Ph. Weilbach: Nyt dansk Kunstnerlexikon  1895-96   BIND 1

LFL’s Bladfond 2007   rosekamp@post9.tele.dk

 Index

 

 

 

Aaby.

Se Jørgen Emil Olsen-Aaby.

 

Aadnæs. Peder Pedersen Aadnæs eller egentlig Odnes, Portræt­maler i Norge, var Søn af Peder Østensen Odnes og Anna Haralds-datter Viker, og blev født i Lands Præstegæld i Aug. 1739 (døbt 16. Aug.). Han var i Malerlære i Christiania og siden udenlands et Par Aar. Af hans Portræter kendes nu mange, hvoraf følgende ere gengivne i Stik: i) Kancelliraacl Kristoffer Hammer, Generalkonduktør for Aggershus Stift, malet 1770, stukket af J. Haas 1771; 2) dennes Søstersøn theol. Kandidat Andreas Olaus Hammer, malet, eller i alt Fald stukket efter Marts 1771, udkom som Titelkobber til »Forsøgende Naturlære«. I. Kbh. 1772; 3) Professor Hans Strøm, Præst i Eger og naturvidenskabelig Forfatter, malet 1791 og stukket s. A. af Seehusen, som Titelkobber til hans »Prædikener«, Kbh. 1792. Aadnæs blev 1773 gift med Ingeborg Jonsdatter Trogstad og udførte i de senere Aar en Del Vægdekorationer, som nærmest have Interesse ved, at de ere malede af et Naturtalent, der for største Delen havde uddannet sig selv. Han døde Juli eller August 1792.

(Weinwich, S. 208. L. Dietrichson i Nord. Tidsskr. 1892. S. i —13. Strunk. Thaarup).

 

Aagaard. Carl Frederik Aagaard, Landskabsmaler, Søn af Skomager Ole Aagaard og Anna Ursula, født Winchler, er født i

n. k. l.   i.

Febr. 189;.

Odense d. 29. Jan. 1833. Man kom 1847 i lære hos Malermester Prange i Odense og blev Svend 1852. Da han imidlertid ønskede at uddanne sig til Kunstner, kom han samme Aar til København og begyndte at besøge Kunstakademiet, hvor han strax fik Plads i Gibsskolen. Samtidig lærte han at tegne paa Træ og at radere hos sin Broder, der var i Kompagni med Kittendorff, og øvede sig under Hilker i Dekorationsmaleriet. Uagtet han stedse har beholdt sin Interesse for det sidste Fag og ikke alene i Forening med Hilkcr (paa Landbohøjskolen og i Universitetet), i Forening med Marstrand og Heinr. Hansen (i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke), men ogsaa mere selvstændig i Studenterforeningen, paa Frijsenborg og i det kgl. Theater har udført Dekorationsarbejder af ikke ringe Omfang, blev Landskabsmaleriet, under Skovgaards Vejledning, snart hans Hovedfag, hvori han tidlig vandt sig et Navn. Han begyndte at udstille 1857 med et mindre Arbejde, »Fritvoxende Markblomstcr«, der havde vundet, den Neuhausenske Præmie, og forstod snart at bryde sig en selvstændig Vej. For et stort Landskab, »Rimfuld Efter-aarsmorgen«, der blev købt til den kgl. Malerisamling, fik han (1865) det Sødringske Legat for unge Landskabsmalere; 1869—70 havde han Akademiets mindre Rejsestipendium og var udenlands i to Aar, navnlig i Italien, hvorfra han ikke alene hjembragte store Gen­givelser af italiensk Natur, men ogsaa Dekorationsstudier fra Pompeji og andre Steder, l 1875—76 foretog han paany en Rejse til Italien med Stipendium af det Ancherske Legat. Han blev gift 1858 med Anna Emilie Eline Pio, Datter af Violinist Pierre Theodore Pio og Hansine Vilhelmine f. Thomsen, og blev d. 17. Febr. 1874 Medlem af Kunstakademiet; 1879 blev han R. af D. og i 1892 fik han Titel a/ Professor. Aagaard, som i 1883 havde meldt sig ud af Akademiet af Misnøje med den nye Ordning, blev i 1887 erklæret for Medlem af Akademiets Plenarforsamling. Af hans senere Arbejder kan frem­hæves flere Skovpartier fra Lellinge og vide Udsigter over Saltholmen i en fra hans tidligere Arbejder ganske forskellig Karakter.

(Brickal, i.   Priv. Meddl. 111. Tid. 1893. Nr. 9. Akad.  Reitzel. Udst. Fortegn.).

 

Aagaard. Johan Peter Aagaard, Xylograf, ældste Broder til Land­skabsmaler C. F. Aagaard, født i Odense d. 3. Maj 1818, blev Svend i sin Faders Haandværk, men lagde sig senere efter Træsnittet. Han kom i Foraaret 1839 til København, hvor han dels hos Flinch, dels paa egen Haand uddannede sig til Xylograf og udstillede 1842 til 1847 en Del Prøver paa sin Kunst. I 1849 gik han i Kompagni

med A. Th. Kittendorff, og l'ra deres forenede xylografiske Værksted og Kunsthandel er i Tidens Løb fremgaaet et stort Tal af illustrerede Værker, som have virket til at hæve denne Kunstretning i Danmark, l'ra 1868, da Kittendorff døde, forestod Aagaard en Tid lang ene delle Etablissement. Aagaard har Fortjenesten af at have bragt - Kemitypien« til Anvendelse i Danmark, en Technik, hvorved nogle af Raderingens Fortrin, Kunstnerens frie Arbejde, forenes med Træ­snittets, navnlig dets Anvendelighed i Bogtrykkerpressen (jfr. Piil). Aagaard blev 1:852 gift med Ulrikke Gustave født Rybcrg, Datter af Grosserer C. R. i Sverig, og fik 17. Maj 1876 Fortjenstmedaillen i Guld for sin kunstneriske Virksomhed. I hans sidste Aar gik hans Etablissement dog mere og mere over til at blive en Kunsthandel. Aagaard døde 22. Maj 1879.

(Bricka I, 3.    Priv. Medd.     Reitzel.    Udst. Fortegn.1

 

Aarhuus. Anders Ottesen Aarliinis, Kobberstikker, er efter Navnet at dømme født i Aarhus og levede i Midten af det syttende Aarhundrede. Sandvig nævner tre Stykker af ham: i) Johan Brocken-huus' Portræt med Aner og et historisk Landskab, hvori Evangelisten Mathæus, Fol., mærket: Anders Ottesen Aarhuus seulp. 1650. Land­skaberne og Ziraterne ere det bedste; det øvrige duer ikke meget. 2) Ingeborg Kruses Aner midt i den himmelske Herlighed. Fol., mærket A. O. Aarhuus. 3) »Uden Tvivl — Alting kommer fra (kid«, i lang 4°, mærket Anders Ottesen Aarhuus 1.6.5.0. - - De to sidst­nævnte ejede Sandvig selv. I Bertouchs Auktionskatalog (Odense 1816, Side 53—54), nævnes otte adelige Portræter dels i Kvart, dels i Folio.

(Sandvig.    Weinwich, S. 80.    Skild.   1830 Sp. 737.)

 

Aarsleff. Carl Vilhelm Olaf Peter Aarsleff, Billedhugger, Søn af Drejermester Th. Aarsleff, er født den 14. August 1852 i Nyborg. Han kom som Billedskærer hos V. Fjeldskov ind paa Kunstakademiet 1872, gennemgik dette og fik 18. Marts 1876 Afgangsbevis som Modelerer. I 1879 vandt han den mindre og i 1880 den store Guldmedaille for Opgaven »Dolon indhentes af Diomedes og Odys-seus«. Derefter havde han 1881—82 Akademiets store Rejsestipen­dium samt 1883 800 Kr. til Hjemrejse, og var i 1886 atter uden­lands paa det Ancherske Legat. Han blev Medlem af Akademiraadet cl. 14. Febr. 1890. Endelig har han i Vinteren 1893—94 og 1894—95 for egen Regning opholdt sig i Italien. Den 4. Oktbr. 1893 ægtede han Ingeborg Andrea Rump (f. 1859), Datter af afd. Glarmester Carl Johan Rump (f. 1822, d. t88i) og Gyda Marie f. Lange (f. 1831).

Hans alvorlige og solide Kunst vakte efterhaanden mere og mere Opmærksomhed; til Statens Samling købtes to Arbejder af ham, en Statue af »den fortabte Søn« (udst. 1885 i Gibs og 1890 i Marmor) og en Statuette, forestillende »en Yngling« (udst. 1889 i Gibs og 1890 i Bronce); i 1893 vandt han den Eibeschiitz'ske Præmie for »Abel ofrer til Herren«, et Arbejde, som derpaa er støbt i Bronce til Statens Samling. Til det nationalhistoriske Museum paa Frederiks­borg har han udført en Frise med Æmne af Jomsvikingernes Liv.

(Bricka, I,  27.    I'riv. Medd.    Akad. Udst. Fortegn.)

 

Abel. Vilhelm August Christian Abel, Maler, født 1748 i Zerbst, kom 1776 til København, »hvor han har malet gode Por­træter og nydelige Landskaber«.

(Weinwich, S. 212.    Meyers Kst. J,ex.)

 

Abildgaard. Nikolaj Abraham Abildgaard, den danske Maler­skoles første fremragende Mester, var Søn af Tegneren Søren Abild­gaard (se denne) og blev døbt d. n. Septbr. 1743 i København, Da han regnedes for at have mindre gode Ævner, blev han sat i Lære hos Malermester H. M. Hardcr, og efter at han havde gennemgaaet Læreaarene, kom han som Svend til at arbejde under Mandelberg, der opsøgte de dygtigste Svende til at udføre det meget Dekorations­arbejde, som han stadig paatog sig. Som Svend mødtes Abildgaard med demens, der paa samme Maade var kommen til at male for Mandelberg. demens kunde fortælle et Par Træk om Abildgaard fra disse Aar. Dennes Liv blev engang paa en mærkelig Maade, i hans Læreaar, frelst ved, at Svenden sendte ham bort i et Ærinde. Han vægrede sig først ved at være Bydreng for Svenden og mente, at den anden Dreng kunde gøre det; men han blev tvungen dertil, og medens han var borte, styrtede Stilladset ned, saa at baadc Svenden og Drengen slog sig ihjel. Ved en Bygning i Frederiks­berg Have, der blev opført til Brug ved en Maskerade, arbejdede baade Clemens og Abildgaard som Dekorationsmalere. Clemens arbejdede jævnt for at faa sin Del færdig i rette Tid, Abildgaard var derimod forsømmelig, hvorover Mandelberg blev meget vred, da Tiden var knap afmaalt. Men nu tog Abildgaard fat med Kraft og blev til alles Forundring færdig i rette Tid. Clemens var imidlertid saa meget yngre end Abildgaard, at dette Samliv maa have varet

meget   kort,   thi   da   Clemens  blev   Svend   (1769),   havde  Abildgaard allerede store Guldmedaille.

Abildgaard var nemlig, samtidig med sin Haandværkervirksomhed, begyndt at gaa paa Kunstakademiet og fik i Juli Kvartal 1764 den mindre Sølvmedaille i Modelskolen, efter at han, som der fortælles, var sprungen Gibsskolen forbi. Aaret efter, Febr.—April 1765 fik han mindre Guldmedaille for Opgaven »David drager i Triumf ind i Jerusalem« (2. Sam. 8, 7). Det er en temmelig rig Komposition i Datidens akademiske Stil, hvori Svaghed i Tegningen er forbunden med dekorativ Sans for Anordningen og en vis Kraft i Farve-givningen. Næste Aar (1766) fik han atter den mindre Guldmedaille. Opgaven var »Israeliterne samle Manna i Ørken« (2 Mos. 16, 16—18). Dette Arbejde er det vanskeligere at skønne om, da det er mere ødelagt. Der er større Afvexling i Figurernes Anordning, men disse have mærkværdig stygge og plumpe Aasyn med tykke Næser, store Hænder og Fødder, noget, man hverken for eller senere finder i Abildgaards Værker. Der kunde være Spørgsmaal om, hvorvidt Billedet virkelig er af Abildgaard. Ved det følgende Aars Konkurs (Febr.—April 1767) vandt Kunstneren den store Guldmedaille. Æmnet var »David salves af Samuel« (i Sam. 16, 13). Her er Komposi­tionen friere, Forholdene rigtigere og Extremiteterne langt bedre gjorte; Lyset paa Hovedgruppen falder godt, og Reflexen Ira Samuels Kappe er given med megen Virkning. Hovederne synes udførte efter Naturen, men ere lidet skønne.

Nu var Abildgaard Artist og havde Ret til at faa Rejsestipendium, naar der blev noget ledigt. Udsigterne var ikke gode. Brunnich og Zuber havde endnu to Aar tilbage af deres Stipendier, og to andre var givne bort, Aarct efter at Abildgaard havde faaet Medaillen (til Beeken og Bradt). Desuden havde Almer Guldmedaillen (1766), Riide og Juel fik den, inden noget Stipendium var bortgivet. Da Bradt døde om Efteraarct 1770, og et Stipendium saaledes uventet blev ledigt fra Nytaar 1771, søgte alle fire Kunstnere det.1 Dog trak Juel, som var Medaillist fra samme Aar (1771), sig strax tilbage. Abildgaard indgav allerede 23. Jan. 1771 en paa fransk skreven Ansøgning til Akademiet, hvori han med en den Gang uhørt Aaben-hjærtighed tog Ordet for at bryde med Anciennetetsprincipet, der let kunde være ødelæggende for en yngre talentfuld Kunstner, nu da Stipendium ved det voxende Tal af Kunstnere ikke mere kunde

1) Ogsaa Billedhugger Dajon, Medaillist fra  1766, søgte det.

være til rede i rette Tid for enhver. Han tilraader, som en retfærdigere Maalestok, at de søgende Kunstnere konkurrere indbyrdes. Kort efter indgå v Mandelberg paa hans Vegne (4. Febr.) en i beskednere Udtryk, paa dansk, affattet Ansøgning, som Kunstneren ledsagede med et Arbejde, hvis Indhold ikke findes nævnet. Hertil blev intet Hensyn taget, og maaske dette har fremkaldt den Ind­blanding af Struensee, som nogle Kilder omtaler, medens Akademiets Arkiv intet indeholder derom. Thi efter at de andre havde indgivet deres Ansøgninger, besluttede Akademiet endelig i September 1771, »nu da Ancienneteten ej mere som forhen finder Sted,« at lade Kunstnerne konkurrere om det ledige Stipendium. Opgaven var et Æmne efter et eget Valg »i den historiske Gout« med tvende Figurer i halv Legemsstørrelse. Abildgaards Arbejde synes at have været »Calpurnia, som raader Cæsar fra at gaa i Senatet«, hvilket brændte under Københavns Bombardement. Abildgaard fik 9 Stemmer, Almer 5, Rüdc ingen. Den kongelige Resolution af 4. Maj 1772 lød paa, at Abildgaard skulde have Akademiets Stipendium, som var 400 Rd. d. C. (1280 Kroner) aarlig i 6 Aar. Almer, hvis Konkursarbejde, efter en rigtignok temmelig usikker Beretning, skulde være malet af hans Lærer Pilo, fik dog kort efter, ligesaa vel som Rüde, Penge til at rejse for af Kongens Kasse.

Man har allerede i denne Tid før Rejsen Indtryk af, at Abild­gaard, netop fordi han ikke var Student, medens hans Fader som Student tilhørte den lærde Verden, hans Moder var af den ansete bastholmske Familie og hans ældre Broder med Ære gik den studerende Vej, ikke har villet staa tilbage i klassisk Dannelse og Kundskab for den fornemme Kreds, han ved Fødslen tilhørte. Allerede i dette hans første Billede efter eget Valg fremtræder hans Lyst til ikke blot at vælge Æmner fra Oldtiden, men til »at forlade den klassiske Alfarvej«. Denne Kærlighed til lærde Studier beholdt han hele sit Liv, og den fik ikke ringe Indflydelse paa hans Kunst. Den avlede den Lyst til sindrige Allegorier, der gjorde hans Billeder endnu mere utilgængelige for den større Almenheds Fatteævne.

Abildgaard rejste bort om Sommeren 1772 og var d. 17. Sep­tember i Rom, hvor han forblev den længste Tid af sit Ophold i Udlandet. Akademiet, som trængte til Ornamenttegninger, overdrog-ham og Billedhugger Beeken i Steden for andre Prøvearbejder at forfærdige saadanne Tegninger, og i 1775 hjemsendte de ogsaa i l'orening 43 Ornamenttegninger efter antike og rafaelske Motiver. Kn anden Kunstner, Almer, fik det Hverv ganske at lægge sig efter

denne Kunstretning. Den virksomme Deltagelse, hvormed Abildgaard sørgede for Almer under hans Sygdom, omtales under dennes Artikel. Abildgaard led selv af Klimatet og havde flere (lange Feber i længere Tid, men slå]) dog for alvorligere Mindelser.

hans   første   Studium   gjaldt   Caracci'ernes   Arbejder   i   Palazzo Farnese, derpaa kastede han sig over Rafael i Farnesina og Vatikanet, idet    han    overalt   eftermalede   enkelte   Figurer   og   Partier;    i   1774 studerede han Michel Angelo i det sixtinske Kapel,   og endelig, som det   herligste   af Kunstens   Herlighed   i  Rom   i   hans Øjne,   kopierede han   fuldstændig   et   stort   Maleri   af  Tizian,   som   den   Gang   var   i Quirinalet, det nu i  Vatikanet under Navn af »den hellige Sebastian« værende  Billede.     De Tider,   han ikke kunde arbejde i Samlingerne, anvendte han til at lægge sig efter Architektur, Perspektiv og Anatomi. For at kunne hjemsende et Arbejde til Akademiet malede han (1775) en   Filoktet,   der   nu   tilhører  den   kgl.   Malerisamling.      I  Henseende til   Farvens Glød   og  dygtig Modellering  af Enkeltheder  hører   dette Billede til hans fortrinligste Arbejder, hvor meget man  end nu stødes over   at   se  den  store  Skikkelse  knuget  sammen  paa  det  lille Rum. Og dog maa man ikke  overse,   at Farven   vistnok  har  forandret   sig ikke lidet til Skade  for Indtrykkeks Harmoni   og  Ro.     I et Brev fra 1776,   hvori   han   beder  om Tilladelse til  at rejse til Neapel og det øvrige  Italien,   meddeler han,  at han har faaet god Øvelse i at male al fresco.     Det fik han  ingen  Brug for i  Danmark.    Om Kunstnerens Omgang  med Danske   (Juel,   Rüde,   Beeken,   Zoega)  og Fremmede   i Rom   findes   næsten   intet  i   hans  Breve  til Akademiet.      Kunsttradi­tionen   mindes   hans   Forhold   til   Svejtseren   Füssli   (Fuseli,   som   han kaldtes i England), der staar ham nær i Fremstillingsmaaden, medens Familiens  Overlevering,   foruden   hans  Venskab   med  Sergel,   kender et   fortroligt   Forhold   mellem   Pave   demens   XIV   (Ganganelli)    og Abildgaard.

Imidlertid vendte Forholdene i Hjemmet sig til Kunstnerens Gunst. l Juli 1776 døde Als, og Akademiet foreslog i sin Fore­stilling til Præses at lade hans Professorat staa ledigt til Abildgaards og Juels Hjemkomst fra deres Rejser. Af de indsendte Prøver (Filoktet) overbevistes Akademiet om »i Abildgaard at have et saadant Subjcctum«, som egnede sig til Professoratet. Hans Rejsetid nærmede sig sit Udløb. Efter at have hjemsendt »en historisk Tavle efter Saxos danske Historie« (maaske Hamlet?), forlod han i Juni Maaned Rom og kom til Paris i Aug. 1777. Hans Ophold der varede ikke ret længe, thi inden i. December s. A. var han i Køben

 

havn og bad Mandelberg udvirke, at han maatte blive agreeret ved Akademiet, uagtet hans senest hjemsendte Arbejde ikke var kommet til Stede; men der blev paalagt ham, at han i Løbet af 8 Dage skulde udføre og indsende en Esquisse. Denne, forestillende »Phøbus, som fraraader sin Søn Phaeton at køre Solens Vogn«, blev fremvist i Model d. 8. Dec., hvorpaa han blev agreeret og fik til Opgave: ”De danske Fruentimmer give deres Prydelser og Klenodier for at indløse Kong Svend Tveskæg fra Jomsborgerne, som havde fanget ham i Krig.« Abildgaard lovede at være færdig med dette temmelig store Billede til d. 31. Marts n. A., og han holdt sit Ord.

Den 26. Marts 1778 blev Wiedewelt og Mandelberg udnævnte til Kommissærer for at syne hans Medlemsstykke og den 31 te aflagde han Ed som Medlem. Dette Stykke gjorde megen Lykke baade i og udenfor Akademiet. Th. Thaarup, som skrev »Betragtninger over Kunstakademiet« (1785), havde meget at sige til dets Ros; men det har des værre lidt saare meget. Der er et stort Spring fra det sidste Medaillestykke til dette Billede, som ligeledes tilhører Kunstakademiet. Nu føler Kunstneren sig som Herre over Tegningen og Bevægelsen, men man møder ogsaa her, ligesom i Filoktet, de langstrakte Former, der fra nu af blev et Særkende for Abildgaards Kunst. Det er en rig Komposition, hvori alt, hvad der gaar i Dybden, er let, malerisk Koldt, medens Figurerne i den forreste Række, Kong Svend og navnlig nogle Kvinder med et Barn, ere meget sirligt udførte. Forunderligt er det, at Barnet ganske ligner en voxen Kvinde i formindsket Stør­relse. Man har i den kgl. Kobberstiksamling nogle omhyggelig ud­førte Studier til disse Kvindeskikkelser. Svends folderige røde Kappe har lidt mest af Tidens Tand; den er bleven en næsten ensformig rød Masse. Den Skikkelse, hvori man mest genfinder en lignende Dygtighed i Modelleringen, som udmærker Filoktet, er den siddende Kriger bagved Kongen.

Abildgaard kunde ikke være uvidende om, at man havde tænkt paa ham ved det endnu ledige Professorat, og den 6. April samme Aar indgav han sin Ansøgning. Han valgtes ogsaa til Professor af Akademiet, men ved kgl. Resolution blev tillige Stanley (s. d.) ud­nævnt til Professor »eftersom sex Professorer passer bedre end fem«. Abildgaard begyndte sit Professorat med at gøre Indsigelse mod, at de ordinære Professorer og Medlemmer skulde betale deres Patenter, medens Æresmedlemmer fik deres frit, og han opnaaede strax, at Patenter herefter, at begynde med hans og Stanleys, udrededes af Akademiets Kasse. Han var heller ikke fornøjet med kun at

 

nyde 200 Rdl. d. C. som »kgl. Historiemaler«,1 og da han ved en Audiens hos Dronning Juliane Marie blev lykønsket til sin nye Stil­ling, skal han have svaret: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk«, hvoraf Følgen blev, at hans Løn gennem Guldberg blev forhøjet til 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner).

Der var meget, den nye Stjærne paa Kunstens Himmel skulde bruges til: han maatte gøre Tegninger til Dragterne til »Balders Død« af Ewald, hvis Opførelse forberedtes (1779), ligesom han var bleven bragt i Forslag til at være Flaademaler (1777), et Embede, som siden blev givet til Brünnich. Men fremfor alt skulde han smykke Christiansborg Slot med sin Pensel. Som det synes, fik han omtrent 1780 Bestilling paa at male en Række Fremstillinger til Slottet, hvorfor han skulde have den for sin Tid overordentlig høje Pris af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) om Aaret, mod ogsaa at have et Billede færdigt hvert Aar. Det var ikke nogen let Opgave, der var stillet Kunstneren, især i den storre Række af disse Billeder. Fremstillingerne af den oldenborgske Kongestamme var bestemte til at dække nogle smalle, til Vinduerne svarende Felter i Riddersalen, d. v. s. han skulde paa en Dug, der var 4l/2 Alen bred mod 7½ Alen i Højden, male allegoriske Fremstillinger med mange Figurer og saadanne Genstande, som et Linjeskib i Dokken og lig­nende. Skitserne til disse Billeder, hvilke endnu ere bevarede, udførtes vistnok 1780—81, og inden Slottets Brand 1794 var ti af disse Billeder færdige og opstillede, men det lykkedes kun at frelse tre af dem. Desuden brændte fire Dørstykker i »Potentatsalen«, fore­stillende Allegorier over Europas Kulturtilstande. Om disse Arbejder, hvoraf de førstnævnte ere udførlig beskrevne i Fortegnelsen over den af Kunstforeningen i København foranstaltede Udstilling 1860, maa vi for øvrigt nøjes med at henvise til de Skildringer, der haves at Ramdohr og N. Høven (se nedenfor). Da Abildgaard saa de flam­mende Luer, udbrød han: »Nu brænder mit Navn!« Fra den Tid af blev de 1000 Rdl. ham atter fratagne med den Bemærkning, ”at man nu ikke mere havde Plads til hans Arbejde«. Det var den strænge Retfærdighed, som talte; men det maatte være dobbelt haardt for den ærekære Kunstner, samtidig med at han saa Frugten af sine Manddomsaars Gerninger gaa til Grunde, at blive skubbet til Side som en Haandværker, man ikke mere havde Brug for. Dog

1  Ikke som   »Professor«.    Som   saadan   havde  han  kun 25 Rdl. d. C.,   hver-gang det var hans Maaned til at stille Modellen, d. v. s. to Gange om Aaret.

 

synes det, som om hans Løn af Statskassen umiddelbart efter er bleven forhøjet, thi lige til sin Død havde han 800 Rdl. d. C. (2560 Kroner) aarlig som kgl. Historiemaler.

Abildgaard havde i disse Aar ikke indskrænket sig til de nævnte 14 store Billeder, der nok, skulde man tro, havde kunnet kræve hele hans Tid. Et Arbejde, hvis Ry kun lever i skriftlige Minder, er »Cupido«, som var færdig 1785 og blev sendt til Spanien. Det roses baade for Tegningen og for den varme, livlige Kolorit. Et andet Billede, hvis Spor ogsaa synes tabt, er »Sokrates i Hen­rykkelse.« Saaledes som vi have det i Clemens' mesterlige Gen­givelse, gør det Indtryk af at have hørt til Kunstnerens mest beaandede Arbejder. Det er vanskeligt at faa en Forestilling om, hvorledes det har været udført. Man tør næppe tænke paa Fore­draget i den dristig henkastede Skitse af »Ossian«, der omtrent til­hører samme Tid, thi en saa bred Penselføring vilde næppe passe i et udført Billede. Snarere kan man tænke paa de smaa Billeder til Niels Klim, hvoraf de fleste findes i den kgl. Malerisamling (stukne inden 1789) thi deri er, trods den lette Udførelse, mangen Gang megen malerisk Dybde og fantastisk Fylde. Men naar man ser, hvor sirligt, hvor udført baade Ossian og de sidstnævnte Smaabilleder tage sig ud under Clemens' Gravstik i hans Velmagts Dage, er der næppe noget til Hinder for, at »Sokrates« ligesaa godt kan have været udført paa den ene som paa den anden Maade. Et forskelligt Fore­drag finder man i »Moses optages af Vandet«, et mindre Billede, der efter Bodendicks Ønske, til hvis Samling det har hørt, var malet som Sidestykke til en »Kristi Daab« af Albani. Svagere saavel fra Tankens som fra Udførelsens Side er »Jupiter, som vejer Menneskenes Skæbne«, der udstilledes 1794 og endnu bevares i Familien. Han syslede ogsaa med ossianske Æmner; »Culmins Genfærd, der viser sig for hans Moder«, var udstillet 17941 men andre af disse »Ossian og Oscar« o. fl., ere maaske først malede i Kunstnerens senere Aar. Shakspeare fængslede ham ligeledes. Et større, eller i al Fald to mindre Billeder af Hamlets Historie, synes snarest at være efter den engelske Digters Behandling af Æmnet. Desuden malede han Optrin af Sørgespillene Richard III, Macbeth og Henrik VIII i lette Udkast. Trods denne rige Virksomhed kunde en Lærling af Kunstneren, N. Wolff allerede hentyde til Kunstnernes haabløse Tilværelse i Dan­mark, naar han som Rejsepensionær beder Akademiet undskylde, at han lægger sig efter Portrætmaleriet for at kunne leve, »thi hvor en Abildgaard intet har at bestille, er det let at forudse, hvordan det

 

vil gaa andre i samme Fag«. Han havde for saa vidt Ret, som de færreste af Kunstnerens Arbejder var hestilte eller fandt Købere i dennes levende Live.

Den 23. Marts 1781 var Abildgaard bleven gift med Frøken Anna (Nancy) Oxholm, der skildres som en meget lunefuld Person, uskikket til at gøre sin Mand lykkelig, og som d. 18. Okt. 1784 havde forladt hans Hus med Kammerherre R. H. v. Eppingen. I 1787 fandt den retsgyldige Skilsmisse Sted, og den fraskilte Hustru ægtede v. Kppingen. Tungere var det vistnok Abildgaard at miste hans eneste Søn med hende, Aurelius, et meget lovende Barn, der døde af Strube­hoste. Denne Familiesorg, som maa have været noget tidligere end Slottets Brand, i Forbindelse med de Krænkelser, en Kunstner i Dan­mark i de Tider ikke kunde undgaa at møde næsten ved hvert Skridt, har vistnok virket til at give hans Væsen det mørke, lunefulde Præg, han havde i sine senere Leveaar, saa meget mere som han heller ikke i sine yngre Aar var uden Hang til spottende Satire. Han ned­lagde nu næsten ganske Penslen som udøvende Kunstner i flere Aar, saaledes at han kunde skrive til Thorvaldsen (1800): ”Jeg har ikke malet, siden De saa mig sidst.« Da Thorvaldsen rejste i 1796, har han rimeligvis, karakteristisk nok med Undtagelse af »Lykkens Tempel« (1795) På en Kakkelovnsskærm, ikke malet noget Billede lige fra Slotsbranden til Begyndelsen af det nye Hundredaar.

I Førstningen sporer man ikke nogen Lyst hos Abildgaard til at gribe ind i Akademiets Styrelse, men 1787, da Valget paa en ny Direktør skulde foregaa, stod han op og nedlagde Indsigelse mod Wiedewelts Genvalg som stridende mod Fundatsen, selv om han havde et kongeligt Paabud for sig. Der maa være gaaet ivrige For­handlinger forud for dette Skridt, thi da Valget endnu i samme Møde blev foretaget, fik Wiedewelt syv Stemmer, men Abildgaard sex. Wiedewelt var saaledes valgt med kun en eneste Stemmes Overtal. Maaske i Forbindelse med dette mislykkede Forsøg eller med den da erklærede Skilsmisse staar det, at Abildgaard, i første Halvdel af 1788, foretog en lille Rejse til Italien eller, hvad der er rimeligere, til Wien, hvor Fyrst Kaunitz gjorde Ære af ham. Da derpaa det nye Direktørvalg foretoges i Marts 1789 blev han enstemmig valgt til Direktoør for Toaaret 1789—91. Hans Virksomhed viste sig strax i Omhu for Akademiets Undervisningsapparat ved et stort Indkøb af Gibsafstøbninger efter Antikerne, thi i August 1789 modtog Akademiet en betydelig Samling af Statuer m. m., der tildels danner Stammen for den nuværende Samling. Den Herskesyge, som tillægges Abild-

 

gaard, og som fremhæves fra saa forskellige Sider, at der ikke kan være Tvivl om dens Tilværelse, synes at skyldes samme Grund som hans Lyst til at indlade sig paa saa mange forskelligartede Sager, nemlig det, at hans stærke urolige Aand ikke fandt Sysselsættelse og Anerkendelse nok i hans Virksomhed som Maler. Lige fra 1788 falde saadanne Udtalelser som ”det abildgaardske og bastholmske Parti synes at være det herskende«, »den almægtige Abildgaard« og lign. Han kom endog efterhaanden i et saa spændt Forhold til sine Medbrødre ved Akademiet, at han i to Aar fra d. 31. Marts 1798 til Aarsmødet samme Dato 1800 ikke underskrev sig i Protokollen og rimeligvis saa godt som aldrig har mødt. Dog synes han at have været til Stede i Forsamlingen den 25. November 1799 for at tale Thorvaldsens Sag med en Varme, der grænsede til »et Magt­sprog«.

Abildgaard sysselsattes og sysselsatte sig med meget andet end med at male. Til Udgivelsen af et »Elementarværk i Tegnekunsten« søgte han ikke mindre end 1500 Rdl. d. C. som første Tilskud, men Fonden ad usus publicos gav i 1793 nægtende Svar paa hans Ansøg­ning. Han blev 1792 Medlem af en Kommission til Haandværks-lavenes Forbedring, han gav Tegninger til et Par Medailler, hvoraf den ene udførtes af G. Hull, den anden af P. L. Gianelli, hvem han tog sig meget af. Det hedder sig ogsaa, at han i hele to Aar lagde sig efter Kobberstikning, for at kunne vejlede de unge Kobberstikkere; 1793 udgav han en archæologisk Forklaring af en Marmortavle i Rom med »Solens Billede«, ligesom han i det Hele flere Gange optraadte som Forfatter. Uvisnelig Fortjeneste har han af sit Forhold til Thor­valdsen. Billedhuggerkunsten havde altid fængslet ham meget; han skal endog have ment om sig selv, at han kunde have bragt det videre som Billedhugger end som Maler. Familien bevarede længe modelerede Skitser fra Abildgaards egen Haand, og enkelte Gen­stande, en Apis til at bære et Uhr, et Løvehoved til Dekoration, blev støbte i Bronce efter Kunstnerens Modeller (nu i Kunstindustri-Museet). Det var maaske denne hans Lyst, der bragte ham til at tage sig saa varmt af Thorvaldsen, at denne, inden Rejsen, uagtet deres forskellige Kunstfag, mere var Abildgaards end nogen anden Kunstners Lærling. Han skal, efter sigende, selv have undervist Thorvaldsen i at poussere, som det den Gang almindelig kaldtes. En lille Gruppe, som den unge Kunstner maatte modelere fra først til sidst under Mesterens aarvaagne, men velvillige Øjne, var siden i Enkefru Abild­gaards Eje. Ved Udsmykningen af Palæet paa Amalienborg tog han

 

sin Lærling til Medhjælp, og denne maatte dels udføre et Par Relieffer efter Lærerens Komposition, »Aarets og Dagens Tider« (i Audiensværelset), dels to Billedstøtter m. m. paa egen Haand. Abildgaard skal endog, efter Thieles Beretning, med Held have ind­ladt sig paa at rette paa Thorvaldsens Buste af Bernstorff, medens den var under Arbejde. Ogsaa den ældre Billedhugger Dajon skal han være kommen til Hjælp ved Kompositionen af Figurerne »Tapper­hed” og »Borgerdyd« til Frihedsstøtten.

Udøvede Slotsbranden i mere end én Henseende et uheldigt Tryk paa Abildgaards Kunstnervirksomhed, gav den ham paa den anden Side Lejlighed til at udfolde Indsigt og Duelighed i nye Virkekredse. Da det nemlig gjaldt om efter Branden hurtig at sætte Amalienborg Palæ i Stand til at modtage Kongefamilien, blev det overdraget Abildgaard at udsmykke det tidligere Grev Levetzau tilhørende Palæ, som Arveprins Frederik, Akademiets Præses, havde købt. I dette Slot (hvor nu Udenrigsministeriet har Lokaler) bære Riddersalen og det kgl. Sovekammer Vidne om den Sans for antik og gammel italiensk Udsmykning, den rige Opfindsomhed og Skønhedsfølelse, Kunstneren raadede over. Han udsmykkede tillige flere private Gaarde i lignende Stil, den eneste, han godkendte, og til Dekorationer af Værelser og til Møbler har han efterladt sig en Mængde Tegninger, hvilke bevares i den kgl. Kobberstiksamling. Til sine Værelser paa Charlottenborg lod han efter sine egne Tegninger for­færdige Møbler i antik Stil, som ogsaa for en Del ere bevarede og have paavirket senere Kunstneres Smag (Freund, Bindesbøll o. fl.). I et tredje Kunstens Fag har Abildgaard ogsaa efterladt Minder om sin Duelighed og Smag, nemlig som Bygmester. Her maa først nævnes »Frihedsstøtten«, der blev udført efter hans Tegning (1792—97) om det end synes, som om Arkitekt P. Friis har haft Del i Arbejdet. Det saa kaldte Oxe- eller Apistempel i Frederiksberg Have tilskrives ligeledes hans Opfindelse. Efter hans Tegning byggedes endelig (1799), hvis Traditionen er rigtig, en Gaard paa Nytorv (nyt Nr. 5),1 som nu tilhører Arkitekt Aug. Klein, der har tilbygget en Etage.

Med det nye Hundredaar opgik der en lysere Livsperiode for Abildgaard. Han levede op under et nyt Familielivs Hygge. Om Foraaret 1799 var han i Jylland og gjorde der Bekendtskab med forhenværende Faktor ved det ostindiske Handelsselskab, Ottesen, der

1         Efter Familjens Opgivelse skal Enkefru Abildgaard altid  have paavist denne Gaard som den, hendes Mand havde bygjet.

 

nu levede paa en Herregaard i Nærheden af Horsens. Dennes Datter, Juliane Marie, der var født i Trankebar og endnu som ung var skilt fra Hofjunker A. Hauch, var Hofdame hos de russiske Prinsesser i Horsens. Hun gjorde et saadant Indtryk paa den allerede aldrende Kunstner, at han faa Aar efter hjemførte hende som sin Brud (d. 15. April 1803). Snart efter Hjemkomsten fra Jylland (Maj 1799) tog han ivrig fat paa at tegne og male. Den første Frugt af hans genvaagnede Virksomhed som Maler var de fire store Malerier efter Terents' »Androspigen«, (1801—4), hvori han søgte at ned­lægge hele sit Kendskab til det græsk-romerske Oldtidsliv. De til­høre den kgl. Malerisamling. Og fra nu af vedblev han ivrig at male, indtil Døden rev ham Penslen af Haanden. Han var 1801 paany bleven valgt til Akademiets Direktør, og dette Valg gentoges uafbrudt fire Gange, saaledes at han forblev i denne Stilling lige til sin Død. Blandt de Sager, han især med Kraft skal have sat igennem, tildels trods Modstand fra højere Steder, nævnes, at han hindrede Rüdes Valg til Professor ved Modelskolen i 1803, men derimod sejrrigt gennemførte Thorvaldsens Valg til samme Stilling og Bangs som Professor i Anatomi, begge Dele i 1805.

Ikke desto mindre begyndte hans Indflydelse snart at dale. Den Tiltro, han havde til sine egne Kræfter, virkede maaske med dertil. Da der saaledes blev Tale om Christiansborg Slots Gen­opførelse (omtr. 1801), frygtede han ikke for at tilbyde sig til dette Hverv, og følte sig skuffet ved, at det blev overdraget Datidens betydeligste Bygmester i Danmark, Harsdorffs Lærling, C. F. Hansen, en Mand, der for øvrigt delte Abildgaards Opfattelse af Oldtidens Kunst som eneste Rettesnor. Som Slottets Bygmester fik Hansen, gennem hvem alle Spørgsmaal om dets kunstneriske Udsmykning kom til at gaa, en Indflydelse, der efter Haanden trængte Abildgaards i Skygge. Det var saa langt fra, at han kunde gøre noget for andre Kunstnere med Hensyn til Arbejde for Slottet, at han tværtimod næppe nok kunde værge for sig selv.

En lille Glæde havde han, da en Afstøbning af Canovas »Per-seus« kom hertil i November 1804. I sin Henrykkelse over dette Arbejde, hvis Skønhed Datidens Kunstsmag ganske naturlig maatte overvurdere, overraskede han Akademiet ved, efter endt Forsamling, at forevise »Hr. Canovas Mesterstykke« ved Fakkelskin i Figursalen. Hans Virkelyst førte ham stadig ind paa forskelligartede Omraader. I 1805 søgte han om Expectance paa Lærerposten i Mythologi ved Akademiet: Præses vilde dog hellere lade dette Spørgsmaal henstaa

 

uafgjort, til Pladsen virkelig blev ledig, og dermed bortfaldt denne Sag. Til Gengæld valgte Akademiet ham af egen Drift enstemmig til Professor i Anatomi, da Justitsraad Bang var død (1808). Det smigrede ham i høj Grad, men heller ikke denne Ærespost skulde han opnaa; Kongen forlangte Embedet opslaaet vakant paa sædvanlig Vis, og det blev mod Akademiets Indstilling atter givet til en Læge (Klingberg). For øvrigt hændte det mere end én Gang, at Abildgaard troede sig krænket i sin Myndighed som Direktør ved de andre Embedsmænds Virksomhed, og han trak sig mere og mere tilbage fra Akademiets Forhandlinger.

Han havde købt sig et lille Landsted, »Spurveskjul« ved Frederiksdal; der tilbragte han, i det Mindste fra 1806, sine Somre, »saa længe Vejret tillod det«, og der døde han den 4. Juni 1809 af Blodstyrtning, omtrent 66 Aar gammel. Hans omfangsrige Sam­linger af Bøger, Haandtegninger og Kobberstik købtes til Kunst­akademiets Bibliothek for 15,000 Rdl. d. C. i 4 pCt. kgl. Obligationer. Hans Enke, der ved hans Død var en formuende Kone, som, foruden Kapitaler, ejede et rigt og kostbart Indbo og store Samlinger af Kunstværker, hvoriblandt en Mængde af Kunstnerens egne Arbejder, navnlig fra den sidste Periode af hans Liv, led dog, tildels ved Pengenes Forringelse under Krigen, saa betydelige Tab, at der ikke var meget tilbage af den store Rigdom, da hun døde (27. November 1848). To Sønner døde i forholdsvis ung Alder, en Datter blev gift ind i den Løfflerske Slægt (se J. B. Løffler).

»Denne lange smalle Mand havde store Gaver, meget Talent, stor Kunstfærdighed; men en vis Egensind, en til en anden Natur vorden Manér skadede ham.« Saaledes begynder Oehlenschlæger i sine Erindringer nogle Bemærkninger om Abildgaard, hvem han søgte at indpode sin Begejstring for nordisk Mythologi, og han fortæller, at, da han var færdig med sin Lovtale derover, sagde Kunstneren: »Ja, jeg er, ved Gud, ikke den Mand, som sætter mig imod noget godt og sindrigt, fordi det er nyt.” Disse faa Ord give virkelig et Billede af Abildgaard som Menneske. Men han havde ikke noget vindende Væsen, og den almindelige Dom var ikke til hans Gunst. Det var ikke for enhver, han, som for Ramdohr, var ”der liebe gefällige Mann«. I Almindelighed vendte han helst det lodne ud og bed fra sig med et djærvt Lune, naar nogen kom ham for nær. Ikke uden Grund kaldte Baggesen ham »hin Momus og Maler«, hvis skarpe Lune han selv havde faaet at føle. I Werlauffs Erindringer kommer en ugunstig Dom stærkere til Orde: »Derimod var han,«

 

hedder det, »fra Karakterens Side mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival.« Disse haarde Ord lade sig dog vanskelig bevise. Der er ikke afgørende Vidnesbyrd for, at han har forfulgt nogen, medens der kan nævnes mange og vægtige Træk af den Kærlighed, hvormed han søgte at fremme de unge Kunstneres Sag, saaledes var han Thorvaldsen og C. F. Høyer en tro Ven. Men det er mærkeligt nok, at en forunderlig Vanskæbne forfulgte den Kunstskole, han søgte at danne. Af hans bedre Elever døde Wahl allerede 1810 i Italien, Flint »gik tabt for Kunsten« inden 1813, Wolff blev i Dresden, Høyer blev skubbet til Side for J. L. Lund, og kun Eckersberg trængte igennem. Men da denne kom hjem fra sin Rejse, havde Seinen og Tiberen vasket Abildgaard af ham.

Uagtet Abildgaards største og vigtigste Billeder gik tabte ved Slottets Brand, er der dog nok tilbage til at skønne om hans Kunst, nok til at se, at Abildgaard, hvor meget Blik han end havde for Linieføringens, Rhytmikens Betydning i Kunsten, oprindelig var større som Personlighed end som udøvende Kunstner. »Det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Kunstner,« siger Høyen om ham. Om ogsaa senere Jul. Lange i Dansk biogr. Lex. søger at hævde hans kunstneriske Begavelse, som Modsætning til Høyens Udtalelse, synes hans egen Motivering heraf ikke at føre saa langt bort fra denne Opfattelse. Det synes klart nok, at da Abildgaard, maaske uden fra først af selv at ville det -- han var blot bleven sat til et Haandværk, fordi han ikke skulde studere, og begyndte meget sent at gaa paa Akademiet, - - var kommen ind paa Kunstens Vej, var han for begavet en Natur og for stærk en Karakter til ikke at ville blive noget fremragende, og det lykkedes ham, om end ikke uden det ihærdigste Arbejde. Deri fulgte han Tidens Op­fattelse, at man naaede et stort Maal ved at granske de store Mestere, og han valgte sig Michel Angelo og Tizian til Forbilleder. Michel Angelos Form kunde han ikke naa, selv om dennes Paavirkning spores i Enkeltheder. Abildgaards Formgivning var næsten altid konven­tionel, endog naar han troede at gengive Naturen. Derimod naaede han videre i at tilegne sig den venezianske Skoles Farve, skønt nogen Tizian blev han heller ikke. Man har lagt megen Vægt paa Carstens' rosende Dom om Abildgaards Kolorit. Man glemmer, at denne, da han saa Abildgaard male, ikke kendte Tizian, og da han lærte

 

Venezianerne at kende, kun havde en fjærn Ungdomserindring om Abildgaard. Derimod fremhæver han med større Ret Abildgaards Svagheder i Tegningen, »de lange tynde Figurer, med magre edderkop-agtige Extremiteter«, thi der havde han Maalestokken i Naturen og Antiken. Allerede umiddelbart efter Abildgaards Død var Dommene over ham som Lærer ved Modelskolen delte. Medens nogle hævede ham til Skyerne, havde andre Øje for de Brøst, der klæbede ved hans Fremstillingsmaade, og om der end var baade »Tanke og Aand« i hans Modelstillinger, udhæves der paa den anden Side, at hans »ofte bizarre Ideer var lutter Hieroglyfer for de unge Efter­lignere.« Man kan heller ikke nægte, at blandt hans efterladte Teg­ninger findes meget, der ikke er hans store Navn værdigt.

Abildgaard førte, saa godt som gennem hele sit Liv, en i udvortes Henseende ret begunstiget Tilværelse. Allerede hans Levevis i Italien tyder paa større Forhold, end man ellers kendte hos de unge Kunstnere. Han var af anset Familie og fandt tidligt, ved sin Frimodighed og erkendte Dygtighed, formaaende Velyndere, saaledes før Rejsen Struensee, i Rom endog Paven selv; efter Hjemkomsten Enkedronning Juliane Marie og Guldberg. Abildgaard blev dog, ligesom mange fremragende Mænd i hin Tid og særlig hans egen Broder, stærkt greben af den republikanske Rørelse i Frankrig. De stod begge i venskabeligt Forhold til Republikens Afsending her, Grouvelle, og Abildgaard var en flittig Gæst i Fabritius' Klub. Des­uden levede han i Omgang med den Tids literære og tonegivende Kredse, med Mænd som Th. Thaarup, P. A. Heiberg og adskillige af den fornemme Verden. Den Formue, han ved Malerierne til Slottet havde tjent sig, satte ham i Stand til med Smag og en vis Pragt at føre et selskabeligt Liv i sin smukke rummelige Bolig paa Charlottenborg. Han holdt Tjener, havde et rigt forsynet Hus og døde tidsnok til ikke at se denne Herlighed gaa til Grunde i Stats­bankerottens Svælg. Hans Portræt er malet af Juel og af Lorentzen; udført som Medaillon af Sergel (se Frisen foran), som Billedstøtte af Saabye.

(Akademiets Archiv Og Protokoller. Mundtlige Meddelelser af Slægten. Weinwich, S. 185. Minerva 1785. I, 83; 3, 93. II, 96 flg. 1791. XXV, 113, 1793. XXXII, 277. Ramdohrs Rejse, S. 93 —101. Smith, Om Dyrene, S. 236. Hennings, S. 143. do., »Musaget« 3. Stiick 1798, S. 14. Nyerup, Kbhvns. Be­skrivelse, S. 662. Fernow, Carstens, ny Udg., S. 60, 62. Jonge, Kbh. Beskr. S. 508, 511. Kbhs. lærde Efterretn. 1809, Nr. 20, S. 314. Kraft og Nyerup, Lex., hvori Abildgaards Skrifter ere opregnede. Skild. 1809. 24. Juni, Sp. 1177. 1825, 17. Maj, Sp. 625, 1828, Sp. 1293, 1829, Sp. 1267 flg. Spengler, Fortegn. N. K. L. I.                                       Febr. 189;.  over d. kgl. Malerisml., S. 533—36. H. Hansen, Betragtn. Kbh. 1827, S. 45, 85—86, 205. Mønttbrtegn. Fortsætt., S. 14. Øst. Materialier, S. 178, 977, 1139. Thiele, Thorvaldsen, I—II paa mange Steder (se Alf. Reg.). Gæa 1847, S. 175—94. Fick, Clemens, i Selmers nekrol. Sml. II, 335. Oelilenschlæger, Erindringer, Ny Udg., S. 152, 283. Danske Saml. I, S. 108. Nord. Tidskr. ved Hamilton 1869, S. 452, 460. Hist. Tidskr. 4. Række IV, S. 273 (Werlauffs Erindr.). Høyens Fortegn, over den kgl. Malerisml. indtil 1870 (jfr. Fortegn, over Udst. 1860 ved Kunstforeningen). Høyens Skrifter III, S. 202—10. Lange, Nutidskunst, S. 18—24. Konst og Æsth., S. 182—83. Strunk. Bricka I, 38 flg. og IV, S. 531).

 

Abildgaard. Søren Abildgaard, Archivtegner, var født i Flekkefjord i Norge d. 18. Febr. 1718, hvor hans Fader, Peder Abild­gaard var Toldembedsmand; hans Moder hed Anne Sørensdatter. Han blev Student fra Christianssand 1737 og kom til København, hvor han lagde sig efter Naturvidenskaberne og Tegnekunsten. Han maa have haft Formue eller tidligt være kommen i lønnende Virk­somhed , thi allerede som ganske ung Mand blev han gift med Ane Margrete Bastholm, en Faster til den bekendte Professor og kgl. Konfessionarius Bastholm, og blev 1740 Fader til Veterinæren Peter Christian, 1743 til Nikolaj Abraham (se foranstaaende Artikel). I Følge med Archivar Langebek foretog han en antikvarisk Rejse i Sverige og omkring Østersøen (1753—54). Aaret efter (1755) søgte han om og blev ogsaa Archivtegner og gjorde fra 1756 efter en af Langebek anbefalet Ansøgning paa offentlig Bekostning en Rejse i Danmark for at tegne Mindesmærker, navnlig Gravmæler. Han fik dertil 300 Rdl. aarlig og fri Befordring. Originaltegmngerne, der have blivende Værd, navnlig i historisk Henseende og udmærke sig ved stor Omhu i Udførelsen, bevares i Nationalmuseets Archiv, og i Antikvariske Annaler I findes en Fortegnelse derover. Abildgaard døde d. 2. Juli 1791.

(Weinwich, S. 168. Kraft og Nyerup, Lex. Langebekiana, S. 123. Suhm, Levned. S. 241. Antiq. Annaler I, S. 147. Gæa 1847. S. 177, Pers. Tidskr. 2. R. I. Bricka I, 57 flg. Akad.).

 

Abrahams. Charles Julius Sofus Abrahams, Architekt, Søn af Not. publ. Nikolaj Christian Levin Abrahams (f. 1798, d. 1870) og Frederikke Juliane Augusta født Philipsen (f. 1810, d. 1852), er født i København d. 2. Juni 1838. Efter at være bleven Student (1857), besøgte han fra 1859 Akademiets Skoler for at uddanne sig til Byg­mester, vandt dets mindre Sølvmedaille (Dec. 1863), og tog Afgangs­prøve som Architekt d. 30. Marts 1866. Senere har han vundet Akademiets mindre Guldmedaille for Opgaven ”Et Gymnasium til150 Disciple« (1870). Abrahams har bl. a. bygget Sparekassen i Hillerød, Gurrehus (1883), Mullerup Herregaard (1886) og i desenere Aar ombygget Sidefatjaderne mod Trinitatis Kirkeplads af den store Gaard paa Købmagergade (Nr. 52). Hans kunstneriske Ævne, en vis Livlighed og Lethed i Behandlingen traadte smukkest frem i mindre Værker, større monumentale Opgaver syntes ikke at ligge for ham. T 1877 ægtede han Vilhelmine Petersen, og efter flere Aars hensygnende Tilstand døde han d. 12. April 1893.

(Priv. Medd. Bricka I, 61. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, Forf. Lex. Berl. Tid. 14. Apr. 1873).

 

Abroe eller Abroh. Andreas Abroe, Maler, født 1694, død i Maj 1763 i en Alder af 69 Aar, kaldes Skildrer, hvilket i Datidens Sprog er det samme som Kunstmaler, særlig Portrætmaler. Mulig er han Søn af en, d. 2. Maj 1709 afdød under Hoffet ansat Joh. Abroh. En anden af samme Navn, Johan Christian Abroe omtales af Spengler saaledes: »Denne Maler erholdt i Aaret 1720 et kongeligt latinsk Rejsepas for i fremmede Lande at bringe det til Fuldkommenhed i sin Kunst. Var de maaske Brødre?

(Spengler,  Art. Eft.    Adresseavisen  1763, Nr. 48).

 

Achen. Georg Nikolaj Achen, Maler, er Søn af Apotheker først i Frederikssund, senere i Hillerød Eggert Christoffer Achen (f. 1823) og Johanne Vilhelmine Cecilie f. Tryde (f. 1828) og blev født i Frederikssund d. 23. Juli 1860. Da Faderen i 1871 flyttede til Frederiksberg, kom han i Schneekloths Skole, hvis Tegnelærer Kierkegaard (s. d.) opdagede hans Anlæg og begyndte at udvikle disse. Efter sin Konfirmation kom Achen i Malerlære, forberedtes af Vilh. Kyhn til Akademiet og besøgte dette fra 1877: i 1880 blev han Malersvend og fik d. 21. Marts 1883 Afgangsbevis fra Akademiet. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer, hvis Vej­ledning tiltalte ham meget. I 1883 udstillede han sine første Arbejder, tre Landskaber, rejste s. A. til Rusland, hvor han dels malede paa Landet i Lifland, dels studerede Samlingerne i St. Petersborg og udstillede i 1884 Landskaber herfra samt sit første Figurbillede »En russisk Bonde«. I 1885 begynder han ved Siden af Landskaber at udstille Portræter og Interiører, og vinder stedse mere Opmærksomhed. Hans i 1889 i Paris udstillede Malerier faa mention honorable, i 1890 faar han Udstillingsmedaillen for »Portræt« (Kunstnerens Moder), hvilket købes til den kgl. Malerisamling, medens Medaillen tillige

giver ham Sæde i Akademiets Plenarforsamling. Aaret efter faar han mention honorable i Berlin og i 1892 anden Klasses Guldmedaille i München. Achen havde imidlertid d. 25. April 1886 ægtet Ane Cathrine Thiele, Datter af Bogtrykker Joh. Rud. Just Felix Thiele (f. 1823, d. 1876) og Hanne Jakobine f. Scheel (f. 1821). Paa sin Bryllupsrejse besøgte han Paris og de tyske Hovedstæder, og i de senere Aar har han foretaget flere Rejser, bl. a. i Vinteren 1888—89 til Italien, dog stedse for egen Regning. Da A. Helsted i 1893 traadte ud af Akademiraadet, indvalgte Kunstnersamfundet Achen i hans Sted. Foruden de ovennævnte Arbejder kan nævnes »Syge paa St. Helenes Grav« (udst. 1888), »En Skovsø«, et større Landskab (udst. 1890), som ejes af en Privatmand i Wien, Portrætet af Kusken »Morten«, der vakte megen Opmærksomhed, Portræt af Etatsraad C. Brix til Efterslægtens Skole (1893) og af Maler Just Holm (s. A.), hvilket ejes af Frimurerlogen. En Altertavle »Den gode Hyrde« (malet 1892) findes i Lem Kirke ved Randers, to Interiører blev købte, det ene til den kgl. Malerisamling, det andet til Aarhus Museum.

(Priv. Medd.   Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Adami. Salomon Adami. »En god Miniaturmaler, som og malede i Olie. Han var tilsidst Opseer (Tilsynsmand) over Gros-kanslerinde Holsteins Malerier. En Del af hans Arbejde er nu hos Kancelliraad Valeur. Hans Portræt er i Italien prægtig udskaaret i Elfenben, hvilket han selv ejede.«

(Sandvig ex ore L. Spengleri)

 

Adzer. Daniel Jensen Adzer, Stempelskærer, var født i Køben­havn 1731 og Søn af Klejnsmed Jonas Jensen Adzer af sønderjydsk Æt. Han kom i Guldsmedlære, og efter at han var bleven Svend, lagde han sig, som det synes, ganske paa egen Haand efter Medaillørkunsten. I Maj 1754 indsendte han noget af sit Arbejde i denne Retning til Kunstakademiet for at faa dets Anbefaling til at nyde et kongeligt Rejsestipendium, men da hans Prøver kun var Kopier, vilde Akademiet ikke indlade sig derpaa. Dog lykkedes det ham snart efter at komme udenlands, og han rejste til Paris, hvor han uddan­nede sig efter Hedlinger og du Vivier. Han var saavel paa denne, som paa en senere Rejse ledsaget af en anden dansk Medaillør, J. H. Wolff; disse to fulgtes (1764) fra Rom hjem til Danmark, frem­stillede sig begge for Akademiet med nogle Voxmodeller, og blev begge enstemmig agreerede (8. Aug. 1764). Adzer fik den Opgave at gøre en Medaille over Akademiets Præses, Grev Moltke, og blev paa denne Medlem (8. April 1766), skønt Stemplerne først i September Aaret efter, paa Grund af tilstødte Uheld, kunde afgives til Akademiet og Aftryk præges. Fra den Tid af henflod Adzers Løbebane uden udvortes mærkelige Hændelser. Han fik Medlemsbolig paa Charlottenborg og blev gift med Christiane Frederikke født Schäffer, som først døde d. 20. Juni 1833.

Medens han i Førstningen havde haft meget at gøre som Medaillør, blev han i sine senere Aar fortrængt af yngre Kræfter, og efter hans Død, d. 4. April 1808, maatte Akademiet skrive til Kongen: »Adzer har som Medaillør været aflagt med saa ringe Løn og i de tvende sidste Decennier af sin Livstid haft saa liden Fortjeneste for Hoffet og Publikum ved sin Kunst, at det ikke blev ham muligt at sørge for sin Enke.« Hun anbefaledes derfor efter Datidens Brug til Kongens Naade.

Mindefesten for Suverænetetens Indførelse, der tillige fejredes med, at Grundstenen til Frederik V's Rytterstøtte nedlagdes paa Amalienborg, gav Medaillørerne meget at gøre, og Adzer udførte under sit Ophold i Rom ikke mindre end tre Medailler i den Anled­ning, hvoraf den ene særlig gjaldt Grundstenens Nedlæggelse d. 18. Okt. 1760. Kongens Død (1766) og Christian VII's Tronbestigelse frem­kaldte ligeledes flere Medailler fra Adzers Haand. I de følgende Aar udførte han bl. A. to Medailler til Landhusholdningsselskabet, Medaillen pro mereritis (1771), to Medailler i Anledning af J. H. Bernstorffs Død, og fik 1776 ikke mindre end sex Medailler at udføre i Anledning af Loven om Indfødsret, hvoraf dog flere ere ubetydelige. Endvidere maa nævnes Medaillen til Sorø Akademi (1785) og flere private Medailler (Suhm, Hjelmstjerne, Vedel), indtil hans Virksomhed næsten ganske standser fra 1790. Efter den Tid kan kun nævnes Medaillen over A. P. Bernstorff med et Kompas paa Reversen (1793), Medaillen over Suhm (1797) og 1805 en Medaille til at nedlægge i Raad- og Domhusets Grundsten. Han udførte 1771 nye Tegninger til Species og Christiand'ors. Hans fleste Medailler have været udstillede ved Salonerne 1769, 1778 og 1794. Mønt- og Medaille-samlingen i København eje en Del af hans Voxmodeller.

(Weinwich, S. 176. Rahbeks Erindr. I, S. 70, 184. Danisches Journal I, S. 135. Adresseavisen 1808, Nr. 134. Medaillebeskriv. 1757—1805. Skifte­retten. Thiele, Kstakad. og Hests., S. 142. F. J. Meier, Wiedewelt, S. 17, Bricka I, 115. Akad.)

 

D'Agar. Jakob d'Agar, Portrætmaler, skriver sig selv saaledes, ikke Jacques d'Agard eller Dagard. Han var født i Paris, rimeligvis Febr. 1642 og lærte Malerkunsten hos Ferdinand Vouet. Han søgte først at uddanne sig til Historiemaler, men vandt dog især Navn som Portrætmaler, og som saadan blev han Medlem af Kunstakademiet i Paris d. 3. Aug. 1675 på Portræter af Girardon og Anguier. Imidlertid blev han allerede 31. Jan. 1682 atter udelukket af Akademiet som Protestant. Det synes, som om han ligeledes paa Grund af de Forfølgelser, som Calvinisterne ved den Tid var udsatte for i Frankrig-, har maattet udvandre, og derfor er kommen til Danmark, uden Tvivl senest i 1684. Han skal nemlig med Kone (en Datter af Maleren Michel Picart) og Børn først være flygtet til London og derfra være kommen til Danmark. I 1685 se vi ham allerede indtage en anset Stilling i den lille reformerte Menighed i København. I September s. A., en Maaned før Ophævelsen af det nantiske Edikt i Frankrig, deltager han med Menighedens første Præst, Mesnard, i Indsamlingen af en Kollekt i Preussen, Brandenborg og Nederlandene til Fordel for den reformerte Kirkes Byggemidler her. Uden Tvivl endnu tidligere paa Aaret havde det været d'Agar overdraget at besørge Trykningen af de Reformertes Privilegier, som bevilgedes ved et Reskript af 3. (an. 1685. Kong Christian V, hvis Dronning Char­lotte Amalie var reformert og sine Trosfællers varme Talsmandinde, modtog ham med Udmærkelse og udnævnte ham til Hofjunker og kgl. Maler, Ober-Contrefeyer, (gentilhomme de la cour et premier peintre du roi) med 5ooRdl. aarlig Løn, og i denne Stilling forblev han til sin Død, 16. Novbr. 1715, dog fra 1699 kun med 800 Rdl. om Aaret. Hans Alder angives da udtrykkelig til 73 Aar og 9 Maaneder, og han er jordet paa de Reformertes Kirkegaard i København.

Efter fremmede Kilder skal han under Frederik IV have været udenlands og opholdt sig nogle Aar i London, hvor han malede Por­træter af den fornemme Verden. At han ikke er død i London, bevises tilstrækkelig af den ovennævnte Meddelelse. Derimod kan mulig hele Beretningen om den senere engelske Rejse gælde hans Søn. Paa en Vielsesattest af 5. Febr. 1686, hvor J. d'Agar med nogle flere Menighedsmedlemmer underskriver sig som Vidne, findes ogsaa Underskriften Charl D'Agar. Denne Charles er uden Tvivl hans Søn, som altsaa den Gang allerede var voxen. Da man intet ved om ham her i Danmark, er det sandsynligvis ham, der er død i London 1723. J. d'Agar nød megen Anseelse som Portrætmaler, men en Del af hans Billeder ere forsvundne. I det afbrændte Christiansborgs Apartementssal var der sex ovale Skilderier, fore­stillende Kong Christian VI (Vr). Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik IV, Dronning Louise, Prins Carl og Prins Vilhelm. Den kgl. Malerisamling ejer to Portræter af ham, der forestille Kong Frederik l og Dronning Sofie af Preussen. Desuden malede han 1693 sit eget Portræt, der sendtes til Florens. I Fredensborg og Rosenborg Slots Inventarier nævnes ligeledes Portræter af hans Haand deriblandt hans eget Portræt. Af Hubert Schaten er stukket: Chri­stian V i hel Figur i Kroningsdragt. Overkammerjunker A. L. v. Knuth og Justitsraad Edv. Kruse. Hans eget Portræt er stukket af Rocco Pozzi. Endelig nævnes af og til Stykker af ham i private Samlinger paa den Tid. Med ham begynder den franske Skoles Indflydelse at gøre sig overvejende gældende i Danmark i Modsætning til den tidligere hollandske.

(Fiorillo V, S. 535. Vitet, S. 341. Archives de l'art. III, S. 356. Clé-raent, Not, sur l'égl. Réf.. S. 5. Reformert Kirkes Kirkebog I, 17. Jonge, Kbh. Beskr., S. 509.- Spenglers Fort. Nr. 814, 15. \Yein\vich, S. 86. Minerva 1816. Skild. 1830, Sp. 896—97. Walpole. Sandvig. F. R. Friis. Saml. S. 94. Meyers Kst. Lex. Bricka, I, 115.)

 

Agerskov. Kathinka Hedvig Agerskov, Malerinde, Datter af Kommandør, Udskrivningschef Andreas Julius Hans Agerskov (f. 1811 i Kobenhavn, d. 1872 i Svendborg) og Kathinka Elisabeth Jakobine født Prahl (f. 1831), blev født i Flensborg d. 8. August 1859. Hun uddannede sig til Malerinde dels hos Vilh. Kyhn, dels hos Carl Thomsen og Thørrestrup, og begyndte at udstille fra 1884. Det var mest mindre Interiører og Genrebilleder med enkelte Figurer med et elskværdigt og fordringsløst Foredrag. Efter at den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder var oprettet i 1888, begyndte hun i Semestret Febr.—Maj 1889 at besøge dennes Forberedelsesklasse og i 1890 dens Modelskole for at søge videre Uddannelse. I Juli 1889 havde hun imidlertid ægtet praktiserende Læge paa Frederiks­berg Ernst Bilsted (f. 1853); men efter lidt over et Aars Ægteskab døde hun d. 23. November 1890. Hun har ikke udstillet under sit Fruenavn.

