheder var hans Pensels Gjerninger. Af hans Arbejder, der ere spredte paa mange Hænder, ejer den kgl. Malerisamling sex Billeder, hvoraf tre ere fremhængte.

Jensen arbejdede med en ganske ualmindelig Lethed, og han forbandt med Sans for en rig og smagfuld Anordning en kraftig Farve og. naar han vilde, en sikker og dygtig Tegning. Men hans store Penselfærdighed fristede ham ikke sjælden til at udføre Bille­der, der ikke var hans Talent fuldkomment værdige, og blandt de flere tusinde Arbejder, der fremvoxede under hans utrættede Haands Virksomhed, er det kun en mindre Del, han selv endog vilde have været den første til at stemple som sit Talents sande, fuldbaarne

 

328

Børn. Men blandt dem var der ogsaa Arbejder, hvori hans Sjæls  hele Friskhed, hans usminkede Kjærlighed til Naturen og hans Haands hele Lethed med udelt Kraft have præget sig. Allerede snart efter sin Bosættelse i Kjøbenhavn fik han sig et lille Land­sted i sit Barndomshjem Gjentofte, med sin Malerstue øverst i et Slags Taarn. »Her levede han, paa en Maade hævet over Jorden . . ., og herfra lod han Blomster og Frugter regne ned.« I 1855 følte han nogen Svækkelse i sine Øjne; ikke desto mindre paatog han sig Udførelsen af en Række store Blomsterguirlander til den første Etages Logerække i det nu nedrevne Kgl. Theater, uagtet dette Arbejde skulde udføres i utrolig kort Tid, og ved anstrængende Flid lykkedes det ham ogsaa at tilendebringe et Værk, hvori hver­ken Anstrængelsen eller nogen Svækkelse i hans Øje var til at spore. Men dette Arbejde havde dog været over den aldrende Mands Kræfter, ved Nytaarstid begyndte han at sygne, uden dog at blive egentlig syg, og den 26. Marts 1856 gik han bort ved en pludselig Død. Hans Støv kom til at hvile i hans kjære Gjentofte. Hans Portræt er malet af den nedennævnte Johannes Jensen. (Mindeblade om J. L. Jensen. Kbhvn. 1856. Skild. 1819, Sp. 481. 1821, Sp. 501. Akad. Udst. Cat.)

 

Jensen. Johannes Jensen, født 1818 i Kjøbenhavn, var Søn af Skibsfører Johannes Jensen og Sofie Emilie født Poulsen, kom efter sin Confinnation i Malerlære og begyndte samtidig (1832) at besøge Konstakademiet. Efter at have uddannet sig til Portræt-maler, begyndte han at udstille 1843, og udstillede siden jævnt, om end ikke meget, indtil 1869. Af hans Portræter navngives bl. A. Etatsraad Hvidt, A. S. Ørsted, Blomstermaler J. L. Jensen, F. C. Sibbern o. n. Foruden Portræter udstillede han ogsaa nogle Genre­billeder. Efter de faa Portræter at dømme, som Forfatteren har haft Lejlighed til at se, har han haft et kraftigt Talent, som maaske kun har savnet den fornødne Pleje for at have frembragt noget dygtigt. Efter Sigende skal han have været nogle Aar i Amerika, sandsynligvis mellem 1869—72. Han døde i Kjøbenhavn den 23. Maj 1873 og faa Aar efter døde ogsaa hans efterladte Enke Emilie Hansine født Hofgaard. (Akad. Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Jensen. Thomas Martin Jensen, Søn af Possemeiitmager Martin Jensen og Marie Helene født Nielsen, er født i Aabenraa i Sønderjylland den 20. Maj 1831. Da han tidlig ytrede Lyst til at tegne og male, blev han i 1847 sat i Malerlære i Haderslev, og efter at han var bleven Svend (1851), kom han til Kjøbenhavn og

 

329

fik Arbejde ved den Industriudstillingsbygning, som dengang blev opført. Om Efteraaret s. A. rejste han imidlertid til Aarhus og derfra til Frijsenborg, hvor han ved Restauration af et Epitaf vakte Grevinde Frijs' Opmærksomhed, saaledes at han derved fik Midler til atter at komme til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner ved Akademiet. Efter at han i Efteraaret 1852 var begyndt. i Ornamentskolen, rykkede han hurtig op til Modelskolen, saa at han allerede 1854 kunde vinde den lille, og 1855 den store Sølv-medaille. Fra 1858—1865 har han dernæst udstillet i Kjøbenhavn, dels Billeder af Folkelivet, som »En kurhessisk Pige i Jyllands (hans første Billede, 1858), »Scene af Livet paaFanø» (1862), »En Jæger paa Anstand« (1865), dels Portræter, og i 1863 fik han Akademiets Understøttelse til en Rejse i ludlandet. Han foretrak at gjøre en Studierejse over Düsseldorf til Paris, Holland og Belgien. I 1865 rejste han til Miinchen, hvor han studerede et Aarstid under Pilotys Vejledning, levede derpaa nogle Aar i sin Hjemstavn, Sles­vig, som Portrætmaler og rejste endelig i Foraaret 1869 til New-York. Der vandt han snart Navn som Portræt- og Genremaler, og der er han endnu bosat. I 1866 ægtede han Louise Therese født Seehusen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Valdemar Edvard Odin Jensen, Søn af Skræ-dermester Edvard Jensen og født 1853 i Slesvig, har besøgt Konstakademiet i Kjøbenharn fra Januar 1871 til den 30. Juni 1877, da han bestod Afgangsprøve som Maler. Han udstillede første Gang 1876 »Et Portræt«. (Akad. Udst. Gat. Fdl. 1877 Nr. 148.)

 

Jepsen. Hans eller Johan Jepsen eller Jebsen var Contrafejer under Christian V og fik i Aarene 1687—97 Betaling for adskillige Arbejder, hvoriblandt nævnes af Figurbilleder «de norske Drenge, Mohrer og Dværge, han skildrede i Dronningens Have* og »Et Alterstykke«. Af hans Portræter kjendes Christen Skeel, stukket af Pietér van Gunst, Frederik Brandt, Præst i Nykjøbing 1683, stukket af Hubert Schaten, og Ole Borch, stukket af Samme. (Weinw. S. 92. Sandv. S. 77, Strunk. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Jepsen. Morten Jepsen, Søn af Skolelærer Jepsen og født 1826 ved Frederikshavn, kom i 1846 til Kjøbenhavn for at uddan­nes til Maler ved Konstakademiet, og begyndte i 1869 at udstille som Architekturmaler. I 1873 fik han en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet og han har fra 1874 til 1876 opholdt sig dels i Italien, dels den længste Tid i Paris, hvorfra han flere Gange har hjemsendt Billeder. (Akad. Udst, Cat.)

 

330

Jerichau. Harald Adolf Nikolaj Jerichau, Søn af den nedennævnte Jens Adolf Jeriehau og Elisabeth Jerichau-Baumann, er født i Kjøbenhavn den 17. August 1852. 11868 besøgte han Konstakademiets Perspectivklasse, men han har for øvrigt uddannet sig til Landskabsmaler, dels under Moderens Vejledning, dels i Udlandet, hvorhen han rejste som meget ung. Efter nogle Aars Ophold i Italien var han. i de senere Aar bosat i Constantinopel og blev 1875 gift med et Søskendebarn paa Moderens Side, Marie født Kutzner; men hans Kones Død Aaret efter og Krigsforholdene i Tyrkiet have i Aar bragt ham paa Rejse igjen, og han opholder sig for Tiden atter i Rom. I Kjøbenhavn har han siden 1873 ud­stillet dels italienske, dels græske og lilleasiatiske Landskabspartier. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jerichau. Jens Adolf Jerichau, født den 17. April 1816 i Assens, er Søn af Snedker, senere Kjøbmaud Carl Christian Jeri­chau og Karen født Birch; han mistede tidlig sin Fader, og Mode­ren, der sad alene tilbage i smaa Kaar med en stor Børneflok, kunde ikke gjøre meget for Børnenes 'Opdragelse. Efter sin Confirmation blev Jerichau sat i Malerlære i Odense, knyttet til Læreren ved en sædvanlig Contract paa fem Aar. Da et jævnaldrende Bysbarn fra Assens, Dankvart^Dreyer (s. d.), allerede 1831 kom til Kjøbenhavn, holdt Jerichau det ikke længere ud i Odense, men forstod at slippe til Hovedstaden, hvor det fremfor alt gjaldt ham om ved Akademiet at kappes med Dreyer. Paa samme Dag, den 22. Marts 1832 rykkede de op fra den første til den anden Frihaandstegneskole; men da Aaret efter den 21. Marts 1833 Dreyer allerede fra Gibsskolen traadte ind i Modelskolen, maatte Jerichau nøjes med at rykke op i Gibsskolen; dog var han allerede i det følgende Kvartal ved sin Kammerats Side i Modelskolen, og nu tog Jerichau inden. Aarets Udgang den lille Sølvmedaille, et helt Aar før sin Medbejler, og Aaret efter den store Sølvmedaille (Dcbr. 1834) samtidig med at Dreyer fik den lille Sølvmedaille, medens denne først fik den store Sølvmedaille i 1837. Jerichau var dengang paa Malerskolen, og da der om Somren 1835 skulde concurreres om Pengepræmie for en malet Modelfigur, som Eleverne selv skulde stille, valgtes Jerichaus Stilling som den bedste, til at Concurrenterne skulde male efter den, men selve Pengepræmien tilfaldt Dreyer. Saaledes kappedes de tvende Ynglinger med vexlende Held om Konstens første Lavrbær, uden at denne Strid gjorde Skaar i deres Venskab fra Barndomsaarene.

 

331

Nu indtraadte en Forandring i Jerichaus Stilling som Konstner, hvorved denne halv barnagtige Ærgjerrighed fik et andet og alvor­ligere Maal. I Juli 1835 meldte han sig for at deltage som Maler i Concoursen for den lille Guldmedaille; men da ikke engang hans Skitse blev antagen, tabte han næsten Modet og mistvivlede om sit Kald; disse mørke Tanker vakte imidlertid hans Opmærk­somhed for en anden Gren af Konsten, Billedhnggerkonsten; trods sine trykkende Kaar øvede han sig i Stilhed paa at modelere og greb snart med sin urolige Aands stærke Attraa efter vanskelige Opgaver. I Februar 1836 fik han Akademiets Tilladelse til at modelere efter Kristusfiguren af Michel Angelo, hvoraf der stod en Afstøbning i Thorvaldsens Værksted paa Akademiet, og samme Sommer concurrerede han om Pengepræmien som Billedhugger, dog uden at opnaa den. I Marts 1837 foreviste han Akademiet sin første originale Billedstøtte, en Balder, som samme Aar blev ud­stillet, og udbad sig en Anbefaling, for at kunne faa Rejseunder­støttelse. Præses fraraadede ham at rejse og gav ham Midler til at faa Balder støbt. Han blev ogsaa foreløbig hjemme og nxeldte sig s. A. til Coneoursen for den lille Guldmedaille; først blev hans Skitse ikke antagen, men han fik dog Lov at concurrere. Ved Bedøm­melsen fandt man imidlertid, at han i Udførelsen var afveget fra Skitsen »til det værre«, hvorfor Medaillen ikke blev tilkjendt ham. Opgaven var »David og Saul«.

Dette Uheld forstærkede kun hans Lyst til at komme bort. Da Fregatten Rota i Foraaret 1838 afsejlede til Italien for at hente Thorvaldsen hjem, fik han ved Prins Christian Tilladelse til at følge med Skibet tilLivorno; men han fik ingen Rejseunderstøttelse. En ældre Dame, der selv var Malerinde, Frøken Caspara Preetzmann, kom ham imidlertid til Hjælp. Hun overlod den unge lovende Konstner sine egne, langsomt sammensparede Rejsepenge, og den lille Sum hjalp ham over den første Tid i Rom1. Thorvaldsens venlige Modtagelse gjorde ham godt, men hans Vejledning kom han ikke til at nyde, thi Thorvaldsen rejste til Danmark med det Skib, der havde bragt Jerichau til Italien. Han arbejdede vel i dennes Værksteder, men modtog han Vejledning af nogen, har det snarest været af den bajerske Billedhugger J. M. Wagner, en Ven og sam­tidig af Thorvaldsen. En Ansøgning til Akademiet om Anbefaling

 

1 Senere da Jerichau havde bedre Kaad, betalte han atter Konstnerindens, Rejse til Rom (1856—57) og gjengjældte saaledes den Tjeneste, hun havde vist ham i hans Ungdom.

 

332

til Rejseunderstøttelse (1839), ledsaget af tvende modelerede Arbej­der »En staaende Jæger« og »En Satyr, som kryster Druer«, be­svarede Akademiet med, at det ikke kunde anbefale ham, da Billed-huggerkonsten var et Fag, hvori Stipendiet kunde vindes ved Guld-medailleme; men Aaret efter fandt Akademiet dog »saa meget rosværdigt« i nogle Compositioner af Konstneren, at det anbefalede ham til Fonden ad usus publicos. Da en vis Del af denne Fond samme Aar gik over i Akademiets egne Hænder, rescriberede Kon­gen, at Jerichaus Ansøgning skulde »tages i Betragtning«. Som Følge heraf bevilgede Akademiet ham 300 Rdl. (600 Kroner), hvor­ved det «i Særdeleshed har taget Hensyn til hans mislige Omstæn­digheder i Rom, og det ønsker med bemeldte Understøttelse at give ham Lejlighed til at vende tilbage til det forladte akademiske Cursus, hvor han ved sit erkjendte Talent bør gjennem Guldmedaillerne stræbe efter at naa det akademiske Rejsestipendium som Billedhug­ger. Hans senere Ansøgninger om Rejse understøttelse blev ikke bevilgede.

Jerichau følte sig ikke oplagt til at træde ind i Skolen paany, og trods al Modgang med Sygdom, Fattigdom og Mistillid til egne Kræfter begyndte dog Konstnerens Dag at grye. Af hans hjem­sendte Tegninger blev Frisen »Alexanders Bryllup med Roxane« bestilt til Dronningens Kabinet paa Christiansborg, en Del af den blev udstillet allerede 1843 i Kjøbenhavn, hele Frisen 1845 i Rom, og den vakte Opmærksomhed for den unge Konstner og indbragte ham nogle Bestillinger. Ligesom Holbech, maaske ægget af dennes Dristighed, indsendte han ogsaa, uden at være Medlem, i 1845 An­søgning om det ved Christensens Død ledige Professorat i Billed-huggerkonsten ved Akademiet i Kjøbenhavn. Den havde ogsaa samme Skjæbne som Holbechs, at Klive »henlagt«.

Imidlertid havde Jerichau endnu samme Aar fuldendt en Gruppe i over naturlig Størrelse, «Hercules og Hebe», der vakte megen Opmærksomhed ved den overordentlige Dygtighed i Modeleringen, som navnlig var fremtrædende i Hercules' Figur. Efter at dette Værks Ry fra Udlandet, især fra Tyskland, langsomt havde for­plantet sig til Danmark, blev det bestilt i Marmor af Christian VIII og staar nu paa Christiansborg Slot i Kjøbenhavn. Da Gruppen i 1847 udstilledes i Kjøbenhavn, tilkjendtes Jerichau Udstillings-medaillen for dette Værk, den eneste Gang den er tilkjendt en Bil­ledhugger.

Jerichau havde fra sin tidlige Ungdom med Forkjærlighed stu-

 

333

deret Dyreverdnen, og det eneste Billede, han har udstillet som Maler, er »En Hund, Studie af Naturen« (1835). I Rom gjorde han jævnlig Studier efter Dyr og hjemsendte flere Gange Dyrefigurer, en Hund i Bronce (udst. 1844), en Hund i Terracotta (udst. 1846), en Ged i Bronce (udst. 1849) m. fl. Da mau havde iudvendt mod «Hercules og Hebe», at den væsentlig var et Studium efter Anti-ken, modelerede Konstneren i det følgende Aar (1846) en Billed­støtte umiddelbart efter Naturen, hvortil han tillige knyttede Er­indringer fra sineI'flittige Studier af Dyr. Det var »Pantherjægeren«, en nøgen Mand, som har ranet en Pantherunge og nu med opløftet Spyd værger sig mod Dyremoderens rasende Angreb. Der kan gjøres grundet Indvending mod Compositionen i dette Værk. Det uafgjørende i det valgte rædselsfulde Øjeblik, som her er slaaet fast, gjør et pinligt Indtryk og tyder ben paa, at Konstnerens Værk mere er ordnet forsætligt for Virkningens Skyld end er Beaandelsens Frugt. Men fra alle Sider fremhævedes med Rette den mesterlige Udførelse. Danske Læsere vilde ikke kunne faa nogen fyldigere Forklaring af dette betydningsfulde »Værk end den, Høyen giver deraf i sin Skildring af Udstillingen i London (1851, Høyens Skr. III S. 332—334). ' Han fremhæver, hvor ypperligt Dyrene, navnlig Pantherungen, ere karakteriserede, hvilket alvorligt Studium af Naturen der gaar gjennem hele Jægerens Skikkelse, hvilken Sandhed der er i hvert enkelt Lem og den Bevægelse, det gjør. Pantherjægeren blev strax bestilt af Fyrst Galotzin i St. Petersborg, Høyen saa den første Gang i London, og i Kjøbenhavn blev den først udstillet 1852 i en Gibsafstøbning.

Midt under disse store og i Konstnerens Liv indgribende Vær­kers Udførelse havde hans Skjæbne ogsaa forandret sig i en anden Henseende; han havde i 1845 gjort Bekjendtskab med den neden­for nævnte Malerinde, Elisabeth Baumann, som den 19. Februar 1846 rar hans Brud. Da han samme Sommer med sin unge Kone besøgte Danmark og indsendte en Tegning til Akademiet for at agreeres, havde dette ikke noget at indvende imod at modtage en saa agtet Konstner i sin Midte og gav ham Gruppen. »Adam og Eva* til Opgave for Medlemsstykket. Han blev imidlertid saa kort Tid i Kjøbenhavn, at han ikke som Akademiets Statuter for­drede, kunde fuldføre det her paa Stedet; men Aaret efter blev det undtagelsesvis tilladt ham at udføre det i Kom, hvor tvende danske Konstnere, Majrstrand og Ernst Meyer, skulde føre Tilsyn dermed som Commissairer. I 1849 var den legemsstore Gruppe »Adam og

 

334

Eva efter Syndefaldet« færdigt fra Konstnerens Haand og hjemsendt, saaledes at han den 25. Juni 1849 enstemmig kunde optages til Medlem; kort før var han selv kommet til Danmark og den 26. November s. A. blev han valgt til Professor ved Modelskolen, hvor en Plads var bleven ledig ved Rørbyes Død.

Siden den Tid har han boet og virket i Danmark, selv om han enkelte Aar har opholdt sig i Udlandet, navnlig i Italien. Under den første slesvigske Krig udførte han i Concurrence med Bissen en Skitse til Sejersmindet i Fredericia, nemlig »Den nordiske Krigs­gud Thor kampfærdig til Forsvar« ledsaget af en Tegning til et Relief paa Fodstykket forestillende: »Danske Landsoldater storme frem mod en fjendtlig Skanse«. Begges Skitser var udstillede i 1850, men Bissens »Den danske Landsoldat« blev foretrukken. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes en »Penelope« først til en tysk Dr. Abendroth, senere til Grev Moltke til Bregentved i Forening med en »Flora«. Endvidere »Dødene og Opstandelsens Engle«, »En sovende Høstpige« og »En Slavinde i Lænker«. Af Buster, som han forholdavis sjælden har udført, blev Tscherninge Buste ud­ført i Marmor til Frederik VII, men den var først færdig 1864 efter Kongens Død; desuden har Konstneren udstillet Buster af-Conferens-raad Chr. J. Thomsen og Grev Moltke-Hvitféldt:- blandt hans mo­numentale Værker maa nævnes »Christus paa Korset«, den store Malmstøtte-af »David« foran Frue Kirke, ligeoverfor Bissens »Moses«, og den nylig opstillede Billedstøtte af »Hans Christian Ørsted« med tre legemsstore Kvindeskikkelser, »Nornerne« paa Fodstykket, lige­ledes i Malm. (Konstn. egne Medd. 111. Tid. 1868 Nr. 450—51, ved F. Bøgh, H. C. Andersens Saml. Skr. XVIII, S. 122—23. Akad. Udst. Cat. Høyens Skr. L c.)

 

Jerichau-Baumann. Elisabeth Marie Anna Baumann er Datter af en Kortfabrikant Philip Adolf Baumann, der boede i Warschau, hvor han havde et Eneretspatent paa Kortfabrikationen; han var fra Prenzlau i preussisk Pommern, og Moderen, Johanne født Reyer, var fra Dauzig; paa et Landsted tæt udenfor Warschau ved "Weichselfloden blev hun født den 27. November 1819. Efter at hun var opvoxet dels i Hjemmet, dels hos en Tante i Datizig, førsøgte hun først i Berlin, og da hun her ingen Opmuntring fandt, senere i Düsseldorf, at uddanne sig til Malerinde. Under Vejledning af Directeuren Sehadow og Professor Sohn lykkedes det hende omsider at vinde Opmærksomhed for nogle Fremstillinger af. det polske Folkeliv. Ene rejste hun derpaa til Rom (1845), hvor hun

 

335

ved sit livlige, aandfulde Væsen vandt den danske Billedhugger Jerichaus Kjærlighed og efter faa Maaneders Bekjendtskab var de forlovede og Aaret efter gifte. Fra nu af kaldte hun sig Fru Elisa­beth Jerichau-Baumann.

I 1846 og 1847 besøgte hun med sin Mand Kjøbenhavn, men først fra 1849, da Jerichau blev Medlem og Professor ved Akade­miet, bosatte hun sig med ham i Danmark og begyndte at vinde Navn som dansk Konstnerinde, og den 21. Juni 1861 blev hun Med­lem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. Dog har hun i de senere Aar levet meget i Udlandet, ligesom hun ogsaa for det meste har solgt sine større Arbejder til Udlandet, Fru Jerichau begyndte at udstille i Kjøbenhavn 1849 og har siden den Tid hørt til de flittigste Udstillere i den danske Konstnerkreds. Hendes første Arbejder her i Landet var mest Portræter. Allerede i 1851 ud­stillede hun »Danmark« en kvindelig Figur i Knæstykke, som ud­mærkede sig ved større Fasthed og Renhed i Tegningen og en sandere Farve end hendes tidligere her udstillede Billeder. Disse Fortrin i Forening med det heldige Valg af den unge Kvinde, som herigjennem blev gjort til en Type for den fædrelandske Natur, lod dette Billede 'gjøre megen Lykke hos det store Publicum. Aaret efter viste hun i »Bønderbørn paa Marken legende med Faar« et, navnlig fra Coloritens Side, levende og tiltalende Billede af dansk Natur, der vandt hende mange Venner i Danmark. Af hendes senere Arbejder i dansk Retning kan fremhæves »H. C. Andersen læsende for et sygt Barn« (1865) og »En saaret dansk Kriger« (1868), som blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Desuden har hun udstillet ikke faa Emner af det polske, italienske og i den senere Tid det orientalske Liv. -Blandt hendes talrige Portræter synes især G-jengivelsen af mindre, blomstrende Børns friske Naturlighed at lykkes hende. For Tiden er hun atter i Hjemmet. (111. Tid. 1868 Nr. 452—53, ved L. Bøgh efter hendes egne Meddelelser, som senere ere udgivne under Titel »Ungdomserindringer«. Kbhvn. 1874. Priv. Medd. Udst. Cat.)

 

Jerndorff. August Andreas Jerndorff, er født den 25. Januar 1846 i Oldenborg i Hertugdømmet Oldenborg, hvor hans Fader, den nedennævnte J. U. Jerndorff dengang var bosat. Nogle Aar efter dennes Død (1847) flyttede Moderen til Kjøbenhavn; Jern­dorff besøgte det v. Westenske Institut, kom efter sin Confirmation to Aar i Malerlære hos Malermester Lübscitz, forlod derefter Haandværket og begyndte at tegne i det techniske.Institut for at uddanne

 

336

sig til Konstner. Samtidig tegnede han med Chr. Hetsch og be­gyndte i October 1863 at besøge Konstakademiet, hvor han den 29. December 1868 fik Afgangsbevis som Maler. Under hans Stu­dietid havde Professor Høyen taget sig varmt af ham, og paa bans Anbefaling fik han Adgang til at male under P. C. Skovgaards Vejledning. I 1866 udstillede han første Gang «En Landsbygade i Åagerup ved Roskildes, i 1869 vandt han den Neuhausenske Præmie for et Portræt af Pastor L. Schmidt, dengang ved Holmens Kirke, i 1871 den lille Guldmedaille for en Carton forestillende «Den barmhjærtige Samaritan”; derimod lykkedes det Kam ikke at opnaa den store Guldmedaille. Til Udstillingscommiteen har han malet Portræter af Marstrand og Herholdt. I 1875 fik han Akade­miets Rej sestipendium paa 1600 Kroner, ægtede samme Aar Betty Marie født Mathison-Hansen, og opholder sig endnu paa sin Udenlandsrejse i Italien, efter at Stipendiet var bleven givet ham paany i 1876. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jerndorff. Just Ulrik Jerndorff, Søn af Klokker Peter Jerndorff ved Holmens Kirke og Cathrine Cecilie født Holm, blev født i Kjøhenhavn den 30. December 1806. Da han viste Lyst til Tegning, kom han efter sin Confirmation i Malerlære hos Baruel (1821), blev Svend og maatte i nogen Tid søge sit Livsophold som saadan. Imid­lertid vedblev han at besøge Konstakademiet, blev 1830 Elev af Model­skolen og lagde sig baade efter Portræt- og Landskabsmaleri. Tillige fik han Plads som Lærling hos J. P. Møller, der var Conservator ved den kgl. Malerisamling, for at uddannes til Maleri­restaurator. I 1832 vandt han en Pengepræmie ved Akademiet for »En Gruppe Almetræer mellem Ladegaardsaaen og Falkoner­alleen«, og Aaret efter begyndte han at udstille. I Kjøbenhavn udstillede han kun fra 1833—37 nogle Landskaber og Prospecter fra Jylland, samt to Portræter, hvoraf det ene var hans eget; i 1840 endelig fire hjemsendte Landskaber fra Svejts og Norditalien. Han fik nemlig i 1837 Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus publicos for at uddanne sig videre som Restaurator, fornemmelig hos Metzger i Florens, til hvem H. E. Freund anbefalede ham. I Ud­landet og navnlig i Italien tilbragte han lykkelige Aar; ban iflvde en kjær Pige i Hjemmet, til hvem han skrev friske, livsglade Breve, han fulgtes med Venner, der havde delt de onde Dage med ham, som Hilker og Købke, han havde kundskabsrige Venner ogsaa blandt Tyskerne, saaledes Dr. Gaye fra Holsten, og han nød i fuldt

 

337

Jlaal den Belæring for Øje og Sind, som Italien byder en opvakt Konstner.

Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet aflagde han en Prøve paa, hvor godt han havde uddannet sig til Restaurator, men inden han endnu var traadt i hindende Virksomhed i Kjøbenhavn, blev han anbefalet til Storhertugen af Oldenborg, der søgte en Kestaurator, og modtog Tilbudet. I September 1840 rejste han til Olden­borg og forblev der de faa Aar, det endnu var forundt ham at leve. Ved Nytaar 1841 hentede han sin Brud, Nancy Caroline Jones. I 1844 blev han tillige oldenborgsk Hofmaler og vandt almindelig Yndest i sit nye Fødeland baade som Konstner og ved sin elskværdige, uegennyttige Personlighed. I Begyndelsen af 1847 blev den kraftige, sunde Mand angreben af en tærende Sygdom, som hurtig udviklede sig; en Rejse til Badet Ems gavnede ham intet,  og den 27. October 1847 døde han. Hans Enke vendte tilbage til Kjøbenhavn, og saaledes blev hans ovennævnte Søn ikke tysk, men dansk Konstner. (Starkloff: »J. U. Jerndorff«, oversat i Selmers nekrolog. Saml. II S. l—23, der giver et læseværdigt Billede, især af Konstnerens Ungdomstid. Lengnick. Akad. Udst. Gat.)

 

Jessen. Carl Ludvig Jessen, Søn af Snedkermester Jessen, og født 1833 i Deetzbøl i Tønder Amt, kom i 1856 til Kjøben­havn for at uddanne sig ved Konstakademiet. Efter at han i 1857 og 1859 havde vundet Sølvmedaillerne, vandt han i 1863 den mindre Gruldmedaille for Opgaven »Den barmhjærtige Samaritan«. Han har i Aarene 1860—65 udstillet nogle Billeder af dansk Folkeliv og Historie, samt et Par Portræter. Senere er han vendt tilbage til sin Fødeby og har ikke udstillet mere i Kjøbenhavn. (Akad. Udst. Gat.)

 

Jessen. Peter Krogh Bonsach Jessen, født 1780, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, vandt 1806 den lille, 1808 den store Sølvmedaille og 1813 den lille Guldmedaille for Opgaven »En Cancellibygning«. Efter at han i nogle Aar (1817—20?) havde været constcitueret Hofbygmester, blev han Bygningsinspecteur for de kgl. Godser, men døde allerede den 2. December 1828, efter­ladende sig Magdalene Dorothea født Wollérup som Enke med tre smaa Børn. (Akad. Udst. Gat. StatskaL 1828. Skifteretten.)

 

Jochum. Jochum Contrafejer nævnes, i St. Hans Kirkebog i Odense, i Aarene 1662 til 1678; da han den 11. Januar blev jordet, og maa altsaa have været en Portrætmaler, der levede og

 

338

virkede i denne By. (St. Hans Kirkebog Odense. Medd. i Ge-hejmearch.)

 

Jochumsen Peter Jochumsen »var Portrætmaler i Kjøbenhavn og Ismael Mengs' første Lærer«. Saaledes skriver Spengler. Der kan tilføjes, at han var født omtrent 1661 og døde 1711.) (Spengl. Art. Eft. Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi.)

 

Johan af Antwerpen. Johan af Antwerpen kaldes af Tyge Brahe, i hans Skrift: Astronomiæ instauratæ mechanica Folio B. for pictor regius coronæburgensis, og deraf har man sluttet, at han var samme Person som Hans Knieper (s. d.). Johan af Antwerpen malede (1586) et Landskab med Bjærge ved Solnedgang paa Tyge Brahes store Quadrant (guadram muralis) paa Uranienborg. (Weinw., S. 39. do. Lex. Dske Mag. II, S. 242. Nye dsk. Mag. II 4, S. 98 og 103.)

 

Johan. Johan Maler, der nævnes i Christian V's Regn­skaber, synes at være den samme, som ogsaa kaldes Johan Jørgen eller Johan Georg. Han fik 1674-—80 forskjellige Gange Betaling for Skilderier paa Rosenborg, for »Taftes Vinduer« og for smaa Skilderier paa Pergament. (Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Johan. Johan Maler i Flensborg eller af Flensborg nævnes nogle Gange i Christian IV's Almanakker for 1607 og 1608 blandt de Konstnere, der malede for Kongen. Betaling gives ham for >malede Stykker« og senere gjøres ”Fortingning« om at male Kon­gens Sengekammerloft. (Chr. IV's Alm. i Schlegel Saml. z. dan. Gesch. II, 3, S. 52 flg. "VVeinw. Lex. Jfr. Ehrhart og d. flg. Art.

 

Johan. Johan Maler i Kjøbenhavn eller af Kjøbenhavn kaldes ligeledes en af Christian IV's Malere, som i 1607 og 1608 malede paa Frederiksborg. (Chr. IV's Alm. i Schlegel Saml. z. dan. Gesch. II, 3, S. 39. Jfr. Ehrhart og den foreg. Art.)

 

Johansen. August Johansen, født den 30. August 1851 i Nyboder i Kjøbenhavn, er Søn af Murmester Jørgen Johansen og Christiane født Moliin. Efter at have lært Murerhaandværket, uddannede han sig til Bygmester dels i Hjemmet, dels (1871—75) ved techniske Skoler i Paris. Efter at være vendt tilbage til Kjøben­havn, ægtede han 1876 Clara født Engberg og har i Forening med A. Jensen opført Martinskirken ved Vodrofsvej. (Konstn. egne Medd.)

 

Johansen. Lauritz Christian Johansen, Søn af Kammerraad P. Johansen og født 1815 i Helsingør, var i Lære hos Maler­mester Werliin i Kjøbenhavn, og besøgte Konstakademiets Skoler 1831—34 uden at blive Elev. Han synes at være den Konstner, som i 1835 udstillede nogle Portræter. (Akad. Udst. Cat.)

 

339

Johansen. Niels Johansen, Søn af Husmand Johan Adriansen og født 1807 i Nørre Næraa i Fyn, var i Lære hos Malermester Ryberg i Kjøbenhavn, besøgte 1827—37 Kunstakademiets Skoler, hvor han naaede op til Gibsskolen, og udstillede 1834—39 en Hække Portræter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Johansen. Viggo Johansen, født den 3. Januar 1851 og Søn af Grosserer F. C. Johansen i Kjøbenhavn og Camilla Olivia født Jepsen, begyndte 1868 at besøge Kunstakademiet og er endnu dets Elev. Han udstillede 1876 et Portræt og 1877 to smaa Bil­leder af den danske Almues Liv. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jones. Inigo Jones, engelsk Bygmester, født i London 1572, død i Somersethouse 1651, nævnes af sine ældre engelske Biografer som Kongen af Danmarks Bygmester, uagtet de ikke formaa at paavise noget Arbejde af ham i Danmark. Deraf tog Weinwich Anledning  til at give ham Æren for Opførelsen af Rosenborg og Frederiksborg i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede. Medens Christian IV's Rejse til England (1606) og dennes Søster Annas Stilling som engelsk Dronning, hvis Architekt han senere blev, maaske har fremkaldt Sagnet om hans Ophold i Danmark, modsiger saa vel de af engelske Forfattere anførte Træk af hans Levnedsgang som ogsaa Stilen i hans senere Værker, at han skulde have haft noget med Frederiksborg og Rosenborg at gjøre, idet han netop, paavirket af sit Ophold i Italien, der laa forud for hans formodede Ophold i Danmark, ganske brød med den Stil, hvori disse Bygnin­ger ere opførte. Maaske Sandheden er, at Christian IV under sit Ophold i London har skjænket den allerede navnkundige Konstner Navn af «Kongen af Danmarks Bygmester* som en Hoftitel, uden Tanke om nogensinde at bruge ham i sit eget Land. Om Jones som engelsk Konstner kan ikke tales her; men udførligere Oplys­ninger findes i de nedennævnte Kilder. (Allan Cunmegham 5 The lifes of brit. painters etc. IV- S. 79. Walpole, Aneed, of painting II. S. 268. Designs of I. Jones, by W. Kent. London 1770. Redgrave, Dictionary. Fiorillo, Gesch. d. zeichn. Ktinste. V. S. 402. Weinw. S. 45, 47 og 60. do. Lex. Skild. 1829 Sp. 1364. Høyens Skrifter I. S. 218 flg. Hist. Tidssk. IV. S. 587 fig.)

 

Juel. Jens Juel, Søn af en Degn i Landsbyen Gamborg i Fyn, blev født den 12. Maj 1745. Skjønt Faderen saaledes var i Kirkens Tjeneste og Skolelærer, er han, tilligemed Moderen bleven malet af Sønnen i Bønderklæder paa to Brystbilleder, som paa

 

340

Auctionen efter Konstneren blev kjøbt af Kammerjunker Brun Neergaard og siden tilhørte Prins Christian Frederik. Da han havde Lyst til at være Maler, blev han i sin tidlige Ungdom af sine For­ældre sendt til Hamborg til en Maler Johan Michael Gehrmann, der vel var Malermester (Amtsmeister), men tillige, som Lærling af den hamborgske Maler Rundt, gjorde Krav paa at være Konstner. Han regnedes for en erfaren og praktisk Maud i sit Fag, hos hvem Juel ikke alene lærte Malerhaandværket, men ogsaa uddannede sig til Konstmaler. Han overgik snart sin Mester og vandt Navn i Hamborg ved sine heldige Portræter og ved smaa Billeder af det daglige Liv (Gesellschaftsstücken); tillige øvede han sig flittigt i. at tegne. Da Juel derfor, efter endt Læretid (maaske 1765) kom til Kjøbenhavn, regnedes han allerede for Konstner og behøvede ikke at concurrere til Sølvmedaillerne. Han optraadte strax som Por­trætmaler, og da Peder Als, som dengang havde et stort Navn og var Professor ved Modelskolen, velvillig tilbød ham sin Vejledning i sin egen Malerstue, svarede han, »at han takkede Professoren for hans Godhed, men han havde sandeligen ingen Tid.« I 1767 vandt han Akademiets mindre Guldmedaille for Opgaven «David salves af Samuel” (l Sam. 16, 13), medens han maatte gjøre to forgjævee Forsøg, inden den store Guldmedaille (d. 5. April 1771) blev tilkjendt ham for »Mardochæi Triumf.« (Bsth. 6, 2.)

Om Efteraaret søgte han det store Rejsestipendium sammen med Abildgaard (s. d.), Almer og Rude, men traadte fra, fordi han ikke vilde deltage i den paabudte særskilte Concours om Stipendiet. Da han imidlertid netop dengang havde malet et heldigt Portræt af Dronning Caroline Mathilde, tog nogle af Hoffets Damer sig varmt af ham og tilvejebragte en Sum, der var stor nok til, at han i 1772 kunde foretage en Rejse til Udlandet, som varede i flere Aar. I Rom var han sammen med Abildgaard og malede der bl. a. et Por­træt i hel Figur af en dengang bekjendt Tigger, Dvergén Bajocco (d. kgl. Malerisaml.) saaledes kaldet efter den romerske Skillemønt, han sædvanlig tiltiggede sig. Det udmærker sig ved en Brede i Penselføringen, en Kjækhed i Modeleringen, som ikke gjenfindes hver­ken i tidligere eller senere Arbejder, hvori tvertimod en sirlig, ele­gant Udførelse var det sædvanligste Særkjende. I Rom malede han ogsaa et Portræt i halv Figur af sin Ven og Konstfælle Abildgaard. Fra Italien rejste han i 1776 (?) til Paris, hvor han mødtes nwl demens, af hvem han malede to Portræter. Det ene, forestil­lende den unge Kobberstikker siddende ved sit Arbejdsbord (Knæ-

 

341

stykke), er efter Clemens' Død, hvem de begge tilhørte, blevet den kgl. Malerisamlings Ejendom.

I 1777 rejste Juel med Malcho og Clemens til Genéve, hvor de vilde besøge en Ungdomsven, Miniaturmaler H. Pløtz, der i flere Aar havde opholdt sig paa Genthod hos den dengang navnkundige Naturgransker og Filosof Charles Bonnet. Pløtz blev saa indtaget i det ovennævnte Portræt af Clemens, at han fik det opspændt paa Blindramme, og da det vandt alles Bifald, fik Juel Opfordring til at male nogle Portræter. Uagtet han var saa stor paa det, at han erklærede, ikke at ville sætte sin Palet op for mindre end Bestil­linger til et samlet Beløb af 100 Louis'dor (der dengang var ca 24 Livres hver), lykkedes det Pløtz at tilvejebringe Bestillinger til det dobbelte Beløb, saa at Konstneren følte sig smigret ved den Op­mærksomhed, der vistes ham, og nu ikke alene malede flere Portræter, hvoriblandt det store og smukke Brystbillede af Bonnet selv, men endog forlængede sit Ophold i Genéve et Par Aar for at kunne udføre de Portræter, der blev bestilte hos ham af hans berømte Velynders Slægtninger og Venner. Bonnets Portræt blev stukket af Clemens saa tilfredssillende, at Bonnet selv skrev hjem til Akade­miet: » Gravstikken synes næsten her at kappes med Penslen, men hvilken Pénsel? Hr. Juels der gjør eders Fædreland saa megen Ære!«-—-Saa smigrende en Røst fra Udlandet, i det skjønne franske Sprog, havde altfor sød en Klang i Akademiets Øren, til at den ikke skulde stemme det til Gunst for de Konstnere, hvis Navne pristes.

I Geneve gjorde Juel Bekjendtskab med en dansk Familie, en Fuldmægtig Holm med Kone og Datter, og Moderens Snildhed skal have bragt det til, at den allerede hædrede unge Konstner blev forlovet med hendes Julie; det var, som det synes, Datte­rens Navn. Partiet var imidlertid, efter hans Ungdomsven Cle­mens' Sigende, mod Konstnerens virkelige Tilbøjelighed, Forlovel­sen opløste sig af sig selv, og Juel rejste hjem over Hamborg, hvor han opholdt sig i længere Tid og malede en Del Portræter, »som endnu blive holdte i Ære i flere af de første hamborgske Familier.« Blandt de Portræter, han malede der, kan nævnes Klopstocks, der tilhører det store kgl. Bibliotek i Kjøberihavn. Fami­lien Holm rejste efter ham for om muligt dog at faa Giftermaalet i Stand, men i Hamborg blev Datteren syg og døde i Kiel. Juel synes at være bleven rørt herover, thi fra nu af tog han sig varmt af Familien, skaffede Faderen en Plads som Inspecteur ved Fød-

 

342

selsstiftelsen, og lod senere, da han var bleven  gift, sin ældste Dat­ter opdrage i Holms Hus.1

I Begyndelsen af 1780 var Juel i Kjøbenhavn og blev den 3. April agreeret ved Akademiet, efter at han havde forevist to Portræter (Klopstocks og Bonnets?) og nogle Studier fra Rom. Akademiet forelagde ham til Antagelsesstykke at forfærdige H. kgl. Højhed Arveprinsens Portræt i hel Figur og levendes Størrelse«. Snart efter blev han udnævnt til Hofportrætmaler, og den Virksomhed, denne Stilling medførte, var maaske Skyld i, at han først den 27 Marts 1782 kunde udbede sig «Commissairer«, hvortil Mandelberg, Weidenhaupt og hans Ungdomsven Abildgaard, der allerede i fire Aar havde været Professor, blev udnævnte. Den 4. April samme Aar blev han enstemmig valgt til Medlem og tog samme Dag Sæde i Forsamlingen. Uagtet der ingen Plads var ledig, søgte han gjentagne Gange (1783) om at blive Professor ved Modelskolen «som Portrætmaler, da en saadan ikke var«;, men mindede for øvrigt om, at han havde vundet den store Guldmedaille som Historiemaler. Følgen blev, at Kongen den 26. April 1784 udnævnte ham til «surnumeraire» aller «adjungerende» Professor, «som da ved første Vacance vil komme blandt de reglementerede*. Samme Aar blev han Medlem af Akademiet i Bologna og to Aar efter, den 21. Au­gust 1786, blev han efter Mandelbergs Død virkelig Professor ved Akademiet i Kjøbenhavn. Hans udvortes Livs Omstændigheder ere fra nu af snart fortalte; den 9. (12.) Februar 1790 blev han gift med Rosine født Dorschel, en Datter af Slotsgartneren ved Rosen­borg, og havde med hende syv Børn, hvoraf dog de fem efterhaanden døde i yngre Alder, medens de to Døttre, som ovenfor omtalt, blev gifte efter hinanden med O. V. Eckersberg (s. d.). Kun deu ene af disse overlevede Moderen, der først døde i 1831. Juel blev i 1795 valgt til Akademiets Directeur paa to Aar, og for anden Gang i 1799 for samme Tidsrum. Men allerede den 27. December 1802 døde han, som det synes temmelig pludseligt, halvt i sit 58.

 

1 Saaledes synes denne Begivenhed fra Juels Ungdom at hænge sammen, hvis Clemens' Beretning, som Juatitsraad Fick senere har nedskrevet, er rigtig, og i Hovedpunkterne tør man ikke tvivle derpaa. Hvorledes den kom til at se ud i Erindringens romantiske Skjær, have vi et Vidnesbyrd om i vor Literatur; i Novellen „De Forlovede" siger Elskeren: „Saa stille, saa, ædelt sørgede ogsaa den danske Maler Juel for sin første Brud, den smukke franske Pige, som fulgte ham til hans Fædreland, og som Døden berøvede ham, inden hun blev hans Hustru. Hun hed Julie, ligesom De." Fru Gyllembourgs No­veller 2. Udg. in, S. 293.

 

343

Aar. Paa hans Grav paa Nikolaj-Assistents _Earlcegaard sattes ei Monument af Weidenhaupt. Kort fer havde Akademiet i Wiede-welt mistet en anden af sine fremragende Professorer.

Ved Siden af sin Konstnerdygtighed udmærkede Juel sig ved en Elskværdighed i Omgang, der vandt ham alles Yndest, «og da selv den mest levende... Munterhed ---ej forstyrrede, men snarere op­livede ham ved hans Arbejde, var hans Malerstue idelig besøgt«. Juel var i høj Grad yndet som Portrætmaler, og han arbejdede med en Flid og en Lethed, der gjorde, at en næsten utrolig Mængde Portræter, især Brystbilleder, udgik fra hans Haaud. t Men selv om han^ikke kunde undgaaPortrætmalerens sædvanlige Skjæbne at maatte afmale en Mængde Personer, der var for lidet fængslende, til ikke at dette Indtryk skulde afpræge sig paa Lærredet, er dog det store Tal af virkelig gode Portræter, Tiden endnu har levnet os, et Vidnes­byrd om, med hvilken Kjærlighed til sin Konst han arbejdede lige til sin Død.

Med al sin Duelighed undgik kan dog heller ikke ganske den Anstødssten, hvorover saa mange Konstnere af hans Fag falde, nem­lig at Udførelsen af Personen som Helhed og af Legemets Bevæ­gelser ikke i Fuldendthed og konstnerisk Frihed svarer til det Me­sterskab, der træder frem i Hovedets og Hændernes Behandling. Dette viste sig naturligvis især, naar Juel malede Portræter i hel Figur og navnlig i Legemsstørrelse. Det var ikke en Ungdoms Ufuldkommenhed, som han senere ganske kunde aflægge, thi selv om denne Svaghed fremtræder stærkere i tidligere Arbejder som i Fre­derik VI som Kronprins (1783), er den dog endnu tilstede i et eaa mesterligt udført Billede som det store Rybergske Familiestykke, hvor man, trods Stoffernes delikate Behandling, Landskabets smukke Underordnelse under Figurerne, trods Udførelsens Omhu og Sirlig­hed, ikke kan andet end lægge Mærke til en vis Stivhed i Figu­rernes Stillinger og savne den Runding i Formerne, som en Figur-maler i den store Stil sørger for at raade over. For øvrigt malede han gjærne, naar Omstændighederne tillod ham det sine, Portræt-figurer i JJandling, saa at de dannede et roligt Livsbillede. Saadanne Arbejder ere Greneralconsul Pingels Døttre (1792—94) forestil­lende« To unge Piger samle Blomster i en Have», Råben-Levetzaus Fa­miliestykke: «I et lyst Skovparti kommer en lille Pige med sin Overkjole fuld af Markblomster hen til sine Forældre, som sidde under en stor Bøg«, betegnet 1796, »Etatsraad Schmidten som Dreng løbende i en stor Have«, sDen russiske General Dywoff med Fa-

 

344

millie i en landlig Egn ved Havet >, der dog kaldes stift og pretensieust, o. fl. a. Selv ved Portræter i halve Figurer iagttog han noget lignende. Grev Bille Brahe til Hvedholm ejer et Stykke, forestil­lende en Bedstemoder med sit Barneharn paa Skjødet; Barnebarnet var den nuværende Godsejers Fader, og da jeg saa ham som aldrende Mand staaende ved Siden af Portrætet, var Ligheden med det friske Barneaasyn endnu fuldstændig slaaende. Familien Tutein, Grosserer Peter Tutein og hans Frue afmalede han i to Knæstykker, hver med en Søn hos sig i forskjellig Situation. Naar han undertiden malede mindre Figurer, var han derimod fuldkommen Herre over deres Bevægelser. Allerede Clemens ved sit Arbejdsbord, som oven­for blev nævnt, viser, hvor frit og smukt han forstod at behandle en mindre Figur, men et andet Billede med endnu mindre Figurer, hvilket ligeledes tilhører den kgl. Malerisamling, er i Anordning, Behandling og Farve et sandt lille Mesterstykke. Det forestiller Konstneren selv i hans Velmagtsdage siddende foran Staffeliet og i Færd med at male, medens hans Kone, rigt og smagfuldt paaklædt efter Tidens Mode, med spændt Opmærksomhed følger hans Haand. Hvad .maler han paa det lille Lærred, der staar opspændt foran ham? spørger man. Han maler «Juel. og.hans Kone, siddende foran Stafieliet” Der aabner sig et helt Perspectiv af den samme Gjenstand, ligesom naar man hænger to Spejle overfor hinanden.

Der er endnu en Side af Juels Konst, der ligesom mere til­hørte hans Privatliv. Naar han malede Portrætgrupper, fremstillede han dem gjærne i den fri Natur, i Skov eller Have, og hos Juel maa det have været af virkelig Forkjærlighed, selv om maaske Tidens Smag er kommen ham i Møde deri. Thi foruden de større Land­skaber, som dannede Baggrunden for mange af de nævnte Portræter, malede han for sin egen Fornøjelse en Mængde smaa Landskaber af den danske Natur, der udmærkede sig ved en høj Grad af Stem­ning og ved en Opfattelse af Naturen, som var finere og sandere end selv senere Landskabsmaleres af Faget. Men han undgik ikke, maaske paavirket af de gamle Hollænderes eftermørknede Billeder, en vis Mørkhed og Ensformighed i Tonen, som gjenfindes saavel hos Pauelsen, der ogsaa gjærne malede sit Fædrelands Natur, som hos Eckersberg i hans Billeder før Rejsen. Et særligt skjønt og stem­ningsfuldt Landskab af Juel, «0ptrækkende Uvejr« findes i den kgl. Malerisamling.

Hans Samtid beundrede i høj Grad hans Malemaade. H. Han­sen, som undertiden ikke staar tilbage for Juel i Elegance og Fin

 

345

hed, fandt «hans skjønne simple Methode uforlignelig«, og et andet Sted, medens han endnu var yngre Konstner, skriver han om Juel (1794): «Naar jeg ser denne Mands Arbejder, saa falder Modet temmelig paa mig, thi han er stor og stærk i sit Fag; over al Maade skjønt var det Stykke, hvorpaa han malede; om Engle male, tror jeg næppe, de gjør det meget bedre. Jeg beundrede Manden og gik bort med en Slags Misundelse«. En ivrig Konstkjender paa den Tid, August Hennings, som tidt nævnes i disse Blade, sagde, at Juel havde „einen séhr lieblichen Pinsel" og fremsatte det Epigram om ham og Abildgaard: »Hvor lykkelig maa den Mand være ved sin Konst«, tror man om Juel; »Hvilke.n Pine maa den Maler lide" tænker man om Abildgaards Billeder. Juel maa have tjent udmær­ket godt, thi han fik 80 Ed), d. C. (256 Kroner) for et Brystbillede, og da han i sine sidste Aar, maaske for at tjene endnu mere, kastede sig over Pastelmaleriet, fik han 25 Edl. d. C. (80 Kroner) for et lille, let henmalet, men unægtelig tidt saare aandfuldt Portræt­hoved. Ikke desto mindre forslog hverken hans faste Indtægter eller hans Fortjeneste, thi baade han selv og hans Kone, der var bekjendt som en Skjønhed, var, slette Husholdere, og ved hans Død var der Gjæld. Neppe fire Maaneder efter solgte Enken alt, hvad hun kunde undvære, endog Konstnerens Portræter af. hans egne For­ældre, og hun levede siden i forholdsvis smaa Kaar ved en Aarpenge af'Kongens Kasse.

(Levned ved N. Høyen i en Fortegn, over Juels Arb. m. ni-, udst. af Konstforen. i 1828. Weinw. 8. 187. do. Lex. Sandv. S. 81. Hennings S. 146—47. Akad. Thiele Kstakad. S. 158 og 165. Cle-mens ved Fick i Selmers Nekr. Saml. Særtryk S. 8—10 og 17, H. Hansen priv. Optegn. Hennings Musaget 1798, 3. Stttck S. 21—25. do. utrykte Breve fra 1802. Eamdohrs Eeise I S. 161. Werlauffs Erindr, i Hist. Tidsskr. 4 E. IV, S. 273. Thiele Thorv. I S. 156. Auctionscat. med hdskr. Notits af O. J. Thomsen. Skild. 1804, Sp. 588, 712; 1815, Sp. 444; 1828, Sp. 1166. Gravst. paa Nik.-Ass. Kirkeg. Skifteretten. Adresseav., 1802, Nr. 483 og 489. Salon-Gat. ogFortegn. fra forsk, private Udst., Industriudst. 1872 m. fl. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Jungclausen. Christian Herman Didrik Jungolausen, født i Altona den 15. Januar 1798, uddannede sig ved Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han 1822 vandt den lille Sølvmedaille, udstillede her 1822—30 som Portrætmaler og nedsatte sig (1839) i Hamborg, hvor han uden Held søgte at faa et Tegneakademi oprettet. (Akad. Udst. Gat. Hamb. Kst.-Lex.)

 

346

Juuel. Andreas Thomas Juuel, født den 17. October 1817 Kjøbenhavn, var Søn af Skomagermester Johannes Juuel og Marie Christine født Berg. Efter sin Confirmation blev han sat i Lære paa den kgl. Porcelainsfabrik for at uddannes til Porcelainsmaler og begyndte som Lærling derfra at besøge Konstakademiet maaske alle­rede ved samme Tid (1832). Han naaede 1836 op i Gibsskolen og begyndte fra den Tid af at udstille som Landskabsmaler og har udstillet som saadan til 1855, uden at indtage nogen fremragende Plads i sit Fag. Dog vandt han 1847 den neuhausenske Præmie for et Land­skab »Urolig Efteraarsdag, enkeltstaaende Bøge- og Egetræer oplyses af gjennembrydende Solstraaler«. Den. kgl. Malerisamling ejer to af hans Landskaber. Tillige levede han som Tegnelærer og uddannede sig alvorligt til Porcelainsraaler. I dette Fag vandt han allerede 1843 den neuhausenske Præmie for Hornsylds Portræt, Copi efter Bendz' Maleri, og ved den næste Concours 1845 samme Præmie for et Landskab, samt fik i 1853 Bejseunderstøttelse af den Rejersenske Fond. I 1857 blev han Bestyrer af Bing og Grøndals Porcelains­fabrik, fik i 1862 Fortjenstniedaillen i Gruld for siu Virksomhed som Porcelainsmaler og døde den 21. August 1868. Han havde i 1843 ægtet Else Alette født Møller, der overlever ham som Enke. (Medd. fra Konstn. Enke. Akad,. Udst. Gat.)

 

Jargen. Jørgen Maler eller Jørgen Danus nævnes i Chri­stian IV's Almanak for 1608 som en Maler «af. Helsingør«. Kon­gen gav ham 50 Rdl. »for et Skab at male og staffere i mit Senge­kammer«. Senere fik han 40 Rdl. paa Haanden, og nogle Dage efter kjøbte Kongen »to malede Stykker« af ham for 20 Rdl. Han malede, sit eget Portræt paa Træ, hvilket tilhørte Klevenfeld og solgtes paa lians Auction som Nr. 348. Senere tilhørte det en Assessor Kofod, af hvem J. C. Spengler kjøbte det (1814) til den kgl. Malerisamling for 5 Rdl. Weinwich gjør ham til én Person med «den stumme Maler«, hvem man ellers tror er Heimbach, og tillægger ham et af de Arbejder, som ovenfor er nævnt under denne Konstner, nemlig Dronning Sofie Amalie i Bondedragt. (Weinw. Lex. S. 117 [art. Maler]. Sandv. S. 93. Schlegel. Saml. z. dan. (xesch. II, 3, S. 66 og 70. Spengl. Cat. Nr. 802 med hdskr. Tillæg.)

 

Jørgensen. Ejler Andreas Christoffer Jørgensen, Søn af Sognepræst Jørgensen og født i Roeskilde 1838, blev Student i Sorø 1858 og indtraadte, som permitteret Secondlieutenant af Krigs-reserven, i 1860 paa Konstakademiet i Kjøbenhavn, for at uddanne sig til Maler. I 1862 blev han Elev af Modelskolen og fra 1865

 

347

til 1871 udstillede han, dele et Par Figurbilleder, saalectes 1859 en ung Dame i en lys Kjole ved et aabent Vindue, under Titlen »Paa Udkig«, dels nogle Portræter, hvoriblandt det sidste, han ud­stillede, forestillede Forfatterinden Magdalene Thoresen. Han optraadte tillige i Literaturen som Oversætter af nogle af Fritz Reu­ters Fortællinger. I 1871 rejste han til Amerika, opholdt sig nogen Tid i Honolulu paa Sandwichsøerne, vendte tilbage til Amerikas Fastland og døde i Oakland i Californien den 12. December 1876. (Akad. Udst. Gat. Berl. Tid. 1877.)

 

Jørgensen. Hans Peter Sigismund Jørgensen, født den 26. Juli 1806 i Kjøbenhavn og Søn af Malermester Peter Vilhelm Jørgensen, begyndte efter sin Connrmation at gaa paa Konstakade-miet, blev 1825 Elev af Modelskolen og udstillede fra 1823 til 1831 nogle Portræter. Uagtet han synes til en vis Grad at have været søgt som Portrætmaler, vovede han dog ikke at betro sin Fremtid udelukkende til sin Konstnervirksomhed, efter at han i 1832 var bleven gift med Apolline Cecilie født Holm, og begyndte derfor at søge Kontorforretninger, der efter adskillige Aars Forløb gav ham en Plads som Tæller (1855) i Nationalbanken, hvor han senere (1862) blev Controlleur.. Følgen blev, at Konsten mere og mere tilside­sattes, og efter den Tid har han kun i 1855 og i 1866 udstillet et enkelt Portræt. I 1845 døde hans Kone, og Aaret efter blev han anden Gang gift med Emilie Adelgunde Birgitte født Amundin. Blandt hans Fortræter var enkelte mere bekjendte Personers, som Postdirecteur, Conferensraad Monrad og dennes Søn, Kammerherre Monrad. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Jørgensen. Magnus Jørgensen nævnes i kgl. Regnskaber vedrørende Frederiksberg Slot for 1704 og 1705 som Skildrer. Han malede bl. a. tre Portræter forestillende Frederik III, Christian V og Frederik IV til Hest, men da han kun fik 60 Edl. d. C. (192 Kro­ner) for dem alle tre, maa de enten have været meget smaa Billeder eller Copier. Weinwich nævner, at han har malet et Billede med legemsstore Figurer, forestillende norske Bønder ved et Maaltid, men kjender ingen Tidsbestemmelser. (Weinw. S. 136. do. Lex. Friis Sml. S. 95.)

 

Jørgensen. Sofus Carl Christian Jørgensen, født den 6. Februar 1852 i Odense og Søn af Murmester Niels Peter Jør­gensen og Anna Cathrine født Sundahl, kom i Lære hos sin Fader i Odense 1866 og gjorde tre Aar efter Svendeprøve. Med en An­befaling fra Arcnitekt Lendorf tog han derpaa til Kjøbenhavn og

 

348

begyndte i October 1870 at gaa paa Kunstakademiet, hvis Afgangs­prøve som Architekt lian bestod den 23. December 1876. Han er for Tiden (Foraaret 1877) i Udlandet. (Konstn. egne Medd. Akad.)

 

Jørgensen. Søren Møller Jørgensen, Søn af Jens Jørgensen tidligere Ejer af Hovedgaarden Katholm, samt Graardejer i Følle paa Mols, og Kirstine født Møller, blev fedt den 28. Januar 1791. Han synes at have lært Malerhaandværket i Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiet og i Aarene 1809—11 udstillede en Copi efter Abildgaard og et Par originale Billeder. I 1814 æg­tede han Frederikke Louise Bendixen, en Datter af Borgmester Bendixen i Randers, og efter den Tid levede han atter et Par Aar i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner under Vejledning af Kratzenstein Stub, efter hvem han til Minde opkaldte en af sine Sønner. Senere nedsatte han sig i Aarhus som Portrætmaler og Malermester og var i omtrent 50 Aar Borger i denne By. Indtil 1830 levede han dog næsten udelukkende som Portrætmaler, indtil hans opvoxende talrige Familie nødte ham til at søge Forbedring i sine Indtægter ved at drive sit Haandværk. Dog vedblev han af og til at male Portræter, indtil han i sin høje Alderdom opgav sit Borgerskab og tog til Hovedgaarden Egebjerg ved Hjørring, hvor en af hans Døttre var gift med Proprietair A. Rabild. Der døde han den 30. November 1873. (Medd. fra Familien. Lengnik [Fam. Fischer]. Tregder, Hdbg. f. Rejs. S. 7. Akad. Udst. Gat.)

 

349

Kalleberg.    Andreas Dobert Kalleberg,   som han synes at have heddet, blev født 1772 og uddannede sig til Bygmester ved Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han 1794 vandt den lille, 1796 den store Sølvmedaille og 1799 den mindre Guldmedaille for Opgaven «Et Søcadetakademi«. Derpaå var han udenlands, dog ikke med Akade­miets Stipendium, kom hjem i 1807 og foreviste Tegningen til «En Concertsal«, som blev set »med Velbehag« og udstillet samme Aar ved Elevudstillingen, hvorover der for første Gang var en trykt For­tegnelse. I 1810 indsendte han Tegning til «Et Forum for Kong Frederik VI« for at blive agreeret, men hans Arbejde blev forkastet med 12 Stemmer mod 2, og Bygmester Magens skulde mundtlig sige ham Grundene. En Plads som Lærer ved Akademiet, der var ledig i 1811, fik han ikke, heller ikke Stiftconducteurtjenesten i Aalborg (1819), uagtet Akademiet anbefalede ham som »en Ved. Rejser dannet, mere kyndig;, smagfuld og praktisk Architekt«. Imid­lertid var han bleven kgl. Bygningsinspecteur ved Christiansborg Slot, og som saadan søgte han (1823) om at blive Bygningsinspecteur i Slesvig, men heller ikke det opnaaede han, thi faa Aar efter, den 9. November 1827, døde han her i Kjøbenhavn. Han var gift med Johanne Elisabeth født Petersen. I 1824 udstillede han et »Prospect af Colonnaden«. (Akad. Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Karlebye. Erasmus Christoffer Karlebye, Søn af Billed­hugger Jens Karlebye og Marie Margrethe født HarsdorfF, var født i Kjøbenhavn og blev døbt i Petri Kirke den 8. Juli 1770. Han begyndte strax efter sin Confirmation at besøge Konstakademiet (1784),

 

350

men blev først 1788 Elev af Modelskolen og vandt 1791 den lille og 1793 den store Sølvmedaille. Samtidig havde han lagt sig efter Kobberstikkerkonsten, saaledes at han strax i sidstnævnte Aar kunde melde sig til Concours for Guldmedaillen som Kobberstikker; men da han Aaret efter foreviste sit Stik, fandt man ham »ikke endnu stærk nok til at fortjene enGruldpræmie«. Hans anden Concours lykkedes heller ikke, og en Ansøgning om Expectance paa érT Thformatorplads ved Akademiet blev ikke bevilget ham. Senere levede han som Kob­berstikker uden at have frembragt noget af Betydning og skal i sine senere Aar have været Fuldmægtig paa Kalkbrænderiet. Af hans Stik nævnes »Minos og Voltaire« efter en Tegning af C. F. Stanley (1793). Han døde ugift, som det synes i det andet Tiaar af dette Aarhundrede, men hans Dødsanmeldelse har ikke været til at iinde (Weinw. Lex. under C. Akad. Spengl. Art. Eft. S. 40. PetriKirkebg ved Lengn. Priv. Medd.)

 

Karlebye, Jens Karlebye var født i Thorager i Aarhus Stift 1730 af fattige Forældre og var den ældste af 8 Børn. Fra sit 9—15 Aar tjente han blandt Bønderne og siden til sit 25. i Borgerstanden. Hans Anlæg for Tegning vakte den ældre Stanleys Opmærksomhed, og denne modtog ham til Lærling i fem Aar paa Kost ved hans eget Bord, men uden Løn. Under ham blev han en duelig Marmor­arbejder, og da Stanley døde, samtidig med at hans Læretid var omme (1761), gjorde Enken ham til Bestyrer af Værkstedet. Efterdi han følte sig for gammel til at gaa Akademiets Skoler igjennem, tog han senere en lignende Plads som Marmorarbejder hos Wiedewelt, og søgte 1766 om at blive »Kgl. Hofbildhugger« en Plads, der stod paa Grænsen mellem Konst og Haandværk. Akademiets Betænk­ning gik ham imod, da han ikke var dets Lærling, dog fik han Aaret efter Bestalling som saadan, men arbejdede endnu tillige hos Wiede­welt. Han ægtede (1769) Bygmester Harsdorff's' ældste Søster Marie Margrethe. I Harsdorfls Familie mindes han ikke alene som en ret velhavende Mand, der ejede sin egen Gaard ved Filosofgangen, men ogsaa som en, trods sin Tørhed og Flegma, ganske dannet Mand, der endog skrev Digte, hvoraf et, som var stilet til Skuespillerinden Caroline Walther 1778, ved en Fejltagelse blev optaget blandt Ewalds Digte. Af hans Arbejder som selvstændig Konstner nævnes: En Buste af Frederik V, halv naturlig Størrelse i Kroningsdragt (til­egnet Juliane Marie); en Buste af Christian VI i halv naturlig Størrelse, var » efter en høj Kjenders Dom det mest lignende [Portræt] af denne Konge« (tilh. Konstk.); i Medaillon bl. a. Professorinde

 

351

Harsdorff. For øvrigt ernærede han sig væsentlig' som Stenhugger-og Marmorarbejder for andre Billedhuggere. Han var anden Gang gift med Louise født Wederkamp, og døde 82 Aar gammel den 21. November 1812. De tvende her nævnte Konstnere af samme Navn ere hans Sønner af første Ægteskab. (Weinw. 172. do. Lex. under C. Sandvig efter privat Meddelelse' S. 81—84. Adresseavisen 1812. Nr. 276. Akad. Ewalds Skrifter ved Lieb. II, S. 259—60 ad. 80.)

 

Karlebye. Johannes Georg Karlebye, Søn af Billedhug­ger Jens Karlebye og Marie Margrethe født Harsdorff, døbt i Kjø-benhavn den 6. October 1772, begyndte ikke mer end elleve Aar gammel at besøge Konstakadenriet og kom snart efter paa Harsdortfs Tegnestue for at uddanne sig til Bygmester. Han vandt 1791 den lille, 1792 den store Sølvmedaille, concurrerede 1793 til den lille Gruldmedaille, som han dog først fik den næste Gang, 1795, for Op­gaven »Et Opdragelsesinstitut ” og endelig vandt han 1799 den store Guldmedaille for »Et Søcadetakademi«. Ikke desto mindre opnaaede han ikke Stipendium, men blev (kgl. ?) Bygningsconducteur i Odense og døde der ugift i det første Tiaar af Aarhundredet. Hans Død blev meget beklaget, saa der synes at have været større Forhaabninger knyttede til ham end til Broderen. (Akad. Petri Kirkeb. ved Lengn. Priv. Medd.)

 

Kaufmann. Asmus Kaufmann, født den 6. October 1806 i Nærheden af Haderslev, er Søn af Mølleejer og Kornhandler Philip Kaufmann og Cecilie født Frederiksen. Da Sønnen havde Lyst til at være Maler, blev han sat i Lære hos Malermester Hæger, hos hvem han ogsaa lærte Decorationsmaleriet. En Sygdom afbrød hans Læretid, og efter sin Helbredelse rejste han til Kjøbenhavn, hvor han gjorde Svendeprøve og hos Malermester Baruel bl. a. deltog i Udsmykningen af Dronningens »Apartementssal« paa Amalienborg. Imidlertid begyndte han at besøge Konstakademiet (1826), hvis lille Hølvmedaille han vandt i December 1828, og malede samtidig privat hos J. L. Lund. Men da han, efter at have opgivet sit Haandværk for at leve som Konstner, maatte tjene sit Brød som Tegnelærer, gik megen Tid tabt for ham. I disse Aar (1827 og 1829) udstil­lede han kun en Tegning efter Lund og sit Hedaillearbejde.

Efter Lunds Raad begyndte han at uddanne sig til Lithograf i det faa Aar tidligere oprettede kgl. Stentrykkeri under Capitain Krossings Ledelse, og tegnede en Del af C. A. Jensens Portræter paa Sten. Efter Trykkeriets Standsning opnaaede han paa Akade­miets Anbefaling i 1836 en kgl. Understøttelse paa 200 Rdl. for at

 

352

uddanne sig i Miinchen, rejste imidlertid til Hamborg, hvor Kan ar­bejdede som Lithograf, og kaldtes snart efter til Dresden for at med­virke ved Hanfstaengls store Galleriværk. Derfra rejste han til Miinehen, hvor han blev i sex Aar og dels arbejdede som Lithograf, idet han i Forening med Tyskeren Fr. Hohe udførte »Neue Malerwerke Münchens”, dels udviklede sig til Landskabsmaler ved flittige Studier efter Naturen, som han især foretog i Sommermaanederoe paa Udflugter i Tyrol. Mod Slutningen af sit Ophold i München ægtede han en dansk Dame, han der lærte at kjen.de, en Datter af kgl. Skuespiller Hass, Hofsangerinde Laura Hass (død 1875). T 1844 kom han tilbage til Danmark og havde først i Sinde selv at op­rette et Stentrykkeri, men traadte senere i Forbindelse med Firmaet Em. Bærentzen & Go. og begyndte Udførelsen af en Række paa 39 Billeder efter Malerier i den kgl. Malerisamling, hvorpaa Firmaet søgte Eneret; et Prøveblad, Lithografi efter P. de HoogesMaleri, blev Akademiet forevist af Professor N. Høyen og »blev set med Fornøjelse«. Men Forholdet til det Bærentzenske Stentrykkeri til­fredsstillede ikke Konstneren, og snart efter blev det atter hævet.

I 1859 havde han Rejseunderstøttelse af Regeringen og den Rejersenske Fond for i München at sætte sig ind i Brugen af »Vandglas« som Bindemiddel ved Malerier paa Mur, og efter Hjem­komsten udsmykkede han fire Værelser med Decorationsmalerier, der blev udførte ved denne Fremgangsmaade (Bülowsvej Nr. 28 for Xylograf Flinch). I 1860 var han atter med Understøttelse samme­stedsfra i Italien, navnlig i Rom for at studere Decorationsmaleri, men gjorde samtidig Studier som Landskabsmaler. Fra 1842 har han jævnlig udstillet som Landskabsmaler, dels danske Egne, dels Partier fra Tyrol og Italien. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Kehrort fejlagtigt Navn for Søren Kjær, se denne.

 

Kell. Bernhardt Keil, Kéyl eller Keilhau, født 1625 i Helsingborg, lærte Malerkonsten hos Martin Steenwinkel i Kjøbenhavn og skal have udført et Billede som kaldes: »En Konstner i sit Værksted«, hvilket tidligere har været ophængt i den kgl. Maleri­samling og synes kjøbt umiddelbart af Konstneren selv. Senere tog han til Amsterdam for at uddanne sig under Rembrandt og derfra 1656 til Rom, hvor han levede til sin Død 1687. I Italien, hvor han malede komiske Optrin af Almuelivet (Bambocciader), kaldtes han Monsu Bernardo. (Weinw. S. 75. do. Lex. Spengl. Cat. Nr. 810 med hdskr. Tillæg. Fiissli Lex. Nagler, Lex. Baldinuoci V, Nr. 510.)

 

353

Kejser. Marcus Kejser nævnes i Christian IV's Regnskaber under 4. December 1624 som en Konstner, der fik 80 Rdl. d. C. »for sexten af de gamle Kongers og andre fyrstelige Personers Contrafejer, han har gjort af ny, som tilforn stod udi det danske Cancelli«. (Burman Becker, Tapeter S. 9.)

 

Kiellerup. Theodor Julius Kiellerup, født den 7. Marts 1818 i Kjøbenhavn, var Sen af Vare- og Vexelmægler Daniel Kielle­rup og Cecilie Vilhelmine født Iversen. Han kom strax efter sin Confirmation (1833) til at gaa paa Konstakademiet, hvor han i 1837 rykkede op i Gibsskolen og i 1838 blev Elev. I 1836 udstillede han sit første Billede, »En Hund«. To Aar efter blev et Arbejde af ham, »Et Par Hunde, som oprøde et Muldvarpeskud«, kjøbt til Malerisamlingen (1838) og atter to Aar efter (1840) et andet Ung­domsarbejde, »En Hundescene«. Begge hænge i Samlingen paa Kronborg. I 1841 rejste han til Miinchen, hvor han levede nogle Aar for egen Regning. I 1844 og flere Gange senere sagte han om Rejseunderstøttelse fra Akademiet, uden at opnaa den, da netop i den Tid saa mange unge Konstnere søgte derom, hvoraf de fleste levede og virkede umiddelbart under Akademiets Øjne. Han forblev imidlertid i Miinchen, hvor han i 1847 ægtede Marie født Delcroix fra samme By; men faa Aar efter bortrev Døden ham der den 14. Maj 1850.

Uagtet Kiellerup sluttede sig til den da blomstrende Konstskole i München, vedligeholdt han stadig Forbindelsen med Hjemmet, idet han næsten hvert Aar hjemsendte større eller mindre Billeder, som tildels var kjøbte af Landsmænd. Dog solgte han, som det synes, sine største og bedste Billeder i Tyskland, hvor han vandt et ret anset Navn som Dyrmaler. Medens han i Hjemmet med Forkjærlighed havde malet Fremstillinger af Hundens Liv, vendte han i München sin Opmærksomhed mod de i fri Tilstand levende Dyr og malede Vildsvin, Gemser, »Hjorte, som opskræmme en Flok Vild­ænder« og a. lign. Af hans i München malede Billeder tilhørte »Vildsvin, der angribes af Hunde« Christian VIII, »En Gemsejagt« Godsejer Scavenius, »Kronvildt, Hjorten udfordrer en. Medbejler« Professor Eschricht. Et tidligere malet. Billede, der tilhørte samme Mand, »Gemser, som anfaldes af en Los i en Bjærgegn« (1842) er gjengivet i »Billeder af danske Malere«. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat. Kagler Monogr. IV. 729, med ganske urigtige Medd.)

 

Kierkegaard. Niels Christian Kierkegaard, født i Kjøbenhavn den 24. September 1806 og Søn af Silke- og Klædehandler

 

354

Anders Andersen Kierkégaard og Karen født Jørgensen, besøgte i sin Ungdom Konstakademiets Skoler, hvor han i 1824 fik Plads i Gibsskolen. Han gav sig især af med Portrættegning og udstillede i Aarene 1830—41 en Del tegnede Portræter, deriblandt i det sidst­nævnte Aar, Dronning Caroline Amalies Portræt. I de seneste Aar er ogsaa et smukt tegnet, ejendommeligt Portræt af Søren Kierké­gaard, saaledes som denne saa ud i sin Ungdom, fremkommet og gjengivet i Træsnit og Fotografi. N. O. Kierkégaard blev 1833 Lærer ved Landcadetakademiet, og forblev i denne Stilling til Akademiets Nedlæggelse (1861). Da han tillige var Tegnelærer i private Skoler, maatte han opgive at tegne Portræter, men han har derimod navnlig i sine Ferier syslet flittigt, i Førstningen under Buntzens Vejledning, med Landskabsstudier fra Kjøbenhavns nære Omegn. Han har ikke alene tegnet, men ogsaa malet, dog uden at udstille. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Kindgren. Carl Frederik Kindgren, rimeligvis svensk født, var Lærling af Wiedewelt og nøje knyttet til denne; han var gift og levede endnu ved Wiedewelts Død (1802); ellers kjendes hans Livsforhold ikke. Han har gjort tretten Medailloner i Gips af de oldenborgske Konger til Mønt- og Medaillekabinettet, dengang det blev indrettet paa Rosenborg, og fik 40 Hdl. d. C. for Stykket. "Weinwich nævner blot, at han arbejdede i "Wiedewelts Værksted »og blev regnet blandt de skjønne Arbejdere«. (Weinw. Lex. Medd. ved F. 3. Meier, Do., »Wiedewelt«, S. 280).