(Priv.  Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Agersnap. Hans Agersnap (Mortensen), Landskabsmaler, er Søn af Morten Hansen (f. 1817), Ejer af Ansager Mølle ved Vejle og Lene Hansen (f. 1819, d. 1887) og er født paa Faderens Ejendom den 19. November 1857. Han var bestemt til Landmand, og det var som saadan, at han d. 23. Marts 1882 blev gift med Marie Søl­toft (f. 1860), Datter af Gaardejer Hans Jakob Søltoft og Margrete Tonnesen. Da han imidlertid nu var i uafhængig Stilling, modstod han ikke længere den Lyst til Malerkunsten, som han fra Ung­dommen havde haft, og efterat Godfr. Christensen, ved at se hans første Studier, havde opmuntret ham til at fortsætte, tilbragte han Vintren, som det synes 1883—84, i København, hvor han besøgte Kunstnernes Studieskole under Krøyer, og siden har han uddannet sig paa egen Haand til Landskabsmaler. Han begyndte derpaa at udstille 1889 med et jysk Parti, og har siden udstillet, mest Hede­landskaber fra sin Hjemstavn, og et Par Billeder med Figurer, »Et Mejeriinteressentskab« i 1892 og »Blicher paa Heden« i 1894. For »Gamle Elletrær ved Aaen« fik han den Sødringske Opmuntrings-præmie for unge Landskabsmalere (1891). (Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

 

Ahlmann. Hans Vilhelm Ahlmann, Architekt, Søn af Patrioten, Proprietær Nikolaj Ahlmann fra Sønderjylland (f. 17. Nov. 1809 i Sønderborg, d. 15. Juni 1890 i København) og Marie f. Dons er født d. 14. Februar 1852 i Fodarp ved Lund i Skaane. Han gik i Tømrerlære, besøgte Kunstakademiet i København fra Jan. 1870 for at uddanne sig til Bygmester og fik d. 18. Marts 1876 Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt. Efter at have arbejdet nogle Aar som Tegner og Konduktør, bl. a, hos J. D. Herholdt og H. B. Storck, bosatte han sig i Aarhus, hvor han har udført forskellige borgerlige Bygninger. Han har tillige bygget et Par Landsbykirker og en Kirke af Kridtsten i Frederikshavn. Tillige har han restaureret to ældre anselige Bindingsværks Gaarde i Næstved. Han er gift med Cecilie f. Hansen.

(Priv. Medd. Akad. Bricka I,  167.    Pers. Tidsskr.  2. R. VI. Till., 26).

 

Akerfeldt. Gotthardt Vilhelm Akerfeldt eller Åkerfeldt, Portræt­maler, svensk af Fødsel, var Lærling af Peder Als, og det blev, efter dennes Død (1776), ham overdraget, »som den, der var bedst øvet udi Alses maniere at male«, at fuldføre det Portræt af Christian VII, som Als havde efterladt ufuldendt. Da han Aaret efter søger om at blive »naturaliseret«, synes det at have været hans Tanke at ville forblive i Danmark.

(Akad.)

 

Albertsen. Andreas Marius Valdemar Albertsen, Søn af Gæst­giver V. Albertsen (d. 1876) er født 1868 i Middelfart, besøgte Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse i 1890—91, og har 1892—94 udstillet baade Figurbilleder og Landskaber. I 1894 havde han Bopæl i Kolding.

(Akad. Udst. Fortegn.)

 

Albrecht. Christian Frederik Albrecht, Blomstermaler, om hvem ikke vides andet, end at han døde d. 22. December 1789 i en Alder af 23 Aar.

(Adresseav.  1789, Nr. 280).

 

Alexandersen. Georg Henrik Gerhard Alexandersen, født 1818 i København, var »Buntmaler« paa den kgl. Porcelænsfabrik, da han i 1831 begyndte at gaa paa Akademiet. Han vandt 1837 Kunst­akademiets Præmie for Tegning i Ornamentfaget og var 1838 i Frihaandsskolen; 1837—38 udstillede han Tegninger, 1841 og 1846 Blomsterstykker.

(Akad. Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Almer. Johan Cliristian Altner, Maler, var født i København 1742 og Søn af Kancelli-Assessor, Mag. Christian Gottlob Almer fra Sverig (d. 1773), som først var Sprogmester for Kadetterne, siden i Sorø, og Hustru f. Desmarez fra Danmark;1 han kom i ung Alder som Lærling til Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1760—62; derefter vandt han 1764 den mindre og 1766 den store Guldmedaille for »Israeliterne samle Manna i Ørken«. Han havde samtidig »fra sin første Barndom været under Hr. Professor Pilos Haand«. Da der ikke strax var et Rejsestipendium ledigt, blev han Informator i Tegning hos Pagerne, og fik som saadan Orlov til at foretage en kort Rejse til Udlandet, hvor han navnlig besøgte Potsdam og Dresden og fik derfra Anbefalingsbreve hjem med fra ansete Tyskere. Da det store Stipendium endelig 1771 var bleven ledigt, havde han faaet en farlig Medbejler i Abildgaard, som ogsaa ved

 

1 I sin Art. i Dsk. Biogr. Lex. ved Bricka gør F'. J. Meier Almer selv til Svoger af Pilo, medens det fremgaar af Skild. 1829, Nr. 46, at det var hans Fader, der den Gang var Lærer (Professor) for Kadetterne, som var gift med en Desmarez, og hun var altsaa Moder til Almer og dennes ældre i Sverig fødte Broder F. E. Almer (d. 1814), som kom med Forældrene til Danmark og i 1777 fik dansk Indfødsret. Faderen blev 1757 i andet Ægteskab gift med Jfr. Sofie Magdalene Grolau, med hvem han kun havde en Datter. (Jfr. Art. Pilo}.

 

Konkursen blev ham foretrukken. Samtidig søgte han, med Forbehold af sin Ret til at komme udenlands, en Plads som Informator ved Kunstakademiets Dekorationsskole, efter at hans Plads hos Pagerne var inddragen. Den 14. Jan. 1772 blev hans Valg til denne Plads stadfæstet, men da han kort efter stod sig som den næstbedste ved Konkursen om Rejsestipendiet og fik Tilsagn om særlig Understøttelse til ogsaa at rejse, tillod Akademiet ham at rejse i to Aar, og paatog sig at besørge hans Informatorplads udfyldt i hans Fra­værelse for 50 Rdl. d. C. om Aaret, saaledes at han selv kunde nyde 150 Rdl. d. C. af sin Lønning til Hjælp til Rejsen. Om Sommeren 1772 rejste han da til Paris med særligt Paalæg om at give Med­delelser om Ornamentskolen der og købe Tegninger i Ornamentfaget paa Akademiets Regning. I Aaret 1774 tilstaas ham en Forlængelse af Rejseunderstøttelsen paa to Aar, navnlig fordi han rejser »med Hensigt paa Ornamentskolen« og Arveprinsen, Akademiets Præses, anbefaler ham særlig at agte paa »Møbler«.

I Rom, hvortil han kom 14. Novbr. 1774, skulde han ogsaa tegne Ornamenter og sende hjem. Han blev imidlertid alvorlig syg, saa han endog mistede Forstanden. Abildgaard, der tog sig af ham med største Venskab, skriver herom til Akademiet: »De første Aarsager til Almers Skrøbelighed tror jeg nok har været Græmmelse over sin Talent, og derefter er han falden i Religions-Irringer, som var hans yderste Raseri, hvortil jeg vel tror, der nogen har givet ham Anledning.« Det synes, som om ufornuftige Mennesker, endog medens han laa bunden som sindsforvirret, har forværret hans Til­stand ved taabelige Forestillinger. Abildgaard sørgede derpaa for, at han for Akademiets Regning blev sendt hjem i Maj 1776. Endnu paa Hjemvejen var Almer »gal«, og da han kom til Hamborg, var han endnu lige saa syg som i Rom. Imidlertid maa han hurtig have rettet sig i Hjemmet, thi i September 1776 nævnes det allerede, ”at han selv forestaar Informationen«. Dermed synes han ganske at have opgivet Tanken om at blive Medlem af Akademiet, hvilket ikke kunde ske, saa længe han forblev i sin Stilling som Informator. Han fik 1779 Bolig paa Akademiet, men døde allerede 5. Juli 1792, som det synes ugift, under et Ophold paa Landet i Ferien. Medens han saaledes 1772 konkurrerede med Abildgaard og ganske for­dunklede Rude, som dog senere blev Medlem af Akademiet, endte han i den beskedne Stilling som Lærer ved Ornamentskolen. Torkel Baden fortæller i sin Nekrolog over Abildgaard (Lærde Efterretn. 1809), at ved Konkursen for Rejsestipendiet blev dennes Arbejde »foretrukken en andens, som bevisligen var forfærdiget af Pilo, Professor ved Akademiet, og et stort Navn paa de Tider.« Denne anden maatte da være Almer, om hvem Kobberstikker Clemens i en haandskreven Selvbiografi ogsaa udtaler, at han »var en maadelig Maler« og tilføjer, at det kun var Pilos Støtte, som hjalp ham; men dette modsiges dog af den Agt, Akademiet vedblev at vise Almer baade paa Rejsen og ved hans Hjemkomst.

(Weinwich, S. 185. Akad. Statskal. 1772—92. Rigsarchivet. Bricka I, 189. Skild. 1829, Sp. 723. Trykt Hdskr. i Ordenskap. Medd. fra Sorø. Medd. om J. F. Clemens.)

 

Als. Peder Als, Portrætmaler, var Søn af Gaspar Johan Als, der først var Bogbinder i Horsens, siden en »fortræffelig« Lakerer i København, død 1762, og Marie Margrete Olsdatter Zeuthen. Han blev født i København 16. Maj 1726. Han blev Lærling af Pilo og var den første, som vandt det nysoprettede Kunstakademis store Guldmedaille (d. 3. April 1755) paa Opgaven »Loth og hans Hustru, som udgaa af Sodoma”. I Slutningen af Aaret blev der tilstaaet ham et Rejsestipendium paa sex Aar, fra i. Jan. 1756 at regne, stort 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner) aarligt. Han rejste bort rimeligvis i Maj 1756 og kom i November til Rom, hvor Billedhugger Petzold havde anbefalet ham til Rafael Mengs, hvis Lærling han nu blev. Han var allerede den Gang en svær Mand, der døjede meget af Heden.

I Rom var Als sammen med Wiedewelt, Mandelberg og flere Danske, som han selv nævner i et Brev af 1756. Gennem Wiedewelt har han uden Tvivl gjort Bekendtskab med Winckelmann, hvis Portræt han malede i Rom. Der malede han ligeledes et Portræt af Wiede­welt selv, som senere kom til den kgl. Malerisamling, og bl. andre Ting en Kopi af Hovedpartiet af Rafaels »Skolen i Athen« i samme Størrelse som Originalen, et stort Billede efter Rafael Mengs' Kom­position, forestillende »Dronning Semiramis, som sværger ikke at rede sit Haar, før hun har underkuet et Oprør«, en Kopi af Lorrains Portræt i det franske Akademi i Rom , paa Bestilling fra Akademiet her, og et Originalmaleri, »Kleopatra og Augustus i Alexandria«. I Dresden havde han malet en lille Kopi efter Madonna med Barnet i Correggios »Nat« og en Kopi af et Dameportræt af Paul Veronese. Begge disse Kopier tilhørte Bülow paa Sanderumgaard. Efter Wein-wichs Opgivelse skal Als ogsaa i Rom med Held have udført mindre Kopier efter italienske Originaler af Rafael, Andrea del Sarto o. A.

 

I 1760 var han paa en Rejse i Neapel og studerede navnlig i de nye Udgravninger i Herculanum. Mengs havde ønsket, han skulde blive sex Aar i Rom, for at uddanne sig til en fuldkommen Historie­maler, og Als søgte derfor Akademiet om i alt at nyde otte Aars Stipendium for at kunne være to Aar i Paris, men det blev afslaaet, og i 1761 maatte han rejse til Paris, efter at Akademiet med Nød og næppe havde tilstaaet ham en særlig Sum til at betale hans Gæld i Rom.

Als kom hjem i December 1762 og blev 4. Marts 1763 agreeret ved Akademiet ikke som Historiemaler, uagtet han havde nydt Stipen­dium som saadan, men som »Portrætskildrer«, og skulde efter For­samlingens Vedtagelse til Reception male »to af Omcialium Por­træter« , nemlig Kobberstikkeren J. M. Preisler og Bygmestren N. H. Jardin. 1). 8. August 1764 blev han Medlem af Akademiet paa disse tvende Stykker; kort i Forvejen d. 31. Marts s. A. var han bleven kgl. Hof­skildrer, med 800 Rdl. d. C. (omtr. 2560 Kr.) om Aaret. D. 9. April 1766 udnævntes han derpaa til Professor ved Modelskolen. Han nævnes ogsaa som Medlem af Akademiet i Bologna. Als sysselsattes nu mest af Hoffet, ikke alene som Maler, men ogsaa med Ophæng­ning af Malerier paa Slottene og deslige. Han døde ugift i sin Bolig paa Charlottenborg d. 8. Juli 1776.

Blandt hans Arbejder nævnes i hans egne Breve »Dronning Caroline Mathilde, afmalet som Oberst for hendes eget Regiment« i hel Figur, malet i Anledning af nye Faners Indvielse og skænket Grev Rantzau-Ascheberg, til hvem det blev afleveret 16. Juni 1771. Syv Maaneder efter arresterede Rantzau selv Dronningen. For dette Billede fik Kunstneren 300 Rdl. d. C. (omtr. 960 Kr.). Endvidere et Portræt af Caroline Mathilde siddende med Prinsesse Louise Augusta paa Skødet og Kronprins Frederik staaende foran sig. Det blev bestilt om Sommeren 1771 for at tjene til en Foræring til Her­tugen af Glocester, der havde besøgt det danske Hof, men Kunst­neren naaede maaske ikke videre end til Udførelsen af de Esquisser, som han efterhaanden forelagde Struensee. Endelig et Portræt af Christian VII i fuld Legemsstørrelse, som blev gjort færdigt af Als' Lærling Akerfeldt (s. d.) efter Kunstnerens Død. Ved Akademiets Salon 1769 udstillede han atten Portræter, hvoriblandt Jardins og Preislers, de to Medlemsstykker, samt Mandelbergs og Wiedewelts. Ved Salonen 1778 var det nysnævnte Portræt af Christian VII ud­stillet. Den bekendte August Hennings, som i Anledning af denne Salon skrev en hel fransk Bog, Essay sur les arts en Danemarc, er heri temmelig stræng ved Als. ”Ved hans store Flid og utrættelige Umage erhvervede han sig vel Indsigter; men Udførelsen tabte derved sin Ild, og den blev stedse ængstelig og tvungen. Hans Pensel­føring er møjsommelig og tung, hans Farvetone mørk.« Han beskylder ham ogsaa for, at hans Dameportræter ikke ligne. Akademiets Sam­ling indeholder af Als foruden Medlemsstykkerne Kopien efter Lorrains Portræt og Portræter af Grev Schmettau og Billedhuggeren Wiede-welt. Hans eget Portræt er malet i Miniatur af W. A. Muller, som dennes Medlemsarbejde. Den kgl. Kobberstiksamling bevarer en Del Haandtegninger af Als.

(Weimvich, S. 160. Sandvig, S. 3—24. Kraft og Nyerup Lex. Skild. 1829, Sp. 871. Adresseav. 1762, Nr. 91. do. 1776, Nr. 15. Kgl. Regnsk. i Rigsarch., Lengnik, Helligg. K. Giessing Jubell. II, 370. Hennings, 83—86. Høst, Struensee III, 249—51. Wraxall, Caroline Mathilde I, S. 245. Bricka I, 191. Akad.)

 

Alsing. Hans Frederik Alsing, Stempelskærer, født d. 8. Sep­tember 1808, var i København Elev af J. Conradsen, samtidig med at han fra 1819 besøgte Kunstakademiet. Han fik senere Ansættelse' ved Mønten i Altona under G. V. Bauert, var fra 1841 Krohns Med­hjælper og blev Møntmester fra den 3. September 1856 til 1863. Han var gift med Kathrine, født Lorange. Med Titel af Justitsraad døde han i København d. 30. December 1871.

(Priv. Medd.  efter Møntens Archiv.    Berl. Tid.  1872, Nr. 2.)

 

Amberg. Hans Christian Amberg, Architekt, Søn af Lægen Hans Christian Amberg (f. 1808, d. 1882) og Henrikke Frederikke født Bentzen, blev født 23. Sept. 1837, lærte først Snedkerhaandværket, blev Svend 1855 og arbejdede som saadan i et Aar. Efter at have bestemt sig for at blive Bygmester, arbejdede han en kort Tid hos Bindesbøll, senere hos Chr. Hansen og Meldahl, samtidig med at han besøgte Kunstakademiet, hvor han 1863 fik mindre Sølvmedaille og 1865 Akademiets Afgangsbevis. Senere har han opnaaet den mindre Guld-medaille for »Et Gymnasium« (1870) og den store for »Et Mausoleum” (1874). Fra Oktober 1876 til Oktober 1879 var han Lærer ved den architektoniske Forberedelsesklasse paa Kunstakademiet og i 1883 blev han Medlem af Akademiet. Hans vigtigste Værk er Restaurationen af Domkirken i Ribe.

(Priv. Medd. Pers. Tdskr. IV, Till. S. i. Bricka, I, 193. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

L'Amoureux. Abraham César l'Amoureux, fransk Billedhugger, blev formodentlig efter Grev Gyldenløves Anbefaling indkaldt til Dan­mark (1681?) for at modelere en Rytterstotte af Christian V. De sæd­vanlige trykte Kilder henførte til denne Kunstner nogle Levnedstræk, som findes i et ældre fransk Værk om Lyons mærkelige Mænd. Disse Efterretninger gælde imidlertid, ifølge Oplysninger, som ere meddelte gennem Udenrigsministeriet, en Francois l'Amoureux eller Lamoureux, der var født 1674 i Lyon, giftede sig 1700 med Elisabeth Chrestien, og døde i temmelig ung Alder ved at styrte ud af en Postsmakke og drukne i Saone.

Den l'Amoureux, som arbejdede i Danmark, havde sin Familie med sig, og havde, i det mindste fra 1685, 600 Rdl. d. C. indtil jan. Kvartal 1692, da han døde her i Landet og blev begravet paa Trinitatis Kirkegaard: et helt Aar senere modtog hans Enke en Ud­betaling »til det resterende Arbejdes Forfærdigelse paa Kongens Torv«, og endnu i 1694 og 95 modtog hun fortsatte Udbetalinger tildels til samme Arbejde. Ifølge en Medaille, som bærer Aarstallet 1688, synes det, som om den bekendte Rytterstøtte paa Kongens Nytorv virkelig er bleven opstillet i dette Aar, selv om Arbejder ved Fodstykket, der er omgivet af fire legemsstore Figurer, har medtaget nogle Aar mere. De fire Skikkelser forestille Minerva (Visdom), Herkules (Tapperhed), Alexander (Ædelmod) og en Kvinde med en Pyramide (Æren). Under Kongens Hest ligger en Figur, som sæd­vanligvis kaldes Misundelsen. Figurerne ere støbte i Bly og have flere Gange været forgyldte; i forrige og dette Aarhundrede har dette Mindesmærke, paa Grand af det svage Stof, hvori det er udført, ligeledes flere Gange maattet underkastes betydelige Istandsættelser. Kunstneren har tillige udført en Buste i Marmor af Christian V, som blev betalt hans Enke med 100 Rdl d. C.

(Meddelelse fra Udenrigsministeriet. Kgl. Regnskaber i Rigsarch. Mønt­fortegn. Recherches pour servir å l'histoire de Lyon. Lyon 1757- Bricka I, 196. Lengnik, Trinitatis K. — Weinwich, S. 98 og Skild. 1829, Sp. 977 inde­holde de ældre urigtige Efterretn.)

 

L'Amoureux. Claude l'Amoureux, en Broder til Abraham César l'Amoureux, deltog i Arbejdet paa Christian V's Rytterstatue og fik ved kgl. Resolution af 12. Juni 1686 en aarlig Lønning af 200 Rdl. d. C., regnet fra i. Jan. s. A., som han vedblev at oppebære til 1699. Da der ved dette Aar er en Afbrydelse i de kgl. Regn­skaber, vides ikke, om han er død eller bortrejst og da naar. Ved Regnskabernes Genoptagelse 1706 er hans Navn forsvundet.

Foruden at hjælpe Broderen,   skulde  han   »reparere  og   vedligeholde Statuerne i Rosenborg Have«.

(Kgl. Regnskaber i Rigsarch.    Thaarup.)

 

Amyot, se Cathinca Engelhart.

 

Amsinck. HelvigAgnete Amsinck, Malerinde, Datter af Etats-raad, Kammerjunker Conrad Amsinck og Caroline f. Hansen, er født den 10. December 1872 i København, gennemgik, efter at være dimitteret fra Tegneskolen for Kvinder, den med Akademiet for­bundne Kunstskole for Kvinder fra d. i. Febr. 1891 til d. 28. Maj 1894, da hun fik Afgangsbevis fra Skolen som Malerinde.

(Akad.)

 

Ancher. Anna Kirstine Ancher, født Brøndum, er Datter af Købmand og Gæstgiver Erik Brøndum (f. 1821) og Anna Hedvig f. Møller (f. 1825) og blev født paa Skagen d. 18. August 1859. Dette Sted blev under hendes Opvæxt jævnlig besøgt af Kunstnere, som boede i hendes Faders Hotel, hvorved flere af dem fik Lejlighed til at se og opmuntre det Talent, som allerede i Barndomsalderen og den første Ungdom viste sig hos hende. Dette medførte, at hun i Vintrene 1875 til 1878 fik Lejlighed til at besøge Kyhns Tegneskole og uddanne sig der, samtidig med at hun paa egen Haand studerede efter Naturen. I 1879 havde hun sit første Arbejde paa December-udstillingen paa Charlottenborg, i 1880 nævnes hun første Gang i For­tegnelsen til Foraarsudstillingen under sit Pigenavn, men 18. Augusts. A. ægtede hun paa Skagen den nedennævnte Maler M. P. Ancher, og har væsentlig vundet sit Kunstnerry under sit nye Navn. Hun maler sædvanligvis mindre Billeder, som oftest kun med en enkelt eller to Figurer og med simple rolige Motiver; en enkelt Gang har hun og Manden malet et Billede sammen. Allerede ved den nordiske Ud­stilling i 1883 kunde hun udstille Arbejder, der havde vakt Opmærk­somhed i Publikum. I 1889 fik hun anden Medaille i Paris; i 1891 havde hun en Rejseunderstøttelse paa 800 Kr., og samme Aar fik hun »Hæderlig Omtale« ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin. Hun har siden til Stadighed udstillet. »En Begravelse« (udst. 1891) blev købt til den kgl. Malerisamling. »To Gamle, der plukke Maager« (1883) og »To Gamle med deres Kaniner« (1893) tilhører Grosserer H. Hirschsprungs Samling. En Studie, udført i Pastel, ejes af Kunst­foreningen i København.

(Bricka I,  199.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Ancher.    Michael Peter Ancher, Genremaler, er født paa Gaarden Frigaard i Ruthsker  Sogn  paa Bornholm  d. 9. Juni  1849   og  er Søn af Landmand,   senere Købmand i Rønne,   Hans  Michael Ancher   og Ellen Elisabeth  f. Munch.      Efter  at   have  gaaet i Rønne Realskole, blev   han   1865  Skriver  paa Kalø Godskontor og fik der,   ved at se rejsende Kunstnere gøre Studier,  Lyst til selv at blive Maler.      Han kom   1871   til  København  og   begyndte  i  Oktober Kvartal s. A.   at besøge   Kunstakademiets   Skoler;    disse    gennemgik   han   forholdsvis hurtigt,   fik   1874   »Tilladelse til Afgang«   (svarende  til ældre Tiders mindre Sølvmedaille) forsøgte i  1875 at tage Afgang, men opgav det, og har siden uddannet sig væsentlig paa egen Haand.     Dog begyndte han allerede  1874 at  udstille.    Studierejser om  Sommeren førte ham allerede  1875 til Skagen,   hvilket  blev afgørende for hans Liv,   ikke alene fordi han   fra den Tid af for største Delen har gjort Fiskernes Liv paa Sø og paa Land, i Hjemmet og paa Værtshuset til Genstand for sin Kunst,   men ogsaa fordi han der saa den unge Pige voxe op til  Kunstnerinde,   som   i   1880   blev   hans  Hustru  (se Anna Ancher foran),   og fra den Tid af har han haft fast Bolig paa Skagen.    Det første Billede, som vakte usædvanlig Opmærksomhed for hans kraftig fremvoxende Talent,   var   »Vil  han klare Pynten?«   (udst.   1880,   tilh. Hs. Maj. Kongens Saml.);  »Redningsbaaden køres gennem Klitterne« (udst.   1883)  blev  købt til  den kgl. Malerisamling.     I  1885   fik han en  Rejseunderstøttelse   paa 800 Kr.;   i  1887,   det  første Aar   »Aars-medaillerne«   uddeltes,   fik   han   denne   første  Gang  for   »En Barne-daab«  med legemstore Portræter af ham selv og Hustru og de Venner og Slægtninger,   bl. a. Maleren Krøyer,   som   overværede  den  glade Familiebegivenhed, i  1887  fik han det Ancherske Rejselegat og tillige Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.),   i  1889 fik  han   den anden Aarsmedaille,   d. v. s. Medaillen  til C. V. Eekersbergs Minde og   blev Medlem   af Akademiets  Plenarforsamling   for   »Fiskere   ved Stranden«.     Af Portræter  har han bl. a. malet sin Hustru i Legemstørrelse (1889), hvilket hører til Grosserer H. Hirschsprungs Samling, og et Brystbillede  af Maleren Krøyer.     Hans Billeder have  for   det meste hele eller halve Figurer i Legemstørrelse,   og  han  dvæler  med Forkærlighed  ved   Friluftsæmner   og   ikke   sjælden   med Lysvirkning af den  nedgaaende  Sol;   men   ogsaa  i Billeder  med  mindre  Figurer gengiver   han    undertiden   Æmner    med    mere   vemodig    Stemning, medens   de   store  Billeder  snart   ere   prægede  af Fiskerlivets   Alvor, snart   søger  at  give  dette  et   humoristisk Udtryk.     Ancher har nydt megen  Anerkendelse  i  Udlandet;   i   1888   blev   han Ridder  af den

 

bayerske Michaelsorden,   i   1889  fik  han  en   første Medaille   i Paris, i  1891  en anden Medaille i Berlin,   i  1894 ligeledes anden Medaille i Antwerpen.    Den  28. Juli  1894 blev han Ridder af Dannebrog.

(Bricka I,  201.    Priv. Medd     Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Anders Christian Andersen, Maler, Søn af Mølle­bygger Geert Andersen i Viborg, er født den 19. August 1859 i Bustrup Mølle i Salling og blev Student fra Viborg Skole. Derefter besøgte han Kunstakademiets Skoler fra Nov. 1878 til April 1884; han havde allerede i 1883 faaet »Tilladelse til Afgang«, men fik ikke Afgangs-bevis som Maler. I 1886 og 1887 udstillede han to jyske Land­skaber og »En Møllersvend«. Sidstnævnte Aar boede han i Thisted.

(Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Anders Martin Andersen, Architekt, Søn af Tømrer R. Andersen, blev født den 15. December 1861 i Odense. Han gennemgik Kunstakademiet fra i. Febr. 1887 til 28. Maj 1894, da han fik Afgangsbevis som Architekt.

(Akad.)

 

Andersen. Carl Christian Andersen, Maler, Søn af Gadevægter Niels Andersen (f. 1811, d. 1887) og Ane Kirstine f. Jungmann, blev født d. 7. November 1849. Under Slutningen af sin Skolegang vakte han sin Tegnelærer, Landskabsmaler Froms Opmærksomhed og blev af denne anbefalet til Hetsch; han kom efter sin Konfirmation i Maler­lære hos L. H. Holmer (s. d.) og begyndte samtidig (1863) at gaa paa Akademiet, hvor han 18. Marts 1871 fik Afgangsbevis som Maler og har udstillet fra s. A. Han konkurrerede to Aar efter til den Neuhausenske Præmie med »Sigbrit og Christian II«. I 1875 deltog han paany i Konkursen for den samme Præmie med »Mogens Munk tager Afsked med Christian II«. Allerede i 1870 blev han antaget som Elev for at lære at restaurere Malerier hos Malerikonservator F. F. Petersen (s. d.) og da denne tog sin Afsked i 1887, blev Andersen Konservator ved den kgl. Malerisamling. I 1882—83 var han udenlands med en Rejseunderstøttelse paa 1500 Kr. fra Akademiet. Den 18. Januar 1884 ægtede han Elisabeth Wienberg (f. 1859), Datter af Murermester Chr. P. Wienberg og Martine f. Abildgaard. Ved Siden af de nævnte Figurbilleder og nogle Alter­tavler har han malet en Del mindre Billeder, helst med Architektur og enkelte Figurer som Staffage.

(Bricka I, 220.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.) N. K.  L.    I.                                    Febr.  189;.    

 

Andersen. Carl .Ferdinand Andersen, Tegneinspektør, Maler, fodt i Kobenhavn d. 24. December 1846, er Søn af Stolemagermester Jørgen Christoffer Andersen og Lovise Frederikke f. Jurtzick. Han var oprindelig Murerlærling og begyndte som saadan af besøge Kunstakademiets Skoler; men han gik snart over til at blive Maler, fik i Jan. 1867 Plads i Modelskolen og d. 19. Marts 1870 Afgangs-bevis som Maler. Siden 1871 har han udstillet dels mindre Genre­billeder, dels Portræter. Han kastede sig snart over Tegneunder­visningen som særskilt Fag, var fra 1873—82 Lærer i Akademiets Perspektivklasse, og ved Siden heraf ved andre Institutioner. Fra 1882 fik han en betydningsfulderc Virksomhed som Tegneinspektor ved Kobenhavns offentlige Skoler (fast Ansættelse 1887) og fra 1883 (fast Ansættelse 1890) samme Virkomhed overfor de techniske Skoler udenfor København. Han har baade som Forfatter og som Udgiver af Læremidler virket meget til Tegneundervisningens Fremme i Dan­mark.

(Bricka I, 222.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Christian Emil Andersen, Maler, født d. 2. December 1817 i Kobenhavn og Søn af The- og Porcelænshandler Jakob Chri­stian Andersen, begyndte at gaa paa Kunstakademiet i 1829, vandt 1835 den mindre og 1839 den store Sølvmedaille. I Juli samme Aar deltog han i Konkursen for den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var: »Odysseus genkendes af Eurykleia« ; hans Arbejde fik ikke Medaillen, men det blev ham dog tilladt at fremsætte det Aaret efter (April 1840) paa Akademiets sædvanlige Udstilling. Imidlertid havde han siden 1835 udstillet enkelte Billeder, dels med Æmner af det daglige Liv, dels historiske Fremstillinger, og han havde (1839) haft den Tilfredsstillelse, at den kgl. Malerisamling købte et af de udstillede Billeder: »Carl I tager Afsked med sine Børn i Fængslet«. l Foraaret 1841 fik han den nylig indstiftede Neuhausenske Præmie for et historisk Billede, »Fremstillingen i Templet«, og da der kort efter fra Holsten kom Bestilling til Akademiet paa en Altertavle til Wedel Kirke der, tilbød Kunstakademiet Andersen dette Arbejde for 32oRcll, og han malede nu »Kristus i Emaus«, der var udstillet 1842. Han konkurrerede anden Gang til den mindre Guldmedaille 1841 med »Kristus hos Martha og Maria«, ligeledes uden at faa den. Aaret efter rejste han til Paris med Edv. Lehmann og Friedlænder, og derfra til Miinchen. I 1843 kom han hjem igen, fuld af Livslyst og godt Mod, og konkurrerede igen til Guldmedaillen uden at opnaa den. Hans sidste Arbejde udstilledes 1844 og forestillede »Christian II og Dyveke«. Hans Livsbane var endnu kun lovende Begyndelser, da Døden bortrev ham d. 2. December 1845 paa hans Fødselsdag. Hans Portræt er lithograferet af Gemzøe.

(Priv. Medd. Strunk. Breve til J. L. Lund i kgl. Bibi. Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn.)

 

Andersen. Cilius Johannes Konrad Andersen, Maler, født i Odense den 10. Marts 1865, er Søn af Murmester Hans Christian Andersen (f. 1827) der; hans Moder døde ved hans Fødsel. Faderen vilde ikke tillade ham at gaa Kunstnervejen og satte ham i Handels­lære, hvori han forblev i tre Aar. Da han var 18 Aar gammel, flyg­tede han til København til en Onkel, der vilde hjælpe ham til at blive Maler. Faderen kaldte ham derpaa hjem og satte ham i Maler­lære. Efter to Aars Forløb blev han Svend og kom nu til Køben­havn, hvor han arbejdede i sit Fag og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1884 til den 28. Maj 1889, da han fik Afgangsbevis som Maler. Andersen udstillede første Gang 1885 ved en December­udstilling og første Gang paa Foraarsudstilling i 1890. Han har malet dels Portræter, dels Genrebilleder, særlig fra det brede Lag i Samfundet og vakte hurtig saa megen Opmærksomhed, at han i disse Aar fra 1891 til 1894 har nydt Legater vexelvis fra forskellige Institu­tioner, som gøre sig det til Opgave at støtte kunstnerisk Stræben. Af hans Arbejder kan fremhæves »En Forstadskvinde« i Legems­størrelse (udst. 1892), »En Barnebegravelse paa Vestre Kirkegaard« (1893) og »Husholderske søges« (1894).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Frederik Oscar August Andersen, Xylograf, Søn af Overpolitibetjent Anders Andersen (f. 1812, d. 1878), er født den 19. August 1848 i København og har lært Xylografien hos H. P. Hansen; Læretiden var tre Aar. Han besøgte Kunstakademiets Tegneskole fra 1867 til 1870 og har udstillet nogle Træsnit. Andersen har arbejdet et Aar i Paris (1868—69) og fem Aar i Kristiania. Han har udført en stor Del af Træsnittene til Jubilæumsudgaven af Hol­berg og til Andersens Æventyr, alle efter Hans Tegners Tegninger.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen.    Laurits Andersen, Maler, se Ring.

 

Andersen. Ludvig Andersen, Architekt, Plejesøn af Husmand Anders Christensen i Vindinge ved Roskilde, er født den 14. April 1861 i København. Han tog 1877 Realafgangsexamen i Aarhus og kom i Murerlære. Fra Oktober 1879 har han besøgt Kunstakademiet i Kobenhavn og fik den 30. Marts 1890 Afgangsbevis som Architekt. I August 1894 ægtede han Dagmar Pingel, Datter af den slesvigske Advokat, nu Klasselotterikollektør J. C. Pingel. Han har senere arbejdet under Holm, Storck, Nyrop og Schiødte og har selv bygget Sparekassen i Løgstør, samt nogle Privatbygninger. (Priv. Medd. Akad.)

 

Andersen.     Claus  Andersen,   »Bygmester.    Han   reparerede   og byggede paa Viborg Domkirkes Taarn  1569.« (Weinwich. S. 43.)

 

Andersen. Peder Andersen, Historiemaler, kaldes flere Steder, f. Ex. i de kongelige Regnskaber, Peder Nordmand, hvoraf man tør slutte, at han var fra Norge. Han traadte 1680 i kongelig Tjeneste med 400 Rdl. d. C. om Aaret, og fik fra 1685 600 Rdl. om Aaret. Om han forst 14. Marts 1683 fik Titel af Hofskildrer, som Thiele angiver (Kstakad. og Hestst., S. 5), har jeg ikke kunnet finde. Ved St. Hansdagstid 1690 kom Magnus Berg i Lære hos ham paa Frederiksborg, hvor han den Gang var sysselsat, og forblev hos ham til hans Dod, som indtraf i Kvartalet April—Juni 1694. Mere vides ikke om hans Levnedsomstændigheder. Af hans efterladte Billeder, hvoraf tre vare i Frederiksborg Slotskirke før Branden, nu derimod kun ét, ser man, at han hørte til den Skole af danske Malere, som dannede sig efter Hollænderne, navnlig Karel van Mander og Wuchter. I den kongelige Malerisamlings Eje er et Stykke forestillende »Skat­tens Mønt«. Desuden har han ifølge Burman-Becker tegnet Kar­tonerne til de Tapeter, som vævedes i Køge af Brødrene v. Eichen, og som findes i Rosenborg Riddersal. De forestille Begivenheder i Christian V's skaanske Krig. Han var en middelmaadig Kunstner, men fattedes ikke Sans for en virkningsfuld Anordning. Af Portræter kendes: Prof. theol. Johannes Lassenius, Niels Juel og Gehejmeraad Michael Wibe, stukket af Hubert Schaten.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Thiele Kstakad. S. 4—5. Burman-Becker, Om Tapeter, S. 28. Strunk. Bricka I, 252.)

 

Andersen. Rasmus Morten Andersen, Billedhugger, født den 25. September 1861 i Orting ved Horsens, er Søn af Tømrer Niels Andersen (f. 1833, d. 1887) og Johanne f. Mortensen (f. 1834, d. 1873). Efter Konfirmationen kom han i Billedskærerlære hos C. A. Blichfeldt  og begyndte paa Akademiet i Oktober 1877. Om Sommeren arbejdede han hos Professor Vilh. Bissen, af hvem han er Elev, og for hvem han har arbejdet en Del Aar, dels med at modelere, dels med at udføre i Marmor; senere har han arbejdet hos Professorerne Stein og Peters. Han gennemgik imidlertid Akademiet og fik ved Udgangen af 1883 Afgangsbevis som Modelerer, vandt derpaa i Oktober 1884 den mindre Guldmedaille og fik i 1886 en mindre Rejseunderstottelse paa 400 Kr. Derimod opnaaede han ikke den store Guldmedaille ved Kon­kursen s. A. I 1889 fik han det Ancherske Legat og tilbragte Vintren 1889—90 paa Rejse i Sydeuropa, navnlig Italien og Frankrig. Andersen begyndte at udstille 1882. Af hans Arbejder kan, foruden en Del Buster, f. Ex. af Prof. Stein (1891) af afd. Ragnhild Gold-schmidt og af Politikeren C. Berg (1892) bl. a. fremhæves »Kraka« (udst. 1888), »En Sommeraften« (Statuette, modeleret i Rom 1890), udført i Marmor til Grosserer Mühlendorff, og en Kristus (Ecce homo) i 1894. Desuden udførte han i 1893 eu Statue af H. C. Andersen til Chicago. Andersen ægtede i 1888 Karen Sofie Nielsen, Datter af Gaardejer Niels Christensen i Ølstykke, og har i 1893 faaet Ansæt­telse som Konservator ved Thorvaldsens Museum og noget tidligere ved Akademiets Skulptursamling.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen-Lundby. Anders Andersen-Lundby, Landskabsmaler, har taget sit Tilnavn efter en Landsby i Nærheden af Aalborg, hvor han blev født den 16. December 1841 som Søn af fattige Husmandsfolk. Han har næsten ganske uddannet sig paa egen Haand, og om det end lykkedes ham, ved andres Hjælp, i 1861 at komme til København, besøgte han dog ikke Kunstakademiet eller skaffede sig anden Vejledning end den, han fik ved at se andre Kunstværker. Han ernærede sig i Førstningen ved at male tarvelige Smaabilleder for Kunsthandlerne; men efterhaanden udvikledes hans Øje og Haand, og fra 1864 kunde han begynde at udstille. Det var dog først fra 1869—70 han fandt sit særlige Omraade i Vinterlandskabet og vakte Opmærksomhed nok til at finde Købere i en bedre Kreds end tilforn. I 1876 udvandrede han med sin Familie til München, hvor han, fra­regnet enkelte Besøg i Hjemmet, siden har haft fast Bolig, og han har som Følge deraf ogsaa taget sine fleste Motiver fra denne Stad eller dens Omegn. Dog har han til Stadighed udstillet i Danmark. Et større Billede »Bøgeskov med nyfalden Sne« (1881) tilhører den kgl. Malerisamling.

(S. Muller,    Nyere dansk Malerk.    Bricka I, 254.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)   

 

Andreasen. Anna Signe Ingeborg Petrea Andreasen, Blomster­malerinde, er født den 31. August 1853 paa Gaarden Prøvesten i Lillerød og er Datter af Sognefoged N. Andersen (f. 1819, d. 1891) og Karen f. Madsen. Hun havde Lyst til at male og bestemte sig endelig fra 1877 for Alvor at lægge sig derefter, dog endnu væsentlig ved Selvstudium. I 1883 begyndte hun at udstille (»Vildtvoxende Planter«), men det var først i 1887, at hun i Paris tog regelmæssig kunstnerisk Undervisning. Senere har hun besøgt Italien i Foraaret 1894. Fast Bolig paa Landet giver hende rig Lejlighed til at studere Blomster og Frugter i det fri.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Angelo. Theodor Gottfred Nicolaus Angelo, Kobberstikker, blev født den 9. Oktober 1767 i Slesvig, hvor hans Fader, »en født Franskmand«, endnu levede 1792 som Uhrmager. Han vilde have været Maler og lærte at tegne i Slesvig, men 1780 kom han til København og blev der Lærling hos den daværende Kobberstikker ved Videnskabernes Selskab, Guittair. Samtidig med at han hos denne lærte Skrift- og Kaartstikning, besøgte han ogsaa Kunstakade­miet for at uddanne sig til Kunstkobberstikker ; men fik liden Lejlig­hed til at virke som Kunstner, da han ved Guittairs Død 1787 fik dennes Plads som Kaartstikker ved Videnskabernes Selskab. Af Portræter har han stukket Peter Bugge, tegnet af Thorvaldsen (1794), og Dr. med. Rudolf Buchhave, malet af Povl Ipsen (1796). Den 3. Juni 1796 ægtede han Philippe Sofie Holst. Han døde d. 21. Juni

(Weinwich, S. 233. do. Lexikon. Schlesw. Kstbr. S. 41. Thaarup. Lengn. Petri og Trinitatis K. Krohn I, 148. Strunk.)

 

Anthon. Georg David Anthon, Architekt, født 1714, gik, som det synes, den militære Vej og studerede paa samme Tid Bygnings­kunsten under Eigtved, hvis Konduktør han var. Han var Løjtnant, da han den 30. September 1751 blev udnævnt til kgl. Bygnings­inspektør. Allerede forinden (1748) var han bleven Informator i Bygningskunsten ved det ældre Kunstakademi. Han gik over i samme Stilling i det nye Akademi (1754) og forblev i denne Stilling indtil 1760, da han ved sin Udnævnelse til kgl. Bygmester og Inspektør ved de kgl. Slotte i Fyn og Jylland maatte fratræde som Lærer.

  1. I Tillægget til Udstillings-Katalogen  1844.   Nr. 392 nævnes  »et Portræt t  af en anden Angelo, maaske en Udlænding.  

 

Aaret efter blev han ved Fortlings Død Hofbygmester og Inspektør over alle Slotte i Danmark (27. Juli 1761). Han har bygget den tyske Frederiks Kirke paa Christianshavn, Kirken efter Eigtveds teg­ning, Spiret, som det synes, efter sin egen Opfindelse. Grundstenen til Kirken blev lagt den 12. Juni 1755 og Spiret var færdigt den 30. Juni 1769. Han ombyggede ogsaa Bregentved Hovedgaard paa Sjælland (jfr. E. Axel Berg). Allerede 1759 udgav han »Anvisning til den civile Bygningskunst« paa Dansk og Tysk i Folio. Dette Værk blev oplagt paany 1772 og 1818. Anthon blev d. 28. April 1755 gift med Anna Margrete Eigtved, en Datter af Bygmesteren; han døde d. 30. August 1781.

(Weinwich, S. 152, 172. Posttid. 1751 Nr. 81—82. Kgl. Regnsk. i Rigs-archiret. Wiedewelt Pap. i Univ. Bibi. Lengn. Petri K. F. R. Friis, Sml. S. 119. Worms Lit. Lex. Suppl. Rothe, Kbh. Kirker, S. 43. Bricka. I, 294. Akad.)

 

Anthonius. Anthonhis Contrafeyer (d. v. s. Portrætmaler) nævnes under 1581 som skyldsat for 34 Mark til Frue Kirke og boende i Hans Sukkerbagers Gaard.

(Kbh. Dipl. I,  507.)

 

Antwerpen.    Johan af Antwerpen, se Johan af Antwerpen.

 

D'Arbes. Josef Frederik August d'Arbes, Portrætmaler, var efter Weinwich født i København, ifølge Schlesw. Kunstbeitr. i Hamborg I747.1 Det første er sandsynligst, da han allerede 1759 besøgte Kunstakademiets Tegneskole i København og 1761 var rykket op i Modelskolen.2 Han lærte desuden at tegne af J. M. Preisler og at male af Pilo. Efter at have foretaget en Rejse til Tyskland, Hol­land, Frankrig og Rusland, nedsatte han sig 1785 i Berlin, hvor han 1796 blev Lærer og Professor i Portrætmaleri, og døde der d. 26. Juni 1810. Han skal især have udmærket sig i de paa den Tid saa yndede Pastelmalerier. Den kgl. Malerisamling ejer af ham et Por­træt af Catharina II af Rusland, Knæstykke.

(Weinwich, S. 205 samt do. Lexikon. Akad. Skild. 1830, Sp. 737. Spengl. Fortegn.)

 

Arbien.3 Hans Arbien, Maler, Søn af Vandinspektør Peder Eriksen Arbien (f. 1674, d. 1733) og Johanne f. Holm (f. 1685, d. 1721),

 

1  Efter Thaarup  i Kurland.

2  Kaldes i Akademiets Protokol: Josef August Ostinius d'Arbes.

3  Navnet skal være dannet af Arboga i Sverig, Faderens oprindelige Hjemstavn.                 

 

 

blev født i Christiania den 5. Jan. 1713. Han synes at have søgt Ud­dannelse i Udlandet; han malede f. Ex. 1741 et Portræt i Hamborg, var dog i København i 1750, da han den 8. April i Helliggejstes Kirke (eller Sogn) blev viet til Charlotte Amalie Erdmann, Enke efter en Withusen. Han blev 1754 Tegnelærer for de kgl. Pager og Land­kadetterne, med 300 Rdl. d. C. om Aaret, og deltog Aaret efter i Konkursen om Guldmedaillen sammen med Als, dog uden at opnaa den. Han døde d. 4. December 1766. Han er uden Tvivl den samme som J. Arbien, hvis Navn findes paa et Stik i Hjemstjernes Samling (Kat. III, S. 439). Det forestiller Frederik V i Harnisk, er et Knæstykke og er stukket i Kobber i London af Th. Burford og tilegnet Baron Solenthal. Paa Stikket staar y. Arbien Copenhagen pinx., samt en engelsk Indskrift, at Originalen ejes af John Collet, Købmand. Et andet Portræt, som er betegnet H. Arbien Effigicm pinx., forestiller Hedvig Eleonore Hoppe (Strunk, 1251), stukket af O. H. de Lode 1753. Et tredje Portræt forestiller Præsten C. L Heise i Hamborg (1741).

(Akad. Weinw. Lex. Spengl. Art. Eft. kgl. Regnsk. i Rigsarch. Lengn. Helligg. K. Pers. Tidsler. 3 R., I, S. 18. Adresseav. 1766, Nr. 183. Strunk. Hamb. Kstllex.)

 

Arbien. Magnus Gustavus Arbien, Stempelskærer, blev født d. 25. September 1716 i Christiania og er Broder til ovennævnte. Allerede som ung havde han Lyst til at gravere og forsøgte sig i at stikke Signeter, men da Faderen vilde have, at han skulde være Sømand, blev han sendt til England og gjorde derfra en Rejse til Vestindien. Efter Faderens Død rejste han til Kobenhavn for at følge sin Tilbøjelighed for Kunsten. Allerede 1732, altsaa i sit 16—17. Aar udførte han en Medaille i Anledning af Stiftelsen af Ordnen T union parfaite og i de følgende Aar nogle flere, som vel røbe Begynderen, men ogsaa saa gode Anlæg, at han fik aarlig Understøttelse for at kunne uddanne sig videre i Stockholm hos den navnkundige svejtserske Medaillør Hedlinger, som den Gang arbejdede for det svenske Hof. Ved Kunstakademiet der vandt han en Sølvmedaille i Tegning, kom 1738 tilbage til Danmark og fik Tillæg til den ham tilstaaede Understøttelse. Efter en Rejse i Tyskland (1740—42), var han 1743—44 Prinsesse Louises Lærer i Voxpoussering og blev derefter (1744) ansat som Hofmedaillør med en meget ringe Lønning (100 Rdl. d. C. om Aaret og fra 1746 200 Rdl.). Med kgl. Understøttelse rejste han 1751 først til Stockholm, hvor han gjorde Bekendtskab med Mandelberg og fulgtes siden med denne til Paris, og der var han endnu i 1753. Denne Rejse, som han foretog »med kendelig Nytte«, bragte ham imidlertid i endnu større Gæld, end han var tilforn, »thi han var en maadelig Husholder og vilde leve frisk«. Desuden var han allerede bleven gift i København 1742 med Margrete Magdalene Busch (d. 1779).

Arbien har udført Kunstakademiets første Medailler (store Sølv-og store Guldmedaille), Guldmedaillen efter en Tegning, som Saly havde gjort 1755. Stemplerne blev færdige 1758. Aaret før, den 28. Marts 1757, var han bleven Medlem af Akademiet paa en Medaille til Ære for dets Præses, Grev Moltke. Han klagede tidt over sin ringe Lønning, men i Akademiets daværende franske Periode agtedes ikke derpaa. Af Ærgrelse over sine ulykkelige Forhold skal han være bleven syg og døde den 27. Januar 1760 lidt over 43 Aar gammel. Medens han laa syg, blev der tilstaaet ham en anstændig Lønning, »men da var det bag efter«. Et halvt Aar før han døde, havde han faaet en Indbydelse til St. Petersborg paa »ligesaa glim­rende Vilkaar« som Maleren Tocqué og Kobberstikkeren Schmidt; men det blev ham nægtet at rejse af den danske Regering. Efter en anden Beretning vilde han have fulgt Kaldelsen, men dode forinden.

Arbien er en for sin Tid fortrinlig Stempelskærer, som i sine Portræthoveder røber en høj Grad af sand kunstnerisk Følelse. I den danske Møntsamling bevares over 40 Medailler af ham, hvoraf foruden de allerede nævnte maa fremhæves Medaillen i Anledning af Kronprins Frederiks og Prinsesse Louises Formæling (1742), med hvilket Aar hans skønneste Kunstperiode begynder, endvidere Salvings-medaillen (1747), Medaillerne i Anledning af den oldenborgske Stammes Jubelfest (1749), Medaillen i Anledning af Kunstakademiets Stiftelse (1754), over Holberg (1757), samt Medaillerne i Anledning af Suve­rænetetens Indførelse (17 60). Arbiens Portræt, malet af den svenske Portrætmaler Arrhenius, skal have været i Akademiets Samling, og en Buste, modeleret af Wiedewelt under begges Ophold i Paris, ejedes af hans Enke.

(Danske Saml. IV, 74. Thaanip. Weinwich, S. 147 og 176; do. Lexikon. Lengn. Slotsk. Pers. Tdskr. 3 R. I, 18. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Akad. Hen­nings, S. 103. Thiele, Kunstakad. S. 105 og 108—9. Bricka. I, 3°6-)

 

Arboe. Thomas Arboe, Architekt, er født i Rønne d. 22. Sep­tember 1836, Son af Konsul, Købmand Otto Arboe (f. 1785, d. 1853) og Oliva f. Saxtorph (f. 1801, d. 1862). Efter endt Skolegang kom han til Kobenhavn og blev Elev hos Hetsch, samtidig med at han besøgte Kunstakademiets Skoler (fra Jan. 1855). Tillige lærte han Murer-haandværket. Han gik vel Akademiet igennem til Architekturklassen (1861—62), men tog ikke Afgang. Derpaa var han Konduktør hos N. S. Nebelong, men da han ved Aftjeningen af sin Værnepligt var bleven Løjtnant, afbrød Krigen 1864 hans Studier. Efter Krigen fik han Ansættelse som Bygmester ved de nye Jærnbaneanlæg og har i denne Stilling haft Bolig i Aarhus og har opført de større Stationsbygninger i Jylland og Fyn, foruden adskillige offentlige og private Bygninger. Arboe er gift med Charlotte Amalie Petersen, Datter af Møller O. Petersen i København og Charlotte f. Møller (begge d. 1874). Han blev 1890 Ridder af Dannebrog. Hans sidste større Arbejde er Hospitalet i Aarhus (1893). (Priv. Medd. Akad. Statskal. Nat. Tid.)

 

Arentz. Johan Frederik Arentz, Portrætmaler, vandt i 1757 Kunstakademiets store Sølvmedaille for Tegning og bekendtgør 1761 i Adresseavisen, at han nedsætter sig som Portrætmaler. I Bekendt­gørelsen siger han, at han i 11 Aar har conditioneret hos Hr. Professor Pilo og lært Portrætmaleriet. Ifølge andre Angivelser var han Lærling af Als og levede siden i Lyksborg. En Joh. Arentz, som 1788 søger om at blive Mester i Malerlavet uden Mesterstykke, da han er lam i Hænderne, er mulig, men ikke sikkert den samme Person. Arentz har raderet Regnemester H. C. Cramers Portræt 1761 og døde om­trent 1790.

(Weinw. Lex. Adresseavisen 1761, Nr. 90. Akad. Priv. Optegn. Krohn, I, 38. Strunk.)

 

Aretæus. Daniel Åretens, Billedhugger, nævnes i Annales Corbeienses ved Aar 1455 som »en særdeles Kunstner i forskelligt Billedhuggerværk«, der kaldes til Danmark af Kongen (o: Christian I). »som agtede ham meget højt«. Man har sluttet deraf, at han kunde være Mester til det saa kaldte oldenborgske Horn, som endnu bevares paa Rosenborg, og som skal have været bestemt til de hellige tre Kongers Kapel i Køln.

(Scripteres Brunsv. II,   S. 318.     Langebek,   Jubeltale   over Chr. I,   S. 62. Weinw.,  S.  2.   Brock,  Oldb. Kong.  S.   1—2.)

 

Arnesen. Vilhelm Karl Ferdinand Arnesen, Sømaler, er født ; Flensborg den 25. November 1865 og Søn af Skibsfører Georg Arnesen (f. 1832 paa Dragør), den Gang bosat i Flensborg, og Justine Mathilde, f. Kock fra denne B}-. Efter Krigen flyttede For­ældrene til Aalborg, hvorved han fik dansk Indfødsret, og der gik han i Skole, naar han ikke var paa Togter med Faderen. Da nogle Ungdomsarbejder, særlig af Skibe, vakte Opmærksomhed, ogsaa uden­for Hjemmet, blev han efter Konfirmationen sat i Malerlære hos Malermester Schmiegelow i København i 1879, hos hvem han blev Svend 1884. Samtidig besøgte han det techniske Selskabs Skole og fra Oktober 1882 Akademiet; han rykkede vel op i Modelskolen, men tog ikke Afgang og forlod Akademiet 1888. Imidlertid havde han malet efter Naturen og fik et Par Billeder optagne paa December­udstillingen i 1886, og ved næste Foraarsudstilling begyndte han at udstille som Sømaler og vandt efterhaanden Navn ved sine altid paa Naturstudicr hvilende Billeder. Dels ved heldige Salg, dels ved flere Understøttelser, bl. a. i 1892—93 en paa 900 Kr. af det Bjelkeske Legat, saa han sig i Stand til at rejse meget og gøre Studier for­skellige Steder. Et af hans først udstillede Arbejder (1887) »Havnen, set fra den Grønlandske Handels Plads« blev købt til Aalborg-Museum, et i 1891 udstillet Arbejde »Efteraarsdag i Sundet« vakte Opmærksomhed, blev s. A. udstillet i Miinchen og der solgt til Amerika. I 1893 fik han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et større Sejlskib ligger bak for Lods« (Udst. Nr. 20). (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Aspaas. Svend Aspaas, Bygmester, født paa Røraas i Norge har - - i Christian VII’s Tid - - opført adskillige Bygninger i Throndhjems Omegn og Vangs Kirke paa Hedemarken. Han er bekendt for adskillige Færdigheder.

(Weimvich, S. 227, do. Lex.)

 

Attrup. Carl August Attrup, Søn af Værtshusholder L. J. Attrup og født i København 1811, blev sat i Lære hos Billedhugger Chri­stian Thielemann og begyndte at gaa paa Kunstakademiets Tegne­skoler i Okt. 1826. Men allerede den 27. April 1831 afgik han ved Døden.

(Akad.    Skifteretten.)

 

Aumont. Horace Henri Philippe Aumont, Maler, Søn af den nedennævnte Louis Aumont, født den 16. December 1839 i Hamborg, kom i 1842 med Faderen til København, hvor han ud­dannede sig til Porcelænsmaler og ved Prof. Hetsch' Medvirkning fik Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik. Han udstillede tillige Blomster­stykker 1861—63. I Krigen 1863—64 var han med ifølge sin Værnepligt, og blev saa haardt saaret i Slaget ved Sankelmark den 6. Febr. 1864, at han døde Dagen efter.

(Priv.Medd.   111. Tid. 1864.   S. 260.   Berl. Tid. 1864.   Reitzel.   Udst. Eortegn.)

 

Aumont. Louis Auguste Francis Aumont, Søn af Underbogholder i Nationalbanken og Major i Borgervæbningen Jean Pierre Marie Aumont (hvis Fader, J. A., var Hofmodehandler i Paris) og Elisabeth f. de Janty, blev født i København d. 7. Januar 1805. I sit femtende Aar begyndte han at gaa paa Kunstakademiet, hvor han 1824 fik den mindre og 1826 den store Sølvmedaille, samtidig lærte han at male hos Portrætmaler H. Hansen. Kort efter at den store Sølv­medaille var tilkendt ham, udbad han sig Akademiets Anbefaling, da han vilde søge kgl. Rejseunderstøttelse. Direktøren fik det Hverv at fraraade ham at rejse, før han havde naaet en større Udvikling: ikke desto mindre afrejste han den 22. September 1826 til Paris med et Aars Stipendium af Kongen paa 200 Sp. (800 Kroner) og den samme Sum aarlig i to Aar som privat Understøttelse af Grev Moltke, efter at han i nogen Tid tilforn havde besøgt Eckersbergs Malerskole. I Paris, hvor han strax efter sin Ankomst havde brækket Benet og laa paa Hospitalet i tre Maaneder, var han saa heldig 1827 at faa et Portræt paa Salonen og fik senere Lejlighed til at male ikke faa Portræter, medens han tillige studerede i Gros' Atelier; han søgte fra Paris paany om Akademiets Anbefaling og fik Attest for »at have lagt umiskendeligt Talent for Dagen«, hvorefter han ved kgl. Resolution af 25. Marts 1828 fik 400 Rdl. r. S. fordelte paa to Aar. Aumont kom tilbage til København d. i. Juli 1829, og udfoldede i flere Aar en betydelig Virksomhed som Portrætmaler. I December 1832 indsendte han et Portrætstykke med tvende Børn (Oberstltn. Hagemanns Born, udst. 1833), for derpaa at agreeres; men han fik det Raad at tage sit Arbejde tilbage for senere at ind­sende et bedre. April 1833 ønskede han igen at blive agreeret paa et Portræt af Fru Heiberg, men fik samme Svar. Maaske Krænkelse herover medvirkede til, at han om Somren 1834 solgte sine Malerier ved Auktion og rejste til Hamborg, hvortil han kom d. 7. September, og der forblev han bosat indtil Hamborgs Brand 1842, da han vendte tilbage til København, hvor han nu levede til 1847. Af Hensyn til sin Helbred tog han derpaa til Vestindien; men da han stadig følte sig syg, malede han ikke meget der. I Haab om, at Søluften skulde gavne ham mere, modtog han (1853) Plads som Intendant og Hovmester i Orlogsbriggen »Mercurius«, der havde mistet en stor Del af sit Mandskab af den gule Feber, og vedblev nu at fare med Marinens Skibe lige til 1865, blot afbrudt ved et Ophold i København og Paris 1858—59. Efter at have taget sin Afsked, købte han sig samme Aar ind i Sygehjemmet, hvor han døde den 6. Maj 1879. Han blev 1832 gift med Vilhelmine Bernardine født Paasche (f. 1812, d. 1894). Aumont var i lang Tid en meget søgt Portrætmaler, omend hans Billeder mere udmærkede sig ved en ret behagelig Helhed end ved fremtrædende kunstneriske Fortrin.

(Priv. Medd.   Bricka I, 381.   Berl. Tid. Nr. 107.   Akad.   Reitzel.   Udst. For­tegn.   Strunk.)

 

 

 

 

Baadsgaard. Alfrida Vilhelmine Ludovica, født Madsen, Maler­inde, Datter af Vognfabrikant August Frederik Madsen (f. 1795, d. 1873) og Elisabeth Birgitte f. Jørgensen (f. 1807, d. 1889) og fodt den 17. September 1839 i København, ægtede den 26. Oktober 1866 Cand. juris., Assistent i Overretten, Frederik Vilhelm Baadsgaard (f. 1832) og Søn af Justitsraad Hans Kofoed Baadsgaard (f. 1793, d. 1865), Byfoged i Bogense og Elisabeth Schuerer (f. 1795, d. 1857), Datter af Kobberstikker Franz Schuerer (s. d.). Efter at have tegnet en kort Tid hos O. D. Ottesen i sin Ungdom og senere at have malet hos Balsgaard, samt hos O. A. Hermansen (1877) har hun siden 1876 til Stadighed udstillet som Blomstermalerinde.

(Priv. Medd.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Baagøe. Carl Emil Baagøe, Sømaler, Søn af Skibsfører Jan Hansen Baagøe og Dorthea Frederikke født Hendriksen, er født d. 22. August 1829 paa Christianshavn. Faderen tog ham i en Alder af 121/2 Aar med til Søs, for at prøve, om han, ligesom sin øvrige Slægt, havde Lyst til at være Sømand. Da han hellere vilde tegne og male Skibe end fare med dem, fik han Adgang til Kunstakademiet i Januar 1844 og kom efter sin Konfirmation s. A. i Malerlære. Efter af han 1848 var bleven Svend og skulde ernære sig ved sit Arbejde, levede han som Dekorations- og Rullegardinsmaler, medens han i sin Fritid ivrigt dyrkede sit kæreste Fag, Sømaleriet og besøgte Skibsværfterne for at tegne Skibe. Omsider opgav han aldeles Haandværket, for at hellige sig Kunsten, og han har siden 1855 stadig udstillet som Marinemaler Frugten af hvad han havde set paa sine talrige Studierejser. I 1864 havde han en Rejseunderstøttelse af Kunstakademiet paa 200 Rdl. (400 Kroner) til Rejser i Indlandet, og i 1866 og 1868 foretog han et Par Rejser til Norge. Næsten alle hans større Arbejder ere, ligesom flere andre af vore Sømaleres, solgte til England. Han ægtede 1862 Ida Hansine født Sørensen Datter af Møller Hans Sørensen.

(Priv. Medd.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Konst og Æsth., S.   195.)

 

Baagøe. Peder Baagøe, Kobberstikker, Søn af Skibsfører Baagøe, var født paa Dragør den 27. Februar 1789, og var Broder til J. H. Baagøe, Sømalerens Fader. Han synes ikke at have uddannet sig ved Kunstakademiet til Kobberstikker, men en Ansøgning af ham til Fonden ad usus publicos blev i 1813 sendt til Akademiets Betænk­ning, hvorefter der blev ham tilstaaet 300 Rdl. N. V. og det følgende Aar 100 Rdl. N. V. Foruden nogle Plader til Flora Danica har han stukket sex Blade med Skibe efter forskellige Kunstnere og Titelvignet til Ugebladet »Freja«, tegnet af C. V. Eckersberg (1821). Han døde i en ung Alder den 13. Oktober 1826.

(Priv. Medd.   Akad.   Krohn I,  191.)

 

Baasch. Frederik Theodor Baasch, en Søn af den nedennævnte H. F. Baasch og født i Eckernførde 1821, besøgte Kunstakademiet i København fra 1839, blev Elev af Modelskolen 1841 og udstillede 1841—44 ialt syv Billeder, dels Portræter, dels Genrebilleder, hvoraf et Genrebillede i 1842 »Nogle Personer, som læse Plakater paa et Gadehjørne«, skal have vist Paavirkning af Eckersberg og udmærket sig ved en kølig, men ret klar Farve. Derimod stemples »En Dreng med Cigarer« som et Begynderarbejde.

(Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Høyens efterl. Pap.)

 

Baasch. Hans Frederik Baasch, Portrætmaler, fik den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet i København 1809 og udstillede 1810—12 som Akademiets Elev og senere 1823 som Malermester i Eckernførde nogle Portræter og Prospekter. Dog nævnes han i 1824 og 1839 som Portrætmaler sammesteds og levede endnu 1847.

(Akad.   Reitzel.   Udst. Fort.   Tregder,  Hdh. for Rejs., S. 33.)

 

Bache. Otto Bache, Maler, Søn af Købmand Niels Bache (f. 1795, d. 1860) og Emilie Kirstine født Winther (f. 1803, d. 1856), er født i Roskilde d. 21. August 1839. Forældrene flyttede 1843 til Kobenhavn, hvor Sønnen sattes i Borgerdydskolen i København. Dog begyndte han allerede, da han var ti Aar gammel, at besøge Kunstakademiet, og lærte samtidig at male hos Marstrand, som den Gang ikke kunde faa Øjet ret op for Kunstnerens fremspirende Talent. Efter at Bache i 1856 havde faaet Akademiets mindre og store Sølvmedaille, helligede han sig Portræt- og Genremaleriet, men har ved Siden heraf udført ikke faa større Billeder i historisk Ret­ning. Med Forkærlighed griber han Æmner, hvori Dyrene spille en Rolle, saaledes at han endog i Valget af historiske Æmner synes at lade sig lede af Hensyn dertil, f. Ex. »En Centaur, som leger med sin Søn« (1869), »Daniel i Løvekulen« (1872), »De Sammensvorne ride fra Finderup Lade efter Drabet paa Erik Glipping« (1882, Frdborg Mus.). Han fik 1863 den Neuhausenske Præmie for »Hus­dyr i Bondegaarden« og 1866 Akademiets saa kaldte mindre Rejse­stipendium samt de to følgende Aar mindre Tillæg til dette. Han drog først til Paris, hvorfra han bl. a. hjemsendte »Karreheste« og »Franske Omnibusheste i Stald«, Det sidste Aar tilbragte han i Italien. Efter Hjemkomsten (1868) giftede han sig (d. 10. August s. A.) med Clara Charlotte Elise født Haagensen, Datter af forh. Skrædermester Hans Haagen Haagensen (f. 1809, d. 1889) og Sofie Frederikke f. Nielsen (f. 1813, d. 1883), og han blev den 23. April 1872 Medlem af Akademiet.

Han har ikke faa Gange med Held fremstillet hele Portræt­figurer i mindre Format, snart en enkelt Figur f. Ex. »En ung Pige, som forsegler et Brev« (1862), »En Frokostscene« (1870), snart med ikke faa Personer i en samlet Komposition, som »Portrætgruppes (1872), et Billede med Aftenbelysning, der hædredes med Udstillings-medaillen og »Slutningen af Parforcejagten paa Frijsenborg« (1884). Mest Lykke har han dog gjort ved sine dels alvorlige, dels livfulde Fremstillinger sf Dyreverdenen: »En Æltevogn ved et Teglværk« (1864) blev købt til den kgl. Malerisamling, »Hundene skal have Mad« (1871), »En Barselvisit« (1874), »Jalousi« (1876) og de større, Efter Vildsvinejagten« (1876), »Køerne drives ud om Morgenen:: (1885) og »Heste ved Stranden« (1892), der alle tre tilhøre den kgl. Malerisamling, »Et Kobbel Heste udenfor en Kro« (1878), der til­horer Kong Christian IX og »Kronvildt i Bygmarken« (1892), samt en Mængde andre. En stor Del af disse Arbejder ere gengivne i Litho-

BacheBagge.                                                   4 9

grafi, Fotografi og lign. Bache har i de senere Aar malet flere store Billeder af monumental Karakter, saaledes to, som skænkedes Hs. Maj. Kongen ved Regeringsjubilæet i 1888, »Hestgarden indskibes i Korsør”. og »Kong Christian IX i Dybbøl Skanse«, samt »Christian IV's Kroningstog« (ikke udst., Frdborg Mus.) og »Soldaternes Hjem­komst 1849 (udst. 1894). Blandt Kunstnerens mange Portræter maa fremhæves Viceadmiral Suenson og Oberst Max Muller (begge i Fredborg Mus.), Professor J. P. E. Hartmann, Overlæge Reisz, Professor F. johnstrup, Kammerjunker C. Bornemann, hans eget Portræt o. n. Efter Indbydelse fra Italien havde han i 1888 ligeledes malet sit eget Portræt til den store Kunstnerportrætsamling i Uffizi i Florens.

I 1887 blev Bache, ved de første Valg til Akademiraadet i Februar, af Plenarforsamlingen valgt ind i dette, den 10. Marts s. A. blev han Ridder af Dannebrog og endnu s. A. blev han d. 19. Sept. valgt til Professor i Malerkunst ved Akademiet (kgl. Ansætt. 26. Sept.), efter at Professor Roed havde taget sin Afsked. I Marts 1890 valgtes han til Akademiets Direktør for de følgende tre Aar, i De­cember 1891 blev han Dannebrogsmand. Efter at i 1893 hans Direk­torat var udløbet, valgtes han til Akademiets Vicedirektør. I 1889 var han Formand for Udvalget for den danske Kunstudstilling ved Verdensudstillingen i Paris, og blev der udnævnt til Ridder af Æres­legionen", i 1893 fik han Guldmedaille af første Klasse ved en inter­national Udstilling i München.

(Priv. Medd. S. Muller, N. dansk Malerkst. Bricka I, 389. 111. Tid. 1866, Fdl. 1867. Dgbl 1872. Statskal. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bagge.    Herman   Bagge,   Maler,   født   i   Flensborg,   tog   1701 Borgerskab i København som Skildrer. (Archivar O. Nielsen).

 

Bagge. Johan Bagge, Stempelskærer, Søn af en Raadmand i Bergen, blev tillige med sin Broder Daniel Student, men Lyst til praktisk Virksomhed sejrede hos dem begge. Medens Daniel blev Kunstsnedker, lagde Johan sig efter Medaillørkunsten. Christian VI lod ham rejse udenlands og udnævnte ham d. 6. Juni 1746 til Toldbetjent i Drammen i Norge. I »Minerva« sættes han ligesaa højt som Wahl. I den kgl. Møntsamling findes tre Medailler af ham, nemlig: 1) Hirschholms Slots Indvielse (1739), 2) Hoffers Indflytning paa Christiansborg (1740), 3) en Medaille med Kongens og Dronningens Portræter.

(Danske Saml. IV. 75. Weinwich, S. 147. Minerva 1800, S. 288. Mønt­fortegn.)

N. K. L.    I.                                                Febr.  1895.                                          4

 

50

Bagge. Oluf Olufsen Bagge, Kobberstikker, var født i Køben­havn d. 22. December 1780 og Søn af Svend Olufsen Bagge, Archivar ved Generalitet-Kommissariatet. Han blev Student fra Kolding-Skole 1800 og tog anden Examen, inden han helligede sig Kobber­stikkerkunsten: med en Understøttelse af 1000 Rdl. aarlig i to Aar og senere 600 Rdl. Tillæg, rejste han udenlands 1821—24 for at studere dette sit Fag, men døde allerede d. 22. September 1836. Han var gift med Karen Nielsen. Om hans Skrifter, tildels ledsagede af Stik af ham selv, se Erslews Forfatterlexikon. Hans Hovedvirk­somhed var som Kobberstikker til Flora Danica. Desuden har han stukket »Blomstertegninger for Ungdommen« af Camradt jun. Hans Portræt er stukket af Erl. C. V. Eckersberg 1827. Kunstakademiet anbefalede ham 1826 til at faa nogle Aars Eneret paa » stannogra-

pherede“  Blade.

(Weinwich, S. 234. Kraft og Nyerup. Erslew. Strunk. Skild. 1816, Sp. 571. Bricka I. 416. Krohn, I, 168—70. Rigsarchivet. Akad.)

 

Balfour. David Balfour, Bygmester, arbejdede for Christian IV i Skaane (1618), nævnes i et Skøde, hvoraf det ses, at han ejede en Gaard i København, som »Kongl. Majestæts Bygmester« (1634), •og Weinwich har fundet ham omtalt som kgl. Bygmester paa Frederiks­borg (1643). Der er den Vanskelighed, at tilsyneladende den samme Mand i 1624 kaldes af Kongen »vor Skibbygger« , og at han maa være død inden 1634, da Kongen giver hans Efterleverske et Jordsmon paa Christianshavn, som D. Balfour forinden havde købt.

(Christian IV's Alm. 1618, 6. Marts, ved Nyerup. Rigsarchivet. Kbh. Dipl. III, 129. Weinwich, S. 46.)

 

Balle. Otto Petersen Balle, Maler, er født paa Tørslevgaard i lylland den 17. April 1865; han er Søn af Proprietær Nikolaj Gaspar Schøler Stabel Petersen (f. 1839) og Julie Marie Andrea f. Balle (f. 1842, d. 1887); han har først 1888, med kgl. Bevilling, antaget Navnet Balle. Efter endt Skolegang blev han af Faderen sat paa et Kontor, men kunde dog om Aftenen besoge det techniske Selskabs Skole og blev derfra dimitteret til Akademiet, hvis Skoler han besøgte fra Oktober 1883 til 30. Jan. 1888, da han fik Afgangsbevis som Maler. Samtidig besøgte han, efter at have opgivet Kontorvirksom­heden, Kunstnernes Studieskole under Krøyer og gjorde om Sommeren Studier i det fri. Fra 1888 har han udstillet, dels landskaber, saavel Genrebilleder som Interiører med enkelte Figurer, dels paa Char-lottenborg, dels paa fremmede Udstillinger som i München, Chicago

 

Ballin.                                                         5 1

og Stockholm. Med privat Hjælp har han paa mindre Rejser besøgt en stor Del af Europa, navnlig Holland, Belgien, Paris, Tyskland og Norditalien til Rom. I 1888 blev han Lærer ved Tegne- og Industri­skolen for Kvinder og i 1890 tillige ved det techniske Selskabs Skole.

(Priv. Medd.   Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Ballin. Joel Ballin, Kobberstikker, eller som han i Udlandet kaldes, John Ballin er Søn af Købmand Josef Ballin og Hanne Behrend Peiser, og han er født i Vejle den 22. Marts 1822. Efter at have tilbragt sin Barndom i Vejle, kom han til København, hvor han fra sit 11 te Aar begyndte at besøge Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Maler. Da han samtidig maatte arbejde for sit Livsophold, gik Undervisningen paa Akademiet kun langsomt fremad for ham, og først i Juli 1842 fik han Adgang til Modelskolen. Aaret før havde han som Maler udstillet Procession i Synagogen ved Løvsals-Festen«. Han opgav imidlertid snart Maleriet og lagde sig efter den nylig opfundne Kemitypi. For at uddanne sig heri rejste han 1846 til Leipzig, men indsaa Nødvendigheden af at gennemgaa en ordentlig Skole i Gravørkunsten, hvorved han førtes til udelukkende at lægge sig efter Kobber- og Staalstik. Med Understøttelse af den Rejersenske Fond rejste han til Paris, hvortil han kom d. 5. Oktbr. 1848, og han forblev som bosiddende der, indtil han d. 30. Sept. 1870, paa Grund af Krigsurolighederne, flyttede til London.

Det lykkedes ham 1850—51 at faa en Rejseunderstøttelse fra Kunstakademiet i København paa 600 Rdl. (1200 Kroner) aarlig, og i det tredje Aar 350 Rdl. (700 Kroner) fra Kirke- og Undervisnings­ministeriet. Derved blev han sat i Stand til at opnaa en saadan Dygtighed, at han ikke alene kunde finde Erhverv i Paris, men endog efterhaanden hævede sig til en af dets mest fremtrædende Kunstnere i Kobberstikfaget, og allerede 1852 følte han sin Stilling saa betrygget, at han i September rejste til København og hentede sig en Hustru i Helene Levin, Datter af Købmand A. Levin og Susanne f. Cohn.

Hans første større Kobberstik var ”Le maitre d'école«- efter Ostade og »En ung Pige« efter Jan Victor, begge fra Louvres Maleri­samling. Paa det førstnævnte Blad ønskede han at blive agreeret, men Akademiet opfordrede ham til at vente, til han kunde udføre sit Medlemsarbejde i Hjemmet. Imidlertid forandredes Akademiets Forfatning. Da man i Paris foretrak Staalstikket, som mere egnet

 

52                                                  BallinBalsgaard.

til et større Antal Aftryk, maatte han lægge sig efter en blandet Fremgangsmaade (maniere mixte), som han siden har uddannet til en høj Grad af Fuldkommenhed, saaledes at han med slaaende Virkning gengiver Karnationens Blødhed ikke mindre end de forskellige Stoffer. Han beholdt dog Navnet »Kobberstik« for sine Blade. Med megen Kærlighed og Smag lader han Beskueren føle de forskellige Maleres ejendommelige Udførelsesmaade og Stil. Til hans betydeligere Blade hører »Daaben« efter Knaus (udst. 1864), de to Sidestykker efter Gustave de Brion, to andre efter Protais' Slagbilleder m. m. Ved Udstillingen i Paris 1861 vandt han en Guldmedaille af tredje Klasse, og d. 31. Aug. 1862 blev han Ridder af Dannebrog. D. 5. Marts 1877 blev han Medlem af Kunstakademiet i København og sendte Bladet »The pool of Bethesda«. efter E. Long som sit Medlemsblad. Af senere Arbejder i Udlandet maa ogsaa fremhæves »Les Adieux« efter Tissot, et fra Gengivelsens Side udmærket udført Blad. I 1883 blev Ballin kaldt til København for at uddanne yngre Kobberstikkere og for at stikke efter fremragende danske Kunstværker. Han skulde derfor have en fast aarlig Løn af 2000 Kr. Nu udførte han to store Blade »Biskop Rønnow forsvares af Hans Tavsen mod Almuens Angreb« efter C. Bloch, og »Christian IV paa Trefoldigheden« efter V. Marstrand. Det sidste Blad var ikke fuldt færdigt til Trykning, da Døden overraskede ham den 21. Marts 1885 og for tidlig røvede Landet en begavet og flittig Kunstner. Tidligere havde han, foruden de nævnte Blade, udført tre mindre Blade efter danske Kunstnere (Bloch, Helsted, Rørbye) samt et Par orignale Raderinger, der have mindre Interesse fra Indholdets Side. Derimod blev Opholdet i Fædrelandet for kort til at han kunde danne Skole.

(Priv. Medd.   Bricka I. 464.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Balsgaard. Carl Vilhelm Balsgaard, Søn af Lottoassistent og Revisor Hans Jensen Balsgaard (f. 1779, d. 1820) og Maria Dorothea født Weinreich (f. 1780, d. 1844), er født i København den 29. De­cember 1812. Han besøgte fra 1828 Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik lige til Modelskolen, hvor han 1841 fik den mindre Sølvmedaille. Det var først hans Agt at uddanne sig til Figurmaler, hvorvel han samtidig (fra 1835) udstillede Gengivelser af Frugter, Blomster og Dyr saavel som af det døde Liv. For at søge Erhverv, da han var henvist til at ernære sig selv, kastede han sig i 1842—43 Porcelænsmaleriet og konkurrerede til den Neuhausenske Præmie et Portræt af Thorvaldsen efter Eckersberg, malet paa Porcelæn

 

53

{1843)- Præmien blev tildelt hans Medbejler Juuel, men Akademiet tilkendte ham dog som en Ros, at han skulde »nævnes (d. 31. Marts) som den, der heldig har deltaget i Konkursen«. Samme Aar søgte han Rejseunderstøttelse som Porcelænsmaler; dog fandt Akademiet ham ikke moden nok til at anbefale ham til at rejse, og han fandt nu et Sideerhverv ved at give Undervisning i Tegning og ved at male mindre Portræt- og Genrebilleder. I 1848—49 var han et Aar i Gøteborg og malede baade Portræter og andre Billeder.

Imidlertid lagde Balsgaard sig stedse mere efter Blomster- og Frugtmaleriet, og uagtet han ikke holdt op med undertiden at male Portræter og Figurer, har han dog siden 1852 kun undtagelsesvis udstillet Billeder udenfor sit valgte Fag. I 1855 tildelte Akademiet Kunstneren sit mindre Rejsestipendium paa 600 Rdl. aarlig i to Aar, medens den Rejersenske Fond samtidig understøttede ham med 200 Rdl. i det første og 300 Rdl. i det andet Aar. Balsgaard besøgte paa denne Rejse Berlin, Dresden og Düsseldorf samt Paris. Først paa en langt senere mindre Rejse (1872—73) har han besøgt Italien. Efter Hjemkomsten fra den første Rejse (1857) var Balsgaard bleven agreeret og havde faaet Opgave til Medlemsstykke. Samtidig forandredes Akademiets Fundats saaledes, at Kunstnerne ikke mere skulde gøre Medlemsarbejde, men optages i Akademiet ved Valg. Balsgaard indgav selv Andragende om at komme paa Valg, hvilket ogsaa skete ved den første Valghandling d. 5. Juli 1858, da otte danske Kunstnere blev Medlemmer af Akademiet. Efter Christian IX's Tron­bestigelse blev han 1864 udnævnt til at varetage de med Kongens private Malerisamling forbundne Funktioner, 1867 fik han Titel af Professor og 1892 blev han Ridder af Dannebrog. Den 9. November 1843 var han bleven gift med Anna Margrete f. Hirth (f. 1809, d. 1868), Datter af Jærnhandler Hirth.

Af Balsgaards mere fremtrædende Billeder ejer den kongelige Malerisamling et mindre og et større, Grev Moltke til Bregentved ligeledes et mindre og et større. Paa Rosenborg findes to Billeder, som forestille Prins Frederiks og Prinsesse Marianes Formælings-Indtog. Et stort Billede, som tilhørte Frederik VII, blev solgt til Amerika; det største af de Billeder, han har afhændet til Kunst­foreningen, tilfaldt afd. Konferensraad Forehhammer; to ovale Billeder, som Kunstneren selv regner til sine bedste Arbejder, tilhøre Etatsraad Struckmann. Efter en Rejse til Italien i 1872, malede han et stort Maleri »Et Billede af Menneskelivet«, som var udstillet 1883 og forgæves blev tilbudt den kgl. Malerisamling, hvortil det dog nu ved

 

54

Testamente er bleven skænket, ligesom han skænkede sit Selvportræt til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Balsgaard døde 14. August 1893 uden nærmere Slægtninger og efterlod sin Formue som et Legat til Kunstneres Efterladte.

(Priv. Medd. Bricka I. 467. Brock. Rosenb. S. 145. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bang. Ingeborg Marie Bang, Malerinde, Datter af Etatsraad, Herredsfoged Claus Bang (f. 1792, d. 1868) og Inger Marie født Zimmer, er født den 27. Aug. 1833, og da hun havde megen Lyst til at tegne og male, lærte hun først at tegne hos Tegnelærerne Kierkegaard og F. Helsted, senere at male af Landskabsmaler Rasmussen Eilersen. Hun har udstillet siden 1871 Landskaber dels fra Hellebæk-Egnen, dels fra Vordingborg og i de senere Aar fra Jylland. Hun ernærer sig dog mest som Lærerinde og har selv en mindre Tegne­skole.

(Priv. Medd.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bang. Jens Bang, Søn af Renteskriver, Kammerraad Jens Bang (f. 1691, d. 1756) og Mette f. Schumann (f. 1718, d. 1759), hvis Hovedvirksomhed var som Læge, maa nævnes som Architekt, da han omfattede sine Studier over Bygningskunsten med megen Varme og endte med at knyttes til Kunstakademiet, om end ikke som udøvende Kunstner. Han var født i København den i. August 1737, blev Student 1756 og tog anden Examen 1758. Samtidig med at han dyrkede det lægevidenskabelige Studium, lagde han sig efter Bygningskunsten ved Akademiet under Jardin og Anthon. Han fik Sølvmedaillerne (endog 2 Gange, 1760 og 62), mindre Guldmedaille 1764 (et Opfostringshus til 400 Børn) og store Guldmedaille 1765 (et Kornmagazin til 3 Aars Forraad). I Efteraaret 1770 søgte han om det Rejsestipendium, der var bleven ledig ved Bradts Død, for at uddanne sig til Architekt, men fik det ikke. Allerede 1768 havde han holdt Forelæsninger over Anatomi ved Akademiet, i Bergers Fraværelse, men da han 1771 søgte denne Plads, blev Weidenhaupt ham foretrukkcn. Derimod tillod Akademiet ham i 1772 at læse over Architektur og Perspektiv i Informator Nissens Fraværelse. Imidlertid tog han 1773 lægevidenskabelig Examen, blev 1774 Dr. med., og efter kortere Tids Virksomhed som Læge ved Næs Jærnværk, blev han 1776 Læge i Sorø, hvor han levede i 25 Aar. Hans kunstneriske

virksomhed   nævnes   kun   én   Gang,   idet   han  gjorde  Udkast  til  et

 

55

Gravmæle over Familien Reitzenstein i Sorø. Paa Ansøgning af ham selv blev han 1788 Æresmedlem af Kunstakademiet, og endelig, efter at han 1801 var forflyttet til København som Viceborgmester (Sund­hedspolitiet), blev han 1805 Professor i Anatomi ved Kunstakademiet. Han blev gift 1779 med Caroline Christiane Henriette Louise Kraft, Datter af Inspektør ved Sorø Akademi, Peter Kraft, og døde d. 23. Febr. 1808 af et Slagtilfælde. Som Borgmester gjorde han Tegninger til et nyt Hospital og til et nyt Forbedringshus. Han skal ogsaa have givet sig af med Kobberstikkerkunst, men Sandvigs Angivelse er ikke nøjagtig; derimod tegnede han en Del af Prospekterne til Pontoppidans danske Atlas. Hans Portræt er tegnet og stukket af A. Flint.

(Weinwich, S. 224—225 og Skild. 1829, Sp. 1428 efter Biogr. af Klingberg i Bibi. f. Læger. Kbh. 1810. 2det Bind, S. 266. Sandvig, 8.24. Kraft og Nyerup, Lex. Bricka I, 484. Adresseav. 1808, Xr. 80. Strunk. Akad.)

 

Bang. Paul Bang, Maler, Son af nedenævnte P. M. Bang, er født den n. August 1869 i Aarhus; han kom i 1889 ind paa Kunst­akademiet, men maatte atter forlade det 1891 til 1893 for at aftjene sin Værnepligt. I 1894 indtraadte han igen paa Akademiet og rykkede op i Modelskolens Forberedelsesklasse. Han har i 1892 udstillet et Portræt.

(Priv.  Medd.   Al$ad.   Udst. Fortegn.)

 

Bang. Peter Marius Bang, Søn af Justitsraad, Oliemøller Chri­stian Bang og Pauline Bang født Borum, er født i Aarhus den 22. Oktober 1829. Han var først bestemt til Handelen, men da han viste Lyst og Anlæg baade for Musiken og Malerkunsten, fik han 1852 Lov til at tage til København for at uddanne sig i disse Fag. Medens han dyrkede Musiken under Chr. Gebauers Vejledning, besøgte han samtidig Kunstakademiets Elementarklasser og lærte at male hos Ottesen. Senere søgte han ogsaa Raad hos J. L. Jensen i sit særlige Fag, Blomstermaleriet, og hos Marstrand, for at udvide sin kunstneriske Dannelse. Efter J. L. Jensens Død (1856) købte han dennes Landsted i Gentofte og levede der i flere Aar, omgivet af den Natur, han gengav i sine Billeder. Ved Krigens Udbrud 1864 meldte han sig som Frivillig, uagtet han ikke var ganske ung mere, og deltog med Hæder i Felttoget. Efter sin Hjemkomst fra Krigen ægtede han Marie Elisabeth Fritz, en Søster til Landskabsmaler A. Fritz; men faa Aar efter maatte han afbryde sin Kunstnerbane, idet en tiltagende Svækkelse i Øjemusklerne ganske hindrede ham i

 

56

at male.    Han vendte nu tilbage til sin Fødeby Aarhus og har siden levet der, dels som Musiklærer, dels som Bestyrer af et Tegnekontor. Han   udstillede   i   København   fra   1857   til   1867,   og   valgte   helst voxende Blomster til Æmne for sin Pensel. (Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bang. Vilhelmine Marie Bang, Malerinde, Datter af forhen­værende Minister og Justitiarius i Højesteret Peter Georg Bang (f. 1797, d. 1861) og Marie Caroline født Fribert (f. 1803, d. 1875), er født i København den 3. Marts 1848. Efter at have modtaget sin kunstneriske Uddannelse under Vejledning af Kyhn, Vermehren og Roed, har hun siden 1873 udstillet Landskaber og Genrebilleder. Hun afrejste i Efteraaret 1876 til Paris for at uddanne sig videre for sit Fag; i 1877—78 havde hun Understøttelse fra Kirke- og Under­visningsministeriet til fortsatte Studier i Udlandet. Da Kunstskolen for Kvinder aabnedes i 1888, blev hun Elev der i to Semestre.

(Priv. Medd.   Erslews Forf. Lex.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Barbette. Josias eller Josie Barbette, en fransk Miniatur- og Emaillemaler fra Strasborg, født omtrent 1660, har arbejdet for det danske Hof 1693 til 1716. Da han hørte til den reformerte Menig­hed i København, blandt hvis diacres et andens han nævnes (1700), er han sikkert død her i Landet omtr. 1730. Endnu 1728 ved man, at han levede i trange Kaar. Han var gift, men døde barnløs. Flere af hans smukke Arbejder bevares paa Rosenborg. Josias Barbeck, der tager Borgerskab som Skildrer 1690, maa være denne Kunstner.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Bricka I, 516. Brock, Rosenborg, dement, Notice sur l'égl. réf. Nielsen, Kbh. Hist. V, 182.)

 

Barlach. Jakob August Georg Barlach, Maler, Søn af Blikken­slager Barlach i Flensborg, var født der 1822. I 1838 kom han til København og besøgte Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1845. I de følgende Aar af sit Ophold i København udstillede han (1848—50) nogle Portræter og Genrebilleder og lagde sig derpaa efter Lithografien. Han forlod København 1853—54 og levede siden i Flensborg, hvorfra han i 1856 sidste Gang sendte et af ham selv lithograferet Portræt til Kobenhavn for at trykkes.

(Priv.  Medd.   Strunk.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Barnekow. Brita Barnckow, Malerinde, Datter af Komponisten Professor Christian Barnekow (f. 1837) og Laura Edeline Johanne

 

57

f. With,   er født i København  den   4. Januar  1868.     Efter  at   have uddannet   sig  privat  besøgte   hun fra  1889 den med Akademiet  for­bundne  Kunstskole  for  Kvinder,   fik  1891  Tilladelse  til Afgang,   og har fra  1892 udstillet dels malede, dels tegnede Portræter. (Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Barnekow. Robert Gabriel Adolf Barnekow, Maler, Søn af Ritmester, Toldforvalter August Carl Ferdinand Barnekow (f. 1815, d. 1868) i Kjerteminde, er født i Faaborg den 2. Oktober 1848. Han uddannede sig i Kunstakademiets Skoler fra i. Oktober 1869 til Januar Kvartal 1876, da han forlod Akademiet uden at have taget Afgang som Maler. Barnekow har fra 1878 til 1882 udstillet nogle faa Figur­billeder og Landskaber. I 1890 forlod han sit Fædreland, efter at han havde ægtet Else Katrine Brock (f. 1850), og bosatte sig i Palmerston paa New-Zealand.

(Adels-Kai.  1894.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bartsch. Carl Frederik Bartsch, Maler, Søn af Skomager Edvard Ludvig Bartsch og Marie Frederikke født Vagus, er født den 19. No­vember 1829. Han besøgte Kunstakademiets Skoler fra 1842, men forlod det, kort efter at han var bleven Elev af Dekorationsklassen (1848). Samtidig var han Lærling paa den kongelige Porcelæns-fabrik for at uddanne sig til Porcelænsmaler. Fra 1852 virkede han som saadan ved denne Fabrik og deltog i Udførelsen af Fabrikens kunstneriske Arbejder, indtil han af Helbredshensyn trak sig tilbage (1864). Senere har han ernæret sig ved Informationer og ved at udføre Billeder mest i Tegning og i Akvarel. I Aarene 1848 til 1857 udstillede han som Dyrmaler og har efter en tyveaarig Stilstand atter fra 1877 jævnlig udstillet i samme Fag, ogsaa Oliemalerier. Dog vandt han især Navn ved nogle Raderinger, der ere indlemmede i det af Kunstforeningen i København i 1850 udgivne Hæfte.

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Nagler,   Monogr. I,  2334.)

 

Baruél. Jean Guillaiime Euchaire Baruel eller Barruel, Maler, var af fransk reformert Æt, Søn af Dekorationsmaler Jean Mathieu Baruél og Anna Dorothea f. Herbst, og blev født i København den 20. Februar 1809. Han var oprindelig bestemt til Studeringerne, men foretrak Kunsten, besøgte Kunstakademiet fra 1825 og blev Elev. Derpaa kastede han sig over Portrætfaget og udstillede i Aarene 1829 til 1839  en Del Portræter, blandt hvilke hans Faders særlig skal have tiltrukket sig C. V. Eckersbergs Opmærksomhed som et dygtigt Billede. Han malede ogsaa den reformerte Præst Raffards Portræt (1833).

 

58

Da han i 1836 havde giftet sig med Karen Louise Jensen, bestemte han sig snart efter af praktiske Grunde til at opgive Kunsten og overtage sin Faders temmelig betydelige Malerværksted. Ved at staa i Spidsen for denne Forretning, som Officer i Brandkorpset og som Frimurer af en høj Grad levede han i Berøring med en stor Kreds, som mindes ham for hans elskværdige og hjælpsomme Karakter. Han døde d. 6. Oktober 1862. (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bau. Nicolay Bau, Maler, var født, som det synes 1759, og findes i Københavns Vejviser for Aarene 1811—20 som Miniatur-maler; i den for 1815—16 tillige i en Liste over »Portrætmalere«. Han var vistnok uddannet til Porcelænsmaler og blev »Overmaler« ved den kgl. Porcelænsfabrik. Det var han, da han døde den (7.) August 1820, enten ugift eller som Enkemand uden Børn, ti hans Broder­sønner anmelde Dødsfaldet d. 9. August.

(Vejvis. Adresseav.  1820, Nr.  185.)

 

Baudissin. Otto Frederik Magnus, Greve af Baudissin, Maler, var Søn af dansk Generalløjtnant Carl Ludvig Baudissin (f. 1756, d. 1814) og Sofie Louise Charlotte f. v. d. Nath og født den 5. Juli 1792 paa Knoop. Han blev Kaptajn og Major i Livgarden, blev senere Kammerherre, Oberstløjtnant og var Kommandør for 16de Bataillon i Rendsborg, da Oprøret brød ud 1848. Han gik over til Oprørerne, og deltog som General i Krigen mod Danmark; han blev landsforvist 1851 og døde ugift d. 26. Juni 1865 i Dresden. I Aarene 1829 til 1837 har han udstillet en Del Pennetegninger, de første efter italienske Bygninger, senere efter danske Bygninger og Landskaber. Hans Portræt er udkommet i Hamborg.

(Priv. Medd.   Bricka I,  595.   Strunk.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Baudissin. Ulrik Herman, Greve af Baudissin, Maler, Søn af Rigsgreve Carl Christian Baudissin (f. 1790, d. 1868) og Anna Mar-grete Henriette f. Kunniger (f. 1790, d. 1864), var født d. 23. Fe­bruar 1816 i Greifswalde. Han blev uddannet til Officer ved Kadet­akademiet i København, blev Sekondløjtnant 1834, men stod for det meste å la suite ved det holstenske og senere ved det slesvigske Infanteriregiment. Kun lidt over et Aar (1835—36) var han i Nr. ved Regimentet, og i 1842 var han allerede afskediget.

Han dyrkede Landskabsmaleriet med en Iver, hvortil hans Held ikke ganske synes at have svaret. I 1840 bad han om Akademiets

 

59

Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om en delvis Rejse­understøttelse, »da han selv kan udrede noget af Omkostningerne ved en Rejse,« og da Rejseunderstøttelsen efter den Tid gik over til at betales af Akademiets Kasse, forlangte Kongen, ved et Reskript af 17. November 1842, Akademiets Betænkning om, hvorvidt der kunde tilstaas ham en saadan derfra. Ikke desto mindre svarede Akademiet ganske kort, »at han ikke kan komme i Betragtning.«

Baudissin var senere »Lærling og Ven« af Gurlitt, hvem han i 1843 fulgte til Dusseldorf og videre til Sydtyskland og Norditalien; men denne Rejse synes kun at have varet kort, thi i de følgende Aar udstillede Baudissin igen Partier fra Sjælland og Jylland. Han har ialt udstillet fra 1838 til 1848, begge Aar medregnede, mest Partier fra Frederiksborg og Fredensborg, dog ogsaa i de senere Aar fra Himmelbjærget og efter Rejsen et Par Billeder fra Tyrol og Norditalien. Den kgl. Malerisamling ejer to Stykker af ham (fra 1841 og 1846). I Kapt. Agerholms Samling var 20 lithograferede Portræter fra Garnisonen i Altona i 1852 og flg. Aar, udførte af Bau­dissin. Ved Krigens Udbrud 1848 var han nemlig igen indtraadt i Tjenesten og blev Major; han blev saaret i Slaget ved Fredericia og blev den 9. Sept. 1849 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Han var den 29. Marts 1843 bleven gift med Caroline Sofie f. Lerche (f. d. 20. Marts 1813, d. 11  December 1886 paa Frederiksberg), Datter af Kammerherre Carl Georg Frederik Lerche;  men i 1861 opløstes Ægte­skabet. Baudissin, der ogsaa er optraadt som Forfatter paa tysk, levede siden i Wiesbaden og døde der den 4. December 1893; hans fraskilte Hustru boede paa en Lystejendom ved Hillerød.

(Priv. Medd. Pers. Tidskr. 2 R. II, Till. S. 40. Nationaltid. 1893. Alberti, Lex. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bauditz. Peter Jakob Frederik (Friederich) von Bauditz, Billed­hugger, Søn af Artilleriofficeren, Generalmajor Carl Gustav Henrik v. Bauditz (f. 1780, d. 1849) og Sofie Dorothea Frederikke født Jahn (f. 1786, d. 1848), var født d. 29. Juli 1817. Uagtet han ikke optraadte saa afgjort som Kunstner, at han af den Grund skulde medtages, finder han dog med Rette sin Plads her paa Grund af sin sjældne kunstneriske Begavelse, der kun af Omstændighederne hindredes i at udfolde sig. Bestemt fra Ungdommen for den militære Vej blev han 1836 Sekondløjtnant i det første jyske Infanteri­regiment, deltog som Premierløjtnant og Kaptajn i den første sles­vigske Krig, hvorunder han stadig fungerede som Adjutant og Souschef

 

60

ved Staben og blev Ridder af Dannebrog. Efter Krigen blev han gift med Sofie født Christiansen, en Datter af den ivrig dansksindede Agentinde Christiansen i Flensborg, hvor han under Krigen gjorde sin tilkommende Bruds Bekendtskab, og han levede som Kompagni-og senere som Bataillonskommandør dels i Slesvig, dels i København; under Krigen i 1864 blev han Major og Kommander for 4de Regiment. I denne Stilling blev han ved Dybbol haardt saaret den 17. Marts, kom som preussisk Krigsfange til Flensborg, hvor hans Hustru endnu opholdt sig. Her døde han paa Johanniter-lazarethet d. 30. April 1864.

Hans Kunstnervirksomhed tilhører væsentligst Tiden før den første Krig. Som ung Løjtnant arbejdede han fra 1836 i afdøde H. V. Bissens Værksteder nogle Aar for at uddanne sig til Billed­hugger, og besøgte fra 1838 Kunstakademiets Skoler. Frugten af hans kunstneriske Virksomhed var dels en Mængde Modeller i Ler, navnlig af Dyr, dels Skikkelser fra Sagnverdnen, Nisser og Dværge, som han udskår snart i Træ, snart i Elfenben. Tillige lagde han sig efter at skære Caméer i Konkylier. I 1847 deltog han i Kon­kursen for den Neuhausenske Præmie med tre Konkylie-Caméer, »Amor med Lyren« og »Tvende musicerende Genier« efter Thorvaldsen, for hvilke Præmien tilkendtes ham, og disse Arbejder ere de eneste, han har udstillet. I Tiden mellem de to Krige synes saavel hans Embeds­virksomhed, som hans ejendommelige Talent i andre Retninger, f. Ex. for Blomsterdyrkning (en Pelargonie er opkaldt efter ham), Dyreopdrætning og mere at have optaget hans Tid saa meget, at den kunstneriske Virksomhed traadte i Skygge. Dog vedligeholdt han lige til sin Død varm Interesse saa vel for Kunsten som for sine Kunstbrødre, af hvem han, ikke mindre end af sine Krigsfæller, var ualmindelig afholdt. Hans Portræt er gengivet i »Illustr. Tid.”1864 blandt de faldne Officerer.

(Priv. Medd. Bricka I, 597 (om Forældrene) og 603. Reitzel. Udst. For­tegn. 111. Tid. 1864, S. 325.)

Bauert. Johan Ephraini Bauert, Stempelskærer, født i Sverige 1715, fik 1759 den mindre Guldmedaille ved Kunstakademiet i Køben­havn. Han blev d. 6. Juli 1761 Stempelskærer ved Mønten i Olden­borg, men forflyttedes d. 25. April 1763 til samme Stilling ved Mønten i København og indtog tillige fra 1791 samme Stilling i Altona. Han blev gift, den 6. December 1762 med Anna Marie Magdalene Marr, som overlevede ham. l Aaret 1773 søgte han om at blive Medlem

 

61

af Kunstakademiet; men da han var svensk og tillige kun havde den mindre Guldmedaille som Billedhugger, nægtedes det ham. I 1783 søgte og 1784 fik han Hjælp (200 Rdl. d. C.) af Fonden ad usus publicos, da han havde mistet Bohave og Redskaber ved en Ildløs hos hans Nabo. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling bevarer Medailler af ham fra 1760 til 1798: han døde d. 9. November 1799. Blandt hans Medailler kan nævnes hans første Arbejde, Medaille i Anledning af Enevældens Hundredaarsfest (1760), Stempler til de 24 Skillings Stykker, som 1767 kastedes i Grams, Medaillen til Enke­dronning Juliane Marie i Anledning af 17. Januar 1772, i Anledning af Kronprinsens Formæling (o: Frederik VI, 1790), samt en stor Del private Medailler. Han skattedes som en dygtig Medaillør. Hans Søn Georg Valentin Bauert, som 1791—1840 var Stempelskærer i Altona (tildels sammen med Faderen), har skaaret nogle Medailler i Tiden 1794—1802. Han gik af i. Jan. 1841 og døde 1842.

(Akad. Krebers Katalog I, S. 202, 216, 1799. Postrytt. 1761. Rigsarch. Adresseav. 1762, Nr. 92, 1799, Nr. 304. Weinwich, S. 176. Møntværket. Strunk. Priv. Medd. Naglers Monogr. I, 1591!

 

Baurenfeind. Georg Vilhelm Baurenfeind, Kobberstikker, født i Nürnberg omtrent 1715, blev af Justitsraad Klevenfeldt forskreven til København for at deltage i »de af ham underhavende Værker«. Weinwich og Hennings kalder ham dog »Kobberstikker fra Køben­havn«. Her blev han Lærling af J. M. Preisler og fik 1754 den store Sølvmedaille ved Kunstakademiet. Paa et Stik efter Poussins Maleri »Moses ved den brændende Busk« fik han d. 3. April 1759 Akademiets store Guldmedaille som Kobberstikker og blev s. A. udset til som Tegnemester at ledsage det lærde Selskab, Frederik V sendte til Arabien. Som Akademiets rejsende Pensionær fik han af den kongelige Kasse 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) aarlig og 300 Rdl. i Ekviperingspenge. Denne Kunstner, til hvem Akademiet nærede gode Forventninger, døde imidlertid allerede den 29. August 1763 ombord paa det Skib, som førte Rejseselskabet fra Mokka til Bombay. Sandvig nævner en Mængde af hans Kobberstik, Tegninger og nogle Malerier. Han har blandt andet stukket Grev Moltkes Portræt efter Pilo i sort Kunst.

(Weinwich, S. 173. Berl. Posttid. 1754, Nr. 80. Adresseav. 1764, Nr. 84. Akad. Biisching, Nachr. II, S. 93. Hennings, S. 77. Sandvig, S. 24—26. Skild. 1830, Sp. 737. Fussli, Suppl., S. 46. Krohn I, S. 69—71).

 

62

Bayer. Johan Christian Tlteodor Bayer, Blomstermaler, var Søn af J. Th. Bayer og blev født den 6. November 1817 i København. Han var sin Faders Lærling i Blomstermaleriet, besøgte Kunstakademiet (1833—37) og konkurrerede 1843 til den Neuhausenske Præmie med > En blomstrende Plante« i Vandfarvemaleri, uden dog at opnaa den, idet den blev tilkendt Thornam (s. d.). Da han ikke følte sig oplagt til at afløse Faderen i hans Virksomhed som Maler ved Flora Danica, levede han senere som Vandfarvemaler, og malede dels Blomster- og Frugtstykker, dels Miniaturportræter. Han var gift med Sofie Frederikke Vilhelmine f. Daunii og døde den 28. April 1861.

(Priv. Medd.   Akad.   Skifteretten.   Berl. Tid.   1861, Nr.  102.)

 

Bayer. Johan Christoffer Bayer, Blomstermaler, født i Nürn-berg 1738, kom efter nogle Aars Ophold i Leipzig til København (1768) for at male Planter til Flora Danica. Dernæst blev han Porcelænsmaler ved den nylig oprettede Porcelænsfabrik og malede til den Flora-Danicastellet og nogle store Vaser. Han har ligeledes medvirket til Holmskjolds Værk over Svampene. Tillige malede han Blomsterstykker i Vandfarve. Spengler roser ham for Natursans, Flid og Nethed i Behandlingen. Han blev gift med Charlotte Birgitte Behling og døde i København 20. December 1812 i sit 75de Åar; hans Enke døde d. 21. August 1834. Maaske ogsaa et Portræt af Frederik VFs Vartfrue, Madam Schønberg, som for faa Aar siden endnu var bevaret, er malet af ham: i den kgl. Kobberstiksamling bevares 45 Vandfarvebilleder af Blomster og Frugter.

(Spengl. Art. Eft., S. 2—3. Skifteretten. Weinw. S. 234. Adresseav. 1812, Nr. 302. Priv. Medd. Krohn, I, S. 78.)

 

Bayer. Johan Theodor Bayer, Søn af ovennævnte J. C. Bayer, var født d. 21. Februar 1782 i København, lærte at tegne og male af Miniaturmaler W. A. Muller eller maaske snarere af Kobberstikker og Blomstermaler C. F. Muller, og begyndte allerede som ganske ungt Menneske at male Planter til det botaniske Værk Flora Danica for Botanikeren M. Vahl. Han synes dog først at være bleven ansat som fast Tegner ved dette Værk fra Aaret 1805, da Udgivelsen blev overdraget Professor Hornemann, med hvem han i 1806 foretog sin første botaniske Rejse. Han vedblev at arbejde paa dette Værk

:1   Som det synes gaar denne Angivelse (af Spengler) dog kun paa Porcelæns-stellet.    Han skal ikke have været brugt til det botaniske Værk Flora Danica.

 

63

indtil sin høje Alderdom og   tog først sin Afsked i  1868.     Han var 1807   bleven  gift  med Marie født Post,   og  døde i København   den 10. Februar  1873.    Weimvich nævner ham fejlagtig som J. J. Bayer. (Weinwich, S. 234 og Lex.   Priv. Medd.)

Bech. Johan Anton BecJi, Portrætmaler og Lærling af Kunst­akademiet, født 1797, var Søn af Kaptajn og Skrædermester N. H. Bech og døde allerede 28 Aar gammel af Brystsyge den 16. Juni 1825. Han var bleven gift i sit i8de Aar med Juliane Meyer og efterlod sig en frugtsommelig Enke og tre smaa Børn. Han udstillede Por­træter i Aarene 1812—22.

(Skifteretten.   Adresseav.  1825, Nr.  139.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bech. Marcus Christian Bech, Architekt, Søn af Kaptajn og Tømmerhandler Jørgen Bech i Kobenhavn, født den 16. Januar 1850 dersteds, har gaaet i Tømrerlære hos Tømrermester Blom, blev Svend 1868 og har fra 1866 besøgt Kunstakademiet, hvor han d. 30. Juni 1876 fik Afgangsbevis som Architekt. Han var for egen Regning udenlands i 1878, har bygget Larssens Stiftelse i Frederiksværk, har ombygget Herregaarden Lerbæk ved Vejle, og har i de senere Aar især medvirket ved Opførelsen af Mellemfortet, Charlottenlunds og Kastrups Forter samt Middelgrundsfortet.

(Priv. Medd.   Akad.)

 

Becker. J. J. Becker synes at have været en dansk Portræt­maler, som 1808—11 og 1829—40 opholdt sig i Hamborg, hvor han udførte Portræter i Kridt, Pastel og Miniatur, og som 1839 i Køben­havn udstillede to tegnede Portræter.

(Reitzel.   Udst. Fortegn.   Hamb. Kstl. Lex.)

 

Beeken. Hartman Beeken, Billedhugger, var Søn af Skomager Johan Peter Beeken og Barbara Maria f. Bang og født i København i Sept. 1743 (døbt d. i. Oktober). Han gennemgik Kunstakademiet 1758—65. Han fik flere Sølvmedailler og endelig 1764 og 1765 den mindre og den store Guldmedaille, 1768 fik han det akademiske Rejsestipendium for sex Aar, men han forblev yderligere 21/2 Aar udenlands for egen Regning. Han var først i Paris og senere den længste Tid i Rom samtidig med Abildgaard. Dem begge paalagde Akademiet at hjemsende Ornamenttegninger til Skolerne. Efter Hjem-

 

64

komsten 1777 blev Beeken agreeret og fik som Opgave til Medlemsstykke »Apollo som Kunstens Beskytter«. Det blev imidlertid aldrig fremstillet for Akademiet. Beeken synes at have været en fortrinlig Tegner, navnlig havde han en Maade at tegne Portræter, »som i høj Grad har tiltalt alle dem, som ønske at have godt lignende Por­træter af deres Venner, uden at give for meget derfor.« Ved Salonen 1778 udstillede han en Buste af en gammel Kone (hans egen Moder), som hørte til Kunstmuseets Skulptursamling, samt et Barnehoved. Navnlig den gamle Kones Portræt tiltalte ved sit Liv. Akademiet ejer eller har ejet to Buster af Beeken: Hertug Ferdinand af Brunsvig's og Gehejmeraad Luxdorph's; desuden kan nævnes Buster af Wiedetvelt, Johannes Ewald, samt af Frederik VI som Barn (Rosenb.). Han døde den 17. Juni 1781 knap 38 Aar gammel. Hans Tegninger bleve senere købte af Akademiet. Om Margrete sal. Beeken, f. Sommerfeldt, som, 78 Aar gammel, døde d. 17. Decbr. 1824, var hans Enke, tør ikke siges for vist.

(Weinwich, S. 214. do. Lex. Hennings, S. 142. Alm. dansk Bibi. Marts 1778, S. gi. Bricka, II, 32. Lengn. Helligg. K. Adresseav. 1781. Nr. 106, 1824, Nr. 299. Akad.)

 

Beenfeldt. Ulrik Ferdinand Beenfeldt, Portrætmaler, som blev gift cl. 6. Nov. 1762 med Lovise Sofie Janzen, kaldes i Anmeldelsen deraf Skildrer d. v. s. Kunstmaler. Han udførte i 1763 et Portræt af »Prinsen« (Christian VII?), og Professor L. Fenger ejer et stort Familie­billede, forestillende Grosserer Peter Fenger paa Christianshavn, Hustru Else Brock og otte Børn (omtr. 1770); det er ikke uden Fortrin i Opfattelsen, men Figurerne ere stive og Anordningen umalerisk. Hans Enke døde d. i. Oktober 1811, 74 Aar gammel.

(Priv. Medd.   Adresseav.  1762, Nr. 83,  1811, Nr. 236 og 237.)

 

Behn. von Behn. Efter Dalins Specimen biogr., Stokh. 1724, anføres denne som en begavet norsk Miniaturmaler, der 1684 var hos Dronning Ulrikke Eleonore af Sverige, og efter hendes Død hos Kong August af Polen.

(Weinwich, S. 91.   Wielandt, Lærde Tid.  1725, S.  503.   Sandvig, S. 26.)

 

Behnke. Hans Behnke, Architekt, synes at være den samme som 1803 fik mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet i København og 1816 nævnes som Stadsbygmester i Altona.

(Akad.)

 

65

Behrends. August Frederik Behrends, Portræt- og Dekorationsmaler, født i Odense d. 24. Juni 1821, er Søn af Skrædermester Joachim Frederik Behrends (f. 1784, d. 1865) og Frederikke Amalie født Stockmann (f. 1796, d. 1838). Han kom efter sin Konfirmation til København med Understøttelse af Prins Christian Frederik, som den Gang var Fyns Guvernør og besøgte Kunstakademiets Skoler i København (1836—44) og var blandt de af dets Elever, som deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum. Tillige udstillede han 1841—44 nogle tegnede Portræter. Efter en mindre Rejse i Tysk­land nedsatte han sig i 1848 i Odense som Dekorationsmaler og giftede sig 1853 med Regine Christence Caroline født Lehn (f. 1829), Datter af Bødker Rasmus Christensen Lehn (f. 1794, d. 1857) og Dorothea f. Holst (f. 1796, d. 1864). I Odense har han blandt andet tegnet de vigtigste af Byens kunstneriske Minder til Museet for de antikvariske Mindesmærker, saaledes den udskaarne Altertavle i Frue Kirke (af Cl. Berg), Altertavlen i St. Knuds Kirke m. m. En Akvarel af det ahlefeldske Kapel i St. Knuds Kirke var udstillet 1872. En selvstændig Komposition, »De svenske Regimenters Mod­tagelse paa Torvet i Odense« i Akvarel, udført 1848, er nu i Odense Museum. Til Vejle Raadhus har han malet et Portræt af Kong Hans efter Ligstenen i St. Knuds Kirke. Desuden har han malet en Del Portræter, f. Ex. til Lahns Stiftelse i Odense, til Sanderumgaard o. fl. St. Efter Restaurationen udførte han Udsmykningen af St. Knuds Kirke efter Hilkers Udkast og modtog som Anerkendelse Fortjenstmedaillen i Guld (1875). Han har i en lang Aarrække været Lærer ved Odense techniske Skole.

(Priv. Medd.   Strunk.   Akad.   Reitzel.   Udst.  Fortegn.)

 

Bendix. Frederik Hagemann Bendix, Architekt, født den 8. November 1852 i Viborg, er Søn af Provst Peter Vincens Bendix (f. 1809, d. 1887) og Julie Sofie f. Meyer (f. 1815, paa Jægerspris). Efter at være bleven Tømrersvend, besøgte han Kunstakademiets Skole fra Oktober 1871, til han den 24. December 1879 fik Afgangs-bevis som Architekt.

(Akad.   Elvius, S.  590.   Pers. Tidsskr. 2. R.   III. Till. S. 31).

 

Bendixen. Adolf Bendixen, født 1815 i København, var Guld­smedsvend og indtraadte Oktober 1839 i Kunstakademiets anden Ornamentklasse som Modelerer; han blev 1852 Elev af Dekorations-

N. K. L.     I.                                                Marts 1895.                                                5

 

66

klassen, men døde s. A.    Han har fra 1846 til 1852 udstillet Caméer, Basreliefs og et enkelt Portræt, alt udskaaret i Konkylier. (Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bendixen. Bernhard (Benny) Axel Bendixen, Portrætmaler, var Søn af Skomager Johan Conrad Bendixen i København og Sara født Israel fra Meklenborg. Han blev født i København den 10. Maj 1810 og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1826 fik den mindre, og 1828 den store Sølvmedaille, samtidig med at han var Elev hos Professor J. L. Lund, fra 1824—39. Han konkurrerede tre Gange til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. Dog valgtes han blandt Lunds Elever til at kopiere et af dennes Billeder til Altertavle til Tolne Kirke (1827—28), og han fik 1831 Accessit (30 Rdl.) ved en Konkurs om Pengepræmien, hvor Roed blev ham foretrukken til den egentlige Præmie, da Stemmerne var lige. Ved en Konkurs til den Neuhausenske Præmie var han heller ikke den vindende, og disse Uheld bestemte ham til at søge sin Lykke i Udlandet, navnlig som Portrætmaler. Han forlod Danmark 1840 og nedsatte sig, efter at have rejst i Sverige og Tyskland, i Hamborg, hvor han blev gift med en Hamborgerinde Jenny Stade og levede der som Portræt­maler, Lithograf og Fotograf til sin Død d. 24. Maj 1877. Han synes at have ført et ganske flot Liv og optraadte med en vis For­nemhed. Af hans Arbejder blev »Hagar og Ismael« købt til den kgl. Malerisamling i 1831.

(Priv. Medd.   Hamb. Kstl. Lex.   Strunk.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bendixen. Siegfried egtl. Detleff Bendixen, Maler, født i Kiel 1784, kom som ungt Menneske til Hamborg, hvor han fandt Vel­yndere, der understøttede ham. Han lagde sig først efter Dekorations-maleriet, men blev senere Landskabs- og Genremaler, Raderer og Lithograf. Ogsaa Blomsterstykker malede han med Held. I Ham­borg oprettede han en Malerskole, som navnlig besøgtes af Holstenere, hvoraf flere, som Gurlitt, Martens o. A. senere for en Tid sluttede sig til den danske Malerskole i København. I 1826 gjorde et Sten­tryk »af vor hæderlig bekendte Landsmand«, forestillende »Ansgar«, ogsaa Lykke i København. Han forlod 1832 Hamborg og rejste til London, hvor han døde omtrent 1850(?).

Harnb. Kstl. Lex. Nagler, Monogr. IV,  3947.   Dagen  1819, Nr. 70.    Skild. -   .   621.   Krohn I,  S.   177—78.   Strunk.)

 

67

Bendrup.     Knud   Nielsen   Bendrup   nævnes   af   Spengler    som Maler af et Stillebensstykke i den kongelige Malerisamling. (Spengler, Art. Eft.)

 

Bendtsen. Simon Peter Christian Bendtsen, Architekt, fodt den 3. April 1842 i Hillerød og Søn af Værtshusholder, Vildthandler Iver Bendtsen dersteds, lærte Tømrerhaandværket i Hillerød og besøgte derpaa Kunstakademiet i København fra Jan. 1860 til den ii. Marts 1872, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han har sin Virksomhed i Hillerød.

(Akad.)

 

Bendz. Vilhelm Ferdinand Bendz, Portræt- og Genremaler, er født den 20. Marts 1804 i Odense, hvor hans Fader Laurits Martin Bendz (d. 1824) var Borgmester: hans Moder, Regine Christence, var født Bang. Da han ingen Lyst havde til Studeringer, medens han paa den anden Side stedse havde vist Talent for Tegning, besluttede Forældrene at tage ham ud af Odense lærde Skole og sende ham til København, for at han kunde besøge Kunstakademiet (1820). Han blev anbefalet til Overbygningsdirektør C. F. Hansen, og det var først Bestemmelsen, at han skulde uddanne sig til Byg­mester, imidlertid besøgte han, som det synes, ikke Bygningsskolen, men Klasserne for Frihaandstegning, og rykkede om Foraaret 1821 op i den øverste Klasse (2den Frihaandsskole), Aaret efter kom han i Gibsskolen og atter Aaret efter i Modelskolen. Det var ikke nogen særlig hurtig Fremgang, og der fortælles, at i Førstningen tegnede hans Broder bedre end han og hjalp ham endog med hans Arbejder. Men da han i Eckersbergs Malerstue fik Penslen i Haanden, udvik­lede hans Talent sig med Kraft. Den 5. Jan. 1824 fik han enstem­mig den mindre Sølvmedaille for Tegning og om Sommeren samme Aar Pengepræmie for Maling efter den levende Model. Aaret efter (d. 4. Jan. 1825) fik han ligeledes enstemmig den store Sølvmedaille i Modelskolen. Dermed var i Grunden hans akademiske Bane til Ende. Vel deltog han om Sommeren samme Aar i Konkursen om den mindre Guldmedaille over Opgaven »Den blinde Tobias falder i sin hjemkomne Søns Arme«, men da Medaillen ikke tilkendtes ham, gav han Slip paa Historiemaleriet for ganske at hellige sig Portræt-og Genrefaget.

Under disse Kunststudier var Bendz' Fader død, hvorved al Understøttelse fra Hjemmet ophørte, men Akademiets Præses, Prins

 

68

Christian, der ved saa mange Baand var knyttet til Odense, tog sig af den forladte Yngling og gav ham en aarlig Understøttelse af 80 Rigsbankdaler (160 Kroner) i tre Aar. Bendz benyttede sin Færdighed i at tegne og male træffende Portræter til at udføre en Mængde smaa Portrætmalerier af Frederik VI, dels i Generals- dels i Admiralsuniform, som han solgte til ti eller tolv Rbdl., for paa den Maade at forbedre sine Indkomster. For øvrigt begyndte han med at portrætere sig selv og sine Brødre, men vakte dog først ret Op­mærksomhed ved et Portræt af Pastor Hornsyld, der var udstillet 1825. Det følgende Aar udstillede han blandt andet to Billeder »Modelskolen paa Kunstakademiet« og »En ung Kunstner (Blunck) betragtende en Skitse i et Spejl«, som blev købt til den kongelige Malerisamling (egentlig til Kongen), og 1827 det store Billede, som især bærer Vidne om hans Talent, »En Billedhugger, der arbejder efter den levende Model«. Billedhuggeren var Portræt af Medaillør C. Christensen, og Rummet var afdøde Dajons Værksted; ogsaa dette Maleri blev strax købt til den kongelige Malerisamling. Af hans Arbejder i disse Aar maa endvidere nævnes »En Tiggerkone med et Barn«, det Waagepetersenske Familiestykke, Frederik VI i Kroningsdragt til Guvernør Scholten i Vestindien og en Del andre Portræter og Portrætgrupper. En egen Opgave fik han, da det i 1828, i Anledning af Prins Frederiks (Frederik VII) Formæling med Prinsesse Vilhelmine, blev overdraget ham efter Abildgaards Skitse til »Christian IV i Slaget ved Femern« at male et stort Billede som Sidestykke til de tre, der ere bevarede af Abildgaard selv. Det vanskelige Hverv lykkedes ham godt og stemte Kunstakademiet yder­ligere til hans Gunst. I varme Udtryk anbefalede det ham til kongelig Understøttelse til en Udenlandsrejse. »Blandt Akademiets talentfulde Elever,« siges der, »indtager Bendz en af de første Pladser, . . . han har overtruffet Akademiets Forventninger og lagt sine højst mærkelige Naturanlæg for Dagen«, og det anbefaler ham til en Udenlandsrejse, »hvortil han er modnet og udviklet som Kunstner«. Endelig lykkedes det ham at opnaa Rejseunderstøttelse 1830 af Fonden ad usus publicos, med 400 Rbd. aarlig i to Aar, og 20 Juni 1831 udstedte Akademiet et Certiftcat for ham til at medtage paa Rejsen.

Med den Skarphed og Sikkerhed i Tegningen, som Eckersberg forstod at meddele sine Lærlinger, forbandt Bendz et Øje for Farvevirkning, man hidtil ikke havde set i den Skole, hvortil han hørte. Om end hans Palet i disse Arbejder før Rejsen i sit Grundpræg har

 

69

meget til fælles med Mesterens, føler man dog en Sans for Kraft og Dybde i Farven, som hos Eckersberg gærne forsvandt i den lyse kølige Sølvtone, der især tiltalte hans Øje. Bendz holdt derfor ogsaa meget af den ejendommelige Virkning, det kunstige Lys fremkalder, og det ene af de tre Billeder, Malerisamlingen ejer, forestiller Model­skolen, hvor Eleverne arbejde ved Lampelys. Det har moret ham at forfølge det spillende Lysskær gennem alle sine Afskygninger, indtil det ligesom drukner i Skyggernes dunkle Dyb. Billedet er som badet i en dæmpet gylden Glans, hvori de stærkere Lyspunkter let og naturligt vise Blikket Vej til Hovedsagen i Fremstillingen. At han ogsaa med Smag og Sikkerhed forstod at følge det klare Dagslys med dets bredere Reflexer viste han i ”Billedhuggerens Værksted«.

Bendz gav i sine Ungdomsaar sit overstrømmende livsfriske Sind Luft med en Frihed og Tvangløshed, der i manges Øjne syntes vilkaarlig Særhed. Denne hans sædvanlige Sindsstemning veg dog Pladsen for vemodig Alvor, i det Øjeblik han skulde forlade Dan­mark, sin Forlovede Maria Raffenberg, Slægt og Venner. Men efter at han var kommen bort fra de store Byer, Hamborg, Berlin og Dresden og begyndte at færdes i den frie Natur, vaagnede hans Livsglæde igen, og Brevene til hans Forlovede, hvoraf Udtog ere bevarede, flød over af Friskhed og næsten burschikos Lystighed. Det første Maal for hans Rejse var München, hvor den Gang en levende og frugtbar Kunstnervirksomhed rørte sig. Der forblev han et helt Aar (fra 14. Sept. 1831 til 6. Sept. 1832) i livligt Samkvem med danske og tyske Venner. Der malede han sit sidste større Arbejde »Kunst­nernes Bord i det Finckske Kaffehus i München« (Thorv. Mus.). Det er en talrig Kreds af Portrætfigurer, livligt og naturligt grupperede. I Baggrunden ser man ind i tvende andre Rum. Ogsaa i dette Billede valgte han Aftenbelysning og gennemførte den med megen Skønhedssans og Virkning. Afdøde Høyen har i en efterladt Notits træffende karakteriseret det, Bendz vilde og naaede, i følgende Ord: -Genre- og Naturstudierne konsekvent fortsat, men efterhaanden med mere Lyst til hollandsk Finhed.«

Hans Vandrings Maal var imidlertid sin Ende nær. Fra Mün­chen drog han med nogle Venner over Tyrol ad Italien til og havde allerede sendt sin Koffert forud til Rom. I Venezia følte han sig syg, men rettede sig dog og rejste efter nogle Dages Ophold videre med Blunck, hvem han havde mødt der og af hvem der bevares Udtalelser om de store Forventninger, Kammeraterne nærede om

 

70

hans udviklede Skønhedssans og frodige Talent. I de første Dage af November kom han til Vicenza syg af en Mavebetændelse, og døde der den 14. Novbr. 1832 endnu ikke fyldt 29 Aar. Han jordedes Dagen efter i et Hjørne af Kirkegaarden, som var bestemt for apostatici.

Ikke alene Kunstakademiet »beklagede dybt dette uerstattelige Tab af en af dets mest talentfulde unge Kunstnere«, ikke alene Slægt og Venner savnede den livsglade, trofaste Ven: hvis han havde udviklet sig, som han var begyndt, kunde han være bleven en kraftig Støtte for den danske Kunstskole. Naar man overser de 26 Billeder, han har udstillet, synes det utvivlsomt, at han ikke har haft den Slags skabende Snille, som kræves for at blive Historie­maler. Det var vel ogsaa Følelsen deraf, der bevægede ham til saa hurtigt at opgive ethvert Forsøg paa at vinde Guldmedaillerne. Men han havde et saa levende Øje for Naturen, at enhver Gengivelse blev til ægte Kunst under hans Haand. Det er vanskeligt i hans Billeder at drage Grænsen mellem Portræt og Genre. Han har vistnok ikke malet nogen eneste Figur, som ikke var Portræt; men hans Op­fattelse var saa karakteristisk, hans Gengivelse saa konsekvent, at den frembragte Skikkelse blev hans kunstneriske Ejendom, som han frit kunde tumle med. Hvor interessante saaledes Hovederne paa det Finckske Kaffehus end var som Portræter for den Kreds, der kendte alle disse Mennesker, har Billedet intet tabt i Værd for den Efterverden, som ikke kender dem. Det bliver ligegodt en livfuld og beaandet Fremstilling af Datidens Kunstnerliv i München, og man glæder sig over den Skarphed, hvormed de enkelte Karakterer ere gengivne uden at spørge om deres Navne.

(Dske Saml. 2. R. I, 313—42. Priv. Optegn. Gæa 1845, S. 341. Strunk. Bricka II, 57. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Thorv. Mus. Fortegn.)

 

Bense. Johan Mathias Bense, Maler og Klejnsmedemester og Søn af en Klejnsmedemester Bense, var født i København 1818, udstillede i 1847, ~~ rimeligvis sit Mesterstykke, -- »En Pengekiste-laas«, besøgte derpaa Kunstakademiets Skoler fra Febr. 1847 til Marts 1852 for at blive Maler og udstillede 1851 tre Portræter, hvor­iblandt et af Fysikeren Hans Christian Ørsted. Samtidig vedblev han at leve og virke i sit Haandværk til sin tidlig indtrufne Død, d. n. eller 12. August 1852. Han var ugift.

Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Vejvis. 1847—51.   Adresseav. 1852,  Nr. 189.)

 

71

Bentfelt. Andreas Frederik Bentfelt, Maler, der var født omtrent 1788, var nylig hjemkommen fra en Rejse, for at dyrke sin Kunst, da han døde den 6. Maj 1818, 30 Aar gammel. Moderen, som er Enke, bekendtgør Dødsfaldet.

(Adresseav.  1818, Nr.  107).

 

Bentzen. Edvard Harald Bentzen, Billedhugger, Søn af Jærnstøber Peter Christian Bentzen (f. 1801, d. 1866) og Charlotte Elisa­beth f. Bech (f. 1801, d. 1858) er født i København den 2. November 1833. Han blev Elev af Billedhugger H. V. Bissen og besøgte fra 1847 til 1855 Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1854. Bentzen begyndte at udstille 1852 og har som Billedhugger, foruden et Konkursarbejde, Gruppen »Moderkærlighed« (1857), kun udstillet Portræter, dels i Medaillon, dels i Buster, deriblandt Konferensraad Bræstrups Buste (Frdborg. Mus.), Frederik Barfods (smstds.) og Professor Gades Portrætmedaillon. Han har tillige i Aarene 1861—70 flere Gange udstillet Genremalerier, saaledes 1870 > Billed­hugger Bissen i sit Atelier«. Som Billedhugger har han arbejdet i Marmor saav-el for den ældre som for den yngre Bissen. Han blev gift 1861 med Marie Sofie Henriette født Deichmann (f. 1841) Datter af Varemægler Jørgen Deichmann (f. 1799, d. 1875) og Caroline Elisabeth f. Fjelsted (f. 1808, d. 1858). Han har udført Portræter til en Del Gravmæler eller Mindesmærker, saaledes i Buste: Kammer­herre Rønnenkamp og Gemalinde (1870—74 Næsbyholm), Kammer­herre Scavenius (1870, Gjorslev Have), Kammerherre Sehested-Juel og Gemalinde (1883, Ravnholt), Grev Ernst Schimmelmann (1888, Linden-borg), Rustmester Christensen (1884, Garnisons Kirkeg.), i Medaillon: Rasmus Nyerup (Assistens Kirkeg.) og flere. Efter Billedhugger Malthes Død blev Bentzen fra den i. Juni 1893 Konservator ved Statens Skulptursamling. Hans Søn, Vilhelm Christian Jørgen Bentzen født den 29. September 1862 i København, besøgte Kunstakademiets For­beredelses- og Dekorationsklasse 1882—87 og udstillede i 1884 og 1887 »Et Frokostbord« og »Blomsterbillede«. Han døde af Brystsyge den 31. Januar 1888.

(Priy.  Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bentzen. Niels Peter Andreas Bentzen, Maler, født 1813, levede som Portrætmaler i København og udstillede 1841 nogle Portræter. Han døde den 22. April 1876, 63 Aar gammel.

(Priv. Opgiv.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Fdl.  1876, Nr. 98.)

 

72

Bentzen-Bilkvist. Fritz Johannes Bentzen (-Bilkvist), Land­skabsmaler, er Søn af Malermester Hans Christian Bentzen (f. 1825 i København) og Anna Cecilie f. Petersen (f. 1839 i København). Hans Forældre blev viede i Christiania og der er han født den 26. Maj 1865. Navnet Bilkvist har han taget efter sin Bedstemoder som et Kendingsnavn. Faderen lod ham lære Malerhaandværket, men da han havde Lyst til at være Kunstner, gjorde han Natur­studier paa egen Haand og fik et Par Billeder antagne ved December­udstillingen 1887 og første Gang ved Foraarsudstillingen 1888. Sam­tidig havde han forberedt sig i det techniske Selskabs Skole og under Jensen-Egeberg og fik i Marts 1888 Adgang til Kunstakademiet, som han dog snart forlod, for at søge videre Uddannelse i Kunstnernes Studieskole under Krøyer og Fr. Schwartz, indtil 1892. Den 2. Maj 1893 ægtede han Anna Elisabeth f. Jørgensen, Datter af Handels­gartner Hans Jørgensen. Imidlertid har han stadig udstillet og kon­kurrerede i 1891 og 1893 til den Neuhausenske Præmie, dog uden at opnaa den. »Opklarende Vejr efter Regn« (1871) blev solgt paa Verdensudstillingen i Chicago. I 1891 havde han af Akademiet en Rejseunderstøttelse til Indlandet.

(Priv. Medd.   Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Bentzon. Otto Vilhelm Bentzon, Lithograf, Søn af Cand. philos. Skolebestyrer Anton Theophilus Theodor Bentzon (d. 1884), er født i Gladsaxe den 14. Januar 1842. For at uddanne sig til Lithograf besøgte han Kunstakademiet fra 1858 til Udgangen af 1865, efter at han i 1863 var bleven Elev af Modelskolen. Han har siden været sysselsat som Lithograf hos Hoffensberg, (Jespersen) og Fr. Trap og der udført bl. a. nogle Blade til »Danske Mindesmærker«, indre Ud­sigter til Roskilde Domkirke og Hellig tre Kongers Kapel.

(Priv. Medd.   Pers. Tidskr. VI. Till. S. 2.   Akad.)