 

KJngo. Johan Thomas Kingo, Digterens Farfader, var endnu 1686, da Sønnen Hans Kingo fødtes, i sit Fødeland, Skotland, men kom snart efter til Danmark, hvor han 1590 var bosat i Hel­singør og modtog Besøg af Kong JakobVI af Skotland. Han var Tapetvæver og blev som saadan indkaldt for at være Christian IV's Tapetmager, Da han tog sin Familie med — Sønnen Hans blev senere Silkevæver i Slangerup —, er det rimeligt, at han er bleven her i Landet. Saafremt han har vævet de Tapeter, hvortil den yngre (mellemste) Karel van Mander gjorde Tegninger, tilhører disse ogsaa en langt senere Tid, nemlig omtrent 1620. Som Mester ved Fabriken i Slangerup har han dog snarere arbejdet noget tid­ligere for her i Landet levende Konstnere, som Johannes v. Wick o. a. ("Weinw., S. 51. Do. Lex. Burman Becker, Tapeter S. 8. N. M. Petersen, Lit. Hist., III, S. 634.)

 

Kirkerup. Andreas Johannes Kirkerup nævnes kun, fordi han med saa meget Eftertryk er fremdraget af Fr. Thaarup i Kjøben-

 

355

havns Skilderi. Han var født 1749 i Kjøbenhavn, gjennemgik Konstakademiet, saa at Han endog fra 1769—1773 fik alle dets Medailler lige til den store Guldmedaille; men han benyttede kun sin Medaille til at blive Tømrermester uden Borgerskab. Aaret efter blev han Hof-tømrermesteE, senere Hofarchitekt, og efter at have staaet ved Brandcorpset siden 1772 blev han 1803 Brandmajor. I denne Stilling udmærkede han sig saaledes under Kjøbenhavns Bombardement 1807, at han samme Aar blev Ridder af Dannebrog. Som Arehitekt næv­nes han kun i Anledning af et Hus i Helsingør, hvortil han havde gjort en »cassabel Tegning«, (1790) samt i Anledning af Kron­prinsens Indtog den 14. September, s. A., da hau paatog sig at op­føre en Æreport foran Østergade efter Bestilling af Jøderne i Kjø-benhavn. Han var 1775 bleven gift med Clara født Holst, og han døde i Kjøbenhavn den 22. October 1810. (Skild. 1830 Sp. 880—81. Thiele Thorv. I, 24. Akad. Ordenscaptl. Kbhv. Lommebog. Stats-kalend. Adresseav. 1775 Nr. 191.)

 

Kittendorff. Axel Theodor Kittendorff, født den 19. October 1821, Søn af Vævermester Johan Adolf Frederik Kittendorff og Anna Amalie Elisabeth født Kuhn, kom ved sin Confirmation eller lidt før i Lære hos Xylograf Flinch for fire Aar og begyndte paa samme Tid at.gaa paa Kunstakademiet (1834). Han blev 1846 Elev af Modelskolen, men havde allerede siden 1840 udstillet Træsnit. Blandt andet udførte han et stort Træsnit efter en Buste af Christian IV i Tontryk (udst. 1845) og i 1847 et Træsnit efter Marstrands Medlemsstykke »Erasmus Montanus«. Et Par Aar tid­ligere havde han udført det samme Emne efter en Tegning af Marstrand, let og aandrigt henkastet. I 1848—49 studerede i Berling og Leipzig sit Fag. og naaede stor Fuldkommenhed som Xylograf, saa hans træsnit er vel agtede  blandt udenlandske Samlere. 11849 traadte han i Forbindelse med Aagaard (Firma Kittendorff og Aagaard) og deltog personlig i Udgivelsen af de store illustrerede Værker, som ere udgivne af denne Forretning (se Aagaard). Han var gift med Emilie Christine Cathrine født Kretzschmer, men døde allerede den 8. Marts 1868, kun 46½ Aar gammel. (Medd. af Konstn. Broder. Kagler Monogr. I, 791, Akad. Udst.. Cat.)

 

Kittendorff. Johan Adolf Kittendorff, ældre Broder til ovennævnte A. Th. Kittendorff, og født i Kjøbenbavn den 5. April 1820 blev efter sin Confirmation sat i Malerlære hos J. G Berg, kom, da han havde udlært (1838) i lithografisk Lære hos Em. Bærentzen & Co, hvor han snart blev en duelig Lithograf. Imidlertid

 

356

havde han gaaet paa Kunstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt 1841, medens hans Virksomhed som Lithograf først tillod ham at vinde den store 1849. Aaret efter traadte han i Compagni med I. V. Tegner under Firma Tegner & Kittendorff, som i 1875 holdt 25 Aars Jubilæum. Kittendorff har især vundet Opmærksomhed ved sit store Værk »Billeder efter danske .Malere«, hvoraf hidtil 109 Blade ere udgivne, alle Tegnede paa Stenen af Kittendorff selv. Af større Arbejder har han udført »Slaget ved Idsted« efter Sonne, »Slaget ved Mysunde« efter Simonsen. I Farvetryk har han bl. a. udført fiskerdrengen« efter G. Bloch, «Hundene skal have Mad« og »Grævlingehund med Hvalpe« efter O. Bache, »Storkefamilien.« efter Mackeprang samt Diplomet til Industriudstillingen efter Heinr. Han­sens Tegning. Siden Januar 1855 har han været Lærer ved Konstakademiet, og siden 1842 bar han udstillet dels Lithografier, dels origi­nale Tegninger og Aquareller. (Konstn. egne Medd. Akad. TJdst. Cat.)

 

Kiærschou. Frederik Christian Jakobsen Kiærschou, født i Kjøbenbavn den 26. Marts 1805, er Søn af Copist i Politi­retten, Frederik Jakob Kiærschou og Susanne Dorothea født Lind. Da han i sin Barndom viste Anlæg for Tegning, sørgede Directeuren for Vajsenhuset, i hvis Skole han efter sine Forældres tidlige Død havde gaaet, for, at han fik Plads i Akademiets Tegneskole (1823); men da J. P. Møller raadede til at lade ham lære Decorationsmaleriet, inden han skulde tænke paa at blive Landskabsmaler, blev han for tre Aar sat i Lære hos Malermester Rasmussen og ar­bejdede siden som Decorationsmaler hos Hambros Enke i fem Aar. Imidlertid gjennemgik han Akademiets Skoler, saaledes at han i 1830 blev Elev af Modelskolen, og da han ved flittige Studier i sin Fritid bavde søgt at uddanne sig til Landskabsmaler, lykkedes det ham i 1832 at vinde et Accessit (20 Rdl.) i Landskabsfaget og Aa­ret efter den egentlige Pengepræmie (50 Kdl.) for »Et Parti Træer i Classens Have«. Allerede i 1827 udstillede ban sine første For­søg og i 1828 sine første Studier efter Naturen, og siden den Tid har han jævnt udstillet næsten hvert Aar.

Efter at han saaledes havde tjent sine Sporer ved Akademiet, længtes han efter at komme udenlands og søgte derfor fra 1837 ind­trængende Akademiet oni dets Anbefaling for at kunne optiaa Sti­pendium fra Fonden ad usus publicos. Akademiet var ogsaa villigt til at anbefale ham, men raadede ham dog til at vente, da Gurlitt og Mohr var saa godt anbefalede, at de nødvendig maatte blive ham foretrukne. Det lykkedes harn ogsaa, først i 1841, da ogsaa Bortgivelsen

 

357

af de mindre Stipendier var gaaet over til Akademiet, at opnaa den akademiske Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl., der Aaret efter blev fornyet. Efter at han kort i Forvejen var bleven gift med Ida født Gindrup, rejste han allerede om Efteraaret 1840 til Dresden og München, hvor han tog Hovedophold under sin Udenlandsrejse, medens han derfra gjorde Udflugter til Tyrol, de bajerske Højlande og Svejts. Efter Hjemkomsten blev han den 7. August 1843 agreeret paa »Et Parti af Etschdalen« og en Mappe med Skitser, og den 10. Marts 1845 blev han Medlem af Akademiet paa »Et Landskab i en tyrolsk Bjærgegn«. I 1848 blev han tillige Medlem af Konst-akademiet i Stokholm, og i 1859 fik han Titel af Professor. Den kgl. Malerisamling ejer foruden tre Ungdomsarbejder af ham, et større Landskab fra Bleking (udst. 1855), og et »Sjællandsk Land­skab« (udst. 1871). For øvrigt ejes hans Hovedbilleder af Kongen, Grev Moltke til Bregentved, ligesom ogsaa adskillige af hans Ar­bejder ere solgte i Sverige, Tyskland og Amerika. I 1874 blev han Ridder af Dannebrog. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Kjeldrup. Anton Edvard Kjeldrup, Søn af Skibsfører og senere Forpagter Jens Kjeldrup, var født den 16. Februar 1826 i Haderslev og lærte Malerhaandværket i sin Fødeby. Han kom der­efter til Kjøbenhavn for at' uddanne sig til Konstner og besøgte Kunstakademiet et Par Aar (1845—47). Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet og begyndte at udstille 1849. Efter at have været paa Studierejser i Norge i- nogle Somre tilbragte han Vintren 1858—59 i Miinchen. Senere fik han i 1863 en akademisk Rejseun­derstøttelse paa 800 Rdl. og det følgende Aar et Tillæg paa 200 Rdl. Paa denne Rejse opholdt han sig dels i Moseldalen, dels i Svejts og var Vintren over i Düsseldorf. De Fortrin, han allerede havde vundet som Landskabsmaler, styrkedes ikke ved denne Rejse, idet hans Billeder fra R,ejsen og den nærmeste Tid derefter mere bar Spor af udvortes Paavirkning i Malemaaden end af en virkelig indre Befrugtning. Imidlertid forsvandt dette Indtryk, og senere Arbej­der fra Hjemmet havde samme Friskhed og naturlige Farve virkning som tidligere. Navnlig gjengav han flere Gange, f.-Ex. i 1867, det Indre af en Skov paa en smuk og slaaeude Maade. Kjeldrup hørte til de bedre i Kredsen af de yngre Landskabsmalere, da Døden bort­rev ham den 22. Maj 1869. Han var gift med Marie født Simon­sen. (Medd. fra Enken. Akad. Udst. Cat. Berl. Tid. 1869.)

 

Kjær.    Søren Kjær,  undertiden kaldet paa Latin Severinus Paludanm, var i sin Ungdorn (inden 1611) i Lære hos Peter Isacsz,

 

358

medens denne var i Amsterdam, synes dernæst i nogle Aar at have været paa Rejser som »kgl. Majestæts Malersvend« og var som saa-dan i Venezia i 1616. Efter Hjemkomsten blev han den 23. Juni 1617 ansat som kgl. Contrafejer med 200 Edl. d. C. om Aaret, men afgik fra denne Stilling den 12. December 1627, uden at der siges, at han er død. Der nævnes bl. a., at han har malet sex Stykker paa Panel, som sad i faste Rammer paa Frederiksborg. I 1620 sendte Christian IV ham til Slesvig til Hertug Johan, for at han skulde male Hertugens og hans Datters Portræter i Legemsstørrelse. Weinwich kalder ham Kehrort og nævner, at han 1623 fik det Hverv at male Kongens Moder Sofie af Meklenborg. (Weinw. Lex. Dnsk. Saml. II, S. 163. Medd. fra Rentek. 1872 S. 194. Gehejmearch.)

 

Klein. August Henning Klein, Søn af Murmester Ditlev Vilhelm Klein og Marie Kirstine født Skousboe, er født i Kjøben-havn den 11. October 1839. Efter at han i 1855 var bleven examinatus polyt, kom han i Lære hos Tømrermester Kayser, og blev Svend 1858. Samtidig tegnede han hos Bindesbøll og Meldahl og be­søgte Konstakademiet fra October 1856. Hans Studier ved Akade­miet blev dog afbrudte ved mindre Rejser, ved at han 1862—65 var Meldahls Conducteur ved Gjenopføreisen af Frederiksborg Slot, og ved at han i 1864 deltog i Krigen. Dog blev han Elev af Archi-tekturklassen og stededes til Afgangsprøve, men naaede ikke at faa Afgangsbevis. Imidlertid fik han i 1867 sit første større selvstæn­dige Arbejde ved Opførelsen af Faarevejlegaards Hovedbygning, og har siden den Tid været i livlig og udstrakt Virksomhed, navnlig ved Opførelsen af Landbrugsbygninger. I 1870 udstillede han et Par Tegninger af større Ombygninger. Foruden en mindre Rejse til Stokholm i 1866 var han i 1874 i Paris og Tyskland. Som For­fatter er han optraadt i »Ugeskrift for Landmænd« og i »Tidskrift for Landøkonomi« samt selvstændigt med »Tegninger til Landbrugs­bygninger« i 1876. Han blev 1871 gift med Pauline Clementine født Lorentzen. (Konst. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Klein. Christian Leonhard Klein, født den 27. Marts 1810 i Kjøbenhavn, er Søn af Tæller i Nationalbanken, Conrad Gottlieb Klein og Jessine født Almstrup. Han blev efter sin Confirmation Lærling paa Porcelainsfabriken og gik samtidig paa Konst­akademiet, hvor han blev Elev af Modelskolen (1831). Imidlertid lærte han Blomstermaleriet og Porcelainsmaleriet under J. L. Jen­sens Vejledning, og concurrerede til den Neuhausenske Præmie med o Tallerkener, hvorpaa han havde malet Blomsterne og Juuel den

 

359

øvrige Udsmykning. Han har i en Række af Aar været Blomstermaler ved den, kgl. Porcéllainsfabrik og som saadan udført og ledet Udførelsen af det nye- Flora danica Stel , flere store Vaser og tre store Bordservicer. Et i 1831 udstillet Maleri, »Blomster og Frug­ter«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling, og en i 1856 i Paris ud­stillet Vase fik Hædersdiplom. I 1847 blev han gift med Hanniballine Frederikke Marie født Hansen. (Konst. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Klein. Peter Casper William Klein, født i Kjøbenhavn bagermester  Louis Klein og  Ca­thrine Magdalene født Müller. Begge hans Forældre stammede fra Elsass. Da han var kommen i Malerlære, fik han Adgang til Konstakademiet, og Aaret efter at han var bleven Malersvend, vandt han Akademiets lille Sølvmedaille i Decorationsskolen (1843). Han var blandt de Elever, som deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Mu­seum, og fik derved Lyst til at lægge sig efter Bygningskonsten, hvorfor han tegnede en Tid hos G. Bindesbøll. I 1850 oprettede han en Tegneskole i Malmø, som han tre Aar efter opgav, da han blev Lærer ved den da oprettede technisca Elementarskolen , i hvilken Stilling han forblev til 1862; i 1858 var han tillige bleven Lærer ved Statens hogre elementarlaroverk.

Tillige virkede han i Malmø som Bygmester og blev , efter en Studierejse i Tyskland i 1860, constitueret og i 1862 fast ansat som Stadsarchitekt i Malmø. Af selvstændige Arbejder har han bl. a. udført Tilbygningerne til Raadhuset i Malmø, og Kirken Stora Uppakru ved Lund. Desuden virkede han for Konsthaandværket ved at gjøre Tegninger til Konstflidslotteriet i Malmø, der nu er hævet. Endelig har han paa Svensk udgivet nogle Skrifter om Tegnekonsten og Fortegninger. Hans Virksomhed tilhører altsaa udelukkende vort Naboland. Han blev i 1851 gift med Caroline Sofie født Jakobsen, og hans Søster var gift med den ovenfor nævnede Landskabsmaler Carmiencke. (Konstn. egne, Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Klein. Vilhelm Klein, Søn af Murmester D. V. Klein og ældre Broder til den ovennævnte A. H. Klein, er født den 6. Marts 1835 i Kjøbenhavn. Efter sin Confirmation begyndte han at gaa paa Akademiet og kom samtidig i Murerlære. Om Vintren tegnede han først hos Herholdt, derpaa hos Hagemann og endelig hos Biudesbøll i omtrent fem Aar Uge til dennes Død (1856). I 1852 var han udlært som Murer, i 1854 vandt han Akademiets lille, i 1856

 

360

dets store Sølvmedaille og i 1858—59 var han en Rejse til Udlan­det, navnlig til Italien. Forinden havde han i 1858 været Conducteur hos F. Meldahl ved Blindeinstitutets Opførelse. I 1864 del­tog han frivillig i Krigen som Menig og i 1866 ægtede han Char­lotte født Unna.

Af Bygninger, Klein har opført, kan bl. a. nævnes Frimurer­logen i Helsingør, Sparekassens Ombygning og senere nye Tilbygning i Kjøbenhavn, samt hans Hovedværk Industrimlstillingsbygnin-gen i Kjøbenhavn. Desuden har han opført en Del private Huse - og Villaer saavel i Kjøbenhavn som i andre Byer. Klein har gjort sig fortjent af Haandværksstandens Uddannelse i konstnerisk Retning ved den Iver, hvormed han i 1868 arbejdede for Oprettelsen af den nye Haandværkerskole, som han bestyrede, indtil den i 1876 blev lagt ind under det techniske Institut. Han medvirkede ligeledes til Oprettelsen af en Tegneskole for Kvinder (1875), i hvis Besty­relse han siden har været Formand. (Konstn. egne jVIedd. Akad. Udst. Cat.)

 

Klem. Frederik Johannes Gotfred Klem, født i Kjø­benhavn ,den 3. October 1823 og Søn af Oberstlieutenant Peter Heinrich Wolff Klem og Birgitte Marie født Hermann, var bestemt til Studeringer, men forlod disse og kom paa Porcelainsfabriken for at lære Porcelainsmaleriet. Samtidig besøgte han Konstakadcmiet, hvis højere Klasser han dog ikke gjennemgik. Han udstillede i 1845 et Poreelainsmaleri, Copi efter et Grenrestykke af Rørbye, og i 1847 et oliemalet Landskab »Parti af Aadalen i Norge«. Efter at have været med i den første slesvigske Krig, hvor han blev Secondlieutenant, rejste han til Norge og nedsatte sig der som Fotograf, først i Frederikshald, senere i Christiania. Der ægtede han i 1864 Kirsten Henriette født Rasch. (Konst. egne Medd. Akad. Udst: Cat.)

 

Kleve. Johan Terkel Kleve, formodentlig en Brodersøn af den bekjendte Terkel Klevenfeldt og født omtrent 1749, blev Secondlieutenant i Artilleriet den 16. August 1769, Premierlieute-nant 1774, men fik den 2. Juni 1779 sin Afsked. Han havde imid­lertid megen Lyst og Kjærlighed til Tegnekonsten og havde, ved at se Prøver af en i Frankrig dengang brugelig, af Francois og Demarteau opfunden, Kobberstikmanér, »Crayon- eller Rødkridtsmanéren«, selv lærte sig en lignende Fremgangsmaade, hvorved han ad en lettere Vej end det sædvanlige Kobberstik frembragte et Billede, som i sin Virkning lignede en Sortkridts- eller Rødkridtstegning. Hans Opfindelse, som han selv kaldte »den akademiske Tegne-

 

361

manér«, blev af Landhusholdningsselskabet lønnet med dets mindre Gruldmedaille (1777), som »et velfortjent Agtelsestegn», og af Kon­gen med 250 Rdl. d. O. (800 Kroner). Han udførte i denne Manér en Del Portræter, f. Ex. af Madame Walter i hendes Rolle i »Aglae« efter et Portræt af Høyer, Enkedronning Juliane Maries Portræt efter Samme, Christian VII's efter Juel og fl. Efter egen Tegning udførte han Ewalds Portræt1, og efter Wiedevelts Tegning stak han et mythologisk Billede »Apollo og de ni Muser«, der hørte til hans første Forsøg i Kridtmanéren (1776). I 1777 forelagde han Akade­miet, som det synes, netop dette Blad med Ønsket om derpaa at blive dets Medlem, men det blev nægtet ham, fordi i Paris kun Opfinderen Demarteau var bleven akademisk Medlem, men ikke andre Kobberstikkere, der arbejdede i samme Retning. Enkedron­ning Juliane Marie var hans Beskytteriude, men hun kunde dog ikke udvirke, at han blev Medlem; derimod skyldtes det vistnok hende, at han efter sin Afskedigelse af Krigstjenesten fik Titel af Professor. Til hans Arbejder hører paa en vis Maade det Portræt af Anna Louise Heger, født Drewsen, som tillægges hendes Mand, Conferentsraad H. Heger, idet nemlig Kleve, ifølge Sønnens, St. Hegers, mundtlige Meddelelse, eftergik Pladen med Rouletten. Bla­det er ogsaa udført i Kleves »akademiske Manér«. Han var gift med Else Johanne født Frimodt af den Drewsenske Slægt; de havde ingen Børn, og Konen døde den 23. April 1796. I sine senere Aar udførte han mest calligrafisk Arbejde til Brug for Skolerne og var Graveur ved Species banken, Efter Konens Død levede han i Birke­rød, hvor han selv døde den 5. December 1797, og Dødsfaldet med­deltes Familien ved et Avertissement fra Skifterettens Forvalter, Amtsforvalter Selmer i Hirschholm. ("Weinw. S. 227. do. Lex. Sandv. S. 85. Hennings S. 134. »demens« ved Fiek 8. 15. .Lengnik [Fam. Drewsen]. Ftissli Kstl. Lex. Suppl. Adresseav. 1796, Nr, 98; 1797, Nr. 319. Skild. 1830, Sp. 405, hvor Kilder til en Del særskilte Notitser om ham nævnes. Krigsmiii. Akad.)

 

Klingsey. Ella Augusta Mathilde Klingsey, født den 28. Juni 1848, var Datter af Oberst i Infanteriet Peter Edvard Klingsey og Clara Sofie født Henning. Hun lærte Blomstermaleriet af Frøken Emma Thomsen og dyrkede sin Konst med megen Iver og Kjærlighed; men det lykkedes hende kun at faa udstillet et Par

 

1 I Concurrence med Clemens, hvis Stik blev foretrukket, saaledes at han kom til at udføre Stikkene til Ewalds Skrifter efter Åbildgaards Tegninger.

 

362

mindre Billeder i 1874. Midt i sin bedste Udvikling blev hun bortreven af Strubetæring den 13. Januar 1876. (Private Medd. Udst. Gat.)

 

Kloss. Frederik Theodor Kloss, født den 19. September 1802 i Brunsvig, var Søn af en Maler der og blev i 1819 af sin Fader sendt til Berlin for at besøge Bygningsskolen ved det der­værende Kunstakademi. Da han havde mere Lyst til at være Maler, gik han uden sin Faders Vilje ind i Malerskolen og blev Elev af Historiemaler Schumann, under hvis Vejledning han malede Figur­billeder, Portræter, Landskaber og, hvad han havde mest Lyst til, Marinebilleder, hvortil han gjorde Studier i gamle hollandske Malerier. En Rejse til Prag, Breslau og Dresden (1825—27) bragte ham i sidstnævnte By i Berøring med Landskabsmaler Dahl, hos hvem han saa et Søstykke af Eckersberg, der aabnede hans Øjne for, hvad Marinemaleri var, og vakte hans Lyst til saa snart som muligt at komme til Kjøbenhavn for der at studere Sø og Skibe. Med An­befalinger fra Henrik Steffens, Professor Busching og J. C. Dahl kom han den 21. October 1828 til Kjøbenhavn, som siden den Tid blev hans stadige Hjem. Han begyndte strax at male under Eckersbergs Vejledning og kunde allerede 1829 udstille et Parti fra Hel­singør. Dog begyndte han først i Januar 1830 at male i selve Eckersbergs Malerstue. Samme Aar gjorde han en Sørejse med Cadetskibet, blev Tegnelærer for Cadetterne og fik efter Hjem­komsten et tysk Vidnesbyrd af Akademiet, som om det havde været hans Tanke at rejse bort igjen. Imidlertid indskrænkede han sig til mindre Udenlandsrejser, og vendte hver Gang tilbage til Kjøben­havn, hvor han i den preussiske Minister Grrev A. RaczynsK havde en varm Velynder.

I 1834 begyndte Kloss paa Udgivelsen af nogle Stentryk med dansk og tysk Text, der udkom i det kgl. Stentrykkeri, men stand­sede, da Trykkeriet ikke kunde overkomme sine Arbejder og snart efter blev nedlagt. Efter at han i nogle Aar havde malet og ud­stillet ikke faa Billeder, dels efter umiddelbare Studier i danske Farvande, dels fri Compositioner som »Slaget iLyngørshavn«, »Prins Christian efter Affairen ved Sjællandsodde« o. lign., begjærede. han den 1. Juni 1840 at blive agreeret ved Konstakademiet i Kjøben­havn. Da dette ikke kunde ske, fordi han var Udlænding, opfor­drede Akademiet ham selv til at søge Indfødsret, som blev tilstaaet ham under 7. August og den 24. næstefter blev han enstemmig agreeret, Den 7. December s. A. blev han Medlem af Akademiet

 

363

for Opgaven »Aabent Hav med Skibe i trerebet Merssejlskuling«. Senere var han i 1843 en Rejse med Fregatten Thetis til Italien og i 1844 besøgte han Færøerne.

Kloss blev 1847 Ridder af Dannebrog; 1853 titulair Professor  og ægtede 1851 Caroline født Bauditz, der ved sin Død efterlod ham en Datter. Selv døde han den 9. Juni 1876, efter at han siden 1871 ikke havde udstillet mere. Af hans mange Arbejder ejer den kgl. Malerisamling ti Billeder, for største Delen fra hans første Tid i Danmark (1832—42), uden at dog noget er betydeligt nok til at fortjene at fremhænges. Christian VIII, Frederik VII og Konstforeningen i Kjøbenhavn kjøbte ikke faa af hans Arbejder. Han var i sin gode Tid en heldig Elev af Eckersberg, noget dybere og varmere i Farven, medens han savnede Mestrens lyse Klarhed og fine Tegning. Hans vigtigste Elev var Emanuel Larsen, som i adskillige Aar tegnede og malede hos ham. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Berl. Tid. 1876.)

 

Klæstrup. Peter Christian Nygaard Mattat Klæstrup, født den 29. Maj 1822 i Kjøbenhavn, er Søn af Christian Juel Klæ­strup, en Jydsk Præstesøn, der var Lieutenant i den norske Hær,  men efter 1814 udtraadte af Krigstjenesten og flyttede til Kjøbenhavn, hvor han levede som Oversætter og Privatlærer; Konstnerens Moder var Sofie Jensine født Anthon. Han begyndte 1835 at gaa paa Konstakademiet og blev 1841 Elev af Modelskolen, medens han samtidig besøgte J. L. Lunds Malerskole. Hans Kaar nødte ham dog til mest at arbejde for Træskjærere, og saaledes tegnede han i sin Tid Billederne til Goldsehmidts »Corsaren«, og har senere arbejdet fe lignende illustrerede Blade, f. Ex. for det nu udkommende »Punch«. Tillige har han tegnet Illustrationer til en Mængde Værker, dels Aarbøger og Almanakker (som Gæa), dels danske For­fatteres Skrifter, Holberg (Peder Paars), Wessel o. fl. Af særskilte Ar­bejder kan nævnes tre store Albums med ialt 600 Vandfarvebilleder (1872—76), forestillende Tidsbilleder fra Livet i Danmark under Kongerne Frederik VI, Christian VIII og Frederik VII. De originale Tegninger udførtes for Fabrikant Hjorths Regning som en Gave til Kronprinsen. Endvidere udførte han paa lignende Maade 128 Bil­leder af danske adelige Vaaben, som blev lithograferede og colorerede i Haanden. Dette Værk kostedes af Cand. C. Castenskjold, som selv skrev Texten dertil. Endelig kan nævnes en Samling Træsnit, som udkom i 1876 under Titel »Det forsvundne Kjøbenhavn«, hvor dog den xylografiske Gjengivelse ikke lader Konstnerens Lune og

 

364

og techniske Fortrin komme til deres Ret. I 1865 fik han Medaillen pro litteris et artibus af den svensk-norske Konge, Carl XV, og i 1866 ægtede han Emma Elisabeth født Kierulff, der baade som ugift og senere som gift er optraadt som Forfatterinde til Smaafortællinger under Mærkerne Antonia Kyrre og C***., dels særskilt, dels i Tidsskrifter. (Konstn. egne Medd. Akad.)

 

Knieper. Hans Knieper bliver i Dansk Magazin gjort til én Person med den ovenfor nævnte Johan af Antwerpen (s. d.) og kaldes derfor fra Antwerpen, uagtet han i de Aktstykker, hvori hans Navn er bevaret, kun kaldes Hans Knieper. Ifølge disse fik han den 5. Januar 1578 Bestalling af Frederik II som kgl. Maler med en aarlig Løn af 100 Rdl. d. C. og en sædvanlig Hof klædning, dog saaledés, at hans udførte Arbejder skulde betales særskilt. Snart efter den 22. Februar s. A. indgik han en Contract om at male Patroner til Tapeter til en Pris af tre Ort for hver sjællandsk Alen. Efter disse Patroner skulde Tapetmageren Antonius de Corte udføre selve Vævningen (s. d.). Endvidere fik han den 9. Decem­ber 1581 Paabud om at udføre til Tapeter 111 af Kongens For­gængere paa Tronen samt Kongen (Frederik II) selv og hans Søn (Christian IV), hvilke skulde betales med 9000 Rdl. i alt, og som det synes var disse store og omhyggelig udførte Tæpper færdige allerede efter tre Aars Forløb. I 1584 og 1585 sluttedes der ogsaa nye Contracter med ham om Udførelsen af andre lignende Arbejder. Af alle disse Pragttæpper, som fra først af var bestemte til Kron­borg, tilintetgjordes nogle ved en Ildebrand, som overgik Slottet i 1629; dog skaanedes Kongeportræterne, hvoraf en Del blev førte til Frederiksborg og brændte der i 1859, medens nogle kom til Kjøbenhavn, hvor de endnu bevares i det oldnordiske Museum og vidne fordelagtigt om den gamle Mesters Konstfærdighed. ("Weinw., 8. 33. ' do. Lex. Nye danske Mag.^ II, 4, S."98—103. Dske. Saml., V, S. 143. Burman Becker, Tapeter, S. .6, 8, 9, 11—16.)

 

Knudsen. Ludvig Harald Knudsen, født den 18. August 1843 i Kjøbenhavn og Søn af Capitain og Urtekræmmer Jens Chri­stian Knudsen og Johanne født Jakobsen, kom efter sin Confirma-tion i Tømrerlære hos Meyer, begyndte 1860 at gaa paa Konstakademiet, hvorfra han den 30. Juni 1866 fik Afgangsbevis som Architekt. I 1867 vandt han derpaa den lille Guldraédaille for Op­gaven »En protestantisk Kirkes”. Han blev 1871 constitueret og 1873 fast ansat som Bygningsinspecteur i fjerde District og er gift med Caroline Sofie født Mottlau. Af hans Arbejder kan fremhæves

 

365

det Berlingske Gravkapel paa Ordrupshøj, den katholske St. Ah-dreaskirke sammesteds samt Stefanskirken paa Nørrebro der var færdig i Juli 1874. (Konstn. egne Medd. Akad. TJdst. Gat.)

 

Knutzen. Christian Ludvig Knutzen eller Knudsen, Søn af Snedkermester Johan Christoffer Knutzen, blev født i Kjøbenhavn den 15. Februar 1786. Som Elev af Konstakademiet vandt han i 1812 saavel den lille som den store Sølvmedaille og søgte snart derpaa om en Plads som Informator ved Akademiet efter Marchs Død (1813), hvilken han dog ikke fik. Han var Elev af Lorentzen, under hvem han uddannede sig til Portrætmaler, og som saadan udstillede han, dog ikkun faa Gange, i Tiden 1829—45. I 1810 blev han gift med Frederikke Louise født Bjergdal, og han døde den 10. December 1861. (Priv. Medd. Akad. TJdst. Cat.)

 

Knutzen. Jürgen Knutzen (Jørgen Knudsen) er født i Broager den 23. November 1800 rimeligvis af Bønderfolk. Da han var inde i Krigstjenesten i 1824 som Underjæger ved det fynske Infanteriregiment, vakte hans Talent saa megen Opmærksomhed, at han ved kgl. Resolution sendtes til Konstakademiet, for at det kunde bedømme hans Arbejde i Miniaturmaleri og derefter antage ham som Elev ved Akademiet, hvis han havde Talent. Akademiet lod ham gjøre Prøvetegninger i Lorentzens, Lunds og Eckersbergs Nærværelse. Den 11. October 1824 erklærede det, at han havde løst sine Prøver saa heldigt, at det »anbefalede ham til Kongens naadige Understøttelse«. Kort efter fik han Permission af Krigs­tjenesten og 100 Rdl. aarlig »medens han studerer paa Akademiet«. Han vandt 1828 den lille og 1830 den.store Sølvmedaille og malede samtidig under J. L. Lunds Vejledning. I Kjøbenhavn er kun hans Arbejde for den lille Sølvmedaille udstillet, thi allerede 1830 rejste han til Hertugdømmerne, hvor han levede som Portrætmaler, og tilsidst nedsatte han sig i Hamborg. (Akad. Udst. Cat. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Koch. Jørgen Hansen Koch, født den 4. September 1787 paa Christianshavn, var Søn af Skibsbygmester Jørgen Hansen Koch og Anne Cathrine født Volckersen. Han lærte Tømrerhaandværket hos Hallander, blev som Bygmester Elev af C. F. Hansen og gik samtidig paa Konstakademiet, hvis Sølvmedailler han begge vandt i Aaret 1809. Han concurrerede strax samme Aar til den lille Guld-medaille, som han først opnaaede ved den følgende Concours 1811 for Opgaven »Et Konstakademi«, Efter ligeledes at have concurreret en Gang forgjæves til den store Guldmedaille, blev denne til-

 

366

kjendt ham i Januar 1816 for Opgaven »Et Militairsygenus«. Efter Ansøgning fik han allerede i November s. A. Løfte paa Akademiets store Stipendium, dog først fra 1. Januar 1818 at regne. Imidlertid fik han tillige Understøttelse fra Finantserne og afrejste i November 1817, kom i Maj det følgende Aar til Rom og foretog derfra en Bejae til Grækenland, der varede næsten et Aar. Ved Tilbagekom­sten til Rom traf han Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, som tog sig varmt af ham. Han fulgte med Prinsen til Neapel, tegnede 14 Dage i Pæstum og fik ved Prinsens Omsorg Tilskud til Stipendiet fra Finanserne, for at han kunde forlænge sin Rejse. De Studier, Konstneren havde gjort i Grækenland, havde vakt de største Forventninger hos Akademiet, og man gjorde alt for at lette hans Fremtid. Heller ikke fattedes det paa Æresbevisninger i Ud­landet. Medens han var i Italien, blev han Medlem af Akademiet i Neapel og S. Luca i Rom og paa Hjemrejsen optog Akademiet i Florens ham til Medlem. Hjemrejsen gik over Frankrig, hvorfra Prinsen tog ham med til London, og først i December 1822 var han igjen i Kjøbenhavn.

Endnu medens han var i Italien, havde han søgt om Embedet som kgl. Bygningsinspecteur efter Chr. Meyn, men synes dog først at være bleven udnævnt dertil i Maj 1823, da han samtidig blev Hof­bygmester. Paa to indsendte Projecter, til et Universitet og et Konstmuseum, blev han den 30. December 1822 enstemmig agreeret ved Akademiet; men praktiske Arbejder optog imidlertid hans Kræf­ter saaledes, at han først den 27. Marts 1831 kunde blive Medlem med 22 Stemmer mod 1. Hans Medlemsarbejde »Et Landslot med Hofkapel og Theater«, synes ikke ganske at have tilfredsstillet, og navnlig udtalte en enkelt Stemme sig dadlende om det. Faa Aar efter, den 23. Marts 1835, blev han ved Hansens Afgang valgt til Professor i Bygningskonsten, og i Aarene 1844 og 1847 valgtes han til Akademiets Directeur.

De store Nybygninger, som Kjøbenhavn trængte til efter Bran­den og Bombardementet, var dels færdige, dels i andre Hænder ved Kochs Hjemkomst, saa at det kun var i enkelte spredte Træk, han fik Brug for den Konstfølelse, han med saa megen Iver havde stræbt at udvikle paa Rejsen; i sin lange Virketid i Hjemmet vandt han mest Fortjeneste som den, praktiske, nidkjære Embedsmand. Kochs Hovedvirksomhed falder derfor dels administrativt som Medlem af Bygningscollegiet, og fra 1850 som Bygningsdirecteur, dels i almin­delig praktisk Retning ved Opførelsen af ikke faa Skoler, Raadhuse,

 

367

et Cellefængsel m. m. samt af private Bygninger f. Ex, Etatsraad Hansens Hus paa Hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. Blandt hans større Ombygninger kan nævnes Udvidelsen af det store kgl. Bibliothek i Harsdorffs Stil, Ombygningen af det Holsteinske-Palais i Stormgade, Restaurationen af det kgl. Theater (1827) og af flere af de kgl. Palaier. Tronfølgerens, siden Kongens (Christian VIH)'s Yndest svigtede ham ikke. Han blev Ridder af Dannebrog 1828, Justitsraad 1829, Dannebrogsmand 1831, Etatsraad 1832, Commandeur af Dannebrog 1841, Conferentsraad 1848. Tillige blev han i 1845 udenlandsk Medlem af Akademiet i Stokholm og Commandeur af Vasaordnen (1845—46). I 1828 ægtede han Ida født Wulff, i December 1855 tog nan Afsked fra alle sine Stillinger, og han døde den 28. Januar 1860. (Medd. af Konstn. Søn. Erslews Forf. Lex. Suppl. II3 S. 72—73. Skild. 1823, Sp. 514 og 593. Werlauff, St. kgl. Bibi., 2. Udg. S. 342. Dske. Saml., 2. R. III, S. 303. Akad. TJdst. Cat.)

 

Koch. Otto Koch, en Kobberstikker fra Slesvig, har stuk­ket nogle Prospecter til Adami Olearii Vermehrte Moscoivitische und P&rsische R&ise, Slesvig, 1656, Fol. et Prospect af Kasan, hvorpaa han kalder sig Sies:, nogle Afbildninger til Mandelslos Rejse (S. 138) og et stort Portræt af Hertug Frederik af Slesvig og Holsten. (Weiaw,, Lex. Sandvig, S. 85.)

 

Kock. Vilhelm Kock, født 1810 i Aalborg, lærte Malerhaandværket hos Hambros Enke i Kjøbenhavn og arbejdede samme­steds som Svend, besøgte Konstakademiet mellem 1825 og 1837, lagde sig efter at lithografere og udstillede 1838—46 dels Lithografier, dels tegnede Portræter, i 1846 endog et malet Portræt af en 94aarig Olding. (Akad. Udst. Cat.)

 

Kock. Servatius Kock blev den 16. August 1622 ansat som kgl. Kobberstikker med Bestalling af 24. September samme Aar. Han skulde have 100 Rdl. d. C. aarlig og et Vicarie i Roskilde Domkirke, naar et saadant blev ledigt. Han nævnes kun engang til under samme Dato det følgende Aar, og man kjender intet af hans Arbejder. Weinwich tilføjer, at han var fra Leiden. (Weinw., S. 240. do. Lex. Medd. fra Rentek. 1872, S. 194.)

 

Koefoed. Hans Christian Koefoed, født den 16. Juli 1849 paa Soldatergaard paa Bornholm, hvor hans Fader Johannes Koefoed, Premierlieutenaut i Artilleriet, dengang boede; hans Moder var Anne Cathrine født Golberg. Da han efter sin Confirmation kom til Kjøbenhavn, begyndte han at tegne hos en Architekt for at ud-

 

368

danne sig i dette Fag, men forandrede efter fire Aars Forløb sin Beslutning og traadte i October 1867 ind i almindelig Forberedel­sesklasse paa Konstakademiet, hvorfra han den 18. Marts 1873 fik Afgangsbevis som Maler. Tillige havde han malet et Par Aar under C. Blochs Vejledning, og foretog, Aaret efter at han havde forladt Akademiet, en lille Rejse til Tyskland. Han har siden 1874 udstillet Figurbilleder, for det meste Fremstillinger af Almuens Liv. (IConstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Koefoed. Herman Koefoed, Søn af nedennævnte W. P. Koefoed, var født i Rønne paa Bornholm 1743. Han lagde sig efter Portrætmaleri og var tillige »særdeles øvet i at istandsætte og rengjøre gamle Malerier«;. Efter at han(1771)havde vundet Akademiets lille Sølvmedaille, levede han i Kjøbenhavn som Portrætmaler, med Titel af Kammerassessor; han var gift med Inger Kirstine født Holm og døde den 22. Marts 1815. (Weinw., S. 192, do. Lex, Adresseav. 1815, Nr. 72.)

 

Koefoed. Villum Povlsen Koefoed, Søn af Kjøbmand Povl Hansen Koefoed og Gertrud Koefoed og født 1707 i Rønne paa Bornholm, var født døvstum; han blev Maler i sin Fødeby og var Fader til den ovennævnte H. Koefoed. Man kjender af ham kun et Epitaphium i Rønne Kirke, hvorpaa han har malet sine Forældre og afdøde Søskende. (Weinw. Lex. Private Medd.)

 

Kolberg. Andreas Johnsen Kolberg, født i Kjøbenhavn den 25. November 1817, var Søn af Tegnelærer Johannes Jansen Kolberg og Karen Johanne født Simonsen. Han begyndte allerede i sit tiende Aar at gaa paa Akademiet, hvor Hetsch troede, han skulde opdrage en Bygmester i ham; Drengen havde i Førstningen Lyst til at være Maler, men gik dog, da han i 1833 var bleven Elev af Modelskolen, over til at være Modelerer og vandt som saadan den lille Sølvmedaille 1834. Samtidig var han begyndt at arbejde under Freund i dennes Værksted. I 1836 fik han Penpepræmie, i 1837 den store Sølvmedaille og concurrerede samme Aar til Guldmedaillen uden at qpnaa den. Næste Aar vandt han atter Pengepræmie og i 1839 den lille Guldmedaille for Opgaven »Odysseus giver sig tilkjende for Eurykleia«. Hans Examen i Anatomi, Mathematik m. m. gik derimod mindre heldig, saa at han maatte tage den om igjen, inden Guldmedaillen kunde overrækkes ham. I 1843 vandt han den store Guldmedaille for »Boas og Ruth« (Ruth's Bog, 2, 8—9), og var saa heldig strax at faa Akademiets store Sti­pendium fra den 1. Januar 1844. Han afrejste dog først om Efter-

 

369

aaret s. A. og kom i September 1845 til Rom. I 1846 fik han Stipendiet forlænget med ét Aar fra den Dag, han havde opholdt sig tre Aar i Udlandet, og en Ansøgning om yderligere Forlængelse blev afslaaet.

Kolberg kom hjem i Begyndelsen af 1849, og Akademiet sør­gede for et Værksted til ham. Derimod var det slet ikke fornøjet med de Arbejder, han havde udført i Rom og sendt hjem, nemlig en Billedstøtte »Theseus.« (der nu staar i Tivoli), »Kvinderne ved Graven« i Relief og et Par andre Relieffer. De afgav »ingenlunde noget glædeligt Vidnesbyrd om denne Konstners Fremskridt og Ud­vikling«, og Akademiet anbefalede mulige offentlige Arbejder til dygtigere Konstnere. Imidlertid var Kolberg dog bleven anbefalet til Frederik VII, som gjorde ham til Inspecteur over sin private Malerisamling, udnævnte ham til Professor (1850) og gav ham Midler til atter at rejse til Italien. Fra denne første Tid er hans Buster af Kongen o. fl. Som det synes, rejste han i 1854 til Rom, hvorfra han i 1857 hjemsendte »En drukken Faun« paa hvilken han blev agreeret af Akademiet. I Førstningen havde han nogle Be­stillinger, tildels til Udlandet, saaledes et Relief, »Nedtagelsen af Korset«, der kom til England, medens Billedstøtten »En Jæger«, der var bestilt af en Amerikaner, kun voldte ham Tab; fordi Be­stilleren gik Fallit. Den kongelige Naade begyndte at svigte ham, og han levede nogle Aar i kummerlige Omstændigheder i Rom indtil han ved en dansk Godsejers Hjælp kom tilbage til Danmark (1862). Her udstillede han »En Hyrdedreng« (1861, tilh. Grev Moltke) og »En Bacchus« (1862, tilh. Frederik VII) begge udførte i Marmor i Rom. Samme Aar (1862) udstillede han en Tegning til en Frise »Ghristi Indtog i Jerusalem«, der var bestemt til en Kirke i Filadelfia; men en Tegning til en anden Frise »Gangen til Golgatha«, blev ikke udstillet. Han levede nogle Aar i Hjemmet, fik (1866) det Ankerske Legat, men rejste ikke længere ,end til Nordtyskland; han kom tilbage syg paa Sjæl og Legeme, og døde den 10. August 1869 i Kjøbenhavn. Et Ungdomsarbejde »Bacchant ridende paa en Panther« (1843) blev kjøbt af Christian VIII og henstod længe i den kgl. Malerisamlings Magazin. Hans Virksomhed som Konstner,svarede ikke til den Lethed, hvormed han havde gaaet Akademiets skoler igennem og den Skuffelse, dette var, baade for ham og andre, virkede nedtrykkende på alle hans forhold. Man syntes, der var gaaet et Talent tabt, medens Sandheden maaske var, at hans virkelige Talent aldrig havde staaet i Forhold til de første

 

370

Forventninger.   (Priv. Medd.   Akad.   Udst. Gat.   Skifteretten.   Berl. Tid. 1869.)

 

Kondrup. Cathinka Jenny Helene Kondrup, Datter af Chresten Andersen Kondrup og Georgine Petrea født Thomsen, er født den 11. December 1851. Hun begyndte allerede som ganske ung Pige at arbejde i H. V. Bissens Billedhuggerværksted, og har siden 1870 udstillet som Billedhugger, mest Livsbilleder i mindre Format, samt enkelte Portrætmedailloner og Buster. Hun lever og arbejder for nærværende Tid i Rom. (Priv. Medd. Udst. Gat.)

 

Kongsløv. Gaspar Peter Kongslev, Søn af Professor Lau­ritz Laurberg Kongslev i Sorø og Helene født Paludan, blev født i Sorø 1777 og kom efter sin Oonfirmation til Kjøbenhavn, hvor han blev sat i Malerlære, og samtidig begyndte han at gaa paa Konstakadémiet(1790). I 1795 blev han Elev af Modelskolen, vandt 1797 den lille og 1801 den store Sølvmedaille. Samme Aar udstillede han et Par Copier efter Salvator Rosa og Abildgaard, begge Laud­skaber ; men hans Forsøg paa at vinde den lille Guldmedaille lykke­des ikke (1803). Imidlertid blev han 1806 efter Tønders Afgang constitueret som Informator ved Ornamentskolen og tog Borgerskab som Malermester, endelig i 1810 fik han kgl. Ansættelse som Infor­mator og forblev i denne Stilling, hvori han virkede med Flid og Nidkjærhed i næsten 40 Aar til sin Død, den 2. Januar 1846. Han synes efter alle Vidnesbyrd . at have været en sjælden elskelig og mild Personlighed, der uden selv at stifte Familie.Jod sit Hjærtes Gaver tilflyde den talrige Kreds af unge, der, dels som hans Elever i Ornamentskolen, dels som hans Lærlinger i Værkstedet, voxede op og for en Del naaede det Konstens Maal, hvorefter han ogsaa i sin Ungdom havde sigtet. Akademiet, der ved given Lejlighed havde fremhævet ”hans gode og lange Tjeneste«, mindedes ham. dog kun ved hans Død som »en venlig Olding«, i den Grad synes hans kjærlighedsfulde Væsen at have været det mest fremtrædende Træk 'i hans Personlighed. (Selm. Nekr. Saml., II, 513. Akad. Statskal. Skifteretten. Adresseav. 1846, Nr. 6.)

 

Koning. se Jacob Coning.

 

Koop. Andreas Ludvig Koop, Søn af Frederik Koop, dengang en velhavende Borger i Kjøbenhavn og født den 12. Januar 1792 (1795?) begyndte efter sin Confirmation at gaa paa Konst-akademiet (1806 eller 1807), blev 1808 Elev af Modelskolen, men vandt først 1819—20 de to Sølvmedailler, hvad enten den Svag­hed i Tegningen, som altid fulgte ham, har været Skyld deri, eller

 

371

han maaske, for at male store historiske Compositioner, har forsømt den jævne Skoleundervisning. Allerede 1812 udstillede han en Copi, og i 1818 »Signe rækker Habor Hornet« efter Suhms For­tælling. Aaret efter udstillede han en Fremstilling af »Niobe med sit yngste Barn«, som Datidens Anmeldere roste for >stor Delica-tesse« i Farven, paa samme Tid som der dog fremhæves, at Billedet fattes »lidt Kraft og Natur, i Kjødfarven«. Det hlev kjøbt til den kgl. Malerisamling, ligesom et det følgende Aar  udstillet Billede, ”Saul hos Hexen i Endor«. Med en Dristighed, der ikke stod i Forhold til hans Talent, ilede han snart efter (1821) til Rom, hvor alt, fattedes ham, »kun ikke Fliden og Sundheden«, som en Konstner skrev hjem om ham. Han kan ogsaa undskyldes med, at Samtiden, til­dels maaske daaret af hans elegante indsmigrende Pensel, nærede store Forventninger til ham. Han ægtede strax efter Giacinta født Giusti, en Romerinde, der havde været gift med en dansk Arehitekt Thrane og efter dennes Død atter var rejst til Rom med sine smaa Børn.

Ved Concurrencen om Fremstillinger af Nordens Mythologi  hjemsendte han ogsaa nogle Prøver og vandt en Præmie for en oliemalet Skitse til »Vola aabenharer sig for Thor efter Jætternes Nederlag«. Dette havde han i Sinde at udføre i et stort Billede, der dog nok ikke blev færdigt. Et Portræt af Dr. Holm, som sendtes hjem i 1824, kaldes »mat og koldt«. Allerede i 1825, da en kgl. Understøttelse fra Hjemmet havde bragt ham lidt paa Fode, begyndte han paa et stort Maleri »Moses, som slaar Vand af Klip­pen«, hvormed han haabede baade »nogenlunde at kunne løse sin Gjæld til Hjemmet og tillige godtgjøre, at hans Ophold her ikke har været uden Frugter«. Medens Billedet var under Arbejde, vakte det Forventninger i Rom, men da det var færdigt og kom hjem (1828), kunde det desto værre ikke holde Stand overfor en uhildet Dom. Konstneren havde haabet at blive agreeret ved Akade­miet og gjorde sig Rede til selv at følge hjem efter Billedet; men Dommernes, Eckersbergs og Lunds, Erklæring om dette Maleri var meget nedsættende, og Koop blev ikke agreeret. Dog gik Akademiet  ind paa at anbefale det til at blive kjøbt af Kongen, for at han kunde blive sat i Stand til, »ved et. forlænget Ophold i Rom at fyldestgjøre Akademiets strængere Fordringer«, Billedet blev kjøbt

 

1 Se Artiklen Freund og  Ph   Weilbachs: Om Maleren Eckersberg S. 73 og 190.

 

372

til den kgl. Malerisamling for 1200 Rdl. Sedler og hænger nu paa Kronborg. Ogsaa paa Udstillingen fandt det en stræng, men ikke uretfærdig Dommer i N. Høyen, der udførlig paaviser dets store Brøst saavel fra Compositionens som fra Udførelsens Side. Deri­mod roste han Konstnerens Gaver til at copiere med Smag og Skj ønsomhed. Dette Billede er Culminationspunktet i Koops Liv. Nu brast alle Forhaabninger og Resten af sit Liv, som han saa at sige henslæbte i Rom, tilbragte han med at tiltigge sig Bestillinger paa Copier efter forskjellige Originaler i den store Verdensstad og med at male og hjemsende nogle faa originale Arbejder, som ingen mere agtede paa. Imidlertid underholdt han i sine senere Aar kun med største Nød sin Familie ved at male Copier efter nyere Billeder i Thorvaldsens private Samling. Den 6. November 1849 døde han i Rom, efter Aaret i Forvejen at have mistet sin Kone. (Weinw., Lex. -Priv. Hedd. Petri Kirkeb. vedLengn. Stild. 1819, Sp. 481; 1824, Sp. 1116. Dagen, Dec. 1822. Øst, Aroh. I, 283. Høyens Skrifter 1,8.51—54. Akad. Udst, Cat. Ingemanns Romancer m. m. VI, S. 85.)

 

Kornbeck. Johan Peter Kornbeck, født den 5. Januar 1837, er Søn af Murmester Johan Henrik Kornbeck og Therese Charlotte født Deuntzer. Han begyndte efter sin Confirmation at gaa paa Akademiet for at uddanne sig til Architekt (1852) og ar­bejdede tillige hos nuværende Stadsbygmester Stilling, men da han havde mere Lyst til Malerkonsten, gik han over til Modelskolen og tegnede i nogen Tid hos Heinr. Hansen, hvorpaa han allerede i 1860 rejste til Italien, for paa egen Haand at uddanne sig til Architekturmaler. Efter at have været halvsjette Aar i Italien vendte han hjem til Danmark, men har jævnlig gjort kortere eller længere Udflugter til Syden. Han har udstillet flittigt siden 1860 og blev i 1868 gift med Anna Nathalie født Trolle. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Komerup. JakobKornerup, Søn af Kjøbmand Ebbe Kornerup og Inger født Brunniche, er født i Roskilde den 19. November 1825 og blev sat i Roskilde lærde Skole, hvorfra han i 1845 blev Student. Af Lyst til Malerkonsten blev han Elev af M. Rørbye og begyndte Januar 1847 at tegne i Konstakademiets anden Frihaandstegneskole. I 1850 blev han Elev af Modelskolen, og to Aar efter vandt han begge Sølvmedailler. Det var dog især Architekturmaleriet, som fængslede ham, og om han end fra 1853 har udstillet adskillige Portræter og Figurbilleder, var dog hans Sans vakt saa stærkt, navn-

 

373

lig for vor egen ældre kirkelige Architektur, at han granskede den ikke mindre som Videnskabsmand end som Konstner. I 1854—55 var han tildels i Følge med Architekt F. Mehldahl en Rejse til Tyskland, Dalmatien og Italien. Senere har han gjentagne Gange berejst Danmark i Forening med Musenmsdirecteur, Kammerherre Worsaae for at undersøge og aftegne Mindesmærker fra Old­tiden og Middelalderen. Efter en Rejse i Spanien (1860), hvor han tilbragte et halvt Aar, og hvorfra han Aaret efter udstillede en Del Studier og Tegninger, udgav han i 1863 en Rejsebeskrivelse under Navn af »Skildringer fra Spanien«. For øvrigt har han ikke udstillet siden denne Rejse, men stedse mere helliget sig Archæologien, og har i denne Retning som Medlem af flere Commissioner og som Medlem af Oldskriftsselskabet dels skrevet om ældre dansk Konst, dels ledet konstnerisk-antiquariske Undersøgelser. Hertil hører hans Delagtighed i Roskilde Domkirkes Restauration (1858—72), i Udgivelsen af »Danske Mindesmærker«, hans Ledelse af den maleriske Udsmykning i Sorø og Fjennesløvlille m. m. Korne-rup har ogsaa været en flittig Raderer og har i dette Fag saavel udført Architekturbilleder som Figurbilleder og Portræter, hvoraf en Del ere udgivne af »den danske Raderforening«. Han blev i 1869 gift med Augusta født Madsen, fik i 1873 Titel af Professor og foretog i 1875 med ministeriel Understøttelse en Rejse i Tysk­land for at granske Konstminder fra Middelalderen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Kornerup. Lars Andreas Kornerup, født den 22. October 1822 i Kjøbenhavn og Søn af Porcelainshandler Nilaus Andresen, der optog sit Bynavn Kornerup som Tilnavn, og Karen Kirstine født Hansen, blev opdraget hos en Farbroder i Roskilde og kom efter sin Confirmation i Malerlære hos C. P. Kongslev i Kjøbenhavn samt begyndte at gaa paa Akademiet (1837). Efter at han var bleven Malersvend og senere Elev af Modelskolen vandt han 1852 den mindre Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. Kornerup lagde sig navnlig efter Portrættegning og udstillede 1848—50 et Par tegnede Portræter. Ved at tegne i nogle Aar for Edv. Fortling lagde han sig ligeledes efter Lithographien, og har tegnet en Del paa Sten, mest Portræter, for Fortling, Em. Bærentzen & Co. .og Gertner, dog ogsaa Arbejder i andre Retninger, saaledes deltog han med Fortling i Udførelsen af et videnskabeligt Værk for Pro­fessor Bendz. Fra 1858—61 udstillede han nogle Portræter, som han for egen Regning selv havde tegnet og lithograferet, og i det

 

374

hele udførte han ikke faa Portræter i den Tid; i sine senere Aar har han derimod mest arbejdet som Retoucheer for Foto­grafer navnlig ved større og vanskeligere Arbejder, Copier efter Konstværker, colorerede Portræter o. lign, Kornerup blev i 1856 gift med Julie født Berentsen. (Konstn. egne Medd. Akad. TJdst. Gat.)

 

Kornerup. Peter Ernst Iver Kornerap, Søn af Justitsraad Christian Kornerup og Anna Frederikke født Møller, blev født i Kjøbenhavn den 5. October 1794 og er Farbroder til den oven­nævnte Jakob Kornerup. Han besøgte Konstakademiets Bygningsskole i Kjøbenhavn, vandt 1814 den mindre, 1817 den store Sølv-medaille og opnaaede endnu samme Aar den lille Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Derimod fik han ikke den store, uagtet han et Par Gange concurrerede til den. Pladsen som Bvgningsinspecteur i Slesvig efter Krejsers Død (1823) opnaaede han ikke, derimod blev han senere kgl. Bygningsinspecteur i Kjøbenhavn, Etatsraad, Ridder af Dannebrog, og døde den. 20. Juni 1875, efter at hån i nogle Aar havde været paa Pension. Han har væsentlig virket som praktisk Embedsmand. (Akad. Udst, Cat. Priv. Medd. Fdl. 1875. Nr. 143.)

 

Krafft. Johan August Krafft, født den 26. April 1798 i Altona, mistede tidlig sine Forældre og blev opdragen af Plejefor­ældre, der dog ikke havde Raad til at lade ham følge sin Tilbøje­lighed for Konsteu, hvorfor han efter sin Confirmation blev sat i Lære i en Tobakshandel i Altona. De Tegninger, han udførte i sine Fritimer, vakte nogle Konstvenners Opmærksomhed, saa at de gav ham Midler til at rejse til Kjøbeuhavn for at uddanne sig der til Konstner (1816). Han gik temmelig hurtig de lavere Klasser igjennem, blev 1818 Elev af Modelskolen, og vandt i to paa hinan­den følgende Kvartaler begge Sølvmedailler i Begyndelsen af 1819, saaledes at han samme Aar kunde deltage i Concurrencen for den lille Guldmedaille. Da denne ikke blev tilkjendt ham, saa han sig nødt til at opgive sine Studier ved Akademiet og forlod Kjøben­havn i October s, A. Han havde i disse Aar med For k] ærlighed søgt at uddanne sig til Historiemaler og var begyndt paa et stort Billede »Marius i Fængslet«, hvilket han dog ikke fuldførte. Tillige sluttede han sig nøje til Eckersberg uden dog at besøge hans pri­vate Malerskole.

Fra Kjøbenhavn rejste han til Femern, hvor han malede nogle Portræter, og derfra tilbage til Altona. Her gav hans Velyndere ham Midler til at rejse til Dresden (1820) og senere til München.

 

375

En i München udført Tegning, Latterkoret i »Jægerbruden«, gjorde megen Lykke og tilhørte en Tid lang Campe i Leipzig. Uagtet hans svage Heltred, som en fremspirende Brystsyge stedse mere nedbrød, stadig hæmmede hans Virksomhed og ikke sjælden fængs­lede hani til Sygelejet, foretog han Udflugter til det bajerske Høj­land og Tyrol, og rejste endelig ved Hjælp af en rigelig Under­støttelse fra sin Broder, en Kjøbmand i St. Petersborg, til Wien, hvor ban levede i tre Aar (1823—26). Hans Ulyst til at fuldende ethvert større Arbejde, virkede til, at han lod sin rige Fremstillings­evne flyde hen i talrige, let henkastede Tegninger og Vandfarve-billeder, der imidlertid udmærkede sig ved en Iagttagelsesevne og et Lune i Opfattelsen, som tildrog ham almindelig Opmærksomhed. Dog malede han i Wien et Par Oliemalerier, hvori han viste, at de samme Fortrin ikke svigtede ham i den udførligere Fremstillingsmaade, et Oliemaleri kræver. En tysk Konsthandler, Artaria, til hvem han havde bragt nogle Tegninger, tvang ham næsten til at fuldende det ene af disse Malerier »Gjæster i et Kaffehus«, for at kunne betale ham for det; det andet Billede, »Sækkepibespilleren«, blev solgt til en Privatmand i Wien.

Konstneren havde vænnet sig saaledes til Livet i denne Stad, at han først langt om længe gav efter for de indstændige Opfor­dringer, han fik om at rejse til Italien, og ved den nævnte Konst­handler Artarias Omsorg kom han elidelig i Efteraaret 1826 afsted og tilbragte nu tre Aar i Italien, navnlig i Kom, i levende Sam­kvem med danske og tyske Konstnere, men uden efter sin Vano at fuldføre mere end nogle faa mindre Oliemalerier, hvoraf et Par bl. a. ejedes af afdøde L. Bødtcher og et, »Karnevalsscenei”findes i Thorvaldsens Museum. Derimod tegnede han ogsaa meget i Rom med sin sædvanlige- Aandfuldhed og Renhed. Navnlig fænglslede. Børn ham altid meget, og i det eneste Billede, den kgl. Maleri­samling i Kjøbenhavn ejer af ham, »Den gamle Tigger«, spiller Bør­nene, der flokkes om Moderen, den vigtigste Rolle. Efter sin Titel i TIdstillingscataloget (1840), »Landsby-familieliv i Tyskland«, synes det at være malet i Tyskland, men blev aldrig fuldendt. I den kgl. Kobberstiksamling' og i Thorvaldsens museum findes en Del Tegninger af ham. I Rom tog Brystsygen Overhaand, og den 29. December 1829 døde han, efterladende Mindet om en ædel, varmt-følende Personlighed og et ualmindeligt Talent, navnlig til Gjengivelsen af Barnelivets umiddelbare Rørelser og idylliske G-ruudstemninger, hvilket kun hans medfødte Sygelighed hindrede i at naa en

 

376

fyldigere Udvikling, eller snarere i at gjøre sig gjældende med til­strækkelig Kraft. (Wiener Zeitschr. f. Kunst etc. 1831, 3. Qv., Nr. !)0 og 91, gjengivet i Kopenh. Kunstbl., 1832, Nr. 4 og o. Akad. Udst. Gat. Priv. Medd.)

 

Kraft. Frederik Carl Julius Kraft, født den 8. October 1823 i Kjøbenhavn, var Søn af Justitsraad, Landsdommer Adam Gottlob Kraft, Ejer af Gaarden Ødemark ved Sorø, og Sofie Frede­rikke født Tronier. Han var bestemt til Handelen, men da hans Lyst til Konsten var uovervindelig, begyndte han i sit femtende Aar at besøge Konstakademiet, blev Elev af Modelskolen (1846), men lagde sig tidligt efter Landskabsmaleriet, der fængslede barn mest, og udstillede allerede i 1843. sit første Billede som Landskabsmaler. I 1847 concurrede han til den Neuhausenske Præmie med et stort Billede »Efteraarslandskab« (der ejes af bans Søster), men Præmien tilfaldt A. Juuel. Et Billede, som den kgl. Malerisamling kjøbte i 1849, »Parti af Færgelunden ved Jægerspris«, røbede, hvilke Frem­skridt Konstneren bavde gjort i Løbet af disse to Aar, og viste ham som en meget lovende Konstner, i hvis Arbejder en naturlig og jævn Opfattelse i Form og Farve forenedes med Aand og Følelse. Man føler i hans Billedet et lignende Øje for Plantens ejendomme­lige Væxtliv, der senere kom til saa skjøn Udvikling hos Skovgaard.

Med Akademiets Rejseunderstøttelse, som han fik i to Aar, drog han i 1851 til Italien, hvis rige Natur og Konst synes at have haft den gavnligste Indflydelse paa hans Udvikling. Af de Billeder, han udførte efter sin Hjemkomst (1853), hvoraf nogle først udstille­des 1855, vandt især hans sidste Arbejde, »Parti ved Comosøen«, megen Opmærksomhed og blev kjøbt af Grev Moltke til Bregentved. Imidlertid følte han sig sygelig efter sin Tilbagekomst til Fædre­landet, og den 25. October 1854 døde han paa lille Yodrofgaard ved Kjøbenhavn. Hans Brystbillede, malet af Johannes Jensen, og en Portrætstatuette, udført i Italien af den norske Billedhugger Hansen, bevares endnu i Familien. Han tegnede især gjærne baade Portræ­ter og Livsbilleder efter Naturen, men som Maler udførte han kun Landskaber. (Priv. Medd. Akad." Udst. Gat. Adresseavisen 1854 Nr. 252.)

 

Kramp. Peter Christian Kramp, født den 6. Juni 1817 i Kjøbenhavn, var Søn af Snedkermester Frants Sørensen Kramp og Ane Kirstine Larsdatter Skive. Han blev sat i Snedkerlære hos Faderen og begyndte allerede som niaars Dreng at tegne i Akademiets Ornamentskole. Da han blev voxen, vaag-

 

377

nede Lysten til at blive Bygmester; Han blev Elev af Medailleskolen, som den dengang hed, i 1838, vandt 1842 den lille og 1844 den store Sølvmedaille. Samme Aar vandt han en Pengepræmie og fik Plads som vicarierende Assistent ved første Bygningsskole. Han havde giftet sig med Pauline født Jørgensen og syntes at skulle skabe sig en Stilling1 som'Konstner, da han døde den 23. April 1850, kun 33 Aar gammel. Hans Enke ægtede senere Grosserer Jacob. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Skifteretten.)

 

Kratzenstein-Stub. Christian Gottlieb Stub, født den 5. August 1783 i Kjøbenhavn, var Søn af Lieutenant i Søetaten Otto Frederik Stub og Louise Elisabeth født Kratzenstein, en Datter af den tysk fødte Christian Gottlieb Kratzeustein, som var Professor ved Kjøbenhavns Universitet. I hans Hus opvoxede Dattersønnen, som derfor optog hans Navn og kaldte sig Kratzenstein-Stub. Efter Morfaderens Død (1795) blev han sendt til Schnepfenthal ved Gotha, en efter nlanthropiske Grundsætninger indrettet Kostskole, der lededes af en dengang meget anset Pædagog, Salzmann. Der blev han i fire Aar, kom derefter tilbage til Kjøbenhavn, hvor han privat forberedtes til Universitetet, blev Student 1802 og tog anden Examens første Del.

Med levende Sans for Mathematik og Musik forbandt han en fra Ungdommen stedse tiltagende Lyst til Tegning, der tilsidst bragte ham til at vælge Konsten til sit Fag. Efter at have søgt at til­egne sig det rent Techniske ved at besøge Abildgaards Maler­stue, uddannede han sig for øvrigt ganske paa egen Haand og hævede sig derfor aldrig ret til den Sikkerhed i Formgivningen og Penselføringen, som mangen ringere begavet Konstner har til sin Raadighed, saa meget mindre som tiltagende Sygelighed snart svækkede hans Kræfter. Hellerikke bestemte han sig strax saa afgjørende for at blive Konstner, at jo ikke nogle Aar hengik med famlende Forsøg. Det var egentlig hans Forlovelse med en Datter af Provst Smith, den næppe nittenaarige Mille Johanne Smith, der gav hans Livs­virksomhed en besfømtere Retning. Først fra 1808 kan man datere et Maleri, som giver ham Konstnernavnet, »Orpheus og Euridice«, og allerede Aaret efter tiltraadte han for egen Regning en Udenlands­rejse til Frankrig og Italien. Trods sin personlige Udvikling og almindelige Dannelse var hans Blik endnu ikke skarpt øvet i reu konstnerisk Retning, da han tiltraadte denne Rejse, og i Paris synes han mere at have nydt de navnkundige Mesterværker, som under Kejserdømmet var samlede der, med den dannede Mands Glæde

 

378

end med den udøvende Konstners iagttagende Opmærksomhed. I Kom virkede Thorvald sens Konst end mere til at udvikle hans Sans for Compositionens Poesi, uden at han gjorde sig klart rede for, om hans Haand var tilstrækkelig øvet til at naa det høje Maal, hans Tanke higede efter. I Rom udførte han en ”Amor legende med sommerfugl”, efter Thorvaldsens Tegning (1810) og «Halcyone, dér venter sin Mands Hjemkomst«. Det var egentlig componeret efter et tysk lyrisk Digt, men blev ifølge Datidens Skik døbt med et historiskmythologisk Navn. Paa Udstillingen i Kjøbenhavn 1812 blev det kjøbt til den kgl. Malerisamling og hænger for Tiden paa Kronborg. Fire Dørstykker til Christiansborg Slot, hvortil han i 1810 gjorde Udkast, blev ikke færdige.

I Slutningen af 1811 kom han tilbage til Kjøbeuhavn, hvor han snart efter giftede sig. Paa samme Tid som han søgte at forøge sine Indtægter ved at male Portræter, der skal have haft en heldig Lighed, meldte lian sig ved Akademiet om at blive agreeret som Historiemaler, hvilket ogsaa skete den 27. April 1812, og han fik til Opgave at male »Hother, som kommer til de tre Valkyrier i deres Grotte og modtager af dem en Drik og et Bælte, som formaaede at give Sejr i Kampen mod Balder«, (efter Suhra, Danm. Hist. I, S. 136). Dette Arbejde, der var færdigt og blev antaget som hans Medlemsstykke den 12. December 1814, vakte paa Ud­stillingen det følgende Aar megen Opmærksomhed ved sit idealistiske Præg, sit mystiske Halvmørke, de bløde, harmoniske Farver, og da tilmed Rygtet fortalte, at Hother var et Portræt af Prins Christian Frederik, som dengang stod paa Højden af sit Ry for Aand og Skjønhed, blev Konstneren Dagens Løve. En Anmelder i »Nyeste Skilderier, mindedes ikke »at have set noget skjønnere« og frem­hævede »det graciøse« ved de kvindelige Figurer som det, hvori Konstneren viste »en fortrinlig Styrke«. I et andet Billede paa samme Udstilling, »Cupido vækker Psyehe med Odden af en Pil«, fandt han en »Raphael Mengs' Colorit og en Wanderwerfs Pensel«. Stub var udset til at deltage i Concurrencen om en Professor­plads ved Konstakademiet, men da Tiden kom, var han allerede død for to Aar siden.                .

Den halv sentimentale Poesi, som Kratzenstein-Stub helst gjorde sig til Tolk for, og som især i den Tid maatte finde saa stærk Gjenklang hos et Publicum, der sværmede for Werther, bragte ham ganske naturlig til fortrinsvis at vælge sine Emner fra Fortællingen om Amor og Psyche, hvoraf han har udført flere Motiver dels i

 

379

Maleri, dels i Tegninger, og navnlig fra Ossian hvis taagede fantastiske Drømmébilleder syntes skabte for en Pensel, der saa lidet forstod at færdes i det virkelige Livs dagklare Vexelspil. Til Enmer af den ossianske Digtning gjorde han en Mængde Udkast i Haandtegninger og udførte Skitser, men fuldendte kun, som det synes, et eneste større Billede, »Ossian hører Malvinas Aand gribe i Harpens Strenge, Alpins Søn, som staar ved Siden, lytter ogsaa til Tonerne«. Med rystende Haand havde Konstneren i Begyndel­sen af 1816 skrevet derpaa »Maaske det sidste«, og det blev hans sidste Værk. Det blev kjøbt til Kongens private Samling, og gik ved Frederik VII's Død over til den kgl. Malerisamling (kjøbt paa Auctionen i 1864). Konstneren havde i Grosserer M. L. Nathanson og i Secretair Bang to Velyndere, som ved Bestillinger satte ham i Stand til at sysle med disse store Compositioner, men det Synes, som om ikke noget fuldendt Arbejde kom i deres Hænder. I hans Portræter fremtræder der en dygtigere technisk Behandling end i hans historiske Billeder.

Kratzenstein-Stub havde længe følt Tegn til Svaghed; Sorgen over hans yngste Barn og eneste Datters Død (1815) nedbrød fuld­stændig hans Helbred, han fik Tæring, tog om Somren 1816 til Kallundborg Ladegaard i det Haab, at Landluften skulde helbrede ham, men der døde han den 24. Juli 1816. Samme Aar indrettede Secretair Bang en Udstilling af hans efterladte Malerier, Studier og Haandtegmnger, samt udgav i 1818 en Samling kobberstukne Om­rids efter hans Arbejder, i alt 18 Blade, hvoraf et nyt Oplag ud­kom 1844. Hans Enke ægtede senere Kammerraad Chr. Heilmann i Ringsted; hans eneste Søn døde 1839 som juridisk Candidat, kun 26. Åar gammel. (Weiuw., S. 201. do. Lex. under Stub. Hol­mens Kirkeb. Lengnick [Fam. Smith]. Skild. 1815, Sp. 441; 1819, Sp. 138; 1821, 4. Decb.; 1827, Sp. 1318; 1829, Sp. 1305. Athene IV, S. 351; VII, S. 142, indeh. en Nekrolog af P. E. Muller; VIII, S. 271. Lange, Nutids-Kunst., S. 36flg. Priv.Medd. Akad. Udst.Cat.)

 

Krejser. Lorents Christian Krejser eller Kreyser, født 1773 i Kjøbenhavn, besøgte Konstakademiet fra sin tidlige Ungdom for at uddanne sig til Bygmester. Allerede 1788, kun femten Aar gammel vandt han den lille Sølvmedaille, 1791 den store, 1793 den lille Guldmedaiile og 1795 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Opdragelsesinstitut«. I 1799 blev han Informator ved Bygningsskolen efter P. Friis, og kort efter søgte ban om Kejsestipendiet, men maatte vige for Charles Stanley. Imidlertid blev han den 19.

 

380

December 1804 udnævnt til kgl. Bygningsinspecteur i Slesvig, og i denne Stilling forblev han, indtil han døde i Februar 1823. (Wein-wich, Les. Akad.)

 

Krieger. Johan Cornelius Krieger, født 1688, nævnes første Gang 1713, da han blev gift med den bekjendte Klokker Søfren Mathiesens Datter Anna, ved hvem han er Stamfader til den store kriegerske Familie. Dengang var han Gartner ved Rosen­borg Slotshave, men han maa imidlertid have lagt sig efter Bygningskonsten med ikke ringe Flid og Dygtighed, thi i 1725 blev han Overlandbygmester, medens han allerede i 1724 havde foretaget en Ombygning paa Vallø. Samtidig synes han at have været Byg­ningsinspecteur for Kjøbenhavn, med en Lønning af 500 Rdl. d. C. (1600 Kroner) om Aaret, og udgav som saadan et Skrift med Teg­ninger og Overslag til tre forskjellige grundmurede Bygninger, efter hvilke Kongen ønskede, at de i 1728 afbrændte Huse i Kjøbenhavn skulde opføres. („Berechnungen und Desseins auf 3 differente grund-gemauerte Gebäude" osv. Kop. 1729, 4°). Ved Siden af sin Embedsgjerning udfoldede han, som det synes, ikke liden Virksomhed for egen Regning, thi i Åaret 1730 fik han Bevilling »paa et Sten­brænderi med Stenkul at brænde i otte Aar« og kort efter tyve Aars Privilegium »paa en Sav- og Valkemølles Indretning« paa Chri­stianshavn, hvortil hundrede Alen i Kvadrat blev ham skjænket. I 1745 kaldes han magnus architectonices præfectiis, hvilket vistnok har har svaret til Hofbygmester, i 1749 blev han udnævnt til Justitsraad og i 1758 døde han. Han nævnes som Bygmester af Grev Laurvigs Palais, hvortil Tegningerne i 1745 blev stukne af J. N. Schrøder. (Lengnick, under Søren Mathiesen. Weinw., S. 140. do. Les. Sandv., S. 116. Kraft & Nyerup Lit. Lex. Kgl. Regnsk. Møllers Register, Sjæll. Registre m. m. i Gehejmearch.)

 

Krogh. Charlotte von Krogh, født den 4. Februar 1827 i Husum, er Datter af Kammerherre Godske H. E. v. Krogh, der var Amtmand i Husum, og Agnes født von Warnstedt. Hendes Kjærlighed til Konsten førte hende sammen med Landskabsmaler Kjeldrup fra Haderslev, efter hvis Landskabsstudier hun begyndte at øve sig i at male. 11856 rejste hun til Düsseldorf og blev Elev af den norske Landskabsmaler Gude, der ved Siden af at undervise hende i Konstens Elementer, lod hende strængt holde sig til Fædrelandets Natur, for ikke at sprede hendes Kræfter. Hun tilbragte derfor hver Sommer med at gjøre Studier i Hjemmet, hvorefter hun om Vintren udførte Billeder under Gudes Tilsyn, indtil denne

 

381

i 1861 blev Directeur for Kornstakademiet i.Carlsruhe. I 1858 hjemsendte Konstnerinden første Gang et Billede til Kunstudstillingen paa Charlottenborg og har siden jævnlig udstillet. Fra det tidligere  slesvigske Ministerium modtog hun i tre Aar en Rejseunderstøttelse paa 200 Rdl. (400 Kroner) aarlig. Hun er bosat paa en Lystgaard ved Haderslev, og maler Landskaber efter danske og nordslesvigske Egne, som det synes mest paa Bestilling af danske Konstyndere. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Krogk eller Krock. Hendrik Krogk var Søn af Valentin Krogk, Kjøbmand i Flensborg, og blev født der den 21. Juli 1671. Efter at have været i Malerlære i Husum hos en Mester, der tillige var Portrætmaler, »den udi Ausigtsstykker da berømte Eyerschøttel« (s. d.), kom han i sit 17'. Aar til Kjøbenhavn (1688), for at uddan­nes til Konstner, og ernærede sig imidlertid ved at undervise i Teg­ning. Fem Aar efter (1693) blev han saa varmt anbefalet til Grev Ulrik Frederik Gyldenløve, at denne tog ham med paa en Rejse til Italien og lod ham blive tilbage der. Selv talte han Konstnerens Sag hos Frederik IV, og udvirkede, at han af denne Konge fik en Aarpenge til at opholde sig for i Udlandet. I Løbet af elleve til tolv Aar var han tre Gange paa Rejser til Frankrig og Italien, men Tiden for de enkelte Rejser kan ikke nøje opgives. I Vintren 1798—99 var han i Rom sammen med Fr. Rostgaard, uden at det kan oplyses, om det var paa hans første eller anden Rejse, det sidste er sandsynligst, thi 1701—1702 var han hjemme. Den 6. October 1701 underskriver han tilligemed flere andre Konstnere et Andragende til Kongen om dennes Protection for et af dem stiftet »Konstnersocietet«. I 1702 udførte han til Frederiksborg Slot (betalt 31. Marts) »Et Skilderi af de fire Elementer« og (14. Septb.) »en Plafond i Forgemakket, forestillende Neptun og Galathea«. For det første fik han 400, for det andet 500 Rdl. d. C.

Fra sin tredje og sidste Rejse kom han hjem 1705, efter i Italien at have nydt særlig Vejledning hos Datidens navnkundigste Konstner, Carlo Maratti. Men det er kun i ringe Grad, Krogk har Lighed med denne i al Fald saare agtværdige Konstner, selv om han tilhører den italienske Malerskoles Forfaldstid. Hans danske Lærling kom aldrig ud over en-vis. haandvær-ksmæssig Flid; men at dømme efter det overvældende Tal af Billeder, Krogk har frem­bragt, maa han have malet med en overordentlig Lethed. Det gamle Kjøbenhavns Slot, Hirschholm, Fredensborg og Frederiksborg Slotte, flere Kirker og en Mængde Privatbygninger smykkedes med hans

 

382

Malerier, navnlig med Loftsbilleder. Temmelig fuldstændige For­tegnelser over hans Arbejder findes i TMeles »Konstakademiet og Heatstatuen« og navnlig i »Danske Magazin«, som indeholder en af Forfatteren til Magnus Bergs Levned, sandsynligvis Tegnemestren Naaman Prehn, skreven Levnedsbeskrivelse, der er Hovedkilden til hans Historie. Krogk var en af Medstifterne af det ældre Akademi (1738), men døde kort efter.

Af Portræter nævnes kun et nmletPortræt af Ulrik Christian Gylden­løve, stukket af Pieter v. Gunst, og et tegnet Portræt af Otto Krabbe til Holmegaard, begge fra 1719, samt et Portræt i Legemsstørrelse af Frederik IV, hvorpaa Nikolaj Wichmann havde malet Hovedet. I Slutningen af sit Liv udførte han nogle Cartoner til Tapeter, som dog ikke blev færdige fra hans Haand. Af hans Malerier ere mange brændte, da dét ældre Christiansborg og senere Frederiksborg sank i Grus; men paa Frederiksberg, Fredensborg og flere Steder ere endnu nok tilbage. Billederne paa Christiansborg var flyttede derhen fra Kjøbenhavns Slot. Det bekjendte »Dommedag« i Loftet i Slotskirken, der gav Frankenau Anledning til at skrive: "'          

 

»Der, hvor svøbt i Glans af Guldets Luer

Krogks forvovne Pensel Skræk indgød«,

 

var ogsaa fra Kjøbenhavns Slot, og da de var for langt til Slots­kirken ved Christiansborg, blev der skaaret 8—10 Alen af i Læng­den, medens en tysk Maler maatte tilføje Figurer graat i graat, for at gjøre det bredere. Denne Beretning i Danske Magazin er sandsynligere, end at de græsseligste Optrin i Billedet skulde være blevne overmalede, for at frugtsommelige Koner ikke skulde tage Skade af at se derpaa.

Krogk var tre Gange gift, første Gang 1707 med Helle Cathrine Hansdatter Robring, Enke efter en islandsk Kjøbmand Rain, og med hende havde han en Søn, der døde 1744 som Lieutenant. Efter at hun var død (1718), giftede han sig anden Gang 1722 med Elisa­beth Vilhelmine Magdalene fedt Gummen, der døde Aaret efter i Barselseng, og den 26. April 1724 ægtede han Armgott Sofie født Koefoed, der overlevede ham til 1773. Han var 1722 bleven Cancelliraad, en i den Tid meget anselig Titel og døde i Kjøbenhavn den 18. November 1738. (Dske. Mag., III, 143—60, 162-^70. Thiele, Kstakad, S. 10 flg. Kst. og Æsth. S. 53—54. Bruun, Rost-gaardsLevned, S. 76,532. Jonge.Kbh. Beskriv. S. 508,525, 530. Dske Atlas, II, S. 101,105, 126. Weinw., S. 114—17. do. Lex. Hennings 8.44. Sandv.,S.86-88. RamdohrReise,I,S.206. Skild.,1807,Sp.l2L

 

383

Mnemosyne, III, Brev 148. Friis, Saml., S. 94—96. Dske. Saml., 2. R., V. 283—84. -Gehejniearch. Kgl. Regnsk. Sjæll.Reg. Leng-nick, fWigand.] Petri og Slotskirkens Kirkebog ved Lengu. "Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi.)

 

Krohn. Frederik Christoffer Krohn, født paa Møllexgaard ved Sorø den 4. August 1806, er Sen af Artillerimajor Johan Jakob Krohn og Maren født Rasmussen eller, efter sin Plejefader, Nielsen, og kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Billedhugger. Han begyndte i Januar 1823 at gaa paa Akademiet og blev i Marts s. A. Elev af Dajon; men da.denne allerede døde inden Aarets Udgang, benyttede han. kun Akademiets Undervisning, indtil han, da han vilde være Medailleur, søgte Vejledning hos H. E. Freund. Krohn gik hurtig Akademiet igjennern, i Januar 1825 kom han op i Mo­delskolen, fik i Marts s. A. den lille, og Aaret efter den store Sølv-medaille. I September 1826 fik ban Pengepræmie far en Figur efter den levende Model, »En halvsiddende Fisker«. Uagtet han concurrerede flere Gange til den lille Guldmedaille, lykkedes det ham ikke at vinde den som Billedhugger; men da han i 1833—35 ' paany concurrerede til den som Medailleur, blev den store Guld­medaille ham strax tilkjendt den 30. Maris 1835 for en Medaille til Digteren Wessels Minde.

Efter Opfordring af Præses bestemte Krohn sig nemlig fra 1829 for at lægge sig efter Medailleurkonsten, hvori han, da Medailleur Albert Jacobsen havde nægtet at ville give Undervisning, som sagt, fik nogen Vejledning hos Freund. Allerede 1833—34 udførte Krohn bl. a. en Medaille i Anledning af Frederik VI's 50 Aars Jubilæum som Regent. Snart efter at han havde vundet Guldmedaillen, fik han, varmt anbefalet af Akademiet, en Rejseunderstøttelse fra Finan­serne for 2!/2 Aar, som senere af Akademiet forlængedes med et Aars Tillæg. Saa snart han havde taget den befalede Examen, ægtede han sin Forlovede, Sofie Susanne Dorothea Købke, en Søster til Maleren C. Købke, som nævnes nedenfor, og rejste i Maj til Berlin, hvor han under Medailleur Brandt satte sig ind i den hele techniske Behandling ved Møntstemplernes Hærdning og Prægning. Efter nogle Maaneders Forløb rejste han til Miinehen, hvor hans Hustru mødte ham, og nu rejste de i Forening, ledsagede af Konst-nervenner, til Italien. Fra Rom hjemsendte han en Medaille i Anledning af Reformationens Indførelse, og i September 1839 var han atter vendt tilbage til Kjøbenhavn, hvor Frederik VI's Død snart gav ham en anstrængende Virksomhed med Medailler i Anledning

 

384

af Christian VIII's Tronbestigelse og med Reversen til Sølvbryllupsmedaillen (se Christensen). Den 1. Januar 1841 blev han ansat som kgl. Medailleur ved Mønten i Kjøbenhavn og ved Mønten i Altona, og i denne Stilling forblev han til 1. Maj 1873, da han tog sin Afsked. Hans vigtigste Arbejder ved Mønten ere de under Christian VIII og Frederik VII indførte nye Sølvmønter, medens hans største Arbejde som Medailleur, en Medaillori i Anledning af den Oldenborgske Stammes 400 Aars Fest, paa Grund af Chri­stian VIII's Død, ikke blev fuldendt. Aversen med Christian VIIT's Brystbillede, som var færdig, blev siden bestemt til at bruges ved Kongens Dødsmedaille, men den blev heller ikke præget. Reversen, hvori Christian VIII ved en senere Bestemmelse ønskede en Hen­tydning til den Constitution, han ved Aarsfesten vilde skjænke Folket, var kun halv fuldendt, da Arbejdet standsedes.

Som Billedhugger udførte Krohn inden sin Udenlandsrejse tre Billedstøtter til Kongens Trappe paa Christiansborg Slot, nogle Relieffer til sainme Slot, nogle Buster, en R-ække af 17 mindre Por­trætbuster af Landets fremragende Mænd, samt en lille Billedstøtte af Frederik VI til Hest, der blev stebt i Bronce og ciseleret og forgyldt i Paris for Antiquitetshandler Henriques til et Taffeluhr. Af Medailler har han foruden de nævnte udført en Medaille i An­ledning af Loven om de farvedes Borgerret i Vestindien (1834), en Præmiemedaille tilludustrindstillingen i 1836, Medaillen for »Tapper­hed« og »Fædrelandskærlighed« (1849) samt nogle Præmiemedail-ler m. fl. Hans første Kone døde 1853, og to Aar efter ægtede han Emilie født Kebke, hendes Frænke, en Søster til Maleren Købkes Kone. (Konstn. egne Medd. Erslew, Lex. Suppl. II, S. 111. Akad. Udst. Cat.)

 

Krohn. Pietro Købke Krohn, født i Kjøbenhavn den 23. Januar 1840 og Søn af den ovennævnte Medailleur F. C. Krohn, blev Student fra Metropolitanskolen 1859, besøgte derefter Akade­miet fra 1860—67, og har fra 1865 udstillet som Genremaler. Hans første udstillede Arbejde, et raderet Portræt af hans Fader, blev tilkjendt denNeuhausenske Præmie; senere udstillede han fire smaa Livsbilleder i Radering. Han fik i 1867 en mindre Rejseunder­støttelse og i 1872—73 et Stipendium paa 800 Rdl. (1600 Kroner) hvert Aar. Samme Aar rejste han til Rom, hvor han siden den Tid har opholdt sig. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Krollpfeifer. Johan Heinrich Krollpfeifer, Søn af Sko­mager Krollpfeifer i Haderslev og født 1819, kom som Guldsmed-

 

385

svend til Kjøbenhavn, hvor han i October 1846 fik Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Billedhugger. Han blev i 1849 Elev af Modelskolen og vandt i 1850 den lille Sølvmedaille. Fra 1849 til 1854 udstillede han nogle Buster og originale Compositioner, deriblandt (1854) »En dansende Bacchantinde«, som var udført i Bronce til Frederik Vil. (Åkad. TJdst. Gat.)

 

Krossing. Niels Brock Krossing, født den 9. Februar 1795 paa Christianshavn, var Søn af Grosserer Jørgen Christian Krossing og Marie- født Søegaard. Han blev 1806 Artillericadet, 1810 Secondlieutenant i Artilleriet, steg efterhaanden til Major, fik sin Afsked den 10. Januar 1848 og var under Krigen Pladscomman-dant i Middelfart og Kolding; i 1824 blev han gift med Marie Anna Sofie født Hammel, og han døde paa Fredensborg den 6. Juli 1854. Da det kgl. Stentrykkeri blev oprettet i 1820, blev han Inspecteur og senere Directeur for dette og foretog i 1822—23 en Udenlands­rejse for kgl. Regning for at sætte sig ind i nye Fremgangsmaader ved Lithografien; dog synes det ikke, som han selv har tegnet paa Stenen, i al Fald næppe efter egentlig  Konstværker. Han fortjener dog at nævnes som Leder af det første Konststentrykkeri her i Landet, hvorfra der i Tiden mellem 1820 og 1836 udgik ikke faa Konstblade, saaledes strax i 1820 to Portræter, i 1822 de første fire Blade af Gebauers Stutteriværk, i 1824 et Frugt- og et Blomsterstykke af Jensen, og samme Aar tolv Blade af Hyllesteds Afbildninger af den danske Hær. I de følgende Aar forøgedes disse Blades Tal betydeligt, navnlig fremgik en Mængde Portræter efter vore bedre Konstnere fra dette Trykkeri. Det vigtigste Værk er dog Stentryk efter Malerier i »de kgl. Billedgallerier paa Christiansborg, Fredens­borg og Frederiksborg Slotte«, hvoraf der udkom syv Hefter i stort Folio 1831—36. Hvert Hefte indeholdt fire Blade, og Udgivelsen lededes af den bekjendte Oluf Brøndsted, Inspecteuren for den kgl. Malerisamling J. C- Spengler, Historiemaler J. L. Lund og Kros­sing; Bladene udførtes af yngre Konstnere, deriblandt de fleste af Kaufmann og Ed. Lehmann. Tillige udgav Krossing i 1830—32 »Stentrykte Blade i tvangfrie Hefter«, hvoraf der udkom noget over 50 Blade, men de fleste ere mindre betydelige, og en stor Del ere Copier efter franske Blade. Som Forfatter udgav han en Afhand­ling om Stentrykkerkonsten, trykt i Ursins Magazin f. Kst. og Hdv. I og II Bd., og nogle militaire Skrifter. (Erslew, Forf. Lex., II, S. 67. Suppl. II, S. 112. Subscriptionsindbydelser m. m.)

 

Kroymann. Carl Frederik Kroymann, født i Eckernførde den 29. October 1781 og Søn af en Skrive- og Tegnelærer ved

 

386

Gymnasiet i Altona, uddannede sig først paa egen. Haand og senere ved et firaarigt Ophold i Berlin og Dresden til en dygtig Portræt­maler. Han bosatte sig derpaa i Altona, hvor han for en Tid var sinFadersHjælpelærer. HansPortræter, i Miniatur eller med Sortkridt, udmærkede sig ved god Lighed og en smuk Opfatning. Han døde den 15.Marts 1848. (Hamb. Kstl. Lex. Tregder, Hdb. f.Rejs., S. 14).

 

Kruse. Frederik Kruse, Søn af Ditlev Kruse og født 1829 i Eckernførde, kom som Malersvend til Kjøbenhavn (1849) for at uddanne sig til Portrætmaler ved Konstakademiet. Han blev 1852 Elev af Modelskolen og udstillede i 1850 og 1853 et Par Portræter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Krøyer. Peter Severin Krøyer, født 1851 i Stavanger, hvorfra Moderen stammede, er en Søn af Professor og Inspecteur ved det zoologiske Museum i Kjøbenhavn, Henrik Nikolaj Krøyer og Birtha Cecilie født Gjæsdal. Fra technisk Institut kom han i 1864 til Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvorfra han den 2. Juli 1870 fik Afgangsbevis som Maler. I 1873 blev den lille Guldmedaille tilkjendt ham for »David fremstiller sig for Saul, efter at have dræbt Goliath« (Carton). Han begyndte at udstille i 1871, dels Portræter, hvoraf især Blomsieimaleri Ottesens Portræt for Udstillingscomiteen vandt megen Opmærksomlied, dels Livsbilleder fra vore danske Fiskerlejer. I 1872 og 1873 havde han Akademiets Rejseunderstøttelse til indenlandske Rejser. (Akad. Udst. Gat. Erslew, Forf. Lex., II, S. 80—81.)

 

Küchler. Albert Küchler, Søn af Snedker Christian Küchler, er født i Kjøbenhavn den 2. Maj 1803; han blev rimeligvis som saa mange af sine samtidige sat til Malerhaandværket og begyndte som Læredreng at besøge Konstakademiet, maaske endog før sin Confirmation, thi allerede i sit trettende Aar rykkede han op i den anden Frihaandstegneskole. I 1819 blev han Elev af Model­skolen, i Januar 1821 vandt han den lille, i 1822 den store Sølvmedaille. Samtidig malede han hos Eckersberg lige til sin Rejse. Paa Udstillingen 1823 havde han sine første selvstændige Billeder, et Portræt og et Parti af Rundetaarn. Portrætet, som en Anmelder kalder »ganske i den nederlandske Smag«, skal have vidnet »om meget Talent«. Samme Aar fik han en Pengepræmie for et Maleri efter den levende Model; derimod blev hans Arbejde for den lille Guldmedaille ikke antaget. Dog fik han Lov at udstille sit Concoursarbejde, »Englen aabenbarer sig forGrideon«. Ved den følgende

 

387

Concours (1825) vandt han Medaillen for Opgaven »Tobias med Englen« (Tob. 10, 10).

I disse Aar malede Küchler næsten udelukkende alvorlige Emner, som »Skirner, der løser Gesturs Gaader«, efter Oehlenschlæger, »Ossian og Ninathoma«, efter Ossian, et Par Billeder efter Gessuers Idyller og lignende, uden at disse synes at have tildraget sig synderlig Opmærksomhed, Ved Udstillingen i 1828 viste han derimod et Billede fra et helt andet Omraade, som strax gav hans Konstnernavn en god Klang. Det var grebet ud af hans eget daglige Liv og forestillede en ung Konstners Malerstue, hvor en Amagerpige kommer ind for at sælge Frugt, men standser forskrækket ved at se det halvnøgne Menneske Konstneren har brugt til at male efter. Den foran Staffeliet siddende Konstner. er V. Bendz, den anden, som holder den forlegne Pige tilbage, er Chr. Holm. Det fine Lune, hvormed de forskjellige Udtryk er gjengivet, den kjække Anordning af den lille, livlige Handling, den elegante og paa samme Tid omhyggelige Udførelse af alle Enkelt­heder, gjør efter saa mange Aars Forløb endnu det lille Billede saare tiltrækkende; det blev strax kjøbt til den kgl. Malerisamling. To Aar efter (1830) udstillede han et andet Livsbillede, hvori Konstnerens komiske Lune traadte stærkere frem. Det forestillede Borgere paa Fælleden, som efter de krigerske Øvelser indtager et Maaltid i Græsset med deres Familie; den ene af de yngre Mænd forskrækker en ung Pige ved at gjøre Mine til at ville afskyde sin Bøsse, den anden klinker lystigt med Fatter, som har lagt sig i Græsset saa mageligt, som den snævre Mundering vil tillade det. Et tredje Billede, hvis Indhold jeg ikke kjender, kaldes blot »Kjøkken-scene” og blev kjøbt af Kunstforeningen.

Uagtet Konstnerens Vej hermed syntes ham tilstrækkelig paa­peget, opgav han dog ikke det historiske Maleri; efter et forgjæves Forsøg i 1827 vandt han den 26. October 1829 den store Guldmedaille for »Jesus helbreder de Syge” (Math. 15, 29—30) og søgte derpaa det store Rejsestipendium. Da han, dels ved Salg af Arbejder, dels ved eii Bestilling fra Conferensraad Holten paa en Altertavle, var sat i Stand til at kunne ”soutenere sig udenlands indtil dette Aars Slutning«, rejste han først i Maj 1830 til München, hvor han vilde oppebie Akademiets Bestemmelse. Hertil meddeltes det ham snart efter, at Stipendiet var tilstaaet ham for tre Aar fra den 1. Januar 1831 at regne, og nu gik Rejsen i Følge med Landskabs­maler Petzholdt og Billedhugger Jahn til Italien. Derfra hjem-

 

388

sendte han endnu i de første Aar et Par Arbejder i historisk Ret­ning, »Christus i Urtegaarden«, (d. v. s. Christus møder de fra Gra­ven, tilbagevendende Kvinder, Matth. 28, 9) til Conferensraad Holten, og »Josef fortæller sine Drømme«, der blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Dog var hans Opmærksomhed mere vendt mod det Folkeliv, som omgav ham, og i sine Gjengivelser deraf er han ulige mere fængslende. Hans muntre Lune var imidlertid for en Del blevet afløst af en vis blød, halv religiøs. halv sentimental Stemning, og selv om det gamle Skjelmeri jævnlig spores, især naar han indfører Børn i sine Billeder, f. Ex. »En Dreng drikker af en Krukke, som den foran ham knælende Pige bærer paa sit Hoved* (tilh. Capt. Waagepetersen), eller »Romerske , Landfolk,som kjøbe en Abbatehat til deres lille Dreng« (Thorv. Mus.}, er det dog mere og mere alvorligere Træk af Livet, han fremdrager, som »En Abbate, der lærer sine Søstre at læse«, »En ung Pige lærer to andre at bede Rosenkransen«, »En Pige bliver pyntet som Brud« (kjøbt af Konstforen. i 1835; tilh. nu den kgl. Målerisaml,). Farven blev i disse Billeder lysere og klarere, men tabte noget af sin Dybde, ligesom ogsaa Modelleringen i det Hele blev svagere og Formernes Runding mindre fremtrædende; men den smukke Følelse, det fine Sammenspil mellem Personerne, den nydelige Fordeling i Rummet gjør alligevel denne Kreds af Billeder til vakre Repræsentanter paa, hvad den Tids danske Konst formaaede at frembringe.

Küchler havde imidlertid faaet et Aars Forlængelse til sit Sti­pendium fra 1. Januar 1834 og havde udbedt sig, da dette Aar var omme, Tilladelse til under sit fortsatte Ophold at blive ved med at brevvexle med Akademiet, da han derved vilde føle sig »i lærerig Berøring« med den Institution, han skyldte sin første Dannelse. Ved sit Ophold i Danmark i 1838 foreviste Thorvaldsen Akademiet et Maleri af Küchler, der tilhørte ham, »Familieliv i Albano« (udst. 1839, tilh. Thorv. Mus.), og udbad sigt ,at Konstneren maatte blive agreeret paa .dette Billede, hvilket ogsaa skete enstemmigt (d. 29. Ootbr. 1838). Det blev meddelt Kuchler med Tilføjelse, at han ved sin Hjemkomst skulde faa Opgave til Medlemsstykke. Han kom imidlertid aldrig hjem. Derimod fik han Aaret efter Udstillingsmedaillen for dette og et andet italiensk Livsbillede, og da Akade­miet tilskrev ham derom, udtalte det udtrykkeligt, at denne Ære tillige gav ham Adkomst til at nyde godt af Akademiets Under-støttelseskasse.

Uagtet, som en dansk Konstkjender nedskrev  allerede i 1836,

 

389

»hans Genrebilleder vise hans egentlige Anlæg«, drog den religiøse Stemning, som havde begyndt at tage Overhaand hos ham, ham atter tilbage til kirkelige Emner, som »Maries Bebudelse« (til Esbønderup), »Christi Opstandelse« (to Gange til to Klostre i Schlesien) o. fl. Endelig modnedes en længe næret Tanke hos ham, han gik ikke alene over til Katholicismen (1844), men blev i 1851 Munk af Francikanerordnen og fik i sit nye Liv Navnet Pietro. Da han kun blev Lægbroder i klosteret, kaldtes han og kaldes endnu fra Pietro. Ordnen sendte ham strax efter til Schlesien, hvor han skulde tilbringe sine prøveaar, men det nordlige Klima var ham, der havde levet over tyve Aar i Italien, for strængt, og endelig fik han i 1855 Tilladelse til at vende tilbage til Rom, hvor han blev optaget i Klostret Bonaventura, som ligger paa Kejserpaladsernes Ruiner. Han malede efter den Tid kun religiøse Billeder i katholsk Aand for Klostrets Regning, der endog undertiden skal have stillet store Krav til hans Flid. Først i sine Oldingsaar fik han nogen Lettelse i de strænge Klosterregler. Imidlertid blev han ved at føle sig som dansk, modtog gjærne Besøg af Danske i sin skjønt beliggende Malerstue, og bevarede endog i Samtalen ikke alene noget af sin Ungdoms Lune, men endog hele det kjøbenhavnske Sprogs ejen­dommelige Præg. Som Katholik. har han kun udstillet nogle Copier i Aarene 1851 og 1862. Den 25. Juni 1877 blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. Han lever endnu i Rom. (Konstn. egne Medd. i 1861 og 1877. Akad. TJdst. Oat. Konstforen. Hist. Skild. 1823, Sp. 450; 1828, Sp. 443).

 

Kyhl. Carl Kyhl, født i Holsten, besøgte i Aarene 1837—40 Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Landskabs­maler, og blev Lærling tos J. P. Møller for at lære Malerirestaura­tion. Han fik i 1838 Pengepræmie i Landskabsfaget for »Et Parti af den botaniske Have«. I alt udstillede han kun fem Billeder i Aarene 1837—39; men deraf skal navnlig det sidst udstillede Bil­lede, »Udsigt fra Knippelsbro henimod Langebro, Maaneskin«, have været et godt Arbejde. Sygelighed hindrede ham vistnok i at arbejde det følgende Aar, thi den 10. Marts 1840 døde han, J. P. Møller, som bekjendtgjør Dødsfaldet for hans fraværende Forældre, fremhæver, at han havde vundet sine Kammeraters Kjærlighed og Agtelse. (Priv. Medd. Akad. Adresseav. 1840 Nr. 63 og Fdl. do.)

 

Kyhn. Peter Vilhelm Carl Kyhn, født i Kjøbenhavn den 30. Marts 1819, er Søn af Opsigtsbetjent ved den grønlandske Handel, Carl Gottlieb Kyhn og Sara Marie født Hendriksen. Han

 

390

kom først til Handelen, men da hans Lyst til Konsten ikke lod ham finde Ro herved, bragte Faderen ham til den ovenfor nævnte Georg Hoffmann for hos ham at lære Kobberstikkerkonsten, I dette Fag udførte han Vignetter og Etikker til Handelsbrug. Imidlertid var han begyndt at gaa paa Akademiet (1836), blev i Marts 1841 Elev af Modelskolen og vandt i 1843 den lille Sølvmedaille. Dog var det ikke Figurmaler, men Landskabsmaler, han vilde være, og efter at have overvundet de første Vanskeligheder ganske paa egen Haand begyndte han at udstille 1843 og har siden den Tid hørt til Udstillingens flittigste Deltagere For »Et Skov­parti, hvori Foraaret karakteriseres«, fik han 1845 den Neuhansenske Præmie, og i 1848 tildeltes ham Akademiets Eejseunderstøttelse; men paa Grund af de urolige Forhold i hele. Europa fik han Til­ladelse til at udsætte sin Sejse til April 1850. Aaret efter fbrnyedes Stipendiet for ham, saa at han kunde tilbringe to Aar væsentlig i Frankrig og Italien. Efter sin Hjemkomst blev han i 1853 gift med Pauline Petrine født Leisner, og den 7. Februar 1870 blev han Medlem af Akademiet.

Kyhn solgte 1843 sit første Billede, »Et bornholmsk Strand­parti«, til den kgl. Malerisamling og senere andre otte Billeder, hvoraf »Vinteraften i en Skov« (udst. 1854) i sin Tid vakte Op­mærksomhed ved sin smukt udtalte Aften- og Vinterstemning. Finere udtales Vinterstemningen dog i et mindre Billede, »Kyst-parti ved Taarbæk« (1855). Af nyere Arbejder karakteriserer »Ud­sigt over det flade Land ved Bjærgelide«, i Nærheden af Horsens, Konstnerens særegne Sans for Landskabets Modelering. I de senere Aar har han med Forkjærlighed dvælet ved den sildige Sommer­aftens-ejendommelige Skjønhed i Norden, som han paa forskjellig Maade har søgt at gjengive i »Kjølig Sommeraften« (1863) og »Sildig Sommeraften ved Himmelbjærget« (1874), der begge høre til den kgl. Malerisamlings Billeder. Kyhn er tillige en øvet peintre-graveur, af hvis Blade en stor Del ere udgivne af »Den danske Haderforening«. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Kyster. Abraham de Kyster blev ved en Bestalling af 1604 fra Gottorp Slot af Christian IV udnævnt til kgl. Portræt­maler (Contrafejer) med 150 Bdl. i aarlig Løn. (Weinw. Lex.)

 

Købke. Christen Schjellerup Købke, født den 26. Maj 1810 i Kjøbenhavn, var Søn af Bagermester Peter Berend Købke og Cecilie Margrethe født Petersen. Han blev undervist i Hjemmet; men da han i sit ellevte Aar i lang Tid laa syg af Gigtfeber, vaag-

 

391

nede hans Lyst til Tegning, saa at det synes, som om denne Syg­dom har været afgjørende for hans Konstnerliv. Allerede i 1823 begyndte han at tegne paa Akademiet og fik kort efter Adgang til Lorentzens Malerstue, hvor han lærte at male og øvede sig ved at copiere flere Portræter. I 1827 blev han Elev af Modelskolen, og da Lorentzen døde Aaret efter, fik han i Juni Maaned 1828 Plads i Eckersbergs Malerstue, hvor en hel Kreds af yngre Konstnere dengang fik en frugtbar Vejledning. Imidlertid vandt han i Januar 1831 Akademiets lille og det følgende Aars Januar den store Sølvmedaille. I 1828—29 havde han malet sit første Portræt, nemlig sin gamle Bedstemoder, hvori endnu Lorentzens Malemaade var tydelig. Et Sommerophold i Aarhus gav ham Lyst til for Alvor at tegne og male efter Naturen, og i de første Billeder, han udstillede (1831), fremtræder ved Siden af meget, der mindede om Eckersbergs Undervisning, en ædruelig Alvor i Opfattelsen, og paa samme Tid en Sikkerhed i Formen og en Friskhed i Farven, der ganske var hans egen. Han kastede sig aldrig udelukkende over noget særligt Fag. Snart malede han et Portræt, snart et Figurbillede, snart et Landskab, hvori dog ikke sjælden de smukt udførte Figurer tiltrak Blikket mere end sædvanlig Staffage. Sin første Kjøber synes han at have fundet i Kunstforeningen, der i 1831 blev Ejer af et »Parti af Aarhus Domkirke« og »Antiksalen paa Charlottenborg«. Et af hans tidligste Studiebilleder, »En gammel Sømand«1 i Brystbillede, (udst. 1833) udmærker sig ved en sjælden Umiddelbarhed i Opfat­telsen; de tyndt paalagte Farver gjengive Formen med overraskende Finhed, og den klare Farvetone i Carnationen var ikke noget, Mestren havde lært ham. Dette fortrinlige Ungdomsarbejde, der bærer hele Præget af Konstnerens ærlige Stræben, blev efter hans Død kjøbt til den kgl. Malerisaniling, altsaa.ikke som saa mangt et andet, for at give den lovende Konstner en Opmuntring; men i Erkjendelsen af, hvor højt Kunstneren, selv efter at Løbet var fuldendt, havde hævet sig i dett tidlige Værk.

Allerede i 1831 havde han ogsaa begyndt at radere; fra dette Aar er et lille Blad med tre staaeiide Figurer og et andet fore­stillende Aarhus Domkirke, der blev udgivet af Konstforeningen. Faa Aar efter raderede han ogsaa den gamle Sømands Brystbillede, der ligeledes som Radering hører til hans bedste Arbejder, og noget

 

1 Det forestillede en gammel Matros, som sad ved den nordre Udgang fra Castellet og Solgte Cigarer. Paa et tidligere Maleri (1830) saa man ham siddende.med sine Cigarer paa et Bord foran sig.

 

392

senere (1857) en større, smuk Radering af Frederiksborg Slot. Efter Rejsen raderede lian to Portræter til Folkekalender for Danmark 1842 (Bissen og Holberg). Af Malerier, udførte i denne Tid, kan nævnes bl. a. to større Billeder, »Frederiksborg Slot ved Solnedgang« og »En Sommermorgen paa Østerbro«, der var udstillede 1836 og 1837. Det sidste, med mange Figurer, tilliører nu den kgl. Maleri-samling. En Sammenligning med hans italienske Billeder viser bedst, hvor sandt han havde forstaaet at opfatte den nordiske Sols blege Skjønhed, selv inden han havde lært den. italienske Sols glødende Kraft at kjende. Den nøjagtige Gjengivelse af alle Stedets Enkeltheder giver tillige dette Billede en egen Interesse, nu da alt er saa forandret. Ved denne Tid (1837) ægtede han en Slægtning, Susanne Cecilie født Købke, og malede snart efter et heldigt Portræt af sin unge Hustru. Hun fulgte dog ikke med paa den nær forestaaende Rejse. Efter hans Ønske gav Akademiet ham nemlig i 1837 en An­befaling til Fonden ad usus publicos til Rejseunderstøttelse; heri udtalte det, at den unge talentfulde Konstner i de senere Aar har frem­stillet Arbejder, «hvorved han baade har vakt Haah og tilfredsstillet Forventninger«, og det holder ham for at være aldeles moden til Rejsen. Dog naaede hanN først i 1838 at faa Løfte paa Rejse­understøttelse fra 1839 af i to Aar med 600 Rdl. aarlig og i Juni 1840 fik han tillige et Aars Stipendium paa 600 Rdl. fra Akademiet.

Saa snart han havde faaet Løfte paa Stipendiet, rejste han i August 1838, sammen medHilker, over Berlin, Dresden ogMunchen til Italien. Sent paa Aaret naaede han til Rom, hvor hans Søster, gift med Medailleur Krohn, allerede opholdt sig. I J Samliv med Slægt og Venner, blandt hvilke ogsaa Maleren Oonst. Hansen, til­bragte han Vintren med flittigt at granske Verdensstadens rige Konstskatte. Han begyndte først at male efter Naturen, da han den følgende Sommer gjorde Udflugter til Neapel, Sorent og Capri i Følge med Const. Hansen. I de Studier, han der gjorde, var det, som om den syditalienske Naturs hele Fylde og pragtfulde Form-og Farveskjønhed saaledes gik op for hans indre Blik, at Indtrykket holdt sig frisk og levende, thi efter Hjemkomsten, malede han næsten udelukkeaåe Emner fra Italien.

I 1840 var han hjemme i Kjøbenhavn, men først i September 1842, da han havde et udført Billede færdigt, »Parti fra Sydsiden af Øen Capri«, foreviste han dette for Akademiet og blev agreeret den. 19. September med 12 Stemmer mod 2. Til Opgave for Recep­tion fik han »Et Parti af den italienske Kyst ved Middelhavet«. I den nærmest følgende Tid fuldførte han et stort Maleri, »Kyst-

 

393

parti ved Capri;"Morgen», som blev udstillet 1844 og kjøbt til den kgl. Malerisamling. Det er det Billede, som vistnok fyldigst karakteriserer Købke i hans sidste Periode. Ved Siden af en sam­vittighedsfuld Redegjørelse for alle Enkeltheder udmærker dette Værk sig ved en malerisk Holdning, en Dybde og en Glans i Farven, en Rig­dom i Tonen, som gjør det til en af de fremtrædende Mærkestene i den danske Konsts Udvikling. Selv om en senere Tid har tilegnet sig en større Frihed og Lethed i Foredraget, vil Købkes Billede altid beholde sit Værd for Konstneren ikke mindre end for Beskue­ren ved den jævne, fordringsløse Sandhed, hvormed han forstod at gribe Virkningen i Sollyset ikke mindre end Formens Ejendomme­lighed, Havets dybe Blaa ikke mindre end de italienske Fiskeres Individualitet og Racepræg. Foruden dette malede han et mindre Bil­lede,»En Pergola«, hvori det friske, solbeskinnede Vinløv smukt har­monerer med de stærke Farver, den unge Kvinde bærer, som sid­der i Skyggen med sit Barn. Dette Billede, som blev kjøbt af Konstforeningen, og nu tilhører Grosserer Le Maire, gjorde saa megen Lykke, at han maatte gjentage det; men Gjentagelsen blev ikke fuldført.

Ikke alene disse Arbejder, nogle Portræter og Udførelsen af Decorationer i Stuk og al Freseo i Thorvaldsens Museum (1845—46) havde sinket Fuldendelsen af hans Medlemsstykke; hans Hustrus gjentagne Sygdom og andre Bekymringer havde virket nok saa meget til at hæmme hans Arbejdskraft. Efter at Akademiet i October 1844 havde givet ham to Aars Udsættelse, tog han endelig i 1846 fat paa »Et Parti af Capri«, der skulde være hans Medlemsstykke. Uagtet Commissairerne havde indstillet hans Arbejde til Antagelse, og den ene af disse J. P. Møller, ved Afstemningen aabenlyst havde givet ham sit Ja, overraskedes Konstneren paa det smærteligste ved, at Billedet dog forkastedes, om end med et ringe Overtal (10 Stem­mer mod 7). Det er vanskeligt nu at gjøre Rede for Grunden til, at dette Billede blev forkastet, hvad enten det har været, at Konstneren, efter have udstillet saa fortrinligeBilleder, virkelig skuffede Akade­miets Forventninger, eller dette, ved at stille overspændte Krav til Konstneren, snarere har ladet sig forlede til en Uretfærdighed. Han tog sig imidlertid Sagens Udfald overordentlig nær, og dette, i Forening med Sorgen over alvorlige Dødsfald i hans nærmeste Familie, tyngede ham haardt. Dog syntes det, som om han var ved at gjenvinde sin Sjælesundhed og Arbejdslyst; han malede, foruden den ovennævnte Gjentagelse, et Par mindre Figurbilleder og Por-

 

394

træter, da en pludselig Død hurtig bortrev ham den 7. Februar 1848, og endnu samme Aar fulgte hans Kone ham i Graven. Et i Rom af Marstrand malet Portræt bevarer hans Træk.

Købke var nok saa meget Figurmaler som Landskabsmaler, om end Omstændigheder her hjemme og de overvældende Indtryk af den italienske Natur førte ham saa meget ind paa Landskabs­maleriet, at hans Hovedbilleder er kommet til at tilhøre denne Retning. Hvis han havde levet, synes han i Fremtiden med mest Forkjærlighed at have villet hellige sig til Figurmaleriet, maaske sær­lig Portrætet. Foruden enkelte smaa Livsbilleder har han nemlig i det Hele malet ikke faa Portræter, hvoraf flere i Knæstykke og hele Figurer i Legemsstørrelse. Endog naar Konstneren selv ikke var fornøjet med sit Værk og mismodig satte det til Side, udmær­kede disse Portræter sig sædvanligvis ved god Lighed og en aandfuld Opfattelse, men Totalindtrykket, navnlig af Farven, var ikke saa øjeblikkelig tiltalende som i hans Landskaber. (Selmers Nekr. Saml. I, S, 341—47. Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Kølle. Claus Anton Kølle, Søn af C. F. Kølle, Skriver paa et Birkekontor paa Lolland, blev født i Sandby (Linnelse) pau Lolland den 25. November 1827. Han kom i 1842 til Kjøbenhavn, for at sættes i Malerlære hos Decorationsmaler C. J. A. Løffler, og begyndte samtidig at gaa paa Konstakademiet. I 1847 blev han Svend og tillige Elev af Decorationsklassen. Ved Siden heraf gik han over i Modelskolen i 1848, vandt 1850 Akademiets lille Sølv-medaille for en Modelfigur, 1851 den samme Medaille i Decorationsskolen for »Et Theaterloft« og 1852 den store Sølvmedaille i Model­skolen. Nu vovede lian i 1853 at coucurrere til den lille Guld-medaille, da Opgaven var »Barnemordet i Bethlehem«, men For­søget glippede, og hvorvel han udstillede et Par Portræter og et Landskab (1853—54) synes han dog at have villet hellige sig ganske til Decorationsfaget; thi, efter at han samme Vinter havde arbejdet under Lorents Frølich. Overappellationsrettens Sal i Flensborg, søgte han Understøttelse af dén Rejersenske Fond som Decorationsmaler og var i 1854 paa en Rejse i Tyskland, hvor han navnlig opholdt sig i Dresden og München.

Hvilke Frugter Kølles lille Rejse har baaret for Decorationsmaleriet, er ikke let at sige, og selv udtalte han sig altid spøgende om dette sit Forsøg. Derimod var Rejsen i andre Henseender til Gavn for hans Udvikling. Han synes at være kommen paa det Rene med, at han vilde højere op i Konstens Rige end til Decora-

 

395

tionsmaleriet, men endnu vaklede han mellem Valget af Figurmaleri og Landskab. At det ikke var Brist paa Evne, der drog ham bort fra Figurmaleriet, er der mange Vidnesbyrd om. Ikke alene, ved­blev han med Sikkerhed og Lethed at tegne Portræter, men indtil 1858 udstillede han stadig Figurbilleder ved Siden af Landskaber; i 1855 fik han den Neuhausenske Præmie for »Et Barneportræt« og i 1857 udstillede han endog en Altertavle, »Christus i Emaus«. Landskabsmaleriet drog ham, imidlertid mere og mere til sig, og i dette Fag udfoldede hans Talent sig saa smukt, som det store Billede paa den kgl. Malerisamling, »Eftermiddag ved Hirmnelbjærget«, allerede bærer Vidne om. Samme Aar fik han Akademiets Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl., der fornyedes for det følgende Aar, og disse to Aar tilbragte han i Rom og dets Omegn, sammen med Bloch, Dorph, Billedhuggerne Bissen og Evens o. n. a.

Hans første Billeder fra Italien, som »Parti af Colossæum« og »Romas og Vestas Tempel« (udst. 1862), ligne i Sikkerhed og Fin­hed Const. Hansens eller Købkes Fremstillinger af saadanne Emner. Senere dannede han sig en selvstændigere Opfattelsesmaade, og i Landskaber fra Roms Omegn møder os den milde, poetiske Stem­ning, som hører til Kølles Hovedfortrin som Maler. Et af hans smukkeste Billeder fra denne Tid er »Parti ved Nemisøen»' (udst. 1862, Consul Hage). Efter Hjemkomsten vendte han tilbage til Gjengivelser af sit Fædrelands Natur, hvortil han paa mindre Som­merrejser gjorde Studier. Snart var han i Fyn, snart paa Møen, snart i Nordsjælland; men tiest dvælede han ved Motiver fra Jægersborg Dyre­have eller Ordrup. Af hans Billeder kan fremhæves »Parti i Vinderød Skov« (1866), »Taleren, Parti af Møens Klint« (1867), i en fint opfattet Sølvtone, »Regnfang ved en Havremark, Motiv fra Slesvig» (1870, kjøbt af Koustforeningen, tilh. Stiftsdame Bjelke), hvilket udmærkede sig ved større Rigdom i Farven end tidligere Billeder af Kølle. I det mindre Billede, «I Skoven om Foraaret« (1866), kappedes han saa at sige med Blomstermaleren ved at drage Landskabets Forgrund nærmere til Øjet og gjengive Skovbundens bugnende Blomsterfylde. Dog er det et virkeligt Landskab, hvori Blikket udover Anemonernes jomfruelige Vrimmel lokkes ind i Dybden af den vaarfriske Skov.

I 1867 fulgte han Baron C. Stampe paa en Rejse til Biarritz, hvorfra han malede et Par Smaapartier; men allerede fra den Tid fik han de jævnlige Gigttilfælde, som trykkede ham meget; i 1869 gjorde han en Baderejse til Aachen, som det synes uden Gavn; dog var der ingen Nedgang i hans Konst, som i hans Helbred. Efter

 

396

at have skrantet et Par Aar endnu fik han i August 1872 en Lungebetændelse, der endte hans Liv Den 2. September var han død. Aaret før var han bleven Medlem af Konstakademiet. Kølle var ikke gift. Han var en mild, fordringsløs Karakter, tro mod Venner, overbærende mod anderledes Sindede. Hans stille, bløde Natur prægede sig ogsaa i hans Konst. Han yndede ikke stærke Naturoptrin og prøvede aldrig paa at gjengive dem. Det var Naturens venligste Træk, der mest fængslede hans Opmærksomhed. Men hvor meget man end, især i hans tidligere Billeder og selv endnu i hans Arbejder fra Italien, beundrede Stemningens Dybde, den rene, aandfulde Følelse i Gjengivelsen, savnede man dog noget mere Kraft i Farven og en nøjere Redegjørelse i Enkelthederne. Finheden blev undertiden til Svaghed. Men navnlig efter 1866 fremtraadte en Forandring; han blev bestemtere i Modelleringen, klarere og rigere i Farven uden derfor at tabe sin Evne til at sam­menholde det Hele i en skjøn harmonisk Hovedtone. Den kgl. Malerisamling kjøbte i hans næstsidste Leveaar et af hans Billeder fra Møen, dog maaske ikke det, hvori hans nye Fortrin tydeligst var prægede. Konstforeningen kjøbte ikke mindre end fjorten Billeder hos ham i Løbet af hans Konstnertid, deriblandt de fleste af dem, her ere fremhævede. (Konstn, egne Medd. Akad. Udst. Gat. Konstforen. Hist. Bl. Tid. 1866, Nr. 348. Fdl. 1867, Nr. 109. Do. 1872.)

 

397

Laan. Theophilus Laan har stukket et Prospect af Chri­stiania, som er dediceret til Frederik V, Fol. (Weinw., S. 176. do. Lex. Sandv. S. 89.)

 

Laegh. William van der Laegh, en, rimeligvis hollandsk Kobberstikker, som har arbejdet i Kjøbenhavn, efter Formodning som Haelweghs Medhjælper. Der nævnes tre af ham raderede og stukne Portrætblade, alle fra 1674, og med Tilføjelsen Kopenhagen (Kopenhaven), nemlig: Christian V i Salvingsdragt, efter Lambert van Hawens Maleri, udgivet af Wuchter, Portræt af Hieronymus Bueck, Præst ved Petri Kirke i Kjøbenhavn (f 1673) efter Ditmars Maleri, og Portræt af Generalmajor Johan Gaspar Cicignon (hos Nagler fejlagtig Cibignan), Bergens første Commandant (f 1696), efter et Maleri af Karel v. Mander. (Weinw., S. 102. do. Lex. Sandv., S. 89. Rumohr og Thiele: Kbstsaml., S. 58. Skild., 1830, Sp. 405. Strunk, Nr. 477 og 560. Nagler, Kst. Lex.)

 

Lahde. Gerhard Ludvig Lahde, født den 19. (ikke 17.) October 1765 i Bremen, var Søn af en Skræder der, som førte et større Værksted. Hans Fader bestemte ham til den gejstlige Stand, og han gik syv Aar i Latinskolen; men da han var noget forvoxen, ved at være falden ned fra en Barnestol, kunde han ikke blive Præst og skulde derfor vælge et Haandværk. Faderen ønskede, han skulde være Skræder, men da han selv havde Lyst til at være Konstner, valgte han at blive Guldsmed, fordi han i dette Haandværk lærte at tegne. Han kom nu i Guldsmedlære i Kiel, og efter at han var bleven Svend, besluttede han at tage til Kjøbenhavn for at uddanne

 

398

sig til Konstner ved Akademiet, der. Faderen truede med at gjøre ham arveløs, men uden at lade sig skræmme heraf rejste han i 1787 til Kjøbenhavn i Følge med en Malersvend fra Kiel, den senere saa ansete Blomstermaler Ditlev Fritzsche. Et varmt Venskab vedblev at forbinde disse tvende Konstnere,  i Kjøbenhavn sluttede ogsaa Thorvaldsen, skjønt noget yngre, sig til deres Kreds. Samtidig med at Lahde ernærede sig som Guldsmed, især ved at lave Spænder, og havde det smaatnok, da han slet ingen Hjælp fik fra Hjemmet1, begyndte han strax at gaa paa Konstakademiet, hvor han i October 1789 blev Elev af Modelskolen og i Juli 1790 vandt den lille Sølvmedaille. Da dette Maal var naaet, rejste han til Bremen for at udsone sig med Faderen, hvilket lykkedes ved en Slægtnings Hjælp. Imidlertid havde han lært at stikke i Kobber hos J. F. Clemens, og dedicerede et af sine første Stik, »Terpsichore og Kalliope« efter Guercino til Magistraten i Bremen. Af et andet Blad »Der schmerzhafte Verlust« efter Mieris, lod han Ind­tægten tilfalde denne sin Fødeby. Til Gjengæld fik han et Stipen­dium af Staden, der satte ham i Stand til at vende tilbage til Kjø­benhavn, hvor han i 1791 vandt Akademiets store Sølvmedaille, og den 19. Marts 1792 den lille Guldmedaille for Stikket »Abraham og Hagar« efter et Maleri af Guercino i det kgl. Konstkammer. Konstneren synes nu at have tænkt paa at vende tilbage til Tysk­land, thi i Maj s. A. fik han, »da han agtede at rejse til sin Fødebys, Akademiets Vidnesbyrd for, hvilke Medailler han havde vundet. Han maa imidlertid have betænkt sig, thi snart efter søgte han dansk Indfødsret, som blev meddelt ham den 20. September 1792. Paa et Portræt af August Hennings efter Juels Maleri søgte han derpaa i 1793 at blive agreeret ved Akademiet; men da dette ikke »fandt ham stærk nok«, bad han nogle Aar senere om Rejse­stipendium og strax efter om at blive Medlem af Akademiet paa et Portræt af Hertugen af Augustenborg i hel Figur efter Graffs Maleri (April 1796). Da Akademiet ikke vilde gaa ind paa hans Ønsker, hverken i den ene eller i den anden Retning, bad han om i det mindste at blive agreeret paa det indsendte Blad, men Akade­miet svarede ham, at hans Indfødsret først gjaldt ved Akademiet til Stipendium eller Agreation, naar han havde vundet den store Guld-

 

1 Hans Spiseseddel om Middagen lød dengang: ,,To Dage i Ugen Vandgrød, to Dage kogte Kartofler, to Dage Smørrebrød, om Søndagen en Por­tion Kjødsuppe."

 

399

medaille. Denne prøvede han aldrig paa at vinde, og han traadte saa-ledes ikke senere i noget nærmere Forhold til Akademiet, hvorvel han flere Gange forærede det Aftryk af sine Blade.

Imidlertid havde Lahde vundet Navn i Kjøbenhavn som en heldig Port£ætstikker thi det kobberstukne Portræt, især i mindre Format, spillede dengang samme Rolle, som i senere Tid de lithograferede og endnu senere de fotograferede Portræter, og i 1799 blev han udnævnt til Hofkobberstikker. Han havde saa meget at for­tjene, at han i 1796 indgik Ægteskab med Charlotte Dorothea Eleonore født Werner, en meget smuk Landsmandinde fra Grabow, hvis Fader var Skomager i Kjøbenhavn. Men allerede den 3. August  1803 døde hun efter at have født ham to Døtre, hvoraf den ene er Moder til Professor Pamim, og en Søn, som er optraadt i Literaturen, Lægen Klingberg, som tillige var Konstnerens Ven, formaaede ham til, efter denne Sorg, at foretage en Udenlandsrejse i Slutningen af 1803, hvorfra han vendte tilbage i Januar 1804. Aaret efter (1805) kjøbte han det Hus i Gothersgade (Matr.-Nr. 125), hvor Eckersberg og Senn boede hos ham (jfr. Eckersberg), og her indrettede han i 1808 en Udstilling, for største Delen af Eckersbergs Arbejder, til »den lidende Menneskeheds Understøttelse«, d. v. s, til Indtægt for de ved Bombardementet Brandlidte. Herom skrev en god Ven af ham, Fattigforstander Behrend, en meget indbydende Anmeldelse i Nyeste Skilderie, April 1808. Udstillingen indbragte 277 Rdl. Samme Aar søgte Lahde om at blive Professor i Anatomi ved Kunstakademiet, sammen med Abildgaard, men. Klingberg blev dem begge foretrukken. Efter 17 Aars Enkestand giftede han sig igjen 1820 med Marie født Tonnum. I sine senere Aar indlod han sig i nogle mindre heldige Foretagender, navnlig Kjøb af Huse, og i 1832 blev han ramt af et Slagtilfælde, som den (29.) 30. No­vember 1833 gjorde Ende paa hans Liv.

Lahde var en for sin Tid ganske dygtig Kobberstikker, navnlig tegnede og stak han Portræter sirlig og net. Tillige var han en ret klog Forretningsmand, forstod at imødekomme Publikums Trang i rette Øjeblik, og selv om mange af de Blade, som Begivenhederne fremkaldte, ikke have blivende Konstværd, er deres Betydning desto større som historiske Aktstykker, saa meget mere, fordi de ved Tidernes Ugunst ere nærved at forsvinde. Han synes paa samme Tid at være greben af en varm Følelse for sit nye Fædreland, saaledes at han ikke sjælden bestemte Indtægten af Billedernes Salg til »patriotiske« Øjemed. Hans første Værk i denne Retning

 

400

fremkaldtes ved Christiansborg Slots Brand 1794; den blev frem­stillet paa to Blade; Aaret efter saa man Branden i Kjøbenhavn den 5. til 7. Juni gjengivet i sex Kobbere. Disse Stik i temmelig stort Folioformat var udførte i en let, fri Manér, tildels med Radérnaalen, saaledes at de kunde sælges baade i sorte Aftryk og i Exemplarer, som coloreredes i Haanden, i Førstningen af en Mand, der hed Wolfram, senere af Lahdes to Døtre. De følgende Aar var mest helligede Portræter; foruden en Del kgl. Portræter udgav han (1798—1801) en Samling af fortjente Mænds Portræter med biogra­fiske Efterretninger«, 3 Bind, med i alt tolv Portræter. I samme Tidsrum udgav han tillige et Par Tegnebøger og J. J. Bruuns Prospecter (s. d.) med ny Text i tre forskjellige Rækker, i alt 60 Blade, samt fire Stik efter E. Pauelsens Malerier, de tre over fædrelandshietoriske Emner, det fjerde et norsk Landskab. Disse Blade solgtes ligeledes illuminerede. Slaget paa Kjøbenhavns Red 1801 fremkaldte flere Blade, hvoraf et, Fremstilling af selve Slaget med Text af Sander, blev solgt til Indtægt for »et Minde paa de Faldnes Grav«. En mellemliggende Tid udfyldtes bl. a. med Fortegninger, Brodermønstre, et nyt Bind »Portræter«, nogle særskilte Portræter af "Skuespillerinder og »Klædedragter i Kjøbenhavn” Tillige begyndte han Udgivelsen af »Mindesmærker ved Kjøbenhavn med biografiske Efterretninger« (1801), sorn først senere afsluttedes (1810), da imidlertid en ny for Danmark sørgelig Begivenhed, Kjøbenhavns Belejring og Bombardement (1807) blev fremstillet i en Mængde Blade, hvortil, som ovenfor omtalt, Eckersberg tildels malede eller tegnede Originalerne. Imidlertid havde hans Ungdomsven, Thor­valdsen, vundet europæisk Navnkundighed, og i 1814 udgav Lahde derfor »Tolv Figurer til Tegneøvelser efter Thorvaldsen med poe­tiske Forklaringer af A. Oenlénscfiæger o. s. v:”; Senere udkom »Klædedragter i Kjøbenhavn”, hvoraf tre Hefter var udgivne i 1806, i en ny udvidet Udgave med poetisk Text af Sander under Titel »Det daglige Liv i Hovedstaden«, (1818); Originalerne hertil var tegnede dels af Eckersberg, dels af Senn. Ogsaa andre af Eckersbergs Malerier stak han, f. Ex. »En falden Piges Historie« i fire Blade.1 I sine senere Aar udgav han mest Fortegningsværker, »Elementarværk i Tegnekonsten«, »Pomone« og flere, der vistnok havde megen Fortjeneste for deres Tid og utvivlsomt have stiftet

 

1 Ved Eckersberg  er  urigtig  sagt, at de ikke   var stukne-     En   flittig Samler har senere vist mig Stikkene.

 

401

Gavn; men de ere nu, som saa mange efterfølgende Værker, for­ældede og afløste af andre. (Weinw., S. 231. do. Lex. Dagen 1834, Nr. 3—4, Erslew, Forf. Lex., II, S. 90. Suppl., II, S. 133. Weilbach, C. V. Eckersberg, S. 9—13 og Anm. S. 171—72. Trykt Fortegn, over Landes Arbejder (omtr. 1810). Thiele, Thorv., I, S. 32. Skild. 1804, Sp. 416, 635; 1808, Sp. 799—800, 1653; 1809, Sp. 1512; 1810, Sp. 718, 949; 1811, d. 11. Juni; 1812, Sp. 1551—52; 1813, Sp. 917, 1278; 1814, Sp. 522; 1817, Sp. 1472; 1819, Sp. 1327; 1823, Sp. 1664; 1829, Sp. 837. Vejviseren 1809. Akad. Skifte­retten).

 

Lange. Søren Læssøe Lange, født 1760 i Faaborg, kom 1781 til Kjøbenhavn for at uddanne sig ved Konstakademiet, hvis Skoler han gjennemgik, saaledes at han i 1785 blev Elev af Model­skolen, i Januar 1786 vandt den lille og to Aar efter den store Sølvmedaille. Som Elev eopierede han nogle Portræter, men ellers gjorde han Landskabsmaleriet til sit Hovedfag. I 1796 søgte han ved E. H. Løfflers Død om en Informatorplads ved Akademiet, men fik den ikke; derimod skal han i Følge Fusslis Opgivelse i 1804 have faaet en Æresmedaille i Guld af Kongen (»Hoffet i Kjøbenhavn«), og det følgende Aar begyndte han Udgivelsen af en-Række raderede Landskaber af indenlandske Egne, som solgtes illu­minerede. I August 1805 var tolv udkomne, som rostes for »inter­essante Situationer og naturlig Fremstilling«, og han havde endnu fire under Arbejde. Paa den offentlige Udstilling havde ban kun én Gang Arbejder, nemlig i 1814 to malede og et tegnet Landskab efter Naturen. I den kgl. Kobberstiksamling er der to colorerede Raderinger fra Møens Klint og et raderet Prospect. Han synes at have levet som ugift, og den 19. Juni 1828 døde »den blide, vennesalige og retskafne Olding efter nogle Dages Sygeleje«. Hans Død kundgjordes i Adresseavisen af »en af hans første Ungdoms venner«, og nogle Dage efter stod der et temmelig indholdsløst Vers over ham. (Weinw., S. 197. do. Lex. Skild. 1805, Sp. 1B86. Akad. Udst. Cat. Skifteretten. Adresseav. 1828, Nr. 147. FiissliKst.Lex. Suppl., S. 672.

 

Lanng. Edgar Rosenørn Lanng, født den 6, Marts 1850 i Nyborg, er Søn af Overlæge Mathias Christian Peder Otto Laung og Marie Louise født Rosenørn. Han var i tre Aar i Tømrerlære hos Uum$ek;0g besøgte Konstakademiet fra 1867 til 30. Juni 1875, da han/fik'Afgangsbevis som Architekt. Han udstillede 1877 .en Tegning til et Landsted. (Akad. Udst. Cat. Erslew, Forf. Lex., II, S. 103).

 

402

Larsen. Carl Frederik Emanuel Larsen, Søn af exam, jur., senere Procurator Lars Hansen Larsen og Louise Christine født Weinreich, blev født den 15. September 1823 og var gjennem sin Moder Sødskendebarn med den ovenfor nævnte C. Balsgaard. Efter sin Confirmation var han en kort Tid i Malerlære, men gik snart over til at blive Konstner under Eckersbergs og Kloss' Vej­ledning. Han besøgte Konstakademiet fra 1839—44, men da han hurtig valgte Sømaleriet til sit Fag, avancerede han vel i Figur­tegning til Modelskolen (1847), men tog ingen Medailler. Allerede 1845 udstillede han sine første Arbejder, »Morgen ved Sjællands Kyst«, der strax blev kjøbt til den kgl. Malerisamling (nu i Aar­hus), og et Søstykke. Samme Aar gjorde han med et kongeligt Skib en Rejse til Island og Færøerne. Nogle Aar efter fik han den Neuhausenske Pengepræmie for »Udsigt fra Langelinie til Told­boden; Morgenbelysning« (1851) og i 1852 Akademiets Rejseunder­støttelse. Paa en treaarig Rejse var han i England, Holland, Paris og navnlig i Sydfrankrig, hvorfra han hjembragte mange Studier fra Middelhavet og Kysterne derved. To af hans efter Studier fra Rejsen udførte Billeder, »Aften ved Middelhavet« (Parti ved Mar-seille) og »Havnen ved Nieuwe Diep i Nordholland«, der begge var udstillede 1854, kjøbtes til den kgl. Malerisamling (det sidstnævnte er i Aarhus). Endelig solgte han i 1856 sit største og maaske livligste Billede, »En Formiddag i Øresund, Linieskibet Valdemar krydser Sundet ind i en frisk Bramsejls Kulings, ligeledes til den kgl. Malerisamling. Hans øvrige Arbejder ere i privat Eje. Han har tillige raderet, dels nogle Partier fra Island, dels Søpartier fra Danmark selv, Kronborg og »Kanonbaade under Als«, i alt 8 Blade. Efter knap to Dages Sygdom døde han ugift i ung Alder den 24. September 1859.

Larsen var som Sømaler ganske Eckersbergs Lærling, om han end søgte Lejlighed til at se og gjengive Søen under stærkere Brydninger, end den gamle Mester sædvanlig valgte. Han havde Sans for en; frisk og levende Behandling af Enkelthederne og ord­nede sine Billeder smukt, men var ikke altid tilstrækkelig Herre over Farven til at bringe den rette Ro og Helhed i Indtrykket. I det ovennævnte store Billede fra Øresund, som vistnok maa regnes for hans Hovedværk, er saaledes de friske blaa Bølger, den stærkt skyede Luft, det kjækt fremsejlende mægtige Skib, hvert for sig sandt og. stemningsfuldt følt, nien Øjet savner den fulde Harmoni mellem de enkelte Dele Konstneren blev imidlertid bortreven midt

 

403

i en tilsyneladende rask fremadskridende Udvikling, saaledes at selv hans seneste Arbejder snarere staa som uopfyldte Løfter om en kraftig Fremtid end som det naaede Maal. (Nekrolog, Berl. Tid. 14. Oct. 1859. Priv. Medd. Kst. ogÆsth., 8. 192 Akad. Udst. Gat,)-

 

Larsen. Jens Vilhelm Ferdinand Larsen, født i Kjøbenhavn den 4. September 1830 og Søn af Overskjærer Lars Peter Larsen og Christiane født Brodersen, lærte Lithografien i Bings og Ferslews Stentrykkeri, tegnede hos Portrætmaler C. L. Knutzen og besøgte Kunstakademiets Skoler indtil Gibsskolen (1843—50). Senere har han navnlig arbejdet hos Bærentzen & Co. (nu Hoffensberg, Jespersen & Fr. Trap). Blandt hans Arbejder kan nævnes en Del Blade af Værket »Billeder fra Land og Sø« (begyndt 1869) og flere store Farvetryksbilleder, hvoriblandt »Sundet ved Kronborg« efter Neumann, »Kjøbenhavn fra Søsiden« efter V. Melbye, »Parti ved Gammelstrand« efter Heinr. Hansen. Han har tillige udstillet nogle Pennetegninger og Vandfarvebilleder. I 1856 blev han gift med Marie Christine født Sørensen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.).

 

Larsen. Jørgen Larsen, Søn af Husmand Lars Hansen og født 1851 i Lellinge ved Kjøge, var først i Lære hos Billedskjærer Wille og har siden, arbejdet hos Hertzog og Jerichau. Han besøgte Konstakademiet fra, Januar 1870 til den 18. Marts 1876, da han fik . Afgangsbevis som Modelerer. Den 24. April 1877 vandt han den Neuhausenske Præmie for »En Afsked«, Gravmæle i græsk Stil. (Akad. Udst. Gat. Fdl. 1877, Nr. 94).

 

Larsen. Jørgen Christian Larsen, født i Kjøbenhavn den 30. September 1815, er Søn af Vaabenmaler Ole Larsen og Maren Cathrine født Lindberg. Han var i Malerlære hos sin Fader, blev Svend og besøgte Konstakademiet fra 1832 til 1837, da han blev Elev af Modelskolen. Han havde imidlertid mest Lyst til at være Konstner og begyndte allerede 1836 at udstille som Sømaler; hans fleste Arbejder, for største Delen mindre Billeder, var Kystpartier fra danske og de nærmeste svenske Kyster. Af dem solgte han ikke faa (7) til Konstforeningen. I 1842 udstillede han sidste Gang, og i 1845 opgav han ganske Konsten. Efter at han i nogle Aar havde været Landmand, kom han tilbage til Kjøbenhavn og lever nu ugift som Lærer ved de offentlige Skoler. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Larsen. Peter Julius Larsen, født i Kjøbenhavn den 26. Juli 1818, var Søn af Overbetjent under Kjøbenhavns Politi, Niels

 

404

Christian Larsen og Eleonore Dorthea født Mønnich. Han begyndte allerede i sit tiende Aar at besøge Kunstakademiets Elementarskole, gjennemgik alle Skoler til Modelskolen, og vandt 1835 den lille Sølvmedaille, 1837 Pengepræmien for Maleri efter den levende Model, 1840 den store Sølvmedaille. Han concurrerede i 1845 og 1847 forgjæves til den Neuhausenske Præmie, som ban endelig vandt i 1848 for et Figurbillede, »Scene i en sjællandsk Landsby i Somren 1848«, forestillende Soldaters Afsked fra Hjemmet for at drage i Krigen. Larsen havde udstillet fra 1836, dels mindre Figurbilleder af det daglige Liv, dels enkelte historiske Composi-tioner. Et mindre Billede, »To fattige Børn; Vinterstykke«, ud­stillet i 1845, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. I 1852 tog han med Konstakademiets Rejseunderstøttelse til Italien, hvor han, kort efter sit Komme til Rom, blev angreben af en Brystsyge, han allerede i flere Aar havde sporet, og han døde der den 26. Decem­ber 1852. Uagtet han kom saa tidlig paa Akademiet og vandt navnlig den lille Sølvmedaille i ung Alder, synes hans senere Ud­vikling at have været forholdsvis langsom. Trods sin stadige Flid har han ikke efterladt sig mange Billeder, og da hans Livskraft tilsyneladende ret vaagnede, var den i Virkeligheden allerede brudt. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.);

 

Lassen. J. J. Lassen blev »ved General Løvenørns Recommendation« indkaldt til Danmark 1734, rimeligvis fra Norge, for paa Hirschholm Slot at male Fremstillinger af Christian VI's norske Rejse og blev derefter udnævnt til Hofmaler. Senere syssel­sattes han, som det synes, med Decorationsarbejde ved Christians­borg Slot og havde en Strid med Eigtved, som i 1744 nedsatte Prisen paa hans Arbejde med over 2,000 Rdl. dansk C. (6,400 Kroner), hvilken Sum dog senere ved en Retskjendelse (1747) blev ham godtgjort. I 1754 indsendte han to »Perspectivstykker« til det ti Dage før oprettede Konstakademis Præses, Grev Moltke, som Prøver paa sin Konst, idet han gjærne vilde rejse udenlands, men først ansøger om at blive Professor ved Akademiet. Under 8. April s. A. fik han det Svar, at det »for nærværende Tid ikke kan lade sig gjøre«. (Akad. Archiv, s. d. 2. og 8. April 1754).

 

Lassen. Jørgen Lassen, født omtrent 1780, besøgte Konst-akademiet i Kjøbenhavn og vandt 1799 den lille og 1801 den store Sølvmedaille. Samtidig med at han uddannede sig til Landskabs­maler, søgte han Erhverv som Tegnelærer, og han virkede som saadan ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, da han i 1813 søgte Pladsen

 

405

som Informator ved Konstakademiet efter Marchs Død. Imidlertid opnaaede han først i December 1818 at blive Lærer ved Ornamentskolen efter J. G. Schow, der rykkede op til anden Frihaandstegneskole, som var bleven ledig ved Propsthains Død. Men allerede i 1823 blev han suspenderet for et halvt Aar, fordi han havde taget imod Stikpenge, og i 1825 blev han afskediget fra sin Tjeneste. Siden levede han en lang Aarrække, som det synes, i det mindste mod Slutningen af sit Liv, i trange Kaar, thi han fik flere Gange (1846—49) Understøttelser af Akademiet. Han døde den 28. Februar 1850. (Akad. Statskal. Skifteretten).

 

Laub. Ernst Christian Clausen Laub blev født i Nykjøbing paa Falster den 30. Juli 1839 og var Søn af Bogtrykker Frederik Vilhelm Laub og Christiane Kirstine Thoma Vilhelmine født Thom­sen. Han besøgte i sin Opvæxt Nykjøbing Kathedralskole, og da han viste megen Lyst til Tegning, blev han .anbefalet til G. Hetsch og fik Adgang til Konstakademiets Skoler for at uddanne sig til Maler. I Marts 1859 vandt han den mindre og i December s. A. den store Sølvmedaille. Samtidig blev han Elev af Kyhn, uagtet hans Maal var at uddanne sig til Figurmaler, og som saadan ud­stillede han 1858—62 flere mindre Billeder, der viste lovende An­læg. En Brystsyge, som en Forkjølelse fremkaldte i hans 22. Aar, bragte ham til at forsøge paa at gjenvinde sin Helsen i Syden, og han levede nu sex Aar vexelvis paa Sicilien, i Rom og i Svejts, ivrig sysselsat med sin Konst, saavidt hans Kræfter tillod det. Det var især Tegninger, han udførte, hvilke han dels solgte, dels bortgav til Venner. Hans Sygdom tog imidlertid stadig Overhaand; den 9. Juli 1867 døde han i den lille Bjærgby Avent, Syd for Genfersøen, og ligger jordet paa Kirkegaarden i Montreux. Han var en meget elskværdig Personlighed. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat, Erslew, Forf. Lex., II, S. 117, Suppl., II, S. 169. Lengnik).,

 

Laurentz. Johan Daniel Laurentz nævnes ovenfor under J. Brecheisen født Laurentz, men tilhører ikke Danmarks Konsthistorie.

 

Lauritzen. Claus Lauritzen, Billedhugger og Borger i Kolding, fik den 2. April 1614 Skjøde paa en Ejendom i Kolding, som tilhørte Kronen, mod at afbetale største Delen af Kjøbesummen med Arbejde, nemlig fire Billeder i et fuldvoxent Menneskes Stør­relse af gullandsk Sten, som skulde forestille de fire Aarstider, en Skorsten, d. v. s. en Kamin, af samme Slags Sten samt en Vindel­trappe af Træ. Der synes ikke at kunne være nogen Tvivl om, at

 

406

denne Mand er den »Claus Billedsnider«, der er nævnet ovenfor som arbejdende for Christian IV i 1608. (Gehejmearch. Topogr. Saml. samt ovenfor, S. 112).

 

Lauritzen. Jakob Lauritzen hørte til den Kreds af danske Malere, som Christian IV lod oplære og gav Arbejde. I 1611 til­skrev Kongen Peter Isacsz, som dengang var i Amsterdam, om han vil tage Jakob Lauritzen, hvis Moder var Enke, i Lære i to Aar, da han har Lyst til Tegning og Maling. Moderen og Familien til­byder samme Betaling, som Isacsz tidligere af Kongen har faaet for Søren Kjær. (Ausl. Reg. i Gehejmearch.).

 

Lauritzen. Jens Christian Quortrup Lauritzen, Søn af Kjøbmand Lauritzen i Sorø og født der 1840, besøgte Konstakademiet fra 1859 til 1868 og har fra 1865 til 1873 udstillet en Del Genre­billeder og et enkelt Portræt. I 1866 og 1869 havde han Akademiets mindre Understøttelse til Rejser i Indlandet. Han lever i. Sorø. (Akad. Udst Gat.).

 

Lehlin. Sebastian Lehlin eller Lellin, en Kobberstikker fra Midten af det syttende Aarhundrede, synes, i Følge en Paaskrift paa et af hans Stik, at have levet i Sorø. Af ham nævnes Por­træter af: Frederik Rantzau til Asdal, stukket til Ligprædiken over ham (1647), Mogens Sehested til Holmegaard, og Mogens Ulfeld til Selsø og Egeskov, hvilket især roses som ypperligt; endelig Historien om de kloge Jomfruer, omgiven af Jomfru Anne Rosenkrans til Brobygaards Aner. (Sandv., S. 89. Weinw., S. 63. Bo. Lex. Skild*. 1830, Sp. 817. Strunk.)-

 

Lehmann. Heinrich Ludvig Carl Lehmann, født i Kjøbenhavn den 28. Marts 1824, er Søn af den nedenfor nævnte Miniaturmaler Johan Peter Christian Lehmann og Johanne født Lassen fra Christiania. Han besøgte Konstakademiets Skoler fra 1838 indtil han i December 1844 blev Elev af Modelskolen; han var blandt de unge Konstnere, der deltog i den indre Udsmykning af Thorvaldsens Museum. Fra 1843 til 1857 har han udstillet en Del Portræter, dels tegnede, dels i Vandfarvemaleri, men han har ved Siden deraf tillige malet mindre Billeder af dansk Folkeliv, f. Ex. »den lille Hornblæser« og lign. For øvrigt har han for en Del funden Sysselsættelse ved at aquarellere og retouchere  Fotografier og lever nn som Tegnelærer ved de offentlige Skoler. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.).