 

Benzon. Bøje Peter Lorents Alfred Benzon, Maler, Søn af Svaneapothekets Ejer Alfred Nikolaj Benzon (f. 1823, d. 1884) og Anna Dorothea Vilhelmine f. Østergaard (d. 1893), er født i København den 17. Januar 1855, tog Studenterexamen og blev der­efter Cand. pharm. I 1890 ægtede han Johanne Bissen, Datter af Professor, Billedhugger Vilh. Bissen. Efter Faderens Død overtog han og Broderen Otto Benzon saavel Svaneapotheket som Faderens store kemiske Fabrik. Han nævnes her som Figur- og Landskabsmaler,

 

73

der   siden   1883   har  udstillet Landskaber,   ofte  med   Staffage,   Dyre­billeder og Interiører.

(Udst. Fortegn.     Bricka II,   69   om hans Forældre,    Pers. Tdskr.   VI. Till. S. 2 og 3. R.   III.   Till. S. 2.   Priv. Medd.)

 

Benzon. Christian Albrecht v. Benzon, Maler, var Søn af Kammerjunker Jakob v. Benzon og blev født i København den 11. Juni 1816; han tilhørte den bekendte Benzonske Familie i Fyn. Han kom først temmelig sent til at dyrke Kunsten for Alvor, navnlig tilskyndet af en Farbroder, som satte igennem, at han besøgte Kunst­akademiet i København (1833—36); men han gav sig ikke Tid til at vinde dets Medailler. I 1835 malede han et Portræt af H. C. An­dersen (nu i Frdborg Mus.), som denne selv fandt »ganske skrækkeligt«. Det er stukket af Weger i Leipzig til H. C. Andersens samlede Skrifter. For øvrigt udstillede Benzon her fra 1836 til 1846 en Del Portræter og Genrebilleder og et enkelt historisk Billede. I 1840 eller 1841 rejste han til Düsseldorf, hvor hans Talent synes at have udviklet sig. Et derfra i 1842 hjemsendt Billede »Den sidste Tilstaaelse« skal have vakt megen Opsigt, saafremt det, hvad alt taler for, er det samme, som ogsaa kaldes »En Synder paa sit Dødsleje« eller »Don Juans' Død«. Anger, Fortvivlelse og Samvittighedsnag skulle heri have været udtrykte med en gribende Sandhed. »Knud den Helliges Død«, som blev udstillet her 1844 efter Fortegnelsens Tryk­ning, synes at have gjort Lykke i Tyskland og omtales rosende af H. C. Andersen i hans Levned. I Düsseldorf giftede han sig med Rosalia Cazin og rejste, som det synes 1844 eller 1845, til Paris, hvorfra han i 1846 hjemsendte til Udstillingen i København »Nor­mannerhøvdingen Hastings indtager en italiensk Stad ved List«. Af senere Arbejder, som ikke have været udstillede her, nævnes »Ludvig IV af Frankrig erkender i Rouen, i Harald Blaatand af Danmarks Nærværelse, Richard I og hans Efterkommere for Hertuger af Nor-mandiet«, for hvilket han af Louis Philippe fik en Guldmedaille. Maleriet tilhører Raadhuset i Rouen. Benzon døde af Kolera i Paris den 30. September 1849.

(H. C. Andersens   Skr. I. 262  (1876).     Muller. Neuestes Kstl. Lex.   Strunk. Akad.    Reitzel.   Udst. Fortegn.   Priv. Medd.)

 

Berendt.    Berendt Contrefeyer nævnes som Ejer af Huse i Køben­havn i Tiden  1661  til 1668. (Kbh. Dipl. I,  765,  II. 840.)

 

74

Berg. Claus Berg, Billedskærer, var af adelig Slægt i Lybek, og da han fra Ungdommen havde Lyst til Tegning, fik han Lov til at følge denne Tilbøjelighed og gjorde saa store Fremskridt, at han vandt Navn ikke alene i sin Fødeby, men ogsaa i Norden. Dog dyrkede han ikke sin Kunst som Næringsvej, hvilket var under hans adelige Værdighed, men ene for sin Fornøjelse. Da han derfor af Kong Hans' Enkedronning, Kristine, blev indbudt til Odense, for at gøre Udkast til en Altertavle, hun vilde stifte, i Graabrødrekirken der, var han i Førstningen ikke villig til at komme. Først da hun tillod ham at medtage Svende, der var kyndige i Billedskæring, medens han selv kun skulde lede Arbejdet, rejste han til Odense med tolv Svende, som efter gammel Skik bar Silkeklæder. De fik deres Løn hver Maaned af Dronningen og udførte hele Udskæringen, medens han selv kun gjorde Tegningen. Det havde været hans Tanke at vende tilbage til Lybek, men imidlertid giftede han sig i Odense med en af Dronningens Jomfruer, Margrete Grot fra Reinsburg af en fra Ditmarsken stammende Slægt og forblev nu bosat i Danmark, hvor hans Søn og Sønnesøn indtog fremragende Stillinger som Gejstlige, medens ogsaa hans Kones Slægtninger fik Embeder og Stillinger i Danmark og Norge. Berg synes at være indkaldt til Danmark i det første Tiaar af det sextende Aarhundrede (1500—10) som temmelig ung Mand, og det er rimeligt, at Altertavlen endnu ikke var færdig ved Enkedronningens Død 1521. Vi kende heller ikke Kunstnerens Dødsaar, men tør formode, at han endnu levede i 1532. Altertavlen, som 1806 ved Auktion tilfaldt Frue Kirke i Odense, er bleven om­hyggelig restaureret, og blev beskreven af Professor N. Høyen i en Artikel i »Fædrelandet« for 1865.

(Weinwich, S. 8. Danske Mag. I, 24. Høyens Skrifter II, 339. jfr. Skild. 1806, Sp. 864—66; 1829, Sp. 1055.)

 

Berg. Emil Axel Berg, Architekt, født den 5. August 1856 i København, er Søn af Vægtfabrikant, Klejnsmed, Kaptajn Frederik Vilhelm Berg (f. 1815, d. 1893) og lærte først Tømmerhaandværket. Han indkom paa Kunstakademiet d. i. Oktober 1873 og gennemgik det, indtil han den 24. December 1880 fik Afgangsbevis som Architekt. I 188; vandt han den Neuhausenske Præmie (600 Kr.) for Tegningen af et Epitaphium i St. Olai Kirke i Helsingør, og den 25. April fik han »Hansens Medaille« for Ombygningen af Bregentved Herresæde.

(Akad.   Udst. Fortegn.   Pers.  Tdskr. 3. R. III, Till.  S.  3.

 

75

Berg. Hans Berg, Stempelskærer, formodes at være Søn af Peter Berg, som arbejdede i samme Fag. Han nævnes 1735 og var Stempelskærer ved Mønten i København til 1743, da han afløstes af Wahl.

(Krebers Katalog I, 194. Schlesw. Knnstbeitråge S. 43, jfr. Skild. 1829. Sp. 1058.)

 

Berg. Magnus Berg, Billedskærer og Maler, var født den 28. November 1666, ifølge hans gamle Biografs Gisning »paa Hede­marken udi Romedals Prestegield«. medens den norske Forfatter P. Botten Hansen mener, at han var en Gudbrandsdøl. Han var i sine yngre Aar Tjener hos Grev Ulrik Frederik Gyldenløve, der var Statholder i Norge, og vakte Opmærksomhed ved sin, blandt norske Bønder ikke usædvanlige, Færdighed i at udskære Træ. Gyldenløve sendte ham (1688) til København med Anbefaling til Kong Christian V, Han blev ved St. Hansdagstid 1690 sat i Lære hos Peder Andersen paa Frederiksborg og forblev der til dennes Død 1694. Efter Lærerens Død begyndte han selv at oppebære de 200 Rdl. cl. C. aarlig, som Andersen havde faaet til hans Underhold, og disse for­højedes strax til 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner), da han samme Aar rejste udenlands. Han synes ikke at være vendt tilbage fra sin Rejse, hvortil hans daværende Velynder Hofjunker Knuth især skal have forhjulpet ham, før i 1699. Under Frederik IV var han Ridsemester (Tegnelærer) for de kgl. Prinser og Pagerne med 400 Rdl. aarlig Lønning, som af Christian VI (1730) blev forhøjet til 600 Rdl. aarlig. Han havde kort efter sin Hjemkomst giftet sig med en Datter af Raadmand Jens Kuur, men hans Ægteskab varede næppe et Aar rundt og siden giftede han sig ikke igen. Hans Helbred var ikke stærkt, og han led allerede i sit 50de Aar saa meget af rystende Hænder, at han maatte udbede sig Rejsetilladelse for om muligt at genvinde sit Helbred. Han synes tillige at have haft det Formaal, at afsætte nogle af sine Arbejder. Han var borte 1722—23 og besøgte, foruden Pyrmont, hvis Brønd han brugte, Wien, Prag, Han­nover og flere tyske Stæder samt Nederlandene. Han døde den 31. Marts 1739, efter at have testamenteret Kongen to af sine Hoved­arbejder og de fattige Tredjedelen af sin Formue.

Hos Peder Andersen blev Berg oplært til Maler og havde, efter sin Biografs Sigende, saa gode Anlæg, at hans Mester endog blev misundelig paa ham. Den kongelige Malerisamling ejer ogsaa af

 

76

ham en Kopi efter Carlo Maratta, forestillende den hellige Augustinus, og hans eget Portræt. Hvor de øvrige 24 Stykker, som Kongen ifølge Testamentet udtog af Kunstnerens Samling, nu ere henne, kan ikke nærmere angives. Bergs Adkomst til at mindes er dog ikke saa meget hans Malerier, som hans i Elfenben udskaarne Arbejder. De to vigtigste af disse ere en stor Vase, 1½ Alen høj, med Ud­smykninger af Sølv og Bronce, samt et Relief, som forestiller Frederik IV, omgivet af »adskillige Dyder«. Foruden disse udførte han en Mængde Reliefer i Elfenben, som dels tilhøre Kunstmuseet, dels af ham selv solgtes i Udlandet. Det er rige Kompositioner i en mere malerisk end plastisk Stil, men ikke uden smuk Følelse for Æmnerne, der sædvanlig ere af religiøst Indhold. Berg var, som det synes, en i religiøs Henseende alvorlig bevæget Mand (i 1705 deltog han med sin Svigerfader i Konventikler), som paa sin Vis syslede meget med theologiske Æmner og efterlod sig ikke mindre end 14 temmelig store Haandskrifter om religiøse Spørgsmaal, for­uden et Par mindre trykte Skrifter. Hans Levned er skrevet af hans Ven og Efterfølger i Embedet som Ridsemester, Naaman Prehn, og trykt i Danske Magazin.

(Danske Magazin I, 226—43. Kongelige Regnskaber i Rigsarch. Spengl. Kort. Bolten Hansen, Nytaarsgave, S. 64. Jfr, Skild. 1829, Sp. 1057. O. Nielsen, Kbh. VI. S. 132. Bricka II, 97.1

 

Berg. Ok Berg, Maler, nævnes i Hoffets Regnskaber fra 1759 til 1763, idet han faar Betaling (sædv. 20 Rdl. d. C.) for Miniatur-portræter eller for smaa mythologiske Billeder, én Gang for et bibelsk Stykke. Han synes ellers ukendt.

(Rigsarch.)

 

Berg. Peter Berg, Stempelskærer, arbejdede som Medaillør i København efter Weinwichs Kunsthistorie fra 1701—33, efter hans Lexikon endog fra 1699. Møntværket i den kongelige Møntsamling nævner Medailler af ham fra 1704—1733, dog udførte han endnu i Oktober 1734 Stempler til en Medaille, i Anledning af Christian VI's Rejse i Norge i 1733, »obgleich nicht approbiret«. Imellem 1734 og 1737 afgik han ved Døden, thi 30. Novbr. 1737 faar Wahl Be­taling for at hærde to af »afdøde« Berg udførte Stempler. Han havde en aarlig Løn af 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) fra Particuliérekassen, men regnedes ikke for nogen fremragende Kunstner.

 

77

Kobberstikkeren Peter Berg, som 1735 stak et Portræt af Prin­sesse Hedvig Sofie, »et højst rart Stykke« (gyseligt!) var maaske lige­som Hans Berg en Søn af Medailløren.

(Weinwich, S. 125. Møntværket. Rigsarch. Sandvig S. 27. Hjelmstjernes Saml. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1058.)

 

Bergenhammer. Else Bergenhammer, Brodererske, var Datter af Sognepræst Mads Jensen Bergenhammer i Ørting (f. 1724, d. 1774) og Elisabeth Marie Nielsdatter Sommer (d. 1796), og hun blev født i Aalsø, hvor Faderen den Gang var Præst, den 5. Marts 1763. Da Moderen efter Mandens Død giftede sig med dennes Eftermand Peder Hansen Brøchner (1775), var det maaske medvirkende til, at hun har maattet sørge for sig selv. Fra 1804 var hun i Huset hos Oberst J. Hegermann (-Lindencrone), gift med den bekendte For­fatterinde Louise Hegermann f. Lindencrone. som Opdragerinde, og omtaltes altid i Familien med de venligste Udtryk, som Familiens »ædle og retskafne Veninde«, der opdrog deres ældste Børn med »den inderligste Blidhed og Godmodighed samt de fortrinligste Egen­skaber og Talenter«. Hun havde uddannet sit Talent for Broderi til virkelig kunstnerisk Fuldkommenhed, som det kan ses af hendes endnu i den Hegermannske Familie bevarede Arbejder. Det var dels Efterligninger af Sortkridtstegninger eller Kobberstik syede paa hvidt Silketøj med fin sort Silke, dels Landskaber (»En Ruin«) udført med Silke i forskellige Farver som Efterligning af Maleri. Flere af disse Arbejder skænkede hun Husets Herre til Fødselsdage, hvorefter de agtedes værdige til at udstilles paa Kunstakademiet. Der har været udstillet i alt fem Stykker af hende i Aarene 1807—1810. Et bevaret Silhouetportræt viser hende som en noget fyldig Dame af et behageligt og aandfuldt Udvortes. Hun døde i Oberst Hegermanns Hus den 26. Februar 1816 og den i. April s. A. skriver hendes Husfrue et smukt Mindedigt over hende i Statstidenden. Hun var Søster til Overlærer Peter Bergenhammer.

(Priv. Medd. Wiberg. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1816, Nr. 49. Statstid. 1816, Nr. 27. Jfr. Bricka II, 101).

 

Bergh. Christian Theodor Bergh, Lithograf, Søn af Skibsfører (Marineløjtnant under Krigen 1807—14) J. H. Bergh og Karen født Christensen, er født i København den 12. Juni 1830. Efter sin Konfirmation kom han i Lære som Lithograf og fik Adgang til Kunst­akademiets Tegneskoler (1846). Han udstillede i 1852 et Par tegnede

 

78

Portræter og grundlagde i 1856 et Stentrykkeri, hvorfra der er udgaaet en Mængde saavel videnskabelige Lithografier som Kunstblade. Til de sidste hører Facsimiler efter Haandtegninger af Marstrand, V. Pedersen og forskellige andre Kunstnere (1859). Ogsaa Th. Steins »Anatomiske Tegninger for Kunstnere« ere lithograferede hos Bergh. Senere har han udført Sigiller til et Værk af Dr. Henry Petersen. Ved den nordiske Industriudstilling fik hans Stentrykkeri Udstillings-medaillen af 1. Klasse, og af Carl XV af Sverige-Norge har han mod­taget Fortjenstmedaillen i Guld. Han har flere Gange været uden­lands med Understøttelse fra den Rejersenske Fond og blev i 1856 gift med Johanne Marie født Andresen.

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst.  Fortegn.)

 

Bergius. Andreas eller Anders Bergius, Portrætmaler, var født i Sverige den i. Januar 1718; men han levede en Aarrække i Køben­havn som Portrætmaler, »saavel paa Dug som paa Glas«, saaledes malede han 1769 Kongens (Christian VII's) Portræt paa Glas og fik det betalt med 50 Rdl. d. C. Han døde den 4. Juni 1793. I Aarene 1783 til 1793 forhandlede han med Kunstakademiet om en Opfindelse, han havde gjort, at overføre gamle Malerier paa nyt Lærred, for hvilken han allerede i 1771 havde faaet en Sølvmedaille af det kgl. danske Landhusholdningsselskab. Akademiet gav ham en Dusør paa 25 Rdl., men havde ikke Raad til at afkøbe ham hans Opfindelse, hvis Værd det for øvrigt godkendte. Han var gift med Karen Kirstine Bergius.

(Akad.   Rigsarch.   Adresseav.  1771,  Nr. 23;  1793, Nr.  146.)

 

Bergmann. Richard Leopold Bergmann, Architekt, er født i København den 3. Juni 1860 og Søn af Dyrlæge Carl Christian Berg­mann (d. 1869 i Chicago) og Hustru Adelaide f. Orth. Han begyndte paa Kunstakademiet i Januar 1878 og gennemgik dets Skoler, saa at han den 26. Maj 1887 fik Afgangsbevis som Architekt. I 1888 og 1892 har han konkurrere! til Guldmedaillen, dog uden at opnaa den. Han udøver Architekturvirksomhed i København til Dels sammen med Architekt F. T. E. Blichfeldt (Tivolis Portalbygning).

l'Priv. Medd.    Akad.   Udst. Fortegn.).

 

Bergsøe.      Johan   Frederik   Bergsøe,    Blomstermaler,    Søn   af Administrator ved den kgl. Porcelænsfabrik Carl Vilhelm Bergsøe og

Sofie f. Bech   (d.   1846),   er født den 27. Oktober  1841.     I hans

 

79

fjerde Aar røvede en alvorlig Sygdom ham Hørelsen, saaledes at han endog i sin Opvæxt var døvstum, og den ene Fod, hvori der gik Koldbrand, samt efterlod i det hele saa megen Svækkelse, at han siden stedse har maattet kæmpe med et svagt Helbred. Da han følte sig dragen til Kunsten, gennemgik han Helsteds Tegneskole, lagde sig derpaa efter Kobberstikkerkunsten, men da hans Syn ikke taalte Arbejdet med Gravstikken, rejste han til Italien (1867), hvor han lagde sig efter Vandfarvemaler under den franske Landskabs­maler Benouvilles Vejledning og siden efter Oliemaleriet hos la Cour, som den Gang (1869) opholdt sig i Rom. Af Helbredshensyn har han dog efter sin Hjemkomst næsten udelukkende dyrket Blomster­maleriet, mest i Vandfarvebilleder, men søgte under Ottesens Vejled­ning ogsaa at tilegne sig Oliemaleriets Teknik i denne Retning. I 1885 rejste han til Paris og satte sig ind i det franske Vandfarve­maleri. Han har udstillet siden 1870 samt ved flere af Vinter­udstillingerne flittigt udførte Blomsterstykker i Oliefarve og i Vandfarve. Kunstforeningen i København har købt to af hans Billeder. Kunstforeningerne i Provinserne flere Arbejder af ham. (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bertelsen. Rudolf Vilhelm Valdemar Bertelsen, Landskabsmaler, er Søn af Amtsforvalter, Justitsraad Jens Hansen Bertelsen (f. 1798^ d. 1873) og Henriette Christiane f. Mulvad (f. 1804, d. 1870) og er født i København den 20. December 1828. Han besøgte Kunst­akademiet fra 1846 til 1852 for i dets Ornamentklasser og hos Pro­fessor G. Hetsch at uddanne sig til Tegnelærer, hvorefter han virkede som saadan ved københavnske Kommuneskoler og Opfostringshuset indtil 1857, da han fik den Plads som Tegnelærer ved Herlufsholms Skole, som han endnu beklæder. Den 5. Maj 1871 ægtede han Agnes Mette Lundstein (f. 1845), Datter af Postholder Ludvig Bøje Ltmdstein (f. 1809, d. 1871) og Emilie Petrine f. Cumann (f. 1819). I Herlufsholms og Næstveds smukke Omgivelser uddannede han sig nu paa egen Haand til Landskabsmaler og begyndte at udstille i 1878, saa godt som udelukkende Partier fra Egnen omkring Næstved, fra Fjorden ved Karrebæk og fra Enø. Hans fleste Arbejder ere i privat Eje.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Berthelsen. Christian Bernhard Severin Berthelsen, Landskabs­maler, er Søn af Snedker og Musiker Niels Søren Berthelsen (d. 1870)

 

80

og Kirstine Margrete f. Simonsen (d. 1878), og han er født paa Føhr den 14. Juli 1839. Han kom med Forældrene først til Haderslev og blev derfra sat i Malerlære i Svendborg, hvor han 1859 blev Malersvend. Han rejste nu til København og nød privat Understøttelse, der satte ham i Stand til at besøge det techniske Institut. Han foretrak dog snart at ernære sig selv, fandt Arbejde som Maler­svend og ægtede 1862 Ditlevine Voss (f. 1838, d. 1884), Datter af Skomagermester Voss i Faaborg. Han var med i Krigen 1863—64 som Værnepligtig og sattes ved forskellige Tab meget tilbage. Der­efter ernærede han sig atter ved sit Haandværk i København, en Tid i Aalborg og kom atter til København, hvor han nu blev Porcelænsmaler. Under hele denne Kamp for Livet tabte Berthelsen dog ikke det Maal af Sigte at uddanne sig til Landskabsmaler, og dels ved at studere flittigt efter Naturen i al sin Fritid, dels ved at kopiere Billeder, hvor der var Lejlighed dertil, lykkedes det ham efterhaanden at blive Herre over de kunstneriske Midler, saaledes at hans Arbejder begyndte at vække Opmærksomhed. I Svendborg havde han i sin Læretid vundet Venner, i deres sidste Levetid boede ogsaa hans Forældre der, og han kunde derfor gøre Sommerrejser dertil og fra den smukke Omegn hente Motiver til sine Billeder og tildels sælge dem. Afdøde Udenrigsminister og Malerisamlingens Direktør, Baron Rosenørn-Lehn, som havde set ham kopiere i Samlingen, fik ogsaa Interesse for ham og købte nogle af hans Arbejder, saaledes at han mere og mere kunde leve og virke som Kunstner. Fra 1880 har han været en regelmæssig Udstiller, sædvanlig kun med et eller to Billeder ad Gangen, men hans samvittighedsfulde Studium efter Naturen har baaret sin Frugt i en jævn og rolig Udvikling. I 1885 indtraadte han i andet Ægteskab med sin forrige Læremester, Maler­mester Olsens Datter, Birgitte Caroline Olsen (f. 1844). I 1883 kon­kurrerede han til den Neuhausenske Præmie, dog uden at opnaa den. (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bertram. Arrwld Viggo Edvard Bertram, Architekt, er Søn af Lithograf Edvard Bertram og født den 26. Januar 1863 i Aalborg. Efter at have gaaet i den lærde Skole i Aalborg og været i Tømrer­lære i tre Aar, kom han til København og begyndte i Januar 1882 at gaa paa Kunstakademiet, hvorfra han den 27. Maj 1885 fik Af-gangsbevis som Architekt. Han lever og virker i København.

(Akad.)

 

81

Bertram. Carl Julius Bertram, født 1723 i London, kom til København med sin Fader, der var Silkevæver, blev engelsk Sprog­mester for Kadetterne, Medlem af det kgl. engelske Selskab (1756) og gift med Cathrine Marie Gold. Han døde den 8. Januar 1765. Af hans Arbejder have kunsthistorisk Interesse: i) » Vermehrte und verbesserte zweyte Auflage« af »Dauws wohlunterrichteter og kunster-fahrner Schilderer und Maler”, udgivet af B. Khv. og Leipz. 1755. Med en Vignet af T. Haas. 2) Kobberet til »Britanicarum genticum historiæ antiquæ Scripteres III«. Hafn. 1757. 8°. 3) Det engelske Alphabet i Kobber. 4) »Munderinger af den samtl. kgl. danske Armee, ethvert Regiments Chef, dets Styrke og dets udi Fredstid havende Guarnison«. Kbh. 1762. 8°. Paa tysk var det udkommet 1761.

(Worms Lex. Nyerup og Kraft. Sandv. S. 27. Adresseav. 1765 Nr. 4. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1059/1

 

Betzonich.    Se Johanne Agn.   Th. Pedersen-Dan.

 

Bevers. Peter Ludvig Vilhelm Emil Bevers, Xylograf, Søn af Brofoged i Levensau ved Ejderkanalen Christian Bevers og Mariane født Heinsvig; og født 1844, lærte Xylografien hos Henneberg og Rosenstand, besøgte Kunstakademiets Skoler i København fra Oktbr. 1860 til Oktbr. 1863, opholdt sig senere nogle Aar i Düsseldorf og har 1873 til 1875 udstillet Prøver paa Træsnit for største Delen efter udenlandske Malere. Han døde 12. August 1881 i Paris.

(Akad.    Reitzel.   Udst.  Fortegn.   Berl.  Tid.   1881,  Nr.   189).

 

Biehl. Frederik Biehl, »Maler, født i København. I Aaret 1726 blev ham af Kong Frederik IV meddelt et latinsk Pas for at rejse gennem Tyskland til Italien. <

(Spengl.  Art. Eft.)

 

Bille. Carl Ludvig Bille, Sømaler, Søn af Andreas Vilhelm Bille og Larsine Marie født Larsen, er født i København den 20. Fe­bruar 1815. Han havde fra Ungdommen Lyst til at tegne og sysle med Skibe; Omstændighederne gjorde dog, at han kom i Sejlmager­lære og for som Sejlmagersvend og som Sømand i mange Aar, hvor­ved han vel havde Lejlighed til i rigt Maal at iagttage den Natur, han senere skulde gengive, men ogsaa maatte se sine bedste Ungdomsaar gaa tabte for Kunsten. Endelig, efter at han siden 1847 havde været bosat og gift med Emmeline Antoinette født Bonfils,

N. K. L.    I.                                                    Marts  189;.                                             6

 

82

sejrede hans Lyst til Kunsten, saa at han aldeles opgav at fare for at leve som Sømaler. Han var allerede højt oppe i Manddoms-alderen, henved de 40 Aar, da han (1854) udstillede sine første Søbilleder, og Aaret efter blev han Lærling paany hos en næsten jævnaldrende Kunstbroder, Sømaler C. Dahl, for at sætte sig ind i Perspektiv, hvori denne særlig var en Mester. Men Bille medbragte ved sit Kendskab til Skibenes Bygning og ved sit i hans Stilling som Sømand og Tegner øvede Øje saa gode Forudsætninger, at Lære­tiden kun blev kort. Senere har Kunstneren udviklet sig jævnt, og da Forholdene ikke tillod ham at gøre større Studierejser, har han med stræng Troskab holdt sig til det, han havde Lejlighed til at se, og i en lang Aarrække udstillet for største Delen mindre Billeder fra vore nærmeste Farvande, hvori et nøje Kendskab til Æmnet og sand Kærlighed til Naturen umiskendelig har været fremtrædende. Han har dog ved Siden af de udstillede Billeder ogsaa malet ikke faa større Billeder, der umiddelbart gik over i Købernes Hænder, dels her og i Nabolandene, dels i England. Bille har væsentlig været knyttet til Akademiet som Udstiller og har derfor kun én Gang nydt en lille Rejseunderstøttelse fra Akademiet (1868), som Sygdom endog hindrede ham i at drage den rette Fordel af. Hans Søn Vilhelm Victor Bille, født i København 1864, har uddannet sig til Sømaler under Faderens Vejledning og besøgte kun kort Tid Kunst­akademiets Skoler. Hans Arbejder ses jævnlig hos Kunsthandlerne og paa Auktioner. Han har malet et Søstykke som Hædersgave til Dr. Hytten fra Næstved.

(Priv. Medd. Kst. & Æsth., S. 195. Bricka II, 213. Reitzel. Udst. Fortegn.'i

 

Binck. Jakob Binck, Maler og Kobberstikker, kalder sig paa et Stik fra 1530 Coloniensis og holdes for at være født i Køln1, men Angivelserne vakle mellem 1490 og 1504, ligesom Angivelsen af hans Dødsaar sættes af nogle til 1560 eller efter 1560, af andre til 1568. Han siges almindeligvis at have været Dürers Lærling og med mindre Sikkerhed tilføjes, at han ogsaa har dannet sig i Italien under Marc Antonio Raimondi. Af en Række Skrivelser, som ere meddelte i »Nye danske Magazin« fremgaar det, at han har været i Danmark før 1546 som »kgl. Contrafejer«, og at han i det nævnte

1   I sit Monogr. Lex. gætter Nagler paa, at han kan være født i  Coln an der fordi   han   staar  Preusserhertugen   saa  nær.     Dette   skyldes   dog  snarere dennes Svogerskab med Kongen af Danmark.

 

83

Aar er bleven sendt til Hertugen af Preussen, for at male nogle Por­træter af ham.l Christian III skriver gentagne Gange til Hertugen i Kønigsberg for at faa sin Maler tilbage, men først midt i 1548 er Binck atter i Danmark, efter at Kongen har maattet love, at han senere maa rejse til Nederlandene i Hertugens Ærinde for at bestille et Gravmæle over Hertuginden af Preussen, der var Kongen af Dan­marks Søster. Endnu samme Aar var han i Saxen i Prinsesse Annas Brudefølge, og det følgende Aar ses det, at han paa Hertugens Vegne var i Nederlandene. Men 1550 var han atter i Danmark og blev med Bygmesteren Martin Bussart sendt til Holsten for at grund­lægge en Fæstning i Krempe.

Binck traadte 1551 over i Hertugen af Preussens Tjeneste, sandsynligvis dog ikke for stedse, og Kongen af Danmark forbeholdt sig nu efter sin Tur at sende ham til Nederlandene for at hente et Mindesmærke over Kongens Fader, Frederik I, og opstille det i Slesvig Domkirke. Binck sendte 1552 Hertugen af Preussen Grav­mælet over den afdøde Hertuginde og opsatte 1555 den danske Konges Gravmæle i Slesvig. I September 1559 beder Christian III’s Efterfølger, Frederik II, Hertugen af Preussen om at maatte laane Binck en kort Tid for at male nogle Portræter, men da Kunstneren nu er bosat i Kønigsberg og har Kone og Børn, sker dette ikke. Han synes saaledes at være død i Kønigsberg.

Binck var ikke alene meget søgt som Portrætmaler, men ogsaa en meget flittig og duelig Kobberstikker, hvis Værker endnu søges af Samlerne. Weinwich nævner en Del af hans danske Portræter. Bartsch, Heinecken og Merlo have Fortegnelser over hans Stik. Træ­snittene til Christian III's Bibel skal ogsaa skyldes ham, men om han selv har skaaret dem, synes ikke afgjort, fordi Kongens Portræt bærer hans Monogram. Heller ikke ses det af de trykte Skrivelser, at Binck, som det antydes i »Nye Dske Mag.«, skulde have givet Tegningen til de tvende omtalte Gravmæler.

(Weinwich, S. 24 og 27, efter sNye Danske Mag.« I, S. 321 flg. Merlo: Ko'ln. Kunstler. S. 35—48. Jfr. ogsaa Skild. 1830, Sp. 1066, der dog intet Nyt giver. Det der nævnte Maleri i den kgl. Malerisamling er ikke af Binck. Bricka II, 265. Strunk.

 

1 Bolzenthal anfører dog, i sin Medaillørkunsten Historie, S. 133, et Brey fra Christian III's Søster Dorothea, Hertuginde af Preussen, af 18. Maj 1544. hvoraf det ses, at Binck ogsaa i det Aar har været overladt Hertugen af Preussen. For at vise hans Virksomhed oversender hun tvende Skuepenge, den ene fore­stillende Hertugen, den anden hendes Fader Frederik I tseliges Gedåchiniss«., hvilke Binck skal have udført.

 

84

Bindesbøll. Michael Gottlieb Birkner Bindesbøll, Architekt, var Søn af Præsten Jens Bindesbøll (f. 1756, d. 1830) og Karen Johanne f. Hornemann (d. 1807) og født den 5. September 1800 i Ledøje Præstegaard. Da Faderen ikke holdt ham for begavet nok til at studere, blev han efter sin Konfirmation sat i Lære hos Mølle­bygger Jørgensen i København og besøgte samtidig Akademiets Elementår- og Ornamentklasser (1817—20). Han blev hurtig Svend, og som saadan blev det ham overdraget at gøre en Rejse til Stock­holm (1820) for at tegne en Korntørringsmaskine, hvorom han Aaret efter udgav et lille Skrift. Imidlertid var Tanken vaagnet hos ham om at opgive Haandværket for Kunsten, og den modnedes fuld­stændig paa en Rejse, som han i H. C. Ørsteds Selskab foretog til Tyskland og Frankrig (1822—23). Studiet af Harsdorffs Bygninger havde vakt hans Begejstring for Oldtidens Bygningskunst, og hvad Bygmesteren Gau, hvis Bekendtskab han gjorde i Paris, fortalte ham om Pompeji, forstærkede hans Kærlighed til Oldtiden. Først efter denne Rejse gennemgik han sine egentlige Læreaar ved Kunst­akademiet som vordende Bygmester, samtidig med at han blev Kon­duktør hos Bygningsinspektør Koch. I Aarene 1824 til 1833 vandt han Akademiets Medailler og den Hansenske Æresmedaille. Ved store Guldmedaille, hvortil Opgaven var »en luthersk Hovedkirke«, overraskede han Akademiet ved at udarbejde sit Udkast i den gothiske Stil, men trods nogen Modstand tilkendtes Prisen ham. Nu havde han Ret til Akademiets Rejsestipendium, som ogsaa tilfaldt ham fra i. Januar 1835, men allerede Sommeren forud afrejste han til Italien og senere til Grækenland. Allerede inden Bindesbølls Rejse havde man haft Tanken henvendt paa et Museum for Thor-valdsens Arbejder og de første Forslag gik ud paa, at Marinen for en Sum af 20,000 Rdl. skulde afstaa det saa kaldte Garnmagasin ved Siden af Charlottenborg til dette Brug, idet man mente for andre 20,000 Rdl. at kunne indrette Bygningen til et Museum, endog med et stort Rum med delvis Overlys, og med bekvem Adgang for Thor­valdsen fra hans Bolig paa Charlottenborg. En Dispositionsplan over den ydre Anordning er bevaret (dat. 7. Aug. 1835). Afventende Thorvaldsens Hjemkomst blev heldigvis denne Plan skudt til Side. Forinden havde Bindesbøll fattet Tanken til en Museumsbygning, hvis tænkte Beliggenhed dog ikke kendes: thi paa Udstillingen i 1834 saa man af ham »Skitse til et Lokale, hvori alle Thorvaldsens Arbejder kunne opbevares«. Denne Tanke fulgte ham paa Rejsen, han drøftede den i Rom med Thorvaldsen selv og hjemsendte i 1837

 

85

et nyt Udkast til Akademiet som Prøve paa sin Fremgang under Rejsen. Det var et med rig Anvendelse af Farver udført Projekt i antik Stil, hvori en Del af Thorvaldsens Værker - - med polychrom Behandling af Overfladen - - skulde staa frit frit i en aaben Søjlehalle. Dette Projekt, som gjorde overordentlig Opsigt i Datidens kunstneriske Kredse, er nu testamenteret til Akademiet og bevares i dets Bibliothek. Imidlertid kom han hjem i Slutningen af 1838, blev strax agreeret og fik i Februar 1839 sin Opgave til Medlemsstykke.

Men i Steden for at udarbejde dette vendte han hele sin Tanke mod Thorvaldsens Museum. Han blev Medlem af den Kommission, der af Københavns Kommune var udnævnt til Opførelsen af et Museum, hvortil Frederik VI havde skænket en Bygning bagved Christiansborg Slot. Han udarbejdede nu et Udkast, der var til-læmpet efter de givne Forhold, og Arbejdet blev ham overdraget for en Sum af 200,000 Rdl. (400,000 Kroner). I 1847 kunde Bindesbøll aflevere Bygningen som færdig fra sin Haand, og ved Frederik VII's første Besøg der (Okt. 1848) modtog han Dannebrogsordenens Ridder­kors. Thorvaldsens Museum opførtes i en stræng og omhyggelig gennemført græsk Stil, hvortil Motiverne tildels hentedes fra de græske Grave. Det skulde jo ogsaa paa en Gang være den store Kunstners Grav og et værdigt Gemmested for hans Kunstværker. Over Indgangen til den store, med levende og harmoniske Farver malede Bygning standser Sejrens Gudinde sit Forspand (et af Thor­valdsens egne Udkast, som Christian VIII paa sin Bekostning lod Bissen udføre i Bronce), medens Bygmesteren paa den indre Frise i Museets Gaard lod fremstille en Væddekørsel, som Billede paa Livets rastløse Fart mod det Maal, den hædrede Mester allerede havde naaet i sin stille Grav.

Bindesbøll havde for øvrigt ikke stirret sig blind paa Oldtidens Kunst, selvom det var den, han fortrinsvis elskede; han erkendte tvertimod enhver selvstændig Kunstforms Berettigelse og udførte selv adskillige Bygninger i andre Stilarter. Efter Museets Fuldendelse udarbejdede han endelig sit Medlemsarbejde: Udkast til et Amfitheater i antik Stil, der var opgivet til at skulle rumme 1500 Tilskuere (1847). Samtidig med at have ledet Opførelsen af Thorvaldsens Museum, var han bleven udnævnt til Bygningsinspektør i Holsten, men han tiltraadte først sin Plads i 1847. Han havde 1844 bygget Klampenborg Badested i engelsk Kottagestil og dertil komponeret en højst ejendommelig Koncertsal, som dog ikke fik den Størrelse og

 

86

Skønhed, han oprindelig havde tiltænkt den, fordi Haandværkerne fandt hans Planer for dristige og først forstod deres Værd, da det var for silde. Blandt Kunstnerens øvrige Bygninger maa nævnes Sinds­sygehospitalet ved Aarhus, den smukke gothiske Kirke i Hobro, Raadhuset i Thisted i Renæssancestil, Raadhuset i Stege i en lignende Stil, Stationsbygningerne ved den slesvigske Jærnvej og Raadhuset i Næstved. I sit sidste Leveaar gjorde han Tegninger til et Thing-og Arresthus i Odense og til den nye Landbohøjskole ved Køben­havn, hvis Udførelse han uheldigvis ikke selv kom til at lede. Slut­stenen paa hans Virksomhed var hans Konkurstegning til et Univer-sitetsbibliothek i en rig venetiansk Stil: men den blev ikke antaget, da man var bange for, den vilde blive for kostbar.

Bindesbøll gav sig meget af med hvad man kunde kalde den lille Architektur, Tegninger til Fodstykker for plastiske Arbejder, Malerirammer, Bohave, Gravmæler m. m. og holdt sig gærne heri ikke alene med Strænghed til antike Former, men gik ogsaa, af Frygt for Overdrivelse, saa vidt i Strængheden, at den udartede til lidt kedelig Tarvelighed, noget som kun sjældnere hændtes ham i hans Bygninger. Men naar en nyere Biograf stempler ham som en fortrinsvis dekorativ Begavelse, synes han at gøre Museets Bygmester Uret. Ikke alene i Museet, men ogsaa i hans andre Bygninger, træder den architektoniske (musikalsk-plastiske) Kunstfølelse levende frem og lider ikke under Motivernes Rigdom, eller den Farvernes Anvendelse, hvori han -- ganske rigtig -- var forud for sin Tid.

Han var 1845 bleven gift med Andrea Frederikke Andersen, en Datter af Seminarielærer Rasmus Andersen, med hvem han fik en Søn (se ndf.) og tvende Døtre. Efter at have været Bygningsinspektør for Jylland (siden 1849) forflyttedes han 1851 til København, fik 1853 Titel af Professor og den 18. Marts 1856, ikke længe før sin Død, kgl. Udnævnelse til Professor i Bygningskunst ved Akademiet. Han døde den 14. Juli 1856. I 1889—90 blev hans Tegninger og Studier købte til Akademiets Bibliothek.

(Konst og Æsth., S. I —12. Priv. Medd. N. Høvens Skrifter 1. S. 276—77. Bricka II, 266. Chr. Bruun og L. P. Fenger, Thorvaldsens Museums Historie. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn, i

 

Bindesbøll.     Thorvald Bindesbøll,   Architekt,   født i   København den  21. Juli  1846, er Søn af ovennævnte Gottlieb Bindesbøll, og fik

efter sin Konfirmation Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Architekt: han gik dets Skoler igennem og fik den 23. December

 

87

1876 Afgangsbevis. Derefter konkurrerede han et Par Gange og vandt den 11 Marts 1882 den mindre Guldmedaille for en Bade­anstalt i italiensk Renæssance. Senere Konkurs for den store Guld­medaille lykkedes ikke. Ved Siden af Nybygninger og Restaurationer af ældre Bygninger, for en stor Del i Sydsverig, har han med Iver kastet sig over dekorative Arbejder, dels i Træ, Rammer og lignende, dels i Keramik, Vaser (Krukker). Han har i 1893—94 bygget en Villa ved Strandvejen med rig Anvendelse af Farver. (Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bischop. Coriulins Bischop, Maler, født i Dort den 12. Februar 1630, var Lærling af Ferdinand Bol og roses som en ret god Historie- og Portrætmaler, der dog af Lyst til Vinding forfaldt til at udføre middelmaadige Sager. Han blev af Christian V udnævnt til »Hofskildrer«, men døde allerede i sit 44de Aar 1674, efterladende ii Børn, hvoraf to blev Malere.

(Spengler,  Art.  Efterr.     Descamps II,  S. 433.)

 

Bissen.  Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, Billedhugger, Søn af Herman Vilhelm Bissen (se nedenf.) og Hedvig Emilie født Møller, er født i København den 5. August 1836. Han uddannede sig til Billedhugger under sin Faders Vejledning og besøgte samtidig Kunst­akademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1856. Han tog 1857 til Rom, hvor Faderen stedse havde et Værksted til sin Raadighed: her forblev han, fraregnet Sommerbesøg i Hjemmet, indtil 1863 og uddannede sig paa egen Haand til Billedhugger. I 1859 hjemsendte han derfra »En Figur til et Springvand«, en Dreng, der trykker paa en Vinsæk, som tilkendtes den Neuhausenske Præmie. I 1863 udstillede han et større i Rom udført Arbejde »Ægeus, der ser ud over Havet efter Theseus' Skib«, hvorved han tildrog sig megen Opmærksomhed. Faa Aar efter (1866) vandt han Halvdelen af den Eibeschtitzske Præmie for »Noah« (jfr. Saabye). I Aarene 1866—68 var han atter i Italien, dels med det Ancherske Legat (1867), dels med Kunstakademiets Rejseunderstøttelse paa 800 Rdl. (1600 Kroner), der dog var fordelt paa to Aar. Senere har han, paa mindre Rejser nær, levet i Hjemmet. Den 16. Februar 1871 blev han valgt til Medlem af Kunstakademiet. Et af hans største Arbejder er en kolossal Billedstøtte af »Absalon«, der var at se paa den nordiske Kunst- og Industriudstilling i 1872 og af Kunstneren blev skænket til Raad- og Domhuset, i hvis Forhal Gibsmodellen er opstillet. Han har i 1895

 

88

faaet den Opgave at modelere en Relieffigur af samme til det nye Raadhus. Tillige deltog Bissen i Faderens senere Leveaar meget i dennes større Arbejder, saaledes fuldførte han bl. A. Rytterstøtten af Frederik VII, støbte den i Bronce i et af ham selv oprettet Støberi, ciselerede og opstillede den paa dens Plads foran Christiansborg Slot. Fra dette Støberi er senere flere betydelige Bronceværker udgaaede, dels efter hans egen og Faderens, dels efter andre Kunstneres Modeller, saaledes Carl XIV Johan til Hest efter den norske Billedhugger Bergsliens Model til Christiania.

Bissen har nu i en lang Aarrække modeleret en Række Kunst­værker, som viser Rækkevidden af hans Talent og den Kærlighed til Naturen, der giver hans Iagttagelse af den saa megen Sandhed og aandelig Dybde. Ikke alene er han en sikker og livfuld Iagttager af Dyrene, saaledes som en Understrøm af udstillede Smaaarbejder viser ham, men han er ogsaa en dygtig Portrætbilledhugger. Billed­støtter af Grev Frijs-Frijsenborg, af C. Hall, af Enkedronning Caroline Amalie vidne tilligemed en hel Række Buster og Portrætmedailloner om hans sikre og humane Opfattelse. Ved Siden deraf har han udført den frit mod Luften staaende Gruppe over Blegdamshospitalets Port og Frontonreliefet over Landmandsbanken (Peschiérs Gaard, se Harsdorff), og efter eget Valg en Række Billedstøtter, hvori han med Forkærlighed gengiver den unge Kvinde, »Pottemagersken«, den unge græske Pige, som maler en Vase, »Spindersken«, »Jægerinden«, (udf. i Bronce til Statens Saml), »En Dame«, »Atalante« o. fl. Af Mands­skikkelser kan nævnes »Tubal-Kain«.

Bissen blev den u. Marts 1887 Medlem af Akademiraadets første Forsamling og den i. April 1890, efter at Professor Peters havde taget sin Afsked, Professor ved Akademiets Modelskole i Billedhuggerkunst. Han var i 1861 bleven gift med Johanne Vil-helmine f. Michelsen (Datter af Provst Marcus Christian Vilhelm Michelsen, 1804, d. 1855, og Frederikke Vilhelmine f. Faber, f. 1810, d. 1891), Stifdatter af Konsul Alfr. Hage; men hun døde allerede Aaret efter. I 1867 ægtede han Anna Bruun, en Datter af Kommandørkaptajn Palle Christian Bruun (d. 1855).

(Priv. Medd. Bricka II, 308. Illustr. Tid. 1863, 3. Maj. do. 1866, 15. April. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bissen. Herman Vilhelm Bissen, Billedhugger, Søn af Christian Gottlieb Vilhelm Bissen fra Holsten, for en Tid Landbruger i Angel, oe Anna Margrethe Dorothea født Elfendehl fra Nordslesvig, blev

 

89

født d. 13. Oktober 1798, i Slesvig By, hvor Faderen den Gang endnu boede. Aaret efter denne Søns Fødsel flyttede Familien til Angel, og der voxede Bissen op. Allerede i sin tidlige Barndom viste han Tegn til kunstnerisk Begavelse, medens den Lyst til mechaniske Sysler, som hans Brødre havde arvet efter Faderen, ikke laa for ham. Hans Barndom forløb i Hjemmet under frie landlige Omgivelser, indtil Forældrene i 1812 atter flyttede til Slesvig, hvor Faderen fik et Embede som Skriver. Efter hans Konfirmation var der Tale om at sætte ham i Snedkerlære, men hans Kunstfrembringelser og Tegninger havde allerede vakt saa megen Opmærk­somhed, at nogle Venner af Familien, hvoriblandt Maleren Bøhndel, sammenskød en Sum Penge, der var stor nok til, at han med Spar­sommeligbed kunde leve nogle Aar i København og uddanne sig til Maler, som var det Kunstfag, hans Velyndere eller han selv nærmest tænkte paa.

Bissen kom til København i 1816, begyndte at besoge Kunst­akademiet og var ved Nytaar 1818 naaet op i dets overste Klasse, Modelskolen. Det trykkende i hans ensomme Stilling bragte ham nu til at vende hjem til Forældrene i den Tanke snarere at forsøge sin Lykke i Tyskland. Men et Besøg af Prins Christian i Slesvig blev afgørende for hans Tilknytning til Fædrelandet. Prinsen tilsagde ham Understøttelse, naar han vilde vende tilbage til København. Her vandt han (1819) Akademiets store Sølvmedaille og søgte samme Aar at vinde den mindre Guldmedaille som Maler; men han fik ikke sit Maleri færdigt. Ved den næste Konkurs (1821) var imidlertid Lysten til Billedhuggerkunsten bleven meget levende hos ham, og hans Lærer i Malerkunsten, J. L. Lund, raadede ham selv til hellere at vælge dette Fag. Han var dog endnu saa tvivlraadig, at han tog begge Kunstfags Redskaber med sig i Logen, hvor han skulde udføre sin Skitse. Den tilfældige Omstændighed, at hans Farvespatel knæk­kede, blev ham et afgørende Vink, og han udførte sin Skitse som Relief. For det udførte Arbejde, »Josefs Brødre vise Jakob hans Søns blodige Kjortel« (i Mos. 37, 32—35) fik han enstemmig den mindre Guldmedaille (10. Sept. 1821). I det følgende Aar fik han flere Bestillinger til Slotskirken (4 Relieffer med bibelske Emner, 4 Medailler til at sætte over de 4 Evangelister, samt 4 Engleskik-kelser, som udførtes i Stuk under Kuplens Flige), og modelerede til­lige en Buste og en mindre Billedstøtte. Endelig vandt han (1823) den store Guldmedaille for Opgaven »Jairi Datter« (Marc. 5,41).

 

90

Nu havde han som Artist Ret til det store Rejsestipendium og fik det, ved Finansernes Hjælp, da Akademiets Stipendium endnu ikke var ledigt, tilstaaet fra i. Januar 1824 først paa tre Aar, senere forlænget med to Aar til. Allerede Juleaften 1823 var han hos sine Forældre i Slesvig, forholdsvis langsomt rejste han derpaa gennem Tyskland og Norditalien til Rom, som han naaede om Efteraaret 1824. Akademiet og dets Præses, Prins Christian, nærede store For-haabninger til den unge Mand, for hvem Kunstens Herlighed nu skulde oplades, selv syntes han derimod næsten overvældet af sine Indtryk. Hans Modtagelighed var saa stor, at han næsten ydmygedes for dybt derunder. Denne Følelse fik ogsaa Indflydelse paa hans Forhold til Thorvaldsen. Han følte sin egen Ringhed saa levende, at han ikke kunde nærme sig den verdensberømte Mester, som da stod paa Højden af sit Ry, med den Tillid og Frimodighed, som laa Thorvaldsens jævne Personlighed nærmest; Følgen deraf var en Tilbageholdenhed fra Bissens Side, der blev udlagt som Kulde eller endog som en Stolthed, der grænsede til Skinsyge. I Tidens Løb lærte dog Thorvaldsen at skatte, ikke alene Bissens Talent, men ogsaa hans Personlighed, og viste ham i sine ældre Aar den varmeste Tillid.

Bissens første Tid i Rom var saaledes alvorsfuld nok. Sit første Arbejde »En liggende Bacchantinde« tilintetgjorde han igen; men hans utrættelige Flid og stærke Skaberævne bragte ham over alle Vanskeligheder. En Buste af Thiele, som han havde modeleret 1825, udførte han det følgende Aar i Marmor for at øve sig i Mejslens Brug, hvilket faldt ham, ligesom tidligere Freund, svært nok. Et nyt Arbejde af ham, en Gruppe i halvnaturlig Størrelse, »En siddende blind Olding, til hvem et Barn tigger«, ogsaa kaldet »Belisar« (udst. 1829), vakte megen Opmærksomhed i Kunstnerkredse og blev købt af Grev Rantzau Breitenburg. Dette Arbejde i Forening med et Par Relieffer med Fremstillinger af Homer og et tredje, »Kristus vasker Apostlernes Fødder«, hjalp ham til at genvinde kunstnerisk Sikkerhed og Ro. En Rejse til Syditalien med Freund og Martens virkede oplivende paa ham, medens en senere Rejse til Toscana, hvor han med Iver studerede den ældre kristelige Kunst, fik stor Indvirkning paa hans Kunstopfattelse. Ærlig og inderlig Udtalelse •f den Følelse, der i hans Øjne gav Æmnet Liv og Sandhed, uden Lvst til at prale med technisk Færdighed eller Indsigt, blev det bevidste   Program  for   hans  hele  følgende Kunstnervirksomhed,   lige-

 

91

som det ubevidst havde foresvævet ham under hans hidtidige Virk­somhed.

I de Arbejder, han endnu udførte i Rom, fremtræder den mod­nede Kunstner, om end ikke fuldstændig den Bissen, det danske Folk senere har lært at kende og skatte. Af disse Arbejder skulle vi kun nævne »Blomsterpigen« i Marmor til Hambro, Thorvaldsens Brystbillede i overnaturlig Størrelse, som af en Kreds af Rigmænd skænkedes Kunstakademiet i Marmor (1832) og endelig den store Mindestøtte over Gutenberg, som Bissen fuldstændig udførte efter Thorvaldsens lille Udkast. Den 2. August 1834 rejste han fra Rom og var den 27. Oktober i København, hvor Akademiet agreerede ham med 11 Stemmer mod 1og gav ham til Opgave »En Valkyrie«. Denne lille Figur, hvorpaa han den 23. Marts 1835 enstemmig blev valgt til Medlem, tiltaler ved sin Finhed og levende Bevægelse, men der er med Rette bleven fremhævet, at den i sit Grundlag ikke er nordisk nok. I senere Arbejder i nordisk Retning forstod han at forene endnu større kunstneriske Fortrin med et dybere Kendskab til Nordens Aand og ydre Form.

Han fik strax fuldt Arbejde med den Frise, han havde paataget sig at gøre færdig til Christiansborg Slots Riddersal i Løbet af fem Aar. Den forestillede »Bacchus og Ceres, som bringe Menneskene Kulturens Gaver« og udmærkede sig ved den ejendommelige Friskhed, hvormed Kunstneren færdedes i den til en vis Grad fra Oldtiden over­leverede Form. Samtidig udførte han flere større Arbejder, saaledes, foruden en Del Brystbilleder, en Statue af Anders Sandøe Ørsted i antik Dragt. Ørsted spillede den Gang en stor Rolle i Danmarks politiske Rørelse, men da han kort efter blev overfløjet af Liberalismens unge, fremstormende Talsmænd, blev Gibsmodellen stillet hen og er aldrig siden kommet til Udførelse. Et andet stort Arbejde forberedtes ligeledes i denne Tid; det var de atten legemsstore Billedstøtter til Dronningens Trappe paa Christiansborg; men deres Udførelse tilhører en senere Tid, da nye og stærkere Strømninger havde efterladt deres Spor i Kunstnerens Sjæl.

I dette Tidsrum dvælede hans Tanker mest i den Oldtid, han under sit Ophold i Italien og gennem Thorvaldsens Virksomhed havde vundet en saa klar og inderlig Forstaaelse af. Fire Billedstøtter til Baurs Landsted i Altona (Cephalus, Atalante, Narcissus og Psyche), »Tiggerdrengen«, en af hans finest følte Billedstøtter, »Venus fletter sit Haar«, »Amor, som sliber sine Pile«, Apollo og Minerva til Universitetets Forhal og endnu flere Statuer, foruden som sædvanlig

 

92

en Del aandfulde og godt lignende Brystbilleder, var Frugten af hans ufortrødne Virksomhed. Samtidig havde hans personlige Liv i dets tilsyneladende stille Ro været rigt paa Begivenheder. Om Efter-aaret 1835 var han bleven gift med den Pige, han allerede fra sin Ungdom havde fattet Kærlighed til, Emilie Hedvig Møller (f. 1808, d. 1850), en Datter af Ejer af Kristineberg Mølle og senere af Fri­heden i Høsterkøb, Peter Christian Møller (f. 1771, d. 1828) og Ane Kirstine f. Hansen (f. 1768, d. 28/I2 1844); hun blev Moder til fem Børn hvoriblandt de to foran og nedenfor nævnte Kunstnere. Familie­livets Lykke led kun Skaar ved det svage Helbred, Kunstneren selv nød; han var hjemsøgt af svære Lidelser, selv om de ikke mægtede at kue hans livlige Aand og hans utrættelige Virkelyst. Da han i 1840 var nærved at have Frisen til Christiansborg færdig, gjorde han sig rede til, strax efter dens Fuldendelse, at drage til Rom med hele sin Familie. Imidlertid døde Professor Freund (den 30. funi 1840), Bissen maatte ikke alene paatage sig Fuldførelsen af nogle af dennes efterladte Arbejder, men var ogsaa den nærmeste til at søge Profes­soratet ved Akademiet, som tildeltes ham den 12. Oktober 1840. Disse forskellige Omstændigheder sinkede ham saa meget, at han først i August 1841 kunde udføre sin Plan, at tilbringe et Aarstid i Rom. Opholdet havde dog ikke den gunstige Virkning, han ventede sig, og det var først et Par Badekure i Grafenberg (1844 og 1847), som gengav ham hans fulde Helbred.

Med Krigsaarene (1848-50) begyndte en ny Tid for Bissen. Smærten over Broderkampen efterfulgtes af kummerfulde Tider ved en elsket Hustrus lange Sygeleje, hvis Død lagde en vemodig Dæmper paa Glæden over Sejren, som Bissen følte saa dybt som nogen. Fra nu af gaar der en dobbelt Strøm igennem Kunstnerens Virksomhed. Tidens stærke Rørelser havde grebet ham saaledes, at han ikke mere løsrev sig derfra, men følte Trang til at give de Tanker Liv og kunstnerisk Tilværelse, som den Gang var alles Ejendom, og paa samme Tid glemte han ikke sin Ungdoms Kærlighed, men syslede med stedse større Modenhed med Æmner fra den klassiske Oldtid eller med Livsbilleder i klassisk Stil. Medens der i hans store Værk­sted ved Frederiksholms Kanal fremstod kolossale Værker som »Land­soldaten« til Fredericia, Sejrsminde om Slaget den 6. juli, ”Løven« til Flensborg Kirkegaard, forsmædelig bortført af Preusserne i 1864, ”Frederik VII« som Grundlovens Giver, flere Gange staaende og endelig som kolossal Rytterstøtte til Slotspladsen, hvor den opstilledes nogle Aar efter Kunstnerens Død, »Moses« til Forsiden af Frue Kirke,

 

93

»Oehlenschlæger«, som nu staar foran Theatret, alle Værker, der støbtes i Bronce, havde han, ovenover det større, et mindre Værksted, hvor en stillere, mere indadvendt Kunstnervirksomhed ligesom havde sin Bolig. Foran det store solbeskinnede Vindue voxede der i yppig Fylde, om end kun en svag Afglans af den virkelige Natur, Sydens Planter, Cypresser, Kaktus, Aloer og Palmer, Firben vimsede i det stedsegrønne Løv, smaa Landskildpadder opsøgte Solpletterne paa Gulvet i fredeligt Samkvem med fløjtende Vagtler, medens Kunstneren selv i sin Lærreds Bluse med mild Alvor formede Leret, snart til bløde Kvindeskikkelser, snart til kraftige, lidenskabelige Mænd. Der dulmede han sin Sorg over Hustruens Død ved at lade hende fremstaa i den skønne siddende Billedstøtte, som nu tilhører Statens Sam­ling; der dannede han i Løbet af Aarene 1856—58 de fleste af de saa skønne, af en i al deres Vexel saa dyb Kvindelighed prægede Skikkelser, der smykkede Dronningens Trappe paa Christiansborg; der fremstod Værker som den af Furierne forfulgte »Orestes«, den smærteligt lidende »Filoktet» og Perlen af hans klassiske Værker »den vrede Achilles«. Hvis Kunstneren ikke, bemærker med Rette hans franske Biograf, Engene Plon, havde ladet denne Skikkelse være ganske nøgen, saa at man i første Øjeblik tror at se en »Model-figur«, men havde knyttet den til den homeriske Heltesagnkreds blot ved nogle henlagte Klædningsstykker eller ved en nærmere For­bindelse med de givne Attributer, vilde »Achilles« være bleven et fortrinligt Arbejde, et Kunstværk af første Rang. Denne Billedstøtte forener i en sjælden Harmoni Følelsens hele Dybde med en gennem­ført kunstnerisk Udførelse.

Vi kunne her ikke nævne den Mængde Værker, der i hans senere Leveaar fremstod under hans flittige Hænder, det var, som om hans Skaberkraft voxede med Aarene og med den stigende Yndest, der ydedes hans Værker. Af monumentale Arbejder, der ere tilgængelige for alle, skal her kun, foruden de ovenfor omtalte, nævnes Ryes Brystbillede paa Garnisons Kirkegaard (1850), det i al sin Simpelhed saa rørende Mindesmærke over de faldne Krigere paa Fredericia Kirkegaard (1851), Mindetavlen over Lundbye paa Garni­sonskirkens Ydermur (1855), Frederik VI's Billedstøtte i Frederiksberg Have (1856), Schouws og Weyses kolossale Buster paa Frue Plads, Tyge Brahes Billedstøtte (1859) opstillet i 1876 foran Observatoriet, Tordenskjolds Billedstøtte (1864) skænket til Pladsen foran Holmens Kirke af Grosserer Puggaard, nu staaende i en lille Forgaard mellem Kirken og Kapellet, samt et Par Gravmæler, f. Ex. over Billedhugger

 

94

H. E. Freund. Af Buster udførte han et myldrende Tal, og ikke nøjet med den overordentlige Virksomhed, som hans Bestillinger frembød ham, udførte han for sin egen Fornøjelse en Række Bryst­billeder af saa godt som hele hans Tidsalders i den ene eller anden Retning fremragende Mænd her hjemme, Kunstnere, Digtere, Musikere, Videnskabsmænd, Politikere mellem hverandre og alle gengivne med en vidunderlig Sans for at gribe Individualitetens inderste Kærne.

Bissen var vel Professor ved Akademiet og i 1850—53 dets Direktør, men hans Virksomhed som Lærer var dog mere knyttet til hans store Værksteder ved Frederiksholms Kanal (Materialgaarden), hvor endnu Sønnerne leve og virke som Kunstnere: der færdedes i Aarenes Løb en saa stor Kreds af Lærlinger og Medhjælpere, mest Kunstnerens egne Landsmænd, men ogsaa Svenskere og Normænd, ja endog Udlændinger fra Tyskland og Italien, at Tallet løber op til over 100. Efter i andet Ægteskab at have været gift siden 1852 med en Datter af den gamle Kobberstikker Sonne, en Søster til Kunstnerne af dette Navn, Cathrine Marie Sonne (f. 31/i2 1809, d. 1892), med hvem han ingen Børn fik, døde han den 10. Marts 1868 i sit 70. Aar. Hans Ven og Jævnaldrende, Professor N. Høyen holdt en gribende Tale over ham ved Sørgefesten i Kunstakademiet (30. Marts).

(Dansk Folkekal. 1842, Biogr. af F. C. Olsen. S. 25—41. Biogr. ved N. Høyen i 111. Tid. 1860, Nr. 44. Do. 1870. Nr. 546. Eugéne Plon: Le sculp-teur danois Vilh. Bissen. Paris 1870. 2. Udg. 1872. Priv. Medd. Bricka II, 310—21. Høyens Skrifter. J. L. Ussing, Høyens Levned. Jul. Lange, Billed­kunst. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bissen. Rudolf Bissen, Landskabsmaler, yngste Søn af Herman Vilhelm Bissen og Hedvig Emilie født Møller, er født i København den 2. April 1846. Han lærte at male hos Skovgaard for at uddanne sig til Landskabsmaler og besøgte (1865—67) Kunstakademiet, hvor han rykkede op til Modelskolen. I Aarene 1871—72 og 1874—75 opholdt han sig i Italien, hvorfra han hjemsendte flere større Billeder. Han har udstillet siden 1868. En Galdestenssygdom, som fra 1877 i flere Aar delvis fængslede ham til Sygelejet, hæmmede hans Produk­tion i høj Grad, men navnlig fra 1884 tog den, efter hans fulde Helbredelse, et kraftigt Opsving, paa samme Tid som en udpræget Selvstændighed traadte frem i hans Behandling af Landskabet og Valg af Motivet. I 1885 fik han, i denne sin »anden Ungdom«, den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere, i 1888 en Rejseunderstøttelse paa 1000 Kr. og i 1890—92 de to Aars-medailler, som have gjort ham til Medlem af Akademiets Plenar-

 

95

forsamling.    I  1887  havde han ægtet Olga Jacobs, en Datter af Fuld­mægtig Jacobs i København.

(Priv. Medd.    Bricka II,  321.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bjerre. Niels Jakob Jakobsen Bjerre, Maler, er Søn af Gaardejer Peter Jakobsen Bjerre (f. 1833, d. 1867) og Maren Nielsdatter Nissum (f. 1840), i andet Ægteskab gift med Landmand C. A. Thorndahl; han er født den 5. Januar 1864 paa Gaarden Nørrelund ved Lemvig. Han tog Præliminærexamen i Lemvig Realskole, kom, efter en kort Tid at have været ved Landvæsenet, i 1880 til København og besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han Aaret efter ved Læreren J. F. Busch dimitteredes til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik »Tilladelse til Afgang« (1888), hvorefter han besøgte Kunstnernes Studieskole under Kroyer om Vinteren 1889—90. Sam­tidig var han fire Aar i Malerlære. Ved en Decemberudstilling i 1887 udstillede han sit første Arbejde »Fra en jysk Bondehave; Efteraar« og paa en senere Udstilling et andet Billede. Fra 1892 har han hørt til den frie Udstillings faste Medlemmer og udstillet en Del Arbejder, dels Landskaber, dels Livsbilleder, hvoraf >Fra en Folkehøjskoles Foredragssal«, tilhører Grosserer H. Hirschsprungs Samling; et andet Billede fra samme Aar »Vinter paa Landet« har ogsaa været udstillet i München.

(Priv. Medd.    Akad.    Fri Udst. Fortegn.)

 

Bjørn. Christian Aleth Bjørn, Maler, er Søn af Toldassistent Frederik Marcus Julius Bjørn (d. 1869) og blev født i København den 17. September 1859; han besøgte, efter at han var bleven Maler­svend, Akademiets Skoler fra Februar 1885 til Maj 1888; han var i. Marts 1887 rykket op i Modelskolen, men forlod denne uden at forsøge Afgang. Bjørn har udstillet siden 1889, da han konkurrerede med om den Neuhausenske Præmie, samt i de følgende Aar til Dels Billeder fra Udlandet, malede paa en Rejse, som han foretog med en ringe Understøttelse.

(Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Blache. Christian Vigilius Blache, Sømaler, født den i. Februar 1838 i Aarhus, er Søn af Professor, Rektor Hans Henrik Blache (f. 1787, d. 1871) og Elise Marie født Kold. Han blev Student 1857 fra Aarhus Skole, men forlod Studeringerne for at blive Skibs­bygger og var to Aar i Lære som saadan. Det blev ham imidlertid snart klart, at det var paa en anden Maade, Sø og Skibe fængslede

 

96

ham, og han kastede sig nu med Iver over Sømaleriet. Han begyndte 1859 at tegne i technisk Institut og fra Januar 1861 paa Kunst­akademiet, medens han samtidig satte sig ind i sit særlige Fag under Sømaler C. F. Sørensens Vejledning. Faa Aar efter (1863) begyndte han at udstille, og allerede det følgende Aar købte den kongelige Malerisamling et lovende Arbejde af den unge Kunstner, »Fra Begtrupvigen ved Hels«. I Krigen 1864 valgte han at deltage som Søværnepligtig, for at Tiden ikke ganske skulde gaa tabt for hans Kunst, og Frugten deraf, »Danske Orlogsskibe under Letning i Sundet«, tilkendtes den Neuhausenske Præmie (1865). Nogle Aar efter konkurrerede han paany til denne Præmie og vandt den ved »Søgang ind imod Land, Motivet fra Kronborg Strand« (1869). Endelig fik han 1872 Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar og besøgte Holland, Paris og Italien, samt paa Hjemvejen det følgende Aar Tysklands store Byer, Wien, Dresden og Berlin. Forinden Rejsen havde han giftet sig (1870) med Marie Christine født Malling. I 1887—88 fik han de to Aarsmedailler, hvorved han blev Medlem af Akademiets Plenarforsamling, og den 21. Februar 1890 blev han, efter H. Olriks Død, valgt til Medlem af Akademiraadet. l 1888 blev han Ridder af Dannebrog. Af senere større Arbejder kan frem­hæves »Redningsbaaden køres til Strandingsstedet« (1871), »Søren Kanne« (1877), »Paa Slæb ud af Havnen« (1887). Hans Billeder udmærke sig ved godt Kendskab til Sø og Skibe, korrekt Behandling af Luften og ofte en livfuld Staffage.

(Priv. Medd. Bricka II, 371. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Blasius. Leonhard Blasius eller Blasiussen, Architekt, blev af Christian IV ansat som Overbygmester den 6. Juli 1640 »i salig Hans Steinwinkels Sted« ; men han døde allerede den 8. December 1644. Hans Hustru hed Hedvig.

(Medd.  fra Rentek.  1872, S.  195.    Kbh. Dipl. III, 254.)

 

Blejel. Af J. P. Bkjel findes malet nogle Portræter i den Hjelmstjerne-Rosencroneske Danske Portrætsamling, betegnede med Aarstallet 1750.

(Spengl.  Art. Eft.)

 

Bless. Johan Peter Bless, Portrætmaler, var Søn af Hattemager-mester Hans Christian Bless og Anna Margrethe Dorthea født Pedersen os blev født i Kjerteminde den i. Juni 1825. Han var i Lære hos

 

97

Malermester Prange i Odense fra sit 18. til sit 22. Aar, tog derefter1 til København, hvor han arbejdede som Svend og tillige besøgte Kunstakademiet i tre Aar (1849—51), kastede sig derpaa over Por­trætmaleriet og malede en Del Portræter i Kyn, rejste til Berlin, hvor han opholdt sig i'/2 Aar og derfra til Wien. Her blev han i fire Aar og søgte under tyske Kunstneres Vejledning at uddanne sig videre. Efter Hjemkomsten levede han tre Aar i Ystad i Skaane som Fotograf, men da det lykkedes ham at blive bekendt som Por­trætmaler, tog han tilbage til Danmark og levede siden i Aarhus. Bless døde den u. Februar 1880. Ved Kunstakademiets Udstilling i København har man set Portræter og Studiehoveder af ham fra 1857 med enkelte kortere eller længere Afbrydelser. Han har ogsaa kopieret et Par Altertavler.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Blichfeldt. Frederik Thorvald Emil Blichfeldt, Architekt, Søn af Billardfabrikant Jens Christian Frederik Blichfeldt (d. 1878) og Marie Sofie født Johnsen (d. t860), er født i København den 5. November 1849. Han kom fra technisk Institut til Kunstakademiet i Oktober 1863, gennemgik dette og fik den 23. December 1871 Afgangsbevis derfra som Architekt, hvorefter han 1876 vandt den mindre og 1878 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Nationalmuseum«. Lige fra sine første Studieaar har han arbejdet for F. Meldahl, først som Tegner senere som Konduktør, indtil han for Aarene 1878 til 1880 fik Akademiets store Rejsestipendium: dog forblev han udenlands til Foraaret 1882. Et Projekt til Ombygningen af Nørrebro (nu Dron­ning Louises Bro) blev ikke benyttet; ved Konkursen om Christians­borg Slots Genopbygning vandt han en Præmie. Af hans udførte Arbejder kan, foruden flere Privathuse, fremhæves Tivolis Portal­bygning (1889—90, i Forening med Bergmann) og det Store Nordiske Telegrafselskabs Bygning paa Kongens Nytorv (færdig 1894). Den 12. November 1894 blev han Ridder af Dannebrog.

(Priv. Medd.   Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bloch. Carl Heinrich Bloch, Maler, født i København den 23. Maj 1834, var Søn af Grosserer Jørgen Peter Bloch (f. 1795, d. 1874) og Ida Emilie Ulrikke Henriette f. Weitzmann. Han skulde først være Søkadet; men da dette mislykkedes, medens han viste fremtrædende Lyst til Tegning, kom han 1849 paa Kunstakademiet, hvor han 1852 og 1853 vandt den mindre og den store Sølvmedaille. Da han

N. K   L.    I.                                             Marts  1895                                             7

 

98

i Førstningen synes at have tænkt sig udelukkende at blive Portræt-og Genremaler, søgte han ikke at vinde nogen af Akademiets Guld-medailler, derimod begyndte han strax at vække Opmærksomhed ved sine udstillede Billeder (1854). Navnlig de Optrin af det jydske Folkeliv, man havde Lejlighed til at se 1857—58, røbede en Alvor i Opfattelsen, der lovede en smuk Fremtid. Med et mindre Billede »Et Maaltid« (Børn, der spise Kaal), som kom frem det følgende Aar, begyndte en af de mest fremtrædende Sider af Blochs Snille at vise sig, nemlig hans rige komiske Lune, der siden har aflokket ham en saa talrig Række morsomme Billeder, snart af det danske, snart af det italienske Folkeliv; lystige Drenge, skælmske unge Piger, Munke i komisk-ynkelige Tilværelsesøjeblikke, arrige Kællinger og »gamle Fyre« mødes her i broget Vexel.

»Et Maaltid«, som blev købt af Kunstforeningen i København, er senere bleven stukket af E. Sonne og uddelt som Aarsblad til Kunstforeningens Medlemmer. Med nogen Svaghed i Tegningen forenede det et saare elskværdigt Lune i Fremstillingen og en Virk­ning i Farven, som Kunstneren først senere, efter alvorlige Studier i andre af sin Kunsts Retninger, genvandt i fornyet Skikkelse. Med dette Billede begynder et nyt Afsnit i Kunstnerens Liv.

Samme Aar (1859) fik Bloch nemlig Kunstakademiets Rejse­stipendium (600 Rdl.) og drog sammen med sin Ven og Kunst­fælle, Dorph, til Rom, hvor han forblev til 1861 og efter et kort­varigt Ophold i Hjemmet atter fra 1863 til 1865. Ikke faa af hans samtidige Kunstfæller ville med mig mindes de skønne Studieaar i Rom, hvor vi levede i det rigeste aandelige Samkvem med Bloch, der, uden at gøre sig gældende anderledes end som trofast Kammerat, dog for os alle stod som den, af hvis Fremtid der var mest at haabe. Vi samledes som til Fest om hvert nyt Billede, Bloch havde færdigt, og den elskværdige Ivrighed, hvormed han tilegnede sig Vennernes, efter hans ønske, ærligt udtalte Domme, prægede sig i en rask fremadskridende Udvikling, hvori vi ligesom for vore Øjne saa en Yngling modnes til Mand, en stor Kunstnerpersonlighed blive til. Efter at han i nogle mindre Billeder ligesom havde prøvet sine Vinger, slog han i 1863 med »Samson og Filistrene« (den kgl. Malerisaml.) ind paa en ny og mere storladen Retning i sin Kunstner­virksomhed. Dette store Billede, med sin enkelte stærkt fremtrædende nøgne   Skikkelse,   udmærkede   sig   mere   ved   det  Herredømme  over formen,  Kunstneren fra nu af havde vundet, end ved sin Farve, der endnu i Karnationen var noget læderagtig.

 

99

Det efterfulgtes med et Aars Mellemrum af »Jairi Datter« (den kgl. Malerisamling) og det følgende Aar af det meget store Billede »Prometheus«, der var malet til Kongen af Grækenland (1865). Her mødtes selvstændig og selvbevidst Dygtighed i Form og Farve med Ævnen til at gengive et højst levende dramatisk Udtryk, og fra nu af stod Bloch i den almindelige Bevidsthed, ikke mere blot som den lunefulde, aandrige Genremaler, men ogsaa som en af vore mest fremtrædende Historiemalere, som den, der var nærmest til at tage Arv efter Marstrand. Kunde han end i »Scene i et romersk Osteri« (Gross. M. G. Melchior) ikke fuldstændig hævde sin Plads ved Siden af Marstrand i en saa umiddelbar Kappestrid med et Billede fra denne Kunstners bedste Tid som Genremaler, svarede end »Niels Ebbesen og Grev Geert« (Grev Moltke-Hvidtfeldt til Glorup) ikke fuldstændig til de maaske ubillig højt spændte Forventninger, saa naaede han i »Christiern II i Fængsel« (1871, den kgl. Malerisaml.) ikke alene en sand og storslaaet malerisk Virkning, men ogsaa en Dybde og Kraft i Stemningen, der virker betagende paa Beskueren.

Samtidig havde Bloch paa den religiøse Histories Omraade malet en Række Billeder, som i Anordningens Alvor og Skønhed, i Følelsens Dybde og i psychologisk Sandhed hører til Kunstnerens bedste Frem­bringelser. Det er de 23 Billeder til Frederiksborg Slotskirkes Bede­stol, som paa Kaptajn, Brygger J. C. Jacobsens Bestilling udførtes fra 1866—80. Ved Siden af denne betydelige Række Kompositioner har han i enkelte større Altertavler, f. Ex. »Christus, som fremstiller et Barn for Disciplerne«, (udst. 1873 udnf. Fort.) og flere andre, givet Frelserens Skikkelse med en Dybde og Inderlighed i Følelsen, som man uden Erfaringens Vidnesbyrd næppe skulde tiltro den lunefulde Genremaler. Et 1874 udstillet større Billede »Samson og Dalila« tiltalte mere ved Talentets oversprudlende Kraft end ved ædel Op­fattelse af et i og for sig vanskeligt Æmne. Efter Marstrands Død overdrog Universitetet ham at male de to Billeder, som allerede havde været bestilte hos denne Kunstner til Universitetets Festsal, men ved hans Sygdom og Død ikke kom til Udførelse. Det første af disse, paa Stedet selv malede, store Billeder forestiller »Hans Tavsen, som værner Biskop Rønnov mod Almuens Voldsomhed«, og udmærker sig ved sin interessante livfulde Gengivelse af Æmnet, ikke mindre end ved sin kraftige Udførelse, ved sin ædle Alvor i Æmnets Kærne og paa samme Tid ved et næsten genreagtigt Lune i Almuens Op­træden. Dette Billede blev stukket i stort Format af Kobberstikker J. Ballin. Det andet, som forestiller »Kong Jakob af Skotland, der

 

100

besøger Astronomen Tyge Brahe paa Hveen«. er vel mindre fængslende fra selve Indholdets Side, men danner i historisk Alvor og Værdighed, i Foredragets Skønhed, i Lysets Kraft et heldigt Sidestykke til det fnrste og harmonerer i Hovedtonerne saavel med dette, som med Marstrands endnu større Midterbillede, saaledes at denne Væg, delt og indrammet af Hilkers smukke Dekoration, danner et monumentalt Hele, som til alle Tider vil hævde sig en ærefuld Plads. I Salens tvende Endevægge var endnu afsat fire lidt smallere Felter, hvoraf det ene i 1887 ogsaa blev overdraget Bloch. Det forestiller »Biskop Brochmand, der lader den unge Peder Schumacher (Griffenfeld) for Kong Frederik III give Prøve paa sin Lærdoms. Det er holdt i en alvorligere, lidt dybere stemt Stil, hvorved det danner en vis Modvirkning til Langvæggen, men paa samme Tid anslaar en Tone, der maatte være medbestemmende saavel ved Valg af Æmner til de andre Felter, som ogsaa ved Behandlingen af dem. Det blev først færdigt i 1889.

Jævnsides med disse Arbejder gik atter en Række Genrebilleder, snart med Mesterens gamle spillende Lune, snart udtrykkende mere vemodige Stemninger, for det meste noget mindre i Omfang og med mindre Figurer end tidligere. Særlig maa fremhæves nogle ganske smaa Billeder, hvor han i et friere og mere aabent Landskab hen­satte en enkelt Figur, der voxede sammen med Landskabets festlige sommerlige Stemning. I Modsætning til den djærve Brede og kække Kraft, hvormed han førte Penslen i sine store Billeder, udmærkede disse Billeder sig ved en Finhed i Foredraget, en Gennemførelse af Enkelthederne, uden at Helheden led derunder, som giver disse Bil­leder en i hans hele Produktion mere lyrisk Karakter.

Blochs Anseelse som Kunstner, ikke mindre end den sjældne Sikkerhed, hvormed han forstod at iagttage en Personlighed og fængsle den til Lærredet, maatte gøre ham til en meget søgt Portrætmaler, og gennem hele hans Virketid bølger sig en Række fortrinlig opfattede Portræter, saaledes af Kongen, Dronningen, H. C. Andersen, C. Bille, S. Engelsted, Edv. Holm, J. N. Madvig, A. F. Krieger, C. Liebe, endelig hans eget Portræt, som nu hænger i Akademiets Festsal og er gengivet i Frisen foran, hans Hustru og mange flere.

Bloch, som i en Vrimmel af de lunefuldeste Billeder, hvori den sjælelige Fortælling er som oplevet i det Øjeblik, Billedet blev sat hen som færdigt, som i en Række glimrende Portræter, hvori hver Enkelts Personlighed er slaaende grebet, som i en Mængde store og >maa religiøse Billeder, hvori Menneskesjælens dybeste Strenge mildt

 

101

og alvorligt tone Beskueren i Møde - - har vist en Erindringsævne som faa for det, der ikke kan gribes med Hænderne, for det, der ikke kan stilles op ved Siden af Staffeliet, han, som havde en Tone­stige paa Aandens Omraade, som kun de udvalgte Kunstnere have det - - han vilde ikke stole paa sin Hukommelse i alt det. der var Aandens ydre Iklædning. Han vilde se for sine Øjne den Menneske­skikkelse, han skulde bruge i sit Billede, det Klædemons Folder, dets Stof og Farve, netop som han skulde bruge det, og netop i det Lys, hvori han skulde bruge det. Han vilde altid have det friske umiddel-hare Indtryk af Naturen i hele dens uendelige Forskellighed, et Træk, der vidner om hans aldrig svigtende Stræben efter - - som den, der arbejder udelukkende for Synets Sans -- fuldt ud at kunne svare for det, han byder Menneskenes Øje til Gæst paa. Staar man overfor Kunstnerens Produktion, indtil maaske netop de sidste ti Aar, vil man blive slaaet af, at selv hvor Handlingen foregaar i fri Luft, spærrer han til en vis Grad Baggrunden af for Tilskueren. Det er ligesom han følte Trang til at skabe den Belysning om Figuren eller Figurerne, som Atelieret bød ham, og blandt hans ældre Billeder vil man, foruden det genialt grebne »Prometheus«, kun finde faa Und­tagelser, selv dette Billede er det kun delvis. Dette Træk giver en P>egrænsning, men er ogsaa et Fortrin, idet han derved faar en for­underlig Magt over den Skikkelse, han vil fremstille, kræver af sig selv en gennemført Form i første Linie og kæmper ufortrødent for at naa sit Maal med stedse større Fuldkommenhed. Først i de sidste Aar, hvor han levede hele Sommeren i et frit og aabent Landskab ved Stranden, træder Friluftsstudierne paany - - ligesom i hans tidlige Ungdom — frem i første Række. Det fortjener at paapeges, som et Vidnesbyrd om den ildfulde Kunstnersjæl, der boede i ham, at i de 2 5 Aar, han stod anerkendt som den modne Kunstner, hvem Akademiet havde optaget i sin Kreds, har han intet Øjeblik ment, at han ikke havde mere at lære, intet Øjeblik været i Tvivl om, at der endnu var Fremskridt at gøre, og »Prometheus«'s Maler, den Kunstner, hvis Navn beundrende var paa Alles Læber, efter at han havde malet de første stemningsfulde Billeder til Bedestolen paa Frederiksborg, tog paa en Maade, der gør dem begge den største Ære, mod alvorlige og indtrængende Raad af en ældre Kunstner.

Ved Siden af hele denne Rigdom af store og smaa Malerier udfoldede han, navnlig i det sidste Tiaar af sit altfor tidligt afbrudte Liv, en ny og stedse voxende kunstnerisk Ævne i sine Raderinger,

 

102

der med overraskende Frodighed blev til, henved 80 Blade, i de faa Aar. Der er udmærkede smaa Figurbilleder iblandt dem, men han viser dog heri mest sin Styrke i nydelige Landskabsstemninger, og i de Aar, hvor Sorgen over Tabet af en elsket Hustru formørker hans Sind, er det, som om de friske Luftninger fra Kattegat mildner hans Sorg, paa samme Tid som den utrættede Virksomhed hjælper ham til at bære den.

Bloch havde i 1864 faaet Udstillingsmedaillen for »Gadebarberen« (st. af Ballin). Det Aar, »Prometheus« udstilledes (1865), blev han Medlem af Akademiet, 1867 Ridder af Dannebrog, og 1871 fik han Titel af Professor. Efter Marstrands Død (1873) søgte han Pro­fessoratet ved Modelskolen; men Akademiet, der under de daværende Forhold maatte se hen til at faa en Kunstner med fremtrædende Lærergaver, valgte Vermehren, og først 1883, efter N. Simonsens Fratræden, søgte han med ædel Beskedenhed atter Professoratet og blev da enstemmig valgt, hvorefter han den 24. September fik kgl. Udnævnelse, idet han kort forinden havde faaet Titel af Etatsraad. I 1888 malede han efter Indbydelse sit Selvportræt til den store Kunstnerportrætsamling i Uffizi i Florens, k. A. fik han Dannebrogs­ordenens Sølvkors, og i sine to sidste Leveaar var han Akademiets Vicedirektør. Da i 1890 det nye Direktørvalg forestod, var Tanken fra alle Sider henvendt paa Bloch, men Døden bortkaldte ham, efter et Par Aars Hensygnen, som dog ikke kom frem i hans Kunst, den 22. Februar 1890. Hans varme Interesse for enhver alvorlig kunst­nerisk Stræben, hans hensynsfulde Dom overfor andres Arbejder, hans overlegne Dygtighed i alt, hvad der hørte til Kunstens Technik, gav ham i den lange Aarrække, han var Akademiets Medlem, en betydelig Indflydelse paa dettes Bedømmelser, idet hans Kunstfæller med urokkelig Tillid kaldte ham til Deltagelse i alle Udvalg, som han ofte maatte lede som Formand.

Bloch var i Maj 1868 bleven gift med den ejendommelig smukke og elskværdige Alma Trepka, Datter af Oberst Johan Christian Mathias Trepka (f. 1809), som faldt i Slaget ved Isted (1850) og Ida Louise Mathilde f. Falbe (f. 1822, d. 1847). Fru Bloch var født den 22. Juni 1845, og døde den 8. Januar 1886. Af deres otte Børn nævnes den ældste Søn nedenfor som Maler.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. S. Muller, N. Dsk. Malerk. 111. Tid. VI, Nr. 301. do. Nr. 345. Bricka II. 399—404. Statskal. Pers. Tdsk. 2. R. II. Till. S. 41. Ph. Weilbach, Mindeord, Særtryk 1890.)

 

103

Bloch. Paul Trepka Bloch, Maler, Søn af ovennævnte C. H. Bloch, er født i København den 8. Maj 1869. I en Alder af 14 Aar be­gyndte han at besøge Kunstakademiets Skoler fra Januar 1884, gennem­gik dem og fik den 25. Maj 1888 Afgang som Maler. Derefter konkurrerede han, samme Aar som Faderen døde, til Guldmedaillen, og fik den 14. Marts 1890 den mindre Guldmedaille for »Paulus helbreder en Lam«. I 1888 begyndte han sin Udstillervirksomhed med et Portræt af Faderen, Carl Bloch: senere har han udstillet nogle mindre Genrebilleder, en Statuette i Gibs »Efter Løbet« og en Radering. Han ægtede i Juni 1894 Karoline Marie Winther.

(Akad.   Udst. Fortegn.    Dgbl. 9. Juli  1894).

 

Bloch. Peter Jensen Bloch, Maler, født 1777, vandt 1795—96 Akademiets Sølvmedailler og 1799 mindre Guldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner«. Han konkurrerede fem Gange til den store Guldmedaille uden at opaa den, søgte i 1815 og 1818 om at blive Informator ved Akademiet og udbad sig endelig i 1824 Tilladelse til for Betaling at forevise sine Malerier og Tegninger. Han levede i København som Tegnelærer (Historiemaler) og døde den 8. Juni 1832.

(Akad.    Vejvis.    Adresseav.   1832, Nr.  138.)

 

Block. Daniel Block, Maler fra Stettin, der havde lært hos Jakob Scherr, arbejdede for Hofferne i Danmark og Sverige. Han havde i sit 81. Aar det Uheld at miste alt, hvad han ejede, ved en Ildebrand og døde af Sorg 1661, rimeligvis i Stettin.

(Schlesw. Kunstbeitr.,  S. 43.    Allg. Deutsche Biogr.)

 

Blom. Gerhard Lichtenberg Bio m, Maler, født den 21. Februar 1867 i Helsingør, er Søn af Kobbersmedemester Bernt Valdemar Blom (f. 1831, d. 1876) og Nina Josefa f. Paulsen (f. 1835). Efter Konfirmationen var han 1½ Aar i Lære hos en optisk Instrument­mager og var derefter fire Aar i Malerlære. For at uddanne sig til Kunstner besøgte han 1885—87 Kunstakademiet, men gik i 1888 over til Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann. Samme Aar fik han Ansættelse som Tegnelærer ved Kommuneskolen i Mathæusgaden. Han udstillede første Gang 1892 et Figurbillede, »Eftermiddag i et Lyst­hus«, som Aaret efter var paa Chicago-Udstillingen. Under sit Op­hold der ægtede han den 27. Juni s. A. en dansk Pige, Sofie Hansen, Datter af Gaardejer Lars Hansen og Sigfrid f. Henriksen.

(Priv. Medd.    Akad.   Udst. Fortegn.)

 

104

Blom. Gustav Vilhelm Blom, Maler, Søn af Distriktslæge i Assens, Victor Edvard Blom (f. 1823, d. 1883) og Marie f. Blom, er født i Odense den 5. November 1853. Han gennemgik sin Skole­gang dels i Odense, dels i Assens, hvorpaa han tog Præliminær-examen i Kobenhavn (1870), besøgte derefter den polytechniske Lære­anstalt til Jan. 1876, da han blev Kandidat (Civilingeniør) og aftjente i de følgende to Aar sin Værnepligt. Understøttet, paa Forfatteren C. Bruuns Opfordring, af Grosserer H. Hirschsprung, gennemgik han derpaa Kunstakademiets Skoler fra funi 1878 til den 21. Marts 1883, da han fik Afgang som Maler. Allerede i 1884 fik han Ansættelse som Assistent ved Kunstakademiets Malerskole, den Gang under C. Bloch, og i 1890 blev han tillige Assistent i Perspektivklassen. Samtidig havde han i 1885—86 været Lærer ved Tegne- og Industriskolen for Kvinder, og blev 1886 Lærer ved det techniske Selskabs Skole. Den 31. Juli 1888 blev han gift med Vilhelmine Gottschalck, Datter af Distriktslæge Justitsraad Ludvig Gottschalck (f. 1819, d. 1889) og Mathilde Eleonore f. Sorterup (f. 1826). Tillige arbejdede han i Somrene 1888 og 1889 som Civilingeniør ved Københavns Befæst­ning. Blom har siden 1883 udstillet Genre- eller Figurbilleder, samt enkelte Landskaber og Architekturbilleder, saaledes allerede det første Aar »Kastrup Glasværk«, som Kunstforeningen købte. Paa den nordiske Udstilling i 1883 saas af ham »Politikere paa et Kaffehus«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Blumenthal. M. Blumenthal, Maler, angives af Spengler som født i Tyskland og ”uden Tvivl« en Søn af Dr. G. H. Blumenthal, der kom til Danmark 1710 og siden blev Bergmedicus paa Kongsberg. Han har malet nogle Prospekter fra Norge, hvoraf det ene er betegnet med Aarstallet 1748 (1728 er en Trykfejl); tre tilhøre den kgl. Malerisainling. Weinwich nævner ogsaa nogle Arbejder i Bergen, og L. Dietrichson nævner »Liget af et spædt Barn paa lit de paratie« (1756). Efter 1763 skal han have levet i Bergen, i hvis Museum det sidstnævnte Billede er indlemmet.

(Spengler Fortegn. Nr. 836. Fredensb. Invent. Weinwich Lex. L. Dietrich­son, Adolf Tidemand, S. 5.)

 

Blunck. Ditlev Conrad Blunck, Historiemaler, født den 22. Juni 1799 i Grevskabet Rantzau-Breitenburg ved Itzehoe i Holsten, besøgte Kunstakademiet i København 1814—27 og vandt alle dets Medailler, medens han samtidig uddannede sig til Historiemaler under J. L. Lunds

 

105

Vejledning. Hans første udstillede Arbejde (næst efter en Modelfigur) var (1823) »Christian IV's Syn paa Rothenburg”, der gjorde megen Lykke og blev købt til den kgl. Malerisamling. Hans Guldmedaille-arbejde, »Elias opvækker Enkens Søn« (1827), vakte gode Forvent­ninger, og efter at Akademiet havde tilsagt ham sit Stipendium fra i. Januar 1829, rejste han, med privat Understøttelse, om Sommeren 1828 over Berlin og Dresden til Italien. Fra Rom, hvor han paavirkedes af Mindet om Carstens, hjemsendte han ”Ezechiels Syn«, som udstilledes 1832 og blev købt til den kgl. Malerisamling. Det tør rnaaske regnes for det mest vellykkede af hans i danske Samlinger værende Arbejder. Han fik 1831 og 1832 hver Gang et års Tillæg til sit Stipendium, men kom dog først tilbage til Danmark i 1838, og blev den 15. Oktober agreeret ved Akademiet paa Billedet ”Noah, som i Arken modtager Duen med Oliebladet” (Thorv. Mus.). Han fik Opgave til Medlemsstykke, men forlod snart efter Danmark, som det synes ifølge et consilium abeundi, for ikke at vende tilbage dertil. Dog købte Christian VIII (1846, kgl. Malerisaml.) hans store allegoriske Maleri De fire Menneskealderen og endnu 1848—49 havde han Billeder paa Udstillingen, uagtet han havde sluttet sig til Oprørerne i den slesvigske Krig. Sine senere Aar, mindst fra 1844, om end med Afbrydelser, levede han i Wien, hvorfra han tog til Hamborg, og der døde han den 7. Januar 1853 af et pludseligt Slagtilfælde.

Foruden hans historiske Billeder, hvori efterhaanden en flad Allegorisering virkede hæmmende paa den rent kunstneriske Frem­stilling, malede han især i sine yngre Aar en Del Genrebilleder og Portræter, der tiltalte Samtiden. Alvorligere Kendere fandt dog, at de førstnævnte savnede en vis Friskhed og røbede Studiet for meget, ligesom hans historiske Billeder blev for forstandsmæssige. Han var en flittig Brevskriver (paa Tysk) til sin gamle Lærer, J. L. Lund, og disse Breve, som bevares i det store kgl. Bibliotheks Haandskrift-samling, indeholde ikke faa Oplysninger ogsaa om andre af Datidens danske Kunstnere.

(Østs Archiv I, S. 271. Hamb. Kstlex. S. 302. Oehlenschl. Erindr, ny Udg. S. 501. Bricka, II, 444. Priv. Medd. Krohn, I, 209. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Boesen. Arthur Nikolaj Boesen, Maler, Søn af Malermester R. B. Boesen, er født i København den 13. Marts 1870 og har i 1892 og 1893 udstillet nogle Landskaber.

(Vejvis.    Udst. Fortegn.)

 

106

Boesen. August Vilhelm JBoesen, Landskabsmaler, Søn af Provst Jens Frederik Boesen, Præst i Vigerslev (f. 1765, d. 1839) og Cathrine f. Ewald (f. 1774, d. 1841), var født den 12. August 1812. Han besøgte Kunstakademiet i København en kort Tid, men forlod det allerede ved Gibsskolen for at blive Landskabsmaler. Som saadan fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, besøgte Italien 1845—47 og opholdt sig siden i Hjemmet, indtil han paa en senere Rejse døde i Bologna den 17. November 1857. Han var gift med Mathilde født Sommer. Boesen var en flittig Kunstner, som fra 1836 til 1858 udstillede en Række tækkelige Landskaber, der dog mere udmærkede sig ved heldigt Valg og god Anordning end ved Ud­førelsens fremragende Særpræg. Den kgl. Malerisamling ejer et af hans Ungdomsarbejder fra Norge, og to Billeder fra hans Rejse i Italien.

(Bricka, II, 460. Priv, Medd. Strunk. Jfr. Erslew Forf. Lex. I, S. 158, og Suppl. I, S. 180. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Boesen. Frederik Emil Boesen, Architekt, var 8011 af Provst i Odder Peter Joachim Boesen (f. 1816, d. 1891) og dennes anden Hustru Caroline Marie Christine f. Baggesen (f. 1835, d. 1879): han blev født den 23. Juli 1865 i Thirstrup, tog Realskoleexamen i Odder, blev Tømrersvend og besøgte Kunstakademiets Skoler fra Juli 1880. Han havde været i Afgangsklassen (Architekturklassen) siden Febr. 1888 og havde arbejdet hos L. P. Fenger, da han afgik ved Døden den 22. Januar 1894.

(Elvius, S.  378.    Akad.    Berl. Tid.  -6/,   1894.)

 

Boesen. Johannes Boesen, Landskabsmaler, født den 5. August 1847 i København, er Søn af ovennævnte Provst og Sognepræst P. J. Boesen (en Fætter til A. V. Boesen) og hans første Hustru Marie Christine Frederikke f. Boesen (f. 1816, d. 1858), en Søster til A. V. Boesen. Han lærte at tegne hos Adjunkt Høegh-Guldberg i Aarhus, besøgte Kunstakademiet i København 1863—71 og har siden 1868 udstillet som Landskabsmaler. Han er Elev af P. C. Skovgaard; i 1869 fik han den Neuhausenske Præmie for »Parti af Stads­graven ved Nørreport«, i 1875 samme Præmie for »Solopgang; Ud­sigt fra Himmelbjærget«, købt af Kunstforeningen; Aaret før havde han faaet den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabs­malere for »Eftermiddag i Juni«, købt til Tombolaen. I 1886 havde han en Rejseunderstøttelse paa 800 Kr. og foretog en Sommerrejse

 

107

til Tyskland, Holland og Belgien. Paa en tidligere Rejse i 1879—80 havde han opholdt sig et Aarstid i Italien. I 1894 fik han Aars-medaillen for første Gang for »Sommerdag med Byger«. Boesen er gift med Kunigunde Mathea f. Zoega (f. 1848), Datter af Forpagter paa Holckenhavn, Frederik Christoph Zoega (f. 1812, d. 1888) og Charlotte Christine f. Lundh.

(Priv. Medd.   Elvins, S. 378, Bricka, II, 461.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Boesen.    Marie Dorothea Krabbe f. Boesen, se Krabbe.

 

Bois-Clair. Gaspar Antoine de Bois-Clair, Maler, var født i Lyon og blev først Jesuit, derefter i Holland reformert. Han kom 1690 til København, hvor han senere gik over til den lutherske Beken­delse og blev (d. 4. Nov. 1693) »fransøsk Slotspræst« i København med 600 Rdl. d. C. (1920 Kroner) om Aaret. Efter Christian V's Død (1699) skal han være bleven katholsk igen og forlod Koben­havn. Han vedblev dog at nyde sin tidligere Lønning som Pension, og døde i Kvartalet Jan.-Marts 1704, thi den 24. April s. A. faar Enken dette Kvartals »Pension« udbetalt. Tanken om de tre Beken­delser, han efterhaanden havde tilhørt, sysselsatte ham meget, og fremtraadte saavel i hans Kunstnervirksomhed som i hans Skrifter. Saaledes blev den 19. Oktober 1696 i Trefoldighedskirken ophængt et stort Maleri, »inventeret, malet og foræret til Kirken af Bois-Clair«. Det forestillede den hellige Timotheus, »en Mand af tre Religioner«. I et Skrift –”Discours évangéliguei”. fra samme Aar findes et tegnet Billede af Jomfru Marie, med en snurrig Forklaring om, at hun havde været af tre Religioner, nemlig den jødiske, den calvinske og den lutherske. Han har desuden i en Slags Gouache udført flere allegoriske Billeder, hvoraf nogle dels findes paa Rosenborg, dels fandtes i den kongelige Malerisamlings særskilte Samling af Haandtegninger m. m.

(Weinwich, S. 95. Sandvig, S. 28. Maanedl. Relationer for 1696. Hafnia hodierna, S. 116. Kraft og Nyerup. Worm's Lex. Rigsarch. Bricka, II, 473-)

 

Bojesen. Robert Peel Bojesen, Maler, født den 27. December 1841 i Skive, hvor Forældrene den Gang boede, var Søn af Distrikts­læge Justitsraad Boe Bojesen (f. 1804, d. 1885) i Holbæk og Jensine Mathilde f. Opitius (f. 1810, d. 1879). Han begyndte med at fare til Søs, kom derefter i Skibsbygningslære i Aabenraa, men da dette heller ikke tilfredsstillede ham, kom han til Professor Dalsgaard i Sorø, for at lære at tegne og derfra til København, hvor han i

 

108

Okt. 1866 fik Plads i Kunstakademiets Modelskole. Samtidig ægtede han Johanne Charlotte Selmer, en Datter af Overlæge Etatsraad Harald Selmer (f. 1814, d. 1879) og Julie Frederikke f. Bodenhoff (f. 1818, d. 1863). Den 19. Marts 1870 fik han Afgangsbevis som Maler. Han deltog 1873 i Konkursen for den Neuhausenske Præmie om Opgaven »Christiern II og Sigbrit gennemse Toldregnskaberne« og 1875 for samme Præmie om Opgaven »Mogens Munk bringer Chri­stiern II Adelens Opsigelsesbrev«. Sidste Gang blev Præmien til­kendt ham. Desuden har han 1871—76 udstillet nogle Genre­billeder og et Par historiske Malerier. Imidlertid fik han Lyst til at blive Sømaler, søgte Vejledning hos Chr. Blache og vilde have konkurreret i dette Fag til den Neuhausenske Præmie, da denne lovende unge Kunstner efter et kort Sygeleje afgik ved Døden den 4. De­cember 1876.

(Priv. Medd. Bricka, II, 488. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 6. December 1876. Pers. Tdskr. 2. R, I. Till. 28.)

 

Bolagny.     Bolagny,   ansat som dansk Oberst  1697,   fik i Aaret 1699 en Sum  900 Rdl. d.  C. udbetalt for Modellen   til   en Bygning. (Kgl. Regnsk.  i Rigsarch.j

 

Bolvig.    Emilie Soya yensen f. Bolvig, se Soya Jensen.

 

Bondrop. Niels Herman Bondrop, Billedhugger, Søn af Gros­serer og Urtekræmmer Hans Christian Bondrup (f. 1802, d. 1880) og Cathrine f. Hassert (f. 1805, d. 1873), var født i København den 17. November 1834, besøgte Kunstakademiet fra 1849 og gennemgik dets Skoler; den 22. Marts 1856 vandt han den mindre og den 29. Decbr. 1859 den store Sølvmedaille for Modelering. Han udstil­lede fra 1853 til 1858 nogle Buster og nedsatte sig derefter 1861 som Sten- og Billedhuggermester i København. Han ægtede 1866 Vilhelmine Albertine Smidt, Datter af Bogholder ved Ordenskapitlet Anton Ferdinand Smidt (d. 1840) og Marie Sofie født v. d. Wittering (f. 1817, d. 1886), og døde den 23. September 1889.

(Priv. Medd.    Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Pers. Tidsk.  2. R. V, Till. 31.)

 

Bonfils. Louise Marie Magdalene Bonfils, Malerinde, er Datter af Justitsraad Carl Josef Julius Bonfils (f. 1814) og Elisabeth Juliane Louise f. Soelberg (f. 1815, d. 1884) og er født den 3. November 1856 paa Frederiksberg. Hun har besøgt Tegne- og Industriskolen for Kvinder og har som Elev af Hans Fischer, samt af Kunstnernes

 

109

Studieskole under Krøyer og Tuxen uddannet sig til Marinemalerinde. Efter at Kunstskolen for Kvinder var bleven oprettet, besøgte hun denne i tre Semestre 1891—92. Hun havde imidlertid udstillet alle­rede fra 1881 -- et Søstykke solgt til Kunstforeningen - - og har ved Siden af Kystbilleder og Søstykker ogsaa udstillet enkelte Land­skaber.

(Priv.  Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst.  Fortegn.)

 

Bonnesen. Carl Johan Bonnesen, Billedhugger, født den 26. Maj 1868 i Aalborg, er Søn af Skibsbygmester Lambert Bonnesen (f. 1827, d. 1884) og Maria Dorothea Sofie f. Langbein (f. 1842). Han var først i Tømrerlære, men da han ønskede at blive Billedhugger, indtraadte han i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse i Fe­bruar 1887 og gennemgik med stor Flid og Iver Klasserne, saa at han allerede den 28. Maj 1889 fik Afgangsbevis som Modelerer, efter at han to Gange havde faaet Skolens Flidspræmie paa 100 Kr. Strax ved sit i 1889 udstillede første Arbejde »En Hunnerhøvding«, vakte han Opmærksomhed, s. A. vandt han anden Pengepræmie for en Modelfigur, i 1890 første Præmie for en saadan, og i de følgende Aar fik han Understøttelser fra forskellige Legatstiftelser. T 1893 vandt han Halvdelen af en Eibeschütz'sk Præmie for sin »Kain« og i 1894 fik han første Gang Aarsmedaille for sin Gruppe »En Ulyk­kelig«. Det i Bronce udførte Arbejde, »En Hunner, som til Hest bortfører en kinesisk Pige«, tilhører Statens Skulptursamling. Han er for Tiden (1894—95) udenlands med første Del af Akademiets mindre Rejsestipendium.

(Priv. Medd.   Akad.     Cdst. Fortegn.)

 

Borch. Gaspar Leuning Borch, Architekt, er Søn af By- og Herredsfoged Gaspar Frederik Carl Borch (f. 1829, d. 1878) og Marie f. Borch (f. 1823) og blev født i Christianssted paa St. Croix den 14. Juni 1853. Ved Faderens Forflyttelse kom han til Danmark og vilde være Søofficer; han bestod Adgangsprøven til Søofficerskolen (1870): men da han dog ikke blev antaget, lærte han Tømrerhaandværket i Saxkøbing, hvor Faderen den Gang var Embedsmand, og kom derefter paa Kunstakademiet i Oktober 1874. Han gennemgik dets Skoler og fik i April 1879 Tilladelse til Afgang, samt den 30. Juni 1882 Afgangsbevis som Architekt. Han konkurrerede i 1886 med Tegninger til et Kunstmuseum og opnaaede en Præmie, i 1889 ved Akademiet til den Neuhausenske Præmie. Samme Aar blev han

 

110

Lærer ved det techniske Selskabs Skole i Kunstindustri. I 1891 havde han Rejseunderstøttelse af den Reiersenske Fond og Indenrigs­ministeriet, i alt 1000 Kr., og i 1893 af den Larsenske Fond, 900 Kr. Han har givet Tegning til Sekondløjtnantskolen paa Kronborg og til Ingeniørkasernen paa Vognmandsmarken, samt opført flere Bayerskøl-Bryggerier. Han er gift med Alida Louise f. Dodt, Datter af Oberst­løjtnant i Infanteriet Just Victor Dodt (f. 1808, d. 1857) og Louise Ottilie f. Bagger (f. 1816).

(Priv. Medd.     Akad.    Udst.  Fortegn.     V.  Richter, Jur.  Stat.   1881,  S. 37.)

 

Borch. Elna Inger Cathrine Borch, Billedhuggerinde, Datter af Købmand Anders Jakob Borch, er født i Roskilde den 6. December 1869, uddannede sig for Billedhuggerkunsten hos A. V. Saabye og besøgte fra i. Oktober 1891 den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, indtil hun den 28. Maj 1894 fik Afgang som Modelerer. Kunstnerinden har i 1891, 1892 og 1895 udstillet Buster.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Borch. H. Borch, Maler, nævner sig selv paa et Portræt i hel Figur af Margrethe Ulfeldt, Niels Juels første Kone, som den, der i 1758 har kopieret dette Billede, hvilket tilhører Grev Bille-Brahe til Egeskov.

(Udst. af Niels Juelske Portr. p. Amalienborg,   i.— 6. Juli  1877.)

 

Borch.. Martin Borch, Architekt, Søn af Proprietær Frederik Borch (f. 1807, d. 1868) og Johanne Frederikke f. Frausing (f. 1809, d. 1886) er født paa Hovedgaarden Skjern i Jylland den i. Marts 1852. Efter sin Konfirmation kom han i Tømrerlære, blev Svend 1870, men fik allerede i Oktober 1869 Adgang til Kunstakademiet, hvorfra han den 19. Marts 1877 fik Afgangsbevis som Architekt. Den n. Marts 1878 tilkendtes den mindre Guldmedaille ham for »En Bibliotheksbygning« i gothisk Stil. Efter at han i 1880 havde ægtet Marie Henriette Nyrop, en Datter af Sognepræst Christoffer Nyrop (f. 1805, d. 1879) og Helene f. Ahlmann (f. 1807, d. 1874), foretog han en Studierejse til Italien, besøgte i 1889 Verdensudstillingen i Paris med ministeriel Understøttelse og var i 1891, med en Rejseunderstøttelse paa l000 Kr. fra Akademiet, atter i Italien. Af hans Arbejder kan fremhæves Opførelsen af Christiansminde under Jægerspris Stiftelse (1887), Ombygning af Herregaarden Holstenhus i Fyn (1890), samt Opførelsen af Provinsarkivet i Odense (1893); for de dertil hørende udstillede

 

111

Tegninger fik han i 1894 Aarsmedaille for første Gang. Af dekorative Arbejder kan nævnes Kongeværelset ved den store nordiske Udstilling i 1888 og Tegningerne til en Del kunstnerisk udførte Møbler. Siden 1893 har han været Assistent ved Akademiets Architekturskole. Ved Konkurser om Tegninger til et Kunstmuseum (1886) og til Gen­opførelsen af Christiansborg Slot (1887) har han vundet Præmie. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bork. André Christoph Bork, Xylograf, er født den 6. Januar 1854 i København og Søn af Skomagermester Heinrich Wilhelm Bork (tysk født 1818, d. i Kbh. 1883) og Engeline Maria f. Espersen (f. 1816, d. 1873). Han lærte hos H. P. Hansen i fire Aar og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole, hvorfra han i 1871 kom paa Akademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han kun besøgte et Kvartal. Endnu samme Aar rejste han til Stuttgart og i 1883 til Wien, hvor han arbejdede i to Aar. Efter den Tid har han været i kunstnerisk Virksomhed flere Steder i Udlandet, saaledes i München ved Illustrationerne til »Faust« og til »Fliegende Blåtter«, derpaa i Paris, hvor han skar Illustrationer til Victor Hugo »Les travailleurs de la Mer«, i Berlin og 1888 i Florens, hvor han udførte et Træsnit efter Sassoferratos »Madonna«, derpaa i Holland og i London, indtil han endelig i 1893 har taget fast Ophold i Køben­havn (Frederiksberg) og oprettet et xylografisk Atelier. Han har i Danmark skaaret Træsnit efter nogle af Hans Tegners Illustrationer til Holberg m. m.; og har udstillet siden 1884 Træsnit efter for­skellige Malere. Den 18. Marts 1882 havde han ægtet Claudine Theilgard (f. i Valparaiso 18/3 1862), Datter af Fabrikant Jan Theilgard (d. i Kbh. 1875) og Rosaria Arancibia (d. i Bryssel 1873).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Borup. Gotthilf Borup, Billedhugger, maa være født kort efter Aarhundredets Begyndelse; han besøgte Kunstakademiet i København fra 1819, men vandt først 1827 dets mindre Sølvmedaille, 1829 den store, samt Pengepræmien som Billedhugger samme Aar og 1832. Efter et tidligere forgæves Forsøg vandt han 1837 den mindre Guld-medaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (i Sam. 16,23). Store Guldmedaille lykkedes det ham ikke at faa. Hans vigtigste Arbejde var Udførelsen af den store Fronton til Chri­stiansborg Slots Forside efter Thorvaldsens Udkast, som blev ham overdragen efter H. E. Freunds Død. Den er i brændt Ler og blev

 

112

opstillet 1847: den ødelagdes næsten ganske ved Slottets Brand 1884. Foruden dette Arbejde syslede han mellem 1841 og 1850 med en Billedstøtte af Tordenskjold, en Buste af samme, der var udstillet først i Gibs og senere i Marmor, samt endelig med Skitsen til en Billedstøtte af Niels Ebbesen. Saavel de fem Billedstøtter, som de to knælende Engle paa Forsiden af katholsk Kirke i København (1842) ere ligeledes af Borup. I 1852 rejste han til Amerika, hvor han levede i New Haven i trange Kaar og døde der i Juli 1879. (Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Vejvis. Strunk.)

 

Boudan, se  Chomond Boudan.

 

Bourgeois. Christian M. Bourgeois, Maler, født i København, vandt i 1789 Kunstakademiets mindre Sølvmedaille for en malet Modelfigur og fik 1794 Akademiets Attest »for i nogle Aar at have frequenteret« det. Han forlod rimeligvis den Gang København, thi efter Weinwichs Angivelse levede han (1811) »som Theatermaler i St. Petersborg og har malet smaa Architekturstykker med Ruiner«.

(Weinwich,  S. 204.    Akad.)

 

Bracht. F. G. t. Bracht, Maler, rimeligvis en Søn af Christian V's Hoflakerer Christian von Bracht, som fra 1691—98 modtog en aarlig Understøttelse af 200 Rdl. d. C. »til sin Søn i Rom«. Fra den Tid har han vistnok været hjemme, 1708 arbejdede han i 6 Maaneder paa Rosenborg Slot, og 1746 nævnes to Blomsterstykker i Vandfarve af Frederik Christian Bracht. Weinwich nævner, at han 1698 har malet Landskaber med Dyr i. Af Sandvig nævnes blot sex Arbejder med Aarstallene 1698—1741. Friis nævner en Charles Bracht, som 1705 arbejdede paa Rosenborg.

(Weinwich,  S. 95.    Sandvig,  S. 29.    Friis, Saml. S.  21.    Rigsarch.)

 

Brackhoff. F. A. Brackhoff, Portrætmaler, kaldte sig allerede saaledes, da han 1825 indtraadte i Akademiets første Frihaandsskole. Han udstillede 1826 to Portræter i Pastel og 1835 »et Christus-hoved«, Kopi efter Carlo Dolci, ligeledes i Pastel. Han døde den 5. Maj 1854, som det synes ugift og fattig.

(Akad.     Reitzel.    Udst. Fortegn.    Skifteretten.)

 

Bradt. Frederik Ludvig Bradt, Kobberstikker, Søn af Snedker Johan Just Bradt i København og født 1747, vandt Kunstakademiets Soh medailler i Bygningsskolen (1765) og Aaret efter dets store Guld-

 

113

medaille i samme Fag. Ved sin Broders Død (se nedenfor) søgte han det Stipendium, denne havde haft, men fik det ikke. Senere lagde han sig efter Malerkunsten, men søgte dog atter 1775 Rejse­stipendium som Bygmester, uden heller denne Gang at opnaa det. Efter at have været »Fabriquetegner« og faaet Akademiets Anbefaling som brugelig ved de kongelige Uldmanufakturer, eller samtidig der­med, lagde han sig efter Kobberstikkerkunsten og synes at have op­holdt sig nogle Aar udenlands, blandt andet hos Bonnet, til hvis Værk han stak Vignetter (1778). Han ægtede den 13. November 1779 Marie Louise Mayes (f. 1745). I Aaret 1785 blev han agreeret som Kobberstikker ved Kunstakademiet paa et Stik efter et Landskab af van Hagen: Mandelberg og Abildgaard valgtes til Kommissærer, og den 6. Marts 1786 blev han Medlem af Akademiet paa et Stik efter et Landskab med Kvæg af Asselyn. Den 16. De­cember s. A. døde hans Hustru kun 41 Aar gammel. Tre Aar efter, d. 22. Februar 1789 frabad han sig den Ære at være Medlem, da »Omstændigheder og adskilligt Arbejde; ikke tillod ham at deltage i Forsamlingerne. Akademiet synes dog at have vedblevet at regne ham for sit Medlem. Endnu samme Aar optraadte han paany som Architekt ved at fremsende »et Forsøg til en ny Søjleordens Op­findelse«, der blev taget under Akademiets Overvejelse, uden at man dog senere erfarer noget nærmere derom. Det gik tilbage med ham, han skal endog have været sindsforvirret og i nogen Tid paa Lade-gaarden. I 1809 søgte han Kongen om Tillæg til sine Aarpenge paa Grund af Øjensvaghed og tiltagende Alder, og anbefaledes dertil af Akademiet. Allerede den Gang var han i Hillerød, hvor han levede nogle Aar (1808—n?). Slutningen af sit Liv tilbragte han hos en Datter, som i andet Ægteskab var gift med Konsistorial-raad Juhl i Førslev, og hos hende døde han den 15. Januar 1829. Af hans Arbejder nævnes, foruden de anførte, fra Aaret 1787 »to skønne Landskaber efter en nederlandsk Maler og et godt Portræt i Kridtmaner«. Forøvrigt synes han at have syslet med mere under­ordnet Arbejde i sit Fag. Thaarup nævner i Nyeste Skilderie nogle Stik efter Juel.

(Weinwich, S. 28. Skild. 1830, Sp. 402. Bricka, II, 582. Lengn. Trin. K. Adresseav. 1779. Nr. 186. Priv. Medd. Strunk. Krohn I, 89—94. Akad. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44.)

 

Bradt. Johan Gotfred Bradt, Architekt og Kobberstikker, født i København den 9. December 1741, en Broder til Frederik Ludvig

N. K. I,.    I.                                                    April   1895.

 

114

Bradt, lagde sig først efter Bygningskunsten og vandt i dette Fag Kunstakademiets fire Medailler i Aarene 1759—64. Tillige lagde han sig efter Kobberstikkerkunsten og søgte i Juli 1768 Akademiets Rejsestipendium baade som Architekt og som Gravør. Han fik dog først Stipendiet et Aar senere og afrejste i Oktober 1769 til Paris, hvor han allerede Aaret efter døde den 25. Oktober 1770. Dermed afsluttedes hans korte, men som det synes lovende Virksomhed. Sandvig nævner -ni Arbejder af ham. Han udgav Monumenta Fredens-burgica inden sin Udenlandsrejse.

(Weinwich, S.  174.   Sandvig, S. 29.   Skild.  1830, Sp. 401.    Schlesw. Kunst-beitr.,  S. 44.    Kraft og Nyerup.    Krohn I,  80—82.    Akad.)

 

Brandstrup. Ludvig Brandstrup, Billedhugger, er Søn af pen­sioneret Skolelærer Frederik Laurits Michael Brandstrup og Johanne Kirstine f. Fenger. Han er født den 16. August 1861 i Tranekær paa Langeland, kom efter sin Konfirmation i Snedker,lære og arbejdede som Svend hos Severin og Andreas Jensen i København. Da han havde Lyst til at være Billedhugger, tog afd. F. L. Liebenberg sig af ham, og han tilbragte en Del Aar i hans Hus. Han blev Elev af Vilh. Bissen og kom den i. Oktober 1885 ind i Akademiets For­beredelsesklasse, gennemgik dets Skoler og fik den 30. Januar 1888 Afgangsbevis som Modelerer. Brandstrup havde begyndt at udstille allerede i 1886, og han vandt i 1889 den Neuhausenske Præmie (600 Kr.) paa en Statuette i Gibs af sin faderlige Ven Liebenberg. I 1890 fik han en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 1000 Kr., i 1892 første Gang Aarsmedaille paa en Dobbeltbuste, i 1893 og 1894 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium, paa hvilket han endnu er udenlands. Desuden har han i 1894 faaet første Medaille ved den internationale Kunstudstilling i Antwerpen. Den 14. September s. A. indgik han, under et midlertidigt Ophold i Hjemmet, borger­ligt Ægteskab med Bertha Nancy Hirschsprung, Datter af Grosserer og Tobaksfabrikant Bernhard Hirschsprung (f. 1834) og Emma f. Bing (f. 1843). Blandt hans Arbejder kan fremhæves Buster af V. Kyhn, O. D. Ottesen og Vilh. Bissen. I 1891 udstillede han en Billedstøtte i Gibs »Psyche henter gylden Uld«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.     18. Nov.'s Aarsb.)

 

Brandt. Bolette Brandt, Malerinde, var Datter af Sognepræst Jørgen Ludvig Brandt (f. 1788, d. 1844) og Elisabeth født Gjørup (f. 1796, d. 1879) og blev født den 19. Februar 1827. Hun uddannede

 

115

sig først for Blomstermaleriet, men da hendes Lyst førte hende til Landskabsmaleriet, blev hun Elev af H. Buntzen og har ligeledes tegnet hos F. Helsted. Hun har malet Landskaber fra forskellige Egne af Danmark og udstillet fra 1861 til 1875. I 1869 var hun udenlands og opholdt sig nogle Maaneder i Paris. Af Hensyn til hendes kunstneriske Virksomhed skænkede Kong Christian IX hende i 1873 en Aarpenge fra Vallø Stift. Hun døde den 24. December 1889.

(Priv. Medd.    Reitzel.   Udst. Fortegn.    Pers. Tdsk. 2. R. V. Till.,   31.)

 

Brandt. Jakob Frederik Brandt, Ingeniørofficer, Maler, er født den 6. Januar 1843 i Ollerup ved Svendborg, hvor Faderen Jens Sofus Brandt (f. 1812) den Gang var Præst; hans Moder var Eline Mar-grete f. Lange (f. 1812, d. 1865). Brandt blev Student fra Sorø Akademi i 1862 og tog den filosofiske Examen Aaret efter. Da Krigsforberedelserne snart efter begyndte, meldte han sig som frivillig Officersaspirant, deltog i Krigen, bl. a. i Forsvaret af Als og fik efter Krigen Udnævnelse til Sekondløjtnant (med Ancienn, fra 25/10 1864). Imidlertid studerede han Theologi i nogle Aar, men bestemte sig i 1867 atter for Militærstanden, gennemgik Officersskolen 1868—72 og fik Ansættelse i Ingeniørkorpset, men var forinden, den 17. Juli 1870, bleven udnævnt til Premierløjtnant. De følgende 14 Aar op­toges ganske af Militærtjenesten samt flere Udenlandsrejser i tjenstligt Øjemed; d. S.Jan. 1880 blev han Kaptajn, og nogle Aar efter bestemte han sig for at uddanne det Anlæg for Malerkunsten, som han ikke tidligere havde kunnet hellige Tid og Kræfter. Uden at træde ud af Tjenesten gennemgik han Akademiets Skoler fra November 1884 til den 28. Maj 1891, da han fik Afgangsbevis som Maler. I Januar 1895 afsluttedes hans egentlige Militærtjeneste, idet han faldt for Aldersgrænsen. Den 21. Februar 1885 havde han faaet Ridder­korset. Brandt har udstillet nogle Billeder siden 1891, mest Figur­billeder, men har desuden malet en Del Portræter og enkelte Genre­billeder. I 1894 foretog han en mindre Kunstrejse, navnlig for at se nogle af de større udenlandske Samlinger. Han ægtede den 28. December 1875 Anna Benedicte Lucia Seehusen, Datter af Snedkermester Frederik Seehusen (f. 1801, d. 1884) og Laura Thomine Henriette f. Jørgensen (f. 1811, d. 1891).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Brandt. Johannes Herman Brandt, Landskabsmaler, Søn af Sognepræst August Frederik Brandt (f. 1815, d. 1893) og Charlotte

 

116

Augusta f. Steenbuch (f. 1821), er født den 29. August 1850 i Køben­havn, hvor han besøgte Haderslevs Læreres Skole og lærte samtidig at tegne hos Peters og Kyhn: som Landskabsmaler er han tillige Elev af den sidste. Han besøgte Kunstakademiet 1868—74 og begyndte at udstille 1872. Han vælger med Forkærlighed Æmner fra Born­holm, især fra Kysten, hvor Brændingen bryder sig mod Klippen, og har solgt en Del Billeder til forskellige Kunstforeninger i Dan­mark og til Tombola'en. Han er gift med Rebekka Sofie f. Steen­buch, en Datter af Pastor Theodor Steenbuch (f. 1816) i Odense og Charlotte Johanne Elisabeth f. Mørch (f. 1830). (Bricka III, 9. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Brasch. Morten Bras,ch har tegnet »Christian V's Brystbillede omgivet med et Træk, hvori Kongens Symbolum og andre Zirater. Patent folio. Martinus Braschius inv. Copenhagen Anno 1686. Pieter van Haarlem sculp.”

(Sandv.. S. 66.    Weinw.,  S. 96.)

 

Brasen. Hans Ole Brasen, Maler, Søn af Skolelærer, senere Købmand i Hillerød, Ole Julius Brasen og Kamae Elise f. Smidt, er født den 16. Januar 1849 ' Hillerød. Efter at have staaet fire Aar i Malerlære hos Malermester Schmiegelow besøgte han Kunstakademiet i København 1867—1874 og begyndte at udstille 1871. Som Land­skabsmaler er han Elev af Rasmussen Eilersen, med hvem han 1876 rejste til Italien. Forinden havde han (1875) faaet den Neuhau-senske Præmie for »Gæssene drives hjem i. Efter at have udstillet et stort Billede »Husarer vande Heste, Solopgang« fik han Akademiets mindre Rejsestipendium i to Aar (1879—80) og senere i 1884 det Ancherske Legat, l Paris studerede han under Bonnat. Han maler dels Dyrstykker, dels Figurbilleder, som oftest i landskabelige Om­givelser, dog ogsaa Portræter. I 1892 fik han første Gang, i 1894 anden Gang Aarsmedaille (»Solnedgang ved Esrom«) og er nu Med­lem af Akademiets Plenarforsamling.

(Bricka, III,   17.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bratz. L. T. W. Bratz, Portrætmaler, var mulig Søn af Kom­pagni-Kirurg Johan Henrik Vilhelm Bratz (f. 1780, d. 1841) og Sofie Elisabeth f. Kalhauge (f. 1794, d. 1836). Han udstillede fra 1830—41 Miniaturportræter og et Genrebillede, forlod København 1841 og r-yne-* at være den Bratz, som derefter levede og vistnok ogsaa døde

 

117

i Christiania, hvor han var gift med Skuespillerinden Emilie Susanna f. Fonseca (Enke efter en Møller:), der døde 1884 i Christiania. I 1843 malede han der et Billede med mange Figurer, forestillende et »Christiania-Marked«.

(A. Collett, GI. Chrnia Minder, S. 39, 136. Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bravo. Johan Bravo, Maler, født i Altona af jødiske Forældre 1796, besøgte Kunstakademiet i København 1816—1819, for at uddanne sig til Kunstner. Under Opholdet i København udstillede han intet, men efter at det var lykkedes ham at komme til Rom (om­trent 1830) udstillede han 1831—32 et Par mindre Billeder fra Rom og Omegn. Han opgav dog snart Malerkunsten, men forstod ved sin Tjenstvillighed og Forretningsdygtighed at gøre sig yndet saavel af de Danske, som af den tyske Kreds i Rom. Endnu i 1839, da Akademiet benyttede ham som Mellemmand, kaldtes han »Maleren Hr. Bravo«, men snart efter fik han Titel af Kunstagent med For­pligtelse til at give Akademiet Kunstmeddelelser fra Rom, og i flere Aar skrev han udførlige Beretninger om Kunstnernes Virksomhed der. De Tjenester, han ydede ved Afsendelsen af Thorvaldsens Værker til København, fremkaldte hans Udnævnelse til dansk Konsul i Rom, i hvilken Stilling han forblev til sin Død. Han blev senere tillige svensk-norsk Konsul, Ridder af Danebrog og af Vasaordenen, Etatsraad og endelig Kommandør af Danebrog. Han døde i Rom den 29. April 1876.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Thiele, Thorv. III og IV. Fædrelandet 1876, Nr. 106.)

 

Brecheisen. Josef Brecheisen, tysk Miniatur- og Kmaillemaler, var som det synes født i Wien. Fra 1748 opholdt han sig i Berlin og blev 1757 kaldet til København, hvor han var Hofminiaturmaler fra 1759 til 1764 med 300 Rdl. d. C. om Aaret. Han skal have forladt København, dels formedelst Pilos Indflydelse, dels af Util­fredshed med sin Stilling her og vendte om Sommeren 1763 tilbage til Wien; dog synes det at være sket uden Brud, thi Kongen gav ham den 29. Juli 100 Rdl. d. C. til. Rejsepenge. Han malede dels Miniaturportræter til de da brugelige Gulddaaser, dels andre Malerier i Miniatur. Han har ogsaa raderet et Par Blade. Tillige var han Tegnelærer for de kongelige Børn.

(Weinw.  S.  164.    Schlesw. Kunstbeitr. S. 44.    Rigsarch.    Statskal.)

 

118

Brecheisen. J. Brecheisen født Laurentz, den foregaaendes Kone, var Emaillemalerinde og var i København sammen med sin Mand. Hendes Broder, Johan Daniel Laurentz, var hendes Lærling.

(Weinwich, S.  164.)

 

Bredal. Niels Anders Bredal, Landskabsmaler, var født i København den 22. Juni 1841, Søn af Koncertmester Iver Frederik Bredal (f. 1800, d. 1864) og Elisabeth f. Andersen (d. 1841), og Sønnesøn af nedennævnte N. J. Bredal. Han var uddannet til Lithograf, men da han fik mere Lyst til at være Maler, besøgte han Akademiets Skoler fra 1860 til 1867, idet han gik ud af Modelskolen. Han begyndte at udstille 1865 »Portalet af Frederikskirken« og fore­trak i det hele architektoniske Motiver, helst i landskabelige Om­givelser. I 1870 var han i Tyskland, og i September 1871 rejste han til Italien, saa at han allerede 1872 var i Rom, idet han, efter i to Aar ikke at have udstillet, til Udstillingen i 1873 havde hjemsendt flere Billeder fra Rom og Omegn. Han nærede en Tid Tanken om at blive i Italien, men afbrød dog Opholdet i 1880, da han over Venezia rejste hjem. I Italien lagde han sig efter Vandfarvemaleriet og blev Banebryder i Danmark for denne Malemaade. Efter Hjem­komsten vendte han tilbage til danske Landskabsmotiver, indtil han 1885 blev Lærer ved Koldings techniske Skole, og nu indflettede Kolding hus' Ruiner i sine Billeder. I 1887 vendte han syg og lidende, Følgerne af en voldsom Gigtfeber, tilbage til København, hvor han døde den 14. Februar 1888. Han havde i 1882 ægtet Cecilie Abrahams, f. Holm (f. 1849, d. 1891), Enke efter Cand. phil. F. Abrahams. Ved Siden af det smukke kunstneriske Snille, som fremtraadte i hans Billeder, navnlig i hans Akvareller, havde han ogsaa et poetisk Talent, som han i sine Kunstbrødres Kreds stillede til Kammeraternes Raadighed ved festlige Lejligheder.

(Bricka, III, 31. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. IV. Till., S. 3. Nat. Tid. 1888. Berl. Tid. 189 O

 

Bredal. Niels Iversen Bredal, Maler, født i Bergen den 15. August 1772, var Søn af Iver Bredal (f. 1738 i Christianssand, d. 1783) og Anna Renord (f. 1748, d. 1776); han ernærede sig i København som Portrætmaler og Tegnelærer. Han indsendte nogle Prøvetegninger til et Elementarværk til Kunstakademiets Bedømmelse. Nogle roste det, andre dadlede det for »Mangel paa Smag og Korrekthed«. I Aaret 1821 forlangte han Akademiets Attest for Duelighed som Tegnelærer, men fik den ikke, fordi han ikke var Elev af Akademiet.

 

119

I 1824 udstillede han et Portræt udenfor Fortegnelsen. Et Portræt af den bergenske Rektor, F. C. Holberg Arentz er stukket af Bagge (1816). Kobberstiksamlingen har en satirisk Tegning af ham. Han ægtede 1796 Marie Frederikke Christensen (f. 1774, d. 1797) og, efter dennes Død, Charlotte Augusta Green (1798), og døde den 19. August 1831 som Malermester i København.

(Weinw. Lex. Ersl. Forf. Lex. I. S. 199. Suppl. I. S. 233. Dagen 1831, Nr. 235. Thaarup. Lengn. Stamtavle og Frue K. Rigsarch. Krohn I, 155. Strunk. Akad. Skifteretten.)

 

Bredsdorff. Johan Ulrik Bredsdorff, Landskabsmaler, født den 22. Maj 1845 i Vesterskjerninge i Fyn, er Søn af Sognepræst Chri­stian Hornemann Bredsdorff (f, 1802, d. 1848) og Elise Bolette f. Møller (f. 1813, d. 1877); han opvoxede først i Odense, senere i København, og havde uddannet sig til Civilingeniør, inden han bestemte sig for at blive Landskabsmaler. Han har lært at male hos Kyhn og besøgte Kunstakademiet 1868 til 1876. Siden 1883 har han boet i Birkerød. Lige siden 1870 har han været en flittig Ud­stiller, som har vundet et godt Navn ved sine talrige Landskaber, dels fra Bornholm, dels fra forskellige Egne i Danmark, ikke mindst fra Birkerøds smukke Omgivelser. I 1876 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere for Solskin paa Vandet, »Kobbermøllebugten ved Flensborg«. I 1877 var Bredsdorff en Sommerrejse og malede nogle Partier fra Svejts, i 1887 havde han en Rejseunderstottelse fra Akademiet paa 400 Kr. og besøgte da Norge. Han havde den n. Juli 1878 ægtet Dagmar Helveg, Datter af Stiftsprovst Hans Frederik Helveg (f. 1816), den Gang Sognepræst i Købeløv, og dennes anden Hustru Anna Maria f. Lauritsen (f. 1820).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Brendekilde. Hans Andersen, fra 1884 med kgl. Bevilling, Brendekilde, Maler, er født i Landsbyen Brendekilde paa Fyn, den 7. April 1857, og er Søn af Træskomand Anders Rasmussen og Maren Nielsdatter. Lyst til at skære i Træ og Undervisning i en Snitteskole vakte Kunstnertanker hos ham, han forlod sin Tjeneste og gik i Stenhuggerlære i Odense: ved en Enkefru Blumenbachs Hjælp fik han større boglig Uddannelse og kom til Kunstakademiet i Køben­havn for at blive Billedhugger. Han gennemgik fra Oktober 1870 dettes Skoler og fik den 17. Marts 1881 Afgangsbevis som Modelerer. Men nu slog han pludselig om og blev Maler; allerede paa December udstillingen 1882 havde han et mindre Arbejde og fra Foraars-

 

120

udstillingen 1883 har han stadig udstillet og vakt stigende Opmærk­somhed for sine Arbejder. Aaret efter giftede han sig med Ida luliane Antonie Nielsen, Datter af Skovfoged Hans Henrik Nielsen i Stevns. Han maler med Forkærlighed Menneskenes Liv i fri Luft og har kun undtagelsesvis gengivet Interiører. I 1886 fik han af Akademiet en Rejseunderstøttelse paa 400 Kr. til Indlandet; i 1888 udførte han i Pastel »Illuminationen ved Regeringsjubilæet« (udst. 1889, tilh. Kong Christian IX) og i 1889 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.) til Udlandet, samt, efter eget Ønske, Aaret efter 800 Kr. til Hjemrejse. Et stort Billede »Udslidt« (udst. 1890) var malet inden Rejsen. Saavel i Form- som i Farvebehandlingen øvede Rejsen gunstig Indflydelse paa ham; han udstillede nogle Billeder, malede i Udlandet, men vendte hurtig tilbage til danske Æmner. I 1892 fik han første Gang Aarsmedaille for »Foraar« og i 1893 anden Gang for det store Billede »En Landevej«, der viser en stærk religiøs Paavirkning, som ogsaa fremtræder saavel i tidligere som i senere Arbejder, med en fra Udlandet optagen Lyst til at drage nytestamentlige Motiver ind i det moderne daglige Livs Om­givelser. Med dette Billede, som blev købt til den kgl. Maleri-samling, var han bleven Medlem af Akademiets Plenarforsamling. Aaret efter fik han det Ancherske Legat og rejste atter til Udlandet. Han har tillige haft nogen Understøttelse fra andre af de Legat-stiftelser, som understøtte Kunst.