 

Lehmann. Johan Peter Christian Lehmann, Søn af den nedennævnte Peter Hinrich Benjamin Lehmann og Juliane Eleonore

 

407

født Bessern, var født i Kjøbenhavn den 9. Juni 1786. Da hans Forældre døde i hans 14. Aar, rejste han til Hamborg til en Far­broder og uddannede sig her i Tegning og Maling under Vejledning af Professor Christoffer Suhr; men efter nogle Aars Forløb vendte han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han gjennemgik Akademiets Skoler til Modelskolen og siden ernærede sig som Miniaturmaler og Tegne­lærer. I 1814 ægtede han en af sine Elever, Johanne født Lassen fra Christiania, og Aaret efter rejste han til Christiania i det Haab at finde mere udstrakt Virksomhed der. Det lykkedes ogsaa, idet han foruden at have private Elever var Tegnelærer ved Borger­skolen og senere ved Kathedralskolen der. Efter tre Aars Forløb vendte han dog tilbage til Kjøbenhavn, og da hans Syn snart efter svækkedes, levede han i sine senere Aar væsentlig som Tegnelærer og døde den 3. November 1840. Han har udstillet nogle faa Gange (1812, 1819, 1829), tildels Miniaturmalerier, sidste Gang et Landskab, som var Copi efter J. C. Dahl. (Medd. af Konstn. Søn. Akad. Udst. Gat.)-

 

Lehman n. Otto Ludvig Edvard Lehmann, ældre Broder til den ovennævnte Heinrich Ludvig Carl Lehmann, er født i Kjøben­havn den 30. Januar 1815, begyndte næppe 13 Aar gammel at be­søge Konstakademiet (1828), .blev 1831 Elev af Modelskolen og vandt 1835 og 1839 den lille og den store Sølvmedaille. Samme Aar concurrerede han til den lille Guldmedaille uden at opnaa den. I 1842 og 1843 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar og opholdt sig dels i Paris, dels i Italien indtil 1844. Allerede 1829, i sit 25. Aar, havde han udstillet et Billede af Livet i Kjøben­havn, »Vinterscene paa Graden«, og han vedblev derefter flittig at at udstille, dels Portræter, tegnede eller malede i Vandfarve, dels Livsbilleder i større eller mindre Oliemalerier, lige indtil 1858, da en tiltagende Øjesygdom, som endte med den graa Stær, nødte ham til at holde op med at arbejde,. Men efter en heldig tilende­bragt Operation tog han atter fat paa Penslen, udstillede 1867—69 nogle Billeder, hvoriblandt »Et musikalsk Aftenselskab hos Mægler Henriques«, og efter nogle Aars Mellemrum udstillede han atter 1876 et mindre Folkelivsbillede. Han vandt især Navn ved sine Portræter og har udført flere Portrætcompositioner med hele Figurer, saaledes 1848 »Et Familiebal«, 1853 »Cottilon« til Professor Eschricht, og, foruden dét nævnte Aftenselskab, et lignende til Dr. Leh­mann, hvilket ikke har været udstillet. I sine yngre Aar arbejdede han tillige flittigt som Lithograf. I Oliemalerier har han flere Grange

 

408

udført Emner efter bekjendte Digtere, som »Den smukke Pige i Perth«, et Par af Christian Winthers »Træsnit«, »Liden Gunver og Havmanden«, o. fl. For »Regner Lodbrok og Kraka« vandt han 1849 den Neuhausenske Præmie. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Portefeuillen m. m. 1839-44).

 

Lehmann. Peter Hinrich Benjamin Lehmann, født i Hamborg den 27. November 1752, lagde sig efter Malerkonsten i sin Fødeby og rejste senere til Berlin, hvor han arbejdede som Figur-og Landskabsmaler. Efter at have virket som Maler ved en Porcelainsfabrik i Berlin blev han senere kaldet til Kjøbenhavn (inden 1786) som Maler ved den kgl. Porcelainsfabrik der. I sit særlige Fag, Landskaber med Figurer og Fugle, arbejdede han ikke sjælden sammen med den ovenfor nævnede Porcelainsmaler Johan Christoffer Bayer. Han var gift med Juliane Eleonore født Bessern, og Fader til den ovenfor nævnede J. P. Chr. Lehmann. Han døde i Kjøben­havn den 27. December 1800, kun 48 Aar gammel, (Jledd. fra Konstn. Sønnesøn. Hamb. Kst. Lex., hvor han fejlagtig kaldes Gottlieb i Stedet for Peter. Adresseav. Nr. 430).

 

Lellin.    Se Sebastian Lehlin.

 

Lendorf. Carl William Frederik Lendorf er født i Kjøbenhavn den 13. December 1839 og Søn af Tømrermester Chri­stian Gottfried Lendorf og Vilhelmine født Nielsen. Da hans Fader var tysk fedt, blev han opdragen i Petri Realskole; efter sin Confirmation kom han i Tømrerlære hos sin Fader i tre Aar og blev Tømrersvend. Fra 1855 til 1863 besøgte han Konstakademiet, blev i October 1861 Elev af Medailleskolen, men vandt ikke nogen af Akademiets Medailler. Som Elev af Meldahl var han i 1859 Conducteur ved Opførelsen af Fredericia Raadhus og ledede kort efter paa egen Haand Restaurationen af Trinitatis Kirke i Fredericia og af Vejle Kirke. I 1863—64 var han atter for en Tid Meldahls Conducteur ved Opførelsen af Frederiksborg Slot, indtil han i Slut­ningen af 1864, paa G. Hetschs Anbefaling blev Tegnelærer ved den techniske Aftenskole i Odense. Her, hvor han endnu er bosat, har han tillige vundet Navn som Bygmester, dels ved Nybygninger som Frimurerlogens, Sparekassens, Discontokassens og Industriforeningens Localer, en ny Skolebygning i Klaregade m. fl., dels ved større Ombygninger som Frue Kirkes og, under J. D. Herholdts Overledelse, St. Knuds Kirkes Istandsættelse, efter hvis Fuldendelse han i August 1875 blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. Han er

 

409

gift med Ida Sofie Christiane Jørgine født Anchersen. (Konstn egne Medd. Akad.).

 

Leonore Christine, Christian IV's navnkundige Datter, som udmærkede sig ved saa store Sjælens og Aandens Graver, dyrkede ogsaa Konsten. Hun var født 8. Juli 1621 paa Frederiksborg, blev den 9. October 1636 gift med Corfits Ulfeldt,  var Statsfange fra 1663 til 1685 og døde den 16. Marts 1698 paa Mariebo Kloster. Allerede i den første Tid af sit Ægteskab havde hun modtaget Undervisning af Karel van Mander i Tegning (1640—42), og hvor vidt hun udviklede sit Talent viser det bekjendte Portræt af Chri­stian V, som hun baldyrede i sit Fangenskab. Paa Klevenfeldts Auction solgtes nogle Portræter og en Tegning udført af hende. Om hendes literaire Virksomhed og hendes mærkelige Livsskjæbne henvises til historiske Skrifter og navnlig til hvad der i den senere Tid er fremdraget. (Jfr. S. B. Smith, »Jammers Minde«, Leonora Christina paa Maribo Kloster m. m. Weinw., S- 56. Do. Lex. Sandv., S. 33. Gehejmearch.).

 

Lerche. Vincens Lerche, Gehejmeraad og Over-ceremoni­mester. Se Laurids de Thura.

 

Levinsen. Oscar Levinsen, født 1848 i Kjøbenhavn, Søn af Højesteretsadvocat Niels Levinsen og Polly Mariane født Winkel Horn, besøgte Konstakademiet fra October 1865 til den 23. Decem­ber 1872, da han fik Afgangsbevis som Architekt, Han rejste derpaa til Italien for egen Regning, men døde allerede den 7. Juni 1875 i Ferrara, kun noget over 26 Aar gammel. (Akad. Erslew, Forf. Lex. Suppl., S. 205. Berl. Tid. 1875).

 

Levison. Birgitte Levison født Neumann er Datter af en fra Udlandet indvandret Skræder af jødisk Æt, Neumann Pitriopatz og Amalie født Philip fra Nakskov, og hun er født i Kjøbenhavn den 18. Juni 1832. Da hun havde Lyst til Tegning, sørgede Karolineskolens Inspectrice, Frøken Brandes for, at hun fik Tegneundervis­ning af N. C. Kierkegaard. Senere lykkedes det hende at komme til at male under Marstrands Vejledning i Forening med nogle svenske Damer, derpaa vejledte Hetsch og Heinr. Hansen hende noget i Perspectiv, og hun uddannede sig nu til Genremaler, senere malede hun dog ogsaa en Del Portræter. 11861 besøgte hun Paris, i 1862 havde hun et Billede paa Verdensudstillingen i London, og da hendes Søster var bosat der, solgte denne adskillige Billeder for hende. Hun var i Færd med selv at rejse til London, da hun i 1863, under et Besøg i Nakskov, blev forlovet og Aaret efter gift

 

410

med Snedkermester Herman Levison der. Senere har hun levet .i Nakskov og vedbliver at dyrke sin Konst, idet hun dels maler Portræter, dels Genrebilleder. Tillige har hun sysselsat sig med Arbejder i decorativ Retning og fik i 1868 ved Udstillingen i Nak­skov en Broncemedaille »for smuk Decorering af en Stol«. I Kjøbenhavn har hun udstillet 1858—64 under sit Pigenavn og fra 1864 som gift. Siden 1869 har hun dog ikke haft Arbejder paa Ud­stillingen her. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.).

 

Ley. Hans Christian Clausen Ley, født den 30. Marts 1828 i Kjøbenhavn, var Søn af Skrædermester Christian Christesen Ley og dennes anden Kone Johanne Marie født Clausen. Han begyndte i sit ellevte Aar at tegne paa Konstakademiet (Juni 1838), blev 1846 Elev af Modelskolen og vandt 1848 den lille Sølvmedaille. Imidlertid var han 1842 kommen i Malerlære og blev 1845 Svend. I Førstningen ernærede han sig ved sit Haandværk et Par Aar, men da Sygdom hindrede ham heri, søgte han Erhverv ved at tegne for Boghandlere, retouchere Fotografier og lignende. Fra 1853— 1876 har han udstillet dels enkelte Portræter, dels mindre Livs­billeder, hvortil han en Tid lang søgte Motiver i Sagnene om Nisser, senere malede han med Forkjærlighed Billeder af Kjøbenhavn, som' det saa ud i Begyndelsen af forrige Aarhundrede med Figurer fra Holbergs Lystspil. Hans sidste Arbejde i denne Retning, der ud­stilledes efter hans Død, viste en Frihed i Opfattelsen og en Let­hed i Behandlingen, som hans tidligere Arbejder for største Delen havde savnet. Han har ikke frembragt meget, da han dels næppe var meget produotiv, dels stadig maatte søge Erhverv paa anden Maade, ikke alene ved at tegne Portræter med Kul og Kridt, ved at male adelige Vaaben eller naturhistoriske Gjenstande til Landbo­højskolen, men ogsaa ved mere underordnede Decorationsarbejder, f. Ex. Forsiringer paa Sporvogne, Skilte og a. m. Ley blev i 1871 gift med Charlotte Eleonore født Andresen, en Plejedatter af forhen­værende Præst J. L. V. Hansen, men allerede den 19. December 1875 bortrev Døden ham ganske pludselig. (Konstn. egne Medd. Priv. Medd. Akad. Udst. Cat. Erslew, Forf. Lex., II, S. 134).

 

Libert Georg Emil Libert, født den 2. August 1820, er Søn af Snedkermester H. Libert og Andrea født Hassing. Han begyndte allerede inden sin Confirmation at besøge Konstakademiet, hvor han 1841 blev Elev af Modelskolen, men han concurrerede ikke til dets Medailler, da han navnlig følte sig dragen til Landskabs­maleriet. Samtidig fik han Adgang til J. L. Lunds Malerskole og

 

411

malede allerede 16 Aar gammel et Maaneskinsstykke, som blev ud­stillet 1837. Siden den Tid nar han udstillet en Mængde Land­skaber, dels fra Danmark, dels fra Egne, han har besegt paa sine Studierejser. I 1846 fik han Akademiets Rejsestipendium, som for­nyedes med et Aar til i 1847. Han tilbragte fra Juli 1846 til December 1849 væsentlig i Mtinchen, hvor han solgte en Del Billeder til rejsende Englændere. Efter sin Hjemkomst blev han i 1850 agreeret af Konstakaderaiet, men han malede aldrig Medlem­stykke. I 1852 ægtede han Marie Philippine født Busch og faa Aar efter (1857—59) opholdt han sig i Udlandet, navnlig Tysk­land og Svejts med sin Familie. Kort efter malede han et af sine største og betydeligste Billeder, Slottet Hejdelberg, til Grev Moltke-Bregentved (udst. 1862). I 1875 var han atter udenlands med det Ankerske Legat. Den kgl. Malerisamling ejer af Libert, foruden et Par Ungdomsarbejder, et »Vinterlandskab« (udst. 1860). Libert har deltaget i Stiftelsen af Konstnemes Pensions- og Understøttelses­forening (1851) og af Foreningen »Fremtiden«. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.).

 

Liebmann. Pinehas Liebmann, født i Meklenborg (Schwerin), 1777 af jødiske Forældre, kom i sit tyvende Aar som Miniaturmaler til Kjøbenhavn for at uddanne sig videre ved Konstakademiet. I October 1805 forlangte han Akademiets Attest for, at han havde gaaet dets Skoler igjennem. Attesten, som blev udstedt den 7. October, lød paa, at han »har i en Kække af Aar frequenteret Akademiet og gaaet alle dets Skoler igjennem«. Fra 1807 var han bosat i Kjøben­havn som Portrætmaler, og Aaret efter ægtede han Hanna født Coheri, der var fra Bajern. Først ved denne Tid (1807) vandt han Akademiets lille og to Aar efter (1809) dets store Sølvmedaille. Senere concurrerede han tre Gan'ge, sidste Gang i 1816, til den lille Guldmedaille, uden at opnaa den. Frugten af hans akademiske Studier synes at have været, at han nu ikke blot malede Miniatur-billeder, men ogsaa Portreeter i Legemsstørrelse og i Oliefarve. Det var navnlig hos de velhavende jødiske Kjøbmandsfamilier, han fandt Sysselsættelse. Imidlertid bestemte han sig i Begyndelsen af 1825 for at rejse til Gøteborg, hvor han bosatte sig, efter at han i det følgende Aar (14. Febr. 1826) havde faaet kgl. Resolution for, at han maatte tage Ophold i Riget. Faa Aar senere døde han paa en Rejse i Hamborg af Cholera den 10. December 1832. (Medd. fra Konstn. Søn. Akad.),

 

Lillie.   Joseph Christian Lillie, Søn af en Snedkermester

 

412

Lillie i Kjøbenhavn og vistnok født 1750 eller noget senere, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Bygmester og vandt 1774—75 dets Sølvmedailler, 1777 dets lille og 1779 dets store Guldmedaille sammen med C. F. Hansen; Opgaven var en Torvehal. Allerede 1781 vicarierede han som Lærer i Bygnings-skolerne og fra Januar 1783 blev han efter Næss' Afgang fast ansat som Informator (Infomator kalder haii det selv) i Bygningskonsten. Efter Moderens Død overtog han tillige det Snedkerværksted, denne hidtil havde siddet ved som Enke, og fik af den Grund Ulejlighed af Snedkerlavet, fordi han ikke havde gjort Mesterstykke. For øvrigt var Akademiet ham ikke gunstig stemt, det dadlede ham for Forsømmelighed som Lærer (1787), gjorde Indsigelse mod, at han. skulde være udset til Hofdecorateur og nægtede ham Rejsestipendium paa hans gjentagne Ansøgninger derom. Uagtet den store Guld­medaille • maa give ham Adkomst til Konstnernavnet, synes lian ikke at have haft meget at betyde som Konstner. Dog opnaaede han 1792 at blive Hofdecorateur og tog samtidig sin Afsked fra Akademiet. Tillige var han fra 1784 »Dessinateur« og Inspecteur ved det kgl. Møbelmagazin. I 1799 maa han være død, idet Cabott i dette Aar afløste ham i hans Embede. (Akad. Statskal. Vejvis: 1785—99).

 

Lillienberg. Andreas Lillienberg, født 1804 i Kjøbenhavn og Søn af Skomagersvend Svend Lillienberg fra Sverig og Else Haageusdatter fra Gurreegnen, var Elev af J. L. Lund og besøgte samtidig Konstakademiets Skoler, vistnok allerede fra sin Confinnation. I 1827 blev han Elev af Modelskolen. Hos Lund uddannede han sig til Lithograf og Kobberstikker og nød Understøttelse af Frederik VI's Dronning, Marie Sofie Frederikke. I 1827 udstillede han ogsaa sit første Arbejde, et lithograferet Portræt af Tordenskjold. Aaret efter udførte han to af  Thorvaldsens Medailloner, »Hercules og Hebe« og »Juppiter og Themis« i en Art Stik, der kaldtes Stannografi, og var opfundet af O. O. Bagge. Da han nogle Aar senere (1831—33) raderede en Del Blade til de af samme Konstner udgivne »Fabler for Børn«, er det sandsynligt, at han har lært Kobberstikkerkonsten hos denne. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes Stik efter fire Reliefer, som N. Simonsen havde udført til Christiansborg Slot (1829) og »Conturer af Frescomalerier fra Pom-peji, Herculanum og Stabiæ«, 12 Hefter i Folio, udgivne af Archi-tekten O. Schmidt fra 1828. Det sidste Arbejde, der kjendes af Lillienberg, er et Prospect af Viborg (1842). Hans Samtidige have

 

413

dadlet ham for ikke at have været synderlig virksom. Han døde ugift i 1844. (Medd. af Konstn. Brodersøn; af F. C. Krohn og N. Simonsen. Akad. Udst. Gat. Jfr. Kopenh. Kunstbl. ved Thaarup 1831, Nr. l, hvortil de to Stik efter Thorvaldsen ere brugte paany med tysk Underskrift).

 

Lindberg. Peter Lindberg, Portrætmaler i Kjøbenhavn, blev den 12. September 1811 gift med Kirstine Marie de Hemmer, Enke efter Lottericollecteur Alexander Schou. Han malede især Por­træter i Pastel og indsendte i 1823 til Konstakademiet nogle Prøver paa Pastelfarver, som det gav harn et rosende Vidnesbyrd for. I 1813 udstillede han »Gudinden Herthas Udtog af den hellige Skov« og en Copi af »En Munk« efter Rubens, i 1826 to Copier efter Carlo Dolci, rimeligvis de to Brystbilleder i den kgl. Malerisamling. Han nævnes sidste Gang i Vejviseren for 1831, men nogen Dødsanmeldelse har ikke kunnet findes, saa at han muligvis ved den Tid er flyttet fra Kjøbenhavn. I Førstningen skrev han sit Navn Lindhberg, hvilket tyder paa, at han maaske var af svensk Familie. (Akad. Udst. Cat. Trinitatis Kirkeb. ved Lengn. Do. Fam. de Hemmer).

 

Lipke. Alexis Christian Lipke, født i Kjøbenhavn den 9. Marts 1819, Søn af Papirhandler Johannes Christian Lipke og Jeannette Sofie født Smith, kom i sit 14 Aar (1832) paa Konst­akademiet for at uddanne sig til Maler, og blev 1836 Elev af Model­skolen. Han har udstillet som Portrætmaler i Aarene 1839—56, har været Tegnelærer i flere større Skoler og lever nu af et Land-og Havebrug ved Kjøbenhavn, uden dog derfor at have opgivet sin Konst. Han blev i 1847 gift med Vilhelmine Emilie Frederikke født Reeh. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.). _

 

Liutger. Liutger nævner selv sit Navn som den, der har udskaaret et Kors af Hvalrostand til Svend Estridsøns Datter, idet en af Indskrifterne paa Korset lyder: „Qui in Christum crudfixum credunt, Liutgeri memoriam orando faciant, qui me scutpserat rogatu Helene, que et Gunhild vocatur (De, som tro paa den kors­fæstede Salvede, skulle i deres Bønner mindes Luitger, som udskar mig paa Helenes, som ogsaa kaldes Gunhilds, Ønske). Korset, som er en mærkelig Levning fra saa fjærn en Tid, — den nævnte Fyrst­inde blev født 1054 er rigt udskaaret med symbolske Figurer i alle fire Hjørner, paa begge Sider, og med latinske Indskrifter i den ældste Slags Munkeskrift. Det Billede af Frelseren, som smykkede Forsiden, er imidlertid forsvundet, og et andet af yngre Arbejde,

 

414

som ikke, passede til Pladsen, var sat i Stedet. Det er nu bort­taget, saaledes at Pladsen er tom. Korset bevares i det oldnordiske Museum i Kjøbenhavn. Man har ikke kunnet udfinde noget nærmere om Konstnerens Person; der nævnes i Lunds Domkirkes Minnesbok fra den Tid en Lyuthgerus, som var Præste-Kannik i Lund og en Liutgerus, som var Kannik i Roskilde. Til en af disse søger Tan­ken naturligst hen. Dette, ikke mindre ved sin ejendommelig rige Fremstilling end ved sin Ælde højst værdifulde Konstminde er udførlig beskrevet og omtalt i Jacobæus' Mus. Heg., S. 57, med en Afbildning af Forsiden Tab. XIV, Fig. X, af Suhm i. »Historie af Danmark«, IV, Side 466—67, med Afbildninger af begge Korsets Sider, af Nyerup i Skildringer af Tilstanden i Danmark og Norge, IV (ogsaa med Titel: Oversyn over fædrelandske Minder, 1806), Side 188—90, af Brunrus i »Skånes Konsthist. for Medeltiden«, Lund 1850, Side 559—61, af J. Kornerup i »Aarbøger for nord. Oldkynd. og Hist.« 1871, Side 257—58, af J. Lange i »Christl. Kunstblatt for 1874«, Nr. 11, Side 165; endelig er i Worsaae »Nord. Olds. i det kgl. Mus. i Kbhv.« 1859, Side 134, Bagsiden af Korset afbildet.

 

Locher. Carl Locher, Søn af Malermester Jens Pilsen Locher og født 1851 i Flensborg, uddannede sig ved technisk Institut og hos Sømaler Baagøe og besøgte derpaa Akademiet 1872— 74. Han har siden 1870 udstillet Søstykker og Kystbilleder. (Akad. Udst. Gat.)-

 

Lode. Alexia de Lode, en Søster til den nedennævnte Odoard de Lode, levede i Midten af forrige Aarhundrede i Kjøben­havn som Kobberstikkerinde og stak blandt andet en Del af Prospecterne til Pontoppidans danske Atlas. Sandvig nævner, som det synes uden Grund, særskilt Prospecten af Korsør. (Sandv., S. 89. Weinw., S. 173. Do. Lex.)-

 

Lode. Gustav Lode eller de Lode var i Tiden 1730—37 Konstmaler i Viborg, men rejste omtrent ved den sidstnævnte Tid til Kjøbenhavn. Man tror, han er den samme, der som Kobber­stikker stak to af Tordenskjolds Attaquer, tegnede af Stibolt. (Sandv., S. 89. Weinw., S. 119 og 135. Do.Lex. Worms Lit.Lex., III, S.250).

 

Lode. G. V. Lode udførte 1715 en Medaille i Anledning af Gabels Sejr og 1725 en Medaille. til Grev Holsteins Sølvbryllup. (Weinw., S. 126. Do. Lex. Møntfortegn.).

 

Lode. Odoard Helmont de Lode fik den 15. Januar 1755 »den store Fjerdingaarspræmie«, d. v. s, den store Sølvmedaille tilkjendt for Kobberstik af Konstakademiet i Kjøbenhavn; men han

 

415

var allerede den Gang en anset Kobberstikker, som fra 1743 havde været Videnskabernes Selskabs Kobberstikker (Chalcogr.Reg.Soc.Dan. kalder han sig paa Stik). Han var (vistnok 1754) gift med Karen født Nordrup, men døde .allerede den 3. September 1757 som en temmelig ung Mand, hvis Tab almindelig beklagedes paa Grund af den Dygtighed, han allerede havde udfoldet. Hans Enke døde faa Aar efter (1763), kun 27 Aar gammel. Sandvig nævner 23 Blade af ham. Deraf fremhæves Portræter af Christian IV og Frederik III efter Karel van Mander, af Grev Moltke efter Pilo, af Slotspræst Nikolaj Brorson efter V. Erichsen (1750), af L .Spenglers Fader efter en drejet Elfenbens Medaillon, o. fl. a. samt to Udsigter til Moltkes Palais paa Amalienborg. (Sandv., S. 90—91. "\Veinw., S. 169 og 172. Do. Lex. Bilsching Nachr., II, S. 93. Fortg., Nachr., I, S. 92. Frue, Trinitatis og Slotskirkens Kirkeb. ved Lengnik. Wiedewelts Hdskr. i Univ. Bibi, Akad. Thaarup, Nagler, Kstl. Lex.).

 

Lohmann. Christian Emil Lohmann, Søn af Snedker­mester Ludvig Gabriel Lohmann og født i K]øbenhavn den 21. Februar 1836, var 41/2 Aar i Lære som Snedker, inden han bestemte sig for at blive Bygmester. For at uddanne sig i denne Retning begyndte tan i 1854 at besøge Akademiets architektoniske For-beredelsesskole, vandt, efter at have gaaet Skolerne igjenhem, i 1860 den lille og i 1861 den store Sølvmedaille. I Vinteren 1862 —63 concurrerede han til den mindre Guldmedaille, uden at faa den. I April 1872 rejste han til Amerika, hvor han endnu opholder sig. (Akad. Udst. Cat. Priv. Medd.).

 

Lohmann. Edvard Lohmann, ældre Broder til den oven­nævnte C. E. Lohmann og født i Kjøbenhavn den 31. December 1827, lagde sig efter Graveurfaget og Stempel skjærerkunsten, men har kun udført én Medaille, nemlig »Frederiksborg Slot« (1860) i Anledning af dets Gjenopførelse. Ved Industriudstillingen i 1872 blev den præget i de Besøgendes Påasyn i Christesens Prægemaskine. Han døde ugift den 23. August 1875. (Priv. Medd.).

 

Lorange. Johan August Frederik Carl Lorange blev født den 9. Maj 1833 i Wienrode i Preussen; hans Fader, Maskinbygger J. H. Lorange var dansk, men blev gift under et Ophold i Tyskland, hvor han forblev med sin Familie til 1839, da han vendte tilbage til Danmark. Faderen bosatte sig nu i Nakskov, hvor Lorange gik i Skole og stod tre Aar i Malerlære. I 1853 fik han Plads i l Frihaandstegneskole ved Konstakademiet i Kjøben­havn, men kunde ikke benytte den, og først fra 1857 besøgte han

 

416

Akademiet. I October 1859 blev han Elev af Modelskolen, 1861 vandt han den lille og 1862 den store Sølvmedaille. Samtidig ud­dannede han sig til Maler under Marstrands Vejledning, og udstillede fra 1862, dels Landskaber, dels Figurbilleder og Portræter. I 1863 —64 var han første Gang i Italien, var derpaa hjemme til 1867, atter i Italien 1867—68, og rejste endelig paany bort i 1869, for ikke mere at vende tilbage, idet hans tiltagende Brystsvaghed ikke tillod ham at leve i Hjemmet. I 1872—73 havde han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, og den 11. October 1875 døde han i Kairo, efter at han i de senere Aar ikke havde udstillet. Hans sidste Arbejde, »En lille Pige i Færd med at gyde Olie i en Lampe, componeret i pompejansk Stil« (udst. 1872) var et, navnlig fra An­ordningens og Farvens Side, højst tiltalende lille Billede, der viste, at han selv under Sygdommens trykkende Kaar ikke svigtede de Forventninger, hans Ungdoms Arbejder havde vakt. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Priv. Optegn. Fdl. 1875, nt. 257).

 

Lorentzen. Christian August Lorentzen, født i Sønder­borg paa Als den 10. August 1749, besøgte Konstakademiet i Kjøben-havn, dog uden at vinde nogen af dets Medailler. Men da han ikke desto mindre vakte Opmærksomhed som Portrætmaler,, uagtet Sam­tiden n^ok forstod at skatte Juel højere, lod »et Selskab« ham rejse udenlands paa sin Bekostning (1779—82) til Holland, Belgien og Frankrig. I Antwerpen copierede han »en historisk Tavle« efter Rubens, og Statsminiatren Schack-Rathlou, der synes at have været hans fornemste Velynder, foreviste den 1780 for Akademiet, som »var ganske vel fornøjet«1. I September 1782 blev han, efter sin Hjemkomst, agreeret af Konstakademiet paa et Maleri, »hvortil Materien var tagen af Beaumarchais, Barbier de Seville«, og fik til Opgave at male W. A. Mullers og Weidenhaupts Portræter. Paa disse blev han derpaa Medlem den 22. Marts 1784. Begge disse Portræter, der vare udstillede ved det følgende Aars sædvanlige Fest (31. Marts), blev i det hele rosende omtalte af en Anmelder i .Minerva. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes Portræterne af Grev Scheel og Fru M. M. Bærens, der begge tilhøre Akademiet, af den polske Afsending, Grev Recivusky, hel Figur (den kgl. Maleris.), af Gjelstrup, C. A. Hviid, Georg Høst o. n.

Lorentzen, som malede med større Lethed end Grundighed, indskrænkede sig ikke til Portrætet. Snart efter sin Hjemkomst

 

1 Maaske „Kvinden greben i Hor", som senere hang paa Frederiks­berg Slot.

 

417

maa han have malet en Række norske Udsigter, som blev stukne af Georg Haas og udgivne dels i sorte, dels i colorerede Aftryk. Fra en senere Tid ere fire Landskaber paa Christiansborg Slot, forestillende »de forskjellige Yerdensegne, der lød . det danske Scepter« (1825—27). Tillige malede han gjærne historiske Emner af Nordens Historie, og selv om disse Arbejder ikke have det Værd, hans Samtid tillagde dem, fortjener Konstnerens Forsøg dog Op­mærksomhed. I Forening med Pauelsens Virksomhed ganske i lig­nende Retning vise de den vaagnede Sans for Fædrelandets Minder. Til hans tidligste Arbejder i denne Retning hører »Wismars Belej­ring« (1794), og »Hertha«. Bekjendte ere »Christian IV i Slaget ved Femern«, »Slaget ved Volmer« (den kgl. Maleris.) og »Slaget paa Rheden den 2. April« (smst). Mere i Retning af Genremaleriet (Livsbilleder) var saadanne Emner som forskjellige kgl. Optog til Rosenborg eller til Theatret, »En Landsbysmedie«, »Tømmerpladsens Brand«, »Dyrehaven i fuldt Livs, »Husar og Valdbykone« og lign. Almindelig Opmærksomhed vakte han ved sin fuldstændige Samling af Fremstillinger til de Holbergske Lystspil, i alt Billeder1 for­uden Holbergs Portræt, hvilke blev malede paa Grosserer Nathansohns Bekostning og senere ere gaaede over til den kgl. Malerisamfing. Denne Billedrække, som desto værre i Liv og Lune bliver langt tilbage for Digteren, er i konstnerisk Udførelse, trods en vis Smag, Harmoni og Frihed i Anordningen, snarest et Vidnesbyrd om, hvor lidt man dengang kunde lade sig nøje med. Den blev for største Delen stukken af Clemens for at danne Illustrationer til en Pragt­udgave af Holbergs Skueplads.

Lorentzen blev 1803 Professor ved Modelskolen efter Juel, 1809—10 Akademiets Directeur efter Abildgaard. Et senere Directeurvalg (1824) frabad han sig paa Grund af Svagelighed. Han fik en stedse voxende Lønning af Kongen og boede paa Charlottenborg, hvor han levede ugift med sin Plejesøn, Bygmestren Hans Jensen. Hans Portræt er malet af H. Hansen som Medlemstykke (1809), hans Buste er udført af Harald Gianelli, og efter Konstnerens Død kjøbte Akademiet en Afstøbning af den. Af hans ældre Elever kan nævnes J. C. Dahl, Gebauer, Mygind, C. A. Jensen o. n., af den yngre Kreds Købke, Ernst Heyer og Rørbye, hos hvilke dog ethvert Spor af Mestrens Paavirkning hurtig forsvandt. Tydeligst frem­træder den hos Gebauer. Lorentzen døde den 8. Maj 1828. (Weinw.

 

1 To af dem er dog malede af C. V Eckersberg, uvist af hvilken Grund, thi de ere udførte, inden Lorentzen havde afsluttet rækken..

 

418

S. 190 og 209. Do. Lex. Akad. Udst. Gat. Øst, Arehiv, I, S. 246. Minerva 1785, II, S. 97—98, 1788, S. 34. Skild. 1808, Sp. 1141, 1821, Sp. 500, 1827, Sp. 476, 1828, Sp. 607, 635 og 1069, 1829, Sp. 446 og 507. Adresseav. 1828, Nr. 109. Oehlensch. Erindr, ny Udg., S. 11. Kai og Æsth., S. 71).

 

Lorichs. Melchior Lorichs, Lorich eller Loren, født i Flensborg 15271, blev opkaldt efter sin Farfader, medens hans Fader hed Thomas, efter at have lært Kobberstikkerkonsten hos en Guld­smed i Lybek, begyndte han, med en aarlig Understøttelse af Chri­stian III af Danmark, en Konstrejse til Tyskland, Frankrig, Italien og endelig med en tysk Sendefærd (1557) til Grækenland og Tyrkiet. I 1562 var han, paa Tilbagevejen, i Wien, hvor han stak sine i Tyrkiet malede Portræter af Sultan Soliman og den persiske Stats-afsending Ismail i Kobber og udgav dem, ledsagede af en kort Be­skrivelse af Tyrkiet, som han tilegnede Frederik II af Danmark (1. Jan. 1563; ny Udg. Antwerpen 1574). Omtrent samtidig, den 20. Januar 1563, skrev han fra Wien et langt Brev til Frederik II, hvori han melder sit Komme dertil »fra Barbariet,«. Han hentyder til den Yndest, han havde staaet i hos Christian III, hvis Død han med Sorg har erfaret, og idet han anbefaler sig til sin nye Konge, søger han om en fast Aarpenge, som han helst vil oppebære i Wien, hvor han har fundet Anerkjendelse som Konstner og Arbejde, men tilbyder til Gjengjæld at være kgl. Agent ved Hoffet der. Dette udførlige Brev synes hans Biograf Sandvig ikke at have kjendt, ligesaa lidt som hans Brevvexling med Hertug Hans den ældre af Slesvig, hvis Brev af 12. August 1560 han besvarer den 10. Januar 1563. Heri nævner han ogsaa det til Frederik II tilegnede Skrift.

Efter Aarstallene paa hans Stik og Træsnit har man sluttet, at han omtrent 1570, 1575—76 og 1579 skulde have opholdt sig gjentagne Gange i Tyrkiet2. Det synes snarere, som om han har udført disse Blade, dels i Flensborg, hvor han opholdt sig fra 1573, dels paa forskjellige Steder i Tyskland. I et langt Brev til Kongen, dateret Flensborg den 19. Maj 1575, klager han over sin Fattigdom, der ikke sætter ham istand til at lade nogle Konstblade trykke, som han vilde tilegne Kongen, og sender, for dog at gjøre noget, Frederik II nogle kostbare Bøger. Hvad Kongen strax gjorde for ham, findes ingen Vidnesbyrd om. Derimod fik han den

 

1  Dog nævnes baade 1526 og 1528 som hans mulige Fødselsaar.

2  Hamb. Kst. Lex. mener,   at han 1577  fulgte en tysk Sendefærd fra Kejser Rudolf II til Constantinopel og forblev der henved 3 Aar.

 

419

19. Februar 1580 Bestalling som kgl. Contrafejer og samme Aar malede han Kongens Portræt, som han stak i Kobber 1582. Fra disse Aar ere ogsaa nogle af hans tyrkiske Billeder, som saaledes sikkert ere udførte i Danmark. Allerede 1582 (atter under 19 Febr.) nævnes han for sidste Gang i danske Kilder, og det seneste Stik af ham, hvis Datering er paalidelig, »Rebekka ved Brønden«, bærer Aarstallet 1585. Weinwich siger, at han, »efter nogles Beretning«, skal være død i Rom ved 1586; en nyere tysk Afhandling om ham sætter hans Død til 1590, uden at føre nærmere Bevis derfor, medens ældre tyske Kilder endnu nævne ham som levende 1593 og 1594.

Denne, for sin tid interessante Konstner og i visse Henseender endog lærde Mand var ikke alene en dygtig Xylograf og Kobber­stikker, saaledes som Portrætet af Frederik II viser ham, men ogsaa en duelig Maler, om han end som saadan bar stærkt Præg af den samtidige tyske Skole uden at naa dens Hovedmestre. Hans Stik ere udførte efter hans egne Malerier og Tegninger. Det første, der nævnes, er Luthers Portræt (1548), stukket ? Konstnerens 21. Aar, men det er et Spørgsmaal, om dog det var efter et Maleri af ham selv, da han var saa ung og Luther allerede var død 1546. Paa Stikket staar blot Faciébat. To Aar efter stak han Albrecht Dürers Portræt. Foruden de ovenfor nævnte Portræter skal han bl. a. have malet en Række af tolv ».tyrkiske Kejseres« Portræter, som tilhørte de kgl. Samlinger. To af dem indlemmedes i den kgl. Malerisamling paa Christiansborg, de øvrige sendtes til Frederiksborg, hvor de brændte (1859). Endelig har han dels i Kobberstik, dels i Træsnit udført en Mængde Blade efter Tegninger, han havde gjort paa sine Rejser, de fleste fra Tyrkiet. Disse sidste bleve samlede som et Hele med Titel: »Dess weitberuhmten, kunstreichen und wohlerfahrnen Herrn Melchior Lorichs, Flensburgensis, wohlgerissene und geschnittene Figuren zu Ross undFuss, sammt sehonen tiirkischen Gebauden o. s.r. Hamburg bel Michael Hering, im Jahr 1626«, og Sandvig giver i sin  Biografi en Fortegnelse over dem. Kjendskabet til hans Levned skyldes mest Fortalen til den ovennævnte Tyrkiets Beskrivelse, der var tilegnet Frederik if, samt Aarstallene paa hans Blade. (Sandvig Biografi i Minerva, I, S. 27—44. Molleri Cimbria litterata, I, S. 362 —63. Busching Nachr., I, S. 608—9. Nye Dske. Mag.., I, S. 359. Christ. Monogr., S. 311 og 313. Weinwich, S. 34—37. Do. Lex. Skild. 1830; Sp. 1221—24. Spengl. Cat., Nr. 791—92. Hamb. Kstl. Lex. Gehejmearch. Medd. fra Rentek.-1873—76, S. 206. Sitzungs-

 

420

berichte der Bayr. Akad. der Wiss. Philol. Klasse 1876, S. lli. Jfr. Kagler, Monogr. IV, 1965).

 

Lund. Børge Lund var født i Sverig og kaldtes derfor i Kjøbenhavn, bvor han lerede og arbejdede, for »Svenske Lund«. Efter Weinwich »var han et sjældent Geni, og født for sin Konst. I Theatermaleriet besad han usædvanlig Styrke, skjønt han til dette Arbejde kun brugtes af private dramatiske Selskaber«. Den kgl. Kobberstiksamling har to Tegninger af ham. Han døde i Kjøben­havn 1815. (Weinw. Lex.)

 

Lund. Carl Emil Lund, Søn af Skibsbygger Johan Bern­hard Lund og født i Kjøbenhavn den 13. Januar 1855, var i fire Aar i Lære hos Malermester B. Schrøder og blev 1873 Svend. Samtidig gjennemgik han Konstakademiets Skoler fra October 1869 til Januar 1872 og fik den 18. Marts 1874 Afgangsbevis som Maler. Han har udstillet nogle Arbejder i 1873 og 1876. (Akad. Udst. Gat.)

 

Lund. Frederik Cay Carl Lund, født i Eckhof ved Kiel 1778, kom til Kjøbenhavn snart efter sin Confirmation og begyndte at besøge Konstakademiet (vistnok 1794). I Januar 1797 blev han Elev af Modelskolen og den 5.-Januar 1801 tilkjendtes ham den lille Sølvmedaille. Andre Præmier vandt han ikke ved Akademiet; derimod havde han samtidig uddannet sig til Miniaturmaler, saaledes at han allerede den 1. April 1802 kunde udstille »Fire Miniaturer«. I 1813 søgte han om at blive Tegnelærer ved Mørchs Død, men blev ikke valgt dertil. Imidlertid vandt han et godt Navn i Publicum som Portrætmaler, og han skulde bl. a. tegne Figurerne i de norske Prospecter, som Lieutenant S. Schjødt (se denne) i 1814 vilde udgive. Aaret efter indsendte Lund to originale Miniatur-malerier til Akademiets Bedømmelse, og i den Anledning-forelagde Præses, som aarlig sysselsatte ham med Bestillinger, Forsamlingen det Spørgsmaal, om Konstneren kunde blive Medlem paa disse Billeder, uagtet han ikke havde rejst udenlands. Da Afstemningen faldt be­nægtende ud, nøjedes Akademiet med at tilkjendegive ham, at det >med Fornøjelse havde set« hans Billeder. Han døde den 1. Juni 1823, og den Ansøgning, som.hans Enke, født Poulsen, strax efter lians Død indgav om Understøttelse/ blev modtaget med ualmindelig Deltagelse af Akademiet, der roste hans Talent. Dog kunde det ikke give Enken Pension, fordi hau ikke var bleveu Medlem, men det tilstod hende bl. a. i 1826 et Gratiale »i Betragtning af hendes afdøde Mands Konstnerværd«.  Han udstillede nogle Arbejder i 1822, og efter

 

421

hans Død udstilledes et Par Tegninger i 1826 og 1827. (Weinw. Lex. Akad. Udst. Lex. Adresseavisen 1823, Nr. 130).

 

Lund. Frederik Christian Lund, født i Kjøbenhavn den 14. Februar 1826, kom i Lære hos Malermester Harboe og blev Svend, men arbejdede dog ikke som saadan, da han strax efter, som Blev af Akademiet, blev sysselsat ved Udsmykningen af det Indre af Thorvaldsens Museum. Han begyndte i sit trettende Aar (Octbr. 1838) at besøge Kunstakademiets Skoler, blev 1845 Elev af Modelskolen, vandt 1849 den lille og 1852 den store Sølvmedaille. Men hans Studier led i disse Aar Afbrydelse ved, at han deltog som Frivillig i hele den slesvigske Krig, var med i Slaget ved Bau (1848) og ved Fredericia den 6. Juli 1849, da han blev haardt saaret. Efter Slaget blev han Dannebrogsmand.

I 1850 udstillede Lund et Portræt og nogle Studier og omtrent samtidig i Konstforeningen nogle Tegninger fra Felten, der vakte Opmærksomhed. Hans første Figurbillede, »En gammel Kone, som spinder«, blev udstillet 1852, og Aaret efter fik han den Neuhausenske Præmie for »Episode af Slaget ved Fredericia«, der blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Senere har han flittig udstillet dels Por­træter og 'Livsbilleder, dels historiske Arbejder og Altertavler. Blandt hans historiske Billeder maa nævnes »Griffenfeldt føres til Fængslet« (1859), »Stormen paa Kjøbenhavn« (1869, Grev Ahlefeldt Laurvig) og »Svenskerne paa Kronborg« (1873, den kgl. Malerisamling). I de senere Aar har han med Forkjærlighed malet større og mindre Figurbilleder, hvori Handlingen til en vis Grad har været underordnet den flittige Udførelse af Enkelthederne, saaledes at de næsten maa kaldes. CostumeT. og Architekturbilleder. Til saadanne høre »Svejtsergarden« (1872, BaronT'llosenørn Lehn), flere mindre Billeder, som kaldes »Fra forrige Aarhundrede« og lignende. Et større Billede, »let Klosterkjøkken« (1877, tilh. Kongen), gjengav derimod en levende Handling, Af hans Portræter kan maaske fremhæves et mindre Brystbillede af Grosserer, Etatsraad Melchior og et større Portræt af Capitainlieutenant Hammer, hvormed han i 1865 concurrerede til den Neuhausenske Præmie. I Aquarel udførte han i 1854 og flg. Aar med Understøttelse af Kultusministeriet tre Hefter »Nationaldragter«, som udkom i Farvetryk. Hans Hoved­værk i de seneste Aar er de store Loftmaleiier i-Yiborg Domkirke, saavel i Tverskibet og Choret paa Mur, som i Langskibets Loft paa Træ. Den architektoniske Inddeling og Valget af Emnerne skyldes den ledende Bygmester, medens hele Anordningen og den ret heldige

 

422

Gjennemførelse af en til Kirkens oprindelige Tidsalder svarende Stil er Lunds Fortjeneste. Efter "Værkets Fuldførelse blev han den 10. September 1876 udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Lund har tre Gange haft Rejseunderstøttelse af Akademiet, en mindre til en Kejse i Indlandet (1858) og derpaa i 1859 og 1862 to større til udenlandske Rejser. Foruden mindre Rejser var han to Aar 1862—64 i Italien og atter Vintren 1874—75 med det Ankerske Legat. Den 25. Juni 1877 blev han Medlem af Konst-akademret i Kjøbenhavn. Siden 1859 har han været gift med Axeline født Mørch, der i de senere Aar er optraadt som Forfatterinde. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)-

 

Lund. Jens Peter Lund, Søn af Styrmand Lund og født i Kjøbenhavn den 24. Januar 1821, kom efter sin Confirmation først i Malerlære og senere i Lære hos Kobberstikker S. H. Petersen, som skaffede kam Adgang til Konstakaderaiet, hvis lavere Skoler han gjennemgik i 1836—40. Efter at have arbejdet fire Aar som Lithograf i Norge, kom han tilbage til Kjøbenhavn og begyndte paany paa Akademiet i 1852 i Gibsskolen og naaede nu at blive Elev af Modelskolen. Han udgav sex Blade Raderinger efter Lundbyes Tegninger og i 1862 et stort Kobberstik efter Skovgaards Maleri »Vognserup Allee«, hvortil Tegningen var udstillet i 1859. Dette Blad viste ham som en virkelig lovende Konstner, der vist­nok kunde have udviklet sig til noget dygtigt, naar han ikke, for at kunne ernære sin talrige Familie, — thi han var allerede i 1846 bleven gift med Emilie Hermandine født Hermansen, — mest havde maattet bruge sine Kræfter paa underordnet Arbejde, Lithografier til »Gæa«, Illustrationer til flere af Eschrichts Skrifter (En Grinde­fangst efter Kloss i Aquatinte) m. m. Et større Blad efter Ruisdael, der skulde have været Sidestykke til Skovgaards, Billede, fik han ikke Lejlighed til at fuldføre. I .det Haab at finde en mere udvidet Virkekreds rejste han nemlig til Norge og der døde han i Christiania den 17. October 1871. (Efter Medd. fra Konstn. selv og hans Enke. Akad. Udst. Gat.).

 

Lund. Jens Petersen Lund var fra Hertugdømmet Slesvig og maa være født omtrent 1725—30. Efter at have lært Maler-haandværket i Tønder, kom han i 1749 til Kjøbenhavn og »tog Condition paa Maler-Amtet«, hvor han forblev til October 1754. Hans Lyst til at blive Konstner bragte ham til at forlade Haand-•værket og søge Adgang- ved Konstakademiet »for at lære noget i Tegne- og Skildrekonsten«. Samtidig kom han til at arbejde hos

 

423

Pilo, der havde støttet ham i hans Forsøg paa at faa Plads ved Akademiet. Malerlavet vilcle imidlertid nødig af med en brugbar Svend og indstævnede ham for Politiretten som »Løsgænger” October 1755. Akademiet fik dog Lov til at beholde sin talentfulde Elev, der allerede Aaret, efter den 5. April 1756, vandt den store Guldmedaille som Historiemaler for Opgaven »Optrin af Syndfloden« (efter 1. Mos. 7,- 17—22). Fra den 1. Januar 1759 fik han kgl. Hej sestipendium.

Lund rejste strax til Paris, sammen med C. F. Stanley, soir ogsaa havde faaet Stipendium, for der at mødes med Harsdorff (jfr. denne). Der fortælles, at da senere Lund og Harsdorff fulgtes ad gjennem Italien til Som, førte Lund sin Kaffemølle med sig, for selv at kunne male sine Bønner, da han var en stor Ven af Kaffe. I et mistænkeligt Værtshus blev denne Mølle deres Beskytter, idet Bønderne fattede en sky .Ærefrygt for de Fremmede, som førte et saa djævelsk Redskab med sig. I 1765 udbad Lund sig fra Rom et Aars Forlængelse af Stipendiet, men det nægtedes ham, og han maatte nøjes med Penge til Hjemrejsen. Allerede i Paris havde han faaet Akademiets Tilladelse til at »applicere sig paa Landskaber«, og da han efter sin Hjemkomst i April 1766 fremstillede sine Ar­bejder for at agreeres, var det tvende Landskaber, og han fik til Opgave for Medlemstykket at male et Landskab i Løbet af sex Maaneder. Dette Tidsrum blev dog flere Gange overskredet. Strax samme Aar fik han nemlig den Opgave at male ikke mindre end 22 Landskaber til Christiansborg Slots Riddersal, hvert 71/2 Alen højt og '4J/2 Alen bredt, og de vare færdige inden den 1. December. Selv om disse store Billeder, der brændte 1794, næppe vilde falde i Nutidens Smag, viser det dog en overordentlig Frugtbarhed og Lethed i at male, at han kunde fuldende saa stort et Tal paa en efter Tidens Fordringer tilfredsstillende Maade i saa kort en Tid. Uagtet han, hedder det i en Beskrivelse af Slottet, efter Stykkernes Størrelse har været ”nødt til at proportionere sine, Tanker, saa at han har maattet bornere sit Geni«, har han dog »villet vise indsigts­fulde Kjendere, at han var ligesaa stærk i Compositionen, som i at male efter Naturen, idet der findes ligesaa mange componerede som virkelige Stykker«. Over Galleriet var tolv Stykker mest med romerske Emner, under Galleriet ti Stykker, hvortil Motiverne var af højst forskjellig Art. I Jonges Kbhvns. Beskrivelse opregnes de enkeltvis.

Den 8. Juli 1769 blev Lund Medlem af Akademiet, og levede

 

424

siden som Hoflandskabsmaler. Han synes at at have hørt til de misfornøjede Medlemmer, hvem intet ret vilde lykkes. I 1771 søgte han forgjæves om at blive Informator ved Ornamentskolen og i 1774 ankede han over, at Informatorerne bleve foretrukne for ham, der var akademisk Medlem, til at faa fri Bolig paa Charlottenborg. Ved Salonen i 1778 udstillede han nogle større Oliemalerier og en Mængde Landskaber i Gouache, som Aug. Hennings havde en Del at sige paa. Dog roser han ham for Rigdom paa Ideer, Lethed i at componere og stor Dygtighed i Luftperspectiven. I den kgl. Kobberstiksamling findes 8 smaa italienske Landskaber, raderede i 1764, og 4 store Blade tegnede med Vandfarve i en let, fri Maner, men ganske conventionelt. Han døde ifølge Weinwich 1793. (Weinw., S. 161. Do. Lex. Btisching Nachr., III, S. 667. Hen­nings, S. 134—37. Akad. Adresseav. 1766, Nr. 179. Jonge, Kbhv. Beskr., S. 510—11 og 513—15. Thiele, -Kstakad, S. 106 og 120).

 

Lund. Johan Ludvig Gebhard Lund blev født i Kiel den 16. October 1777 af danske Forældre. Hans Fader, Malermester Hans Gievert Lund var fra Kjøbenhavn, hans Moder hed Marie Magdalene Christine, født Bremer. Faderen var en god Ven af J. F. Clemens, og da Lund som ungt Menneske kom til Kjøben­havn (1796) for at uddanne sig til Konstner, var han anbefalet til Clemens. Efter at have gjennemgaaet Akademiets lavere Skoler blev han den 2. Januar 1798 Elev af Modelskolen, vandt i Juni s. A. den lille, og i Maj 1799 den store Sølvmedaille. Sam­tidig besøgte han Abildgaards Atelier, uden dog at kunne slutte sig saa fuldstændig til denne, at han vandt hans Yndest. Fornaaende Venner havde skaffet ham Adgang til adskillige fornemme og rige kjørbeniavnske Familier, f. Ex. De Conincks, Conferensraad Bruns o. fl,, .hvor han blev en yndet Tegnelærer. Han var ikke fornøjet med, hvad han under de daværende Forhold lærte ved Akademiet, eller, hvad der snarere synes det rette, hans ikke store eller alsidige Talent udviklede sig ikke saa hurtigt under Skolens strænge Tugt, som han overfor sine beundrende Velyndere kunde ønske, og han foretrak derfor, uden at concurrere til Guldmedaillerne, at søge videre Uddannelse i Udlandet, og allerede i 1799 rejste han til Dresden. Da han heller ikke der kunde finde sig til rette, tog han Aaret efter til Paris, hvor han arbejdede halvandet Aar i J. L. Davids Skole. Men medens dennes Paavirkning nogle Aar senere fik aldeles afgjørende Virkning paa Eckersberg, er det næsten ikke til

 

425

at spore hos J. L. Lund, at han har lært Davids udprægede og iøjnefaldende Malemaade at kjende.

Fra Paris gjorde haii med Kammerjunker Brun Neergaard (jfr. Eckersberg) og nogle fremmede Rejsende en Udflugt til Norditalien og Svejts, men vendte derfra tilbage til Frankrig. Snart efter rejste han dog paany til Italien (1802) og dvælede i Florens, hvor hajns Kaldelse opgik for ham ved Synet af de gamle religiøse Malerier. Derfra drog han til Rom, blev der Ven med Thorvaldsen og mødtes tillige med Venner fra Hjemmet, f. Ex. den bekjendte Fru Frederikke Brun, som havde bevaret sin Interesse for ham. Her forblev han i flere Aar. Til denne Rejse havde han uden Akademiets Medvirkning opnaaet en kgl. Understøttelse paa 400 Rdl. d. O. aarlig, og først da der i 1804 og 1806 blev Spørgsmaal om dens Fornyelse, æskedes Akademiets Erklæringer. Disse synes dog, efter den sidste at dømme, som er bevaret, ingenlunde at have været til Gunst for »Portrætmaler Lund«, som det den Gang kaldte hanx. Tvertimod henviser Akademiet i 1806 de Elever, som have uddannet sig i Hjemmet, og som ere nøje kjendte af dets Professorer, til Kongens Naade, naar han vil give et Rejsestipendium, og anbefaler særlig Niels Flint, som en ung Konstner, der kunde have fortrinligt Krav paa én saadan Understøttelse.

For at vise, hvad han formaaede, malede nu Lund et stort Billede, »Andromache i Afmagt ved Synet af den faldne Hektors mishandlede Lig« med en Mængde legemsstore Figurer. Det var færdigt i 1807 og er beskrevet af Fru Brun i Atheue (IV., S. 301 flg.). Ved Hjemsendelsen til Skibs blev det opbragt af Englænderne og solgt ved Auction i Plyraouth. Consulen der tilbød at kjøbe det, men paa Grund af Brevforbudet fik han intet Svar. Trods Fore­spørgsler baade den Gang og senere har det ikke været til at finde, og man kj ender derfor kun Compositionen af Konstnerens tegnede Udkast. Faa Aar efter (1810) havde Konstneren et andet stort Billede færdigt, der var malet som Sidestykke til det første, Deraf kan man med Lethed forestille sig det tabte Billedes Karakter i alt væsentligt, om det endog skal have været bedre end det, der er bevaret. Det forestiller »Andromache ved Hektors Grav« eller > Trojanernes Bortgang fra deres Fødestad« og blev udført paa Bestilling af den danske Generalconsul i Livorao, Grev Schubart, af hvem det senere skjænkedes til den kgl.'Malerisamling. Det er værd at lægge Mærke til, at trods den begejstrede Ros, hvormed Fru Brun paa det nysnævnte Sted i Athene ogsaa udtaler sig om

 

426

dette Billede1, havde dog Kratzenstein Stub, som var sammen med Lund i Rom ved den Tid og i meget stod ham nær, Øje for dets Svagheder. I nogle Optegnelser fra sit Ophold i Italien fremhæver han, at »der er megen spildt Flid deri. Det fylder ej Fantasien og som helt gjør de ej noget behageligt Indtryk paa Øjet«. For øvrigt omtaler han som Lunds bedste Egenskaber »en utrolig udholdende Flid og grænseløs Taalmodighed«, saa at han ufortrødent forandrer hele Maaneders Arbejde, naar de ej behage ham, og han kalder ham »en correct Tegner, naar han har Gjenstanden for sig«. Han anfører ogsaa, at den almindelige Mening om Lund var, at han havde »Judicium, men ej Geni«; dog tilføjer han, »at hans Arbejder kunne lade sig se, hvor det skal være«. Om hans Personlighed siger han, »at han holder ham for en brav, Karl, tjenstfærdig i Raad og Daad, men lidt protectorisk«. Der var, karakteristisk nok, et grundigt Had mellem ham og Høyer, som ogsaa var i Rom paa den Tid, »men Lund taler ikke derom«.

Lund rejste fra Rom den 10. August 1810 med Fru Brun og kom til Kjøbenhavn i Slutningen af Aaret. Han viste strax Prins Christian, Akademiets Præses sin Portefeuilla med  Tegninger, og det endnu ufuldførté Portræt af »Adelaide Brun siddende mellem romerske Ruiner«2. Først mod Slutningen af det følgende Aar kom »Andromache ved Hektors Grav« hjem, og den 6. Januar 1812 blev han paa det agreeret af Akademiet. Til Opgave for Medlemstykke fik han »Habors og Algers Tilbagekomst fra Slaget«, efter Suhms Novelle »Habor og Signe«. Den 31. Januar 1814 blev han Medlem paa dette Stykke. Det staar i flere Henseender tilbage for det store Billede, hvorpaa han blev agreeret. Grupperingen af de temmelig mange Personer danner en vel fast trekantet Klump, og selv Brøndsted, der i »Athene« optraadte som en begejstret Lov­priser af Billedet, kunde ikke nægte, at Farven, trods en vis mild Harmoni, var mat og virkningsløs. Derimod var Opfattelsen af det sentimentale Oldtidsbillede, som Suhms Novelle frembød, ret heldig i Enkelthederne, og man saa let, at man havde en Konstner for sig, som forbandt Kundskab til de store Mesterværker og en prøvet

 

1 Akademiets Secretair udtalte sig ligeledes meget begejstret, da Billedet blev udstillet her hjemme. Det var for ham en Ros mere, at „den barnlige Uskyldighed", d. v. s. Astyanax, var „yndig forestilt af Ha. Højhed Prins Frederik Carl Christian« (Fred. VII).

2  Oehlenschlæger, som kalder sig Konstnerens Fætter, siger i sine .Erindringer, at Lund „bevidst eller ubevidst bragte hende, Ida eller Adelaide Brun, over i de fleste af sine Billeder".

 

427

Smag med en levende Sans for at gjengive sine ideale Skjønheds-indtryk, selv om det skete paa en kraftigere konstnerisk Gjennem-førelses Bekostning.

Denne Sans for et noget vilkaarligt skabt Skjønhedsideal var det ogsaa, som i Kele hans følgende Liv gav ham hans ejendommelige Plads i den danske Konstskole, navnlig overfor den konstneriske Udførelses energiske Repræsentant, C. Y. Eckersberg. Selv som fraværende traadte Eckersberg, uden selv at vide det, ham hæm­mende i Møde. Da Lund nemlig snart efter, ligesom Høyer, søgte om at blive kgl. Historiemaler og Professor ved Akademiet, svarede man ham, at man vilde først oppebie Eckersbergs og Stubs Hjem­komst. Han søgte paany i et tysk Brev til Prins Christian om at blive Historiemaler og faa Bestillinger til Christiansborg Slot, eller i al Fald at faa Bestilling paa nogle Billeder, han kunde male i Rom, da han der kunde leve billigere som ene Person. Det var virkelig hans Tanke, krænket over, at ikke alt stod ham aabent i Hjemmet, at drage til Rom og nedsætte sig der for stedse. Imidlertid fik han i Begyndelsen af 1815 Bestilling paa en Altertavle til Raadhuscapellet, som blev udstillet s. A. og forestillede »Christus og Marie Magdalene efter Opstandelsen«. Kort efter fik han ogsaa Bestilling paa en Altertavle til Be&t-Kirke, men, uagtet Akademiet lod ham faa en Malerstue paa Charlottenborg, fastholdt han endnu sin Tanke om at rejse til Rom, og Akademiet anbefalede ham selv til at faa kgl. Bestillinger at udføre der, hvorvel det paa samme Tid nægtede ham Titel af Professor, soin det forbeholdt sine .egne Embedsmænd. Nu gav Kongen ham, vistnok efter Prins Christians Indstilling, Bestilling paa et stort Maleri til Christiansborg, ”Christendommens Indførelse i Norden«.

I Slutningen af 1815 forlod Lund Danmark, men nu ikke mere med Tanken om at blive borte. Den 30. Januar 1816 kom han til Rom og forblev der til den 14. Juli 1819, da han tiltraadte Hjem­rejsen i Selskab med Thorvaldsen. Under Opholdet i Italien nøjedes han med, foruden at male et Par Altertavler og nogle mindre Bille­der, tildels af religiøst Indhold, at gjøre Udkast til det. store Billede til Christiansborg, medens han samtidig med større Klarhed kastede sig over Studiet af den forrafaeliske Malerkonst i Italien. Imidlertid kom Eckersberg hjem, og ved Professorvalget den 18. April 1818 (se Eckejsberg) valgtes Lund, skjønt fraværende, til anden Professor ved Modelskolen. Om Efteraaret s. A. hjem­sendte han en stor Altertavle, »Christi Opstandelse«, som var bestemt

 

428

til Slotekirken, men senere har funden sin Plads i Johanneskirken paa Nørrebro.

Efter at Lund ved Hjemkomsten havde tiltraadt sin Professor­plads, ægtede han i 1820 Augusta født Lorentz, der var 20 Aar yngre end den allerede 43aarige Konstner. Hans øvrige Liv hen­randt i stille Ro med Konstens Syssel indtil hans høje Alderdom. Han bier aldrig Akademiets Directeur, men var gjentagne Gange dets Kasserer; han blev Bidder af Dannebrog den 1. August 1829, Dannebrogsmand den 28. Juni 1840, hver Gang sammen med Eckers-bérg, og havde i sine sidste Leveaar Titel af Etatsraad. Efterhaanden svækkédes hans Syn saa meget, at han ganske maatte holde op med at arbejde; det sidste Maleri, han udstillede, »Nadverens Indstiftelse« (1858), var ganske blegt i .Farven. Efter den Tid udstillede han kun nogle Tegninger, saaledes at han naaede at have været Udstiller i 50 Aar (1812—1861). I nogen'Tid var han ganske blind, men en heldig Operation gjengav ham Synet, saaledes at han i sine ' sidste Aar atter kunde sysselsætte sig, om end ikke med at male, saa dog med Ordningen af sine Tegninger, med Læsning, ja han blev endog paany Akademiets Kasserer og var det lige til sin sidste Tid. ' Han havde været meget munter af Naturel og bevarede en høj Grad af Livlighed og Aandsfriskhed, indtil han gik bort efter en Maaneds Leje uden egentlig Sygdom, Natten mellem den 2. og 3. Marts 1867 i en Alder af henved 89l/2 Aar.

Vi kunne ikke nævne den lange Kække Billeder, der efterhaanden udgik fra den flittige og omhyggelige Konstners Værksted. Foruden en Mængde mindre Billeder, tildels af religiøst Indhold, f. E. »Andagten«, »Troen«, »En bedende Engel« og lignende, har han malet en Bække Altertavler, hvoraf de ældste ere nævnede i det foregaaende. De udmærke sig næsten alle ved en smagfuld Anordning, ved en fin, men noget mat Stil, ved harmoniske, men altfor dæmpede Farver og ved Skjønhedsfølelse i Udførelsen. Hans Hovedværker ere de fem store Billeder, som smykke »det første Cavalergemak« paa Christiansborg. Først efter at han i 1819 var kommen hjem til Danmark, tog han for Alvor fat paa Udførelsen af det første af disse, »Christendommens Indførelse i Norden«, og i 1827 kunde han udstille et Maleri, som i Flademaal og Tal af Figurer uden Tvivl var det største, nogeii dansk Maler indtil da havde udføret. Høyen, som dengang nylig var kommen hjem. fra sin Udenlandsrejse, gav en smuk og oplysende Beskrivelse af Billedet, som blev trykt og solgt ved Indgangen til Udstillingen. Som

 

429

svarende til dette Maleri, der dækker Bagvæggen i den store Sal, malede Lund efterhaanden fire noget mindre Billeder til Sidevæggene, som ved en Dør paa Midten deles i to ligestore Dele. De to Malerier til den ene Side, der skildrer Tiden før Christendommens Indførelse, forestiller Naturtilstanden med Solens Tilbedelse (udst. 1838), og det udprægede Hedenskab fra Odindyrkelsens Tid, Nordboer, som ofre til et Gudebillede af Thor (udst. 1831). De tvende paa den modsatte væg skildre Tiden efter Christendommens Indførelse og forestille Katholicismen, fremstillet ved et Kirkeoptog paa Christi Legemsfest (udst. 1834), og Reformationen, fremstillet ved en luthersk Gudstjeneste, Altergang og Vielse (udst. 1843).

Lund malede ogsaa Portræter, dog ikke mange; til de bedste hører et Portræt af Oehlenschlæger, stukket 1822. Ved Siden af Figurmaleriet dyrkede han ogsaa Landskabsmaleriet, og man vil mindes de smaa, lidt blege, men af en fin poetisk Stemning prægede Billeder, der af og til saas paa Udstillingerne fra Lunds Haand. Akademiet erhvervede efter hans Død en rig Skat og et smukt Minde om Konstnerens Flid og Kjærlighed til Konsteii i den Sam­ling Gjennemtegninger, som han i sin Ungdom udførte efter ud­mærkede Originaler, mest i Florens og Rom. Lund var ligesom Eckersberg en flittig og virksom Lærer ved Akademiet, og havde desuden, ligesom denne, en egen Skole for sine Elever i sin Maler­stue paa Oharlottenborg; men, uagtet han især i Førstningen havde mange Elever, har han dog langt fra udøvet den Indflydelse paa den danske Konstskole i det hele som Eckersberg. Hans betyde­ligste Elever er N. Simonsen samt August Schiøtt, der i 1855 malede sin alderstegne Lærers Portræt som Medlemstykke til Akademiet. (Weinw., S. 195. Do. Les. Erslew, Forf. Lex. Suppl., II, S. 221. Akad. Udst. Gat. C. Molbechs Athene, II, S. 359 og 471; IV, S. 301 og 450; V, S. 267; IX, S. 157. Jfr. Hjort, Kri­tiske Bidrag, Konsth. Afd., S. 34 og 134. Thiele, Thorvaldsen, I, S. 200, 222, 227, 241; III, S. 2. Skild. 1815, Sp. .443; 1818, Sp. 429, 1416; 1823, Sp. 561; 1827, Sp. 536. Dagen 1822, Nr. 307. Øst. Archiv 1824, I, S. 252. Oehlenschl. Erindr, ny XJdg., S. 470. H. Hansen, Betragte. Khh. 1827, S. 45—46. Høyens 8kr., I, S. 22—31, S. 107—10. Nekrolog ved Ph. Weilbach i Fdl. 1867, Nr. 59).

 

Lund. Niels Anker Lund, født 1840 i Kjøbenhavn og Søn af Skomagermester O. N. Lund, besøgte Borgerdydskolen i Kjøben-havn til sit 18. Aar, gik dernæst paa Akademiet fra 1858, blev 1860

 

430

Elev af Modelskolen, vandt 1861 den lille Sølvmedaille og bestod den 30. Juni 1866 Afgangsprøve som Maler. I 1868 havde han en mindre Bejseunderstøttelse fra Akademiet. I 1865 deltog han i Concurrencen for den Neuhausenske Præmie, og siden den Tid har han regelmæssig udstillet, i Førstningen mest Billeder fra den nordiske Oldtid og Middelalder; i de senere Aar har han nogle Gange valgt Motiver fra Trediveaarskrigen. (Akad. Udst. Gat.).,

 

Lund. Niels Gundersen Lund, født omtrent 1760—65, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han 1784 vandt den store Sølvmedaille og 1785 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Christus uddriver de Handlende af Templet«. Dette Arbejde, der omtales saavel i »Lærde Efterretninger« som i »Minerva«, viste ham som en »heldig Elev« af Abildgaard. To Aar efter concurrerede han til den store Guldmedaille uden at opnaa den, og lagde sig nu, som det synes, efter Theatermaleriet. I 1789 rejste han til Italien som Theatermaler, men i Rom blev han, som det ikke sjældent hændte Konstnerne, syg maaske tildels fremkaldt ved Fattigdom; efter en langvarig Feber led han af »Sindsurolighed« og fik i 1791 en Understøttelse af 50 Rdl. d. C. fra Akademiet, for hvilken Sum han selv var i Stand til at takke i Januar 1792. I 1796, da han altsaa atter var hjemme, udstillede han to Malerier i Akademiet, »Melpomene og Thalia« og »Amor og Psyche«. Samme Aar søgte han om at blive Informator efter Løffler, men blev det ikke. Det lykkedes ham heller ikke at blive Theatermaler efter Th, Bruuns Død (1800), og det Vidnesbyrd, han forlangte af Akademiet, nægtede det ham, da det ikke kjendte ham som Theatermaler. (Weinw., S. 195. Do. Lex. Akad. Kbh. lærde Eft. 1785, S. 702. Minerva 1785, I, 2, S. 93).

 

Lund. Troels Lund, født den 5. April 1802 i Kjøbenhavn, var Søn af Grosserer Ole Lund og Karen født Monberg. Han begyndte efter sin Confirmation at gaa paa Konstakademiet, hvor han 1819 blev Elev af Modelskolen; den 2. Januar 1821 vandt han den lille og den 26. Marts s. A. den store Sølvmedaille. Tillige arbejdede han'under Lorentzens Vejledning. Han concurrede tre Gange til den lille Guldmedaille uden at faa den, og i Concoursen for Pengepræmien opnaaede han kun et Accessit (1825). »Nedbøjet af et Tungsind«, skrev han til Akademiet, »som jeg ikke formaar at overvinde«, besluttede han i Maj 1826 at foretage en lille Konst-rejse til Berlin, Dresden og Munchen med Understøttelse af sin Fader. I München lagde han sig efter Theatermaleriet, hvortil han

 

431

allerede havde forberedt sig her hjemme under Hetschs Vejledning, og en Tegning i dette Fag, som han hjemsendte i 1828, tog Akade­miet »med særdeles Fornøjelse i Øjesyn«. I sin Anbefaling for ham til Kongen siger det yderligere, »at han endog har overtruffet Akademiets gode Forventninger om ham«. Med kgl. Understøttelse for 2 Aar rejste han nu (1829) til Kom, og efter Udløbet af denne Tid bier Understøttelsen fornyet for andre 2 Aar (Marts 1831), hver Gang med 400 Rigsbankdaler Sølv (800 Kroner) af Fonden ad usus jmblicos. Efter at have faaet en yderligere Forlængelse, rejste han i 1832 til Paris og kom hjem i Somren 1833 efter syv Aars Fra­værelse. Den 5. August s. A. blev han agreeret, og paa »En gothisk Sal med Galleri« (til Balletten »Valdemar«) blev han den 24. Au­gust 1835 Medlem af Akademiet, efter at den færdige Decoration var bleveh set af Akademiet i det oplyste Theater. Af hans Ar­bejder kan desuden nævnes »En tysk Gade« til »Jødinden« (1838) og »Viborg Domkirke« til Balletten »Erik Menved« (1843).

Medens Lund saaledes havde uddannet sig væsentlig til Archi-tekturmaler i Theaterfaget, var hans samtidige C. F. Christensen fortrinsvis Landskabsmaler, og da denne i 1842 fik Tilbud om kgl. Ansættelse som Theatermaler, modtog han det kun paa det Vilkaar, at Lund samtidig ligeledes blev ansat. I denne Stilling virkede nu den sidstnævnte indtil sin Død den 5. Maj 1867, og de mange architektoniske Decorationer, hvormed Theatret i disse Aar berigedes, skyldtes alle hans Haand; dog vandt han aldrig saa stort et Navn i Publicum som hans Collega. Han var gift med Sofie Petrine født Andersen, blev den 28. Juni 1847 Ridder af Dannebrog og var i eine senere Aar, siden 1849, et virksomt Medlem af Borgerrepræsenta­tionen. I Aarene 1819—1826 udstillede han dels sine Concurrence-arbejder, dels ikke faa Portræter, fra 1829—36 udstillede han nogle Udkast til Decorationer, deriblandt til »Tryllefløjten«. Et historisk Maleri af ham, »Hero ventende Leander« (udst. 1826), blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. (Erslew, Forf. Lex. Suppl., II, S. 262. Akad. Udst. Gat, Overskou, Theaterhist., IV, S. 276, 333, 561, 603).

 

Lundby. Anders Andersen-Lundby, født den 16. Decem­ber 1841 i Lundby ved Aalborg, er Søn af Husmandsfolk og har af Attraa efter at udvikle det Talent, der slumrede i ham, uddannet sig tildels paa egen Haand til Landskabsmaler, og navnlig har han kastet sig over Fremstillingen af Vinterstykker. Siden 1864 har han udstillet udelukkende i den nævnte Hetning. I 1876 rejste haa

 

432

for egen Regning til München. (Udst. Gat. Dagstelegr. 1875. Priv. Medd.).

 

Lundbye. Johan Thomas Lundbye var Søn af Oberst Joachim Theodor Lundbye og Cathrine født Bonnevie; han blev født den 1. September 1818 i Kallundborg, hvor hans Morfader Justitsraad Emanuel Bonnevie var Toldinspecteur. Det er hans Portræt som Olding, Lundbye saa livfuldt har gjengivet i en Radering fra 1847, Aaret efter at den gamle Bedstefader var død. Lundbye var sygelig som Barn og udviklede sig kun langsomt, men overvandt dog efterhaanden denne Disposition, saaledes at han i den Manddomsalder, som det blev forundt ham at opnaa, var en smukt udviklet og kraftig Mand. Den Lyst til Krigerstanden, der som en Arv havde forplantet sig til de ældre Brødre, synes ikke have været levende hos ham. Derimod syslede han saa ivrigt med Tegning, at hans Fader, da han var fjorten Aar, lod ham komme paa J. L. Lunds Tegneskole, for at det kunde blive til Alvor (1832). Samtidig gik han Akademiets Skoler igjennem, saaledes at han den 28. December 1835 blev Elev af Modelskolen; men videre bragte han det heller ikke ved Akademiet; thi medens det i Førstningen var Indtryk fra Barndommen, der ledede ham til at tegne Heste og Soldater (et af hans første udstillede Billeder forestillede »Skjærmydsel mellem Lansenerer og Kyradserer«), blev det ham snart klart, at det fortrins­vis var Dyrene, som fængslede ham, og han søgte nu, tildels efter afdøde Conferentsraad Thomsens Raad, Lejlighed til at se og tegne Dyr paa Fælleden og lignende Steder. Hans første Forsøg i Olie­maleri var en liggende Ko paa Nørrefælled, hans første udstillede Billede (1835) »En Hund«, som han havde malet i Kallundborg, fra hvis Omegn han overhovedet hentede sine varigste Ungdomsindtryk, der fulgte ham hele hans Liv.

I 1838 concurrerede han for den Neuhausenske Præmie som Landskabsmaler, men følte sig dog endnu noget ufri, navnlig i Be­handlingen af Træerne, og fik heller ikke Præmien. For øvrigt synes Aarene 1835—41 at have hørt til hans lykkeligste Tid; i Omgangen med talentfulde og elskværdige Konstfæller som Frølich, Jerichau og  Skovgaard levede han glad for sin Konst snart i Kjøbenhavn, snart i forskjellige af Nordsjællands Egne, hvis ejendomme­lige Karakter prægede sig dybt i hans Sjæl. Faderens Død i 1841 vakte ham til Alvor, og med den forandrede Sindstemning vendte han sig atter med større Iver til Dyreverdnen, som han nu med mere Modenhed, men ogsaa med tydeligere Forestilling om de

 

433

konstneriske Vanskeligheder gav sig til at studere. Hans udstillede Billeder viser nu flere Dyrstykker ved Siden af Landskaberne. En »Malkescene« efter Christian Winthers »Aftenmøde« vandt vel heller ikke den Neuhausenske Præmie, for hvilken det blev malet; men Billedet blev kjøbt til den kgl. Malerisamling (er nu i Aarhus), hvortil han i de følgende Aar ogsaa solgte et Par Landskaber; det ene, »Kystparti ved Isefjord« (udst. 1843), endog et meget stort Billede. I 1844 udstillede han og solgte til samme Samling »Det indre af en Kostald«, der slaaende viste, hvad den unge Konstner vilde, og hvad han allerede fonnaaede.

Aaret efter fik han Akademiets Rejseunderstøttelse, som i 1846 blev fornyet for det andet Aar. Han følte selv stor Trang til at komme udenlands. Han var dybt greben af et stærkt Mismod, hvori maaske hans kraftigt fremskridende legemlige og aandelige Udvikling havde den væsentligste Del, thi en saadan Stemning er ikke noget usædvanligt i hans Alder (25—26 Aar) hos begavede Naturer. Paa samme Tid som det fjærnede ham fra hans Venner, styrkede det netop hans Arbejdelyst;, idet han med mere Iver end nogensinde søgte Skovens og Markens Ensomhed med sin Malerkasse eller Tegnemappe i Haanden. Denne Tungsindighed haabede han at af­ryste paa sin Udenlandsrejse. Med det for Akademiet udtrykkelig udtalte Ønske om at rejse lige til Italien forlod han først i Juni 1845 Danmark og gik over Rhinen og Svejts til det længselsfuldt attraaede Land. Om ogsaa han i Førstningen led under Italiens Klima og det uvante Sprog, følte han dog hurtigt sit Øje opladt for al dets Herlighed, og hans livlige Breve til Hjemmet vidnede ikke mindre om den Lethed og Varme, hvormed han opfattede alt, end de talrige, friske og aandfulde Tegninger, han ved sin tidlige Død efterlod sit Fædreland og sin Slægt. Han malede ogsaa flittigt, og et Billede fra Rom, »Oxer i den romerske Campagne« (udst. 1846), blev ligeledes den kgl. Malerisamlings Ejendom til et Vidnes­byrd om hans Fremskridt paa Rejsen.                                  '

Imidlertid kom han hjem efter knap to Aars Fraværelse i Slut­ningen af 1846 uden at have overvundet det Tungsind, der trykkede ham, men ogsaa uden at have tabt sin Følelse for Hjemmets beskedne, men for det opladte Øje dog saa indholdsrige Skjønhed. Endnu samme Vinter malede han »Malkepladsen ved Vognserup«, et af de Billeder, som skjønnest vidne oin, hvad Danmark kunde have ventet sig af en Konstner, der allerede i sin Ungdom var naaet til et saadant Herre­dømme over det maleriske Foredrag, til en saadan Simpelhed og

 

434

usminket Kraft i Brugen af sine konstneriske Midler. Og dog er det tydeligt, naar man sammenholder hang talrige Tegninger med. hans udførte Malerier, at han ikke fik Lov til at naa det Maal, han stræbte efter. Det er iøjnefaldende nok, siger hans faderlige Ven, N. L. Høyen, om ham i et Foredrag, han holdt efter hans Død, »at mange af de Arbejder, som vi have af ham, og som virkelig kunne gaa for fuldendte Konstværker, dog meget mere bære Øvelsens, den flittige, den alvorlige, men ogsaa mangen Gang tunge Øvelses Præg, og at derimod mange flygtige Udkast netop vise os den Aand, den Sjæl og det Liv, der boede i Konstneren«. Skjønt han saaledes nærmest staar for os som Dyr- og Landskabsmaler, og som den, der navnlig i det sidste Fag har haft en.afgørende Indflydelse paa den danske Konst, ved at lære Samtid og Eftertid, hvor megen Skjønhed og Storladenhed et selvstændigt Syn kan aflokke Danmarks tilsyneladende saa simple Landskaber, og hvor meget et frit, ægte malerisk Foredrag, hvori Gjenstandene forme sig under Penslen selv, forhøjer et Billedes Virkning, vise hans Tegninger dog, at havde han levet længere, vilde ogsaa Menneskelivet med dets vexlende Færd være bleven Gjenstand for hans Fremstilling. »Naar vi gjennemgaa Rækken af hans Tegninger«, siger den samme Forfatter, »se vi, med hvilken Lethed han vidste at opfatte Portræter, med hvilken Sikkerhed han vidste at karakterisere forskjellige Situationer, hvor nydeligt han kunde dvæle ved Børneskikkelser og hensætte dem saaledes, at hele deres ej endommelige Liv traadte frem«. Og de samme Fortrin møde os saavel i de Træsnit, der i hans yngre Aar blev udført efter hans Tegninger (Kaalunds »Fabler« 1845), som i hans Raderinger, der staa hans frie med sikker Haand udførte Pennetegninger saa nær. En stor Række af hans Tegninger blev den kgl. Kobberstiksamlings Ejendom.

Men alle disse Forhaabninger skulde ikke opfyldes. Med for­nyet Liv, med en Friskhed, han ikke længe havde følt i sit Hjærte, greb han i Begyndelsen af 1848 Bøssen for at deltage i Kampen for Fædrelandet. Den 18. April gik han med en lille Kreds af Venner som frivillig Soldat i tredje Liniebataillon til Flensborg; otte Dage efter faldt han den 26. April 1848 ved Bested for et Vaadeskud. Han var Krigens første Offer i den ikke faatallige Konstnerkreds, som vovede Liv og Blod for Fædrelandet, ligesom hans Konstbroder Dalgas var den sidste. (Foredrag af Høyen, Fdl. 1852, Nr. 85"og Høyens Skr., I, S. 369—87. Erslew, Forf, Lex. II, S. 175. Suppl., II, S. 265. Vaupel 1848, S. 408. »Raderm-

 

435

ger«. udg. af »Den danske Kaderforen.« 1856. Priv. Medd. Akad. Udst. Gat.)-

 

Lunde. Ånders Christian Lunde, født den 24. October 1809 i Kjøbenhavn, var Søn af Svend Svendsen Lunde og Johanne Michaeline født Møller. Efter sin Confirmation blev han sat  i Malerlære og vedblev, efter at han var udlært, at arbejde ved sit Haandværk indtil 1833, da hans Lyst til at være Konstner bragte ham til ganske at træde ud af Lavet. Imidlertid havde han siden 1823 jævnlig besøgt Konstakademiet, var den 1. Januar 1830 bleven Elev af Modelskolen, vandt 1833 den lille, 1835 den store Sølvmedaille, og fik i Mellemtiden (1834) Pengepræmien for Maleri efter den levende Model. I 1834 udstillede-han første Gang et Studie efter Naturen og malede i disse Åar mest Portrseter, som han lige til sin Udenlandsrejse jævnlig udstillede. Lysten til Landskabsmaleri tog efterhaanden til, og fra 1837 begyndte han for Alvor at male og fra 1838 at udstille Landskaber. I 1842 søgte han Akademiet, om Rejseunderstøttelse, men skjønt den hverken i dette eller det følgende Aar blev tilstaaet ham, rejste han i det sidstnævnte Aar til Italien; der fik han i 1844 og 1845 hvergang ét Aars .Rejseunderstøttelse paa 600 RdL, og han forblev til 1847 i Italien, hvorfra han hjemsendte flere Billeder. I 1857 blev han agreeret ved Akademiet, men da kort efter den nye Ordning blev indført ved Akademiet, ifølge hvilken Medlemmerne vælges uden særskilt indsendt Arbejde, fik han ikke Lejlighed til at indsende sit Maleri. Af hans Billeder kjøbte den kgl. Malerisamling et af hans Landskaber fra Tiden før Rejsen, »Strandparti i Nærheden af Taarbæk« (udst. 1841). For Frederik VII malede han i 1850 »Fredensborg Slot«, som af Kongen skjænkedes til den russiske Storfyrste. Ogsaa til Kunstforeningen har Lunde solgt ikke faa af sine Billeder. Han blev i 1854 gift med Johanne Christine født Grørtz. (Konstn. egen Medd. Akad. Udst. Cat.)-

 

Lunn, Agnes Cathinka Vilhelmine Lunn, født den 16. Marts 1850 paa Rønnehæksholm ved Nestved, er Datter af Villars Knudsen Lunn, Ejer af Frederikshøj under Knabstrup Gods, og Frederikke Amalie født Hagen. Som Elev af F. C. Lund uddanner hun sig til Dyremalerinde og har siden 1875 udstillet nogle Billeder, Tillige har hun tegnet for Ill. Tid. (Kunst, egen Medd. Udst. Cat.).

 

Luplau. Vilhelm Emil Luplau, født den 12. Maj 1823, var Søn af Cantor ved Frederiks tyske Kirke og Institutbestyrer Anton Carl Luplau og Claudine Henriette født Plum. Han kom

 

436

efter sin Confirmation i Malerlære, og begyndte 1836 at besøge Konstakademiets Skoler uden dog at naa højere end til første Fri-haandstegneskole. I 1847 var han med Understøttelse af den Rejersenske Fond i Paris for at uddanne sig videre som Decorations-maler, men fik efter Hjemkomsten Lyst til at lægge sig efter Landskabsmaleriet og tog Vejledning i dette Fag hos Kiærschou, samt understøttedes af Grev A. Y. Moltke til Bregentved. Han har fra 1849 til 1857 udstillet en Del Landskaber; i 1858 ægtede han Rasmusine Louise Rasmussen, men paa en Rejse i Norge paadrog han sig snart efter en Brystsyge, der den 22. April 1864 gjorde Ende paa hans Liv. (Medd. fra Konstn. Enke. Lengnik. Erslew, Forf. Lex., II, S. 178—79 og Suppl. II, S. 270. Akad. Udst. Cat.).

 

Lübbers. Thomas Christian Lübbers, født 1797, levede i sine yngre Aar som Portrætmaler i Kjøbenhavn og udstillede i 1818 ikke mindre end sytten Billeder, hvoriblandt der var originale Portræter af Skuespiller Ryge og af Konstneren selv, medens syv var Copier efter Groger. Senere nedsatte han sig som Farvermester i Kjøge og døde der den 22. November 1873. Han var gift med Hanne født, Frederiksen. (Udst. Cat. Berl. Tid. 1873, Nr. 277).

 

Lüster. Christian Lauridsen Lüster, Søn af Landsby­snedker Laurids Bender Lüster af norsk Slægt, var født i Struer den 30. Maj 1822. I Aarhus, hvor han gik i Skole, tog Overlærer Fleischer og Adjunct Høegh-Guldberg sig af ham; han kom til Kjøbenhavn for at besøge Akademiets Skoler og blev Elev af Medailleur Chr. Christensen. Efter sin Lærers Død (1845) levede han som Graveur; i 1851 udførte han sin første Medaille, en for­mindsket Gjentagelse af Decorationsmedaillen i Anledning af Ham­borgs Brand i 1842, og da han faa Aar efter (1854) saa sig nødt til at forlade sit Fædreland, rejste han til Rio Janeiro, hvor han strax blev ansat som femte og siden efterhaanden rykkede op til at blive første Medailleur ved den derværende Mønt. Tillige blev han Ridder og senere Commaudeur af den brasilianske Rosa-Orden, og han har udført en Mængde Mønter og Medailler dels for Kejseren af Brasilien, dels for Private. Saasnart han følte sin Stilling sikret, ægtede han sin tidligere Forlovede Emilie Yilhelmine Olsen. Han døde i sin nævnte Stilling i Rio Janeiro den 17. Maj 1871. (Medd. ved F. C. Krohn).

 

Lütken. Johan Mathias Frederik Lütken, født 1841 i Mehrn ved Præstø og Søn af Sognepræst Otto Didrik Lütken og Cecilie Marie født Leuning, blev Student fra Nykjøbing Skole paa

 

437

Falster, men bestemte sig senere for at gaa Konstnervejen. Efter at hare besøgt Akademiets Skoler en kort Tid i 1870—71, begyndte han i 1876 at udstille som Maler. (Åkad. Udst. Cat Erslew, Porf. Lex., II, g. 189, og Suppl., II, S, 283).

 

Lütken.    Se Julie Overbek født Lütken.

 

Lützow.    Se Eleonore Tscherning født Lützow.

 

Lymann. Johannes Samuel Lymann, født i Kjøbenhavn 1742, uddannede sig, efter at han var bleven Malersvend, til Kobber­stikker under J. M. Preislers Vejledning. Ved Konstakademiet vandt han 1757 den lille og 1758 den store Sølvmedaille i Modelskolen, samt 1765 den store Ghildmedaille ifølge Akademiets Opgave, »David, som hngger Hovedet af Goliath«, for et Stik, udført efter hans egen Tegning. Han var en meget lovende Konstner og en fattig Enkes, Anna Dorothea Lymanns eneste Søn, da Døden allerede bortrev ham, kun 27 Aar gammel, den 5. April 1769. Til Trods for sin korte Levetid har han udført ikke faa Stik, mest Portræter, der roses for god Lighed. Foruden Stikket for Guldmedaillen nævnes blandt hans Blade: Hans Paulsen Egedes Portræt (1759), Jens Schielderup Sneedorfs (1764), Peder Herslebs efter A. Briinnich (1767), Claudius Rossets (1768), samt Dronning Sofie Amalies efter K. v. Mander. Desuden nævnes hans eget og Miniaturmaler Andreas Thornbergs Portræter tegnede med Pen paa Papir. Da hans Moder af Fattigdom havde maattet pantsætte Kobberpladen til Medaillestikket til Modellen Josef, lod Akademiet af Deltagelse en Collect gaa rundt, hvorved der tilfaldt Enken 34 Rdl. d. C., mod at hun udleverede Pladen. (Weinw., S. 173. Do. Lex. Sandvig, S. 91. Hennings, S. 77. »demens« ved Fick, S. 2. Nagler, Kstl. Lex., VIII, S. 142. Strunk. Akad.).

 

Lyng. H. Johan Lyng, en Nordmand, som 1779 kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig ved Konstakademiet, hvor han 1782 vandt den store Sølvmedaille. Weinwieh tilføjer, at haa malede godt, og at han senere blev Tegnemester ved Realskolen i Trondhjem, hvor han skal være død 1792. (Weinw., S. 193. Do. Lex.).

 

Lyngbye. Laurids eller Lorents Rasmus Lyngbye, født 1809, blev efter sin Confirmation sat i Lære ved Porcelainsfabriken, for at uddannes til Porcelainsmaler, og besøgte samtidig Konst­akademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt i 1832. Ved Siden af Porcelainsmaleriet lagde han sig tillige efter Landskabs- og Sømaleri, og i Aarene 1832—38 udstillede han en Del Billeder, mest Søstykker. I 1838 udbad han sig Akademiets Anbefaling for at

 

438

søge Rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos, som det synes baade som Landskabsmaler og som Porcelainsmaler. Fra Finanserne opnaaede han intet, derimod fik han af den Rejersenske Fond en Understøttelse, ved Hjælp af hvilken han rejste til Paris og Sevres i 1839, og forblev udenlands til 1842. Efter den Tid levede han t Kjøbenhavu som Porcelainsmaler, indtil han, da han blev ældre, ganske trak sig tilbage fra denne Virksomhed og levede i Ensomhed i et Fiskerleje ved Helsingør, hvor han ogsaa døde den 18. Maj 1869. (Akad. Udst. Cat Berl. Tid. 1869).

 

Lynge. H. Lynge, Kobberstikker, har i 1742 tegnet og stukket Fremstillingen af et Caroussel, som blev holdt i Kjøbenhavn den 13. April samme Aar. (Weinw., 8. 141. Do. Lex. Sandvig, S. 92).

 

Lytzen. Niels Aagaard Lytzen, født den 10. April 1826 i Vesterborg paa Lolland, er Søn af exam. juris og Gaardejer Hans Erhard Saabye Lytzen og Frederikke Christiane født Møller. Han kom 1842 i Malerlære i Kjøbenhavn og begyndte paa samme Tid at gaa paa Konstakademiet, hvor han 1851 blev Elev af Modelskolen. I 1846—47 gjorde han en Rejse til Tyskland som Decorationsmaler og opholdt sig navnlig i Dresden, Det var først efter denne Rejse, at han lagde sig efter Figur- og Dyrmaleriet under J. L. Lunds Vejledning, Samtidig arbejdede han i Krigsministeriet for at fortjene sit Ophold, indtil han kunde underholde sig som Konstner. I Aarene 1850  til 1854 udstillede  han næsten udelukkende Portræter,   dels tegnede eller malede i Oliefarve,  dels Miniaturmalerier.    Efter den Tid har han med Forkjærlighed kastet sig over Landskabs- og Dyr­maleriet.    Foruden enkelte mindre Rejser for egen Regning var han i 1867 i Paris med Understøttelse af den Rejersenske Fond, for at se Verdensudstillingen der, og i 1873 ved Wienerudstillingen.   Han har tillige lagt sig efter Restaurationsfaget og har i 1877 faaet en offentlig Understøttelse for i München at sætte sig ind i den nyere Fremgangsmaade ved Restaureringen af Malerier.   I 1864 blev han gift med Fanny Hortense  født Kanneworff.    (Konstn. egen Medd. Akad.    Udst. Gat.)-

 

Læssøe. Augusta Challotte Dorothea Læssøe, en Broder­datter af den nedenfor nævnede Maler, er født den 30. December, 1851  i Kjøbenhavn og er Datter af Inspecteur, Kammerraad Ladvig August Læssøe og dennes anden Kone, Louise Charlotte Camilla født Trutzchler-Hanck, en Datter af den ovenfor omtalte Adjunct og Bygmester Hanck. Hun er som Blomstermalerinde Elev af Ottesen

 

439

og Fru A. Christensen og udstillede i 1876 et mindre Billede. (Priv. Medd. Udst. Gat.).

 

Læssøe. Thorald Læssøe er født den 25. Juni 1816 i Frederikshavn, hvor hans Fader, Niels Frederik Læssøe var Toldinspecteur; han er Søn af dennes anden Hustru Margrethe Juliane Signe født Abrahamson, en Datter af den bekjendte Werner Hans Frederik Abrahamson. Han skulde først have lært Landvæsnet, men da han havde mere Lyst til at være Konstner, blev han Elev af Dyrmaler Chr. Holm i Kjøbenhavn, indtil denne tog til Miinchen. Fra 1834 til 1839 besøgte han af og til Kunstakademiet, men ud­dannede sig mest paa egen Haand til Landskabs- og Architekturmaler i Samkvem med sine Venner og Konstfæller Lundbye, Jerichau og Frølich. Efter at han i 1842 havde gjort en mindre Studierejse til Prag, tilbragte han fra 1844 til 1857 i Udlandet, mest i Italien; dog naaede han, paa sine gjentagne Ansøgninger, først i 1854 en Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 600 Rdl. Efter sin Hjem­komst ægtede han Comtesse Emmy Juel-Vind-Frijs, den yngste Datter af Lehnsgreve Frijs til Frijsenborg. Som gift levede han dels i Horsens, tre Aar, dels i Kjøbenhavn indtil hans Kones Død (1863). Efter den Tid har han dels boet i Kjøbenhavn, dels fore­taget flere Hejser til Syden. Han har udstillet siden 1836, i Først­ningen danske Emner, siden sin Udenlandsrejse mest sydlandske Landskaber og Architekturbilleder. Den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Ungdomsarbejder fra Tiden før Rejsen og et fra Hejsen, »Parti af Caracallas Bade« (udst. 1846). De fleste af disse ere op­hængte paa Kronborg. For Frederik VII har han malet to store Billeder, »Ruiner af Caracallas Bade« og »Parti af Forum«. (Konst. egen Medd. Akad. Udst. Gat. Erslew, Forf. Lex., Suppl, II, S. 286).

 

Løffler. Carl Johan Albrecht Løffler, Søn af Maler­mester Johan Carl Albrecht Leffler og Martha Marie Dorothea født Fiedler, saa Lyset i Kjøbenhavn den 23. Juli 18101. Samtidig med at han var i Malerlære, traadte han i 1825 ind i Akademiets Skoler, blev 1836 Elev af Modelskolen, vandt 1837 den lille Sølvmedaille i Modelskolen og blev Aaret efter Malermester med Udmærkelse. Han udstillede i 1837 et Figurbillede, »En Tobaksryger«, som blev kjøbt af Konstforeningen, men helligede sig for øvrigt med særlig

 

1 Hans Fader, J. C. A. Løffler f. 1778, d. 1835, var Søn af Malersvend Frederik Løffler og Bodille født Jørgensen. Da Familien oprindelig er tysk, tør det formodes, at denne Frederik Løffler har været yngre Broder til ErDst Heinrich Løffler. I begge Linier bruges tildels de samme Familienavne.

 

440

Iver til Decorationsmaleriet. I 1838 decorerede han fire Værelser for Grosserer Puggaard og et for daværende Professor Abrahams i pompejansk Stil. Da han Aaret efter bad om Akademiets Anbefa­ling for at kunne søge Rejseunderstøttelse, erklærede dette ham for »en med fin Smag og ualmindelig Duelighed i flere Retninger be­gavet Konstner i det hos os hidtil sjældent udøvede Decorationsfag«. Efter at en vis Sum af Fonden ad usus publicos i 1840 var gaaet over til Akademiets Raadighed, fik han 600 Rdl. til at rejse uden­lands for, og Aaret efter et Tillæg af 300 Rdl. Han var næsten udelukkende i Italien og der en længere Tid i Neapel, for at kunne studere Udgravningerne ved Herculanum og Pompeji, hvorfra han i Januar 1842 hjembragte en Mængde Studier, som Akademiet saa med Tilfredshed. Efter Hjemkomsten lagde Lømer sig tillige efter Glasmaleri og concurrerede i 1845 til den Neuhausenske Præmie med en Prøve i dette Fag. Han randt vel ikke Præmien, men Akademiet tilkjendegav ham særlig Ros for hans Arbejde. I 1846 blev han efter Kongslev Lærer ved Ornamentskolen i Akademiet, og efter Vaabenmaler Larsens Død i 1852 blev han tillige Vaaben-maler ved Ordenscapitulet, men allerede den 28. Juli 1853 døde han, nylig fyldt 43 Aar. Han var gift med Vilhelmine Louise Ludovica født Hacke. Hans Datter er den nedenfor nævnte Blomster­malerinde Emma Løffler. (Priv. Medd. Frue, Trinitatis og Frederiks [Garnisons] Kirkebøger ved Lengn. Akad. Udst. Cat. Skifteretten. Adresseav. 1853, Kr. 176. Statskal.).

 

Løffler. Conrad Frederik Løffler, Søn af den nedenfor nævnte Ernst Heinrich Lømer, er født i Kjøbenhavn og døbt i Petri Kirke den 8. Maj 1768. Han begyndte meget tidlig at gaa paa Konstakademiet, hvor Faderen var Lærer, saaledes at han allerede fjorten Aar gammel kunde komme ind paa Gibsskolen. Aaret efter (1783) blev han Elev af Modelskolen; han vandt 1784 den lille, men først 1789 den store Sølvmedaille. Samme Aar concurre­rede han uden Held til den .lille Guldmedaille. Han levede nu som Tegnelærer, forventende en Informatorplads ved Akademiet, som han dog aldrig opnaaede. Han led meget af et svagt Helbred, men var en stræbsom og elskværdig Mand. I 1801 blev han gift med Marie Margrethe Bentley og efter atten Aars Ægteskab døde han den 9. Juni 1819. Hans Sønnesøn J. B. Løffler nævnes neden­for. (Petri og Frue Kirkebøger ved Lengnick. Akad. Adresseav. 1819, Nr. 137).

 

Løffler.  Emma Augusta Løffler, født den 19. April 1843

 

441

i Kjøbenhavn og Datter af den ovennævnte Decorationsmaler Car Johan Albrecht Løffler og Vilhelmine Louise Ludovica født Hacke, blev Elev af F. F. Helsted for at uddanne sig til Konstnerinde og lærte derpaa Blomstermaleriet hos O. D. Ottesen. Hun har ud­stillet Blomster- og Frugtstykker siden 1873. (Konstn. egen Medd. Vist. Gat.).

 

Løffler. Ernst Heinrich Løffler, født i Stettiu den 4, Maj 1723, mistede allerede sin Fader, da han var fjorten Aar gammel. Aaret fer (1736) kom han i Halerbere i sin Fødeby, og efter at hans Læretid var omme (1741), tilbragte han Vinteren roligt i Hjem­met, arbejdede derpaa i tre Aar (1742—45) i Stralsund og fik ende­lig den 20. Juni 1745 en Condition i Kjøbenhavn hos Malermester Milan, hos hvem han forblev i fem Aar. Løffier maa imidlertid have forstaaet at gjere sin Dygtighed gjældende, thi den 1. Januar 1751 blev han ansat som Tegnelærer (Informator) ved det ældre Konstakademi i Kjøbenhavn og gik derpaa 1754 over til det nye Akademi paa Charlottenborg, hvor han virkede i en Række Aar som »en vindskibelig og tro Lærer« i den anden (øverste) Frihaands-tegneskole. Thiele omtaler., det smukke Forhold, hvori han som Olding traadte til Thorvaldsen, da denne som Akademiets Lærling fik Plads i hans Klasse; deres Venskab vedvarede længe efter, at Thorvaldsen havde gaaet Skolerne igjennem, og i Løfflers sidste Leveaar modelerede Thorvaldsen hans Portrætmedaillon. Løffler, som i Kjøbenhavn ganske naturlig sluttede sig til Petri Menighed, synes først at være bleven gift her. Han havde mange Børn, hvoraf to Sønner nævnes som Konstnere. Han døde som Enkemand den 27. Marts 1796, og blev begravet paa Petri Kirkegaard. ("Weinw., S. 159. Statskal. Optegn, af Konstn. selv. Akad. Thiele, Thorv., I, S. 14 og 46. Adresseav. 1796, Nr. 74. Petri Kirkeb. ved Lengn.).

 

Løffler. Johan Christian Valentin Løffler, Søn af den ovennævnte Ernst Henrik Løffler, døbt i Petri Kirke i Kjøbenhavn den 3. Juni 1757, kom tidlig paa Konstakademiets Bygningsskole, for at uddannes til Architekt. I 1774—75 vandt han de to Sølvmedailler, i 1779 den mindre Guldmedaille og i 1781 den store Guldmedaille for Opgaven »En Triumfport med trende Aabningers. Da Stipendiet skulde skifte mellem de forskjellige Fag og Meyn i 1778 havde faaet det som Architekt, kunde Løffler ikke saa snart gjøre sig Haah om at opnaa det. Først i 1787 søgte Faderen det paa hans Vegne, og Akademiet lovede, at han skulde være den første, der blev indstillet, »især da det er en Architekt, som staar

 

442

for Tour«. Aaret efter trængte Faderen paa, thi Sønnen var allerede 31 Aar, og nu gav Akademiet ham Løfte paa Stipendiet om tre Aar, saaledes at han gjærne maatte rejse tidligere, hvis han selv kunde skaffe Penge. Imidlertid havde denne uddannet sig til Land-maaler og havde endog opnaaet kgl. Ansættelse i dette Fag i Aar­hus. Det lod ikke til, at han har kunnet tilvejebringe Midler til at rejse, og da Tiden nærmede sig til Stipendiets Modtagelse, krævede Akademiet (1791), at han først skulde vise en ny Prøve paa sin Duelighed som Konstner. Han kom ogsaa til Kjøbenhavn i den Anledning og udførte som Prøvestykke en Tegning til »Et Raadhus passende for Kjøbenhavn«. Men Akademiet fandt ham efter denne Prøve »saa lidt avanceret«, at det foreslog »ej at give ham Stipendiet, især da Friis (P. Friis) har udmærket Talent som Byg­mester og Gianelli som Medailleur«, Følgen blev, at hverken Løffler eller Friis nogensinde fik Rejsestipendium; derimod satte Abildgaard igjennem, at P. L. Gianelli kom til at rejse. Kongen saavelsom Præses, Arveprins Frederik, synkedes i den Anledning«; men der skete intet til Løfflers Gunst. Denne levede nu, som det synes, en Række Aar i Kjøbenhavn, indtil han i 1800 udbad sig Akademiets Anbefaling til en Ansøgning  om at blive Branddirecteur i en af Provinserne«. Denne i sin Ungdom saa lovende Konstner synes saaledes ikke alene at have tilbragt hele sit senere Liv i praktisk Virksomhed, men ogsaa i denne at have tilsat sit Talent. Det er­fares ikke, om han naaede sit Ønske, og om hans sidste Dage og Død har intet hidtil ladet sig oplyse. (Akad. Petri Kirkebog).

 

Løffler. Julius Bentley Løffler, født den 30. Septem­ber 1843 i Kjøbenhavn, er Søn af Etatsraad, Kontorchef Ernst Richardt Løffler, og Sønnesøn af Tegnelærer Conrad Frederik Løffler, efter hvis Kones Familienavn han. kom til at hedde Bentley; hans Moder var Julie født Abildgaard, en Datter af Maleren Nikolaj Abildgaard (s. d.). Efter at være, undervist i Borgerdydskolen i Kjøbenhavn besøgte han fra 1862 Konstakademiet, hvis Skoler han gjennemgik, saa at nan fik Adgang til Afgangsprøve, uden dog at tage denne fuldstændig. Han kom nemlig tidlig ind paa en konst-archæologisk Virksomhed, og har siden 1867 jævnlig leveret Tegninger og Beskrivelser af forskjellige af Landets ældre Bygningsminder, sædvanlig for Regeringens Regning, saaledes i 1867 Opmaaling af Sorø Kirke, 1870 og n. Aar Tegninger af Roskilde Domkirke til »Danske Mindesmærker«, endvidere Tegninger af Korstolen samme­steds m. m. Desuden har han foretaget næsten aarlige antiquariske

 

443

Rejser i Danmark, til Rygen o. fl. St. med offentlig Understøttelse. Af hans selvstændige Arbejder som Bygmester kan nævnes Tegnin­ger til en Kirke i romansk Stil i No Sogn i Ringkjøbing Amt og til et Ting- og Arresthus i Lemvig (for Skodborg-Vandfuld Herreder). I 1871 udstillede ban Opmaalinger af Hee Kirke ved Ringkjøbing (Konst. egen Medd. Akad. Udst. 'Gat).

 

Lønning. Terkel Eriksen Lønning, født i Kjøbenhavn af norsk Slægt den 28. Januar 1762, var først Sømand og gjorde nere Rejser som saadan. Men hans Lyst til Tegning bragte ham til i sin Fritid, naar han var hjemme, at besøge Konstakademiets Skoler, uden dog at gaa dem igjennem. I 1790 traadte han i Søetatens Tjeneste som Tegner, blev 1798 fast ansat ved Constructionskamret med Løn som Kvartermand (Underofficer) og rykkede siden op til at blive kgl. Embedsmand (Officer) i Søetatens Tjeneste under Navn af karakteriseret Mestersvend. I denne sin Stilling som Tegner for Flaaden havde han fri Bolig i Nyboder, og der levede han til sin Død den 9. November 1823. Han var gift og efterlod sig tvende Døtre.

Foruden sin Embedsvirksomhed, at udføre Tegninger til Orlogs­skibenes Gallion og Spejl, bar han malet en Del større og mindre Vandfarvehilleder, mest af Søstykker og Kampe til Søs. Saaledes udstillede han 1812 et Maleri forestillende Kampen mellem Orlogsskibet Prins Christian under Jessens Commando og en engelsk Escadre. »En Sømand roste dets Nøjagtighed«, fortæller Anmelderen i »Nyeste Skilderie«, og han tog 80 Rdl. for hvert Exemplar, Kan udførte. Desuden nævnes et Stykke, forestillende »Capitain Krabbe, over­faldet af fire engelske Fregatter« og »Skuespiller Knudsens Fore­stilling paa den kgl. Skueplads« (Orlogsskibet Fønix løber af Stabelen den 26. Septbr. 1811). Begge de sidstnævnte Billeder ere udgivne i Kobberstik, det sidste af W. Heuer. (Medd. fra Saetaten. "Weinw., Lex, Skild. 1812, Sp. 1138).

 

Loser. Johan Gerhard eller Geert Løser, Søn af Blikken­slagermester Løser i Kjøbenhavn, blev født omtrent 1773 og besøgte Konstakademiet for at uddanne sig til Bygmester; han vandt 1794 den lille, 1799 den store Sølvmedaille og 1805 den lille Guldmedaille for Opgaven »En Landsbykirke«. At han ogsaa har virket som Bygmester, ser man af nogle Skrivelser til Akademiet i 1808, i Anledning af at han forlangte 300 Rdl. for en Tegning, han havde gjort til en Synagoge for den jødiske Menighed i Kjøbenhavn. Akademiet fandt, det var den mindste Sum, en »saa duelig og anset

 

444

Konstner« kande fordre for sit Arbejde. I 1811 rejste han til Norge, hvor han døde i Tiden 1830—40. Familien var oprindelig tysk. (Akad. Vejvis. 1811. Priv. Medd.).

 

Løser. Ludovica Augusta Løser, Broderdatter ,af den ovennævnte J. G. Løser og Datter af Blikkenslagermester Johan Andreas Løser og Anna Elisabeth født Conradt, er født i Kjøben­havn den 19. September 1808. Hun lagde sig efter Blomster- og Frugtmaleriet under Ditlev Martens' Vejledning og deltog i 1825 i de Malerøvelser, som holdtes paa Kunstakademiet under Eckersbergs Vejledning. Hun udstillede kun i Aarene 1824—26 i alt 6 Billeder, og holdt derpaa ganske op med at male. 1 1840 ægtede hun Skole­bestyrer Henrik Emil Melchior. (Priv. Medd. Eckersb. Optegn. Udst. Cat. Jfr. Erslew, Forf. Lex. SuppL, II, S. 354.).

 

Løvendal. Emil Adolf Løvendal eller Løventhai er født i Randers den 14. Juli 1839 og Søn af Boghandler der, Edvard August Leventhal og Emilie født Allen. Det var egentlig Lyst til Naturvidenskaberne, som bragte ham til at uddanne sig som Tegner ved det techniske Institut og hos F. F. Helsted, samt senere til Kobberstikker, dels under Naturhistorikeren, Professor Schjødtes Vejledning, dels i Paris, hvorhen han rejste med offentlig Under­støttelse, hos Picart og Debray. Begge Dele udøver han dog kun i strængt, videnskabelig Retning. Hans Udførelse havde imidlertid saadanne Fortrin, at han ikke alene har opnaaet en fast Stilling som Tegner og Kobberstikker ved det naturhistoriske Museum i Kjøbenhavn, men ogsaa har udført større Arbejder for udenlandske Granskere, saaledes for M. Sars i Norge Tavlerne ti'l „Mémoires pour servir å la connaissance des Crinoides vivants" og »Bidrag til Christianiafjordens Fauna«, for G. O. Sars Tavlerne til to andre Værker. Til et „Pa-thologisches Atlas des Augagfels", som udkom i "Wiesbaden, og til flere tyske Tidsskrifter har han ligeledes udført Tavlerne. For Prof. Allmann i London stak han Tavlerne til en Afhandling om Poly-perne i „ Transactions of the Royal philosophical Sotiety" og endelig har han af Arbejder i mere populair Retning udført Afbildninger til „Zoologiet Danica" og „Entomologia Danica", der udkomme med offentlig Understøttelse. Han blev i 1864 gift med Josefine født Nielsen, (Konstn. egen Medd.).

 

Løvmand. Christine Marie Løvmand, født den 19, Marts 1803, var Datter af senere Etatsraad, Embedsmand under Generalkvartermesterstaben, Johannes Løvmand, og Sara Christine født Lützow. Hun lærte Blomstermaleriet hos Camradt og fik senere

 

445

nogen Vejledning hos C. V. Eckersberg. Efter Faderens Død (1826) maatte hun dyrke dette sit Fag som Levevej, og hun har i en lang Aarrække, 1827—71, udstillet en Mængde flittigt og omhyggeligt udførte Blomster- og Frugtmalerier. I 1842 fik hun en Under­støttelse af Christian VIII til en Rejse i Tyskland, og i 1847 var hun en kort Tid i Paris for egen Regning. Hun døde i Kjøbenhavn den 10. April 1872, æret og agtet af den Kreds, som kjendte hende, for hendes varme Hjærte og sande Konstnersind. Den kgl. Malerisamling afkjøbte hende i Aarene 1827—44 ni Blomster- og Frugtstykker. Af hendes ældre Søster, Frederikke Elisabeth Løvmand, født den 29. Juli 1801, der ligeledes var Blomstermalerinde i sine yngre Aar, ejer den samme Samling et Blomsterstykke (udst. 1827). Hun udstillede kun et Billede til i 1832. (Konstnerindernes egne Medd. i 1869 og 1877. Thaarup, Fdl. Nekrolog, S. 474. Statskal. 1804-26. Frue Kirkeb. ved Lengn. Do. Fam. Lützow. Berl. Tid. 1872. Udst. Cat.).

 

446

Machalis. Flavius C. Machalis udstillede 1851—55 nogle Landskaber dels fra Sjælland, dels fra Sverige, Frankrig og Tysk­land. ' (Udst. Cat.).

 

Mackeprang. Adolf Henrik Mackeprang er født den 5, Februar 1833 paa Langesø ved Odense, hvor Faderen, Johannes Mackeprang, dengang var Forpagter; hans Moder er Louise født Stounder. I sit syttende Aar kom han til Kjøbenhavn (1849) for at besøge Konstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt i Marts 1859, men allerede forinden (1857) havde han begyndt at udstille som Landskabsmaler. Han gik dog snart over til Dyrmaleriet som sit egentlige Fag, og for at uddanne sig i dette fik han i 1863 en Understøttelse af Akademiet til at rejse i Indlandet, samt i 1870 og 1871 Akademiets udenlandske Kejsestipendium, hver Gang paa 800 Rdl. Efter et kortere Ophold i Paris tilbragte han omtrent halv­andet Aar i Italien, særlig i E-om. Af hans Billeder er »En Storke­rede« lithograferet i Farvetryk, og »En Kronhjort« lithograferet blandt »Billeder af danske Malere«. Han har i adskillige af sine senere Billeder med Forkjærlighed dvælet ved Fremstillingen af Dyrene i vild Tilstand og særlig gjort Rævens Liv og Færd til Grjenstand for sine Studier. I 1863 blev han gift med Emma Louise Christine født Christensen, en Datter af den ovenfor nævnede Medailleur Chr. Christensen. (Konstn. egne Medd. Akad. tldst. Gat.).

 

Madsen. Andreas Peter Madsen, født i Kjøbenhavn den 22. December 1822, er Søn af kgl. Stafet og Victualiehandler Lars Madsen og Johanne Marie født Andersen. Han begyndte i 1835 at

 

447

besøge Konstakademiets Aftenskoler og kom strax efter sin Confirmation i Lære hos Malermester Hultmann, hos hvem han imidlertid fik Lejlighed til at øve sig paa konstneriske Emner og lærte at tegne Dyr og Landskaber. Efter at han i 1841 var udlært, vedblev han at gaa paa Akademiet, blev 1845 Elev af Modelskolen og vandt i Marts 1846 den mindre Sølvmedaille. Samtidig arbejdede han som Malersvend et Par Aar, men kom, ved som Akademiets Elev at deltage i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, efterhaanden ganske bort fra Haandværket. I 1847 og 1848 udstillede han et Par mindre Dyrstykker, hvoraf et, »Køer i et Vænge«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling.

Madsen var saaledes lige begyndt paa sin konstneriske Udvik­ling, da Krigen i 1848 ogsaa kaldte ham til Fanerne. Han gik fri­villig med, blev 1849 Secondlieutenant i Linien med Tjenestealder fra 30. April 1848, saaredes ved Ullerup den 6. April 1849, deltog i 1850 i Slaget ved Isted og i Frederikstads Forsvar, blev den 10. Sep­tember s. A. udnævnt til Premierlieutenant og snart efter til Ridder af Dannebrog. Han forblev nu staaende i Linien indtil 1864, da han i Maj blev udnævnt til Capitain og i December s. A. fik sin Afsked ved Hærens Reduction. Under sin Tjenestetid blev han især brugt til Opmaalinger i Holsten og Slesvig samt til Korttegning og havde saaledes indskrænket Tid til sin Raadighed som Konstner. Dog udstillede han jævnligt, som oftest mindre Billeder med Køer og Faar. 11867 havde han en Rejseunderstøttelse af Akademiet og i 1869 tilkjendtes den Neuhausenske Pengepræmie ham for »En Vanding«. Hans vigtigste Arbejde i denne Tid er de sjfcore- Husdyr, som han malede i Limfarve, i Forelæsningssalen paa Landbohøj skolen. Mad­sen havde allerede tidligere raderet enkelte Blade, Landskaber og Dyrstykker, men imidlertid var hans Opmærksomhed bleven vakt for Nordens Oldsager og han begyndte Udgivelsen af en Række raderede Fremstillinger af nordiske Oldsager, der efterhaanden svulmede op til tre Bind med ialt 125 temmelig store raderede Blade, indeholdende Afbildninger af Minder fra Jærn- og Broncealderen. Endelig har han udført Udsmykningen af det øverste Parti af den store Sal i zoologisk Museum. Efter at han er udtraadt af Krigstjenesten, har han tillige malet noget mere, deriblandt enkelte større Billeder. Madsen blev i 1854 gift med Sofie født Thorsøe og efter dennes Død (1856) anden Grang gift (1862) med Anna Sofie Ottomine født Ottesen. (Konstn. egen Medd. Akad. Udst. Cat. Militairkal. Statskal.).

 

448

Magens. Johan Bøye Magens, Søn af Johan Magens og Magdelene født Weies, blev født i Kjøbenhavn den 23. September 1748 (ikke 1746) og har rimeligvis fra 1765 været Lærling hos Harsdorff eller Jardin, thi han vandt ikke Akademiets Sølvmedailler. Derimod blev i 1767 den lille og i 1769 den store Guldmedaille tilkjendt ham i Bygningskonsten. Imidlertid var han i sex Aar kgl, Bygningsconducteur under Harsdorff og foreviste i 1775 Akade­miet Tegningen til »En Orangeribygning, decoreret paa den antique Maade«. 1.1777 søgte og fik han Løfte paa en Informatorplads, saa meget mere, som »hans Rejsetour endnu synes langt borte«. Da det lykkedes ham at faa Midler til at rejse for egen Regning, gav han efter sin Hjemkomst (1782) Afkald paa sin Expectance for at kunne blive Medlem af Akademiet. Den 27. Juli 1782 blev han og Meyn begge enstemmig agreerede, og Magens blev derpaa den 4. Marts 1783 optagen til Medlem af Akademiet paa »En Realskoles. Snart efter blev han Bygningsinspecteur, men Embedet som Stadsbygmester, der 1788 blev ledigt ved Rosenbergs Død, fik ikke han, men Meyn. Derimod blev han 1799 Professor i Perspectiven efter Meyn, der blev Professor i Bygningskonsten, og i denne Stilling forblev han med Titel a£ Justitsraad. Hans Hovedvirksomhed var som kgl. Bygningsinspecteur og senere som Hofbygmester at have Tilsyn med de offentlige Bygninger, og han ledede, ifølge "Weinwich, Udsmykningen af flere af de kgl. Slotte. Tillige blev han Søetatens Bygmester (1789). Han var gift med Clara født Holst, som 1810 blev Enke efter Andreas Kirkerup (s. d.) og overlevede sin anden Mand lige til den 13. April 1835, da hun døde, 80½ Aar gammel. Magens døde den 6. Juni 1814. Hans Mindesten er af Dajon.  (Weinw., S. 226. Do. Lex. Petri Kirkeb. ved Lengn. Akad. "Wiede-welts Pap. i Univ. Bibi. Gravmæle paa Holmens Kirkegaard. Adresseav. 1814, Nr. 130; 1835, Nr. 90).

 

Magnusson. Christian Carl Magnusson, født 1821 i Bred­sted i Slesvig, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn i Aarene 1839— 1845, men udstillede ikke her før i 1848, da han samtidig med en Ansøgning om Rejseunderstøttelse indsendte to Portræter og et Portrætstudie. Idet Stemmerne var lige for og imod ham, nægtedes Rejseunderstøttelsen ham. Han kaldte sig dengang Historiemaler. (Akad. Udst. Oat.).

 

Malcho. Simon Malcho eller Malgo var Søn af en Maler­mester i Kjøbenhavn og uddannede sig ved Konstakademiet, hvor han 1762—63 to Gange fik den lille og 1763—66 tre Gange den

 

449

store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1767 vandt han den lille Guldmedaille som Maler for Opgaven »David salves af Samuel« (l Sam. 16, 13). Derefter eller samtidig arbejdede han nogle Aar hos Mandelberg, hvor demens, som kalder hsfm »et maadeligt Subject«, var sammen med ham. Imidlertid lykkedes det ham at komme udenlands, og han var i Kom tilligemed Abildgaard. Maaske han kom tilbage til Kjøbenhavn og levede nogle Aar der, hvis den Johanne Margrethe Malgo født Bigom, der døde den 2. Maj 1783 i Kjøbenhavn, var hans Kone. Senere rejste han i al Fald til England, hvor han ernærede sig som Kobberstikker. Her mødtes Clemens atter med ham i 1792; han var dengang i Interessentskab med Presteis1 og stak Landskaber i Aquatinta, som han selv illumi­nerede. Et saadant Blad nævner Nagler: View of the torrent of the lühtschinen, efter L. Belanger, hvilket findes baade sort og coloreret. Weinwich nævner et andet Blad af ham, idet han siger, at han -»1793 har ædset den ulykkelige Prinsesse Lamballe i den sorte Konst ifølge en Parlaments Akt (!)«. Et nyere engelsk Konstnerlexikon (Redgrave). nævner ham ikke. ("Weinw., S. 191. Do. Lex. Akad. Øst, Mat., S. 977. Helligg. Kirkebog ved Lengn. »Clemens« ved Fick, S. 2. og i Hdskr. Nagler, Kstl. Lex., VIII, S. 216).

 

Malling. Peder Malling, født den 22. December 1781 og Søn af Statsminister Ove Malling og Christiane født Bech, blev Elev af C. F. Hansen for at uddannes til Bygmester og besøgte samtidig Konstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt i Marts 1798. To Aar efter vandt han ogsaa den store Sølvme'daille, og concurre-rede derpaa til den mindre Guldmedaille, der blev tilkjendt ham den 13. August 1801 for Opgaven »Et Museum, passende for Dan­mark, til Natur- og Konstproducter«. Det synes ikke, han har forsøgt paa at vinde den store Guldmedaille, da han snart efter indtraadte i praktisk Virksomhed. Efter at have været Hansens Conducteur ved Christianborg Slots og Raad- og Domhusets Opførelse blev han Bygningsconducteur hos Stadshygm ester Peter Meyn og boede hos denne i hans daværende Embedsbolig, som Professor ved Akademiet, i Prinsens Palais. Da Meyn snart efter døde (1808), blev Malling constitueret og Aaret efter fast ansat som Stadsbygmester og forblev i nogen Tid boende hos Enken. I 1810 opnaaede han et Rejsestipendium af Fonden ad usus publicos paa 500 Rdl. d. C. aarlig i to Aar, beregnet til 133 °/o i Speciesmønt (= 375 Sp. eller i

 

1 Én tysk Kobberstikker og Kobberstikkerinde, som levede i London ved den Tid.

 

450

nuværende Penge 1500 Kroner). Han tiltraadte sin Rejse strax i Begyndelsen af 1811, fik i 1812 Tilladelse til at forblive et Aar længere borte, til den 1. Januar 1814, og fik paa samme Tid ogsaa Stipendiet forlænget. Men Rejsen trak endnu længere ud; midt i 1815 var han i Som, hvor han den længste Tid havde opholdt sig, i venskabelig Omgang med Eckersberg, Hetsch (s. d.) o. n.; først den 29. Juli forlod han denne Stad, og i October var han i Kjøbenhavn, hvor han paany tiltraadte sit Embede som Stadsbygmester samt blev Søetatens Bygmester, og den 23. s. M. blev han agreeret af Konst-akademiet. De store Forventninger, Akademiet havde næret til ham, fandt dét opfyldte ved at se det Udbytte af hans Rejse, som hans Mapper opviste. Da han strax maatte indtræde i praktisk Virksomhed — foruden sin Embedsgjerning maatte han bl, a. restaurere Bringstrup Kirke for Universitetet og componere et Gravmæle over Tordenskjold til Holmens Kirkes Ligkapel — fremstillede han først den 18. April 1818 sit Medlemstykke, »En offentlig Plads med et Theater o. m.«, og blev enstemmig optaget til Medlem. Forinden havde han faaet Titel af Professor (d. 5. April 1817).

Mallings Hovedvirksomhed falder som Stadsbygmester, i hvilken Stilling han forblev lige til sin Død. Dog knytter tillige hans Navn sig til to store Bygningsværker, Universitetet i Kjøbenhavn og Akademiet i Sorø. I 1821 var Planen vedtaget til Universitetet efter Samraad med Consistoriet, og Overslaget lød paa 265,000 Rdl. Sedler. Først 1835 stod Bygningen færdig til at modtage sin indre Decoration. Uagtet et kyndigt Øje var villigt til at erkjende den Omhu. og Samvittighedsfuldhed, hvormed selve Bygningsværket var ledet, hævede der sig vægtige Stemmer mod den konstneriske Side af Opgavens Løsning. Man fandt den Sammenstilling af uligeartede Stilarter hvorved Konstneren havde forsøgt at frembringe et originalt præg, navnlig i den store Forside ud mod Kirken, var et Brud paa den ædle Smag i Bygningskonsten, og selv om man vedkjendte sig den imponerende Virkning, Forsiden ikke undlader at gjøre paa Be­skueren, fremhævedes dog det tunge i de store Skingavle m. m. Konstnerens Forsøg paa at faa Bygningens indre Udsmykning over­draget til Høyer (s. d.) lykkedes ham ikke. Imidlertid viser den Iver, hvormed han ved flere Lejligheder varmt arbejdede saavel for denne som for Hetsch, der var fulgt med ham til Danmark, at han var en sjælden trofast og oprigtig, om end ikke altid klartskuende Ven mod dem, der havde sluttet sig til ham. Hans andet store Værk, Gjenopførelsen af Sorø Akademi, der var brændt i 1813, blev begyndt

 

451

kort efter Universitetet (1822), men var allerede færdigt i 1828. Det er bygget i en simpel Stil, uden at Konstneren har tænkt sig ved Stilens Præg at knytte den nye Hovedbygning til de Byg­ninger, der stod tilbage fra ældre Tid, enten til Kirken eller de i Mansardstil opførte Sidepavilloner til den ældre Akademibygning. Malling udstillede i 1816 tre forskjellige Projecter, som vistnok vare udarbejdede paa Rejsen, og i 1819 sit Medlemstykke. Han døde ugift den 3. Maj 1865 i Kjøbenhavn. (Petri Kirkeb. ved Lengn. Do. [Fam. Malling]. Erslew, Forf. Lex., II, S. 216-17. Akad. ITdst. Gat. Vejviseren 1809 flg. Eckersbergs Optegn. Consist. Oopi-bog 1816, 1818 og 1821. Tregder, Hdb. for Hejs., S. 267. Dsk. Ugeskrift 1835, Nr. 187 [om Universitetsbygn. af N. Høven]. Dagen 1835, Nr. 218, 255. Kbhvspost. 1835, Nr. 233. Øst, Materialier, S.

' 420—22 og 425. Alm. Commiss. Tid. 1838, Nr. 302. Clausen, Optegn, af Levn. Hist., I, S. 191, flg.).

 

Malthe. Rasmus Secher Malthe, født i Randers den 21. November 1829, er Søn af Kjøbmand og Tømmerhandler, senere Stadsfæstemand Johan Jakob Sejer Malthe og Maren Kirstine født Christensen, Datter af en norsk Skibsfører. For at uddannes til Billedhugger begyndte han 1844 at arbejde i H. V. Bissens Værk­sted i Kjøbenhavn og besøgte samtidig Konstakademiet, hvor han 1851—52 vandt de tvende Sølvmedailler. Som Billedhugger har han siden 1849 udstillet, for største Delen Buster. I 1857 concurrerede han til den Neuhausenske Præmie med Gruppen »Moderkjær-lighed«, men Præmien blev tilkjendt Evens. Malthe udførte dog Aaret efter sin Gruppe i Marmor efter Frederik VII's Bestilling. For øvrigt har hans Hovedvirksomhed været som Marmorhugger, idet han i adskillige Aar ledede Udførelsen af Marmorarbejdet i Bissens Værksted. I sine senere Aar har han især været sysselsat med Billedhggerarbejder til Brug ved Bygninger, saasom Frederiks­borg Slot, det kgl. Theater, Hotel d'Angleterre m. fl. Han blev i 1859 gift med Hertha Rosaline Cathinka født Guldborg. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)-

 

Mandelberg. Johan Edvard Mandelberg, Søn af en Maler i Sverige, født den 22. Juni 1731, rimeligvis i Stokholm, mistede tidligt sin Fader. Han havde, ved at se Joh. Ph. Lembkes Bataillemalerier i Drottningsholm Slot, faaet Lyst til at være Slagmaler og viste allerede som Yngling saa meget Talent at nogle svenske Konst-yndere understøttede ham. I 1752 rejste han til Paris, hvor han sluttede sig til sin Landsmand Alex. Roslin. Grev Caylus gav ham

 

452

Lejlighed til at copiere efter de store Mestre i Louvre. Imidlertid blev han af Conferensraad Wasserschlebe anbefalet til den danske Konge, Frederik V (1754), der gav ham 200 Rdl. d. C., for at han kunde være et Aar længere i Paris, 300 Rdl. til at rejse til Italien for, og endelig i 1758 400 Udi. for at fuldende sine Studier og rejse hjem til Danmark, der fra nu af skulde være hans Fosterland. I Rom studerede han især Landskabsmaleriet efter Claude Lorrain, Salvator Rosa og Poussin. Han fulgtes hjem med Wiedewelt, kom til Kjøbenhavn den 6. October 1758, og den 30. Marts 1759 blev han agreeret af Akademiet »paa den brugelige Maade«, men i samme Forsamling besluttedes det, at han og Wiedewelt strax skulde optages til Medlemmer. Som Medlemstykke indsendte han »En idealsk Bataille mellem Tyrker og Christne«. Den 9. December 1763 blev han ogsaa Professor ved Akademiet, idet der var indløbet en, rigtig- ; nok ikke fuldstændig stadfæstet Efterretning om J. Chr. Petzolds Død. Præses foreslog at udsætte Valget, indtil man fik Vished om Dødsfaldet, men da Professorernes Tal dog ikke var fuldt, blev Mandelbergs Valg godkjendt. Faa Aar efter fik han en Aarpenge af Kongen paa 300 Rdl. d. C.

Mandelberg har malet en Mængde Billeder til  det til det afbrændte Christiansborg Slot  mest Loftbilleder og Dyrstykker, ligesom han i det hele brugtes til at male store Pragtdecorationer til Hoffets Brug ved Fødselsdage og lignende Lejligheder. Da han imidlertid hertil behøvede megen Hjælp, udsøgte han sig altid de dygtigste Malersvende blandt dem, der nød Undervisning i Akademiets Skoler, og saaledes kom flere af den nærmeste Eftertids mest fremragende Konstnere, som Abildgaard og Clemens, til at male under Mandel­berg. Den Lyst til at male Slagbilleder, som han havde bevaret fra sin Ungdom, fik han ikke megen Lejlighed til at øve, og det synes, som om han ogsaa tildels i saa Henseende har overvurderet . sine egne Kræfter. En af Datidens Konstkjendere, Ramdohr, roste hans Copier og betingelsesvis hans mindre Billeder, men mente, at han ikke skulde driste sig til større Compositioner, der tidt var »under al Kritik«. Hans fleste efterladte Arbejder have et rent decorativt Præg. »En Kamp mellem tyrkisk og østerrigsk Cavalleri«, som han i Kom malede til Wiedewelt, kom efter dennes Død i S. A. Jacobsons Eje, og blev, paa hans Forespørgsel, af Akademiet stemplet »som det bedste og eneste i sit Slags af Professor Mandel­bergs Producter«, Mandelberg døde den 8. August 1786. Han var gift med Anna Margrethe født Majer, som overlevede ham til 1823,

 

453

Hendes Portræt, malet af Juel, og hans; malet af Als, ejes begge af Malermester Holmer. Paa den kgl. Malerisaml. bevares tre Bille­der af Mandelberg, deraf to Slagstykker. (Weinw., S. 161. Do. Lex. Thlele, Konstakad., S. 125 og 143. Sandv., S. 03. Hennings, S. 103—12. Alm. dansk Bibi. 1778, Febr., S. 113. Minerva, 2. Aarg., I, 1-786, S. 329—41, indeholder en udførlig Nekrolog over Konstneren af A. C. Hviid, som gjengives forkortet i Skild. 1830, Sp. 1061— 1066. Ramdohr Reise, I, 8. 106 og 236. Adresseav. 1823, Nr. 106. Meier, Wiedewelt, S. 46).

 

Mander. Karel van Mander var Søn af en Maler og Tapet­væver i Delft af samme Navn og maa være født omtrent 1610; hans Moder hed Cornelia van Roswyke. Dn Christian IY havde fuldendt Frederiksborg Slot, vilde han have Riddersalen smykket med vævede Tapeter, indeholdende konstneriske Fremstillinger. I Aaret 1616 bestilte Kongen 26 Tapeter hos Karel van Mander, som vi ville kalde den mellemste, til Forskjel fra Faderen, den. navnkundige hollandske Maler og Konstforfatter af samme Navn, og Sønnen, som vandt sit Navn i Danmarks Konsthistorie. Den mellemste Karel van. Mander kom altsaa til Danmark for selv at se de Fæstninger og Stæder, som. stulde afbildes paa Tapeterne, hvor de vigtigste Begivenheder i Kalmarkrigen skulde fremstilles. Derpaa rejste han hjem og vævede sine Tapeter; i 1619 var 18 af dem færdige og blev sendte til Christian IV, der var godt fornøjet med dem, og i 1620 var Arbejdet færdigt paa nogle Smaastykker nær. Imidlertid døde Konstnereni 1623, og da Kongen endnu skyldte ham over 8,000 Gylden for Tapeterne, rejste hans Enke samme Aar til Kjøbenhavn for at faa denne Sag ordnet. Hun medbragte en Datter, som senere blev gift med Maleren Wuchter, og Sønnen Karel, der vistnok begge vare Børn.

Det synes, som om Kongen har taget sig af den faderløse Søn og maaske har ladet ham oplære til Konstner i Holland, ligesom han havde gjort ved flere af Landets Børn, der havde vist Talent for Konsten, Jakob Lauritzen, Søren Kjær o. a. I 1634 var. han i al Fald igjen i Kjøbenhavn, hvor han gjorde Tegninger til Dragter og Decorationer m. m. til Skuespil i Anledning af Prins Christians Bryllup. Fra den 14. Juli 1635 til samme Dato 1638 var han kgl. Contrafejer med 200 Rdl. aarlig, »medens han opholder sig i Italien«, og en Del af Pengene blev i 1638 udbetalte til hans Moder, som altsaa dengang endnu var i Live. Efter Hjemkomsten blev han kgl. dansk Hofmaler og malede i denne Stilling en Mængde store Billeder,

 

454

mest Portræter af Kongen en Mængde Adelsmænd, Lærde, og en­kelte velhavende Borgere samt nogle udenlandske Statsafsendinger. Han var 1640—42 Tegnelærer for Kongens Datter, Leonore Chri­stine, og malede tillige adskilligt for Corfits Ulfeld. Han tjente der­ved saa godt, at han kunde kjøbe en stor Gaard paa Østergade (nyt Nr. 15) og et Hus ved Gammel Strand. Paa det førstnævnte Sted holdt han et Slags Gjæstgiveri for fornemme Folk, navnlig uden­landske Statsafsendinger, og Mænd som Duvall, Le Maire, van Amerongen og Terlon have alle boet hos ham. Hvor længe han drev denne Forretning, kan omtrent ses af, at han i 1656 modtog Admiral Opdam, og endnu i 1670 boede den hollandske Ambassadeur de Witt hos ham. Omsorgen for Gjæsterne paahvilede hans Hustru, Marie v. Mander, som overlevede ham. Han døde 1672 og blev gravsat i Petri Kirke i Kjøhenhavn; han var en for sin Tid og Stand dannet og aandrig Mand, der skrev flere Digte, som gjorde Lykke hos Samtiden. Hans ældste Søn, Johan van Mander, var ogsaa Konstner, nemlig Billedhugger eller snarere »Billedsnider«, thi han arbejdede, som det synes, i Træ; men han har næppe haft stor Betydning som Konstner. I April 1674 blev Kan gift med Christine født Lüders, og i 1680 havde han Arbejde for Hoffet. Karel van Manders yngste Søn, Karel eller Carl, blev mathematisk Instrumentmager og ham nævnes der Børn af.

Karel van Mander var en, i hollandsk Skole dannet, dygtig Konstner, kraftig og rigtig i sin Tegning, naturlig i sin Farve. Hans efterladte Malerier høre til de bedste, vi have fra Christian IV's Tid; deriblandt have navnlig hans Portræter af Kongen særlig Værd for dét smukke mandige Billede, de give af Danmarks Folkehelt. De første tre Portræter af Kongen, som kjendes fra van Manders Haand, ere fra November 1639; det ene fik Hannibal Sehested med til Spanien, et andet fra senere Tid havde Corfits Ulfeldt med til England; det er nu kommet tilbage til Danmark 1 og tilhører den kgl. Malerisamling; et tredje sendtes til Glückstad til Kongen selv. Et andet stort Portræt af Christian IV i hel Figur tilhører lige­ledes den kgl. Malerisamling. I Samlingen er fremhængt to store Billeder af ham, »Prins Svends Død«, et temmelig mørkt Maaneskinstykke, og »En tatarisk Sendefærd«, som var i Kjøbenhavn i 1655. Med Urette antog man tidligere dette prægtige Portrætbillede med hele Figurer i Legemsstørrelse for Fremstillingen af en Henrettelse. Desuden findes i Samlingen en Fremstilling af »den angrende Peders,

 

1 Ved Etatsraad Tietgen.

 

455

samt to mindre Billeder, »Synet og Hørelsen«, som tilhøre det første Aar efter Rejsen (1639). En Mængde af Karel van Kanders forskjellige Portræter, der ere spredte i privat Eje eller forsvundne, ere stukne af Albert Haelwegh. Altertavlen i Sorø, som en Tid lang har været tillagt van Mander, maa vistnok snarere føres hen til Abraham Wuchter. (Wolffs Encomion, S. 440, hvor han kaldes »kgl. Maj's picter & sculpterl*. "Weinw., S. 33, 51—52 og 56. Do. Lex. Sandv., S. 91 og 94—96. Burman Becker, Afhdl. i Hertz' Ugentl. Bl. 1859, Nr. 20. Do. Tapeter, S. 21 og 48. Medd. fra Reutek. 1872, S. 194. Dske. Saml,, V, S. 202, samt 2. R., I, S. 157' og 363. Spengl. Gat. o. Malerisaml., 8.496 flg.Skild. 1829, Sp. 114. Jonge, Kbhv. Beskriv., S. 509. G-ehejmearch. Nagler, Monogr-, III, 849. Do. Kst. Lex., VIII, 230, hvor der nævnes en Radering, som ogsaa tillægges hans Fader).

 

Marstrand. Vilhelm Nikolaj Marstrand var Søn af Commerceraad Nikolaj Jakob Marstrand, som var født og opdragen i Norge, og Petra Ottilia født Smith, og han var den næstældste af fem Sønner. Han var født i Kjøbenhavn den 24. December 1810. Af Faderen blev han sat i Metropolitanskolen for at studere, men dertil havde han ingen Lyst, og da tvertimod Tegning altid havde været hans Glæde, forlod han i sit sextende Aar Skolen, blev den 7. August 1826 Lærling i Eckersbergs Malerstue og begyndte snart efter ogsaa at gaa paa Kunstakademiet. Der fortælles flere Træk om, hvilket Lune han allerede som Dreng forstod at udfolde i sine første, fra Technikens Side naturligvis ufuldkomne Tegninger. Han gjennemgik Akademiets Skoler, men ikke med ualmindelig Hurtig­hed, dertil synes Skoleundervisningen at have fængslet ham for lidt. I Juli 1828 kom han ind paa Gibsskolen, lige et Aar efter blev han Elev af Modelskolen, ved Nytaar 1833 vandt han den lille og et Fjerdingaar efter, den 21. Marts 1833, den store Sølvmedaille. Strax samme Aar concurrerede han til den lille Guldmedaille, hvor­til Opgaven var »Flugten til Ægypten«; han fik kun en Opmuntring, Medaillen selv tilfaldt Eddelien, en Konstner, som navnlig i Compositionstalent langt fra kunde maale sig med Marstrand. To Aar efter (1835) vilde han concurrere igjen; men han var netop paa en Sommerrejse i Norge og skrev derfra, at han først kunde være i Kjøbenhavn den 2. Juli, idet han haabede, at han alligevel kunde faa Lov at deltage i Concurrencen. Da Eckersberg tilbød at hente ham ved Dampskibet og føre ham lige op i hans Loge paa Charlottenborg, tillod Akademiet det; men hans Arbejde, »Odysseus og

 

456

Nausikae«, lykkedes saa lidt, at »det kunde ikke komme i Betragt­ning «. Denne Gang var det A. A. Muller, som vandt Præmien. Efter disse Forsøg maatte det synes klart baade for ham og andre, at Historiemaleriet slet ikke laa for ham1, saa meget mere, som han allerede i flere Aar havde givet glimrende Prøver paa sit Talent i en ganske anden Retning, nemlig det lunefulde Genremaleri. En af hans varmeste Beundrere, Professor N. Høyen, skrev derfor ogsaa ved denne Tid til sin egen Efterretning om Marstrand: »Genre decideret«. Denne afgjørende Dom skulde Tiden ikke aldeles stadfæste.

Lige siden 1829 havde Marstrand udstillet paa Charlottenborg, men hans første Billeder, »Kanefart ved Maaneskin«, »En Kilderejse« og »Udsigt fra et Vindue paa Charlottenborg«, en meget yndet Opgave af Eckersberg for at øve sine Lærlinger i Perspektiv, vakte ikke Opmærksomhed for ham. Fra den samme Malerstue, som senere blev Marstrands egen, saa man i disse Billeder for det meste ud ad det nordre Vindue. Den første Gjenstand, som mødte Øjet, var Slottets anden Karnap med sin fremspringende Jærnforsiring paa Hjørnet, der tog sig umaadelig stor ud i Forhold til Husene paa den anden Side af Torvet ovre ved Bredgade; Thotts Palais viste sig forfra og derpaa førtes Blikket ned ad den lange Bredgade, hvis Huse og Lygter nøjagtigt formindskede sig efter Perspectivens Kegler. Hist og her maatte Lærlingen tænke sig et Vindue aabent og construere. dets Stilling og Lysets Fald derpaa efter de givne Forskrifter. Endelig indsattes. navnlig i Forgrunden, nogle Figurer som Staffage, og den erfarne Mester brummede alvor­ligt, naar noget ikke var i de rette Forhold. Først med »En Flyttedagsscene« (1831) kom Marstrands Lune saa uforbeholdent frem, at det rev Beskueren med sig. Den Forstyrrelse, en kjøben-havn.sk Flyttedag medfører, var skildret i en Mængde enkelte Træk

 

1 Allerede i 1832 havde den kgl. Malerisamling kjøbt et lille historisk Billede af ham, „Svend Estridsøn og Biskop Vilhelm", men det har ingen Betydning og er senere hængt bort. Under sit Ophold i Kom componerede han i 1836—38 et kirkeligt Emne, „Den fortabte Søn", og synes at have haft Tanken om at componere „Den gode Hyrde" som et Sidestykke dertil; men i et Brev til N. Høyen af 2. Februar 1838 skriver han selv derom, at han ikke har i Sinde at udføre det for det første, „dels fordi det er for stort for mit nær­værende omflakkende Liv, og dels fordi megen Tvivl er opstaaet hos mig, om det egner sig for mig at male den Slags Ting. Jeg har ikke den vedholdende Alvor, som hører til at male historiske G-jenstande; imidlertid opgiver jeg ikke denne Lejlighed til at forsøge mig, naar Tiden tillader det". Saavidt jeg kan ae, udførte Marstrand aldrig denne Composition.

 

457

af stor komisk Virkning. Det samme var Tilfældet med »Scene ved et Consumtionshus«, medens et tredje Billede, som bærer den simple Titel »Nedgang til en Kjælder«, med et finere, mere skjelmsk Lune forbandt en smuk malerisk Virkning i Gjengivelsen af det lave hvælvede Rum. Det blev kjøbt af Konstfo reningen. Med stigende Lystighed og stedse mere Herredømme over sine' Emner skildrede han i de følgende-Aar det kjøbenhavnske Folkeliv i »En Gadescene i Hundedagene« (Waagepetersen), »Beskjænkede, som forlade kj ælderen« (Grev Moltke), og den kostelige »Auctionscene«. (Waagepetersen), medens »Et musikalsk. Aftenselskab«, der tilhørte samme varme Konstven, var et Billede med særdeles vellykkede mindre Portrætfigurer, malede efter Naturen. Paavirket af Bendz, der havde et ualmindeligt Øje for Farvevirkningen, gjengav han heri med større Finhed og et mere levendo Spil i Farven, end det plejede at ligge for hans Pensel. Lampens og Lysenes gjensidige Brydnin­ger med Mørket. Ved Siden af disse og lignende Billeder malede han tillige ikke faa Portræter.

Efter sine mislykkede Forsøg paa at vinde Guldmedaillen, vendte Marstrand sig med endnu større Lyst til at male Livsbilleder, og da han altsaa ikke kunde opnaa mere ved Akademiets Under­visning, stod hans Hu til at komme udenlands. Akademiet havde ogsaa paa sin Side fulgt hans Udvikling med skjøusom Opmærksom­hed og indsaa meget vel, at en mislykket Concours ikke betød det samme for ham, som for saa mangen anden. Hans Andragende om Anbefaling for at kunne søge Stipendium hos Fonden ad usus publicos besvarede Akademiet derfor med et meget rosende  Vidnesbyrd. Det havde »fundet sig overrasket ved hans Talents Ejen­dommeligheder«, og holdt det netop derfor for rosværdigt, »at han vilde concurrere som Historiemaler«; det sluttede med at erklære, at det fandt ham »moden og heldig forberedt til en Udenlandsrejse« (Decbr. 1835). I August 1836 rejste han, med Stipendium fra den nævnte Fond, fra Danmark. Han gjennemrejste Tyskland og Svejts tildels paa sin Fod og naaede omsider Italien, om end ikke under lykkevarslende Omstændigheder. Frygten for den sig nærmende Cholera tvang ham til en 20 Dages Quarautaine i Livorno, inden han fik Lov at sætte Foden paa italiensk Grund. I December 1836 var han i Rom midt i den Kreds af livsglade, dygtige Konstnere, han saa meget længtes efter. Der fandt han Malerne Ernst Meyer, Küchler, Sonne, Roed, Const. Hansen, som han kjendte fra Hjemmet, og Bygmestren Bindesbøll.

 

458

Det aandsfriske italienske Folk, hvis veldannede Legemer med saa yndefuldt Udtryk kunne gjengive, hvad der rører sig i deres varme Hjærter og hurtige Hjærner, tiltalte i højeste Grad Marstrand, som strax syntes at fatte den Umiddelbarheds Strøm der gaar gjennem den romerske Almues hele Lrv paa Gader og Stræder. Det vakte en Jubel i hans Sjæl, som aldrig holdt op at gjenklinge; naar i senere Tider mørke Tanker omspændte ham, malede han sig glad igjen efter et af de livsfriske Studier, han havde medbragt fra Italien. Medens flere af hans jævnaldrende Konstbrødre ikke havde let ved at vælge de Motiver, deres Sjæl kunde gjenskabe paa Lærre­det, og grebne af den maleriske Skjønhed, hvori den italienske Luft viste alle Gjenstande, lagde mere Vægt paa at gjennemarbejde det Motiv, de dvælede ved, strømmede Ideerne med en saadan Fylde ind over Marstrand, at det ene Billede næsten fortrængte det andet. Ikke desto mindre paavirkedes ogsaa hans Fremstillingsmaade i en heldig Retning dels af det meget nye, han saa, baade af Konst og Natur, dels maaske ved den Afslibning, det nære Samliv med fri­modige, sandhedskjærlige og indsigtsfulde Venner uvilkaarlig frem­bringer. Det, at Konstnerkredsen i Rorn, saalænge Thorvaldsen dannede et Midtpunkt, om hvilket alle uden Modsigelse sluttede sig, omfattede Mænd af de forskjellige Folkeslag, selv om det mest kun var Tyskere og Nordboer, gav Livet der et større Udbytte end nu, da hver enkelt Nation holder sig strængt for sig selv.

Allerede det første Billede, Marstrand sendte hjem, »Udenfor Fængslet« (udst. 1838), viste større Maadehold i Anordningen og et sikrere Herredømme over de konstneriske Midler. Men det var dog navnlig ved »Antoniusfesten« (udst. 1839), som er gjengivet blandt »Billeder af danske Malere«, han viste, hvilke Fremskridt, han havde gjort. Det forestiller Husdyrenes Velsignelse, idet de paa St. Antoni Dag (17. Jan.) rigt smykkede føres forbi den lille Kirke St Antonio Åbbate, hvor Præsterne staa i Døren og stænke, dem med Vievand. Dette Optrin foregaar aldrig uden en Mængde komiske Træk, som Konstneren her havde grebet og forenet med et saadant Lune, at det hører til de ypperligste i Rækken af hans mange fortrinlige Livsbilleder, mesterligt i Anordningen af de talrige Figurer, natur­ligt og levende i Gjengivelsen af deres Bevægelser, varmt og kraftigt i Farven1.

 

1 I det i en tidligere Anmærkning nævnte Brev til N. Høyen taler Mar-strand ogsaa om, at han til sit Billede, „Antoniusfesten", gjorde Bærlige Studier af Anvendelsen af Lasurfarver, som han holdt for nødvendige til at gjengive

 

459

Almuens Liv i Rom er aldrig, trods en værdig Alvor, der klæder baade Mænd og Kvinder godt, uden Lystighed og Livsglæde, men rigest, friest og uskyldigst strømnier den dog i October, i Vin­høstens glade Tid. Det er et Optrin fra denne yndige Tid, hvor en mild solklar Efteraarshimmel har afløst Somrens Hede, Marstrand skildrede i »Tilbagekomsten fra Octoberfesten”, som tilhører Thorvaldsens Museum. Allerede da det i Foraaret 1840 blev udstillet i Rom, vakte det almindelig Opmærksomhed, og da det Aaret efter blev set ved Udstillingen paa Charlottenborg, tilkjendte Akademiets Forsamling det enstemmigt og med Acclamation Udstillingsmedaillen (12. Maj 1841). Paa Directeurens, Thorvaldsens, Forslag blev Mar­strand tillige enstemmig agreeret paa det samme Billede, idet der tilføjedes, at Konstneren var undervejs hjem. I et enkelt Optrin giver det ligesom et Billede af den romerske Almues hele daglige Liv. Intet fattes, lige fra det taalmodige Æsel og de langhornede alvorlige Oxer til den adstadige, kjoleklædte Borger, som halv ned­ladende blander sig i Almuens Kreds, eller den lystige unge Konstner med Blomster i Hatten. Fra en Vinstue (Osteriet) lige uden for Byens Mure drager i den lyse Sommeraftenstund en lystig Flok ind ad Staden til med Fakler, Tamburiner, Sang og Dans. Hver enkelt Gruppe er et nyt Livsbillede af henrivende Virkning, og Konstneren er saa langt fra at trættes, at endog de ganske smaa Grupper i det Fjserne hver for sig kunde udføres som fuldstændige Genrebilleder med deres heldig valgte, livlige Motiver. I dette Maleri, hvori Eckersbergs Undervisning endnu tydelig spores, er Formen og Bevægelsen givet med en Fasthed i de ydre Omrids, som senere tabte sig hos Konstneren; Farven er klar og sand, de brudte Toner giver et smukt Billede af Aftensteraningen, men i Personernes Skikkelse føler man allerede Konstnerens Egenhed at se Tingene lidt fot brede, navnlig have Kvinderne gjennemgaaende vel store Hoveder, et Træk, man forresten ikke saa sjælden ogsaa finder hos Eckersbergs Figurer1.

 

ret den Farvepragt, hvori den italienske Luft viser Gjenstandene. Ikke uden Grund advarede Høyen ham i et følgende Brev af 15. April 1838 mod den „famøse Lasur". Farven i dette Maleri synes virkelig ikke at have staaet sig" tilstrækkeligt, idet Billedet nu viser en næsten skrigende Modsætning mellem Lys og Skygge og navnlig i mange af Skyggepartierne en Sorthed i Farven, som næppe fremtraadte saaledes, da Billedet var nyt.