(Bricka, III, 54.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Brendstrup. Thorald Brendstrup, Landskabsmaler, Søn af Tømrer­mester Søren Brendstrup og Marie født Viborg, blev født den 2 5. Maj 1812 paa Cathrinebjerg ved Roskilde.1 Efter sin Konfirmation blev han Lærling paa den kgl. Porcelænsfabrik for at uddanne sig til Porcelænsmaler og besøgte som saadan Kunstakademiets Skoler fra 1826—1833, da han gik ud af Gibsskolen. Imidlertid kastede han sig ogsaa over Landskabsmaleriet og udstillede fra 1835: 1846 opgav han ganske Porcelænsmaleriet for udelukkende at hellige sig Land­skabsmaleriet. Han fik 1847 og 1848 Akademiets Rejsestipendium (600 Rdl. aarlig) for to Aar, og opholdt sig 1847 — 50 i Udlandet,

 

1 Paa sin Selvangivelse til Akademiet skrev han 1812 som Fødselsaar, hvilket ogsaa passer med, at han som konfirmeret indkom paa Akademiet i 1826. Senere, i 1868, skrev han rigtignok selv, at han var født 1814., som derfor, da den første Angivelse endnu var mig ubekendt, blev indført i Dsk. Konstnerlex. Jtg har i Dsk. biogr. Lex. og her optaget det formentlig rigtige Aarstal. Til S. Mtlller har han senere atter opgivet Aarstallet 1812.

 

121

navnlig i Rom. Efter at han (1855) havde ægtet Pauline Regine Kierkegaard, foretog han (1857—61) paany en længere Kunstrejse gennem Tyskland og Frankrig til Italien, hvor han især dvælede i Rom og Neapel. I Februar 1874 blev han Medlem af Kunst­akademiet i København. Han har udstillet en Del større og mindre Landskaber, dels af danske, dels af udenlandske, navnlig italienske Egne, som udmærkede sig ved et smukt Valg, om end ikke ved særdeles fremtrædende Egenskaber i Foredraget. Han var meget afholdt i Kunstnerkredse for sit sunde Omdømme og sit elskværdige Lune og havde flere Tillidshverv, f. Ex. som Medlem af Udstillings-Komiteen. Han maatte i sin Alderdom, — der forovrigt ikke sporedes meget i hans Udseende og Væsen, - - underkaste sig en Operation, der førte til Døden, den 4. Maj 1883.

(Priv. Medd.    Bricka III,  55.    Akad.   Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Brenno. Carlo Enrico Brenno, Billedhugger, var en fra Tysk­land indkaldt italiensk Billedhugger og Stukkatør, som synes at være født omtrent 1680. I Hamborg havde han 1716 udfort et stort, senere ødelagt, Gravmæle over den holstenske Grev Vilh. Ahlefeldt og Hustru. I Danmark udførte han 1727 Gravmæle over Stift­befalingsmand Fr. Gedde i St. Hans Kirke i Odense. Desuden skyldes de store Stukkaturarbejder i Kuplen og Havesalen i Fredens­borg Slot hans Haand, foruden lignende Arbejder paa Clausholm, Hirschholm Slot, paa Københavns Slot, paa det ældre Christiansborg Slot. Brenno, som signerer sig Carolus Brennus, døde i København i Slutningen af 1745.

(F. J. Meier, Fredensborg.    Bricka, III,  55.    Hamh. Kstl. Lex.)

 

Breum. Frederik Christian Breum, Maler, født den 28. Juli 1869 i København, er Søn af Høker Anders Christian Breum (f. 1811, d. 1878) og Mette Olsclatter. Efter Konfirmationen kom han i Maler­lære, og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole. I 1888 fik han Sølvmedaille for sit Svendestykke, men havde forinden faaet Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1887 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Maler: han havde flere Gange i disse Aar faaet Flidspræmie. I 1891 har han udstillet et Portræt og i 1893 var han paa en Udenlandsrejse. Han har ogsaa malet et Par Landskaber og lever nu som Tegnelærer.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Briand de Crevecoeur, Maler, se Crevecoeur.

 

122

Brinkopff. Henrik Vilhelm Brinkopff, Bygningstegner, Søn af Instrumentmager Heinrich Brinkopff og Marie født Høygaard, er født i København den 30. Juni 1823. Han blev opdragen i Vajsen-huset, kom i 1839 i Billedskærerlære og besøgte samtidig Kunst­akademiet, hvis lavere Tegneskoler han gennemgik, men i Steden for at gaa ind i Modelskolen, gik han over i Dekorationsklassen, hvori han 1846 blev Elev af Akademiet. Da han 1847 havde ægtet Marie Frederikke Meyer (d. 1864), Datter af sin Lærer, Billedskærer J. C. Meyer, nedsatte han sig som Billedskærer og Forgylder i Køben­havn og levede som saadan til 1872. Senere vendte han tilbage til udelukkende at virke som Kunstner, navnlig som Bygningstegner i Dekorations- og Møbelfaget; dog ogsaa som Architekt. 1880—81 byggede han Etablissementet »National« overfor Hovedbanegaarden, 1884 indrettede han det forrige Landkadetakademi i Fredericiagade til Rigsdagsbygning, og 1885—86 byggede han Cirkusbygningen ved Jærnbanegade. Han har forestaaet Ordningen af en Mængde Industri­udstillinger og i det hele været virksom i Kunstindustriens Tjeneste. I 1866 indtraadte han i andet Ægteskab med Juliane Frederikke født Esslinger, Datter af Sæbefabrikant J. F. Esslinger.

(Priv. Medd.    Bricka, III,  64.    Akad.)

 

Brock. Gustar Brock, Maler, Søn af Højesteretsadvokat Gustav Edvard Brock (f. 1816, d. 1878) og Amalie f. Bjerring (f. 1821, d. 1872), var født i København den 12. August 1849. Han havde begyndt at studere, men forlod Studeringerne for at uddanne sig til Kunstner; forberedt af Architekt C. V. Nielsen fik han Adgang til Kunstakademiet, hvor han besøgte Almindelig Forberedelsesklasse fra Marts 1868 til Januar Kvartal 1871. Derpaa tog han Studenter-examen ved Sorø Akademi 1872 og Aaret efter anden Examen. Ikke længe efter, den 4. Januar 1875 ægtede han Vilhelmine (Minna) f. Zwinge, Enke efter Skibsfører Tange-Olsen, og rejste Ugedagen derpaa med sin Hustru til Chicago og derfra til San Francisco. I August 1880 kom han atter til København og fik da Ansættelse som Volontør i Ordenskapitlets Sekretariat, indtil han den 7. Juni 1883, efter Rosen-bergs Død, blev udnævnt til Vaabenmaler. Med Understøttelse fra Krigs- og Marineministeriet udarbejdede han nu »Den danske Hærs og Flaades Uniformer« i 36 Vandfarvemalerier, som var færdige ved hans Død. Deraf blev dog kun udgivet 4 Hæfter med 8 farvetrykte Lithografier (1886), idet Fortsættelsen standsedes ved Kunstnerens Død, der pludselig ramte ham og hans Hustru under et Sommer-

 

123

ophold i Fiskerlejet Pålsjo ved Helsingborg den 23. August 1887, som Følge af en Svampeforgiftning. Han var 1885 bleven Ridder af den russiske St. Stanislausorden.

(Priv. Medd.    Bricka,  III, 88,  om Forældre.    Akad.    Ordenskap.)

 

Brodersen. Anna Maria Brodersen, Billedhuggerinde, se A. M. (Carl) Nielsen.

 

Broge. Karl Harald Alfred Broge, Maler, er født i Køben­havn den 6. Maj 1870, og er Søn af Overtelegrafist Carl Harald Broge (f. 1829) og Clara f. Olsen (f. 1829). Efter at have taget Præliminærexamen forberedte H. Grønvold ham til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte fra April 1889 til Januar Kvartal 1891, medens han samtidig ved Friluftsstudier uddan­nede sig til Landskabsmaler. Han udstillede ved en December­udstilling i 1891 og derpaa ved Foraarsudstillingen i 1892 og atter i 1894 nogle Landskaber. Han er for Tiden Bestyrer af en Tegne­skole for ubemidlede Kvinder.

(Priv.  Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.l

 

Brokman.    H.  J.  Brokman, Maler, se H.  J.  Br. Knudsen.

 

Bruhn. Ernst Adam Bruhn, Officer og Maler, født den 12. August 1827 i København, var Søn af Generalløjtnant Ernst Povl Bruhn (f. 1787, d. 1868) og Anna Elisabeth født Wulff. Han var bestemt til Officer og nød Undervisning som Kadet til 1844, men da han havde større Lyst til at være Kunstner, forlod han Kadetakademiet og søgte Plads paa Kunstakademiet, i hvis Modelerskole han 1844 fik Friplads, og Aaret efter begyndte han at arbejde som Elev i H. V. Bissens Værksteder. Da Krigen udbrød 1848, gik han frivillig med som Husar, traadte snart over til Fodfolket, blev Sekondløjtnant i Linien (1850), og forblev fra nu af i Krigstjenesten. Han deltog som Premierløjtnant (fra 1863) i den anden slesvigske Krig og faldt d. 16. Marts 1864 ved Dybbøl som Kompagnikommandør ved 17. Regi­ment. -- I Tiden fra 1847 til 1863 udstillede han med Mellemrum nogle Portrætbuster og Grupper af Dyr, mest Heste, modelerede i Vox, hvori et afgjort Talent lagde sig for Dagen. Foruden de ud­stillede Arbejder efterlod han sig en Del Buster og Fremstillinger af Dyr.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. 111. Tid. 1864, S. 260.. Bricka, III, 137.)

 

124

Brun. Hans Brun, en Studiosus theologiæ og Kunstskildrer, som har levet 1728 i Bergen. Lyder Sagen, som nævner ham i »Minerva«, har selv »fra hans Mesterpensel set en Altertavle i Bergen«. Weimvich tilføjer, at den skal være bleven fordærvet ved Restauration »af en Fusker, navnlig Møller«. Han var gift med Cathrine Elisabeth Plate.

(Minerva 1800, II, S. 289, Anm. Weinwich, S. 120. do. Lex. Worms Lit. Lex. I, S. 183. Kraft og Nyerup, S. 96.)

 

Bruun. Christian Volmar Bruun, Tegner og Raderer, født den 24. April 1794 i København, var Søn af Bagerfrimester Thomas Bruun (f. 1751, d. 1827) og Anna Marie født Birk (d. 1807). Han kom i sit 22. Aar til Theatret som Korist og var i en Aarrække Korregissør, indtil han i 1866 fik sin Afsked. Undertiden optraadte han i Tjenerroller og deslige og kaldes derfor af Weinwich »Skue­spiller ved den kgl. danske Skueplads«. Et medfødt kunstnerisk Talent uddannede han paa egen Haand saa vidt, at han i, rigtignok temmelig dilettantmæssige, Raderinger kunde udgive flere Rækker dels af Skuespillere i forskellige Roller, dels af danske Uniformer. Af Theaterkostumer har han udgivet 48 Numre, af Uniformer flere fra hverandre afvigende Rækker i Tiden fra omtrent 1820 til 1857. Han var ogsaa Forfatter til et Skuespil og nogle Romaner. Bruun blev 1820 gift med Engel Marie født Heiberg fra Trondhjem (f 1798, d. 1866), Datter af Edvard Christie Heiberg. Selv døde han den

4.  Januar  1877.

(Priv.   Medd.    Weinw.   Lex.    Erslew Forf.   Lex.   I,   S.   220,   og   Suppl.   I,

5.   255.    Krohn I,   193—200.)

 

Bruun. Johan Jakob Bruun, Maler, født 1715, Søn af Raadmand, Byskriver og Postmester Thomas Bruun i Slagelse og Dorothea Sofie født von Mylius, kaldte sig Kabinetsskildrer og levede i Køben­havn, hvor han den 5. Juli 1741 giftede sig med Anne Cathrine Bas­balle (f. 1723, d. 1789). Senere blev han Inspektør ved Salpeter­værket i Frederiksborg og døde der samme Aar som sin Hustru. Han udførte et Maleri af Dronning Louises castrum dokris, som han 1756 udgav i Stik af Haas. Det følgende Aar begyndte han at udgive en Række Prospekter af danske Slotte og Købstæder, som blev slet stukne af Quist. Samlingen naaede op til 50 Blade og udkom under et (1761) med Titel Novum Atlas Daniæ. Sandvig

 

125

nævner   desuden:    En   fornem   Araber,   stukken   i Niebuhrs Rejse   I, S.  71, og Slottet  »Sorgenfrey«, Maleri af Bruun.

(Weinwich, S. 169. Lengnicks Stamtavler. Bricka III, 170. Rigsarch. Postrytteren 1756, Nr. 100. do. 1757, Nr. 56. Adresseav. 1760, Nr. 21. Lorks Nachrichten III, S. 294. Schlesw. Kunstbeitr., S. 45. Sandvig. S. 30. Lærde Efterretn. 1806, Nr. 27.)

 

Bruun. Laurits Theodor Vilhelm August Bruun, Architekt, er født den 27. Oktober 1858 i Kobenhavn og er Søn af Justitsraad Kontorchef Carl Theodor Bruun (f. 1814) og Laura Oline f. Hagen (f. 1825). Efter at have taget Præliminærexamen, fik han Plads i Handelsbanken, som han dog snart forlod for at blive Architekt. Han gennemgik det techniske Selskabs Skole 1877—82, kom samtidig i Murerlære, og fik allerede i Oktober 1879 Adgang til Kunstakademiet. Efter at have gennemgaaet dette fik han den 25. Maj 1888 Afgangs-bevis som Architekt. Han har rejst meget i sin Ungdom og derved haft Lejlighed til at se megen Kunst. Lander et Ophold i Paris 1886—87 lagde han sig med Iver efter Kunstindustri, som han siden for største Delen har helliget sine Kræfter. I 1888 vandt han i Forening med G. Steenberg anden Præmie ved Konkursen om Portal­bygningen til Tivoli, deltog i 1890 i Konkursen for Guldmedaille ved Kunstakademiet og i 1891 atter sammen med Steenberg i Konkursen om en Raadhusbygning. I 1893 fik han Ansættelse som Inspektør og Tegnelærer ved »Fagskolen for Boghaandværk«.

tPriv.  Medd.     Akad.     Udst. Fortegn.)

 

Bruun. Thomas Bruun, var Søn af Rasmus Bruun (d. 1774), Skoleholder paa Fredensborg, Broder til ovennævnte Raadmand Th. Bruun, og Lydia født Palms, og blev født paa Fredensborg 1742. Han vandt Kunstakademiets store Sølvmedaille 1757, nød 1760—1769 til sin Uddannelse kgl. Understøttelse, for hvilken han først var sat i Huset hos Prof. S. C. Stanley og hos dennes Enke; senere fik han selv Understøttelsen; Akademiets mindre Guldmedaille vandt han 1762 og dets store 1765 for Maleriet »David drager i Triumf ind i Jerusalem«. Saavel 1768 som 1770 søgte han om Akademiets Stipendium for at uddanne sig til Historiemaler, men da han ikke opnaaede det, gik han i de følgende Aar over til at dyrke Theater-maleriet og fik i November 1776 Expektance paa Embedet som Theatermaler ved det kgl. Theater efter Cramer, samt Aaret efter kongeligt Rejsestipendium i tre Aar for at uddanne sig videre i sit Fag. Allerede i November samme Aar kunde han fra Dresden hjem-

 

126

sende Tegninger, som vandt Akademiets Bifald, og ved Hjemkomsten i December 1780 blev han med megen Hæder agreeret. Imidlertid døde Cramer (1782), og Brimns Virksomhed som Theatermaler, hvortil han nu blev udnævnt med 500 Rdl. d. C. om Aaret, maa fuldstændig have optaget hans Tid, thi først i Marts 1800 indsendte han to Tegninger efter den Opgave, han fik i 1780, og blev paa dem Medlem af Akademiet den 7. April 1800, men kort efter døde han ugift den 30. Juli s. A. Han foreviste Akademiet i 1775 to malede Por­træter, General Eichstedt og General Banner, to tegnede, Justitsraad Hjorthøj og Professor Sporon. Hans Theaterdekorationer siges at have staaet tilbage for Cramers, men han roses for Samvittigheds­fuldhed i at iagttage det historiske Præg.

(Weinwich, S. .188. Akad. Overskou, Theaterhistorie III, 263 o. fl. St. Adresseav. 1800, Nr. 254. Jfr. Bricka III, 770.)

 

Brüggemann. Hans Brüggemann, Billedskærer, født i Husum omtrent 1480, formodes at have lært sit Fag i Lybek. Han udførte (efter Sigende i syv Aar) en stor og ganske fortrinlig Altertavle i Træ (1521) til Bordesholm Klosterkirke, hvorfra den i 1666 er bleven flyttet til Slesvigs Domkirke. Efter et Sagn skal Munkene i Bordes­holm have givet ham Gift, for at hindre ham i at modtage en Kal­delse til Lybek, hvor han, som han selv havde pralet af, vilde udføre en Altertavle, der skulde overgaa den Bordesholmske. Han skal ifølge den almindelige Beretning være død i Fattigdom i Husum (før 1547) og ligger begravet der. Altertavlen er afbildet i Lithografi af Bøhndel (1826) og ledsaget af en Beskrivelse af Professor Høyen, oversat af Schrøder.: En Altertavle i Segeberg og en lignende i Greveradekapellet i Mariakirken i Lybek (?) tillægges ogsaa Brüggemann.

(Weinwich, S. 20. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44 og 83. Høyens Skrifter II, S. 153. Kirkeh. Saml. 3. Række I, S. 5—33 [Afhandl, af H. M. Fenger], og S. 542. Bricka III. 186. A. Sach, Hans Briiggemann. Jfr. Skild. 1829, Sp. 820—23 og 833—36.)

 

Brünnich eller Brünniche. Andreas Petersen Brunnich, Portræt­maler, født den 4. April 1704, var Lærling af den yngste Grodt-

 

' Prof. Høyen mente, at de saa kaldte Portræter af Christiern II og hans Dronning, som alle Forfattere omtale, i Virkeligheden forestille Kejser Augustus og Sibylla. Efter en Beretning besøgte Kongen og Dronningen Bordesholm i 1522 og saa med Beundring Altertavlen, og medens Dronningen forklarede Kongen Billedernes Betydning, benyttede Kunstneren Lejligheden til at udføre deres Portrsetfigurer, som fik Plads paa to Søjler paa begge Sider af Altret, i M. Martinus Holmer, Feur-Predigt. Schlesw. 1669, 4'°, S. 6.)

 

127

schilling og af Wahl. Han levede som Portrætmaler i København og giftede sig 1735 med Margrete Hvas Thrane (f. 1703, d. 1762). Han døde den 4. November 1769. Af hans Portræter nævnes to ovale Knæstykker, forestillende Christian I og Christian II, samt Erik Pontoppidan, stukket 1749 af O. H. de Lode, hans eget Por­træt m. fl.

(Weinwich, S.  169.    Lengnick.    Sandvig, S. 31.    Rigsarch.)

 

Brünnich. Morten Thrane Brlinmch, Portrætmaler, Søn af Hof­bogtrykker Boas Brünnich (f. 1768, d. 1826) og Sofie Amalie f. Sejl­flod (d. 1813), Sønnesøns Søn af Portrætmaleren Andreas Briinnich, blev født i København den 14. December 1805 (14. Febr. 1806), be­søgte Kunstakademiet i 1820—21 og atter i 1838, samt udstillede i 1839—40 nogle Portræter. Snart efter .rejste han til Rusland, hvor han vandt et godt Navn som Portrætmaler, og døde der ugift den 21. Juli 1861.

(Lengnicks og Hundrups Stamt. Ersl. Forf. Lex. I, 224. Suppl. I, 263. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Berl. Tid. 19 8 1861.)

 

Brünnich. Peter Briinnich, Maler, Søn af Portrætmaler Andreas Brünnich, født i København den 4. August 1739, besøgte Kunst­akademiet maaske lige fra dets første Stiftelse af, fik 1756 dets første, mindre Sølvmedaille, og efter gentagne Gange at have faaet den mindre og større Sølvmedaille, fik han 1763 den mindre og' 1764 den store Guldmedaille for Opgaven »Dronningen af Saba besøger Kong Salomon«. Aaret efter fik han Akademiets Stipendium for sex Aar til en Udenlandsrejse, hvorfra han dog først kom tilbage i Slut­ningen af 1772. Den i. Januar 1773 foreviste han en Mængde Malerier og Tegninger, hvorpaa han agreeredes og fik som Opgave til Medlemsstykke: »Grams og Gros Historie og Sammenkomst« efter Saxo. Først den 30. Marts 1776 kunde han fremstille sit Arbejde, som kun ved Arveprinsens Stemme gav ham Plads blandt Akade­miets Medlemmer og Navn af kongelig Historiemaler. Han blev 1778 kongelig Flaademaler, hvilken Virksomhed undertiden voldte ham Sammenstød med Malerlavet, der sigtede ham for Indgreb i dets Rettigheder og forlangte, han skulde tage Borgerskab som Mester. Han søgte gentagne Gange om at blive Professor ved Kunstakademiet, uden at det lykkedes ham; derimod fik han Titel af Kancelliraad. Dels ved sin Virksomhed som Flaademaler, dels ved at udføre almindeligt Malerarbejde i Byen tjente han sig en Formue. Han blev gift 1780 med Inger Caroline Egerod eller

 

128

Eegeroed (f. 1763, d. 19/12 1815), og døde den 15. September 1814. Brünnich var kun en ubetydelig Kunstner, skønt han gennemgik alle Akademiets Trin, og hans Medlemstykke gjorde ingen Lykke, da det saas paa Salonen 1778. Derimod tiltaltes Publikum mere af en Prometheus og en Kopi efter Guido Renis »Lykkens Gudinde«.

(Weinwich, S. 185. Lengnik. Rigsarch. Akad. Hennings, S. 138. Alm. dansk Bibi., Marts 1778, 8.87. Adresseav. 1814, Nr. 219. 1815, Nr. 300. Krohn, L S. 78.)

 

Bræstrup. Jens Christan Bræstrup, Maler, f. 1713, var Hof­maler i København og døde 1778. Han blev 1753 gift med Anna Christine å Jessen (f. 1716, d. 1793), og var Farfader til Politi­direktør C. J. C. Bræstrup. Der er vel næppe Tvivl om, at det er ham, om hvem Weinwich skriver: »En Maler, som i Horsens i Jyl­land har malet otte Malerier af Christi Lidelseshistorie, egen Kom­position, som pryde Altret i samme Bys Kirke.« Disse Billeder nævnes ikke i Traps Topografi, men de synes efter Ordene i Pon-toppidans Danske Atlas at være de udvendige Malerier paa Fløjene af den udskaarne Altertavle i Graabrødrekirken i Horsens.

(Weinwich Lex. Pontoppidan Danske Atl. IV, S. 128. Erslev. I, 245, Suppl. I, 265.)

 

Brøndum.    Anna Brøndum, Malerinde, se A. K. Ancher.

 

Budtz. Agnes Ottilie Budtz, Malerinde, er Datter af. Sogne­præst Jakob Michael Frederik Budtz (f. 1805, d. 1871) og dennes anden Hustru Eline Marie Cecilie f. Sehoubye (f. 1825, d. 1856) og er født i Maarslet Præstegaard ved Aarhus den 17. November 1853. Hun har uddannet sig dels i V. Kyhns Tegneskole og hos Joh. Boesen, dels i Blomstermaleri hos Frk. Heerfordt og Frk. Dohlmann. Hun har fra 1884 udstillet Blomstermalerier, med Forkærlighed Gengivelsen af en enkelt blomstrende Plante.

(Priv. Medd.    Wiberg.    Udst. Fortegn.)

 

Bundgaard. Anders Jensen Bundgaard, Billedhugger, er født i Ersted den 7. August 1864 og er Søn af Træskomager Jens Chri­stensen (f. 1825) og Maren Andersdatter (f. 1840). Hans Anlæg for Karikaturtegning havde lagt ham for Had i Hjemstavnen, og han søgte nu til København for at finde Erhverv, tilsidst som Markør paa en Kafé. Samtidig søgte han at udvide sine boglige Kund­skaber, og da endelig Architekt Blichfeldt ved et Tilfælde opdagede

 

129

hans Talent, lykkedes det ham at komme i det techniske Selskabs Skole; men han mistede derved snart efter den Plads, der gav ham Erhverv. Bygningsinspektør R. L. Mathiesen, som lærte ham at kende, tog sig nu faderligt af ham; han kom til at arbejde hos Billedhugger F. E. Ring og kom fra i. Februar 1885 ind paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 26. Maj 1888 Afgangsbevis som Modelerer. I de følgende Aar fik han nogen Understøttelse fra forskellige Legatstiftelser, og fra 1888 har han begyndt at udstille. Fraregnet nogle Buster havde de Æmner han valgte ét højst alvor­ligt Præg, »Skibbrud«, »I Nød«, »Død«, »Ved Babylons Floder vi grædende sad« (Statue). I 1890 udførte han en dekorativ Gruppe til Tivolis Portalbygning, og var derpaa inde som Soldat. Umiddel­bart derefter vandt han baade første og anden Præmie for Skitser til et Springvand paa Frederiksberg, »Gefion« og »En Havfrue« og foretog nu dels med privat, dels med offentlig Understøttelse en større Udenlandsrejse til Paris og Italien, udstillede nogle Arbejder baade i Paris, Christiania og Chicago og solgte »En Lygtemand« og »En Arbejder« til Amerika. I 1894 har han faaet det Ancherske Legat og er atter rejst udenlands.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Bundsen. Axel Bundsen, Architekt, Søn af en Brændehandler i Assens, var født den 28. Januar 1768. Han havde det Uheld i sin Barndom at miste sit ene Øje, dog hindrede dette ham ikke i at kaste sig over Bygningskunsten, som han studerede ved Københavns Kunstakademi, hvor han 1789 fik den mindre Sølvmedaille. Han forlod Staden snart efter og deltog med sin Broder Jes i en Uden­landsrejse, hvortil Grev Baudissin ydede ham Understøttelse. Fra 1796 levede han sex Aar i Hamborg og virkede der som Bygmester, men i Aarene 1812—13 arbejdede han i Flensborg, hvor han byggede Kapellet ved den nye Kirkegaard. Han har ligeledes gjort Udkastet til en ny Kirke til Husum og til Søbadehuse ved Kiel. I 1827 boede han i Flekkeby ved Slesvig; senere flyttede han igen til Ham­borg og døde der i smaa Kaar den 21. November 1832. I Hamborg byggede han til forskellige Tider en Del private Bygninger; hans Udkast til Børsen der blev ikke udført.

(Weinw. Lex,   Hamb. Kstl. Lex.   Akad.)

 

Bundsen. Jes Bundsen, Maler, Broder til Axel Bundsen, var født i Assens den 16. September 1766 og var bestemt til at studere

N. K. L.     I. Maj  1895.                                                    9

 

130

Theologi-, hans Lyst til Kunsten fik dog Overvægten, saaledes at han fik Lov til at besøge Kunstakademiet i København, hvis Sølv-medailler han vandt (1786). Efter at have levet nogle Aar som Tegnelærer hos Grev Baudissin paa Herresædet Knoop, rejste han udenlands med Broderen, og levede efter Hjemkomsten (omtr. 1795) som Tegnelærer, Landskabs- og Architekturmaler, dels i Hamborg, dels i Altona. Han udstillede i København 1819 og 1826; de 1819 udstillede Arbejder indkøbtes til den kgl. Malerisamling. Han malede mest Udsigter fra Hamborgs og Altonas nærmeste Omegn og Fremstillinger af det Indre af Kirkebygninger. Han har raderet en Del Blade, dels udførte Raderinger, dels blot Omrids, som han tuscherede. Han døde den 22. September 1829 i Altona.

(Weinw., S. 193. do. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Nagler Monogr. III, 1927. Skild. 1819, Sp. 531. Krolm I, 143—44. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Buntzen. Heinrich Buntzen, Landskabsmaler, født i Kiel den 29. September 1803, var Søn af Marskandiser Johan Ditlev Buntzen og Margrete f. Sievertsen. Efter at have lært Malerhaandværket i Kiel, besøgte han Kunstakademiet i København, hvor han fra 1823 gentagne Gange med Held konkurrerede til Pengepræmien som Landskabsmaler, medens han samtidig gennemgik dets Tegneskoler indtil Gibsskolen. I 1833 ægtede han Caroline Birgitte Hansen (f. 1805, d. 1882), Datter af Blokmager Nikolaj Hansen af Køben­havn. I 1838 søgte han Fonden ad usus publicos om Rejseunder­støttelse og Akademiet skrev i den Anledning i sin Anbefaling for ham, at det med Tilfredshed havde iagttaget hans »dybe og grundige Studium af Naturen, og han har i det Offentlige tildraget sig en altid stigende Interesse ved de af ham til forskellige Tider udførte Land­skaber«. Efter at denne i 1839 bevilgede toaarige Rejseunderstøttelse var udløbet, fik han 1840—41 fornyet Rejseunderstøttelse i to Aar af Kunstakademiet for at kunne forlænge sin Rejse. Han kom hjem 1842, blev agreeret 1845 og fik til Opgave »En Lyngager med Træ­grupper«; han blev Medlem af Akademiet 25. Marts 1850 paa et »Landskab, Motivet taget ved Hellebæk«. I en lang Aarrække levede han ved Ordrup og har ved Siden af sin Kunsts Udøvelse udfoldet en ikke ringe Virksomhed som Tegnelærer. Han har udstillet siden 1824, og tre af hans Landskaber tilhøre den kgl. Malerisamling. Hans Billeder, hvori et alvorligt Naturstudium gør sig gældende, udmærke sig ved en frisk og levende, undertiden lidt haard Farve. Han fik 1863 Titel af Professor og blev 1877 Ridder af Dannebrog.

 

131

Hans Portræt   er  malet  af F. C. Lund.     Han   døde den  12. Januar 1892.

(Priv. Medd.    Bricka, III, 256.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Busch. Johan Frederik Busch, Maler, Søn af Kobbersmed Isak Daniel Busch og Ane Charlotte født Agerlin, er født paa Frederiks­værk den 2. Januar 1825. Da han havde Lyst til Tegning, kom han til København, hvor han efter sin Konfirmation besøgte H. V. Bissens Værksteder for at uddanne sig til Billedhugger. Hetschs Paavirkning bragte ham til at foretrække Malerkunsten, han begyndte at male i Eckersbergs Malerstue og besøgte fra 1839 Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1845. Kort før var han bleven Malersvend. Han var blandt de Elever af Akademiet, der under Bindesbølls Ledelse deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, og senere arbejdede han under Eddelien ved Udførelsen af Dekora­tionen af Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke. Men dette Arbejde afbrød han for allerede 1848 at nedsætte sig som Maler­mester og senere som Fotograf i Næstved, hvor han ægtede Ane Marie Sørensdatter, en Skovfogeddatter fra Omegnen, og levede en Del Aar i praktisk Virksomhed. Dog udstillede han i 1852—53 nogle Billeder af det danske Bondeliv samt udførte et raderet Portræt. I 1876 vendte han atter tilbage til København og til kunstnerisk Syssel, idet kan fik Plads som Lærer ved Frihaandstegneklassen og Malerklassen i det techniske Selskabs Skole og ved Kunstakademiets Forberedelsesklasse. Han døde dog faa Aar efter, den 14. Januar 1883.

(Priv. Medd.    Akad.    Strunk.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Busch. Peter Johan Valdemar Busch, Maler, Søn af ovennævnte J. F. Busch, er født den 4. Maj 1861 i Næstved, lærte Malerhaand-værket i Næstved og Kobenhavn, dimitteredes af sin Fader til Kunst­akademiet og uddannede sig samtidig til Dekorationsmaler. Han gennemgik Akademiets Skoler fra Jan. 1878, fik i 1884 Tilladelse til Afgang, indstillede sig i 1885 til Afgang som Maler, men fik ikke Afgangsbevis; i 1884 og 1885 udstillede han et Par Billeder, men rejste derefter til Paris.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Busk. Hans von Busk, Stempelskærer, levede i København i 1661 og ejede et Hus i Brønd stræde.

(Kbhn. Dipl. I,  760.)

 

132

Bussart. Mester Morten (Martin) Bussart, kongelig Bygmester, stod i tre Kongers Tjeneste og var gift med Bodil, Datter af den fra Christiern II's Historie bekendte Hans Mikkelsen. Han fik ved Københavns Overgivelse 1523 sin Gaard der sikret og fik 1529 tilligemed sin Hustru Livsbrev paa Slangerup Kloster. I 1536 søgte han Christian III om, at hans Hustrus Mødrenearv ikke maatte blive konfiskeret. Under den sidstnævnte Konge byggede han Tøjhuset ved Københavns Slot og deltog med Jakob Binck i 1550 i Anlæget af Fæstningen Krempe i Holsten, samt opsatte, som Aarhus Dom­kapitels Architekt, Spiret paa Domkirkens store Taarn (omtr. 1550 —51), og i 1551 vilde Kongen bruge ham til at udstaffere Krogen Slot. Han arbejdede tillige som Stenhuggermester, vistnok baade ved de Bygninger, han opførte, som ogsaa ved Gravmæler for adelige

Familier.     Han døde  1553.

(Weinwich, S. 28, efter Nye Dske. Mag. I, S. 333. Kbh. Selsk. Skr. IV, 285 — 86. Nannestad, Hilaria Aarhus. (Kbh. 1748) 8.45—49. Kbhs. Dipl. I, 328, 411, 419, II, 227, IV, 524. Bricka III, 266.)

 

Bünsow. Joachim Johann Friedrich Biinsow, Portrætmaler, født i Kiel den 17. August 1789, var Søn af Maler og Tegnelærer i Kiel, Christian Friedrich Joachim Biinsow, født 1745 i Heide, gift 1772 med Rosina Dorothea Negelin (f. 1751, d. 1845) og død i Kiel den 6. Oktober 1824. Biinsow besøgte Kunstakademiet i København, hvor han 1814 vandt den mindre Sølvmedaille og samme Aar udstillede et Portræt. Han rejste derefter til Kiel, hvor han siden levede som Portrætmaler. Dog var han i 1816 igen i København for at søge Fonden ad usus puUicos om Rejseunderstøttelse, men fik intet. I Kiel ægtede han Catharina Elsebea Postel (f. 1797, d. 1850) en Datter af Købmand Andreas Postel i Meldorf, og elleve Aar efter hendes Død, i en Alder af 72 Aar, i andet Ægteskab, Clara Maria Friederike Grimm (f. 1838, d. 1874). Biinsow døde selv den 22. August 1873.

(Priv. Medd.   Rigsarch.    Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bünsow. Joachim Ludvig Heinrich Daniel Bünsow, Landskabs­maler, er Søn af ovennævnte J. J. F. Biinsow og dennes første Hustru og er født den 3. Maj 1821 i Kiel, hvor han endnu lever ugift. Han besøgte Kunstakademiet i København 1840—44, blev 1842 Elev og fik 1848 Rejsestipendium (600 Rdl.) for et Aar. Samtidig var han Elev af J. L. Lund. Men da han ikke benyttede Stipendiet i Løbet af Aaret og imidlertid uden Anmeldelse til Akademiet var

 

133

rejst til Kiel, nægtedes det ham det følgende Aar. Dog fik han senere, da han godtgjorde, at det var af økonomiske og ikke af politiske Grunde, at han var rejst til Kiel, i 1853—54 to Aars Rejse­stipendium af Akademiet, men forblev udenlands lige til 1858. I Aarene 1841—53 udstillede han en Del Landskaber, dels fra Kiels Omegn, dels ogsaa fra Sjælland. Efter sin Rejse har han kun udstillet et Billede, »Parti ved Subiaco« (1859). Fra Udlandet vendte han tilbage til Kiel, hvor han siden har levet og virket som Land­skabsmaler; ved Siden deraf har han ogsaa udført en Del Landskabs-tegninger med Blyant, og har solgt saavel Malerier som Tegninger dels til Tyskland, dels til Danmark og Sverig. Et Billede af ham, »Parti ved Frederiksborg« blev i 1845 købt til den kgl. Maleri­samling.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bunsow. Ludwig Johann Christian Bunsow, Maler, Broder til J. J. F. Bunsow, født den n. Februar 1780, død den 6. Oktober 1856, var i København i 1804 for at søge Undervisning ved Kunst­akademiet og hos J. L. Lund og levede siden i Kiel som Tegnelærer og Landskabsmaler, idet en saadan nævnes som bosat dér i 1824; han omtales som ikke videre begavet.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Tregder, Hdb. f. Rejsende, S. in.)

 

Byer. Nicolaus Byer, Historie- og Portrætmaler, var født i Throndhjem og malede i sine sidste Aar hos Sir William Temple i Richmond i England, hos hvem han døde 1680 eller 1681. Han blev jordet i Kirken St. demens D anes, som var bygget af hans Landsmænd. »Han var en Maler af godt Haab, men fordærvede sig selv ved sine Udsvævelser, da han endnu var ung«.

(Sandv. efter Walpole. Weinwich, S. 75. Schlesw. Kunstbeitr.. S. 43. Fiorillo V, S. 461.)

 

Bærens. Magdalene Margrethe Bærens eller Barens, Blomster-malerinde, Datter af »Oberberider« Johan Herman Schaffer og Elisa­beth født Hochkirch, blev født i København den 30. September 1737 og dyrkede i sin Ungdom Kunsten saa ivrigt, at hun inden sit 21. Aar havde malet og syet over 40 Stykker, uden anden Vejled­ning end mundtlige Raad af Saly og Tegnelærer Clio. I 1761 blev hun gift med Kammerraad Johan Georg Bærens, med hvem hun fik to Sønner og to Døtre. I sexten Aar levede hun nu udelukkende

 

134

for Mand og Børn og først i sit 40. Aar begyndte hun igen at male (i777)i opmuntret af Portrætmaleren V. Erichsen. Hun malede Blomsterstykker i Vandfarve (gouac/ie), fremstillededen 31. Marts 1779 tvende saadanne Stykker for Kunstakademiet og blev derpaa agreeret til at male for Reception. Det skal endog have været de to første Stykker, hun den Gang havde malet, og de blev senere købte af Enkedronningen Juliane Marie. Den 30. Marts 1780 blev hun Medlem af Akademiet paa to Blomsterstykker i Gouache. Med et Forskud af 2000 Rdl. d. C. fra Fonden ad usus publicos foretog hun 1788 en Rejse til England med sytten af sine Billeder, men uagtet de blev roste og værdsatte til 3000 Lstrl., havde hun kun Tab af Rejsen, derimod viste Catharina II af Rusland hende Yndest og gav hende en Guldmedaille og 200 Speciesdukater for to Stykker, som hun i 1783 sendte til Kejserinden. Tallet paa hendes Billeder fra den senere Tid angives til 27 malede Stykker og 8, der var syede med Cheniller, en Kunst, hvori hun ogsaa skal have udmærket sig. Da Preisler døde (1795), søgte hun om de 600 Rdl. d. C., denne havde nydt af Kongens Kasse, uden at opnaa dem, og 1796 søgte hun om Bolig paa Akademiet, ogsaa uden Held. Hendes og hendes Mands Kaar var ikke blide, da Fonden mindst fra 1793 gjorde sig betalt ved aarlige Afdrag af Mandens Indtægt og først 1802 efter-gav knap 237 Rdl. Efter hendes Mands Død i 1802 blev der til-staaet hende 300 Rdl. d. C. i Pension. I sin sidste Levetid led hun meget af Gigt og døde den 7. Juni 1808. Kunstnerindens Portræt, malet af Lorentzen, blev af hende selv skænket til Kunstskademiet. Hendes Malerier skattedes meget for smuk Anordning og Farve og for en Nøjagtighed i Udførelsen, som selv Botanikerne erkendte.

(Sandv. S. 31. Birchs Billedgall. I, S. 226. Skild. 1808, Sp. 1137. Akad. Weinwich, S. 200. do. Lex. Rigsarch. Adresseav. 1808, Nr. 229. Bricka, HI, 303.)

 

Bærentzen. Emilius Ditlev Bærentzen, Portrætmaler og Lithograf, Søn af Fyrbøder Christian Bærentzen, blev født i København den 30. Oktober 1799. Slægten er af hollandsk Oprindelse. Bæ­rentzen blev først sat i Apothekerlære i Nykøbing paa Sjælland (1813), men kom et Par Aar senere til Christianssted paa St. Croix, hvor han gik ind i et af Regeringskontorerne og vilde have gaaet Em­bedsvejen. Da dertil krævedes en Examen, rejste han efter fem Aars Ophold i Vestindien til København, hvor han tog dansk juridisk Exarnen med Udmærkelse, men han havde det Uheld, at det Embede,

 

135

han søgte, imidlertid blev bortgivet. Han valgte nu at kaste sig over Kunsten, som han fra sin Ungdom ivrig havde dyrket i sin Fritid. I 1821 begyndte han at besøge Kunstakademiet, vandt 1826 dets mindre Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samtidig besøgte han Eckersbergs Malerskole og begyndte 1826 med at udstille Por­træter. Han fik 1830 en Understøttelse paa 500 Rdl., i 1831 400 RdL, og i 1832 atter 400 RdL fra Fonden ad usus publicos til en Uden­landsrejse, hvor han især opholdt sig i Miinchen og senere i Paris (1831—32). Aaret efter foreviste han i Akademiet Portrætet af en no-aarig Invalid, der fandt Bifald (tilh. den kgl. Malerisamling); han blev agreeret 1835 og fik  til Opgave at male C. V. Eckersbergs Portræt. Dette Portræt blev dog ikke antaget, og da Bærentzen_, som herover følte sig forurettet, ikke senere meldte sig til at male Receptionsarbejde, blev han aldrig Medlem. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik (Christian VIII) havde tilbudt Akademiet sit Portræt, malet af Bærentzen, som det andet (Portrætmalerne skulde den Gang male to Portræter), men da Eckersbergs Brystbillede blev forkastet, rigtignok kun med én Stemmes Overtal, tog Prinsen sit tilbage.

Bærentzen var den Gang meget søgt som Portrætmaler og over­ordentlig flittig, saa at det er muligt, at hans Prøvebillede har baaret Præg af Kunstnerens Travlhed. Han skal efter sin egen Opgivelse have malet mere end 2000 Portræter. Til hans værdifuldeste Billeder høre nogle Portræter af Christian VIII og Fru Heibergs Portræt i Thorvaldsens Museum. I sine senere Aar led han meget af legemlig Svaghed, andre Kunstnere fortrængte ham i Publikums Yndest som Portrætmaler, og han malede mest Kopier i mindre Maalestok. Dog malede han endnu 1866 Gehejmeraad Bræstrups Portræt til Frimurer­logen i Helsingør. Bærentzen var allerede 1829 bleven gift med Frederikke Helene Winning og døde den 14. Februar 1868.

Han oprettede i Forening med Grosserer Danchell, som den Gang havde en Voxdugsfabrik, i 1837 et Stentrykkeri i København under Firma »Em. Bærentzen & Co.'s lithografiske Institut«, hvorfra der er udgaaet en talrig Række virkelig kunstnerisk udførte litho­grafiske Arbejder, og mange duelige yngre Kunstnere fandt Syssel­sættelse der for kortere eller længere Tid. Stentrykkeriet gik allerede i 1843 fra Danchells Hænder over i Grosserer Winnings, og 1845 udtraadte ligeledes Bærentzen. Med sit betydelige Forlag blev det i 1856 afhændet til Gehejmeetatsraad J. P. Trap og Lithograf A. Bull og var en kort Tid efter Bulls Død (1874) udelukkende den først-

 

136

nævntes Ejendom, fra hvem det gik over til hans Son, der i September 1874 indlemmede det i Firmaet Hoffensberg, Jespersen og Fr. Trap. Blandt Institutets større Arbejder kan nævnes Portefeuillens litho-grafiske Bilag, Pantheon, Samling af berømte danske Mænd og Kvinder I—III med Text af J. P. Trap, Danmark i Billeder, Frede­riksborg i sex store Farvetryk, Danske Mindesmærker, udgivne af et Selskab, Danmark i Billeder fra Land og Sø i Farvetryk og m. m.

(Priv. Medd. Rigsarch. Bricka, III, 304. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.) -

 

Bærentzen. Thomas Vilhelm Bærentzen, Billedhugger, er Søn af Kommandør i Søetaten, Raadmand Alexander Christian Riber Bærentzen (f. 1830) og Anna f. Magnussen, Sønnesøn af oven­nævnte E. D. Bærentzen, og er født i København den 6. April 1869. Efter at være bleven Student 1887, tog han anden Examen 1888, tegnede hos C. N. Overgaard og fik i December s. A. Adgang til Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse, som han dog kun besøgte til Jan. 1889. For øvrigt uddannede han sig samtidig til Billedhugger under St. Sindings Vejledning og begyndte at udstille i 1889. Han tilbragte derpaa Vinteren 1890—91 i Paris. I 1892 fik han Tilladelse til at deltage i Konkursen for Guldmedaille efter Op­gaven »Saul og David«, men vandt ingen Præmie. Derefter var han udenlands dels i Rom 1892—93, dels i Florens 1893—94, og hjem­sendte fra sidstnævnte Sted »Narcissus« og Buste af en Olding.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Bøgebjerg. Rasmus Sørensen Bøgebjerg, Billedhugger, født i Reerslev Sogn den 19. Marts 1859, er Søn af Husmand Søren Pedersen og Ane Rasmussen. Da der var mange Søskende, maatte han fra sit 8de Aar ud at tjene som Vogterdreng; men Efterligninger af de Dyr, han vogtede, vakte saa megen Opmærksomhed, at Grev E. Moltke til Nørager tog sig af ham og sørgede saavel for hans boglige, som for hans kunstneriske Uddannelse lige til hans 25de Aar. Han blev efter Konfirmationen sat i Billedskærerlære, men forlod denne et Aar efter for at blive Elev af Professor Vilh. Bissen. Sam­tidig lærte han at tegne hos Architekt C. V. Nielsen og fik i No­vember 1876 Adgang til Kunstakademiets Tegneskole, samt søgte og fik Tilladelse til herefter istedenfor Sørensen at kalde sig Bøgebjerg. Han gennemgik nu Akademiet, indtil han den 30. Juni 1881 fik Af-gangsbevis som Modelerer og udstillede samme Aar sine første

 

137

Arbejder, to Buster. I de følgende Aar udførte han en Del Portræt­buster, som vakte Opmærksomhed, og forsøgte imidlertid at vinde Akademiets Guldmedaille, i 1882 med en »Narcissus«, der vel ikke fik Præmien, men opmuntrende Ros fra flere ansete Kunstneres Side, var derefter Soldat og konkurrerede i 1884 med et Relief »Stefanus1 Stening«, som heller ikke fik Præmien. Da samtidig den Under­støttelse, han hidtil havde nydt, holdt op, saa det lidt mørkt ud for ham, men imidlertid strømmede nye Bestillinger ind, som holdt Modet oppe, og noget senere (1888—91) støttedes han ved gentagne Understøttelser fra den Raben-Levetzauske Fond. Paa den nordiske Udstilling i 1888 havde han en stor Gruppe, »Fiskeren og Havfruen«, i 1889 udstillede han »Den saarede Kriger«; i 1890 »En Dreng, som sliber en Pil«, der købtes til Odense Museum. I 1890—91 var han udenlands og besøgte navnlig Italien, hvor han i Rom gjorde Bekendtskab med sin tilkommende Hustru, Datter af Architekt C. V. F. Lendorf (se d.), Olga Lendorf, hvem han ægtede den 15. Juli 1892. I 1894 købtes »Ung Kvinde, som skriver« i Marmor til Statens Samling, og i 1895 har han modeleret to Figurer i over­naturlig Størrelse »Søfart« og »Agerbrug« til det forenede Dampskibs­selskabs nye Bygning paa St. Anne Plads.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bøgers. Pieter Simonsen Bøgers var ifølge Weimvich en Byg­mester fra Utrecht, født 1637, som af Joachim Irgens blev indkaldt til Danmark for at bygge Vestervig Kloster i en Stil, der ligner Charlottenborg. Disse Efterretninger ere tagne fra Pontoppidans Danske Atlas V, S. 457, hvor hans Ligsten i Nøraa Kirke omtales. Den angiver hans Dødsaar til 1699, da han var 62 Aar gammel. Jfr. samme Værk V, S. 509—510, hvor Bygningens Opførelse om­tales.

(Weinwich Lex.   Pontoppidan.   1. c.)

 

Bøgh. Carl Henrik Bøgh, Dyrmaler, født i København den 3. September 1827, var Søn af Skolelærer Hans Henrik Bøgh og Hustru Marie Dorothea født Møller. Da hans Fader senere forflyttedes til et Skolelærerkald i Nærheden af Næstved, kom Sønnen, der havde røbet Lyst til Tegning, i sit attende Aar i Malerlære der, hvor han blev Svend (1849). Han var Soldat i det sidste af Krigsaarene (1850) og begyndte, efter at han var hjemsendt fra Hæren, at besøge Kunst­akademiet i København, medens han samtidig ernærede sig ved sit

 

138

Haandværk. Da han snart bestemte sig for at være Dyrmaler, gennemgik han vel Akademiets Skoler, men tog ingen Medailler, hvorimod han en lille Tid malede under J. L. Lunds Vejledning. Han udstillede første Gang 1854 »En landlig Scene« og fik allerede 1857 den Neuhausenske Præmie for »En Pranger med Heste«. I Aarene 1860—61 var han udenlands med Akademiets Rejseunder­støttelse og opholdt sig mest i Paris. Senere har han, paa jævnlige Studierejser nær, tildels i Sverige og Norge, boet og arbejdet i København, hvor han døde den 19. Oktober 1893. Han blev 1863 gift med Anne Cathrine Henriette Møller, Datter af Herredsfoged Niels Møller (f. 1785, d. 1837) og Elisa f. Gertner, og fik 1873 Titel af Professor. Et større Billede af ham, »En Rensdyrhjord drives til Malkepladsen« blev i 1875 købt til den kgl. Malerisamling, som allerede siden 1870 ejede et mindre Billede, »En Malkeplads«. Et større Billede »Kronvildt i Dyrehaven« købte (1890) Kong Georg I af Grækenland.

(Priv. Medd. Bricka, III, 311. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Erslew Forfatt. Lex. Suppl. I, S. 283. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tidsk. 3. R. III. Till. Nat. Tid. 20/10 1893.)

 

Bøgh. Jens Christian Bøgh, Maler, Søn af Malermester Chri­stian Bøgh, var født i Aarhus den 29. September 1816. Han lærte Malerhaandværket i Hjemmet og lagde sig tillige saavel efter Dekora­tions- som Portrætmaleri. Han kom i 1842 til København, hvor han besøgte Kunstakademiet i to Aar og lagde sig navnlig efter Miniatur-maleri, og han udstillede derefter 1844 til 1852 adskillige Por­træter i Miniatur, for en Del Kopier efter andre Kunstneres Arbejder i det store, saaledes Frederik VII efter Monies, Thorvaldsen efter Horace Vernets Portræt o. fl. Da Kunstneren imidlertid følte sig trykket ved fejlslagne Forhaabninger, forlod han 1852 København og levede siden i Aarhus, hvor han har gjort Landskabsmaleriet til sit Hovedfag. Han døde den 16. Februar 1878.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bøgh. Nanny Elisabeth Margrethe Bøgh, Malerinde, er Datter af ovennævnte Dyrmaler C. H. Bøgh og er født den i. December 1865 i København. Hun lærte først at tegne og male hos Vil-helmine Bang (s. d.) og besøgte derpaa fra November 1888 den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, indtil hun den 28. Maj 1894 fik Afgangsbevis som Maler. I Februar 1895 fik hun derpaa

 

139

Ansættelse som Assistent ved Kunstskolen i Modelskolens Forberedelses­klasse.    I  1887  har hun udstillet et Portræt i Pastel. (Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Boehme. Frederik Vilhelm Boehme, har malet i Danmark i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da nogle Malerier, foruden hans fulde Navn, bærer Paaskriften in Copenhagen. Han malede Stilllebens-stykker, hvoraf et, der tilhører den kongelige Malerisamling, er kommen dertil fra Magnus Bergs Efterladenskab. De tvende Søstykker, som skal have været paa Fredensborg, er vistnok de samme, som i J. C. Spenglers Tid var i den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. Det ene bærer Aarstallet 1704. Ogsaa Lorentz Spengler skal have ejet et Søstykke af Boehme. I 1703—04 fik han Betaling for fire Landskaber og et »Jagtstykke med Kongen til Hest«.

(Weinwich, S. 119. Spengler, Art. Eft. do. Fortegn, over d. kgl. Maleri-saml. Nr. 830—31. Friis, Saml. 94—95.)

 

Böhndel. Conrad Christian August Bohndel, Portrætmaler og Lithograf fra Sønderjylland, kom omtrent 1796 til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet, hvor han 1798 fik den mindre og 1799 den store Sølvmedaille. Med kongelig Understøttelse foretog han senere (1809—10) en længere Udenlandsrejse til Italien og a. St. og indsendte fra Slesvig By, hvortil han tog efter Hjemkomsten, en Del Arbejder til København til Akademiets Bedømmelse (Juni 1810). Akademiet raadede ham til for Fremtiden at bringe større Harmoni i sine Farver og mere Korrekthed i Tegningen, »hvorved Deres Arbejder vilde vinde i Kenderes Øjne«. Imidlertid udstillede han 1811 sex Billeder, dels Kopier, dels historiske Arbejder og Por­træter, hvoraf navnlig »Portræt af Carl Stuart« blev rost som »for­træffelig udført«. Aaret efter blev han agreeret ved Kunstakademiet (20. April 1812) og malede som Medlemsstykker Bygmester C. F. Hansens og Grev Schimmelmanns Portræter, der begge findes i Akademiets Portrætsamling, hvorpaa han d. 17. April 1813 med de fleste Stemmer blev valgt til Medlem. Om Efteraaret søgte han en den Gang ledig Bolig paa Charlottenborg, men da den ikke blev ham tilstaaet, synes det, som om han snart efter er rejst tilbage til Slesvig, hvor han siden levede en Aarrække som Portrætmaler og Lithograf. Han var gift med Anna Marie født Kruck, Enke efter en Duhn, og han døde i Slesvig den 18. December 1847.

Han havde i sin Tid et godt Navn som Portrætmaler, men han har især gjort sig fortjent af Danmarks Kunsthistorie ved sine flittigt

 

140

udførte 37 Lithografier efter Briiggemanns Altertavle, som udkom i 1828—34 med en paa Tysk oversat Text af N. Høyen. Efter flere forgæves Ansøgninger om Understøttelser til Udgivelsen af dette Værk, opnaaede kan endelig i 1830 et Tilskud paa 400 Rdl. r. S. og i 1844 som en Slags Anerkendelse en kongelig Gratifikation paa 1200 Rdl. r. S. Bohndel udstillede i København 1811 og 1812, samt i 1825 nogle Blade af det lithografiske Værk. G. Saloman har 1843 malet hans Portræt.

(Weinw. Lex. Bricka, III, 321. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 261. Skild. 1811, Sp. 427. 1829, Sp. 834, jfr. Art. Briiggemann. Alberti, Schriftstell. Lex. I. S. 67.)

 

Bølling. Frederik Andresen Balling, Maler, er Søn af Grosserer Laurits Andresen Bølling (f. 1829) og Anna Louise Cecilie f. Ager-schou (f. 1839). Han er født den 15. Juli 1866 i København, ind-traadte fra i. Januar 1883 i Kunstakademiets Almindelig Forberedelses­klasse, gennemgik Akademiet, fik Januar 1889 Tilladelse til Afgang, men tog sit Prøvearbejde tilbage, rejste derpaa i 1890 til Sydamerika (Buenos Aires), hvor han levede som Maler og Lærer i Tegning og Maleri; han malede bl. a. Portræt i legemstort Knæstykke af Dr. Alern, Præsident for Union civica de la Nation og Fører for Opstanden i 1890 og 1893. Efter sin Hjemkomst i 1894 har han i Forening med C. Malthe oprettet et Kobberstiktrykkeri. I 1888 og 1890 ud­stillede han et Par Arbejder paa Foraarsudstillingen.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Bonecke. Peter Christian Bonecke, Architekt, Søn af Murermester Christian Conrad Bonecke og Dorothea født Østerby, er født i Køben­havn den 19. April 1841. Han uddannede sig til Bygmester under Theophilus Hansens Vejledning i Wien, hvor han tilbragte fire Aar og senere tvende Aar paa Rejser, navnlig i Italien. Han var derefter Bygningsinspektør i København og blev 1866 gift med Augusta Vil-helmine født Bjørn. Han vandt 1875 Æresmedaillen i Architekturen for »Udkast til en Musikforeningsbygning i København« og i For­ening med V. Friederichsen anden Præmie ved Konkursen om en ny Bygning til det kongelige Theater i Kobenhavn. Efter H. C. Stillings Fratræden blev han 1887 Stadsbygmester i København og fik 1893 Titel af Professor.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

141

Bøttger. Frederik Christian Bøttger, Architekt, Søn af Provst i Barrit, Rasmus Hansen Bøttger (f. 1806, d. 1884) og Eleonore Christine født Schmidt (f. 1813, d. 1875) er født den 9. Marts 1838. Efter at have lært Murerhaandværket besøgte han fra 1853 Kunst­akademiets Skoler, hvis Sølvmedailler han vandt 1863—64, og arbejdede samtidig i N. S. Nebelongs Tegneskole; senere har han tegnet hos H. Chr. Hansen og F. Meldahl, for hvem han var Konduktør ved Opførelsen af Navigationsskolen i Havnegade (1864—65). I Forening med Dahlerup (s. d.) opførte han Toldbodbygningen og Iselinge Hovedgaard. Derefter var han med Understøttelse af Staten og den Rejersenske Fond en Udenlandsrejse til England, Tyskland og Italien, og har siden 1871 virket som selvstændig Architekt, dels her i Byen, dels paa Landet. Blandt hans senere Arbejder kan nævnes Frk. Zahles Pigeskole og flere architektonisk vellykkede Privatbygninger (Nørrebrogade 44). I 1874 blev han ansat som Bygmester ved Burmeister & Wains Arbejderes Byggeforening.

(Priv. Medd.    Bricka, III, 335.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

142

Cabott. Johan Herman Cabott eller Cabot, Maler, født i København den 7. August 1756, var Søn af Juveler og Stadskaptajn Poul Cabot (f. 1721, d. 1796) og Anna Marie f. Gruse og uden Tvivl af en reformert Slægt af dette Navn, hvis første Medlem her, Pierre Cabot, havde faaet Borgerskab i København 1715. Cabott besøgte Kunstakademiet fra 1770 til 1783 og vandt 1781 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Salomon lader Pagtens Ark opsætte i Templet«. Han konkurrerede 1783 til den store Guldmedaille, uden at faa den og rejste Aaret efter udenlands, dog uden Stipendium fra Akademiet. Under sit Ophold i Rom malede han en »Sokrates' Død«, der rostes meget, og gjorde Udkast til en større Fremstilling af »Abels Død«, der ligeledes omtales som lovende. Ved Hjem­komsten i Begyndelsen af 1791 agreeredes han den 28. Marts paa en Skitse »Orest, der forfølges af Furierne« m. m. og fik i Maj Opgave til Medlemsstykke, der usædvanlig nok blev taget af den romerske Historie; men han udførte det aldrig. Efter at have solgt sin Kopi efter Rafaels »Skolen i Athen« til Akademiet eller rettere til Arve­prinsen, der skænkede den til Akademiet, forlod han igen Køben­havn og rejste i Januar 1792 fra Berlin til Rom i Selskab med Carstens og en tysk Bygmester. Under sit andet Ophold i Rom vandt han især Opmærksomhed ved en vellykket Kopi af Rafaels »Gravlægning« i Palazzo Borghese (1793), og da Zoega i 1794 op-

 

143

dagede en Gravgrotte uden for Rom, fik han Cabott til at aftegne den nøjagtigt og lade sine Tegninger stikke i Kobber. De udkom i Rom (1795) under Titel Stucchi figurati esistenti in un antico sepolcro fuori delle mura di Rcma &c. Aaret efter (i August) giftede den allerede 4oaarige Mand sig med en attenaarig italiensk Komtesse Maria Gertruda Pericoli (f. 1778) og rejste derpaa med sin unge Kone tilbage til Danmark, saaledes at Vielsen endnu samme Aar, paa den unge Frues attenaars Fødselsdag (19. Dec.) kunde gentages efter protestantisk Ritus i København. Hvilke Forbindelser og hvilken romantisk Historie der mulig har ligget til Grund for dette ualminde­lige Ægteskab, lader sig ikke mere oplyse. Cabott havde imidlertid, rimeligvis allerede i Rom, opgivet Historiemaleriet for Dekorations-maleriet og søgte ved Hjemkomsten om en ledig Lærerplads ved Akademiet, hvorved han tillige, efter Stiftelsens daværende Grund­sætninger, afskar sig Retten til at blive Medlem. Han blev Lærer ved Akademiets første Frihaandstegningsklasse (1797), og i denne beskedne Stilling forblev han til sin Død den 5. December 1814, medens han samtidig fra 1799 havde haft Bestalling som »Hof­dekoratør«. Kort før sin Død opnaaede han sit længe nærede Ønske om en af Akademiets Friboliger, men kun hans Enke fik af særlig Naade Lov til at nyde den det første Aar efter hans Død. Den italienske Grevindes Kaar blev ikke videre blide ved i en Alder af 36 Aar at sidde som Enke med fire Børn efter en Informator ved Akademiet; hvad Manden havde efterladt, maa efterhaanden være gaaet med; en Tidlang fandt hun Erhverv ved at undervise i Italiensk ved Hoffet, hvor man havde Deltagelse for hende, og i fornemme Kredse; men det tog efterhaanden af, og endnu tyve Aar efter hendes Død finder man hende søgende Akademiet om Understøttelse (1834), »da hendes Stilling ikke er som forhen«. Hun døde først den 20. November 1851.

(Weinwich, S. 191. Erslew, I, S. 270. do. Suppl. I, S. 200. Zoegas Breve i Minerva 1798 II, S. 333, 1799 I, S. 275, II, S. 2. Bricka, III, 337. Meier, Wiedewelt. Rigsarch. Lengn. Petri K. Skifteretten. Adresseav. 1814, Nr. 286. Akad. Fernow. Carstens, ny Udg., S. 97.)

 

Calau. Benjamin Calau, Maler, levede i Frederiksstad i Slesvig i Slutningen af det syttende eller rettere i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, thi hans Søn af samme Navn, som vandt et vist Ry i Tyskland, var født i Frederiksstad 1724 (d. 1783). Efter Weinwich malede den ældre Calau »gamle Hoveder temmelig vel.« Paa Raad-

 

144

huset i Frederiksstad skal der være to Stykker af ham, »Et Bac-chanal« og »Johannes Døberens Henrettelse« med Figurer i halv naturlig Størrelse.

(Weinw. Lex.    Ftissli Suppl.    Spengler Art. Eft.)

 

Calberg. Vilhelm Jørgensen Calberg, Maler, født i København 1817, var Søn af Hjulmagermester Niels Calberg og besøgte Kunst­akademiets Skoler fra 1832 til 1844 og var i 1837 bleven Elev af Modelskolen. Han udstillede 1842 til 1846 nogle Portræter. Han synes ikke senere at have været bosiddende i København, men skal efter sigende, være rejst til Amerika.

(Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Camradt. Frederik Christian Camradt, Maler, Broder til neden­nævnte J. L. Camradt, blev født i København 1762 (døbt 9. Novbr.) og besøgte Kunstakademiet 1781—85, da han fik den mindre Sølv-medaille. Han malede Blomsterstykker i Vandfarve og udstillede i 1810 en »agtværdig« Prøve paa sin Kunst. Han var dog ogsaa Miniatur- og Portrætmaler og har malet sirlig og omhyggelig udførte Miniaturbilleder endnu i 1822. Strunk nævner Gartner F. L. Holbølls Portræt, og flere Portræter ere endnu i Familiens Eje. Camradt udstillede 1830 til 1838 og døde ugift i Hillerød den 12. Oktober

1844.

(Weinw. S. 203. Selmers Nekr. Saml. II, S. 456. Priv. Medd. Lengn. Frelsers K. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Camradt. Johannes Ludvig Camradt eller Camrath, Blomster­maler, havde Tilnavnet junior til Adskillelse fra en senior. 1 Han var født i København den 20. September 1779 og var Søn af neden­nævnte Portrætmaler J. F. Camradt. Uagtet han allerede den 9. Ok­tober 1804 var bleven gift med Marie Elisabeth Johannette Weise, Datter af Optikus Weise, og selv Blomstermalerinde, synes han dog at være den Joh. Camradt, der var Lærling ved den kgl. Porcelænsfabrik 1794—97, og som i Oktober Kvartal 1805 vandt den mindre Sølvmedaille paa Akademiet (tilkendt 6. Jan. 1806). Ved et i 1807 oprettet Institut for Metalarbejdere var han medvirkende og ernærede sig for øvrigt væsentlig som Tegnelærer; i denne Egenskab

1 Denne senior kan enten være Faderen J. F. eller Broderen F. C. Camradt, og en af disse kan have arbejdet paa Porcelænsfabriken »til 1796«. Der døde ingen Camradt i 1814, men kun J. F. Camradts Enke.

 

145

udgav han et Hefte kobberstukne Blomstertegninger til Brug ved Undervisning (1816), stukne af O. O. Bagge (s. d.). Han helligede sig for øvrigt Blomstermaleriet, som det synes under Fritzsch' Vejled­ning. Da han (1816) vilde agreeres paa et Stykke, som Akademiet saa »med særdeles Fornøjelse«, blev det dog nægtet ham ifølge dettes Statuter, fordi han ikke havde været udenlands. Imidlertid lykkedes det ham med en noget tarvelig Anbefaling fra Akademiet at komme en lille Rejse til Dresden (1819—20). Paa de fra Dresden indsendte Stykker opnaaede han endnu ikke at blive agreeret, men da han igen (6. Jan. 1821) indsendte to originale Blomstermalerier, blev han agreeret og to Aar efter (3. Febr. 1823) optaget som Medlem af Kunstakademiet. Dermed er hans akademiske Bane til Ende. I 1831 søger han forgæves om Værelser paa Charlottenborg og i 1835 lige­ledes forgæves om at blive Professor i Anatomi ved Akademiet. At hans Kaar var meget ringe, fremgaar af, at han gentagne Gange maatte have Hjælp af Akademiets Understøttelseskasse, blandt andet i 1832 i Anledning af hans Kones Død (d. 2. Novbr.). Da han i sine senere Leveaar led af Øjensvaghed, tilstod Akademiet ham fra i. Juli 1839 300 Rdl. aarlig; dog vedblev han at udstille. Han var en flittig Kunstner, som fra 1810—43 udstillede 88 Blomster­stykker, der af Samtiden rostes for at være i en delikat og sart Smag, om end noget matte. Han har udført to Frugt- og Blomster­stykker til Dronningens Toiletværelse paa Christiansborg Slot, og 13 af hans Arbejder indkøbtes til den kgl. Malerisamling. Efter hans ovennævnte Hustrus Død ægtede han den 10. August 1836 Enken efter en Høpfner, Anna Magdalene Becker (f. 1796), med hvem han ingen Børn havde, medens han af første Ægteskab efterlod sig fire Børn. Han døde i Hillerød, hvor han havde tilbragt sine sidste Leveaar, den 4. (3.) December 1849; hans Enke den 6. Oktober 1857. Blandt hans Elever maa nævnes Malerinderne Løvmand og Neergaard.

(Akad. Priv. Medd. Lengn. Trin. K. Skild. 1816, Sp. 456 og 571. Østs Archiv I, S. 264. Selmers Nekr. Saml. 2. Aarg., S. 456. Bricka III, 350. Reitzel. Udst. Fortegn. Lengn. Tdskr. f. Kstind. IX, 82.)

 

Camradt. Jørgen Frederik Camradt, Portrætmaler eller Skildrer i København, var Søn af Jochum Frederik Camradt, gift 1731 med Johanne Sørensdatter, og blev født 1736 (døbt 26. Januar). Selv blev han den 13. August 1760 gift med Marie Schrøder (f. 1738, d. 4. Maj 1814) og var Fader til de nævnte Malere F. C. og

N. K. L.    I.

 

146

J. L. Camradt,   foruden  syv  andre Børn.     Han  døde i Marts  1784, 48 A ar gammel.

(Adresseav. 1760 Nr. 64. 1814. Nr. 107. Lengn. Frue, Frelsers og Trin. K. Selmer Nekr. Saml. II, S. 456. Jfr. Anm. S. 144.)

 

Gardes. Michael Gardes, Maler, blev 1748 ansat som Lærer i Frihaandstegning ved det ældre Kunstakademi med 100 Rdl. d. C. i aarlig Løn. Han virkede dog kun i denne Stilling til den 11. Ok­tober 1751, da han døde, efterladende sig en Enke. En Lorentz Gardes har stukket et af Gotfr. Fuchs malet Portræt.

(Rigsarch.    Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi.)

 

Carl. Clara Vilhelmine Carl, Malerinde, Datter af Etatsraad, Skibsreder Lindhard Hansen Carl (f. 1813, d. 1893) og Martha Marie f. Olsen, er født i København den 10. December 1859. Hun uddannede sig til Kunstnerinde under Malerinderne Ch. Sodes, B. Wegmanns og Maler Jul. Paulsens Vejledning og besøgte fra Okt. 1892 til Maj 1894 den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, i sidste Semester i Modelskolen. Hun har udstillet siden 1889 Landskaber og Interiører. Hun har paa Udenlandsrejser besøgt Paris, Holland og Belgien.

(Priv. Medd.    Statskal.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Carlebye. Erasmus Christoffer, Jens og Johannes Georg Carkbye, se Karlebye.

 

Carlsen. Carl Christian Edvard Otto Carlsen, Maler, er Son af fh. Kolonialhandler Carl Adolf Junius Carlsen (f. 1815) og Ane Dorothea f. Raa (f. 1813) og er født den 28. Februar 1855 i København. Han blev først sat til Handelen, men fik i sit 18. Aar Lov til at blive Kunstner. Han besøgte derpaa Kunstakademiets Skoler fra Januar 1874 indtil Januar Kvartal 1879, efter i Juni 1876 at være rykket op i Modelskolen. I 1882—83 var han i Frankrig og studerede i Paris. Han har udstillet siden 1878, mest Genrebilleder; i 1883 havde han »En Kaffepassiar« paa den nordiske Udstilling, i 1887 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie for Opgaven Roser, og i de senere Aar har han ogsaa udstillet Landskaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlsen. Rudolf Julius Carlsen, Portrætmaler, Søn af Klubvært H. Carlsen, født i København den 13. April 1812, gennemgik 1827—38

 

147

Kunstakademiets Skoler til Gibsskolen og nød Vejledning af Eckers-berg, J. L. Lund og G. Hetsch. Han lagde sig efter Portrætmaleriet, malede en Del Portræter navnlig paa en Rejse i Sverige og Norge og havde 1837—39 fire Portræter paa Akademiets Udstilling. Det sidstnævnte Aar forlod han København, rejste til Buenos Aires og ernærede sig der i en Del Aar som Portrætmaler. Paa Grund af Familieanliggender vendte han tilbage til Danmark (1862), hvor han siden levede. Den 23. November 1872 ægtede han Agnete Caroline Amalie Paulsen (f. 1840). Han døde den 19. Februar 1892. Han udstillede kun 1868 tre Portræter (udenfor Fortegnelsen) og senere 1869 og 1870.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  1892.)

 

Carlsen. Søren Emil Carlsen, Architekt og Maler, Broder til ovennævnte C. C. E. O. Carlsen og født den 19. Oktober 1848 i København, uddannede sig først til Architekt hos Stillmann og ved Akademiet og udstillede i 1869 en »Opmaaling af Christian III's Gravmæle i Roskilde Domkirke«. Han er senere bleven Sømaler og rejste i 1871 til Amerika, hvor han siden har opholdt sig.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlsen. Carl Peter August Schlichting-Carlsen, Maler, født den 16. Oktober 1852 i Flensborg, er Søn af Købmand Lorens Christian Carlsen (f. 1820, d. 1868) og Ida Cathrine f. Schlichting fra Flens­borg (f. 1818). Han undervistes som Barn i Petri Realskole. Efter sin Konfirmation kom Schlichting-Carlsen (1866) i Porcelænsmalerlære, besøgte det techniske Selskabs Skole og fik i Oktober 1874 Adgang til Akademiets Skoler, som han dog kun besøgte til 1878, hvorefter han et Par Vintre malede i Kunstnernes Studieskole. Allerede 1875 begyndte han at udstille som Blomstermaler, efter i 1873 at have haft et Stilllebensstykke paa Decemberudstillingen; han konkurrerede 1877 til den Neuhausenske Præmie og udførte nogle dekorative Arbejder med Blomster. Men samtidig gik han over til at blive Landskabs­maler under Paavirkning af den yngre Skoles nye Theorier, der dog snart afløstes af et fordringsløsere og ærligere Naturstudium. Hans Billeder vakte nu stigende Opmærksomhed, i 1883 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for »Funkemor«, og fik samme Aar Rejseunderstøttelse til Indlandet. I 1884 var han udenlands sammen med P. Mønsted og tilbragte længere Tid i Italien, i 1886 var han

i Svejts og malede et stort Billede fra Berner Oberland, der med-

 

148

virkede til, at han i 1887 fik Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Ki.). Han var nu atter i Svejts og Sydfrankrig. Til sine danske Landskaber har han for en stor Del søgt Motiver i Omegnen af Hillerød.

(Priv. Medd.    Bricka, III, 379.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlson. Conrad Oscar Carlsen, Maler, var Søn af Skomager Carl Carlson og Christiane Caroline født Lorentzen, og var født den 30. Marts 1840 i København. Han lærte at tegne hos F. Helsted og besøgte 1856—61 Kunstakademiet, hvor han 1858 vandt den mindre Sølvmedaille. Han udstillede fra 1859 til 1864 dels nogle Landskaber, dels Portræter og Genrebilleder, hvoraf det sidste, »En Erklæring« var paa Udstillingen efter hans Død. Som en øvet Tegner sysselsattes han ogsaa af »Illustreret Tidende«, hvortil han hjemsendte Tegninger fra Felten. Den unge lovende Kunstner gik som Værnepligtig med i Krigen 1863, blev Sekondløjtnant ved tiende Infanteriregiment og faldt den 19. Marts 1864 ved Dybbøl. I »111. Tid.« for 1864 Side 237 findes hans sidste Tegning fra Felten og Side 325 hans Portræt.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    111. Tid.  1864.)

 

Carmiencke. Johan Hermann Carmiencke, Landskabsmaler, født i Kongeriget Hannover den 9. Februar 1810, var Søn af en fattig Arbejdsmand og blev sat i Malerlære i Hamborg hos en ældre Broder, der var Malermester, med da han havde Lyst til at blive Kunstner, rejste han med en anden ung Svend, som nærede samme Attraa, Johan Mohr, til Dresden (1831), hvor han nød Undervisning i Landskabsfaget af J. C. Dahl. Rimeligvis efter dennes Raad tog han i 1834 til København og fik der efter sine fremlagte Tegninger strax Adgang til Kunstakademiets Gibsskole. Han besøgte dog ikke Akademiet ret længe, men optraadte allerede fra 1835 som selv­stændig Kunstner og vandt en saadan Opmærksomhed, at et af hans første Billeder blev købt til den kongelige Malerisamling i Køben­havn. Senere solgte han i Aarene 1835—45 ialt 6 Billeder til denne Samling. Imidlertid havde han 1835 begyndt at forsøge sig i at radere, men blev dog først fra 1847 den heldige og øvede Raderer, hvis Stik

gjorde saa megen Lykke baade i Danmark og Tyskland. Han var i 1847 atter i Besøg i Tyskland, hvor han især opholdt sig i Liegnitz hos en Beskytterinde, en Grevinde Schonburg. Men Aaret efter rejste han til København, ægtede der en Søster til Architekt

 

149

P. C. W. Klein, Marie Vilhelmine Caroline Klein (f. 1817), Datter af tyskfødte Forældre, Bagermester Ludvig Klein (f. 1777, d. 1847) og Cathrine Magdalene f. Muller (f. 1786, d. 1856). Han nedsatte sig nu her som Kunstner; dog gjorde han atter 1842 en Udflugt til Miinchen. Endelig 1845 fik han — efter at have søgt og opnaaet Naturalisationspatent — det københavnske Kunstakademis Rejseunder­støttelse i to Aar og opholdt sig i disse (1845—46) som dansk Kunstner i Italien. Efter Rejsen vendte han tilbage til Danmark, men følte sig under Krigen (1848—50) mindre vel i sit nye Fædre­land og udvandrede derfor i 1851 med sin Familie til Nordamerika. Her gjorde hans Billeder overordentlig Lykke; han levede i New York og var Medstifter af Kunstakademiet i Brooklyn. Han døde der den 15. Juni 1867. Hans Enke døde sammesteds den 4. Juni 1882.

Af hans raderede Blade (35 i Tallet) udgav Kunstforeningen i København et Par mindre Rækker 1850—51. Han udstillede i København fra 1835 til 1851 et ikke ringe Tal af Landskaber, dels fra Danmark, dels fra Udlandet, og vandt Navn som en dygtig og livfuld, om end noget konventionel Kunstner. Hans store Lethed i at male satte ham i Stand til lige til hans sidste Leveaar at udfolde en overordentlig rig Produktivitet.

(Hamb. Kstl. Lex. Naglers Monogr. III, 771. Andresen: Deutsche Maler-Radirer d. ig.Jhrh. IV, S. 46 flg. Priv. Medd. Bricka, III, 389. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Carstens. Asmus Jakob Carstens, Tegner og Maler, født den i o. Maj 1754 i St. Jtirgensby ved Slesvig, var Søn af Grynmøller Hans Carstens (f. 1719, d. 1762) og Christine Dorothea f. Petersen (f. 1726, d. 1769, efter at have levet fire Aar i et nyt Ægteskab). Fra Forældrene var der dog efterladt ham og hans Søskende en lille Formue. Den Kunstnertrang, der syntes ham medfødt, næredes allerede tidligt hos ham ved Skuet af Jurian Ovens' Malerier i Slesvig Domkirke. Endnu som Dreng tilegnede han sig paa egen Haand en saadan Færdighed i Tegning, at han ud af Hovedet kunde gen­give Aasyn, han havde lagt Mærke til, med kendelig Lighed. Men da hans Arv ikke var stor nok til at betale Lærepenge hos en da bekendt Portrætmaler N. G. Geve, vilde hans Formynder ikke tillade ham at blive Kunstmaler og satte ham for et Tidsrum af fem Aar i Lære hos en Vinhandler i Eckernforde. Da han ikke kunde und­drage sig sin Skæbne, foresatte han sig dels at røgte sin Gerning saa godt, han kunde, for ved Øvelse og Flid at opnaa saa megen

 

150

Fritid som muligt, der ikke vilde blive nægtet ham, naar han havde gjort sin Pligt, dels at udføre alle sværere Arbejder ved sit Haand-værk, det saa kaldte Vinkyperi, med venstre Haand, for at skaane den højre til det, han stedse regnede for sit egentlige Livshverv, Kunsten. Denne energiske Plan gennemførte han virkelig og fik saaledes Tid og Kræfter til overs baade til Læsning og Tegning.

Da han i 1776 fik Myndighed over sig selv og sin lille Formue, løskøbte han sig for de to Aar, han skulde have tjent som Svend, med 80 Rdl. (Courantdalere = 256 Kroner). Han levede nu tre Maaneder hos sin Fætter, Jens Jiirgensen i Slesvig, udelukkende for Dyrkelsen af Kunsten, men da han ikke kunde faa tilstrækkelig Undervisning i Oliemaleriet i Slesvig By, raadede Fætteren ham til at rejse til København til en der bosat slesvigsk Portrætmaler Povl Ipsen (Novbr. 1776). Hos denne levede han et Par Aar for hvad der var tilbage af hans lille Formue og arbejdede dels under dennes Vejledning, dels paa Kunstakademiet. Det var navnlig Afstøbningerne af Antikerne, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Carstens, dog hørte han tillige Forelæsninger over Anatomi af Weidenhaupt. Der­imod smagte det ham ikke at deltage i Undervisningen i de egent­lige Kunstskoler, saa meget mindre som han undsaa sig ved, som voxent Menneske, at begynde i de lavere Klasser sammen med unge Læredrenge, og i de højere Klasser kunde der ikke strax tilstedes ham Adgang, da han, uagtet al sin Færdighed som Portrætmaler, endnu stod tilbage i Kunstens Elementer. Men han øvede sig flittig hjemme, ikke alene paa at gengive, navnlig Antikerne, efter Hukommelsen, men ogsaa paa at komponere, og sluttede Venskab med flere, for en Del tyske Kunstnere, der gennemgik deres akademiske Løbebane i København.

En Tegning, som han gjorde af »Adam og Eva« efter Miltons »Det tabte Paradis« vandt Grev Moltkes Opmærksomhed, og denne bestilte et Oliemaleri derefter hos Kunstneren. Da det var færdigt, havde Greven enten glemt sin Bestilling, eller de techniske Ufuld­kommenheder have, ganske naturlig, været ham mere iøjnefaldende i Maleriet end i Tegningen; nok er det, efter Carstens' egen For­tælling, skal han være bleven afvist paa en Maade, der stødte den indesluttede og selvfølende Kunstner, og han forsøgte ikke mere at faa Bestillinger paa sine Kompositioner. Derimod blev han, maaske ved Ipsens Hjælp, bekendt som Portrætmaler, og fik saa meget at gøre, at han alene i ét Aar fortjente 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) ved sine med Rødkridt tegnede Portræter. Imidlertid fik han Adgang

 

151

til Modelskolen paa Kunstakademiet, thi efter det første Kvartal 1780 tilkendtes ham den mindre Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. Efter Akademiets Sædvane skulde dog først Sølvmedaillen overrækkes ham ved det højtidelige Aarsmøde den følgende 31. Marts (1781). Ved denne Lejlighed skete noget, som fremkaldte følgende Kendelse i Protokollen for 30. April: »Eleven A. J. Carstens, som »paa en Opsætsig Maade havde undslaaet sig for at imodtage den »ham for Tegning efter Modellen tilkiendte liden Sølv Medaille blev »ved Scrutinium af alle Stemmer indtil videre forviist Academiet og »tildømt hans Navn at opslaaes paa Dørrene i alle Academiets »Skoler.«1 Wiedewelt skal vel den følgende Morgen atter have ladet Opslaget nedrive, men Carstens' Forbindelse med Akademiet var ophørt. Hans Bekendtskab med Abildgaard, hvorpaa han kort i Forvejen havde lagt stor Vægt, fik naturligvis herved ogsaa en brat Ende.

 

1  Hvad der virkelig er foregaaet,   lader sig vanskelig udfinde mere.    Carstens fortæller   selv   hos   Fernow:    »Ved   den   følgende   Udstilling   havde    en    af    de »Kunstnere, der konkurrerede til den store Pris, udstillet en Tegning, som absolut »var den bedste,   og   alle ventede,   at  den  første Pris skulde blive ham tilkendt. »Ved Uddelingen fik dog en anden   den.   paa hvem ingen havde   tænkt,   og hvis »Tegning stod tilbage for hins.     Da   den  foretrukne  var en Slægtning af Abild-»gaard, forklarede alle dette som Grunden . . .    Jeg havde faaet store (o: mindre) »Sølvmedaille . . .    Jeg erklærede offentlig ikke at ville modtage Medaillen, naar »han, som havde fortjent den store Guldmedaille, ikke fik den &c.«     Hertil maa bemærkes,   at i  1780,   da dette maa være sket, var der ingen Konkurs om Guld-medaillen; den fandt først Sted i Juli  1781, altsaa efter den omtalte Begivenhed. Der blev   vel givet en Guldmedaille i  1780,   nemlig til Kobberstikkeren Preisler, der som Kobberstikker havde konkurrere! særskilt, og denne Medaille var bleven ham   overleveret  ved Aarsmødet 1780,   men  han havde ingen Konkurrenter,   for hvilke han kunde blive foretrukken,   ligesom   han heller ikke,   saavidt vides,   var nogen Slægtning af Abildgaard.     I   en   gammel Levnedsbeskrivelse  af Carstens i Schlesw. Kunstbeitråge,   der for øvrigt lader paalidelig, fortælles det,   at Carstens selv   indbildte   sig,   at   han  med   en  tegnet Komposition  konkurrerede  til  Guld-medaillen,   og da han kun fik den mindre Sølvmedaille,   vægrede han sig ved at modtage den og forlod Akademiet.    Det synes af andre Kilder, som om Carstens virkelig har sat sig i Hovedet,   at   han   for  den   tegnede Komposition »Odysseus og  Æolus«,   som   han   udstillede   blandt  Elevarbejderne  i   1780,   kunde   faa   en Guldmedaille tilkendt,   og da han senere udførte den samme Komposition i stort Format i Oliemaleri,   hvilken Clemens   og Juel endog skal  have   rost,   synes han end mere   at have  bestyrket sig selv i denne Indbildning.     Da der intet saadant skete, vilde han ikke have mere med Akademiet  at gøre og afviste Stanleys vel­mente Forsøg paa at føre ham tilbage til dette.    Men selv i den næsten samtidige Beretning herom er der Forvirring i Tidsregningen.

 

152

Carstens, til hvem hans Broder Frederik havde sluttet sig, for­blev dog endnu i København til 1783, da han besluttede i Forening med Broderen, for deres fælles Sparepenge, at rejse til Italien. Over Tyskland og Tyrol naaede de virkelig Norditalien og besøgte Verona, Mantua og Milano. Navnlig i Mantua følte Carstens sig stærkt greben af Giulio Romanos Freskomalerier og blev der i fire Maaneder for at studere dem. I Milano viste det sig endelig for dem, at deres Penge var for faa til at rejse videre mod Syd, og forknytte vendte de atter Vejen nordpaa gennem Svejts. I Ztirich fremstillede Carstens sig for Gessner og Lavater og fik Lejlighed til at fortjene saa meget ved at tegne Portræter, at han og Broderen kunde komme tilbage gennem Tyskland, men naaede ikke længere end til Lybek (næppe før Begyndelsen af 1784). Rejsen havde dog haft ikke ringe Betydning for Carstens og havde navnlig virket til at klare hans Fore­stillinger om historisk Komposition. Under sit Ophold i Lybek uddannede han med megen Iver sit Talent i den Retning, samtidig med at han som sædvanlig ernærede sig ved at tegne og male Portræter. Han blev henved fem Aar i Lybek, indtil en Kunstven, som tilfældig fik hans Kompositioner at se, følte sig saa slaaet af det Snille, de røbede, at han gav ham Midler til at rejse til Berlin og opholde sig der, indtil der kunde aabne sig Udsigter for ham. Efter at have sendt nogle Tegninger og Malerier i Forvejen, der blev udstillede 1788, rejste Carstens selv, rimeligvis om Høsten samme Aar, til Berlin. Næste Aar udstillede han en stor Komposition, »Englenes Fald« med henved 200 Figurer, der vandt en Præmie. Uagtet disse Arbejder havde vakt Kunstnernes og nogle Kenderes Opmærksomhed, lykkedes det ham dog ikke strax at sikre sig en Stilling, og da han havde besluttet ikke at ville være Portrætmaler mere, ernærede han sig kummerligt ved at tegne for Boghandlerne i Berlin. Derved kom han til at tegne de Omrids efter antike skaarne Stene, som ledsagede den første Udgave af Moritz' Gudelære, og forøgede

dem med en Tegning af sin egen Opfindelse, »Nattens Gudinde«. Endelig lykkedes det ham at faa en Stilling som Lærer (Professor, 21. Maj 1790) ved Kunstakademiet i Berlin, og fik tillige ved Akademiets Curator, Friherre von Heinitz' Gunst, Lejlighed til at dekorere en Sal i dennes Palais, som lykkedes saa vel, at hans Velyndere strax anbefalede ham til Kongen til et Rejsestipendium til Rom. Foruden disse Arbejder, som var udførte i Limfarve paa Papir, og som senere ere tilintetgjorte, udførte han ogsaa i Dronningens

 

153

Værelser paa Slottet i Berlin nogle Loftmalerier graat i graat som Efterligning af Basrelief. Disse ere endnu i Behold.

Carstens stod endelig ved sine Ønskers Maal, Udsigten til at naa Rom. . Hans Stipendium var rigtignok kun paa to Aar og ikke stort, men han haabede at faa det forlænget, og smigrede sig i al Fald med at finde andre Midler til at forlænge sit Ophold i Rom. Det lykkedes ham virkelig, idet han fik et Aars Tillæg til sit Stipendium og senere solgte saa meget, at han kunde leve tarveligt deraf. I September 1792 naaede han Verdensstaden og svælgede i Henrykkelse over Rafael og Michel Angelo, ikke mindre end over Vatikanets store og fremragende Antiksamling. Han var ikke mere Lærlingen, men den selvstændige, frit studerende Kunstner, og han blev Forløber for en hel Revolution i Kunsten ved den Kraft, hvor­med han baade i Ord og Værker pegede paa sit Kunstens Ideal, Kompositionens Enhed og aandelige Fylde som det første og eneste, for hvilket alle Udførelsens Fortrin ere nødvendige, men underordnede Tjenere. Da han imidlertid, ved stedse at udføre sine Kompositioner paa fri Haand, vel opnaaede en i den Tid ukendt Sluttethed og Harmoni i Anordningen, men til Gengæld stod tilbage for mange af sine Medbrødre i ren technisk Henseende, navnlig i Oliemaleriet, hvis fuldkomnere Fremstillingsmaade han aldrig tilegnede sig, kunde det kun lykkes ham at bryde Vejen for sine Efterfølgere uden selv at frembringe noget saa gennemført Værk, at det ret kunde fæste andres end Kenderes Opmærksomhed paa ham. Den Række for­trinlige Tegninger og Akvarelmalerier, som han udstillede i Rom i April 1795, vakte derfor til en vis Grad Uvilje hos de mange Kunstnere, der kun havde en technisk Færdighed uden synderligt Talent at grunde deres Navn paa, medens dog saavel de snilrigere Kunstnere fra Europas forskellige Lande som alvorligere Kendere følte og paaskønnede, hvilken Frigørelse fra Datidens Pedanteri og Rokokostil der laa i disse ejendommelige Fremstillinger, som alle bevægede sig paa den historiske Kunsts mest fredede Omraade, Livet i Oldtiden. Udstillingen var aaben i to Maaneder og meget besøgt baade af Italienere og af Fremmede.

Dette var Kunstnerens eneste Triumf. Den korte Tid, han havde tilbage, udfyldtes dels med en pinagtig Brevvexling med Fri­herre v. Heinitz, som ikke uden Grund dadlede ham for at have svigtet sine Pligter overfor Preussen, om end Kunstneren har meget, der taler til hans Forsvar, dels med Sygdom og Savn, som endelig bortrev ham, kun 44 Aar gammel, den 25. Maj 1798. I Henseende

 

154

til en fuldstændig Opregning eller mere indgaaende Værdsætning af hans Værker maa henvises til de nedenfor nævnte udførligere Afhand­linger om hans Liv og hans Kunst.

Spørgsmaalet om Carstens bør regnes for Dansk eller Tysk, er allerede besvaret ved, at han har fundet sin Plads her; men til nærmere Overvejelse kan endnu fremdrages følgende. I Kunstner­verdenen navnlig i Rom føltes i den Tid, og længe efter, Forskellen mellem Dansk og Tysk ikke anderledes end Forskellen mellem Preusser og Bajrer, eller lignende, og Carstens kunde have haft en meget mere levende Følelse for sin Nationalitet, end han virkelig havde, uden at den vilde være traadt frem overfor Tyskerne. I Virkeligheden var Tyskland ham blot en Station paa Vejen til Rom, og det var vistnok kun, fordi hans Penge slap op, at han blev i Lybek og ikke ligesaa gærne rejste videre til Danmark, om end maaske næppe til København. Ethvert Land, der ikke var Italien, var ham ligegyldigt. Overfor de ydre Kendsgerninger, at han levede fem Aar i Lybek, blev Professor i Berlin og fik Rejsestipendium derfra, kan det paa den anden Side fremhæves, at han var født dansk Undersaat, modtog sin kunstneriske Uddannelse i København, og aldrig fornægtede det Land, han ved Fødslen tilhørte. Om han ogsaa mest levede med Tyskere, var danske Venner ham ikke fremmede, og han vedligeholdt Forholdet til Danmark, ligesom ogsaa hans danske Slægt, navnlig hans kunstelskende Fætter Jens Jiirgensen i Slesvig til forskellige Tider offentliggjorde Meddelelser om Carstens' Virksomhed og Udvikling som Kunstner. Saaledes havde han næppe faaet to Bestillinger af en dansk Adelsmand, Knuth-Lilliendal, uden at denne har vidst, han var dansk, hvilket ogsaa fremgaar af et senere Brev, hvori Knuth tilb)rder Kunstakademiet det ene af disse Malerier, »Bacchus og Amor« (25. Febr. 1834), hvilket blev købt til den kgl. Malerisamling. Zoega, der baade paa Regeringens og paa Akademiets Vegne skulde have Øje med de danske Kunstnere i Rom, kaldte ham (Brev af 5. Okt. 1793) »en anden Dansk« og meldte paa Embedsvegne hans Død til Danmark. Ligeledes søgte Kunstnerens Søskende i Danmark, om end forgæves, gennem Udenrigsministeriets Skrivelse til Zoega (17. Nov. 1798) at blive hjulpne til den mulige Arv efter deres Broder; men han havde gjort Testament til Fordel for Fernow.

Hvilket Indtryk Carstens' Ungdomsliv og Forhold til Abildgaard vedblev at gøre i Danmark, kan man se af en Slags Novelle i Nyeste Skilderie for 1811, hvori disse Begivenheder skildres under andre

 

155

Navne med stærke Farver til Carstens' Gunst. Hans Indflydelse paa Thorvaldsen behøver kun at nævnes; hans øvrige Lærlinger eller Efterfølgere var Tyskere. Carstens har tegnet sit eget Portræt et Par Gange; et af dem er gengivet i »Ude og Hjemme«; Portrætet foran er taget fra Fernows Værk.

(Weinwich, S. 198. do. Lex. Fernow. Leben des Kunstlers A. J. Carstens. Lpz. 1806, ny Udgave ved Riegel, Hannover 1867. Schlesw. Kunstbeitrage 1792, S. 86.1 Zoegas Breve, trykte i Minerva 1799. Thiele Thorv. I, 108. Skild. 1811, 6. Aug. og følg. til 26. Novbr. 111. Tid. IV, Nr. 180—82, en Afhandl, af Dietrichson. Lange, Nutids-Kunst, S. I —15. A. Sach, A. J. Carstens's Jugend-und Lehrjahre. Halle 1881. Bricka, III, 400—405. Ude og Hj. III, Nr. 135. Akad. Udenrigsministeriets Archiv. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Carstens. 'Frederik Christian Carstens, Kobberstikker, en Broder til Asmus Jakob Carstens, blev født i Slesvig den i. Februar 1762, kom i Lære hos Portrætmaler C. D. Voigt, derpaa til Køben­havn (1781), fulgte sin Broder paa hans første Rejse til Italien og Tyskland (1783), lærte i Ziirich at poussere i Vox, levede et Par Aar i Stettin, drog derpaa til Broderen i Berlin for at hjælpe ham som Maler (1790) og uddannede sig der til Kobberstikker. Han har stukket (1794) et Portræt af Hofpræst paa Glückborg, Lüders, malet af J. Ipsen. F. Carstens døde i Berlin i stor Fattigdom i Oktober 1798, samme Aar som Broderen i Rom. Hos Fernow nævnes nogle af hans Arbejder i Berlin.

(Weinwich Lex. Schlesw. Kunstbeitr. S. 86. FernoiF: Carstens ny Ud g. S. 91, 92—93 samt Anm. 34. A. Sach, A. J. Carstens. Bricka III, 406. Strunk 1718.)

 

Carstensen. Andreas Christian Riis Carstensen, Sømaler, er født den 9. November 1844, ikke i Haderslev, men i Sennels ved Thisted, hvor Faderen Jørgen Frederik Carstensen (f. 1805 i Tønder, d. 1856) den Gang var Præst; hans Moder hed Theodora Cathrine, f. Holm (f. 1812, d. 1877), og saavel hendes som Mandens Moder var født Riis, saa at han altsaa er opkaldt efter sin Oldefader. Efter Faderens tidlige Død tog Moderen til Haderslev, hvor Sønnen voxede op, og efter sin Konfirmation gik til Søs. Han tilbragte

1 Naar min Fremstilling af Carstens' Ungdom i Dsk. Kstn. Lex. afveg en Del fra Fernow, skyldes det den ovennævnte Kilde, som væsentlig stammer fra den i Texten nævnte Jiirgensen, og som syntes paalideligere end Fernow. Efter at A. Sach har behandlet Æmnet paany med største Grundighed, viser det sig, at min Opfattelse af »Kstbeitr.« var rigtig nok. De Rettelser, som nu ere fore­tagne, takker jeg Sach's nye og bedre Undersøgelser for.

 

156

nogle Aar paa lange Rejser, indtil han under et Ophold i Quebec i Canada fik Lejlighed til at øve sig i Tegning. Da han paa Hjem­vejen hørte om den forestaaende Krig, ilede han til København og blev udskreven som Søværnepligtig. Derefter tog han Ophold i København og anbefaledes af Heinr. Hansen til C. Dahl, der lærte ham Marinemaleriet, medens han samtidig besøgte det techniske Institut. I Oktober 1864 kom han ind paa Kunstakademiet, rykkede 1867 op i Modelskolen, men forlod Akademiet 1868. Samme Aar udstillede han tre Billeder, der allerede vakte Interesse for ham. Da hans Midler var noget knappe, tog han Aaret efter til New York, udstillede der, meldte sig i 1870 til Søkrigstjeneste, men da der ikke blev Brug for Flaaden, rejste han atter til Amerika og var borte til 1873. Ved Decemberudstillingen s. A. havde han et Billede med aaben Sø, men først fra 1875 er han begyndt at udstille regel­mæssig paa Forårsudstillingerne. I 1879 vandt han den Neuhausenske Præmie for »Ved Solopgang i Kattegat«. I 1883 konkurrerede han atter, dog uden at vinde Præmien. Under stadige Sørejser har han færdedes baade i Syd og i Nord, og udstillet Arbejder efter sine Studier. I 1884 fik han et længe næret Ønske opfyldt og besøgte Grønland, hvor han atter var i 1888, i go'erne gentagne Gange i Ægypten. Mange Billeder derfra ere solgte i England og Ægypten. (Priv. Medd. Wiberg III, 39. Bricka III. 409. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Casse. Mathias Casse, Portrætmaler, født 1803 i København, var Søn af Brygger, Løjtnant Mathias Casse (f. 1772, d. 1837) og Vilhelmine Deborah f. Fabritius de Tengnagel (f. 1782, d. 1804), og har uden Tvivl lært Miniaturmaleriet hos en af Datidens Portræt­malere i dette Fag, thi han besøgte kun Kunstakademiets Klasse for Frihaandstegning et Kvartal i 1823. Han nedsatte sig 1826 som Miniaturmaler, var kort Tid Ejer af et Sted i Farvergade, købte senere i 1835 en Gaard i Lille Kongensgade, som han beholdt. Han ægtede 1831 Elisabeth Kirstine Køye (f. 1809), som overlevede ham til den 31. Marts 1869. I sine senere Aar kaldte han sig Por­trætmaler og døde allerede den 6. April 1854. Hidtil kendes ikke mere Portræter fra hans Haand.

(Lengn.    Fam. Fabr. de Tengn.    Akad.    Vejvis.  1826—54.    Adresseav.)

 

Chomond Boudan. Louis de Chomond Boudan, Kobberstikker, er, efter Weinwich, formodentlig en ved det nantiske Edikts Ophævelse

 

157

fordreven Huguenot, som har levet i Østeriisør i Norge. Han har stukket »Frederik II's Salving, og hvorledes han slaar Riddere« til jBreviarium equestre, »Christian IV's Syn paa Rothenburg«, hvoraf der paa Frederiksborg allerede 1650 skal have været et Aftryk paa hvidt Atlask1, samt »Et allegorisk Stykke til Christian V's Fødselsdag d. 15. April 1685« med latinsk Dedikation.

(Weinwich, S. IO2. Sandvig. Hertzholm, Breviarium equestre seu de ordine dephantino. Havn. 1704, ved Birkerod, S. 22. Fiissli Suppl., S. 198. Skild. 1830, Sp. 401. Danske Saml. II, S. 159.)

 

Christensen. (Anthonie Eleonore) Anthonore Christensen født Tscherning, Blomster-malerinde, er Datter af Oberst Anthon Frederik Tscherning og Eleonore Christine født Ltitzow, som ogsaa var Maler­inde (se Tscherning). Hun er født i København den 5. Juli 1849, og har nydt Vejledning i Malerkunsten dels af sin Moder, dels af Blomstermalerinden Emma Thomsen. Tildels ved en Bestilling fra afdøde Grosserer, Etatsraad O. B. Suhr blev hun sat i Stand til at foretage en Udenlandsrejse i Forening med sin Moder, paa hvilken hun besøgte Tyskland, Norditalien og Paris. Den 4. Oktober 1871 blev hun gift med Dr. phil. Christian Axel Richard Christensen (f. 1843), en Broder til Maleren Godfr. Christensen, og rejste med Understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse for to Aar med sin Mand til Italien og Grækenland. Hun blev Enke den 2. August 1876. Fru Christensen begyndte at udstille 1867 under sit Pigenavn, og solgte allerede Aaret efter et af sine Billeder til den kgl. Malerisamling. Senere har hun næsten hvert Aar udstillet større og mindre Billeder og vundet Navn som en af de mest fremtrædende Blomstermalere; i 1887 fik hun den Neuhausenske Præmie for »Kurvelaag med afskaarne Roser« og i 1893 fik hun første Gang Aarsmedaille for »En Valmue­gruppe«, der blev købt til den kgl. Malerisamling.

(Priv.   Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Carl Anton Christensen, Maler, er Søn af Mur­mester Peter Christensen og Vilhelmine f. Christiansen og blev født i Stouby-Skov i Nærheden af Vejle den 20. Februar 1859. Han lærte Malerhaandværket i Horsens, arbejdede som Malersvend og som Dekorationsmaler i København og Aalborg og dimitteredes fra den techniske Skole der til Kunstakademiet, som han fik Adgang til

1  I saa Fald   holder  Weinwichs Gisning   om  hans Fordrivelse som Huguenot ikke Stik.

 

158

fra i. Oktober 1885. I April 1887 blev han Elev af Modelskolen, men maatte paa Grund af Sygdom forlade Akademiet inden Aarete Udgang. Med Understøttelse af Grev Rantzau til Rosenvold foretog han en Sørejse med Ophold i Algier og malede der en 1889 udstillet »Gade i Algier«. Rejsen havde dog ikke gjort ham bedre, saa at han først i 1892 atter kunde tage Penslen fat. Foruden paa December­udstillinger har han i 1893 og 1894 udstillet et »Portræt« og »Det indre af en gammel Stue«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Carl William Theodor Christensen, Portrætmaler, Søn af Formand paa Toldboden Niels Christensen, var født den 6. Marts 1823. Da han havde usædvanlige kunstneriske Anlæg, kom han (1835) paa Kunstakademiet, medens han samtidig malede tinder J. L. Lunds Vejledning fra sin Konfirmation. Han vandt den mindre og den store Sølvmedaille 1842 og 1844, men havde allerede i 1841—42 udstillet et Par Portræter, eller snarere Portrætstudier, der vakte Kenderes Opmærksomhed, ligesom ogsaa hans Medaillestykker roses som særlig dygtige og smukt udførte Arbejder. Om det i 1842 udstillede »Portræt« hedder det i private Optegnelser: »En gammel Kone læsende i en Bog. Som Naturstudium fortjener det Opmærksomhed; hun læser virkelig; de knoglede Fingre ej for­skønnede, men ej heller overdrevne; der er Liv i dem, i Munden, i Panden med det graanede Haar. De smukke Palettinter have maaske lidt frugtagtigt ved sig.«

Christensen, der ogsaa havde en vindende Personlighed, fandt nu Sysselsættelse som Portrætmaler, og udstillede adskillige smukt udførte baade malede og tegnede Portræter. Navnlig skal et Portræt i naturlig Størrelse, forestillende afdøde Not. publ. Abrahams have vakt Opmærksomhed, og det regnes for hans bedste Portræt. Han forstod tillige med Troskab at kopiere ældre Kunstværker og var søgt som Tegnelærer. Hans Stilling syntes saaledes ret betrygget, da han i 1856 ægtede Julie Vilhelmine Restorf, en Søster til Maleren L. A. T. Restorf. Men han modstod ikke de Fristelser, som Livet frembød i hans senere Aar. Hans Lyst til Kunsten sløvedes, saaledes at han efter sit Giftermaal kun udstillede et Par Gange, og efter 1858 holdt han ganske op med at udstille. Dette en Gang saa lovende Talent forfaldt mere og mere, det gik tilbage for ham og han døde i stor Elendighed, den 7. December 1870.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Høyens efterl. Papirer. Skifteretten.)

 

159

Christensen. Christen Christensen, Stempelskærer, var Søn af Høker Johan Christensen og Hustru født Birch. Han blev født i København den 18. Januar 1806 og mistede inden sit fjortende Aar sin Fader, saaledes at han efter endt Skoletid maatte sørge for sig selv. Da han havde Lyst til Tegning, blev han strax efter Faderens Død sat i Billedhugger Dajons Værksted, hvor han arbejdede i 4 Aar til dennes Død (Dec. 1823). Allerede forinden havde han som lille Dreng (1815) begyndt at besøge Kunstakademiets Skoler, men det var dog først fra 1819 han fulgte Undervisningen regel­mæssig og rykkede op fra Klasse til Klasse, indtil han den 5. Januar 1824 vandt den mindre Sølvmedaille for Modelering. Allerede i det følgende Kvartal vandt han (29. Marts) den store Sølvmedaille, i August samme Aar Pengepræmien og den 26. September 1825 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Den unge Tobias ledsaget af Englen kommer hjem til sine Forældre« (Tob. n, 10). Da han var uformuende, anbefalede Akademiet ham varmt til kongelig Under­støttelse. Akademiets Præses tog sig af ham og skaifede ham Bestil­linger paa flere Arbejder til Amalienborg og til Christiansborg Slot, der den Gang stod under Bygning, saaledes Statuerne »Troskab« og »Sandhed« til Forhallen i det førstnævnte Palais, Statuerne »Archi-tektur«, »Malerkunst« og »Billedhuggerkunst« til Kongens Trappe paa Christiansborg og Basrelieffet »Apollo blandt Hyrderne« til Dron­ningens Paaklædningsværelse paa samme Slot. Senere udførte han ogsaa et Par Basrelieffer til Højesteretssalen paa Christiansborg. Imidlertid havde han 1827 vundet Kunstakademiets store Guld­medaille for Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (i Kong. 17, 23).

Uagtet han saaledes var paa god Vej som en talentfuld og lovende Billedhugger, der ved Opnaaelsen af store Guldmedaille havde vundet Ret til det akademiske Rejstestipendium, bestemte han sig dog, paa Opfordring af Prins Christian til at uddanne sig til Medaillør og at konkurrere som saadan om en for en Medaille over Bygningsdirektør C. F. Hansen af Prinsen udsat Præmie paa 100 Rdl. Han fik Støtte og Vejledning heri af Professor H. E. Freund, som selv i sin Ungdom havde dyrket dette Fag, og som har udført Skitserne til flere af hans første Medailler. Den 13. December 1830 foreviste han de færdige Stempler til denne Medaille, der blev over­rakt Hansen ved hans Jubilæum og senere er bleven brugt som Æresmedaille i Architekturen, der uddeles ved en særegen Konkurs. Christensen vandt ikke alene den udsatte Præmie, men fik, paa Grund af Arbejdets Skønhed, et, særligt Gratiale af Akademiet paa

 

160

200 Rdl. Han søgte derpaa Akademiets Anbefaling til at opnaa Rejsestipendium af Finanserne, som ogsaa blev ham tilstaaet. Inden Afrejsen fuldendte han og foreviste for Akademiet en Medaille til de Massmannske Søndagsskoler. Allerede tidligere havde han skaaret Reversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Formæling med Prinsesse Caroline (1829).

Den 2. August 1831 rejste han udenlands i Følge med Byg­mesteren H. Chr. Hansen, over Berlin, hvorfra Koleraen hurtig for­drev dem, samt Dresden og Miinchen til Rom, hvor han forblev under hele sit Ophold i Udlandet, fraregnet en Udflugt til Neapel og Sicilien. I Juli Maaned 1834 forlod han Rom, tilbragte Efteraaret i Paris og var i December 1834 atter tilbage i København. I Berlin, hvor hans Ophold kun varede 17 Dage, kom han dog i Berøring med Medaillør Brandt, i Miinchen arbejdede han under Voigt, i Italien dyrkede han især Studiet af Oldtidens Kunst og arbejdede samtidig paa egen Haand som Medaillør, i Paris derimod søgte han at studere Techniken ved Behandlingen af Staalet til Medaillør-kunstens Brug. I Rom udførte han en af J. Collin bestilt astronomisk Medaille med Urania paa den ene Side, Frederik VI's Portræt paa den anden Side, Aversstemplet til en Medaille til Landhusholdnings­selskabet med Thaers Portræt, og endelig en Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse af en svær Sygdom; paa den ene Side Kongens Portræt, paa den anden Side Staden København, som ofrer til Hygæa, der hører til hans bedste Arbejder. Hans Udførelse af disse Medailler sinkedes en Del ved Uheld med Hærdningen, saaledes at han flere Gange maatte gøre nye Stempler. I Rom modellerede han tillige bl. a. en Buste af Kiichler.

Efter Hjemkomsten indsendte han den 23. Februar 1835 adskillige af sine Arbejder til Akademiet for at blive agreeret, hvilket skete enstemmigt, og som Opgave til Medlemsstykke fik han: Medaille i Anledning af Hidsendelsen af Thorvaldsens Arbejder. Aversen skulde indeholde Thorvaldsens Portræthoved, Reversen »Emblemer paa Hidsendelsen«. Til Kommissærer udnævntes Billedhugger Freund og kgl. Gravør Jacobsen, samt efter den sidstnævntes Død, Theater-maler Wallich. Denne store og saare skønne Medaille, hvis Stempler Kunstneren, med Afbrydelse af andre Arbejder, var sysselsat med i over fem Aar (for et Honorar af 1200 Rdl.), fremstiller paa den ene Side et smukt, temmelig ophøjet Portrætrelief af Thorvaldsen, omgivet af Alexandertoget i en kredsrund Frise, paa den anden Side »Dana« med Axekrans om Hovedet og Vaabenskjold i

 

161

Haanden, som af en paa en Delfin hvilende Nymfe (Galathea, Navnet paa den Korvet, der hidbragte de fleste af Thorvaldsens Værker) modtager Thorvaldsens Amor. Denne Fremstilling er ligeledes om­givet af en kredsrund Frise, forestillende de vigtigste af Thorvaldsens Billedstøtter, foroven de kristelige, forneden de hedenske, medens Relieffigurerne »Dagen« og »Natten« danne Skil mellem de tvende Rækker. Da begge Stemplerne sprang i Hærdningen, det ene endog to Gange, havde Kunstneren det Uheld at maatte gøre dem om, og skønt han i sin Beskedenhed frygtede for, at det andet Sæt ikke skulde blive saa godt som det første, havde han den Glæde, at det fuldkomment lykkedes ham. Paa denne Medaille blev han Medlem den 27. August 1838 og tog den 3. September første Gang Sæde i Akademiet. Efter at et Exemplar (ciseleret i Sølv og nu i Akademiets Samling) var overrakt Thorvaldsen ved hans Hjemkomst, blev Medaillen senere bestemt til at tilkendes for det bedste Arbejde paa den aarlige Udstilling.

Det vigtigste af de Arbejder, som sinkede ham i Udførelsen af hans Medlemsstykke, var Reformationsmedaillen, der blev bestilt hos ham i Februar 1836 og skulde være færdig til Oktober s. A. Den fremstillede paa den ene Side Christian III's Portræt, paa den anden Side »Danmark«, en kvindelig Figur med Axekrans og Spir, som modtager »Reformationen«, en anden Kvindeskikkelse med en lukket Bibel i Haanden.

I 1835 blev Christensen gift med en Datter af Snedkermester Bugge, Oline Louise Bugge (d. 1878), med hvem han var bleven for­lovet inden Udenlandsrejsen. I Oktober 1841 blev det overdraget ham at fungere som Professor ved Modelskolen i to Aar under Bissens Fraværelse i Italien; den 17. Juni 1843 fik han Diplom som ordentligt Medlem af Kunstakademiet i Berlin, den 18. September s. A. blev han Ridder af Danebrog. Efter Thorvaldsens Død blev han den 2. September 1844 valgt til Professor ved Modelskolen (stad­fæstet af Kongen d. 13. s. M.). Den 28. Februar 1845 fik han Diplom som udenlandsk Medlem af Stockholms Kunstakademi. Det var den sidste offentlige Udmærkelse, han nød. Hans Helbred var svagt, en Medaille til Thorvaldsens Minde gik ikke fra Haanden med den vante Lethed og kun Modellerne fuldførtes. En forceret Bestilling, et Stempel med Thorvaldsens »Kunstens Genier«, der skulde overrækkes Kongen af Preussen som en Sølv-Seglkapsel ved dennes Diplom som Æresmedlem af Akademiet, udtømte Kunstnerens sidste Kræfter og den 21. August 1845 bortrev Døden ham i hans

N. K. L.    I. Maj  1895.                                               II

 

162

4O. Aar.    Saaledes mistede Akademiet og Kunsten i Tiden fra 1840 til 1848 den ene efter den anden af sine mest lovende Sønner.

Af Arbejder fra Kunstnerens senere Aar skulle vi endnu kun nævne Medaillerne i Anledning af Kammerherre Hauchs Død, i Anledning af Frederik VI's Død med Kongens Portræt som Avers, »det sørgende Danmark« som Revers (1840), Kroningsmedaillens Avers, med Christian VIII's og Caroline Amalies Portræter; den samme Medaille i mindre Maalestok; Medaillen ingenio et årti (1841), den smukke Medaille til Professor Nielsen, et af hans sidste Arbejder, og flere andre. Desuden udførte han en Del Buster, f. Ex. N. B. Krarups Buste i Marmor til Borgerdydskolen, og Portrætmedailloner i naturlig Størrelse, dels i Gibs, dels i Marmor. Men om ogsaa det er let at nævne hans mest fremtrædende Arbejder, er det vanskeligt at give en levende Forestilling om den kunstneriske Dygtighed, hvormed de ere udførte. Den Omhyggelighed og det dybe Kendskab til Naturen, hvormed han gennemførte sine Arbejder, uden at de derved tabte i Stilpræg, plastisk Holdning og aandfuld Folelse, giver hans Værker en overordentlig høj Plads paa det Fags Omraade, han især helligede sine Kræfter, og trods sin tidlige Bortgang har han vundet Navn som en af Danmarks bedste Medaillører, medens en længere Livs­bane uden Tvivl ogsaa vilde have givet hans Navn endnu stærkere Klang udenfor hans eget lille Fædreland.

(Th. Stein, Christen Christensen, Særtryk af Museum, 1894. Bricka III, 461. Jfr. V. Freund, H. E. Freunds Levned. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Øst Mat, S. 810. Berl. Tid. 1878, Nr. 61.)

 

Christensen. Christian Ferdinand Christensen, Theatermaler, Søn af Fuldmægtig Christian Christensen og Vilhelmine Thomea født Båhl, er født i København den 28. Juli 1805, og da Faderen døde i hans spæde Barndom, ledede Moderen hans Opdragelse. Eftersom han havde Gaver baade for Musik og Tegning, valgte Moderen at lade ham oplære til Musiker, og han fik en Tid lang Undervisning i at blæse paa Valdhorn med Udsigt til snart at kunne faa Plads i det kgl. Kapel. Men dette Haab glippede, da hans Læber led saa meget ved Berøringen af Instrumentets Metalmundstykke, at han tilsidst ganske maatte opgive at behandle dette Instrument.

Han fik nu, navnlig ved Lorentzens Opmuntring, Plads paa Kunstakademiet, hvis Skoler han besøgte, samtidig med at han lærte at male hos Lorentzen, men gik snart over til det kgl. Theaters Malerstue (1820) for under Wallicks Vejledning at uddanne sig til

 

163

Theatermaler, navnlig i Landskabsfaget. Allerede 1824 udstillede han første Gang et Par Kopier i Vandfarve, men i de følgende Aar udstillede han selvstændigt optagne Partier af københavnske Gader og Torve, udførte i Limfarve, og 1827 opnaaede han paa sin Lærers Anbefaling et rosende Vidnesbyrd fra Kunstakademiet. Samtidig malede han Landskabsdekorationer til det kgl. Theater.

Christensen fik imidlertid Lejlighed til at foretage en Sommer­rejse (1830) med den russiske Statsafsending, Baron Nicolaj, gennem Sverige til Finland, dels for at tegne Prospekter til Baronen, dels for at undervise dennes Børn. Det følgende Aar (1831) udstillede han et Par Studier fra Finland (udenf. Fortegn.). Efter at han ved flere større Theaterdekorationer, f. Ex. til Balletten »Valdemar« , til »Sylphiden«, til »Prinsen af China« (1836) havde faaet grundet Haab om at blive agreeret ved Kunstakademiet, opnaaede han, ledsaget af Akademiets varmeste Anbefaling, Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus puUicos (10. Juni 1837) og fra Theatret, og tilbragte 1838—39 i Udlandet, navnlig Frankrig og Italien, hvor han studerede saavel Theatrene som den levende Natur. Ved sin Hjemkomst i Høsten 1839 maatte han strax udføre Dekorationen til »Festen i Albano« og paa denne samt en Række indsendte Tegninger blev han agreeret (d. 4. Novbr.). Hans Medlemsopgave var »Et Landskab i Karakter af det sydlige Europa« baade som Theaterdekoration og som mindre Billede til Akademiets Samling. Men eftersom hans Virksomhed i Theatrets Tjeneste optog næsten al hans Tid, fik han senere Tilladelse til at nøjes med at indlevere det mindre Udkast til Akademiet og blev paa dette optaget til Medlem den 29. November 1841.

Da Theatermaler Cocchi i Hamborg, med hvem Christensen siden sin Udenlandsrejse havde staaet i Forbindelse, ved denne Tid gjorde ham et fordelagtigt Tilbud, foranledigede dette, at han i 1842 fik kgl. Ansættelse som Theatermaler, efter eget Ønske i Forening med Theatermaler Troels Lund. Den 6. Oktober 1856 blev han Ridder af Danebrog, i 1862 fik han Titel af Professor og i 1863, ved Lunds Død, Ansættelse som ene Theatermaler, i hvilken Stilling han forblev, indtil han i 1869, paa Grund af svækket Helbred, søgte og fik sin Afsked. Christensen blev 1834 gift med Ida Sofie Frederikke Thaning, der døde 1872.

Han havde saaledes i en lang Aarrække — henved 49 Aar — arbejdet for det kgl. Theater, og uagtet der tidt fra Theatrets Side stilledes overordentlige Krav til hans Flid og Duelighed, bevarede han dog stedse, baade i sine italienske og danske Landskabsdekora-

 

164

tioner, en kunstnerisk Friskhed og en fin Naturfølelse, der lod ham høste en velfortjent Løn i et øjeblikkelig henrevet helt Publikums Bifaldsklap. Mange af hans Dekorationer, navnlig til Boumonvilles Balletter, sluttede sig saa smukt til Balletdigtningens Tanke, at de uden Tvivl virkede med til det gode Udfald. Foruden sit Recep-tionsarbejde (udstillet 1842) har han kun udstillet 1824—31, næsten udelukkende københavnske Prospekter i Limfarve. I 1870 fik han Fribolig paa Charlottenborg og privatiserede her i ikke faa Aar, dels med at give Undervisning i Tegning, dels som Akademiets Kasserer, hvortil han flere Gange genvalgtes. Kort Tid før sin Død opgav han ogsaa denne Virksomhed og hensov af Alderdomssvaghed den 30. Oktober 1883.

(Priv. Medd. Bricka, III, 466. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Thaarup.)

 

Christensen. Christian Frederik Christensen, Portrætmaler, Søn af Skomagermester Niels Christensen fra Skanderborg, blev født i København den 15. August 1798. Han besøgte Kunstakademiet fra sin tidlige Ungdom og blev 1815 Elev af Modelskolen, men vandt ingen Medailler. Han udstillede 1815 nogle Kopier, dels efter uden­landske Mestres Arbejder i den kgl. Malerisamling, dels efter Eckers-berg. I de følgende Aar udstillede han Forsøg i Historiemaleriet, som han vedblev at dyrke »i sine Fritider«, dog som det synes uden synderligt Held; i det mindste gik Akademiets Betænkning ham imod, da han i 1833 vilde sælge »De tre Norner ved Ygdrasil« til Kongen. For øvrigt levede han som Tegnelærer og Portrætmaler. I 1820 malede han N. F. S. Grundtvigs Portræt, der blev stukket af J. E. C. Walter, og endnu 1843 havde han et Portræt af Baron v. Huyghens paa Udstillingen. Han portræterede i sine senere Aar især fremmede Skibsførere, som kom i Land i København om Sommeren, men Fotografien tog Næringen fra ham, og han levede i sin Alder­dom i stor Fattigdom; han døde den 22. December 1882. Han blev gift 1833 med Dorothea Ravneborg (d. 1867).

(Priv Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Dagen  1822, Nr. 184.   Strunk.)

 

Christensen. Jeremias Christensen, Billedhugger, er født den 26. Marts 1859 i Tingleff i Nordslesvig; hans Fader, der vist­nok tilhørte Landalmuen, var død, da han blev indmeldt til Akademiet, og hans Moder var indtraadt i andet Ægteskab. Han var Billedskærersvend hos Ch. Blichfeldt, da han i April 1883 kom

 

165

ind i Dekorationsskolens Forberedelsesklasse for Modelerere, men han gik i Oktober over i Tegneskolen og gennemgik nu Akademiet indtil han den 29. Januar 1885 fik Afgangsbevis som Modelerer. I Oktober s. A. vandt han den mindre Guldmedaille for »Josef udtyder Drømme i Fængslet«, som tillige var hans første udstillede Arbejde. I 1887—89 havde han det Stoltenbergske Rejselegat i tre Aar og opholdt sig mest i Italien. I 1889 fik han et Tillæg af Akademiet paa 500 Kr. og i 1890 400 Kr. til Hjemrejse. Aaret efter rejste han atter ud med det Ancherske Legat. I 1890 konkurrerede han til den store Guldmedaille med »Hagar og Ismael«, dog uden at opnaa den; i 1893 konkurrerede han til den Eibeschützske Præmie, ligeledes uden at opnaa den. Siden har han ikke udstillet her, og for en Del ogsaa opholdt sig i Udlandet. (Akad. Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Peter Christian Christensen, Landskabsmaler, født 1827 i København og Søn af Lysestøber Christensen, besøgte Kunst­akademiet 1844—47 °g atter i 1852, da han fik Plads i Gibsskolen. Han synes at være den Kunstner, som 1849, 1856—58 og 1859—61 udstillede i alt -syv Landskaber af sjællandske Egne. Men da han allerede for mange Aar siden skal være rejst til Amerika, har ikke noget nærmere kunnet oplyses om ham.

(Akad. ' Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Polycarpus Godfred Benjamin Wildenradt Chri­stensen, Landskabsmaler, Søn af kgl. Forrider og senere Husejer Mads Christensen og Anna Kirstine født Wissing, blev født i Køben­havn

den 23. Juli 1845. Fra technisk Institut kom han 1860 til Kunstakademiet, rykkede 1862 op i dets Modelskole og vedblev at besøge det indtil Januar Kvartal 1867. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet under Kiærskous Vejledning og fik 1865 den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et fritstaaende Bøgetræ«. I Aaret 1869 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere og Aaret efter Akademiets indenlandske Rejseunder­støttelse med det særlige Hverv at studere »landskabelig Forgrund«. I 1871 fik han atter den Neuhausenske Præmie for Billedet »Eng­drag, Motiv fra Nordsjælland«, efter Opgaven »Landskab med frodig Forgrund«. Endelig tildeltes ham i 1873 en toaarig Rejseunder­støttelse til Ophold i Udlandet, nærmest fremkaldt ved den Opmærk­somhed, »Landevej med Piletræer« vandt hos Akademiet. Efter et

 

166

Ophold i Tyskland og Italien (1874—75) vendte han tilbage til Fædrelandet. Fra 1862 til 1866 udstillede han under Navn P. G. Chri­stensen; fra 1867 har han kaldet sig Godfred Christensen og vundet Navn som en af vore mest fremragende Landskabsmalere. Et i 1880 udstillet stort Maleri, »Jysk Fjordlandskab, Egnen ved Mariager«, som betegner et Gennembrud til en friere, mere malerisk Retning, blev købt til den kgl. Malerisamling. Det var foreslaaet til Udstillings-medaillen uden dog at naa det nødvendige kvalificerede Flertal. Fraregnet Kunstnerens Ophold i Udlandet og de Billeder, dette affødte, dvæler han med Forkærlighed ved Jyllands frodige og rigt maleriske Egne dels ved Himmelbjærget, dels ved Vejle, og gengiver de store vexlende Planer med virkningsfuld Sikkerhed. I de senere Aar slutter sig hertil en Række mindre, med Friskhed og malerisk Brede udførte Kystbilleder med urolig So. Godfr. Christensen blev den 26. April 1881 Medlem af Akademiet og ægtede den 20. Maj 1882 Johanne Louise Sødring, Datter af Fabrikant Christoffer Hansen Sødring (f. 1821, d. 1881) og kgl. Skuespillerinde Julie Weber Sødring f. Rosenkilde (f. 1823, d. 1894). Den n. Marts 1887 blev Chri­stensen af Plenarforsamlingen valgt ind i Akademiraadet, i 1888 fik han Professortitel og den 26. Maj 1892 blev han Ridder af Danebrog. (Priv. Medd. Bricka, III, 457. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Theodor Anton Emanuel, kaldet T/wd-Christensen, Billedhugger, født den 23. December 1856 i Horsens, er Søn af Mur­mester Johan Gottlieb Edelmann Christensen og Karen født Hansen. Forældrene flyttede senere til Odder, hvor han voxede op; han viste allerede som Barn Lyst til Modelering, men kom dog efter sin Kon­firmation i Murerlære hos Faderen. Det var først, efter at Besidderne af Rathlousdal havde fattet Interesse for ham, at han i 1876 kunde rejse til København for at uddanne sig til Billedhugger; han blev Elev af A. V. Saabye og begyndte i. Oktober s. A. i Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik, saaledes at han den 23. December 1882 fik Afgangsbevis som Modelerer. I 1884 udstillede han første Gang paa Foraarsudstillingen »En jysk Bondepige, som spaar af en Mark­blomst«, en Statue i Gibs, som Landskabsmaler Niss købte. I 1885 udstillede han »En Gaasepige« og senere en Række Buster, for største Delen efter privat Bestilling. I de sidste Aar har han modeleret en Del Portræthoveder til Panoptikon. Han har gjort et Par mindre Udenlandsrejser.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

167

Christiansen. Paul Simon Christiansen, Portrætmaler, er født den 20. Oktober 1855 i Hudevad i Fyn, og er Søn af Møllebygger Christian Paulsen og Maren Kirstine Johansdatter (f. 1820, d. 1889). Efter Konfirmationen oplærtes han og arbejdede i Faderens Haand-værk, indtil det i 1879 lykkedes ham at komme til København, for at søge Uddannelse til Maler; ved Siden af at søge Kundskaber i de almindelige Fag, tog han Undervisning i Tegning og fik i 1885 Adgang til Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann. Han udstillede første Gang paa Decemberudstillingen 1888 og derefter paa Foraars-udstillingen i 1890. Han har malet et Par Landskaber, men ellers mest Portræter, og deltog med et saadant i Konkursen for den Neuhausenske Præmie i 1893. I 1894 udstillede han »Dante og Virgil ved Helvedes Port« og i 1895 paa den fri Udstilling, »Dante og Beatrice i Paradis«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Christiansen. Rasmus Christiansen, Dyrmaler, født i Bjertrup ved Aarhus den 13. Februar 1863, er Søn af Gaardejer Christian Pedersen (f. 1820, d. 1877) og Karen Marie f. Rasmussen. Han kom efter Konfirmationen i Malerlære i Aarhus og fik efter fire Aars Læretid Broncemedaille for sit Svendestykke. Dimitteret fra den techniske Skole i Aarhus kom han i 1881 til København og begyndte den i. Oktober s. A. paa Kunstakademiet, fik i Vinteren 1882—83 Præmie for anatomisk Tegning, men gik allerede 1883 ud af Model­skolens Forberedelsesklasse og over til Kunstnernes Studieskole under Tuxen og Krøyer. Han udstillede første Gang, efter en Norgesrejse om Sommeren, nogle norske Billeder paa Decemberudstillingen 1883. Hans egentlige Debutarbejde var ved Foraarsudstillingen 1884 »Toget kommer«. Han gør gærne Heste og i det hele de store Husdyr til Genstand for sin Fremstilling, helst i landskabelige Omgivelser. Blandt hans Arbejder kan nævnes »Feltartilleri i Galop« (1888) samtidig med »Den forlorne Søn hos Svinene«, »En Ordonans« (1890), »Rytter­portræt« (1894). Han har ogsaa malet saavel Portræter som Land­skaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Christiansen. Søren Christiansen, Maler, er Søn af Sognefoged Christian Nielsen og Kirsten f. Sørensen, og er født i Brøndbyvester den 22. September 1858. Han var først ved Landbruget, men kom derpaa til København og blev fra det techniske Selskabs Skole

 

168

dimitteret til Kunstakademiet i April 1884, gennemgik dettes Skoler og fik den 28. Maj 1889 Afgangsbevis som Maler. Han fik under Studietiden to Gange Flidspræmie og en mindre Rejseunderstøttelse til Indlandet. Den 6. August 1889 ægtede han Johanne Marie Sofie Vilhelmsen, Datter af afd. Arrestforvarer i Stege Christian Vilhelmsen Alkestrup og Anna f. Nielsen. Christiansen har udstillet siden 1890, mest Genrebilleder og Portræter.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Cibber. Kai Gabriel Cibber, Billedhugger og Architekt, født i Flensborg 1630, Søn af en kgl. »Kabinetssnedker«, død i London 1700, blev paa Kongen af Danmarks (Frederik III) Bekostning sendt til Italien for at studere i Rom, men synes ikke at være vendt tilbage til Danmark. Uagtet han paa et Gravmæle over sin anden Hustru Jane Colley af Glaston, kalder sig »tilforn Kongen af Danmark og Norges Billedhugger«, levede og virkede han dog sin hele Tid i England, hvis Kunsthistorie hans Værker tilhøre. Han byggede den danske Kirke i London (1692—96) hvor han selv er gravsat.

(Weinw., S. 99. Sandvig, S. 34. E. F. Wolffs Efterretninger om den danske Kirke i London, S. 463—66. Fiorillo V, 473. Walpole III, 80. Bricka, III, 589.)

 

Claus.    Claus Billedsnider, se Claus Lauritzen.

 

Clausen. Christian Valdemar Clausen, Maler, er Søn af Skomager­mester Carl Michael Clausen (f. 1808, d. 1876) og Ida Vilhelmine f. Jantzen. Han blev født den 17. Februar 1862 og blev efter sin Konfirmation sat i Murerlære for siden at blive Architekt; han blev ogsaa dimitteret fra det techniske Selskabs Skole til Akademiet (1879) og blev Mursvend 1880. Paa Akademiet gennemgik han dog kun Almindelig Forberedelsesklasse, samtidig med at arbejde i sit Haand-værk, men gik derpaa over til Kunstnernes Studieskole under Tuxen. for at blive Maler, og udstillede allerede første Gang paa en December-udstilling i 1883 »En Kone, som karter«. Fra 1884 har han udstillet paa Forårsudstillinger, dels Portræter og Portrætstudier, dels Livs­billeder, saaledes i 1889 paa Verdensudstillingen i Paris »En rød Stue«, 1891 »Paa Badehustrappen«. Den 27. April 1894 ægtede han Christiane Frederikke Louise Nielsen, Datter af Stabssergeant

David Ferdinand Nielsen.