 

1 I Marstrands senere Aar kom det frem, at hans Øjne led af en egen Sygdom, Astigmatisme, aom gjør, at Gjenstandene dels vise sig med utydelige Omrids,^3ela urene"~Sg uklare i Farven. Men uagtet denne Abnormitet sæd-

 

460

Et Aar ældre er »Romerske Borgere i et Osteri« (Grosserer Vilh. Christensen). I Paasyn af Billedets oprindelige Ejer, Agent Waagepetersen, samt nogle danske Konstnere, strømmer her en Mængde af Roms lavere Befolkning, Mænd og unge Kvinder i lystig Blanding i Sommereftermiddagens klare Solskin ind i en Vigne udenfor Staden bagved Engelsborg. En Mand og Kvinde, begge over den første Ungdom, danse Saltarellen for de fremmede, medens en ung Pige slaar Tamburinen og den tykke Vært kommer ned ad Trappen med Flasker og Glas for at være rede til at byde dem en styrkende Drik. Forskjellen mellem Sollyset om Dagen og Aften­stemningen i det førstnævnte Billede er ypperligt givet; men i Motivernes Rigdom maaler dette Billede sig ikke fuldstændig med hint. I Rom malede han ogsaa et vellykket Portræt af Joachim Frederik Sohouw. For øvrigt er det kun enkelte Perler, vi have kunnet og i det følgende kunne fremhæve af Konstnerens over­ordentlige rige Productivitet.                                   

Paa Hjemrejsen til Danmark forblev Marstrand et Aar rundt i München, hvorom hans Konstbrødre havde talt saa meget. Men Livet der var allerede forandret eller i al Fald smagte det tyske øl  ikke videre godt ovenpaa den italienske Vin, og Konstneren Følte sig meget skuffet. At han alligevel blev der saa længe, skyldtes et Par større Bestillinger, som han maatte gjøre færdige med det samme. Sent paa Aaret (1841) kom han til Kjøbenhavn, og den 22. Marts 1842 fik han som Opgave til Medlemsstykke: »Scene af det danske Folkeliv«.

Marstrand havde fra sin Ungdom næret stor Forkjærlighed for Holbergs Komedier; det Lune der er præget i dem, var saa be­slægtet med hans eget, at han længe havde ønsket at gjengive nogle af disse lystige og karakteristiske Optrin paa Lærredet. Før Rejsen havde han maaske ikke ret vovet at hengive sig til sin Fantasis dristige Spil, ogsaa henpegede hans Lærer saa strængt paa Naturens Efterligning, at det nok kunde holde ham tilbage; i Italien maatte nødvendigvis det Liv, der omgav ham, fængsle hans Opmærksomhed

 

vanlig er medfødt, plejer dens Virkninger først at træde frem, naar med "Alderen Øjnenes Tillempnings evne taber sig. Et Blik paa Marstrands Ung­domsarbejder viser ogsaa, at ingen Svaghed i hans Øje er til at spore. I hans senere Billeder medvirkede den derimod uden Tvivl i ikke ringe Mon til, at han fik Forkjærlighed for den brede Malemaade, han da brugte, og til den Sorthed, hans Billeder led af, især i Skyggerne. Men den hjalp ham maaske ogsaa ud over Eekersbergs strængt tegnede Omrids til det mere maleriske Foredrag, som siden udmærkede ham.

 

461

og fylde lians Indbildningskraft saaledes, at det først og fremmest maatte have Krav paa at fremstilles. Men efter Hjemkomsten var det, som om hans Ungdoms Kjærlighed til Holberg vaagnede med fornyet Styrke, saa at det danske Folks Ejendommeliglied ligesom syntes ham gjemt i den gamle Digters lystige Skyggespil. Opgaven fra Akademiet maatte og skulle passe dertil. Mulig dog nogle af dets Medlemmer overraskedes,- da Konstneren som. Besvarelse af Opgaven indsendte (Juni 1843); »Scene af Bondelivet, motiveret efter Holbergs Erasmus Montanus«! Ingen kunde nægte, at den gammeldags Bondestue med sit karakteristiske Bohave,-den gamle Bonde, Degnen, Ridefogden og de øvrige Bifigurer, var en fortrinlig Fremstilling af den danske Almues Liv, og i al Fald havde Bille­det i Fremstillingens Lune og i Udførelsens Soliditet saa mange Fortrin, at man uden Indvendinger tilgav den sindrige Konstner hans Dristighed, og den 19. Juni 1843 blev han enstemmig optaget til Medlem af Akademiet. Faa Aar efter blev han, den 6. Novem­ber 1848, valgt til Professor i Modelskolen ved Rørbyes Død, og i 1853 valgtes han, efter at Bissens Functionstid var udløben, til Akademiets Directeur. I denne Stilling forblev han, paa nogle Aar nær, hvori Jerichau var Directeur (1857—63), til sin Død.

Med sit Medlemstykke begyndte han en Række Skildringer efter Holbergs Komedier, som høre til hans heldigste Compositioner. »Barselstueu« (1845) og en Gjentagelse af »Erasmus Montanus« bleve kjøbte af den kgl. Malerisamling. - Senere kom hertil »Den politiske Kandestøber« (1852) og »Det lykkelige Skibbrud« (1859, tilh. Højesteretsadvocat Brock). Disse fire var forholdsvis større Billeder med mange Figurer; men desuden malede han ikke faa af et mindre Omfang med to eller tre Figurer efter Motiver fra en stor Del af de andre Komedier. Fra Holberg gik han over til Don Quixote og gjengav med stort Lune »Helten fra Salamanca« i en Mængde af hans ynkelige Tilskikkelser. Her, ligesom i de senere holbergske Billeder, fremtræder en langt bredere Penselføring, der dels skyldes den virtuosmæssige Lethed; hvormed Mestren tumlede med Pensel og Palet, dels den ovenfor omtalte Svaghed i hans Øje. Medens Syg­dommens Virkning næppe spores i det, store Billede fra Siljansøen i Sverige, »Kirkefærd til Leksand i Dalarne« (1853, den kgl. Malerisamling),- hvor han med overordentlig Sikkerhed grupperer over 2000 mindre Figurer, og skaber en Række Livsbilleder, hvori Alvor og Lune paa .det skjønneste mødes, medens den end ikke er synderlig

 

462

fremtrædende i »Det lykkelige Skibbrud« (1859), mærkes dens Ind­flydelse dog allerede i 1857 i »Billede af Hverdagslivet«, eller »Frierens Besøg«, selv om Gjengivelsen af det indelukkede Rums sparsomme Lys medvirkede til at give Billedet en Dæmpethed i Farven, der ikke ganske er det samme som den Brydning i Farve­tonen, hvormed han tidt i sine ældre Billeder kunde gjøre saa ypperlig en Virkning. Konstneren var dengang nærved de halv­hundrede Aar, men naar Kejser eller Ophold paa Landet havde styrket hans Øje, maaske endog naar en øjeblikkelig aandelig Spæn­ding vakte hans Snille til fuld Kraft, kunde den uheldige Virkning af hans Øjes Sygdom mildnes-eller tabe sig. Det turde være Grun­den til, at man ogsaa i hans ældre Alder, navnlig i større Billeder, gjenfinder en Kraft i Farven, som ikke tyder paa Sygdom, hvorvel nu parret med det brede, næsten for djærve Penselstrøg, der røber den øvede, aldrende Mester. Dette gjælder saaledes om de store Billeder til Roskilde Domkirke, ja selv tildels om »den store Nadvere« (1869). Der er nemlig endnu en stor Side i Marstrands Konstnervirksomhed, hvormed han næsten pludselig overraskede selv sine gamle Venner, ikke mindst den trofaste Ven, som i 1836 havde stemplet hans Konst som ”Genredecideret«. Marstrand havde vel allerede fra sin tidlige Ungdom malet Portræter i Legemsstørrelse, ikke sjælden med udmærket Held, men det var dog mest Brystbilleder. En Udenlands­rejse i 1845—48, som over Holland og Paris igjen førte ham til Italien, gav ham Lyst til at forsøge sine Kræfter i en større Stil. Da udstillede han i 1849 et stort Billede med legemstore Figurer i Knæstykke under Titel »Italiensk Osteriscene«-. En ældre Kone af den lavere Middelstand er paa Vinstuen falden i Søvn under Indflydelse af sin Fedme og det varme Sommervejr; de to unge Piger derimod føle sig ikke trykkede af Heden. I blomstrende Skjønhed glæde de sig ved Livet, og idet de tænkes at se en god Ven nærme sig, gjør de med en indbydende Haandfagte Plads paa Bænken for den lykkelige; enhver kan tænke sig i hans Sted .... Det var vel kun et Genrebillede; men den brede og dog omhygge­lige Udførelse, den sjælfulde Opfattelse, det simple storslaaede Motiv, varslede om nye Tanker i Konstnerens Sjæl, som ogsaa modnedes og kom frem. Hans følgende Portræter bar Vidne om, hvad der gjærede hos ham. Flere af dem udførtes i hel .Figur, eller i al Fald i Knæstykke, og det var nu ikke blot en vellykket Gjengivelse af Aasynet, Konstneren tilstræbte; der kom Liv, Be­vægelse i den hele Skikkelse, som i alle Træk gjengav den paa-

 

463

gjældende Personlighed med. slaaende Lighed. Et fremtrædende Exempel paa et saadant Portræt var udstillet 1856. Det forestillede i Knæstykke en ung Dame(Baronesse Stampe), som i sin simple hvide Baldragt med Blomster paa det smukke haar, et livsglad Smil paa det friske, jomfruelige Aasyn ligesom ilede Beskueren forbi med hurtige Trin for at naa Balsalen. Det hører til Marstrands mest vellykkede Portræter, og med dobbelt Vemod dvæler Erindringen ved det smukke Billede, fordi den unge Pige snart efter laa i Graven; Balkjolen var bleven en Ligdragt. I det ovenfor nævnte »Billede af Hverdagslivet« gjorde han det følgende Aar sit første Forsøg med at sammenstille hele Figurer i Legemstørrelse i en alvorlig sjælelig Situation; trods en sjælden Finhed i den psychologiske Opfattelse lykkedes Billedet ikke fuldkomment. Man savner en vis Sikkerhed i Grundtanken. Derimod havde et senere Dameportræt i hel Figur, Fru Heibergs (1859), og Constantin Hansens Portræt i Knæstykke (1862, den kgl. Malerisaml.), næsten noget af den historiske Stil i deres Præg. Det var Historiemaleren, som vaagnede.

Samtidig eller omtrent samtidig (1858) malede han en meget stor Altertavle til Faaborg Kirke. Den forestillede »Christus i Emaus og havde kun tre figurer i over naturlig Størrelse, Frelseren og de to Disciple. Malerstuen paa Charlottenborg og navnlig dens Vindue var vel lille til Udførelsen af saa stort et Billede. Figurer­nes Forhold syntes ikke ganske sande, Formerne ikke fint nok gjengivne, navnlig i en af Disciplene gjenkjendte man vel nøje Modellen, og mere end een, som var gunstig stemt for Konstneren, rystede dog paa Hovedet og vilde ikke kjendes ved ham som Historiemaler. Til Trods for de ugunstige Forhold har Mestren vidst, hvad han gjorde; thi paa sin Plads i den temmelig store og lyse Kirke gjør Altertavlen en ypperlig Virkning. Afstanden og de store Omgivelser formilder det svære i Forholdene, Belysningen giver Billedet Dybde, og den smukke Følelse i Christi Person træder levende frem.

Det var i rette Tid, Marstrand havde rustet sig til denne sin nye Livsopgave. Thi Christian IV's Capel i Roskilde Domkirke, som Døden havde hindret Eddelien i at fuldføre, blev nu overdraget til ham. I 1861 udstilledes Skitserne til de to store Vægbilleder; i Efteraaret 1866 var ikke alene disse, men ogsaa det store Billede paa Pillen mellem Vinduerne, færdige fra Konstnerens Haand.

Det sidste Billede, hvori det gjaldt om med Fordel at nytte det halv blændende Reflexlys fra Vinduerne, opnaaede netop derved

 

464

en desto større Virkning. Christi Udgang af Graven, idet den vældige Stenflade, som havde dækket for den, kastes til Side og knuses, faar et ejendommeligt, hemmelighedsfuldt Skjær i denne Belysning. Den mægtige, hvidklædte Skikkelse, som synes let og henaandet i de dybe, luftige Skygger, der omgive den, faar derved end mere Præget af en Forklarelse, som ellers vanskelig gjengives i de tunge Farvestoffer, Malerne maa bruge. De to større Billeder forestille, som bekjendt, »Christian IV's Dom over Christoffer Rosen­krans« og »Christian IV paa Trefoldigheden i Slaget ved Femern«. Marstrand havde yngre Konstfæller til at hjælpe sig med de for­beredende Arbejder ved disse store Billeder, og den Resignation, hvormed de, have stillet deres egne konstneriske Fortrin til Mestrens Tjeneste og underordnet sig hans Tanke, har vistnok medvirket til den Fuldendthed i Form og Farve, disse Billeder have faaet. For øvrigt kunde Marstrands hele Snille her udfolde alle sine Fortrin, uden at dets svage Sider traadte hæmmende i Vejen. Den brede, maleriske Behandling, den dybe, kraftige Farve var her paa deres Plads, og selv om man, navnlig i Christian IV's Dom, savner noget af den Farvernes Poesi, de store Colorister raade over, er der en saadan Dygtighed baade i Anordningen og den techniske Behand­ling, at disse Billeder, selv efter saa mange tidligere fortrinlige Ar­bejder, høre til Konstnerens modneste og bedste Værker.

Samme Aar udstillede han paa Charlottenborg bl. a. et Par hol­bergske Stykker, navnlig en ny Fremstilling af »Erasmus Montanus«, hvori en drøjere Komik forenedes med en friere og bredere, men ogsaa flygtigere Behandling, medens han et Par Aar før (1865) havde overrasket ved den dybe Følelse, han havde forstaaet at lade komme til Orde i det lette, næsten skitsemæssig udførte Billede, »Arendse ved Evalds Sygeleje«. En Tanke, som længe havde fore­svævet Konstneren, Fremstillingen af Lignelsen om »Den store Nadvere«, kom nu ogsaa til Udførelse. I et stort Billede med næsten legemstore Figurer, som blev kjebt til den kgl. Malerisamling, viser han os den pragtfulde Sal, hvor den rige Konge samler Halte og Blinde, Tiggere og Stoddere til det Gjæstebud, de først indbudne havde forsmaaet. Det er navnlig ved Følelsen og den kjække Sammen­stilling af saa mange Figurer, at dette prægtige Billede griber Be­skueren; selve Udførelsen er saa meget gjort paa fri Haand, at den har mere af Skitsens end af et fuldendt Billedes Præg. Derimod gjennemførte han endnu .det karakteristiske ved en foran, ham staaende Personlighed. Dette fremtræder- især i Høyens, Portræt

 

465

fra samme Aar (1869), som, trods en Fortegning ved det ene Øje og nogen Skjødesløshed i Udførelsen f. Ex. af den nedhængende Haand, staar ved Siden af hans bedste Portræter fra en tidligere Tid. Det er lithograferet af p. Gremzøe. Inden den Sygdom kom, der ned­brød hans Kraft og gjorde hans sidste Dage saa sørgelige, havde han endnu Lejlighed til at fuldende et stort Konstyærk, som, ved at høre til Udsmykningen af Universitetets .forsal i Kjøbenhavn, er lettere tilgængeligt end de store Billeder i Roskilde og i højere Grad ligesom helé Folkets Fælleseje. Åar efter Aar samles Høj­skolens vexlende Ungdom i den store Sal og modtager under Mu­sikens festlige Klang og Talens stille Alvor varige Indtryk af dette og de Billeder, som efterhaanden af Konstnere, der ere værdige til at træde op ved Siden af den første store Mester, skulle smykke den mægtige Hal.

Efter Forhandlinger med Consistoriet indsendte Marstrand tre Skitser1 til de Fremstillinger, der skulde smykke den store Bagvæg i Salen, nemlig et større Billede i Midten, forestillende »Universite­tets Indvielse i Frue Kirke den 1. Juni 1479«, og to smallere, forestillende »Hans Tausen, som værner Biskop Rønnow mod Almuens Vold«, og »Tyge Brahe, som modtager Jakob VI af Skotland paa Uranienborg». Indholdet af det første Billede er omtrent saaledes: »Den 26. Maj 1479 holdt M. Peder Albretsen sit Indtog i Kjø­benhavn med en Del Magistre, Baccalaurer og Skolarer, som han havde hentet fra Højskolen i Køln, og den 1. Juni s. A. foregik Kjøbenhavns Universitets Indvielse i Vor Frue Kirke, i Kongens og mange gejstlige og verdslige Herrers Nærværelse«2. Kong Chri­stian I sidder paa sin Tronstol i Frue Kirkes Kor, medens Domkapitlets Medlemmer og andre »gejstlige og- verdslige Herrer« sidde i Kannikestolene ligeoverfor. Roskildes Biskop, Olaf Mortensen, i fuldt kirkeligt skrud forestiller de fra Køln komne Lærde for Kongen; i Baggrunden kommer Pedellen med en stor opslaaet Bog, fulgt af en Dreng med Pen og Skrivetøj, en Hentydning til den første Ind­skrivning af akademiske Borgere, som strax efter foregik3. Om ogsaa man hist og her sporer de sorte Skygger, som ikke sjælden skadede Virkningen i Konstnerens Arbejder, er dog Billedet i sin

 

1 De findes ophængte i Universitetsauditoriet Nr. 3.

2 Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie I, S. 9.

8 Efter gammel Brug blandt Kunstnerne gjengav Marstrand nogle Mænd fra fra sin egen samtid på Billedet, saaledes forestiller, afd. Prof. Henrik Clausen en til venstre siddende Gejstlig, og Prof. Stephens M. Peder Skotte,

 

466

Hovedholdning klart og levende, og den brede Behandling med de malerisk forsvindende Omrids er i et saa stort Maleri, der kun kan ses paa Afstand, ganske paa sin Plads. Da Skitserne rar godkjendte, fik Universitetet ved Finantsloven for 1869—70 Fuldmagt til en Ord­ning, der satte det i Stand til at have det for det midterste Billede vedtagne Honorar, 5,000 Bdl., rede til Konstneren, og dette blev ud­betalt ham i trende Afdrag, saaledes at hele Summen var afgiven den 24. October 1871, efter at Arbejdet kort Tid i Forvejen var afleveret. Marstrand koar ikke til at udføre mere-end. det store Midtbillede; de to andre Emner ere efter Marstrands Død overdragne til Bloch, men kun det ene er endnu færdigt (se Bloch).

Det er saa meget mærkelig ere, at Marstrand i de sidste Aar af sit Liv kunde fuldføre disse store historiske Arbejder, som han allerede, medens han arbejdede paa de første Billeder i Roskilde, begyndte-at lide af Sukkersyge, der trykkede ham meget og netop viste sig stærkest, naar hans Hoved var i anstrængt Virksomhed. Han gjorde en Rejse til Carlsbad, der frembragte en god Bedring i hans Tilstand, men Sygdommen var ikke hævet, og Familiesorg virkede paany nedtrykkende paa hans legemlige Velvære.

Thorvaldsens Paavirkning havde i hans yngre Aar vakt og næret den Tanke hos ham, at en Konstner skulde leve for sin Konst og intet andet. Den skulde ligesom være hans Brud, og det at gifte sig var det samme som at svigte sit Kald i Livet. Denne Tanke maa have fulgt ham længe, thi han var højt oppe i Mand-domsalderen, inden han paany saa denne Sag i et andet Lys og virkelig giftede sig. Maaske Moderens Død (1847) og Hjemmets Opløsning som en Følge deraf har medvirket hertil. 11850 ægtede han Margrethe Christine født Weidemann og levede med hende et lykkeligt Familieliv i henved sytten Aar, indtil Døden temmelig pludselig bortrev hende, den 26. Januar 1867, fra den allerede syge Mand og fem opvoxende Børn. Under Trykket af denne Sorg og en stigende Svækkelse havde han dog Aands- og Livskraft nok til ikke alene at vedblive med sin vante Konstnergjerning, men til ogsaa at udføre det største, om end ikke i aandelig Henseende fyldigste og rigeste Billede, han endnu havde malet. Paa samme Tid var det kun hans nærmeste Venner, der følte, at han saa sørgmodigere paa Livet. Overfor fremmede viste han samme mandige Ro, blandet med et ejendommeligt tvært Lune, som i tidligere Tid.

Det var, som om Sorgerne og Livets Byrder ikke kunde svække hans Skaberevne. Tvertimod følte han sig, netop naar Sindet var

 

467

tungest, mest vel i sin Malerstue, omgivet af sin rastløse Aands mangfoldige Vidnesbyrd. Malede han ikke paa et Billede, hen­kastede han Skitse paa Skitse til nye Billeder. Trækkene var flygtige, Farven næppe antydet og Formen forvisket, men Ideerne strømmede ikke mindre rigt end før og nu mangen Gang i nye overraskende Former. Saaledes gjorde han en Skitse til »Gefion  pløjer Sjælland ud af Sveriges Land«, saa storladen i Fantasiens Fylde og i den kjække Antydning af den æventyrlige Begivenhed, at en fuldstændigere Udførelse næppe kunde have frembragt en mere slaaende Virkning. Øjet følte, at disse vældige Oxer var forvandlede Jætter, og at det var en Gudekvinde, der styrede den mægtige Plov, i hvis Fure et skummende Hav brusede frem.

Men denne anstrængte Virksomhed var ham dog for meget. Ligesom Sukkersygen for største Delen havde været en Frugt af Overanstrængelse, saaledes havde han ogsaa nu næppe lagt den sidste Haand paa det store Billede, han malede i Universitetets Fest­sal, før han, den 10. October 1871, rørtes af et »i øvrigt ikke meget heftigt« apoplektisk Slag, der vel ikke ramte hans aandelige Evner, men nedbrød hans Mod og Haab, og den Livsglæde, som de foregaaende Aars tunge Dage ikke havde formaaet ganske at kue, var nu næsten horte. Han var knap 61 Aar, da Sygdommen ramte ham, og havde endnu en for sin Alder usædvanlig kraftig og ung­dommelig Skikkelse, Nu blev han paa kort Tid en Olding. Haar og Skjæg blev ganske hvidt, hans Legeme afmagredes, hans Aasyns Træk tabte deres Bevægelighed, og uagtet han rettede sig saa meget efter Sygdommen at Lamheden fortog sig, blev han dog aldrig rigtig rask rnere. Vel tilbragte han med tilsyneladende gavnlig Virkning Somren 1872 paa Landet hos sin Broder, og den følgende Vinter arbejdede han endog igjen. Han gjorde saaledes de Udkast til et stort Billede, bestemt til Nationalbankens Trappehus, der saas paa Udstillingen umiddelbart efter hans Død, og han malede et mindre italiensk Billede, »Abbaten skjæmter med de unge Piger«, som dog ikke blev ganske færdigt. Det blev kjøbt til Thorvaldsens Museum og udmærker sig, trods Udførelsens Svagheder, ved et mægtigt Lune og en fin Fysiognomik. Men Sygdommen havde efterladt en Til­bøjelighed til Brysttilfælde, der ikke lod sig overvinde. Allerede i April 1872 .blev han angreben af en Brystbetændelse, som kun del­vis blev helbredet, og i Marts 1873 vendte den tilbage med fornyet Magt, saa at hans Kræfter udtømtes i Løbet af en Uge Den 25. Marts var han død.

 

468

Ved Siden af sin Virksomhed som Konstner var han som Pro­fessor ved Akademiet Lærer ved Modelskolen, og han havde desuden private Elever i sin Malerskole. Men sit store Snille kunde han ikke lære fra sig, og hvorvel Omgangen med en saa udviklet Konstner i mere end én Henseende kan have baaret Frugt for de unge, synes den egentlige Lærergjernings taalmodige Omhu ikke at have liggat.for hans Personlighed. Ved sin uegennyttige Kjærlighed til Konsten, sit dygtige Blik, sin myndige Alvor og sin ufor­færdede Frimodighed til at udtale, hvad han holdt for Eet og Sand­hed var han mere paa sin Plads som Akademiets Directeur. Han arbejdede med Iver og Udholdenhed hen til, at Danmarks Konstskole kunde røgte sin Gjerning saa alvorligt og frugtbringende som muligt, og han skaanede sig ikke, hvor han kunde udrette noget til dens Tarv. Fra 1868 var han tillige Medlem af Thorvaldseus Museums Bestyrelse, og fra 1870 af den Commission, som indkjøbte Malerier til den kgl. Malerisamling.

Det maa være forbeholdt en senere Tid, naar Breve og Med­delelser foreligge i rigere Maal, udførligere at skildre Marstrand som Menneske, som ung og glad med de unge, som lykkelig Ægtemand og Familiefader. Ogsaa i Omgang og Tale fulgte ham det Lune og det satiriske Blik, som saa glimrende aabenbarede sig i hans Bille­der. Men overfor Fremmede kunde ikke sjælden hans Lune udarte til Lunefuldhed, og han gav da sin øjeblikkelige Stemning Luft i en Gnavenhed eller endog en Bitterhed, der ellers var hans Natur fremmed. Et Hovedtræk i hans Karakter, som maaske netop med­virkede til, at slige Stemninger saa frit kom til Orde, var hans grundfæstede Ærlighed og Had til al Forstillelse. Ingen saa paa hans Arbejder med et strængere Blik end han selv, og han naaede næsten aldrig at tilfredsstille det høje Ideal, der foresvævede hans Tanke, hvad enten det gik i komisk eller alvorlig Retning; men paa Grund af de store Fordringer, han kunde stille til sine egne Evner, uden at disse svigtede ham, selv om de ikke mægtede alt, hvad han vilde, fristedes han ogsaa til at vise sig stræng mod andre, selv hvor formildende Omstændigheder skulde lægges med i Vægtskaalen.

Det havde ikke fattets Marstrand paa udvortes Æresbevisninger, uagtet hans Ligegyldighed for den Slags Ting vistnok virkede til, at ikke flere blev ham til Del Den 6. October 1851 (Frederik "VTI's Fødselsdag") blev han Ridder af Dannebrog, den 8. October 1856 Ridder af den franske Æreslegion, den 6. October 1862 Dannebrogs-

 

469

mand, den 26. Maj 1867 Etatsraad, Tillige var Kan den 31. August 1850 bleven udenlandsk Medlem af Kunstakademiet i Stokholm. Marstrands Portræt er malet saa tidt og gjengivet paa forskjellig Maade i Træsnit, Lithografi og Radering, at vi ikke kunne nævne alle. I hans Ungdom malede Const. Hansen et godt og lignende Portræt af ham (tilh. Gross. Wanscher); fra hans ældre Alder ejer den kgl. Malerisamling et Portræt, malet af Roed i Konstnerens sidste Leveaar, og Udstillingscomiteen et fra samme Tid, malet af Jerndorff. (111. Almanak for 1856, udg. af Kittendorff og Aagaard, S. 32—40. 111. Tid. 1865, YII, Nr. 314, hegge Artikler ved J. L. Ussing. Erslew, Forf. Lex., II, S. 235. Suppl., II, S. 326. Akad. Udst. Gat. Skriftlige Meddelelser fra d'Hrr. Drr. medd. E. Hornemann og Ednmnd Hansen. Medd. fra Konstn. Broder. Høvens og Eckers-bergs Optegn. Quæsturens Regnsk. 1869—71. Lange, Nutids-Kunst, g, 104—18 og 162—79. Fdl. 1856, Nr. 106, 1857, Nr. 118, 1867, Nr. 112, 1873, Nr. 71. Berl. Tid. 1873).

 

Martens. Hans Ditlev Christian Martens, født i Kiel den 26. Juli 1795, var Søn af Stadtkatechet og Garnisonscantor Johan Lorenz Martens og Cathrine Christine Henriette født Kaempfern. Efter sin Confirmation kom han for fem Aar i Malerlære i sin Fødehy, rejste, efter at han var udlært, til Hamborg, hvor han arbejdede et Aarstid som Decorationsmaler og tog derefter til Kjøbenhavn for at uddanne sig ved Konstakademiet. Uagtet sine trange Kaar gik han Skolerne igjennem, blev 1819 Elev af Modelskolen og vandt 1824 den lille Sølvmedaille. Samtidig lagde han sig efter Architekturmaleriet, vistnok tildels under Eckersbergs Vejledning, og i sit Vidnesbyrd roser Akademiet ham for »Opvakthed, Stadig­hed og udmærkede Anlæg for Architekturmaleriet«. Det synes at være lykkets ham at faa kgl. Understøttelse til en Udenlandsrejse, thi den 5. Juli 1825 afrejste han til Udlandet for ikke at vende til­bage før efter en lang Aarrække, Da han nemlig ved Nytaarstid 1826 var naaet til Rom, tog han fast Ophold der. I de første Aar malede han et større Maleri, forestillende »Pave Leo XII's Besøg i Thorvaldsens Værksteder« og et Parti af »Klostergåarden i San Giovanni i Lateranet«. Ved at se disse og nogle flere hjemsendte Billeder (1831) mente Akademiet ikke at kunne anbefale ham til Rejseunderstøttelse, men foreslog dog Kongen at kjøbe det førstnævnte Billede for 200 Specier (800 Kroner) »for derved at sætte ham i Stand til at studere under en duelig Mester« (tilh. d. kgl. Malerisaml.). I 1855 vendte han endelig tilbage til Kjøbenhavn,

 

470

men udstillede efter den Tid kun ét Billede »Marmorkirkens Rui­ner«, som han havde malet paa Bestilling af Frederik VII (1857), I 1864 forlod han Danmark paa Grund af Krigsforholdene og rejste til sin Fødeby, hvor han døde ugift endnu samme Aar. I Kjøbenhavn udstillede han fra 1821—26 nogle architektoniske Partier, navnlig af kjøbenhavnske Kirker og fra 1827—51 med store Mellem­rum i alt otte af de Architekturhilleder, han havde malet i Rom. Den perspectiviske Virkning af en Kirkebygnings.Indre kunde lykkes ham ret smukt, men for øvrigt hævede han sig ikke til noget særdeles fremragende i sit Fag. (Priv. Medd. Kordes, Schl. Holst. Lit. Lex., S. 215. Eckersbergs Dagb. Akad. Udst. Gat.).

 

Martin. Carl Christian Martin besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han 1771 vandt den lille og 1774 den store Sølvmedaille i Modelskolen, og uddannede sig derpaa til Kobberstikker. I 1783 udbad han sig Akademiets Vidnesbyrd for, at han havde vundet dets tvende Sølvmedailler. Han har stukket femten Blade Prospecter, Grundtegninger og Kaart til Niebuhrs Rejse i Arabien samt Kaart for Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn. (Weinw., S. 172 og gjeutaget S. 231. Sandv., S. 97. ikad.).

 

Maschius. Jakob Mortensen Maschius var født i Bergen, hvor han endnu opholdt sig i 1673. Fra 1676—78 var han Præst for Jølsters Menighed i Bergens Stift. Han var tillige Kobberstikker og har som saadan udført Stik af Trondhjems Domkirke (Umbra templi Nidrosiam, 1661), af Levningerne af dens vestre Gavl (Rudera frontis ad occAdentem, 1661), af Trondhjem By (Nidrosia, 1674) samt et Søstykke, forestillende to bergensiske Spaniefarere, som angribes af et tyrkisk Sørøverskib (Bergis AQ 1673 <&c,). Han er tillige Forfatter til et Digt orn Trondhjems Domkirke, som udkom i Christiania 1661. (Weinw., S. 79. Do. Lex. Sandv., S. 97. Minerva 1800, S. 289. Worms Lit. Lex. og Kraft og ISTyerups Do., hvor han fejlagtig har faaet Fornavnet Hans).

 

Masius. Balthasar Masins kaldes i Regnskaber fra 1701 Skildrer, hvilket plejer at betyde Konstmaler. Han fik det nævnte Aar Betaling for Ornamenter, udførte paa Frederiksberg Slot og for tolv Skilderier til samme Slot. I den nedenfor nævnte Maler Moritz' Stambog har han udført en architektonisk Tegning som et Erindringstegn til ham; den er mærket Rafniæ 25. Januarii 1703. (Friis1 Saml., S. 92 og 94. Moritz Stambog, Thotts Saml. i kgl. Bibi. 8, 569).

 

Mathiesen.    Albertus Mathiesen nævnes 1658 og 1659 som

 

471

Bygmester, f. Ex. ved »den runde Kirke« i Kjøbenhavn, men han har mulig kun været Haandværksmester. (Weinw. Lex. Gr. E. Las­sen efter kgl. Regnskaber).

 

Mathiesen. Nikolaj Banner Mathiesen, født 1696, blev den 1. Marts 1726 Assessor i Hofretten, den 12. November 1728 Stadsbygmester1, den 17. Jannar 1741 virkelig Cancelliraad, og han døde den 4. Februar 1771 af Alderdom. Han var tillige Søetatens Husbygmester. Af et lille Vers i Adresseavisen fra »Deres dyb-sørgende Tjenerinde A. K.« tør man maaske slutte, at han var ugift. (Adresseav. 1771, Nr. 19, 20 og 21. Statskal, indtil 1771. Akad.j.

 

Meerholdt. Johan Meerholdt nævnes som den Maler, der har udført Billedhuggeren Johan Hollænders Portræt. (Jfr. den nævnte Konstners Artikel ovenfor, S. 286. Spenglers Cat. Nr. 813).

 

Meisling. Peter Ludvig Meisling, født den 22. September 1817 i Kjøbenhavn, var Søn af Rector og Professor Simon Søren­sen Meisling og Inger Cathrine født Hjarup. Han blev Student 1836, rimeligvis fra Helsingørs lærde Skole, hvor Faderen da var Rector, lagde sig efter Træsnittet (Xylografien) under Axel Th. Kittendorffs Vejledning, besøgte Konstakademiets 1. Frihaandsskole i 1842, udstillede 1845 »En Ramme med xylografiske Prøver« og vandt den 13. Marts 1847 den Neuhausenske Præmie for Træsnit efter et Portræt. I 1850 ægtede han Anna Marie født Michelsen; men allerede den 19. Maj 1853 døde han. Hans Enke lever i Kjø­benhavn som Tandkonstnerinde. (Private Medd. Akad. TJdst. Cat. ErsW, Forf. Lex., II, S. 249 og Suppl., II, S. 350).

 

Melbye. Daniel Herman Anton Melbye, Søn af kgl. Toldbetjent Jakob Melbye og Marie født Løchte (eller Carstensen), blev født i Kjøbenhavn den 13. Februar 1818. Han havde i sin tidlige Ungdom Lyst til at dyrke saavel Musiken som Tegnekonsten. Oprindelig vilde han have været Sømand, men da hans korte Syn ikke tillod det, skulde han have været Skibsbygger; imidlertid fik han Lejlighed til at lære Musik (Guitar) og opgav derfor Constructionsskolen; samtidig havde han tegnet nogle Skibe for sin egen Fornøjelse, men Synet af et udstillet Søstykke gav ham Lyst til at blive Marinemaler. Han begyndte nu at gaa paa Konstakademiet (1838), men fulgte kun Undervisningen der et Aarstid. Derimod

 

1 Han synes ligesom Ernst væsentlig at have været Forretningsmand, men medtages som den første i Rækken af Stadabygmestre. Hans Efterfølgere ere G. E. Rosenberg, P. Meyn, P. Malling, N. S. Nebelong og C. Stilling.

 

472

var den Vejledning, han nød hos Eckersberg, frugtbarere for ham, og allerede 1840 kunde han udstille nogle Søstykker, hvoraf et til­trak sig den tyske Konstkjender Rumohrs Opmærksomhed. Man har maaske lagt for megen Vægt paa de Raad, denne Mands Venskab indbragte Melbye; Rumohr var selv Tegner og satte Pris paa det lette, aandrige Fingerpeg, en Haandtegning giver; men saa ung, som Melbye dengang var, havde han vistnok haft bedre af ikke strax at faa Øjet altfor aabent for Skolens Strænghed og Livets Frihed. Friheden var nok kommet af sig selv, naar det fuldkomne Herre­dømme over Midlerne var vundet, og Konstneren vilde maaske da have sparet sig mange Skuffelser og vilde have været fri for i den ældre Alder at tage fat, hvor han i sin Ungdom gav.slip.

Imidlertid førte Rumohrs Anbefaling til, at han fik Lov at følge Corvetten Flora paa.et Togt i Østersøen og siden Linieskibet Chri­stian Vlll paa dets første Rejse i Nordsøen. Konstneren skulde nu se selv og være sin egen Lærer. I 1843 concurrerede han sammen med C. Dahl om den Neuhausenske Præmie. Opgaven var »Skibe, krydsende for Modvind«. Trods det vindende i Fremstillin­gen, der gjorde, at han fik Præmien med 11 Stemmer, medens Dahl fik 9, undlod Eckersberg dog ikke at fremhæve, at Melbyes Billede savnede den Sikkerhed i Enkelthederne, man burde kræve af et Concoursarbejde. Et andet Billede fra samme Udstilling, »Flaade til Ankers ved Warnemünde«, synes mere at have tiltalt N. Heyen, der vel ikke har skrevet om Billedet, men til sin egen Efterretning gav det Tillægsordet »nydeligt«. Ved Kongens (Christian VIII) Yndest fik han atter Lejlighed til en større Sørejse, idet han fulgte med Hekla til Marokko. Derimod naaede han ikke at faa sin første Ansøgning om Rejsestipendium (1843) bevilget. Kongen, som stadig tog sig af ham, rescriberede imidlertid i 1845 til Akademiet, at det burde give ham Løfte paa Stipendiet for næste Aar, men Akademiet holdt det for gavnligt for ham endnu ikke at tiltræde en Rejse. Dog fik han den 23. Marts 1846 et Aars Stipendium paa 600 Rdl. og den 12. Maj s. A. tilkjendtes Udstillingsmedaillen ham for »Eddystone Fyrtaarn«, dengang tilhørende Lieutenant Mathiesen. Dette stemningsrige Billede blev senere den kgl. Malerisamlings Ejendom. Samme Aar concurrerede han atter til den Neuhausenske Præmie med ”Hvidtfeldt i .Kjøgebugt« (Moltke til Glorup), men opnaaede ikke Præmien. Bestillinger strømmede nu saa rask ind til ham, at han ikke kunde tiltræde sin Rejse, uagtet Akademiets gjentagne Tilhold derom, før den 12. Juli 1847, da han afrejste til

 

473

Paris. Trods de Ulemper, Revolutionen i 1848 foraarsagede Konstneren, forblev han dog i Paris og modtog der det andet Aais Rejse­stipendium. Opholdet forlængede sig, det lykkedes ham at faa Be­stillinger, ja endog i 1853 at faa fri Rejse med den franske Expedition, der gik til Constantinopel, hvor han opholdt sig i ti Maaneder. Efter Tilbagekomsten til Paris blev han forestillet for Napoleon III og udførte et stort Maleri efter hans Bestilling. I Constantinopel fik han en tyrkisk Orden, i Paris blev han Ridder af Æreslegionen, og da han ved Nytaarstid 1858 var vendt tilbage til Fædrelandet, blev han snart efter Ridder af Dannebrog, og den 5. Juli 1858 Med­lem af Akademiet. Faa Aar efter fik han Titel af Professor (1862).

Hans Venner i Fædrelandet skjønnede ikke fuldstændigt paa den Udvikling, hans Talent havde taget under et elleve aarigt Op­hold i Udlandet. Det synes, som om de rige og store Opgaver, der frembød sig for hans Blik, have grebet ham saa mægtigt, at han vovede sig i Kast med dem, inden hans Fremstillingsevne var udviklet nok til at bevare konstnerisk OverLegenhed og Frihed over­for de Vanskeligheder, Udførelsen af hvad han Havde set frembød, især paa saa store Lærreder, som han nu følte sig kaldet til at bruge. Man fristes til at tro, at Nyhedens Interesse var saa stor, ogsaa for ham selv, at han lod sig nøje med i dristig henkastede Træk at give, hvad han havde set og tænkt, isteden for rolig at uddanne og modne de baade glimrende og solide Egenskaber, hans Snille maa have ejet, for at han overhovedet kunde frembringe Billeder, som saa stærkt fængsle Beskueren, selv om de ikke altid formaa at vedligeholde Interessen, naar man oftere vender tilbage til dem. Dette Fortrin, har imidlertid »Eddystone Fyrtaarn«, fra Tiden før Rejsen, uimodsigelig bevaret.

Glædende sig ved et stort europæisk Navn levede Melbye nu nogle Aar dels i Hjemmet, dels i Hamborg og Paris; men blev snart greben af en Sygelighed, som omsider hæmmede hans Productivitet og endelig lagde ham i Graven den 10. Januar 1875,. I sine senere Aar kastede han sig imidlertid med Forkjærlighed over en ny Fremstillingsmaade; han udførte Marinebilleder som store Teg­ninger med Kul og Kridt og udfoldede heri en Sikkerhed i Teg­ningen, en malerisk Frihed, en konstnerisk Virkning, der stiller disse Kulbilleder, hvoraf ikke faa endog tilhøre selve hans Sygdoms Tid, Side om Side med hans gode Malerier. Der var mangen Gang i dem en Finhed og Sandhed i Naturiagttagelsen, som hans Olie­malerier ikke altid kunde rose sig af. Han havde i Paris ægtet

 

474

Alice født Dupré, som efter hans Død indgik et nyt Ægteskab med en fransk Officer, Capitajn Hocquet. Den kgl. Malerisamling ejer, foruden det nævnte store Billede, et Par mindre Arbejder (fra 1842 og fra 1849) og et større i Udlandet (1855) malet Billede, »Slaget ved Kjøgebugt«. (111. Tid. 1860, Nr. 19 ved Erik Bøgh. Søndags-posten 1871, Nr. 403. Priv. Medd. Kst. og Æsth., S. 190—91. Fædrel.l875,Nr.lO. kunst-Chronijkl875, S.330. Akad. Udst.Oat.)-

 

Melbye. Fritz Sigfred Georg Melbye, yngre Broder til den ovennævnte Anton Melbye og født i Helsingør den 24. August 1826, lagde sig ligeledes efter Malerkonsten, særlig, Marinemaleriet, og udstillede i Kjøbenbavn 1849 og 1858. Han rejste tidlig til Udlandet, opholdt sig en Aarrække i New York, hvor han vandt et godt Navn som Sørnaler, rejste derfra til Kina, og opnaaede ogsaa der at vinde Opmærksomhed for sine Søstykker. I Shanghai døde han ugift den 14. December 1869. (Medd. af Konstn. Broder. Nekrolog i Berl. Tid. 1870, Nr. 38. Udst. Cat).

 

Melbye. Knud Frederik Vilhelm Hannibal Melbye, Broder til de ovennævnte Konstnere af samme Navn, og født den 14. Maj 1824 i Helsingør, kom først i Handelslære og fik Plads ved et stort Handelshus i London. Men efter et Aars Forløb vendte han tilbage til Kjøbenhavn, og da hans Broder imidlertid havde vundet Navn som Sømaler, besluttede han efter dennes Raad at vælge samme Vej. Han besøgte Konstakademiet 1844—45, kom op i Gibsskolen. 1845, men forlod snart efter Akademiet for at uddanne sig til Sømaler under Broderens Vejledning. I 1847 udstillede han sine første Billeder, hvoraf et, »En Lodsbaad i uroligt Vejr«, blev kjøbt til den kgl. MalerJsamling. Christian VIII tog sig ogsaa af ham og lod ham rejse med Valkyrien til Island. Efter Kongens Død rejste han til Düsseldorf, derfra til Paris, hvor han levede i flere Aar. l 1852 flyttede han til Bagland, ægtede under et Besøg i Hjemmet 1853 Nanny Hedvig Christiane født Mathison-Hansen, en Datter af Dorn organisten i Roskilde, og levede atter nogle Aar i Udlandet, mest i England, hvor han især havde vundet Navn som Sømaler. Fra 1867 har han levet i Danmark, først nogle Aar i Roskilde, i de senere Aar i Kjøbenhavn. Den 25. April 1871 blev han Medlem af Konstakademiet. De fleste af hans større Billeder ere solgte til Udlandet. Et stort Billede, »Alicantes Reds, blev malet efter Bestilling af Frederik VII (udst. 1863); en »Udsigtover Kjøbenhavns Red« er gjengivet i farvetrykt Lithografi. (Konstn. egne Medd. Nyt ill. Ugeblad, 3. Aarg. 1873, Nr. 1. Akad. Udst. Gat.).

 

475

Melchert. Adolf Melchert, rimeligvis en Holstener, besøgte Kunstakademiets Skoler i Kjøbenhavn i 1832 og de nærmest føl­gende Aar. Han var Elev af J. L. Lund og udstillede 1837—1839 en Copi efter denne og nogle Landskaber fra de danske Kyster, samt i 1840 »Frederik VII paa lit de parade«. (Akad. Udst. Gat).

 

Melchior.    Carl  Theodor  Melchior,   født  den  13. Marts 1826  i Kjøbenhavn,  er Søn af Opsigtsbetjent ved Politiet August Melchior   og  Ane   Cathrine   født  Ramge.   Han besøgte  Konstakademiet i Alderen 13—14 Aar, men blev derpaa,  efter sin Confrnuation, sat paa et Kontor, for at uddannes til Handelen.    Først efter en Sygdom fik han Lov til i 1843 at faa Plads paa H. V. Bis­sens Billedhuggerværksted for at blive Konstner.   Nu indtraadte han 1844 paa Akademiets Gribsskole, blev 1845 Elev af Modelskolen og vandt  1846 den lille Sølvmedaille som Billedhugger.    Aaret  efter fik han Pengepræmie for Modelering efter den levende Model, og i 1849 udstillede han en Buste.   Forøvrigt arbejdede han for Bispen. Ikke desto mindre besluttede han at gaa over til Malerkonsten,  og efter at have malet nogle Portræter og Studier har han fra 1852— 1871  udstillet en Del Portræter   og Billeder   fra Folkelivet,   dog med store Afbrydelser,  idet han efter Faderens Død, for at kunne ernære sin Moder og sine Søskende, maatte overtage en praktisk Forretning, som Faderen havde ført i sine sidste Aar. Først i 1876 kunde han trække sig ganske ud af denne Virksomlied; samme Aar ægtede han Caroline Amalie født Volquartz og lever nu atter som Konstner. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.).

 

Melchior.    Fru Melchior.   Se L. A. Løser.

 

Meldahl. Ferdinand Meldahl, Søn af Jærnstøber Henrik Meldahl og Benedicte Henriette født Hansen, er fedt den 16. Marts 1827    og    fik    i   sit   13. Aar   Plads   som   Former   i   sin   Faders Værksted,   medens   han   allerede   fra   Januar   1839   havde   besøgt Akademiets første Skoler.    I 1841 kom han i Murerlære hos Mur­mester Sibbern, blev  Svend 1844 og samme Aar Elev af Konstakademiet,   idet   han   den 22. Marts rykkede op i den saakaldte Medailleklasse.    Uagtet Tanken om at blive Konstner  stod  stedse mere levende for ham,  arbejdede han dog endnu i det ligefremme Haandværk i to Aar (1844—45), deraf det sidste Aar ved Thorvaldsens Museum.   I de følgende Aar fik han som Akademiets Elev Plads hos Bygmester Jacobsen ved Opførelsen  af et Fyrtaarn og senere ved Tilbygningen, til et Hospital i Helsingør som Conducteur; men det var begge Arbejder, hvor der kun var Spørgsmaal om almindelig

 

476

technisk Indsigt. En Rejse i Tyskland, hvor han navnlig følte sig greben af den konstneriske Virkning i et Landslot i Potsdam af den tyske,.Bygmester Schinkel, vakte yderligere hans Trang til at blive Konstner, og i Marts 1848 vandt han den lille Sølvmedaille. Endnu samme Aar byggede han sin første selvstændige Bygning, Herregaarden Øya ved Ystad i Skaane, uagtet han tillige havde været frivillig med i Krigen fra April til Vaabenstilstanden. I Marts 1849 vandt han den store Sølvmedaille; samme Aar concurrerede han til den lille Guldmedaille, som han ikke opnaaede; der­imod vandt han 1850 Æresmedaillen i Architekturen og i September 1851 den lille Guldmedaille for Opgaven »Et Landslot«. Efter en større Rejse i 1852—53 med Understøttelse fra det Classenske Fidei-commis og Landhusholdningsselskabet for at undersøge Landbygnings-r væsnet i Tyskland og Svejts, hvortil han knyttede et hurtigt Besøg i Norditalien og Rom, vandt han i 1853 den store Guldmedaille for Opgaven »En luthersk Hovedkirke«.

Foruden de nævnte Rejser havde Konstneren fundet Tid og Lejlighed til flere mindre "Udflugter til Spanien i 1850 med Heinr. Hansen, til Frankrig, Belgien og England i 1851. Men nu foretog han med Akademiets Stipendium paa 800 Rdl. aarlig i tre Aar sin egentlige store Konstrejse (1854—56), paa hvilken han, foruden største Delen af Europa, besøgte Syrien, Palæstina og Ægypten. Paa Hjemrejsen blev han farlig syg af Cholera i Neapel, men kom sig og fortsatte Rejsen; dog var hans Helbred saa nedbrudt, at han maatte bruge en Kur i Kissingen. Efter Hjemkomsten fik Konstne­ren strax et betydeligt Arbejde i Opførelsen af Blindeinstitutet tæt udenfor Kjøbenhavn, som blev færdigt 1858, og den 5. Juli s. A. blev han Medlem af Konstakademiet. Aaret efter byggede han Raadhuset i Fredericia. I 1860 ægtede han Caroline Amalie født Rædér, og -endnu samme Aar fik han et stort og ansvarsfuldt Arbejde i Gjenopførelsen af Frederikborg Slot, hvis Ydre var færdigt i 1865, medens den indre Udsmykning endnu fortsættes. Af hans nmnge Bygninger kunne vi endnu kun nævne her Naviga­tionsskolen i Kjøbenhavn, i italiensk Stil, færdig 1865, og Konstnerens Indflydelse paa Ordningen af de store nye Anlæg i Kjøbenhavn, Gammelholm, Toldboden, Nyboder, Glaciet, Ny Østergade-Kvarteret og Nørrebro foran Søerne. Ogsaa uden for Danmark har han bygget, dels i Sverige, dels i Tyskland, f. Ex. et Landsted ved Frank­furt (1877).

 

477

Ved Siden af sin Virksomhed som. udøvende Konstner har Meldahl maaske virket endnu mere ved sin administrative Dygtighed og sin Iver for Lærergjerningen. Ved Akademiets Omordning i 1863 blev han Formand for Skoleraadet, uagtet flere ansete ældre Mænd havde Sæde deri, og han har i denne Stilling virket meget for at fremme navnlig Undervisningen i Bygningeskolen. Den 31 De­cember 1864 blev han tillige Professor i Bygningskonsten efter Hetsch, og siden 1873 har han været Directeur for Kunstakademiet, hvorved hans Arbejdsdygtighed og administrative Indsigt kom ikke blot et særligt Fag, men den hele Konstskole til Gode. Nogle Aar forinden var han bleven udnævnt til Etatsraad (1867). I 1874 blev han Medlem af Kunstakademiet i Stokholm, i 1876 af Royal Institute of Britisk architects i London. Desuden har han i en lang Aarrække ved forskjellige Lejligheder været Sta­tens raadgiver i Bygningssager, før 1864 i Slesvig og Holsten, efter den Tid paa forskjellige Steder i Kongeriget. Endelig har han som Medlem af Borgerrepræsentationen haft Lejlighed til at gjøre sin Indflydelse gjældende paa en Mængde Sager, navnlig ved­rørende Kjøbenhavns Bygningsvæsen, og han har saa meget lettere kunnet være Skjønhedens Talsmand, som hans techniske Indsigt maatte sætte ham i Stand til strax at kunne forbinde de nødvendige praktiske Hensyn dermed. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Søndagsposten 1877, Nr. 692).

 

Mendel. Moses Mendel, født i Slesvig 1800, var Elev af Kunstakademiet i Kjøbenhavn, og vandt i sin korte Levetid sine Konstbrødres Kjærlighed og Agtelse ved sin rene Vandel og elske­lige Karakter. Han var kun en lovende Begynder, der havde ud­stillet en Portrættegning i 1826, da Døden allerede bortrev ham, fjærnt fea Forældre og Søskende, den 26. Juni 1831. Landskabs­maler J. P. Møller meddelte Dødsfaldet. (Akad. Udst. Gat. Skifte­retten. Adresseav. 1831, Nr. 150).

 

Mengs. Ismael Mengs, født i Kjøbenhavn 1690, som det 22. af 23 Børn, formodes at have været af jødisk Æt. Han var Elev af B. Coffre, men dannede sig siden i Udlandet til Miniatur-og Emaillemaler. Da en Farsot havde røvet ham hans Søskende og Venner, rejste han til Lybek og derfra til Dresden, hvor han blev Professor ved Konstakademiet og, fraregnet en Rejse til Italien, levede til sin Død den 26. December 1765, Han blev 1720 gift med en tysk Dame, Charlotte Burman fra Zittau, og blev ved hende

 

478

Fader til den berømte Anton Rafael Mengs født 1728 i Aussig i Bøhmen. Ogsaa hans Døtre var Malerinder. (Tysk Hdsk. bl. Thaamps Papirer. Weinvr., S. 118. Do. Les. Fiissli Les. Nag­ler Lex.).

 

Mertens. Christian Hinrich Ludvig Mertens, født i Itzehoe den 14. Januar 1821, er Søn af Ornamentsbilledhugger Jakob Mertens der. Han gjennemgik Malerlæren, i sin Fødeby uddannede sig i Decorationsmaleriet, og arbejdede i dette Fag et Par Aar i Hamborg. Da han endelig i 1843 besluttede at blive Konstmaler i snævrere Forstand, tog han ved. det Stadelske Institut i Frankfurt a. M. Undervisning i at tegne og male efter den levende Model. Senere arbejdede han hos en Porcelainsmaler og en Land­skabsmaler, men lagde sig tillige efter at stikke i Staal i Aquatinta-maneren. Nu drog han tilbage til Holsten, hvor han fandt Livs­ophold som Staalstikker, indtil i Aaret 1847 en Nervefeber svækkede hans Syn saaledes, at han maatte slippe Gravstikken; han malede derpaa, da hans Øjne var blevrie noget bedre, Miniaturportræter paa Elfenben og flyttede i 1851 til Rendsborg, hvor han fik en Plads som Tegnelærer og siden har haft fast Ophold. Samtidig lagde han sig efter Daguerreotypi og Fotografi. Efter at han i 1857 var bleven fuldstændig blind, er han dog vedbleven med at give »theore-tisk« Undervisning i Tegnekonsten og opfandt et Apparat til Per-spectivtegning, der skal have vist sig meget brugbart. (Priv. Medd. fra Rendsborg).

 

Messmann. Carl Ludvig Ferdinand Messmann, Søn af Kukkenbager L. F. Messmann, er født i Kjøbenhavn 1826 og besøgte Konstakademiet i 1840—44 og udstillede 1850—59 dels malede Landskaber, dels Pennetegninger, hvoraf flere blev kjøbte af Frede­rik VII. Han ægtede en Slægtning af samme Navn og nyttede omtrent 1860 til Gøteborg, hvor han endnu lever. (Akad. Udst. Cat.).

 

Meybusk. Anton Meybusk, Meybusch eller Meibus, fedt i Tyskland, som det synes nogle Aar før 1650, arbejdede allerede som ung Mand i Danmark 1667—70, idet han skar to Medailler for Frederik III. Derefter blev han kaldet til Stokholm omtrent 1675 og virkede nogle Aar der. Men da han uden Tvivl selv har følt, at han endnu havde noget at lære, rejste han til Paris for at uddanne sig hos Datidens berømte Mestre, og fandt snart Syssel­sættelse ved Hoffet der, saa at han til sin Titel som Kongerne af Danmarks og Sveriges Medailleur kunde føje „medailleur du roi de France". 11685 blev han i Paris gift med Margrethe Romer (Rømer?)

 

479

og udførte selv i den Anledning en Medaille med sit eget og sin Kones Brystbilleder. Kra 1690 tog han fast Ophold i Kjøbenhavn som kgl. Medailleur med en aarlig Lønning af 1.000 Rdl. d. C. (3,200 Kroner) samt særskilt Betaling for sine Medailler. Han ud­førte nu et stort Tal af Medailler for Christian V og døde her i Begyndelsen af Maj 1702. Om Efteraaret fik hans Enke Bevilling til at sidde i uskiftet Bo med sine umyndige Børn.

I 1693 skar han en Medaille i Anledning af Indførelsen af en bedre Møntfod, hvori han selv skal have haft Del. For øvrigt skar han mest de sædvanlige kgl. Medailler i Anledning af Bryllup, Fødsel og Død. Han udførte saaledes 1699—1700 Medaillérne i Anledning af Christian V's Død og Frederik IV's Salving, i 1701 en Medaille med den nye Konges og Dronnings Brystbilleder m. m. Han hørte til sin Tids dygtigste Medailleurer, selv om han ikke kan sættes fuldkommen ved Siden af Udlandets første Konstnere i dette Fag. (Weinw-, S. 105. Do. Lex. Nagler Monogr., I, S. 929. Gehejmearch. Kgl. Regnsk. og Sjæll. Reg. Møntfortegn.).

 

Meyer. Bartold eller Bartholomæus Meyer var Medailleur her i Kjøbenhavn som det synes fra 1682 til 1694. Den første Medaille, der nævnes af ham, var i Anledning af Frelsers Kirkes Grundlæggelse (1682); dog blev den ikke overrakt Kongen før paa hans Fødselsdag det følgende Aar. Den kgl. Mønt- og Medaille-samling i Kjøbenhavn har, foruden denne, ikke nogen Medaille af ham tidligere end 1689. Han skar en Medaille i Anledning af Op­førelsen af Kronborgs nye Fæstningsværker (1692), to Medailler i Anledning af Elefantriddernes Forsamling o. n. Hans Arbejder ere uden fremragende Værd. ("Weinw., S. 107. Do. Lex. Møntfortegn.).

 

Meyer. Elias Meyer, født i Kjøbenhavn 1763, lagde sig efter Blomster- og Landskabsmaleri, mest i Gouache og Vaudfarve. Han besøgte Konstakademiets Skoler, blev i 1785 Elev af Model­skolen og vandt Aaret efter den mindre Sølvmedaille. Han udstillede flere Gange Blomsterstykker og Landskaber i Gouache i Akademiets Forsamlingssal ved Aarsfesten. "Weinwich siger, »at han studerede i Dresden« og efter Akademiets Statuter maa han ogsaa have fore­taget en Udenlandsrejse, men der nævnes intet derom i dets Archiv. Han blev nemlig agreeret den 26. Januar 1801 paa to Copier efter Huisdal og to Blomsterstykker efter Naturen. ,-Den 7. October s. A. blev han Medlem af Akademiet paa et Landskab fra Frederiksdal og et Blomsterstykke. Alle disse nævnte Arbejder vare i Gouache. I 1803 fik han en Aarpenge paa 100 Rdl. d. C. af Kongens Kasse

 

480

og i 1809 søgte han om et Tillæg dertil; men samme Aar døde han den 26. Maj paa Solitude af Brystsyge. Han var gift med Cathrine Charlotte født Ehrhart, hvem han efterlod sig ved sin Død som Enke med fire smaa Børn. Af hans Malerier, der bar Præget af en mild, ikke stærkt fremtrædende Grundstemning og var harmoniske, men uden Lys og Farve, ejer den kgl. Malerisamling fire Stykker, »Prospect af Kilden i Dyrehaven« og »Prospect af Esplanaden« samt to »Landskaber«, I den kgl. Kobberstiksamling findes en Del Raderinger og nogle Haandtegninger af ham. (Weinw., 8. 201. Do. Lex. Akad. Adresseav. 1809, Nr. 208).

 

Meyer. Ernst Meyer, egentlig Ahron Meyer, en Søn af Mægler Meyer i Altona og Brendle født Meyer, en Søster til Gros­serer, Hofraad Meyer, blev født i Altona den 11. Maj 1797. Aaret efter hans Fødsel blev hans Forældre skilte; hans Moder tog til Kjø-benhavn og blev anden Gang gift (1801) med Kjøbmand Gottschalk Salomon. Meyer blev hos Faderen i Altona og fuldendte sin Skole­gang der; men da han kun viste Evner for Tegning, blev han i 1812 sendt til Kjøbenhavn til sin Moders Familie. Da Faderen dengang endnu var uformuende, kom han som en fattig Dreng til Kjøben­havn, og hans Familie der maatte tage sig af ham. Den varme Konstven, Grosserer, senere Redacteur M. Nathanson, sørgede for, at han fik Plads i Lorentzens Malerskole og kom til at gaa paa Akademiet, samt uden Ængstelse for det daglige Brød kunde leve for sit Studium. Næppe to Aar efter sin Indtrædelse i Akademiets Skoler blev han Elev af Modelskolen i Januar 1814, og allerede Aaret før havde han udstillet sit første Billede, en Copi efter Bioemart. I 1815 udstillede han tre Portræter, som han havde eopieret efter hollandske Mestre. Ved Nytaar 1816 vandt han den lille Sølvmedaille, i Marts 1818 den store.

Imidlertid var Eckersberg kommen hjem og bleven Professor ved Akademiet, og dennes lyse Farve og sikre Tegning fik en af-gjørende Indflydelse paa den unge Konstner, saaledes at Datidens Anmeldere tydelig sporede den i et Billede, Meyer udstillede i 1819. Medens hans tidligere Billeder, f. Ex. »En Yngling i gammeltysk Dragt i Samtale med en ung Dame« kaldes »genifulde, men bizarre og mislykkede Arbejder«, eaa man i »Gretchen knælende for Marie-billedet« en yndig Konstblomst, hvori den unge Elev, navnlig i Teg­ningen, havde taget sig Eckersberg til Mønster. Samme Aar meldte han sig til Concours om den lille Guldmedaille, hvortil Opgaven var »Josef forestiller sin Fader for Farao«. Da han ikke fik Medaillen,

 

481

rejste han til Munchen; dog lod han sig formaa til at vende tilbage og deltage i Concoursen i 1821, men midt under Udførelsen af sit Billede forlod han logen og tog sit ufuldførte arbejde med sig.

En lille Radering fra denne Tid, det med saa meget Lune ud­førte Portræt af den gamle Opvarter ved Akademiet, kunde have været ham et Vink om, hvad Vej i Konsten han skulde vandre. Men det forstod han ikke endnu. Da han anden Gang vendte til­bage til München, sluttede han sig med en stor Kreds af unge tyske Konstnere til Cornelius og tilbragte tre Aar med at male Emner efter tyske Digtere, navnlig fra den katholske Middelalder, og ganske i tysk Stil. Da kom hans Ungdomsven fra Kjøbenhavn, H. V. Bissen, og hentede ham bort fra München til Rom og til hans rette Konstomraade, det italienske Folkeliv (1824). Paa faa Afbrydelser nær, forblev han i Rom til sin Død.

Romerfolkets ejendommelige Karakter eller overhovedet Sydens friske, maleriske Natur og Folkeliv aabnede hans Øje for en umiddel­bar Gjengivelse af hvad han saa omkring sig, og inden faa Aar bar morsomme italienske Folkelivsbilleder hans Navn Europa rundt. Siden 1819 havde han intet udstillet i Kjøbenhavn, da han i 1827 ind­sendte en »Brøndscene i Nærheden af et Cappuccinerkloster«. I 1833 kjøbte Prins Christian Frederik »En neapolitansk Fisker­familie« af ham. Men det var dog først »En offentlig Brevskriver«, oprindelig malet til Hofraad Hambro (1833), der ret vakte Opmærk­somhed for ham i Hjemmet. Trods det Lune, hvormed Figurerne i Billeder fra denne Tid ere opfattede, svækkes Indtrykket noget ved de skrevne Omrids og den tørre, umaleriske Farve. Allerede i det lille Billede, »En gammel Fisker ser efter Vinden«, hvoraf et Exemplar var udstillet i 1833, medens et andet, som tilhørte Thorvaldsen, først senere blev set i Kjøbenhavn, traadte en bredere og mere tiltalende Penselføring Beskueren i Møde. Fra nu af ud­viklede hans Foredrag sig mere og mere, og parrede sig paa den naturligste Maade med den lunefulde Opfattelse i Billeder som »En Dreng føres af sine Forældre til Klostret«, hvor Æslet, Drengen rider paa, og den levende Kalkun, der skal bringes Munken til Foræring, spille virksomme Roller i det lille landlige Drama. Hans navnkundigste som han tit måtte gjentage, var maaske ”Søfolk sætte rejsende i land paa Capri« (tilhører Godsejer Scavenius), hvilket sammen med det nysnævnte var udstillet i 1837. Det er gjengivet blandt »Billeder af danske Malere« og har flere Gange senere været udstillet i Kjøbenhavn tilligemed andre

 

482

ældre Billeder. Et tredje Billede, der vakte megen Opmærksom­hed, var »De to Venner«, den lille halvnøgne Dreng og det store sorte Svin!

Mange andre Billeder, Fiskere i forskjellig Færd, Munke, Abbater og Præster, vidne om hans venlige, godmodige Blik paa.Naturen og Mennesket, om hans Troskab mod Tanken, hvad enten Emnet var komisk eller rørende, om hans dygtige Kjendskab til Konstens Midler og grundige Færdighed i at bruge dem tvangløst og let. Den kjæreste Gjenstand for Meyers Pensel var og blev dog Kvinden, lige fra den første Barnealder med famlende Fagter og store stirrende Øjne til den udviklede, fuldmodne Kvinde, snart som bly, knibsk eller skjelmsk Elskerinde, snart som lykkelig Moder med' den førstefødte Spæde paa sine smukke stærke Arme. I en Mængde Billeder, der, ligesom Digterens lyriske Udbrud, som Smaa-fugle flagrede ud fra Hjemmets beskedne Krog, var Ungdommens Elskovsspil den uopslidelige Gjenstand.

Han havde et rigt Lune i Opfindelsen af morsomme Optrin; dog foretrak han et vist roligt Skjelmeri for dybere Stemninger eller en drøjere Komik. I sine bedste Arbejder er han omhyggelig i Udførelsen, varm og levende i Farven. Men han vænnede sig tid­ligt til at se Form og Farve paa en saa ejendommelig Maade, at denne tilsidst groede ganske fast hos ham. Trods det Conventionelle, hans Fremstilling derved fik, navnlig i Aquarellerne fra hans senere Aar, blev han dog ikke usand, thi han bevarede en varm og ægte Følelse for de Stemninger og Sjælstilstande, hans Pensel vilde udtrykke. Man færdedes med ham i en ganske særegen »meyersk-italiensk« Verden, hvor Legemsformer, Dragter, Hav, Jord og Himmel havde sit ejendommelige Præg, som  man ikke kunde andet end elske og uvilkaarlig finde sandt, saa længe man saa paa hans Billeder, fordi den aandelige Udtalelse, som gik derigjennem, havde en saa dyb og levende Grund. Men løsriver man sig fra den aandelige Tiltrækning, som selv en lille Aquarel formaar at udøve, hvo mindes da i Italien at have set de runde Former, Meyer i sine senere Billeder stedse gjengav? Alt blev rundt for hans Øje, saa meget  i det mindste, som det paa nogen Maade var muligt. Hvo gjenkjender, naar et meyersk Billede er ham nyt, de Lufttoner, han vælger, den Rigdom af grønne Reflexer, hvormed han omgiver sine Skikkelser, den glødende Aftenluft, hvori han bader sit hele Billed? Men de Skikkelser, han fører frem for os, og den Natur, han hensætter dem i, ere som skabte for hinanden, og af de tilsyneladende

 

483

usande Enkeltheder fremvoxer et konstnerisk Hele, der skabte hans Ry ved Billedernes Fremkomst, bevarer det hos Eftertiden og vil give hans Konst Værd, saa længe den endnu kan skues og nydes.                       .          

Meyer havde oprindelig en udmærket Helbred, men en ung­dommelig Kaadhed, der undertiden gav sig Luft paa de besynderligstc Maader, virkede til at nedbryde hans legemlige Kraft. Overhaandtagende Sygdom tvang ham i 1841 til at forlade Rom og Italien for ved Badestedet Grafenberg om muligt at gjenoprette sin Sund­hed. Der tilbragte han to Aar, eller to Somre, og sporede ogsaa gavnlige Virkninger deraf; i Efteraaret 1843 rejste han, efter endt Kur, til Danmark, hvor Konstakademiet enstemmigt udtalte det Ønske, at han »maatte kunne optages til ordentlig Medlem uden Agreation, under Forventning af, at et Receptionsstykke senere, under Konstnerens heldigere Sundhedstilstand, kunde indsendes«. Den 4. December fulgte Kongens Resolution for, at dette maatte ske, »men uden Følger for Fremtiden«, og den 18. December 1843 blev Ernst Meyer optaget til Medlem af Akademiet. Om Foraaret 1844 forlod han Danmark og vendte efter en Rejse, der omfattede næsten hele Europa, tilbage til sit kjære Rom, hvorfra Urolighederne i 1848 atter fordrev ham, saa at han i næsten fire Aar opholdt sig i Paris og Svejts1; men trods Vennernes Ønsker besøgte han ikke Danmark. I 1852 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Naar den Sygdom, som aldrig gav Slip paa sit Bytte, i den Grad naishandlede den livsglade Konstner, at han blev til den værk­brudne Mand, som den yngre Slægt saa i Rom, har jeg ikke kunnet udfinde ganske nøje. Men trods sine Lidelser og sin fordrejede Skikkelse — Armene og Hænderne vare helt fortrukne paa ham, ikke mindre end Benene, som han kun kunde bevæge ved Hjælp af Krykker —, færdedes han, den alderstegne Konstner, utrætteligt

 

1 Han var ogsaa i Nordtyskland. I 1849 var han i Hamborg, og den 25. October steg han der op i en Luftballon med en Luftskipper. Han for­talte med meget Lune, hvorledes han, da han havde hævet sig op i en højere Sfære, over Jordlivets lave Usselhed, begejstret omfavnede sin Fører og spurgte om hans Navn. Skuffet maatte han høre, at han ogsaa hed Me.er. Ikke engang i de højere Luftegne kunde han slippe dette Navn, som han halvt i Spøg, halvt for Alvor ærgrede sig over, fordi det var saa almindeligt. For øvrigt fortrød han ikke paa, at han var Jøde, men drillede den danske Consul i Rom, Bravo, der, skjønt han var født Jøde, gjærne vilde gjælde for Italiener eller Portugiser, med altid at sige „Vi gamle Jøder!" til ham naar der var flest til at høre derpaa.                  

 

484

hver Sommer paa Rejser til de romerske Bjærge eller til Neapel, og selv den sidste Sommer, han levede, foretog han sin sædvanlige Rejse.

Den 31. Januar 1861 spøgede han paa sin vante Vis ved Fro­kosten i Café greco, da et pludseligt Ildebefindende tvang ham til at ytre Ønske om at blive kjørt hjem. Inden Vognen kom, havde han tabt Bevidstheden. Det var et heftigt apoplektisk Slag, der havde ramt ham, og uden at komme til sin Bevidsthed hensov han den 1. Februar i den tidlige Morgenstund. Den følgende Aften jordedes han paa den mosaiske Kirkegaard i Rom, fulgt af en talrig Skare Skandinaver og Fremmede. (Medd. fra Konstn. Halvbroder. Nekrolog af Ph. "Weilbachi Fdl. 1861 og i Konst og Æsth., S. 70—77 efter Konstn. egne Medd. til Forf. Nekrolog i 111. Tid., II, 1861, Nr. 74. Skild. 1819, Sp. 466. Akad. TJdst. Gat. I Naglers Kat. Lex., IX, nævnes han S, 209 som C. Meyer og igjen S. 214 tinder sit rigtige Navn).

 

Meyer. Johan Andreas Meyer, født omtrent ved Nytaar 1784, besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1806 den lille, 1807 den store Sølvmedaille, og arbejdede uden Tvivl i nogen Tid som Conducteur, indtil han ved Mallings Bortrejse (1811) blev constitueret som Stadsbygmester, medens denne var udenlands. Efter Mallings Hjemkomst (1815) blev han udnævnt til kgl. Bygningscommissair og Materialforvalter, og i denne Stilling døde han den 30. Marts 1822, kun noget over 38. Aar gammel. Han var gift med Amalie født Luckaj. (Akad. Udst. Gat. Vejvis. Adresseav. 1822, Nr. 80).

 

Meyer. Vilhelm Frederik Meyer var Søn af Brunsvigeren Johan Heinrich Meyer, der blev Dr. philos. i Kiel og derefter kgl. Embedsmand under Rentekamret i Kjøbenhavn; hans Moder hed Anna Christiane Augusta født Schluter, og han blev født i Kjøben­havn den 15. Octoher 1799. Han besøgte Konstakademiet i Kjøben­havn for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1818 den lille og 1822 den store Sølvmedaille. Allerede fra 1821 havde han været Bygningsconducteur i Slesvig under Krejser (s. d.), og da denne døde i Februar 182B, blev han constitueret i hans Embede. Samme Aar vilde han concurrere til den lille Guldmedaille ved Konstakademiet, hans Skitse blev ogsaa antagen, men' ua hans Stilling ikke tillod ham at blive i Kjøbenhavn, og Akademiet nægtede ham at udføre sit Concoursarbejde i Slesvig, maatte han opgive det »for i Aar«, hvilket blev det samme som for stedse. Thi imidlertid fik han fast Ansættelse som Bygningsinspecteur i Slesvig, og virkede i denne Stilling endog efter Hertugdømmernes Afstaaelse i 1864, indtil Døden

 

485

pludselig bortrev ham under en Embedsrejse i Frederiksstad den 17. Januar 1866. Han var i 1829 bleven gift med Caroline født Rolster fra Byen Slesvig. Meyer var en praktisk administrativ Embedsmand, hvis konstneriske Udvikling blev afbrudt ved hans tidlige Ansættelse, hvorvel det Embede, der blev ham til Del, sæd­vanligvis kun blev givet til Konstnere. (Medd. fra Konstn. Broder. Åkad. Udst. Cat. Statskal. 1821—64. Statskal, f. Schlesw. Holst u. Lauenb. 1865, Sp. 147. Tysk Frederiks Kirkeb. ved Lengn. Erslew, Forf, Lex, II, S. 259-60. Suppl., II, S. 367).

 

Meyn. Christian Méyn, Søn af den nedennævnte Bygmester Peter Meyn og dennes første Kone, Mette Marie født Jensen, blev født i Kjøbenhavn og døbt den 29. September 1785. Han var Elev af sin Fader og besøgte Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt' 1801—2. Derpaa blev den mindre Guldmedaille tilkjendt ham den 14. September 1803 for »Et Theater til 4.000 Tilskuere«. Han var i de nærmeste Aar derefter Bygningsconducteur hos Faderen, hos hvem han levede, blev derefter kgl. Bygningsinspecteur i Kjø­benhavn, men tog allerede i 1821 sin Afsked. En kort Tid var han Lieutenant ved det borgerlige Artilleri. I 1820 ægtede han Susanne født Bintzer, der ejede Huset Nr. 18 (nyt Nr. 20) i Nybro­gade og ved en den 3. Juli 1820 underskreven Ægtepagt beholdt Raadighed over sin særlige Formue, idet der ved kgl. Bevilling blev tilstaaet hende samme Myndighed, som ellers kun Enker havde efter Loven. Han døde den 4. August 1826. Hans Venner skrev Vers til ham i Adresseavisen. (Nikolaj Kirkeb. ved Lengn. Akad. Vej­viseren 1805—26. Pantekontorets Registre. Adresseav. 1826, Nr. 183, 185 og 187).

 

Meyn. Peter Meyn, født i Kjøbenhavn og døbt den 11. April 1749, var Søn af Snedkermester Anton Christian Meyn og Helene født Klews. Han besøgte Konstakademiet for at uddanne sig til Bygmester og vandt i 1766 begge Sølvmedailler. Ved Concoursen i 1767 til den mindre Guldmedaille var hans Arbejde saa fortrinligt, at Forsamlingen vilde have tilkjendt ham den store Guldmedaille. Men »da han kun var 16 Aar« (han var imidlertid dog 18 Aar), og da han ikke havde vundet nogen Guldmedaille før, fik han blot den lille Guldmedaille. Aaret efter vandt han den store Guldmedaille for »En kgl. Militairskole for hundrede Officer sbørn«. Siden ud­dannede han sig videre under Harsdorffs Vejledning og blev 1771 kgl. Bygningsconducteur. I 1775 søgte han det store Rejsestipendium, men Billedhugger Dajon blev ham foretrukken. Samme Aar fore-

 

486

riste han i Akademiet Tegning til »Et Belvedere eller repos de chasse«. Da han Aaret efter fik Tilsagn om Stipendiet, naar Abildgaard kom hjem, udbad han sig, at han, saa snart det udvendige af Kapellet i Roskilde, ved hvilket han var Conducteur, var færdigt, maatte rejse ud for egen Regning, mod at det senere godtgjordes ham af Stipendiet. Det blev ham tilstaaet, og i Juni 1777 rejste han.

Efter et sexaarigt Ophold, navnlig i Frankrig og Italien, kom han hjem sammen med Magens, og begge blev enstemmig agreerede den 27. Juli 1782. Meyns Opgave blev »Et publique Biblioteque's og paa Tegning dertil blev han Medlem den 28. Januar 1783. Snart efter, den 1. September s. A., valgtes han til anden Professor i Byg-ningskonsten, efter Rosenbergs Død blev han (1789) Stadsbygmester med Bolig i Prinsens Palais, og efter Harsdorffs Død (1799) blev han enstemmig' valgt til at være første Professor ved Akademiet. I 1797—99 var han Akademiets Directeur i to Aar. Allerede i 1783 havde han giftet sig med Mette Marie født Jensen, og da hun, efter at have født sin anden Søn, den ovenfor nævnede Christian Meyn, døde den 29. Maj 1785, ægtede han i 1786 Charlotte Amalie født Avemann, der blev Moder til fem Børn og overlevede ham lige til 1830.                   

Man kjender ikke meget af hvad Meyn har bygget. Der nævnes kun to Værker af ham, nemlig Chirurgisk-Akademi og den nu ned­revne Bygning til Rigsbanken, som laa ved Børsen med en For­bindelsesgang til denne. Banken var en lidt klodset Bygning i Mansardstil, der var bleven foretrukken for Harsdorffs Udkast, fordi »den kunde faas for nogle Tusinde Rigsdalers bedre Kjøb«. Den var færdig i 1786 og synes i den indre Anordning at have haft nogen Lighed rned Harsdorffs Plan. Hans andet Værk, »det chirurgiske Akademi« i Bredgaden, er fra samme Tid —- Kransen blev hejst i December 1786 og Bygningen indviet i October 1787 —, og det blev i tidligere Tid regnet for en af Kjøbenhavns skjønneste Byg­ninger. Uagtet Forsiden har vundet ved, at den smukt udarbejdede Sandsten i Vinduesrammerne og Portalen med sine tvende ioniske Søjler er bleven renset for det Lag Farver, der ganske skjulte Formerne, er Bygningen dog ikke fri for at lide af den tunghed, som tidt følger Mansardstilen. Ogsaa har man dadlet de halvt riflede søjler som en uklassisk Frihed. Den store amfitheatralske Høresal er smuk og hensigtsmæssig, og Bygningen har et velgjørende Præg af Soliditet. Tegningerne dertil ere stukne af Winkler paa 7 Plader. Begge disse Arbejder tilhøre, som man ser, en forholdsvis

 

487

tidlig Tid af hans Liv, Senere synes han at have levet udelukkende for sin Embedsgjerning. Han døde den 11. April 1808. (Weinw., S. 225. Do. Lex. Nikolaj, Frue og Slotskirkens Kirkeb. ved Lengn. Erslew, Forf. Lex. Suppl., II, S. 369. Akad. Vejvis. Collin, For Hist. og Stat., II, S. 275—76, Anm. Dske. Saml., I, S. 3i5. Nye-mp, Kbh. Beskr., S. 310 og 364. Ramdohr Reise, I, S. 166. Stecm. Kbh. Beskr., S. 212—16. Adresseav. 1808, Nr. 148. Skifteretten).

 

Miani. H. (Annibale?) Miani, en italiensk Historiemaler, der mulig blev indkaldt for at medvirke til at udsmykke det nys opførte Christiansborg Slot. Han nævnes første Gang, saavidt vides, i 1738 som Professor ved det ældre Maler-og Billedhnggerakademi. Som saadan havde han 200 Rdl. d. C. om Aaret og boede hos en Madam Lüders ved Gammelstrand (Strandkv. Nr. 11), nuværende Nr. 40, hvorhen ogsaa det ældre Konstakademi for en Tid blev flyttet. Af hans Arbejder kan nævnes Loftet i Højesteretssalen paa det gamle Christiansborg, forestillende »Lasternes og Uretfærdigheds Flugt for Guds Aasyn« og to Malerier over Kaminen i Gardersalen i samme Slot, samt to andre, forestillende »Moses optages af Nilen« og »Faraos Datter med Moses som Barn«, i Løngangen mellem Slottet og Kirken. Desuden har han malet et Portræt af Frederik V som Kronprins til Hest, i hans 22. Aar, hvilket er stukket i Patent Folio af ham selv. Det maa have været det sidste Arbejde af ham i Kjøbenhavn, thi i 1745 forlod han Landet, og i det Aar fyldte Kronprinsen netop 22 Aar. Miani var Wiedewelts første Lærer, inden denne bestemte sig for Billedhuggerkonsten, men hvis han virkelig rejste bort 1745, kan det ikke hare haft stort at betyde, thi Wiedewelt var da kun 14 Aar. (Weinw., S. 128, Sandv., S 98. Hennings., S. 98. Mandtalsliste til Kopskat 1743. Thnra Hafn. hod., S. 154. Dske. Atlas, II, S. 101. Jonge, Kbhv. Beskriv., S. 501, 504 og 536—37. Thiele, Kstakad., S. 39—40. Pantekontoret Gmlstr., nyt Matr. Nr. 10).

 

Michelsen. Peter Larsen Michelsen, født 1814, var oplært til Murer og begyndte uden Tvivl noget sent at lægge sig efter Bygningskonsten, thi han vandt først Akademiets lille Sølvmedaille i 1843, derpaa den store Sølvmedaille Aaret efter og i 1845 Æresmedaillen i Architekturen for »Et Locale til Vinterfornøjelser«. Han var gift med Christine født Torgelsen, og var bosat i Aalborg, da han døde den 5. April 1849, kun 35 Aar gammel. (Akad. Udst, Cat. Selmer, Nekr. Saml., II, S. 155. Berl. Tid. 1849, Nr. 87).

 

Middelboe.   Bernhard Ulrik Middelboe, født 1850 i Ribe

 

488

og Søn af Toldkasserer Christian Middelboe, kom efter sin Confirmation til Kjøbenhavn og i Lære hos Murmester Prahl. Efter at han var begyndt paa Kunstakademiet (1867), gik han strax over i Klas­serne for Frihaandstegning og fik den 30. Juni 1876 Afgangsbevis som Maler. Allerede i 1875 concurrerede han til den Neuhausenske Præmie med sit første udstillede Billede, »Mogens Munk hos Chri­stian II«, uden at opnaa Præmien, som derimod blev tilkjendt ham den 24. April 1877 for »Scene af Ewalds Liv« (Præsten Schønheyder oplæser Bønnen for den døende Digter). I 1876 udstillede han et Genrebillede. (Akad. Udst. Gat.)-

 

Mitreuter. Heinrich Ditlev Mitreuter, født i Kjøbenhavn 1818 og Søn af Kurvemager J. Mitreuter, skulde have været Søcadet, men havde mere Lyst til Konsten og kom i 1831 ind paa Akademiets Gibsskole, som han besøgte til 1836. Imidlertid lagde han sig saavel efter Miniaturmaleri som efter Lithografering og ud­stillede 1833—35 nogle tegnede Portræter. I 1836 rejste han, da han havde en smuk Sangstemme, med en Tyrolertrup til St. Peters­borg, men opgav snart dette æventyrlige Liv og bosatte sig i St. Petersborg som Portrætmaler. Under et Besøg i Kjøbenhavn i 1843 malede han nogle Portræter (i Vandfarve?), hvoraf tre udstilledes Aaret efter. (Akad. Udst. Cat. Priv. Medd.).

 

Moe. Niels Moe, født den 14, Juli 1792 i Kongsberg, var Søn af en Kjøbmand og Sølvværksleverandeur Moe dersteds og kom ved den varme Konstven Jakob Aalls Understøttelse til Kjøbenhavn (omtr. 1814) for at uddannes til Maler under Lorentzens Vejledning. Samtidig- besøgte han Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1820. Han levede nu nogle Aar i Kjøbenhavn, dels som Portrætmaler, dels af at rense og istandsætte gamle Kobberstik, og udstillede 1819—28 nogle Portræter og Copier efter Lorentzen, Møller og andre. Han havde ægtet Sofie von Coch, en Datter af Domprovst i Slesvig Georg von Coch, og flyttede i 1832, »for at finde bedre Udkomme til sig og Familie«, til Odense, hvor han op­rettede en Tegneskole for Haandværkere og fik en udbredt Syssel­sættelse, væsentlig som Tegnelærer; ban vandt almindelig Agtelse ved sin Hæderlighed og Duelighed i denne Retning. I 1839 blev han Tegnelærer ved Odense lærde Skole og forblev i denne Stilling til sin Død, den 2. Marts 1854. I Begyndelsen af 1852 havde han faaet Dannebrogsmændenes Hæderstegn, og kort efter fik han dansk Indfødsret. Han dyrkede ved Siden af sin Konst Naturvidenskaberne med stor Iver, især Fysik og Kemi, hvorover haa holdt private

 

489

Forelæsninger i Odense. En Søn flyttede tilbage til Norge, en Datter blev gift i Odense (Sledd. fra Konstn. Søn. Priv, Medd. Odense Skoles Program 1854, 8. 72. Thaarups Papirer. Akad. Udsi Gat.). ,

 

Mohr. Johan (Johannes) Georg Povl Mohr var Søn af en velhavende Slagter, Georg Mohr, og blev fedt 1808 i Bordesholm. Han skulde først have lært sin Faders Haandværk, men da ban havde mere Lyst til at være Maler, kom han i Lære hos en Maler­mester i Hamborg. Efter at han var udlært og havde lagt sig efter Decorationsmaleriet, skjærpedes Lysten til at blive Konstner hos-ham. Med Carmiencke, som var i samme Stilling og nærede samme Attraa, fulgtes han til Dresden (1831), hvor J. C. Dahls Paavirkning bragte dem begge til ganske at hellige sig Landskabsmaleriet. Ven­nerne rejste uden Tvivl sammen til Miinchen og Tyrol for at ud­danne sig videre og tog derpaa til Kjøbenhavn, for at besøge Konst-akademiet der. Mohr gjennemgik dog kun Frihaandstegneskolen og Gibsskolen, men fik i 1836 Akademiets Vidnesbyrd for at have udmærket sig ved Flid og Talent, da han vilde rejse til Miinchen. Derfor søgte han om Understøttelse fra Fonden ad usus publicos, som han synes at have faaet i Aarene 1838—39. I 1839 rejste han til Kjebenhavn for at ægte Augusta Charlotte Christine født Gøtt-sche, med hvem han Aaret efter atter vendte tilbage til Miinchen, bl. a. for at male et stort Billede, som Christian VIII havde bestilt hos ham. Uagtet han malede og afsatte flere vellykkede Billeder, var hans Eaar ikke gode og forværredes ved hans langvarige Syg­dom. Ved en Henvendelse til Kongen synes han at have faaet »et Forskud« paa 200 Species (800 Kroner). Men hans Sygdom ved­blev, og den 7. September 1843 døde han. Enken vendte med sine smaa Børn hjem til Danmark og døde i Kjøbenhavn i 1858. Mohrs Billeder udmærkede sig ved en kraftig og livfuld Pensel, poetisk Følelse og Sikkerhed i Formen; men overfor den nyere Tids mere maleriske Foredrag synes de vilkaarlige og conventionelle, navnlig i Løvets Gjengivelse. Han udstillede i Kjøbenhavn 1834—44, og den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Billeder, der ere indkjøbte i Løbet af det samme Tidsrum. (Akad. Udst. Cat. Adreaseav. 1858, Nr. 62. Hamb. Kst. Lex. Cotta'sches Kunstblatt [ved Forster og Kugler] 1843, S. 379, samt Hamb. Wochentl. Nachrichten 1844, 24. Febr., og Neuer Nekrolog der Deutschen 1843, S. 786, som ikke findes i Kbhv.}.

 

Mohrhagen.    Carl Vilhelm Bernhard Mohrhagen vandt i 1832 den lille Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn og

 

490

udstillede i 1834 to Portræter og i 1837 et Portræt. (Akad. Udst. Gat.).                                                           

 

Molinedo nævnes af Weinwich som født i Kjøbenhavn i forrige Aarhundrede, formodentlig af spansk Familie. Han lærte Malerkonsten her, rejste til Rusland, kom efter nogen Tids Forløb til­bage derfra (1780), men rejste atter bort til Spanien. (Weinw., S. 198. Do. Lex.).

 

Monies. David Monies, født i Kjøbenhavn den 3. Juni 1812, er Søn af Salomon Monies, en fra Hollanpl^iadvandrel-Jøde, og Frederikke født Soldin af Kjøbenhavn. Hans Fader, som havde været en velhavende Mand, blev ved Krigsforholdene 1809—14 sasi forarmet, at Konstnerens Barndom henflød i dea strængeste Fattig­dom. I Faderens lille Cigarfabrik maatte han og Brødrene arbejde med, dels ved Forfærdigelsen af Cigarerne, dels ved at sælge dem paa Gader og Stræder. Ikke desto mindre lykkedes det Monies allerede i sit tolvte Aar at faa Adgang til Kunstakademiets Skoler (1824), som han temmelig hurtig gjennemgik; i Juli 1827 blev han Elev af Modelskolen, og den 31. December s. A. blev den lille Sølvmedaille tilkjendt ham. Den store Sølvmedaille fik han først to Aar efter, nemlig den 3. Januar 1832. I Mellemtiden havde han under J. L. Lunds Vejledning søgt at uddanne sig til Portræt- og Genremaler. Allerede i 1827, kun femten Aar gammel, udstillede han sit første Maleri efter en Tegning af sin Lærer. I det følgende Aar udstillede han nogle Portræter, ligesom han i det hele gjennem største Delen af sit Konstnerliv har været en søgt og yndet Portrætmaler.

I 1833 indsendte han to Portræter til Akademiets Bedømmelse, for at faa Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om Rejse­understøttelse. Akademiet fandt »ualmindelige Anlæg« hos Konstneren, men »kunde ønske en strængere Tegning«: Det raadede ham fra at rejse og hellere at lægge sig efter Tegning ved Akademiet selv. Et Portræt af Lægen Herholdt (1833) vakte Opmærksomhed for den unge Konstner, og et Genrebillede, »En Konstner (Grurlitt), som spøger med en Bondepige, medens hendes Fader sover; i Bag­grunden andre Konstnere (Simonsen, Kaufmann, Kiærschou, Raadsig og Jerndorf), som [lege], tegne og male efter Naturen«, stemte og-saa Akademiet gunstig for ham. 1.1835  anbefalede det ham til Rejseunderstøttelse, dog efter Marstrand og Gurlitt; han havde imidlertid tjent saa.godt pas sine Billeder, at han for egen Bekost­ning var rejst til München. Han opnaaede dog ikke nogen Under-

 

491

støttelse og vendte Aaret efter tilbage til Kjøbenhavn. 11847 blev han agreeret af Akademiet som Portrætmaler, og paa Portræter af J. P. Møller og J. H. Kocb blev han den 27. Marts 1848 Medlem af Akademiet. I 1859 fik han Titel af Professor, og i 1874 blev han Ridder af Dannebrog.

Af hans Portæter høre maaske de, han malede til Theatret, Frydendahls, Lindgreens, Winsløws og Phisters, samt hans Medlemsstykker, til de bedste, han har udført. For øvrigt har han malet en Del Genrebilleder af det danske Folkeliv, blandt hvilke »To Børn ved et Vandløb« (1838) gjorde saa megen Lykke, at Konstne-ren maatte gjentage det flere Gange, ogsaa »Erindring fra Danse­boden« (1849, Konstforen.) har han senere gjentaget i mindre Format. Endvidere kunne nævnes »Episode af Troppernes Hjemkomst« (1850), der blev gjengivet i Lithografi, og »Pengebrevet«. Den kgl. Maleri samling ejer to af hans Genrebilleder, Thorvaldsens Museum ét. »En Kjøkkenscene«. I 1859—60 udstillede han to store Billeder af Jødefolkets Historie, som dog ikke blev efterfulgt af flere Billeder i den historiske Retning1. (Konsi egne Medd. Søndagsposten 1875, Nr. 595. Akad. Udst Cat).

 

Monrad. Vitus Monrad, født den 28. Juli 1738, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Billedhugger, vandt 1759 den lille Sølvmedaille to Gange, 1760 den store Sølvmedaille og samme Aar den lille Guldmedaille for Opgaven »Moses findes af Faraos Datter«. Han blev »Cadetternes Tegnemester« med Titel af »Professor i de frie Koester«. I 1767 ægtede han Ellen Mule født Hansen, der kun var 16 Aar gammel og døde den 23. October samme Aar i Barselseng. Monrad selv levede sine sidste Aar i Vejle og døde der den 9. Februar 1789. (Weinw. Lex. Akad. Erslew, Forf. Lex. Suppl., I, S. 28. Frue og Trinitatis Kirkeb. ved Lengn.).

 

Morell. Gerhard Morell var født her i Kjøbenhavn 1710 og lagde sig først efter Malerkonsten, blev derefter Konsthandlev, og kjøbte paa en Konstrejse i Flandern og Holland en Del Malerier til den kgl. Malerisamling (Konstkamret), hvoraf flere éndnu høre til Samlingens fortrinligste Billeder, saaledes F. Bol, »Kvinderne ved Graven«. Paa Rejsen eller efter denne havde han Bestalling som „Hof- und Kunstcommissarius" og den 18. April 1759 blev han ud-

 

 ' Konstneren har meddelt mig, at han ikke concurrerede til Eibeschütz' Legat med disse Billeder.

 

492

nævnt ved Siden af Wahl til „adjungirter und eventualiter succedirender Kunstkamtnerverwalter". I denne Stilling rejste han i 1763 til Holland og kjøbte ved Auctionen over Cardinalen Valentis Sam­ling ligeledes flere værdifulde Stykker til den kgl. Samling. Efter Wahls Død, December 1765, eller som det synes, endog før hans Død, den. 12. November 1765, blev Morell virkelig Konstkamraerforvalter. Men. alligevel blev der under 18. Februar 1766 udstedt et kgl. Commissorium til Professorerne Oeder og Ascanitis, samt Fuldmægtig ved Rentekamret Ole Peter Kølle, om at forfatte »et accurat Inventarium« over Konstkamrets Indhold og derpaa over­levere dette til Moreli. Inden Inventariet var fuldendt, døde imidler­tid Morell den 29. Maj 1771, og den samme Commission overleverede endelig i 1775 Konstkamret til dennes Efterfølger, L. Spengler. Ikke desto mindre fungerede Morell som Konstkammerforvalter i de Aar, han levede. Hans Kone, Marie Elisabeth Morell, døde Aaret efter sin Mand (1772). Morelis Portræt er malet af J. S. Wahl og til­hører den kgl. Malerisamling. (Weinw., S. 167. Do. Lex. Lorck, Fortg. Nachrichten, I, S. 561. Statskal. Adresseav. 1766, nt. 48, 1771, nt. 84. Petri Kirkeb. ved Lengn. Skild. 1829, Sp. 1062. Thaarups Papirer).

 

Moritz. Nicolaus Christian Moritz kalder en Maler sig, som var født i Slesvig By, og levede i Tiden 1686 til 1732. Man ser af en Stambog, som har tilhørt ham, og som bevares i det store kgl. Bibliothek, at han i Tiden 1702 til 1712 rejste meget og har opholdt sig i Danzig, i Christiania og i London. Han synes at have arbejdet dels i Kjøbenhavn (1702—5), dels i Slesvig, hvor han atter opholdt sig 1726. Af Stambogen ser man ogsaa, at han var Ven med adskillige af Datidens agtede danske Konstnere, samt med flere udenlandske Konstnere af Navn, hvilket tyder paa, at han vel næppe selv har været en aldeles ubetydelig Konstner. (Stambog, Thott-ske Saml., 8, 569, i det store kgl. Bibi.).

 

Muhle. Carl Adolf Muhle blev født den 5. April 1786 paa Herregaarden Skovgaard i Fyen, hvor hans Fader, Mogens Muhle, var Forpagter. Hans Moder, der var Faderens tredje Hustru, hed Mette Margrethe født Ewaldsen. Han blev i Foraaret 1803 privat dimitteret til Universitetet, 1806 Volontair under Rentekamret, 1812 juridisk Candidat med bedste Karakter og var fra 1821 Secretair og Bogholder ved den færøske Handel i Kjebenhavn, indtil han den 13. Maj 1839 fik sin Afsked i Naade med Pension. Han var en ^f de første, som traadte frem paa Grundtvigs Opfordring til Studenterne

 

493

i 1807 om at tage til Skubkarren for at hjælpe ved Voldens Ud­bedring. I 1810 bley han gift med Jakobine født Luno, der døde 1842. Selv døde han den 29. Marts 1855 i Valdby, hvor han havde henlevet sine sidste Aar. Den nedennævnte M. Th. Mule er hans Søn.

Muhle havde megen Sans for Konsten, og sin Fritid brugte han til med Iver at lægge sig efter Medailleur- og Signetstikkerkonsten. Af Medailler er hans vigtigste Medaillen i Anledning af Børsens Jubilæum 1824 med Christian IV's Portræt paa Aversen, Mercur og Neptun ofrende ved et Alter paa Reversen. Dernæst skar han i 1829 Aversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Bryllup med Kronprinsesse Caroline, med begges Portræter, medens Reversen udførtes af Chr. Christensen. Desuden udførte han en Del Portræter i Vox, skar Navnetræk og Vaaben i ædle Stene til Ringe og Signeter, stak en Mængde Kontorsigneter i Staal og Mes­sing o. a. m. Han er tillige optraadt som Forfatter. (Weinw. Lex. Øst. Mat., S. 429—30. Muhle: Carl Mogeneens færøske Krønike. 81dld. 1825, Sp. 1721. Erslew, Fort. Lex., II, S. 312. Do. Suppl., II, S. 420. Nagler, Monogr., I, 2229 [urigtig Angiv, om, at han var ansat ved Mønten]. Akad. Udst. Cat. Møntfortegn. Medd. fra Sønnen)

 

Mule. Mogens Thorvald Mule, Søn af den .ovennævnte Carl Adolf Muhle og Jakobine født Luno, har bortkastet h af sit Navn, som han nu skriver paa den ældre danske Maade. Han er født den 21. Marts 1823 i Kjøbenhavn, blev allerede i October 1835 Elev hos Billedhugger H. V. Bissen og begyndte i 1836 at gaa paa Akademiet, hvor han i 1842 blev Elev af Modelskolen, i 1843 vandt den lille Sølvmedaille, i 1845 en Pengepræmie for Modellering og i 1850 den store Sølvmedaille. I disse Aar udførte han tillige, efter Medailleur Christensens Ønske, en Del formindskede Copier eftter Thorvaldsen .tiladen kgl. Porcelainsfa1irik,-og arbejdede senere under Christensen til dennes Død. Efter en Concurrence til den mindre Guldmedaille, ved hvilken hans Billede vel ikke fik Præmien, men af Akademiet blev erkjendt for et godt Arbejde, fik han i 1852 Rejsestipen­dium og opholdt sig i Rom, hvor han lagde sig efter at skjære Cameer i Conchylie. Efter Hjemkomsten har han atter udført en Del Copier efter Thorvaldsens Arbejder, dels til den kgl. Porcelainsfabrik, dels til Bings Porcelainsfabrik og Ipsens Terracottafabrik, hvis konstneriske Ledelse han i nogle Aar varetog, indtil han i 1872 selv grundede en Fabrik for Callipasta Arbejder. Tillige har ban undervist i Tegning

 

494

i flere Skoler. Siden 1842 udstillede han Statuer, Relieffer og Conchyliecameer. I 1869 fik han den Neuhansenske Præmie for »den gode Hyrde, Gruppe i Gibs«. Han døde den 6. December 1877. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Fdl. 187.7, Nr. 286).

 

Mulvad. Emma Mulvad hedder Aarøemma Ivare Chri­stiane Frederikke Rønsholdt og er Datter af Sproglærer Ivar Christian Rønsholdt og Sofie Jensine Elisabeth født Jahn af norsk Æt. Hun blev født i Kjøbenhavn den 5. August 1838, og da hun allerede i sin Barndom viste Lyst til Tegning, modtog hun efter Skoletiden videre Uddannelse hos Porcelainsmaler L. R. Lyngbye og hos en Slægtning, en norsk Sømaler, Hans Jahn. I 1853 fik hun det Hverv af Dr. Kjærbølling at tegne og colorere Om­givelserne til hans Værk, »Danmarks Fugle«. I 1858 udstillede hnn sit første Billede paa Charlottenborg og har siden den Tid flittig udstillet. Hendes Fag er, dels Blomster og Frugtstykker, dels Dyrstykker, idet hun saavel gjengiver døde som levende Dyr. Hun har tillige udført Decorationer paa Terracotta for den Ipsenske Fabrik og fik i 1870 tilligemed sine tre Søstre en Guldmedaille fra Verdensudstillingen i London for Maleri paa brændt Ler. I 1869 blev hun gift med Districtslæge Niels Georg Mulvad i Vestervig, men har ogsaa efter den Tid udstillet flere Gange. (Medd. fra Konstn. Fader. Udst. Gat.).

 

Munch. Jakob Munch, født i Christianssand 1776, blev 1796 Fændrik i det andet aggerhusiske Infanteriregiment, 1805 Premierlieutenant å la suite med Tjenestealder fra den 22. Marts s. A., 1810 forsat til det tellemarkske Infanteriregiment, 1812 Capitain. Ved Norges Adskillelse fra Danmark forblev han i den norske Hær og døde i Christiania 1839. Medens han stod å la suite i Hæren, besøgte han Konstakademiet i Kjøbenhavn.fra1804, blev 1806 Elev af Modelskolen, og udstillede ved Akademiets Aarsfest »adskillige Stykker i Oliefarve«. Samme Aar gav Akademiet ham Vidnesbyrd for, at have »ved ædel Anstrængelse og ualmindeligt Talent til Malerkonsten med Berømmelse tilbagelagt alle dets Skoler«. Derved opnaaede han, som det synes, Understøttelse fra Fonden ad usus publicos til en længere Udenlandsrejse. I 1807 malede han Oehlenschlægers Portræt i Paris, og han kom først hjem i Begyndelsen af 1813 efter ligeledes at have besøgt Italien. I Juni d. A. foreviste han Akade­miet en Del Billeder fra sin Rejse, hvoriblandt Portræt af Thorvaldsen en Copi efter Guido Renis Magdalene og et Par Landskaber. Akademiet »fornøjede sig« over hans Fremgang; derimod gjorde

 

495

hans   udstillede Arbejder,   efter Weinwichs  Sigende,   ikke   megen Lykke hos Publicum, og fra nu af hører man intet mere til ham  i   Danmark.    (Weinw.,  S. 238.    Do. Lex.   Norsk  Nationalgalleris Catalog, S. 48.   Akad.   Skild. 1806, Sp. 782.   Øehlensohl. Erindr, ny Udg., S. 234).

 

Müller. Adam August Müller, født i Kjøbenhavn den 16 August 1811, var Søn af Professor i Theologi, senere Biskop Peter Erasmus Muller og Louise Augusta Stub, en Søster til Male­ren C. G. Kratzenstein-Stub. Efter i sin Barndom at have besøgt Efterslægtens Realskole blev han 1822 overflyttet til Metropolitanskolen, eftersom han var bestemt til Studeringerne. Han havde imidlertid  mere Lyst til at tegne og blev derfor, da hans Forsøg paa egen Haand røbede virkeligt Anlæg for Konsten, atter taget ud af Skolen. Fra September 1825 begyndte han at tegne hos C. V. Eckersberg, og den 14. November 1826 satte han første Gang sin Palet -op i dennes Malerstue. Nogen Tid i Forvejen havde han faaet Adgang til Akademiets Tegneskoler, gjennem hvis Klasser han jævnt hurtig rykkede op, indtil han den 24. Marts 1828 blev Elev af Modelskolen. Dog vandt han først 1832 den lille Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samme Aar concurrerede han forgjæves til den lille Guldmedaille.

Allerede 1829 udstillede han sit første Billede, »Aladdin, staaende bag Pillen, ser Gulnare«; i de følgende Aar udstillede han ikke faa Arbejder, dels Portræter, dels Billeder af Folkelivet eller af for-skjellige Tiders og Landes Historie. To af disse, »Aladdin, som griber efter Pomeranser« (1831), og »Christian IV, legende med en af sine Sønner« (1833), blev som lovende Ungdomsarbejder kjøhte til den kgl. Malerisamling. Bfterhaanden viste det sig, at Emner, hvor et religiøst eller falelsesfuldt Indhold kom til Orde, var Konstneren kjærest, hvad enten han valgte dem af sit Fædrelands Historie, af Kirkens eller af selve den bibelske Historie. »Den saarede Herluf Trolle, som modtages af sin Hustru og af Skolens Diseipler paa Herlufsholm«, blev kjøbt af Konstforeningen, og hans første Alter­tavle, »Christus, der prædiker fra Skibet« (1834), var en Bestilling af Grev Moltke til en Kirke paa hans Gods. Den øjensynlige Flid, hvoraf hele Udførelsen i disse Billeder var præget, i Forbindelse med et i den danske Skole ikke sædvanligt Blik for Farvens Liv og Klarhed vakte Opmærksomhed for Konatneren, uagtet han endnu var noget stiv i Gjengivelsen af Bevægelser og ikke altid correot i Enkelthederne.

 

496

Ovenpaa den mislykkede Concours i 1833 (noget, som for øvrigt  ikke sjælden hændte Datidens unge Konstnere, naar de, umiddelbart efter at de havde vundet den store Sølvmedaille, concurrerede til Gruldmedaillen uden at overveje, om de havde Modenhed til at und­fange og gjennemføre en større historisk Composition), forétog Konstneren i Somren 1834. en lille Rejse til Tyskland, til Bøhmen, langs Rhinen og flere Steder, og Frugten deraf fremtraadte i nogle Billeder paa Udstillingen i 1835. Han havde dog tillige faaet Tid til at male et historisk Billede, »Valdemar. Sejr i Fængsel«, som Konstforeningen kjøbte. I 1835 concurrerede han paany til den lille Guldmedaille, som denne Gang blev tilkjendt ham for Opgaven »Odysseus kommer til Nausikae«. Især fandt man hans Udførelse af Odysseus' Figur vellykket. Ogsaa ovenpaa denne Dyst for­friskede han sig atter, i Somren 1836, med en Rejse, denne Gang til Norge, hvor Jærnværksejer Aall gav ham Bestilling paa en Alter­tavle, »Christus i Gethsemane«, der blev udstillet i 1837.

Om Somren 1837 concurrerede han, efter at have taget den sædvanlige Examen i Sprog og Konsthistorie ved Akademiet, til den store Guldmedaille. Opgaven var »David, som opmuntrer Saul ved sit Harpespil«, og Medaillen blev tilkjendt saavel ham som Eddelien (se denne), idet Akademiet fandt, at Müllers Maleri stod tilbage for Eddeliens i Behandlingen, men overgik det i aandig Op­fattelse. N. Høyen, der i en Anmeldelse af Billedet, da det senere udstillede«, gjennemgaar det i det enkelte, havde vistnok Øje for det rette, idet han advarede Konstneren mod den Lethed, hvormed han arbejdede, og tilføjede: »Endnu ere hans Farver mere blom­strende end sande, hans Virkning mere slaaende end harmonisk«.

I ungdommelig Livsfølelse sparede Konstneren ikke sine Kræf­ter. Paa samme Udstilling, hvor hans Guldmedaillebillede blev set (1838) havde han ogsaa et Dameportræt i Knæstykke, som trods de Indvendinger, der kunde gjøres imod det, var et i den Tids Smag ret smukt og heldigt Billede. Og næppe var Concoursen endt, før Müller tog fat paa et stort historisk Billede, »Luther paa Rigs­dagen i Worms«, som Konstforeningen havde bestilt hos ham. I 1836 udstedte nemlig Konstforeningen en Indbydelse til de danske Malere til, i Anledning af Reformationsfesten, inden den l. October s.A. at indsende Skitser til det nævnte Emne, samt til »Hans Tausen prædiker i Viborg« og »Hans Tausen værner Biskop Rønnov mod Kjøbenhavns Borgere«. Som det synes, meldte kun Müller sig til  Concoursen, idet han indsendte en Tegning, som forestillede »Hans

 

497

Tausen, prædikende i Viborg«, og Skitser til de to andre Emner. Den 9. Marts 1837 blev det besluttet, at han for et Honorar af 1,000 Rdl. skulde male »Luther paa Rigsdagen i Worms«, og at det færdige Billede skulde ophænges i Helliggejstes Kirken. Dette store Billede med én Mængde Figurer i Legemsstørrelse, er saavel fra Indholdets som fra Udførelsens Side vistnok Konstnerens modneste og mest vellykkede Billede. Anordning og Tegning er omhyggeligere end tidligere, Handlingen er klart og levende fortalt, Farvegivningen sandere og naturligere, end den plejede at være i Konstnerens Billeder, uden at en ægte malerisk Virkning derfor gaar tabt. Bille­det, som efter sin Bestemmelse blev ophængt i Helliggejstes Kirke, er i den senere Tid stukket paa et stort Blad af E. Sonne, ligeledes paa Kunstforeningens Bekostning (1866—67)l. Det var færdigt fra Müllers Haand om Efteraaret 1838, blev den 14.—16. December ud­stillet for Kunstforeningens Medlemmer og det følgende Aar for Publicum ved den almindelige Udstilling paa Charlottenborg.

Men paa samme Tid, som Konstneren havde dette store Værk under Hænder, maatte han paany kæmpe med sin tidligere Med­bejler, Eddelien, om Rejsestipendiet som Pris. Da begge Konstnere i Marts 1838 søgte Stipendiet, vidste Akademiet ikke bedre end efter tidligere Skik at paabyde en ny Concours mellem de .to søgende Konstnere. Den 16. Juli fik de den Opgave at male »Christus giver sig tilkjende for Disciplene i Emaus« (Luc. 24, 30), og den 22. De­cember fremstilledes deres Billeder til Akademiets Bedømmelse. Begge havde haft store Vanskeligheder at overvinde; Eddelien havde været syg, saa at Bedømmelsen for hans Skyld havde maattet udsættes, Müller havde haft sit andet store Billede at gjøre færdigt, da han gjærne vilde have det afgivet til Konstforeningen inden den for­ventede Rejse. Denne Anstrængelse var ham for stærk, og da Billederne vare færdige, faldt han i en heftig Sygdom, som bragte ham Døden nær og paa en betænkelig Maade rystede hans Forstand. Paa samme Tid, som Akademiet skulde afgjøre Konstnerens Skjæbne, omhvirvlede vilde Febersyner hans trætte Hjærne.

Akademiet var talrigt forsamlet under Directeurens, Thorvaldsens, Forsæde. Saavel han som Eckersberg og Lund samt to andre Konstnere fandt Arbejderne saa lige i Værd, at de ikke vilde afgive deres Stemmef til gunst  for et af dem; men den øvrige Del af

 

1 Tiderne havde saaledes forandret sig, at Kobberstikkeren nu fik 4,000 Rdl. for Gjengivelsen af det Billede, Konstneren havde faaet 1,000 Rdl, for.

 

498

Forsamlingen heldede mest til Eddeliens Billede, som blev fore­trukket med 14 Stemmer mod 4. I samme Forsamling besluttedes det imidlertid enstemmigt, at Akademiet skulde indgaa til Kongen med Forestilling om, at Müller af Finanserne maatte faa et ligesaa stort Stipendium som Akademiets1. I Henhold dertil resolveredes allerede under 19. Januar 1839, at Müller skulde have 800 Rdl. Sølv aarlig i to Aar af Finanskassen. Det tredje Aars Stipendium, lige­ledes paa 800 RdL, fik han i 1841 af Akademiet og nød altsaa ganske lige Ret med Eddelien, der havde Akademiets sædvanlige Stipendium i tre Aar. Allerede i Slutningen af Januar 1839 var Müller saa rask, at han kunde afrejse til Italien.

Men strax den første Sommer paadrog han sig paa Ischia en Forkjølelse, som lagde Spiren til en Brystsyge, der snart skulde nedbryde hans Kræfter. Opholdet i Italien fik ikke desto mindre overordentlig Indflydelse paa hans Konsts sidste Ytringer. I Flo­rens studerede han med Iver de ældre italienske religiøse Malere og navnlig Rafael, saaledes som han viser sig i sin første Periode. En Altertavle til Vraaby under Vallø Gods, »Fremstillingen i Templet«, har vistnok vist Paavirkning af den samme Udvikling, som tydeligst og skjønnest fremtræder i det store Billede, »Christus velsigner de fire Evangelister«. Denne, ganske i den ældre kirkelige Stil udførte Composition, forener paa en saa fin og følelsesfuld Maade en udviklet Technik saavel i Form som i Farve med en nøjagtig Efterligning af ældre Mønstre, at det er et næsten enestaaende Forsøg; dog mere interessant som Forsøg end som Forbillede for en Vej, man kunde ønske Konstneren skulde slaa ind paa. Billedet blev strax kjøbt af Thorvaldsen og tilhører nu hans Museum. Det var saa at sige Konstnerens Svanesang. Den hensygnende Konstner bragte det hjem med, da han' om Somren 1842 kom tilbage til Danmark, og den 29. December s. A. blev han paa Eckersbergs Forslag enstemmig agreeret derpaa, og ved det følgende Aars Udstilling tilkjendtes det Udstillingsmedaillen.

Müller fik rigtignok Opgave til Medlemsstykke, nemlig: »Synder­inden for Jesu Fødder« (Luc. 7, 44), han malede ogsaa nogle Por­træter og et historisk Billede, »Den fortabte Søns Hjemkomst«; men hans Kraft var brudt for stedse. Endnu i 1843 overstod han et voldsomt Sygdomsanfald, og han havde atter begyndt at male. Men

 

1 Wilkens fortæller, at Thorvaldsen Dagen efter denne Forsamling gik til Kongen, og fik Tilsagn om Stipendiet til Müller. Hvad der i øvrigt til­føjes, er ikke nøjagtigt. (Wilkens: Træk af Thorvaldsens Liv, S. 34).

 

499

det tærende Brystonde var ikke overvundet, og den 15. Marts 1844 sov han hen, knap 33 Aar gammel. Han havde malet sit eget Portræt i Rom 1840. (Dansk Pantheon med Konstn. Portræt. Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Fdl. 1844, Nr. 1534. Berl. Tid. 1844, Nr. 95, Adresseav. 1844, Nr. 66. Jonrn. for Litt. og Kst., IV, S. 177—79. Høyens Skr., I, S. 88 og 111).

 

Müller. Anton Müller fra Kjøbenhavn fik i Juli 1752 Akademiets første Rejsestipendium som Historiemaler, stort 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig i to Aar. I 1754 ansøgte han fra Paris Akademiets Præses, Grev Moltke, om at faa kgl. Tilladelse til at gaa til Rom som »kgl. Pensionair«. Det blev ogsaa tilstaaet ham, og hans Stipendium anvist paa Particuliérekassen; det lød nu paa 400 Rdl. d. C. i fulde tre Aar, fra 1. Juli 1754 at regne »ifølge Fundationens Lydende«. Efter en Meddelelse, Spengler giver fra Wasserschlebes Papirer, hvor han kaldes M. Møller (Monsieur Møller?), forblev han, da Stipendiet var udløbet, i Italien, gik i 1756 over til Katholicismen i Kirken Sant' Ignazio, blev Munk i et Kloster i Kirkestaten og døde der i en høj Alder. Han synes for øvrigt ikke at have svaret til Akademiets Forventninger. "Wasserschlebe kalder ham „un inauvais sujet" og beskylder ham for at have sendt ham Copier af Bouohers Tegninger og udgivet dem for sine egne Compositioner. (Akad, Spengl., Art. Eft., S. 51. Thiele, Kstakad., S. 75. Meier, "Wiedewelt, S. 31—32, 44 og 45).

 

Muller. Carl Muller arbejdede ved Hoffet i Kjøbenhavn som Miniaturmaler, efter "Weinwichs Sigende i Christian V's Tid, men, som det synes af de kgl. Regnskaber, snarere i Frederik IV's Tid. Han døde i 1712, rimeligvis som ung Mand, da hans Moder, Cathrine Müller, modtog Betalingen for hans sidste Arbejde den 28. October s. A. (Weinw., S. 95. Do. Lex. Kgl. Regnsk, i Grehejmearchivet).

 

Müller. Cathrine Marie Müller eller Møller, Datter af Hans Christian Møller, der havde Kolding Slotsmølle i Fæste, og Maren født Bølling, blev født i Kolding den 21. Februar 1744, men opdragen paa Fanø hos sin Morbroder, Birkedommer Bølling. Som voxen var hun Selskabsdame i forskjellige Huse, sidst hos Conferens-raad, Stempelpapirsforvalter F. A. Müller fra 1780. Hun havde et ganske ualmindeligt Talent for Broderi, og da hun, efter at være kommet i Müllers Hus, havde Lejlighed til at se gode Konstværker, begyndte hun at brodere med sort silke på hvidt Tøj til Efterlig­ning af Kobberstik. I denne Smag udførte hun Broderi efter en

 

500

Radering af Bol efter Rembrandt, forestillende »den hellige Hieronymus«. Wiedewelt, som saa det, syntes saa godt derom, at han, uden hendes Vidende, foreviste Broderiet i Akademiets Forsamling den 2. November 1789, og Akademiet tilskrev hende i den Anledning et Opmuntringsbrev. Den 26. Marts 1790 indsendte hun to Hove­der efter Rafael, Anakreon og Venus, »syede i raderet Maner«, med Ønsket om, at disse to Stykker »maa forundes en Plads i Akademiets Samling«. De vandt i saa høj Grad Forsamlingens Bifald, at den den 28. Marts optog hende til ordentligt Medlem af Akademiet paa disse to Stykker. Senere forsøgte hun at brodere med gult paa sort, for at efterligne etruriske Vasemalerier. Hende tillægges ogsaa Consistorialraad R. Garboes Portræt, stukket af J. F. Clemens; men paa Stikket staar Chl. Soph. Müller del. Hun døde den 26. Sep­tember 1811 paa Fredensborg, rimeligvis hos Conf. Müllers Søn A. G. Müller, der skrev hendes Levned i Birchs Billedgalleri. (Nævnte Værk, f, 8. 301—12. Weinw., S. 236. Do. Lex. funder Møl­ler], »demens« ved Flok, S. 18. Akad. Do. Inv., trykt 1793. Adresseav. 1811, Nr. 233. Erslew, Forf. Lex., II, S. 332. Strunk Nr.863).

 

Müller. Christian Andreas Müller, født den 20. Juni 1783 i Kjøbenhavn, var Søn af Farver og afg. Major ved det borgerlige Artilleri, Otto Andreas Muller og Gunhild født Visborg. Han tog dansk juridisk Examen 1800, blev 1804 Copist i Assignationsbog-hdlder kontor et, 1810 Cancellist i Generalstabens Bureau og 1827 Postmester i Randers, hvorfra han tog sin Afsked i Naade med Pension i 1843; siden levede han som Pensionist i Kjøbenhavn. I Rangforordningen naaede han til virkelig Justitsraad med Ret til at bære Uniform som Overkrigscommissair (1830). Han blev i 1812 gift med Pauline Eleonore født Beutner og døde i Kjøbenhavn den 19. Juli 1877.

Han havde megen Kjærlighed til Konsten, særlig Medailleur-og Billedhuggerkonsten, og skar i 1815 en Medaille i Anledning af Frederik VI's Hjemkomst fra Wien (regi reduci). Samme Aar ud­førte han Aversen til Kroningsmedaillen med Kongens og Dronnin­gens Portræter, som blev antagen til Brug, da Conradsen, der lige­ledes havde udført et Stempel til Aversen, havde sat Dronningen paa Kongens højre Side. Reversen var af H. E. Freund. Conradsen og Freund tilbød at skjære nye Stempler til hver sin Side, men disse kom ikke til Anvendelse. Desuden har Müller udført Hæders­tegnene for otte og sexten Aars tro Tjeneste til Underofficerer.

 

501

I 1848 udstillede han en Psyche, Copi i Elfenben efter Bissens Original. Mere har han ikke udstillet, men han udførte for øvrigt lige til sin Alderdom, dels .Arbejder i Medailleurfaget, dels smaa Figurer i Elfenben, f. Ex. Hebe efter Thorvaldsen. Han havde et virkeligt Talent for Billedhuggerkonsten, som imidlertid, da han forblev i sin Embedsvirksomhed, ikke kom til fuldstændig Udvikling. (Medd. ved Professor, Overlærer Hundrup og Konstn. Søn. Weinw. Lex. Do, Anni. af Kroningsmed, i Athene V, S. 566. Akad. Udst. Cat. Møntfortegn. Nekrolog i Tidsk. f. Postv. 1877, Nr. 7).

 

Müller. Christian Frederik Müller, Søn af Hoftrompeter Nikolaj Müller og Margrethe Henriette født Udsen, samt Broder til Naturgranskeren Otto Frederik Muller, blev født i Kjøbenhavn den 28. Februar 1744, lærte Kobberstikkerkonsten hos Joh. M. Preisler, men arbejdede mest som videnskabelig Kobberstikker først for sin Broder, der synes at have bragt ham ind paa denne Vej, senere for andre Videnskabsmænd og for egen Regning. Han har stukket efter Tegninger til Zoologia og Flora- danica, til Animdlcula infusoria o. fl. og har mulig ogsaa tegnet til disse Værker, da han kaldtes »Dessinateur og Kobberstikker«. Desuden nævnes bl. a. et Prospect af Løgum Kloster, Grev Thotts Vaaben osv. I 1791 søgte han om at blive Tegnemester efter Søren Abildgaard ved det kgl. Gehejme-archiv, og indsendte Prøver af Stik. Han var gift med Lovise Sofie født Krebs, hans Datter med Gomponisten Du Puy, og han døde den 1. Marts 1814. (Weinw., S. 228. Do. Lex. Sandvig, S. 98. Worms Lit. Lex., II, S. 88. Akad. Adresseav. 1814, Nr. 51).

 

Müller. Vilhelm Andreas Müller, en Tysker af Fødsel, blev født i Brunsvig 1733, men blev opdragen i Salzdahlum, af sin Moders Broder, Portrætmaler Ludvig Wilhelm Busch, der var Inspecteur for Malerisamlingen i Salzdahlum. Han synes at være kommen til Kjøbenhavn i 1755, og, maaske for paa den Maade at knytte sig til danske Forhold, at have besøgt Konstakademiet i Slutningen af Aaret, thi i Januar 1756 faar en »Andreas Møller«, som synes at være denne Konstner, den lille Sølvmedaille for »Teg­ning efter Gibs«. Han havde for øvrigt lagt sig efter Miniaturmaleriet, blev 1764 Brecheisen adjungeret, og da denne i 1765 for­lod Landet, blev han hans Eftermand som Hofminiaturskildrer. Den 5. December s. A. ægtede han Bodil Marie født Jensen. Først i 1772 fik han Opgave til Medlemstykker, nemlig Portræter af Wiedewelt og Als i Miniatuymaleri, og den 1. Juni 1773 blev han optaget til Medlem af Akademiet. I 1783 søgte han Professoratet ved

 

502

Modelskolen, thi naar Juel gjorde det, vilde kan ogsaa som ældste Medlem gjøre det, men Valget faldt paa Juel. Skjønt Müller ude­lukkende var Miniaturmaler, fremstillede han dog i 1805 Kron­prinsessens Portræt, »malet i Oliefarve i Juels Maner«, og An­melderen tilføje?1' »temmelig godt malet«. Hennings roser hans Miniaturmalerier for deres store Fuldendthed, og, tilføjer han, »naar Tonerne ikke altid ere tilstrækkelig brudte, naar Folderne i hans Draperier ikke have den ønskeligste Lethed, kommer det af, at han endnu bruger Punktermaneren«, Hvad der er tilbage af hans Bille­der, bevares, foruden hans Medlemsstykke, i privat Eje. Dog var to Portræter af ham, Frederik V og Dronning Juliane Marie, paa Fredensborg. Han gav sig tillige af med at restaurere Kobberstik og har raderet en Del Blade, navnlig Prospecter og architektoniske Udsigter. Blandt disse nævnes: 1) Lorens Spenglers Portræt, tegnet og stukket af Müller (1762), 2) dennes Ravlysekrone, tegnet af Tuscher, 8) Prospect af Bregentved, tegnet af G. .E. Rosenberg (1763), 4) af Marienlyst Slot (17G7), 5) Fuglehuset af Jardin ved Moltkes Palais paa Amalienborg, 6) Adam og Eva efter Rembrandt, samt 7) hans eget Portræt, tegnet og stukket af ham selv. Ogsaa nogle af Wiedewelts Arbejder gjengav han i Kobberstik. Han var en Tid lang Bihliothekar ved Akademiets Bibliothek, men da han i 1815 var saa syg, at der intet Haab var om lians Helbredelse, blev Torkel Båden allerede i October s. A. udnævnt til Bibliothekar i hans Sted.. Muller døde den 24. Februar 1816, hans Enke Aaret efter. (Weinw., S. 183. Do. Lex. Hennings, S. 137. Akad. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Adresseav. 1764, Nr. 139; 1816, Nr. 48; 1817, Nr. '222. Skild. 1805, Sp. 781; 1815, Sp. 443. Strunk. Nagler, Kstl. Lex.).

 

Müller. Uden Fornavn nævnes en Müller i Statskalenderen for 1740 og 1741 som »Hofschildrer«, Senere har der været en anden Hofminiaturmaler Møller, som ikke nævnes i Statskalenderen. Hans Enke, Catharine Frederikke Møller, døde den 8. April 1764 i sit Alders 29. Aar \ (Statskal. Adresseav. 1764, Nr. 41).

 

Mygind. Samuel Mygind, Søn af Præst til Stepping og Frørup i Haderslev Amt, Mels Mygind, og født den 29. April 1784 i Stepping, blev Student i Kiel og lagde sig der efter Theologien. Men han havde stedse haft Lyst til at være Konstner, og Synet af

 

1 Maaske begge Personer kunne være den nedenfor nævnede Andreas Møller, som 1738 malede Kronprinsens Portræt, og som døde i Berlin 1762.

 

503

Dresdens Billedgalleri og Bjærgnaturen i Saxen og Bøhmen for­stærkede hans Attraa. Under et treaarigt Ophold ved Rhinen (1805—7) modnedes Tanken om at bliye Landskabsmaler hos ham, og for at søge grundigere Uddannelse vendte han i 1808 tilbage til Fædrelandet og tog til Kjøbenhavn, hvor han søgte Vejledning hos Lorentzen og ved Kunstakademiet. I 1810 blev han Elev af Model­skolen, og samme Aar udstillede han sit første Billede, »Et Parti i Charlottenlund«, Aaret efter udstillede han to Billeder fra Dyre­haven og to andre, »Ruiner af en Ridderborg«, som vistnok enten var fri Compositioner. eller Studier fra hans tidligere Rejse. I 1813 vandt han den lille Sølvmedaille i Modelskolen og vedblev at ud­stille Landskaber, som tildrog sig stigende Opmærksomhed, endnu i Januar 1817 vandt han den store Sølvmedaille; men under et Op­hold samme Åar i hans Hjemstavns Egn, Christiansfelt, bortrev Døden ham. Akademiet beklagede meget Tabet af den unge lovende Konstner, og i sin Aarsberetning fremhævede Secretairen (31. Marts 1818) ikke alene hans »ypperlige Evner« og store Flid, men ogsaa hans Dannelse. I hans Billeder skattede han især »den frie Naturs smukke Efterligning og en sjælden Konst i Træers og Blades Be­handling«, en Dom, Eftertiden ikke ganske kan underskrive. Ved samme Lejlighed var hans sidste Arbejde, »Klampenborg ved Dyre­haven« udstillet. Den kgl. Malerigamling havde kjøbt to af hans Billeder. (Weinw., S. 202, efter en paa tysk skreven, som det synes utrykt Levnedsbeskrivelse af Konstneren selv. Do. Lex. Worms Lit. Lex., II, S. 104. Akad. Udst. Cat. Skild. 1815, Sp. 443; 1816, Sp. 455—56; 1818, Sp. 480).

 

Møinichen. Claus a Møinichen, en dygtig Konstner i Frederik III's Tid, var Søn af Chirurg, Sixtus a Møinichen (1629— 1666) af Kjøbenhavn og Anna a Møinichen, men hans Fødselsaar nævnes ikke, Faderen var Broder til Livmedicus Henrik a Møini­chen. Han har tegnet de rige Ornamenter, hvormed det Pragt-exemplar af Kongeloven er smykket, som blev stukket af A, Rein­hardt (1709). Paa det ottende Blad ses Frederik III til Hest, »udført saaledes, at begge Figurerne ere tegnede med lutter snirklede, slyngede og spiralformede Linier, med Undtagelse af Kongens Hoved, som er meget fint tegnet« o. s. v. Til Hoffet solgte han i 1707 to Kabinetsstykker, »Venus i Triumf« og »Apollo med Najader og Tritoner«. I 1709 fik han 9 Rdl. d. O. „für ein monstrosischen Schilderey" og. senere 90 Rdl. for 6 Skilderier. Han var saaledes ikke alene Tegner, men ogsaa Maler. Han har tegnet Portræter af

 

504

Kirsten Bille og af Birgitte Skeel, som begge blev stukne af Fried-lein i 1705 og 1706, samt af Frederik IV, stukket 1712 af Rein­hardt. Han døde ved Nytaar 1710. (Weinw., S. 124. Do. Lex. Bruun Rostgaard, S. 137—38 og 141. Kgl. Regnsk. & Sjæll. Beg. i Gehejmearch. Strunk, Nr. 247 og 2700).

 

Møllback. Christian Juel-Frys Møllback, født i Kjøben-havn den 27. November 1853, er Søn af Fuldmægtig Christian Møllback og Anna Juliane født Eyser. Efter at have været i Malerlære i to Aar blev han Elev af Theatermaler Gyllich ved det kgl. Theater. Senere har han paa egen Haand lagt sig efter Blomstermaleri og udstillet Blomster- og Frugtstykker siden 1875. (Konstn. egne Medd. Udst. Oat.).

 

Møller. Andreas Møller, Søn af Daniel Møller, »som siges at have været en berømt Ridsemester for fire Prinser og en Prin­sesse i C. guinti Tider«, blev født i Kjøbenhavn den 30. November 1684. Han har vistnok uddannet sig til Maler her hjemme, men rejste meget ung udenlands, Paa Grund af et længere Ophold i England, fik han Tilnavnet »den engelske Møller«; for øvrigt levede han mest i Tyskland, hvor han endelig nedsatte sig i Berlin, og døde der (1762?). Han var Portrætmaler og maa efter sine Rejser have opholdt sig nogen Tid i Kjøbenhavn, idet man fra 1738 har Kong Frederik V som Kronprins i hel Figur i Legemsstørrelse, malet af Møller. For Frederik IV malede han en Række Dameportræter, som gik under Navn af »de italienske Skjønheder«, og blev ophængte paa Frederiksberg Slot. (Wein\v. Lex. Spengl. Art. Eft. Sandvig, S. 99. Thiele, Konstakad., S. 33, Dske. Saml, IV, S. 109. Friis Saml., S. 99—101. Bibi. d. sch.Wiss. u. Kat., II, S. 300. Füssli, Kst. Lex. Frdborg Slots Invent. Thaarup, jfr. ovenfor, S. 502).

 

Møller. Carl August Møller, Søn af en tysk Snedker, var født i Kjøbenhavn 1805. Han besøgte Konstakademiet i Kjøben­havn for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1825 den lille, 1827 den store Sølvmedaille, concurrerede derpaa flere Gange til den lille Guldmedaille, som han først vandt 1837. Aaret før var han bleven valgt til Lærer ved Akademiets Elementarskole, og endelig i 1839 vandt han med lige Stemmer for og imod ved Præses' Stemme den store Guldmedaille for »Et Universitet«. Under sin Studietid ar­bejdede han i 16 Aar under J. H. Koch som Tegner og Conducteur. Fra 1. Januar 1842 fik han Akademiets Rejsestipendium for 3 Aar, og hans Lærerpost ved Elementarskolen blev forbeholdt ham. Paa sin Rejse var han baade i Italien og Grækenland, og da han ved

 

505

sin Hjemkomst meldte sig til Tjeneste (September 1845), blev han forfremmet til Lærer ved første Bygningsskole; den 26. Januar 1846 blev han enstemmig agreeret, men hans Medlemsarbejde, »En Børs«, blev forkastet, da det vel havde Flertal for sig, men ikke to Tredje­dele af Stemmerne, saaledes som Statuterne krævede. Det var kun l Stemme, som var Skyld i Forkastelsen. I 1849 fik han en ny Opgave for Reception; men dette Arbejde fik han ikke Lejlighed til at udføre, da han i 1851 blev constitueret som Bygningsinspec-teur for Fyen i H. Chr. Hansens Sted (s. d.). I denne Stilling for­blev han, efter at H. Chr. Hansen var kommen hjem og var bleven Professor ved Akademiet, og han byggede adskilligt paa Embeds vegne. Bl. a. gjorde han Tegning til Odense Amts Sygehus (1861) og ledede en Restauration af Frue Kirke i Odense. Han var gift med Camilla født Kubnitz og døde i Odense den 26. October 1865. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat. Berl. Tid. 1865, Nr. 274).

 

Møller. Carl Henrik Kock Møller, Søn af Politibetjent, senere Arrestforvarer Møller i Skjelskør og født der 1845, kom som Malersvend til Kjøbenhavn og besøgte Konstakademiet 1866—75, da han fik Adgang til Afgangsprøven for Malere, men ikke tog den fuldstæn­dig. Han har i 1874—76 udstillet et Par Billeder. (Akad. Xldst.Cat.).

 

Møller. Daniel Meller, se ovenfor under Artiklen Andreas Møller.

 

Meller. Didrik Møller fik 1602 Bestalling af ChristianIV som kgl. Maler og Pousserer med 5 Daler maanedlig i Kostpenge og 40 Daler i aarlig Løn. (Weinw. Lex.).

 

Møller. Georg Ebbe Wineken Møller, født i Hillerød den 24, Januar 1840, er Søn af Kjøbmand Claus Møller og Ellen Marie født Wineken. Han kom efter sin Confirmation til Kjøbenhavn, hvor han blev udlært som Tømrer i 1858. Fra 1854—59 var han samtidig Elev af G. Hetsch, han begyndte 1855 at gaa paa Akademiet, blev 1861 Elev, concurrerede til Sølvmedaillen, men gik ud af Architekturklassen i 1863 uden at have faaet den. Fra 1859—1867 arbejdede han som Conducteur hos Herholdt og Tvede, i 1867 var han en længere Udenlandsrejse for egen Regning, og i 1869 ægtede han Constance Sofie Louise født Wienberg. Han har restaureret nogle ældre Kirker og i Kjøbenhavn bl. a. opført Gaarden Nr. 10 i Niels.. Juelsgade (1871), »Det forenede Dampskibs­selskab Forretningsbygning i Kvæsthusgade (1872) og  (1875) Hotel d'Angleterre sammen med Dahlerup. (Konstn. egne Medd. Akad.).

 

506

Møller. Jens Peter Møller, Søn af en Pottemager, blev født den 5. October 1783 i Faaborg, men da Faderen døde tidlig, blev han i 1791 optaget som Plejebarn j. en Slægtnings,  Toldforvalter Hansens Hus i Eckernførde, hvor hans tilkommende Hustru ogsaa var Plejebarn. Derfor fik Møller, som næsten alle Børn i Slesvig af bedre Familie i den Tid, en fuldstændig tysk Opdragelse, og i sin Læretid som Maler (1799—1803) talte han vistnok ogsaa tysk. Efter at han var bleveu Svend, kom han til Kjøbenhavn i 1803, altsaa samtidig med Eckersberg, med hvem han snart knyttede et varmt og varigt Venskab. Samtidig med at han maatte arbejde i sit Haandværk, begyndte han strax at besøge "Kunstakademiet, hvor han 1806 blev Elev af Modelskolen. I 1809 vandt han den mindre Sølvmedaille. Imidlertid havde han malet hos Abildgaard, og efter dennes Død gik han over til Lorentzen, hos hvem han lettere fandt Lejlighed til at tilfredsstille sin Lyst til Landskabsmaleriet; dog kunde han allerede 1809 udstille et Par Prospecter fra Nordsjælland; hans tidligere udstillede Arbejder var Copier. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, tog sig varmt af ham; til denne malede han saaledes (1810) et Parti af Sorgenfri Have, hvor man saa Prinsen spadsere i Forgrunden med to Damer. Ved Prinsens G-unst naaede han ogsaa, at Kongen ved Resolution af 22. Maj s. A. tilstod ham en Rejseunderstøttelse paa 400 Rdl. d. C. aarlig i to Aar af Fonden ad usus publicos, nærmest med det Maal at lære den Konst at restaurere Malerier. Senere fik han Stipendiet forøget med et Aar til.

Rejsen gik først til Bryssel, men da han ikke der mente at kunne lære noget, rejste han strax til Paris, hvortil han allerede kom den 18. November 1810 og forefandt der sin Ungdomsven Eckersberg, med hvem hau boede sammen lige til Eckersbergs Af­rejse til Rom i Juni 1813. Ikke længe efter rejste Møller over Svejts tilbage til Danmark, og i September 1813 var han atter i Kjøbenhavn. I Paris havde han dels lært Restaurationsfaget hos en yngre Mand, Henry, da den ældre Mester, til livem han var anbefalet, Hoogstoel, følte sig for gammel ti] at tage nye Elever, dels med stor Flid lagt sig efter Landskabsmaleriet, og fire mindre Billeder, han havde malet i Paris, solgte han til Prins Christian Frederik for 16 Louisd'ors.

Paa to Landskaber fra Omegnen af Paris og to Copier, efter Claude Lorrain og Pynacker, blev han derpaa agreeret ved Konst-akademiet den 27, September 1813, og fik til Opgave at male et

 

507

sjællandsk Landskab. Paa et »Parti fra Vordingborgegnen med Udsigt over Møen« blev han dernæst optaget til ordentligt Medlem den 6. Marts 1815. Samtidig udstillede ban nogle Landskaber efter Studier fra Rejsen, blandt hvilke især en Udsigt til Staubbach i Svejts tiltalte Datiden. Han blev i 1814 ansat som Restaurator (Conservator) ved den kgl. Malerisamling, og fra 1841 førte han tillige Tilsyn med Malerierne paa de øvrige Slotte; desuden var han, efter Mørchs Død, fra 1814—19 Lærer i Tegning ved Søcadetakademiet. I 1814 ægtede han ogsaa sin tidligere Plejesøster, Anna  Cathrine Margrethe født Haase. I 1826 fik han Titel af Professor, 1829 blev han Ridder af Dannebrog, 1840 Dannebrogsmand. I 1842 fik han af Kongen Medaillen „Ingenio et årti" for en vanskelig Re­stauration af Dronning Caroline Amalies Portræt. Fra 1833 var han jævnlig Akademiets Kasserer, og fra 1834 var han Inspecteur over Grev Moltkes Malerisamling. Han døde den 29. Septem­ber 1854.

Møller var en ivrig og samvittighedsfuld Lærer for den yngre Kreds af Landskabsmalere, som efterhaanden voxede op; han fik indført Pengegræmier i Landskabsfaget, der virkede som en gavnlig Opmuntring for mangen en ung Konstner, for hvem 50 eller 30 Rdl. i hin Tid var en ikke ubetydelig Sum, I sin egen Konst var han, navnlig i Løvets Behandling, conventionel, hvormed han skadede Virkningen af de mangen Gang ret smukke Linier og den heldige Belysning. Til Christiansborg Slot malede han fire store Land­skaber fra Svejts og Tyrol, hvori han tillige fremstillede de fire Dagens Tider. Den kgl. Malerisamling ejer otte Stykker af ham, hvoraf »Bjerget Wetterhorn i Svejts« (udst. 1835) og »Vejen fra Helsingør til Hammermøllen« (udst. 1839) ere fremhængte; desuden kjøbte hane tidlige Velynder, Prins Christian, senere Christian VIII, Grev Moltke og n. a. større og mindre Billeder af ham. Tildels paavirket af den Skole af Landskabsmalere, som voxede op under hans Øjne, kastede han sig i sine ældre Aar med forbavsende Frisklied over Studiet af Jyllands ejendommelige Hede- og Klitnatur og hævede sig i sine sidste Arbejder til en Sandhed og Naturlighed i Frem­stillingen, som han i sin Ungdom, efter selve Tidens Krav, ikke havde raadet over. Han har ogsaa raderet nogle Blade. (Weinw., S. 197. Do. Lex. Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Skild. 1810, Sp. 839; 1815, Sp. 442. Øst. Archiv 1824, I, S. 260. Eckersb. Optegn., og Eckersbergs Levned ved Ph. Weilbach, S. 35—37. Blochs Fortegn, over Malerisaml. Nagler, Monogr., IV, S. 296.

 

508

Møller. Johan Frederik Møller, født 1797 rimeligvis i Jylland eller af jydske Forældre, da han sædvanlig kaldtes »Jydske Møller«, uddannede sig ved Konstakademiet i Kjøbenhavn til Portræt­maler og udstillede fra 1828 til 1867 en Række Portræter, der vise, at han især i Tiden 1830—40 var yndet som Portrætmaler, uden at han dog hævede sig til nogen fremragende Stilling i Konsten. Han søgte i 1843 om Rejseunderstøttelse for at gjøre sig bekjendt med Daguerreotypiens Fremskridt, men denne Ansøgning kunde Akademiet ikke anbefale. Nogle Aar senere (1849) vilde han oprette en Han­del med Konstmaterialier, hvortil ogsaa Tilladelse blev givet ham; men det synes dog ikke at være sket. Han var gift med Emilie født Martens og døde den 14. October 1871. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Adresseav. 1871, Nr. 243).

 

Møller Johan Peter Christoffer Møller, født 1829 i Kjøbenhavn og Søn af Brændevinsbrænder H. C. Møller, besøgte Konstakademiet 1844—49 og udstillede i Aarene 1851—54 som Landskabsmaler. (Akad. Udst. Gat.).

 

Møller. Johannes Henrik Ludvig Møller er født i Lybek i August 1814, uddannede sig i Kjøbenhavn til Miniaturmaler, ægtede i Aalborg Eline Sofie født Schou, og rejste derpaa til Paris, hvor han fuldendte sin Uddannelse. I 1844 fik han det franske Konst-akademis Gruldmedaille for Miniaturportræter af sine Forældre og malede Kongens, Ludvig Philips Portræt. Samme Aar tog han til Kjøbenhavn, hvor han den 7. October 1844 blev agreeret paa fire indsendte Malerier; den 10. December s. A. fik han Indfødsret ved et Naturalisationspatent og blev derpaa den 16. December optaget til Medlem paa et Portræt af Christian VIII »med Hænder«. Han underskrev strax Eden og tog Sæde i Akademiet, da han kort efter skulde rejse til Paris. Ved samme Tid blev han Hofminiaturmaler og Ridder af Dannebrog. Efter et nyt Ophold i Danmark rejste han i 1848 til Stokholm, derfra til London, hvor han siden, fra­regnet et Besøg i St. Petersborg for at male hele den kejserlige Familie, har været bosat. I Kjøbenhavn udstillede han fra 1837— 1849, samt i 1854 et fra London hidsendt Miniaturportræt. Galster erhansElev. (Priv.Medd. Lengn. [Fam.Winther]. Akad. Udst.Gat).

 

Meller. Jørgen Henrik Møller, Søn af Friseur Niels Christensen Møller og Ane Magdalene født Lichte, er født i Ran­ders den 21. November 1822. Efter at have lært Malerhaandværket i sin Fødeby, hvor han tillige havde øvet sig paa at male Portræter i sin Fritid, tog han til Kjøbenhavn, navnlig for at lære Perspectiv-

 

509

tegning under Hetsch's Vejledning. Samtidig besøgte han Akademiets lavere Biasser. For at komme hurtigere frem rejste han (1844) til Tyskland. Han levede nu i Berlin, Dresden, Carlsruhe og Svejts,, uddannede sig navnlig i Carlsruhe til Landskabsmaler, og udstillede der. I Kjøbenhavn har han udstillet en Gang, i 1860. I 1874 vendte han tilbage til sin Fødeby, Randers. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)-

 

Møller. Niels Frederik Møller, født den 25. Juli 1814 i Odense og Søn af Sæbesyder Møller der, kom i sit 23. Aar til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Landskabsmaler. I 1841 blev han Elev af Modelskolen, og i 1845 vandt han den lille Sølvmedaille. Han udstillede fra 1843 til 1848 nogle Landskaber for største Delen fra Fyn, men da han ikke tilfredsstillede sig selv i Behandlingen af Farven, foretrak han at rejse tilbage til Odense, hvor h,an siden har levet som Tegnelærer. (Konstn. egne Medd. Akad. TJdst. Gat.).

 

Meller. Peter Nicolaj Møller, født den 15. December 1838 i Kolding, er Søn af Kjøbmand N. C. Møller der. Da han var 4 Aar gammel, mistede han sin Hørelse og som Følge deraf Talens Brug; han kom derfor i en Alder af 5—6 Aar til Kjøbenhavn, hvor han blev opdragen af Dr. Bansmann, kom efter sin Connrma-tion tilbage til Kolding og i Lære hos Malermester Langkjær der. 11859 rejste han atter til Rjøbenhavn, hvor han gjennemgik Akade­miet lige fra den nederste Klasse. I 1863 blev han Elev af Model­skolen, i 1864 vandt han den lille Sølvmedaille og i 1868 forlod han Akademiet uden at tage Afgangsprøve. Han arbejder nu som Maler ved den kgl. Porcelainsfabrik. I 1876 udstillede han tre tegnede Portræter. (Konstn. egne Medd. Akad. TJdst. Gat.).

 

Møller. Rasmine Caroline Møller er Datter af Snedker­mester Daniel Bertel Møller og Anna Margrethe født Petersen, og hun blev født den 17. April 1827 i Landsbyen Rude paa Grev­skabet Holsteinborg i Sorø Amt. Først i sit 26. Aar fik hun Lej­lighed til i Kjøbenhavn at nyde Undervisning, i Tegning hos Marine­maler C. L. Petersen og malede en kort Tid under Heinr. Buntzen. Senere, under hendes Ophold i Skjelskør, interesserede Hofjægermesterinde Scavenius til Basnæs og Grevinde Holstein-Holsteinborg sig for hende og gav hende Lejlighed til at uddanne sig videre, tilsidst hos Landskabsmaler Kjeldrup, hos hvem hun var i Huset to Aar. Fra 1863 har hun jævnlig udstillet paa Charlottenborg, dog ikke i de senere Aar. (Priv. Medd. Udst. Gat.).

 

510

March. Claudius Mørch eller Mørck var formodentlig Søn af Cancellist Peter Reinhardt March, som døde den 9. September 1789, og han maa være født i Kjøbenhavn omtrent 1760 eller lidt senere. Han "besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn og fik 1783—84 de to Sølvmedailler. Efter at hare forsøgt sig to G-ange forgjæves fik han endelig i 1789 den mindre Ghildmedaille for Opgaven »Kain, som slaar sin Broder Abel ihjel«. Samme Aar søgte han om Expectance paa en Informatorplads ved Akademiet, da han nu ved sin Faders Død skulde forsørge en aldrende Moder, og i Januar 1790 blev han ansat som Interimsinformator under Almers jævnlige Sygdoms­forfald. Tillige blev han Tegnelærer ved Søcadetakademiet, samt, da Almer døde (1792), fast Lærer ved Ornamentskolen. I disse Stillinger virkede han nu, med Titel af Krigsassessor og siden af Krigsraad, til sin Død, den 26. September 1813. Han var gift med Johanne født Bjørn. (Weinw., S. 218. Statskal. Akad. Adresseav. 1789, Nr. 200; 1813, Nr. 227).

 

511

Neander. Johan Neander, født i forrige Aarhundrede i Kjøbenhavn af svenske Forældre, kalder sig selv Danus. For Theodor Holmskjold tegnede og malede han de originale Billeder af Svampe, hvorefter Stikkene i hans bekjendte Værk, „Beata ruris otia fungis danicis impensa”, udførtes. Aftrykkene coloreredes i Haanden af J. C. Bayer. I sin Fortale meddeler Holmskjold (1790) selv dette og kalder Konstneren »vor i sin Konst mageløse Neander«. Ifølge Wenrwich skal han have hengivet sig »til et overdrevent Spil i Tallotteriet«, blev derover sindssvag og kom i Vartov, hvor han døde. Fra Vartov har der dog ikke hidtil kunnet tilvejebringes Oplysninger om ham, og han har mulig blot været under Fattig­væsnet uden at have haft Plads i denne Stiftelse1. (Weinw., S. 194. Do. Lex. Holmskjolds Værk, I, Fortale Side X).

 

Nebelong. Johan Henrik Nebelong, født i Kjøbenhavn den 20. Juli 1817, var Søn af Skomagermester Johan Hendrik Nebelong og Anna født Schreyber. Da han vilde være Bygmester, kom han paa G. Hetschs Tegneskole og begyndte allerede som Dreng at tegne paa Konstakademiet. Den 30. December 1833 blev han Blev af Medailleskolen, som den øverste Bygningsklasse dengang kaldtes; han vandt i 1835 en Pengepræmie i Ornamentfaget (en Kakkelovnsskjærm), i 1838 den lille Sølvmedaille i Bygningsskolen,

 

1 Den i Spengl. Art. Bft. S. 62 og Skild. 1880, Sp. 817 nævnte Johan Neander synes at have været en Dilettant; det nævnte Blad (1644) er ikke et Stik, men en Tegning paa Pergament, udført efter Haelweghs Stik, (Medd. af Strunk).

 

512

i Februar 1839 den Neuhausenske Præmie for et Badeværelse, og s. A. den store Sølvmedaille. Efter at han endnu samme Åar uden. Held havde concurreret til den lille Guldmedaille, fik han en Kal­delse til Norge for at lede Udsmykningen af det Indre i Slottet i Christiania; da dette Arbejde var fuldendt, fik han dels Plads som Lærer ved Konstskolen i Christiania, dels Tilbud om at opføre saa mange Bygninger, at hans Ophold i Norge trak ud. En af hans første Bygninger var et Hospital for Spedalske i Bergen. I 1842 fik han Stipendium af den norske Regering til et Aars Udenlands­rejse, paa hvilken han mest opholdt sig i Tyskland.

Ved Tilbagekomsten til Christiania opførte han atter en stor Del Bygninger, saavel for privat som for offentlig Regning, saaledes et stort Toldbodpakhus i Christiania. Hans Hovedværk i Norge er dog Oscarshal, der vandt Kong Oscars fulde Tilfredshed, som han tilkjendegav ved at overrække Koustneren en Naal i Brillanter. Da Nebelong et Par Aar efter flyttede til Danmark, blev han agreeret af Kunstakademiet i Kjøbenhavn den 19. December 1853 paa Teg­ningerne til dette lille Lystslot og blev paa samme Tid Lærer ved Akademiet i Bygningskonst; den 8. Januar 1855 blev han Medlem af Akademiet paa a Et fyrsteligt Landslot«, og derpaa (1857) Byg-ningsinspecteur for Kjøbenhavns første District. I 1860 fik han Titel af Professor. I Kjøbenhavn virkede han mest i sin praktiske Stilling og som Lærer; de ovennævnte Bygmestre Abrahams, Dahle-rup og A. O.1 Jensen ere bl. a. hans Elever. Af hans Bygninger kan nævnes Spisesalen paa Skodsborg for Frederik VII (1858—59), Grosserer Brobergs. Landsted, ligeledes ved Skodsborg, Grosserer J. A. Meyer& .store Gaard paa Vesterbrogade, Nr. 94, samt Sinds­sygehuset v«d Vordingborg. Han var gift med Christiane født Wunderlich og døde i Kjøbenhavn den 1. Marts 1871. (Medd. fra Konstn. Enke. Akad. Udst. Cat. Berl. Tid. 1871, Nr. 58).

 

Nebelong. Niels Sigfred Nebelong, ældre Broder til den ovennævnte J. H. Nebelong, var født i Kjøbenhavn den 14. October 1806. Han blev Elev af Hetsch, besøgte Konstakademiet fra ung af, vandt 1826 den lille, 1828 den store Sølvmedaille i Architekturen, og concurrerede i 1831 forgjæves til den lille Guldmedaille. Snart efter blev han constitueret som Lærer i architektonisk Forberedelses-skole og giftede sig nu med Anna Marie Christine født Eriksen, der imidlertid døde allerede den 9. September 1832. I 1833 vandt Nebelong den lille Guldmedaille for Opgaven »En luthersk Hoved­kirke«, i 1835 vandt han Æresmedaillen i Bygningskonsten, samme

 

513

Aar concurrerede han uden Held til den store Ghildmedaille, som imidlertid blev tilkjendt ham i 1837 for Opgaven »En Børs«, Der­efter var han et Par Aar Lærer ved Akademiets Bygningsskole, indtil han fra 1. Januar 1839 fik Rejsestipendium for tre Aar.

Det første Aar opholdt han sig i Paris, hvor han studerede Bygningskonsten under Labrouche, besøgte derpaa Norditalien, Rom og Neapel og endelig, med et Aars Forlængelse i Stipendiet, Sicilien og Grækenland. I Skrivelse af 14. October 1842 tilmelder han der­paa Akademiet, at han er kommen hjem og har overtaget sin Plads som Lærer. Samtidig oprettede han i Forening med Gr. Hetsch en privat Tegneskole i Kjøbenhavn, som han dog snart maatte opgive, da han i 1843 fik Restaurationen af Ribe Domkirke overdraget. Med dette betydningsfulde Værk hengik over to Aar, derpaa tog han til Kolding, hvor han indrettede Stutteribygningerne og opførte en ny Bygning til den lærde Skole1. Først i October 1846 kom. han tilbage til Kjøbenhavn og overtog sin Lærerplads paany. Kort før han forlod Kjøbenhavn, havde han giftet sig igjen (1843) med Con­stance født Horn, der overlever ham som Enke.

I 1847 søgte han om Agreation, som Akademiet dog foreslog at udsætte, indtil han indsendte et Bygningsudkast. Dermed hen­gik nogen Tid, da hans praktiske Virksomhed optog ham stærkt, og først den 5. Marts 1855 blev han Medlem af Akademiet for Opgaven »Et Theater til 1,600 Tilskuere«. Nogen Tid i Forvejen havde han taget sin Afsked som Lærer ved Akademiet (fra Octbr. 1854). I 1856 blev han Ridder af Dannebrog, i 1863 constitueret og i 1864 fast ansat som. Stadsbygmester; s. A. fik han Titel af Justitsraad. Foruden til en Mængde dels Ombygninger, dels Nybygninger, saavel for offentlig som for privat Regning, Kirker, Thinghuse, Herregåarde, Landsteder m. m.,- er hans Navn særlig knyttet til to store Arbejder. Det ene var Ombygningen af det kgl. Theater, som ikke fik den Betydning, Konstnerens Omhu for at løse en fra alle Sider be­grænset Opgave fortjente, fordi kun den halve Del af Bygningen blev udført, og fordi denne aldrig naaede til at faa den konstneriske Udsmykning, der var den tiltænkt. Det andet var Ombygningen af Viborg Domkirke, hans største og modneste Værk> som han dog ikke opnaaede at se fuldført. Men den Sindrighed, hvormed paa det givne Grundlag eu forsvunden Stil gjennemførtes i de fineste

 

1 Jfr. Herholdt, som for en Det ledede Arbejdet under Nebelongs Syg­dom, snarere dog 1845 end 1844, som Side 272 er nævnt.

 

514

Enkeltheder, skyldes, i det mindste for hele det ydre af Kirkens Vedkommende, Nebelongs Indsigt og sikre Blik. Han døde den 9. Oetober 1871, syv Maaneder efter sin elleve Aar yngre Broder. (Medd. fra Konstn. Enke og Søn. Åkad. TJdst. Cat. Skifteretten. Berl. Tid. 1871, Ni. 241).

 

Neergaard. Hermania Sigvardine Neergaard, fadt den 12. August 1799 i Kjøbenhavn, var Datter af Cand, juris, Grosserer Hans Peter Neergaard og dennes første Kone, Sofie Kirstine født Læssøe, en Søster til Maleren Th. Læssøes Fader. Hun lagde sig efter Blomstermaleriet under Camradts Vejledning og begyndte alle­rede at udstille i 1821. Med enkelte Aars Afbrydelse har hun ud­stillet sine flittigt og omhyggeligt udførte Blomster- og Frugtstykker lige til 1868 og har haft ikke faa, navnlig kvindelige Elever. I Aarené 1828 til 1846 kjøbte den kgl. Malerisamling i alt elleve Stykker af hende, af hvilke det sidst indkjøbte er fremhængt i Samlingen paa Christiansborg. Hun concurrerede i 1843 til den Neuhausenske Præmie med »En blomstrende Plante« i Aquarel, men Præmien blev tilkjendt Thornam. Ved den følgende Concours om samme Præmie (1845), fik hun den heller ikke, men Akademiet kjendte dog hendes Arbejde værdigt til Ros. Saa længe Moderen levede (indtil 1867), boede hun sammen med denne, først i Kjøben­havn, senere i Slagelse; sine sidste Aar levede hun hos Baron Chri­stian Stampe paa Aldershvile ved Frederiksdal og der døde hun den 25. Marts 1875. (Medd. fra Konstn. selv i 1869 og fra Fam., Teilmanns Stamtavle over Fam. Neergaard, S. 36. Lengnick [Fam. Herning]. Akad. Udst. Cat.).

 

Neumann.    Se Birgitte Levison.

 

Neumann. Johan Carl Neumann, født i Kjøbenhavn den 14. August 1833, er Søn af Regnskabsfører ved det kgl. Ingenieurcorps, Krigsraad Johan Christian Neumann og Sofie Frederikke født Lund. Efter sin Confirmation begyndte han at besøge Konstakade-miet (1847), blev i December 1849 Elev af Modelskolen og vandt i Marts 1852 den mindre Sølvmedaille. Samtidig' var han et Aar i Malerlære hos Malermester Stendorff og blev Svend. , I sit Fag som Sømaler uddannede han sig væsentlig paa egen Haand, og allerede 1850 udstillede han sit første Søstykke. I 1859 vandt han den Neuhausenske. Præmie for »Dansk Linieskib til Ankers ved den engelske Kyst«, og i 1867 samme Præmie for »Skibe under Land efter en Byge«. Dette Billede blev ligeledes tilkjendt Udstillings-medaillen og blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Nogle Aar i

 

515

Forvejen, 1862—63, havde han haft Bejseunderstøttelse fra Akade­miet til en større Rejse til Tyskland, Italien og Frankrig, i 1864 deeltog han som Værnepligtig i Krigen, i 1867 var han udenlands for egen Hegning «g besøgte Frankrig, Spanien og Marokko, den 1. Februar 1869 blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn, i 1873—74 foretog han med det Ankerske Legat en Rejse til Øster­leden, navnlig Tyrkiet, Syrien og Ægypten, og i 1876 blev han Ridder af Dannebrog. Et andet stort Billede af ham, »Fiskere trække Vaad paa Skagens Strand« (udst. 1870), blev ligeledes kjøbt til den kgl. Malerisamling. »Ved Europa-Fyret paa Gibraltar« (udst. 1868) blev kjøbt af Grosserer O. B, Suhr. »Havblik« (udst. 1871) var udført paa Bestilling af Storfyrsten af Rusland. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Adresseav. 1844, Nr. 91. Kst og Æsth., S. 196—98).

 

Nielsen. Christian Vilhelm Nielsen, født den 26. August 1833 i Kjøbenhavn, Søn af Snedkermester og Billedskjærer Peter Christian Nielsen og Ane Kirstine født Sørensen, fik 1844 Plads i Akademiets Elementarskole og blev derfra Elev af G. Hetsch, hos hvem han uddannedes og siden arbejdede indtil 1855. Imidlertid blev Nielsen i December 1849 Elev af Decorationsskolen og vandt der i 1851 den lille Sølvmedaille og i 1855 en Pengepræmie. Sam­tidig tegnede han i Bygningsskolen, hvor han i 1854—55 vandt de tvende Sølvmedailler og Aaret efter den Hansenske Æresmedaille. 11856 gjorde han en Rejse til Tyskland, og, efter flere mindre Kejser, var han i 1873 i Østtyskland, Østerrig og Norditalien med Rejse­understøttelse fra Akademiet.

Nielsens Hovedvirksomhed er som Lærer, idet han allerede be­gyndte at virke som saadan i 1851. Samtidig med at han var Tegne- • lærer ved det techniske Institut, aabnede han 1860 en privat Tegne­skole, hvorfra han demitterede en Mængde Blever til Konstakademiet; siden 186.2 har han været Lærer ved dettes Perspectivklasse. Blandt hans Bygningsværker kan nævnes Ombygningen af Kokkedal ved Rungsted og Opførelsen af Smidstrupgaard ved Vedbæk. Siden 1869 har han udstillet Architekturmalerier i Vahdfarve, dels efter danske, dels efter udenlandske Motiver. Ved Verdensudstillingen i London 1870 fik han en Sølv- og en Broncemedaille for Meubeltegninger. Han ægtede i 1861 sit Sødskendebarn Caroline Jakobine født Søren­sen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat).

 

Nielsen.    Hans Nielsen  er Navnet   paa   en   Portrætmaler, som maa have levet i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede.    Den

 

516

26. Februar 1798 søger hans Enke, Anne Marie Nielsen, Akademiet om en Understøttelse. (Akad. Archiv).

 

Nielsen. Jørgen Carl Nielsen, født den 9. Juli 1831 i Odense og Søn af Naalemagermester Hans Christian Nielsen og Ane Sofie født Brockmann, lærte, som det synes, Malerhaandværket i sin Fødeby. Som. Malersvend kom han 1852 til Kjøbenhavn og besøgte nogle Kvartaler (1853—55) Konstakadejjiiets anden Frihaandstegne-skole, lagde sig derpaa efter Xylografien og levede nogle Aar som Xylograf. Med Understøttelse af den Rejersenske Fond og af Inden­rigsministeriet var han i Somren 1864 en længere Tid i Paris, og da han her saa, med hvilken Fordel Tegninger, udførte med ophøjet Præg paa Zinkplader, lod sig anvende i Bogtrykkerpressen, søgte han at lære den franske Fremgangsmaade. Dette nægtedes ham, og nu opfandt han selv, efter gjentagne Forsøg, en egen Maade til ved Hjælp af Ætsning at bringe en Tegning over paa en Zink­plade, saaledes at den kom til at staa med ophøjet Præg, stærkt nok til at udholde Bogtrykkerpressen (Zinkografi). Idet den Dæk­grund, hvorpaa Tegningen overføres, er hvid har Konstneren ved denne Fremgangsmaade den Fordel, at arbejde med sorte Streger paa hvidt, ligesom paa Papir, saaledes at han har lettere ved at beregne Virkningen.

Nielsen har udført adskillige Arbejder, dels i Træsnit, dels i Zinkografi, og hans Opfindelse er bleven prisbelønnet ved Udstillin­gerne i Stokholm 1866, i Kjøbeuhavn 1872 og i Wien 1873. Op­finderen døde allerede den 30. October 1874. (Skand. Bogtrykk. Tid., 6. Aarg., Jan. 1875, Sp. 11—12. Akad. Priv. Medd. fra Odense: Jfr. om Piil og hans Opfindelse Chemitypi).

 

Niss. Thorvald Simeon Niss, født i Assens den 7. Maj 1842, er Søn af Malermester Niels Frederik Niss og Barbara Kir­stine født Hempel. Han var i Malerlære først hos sin Fader og siden hos Malermester Winther i Fredericia, hos hvem han blev Svend (1860). Derpaa tog han til Kjøbenhavn, hvor han arbejdede som Svend og besøgte Konstakademiet fra October 1861 til October 1869, da han fik Plads i Modelskolen. Senere har han i 1874 atter besøgt denne Skole en kort Tid. I October 1862 fik han Plads ved den kgl. Porcelamsfabrik som Blomstermaler og har siden virket der, fraregnet en Del af 1864, da han som Frivillig ved Capitain Aarøes-Corps deltog i Krigen. I 1872 blev han gift med Caroline Kirstine født Christensen, der døde i 1876. Siden 1870 har han

 

517

udstillet paa  Charlotteuborg som Landskabsmaler.     (Konstn. egne Medd.   Akad.   Udst. Gat.).

 

Norden. Frederik Ludvig Norden, født i Glückstad den 22. October 1708, var Søn af Oberstlieutenant i Artilleriet Jørgen Norden og Cathrine født Henriksen. Han blev 1722 Søcadet, 1732 Secondlieutenant i Søetaten og fik snart efter en Kejseunderstøttelse af Christian VI, til hvem Overceremonimester Vincens Lerche (se Thura) anbefalede ham, da hans Fader var død (1728). Hans Maal var at lægge sig efter Skibsbygningskonsten; men da han havde Sans og Gaver for Tegning, dyrkede han ivrigt dette Konstfag un­der sit Ophold i Italien, levede i Samkvem med Datidens Konstuere og Konstelskere og blev Medlem af Kunstakademiet i Florens. Den bekjendte Konstsamler, Baron Stosch, skal have givet Norden Lyst til at rejse til Ægypten, og gjennem Grev F. Danneskjold-Samsøe, der dengang var Holmens Chef, opnaaede han, at Kongen gav ham og en fransk Grev d'Esneval Penge til en videnskabelig Rejse i Ægypten. I 1737 blev han udnævnt til Premierlieutenant, og i Maj s. A. afrejste han til Skibs fra Livorno til Alexandria. I Kairo nødte en Brystbetændelse, som siden blev hans Helsot, ham til et længere Ophold; efter sin Helbredelse rejste han i Vintermaanederne op ad Nilen til Devri i Nubien.

Da han om Somren 1738 var kommen tilbage til Danmark, blev han udnævnt til Capitain og Medlem af Skibsbygningscommissionen. Men allerede i Febrnar 1740 rejste han til England med et Par andre danske Søofficerer for at indtræde som Frivillig i engelsk Tjeneste, under Englands Krig med Frankrig. Det Navn, han havde vundet i den videnskabelige Verden ved sin Rejse i Ægypten, skaffede ham den gunstigste Modtagelse i England, og hans medbragte Tegninger blev sete med største Interesse. Hans Deltagelse i et Par engelske Søtogter fik ikke stor Betydning; der­imod tilbragte han Vintren 1741—42 i London og udgav der 'nogle Tegninger og Blade af sin ægyptiske Dagbog ”Drawings af some Ruins and colossal Statues in Egypt”; London 1741«, hvori de to første Tavler vare raderede af Marcus Tuscher fra Nurnberg, den tredje afKonstneren selv1, den fjerde af Vertue. Han blev Medlem af Videnskabernes Selskab i London ; men da hans Brystsyge gjorde .

 

1 Det er denne Tavle,  Norden selv har raderet, og ikke, som undertiden siges, den 112. Plade i det store Værk, som er en Copi efter denne.

 

518

Opholdet i et sydligere Klima ønskelig, rejste han til Frankrig og døde i Paris den 22. September 1742.

Før sin Død havde Norden anbefalet Tuscher til Christian VI som (ten"énesté, der kunde ordne og stikke hans Tegninger, og Grev Danneskjold udvirkede derfor, at denne blev indkaldt for at stikke Pladerne, og at Yærket skulde udgives paa offentlig Bekostning paa Fransk. Det lykkedes Tuscher at faa stukket alle Pladerne (169) paa én nær, og under Titel „Voyage d'Egypte et de Nubie", Copenhague 1755 (3 voll.) udkom Værket endelig. Tuscher tegnede til­lige Konstnerens Portræt, der blev sat foran Titelbladet. De Teg­ninger af Norden, hvorefter Pladerne ere stukne, synes, navnlig i alt, hvad der er Architektur eller Skibe, at være udførte med Let­hed, men dog med Omhu, de egentlige Prospecter derimod kun i temmelig flygtige Omrids. Norden var selv Kobberstikker, og har ikke alene, som nævnt, raderet den ene af Pladerne til det engelske Prøvehefte, men ogsaa en Fremstilling af Dokkens Indvielse (1739), tilegnet Grev Danneskjold, samt stukket en Hygæa (Igid) til Zanettis Værk „Delle Statue greche e romane", anden Del, der først udkom 1743. (Udførlige Meddelelser otn hans Levned læses i For­talen til hans store Værk og ere tildels gjengivne i Athene, VII, S. 533—47. Jfr. J. Møllers Mnemosyne, III, S. 112—24. Worms Lit. Lex., II, S. 127; III, S. 567. Weinw., S. 140. Do. Lex. Sandv., S. 99. Thiele, Konstakad., S. 42 og 54—56).

 

Norman, en Konstner, hvis Fornavn ikke kjendes, malede i anden Halvdel af forrige Aarhundrede et Portræt af Slotsforvalter paa Christiansborg, Johan Gether (død 1770). Portrætet er stukket af Jonas Haas 1765. (Wiedewelt, Hdskr. i Univ. Bibi. Strunk).

 

Norman. Anton Norman hedder en Medailleur, som 1702 skar en daarlig Medaille i Anledning af Frederik IVs Fødselsdag. (Weinw., S. 126. Do. Lex. Møntfortegn.).

 

Normand. Jakob Jensen Normand er Navnet paa den saa kaldte »danske Konstner«, som under Forbogstaverne J. J. N. har skrevet en Del af sit Levned, der er trykt i de Suhmske Sam­linger til Dansk Historie ved Sandvig, II Del, 3. Hefte, Side 134. Han var egentlig Sømand, havde faret som saadan i sin Ungdom, men han havde, som saa mange Normænd, en ejendommelig Færdig­hed i at dreje og udskjære alskens Smaating i Træ, Elfenben og Perlemoder. Dermed vandt han Frederik III's Naade (1648). Kon­gen lod ham komme til Kjøbenhavn, og i Krigen 1659 tog han virksom Del som Skibsfører. Senere blev han Opsynsmand over

 

519

Konst- og Modelkamret »efter Gjøntelberg«, samt over Rustkamret, og døde rimeligvis 1680, da den ældre Grodtschilling ved den Tid overtog Konstkamret og ordnede det. Han nævnes her, fordi de ældre Forfattere have lagt saa megen Vægt paa ham, og Wéinwich bl. a. har forsøgt paa at gjøre ham til ét med Johan Hollænder, hvem han fejlagtig kalder Jakob. Hans Arbejder synes at have henhørt til den Slags konstfærdige Snurrepiberier, hvoraf det gamle Konstkammer gjemte saa mange. (Jfr., foruden det nævnte Sted. Nyerup; Frederik III's Historie, S. 173—74 og Barfod, Fortæl!., II, S. 323, samt "Weinw., .S. 81 og Do. Lex., S. 94 og 132).

 

Normann. Emil Vilhelm Normann, født i Kjøbenhavn den 18. December 1798, er Søn af Generalmajor, Kammerherre Gottlieb Philip v. Normann og Caroline Francisca født v. Holstein. Han uddannedes til Søofficer, blev 1821 Secondlieutenant, 1829 Premierlieutenant, 1840 Capitainlieutenant, men stod fra 1842 å la suite med Extragage indtil 1868, da han afskedigedes med Capitains Karakter. I 1832 blev han gift med Ottonie Christiane født Høeg, og han lever endnu i høj Alder her i Staden. Han havde fra Ung­dommen Lyst til at tegne og male, navnlig Sø og Skibe, som han. var fortrolig med ifølge sin Stilling, og i April 1825 fik han Plads i Eckersbergs private Malerstue for at lære at male; tillige besøgte han en kort Tid i 1828 Akademiets lavere Tegneklasser for at vinde Indsigt i Tegnekonstens Grundsætninger. Fra 1829 til 1854 ud­stillede han en stor Del større og mindre Søstykker. (Medd. fra Konstn. Søn. Akad. Udst. Cat. Garde, Eft. om den danske og norske Sømagt, IV, S. 710. Marinekalendre 1820—68).

 

Nyrop. Martin Nyrop, Søn af Pastor Christoffer Nyrop i Udby ved Holbek  og Helene født Ahlmann fra Als, er født den 11. November 1849 paa Holmsland ved Ringkjøbing, hvor faderen. dengang var Præst. Efter at have været i Tømmerlære, besøgte han Konstakademiet fra Januar 1870 til den 23. December 1876, da han tog Afgangsprøve som Architekt. Den 10. Marts 1877 vandt han den lille Guldmedaille for Opgaven »Et Sculpturmuseum”  (Erslew, Forf. Lex., II, S. 480. Suppl., II, S. 570-=frTlS Udst. Cat. Fdl. 1877, Nr. 59).

 

Næss. Hans Næss eller Ness var Søn af Bønderfolk og blev født i Landsbyen Næss (Asnæs?). i Nærheden af Assens i 1729. Som Barn tegnede han Skibe ved Lillebelt, og blev derfor sat til Bogen. Efter at han var voxen, kom han til Kjøbenhavn og fik Plads som Skriverkarl paa Konstakademiets Kontor. Imidlertid fik

 

520

han Lov til at deltage i Tegneøvelserne paa Bygningsskolen, og vandt den 26. Juli 1758 den første Medaille, d. v. s. den store Sølv-medaille i Architekturen, 1760 og 1762 den lille, 1763 den store Guldmedaille. Han fik ikke Lejlighed til at rejse, men da G. E. Rosenberg i 1763 fik Stipendium, blev Næss Informator ved Byg­ningsskolen og underviste tillige mange i sit Hjem. Den private Hjemmelsmand tilføjer: »Alle var enige i, at hans Tegninger langt overgik Harsdorffs«. Det kan man vistnok sætte et Spørgsmaalstegn ved. Tillige omtaler han hans ganske usædvanlige Legemskræfter. I 1771 søgte han, efter Stadsbygmester Mathiesens Død, om at blive Søetatens Husbygmester, og Akademiet anbefalede ham meget varmt, men han fik ikke dette Embede. I 1772 ledede han en Restaura­tion af Aarhus Domkirke, og af andre Bygningsarbejder af ham nævnes Herregaarden Frederikslund ved Assens, som han byggede for Grev Rantzau, Herregaarden Kragsberg ved Odense og et Hus i Kjøbenhavn, kaldet »Slottet i Antoniestræde« (1766, nyt Nr. 9), som i sin Tid tilhørte Hofboghandler S. Poulsen. I 1782 blev Næss kgl. Renteskriver, men fik ikke, efter sit Ønske, Lov til at beholde sin Informatortjeneste ved Akademiet; den blev given til Lillie. Næss var gift med Margrethe Christiane født Adler, og hans Søn nævnes nedenfor. Han og Konen døde samtidig, hans Dødsdag var den 3. Januar 1795, og den 10. Januar blev de begge samtidigt jordede fra Nikolaj Kirke. (Weinw., S.226. Do. Lex. Øst Materialier, S. 119—20 og 136, efter en Seddel, som er funden i et Exempl. af Weinwichs Konsthist, dei havde tilhørt Chirurg M.. "Winther. Akad. Statskal. "Wiedewelts Hdskr.i Univ. Bibi. Thaarup. Adresseav. 1793, Nr. 108; 1795, Nr. 8. Nikolaj Kirkebog ved Lengnik. Vejvis. 1794 — 1800. Pantekontoret, Antoniestr. Matr. Nr. 2-37).

 

Næss. Johan Peter Næss, Søn af den ovennævnte Hans Næss og Margrethe Christiane Adler, blev født den 26. August 1771 i. Kjøbenhavn, besøgte Konstakademiet fra 1790, vandt 1792 den lille og den 25. Marts 1793 den store Sølvmedaille i Bygningsskolen. Han var tillige Copist i Bygningskontoret, da Døden bortrev ham, kun 22. Aar gammel, den 25. April 1798. (Akad. Adresseav. 1793, Nr. 108).

 

521

Oberber. Hercules von Oberber fik af Christian III Be­stalling af 17. Juni 1557 som kgl. Bygmester, og af et Brev fra Frederik II af 18. Februar 1559 ses det, at han vedblev at være »Bygmester og Tømmermand« under denne Konge. (Weinw., S. 28. Do. Lex. Orig. Hafn., S. 263).

 

Oberg. Antonius von Oberg var i Aarene 1583—85 kgl. Bygmester paa Kronborg og synes at have været den, der ledede hele Arbejdet og gjorde Tegninger til Enkelthederne, efter at Hans Steenwinkel i 1582 havde faaet sin Afsked fra Arbejdet ved dette Slot paa Grund af en Forseelse, han havde begaaet. (Bidrag til Kronborg Slots Bygningshistorie i Dske. Saml., V, S. 154, 157, 161— 162. 166—67, 173 o. fl. Si, jfr. om Hans Bygmester, S. 150).

 

Olavsen. Olav Olavsen, født 1753 paa Tveraa i Skagefjords Syssel paa Island, blev Student ved Kjøbenhavns Universitet 1777 og besøgte, samtidig med at han læste til juridisk Examen, Konstakademiet, hvor han i 1780 vandt baade den lille og den store Selvmedaille i Bygningsskolen. Den 30. October s. A. søgte han om det ved Justitsraad Schlegels Død ledige Professorat i Geometri ved Akademiet; men han fik det ikke. Derimod tog han i 1782 juridisk Embedsexamen og fik i 1783 kort før sin Afrejse fra Kjøbenhavn Akademiets Vidnesbyrd for, at han havde vundet begge dets Sølvmedailler. Han blev først Tegnemester og Lector i Mathe-matik ved Bergseminariet i Kongsberg, senere (1787) Lector i Lovkyndigheden sammesteds, fik i 1794 Titel af Professor og blev i 803 Auctionsforvalter. Omsider fik han sin Afsked ved Seminariet

 

522

i 1814, da hans Lærerposter blev nedlagte, og som Auctionsforvalter i 1822, medens han samtidig udnævntes til Ridder af Yasaordnen. I 1818 var han Storthingsmand for Kongsberg By. Han var gift med Berthe Margrethe født Willemann og døde i Christiania den 20. Januar 1832. Bygningsarbejder nævnes ikke af ham; derimod tegnede han i 1794 et Gravmæle over sin Landsmand i snævrere Forstand, Islænderen John Erichsen, Overbibliothekar ved det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, hvorpaa den Afdødes Portrætmedaillon var gjengivet i en rig architektonisk Omgivelse. (Worms Lit. Lex, III. Weinw. Lex. Skild. 1830, Sp. 1229—30. Erslew, Forf. Lex, II, S. 484. Suppl., II, S. 575. Kraft, Norsk Fok Lex., S. 480—81. Strunk, Nr. 747. Iris 1794, III, S. 281—318. Akad. Bibi. d. sch. Wissensch. u. Kste., LIV, S. 365.

 

Olrik. Ole Henrik Benedict Olrik, født i Kjøbenhavn den 24. Maj 1830, er Søn af Toldcontrolleur Johan Henrik Lud­vig Olrik og Benedicte Martinette født Heiberg. Efter at have besøgt Efterslægtsselskabets Skole kom han i 1844 paa Akademiets Modelskole, besøgte samtidig Tegneskolen og blev i 1846 Elev af Decorationsklassen. Ved samme Tid begyndte han at arbejde i H. V. Bissens Billedhuggerværksted, hvor han snart bragte det saa vidt, at han kunde udføre formindskede Copier af Thorvaldsens Statuer og Relieffer til Brug for den kgl. Porcelainsfabrik. Fra 1847 til 1853 udstillede han nogle Portraitbuster, og efter at han var bleven Elev af Modelskolen, vandt han i Marts 1849 den lille, og i December 1850 den store Sølvmedaille for Relieffigurer efter den levende Model. Tvende Forsøg paa at vinde den lille Guldmedaille som Billedhugger lykkedes derimod ikke. Imidlertid havde han ikke forsømt Decorationsfaget, hvori han i Marts 1848 vandt den lille Sølvmedaille for Modellen til en orneret Sabel og i Marts 1851 den store for en Frugtskaal. To Aar efter (1853) vandt han i For­ening med L. Vieth den Neuhausenske Præmie for »En Sølvsukkerskaal«. Uagtet han snart efter gik over til at blive Maler, er han dog vedbleven med at virke som Billedhugger i decorativ Ret­ning, og har ved Modeller og Tegninger indvirket paa Konsthaand-værkets Udvikling. Han har navnlig arbejdet for den kgl. Por­celainsfabrik, for Ipsens Terracottafabrik, for H. C. Drewsens Elek­tropletfabrik og for V. Christesens Sølvvarefabrik. En Bordplade i forsølvet Kobber, udført, efter Olriks Model, blev kjøbt til det kgl. Konstmuseum.

Da Konstneren   i 1854  med Understøttelse   af Indenrigsmini-

 

523

steriet og den Rejersenske Fond var i Paris for at uddanne sig videre som Decorationsbilledhugger, gav han efter for sin længe nærede Lyst til at blive Maler og tog Undervisning i denne Konst-retning i Coutures Atelier. Aaret efter hjemsendte han sit første Maleri »En Dreng, som blæser Sæbebobler« (udst. 1855). Fra det følgende Aar af har han siden stadig udstillet Portræter og har efterhaanden i dette Fag paataget sig store, vanskelige Opgaver. Til saadanne høre to store Familiemalerier med Figurer i Legems­størrelse, det ene forestillende Lehnsgreve Bille Brahe Selbye nred Hustru og fire Børn, det andet Grevinde Piper med fem Børn i et Landskab, der ligeledes var Portræt. Et tredje større Billede, som Konstneren malede af egen Drift, forestillede dennes egne to Døtre i en Have, bærende Koser og Jordbær (1876). Tillige har haii malet Kong Christian IX's Portræt gjentagne Gange saavel i Bryst­billede som i hel Figur. Ved Siden af Portræter malede han Livs­billeder, dels af Almuens Liv, dels af den dannede Middelstands, f. Ex. »En Brud pyntes af sin Veninde« (udst. 1860, den kgl. Malerisamling), Kort før havde han ægtet Hermine født Valentiner. Ogsaa et Par Altertavler og historiske Billeder har han udført. Desuden bar han udfoldet en udstrakt Virksomhed som Portræt-tegner, navnlig til »Illustreret Tidende«.

I 1862 var han i Italien med et Aars Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 800 Rdlr., og flere andre mindre Rejser har han foretaget, dels med Understøttelse fra den Rejersenske Fond, dels for egen Regning. Den 16. Februar 1871 blev han Medlem af Konstakademiet; i 1873 var han i London for at male Prinsessen af Wales, og i 1876 blev han Ridder af Dannebrog. (Konstn. egne Medd. Akad, Udst. Cat. Lengn. [Fam. Hvidt].)

 

Olsen. Carl Julius Emil Olsen, Søn-af Kusk Svend Ol­sen og Maren Bolette født Kjær er fedt i Kjøbenhavn den 2. Juli 1818. Han kom i Lære hos Malermester Scharff, blev Svend 1838 og arbejdede som saadan til 1848. Imidlertid besøgte han 1885 —38 Konstakademiets lavere Skoler. Han lagde sig paa egen Haand efter Sømaleriet, og bar fra 1853—73 udstillet en Del Søstykker. I en Del Aar brugte tillige Anton Melbye ham som Medhjælper, •men et apoplektisk Tilfælde har hindret ham i at arbejde i de sidste Aar. Han var første Gang gift (1843—62) med Anna Charlotte Eriksine født Møller; sit andet Ægteskab indgik han 1863 med Marie Sofie Frederikke født Poulsen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

524

Olsen. Christian Constantin Olsen, født i Kjøbenhavn den 5. Marts 1829, er Søn af Anders Christian Olsen (1792—1871), der var oplært til Architekt, men senere blev Snedkermester og Lærer ved Konstakademiet; Moderen hed Elisabeth født Binck. Han begyndte 1839 at besøge Konstakademiet, hvis lille Sølv-medaille han vandt 1852. I 1856 vandt han ogsaa den store Sølvmedaille; men for øvrigt har han næsten udelukkende arbejdet i Marmor for H. V. Bissen, hos hvem han fik sin konstneriske Uddan­nelse. Af Thorvaldsens Arbejder har han udført i Marmor dennes Portrætstatue, Mercur og Grevinde  Ostermann til Museet, samt den staaende Farisæer af Johannes Gruppen til Frue Kirke. (Konstn. egne Medd. Berl. Tid. 1871, Nr. 57. Akad. Udst. Gat.)

 

Orning. Hans Christian von Orning var Sen af Oberstlieutenant Bernt von Orning og født i Norge 1722, hans Moder var født Lange. Han synes at være den »Hr. Lieutenant Orning«, der nævnes hos Dauw (1755) blandt de ..jetzt lebenden”  Miniaturmalere „unter den Danen". Han blev Cadet 1734, Secondlieutenant i det andet smaalenske Nationalregiment 1743, fornyttedes derfra til det sjællandske Nationalregiment, blev Premierlieutenant 1749 og Capitain 1762. Mere vides ikke om hans Livsskjæbne1. (Weinw. S. 165. Do. Les. Dau-w, Wohlunterr: Schildrer &c. 2. Udg. S. 318. Medd. fra Krigsmin. Aroh. Gehejmearch., Stamt. og JVIøllerske Re­gistre. Lengniok [Pam. Furaman]. Adresseavis 1760, Nr. 28; 1771, Nr. 23.)

 

Orth. Emil Cordius Heinrich Orth, født i Kjøbenhavn den 19. September 1833, er Sen af Victualiehandler Johan Hein­rich Orth og Sara Sophy født Haines. Ifølge sit eget Ønske kom han efter sin Confirmation i Malerlære og fik i Januar 1849 Plads i Konstakademiets-Elementarskole, i 1856 blev han Elev af Model­skolen, og i 1858 vandt han den lille Sølvrnedaille. Endnu vedblev han nogle Aar at gaa paa Modelskolen, og da det var hans Agt at uddanne sig til Figurmaler, arbejdede han tillige først under J. L. Lunds, senere under N. Simonsens Vejledning. Imidlertid foretrak han at blive Landskabsmaler og har 1859—69 udstillet nogle Land­skaber. I 1869 fik han Plads som Landskabs- og Prospectmaler

 

1 En ældre Broder af ham, Peter Martinus von Orning, var dog ogsaa Lieutenant paa denne Tid; han blev nemlig først Capitain 1756. Han var gift med Anna Margrete Sone født Fursmann, og døde i Rendsborg som „capitaine reforme", d. v. s. å la suite, i 1760.

 

525

ved den kgl. Porcelainsfabrik, hvortil hans Virksomhed siden har været knyttet. Han ægtede i 1863 Nielsine Christine født Mahncke. (Konstrj. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Oseryn. Isak Oseryn, nævnes hos K. v. Mander som født i Kjøbenhavn, hvor der ogsaa levede en Familie Oseryn, saaledes en Perlestikker Gerdt Oseryn, hvis Navn forekommer i Aarene 1619—24. Isak Oseryn maa tilhøre Frederik II's og Begyndelsen af Christian IV's Tid, idet han i Holland var Lærling af Kornelis Ketel (f. 1548, d. 1602). Først havde han øvet sig paa egen Haand hjemme, var derefter tre Aar hos Ketel og rejste saa til Italien, hvor han opholdt sig i Venezia og Horn. Da han kom hjem til Danmark, var han saa udviklet, at man nærede de største Forvent­ninger til ham. Det er mulig ham, der i 1595 var i Kongens Følge paa en Hejse under Benævnelsen »Isac Conterfejer«. Men medens han var sysselsat med et Portræt i Legemsstørrelse af Kon­gen af Danmark (Christian IV), døde han af en hidsig Feber, som det synes før 1600. Det Portræt af Ketel, som er stukket til v. Manders Værk, var malet af denne Konstner. Man har tidligere forvexlet ham med Isac Isacsz, men i sit Lexikon blev Weinwich allerede opmærksom paa Fejltagelsen, skjønt hans Udtalelse endnu er forvirret. (Karel von Mander: Het Leven der doorluchtige Neder-landsche en eenige Hoogduitsohe Schilders &c., 2. Udg. ved J. de Jongh II, S. 80—81. Deoamps, La vie des peintres Flamands &c., I, S. 202. Sandv., S. 78—79. Weinw., S. 53. Do. Lex. Spengl. Art. Eft. Chr. IV Alm. 1619 [Nyerup]. Dske. Saml. V, S. 63.)

 

Otten. Henrich Otten har stukket et Portræt af Bolle Luxdorph, som synes tegnet af Bygmestren J. C. Ernst. (Sandv. S. 100. Strunk Nr. 1713.)

 

Ottesen. Otto Didrik Ottesen, Søn af Kaadner Otto Didrik Ottesen og Bothilla født Jessen, er født i Broager den 3, April 1816. Da hans Forældre var fattige Husmandsfolk, maatte han allerede med sit fyldte ottende Aar ud at tjene som Hyrde­dreng. Med landlige Arbejder gik Tiden lige til hans attende Aar, men da han stadig havde øvet sig paa egen Haand i at tegne og male, og da han fastholdt sin Lyst til at komme til Kjøbenhavn for at lære Malerhaandværket, lykkedes det ham endelig gjennem en Morbroder, der var Lærer og Inspecteur ved Petri Pigeskole, at blive tagen i Lære hos Malermester Jon Gulsen Berg i Kjøbenhavn i 1834; han fik samtidig Adgang til Konstakaderniet, hvor han

 

526

1843 var naaet ojf til Gibsskolen, medens han allerede i 1839 efter fem Aars Læretid havde aflagt sin Svendeprøve, Som bondefedt var han værnepligtig og skulde have forladt Kjøbenhavn for at ind­træde i Tjenesten. Men Ottesen havde ikke gaaet Malerlæren igjennem blot for at blive Haandværker, Lysten til at blive Konst-ner gjærede stadig hos ham, og da det nu gjaldt et afgjørende Skridt, valgte han, som det, der var lettest overkommeligt i hans fattige Kaar, i Efteraaret 1840 at male et Frugtstykke, som snart blev efter­fulgt af flere. I 1842 fik han sine første Billeder paa Udstillingen, og Akademiets daværende Secretair, J. M. Thiele, udvirkede, ved at vise Kongen et af hans Billeder, at han blev løst fra sin Værne­pligt, og, uagtet han ikke var Elev af Modelskolen, blev han tillige, da Akademiet »paa Grund af hans udstillede Arbejder« varmt an­befalede ham, i 1843 fritagen for den borgerlige Militairtjeneste. Han uddannede sig nu ganske paa egen Haand til Blomstermaler, idet kun J. P. Møller velvillig kom ham til Hjælp med at henlede hans Opmærksomhed paa de hollandske Mestres Arbejder i dette Fag, som pryde den kgl. Malerisamling.

Ottesen tjente snart saa meget, at han i 1843 kunde gifte sig med Louise Vilhelmine født Børresen; men da Familien hurtig voxede, var det først efter Konens Død i 1853, han turde tænke paa at komme udenlands. I Mellemtiden vedligeholdt han Akademiets og Publicums Opmærksomhed for sig ved i tre paa hinanden følgende Concourser (1845, 1847 og 1849) at vinde den Neuhausenske Præmie for Blomster- og Frugtmalerier. I 1855—56 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse, hver Gang med 600 Udi. og søgte ganske natur­lig til Holland og derfra, til Paris. Paa Hjemvejen gjennem Tyskland gjorde han Bekjendtskab med en dansk Dame, Sofie Henriette Møller, som i 1857 blev hans Kone, og da hun i 1864 afgik ved Døden, ægtede han tre Aar senere Vilhelmine Amalie født Bützow. Den 22de Januar 1866 blev han optaget til Medlem af Konstakademiet og i 1874 fik han Titel af Professor. Samme Aar var han atter udenlands med det Ankerske Legat.

Et af Ottesens første Billeder blev kjøbt  af Thorvaldsen til hans Museum, et andet »Roser og Jordbær« blev 1844 kjøbt til den kgl. Malerisamling, der desuden ejer sex andre Billeder af ham, der efterhaanden ere indkjøbte. Deriblandt maa nævnes »Foraaret i Skoven« (1862), som forestiller Skovbunden rigt dækket med blom­strende Anemoner, et Motiv, som senere ogsaa Kølle optog. (Konstu. egne Medd. Søndagsp. 1876, Nr. 644. Akad. Udst. Cat,)

 

527

Ovens. Jürgen eller Jurian Ovens var Søn af Ove Bro­ders, Raadmand i Tønning og var født der 1623. Paa Grund af Krigen gik lian den 25. August 1657 til Amsterdam, hvor han fik Borgerret, og hvor han skal have været Lærling af Rembrandt. Da han havde vundet Navn som Historiemaler, kaldte Hertug Chri­stian Albrecht til Holsten-Grottorp ham tilbage til Slesvig i 1663 og udnævnte ham til sin Hofmaler. Ovens tog nu Bolig i Frederiksstad og ægtede Marie Martens von Melning. Han døde den 7. De­cember 1678, efterladende sig Enke og otte Børn.

Ovens var en ganske dygtig Maler i den Rembrandtske Ret­ning. I Frederiksstad er en Altertavle af ham, i Slesvigs Domkirke et Par religiøse Malerier. I den kgl. Malerisamling paa Christiansborg er fremhængt et Brystbillede af den lærde Rejsende Olearius og et Bil­lede forestillende en Hyrde og en Hyrdinde, der musicere. En Ætling af Konstneren i Eckernførde ejer to Portræter i Legemsstørrelse, forestillende Konstnerens Hustru og hans Svigerfader. Man har en Fortegnelse over hvad der fandtes i hans Hus efter hans Død; der­iblandt var ikke faa Malerier af fremmede Konstnere, tildels med store Navne, samt en Mængde af hans egne Malerier. Der nævnes ogsaa Raderinger af ham. (Brev fra Pastor Høyer-Møller til N. Høyen i 1856. "Weinw. S. 91 og 104. Do. Lex. Sandvig S. 100. Skild. 1829, Sp. 886. Jonge Kbhvn. Beskriv. S. 509. Bibi. d. sch. Wissensch. u. Kst. II S. 209. Nagler Monogr. IV, 522.)

 

Overbek. Julie Lütken, født i Kjøbenhavn og gift med en Kjøbmand Overbek, havde lært at tegne af Læreren ved Akade­miets Ornamentskole Cl. Mørch og at male af Landskabsmaler Vogt. Hendes sidste Lærer var J. L. Lund, og hun udstillede i 1815 for første Gang »sex nydelige-Landskaber, malede med en juelsk Pen­sel«. Paa disse blev hun enstemmig agreeret af Akademiet den 20. Juni og fik til Opgave for Reception at male »en smuk sjællandsk Egn«. Hun synes ved samme Tid at være bleven gift og at have fulgt sin Mand til Hamborg, hvor hun lagde Haand paa sit Medlemsstykke. Men i 1816 døde hun pludselig ved et Spring fra en Vogn, hvis Heste løb løbsk. Efter den Deltagelse, hvormed Akademiet omtalte hendes Dødsfald, synes hun at have haft et virkeligt Talent for Landskabsmaleriet, Den kgl. Malerisamling kjøbte i 1813 et af hendes Billeder. (Weinw. Lex. Skild, 1815, Sp. 443. Akad. Udst. Gat.)

 

528

Overgaard " Hans Christian Overgaard, som i 1809 vandt den lille Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenbavn, blev senere Malermester, men udstillede stadig i Aarene 1811 til 1830 en ikke ubetydelig Bække „Stillebens"-Stykker, »der vel var noget haarde, -men dog taalelig malede«, siger Weinwich. Han var gift med Eleonore født Rust og døde den 3. Februar 1832. (Weinw. Lex. Akad. .Udst. Gat. Vejvis. 1832. Skifteretten.)

 

529

Pacht. Axel Frederik Pacht, født i Kjøbenhavn den 16. Juni 1847, er Søn af Kasketmager Laurids Adolf Pacht og Marie Caroline født Jørgensen. Han kom i Billedskjærerlære hos Wille, og.begyndte i 1863 at besøge Konstakaderaiet, hvorfra han den 30. Juni 1868 fik Afgangsbevis som. Modelerer, I 1869 vandt han den lille Guldmedaille for »Kain ihjelslaar Abel«, derimod concurrerede han i 1872—73 og i 1874—75 forgjæves til den store Guldmedaille; Opgaven var den sidste Grang, da hans Arbejde udstilledes, »Odysseus' Kamp med Bejlerne«. For øvrigt har han siden 1867 ud­stillet, dels nogle originale Compositioner, dels nogle Buster og Medailloner i Gribs. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.).

 

Pacht. Laurids Vilhelm Pacht, ældre Broder til den ovennævnte A. F. Pacht, er født i Kjøbenhavn den 23. November 1843, og kom efter sin Confirmation en kort Tid i Bogtrykker lære, derpaa til den italienske Marmorhugger Eonci, medens han' paa eamme Tid begyndte at besøge det techniske Institut. Her fattede G. Hetsoh Interesse for ham, fik ham i Lære som Porcelainsmaler hos Westphal og skaffede ham Plads ved den kgl. Porcelainsfabrik, hvor han arbejdede i fem Aar. Imidlertid gjennemgik han Akademiets Skoler fra 1861 til den 30. Juni 1866, da han bestod Afgangs­prøven som Maler. Efter at han i 1866 havde begyndt at udstille med »En blomstrende Hyld i en Gaard«, der blev kjøbt af Konst-foreningen, vandt han i 1869 den lille Guldmedaille for en Carton »Arbejderne i Vingaarden« og samme Aar den Neuhausenske Præ­mie for »Biskop Vilhelm forbyder Svend Estridsen Adgang til

 

530

Kirken«. For øvrigt har han udstillet, dels enkelte Prospecter, dels Figurbilleder, som »Ingen hjemme«, »Skyggerne«, »Den flyg­tende Faun«, Et Forsøg paa at vinde den store Gruldmedaille lyk­kedes ikke, Pacht undermalede Architekturen i »Den store Nadvere« for Marstrand; desuden har han malet et Par Altertavler.

Efter flere Aars uafbrudte Forsøg lykkedes det ham at ud­vikle en egen Fremstillingsmaade til mechanisk Gjengivelse af Teg­ninger, Træsnit, Kobberstik m. m., Heliotypien, til en saadan Fuldkommenhed, at den lader sig bruge i det praktiske Liv, og han oprettede et Værksted for Udførelsen af Heliotypier, som i de senere Aar har optaget største Delen af hans Tid og Kræfter. Han er gift med Ambra Maurette født Brandtberg. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.).

 

Paludan. Hans Jakob Paludan, Søn af Johan Paludan, Præst i Fanefjord ved Stege, og Anne Elisabeth født Paludan, blev født den 27. August 1797. Han gik fra Dreng af den militaire Vej, blev allerede 1811 Secondlieutenant i Artilleriet, 1820 Premier-lieutenant og fik i 1829 Udnævnelse til Capitain, men vedblev at gjøre Tjeneste som Premiertieutenant. Den 3. Juni 1830 døde han. Ved Siden af sin Embedsstilling som Officer lagde han sig efter Konsten, besøgte Konstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt (1822), og dyrkede siden Landskabsmaleriet. Fra 1822—30 udstillede han en Del Landskaber, hvoraf fire blev kjøbte til den kgl. Malerisamling (1828—30). Da han havde nær Slægt i Norge, besøgte han jævnlig dette Land, hvorfra Motiverne til adskillige af hans Landskaber ere tagne. (Lengnik [Fam. Paludan]. Erslews Forf.-Lex II. S. 531—32, Suppl. II. S. 618. Krigsmin. Arch. Militairkal. 1811—30. Akad. Udst. Cat.).

 

Paludan. Hother August Paludan, født 1841 i Alrø, er Søn af Provst i Bjerre og Hatting Herred, Janus August Paludan og Camilla Augusta født Kipnasse. Efter at have været i Tømrer­lære og besøgt Konstakademiet fra 1857 blev han i December 1863 Elev af Architekturskolen, men forlod Akademiet i 1866 uden at have taget Afgangsprøve. Han er nu bosat i Viborg, hvor han praktiserer som Architekt. (Erslews Forf.-Lex. II. S. 531. Akad.).

 

Paludanus.    Severinus Paludanus.    Se Søren Kjær.

 

Parnemann. Jakob Parnemann, en Kattuntrykker i forrige Aarhundrede her i Kjøbenhavn, uddannede sig, efter at have lært den Formskjærerkonst. der hørte til Faget, tillige i den egentlige Xylografi (1771—74) og udførte siden 16 historiske Stykker efter

 

531

Biblen i 4° og et Portræt i Camaieu i 8°, samt et andet i clair-obscur med to Stokke. Da han ikke fandt tilstrækkelig Opmunt­ring som Træskjærer, maatte han forblive ved sit Haandværk, hvori han skal have været en dygtig Mand. (Busching De tegn. Konsters Hist. overs. af Hallager. Kbh. 1783, S. 326—27. Weinw. S. 177, do. Lex., Skild. 1830, Sp. 1069. Udskr. af Busching).

 

Pas. Crispin de Pas, Søn af den nedennævnte Simon de Pas, levede ogsaa som Kobberstikker her i Landet. Nagler nævner 3 Blade af ham. (Weinw. S. 62, do. Lex. Skild. 1830, Sp. 818. ' Nagler Kstl. Lex. XI. S. 3).

 

Pas. Simon de Pas, født 1574 eller 1581, en Søn af Grispin de Pas fra Køln, blev af Christian IV indkaldt til Danmark og var kgl. Kobberstikker fra 1624 til den 6. Maj 1647, der synes at være hans Dødsdag; fra 1626 var han tillige Universitetskobber-stikker. Hos Sandvig nævnes 15 Blade af ham, foruden 100 Portræter af den danske Kongerække (1625—51), hvoraf mulig de sidste Blade ere stukne af Sønnen; Nagler opregner 35 Blade. I 1634 maatte han i Forening med Karel v. Mander tegne Decorationer (Monstra) til nogle Skuespil, der opførtes i Anledning af Prins Christiane Bryllup. Desuden nævnes fra 1633 to Titelkobbere til Christian Ws Bibel og et Titelkobber til en Ligprædiken over Fru Helle Sørensdatter. (Weinw., S. 62. Do. Lex. Sandv., S. 100. Skild. 1830 Sp. 817—18, Overskous Theaterh. I. S. 83. Medd. fra Eentek. 1872, S. 194. Thaarup. Ållg. Bibi. d. seh. Wissensch. u. Kiinste. XIX. S. 210 %., XXI. S. 206 og 209 flg.. om hans Fader. Nagler Kstl. Lex. XI. S. L).

 

Pauelsen Erik Pauelsen, født i Bygom i Viborg Stift den 14. October 1749, var rimeligvis Bondesøn. Om hans første Ungdom kjender man kun, hvad Rahbek fortæller i sine Erindringer, hvor­ledes han, af Lyst til at blive noget mere som Maler, forlod Hjem­met som Dreng, tjente Føden undervejs ved at male Kister for Bønderne og naaede omsider Kjøbenhavn, hvor han paa Lykke og Fromme fik Plads hos en Malermester. Han fik under sin Læretid Adgang til Konstakademiet, hvor han 1774 vandt den lille, 1775 den store Sølvmedaille. Samme Aar vandt han den lille Guldmedaille for Opgaven »Samuel ofrer Herren Brændoffer og Fili­sterne blive slagne af Torden« (l Sam. 7, 8—11), og i 1777 den store Guldmedaille for »Salomons Dom«. Hvert Aars første April udstillede han tillige flere historiske Malerier og Portræter. I 1780 søgte han om Løfte paa Rejsestipendiet efter Meyn, men da

 

532

Akademiet syntes, at kan ikke klart nok havde valgt mellem Historiemaleri og Portræt, kunde det sikke erklære sig paa nogen fordelagtig Maade om Pauelsen«. Ikke desto mindre resolverede Kongen, at han skulde have Stipendiet i tre Aar efter Meyn.

Allerede ved den Tid, da han vandt den lille Gruldmedaille, havde han fundet Lejlighed til at male flere store Vægmalerier paa Lærred som Decoration i private Lejligheder. Saaledes malede han hos Bager Lobeck, der dengang ejede Nr. 72 (nyt Nr. 16) paa Østergade, Væggene i to eller tre Værelser med Fremstillinger af Josefs Historie. Under Udførelsen forelskede han sig i Datteren, den sextenaarige Anna Elisabeth Lobeck, som den 11. April 1776 blev hans Brud. I et den kgl. Malerisamling tilhørende Billede, kaldet »Venus Urania«, skal han have gjengivet hendes Træk, og to smaa Genrebilleder, hvoraf det ene tilhørte Auctionsdirecteur Fick, det andet Landskabsmaler J. C. Dahl i Dresden, forestillede ham selv og hans Forlovede i to forskjellige Optrin. Da han fik Mid­ler med sin Kone, rejste han udenlands i November 1780 for egen Regning, saaledes at de tre Aars Stipendium skulde godtgjøres ham, naar han kom hjem. Hans unge Kone fulgte ham paa Rejsen, og han var borte til Udgangen af 1783. Han besøgte Frankrig og Italien, og ved sin Hjemkomst udstillede han i Akademiet to store Originalmalerier, »Cupido« og »Mercurius og Psyche«, samt en Copi efter Rafael, paa hvilke Billeder han agreeredes den 2. Februar 1784. Til Opgave for Medlemstykke fik han: »De tre nordiske Rigers Forening, sluttet til Calmar 1397, ved den bekjendte calmarske Constitution« efter Holbergs Danmarks Historie (L, S. 509). Be­handlingen af dette Emne faldt ud til en mat og kold Allegori, hvori man ser Dronning Margrete, med Erik af Pommern hos sig som Barn, modtage de trende nordiske Riger i Skikkelse af tre, lidet karakteriserede Kvinder. Paa dette store Billede, som allerede den 5. April var færdigt til at forevises Commissairerne, blev han den 3. Maj 1784 Medlem af Akademiet. Anmelderen i Minerva, Th. Thaarup, som saa Stykket paa Udstillingen Aaret efter, havde ventet sig et bedre Arbejde af Pauelsen og dadler det for »mindre Udarbejdning, en fejlfuld Composition ... og en besynderlig Ens­formighed næsten i alle Ansigter«.

I Udlandet var Pauelsen bleven Medlem af flere Akademier, og han fik i Düsseldorf den Professortitel, hvormed han i Samtiden altid nævnedes. Det hedder sig i en fra Datiden mundtlig over­leveret Efterretning, at Abildgaard skulde have modarbejdet Pauelsens

 

533

Valg til Professor ved Modelskolen, og at denne skulde have set en Uretfærdighed deri. Dette skulde da være sket ved Mandelbergs Død 1786; men Pauelsen synes ikke at have søgt Professoratet, og i al Fald havde Juel, som blev valgt, »Tjenestealder« forud baade som Medlem og som »surnumeraire« Professor. Da i 1787 de tre Aars Stipendium var blevet Pauelsen refunderet, søgte han om at beholde Stipendiet tre Aar til, for at foretage Rejser i Indlandet, men han synes ikke at have opnaaet det. Ikke desto mindre fore­tog han i disse Aar bl. a. en Rejse til Norge, hvor han optog en Række Prospecter, som for en Del blev Statens og ophængtes paa Frederiksberg Slot. Der henrykkede de Oehlenschlæger i hans Barndom. Kort efter malede han nogle Udsigter fra Dronninggaard for Stedets daværende Ejer, Etatsraad og Grosserer de Coninck; deraf var de to saa store, at de hver fyldte en hel Væg i en Sal paa Dronninggaard, medens sex var mindre Dørstykker. Den kgl. Malerisamling ejer flere Landskaber af Pauelsen, tildels efter danske Egne. I Forening med Juel og Lorentzen er han, ved denne Virksomhed, en af det danske Landskabsmaleris fortjenstfulde For­løbere, selv om Samtiden maatte skatte disse første Forsøg paa at skabe en indenlandsk Konst højere, end en senere Tid er i Stand til. Ikke mindre Krav paa Tak har han for den Kjærlighed, hvor­med han i sin Ungdom dvælede ved Fædrelandets Historie. Inden sin Udenlandsrejse udførte han tre Billeder graat i graat af Nordens Historie, nemlig »Præsten Hans Madsen, der bringer Rantzau Efter­retninger om Fjenden«, stukket 1779 af J. G. Preisler, »Anne Colbjørnsen i Norderhoug Præstegaard«, stukket 1780 af M. Haas, og »Rolf Krage«, stukket 1782 af samme. Det sidste Billede ud­stillede han 1780 i Akademiet. Selv raderede han 1782 i Paris et andet Emne af Nordens Historie »Knud den Store ved Strand­bredden dadler sine Hofmænd for deres Smiger«. Desuden har han malet »Knud den Helliges Drab i St. Albani Kirke«, som blev skjænket St. Knuds Kirke i Odense af Prins Christian Frederik og ophængt der (1834). Efter Rejsen synes hans Sans for Nordens Historie at have tabt sig; thi han malede kun sit Medlemstykke i denne Retning. De Billeder, han hjembragte, var, som ovenfor nævnt, af mythologisk Indhold. Til »Mercurius og Psyche« ud­førte han et Sidestykke; desuden malede han den nævnte »Venus Urania«' o. fl. De fleste af disse Billeder findes paa Kronborg, idet de efter Konstnerens Død blev den kgl. Malerisamlings Ejen­dom. Kronprinsen (Fredr VI), hvem man fik til at tro, at Pauelsens

 

534

sørgelige Død var fremkaldt ved en Uret, kan skulde have lidt, bød nemlig; " Al der skulde kjøbes saa mange som mulig af hans Billeder for Statens Regning. Fra Udførelsens Side svare de ikke til det store Navn, de ved deres Fremkomst skjænkede Maleren. De ere uinteressante af Indhold og svage i Tegningen, men de have, eller rettere havde i Datidens Øjne, noget vindende ved den milde harmoniske Farve og de bløde Omrids, Fortrin, hvori senere Kratzenstein Stub sluttede sig til ham.

Større Tiltrækningskraft øve hans Portræter. Han gjengiver Aasynet paa en behagelig Maade, og hans Fortrin i Farven gjøre sig bedre gjældende uden at svækkes af fremtrædende Brøst i Ud­førelsen. Hans eget Portræt, der tilhørte Fick, er vistnok fra hans yngre Aar, C. F. Stanleys Portræt i Akademiets Samling var ud­stillet sammen med hans Medlemstykke. Fra en tidligere Tid er et Dameportræt, forestillende Johanne Conradine Spengler gift Basler (1778) og ret fint i Opfattelse og Farve. Af andre Por­træter nævnes den bekjendte A. G. Hviid, en Præst i Høyelse og hans Kone (rimeligvis M. P. Kruuse og Inger født Ørsløw), Pastor Weinreioh paa Frederiksberg, Rahbeks Forældre og K. L. Rahhek selv (1789). Pauelsen var ogsaa Kobberstikker. Foruden den nævnte Radering stak han efter sin norske Rejse tre af Pladerne til sine egne Prospecter, nemlig »Hoffossen«, »Storelven i Eingerige« og »Tistedalen« (1788—89), der udkom som colorerede Kob­berstik. Kort før stak han det ene af de af ham selv tegnede Por­træter til Rahbeks »Lommebog for Skuespilyndere« (1788) nemlig Skuespillerinden Mad. Bjørns Portræt. De to andre, Mad. Gjelstrups og Mad. Preislers, blev stukne af D. Berger i Berlin, hvis Stik efter det tredje Portræt med forandret Navn (Hanna v. Ostheim) blev brugt som Titelvignet til Rahbeks »Prosaiske Forsøg«, II Sam­ling. For øvrigt nævnes en Del Vignetter, tegnede af Pauelsen og stukne af forskjellige.

Trods den ikke ringe Virksomhed, hvis Omrids her er givet, havde Pauelsen ikke nogen lang Levetid. Omstændigheder, som ikke mere lade sig oplyse, idet der kun hentydes til dem i for­blommede og opstyltede Udtryk om »den blege Avind«, som ud­spyede sin Gift imod ham, forbitrede ham saaledes Livet, at han den 20. Februar 1790, kun lidt over 40 Aar gammel, tog sig selv af Dage ved at springe ud ad Vinduet, efterladende sig en Enke, som Overlevede ham i 50 Aar (f 19. Marts 1840) og to smaa Døtre. Hans Død, der vakte megen Opsigt og fremkaldte en Mængde

 

535

lyrisk-pathetiske  paa  vers og prosa  Datidens Tidsskrifter, blev særligt mindet ved en Sørgefest i »Det forenede dramatiske Selskab«, hvoraf han havde været Medlem, den 3. Marts 1790, ved en melodramatisk Forestilling med Text af Abraham Tidemand. Naar han heri kaldes ikke blot »ypperlig som Menneske« og »ufor­glemmelig som Ven«, men ogsaa »stor som Konstner«, ser man let,. at Venskabet har mere Del i denne Dom end  et sandt Overblik over, hans konstneriske  Værd. (Weinw., S. 188—90. Do. Lex. Lengn. [Pam. Lobeck]rBahbeks Erind. IV, S. 27. Skild. 1819, Sp. 433, 1828, Sp. 1281—84, 1830, Sp. 1509—17. Akad. Minerva, 1785, II, S. 87 og 97, 1786, V, S. 385—86, 1788, XIV, S. 34 og 238, 1790, XIX, S. 295, 417—20 og XXI, S. 70. Adresseav. 1790, Nr. 41. Hist. Tidskr. 4. E. IV, S. 274, [Werlaufs Erind.]. Pauelsens Auctionscat. 1791 med hdskr. Tillæg af Confr. Thomsen, Dagen 1834, Skifteretten 1840, Fdl. 1840. Hennings Musaget, III, St. S. 17—19og24. Eamdohr, Eeise, I, S. 209. Burm. Beoker Tapeter. S. 40. Oehlenschl. Erind., ny Udg., S. 13. Spengl. Gat. o. Malerisml. Nr. 875—84. Priv. Medd.).

 

Paulli. Augusta Dorothea Henriette Christine Paulli, født i Kjøbenhavn den 27. August 1843, er Datter af Kapelmester, Professor Holger Simon Paulli og Alberta født S»how. Efter at have faaet Vejledning i at tegne og male af Heinrich Buntzen og senere i V. Kyhns Tegneskole, har hun siden 1871 udstillet dels Landskabspartier, dels Emner som »Ved et Bondehus« med Staffage af Almuens Liv. (Konst. egne Medd. Udst. Gat.).

 

Paulsen. Andreas Stephan Mygind Paulsen, født i Haderslev den 18. December 1836, er Søn af Drejermester Niels Mygind Paulsen, som snart efter flyttede til Fredericia, hvor Sønnen voxede op. Hans Moder hed Anne Cathrine født Thaysen. Fra 1857 uddannede han sig i Kjøbeuhavn under H. V. Bissen til Billedhugger, og fra 1859 har han udstillet dels nogle Buster i Marmor og Gibs, dels selvstændige Compositioner i Relief. Desuden udførte han bl. A. til Kolding et større Relief i Malm til Minde om de i den første Slesvigske Krig faldne Krigere, til Hjørring enBuste af FrederikVII, ligeledes i Malm, og til sin Hjem­stavn flere Arbejder i Malm og Marmor. I 1871 blev han gift med Anna født Ernst Krogh. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.).

 

Pedersen. Carl Ferdinand Pedersen, født den 2.Maj 1803 i Kjøbenhavn, var Søn af Henning Pedersen, senere Major i Ar­tilleriet, Landinspecteur og Landvæsenscommissair paa Bornholm;

 

536

hans Moder hed Sofie Caroline født Voigt. Hans Farfader, Troels Pedersen (1742—1816), var Tegnemester i Sorø. Af Lyst til Kon-sten kom Pedersen meget ung til at gaa paa Kunstakademiet i Kjøbenliavn, saaledes at han allerede 1819 blev Elev af Modelskolen og i 1820 udstillede sit første Billede, »En Christus, malet efter Gibs«. Efter et Ophold udenlands, navnlig i Berlin, kom ban til­bage til Kjøbenhavn, hvor han i 1828 malede et Aarstid under Eckersbergs Vejledning og Aaret efter udførte hans Portræt. Samme Aar udstillede han en Fremstilling af »Skattens Mønt«, og i 1832 »En Skomager i sit Værksted«. For øvrigt var Portrætmaleriet hans egentlige Fag. Senere levede han nogle Aar i Sverige og siden i Fædrelandet. Da han led meget under Sinds- og Legems-svaghed, holdt han efterhaanden ganske op med at male, og til­bragte sine sidste Aar i indesluttet Ensomhed, indtil hans Familie fandt det gavnligst at indlægge ham paa St. Hans' Hospital, hvor han døde den 11. September 1875. (Medd. fra Fam. Erslew, Forf. Lex., II, S. 541, Suppl. II, 634—35. Berl. Tid. 1875. Eckersb. Optegn. Akad. Udst. Gat.)

 

Pedersen. Thomas Vilhelm Pedersen var Søn af Capitainlieutenant senere Commandeur i Søetaten Ove Christian Pedersen, en Broder til Major Henning Pedersen, som nævnedes i den fore-gaaende Artikel, og Oline Henriette født Barfred; han kom til Verden den 28. Januar 1820 paa Carlslundegaard ved Kjøge. Han gik samme Vej som Faderen, blev Cadet 1834 og Secondlieutenant 1841. Allerede under sin Opvæxt var han sygelig og en større Forkølelsessygdom, han paadrog sig som Cadet, lagde Spiren til den Brystsyge, som voldte hans tidlige Død. Da han fra Barn havde vist en ualmindelig Lyst til Tegning, tilstod Christian VIII ham fire Aars Orlov af Krigstjenesten med fuld Lønning, for at han uden Tryk kunde uddanne sig til Konstner (1842—46).

Efter at have arbejdet nogen Tid hos Marstrand søgte han om Adgang til Konstakademiet og bad om, at han som Officer ikke maatte faa Plade i nogen lavere Klasse end Gibsskolen. Akademiet fandt imidlertid hans indsendte Prøvetegninger saa udmærkede, at det strax gav ham Plads i Modelskolen. Han indskrænkede sig nu ikke mere til at tegne, men malede ogsaa og udstillede i 1847 fire Billeder af det danske Folkeliv. Han var dog kommen temmelig sent til at male, og hans Embedsstilling i Forening med hans sva­gelige Helbred gjorde, at han vedblivende helst udtalte sine livlige og aandfulde Tanker med Blyant eller Pen. Hans Illustrationer

 

537

til det første Bind af H. C. Andersens Eventyr gav ham plads  blandt de første og aandfuldeste af den danske Skoles Tegnere. I 1848 meldte han sig atter til Tjeneste ved Søværnet, i 1849 var han med paa Gefion og faldt i tysk Fangenskab; efter Udvekslingen af Fanger blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog, og i 1850 blev han Premierlieutenant. Aaret efter (1851) ægtede han sit Sødskendebarn paa fædrene Side, Adolfine Marie, født Pedersen og levede i sin lille Officersbolig i Nyboder et lykkeligt Familieliv delt mellem Konstens Udøvelse og sine Embedspligters Varetagelse. Kun hans aftagende Helbred formørkede disse Aars stille Lykke. I 1856 gjorde han sit sidste Togt som Næstcommanderende paa Corvetten Thor. Endnu hensygnede han et Par Aar, dog ikke uden stadig og livlig at sysle med sin Konst, og døde Natten mellem den 12. og 13. Marts 1859. Digteren Frederik Paludan-Muller satte ham etsmuktMinde i Illustreret Tidende, der gjengav hans Portræt og et Par af hans Tegninger fra Italien i Træsnit. En Del af hans Teg­ninger ere udg. i Lithografi. (111. Tid,,I,1860,Nr.27. Akad.Udst.Cat.)

 

Pedersen. Viggo Christian Frederik Vilhelm Pedersen, født i Kjøbenhavn den 11. Marts 1854, Søn af den ovenfor næv­nede Sølieutenant og Tegner Thomas Vilhelm Pedersen, begyndte i 1871 at besøge Kunstakademiet, blev i 1877 Elev af Modelskolen (b, Afgangsklassen) og har siden 1876 udstillet som Landskabs­maler. Den 24. April 1877 fik han den Sødringske Opmuntringsmedaille for »Udenfor et Bryggers i en Bondegaard«. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Fdl. 1877, Nr. 94).

 

Pelli. Marc Antonio Pelli, der efter Navnet maa være en indkaldt Italiener, synes med Urette at være bleven indlemmet i de danske Bygmestres Række. Han levede her i Landet under Frederik IV, og har, saa vidt hidtil har kunnet findes, ikke efterladt sig andet Minde, end at han i 1712 fik moratorium  for sine Creditorer d. v. s. kgl. Bevilling til at opsætte at afgjøre sin Gjæld i en vis Tid. Med Frederiksberg Slot synes han i al Fald ikke at have haft noget at gjøre. Senere hen i Tiden nævnes to Brødre Pelli som Decorations- og Theatermalere, men uden Fornavne; den ene af dem malede bl. A. »en udmærket skjøn Decoration« til Balletten »Semiramis« (opf. 1. Gang 31. Januar 1787), og Overskou kalder ham ved denne Lejlighed ”en ypperlig italiensk Decorationsmaler«. I Modsætning hertil giver Rahbek i Minerva for 1786, i Anledning af en tidligere udført Decoration, Pelli og hans Associé (Broder?) »det velmente Raad ikke oftere at udsætte sig for Sammenligning

 

538

med en Bruun eller Cramer«. Nagler nævner en Kobberstikker, Marco Pelli, født 1696. (Weinw., S. 111. Do. Les. G-ehejmearch., Sjæl. Eeg. Minerva 1786, V, S. 360, VI, S. 627—38. Overskous Theaterhist., III, S. 357. Nagler Kst. Lex.).

 

Peters. Christian Carl Peters er født den 26. Juli 1822 i Dalover i Randbøl Sogn ved Vejle, hvor Engelholms Papirmølle laa. Hans Fader Carl Heinrich Peters, som var fra Lauenborg, var Papirmager ved denne Fabrik, men døde samme Aar, Sønnen blev født; hans Moder hed Anna Margrethe Helene født Lutken. I sit tredje Aar blev Peters Plejesøn hos sin Morbroder, Klokker O. D. Lutken i Odense og nød Undervisning i den lærde Skole der til sit 14. Aar. Da han under hele sin Opvæxt havde vist Lyst til Tegning, kom han derpaa til Kjøbenhavn, hvor han i Oc-tober 1836 fik Adgang til Akademiet for at uddanne sig til Billed­hugger. I 1839 begyndte han tillige at arbejde, i H. V, Bissens Billedhuggerværksted for at lære at hugge i Marmor og i det Hele øve sig i sin Konst. Den 30. December 1841 blev han Elev af Modelskolen, i Marts 1845 vandt han den lille, og i December 1846 den store Sølvmedaille. Allerede i 1840 havde Kan udstillet sit første Arbejde, en Buste i Gibs, i 1845 udstillede han en original Composition, »Herkules som Barn dræber to Slanger«, hvilken i 1849 blev udført i Marmor og kjøbt af Konstforeningen. Om Vin­teren 1846—47 udførte han en Figur i naturlig Størrelse i brændt Ler, »En Dreng, der spiller Terre«, som vandt den Neuhausenske Præmie. Samme Aar concurrerede han til den lille Guldmedaille uden at opnaa den, og han opgav nu saa meget hellere al Concours, som Akademiet allerede i 1849, da han skulde have gjort et nyt Forsøg, tildelte ham et Aars Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl. Paa Grund af de urolige Forhold i Europa fik han Lov til at udsætte sin Rejse til Aaret efter. I April 1850 rejste han over Holland, Belgien og Frankrig til Rom, som han naaede i August s. A. Blandt hans Arbejder i Italien kan nævnes »En sørgende Psyche« (Hambro i London), »En Faun, der stjæler Vin« saavel i .naturlig Størrelse i Gibs, som senere i ½  Størrelse i Malm, samt en Buste af C. Flor, som i Marmor fik sin Plads i Rødding Folkehøjskole (udst. 1854).

Allerede i Rom havde Peters faaet Blikket aabnet for Konsthaandværkets høje Standpunkt i Oldtiden, og i Erkjendelsen af dets Betydning for Nutiden, granskede han det nøje med Tanken paa at øve Indflydelse i konstnerisk Retning paa sit Lands Haandværks-

 

539

frembringelser. Disse Studier fortsatte han i 1852 med megen Iver i Neapel og Pompeji, hvor der frembød sig saa rige Mønstre for hans Blik, og efter sin Hjemkomst til Fædrelandet nar han helliget en stor Del af sin Tid og sine konstneriske Evner til Udviklingen af det danske Konsthaandværk, idet han udførte en Mængde Teg­ninger og Modeller, dels til private, som Sølvvarefabrikant Christesen, dels til Konstflidslotteriet. Ved flere Rejser saavel paariy til Italien, som til de forskjellige Verdensudstillinger i Paris og London, bar han yderligere uddannet sin Smag og Dygtighed i denne særlige E-etning. Blandt hans Arbejder maa nævnes en Lysestage i Malm efter Const. Hansens Tegning til Biskop Monrad, to Armstager i Malm til Frue Kirke, et Drikkehorn af Gruld til Digteren Ingemann, Modellen til et andet Drikkehorn, med Figurer af Sigurd Fafhers-banes Saga, udskaaret i Elfenben og kjøbt i 1856, da det var ud­stillet i Paris, af Prins Napoleon. Et tredje Drikkehorn af Sølv, der var udstillet ved Konst- og Industriudstillingen i 1872, blev kjøbt af Udstillingscommiteen og foræret til Lensgreve Holstein Holsteinborg. Endelig har han givet Tegning til flere Bordopsatser og forskjellige andre Haandværket nærmere  staaende Arbejder.

Efter sin Hjemkomst til Danmark blev Peters i 1856 agreeret ved Konstakademiet, men da Statuterne kort efter forandredes, blev han først optagen til Medlem den 22. Januar 1866. To Aar efter blev han, ved Bissens Død, Professor ved Modelskolen (den 1. Au­gust 1868). Samme Aar ægtede han Prebia født Rasmussen, og i 1875 blev han Ridder af Dannebrog. Blandt hans Billedhugger­arbejder efter Rejsen kan fremhæves to Statuetter i Malm, »En dansende Faun, som spiller paa Dobbeltfløjte« (tilh. Sculptur-museet) og »En dansende Bacchantinde« (kjøbt af Konstforen.) end­videre en Frise i Gribs til Landbohøjskolens Forsal forestillende »Husdyrene i deres forbindelse med Menneskene« (1859), en Gruppe i Gribs »Abraham og Isak«, som 1863 vandt den Eibeschützske Præmie, »En siddende Billedstøtte. af Thorvaldsen til Udstillingscomiteen” (udst. 1866, ommodelleret 1877)  Mercur og Neptun, to kolossale Billedstøtter, som udførtes i Zink til den nye Toldbodindkjørsel i Esplanaden, en Række Figurer samt tolv Reliefer af den hellige Historie til Altertavlen i Viborg Domkirke (1876), alt i forgyldt Malm og endelig i den sidste Tid en Statue i Malm (l1/4 Al.), »Diogenes med sin Lygte«, samt det samme Motiv ud­ført som en Frise i Gribs med mange Figurer. (Konstn. egne Medd. Lengn. '[Fam. Liitken]. Akad. Udst. Gat.)