(Priv.   Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

169

Clausen. George Clausen, Maler, omtales i Ill. London News i Januar 1895 som født af danske Forældre, uddannet i England til Figurmaler, hvor han havde vundet Navn og nylig var bleven Medlem af Royal Academy. Han tilhører saaledes ikke Danmarks Kunst­historie.

(Nationaltid. 4. Febr.  1895.)

 

Clausen. Henrik Clausen, en ung Landskabsmaler fra Holsten, levede i København og døde der 1805 i sin bedste Alder. Han »malede gode Landskaber«.

(Weinw., S.  197.    Nagler Lex.)

 

Clausen. Martin Ludvig Philip Clausen, Architekt, født den 18. Juni 1851 i Slagelse, er Søn af Tømrermester Vilhelm August Clausen (f. 1821) og Caroline Marie f. Petersen (f. 1823, d. 1884). Efter bestaaet Præliminærexamen kom han ind paa det techniske Institut og fra i. Januar 1870 paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 30. Juni 1876 Afgangsbevis som Architekt. I 1880 vandt han den mindre Guldmedaille og den 9. Marts 1883 den store Guldmedaille for »Et Theater«. Derefter fik han s. A. Akademiets Rejsestipendium, og atter 1884, hvorefter han kom hjem i Juni 1885 fra en større Studierejse gennem det meste af Europa. Baade i 1886 og 1887 vandt han Præmie ved Konkursen til et Kunstmuseum, og i 1889—90 vandt han ligeledes to mindre Præmier ved Konkursen til Raadhuset. I sine yngre Aar havde han været Konduktør hos L. Fenger, bl. a. ved Opførelsen af Jakobskirken paa Østerbro og det techniske Selskabs Skole; i 1886, efter at Fenger var bleven Stadsarchitekt, fik han Ansættelse hos denne, og i 1888 blev han Assistent i Kunstakademiets Dekorationsklasse. Han har opført nogle Privatbygninger og givet Tegning til Facaderne af det store Bygningskomplex ved Vestervoldgade i Christian IV's Stil. Forinden havde han den 8. Oktober 1881 ægtet Aase Cock fra Norge.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Clausen. Rudolf Frimodt Clausen, Architekt, er Søn af Biskop, Dr. phil. Johannes Clausen og Charlotte Laurenze Margrete f. Frimodt, og han er født paa Jonstrup Seminarium, hvor Faderen den Gang var Andenlærer, den 29. Juni 1861. Han tog Præliminærexamen i Horsens 1877, og da han var bestemt paa at ville være Architekt, kom han i Murerlære i Horsens og blev Svend, dimitteredes derefter

 

170

fra det techniske Selskabs Skole - til Akademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Oktober 1880 til den 29. Januar 1886, da han fik Afgangsbevis som Architekt og Flidspræmie. I København havde han arbejdet hos Architekt Alb. Jensen, men tog nu til Jylland og blev Konduktør hos Professor Walther ved Ombygningen af Hørning Kirke ved Randers, foretog derefter med Statsunderstøttelse (900 Kr.) og Larssenske Legat (1000 Kr.) en Studierejse til Udlandet i 1889 og 1890 og bosatte sig ved Hjemkomsten som Architekt i Aarhus. Her ægtede han den i. November 1890 Cecilie Vilhelmine Kirkeby (f. 1867), Datter af Grosserer Vilhelm Kirkeby (jun.) i Aarhus og Cecilie f. Weinschenck (f. 1845, d. 1869), Blandt hans Arbejder kan fremhæves den Andersenske Stiftelse i Odder, Guldbryllups-Asylet i Aarhus, Silkeborg Seminarium og Gludsted Kirke i romansk Stil, samt en Del Privatbygninger og Ombygninger. (Priv. Medd. Bricka, III, om Forældrene. Akad.)

 

Clemens. Gustaf Adolf demens, Maler, er Søn af f hv. Garver­mester Gustav Adolf Clemens (f. 1840 i Preussen) og Mariane f. Sørensen fra Randers, og han er født den 22. Juli 1870 i Køben­havn. En Hofteskade holdt ham fra hans 6. til hans 10. Aar til Dels paa Hospitalet. I 1880 flyttede Forældrene til Berlin, men i 1884 atter til København, hvor han efter sin Konfirmation kom i Porcelænsmalerlære. I 1889 dimitteredes han fra det techniske Sel­skabs Skole til Akademiet, som han har besøgt fra Maj s. A. Han udstillede første Gang paa Foraarsudstillingen 1882 og har siden udstillet dels Portræter, dels Interiører og Landskaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Clemens. Johan Frederik Clemens, Kobberstikker, var en Søn af Klædevæver Johan David Clemens (f. 1710, d. 1782) fra Golnau ved Stettin og var født den 29. November 1749, men kom i sin tidlige Barndomsalder med Faderen til København. Han begyndte allerede i sit n. Aar at besøge Akademiet, uagtet hans Lidenhed lagde ham nogle Hindringer i Vejen, og han vandt begge dets Sølv-medailler i Aaret 1765. I sit 15. Aar var han kommen i Maler­lære, blev Svend og udførte ogsaa Dekorationsarbejde under Mandel-bergs Ledelse. Da han imidlertid havde mest Lyst til Kobberstikker­kunsten, nød han nogen Vejledning hos J. M. Preisler, der dog ikke strax fik Øjet op for hans Talent og derfor heller ikke fattede Interesse for ham. Clemens uddannede sig mest paa egen Haand,

 

171

indtil et Stik efter Doullé (efter v. Dyck), -»L'enfant, qui joue avec l'Ammtr«, vakte Preislers Opmærksomhed, saaledes at denne nu blev hans ivrigste Beskytter, og fra nu af lagde han ganske Penslen til Side. Efter at Clemens foruden adskillige andre Blade havde stukket 28 Plader til Holbergs Peder Paars efter Wiedewelts Tegninger, fik han 1773 et Rejsestipendium sammensat af 100 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar fra Selskabet for Udgivelsen af Peder Paars, ligesaa meget af Kongen og samme Beløb af Akademiet. Forinden havde han i to Aar af Akademiet haft 100 Rdl. aarlig til sine Studiers Fremme. Den 22. August 1773 forlod han Fædrelandet.

I Paris, hvor han studerede under Wille og Delaunay, gjorde han Bekendtskab med Marie Jeanne Crévoisier, Datter af en Uhrmager, og forlovede sig hemmeligt med hende, inden han forlod Staden. Han fik Tilbud om at blive Medlem af det franske Akademi, men da hans Stipendium var udløbet, nægtede Akademiet i København ham Tid til at udføre Medlemstykke, fordi man havde Arbejder til ham hjemme. Ikke desto mindre fik han kort efter (1777), paa Bonnets Ønske, Tilladelse til at blive i Svejts for at stikke Bonnets Portræt efter Juels Maleri, et af Kunstnerens Hovedblade. Som Følge heraf kom han først sent i 1778 til København, som han atter forlod en kort Tid i 1781 for, som kgl. Hof kobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, at føre sin franske Brud hjem.

Den 28. December 1778 blev han agreeret og fik frit Valg til sit Receptionsarbejde, kun at det skulde være et historisk Stykke »af en berømt Mester« med flere Figurer. Clemens skal have smigret sig med strax at være bleven antagen til Medlem paa sine indsendte Prøvearbejder: men det hed sig, at da han ikke var Medlem af Akademiet i Paris, kunde man ikke afvige fra Reglerne. Dette skete dog, for saa vidt som man nogle Aar efter (d. 2. Jan. 1786) modtog ham som ordentligt Medlem af Akademiet paa to Portrætstik, nemlig Christian VII's tvende Børn, Kronprinsen og Kronprinsesse Louise Augusta. Dog forpligtede han sig til senere at indsende et historisk Stykke, et Løfte, han indfriede Aaret efter ved at fremsende to Exemplarer af sit Stik efter Abildgaards »Sokrates«, der hører til Kunstnerens fortrinligste og bedst lykkede Blade. Med Undtagelse af disse Blade og nogle flere Portræter var det for øvrigt temmelig ubetydelige Sager, Clemens havde Lejlighed til at stikke i Køben­havn. Interessantere end Gravmælerne paa Jægerspris var dog Stikkene efter Juel og Abildgaard til Holbergs Niels Klim, som Clemens selv bekostede oversat af Baggesen og udgivet.

 

172

En værdigere Opgave for Kunstnerens mesterlige Gravstik frem­bød sig, da han blev indbudt til Berlin, for at stikke »Frederik II's Revue« efter den engelske Maler Cunninghams Maleri. Han fik i Februar 1788 kgl. Tilladelse til at foretage denne Rejse og tilbragte fire Aar med Udførelsen af dette store Blad, som gav ham europæisk Navn. Imidlertid mistede han (1790 eller 1791) sin Hustru og Sorgen over dette Tab gjorde ham Opholdet i Berlin pinligere. Dog forlod han først denne By i Begyndelsen af 1792 for at tage til London, efter at han under 30. Januar havde faaet Tilladelse fra Danmark til ogsaa at gøre denne Rejse. Hans Hverv i London var at udføre et stort Stik efter et Maleri af den nordamerikanske Maler, Trumbul, en Lærling af West; det forestillede »Montgommerys Død«, og et Sidestykke dertil, »Slaget ved Bunkershill« blev stukket af en anden af Datidens navnkundige Kobberstikkere, J. G. Muller i Stuttgart. Clemens fik 1000 Lstr. for dette Stykke og en Tillægsgave af 50 Lstr., da Bladet var fuldendt, paa Grund af den almindelige Til­fredshed, det vakte. Han havde faaet smigrende Tilbud saavel i Berlin som i London om fordelagtig Virksomhed i Tyskland eller Nordamerika, men Kærligheden til det Land, hvori han var opvoxet, vandt stedse Overhaand, og efter endt Hverv vendte han (1795) tilbage til Danmark, medbringende sin anden Kone, født Miss Ann Rees (f. 1768).

Fra nu af var demens' bedste Tid i Grunden forbi; han levede et stille, lykkeligt Familieliv, men fik ikke mere Lejlighed til at udfolde en Virksomhed, der stod i Forhold til hans Talent, som heller ikke skattedes efter sit rette Værd, og den milde beskedne Mand har uden Tvivl i Tavshed maattet bære mere end én følelig Krænkelse. I Forhold til, hvad der i den Tid blev budt vore Kunstnere, var hans Kaar vistnok taalelige, saa meget mere som hans anden Kone udmærkede sig ved Flid og Sparsomhed, og hans Familie ikke blev overdreven stor. Hans Løn, 400 Rdl. d. C. (1280 Kr.), forhøjedes i Slutningen af 1795 til 500 Rdl., 1796 fik han Fribolig paa Charlottenborg, og 1809 forhøjedes hans Løn yderligere til 800 Rdl. Men da han i 1810 søgte Professoratet ved Modelskolen, blev Haas ham foretrukken, og det blev udtrykkelig udtalt i Motive­ringen, at han ikke forstod sig paa Tegning efter Modellen. Fra anden Side er det dog med Grund gjort gældende, at han netop som Kobberstikker udmærkede sig ved sin Sikkerhed i Tegningen. Først den 20. April 1813 blev han udnævnt til Professor i Kobber­stikkerkunsten, med Rang i 6. Klasse Nr. i, og endelig i 1818

 

173

valgtes   han  extraordinært til Professor  ved Modelskolen;   1810   var han bleven Ridder af Danebrog.

Blandt hans Arbejder fra disse senere Aar maa nævnes »Slaget den 2. April 1801« efter Lorentzen, Thorvaldsens Portræt i Bryst­billede (1820) efter Eckersberg og nogle faa Lithografier. For øvrigt henvises til Ficks Fortegnelse i hans Nekrolog over Clemens. Allerede fra 1813, om ikke før, spores Alderens Virkning; hans Syn svækkedes mere og mere, og fra 1824, da han mistede sin anden Kone, ophørte han næsten at arbejde. Hans sidste Blad er fra 1827; dog døde han først den 5. November 1831 i sit 83. Aar.

(Fick, J. F. Clemens, Særtryk af Selmers nekrol. Saml. II, 335, hvis krono­logiske Urigtigheder her ere rettede. Selvbiogr. af Clemens. Weinw., S. 229. do. Lex. Sandv., S. 34. Skild. 1804, Sp. 303, 463, 706: 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 519; 1809, Sp. 1261; 1816, Sp. 809 og 1377; 1819, Sp. 1360; 1820, Sp. 1487; 1822, Sp. 1152. Skifteretten. Bricka, IV, I—4. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Clemens. Marie Jeanne Clemens f. Crévoisier, Kobberstikkerinde, født i Paris den 16. November 1755, var tillige Pastelmalerinde. Hun gjorde Kobberstikker J. F. Clemens' Bekendtskab i Paris 1773 og nød hans Undervisning i Kobberstikkerkunsten, indtil han 1777 rejste til Genéve. Han hentede hende 1781 hjem som sin Brud. Efter at hun havde født ham tre Børn, hvoraf kun et overlevede hende, fulgte hun ham 1788 til Berlin, hvor hun døde 1790 eller 1791. I Clemens' Nekrolog nævner Fick 14 Blade af hende. Navnlig hendes Portræt af Skuespiller Schwartz er et meget vellykket Blad. Hun blev agreeret .ved Kunstakademiet (April 1782) som Pastelmalerinde og fik til Opgave at male Harsdorffs og Weidenhaupts Portræter i Pastel, men indsendte ikke senere noget Arbejde. Hun har udført sit eget Portræt en medaitton.

(Weinw., S. 203 og 229. Fick. J. F. Clemens, Sættrykket S. 6, 17, 27—28 og Anm. Strunk.)

 

Clement. Gad Frederik Clement, Maler, født paa Frederiksberg den 9. Juli 1867, er Søn af Revisor Frederik Christian Clement (f. 1834, d. 1867) og Mathilde Louise f. Hjorth; han besøgte Kunst­akademiet fra April 1885 til Januar 1888, da han udgik af Model­skolens Forberedelsesklasse, og senere besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer. I 1890 var han et halvt Aar i Paris for at uddanne sig videre, og i 1894 har han foretaget en mindre Rejse til Norditalien. Pastor em. F. L. Vaupell har taget sig af ham under

 

174

hans Studietid,    dement har udstillet 1893 til  1895  paa den fri Ud­stilling.

(Priv. Medd.    Akad.    Fri Udst. Fortegn.)

 

Clemmensen. Andreas Laurits Clemmensen, Architekt, Søn af Sognepræst Carl Frederik Clemmensen (f. 1820, d. 1891) og Char­lotte Laurentse f. Hass (f. 1821), er født den 7. August 1852 i Læk i Slesvig. Han besøgte Kunstakademiet i København fra Oktober 1867 til 30. Juni 1875, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Derpaa besøgte han i nogen Tid Akademiets Dekorationsskole og vandt 1876 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Et rigt udstyret Hotel«. I 1881—83 havde han det Stoltenbergske Rejselegat i tre Aar og vandt 1887 den Neuhausenske Præmie for »En mindre dansk Herregaard«. Han var en af de første Architekter, der interesserede sig for en mere udstrakt Anvendelse af keramisk Udsmykning i Bygningsværker. Tillige har han arbejdet under J. D. Herholdt samt foretaget Opmaalinger af flere Kirker for Regeringen. Blandt hans Arbejder maa fremhæves flere Kommuneskoler, hvoriblandt den i Oehlenschlægersgade udmærker sig ved sit ejendommelige Trappehus. Desuden Kreditkassen for Husejere i København, Valgmenighedskirken paa Svanholmsvej og den farmaceutiske Læreanstalt. I 1884 havde han ægtet Dagmar Sofie Becker, Datter af Tapetserer i Slagelse Theodor Christoffer Gotfred Becker og Christiane Birgitte f. Petersen.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 13. Tdskr. f. Kstind. I, 28—30. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Cleo.    Hans  Cleo, Maler, se Clio.

 

Clerc. Louis Augustin le Clerc, Billedhugger, anden Søn af den franske Kobberstikker Sebastian le Clerc, født i Metz 1688, var Lær­ling af A. Coysevox; han blev indkaldt til Danmark allerede 1735 for at deltage i Udsmykningen af det under Opførelse værende Christiansborg Slot med en aarlig Løn af 630 Rdl. d. C. og 250 Rdl. i Rejsepenge. Le Clerc, siges der, »var ikke alene Billedhugger, men ogsaa Maler og smagfuld Dekoratør; maaske var han af Karakter noget stridig«. Han gav Tegning til det Galleri eller entabkment med talrige Billedstøtter, hvormed Slottet var kranset og var i det mindste fra 1745 Direktør for det ældre Kunstakademi. Indtil 1766 havde han en Fribolig paa Slotsholmen, som derefter blev afløst af en Huslejegodtgørelse paa 150 Rdl. aarlig. Da Kunstakademiet paa Charlottenborg blev oprettet (1754), fik han Plads blandt dets første

 

175

Professorer og forblev i denne Stilling, til han døde den 8. Marts 1771, næsten 83 Aar gammel. En perspektivisk Udsigt til Frederiks-. pladsen, tegnet af le Clerc, blev stukket af J. M. Preisler (1766). Hans Portræt, malet af Pil o (1763), tilhører Kunstakademiet. Le Clerc var uden Tvivl, da han kom til Danmark, gift med Caroline Vil-helmine Isabella, hvis Familienavn ikke kendes; hun døde i December 1739 og i Januar 1742 holdt han Skifte med sin eneste Datter, for den 30. i s. M. at kunne ægte Jacobine Louise le Févre, en Søster til Briand de Crevecoeurs Hustru; i 1757 oprettede de et reciprokt Testamente, og hun døde for ham, men uvist naar, uden Børn i dette Ægteskab.

(Weinwich, S. 129 og 159. Ftissli Lex. og Suppl. J. Møller Mnemosyne III, S. LX og fl. St. Thiele Kstakad., S. 46—47, 61 og 85. Provinsarch. Bricka IV, 14. Akad.)

 

Cleyn. Frants Cleyn, tysk Maler, virkede her i Christian IV's Tid. Han var Søn af en Guldsmed Hans Clein og blev født i Rostock 1582; han døde i London 1658. Han rejste udenlands og opholdt sig fire Aar i Rom. Derpaa skal han være rejst til Dan­mark for at træde i Kongens Tjeneste. Der nævnes et Portræt af Christian IV, malet af Cleyn allerede 1611; dog fik han den 11. No-vembe'r 1617 første Gang Betaling for udførte Arbejder, og han nævnes ikke i Regnskaberne, hvori han jævnlig kaldes Klein, uagtet han selv skrev sig Cleyn, senere end 1625. Fra den 21. April 1620 til den 31. Marts 1624 var han ansat for »at lære Christian Ulrik (Gyldenløve) til at afridse efter Malerkunst« ; han kaldes da »Fr. Kleine, Contrefejer og Indvaaner i København«. Derefter rejste han til Eng­land, men hans Virksomhed der vedkommer ikke Danmark, ligesaa lidt som Sønnen Francis Cleyn (f. 1625, d. 1650). Hans Hoved­arbejder i Danmark var nogle store, dekorativt udførte Billeder til Loftet i Riddersalen paa Slottet Rosenborg. De forestillede »de for­skellige Menneskealderes Glæder og Sysler«. Af den hele Række, nogle og tyve i Tallet, var sex af Cleyn; de nævnes i min Afhand­ling i »Konst og Æsthetik«, men flere af dem gik til Grunde ved Christiansborg Slots Brand 1884.

(Weinwich, S. 55. Skild. 1830, Sp. 898—99. Konst og Æsth., S. l6r. Fiorillo V, 384—86. Nagler Monogr. II, 5. Walpole II, 127. Burmann-Becker Tapeters Hist., S. 48. Høyens Skrifter I, S. 237. Regnskaber i Rigsarch. Medd. fra Rentek. 1872. Bricka. IV, 14. Priv. Medd. Friis, Saml. S. 30—42.)

 

176

Clio eller Cleo. Hans CKo, Maler, født 1723, rimeligvis i Køben­havn, var allerede Tegnelærer ved det ældre Kunstakademi fra 1750 for en Løn af 80 Rdl. d. C. om Aaret, blev ved Akademiets Stiftelse 1754 Tegnelærer i den yngste Klasse paa Charlottenborg, med i2oRdl.'s og senere 150 Rdl.'s aarlig Løn, og var som saadan Thor-valdsens første Lærer i Tegning. Sandsynligvis i 1758 ægtede han Sofie Christiane Davidsdatter, med hvem han havde flere Børn. I 1779 blev han tillige Tegnelærer for Porcelænsfabrikens Lærlinge^ hvilket Hverv dog lønnedes med 200 Rdl. om Aaret, Efter 35 Aars Virksomhed som Tegnelærer døde han den 3. December 1785 Kl. 12 om Natten, og efterlod sin Enke i trange Kaar; endnu i 1792 søgte hun om Understøttelse.

(Weinwich, S. 159—60. Thiele Kstkad. S. 85. Thiele Thorv. I, 14. Nyrop, Ind. Tdskr. 1878. Tdskr. f. Kstind. IV, 80. Akad. Adresseav. 1785, Nr. 229.)

 

Coffre. Benoit eller Benedict Coffre, fransk Maler, hvis Fødselsaar ikke kendes, vandt 1692 premier prix de pdnture ved Kunstakademiet i Paris og blev sandsynligvis 1695 eller 1696 indkaldt til Danmark.1 Man kender dog bedst hans Virksomhed under Frederik IV. For denne Konge, i hvis Tjeneste han stod, uden dog at have Titel af »Hofskildrer«, arbejdede han fra 1704—21, saavidt Aarstallene paa hans Malerier og de kongelige Regnskaber kunne oplyse. Han malede dels Portræter af Kongen, Kronprinsen o. fl., dels store Dekorationsmalerier, navnlig Loftstykker til de kongelige Palæer, som ikke blev videre godt betalte, og Kunstnerens beskedne Fordringer blev ikke sjælden stærkt nedsatte. Hans Malerier, der ere i en let og rask Maner, virkede ved deres Elegance og Livlighed, ligesom d'Agars, til at give den franske Malemaade Indgang i Danmark i Steden for den hollandske. I Palæet bag Borsen (la maison de la duchesse) malede han navnlig adskillige Piafonds. Hans navnkundigste Billede var dog et stort Loftsmaleri i »Rosen« paa Frederiksberg Slot, forestillende »en Maskerade«, dog ikke den som Frederik IV skal have givet paa Kolding Slot; den halvmaskerede Tyrk skal være Kongen selv, Tyrkinden rimeligvis Kongens Gemalinde til venstre

1 En Udbetaling den 19. Oktober 1688 til en Coffre, for et i Vox pousseret Arbejde, kan ikke tillægges ham, da han endnu 1692 nævnes som Elev ved Akademiet i Paris. Det maa være Stukkatøren Coffre, der ved Enkedronning Sofie Amalies Død d. 20. Febr. 1685 nævnes blandt de Personer, som var i hendes Tjeneste. Han kunde være en ældre Broder eller Slægtning, der mulig har givet Christian V Anvisning paa Maleren. (Priv. Medd. fra afd. Pastor Brasch i Vemmetofte.)

 

177

Haand, Elisabeth Henriette Vieregg. Det bærer Aarstallet 1704. En Skitse dertil tilhører den kgl. Malerisamling. De fleste øvrige Loftstykker paa Frederiksberg ere ligeledes af Coffre. Ogsaa paa det ældre Christiansborg fandtes et Loftsmaleri, der forestillede »En Tyrk, som af Fruentimmer opvartes med Musik, Sang og Dans«. Hans seneste bekendte Arbejde, næst efter en Altertavle paa Vallø, som er betegnet 1719, er en Plafond paa Rosenborg med Aarstallet 1721. Hans Kaar i Danmark maa have været indskrænkede nok, thi allerede 1712 maatte Kongen give ham et saakaldet moratorium, for at holde ham Kreditorerne fra Livet, og 1721 maatte dette fornys paa tre Aar. Samme Aar blev han imidlertid ramt af et Slagtilfælde, som holdt ham fængslet til Sygelejet i lang Tid og rimeligvis bortrev ham i Begyndelsen af det følgende Aar (1722). Under sin Sygdom nød han en kgl. Understøttelse af 4 Rdl. d. C. ugentlig. Et Sagn om, at han skulde have naaet en Alder af næsten hundrede Aar, er ikke troligt, hvis hans Død falder ved denne Tid, thi det er rimeligt, at han har vundet Akademiets Pris som ung Mand, højst mellem 20—30 Aar. Hans Hustru, Helene Coffre var, eller maa formodes at have været, den Mad. Coffre, som spillede paa det danske Theater i København 1722—27 og døde i April 1728 efterladende sig tre smaa Døtre, der kom i Huset hos Montaigu.

(Weinw., S. 117. do. Lex. Nagler Lex. Archives de l'art frangais, IX, S. 281. Danske Saml. III, S. 38. Skild. 1811, Sp. 933; 1830, Sp. 898. Jonge Kbh. Beskr., S. 505. Sandvig, S. 35. Dske Vitruv. II, S. 113. Kst. & Æsth. S. 54. OeMenschlæger, Erindr., ny Udg., S. 13. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Friis, Saml. Bricka, IV, 19. Priv. Medd. Brasch, Vemmetofte II, 109, og sammes Bregentved, S. 377.)

 

Coning. Jacob Coning eller Coningh, en hollandsk Maler, der var født 1650 og Lærling af Adrian v. d. Velde, blev indkaldt til Danmark under Christian V. Han var i København i 1680, da han i November fik Betaling for »Taftes Skilderier udi Dronningens Sove­kammervindue« efter Regnskab 110 Rdl. d. C. (352 Kroner); et Por­træt af Dronning Sofie Amalies Hofpræst Johannes Musculus, malet af Coning, er stukket 1689 af H. Schaten; i 1690 tog han Borger­skab som Skildrer; endelig den i. Februar 1708 fik han 86 Rdl. d. C. for tre Skilderier, som »Situations im Norwegen vorstellen«. Det vides ikke, om han er død her i Landet, hvorvel det synes rime­ligt, man antager efter 1714. Han havde fast Stilling som Hof­maler med 400 Rdl. d. C. i det mindste fra 1699, og var den 6. Oktober 1701. en af de sex Kunstnere, der søgte Kong

 

N. K. L.    I. Mai 1895.                                               12

 

178

Frederik IV om at overtage Protektoratet over et af dem dannet Kunstnersocietet. Han var til forskellige Tider, saaledes bl. a. 1699, i Norge, fra hvilket Aar Sandvig nævner »et Landskab med Byen Frederiksstad i Norge«, og 1705, da han daterer en Tegning fra Christiania. Ved en Auktion paa Christiansborg Slot 1783 solgtes et Maleri af ham »Christus ved Jakobs Brønd« d. v. s. Christus og den samaritanske Kvinde. Hans Billeder stod i stort Ry hos Samtiden, hvorvel han skal have haft svært nok ved at faa sit Udkomme. Her i Landet skrives hans Navn ikke sjeldent Koning, Ko'ning og Koenig.

(Weinw., S. 89. do. Lex. Sandv., S. 88. Fiissli Lex., S, 346. Descamps, III, 262. Dske Saml. 2. R. V, S. 283—84. Strunk. Bricka, IV, 80. Friis, Saml. Nielsen, Kbh. Hist. V, 182. Rigsarch.)

 

Coning. Johan Harmen eller Herman Coning, Maler, kunde være Søn af ovennævnte J. Coning, idet han nævnes i de kgl. Regn­skaber fra 1728 til 1735. Han havde ikke nogen fast Stilling som Hofmaler, men udførte dels Portræter, dels »Perspektivstykker«. Blandt hans Portræter kan nævnes Morten Reenberg (st. af Lode 1746). Han blev ogsaa brugt til at kopiere andre Billeder og i stort Omfang til at restaurere (reparere) Malerier.

(,Rigsarch.    Strunk.)

 

Conrad. Conrad Contrafejer kaldes en Maler, som i Aarene 1673—82 nød Naadsensbrød af den kongelige Particuliérekasse. Han nævnes sidste Gang den 12. Juli 1682, da han fik 50 Rdl. d. C. i Rejsepenge til Norge, hvilket synes at tyde paa, at han har været en Nordmand.

(Kgl. Regnsk. .i Rigsarch.)

 

Conradsen. Harald Conradsen, Billedhugger og Stempelskærer, Søn af nedennævnte Johannes Conradsen, er født i København den 17. November 1817. I sit 15.'Aar begyndte han paa Kunstakademiet og Aaret efter at arbejde hos H. E. Freund (1833). Baade Freunds Paavirkning og det, at Faderen var Medaillør, hendrog ham naturlig til dette Fag; dog gennemgik han Kunstakademiet som Billedhugger og vandt dets Sølvmedailler 1837 og 1840. Aaret efter (1841) kon­kurrerede han til den mindre Guldmedaille for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42), og uagtet hans Arbejde ikke kendtes modent til Medaillen, skattede Akademiet det dog saa højt, at det blev afstøbt paa dettes Regning i Gibs og udstillet det næste

 

179

Aar. Ved den følgende Konkurs (1843) opnaaede han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Boas og Ruth« (Ruth. 2, 8—9) og næste Gang (1845) den store Guldmedaille for Opgaven »Hektors Afsked fra Andromache«. Som store Guldmedaillist fik han 1846 det akademiske Rejsestipendium for tre Aar.

Samtidig havde Conradsen flittig søgt at uddanne sig til Medaillør. Medens han arbejdede under Freunds Vejledning, udførte han (1837) Medaillen pro meritis, som hans Lærer foreviste i Akademiet, hvis Tilfredshed den vakte; 1839 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »En Species«, og Aaret efter udførte han Stemplerne til den nye Species med Christian VIII's Portræt og det danske Vaaben fuldstændigt med Hermelinskaabe og Vildmænd. Imidlertid lagde Kunstneren sig efter det nær beslægtede Fag, Udskæring i ædle Stene og Konkylie, og han har i en lang Aarrække udført en Mængde navnlig Caméer, dels i ægte Stene, dels i Konkylie; blandt disse Arbejder kan nævnes »Amor med Løven« efter Thorvaldsen, intaglio i en Carneol, for hvilken han vandt den Neuhausenske Præmie, »Juleglæde i Himlen« efter Thorvaldsen, en stor Camée i Konkylie til Frederik VII, Frederik VII's Portræt m. fl. Blandt hans Medailler ere de vigtigste Medaillen til Thorvaldsens Minde med »Thorvaldsen støtter sig til Haabet« som Avers og »En Quadriga« som Revers (1849), oprindelig bestilt hos Medaillør Chr. Christensen, der døde fra Arbejdet, Medaillen til Oehlenschlægers Minde med dennes Portræt som Avers og »Brage og Idun« som Revers, paa hvilket Arbejde Kunstneren tillige blev Medlem af Akademiet den 10. Marts 1851, Medaillen over Collin (1860) og i 1888—89 Medaillen til Minde om Hundredaarsdagen for Eckersbergs Fødsel, hvilken bruges som Præmie (se Eckersberg). Som Billedhugger har Conradsen udført en Del Portræter mest i Medaillon, en lille Figur i Bronce, »En Pige, der henter Vand«, til Skulpturmuseet, nogle Statuer til forskellige Bygninger samt adskillige af Thorvaldsens Arbejder i lille Maalestok til Porcelænsfabriken. I 1875 udførte han en Billedstøtte af Evangelisten Marcus til Slotskirken.

Conradsen var i 1841 bleven ansat som Medhjælper ved Mønten i København, og forblev i denne Stilling, fraregnet sin større Uden­landsrejse og en mindre i 1861 for det Ancherske Legat, indtil 1873, da han blev ansat som Medaillør ved Mønten, og som saadan har han udført alle Stemplerne til Møntsystemet af 1874. Den 17. November 1850 blev han gift med Regina Louise Ørgaard, 1860

12*

 

180

blev han Ridder af Danebrog,  1891 Danebrogsmand, den 4. November 1873 Æresmedlem af Kunstakademiet i St. Petersborg.

(Priv. Medd.     Statskal.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Møntfortegn.)

 

Conradsen. Johannes Conradsen, Sternpelskærer, var født den 24. September 1783 i Vesteraaby i Fyn, hvor hans Fader var Smed. Da han led af en Svaghed i den højre Arm, blev han sat i Køb-mandslære, og traadte senere i Bogbinderlære, hvor en af Svendene lærte ham at gravere (1801). Det tykkedes ham 1804 at komme til København paa Anbefaling af Kobberstikker J. F. demens, og han begyndte at arbejde hos Medailløren P. Gianelli, medens han samtidig besøgte Kunstakademiets Skoler. Hans første Arbejde var en Medaille med Homers Hoved efter Gianellis Anlæg. Da denne Kunstner døde allerede 1807, stod Conradsen alene, men, støttet af en varm Anbefaling fra Akademiet (1809), synes han at have faaet kongelig Understøttelse til Fortsættelse af sin Kunstnervirksomhed. Den 2. Juli 1810 fik han Akademiets mindre Sølvmedaille, og samme Aar blev han ansat som Medaillør eller Sternpelskærer ved Mønten i København. I denne Stilling forfærdigede han ogsaa sex Stempler til En- og Fem-Rigsbankdalersedlerne. Hans Pris, 4800 Rbd., blev efter Akademiets Vurdering sat ned til 3900 Rbd. I denne Stilling forblev han, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har kun fore­taget en mindre Rejse i Udlandet, nemlig til Berlin i 1824. I 1808 blev han gift med Dorthea Laurine Møller, en Købmandsdatter fra Odense, og er ved hende Fader til den ovennævnte Medaillør H. Conradsen. Hans Stempler til Kroningsmedaillen, som han flere Gange gjorde om, vandt ikke Bifald. Af hans andre Arbejder maa nævnes Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse (1822) og i Anledning af senere Kong Frederik VII's Formæling med Prinsesse Vilhelmine (1828) efter Voxmodel af Voigt. Conradsen, som havde Titel af Hofmedaillør, døde den 17. September 1856.

(Øst's Archiv 1828 X, 274. Levned ved N. C. Øst. Priv. Medd. Nagler Monogr. I, 2166. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Berl. Tid. 1856, Nr. 220.)

 

Copmann. Peter Copmann, Portrætmaler,1 blev født den 25. Fe­bruar 1794 i Rudkøbing, hvor Faderen Peder Copmann (f. 1736,

1 Naar denne Kunstners Levned omtales udførligere, end hans Virksomhed skulde tillade, ligger det i, at de spredte Kilder forene sig til et kulturhistorisk Billede af Kunstnerlivet i den Tid, som nok syntes værd at bevare.

 

181

d. 1812), som, efter at have lært at koge i Kongens Køkken, havde været Kok hos Ahlefeldts paa Tranekær, i 1784 blev Herredsskriver, Birkeskriver og Byskriver, samt tilsidst Branddirektør. Kunstnerens Moder var hans Hustru i andet Ægteskab, Margrete Sofie f. Degn (f. 1764, d. 1799). Tiltrods for Faderens tilsyneladende gode Stilling kom Copmann, 11 Aar gammel, i Malerlære for 7 Aar og lagde sig derefter paa egen Haand efter Miniaturmaleri, rejste rundt i Pro­vinserne og malede Portræter i dette Fag, indtil den Tilfældighed, at en Mand betalte et Miniaturportræt med en Kasse Pastelfarver, bragte ham til paa egen Haand ogsaa at lægge sig efter Pastelmaleri. Han synes at have haft meget smaa Kaar, indtil Grev Bille-Brahe tog sig af ham. I 1818 kom han under Angivelsen »Maler fra Laaland« ind paa Kunstakademiet; han opholdt sig dog kun der fra 1818 til 1820 og udstillede i 1819 og 1820 nogle Portræter i Pastel. Snart efter rejste han paa en Slags Tournée i Provinserne, og syntes at gøre Lykke, thi, skriver han »min Kunst giver mig her som hjemme Adgang i de første Huse, . . . Rejsen gaar vel noget langsom, derved at jeg har i min Magt at kunne blive, hvor det behager mig, paa ethvert Sted at kunne fortjene de Penge, jeg bruger«, o. s. v. Brevet er skrevet 1821 fra Slesvig, hvor han bl. a. malede Dronning Maries Fader, Landgreve Carl af Hessen-Kassel, tre Gange, det ene af dem var til Dronningen. Derfra rejste han til Hamborg, hvor han blev Vinteren over, og senere til Dresden, hvor han udførte adskillige Kopier efter Arbejder i denne Stads Malerisamling af Mengs, Dolci, Rubens o. s. v. Dog var han i 1822 atter i Køben­havn, hvor han udbeder sig Akademiets Erklæring i Anledning af et i Hamborg malet Pastelportræt af Agent (Brygger) Hjarup, som denne ikke vilde betale, under Paaskud af at det ikke lignede; det drejede sig om syv Louisdors eller 27 Species (108 Kr. og 44 Kr. for Ind­fatningen), hvilket var hans Pris i Hamborg og »kun 2 Species højere end tidligere i København«. Han synes altsaa at være bleven for­holdsvis godt betalt for sine Portræter. Strunk nævner Gengivelser efter J. Biilows (Nr. 509, 1824) og efter C. L. Reinholds Portræt (Nr. 2340, 1825). En fri Kopi efter den hellige Cecilie af Carlo Dolci gjorde 1829 megen Lykke i Hamborg og blev 1832 udstillet i København. Senere opholdt han sig i Bremen og søgte derfra at vække Akademiets Opmærksomhed for en Opfindelse af ham, der ved hermetisk at forbinde Glasset med Billedet skulde tjene til fuld­stændigt at beskytte Pastelmalerier mod Fordærvelse af Fugtighed, Støv og desl. I 1832 flyttede han atter til København og udstillede

 

182

nogle Portræter og Kopier (1832—33), hvoraf et Portræt af Rubens' Kone, Kopi efter Rubens, blev købt til den kgl. Malerisamling. Senere udstillede han ikke mere og rejste, uvist naar, til Amerika. Efter at have opholdt sig i de nordamerikanske Fristater havnede han omsider 1848 eller 1849 i Basseterre paa den fransk-vestindiske Ø Guadeloupe, og ægtede om Sommeren sidstnævnte Aar en spansk Fyrstinde »du Dauphine« l, som skal have været en Skønhed, der, for at undgaa Klostret var flygtet fra Madrid. Han blev adlet under Navn af Peter von Copmann og ventede, naar de kom til Madrid og Hustruen fik Raadighed over sin Formue, at blive Greve. Imidlertid gik Halvdelen af Byen, hvori de boede, under ved et Jordskælv i 1850, og det maa formodes, at Parret omkom ved denne Lejlighed. Et Portræt af Konsul Appel, malet af Copmann, er i privat Eje.

(Efterk. af Cathrine Copmann o. s. v. Svdbg. 1892, S. 7 — 10. Dagen 1829, Nr. 129. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Malerisaml. Inv. Vejvis. Strunk. Nagler, Kstl. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Medd. fra Udenrigsmin.)

 

Corneliszen. Geert Corneliszen fra Haarlem var kongelig Contra-fejer (Portrætmaler) under Christian IV, ansat den 18. Marts 1589. Ved Brev af 6. Januar 1593 tillægger Kongen ham noget aarlig i Fetaille, foruden de 30 Daler, han forhen aarlig oppebar i Husleje. Han er død 1601 før den 24. November. I Klevenfeldts Auktions­katalog nævnes nogle Portræter af danske Adelsmænd, som denne Kunstner har malet i Aarene 1586—91.

(Weinw. S. 50.    Medd.  fra Rentek.  1872, S. 193 og 1873—76, S. 206.)

 

Corneliszen. Fillom Corneliszen, rimeligvis en Hollænder, blev, efter at have været dansk Bygmester i Halmstad, siden kgl. Byg­mester fra den 12. Marts 1607 til den n. November 1617.

(Medd. fra Rentek.  1872, S.  195.)

 

Corte. Anthonius de Carte, Tapetvæver, blev af Kong Frederik II indkaldt fra Braband, kom til Danmark 1577 og blev sat i Arbejde i Helsingør, men han døde allerede den n. Marts 1578.

(Weinw. T. 27.    Friis, Saml., S. 305.    Jfr. Hans Knieper.)

 

Cour. y anus Andreas Sartholm la Cour, Landskabsmaler, er Søn af Gaardejer Otto August la Cour og Ane Cathrine født Strandby-gaard. Han er født paa Thimgaard ved Ringkøbing den 5. September 1837, og kom i Efteraaret 1853 til København for at uddanne sig

1  Navnet forekommer dog ikke som spansk Fyrstenavn.

 

183

til Kunstner. Efter at have begyndt paa Kunstakademiet 1854, rykkede han i 1859 op i Modelskolen. Men han udstillede allerede 1855 sit første Billede som Landskabsmaler, og har siden tildels under Paavirkning af P. C. Skovgaard hævet sig til en af vore betydeligste Landskabsmalere. Ved Udstillingen 1861 blev den Neuhausenske Præmie tilkendt ham for Landskabet »Tidlig Sommer­morgen udover en Eng«; 1865 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, som han tilbragte i Paris og Rom (1865—67). Senere har han 1868—70 og paa flere mindre Rejser gentagne Gange besøgt Svejts og Italien, hvorfra han har hentet Motiver til en Mængde større og mindre Billeder. I 1871 fik han Udstillingsmedaillen for »Aften ved Nemisøen« (tilh. Grev Danneskjold-Samsøe, Gisselfeld), og den 19. Februar 1872 blev han optagen til Medlem af Kunst­akademiet i København. »Udkanten af en Egeskov tidlig omForaaret«, udstillet 1863, blev samme Aar købt til den kgl. Malerisamling. I 1885 flyttede han til Mariendal ved Aarhus, og i 1890 købte han Langballegaard ved Maarslet, hvor han lever i ugift Stand. Han fik i 1888 Titel af Professor og blev den 26. Maj 1892 Ridder af Danebrog. Den kgl. Malerisamling har senere købt »Foraarsmorgen i Roms Compagne« (1871), »Taaget Efteraarsmorgen i en Birkeskov ved Silkeborg« (1877), og »Regnfuld Sommerdag ved Kalø Vig« (1883). (Priv. Medd. Bricka, IV, 91. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Cramer. Carl Cæsar Adelbert Cramer, Maler, Søn af Læder­fabrikant C. Cramer, blev født 1822 i København, besøgte 1836 til 1842 Kunstakademiet, i hvis Skoler han naaede til Gibsskolen. Fra Miinchen hjemsendte han i 1856 og 1858 to Billeder til Kunst­udstillingen, et Dyrstykke og en Fremstilling af »Øllivet udenfor det kgl. Bryggeri i München«, hvilket tilhørte afd. I. W. Heymann. Han levede mest som Dekorationsmaler og døde i Miinchen den 26. No­vember 1889.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 2. R., V. Till., 33.)

 

Cramer. Frederik C(hristian) Cramer, Portrætmaler, født rimeligvis 1731 i København og maaske Broder til Peter Cramer. Af hans mange Portræter kan fremhæves Prof. P. Rosenstand-Goiske, st. af J. Haas (1753 og 1766), og Charlotte Amalie Thielo, st. af Ber-ningeroth (1755). Fr. Cramer »Skildrer i Skidenstrædet«, døde den 30. December 1768 i sit 38. Aar.

(Adresseav.  1768 Nr.  171.    Sandvig,   S. 36    Skild.  1830, Sp. 813.    Strunk.)

 

184

Cramer. Peter Cramer, Theatermaler, født i København den 24. August 1726, synes at have uddannet sig ganske paa egen Haand. Videnskabernes Selskab, for hvem han havde udført nogle Tegninger til Fr. Nordens Ægyptiske Rejse, anbefalede ham allerede 1754 til Kunstakademiet for at opnaa Rejsestipendium for ham, hvis »Hoved-Øjemærke er at blive en habil Historiemaler«. Men Akademiet vilde have, han skulde holde sig Fundatsen efterrettelig; det tillod ham vel (1756) at konkurrere til Guldmedaillen, uagtet han ikke havde gennemgaaet Skolerne paa regelmæssig Maade, men da han ikke opnaaede Medaillen, synes al Tale om Udenlandsrejse at være bort­falden. Han skal have haft en smuk Syngestemme og var ikke alene en yndet Koncertsanger, men det siges ogsaa, at han i Marts 1758 forsøgte sig som Operasanger i »Eremiten« og fik 30 Rdl. i Honorar. Maaske foraarsagede dette, at han kastede sig over Theatermaleriet. Faa Aar efter (1762) blev han antaget som Theatermaler, da nogle tidligere af ham udførte Dekorationer havde gjort Lykke, og forblev nu i denne Stilling til sin Død, dog først fra 1773 (eller Nytaar 1774) med en fast Løn af 500 Rdl. d. C. om Aaret, og selv dette skete kim, ved at Akademiet bestemt støttede ham overfor en fremmed Theatermaler, Bibienna. Cramer havde ved Siden af sin Virksomhed for Theatret tillige med Iver uddannet sit Talent for Genremaleriet, som han dyrkede i en Retning, der minder om Teniers og Brauwer. Disse Arbejder, hvori han tillige har den For­tjeneste at være den første, der tog sine Æmner af det danske Folkeliv, gjorde overordentlig Lykke hos Samtiden, og de elleve Stykker, han udstillede ved Salonen 1778, prises i de stærkeste Ud­tryk, saa at de endog sættes over Teniers', en Dom, Eftertiden ikke har kunnet underskrive. For øvrigt var han ikke fri for Kunstner-luner; en Søster til Harsdorff ejede saaledes to Fiskerkællinger, som Cramer skulde have malet helt og holdent med Fingeren. Han blev 1777 agreeret ved Kunstakademiet som Genremaler og fik til Opgave »et moderne nationalt Konversationsstykke«. »Den danske Teniers« udførte dog ikke dette, men indskrænkede sig til at indsende to af de Arbejder, der havde været udstillede ved Salonen, nemlig »et Bondestykke« og »en Scene fra Gaden«, hvorpaa han undtagelsesvis blev optagen til Medlem (31. Marts 1778). Kort efter forærede han Akademiet sit Portræt, malet af V. Erichsen. Hermed var ogsaa hans gode Tid forbi. Den forholdsvis unge Mand skal, uden at man véd noget nærmere om Aarsagen, være bleven stærkt forfalden til Drik og døde allerede den 17. Juli 1782, kun 56 Aar gammel; Aars-

 

185

tallet 1783 hos Overskou er urigtigt. Nogle af hans Malerier og Tegninger, deriblandt 15 Portræter, ere stukne af Haas, Kleve og Clemens. Den kgl. Malerisamling har kun ét Billede af Cramer. Det er ikke afgjort, at det var ham, der 1760 blev Kancelliraad, ligesaalidt som at han er den Peder Cramer, der 1769 blev gift i Asminderød med Anna Margrete Larsdatter og i 1770 fik en Søn døbt. Hans seneste Biograf siger, at han var ugift.

(Weinw., S. 164. Sandvig, S. 36. Overskou II, S. 210, 276; III, S. 41, 262. Hennings, S. 143—44. Alm. dansk Bibi. Marts 1778, S. 88. Bricka IV, 104. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Strunk. Adresseav. 1782 Nr. 145. Jonge, Kbhvn. Beskr., S. 529. Skild. 1830, Sp. 813—16. Akad. Høyens Papirer. Thaarup. Auktionskat. 1783.)

 

Crevecoeur. Jean Briand de Crevecoeur, Miniaturmaler, var Søn af en fransk Advokat Jacques Briand de Crevecoeur, som var Prote­stant og ved det nantiske Edikts Ophævelse var flygtet til Berlin. Der maa Kunstneren saavel som hans Broder Isac, der blev Sprog­lærer i København, være fødte. Jean var født 1707 og kom næppe før 1730 til København, hvor han blev Hofminiaturmaler, Kan­celliraad og senere Justitsraad. Han blev den 17. Januar 1732 gift med Philiberte Marie Lefévre (f. 1704, d. 1738) i Petri Kirke, til hvis Menighed begge Brødrene hørte. Han arbejdede for Hoffet fra 1731 til 1750, og malede, saavel i Oliemaleri som i Miniatur, dels Portræter, dels Interiører og Genrebilleder. Han var maaske med Kong Christian VI i Norge (1733), da han senere har stukket Dom­kirken i Throndhjem (1745). Han døde, ikke i Norge, men i Køben­havn, i Aaret 1756. I Kobberstiksamlingen findes en Tegning af ham, »En Hjortejagt«. Hans og le Clercs Hustruer vare Søstre.

(Lengn. Stamt. og Petri K. Spengl. Art. Eft. S. 15. Kraft og Nyerups Lex. Busching, Nachr. I, 281. Krohn, l, 34.)

 

Croix. Frederik la Croix, Portrætmaler, sandsynligvis fransk af Fødsel, arbejdede omtrent 1701 i Warschau og synes senere at være indkaldt til Danmark. Her malede han bl. a. en Kopi af et konge­ligt Portræt (1727), Brystbillede af Biskop Peder Hersleb, stukket af Fritsch i Hamborg (1731), af Thomas Clitau, Notarius publ. i Bergen, stukket af J. H. Thiel (1735), af Joachim Daniel Preisler, Brand­major i København, stukket af Val. Dan. Preisler, samt af Frederik Rostgaard. Til dette Portræt synes han at have gjort den omhyggelig .udførte Tuschtegning, som er betegnet 1738 og bevares i Rigs-

 

186

archivet.1 Samtidig levede Johan Otto la Croix, som var Ridsemester og Skildrer i København; han var, rimeligvis i 1738, bleven gift med Anna Magdalene Fischer, der var Enke efter ham, da hun døde den 20. August 1763, 50 Aar gammel. Om disse Kunstnere ere Brødre, har ikke hidtil kunnet oplyses.

(Weinw.    S.  134  Sandv.,   S.   36.     Fiissli   Lex.   &  Suppl.  C. Bruun,     Rost-gaard, S. 302, 478 og 538.    Strunk.    Lengnik, Frue og Trin. K.    Rigsarch.)

1 Hvilket af Rostgaards Portræter der er malet af la Croix. er vanskeligt at sige; bag paa Portrætet i Universitesbibliotheket findes en Seddel, der angiver J. Hørner som Maleren.

 

187

Dahl. Christian Dahl, Maler, født i København, besøgte Kunstakademiet 1787—90, rejste senere til England, hvor han skal være bleven Theatennaler. Et Portræt af Prins Jørgen i Windsor Castle var af ham.

(Weinw., S.  198.    Akad.    Thaarup.)

 

Dahl. Hans Baltzer Dahl, Xylograf, Søn af Skrædermester Gustav Adolf (Sjodahl) Dahl (f. 1780 i Sverig, d. 1826 i Kbhv.) og Else Marie f. Grønbech (f. 1780, d. 1866), blev født i København den 26. Januar 1825. Han kom i Lære hos Xylograf Flinch, besøgte Kunstakademiet 1841 til 1848, da han rykkede op i Gibsskolen og har udstillet Prøver af Træsnit 1844—48. Senere har han arbejdet for »Illustreret Tidende« og medvirket til »Træsnit efter danske Kunstnere« udgivne af Foreningen »Fremtiden«. Den 28. Juli 1869 ægtede han Christiane Marie Nyholm (f. 1832), Datter af Skomager­mester Christian Christensen Nyholm (f. 1796, d. 1859) og Inger Elisabeth f. Rasmussen (f. 1796, d. 1853). I 1873 fik Dahl et Slag­tilfælde, som satte ham ude af Stand til at arbejde; dog levede han i denne sin Svaghedstilstand til den 30. Januar 1893. Blandt hans Arbejder kan nævnes Træsnit efter »Christian II's Rustning« og nogle omhyggelig udførte Træsnit til et lægevidenskabeligt Værk.

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Berl. Tid. Aften 2. Jan.

 

188

Dahl. Johan (Jan) Christian Clausen Dahl, norsk Landskabs­maler, født i Bergen den 24. Februar 1788, var Søn af Sømand, senere Færgemand Claus Trulsen Dahl (f. 1754, d. 1823) og Else Birgitte Johnsdatter Østen. Da han i sin Barndom viste Anlæg for Tegning, blev han ved Paaske 1803 sat i Malerlære hos Malermester og Dekorationsmaler Johan Georg Muller, som selv i sin Ungdom havde besøgt Kunstakademiet i København, og ikke alene paatog sig Dekorationsmaler! (Theaterdekorationer), men ogsaa gav Under­visning i Frihaandstegning. Under sin sexaarige Læretid, hvor Dahl havde det strængt nok, viste han dog saa meget Talent, at Adjunkt ved Latinskolen, Lyder Sagen, fattede Interesse for ham og søgte at fremhjælpe hans Udvikling. Han havde imidlertid, efter at han var bleven Svend, faaet en selvstændigere Stilling, som Bestyrer af en Enkes Malerværksted, og Lysten til kunstnerisk Udvikling blev mere levende hos ham. Lyder Sagen tilvejebragte nu, ved et Opraab til Venner og Kunstyndere i Bergen, et Pengebeløb, som var stort nok til, at Dahl i. Juli 1811 kunde tage til Danmark med Skibslejlighed. Den 26. August blev han landsat i Helsingør og slap derfra til København. Han fik vistnok strax Adgang til Kunstakademiet, der stod ham aabent som dansk Undersaat og Malersvend, og rykkede ret hurtigt op gennem Klasserne (i til 2 Kvartaler i hver) saa at han den 28. Marts 1814 kunde vinde den mindre, men dog først 1817 den store Sølvmedaille. Akademiets Uddannelse var imidlertid kun rettet mod Figurmaleriet; Landskabsmaleriet maatte han nærmest lære hos en af Professorerne. Han besøgte ogsaa Lorentzens Malerstue, men det synes ikke som dennes Indflydelse har været synderlig betydelig. I al Fald gav han sig strax i Lag med selvstændige Arbejder, som han baserede paa Studier efter de ældre Mestre i Samlingerne. Allerede fra 1812 har man saadanne naive Komposi­tioner, om ogsaa han da kun udstillede Kopier. Han søgte nemlig især at danne sig ved at kopiere ældre Billeder; dog kunde han allerede 1813 udstille et originalt »Prospekt fra Søllerød« ved Siden af flere Kopier. Men hans Udvikling skred rask fremad, og en Mængde i 1815 udstillede Billeder vakte almindelig Opmærksomhed. Samtidige Anmeldere kalder ham »en ung næppe 23 Aar gammel (han var dog 27], højst talentfuld Kunstner fra Bergen«, hvis Stykker »røbe et ualmindeligt Anlæg«, og Aaret efter, da han ligeledes udstillede en Del Billeder, hvoraf dog de tre var fri Kompositioner, kaldes han »Akademiets genifuldeste og største Forventninger opvæk-

 

189

kende   Eleve«.      Allerede   i   1815   solgte   han   et   stort   Billede   til Frederik VI, hvilket senere er kommet til den kgl. Malerisamling.

Kort Tid efter havde Dahl gjort Bekendtskab med C. V. Eckers-berg, der nylig var kommet hjem fra sin Stipendierejse; hans udvik­lede kunstneriske Fremstillingsævne maatte naturligvis gøre det stærkeste Indtryk paa Dahl, og paavirkede ham ikke alene i Retning af et grundigere Naturstudium, men ogsaa i Henseende til Farven og til Billedets hele Holdning. Dahl førtes derved, til (senere Konfr.) C. J. Thomsens store Sorg, bort fra Galleribilledernes ved Eftermørk-ning og Fernis brunede Toner til et friere og lysere Blik paa Naturen. Hvor gode Venner han og Eckersberg var bleven, ses vel bedst af det smukke Portræt, denne malede af Dahl i 1818 (se Frisen foran). Studierejser i forskellige af Danmarks Egne havde vakt Rejselysten, og allerede 1818 tænkte han for Alvor paa at komme udenlands. Det var maaske til Skade for Dahl i hans Udviklingstid, at han malede saa let og saa hurtigt; men det gavnede hans Status; han fik mange, til Dels store Billeder færdige, og da de tilfredsstillede Sam­tidens Fordringer, naaede han snart forholdsvis gode Priser. Hvor meget dansk han end følte sig endnu den Gang, var det dog Norges Landskab, hans Hu stod til, og naar han, navnlig paa Grundlag af Studier efter Everdingen, hvis Landskaber betegnes som norske, samt støttet til sine Ungdomsminder om Sergens Naturomgivelser, kom­ponerede Landskaber, var det helst »i nordisk Karakter«, og da han nu vilde rejse, var det af en indre Trang til at finde det norske Landskab, skønt han begyndte med at søge det alle andre Steder end i Norge selv. Med et usædvanligt glimrende Vidnesbyrd fra Kunstakademiet, rejste han, efter forgæves at have søgt Understøttelse fra Norge, der nu var bleven et selvstændigt Rige, for sine opsparede Penge til Dresden (1818) og senere derfra videre mod Syden. Fra dette Øjeblik gaar Dahl mere og mere ud af Danmarks Kunst­historie, for ved al sin Stræben og Higen at tilhøre Norge, paa samme Tid som han ved sit livsvarige Ophold i Dresden ogsaa kom til at tilhøre Tyskland og blive et betydningsfuldt Led i dets Land­skabsmaleris Historie ved at bryde Banen for et paa friere Natur­studium og sandere Opfattelse grundet Landskab. Men hvor meget han end saaledes gled bort fra Danmark, følte han sig dog stedse i Slægtskab rned dette sit Fosterland, hvor han vedblev at udstille sine Billeder, saa længe han levede og malede, ligesom ogsaa ikke faa danske Mænd gjorde Bestillinger hos ham, som hos deres egen Landsmand. I Dresden, af hvis Akademi han blev Medlem (1820),

 

190

ægtede han den  12. Juni s. A. Dorothea Franzisca Friederiche Emilie von Block,   Datter   af Baron Peter Ludwig Heinrich  von  Block  og Caroline von Bege (d. allerede 1816).    Strax efter Vielsen rejste han alene over Miinchen til Italien,   hvor han   opholdt  sig  et Aars Tid. Et Tilbud fra Danmark, hvorved han rimeligvis for stedse vilde være bleven knyttet til dette Land,   kom af ukendte Grunde ikke i Stand, og han vendte 1821  tilbage til Dresden, hvor han blev Professor og forblev   sit  øvrige Liv,   fraregnet  mindre  Rejser,   f. Ex.  et Besøg  i København (1826), der foranledigede, at han Aaret efter, paa et ind­sendt Arbejde   »En norsk Søkyst«,   blev Medlem   af Akademiet  her (30. Juli 1827).     Paa   samme   Rejse var  han   første  Gang efter   15 Aars Forløb i Norge, hvor Glæden over at se ham udtalte sig stærkt og levende.    Senere besøgte han Norge flere Gange og  gav derved efterhaanden   sine   norske Landskaber et   stedse  ægtere  og  oprinde-ligere   Præg   af  selvstændigt   Naturstudium.     Den   24. August   1827 mistede  han  sin Hustru,   og  Sorgen  over   dette  Tab  gjorde   ham   i Førstningen mere modtagelig for et Tilbud fra Prins Christian i 1828, om efter   Lorentzens  Død   at   blive   Professor   ved   Kunstakademiets Modelskole i København.   Han indledede Forhandlinger med Akademiet i Dresden om at opnaa bedre Vilkaar ved dette;   men  selv efter at disse var glippede,   kunde han dog ikke løsrive sig fra Dresden,   og gav  Prinsen  bestemt Afslag   paa   hans  Tilbud.     Sin   anden  Hustru, Amalie von Bassewitz (f.  15/2  1794), fra Schlesien, hvem han ægtede i Januar 1830, mistede han den n. December s. A. i hendes første Barselseng, og dette andet Dødsfald, der fulgte et Aarstid efter Tabet af  to  smaa Børn af hans  første Ægteskab,   gjorde  et overvældende Indtryk paa ham og hæmmede, i Forbindelse med en indtraadt Øj en-svaghed, i høj Grad hans Virkelyst.    Imidlertid tilhører Dahl, senest regnet fra  1828, hverken i sit Liv eller i sin Virksomhed den danske

Kunsthistorie,   og   der  maa  om  hans  hele Betydning   som Kunstner henvises til den store,  omhyggelig udarbejdede Levnedstegning,   som nævnes nedenfor.

Dahl vedblev dog at følge Norges og Danmarks kunstneriske og literære Liv med megen Opmærksomhed og har særlig Fortjeneste af at have fremdraget de Minder om norsk Træbygningskunst, Tiden endnu havde levnet, ved paa egen Bekostning at udgive et Værk om de norske Stavkirker paa Tysk (Dresden 1837). Af de syv Land­skaber, den kgl. Malerisamling i København ejer, vidne allerede de ældre, helt komponerede Billeder om den Sans for storslaaet Virk­ning, som udmærkede Kunstneren. Da senere dette Fortrin forenedes

 

191

med et grundigere Naturstudium, fremkom Billeder som den ejen­dommelige Gengivelse af Vesuvs Udbrud og det storladne Vinter­stykke fra Vordingborgegnen (begge i den kgl. Malerisaml.). Dahl døde i Dresden den 14. Oktober 1857.

(A. Aubert, Maleren, Professor Dahl, Kristiania 1893—94. Norsk ill. Ny-hedsblad efter H. Wergeland. Fdl. 1857. Weinw. Lex. Østs Archiv II, S. 65. Nord. Konv. Lex. Nord. Familjebok. Skild. 1815, Sp. 449. 1816, Sp. 454. 1818, Sp. 430. 1819, Sp. 450. 1821, 34. April. 1823, Sp. 443, 1826, Sp. 47, 177—81 [Levned efter Bergens Beskriv, af L. Sagen og H. Foss]. 1829, Sp. 1425. Dske Saml. 2. Række I, S. 318. Kordes Lex., S. 516—27. Kraft og Lange, Norsk Forf. Lex. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. 1812—55.)

 

Dahl. Johan Vilhelm Ludvig Dahl, Maler og Lithograf, Søn af Sognepræst Laurits Esbern Dahl (f. 1791, d. 1847) °g Therese Sofie født Moreau(f. 1793, d. 1874), blev født i Randers den 26. Juli 1818, tog dansk juridisk Examen og indtraadte 1848 som Assistent i Krigs­ministeriet, i hvilken Stilling han forblev og fik Titel af Krigssekretær. Han blev 1850 gift med Andresine Hansen, Datter af Skomagermester Hansen her af Staden. Af Kærlighed til Kunsten lagde han sig efter Landskabstegning og Lithografi under J. Hellesens Vejledning og lærte at male af Carsten Henrichsen. Dahl arbejdede et Par Aar som Lithograf hos Bærentzen & Co. og har udstillet nogle Landskabs­malerier 1862—66. Han døde den 13. Januar 1885.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Dahl. Niels Carl Michaelius Flindt Dahl, Sømaler, blev født den 24. Marts 1812 i Faaborg, og var Søn af Kammerraad, Told­inspektør Arent Dahl (d. 1819) og Anna Cathrine Elisabeth f. Lund (d. 1869). Han kom 1830 i Malerlære i København og besøgte Kunstakademiet (1835—42)> men gik ud af Gibsskolen. Samtidig uddannede han sig i C. V. Eckersbergs Atelier til Sømaler og lagde sig tillige med megen Iver og Dygtighed efter Perspektivlæren, saa at han blev kaldet til Lærer ved Perspektivklassen fra i. Oktober 1842 indtil s. D. 1848. Han foretog 1840 sin første længere Sørejse, besøgte .Lissabon, hvorfra han malede et Parti, der 1843 blev købt til den kgl. Malerisamling. Kun sex til syv Aar var han gift (1844—26/3 1850) med Pauline Birgitte født Weber, som ved Døden efterlod ham et Par smaa Børn. I 1849 fik han den Neuhausenske Præmie og i 1852 Akademiets Understøttelse til en Udenlandsrejse, paa hvilken han var borte i tre Aar (1852—55), idet han mest

 

192

opholdt sig i Kystegnene ved Middelhavet. Den n. Maj 1857 blev han agreeret af Kunstakademiet, men fik ikke udført Medlemsstykke inden Fundatsens Forandring. Hans sidste større Arbejde var »Sø-træfningen ved Helgoland« (1864), som tilhører den kgl. Maleri­samling, der, foruden de ovennævnte, ogsaa ejer »Fregat i Storm« (1846). Dahl døde den 7. April 1865 i København. Han havde tilegnet sig sin Lærers Troskab mod Naturen og grundige Kendskab saavel til Perspektiven som til Skibenes Bygning, men han savnede dennes fine Øje for Form og Bevægelse, ligesom ogsaa hans Farve ofte var uden Selvstændighed og Sikkerhed. Arbejder af ham var udstillede 1837—65.

(111. Tid. 1865, Nr. 291. Kst. og Æsrh.. S. 190. Bricka. IV, 141. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Dahl. Viggo Albert Dahl, Architekt, født i København den 3. December 1860, er Søn af Murer Carl Ejnar Dahl (f. 1835, d. 1891) og Anna f. Olsen. Efter sin Konfirmation kom han i Murerlære 1874, blev Svend 1878 og blev samtidig fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra den i. Oktober 1878 til den 25. Maj 1886, da han fik Afgang som Architekt. I 1890 og 1892 konkurrerede han til Guldmedaillen. Han har været Konduktør, dels hos V. Th. Walther, dels hos Ove Petersen, ved hvis Død, Februar 1892, det blev ham overdraget at fuldføre Restaurationen af Tirsted Kirke paa Lolland, dels hos Martin Borch ved Opførelsen af Provinsarkivet i Odense. Desuden har han opført nogle Privatbygninger.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Dahlerup. Hans Birch Dahkmp, Billedhugger, født den i. April 1871, var Søn af Kancellist, Baron Hans Just Vilhelm Dahlerup (d. 1876) og Ursula Signe Sofie f. Holbech, Datter af Maleren N. P. Holbech; hans Farfader, efter hvem han var opkaldt, var Viceadmiral Baron Dahlerup. Da han som Barn viste kunstnerisk Anlæg, blev han, 17 Aar gammel, Elev af Billedhugger Saabye, og kom i Februar 1889 ind i Akademiets Almindelig Forberedelses­klasse, som han dog kun besøgte et Par Semestre. Samme Aar havde han en Buste paa Foraarsudstillingen og rejste i Maj 1890 til Paris, hvor han om Vinteren arbejdede hos Billedhuggeren Chapu. Efter at være vendt tilbage til Danmark tog han til Wien for at faa Bestilling paa et Mindesmærke over hans Farfader, og derefter i

 

193

Slutningen af 1891 til Paris, hvor han vilde udføre Skitsen dertil. Hans stærkt udviklede Nervøsitet havde allerede haft Karakter af Sygdom, inden han rejste, og efter et Par Maaneders Ophold i Paris døde han for sin egen Haand den 15. Januar 1892. Paa Foraars-udstillingen s. A. saas en Buste af Pastor Dahlerup, og en »Hunde­hvalp« i Gibs. De Forventninger, der næredes til hans Talent, blev saaledes brat afbrudte.

(Priv.   Medd.     Akad.     Udst.   Fortegn.     Nationaltid.  16/,   1892.     Berl.  Tid. ">/,  1892.)

 

Dahlerup.    Jens   Vilhelm Dahlerup,   Architekt,   Søn   af Stifts­provst   Michael   Henrik   Ludvig   Dahlerup   (f.  1802,    d.  1889)    og Susanne Marie født Le Sage de Fontenay (f.  1805, d. 1885), er født i Norup  Præstegaard  ved  Mariager  den   4. August 1836.     Et Brud paa den højre Arm, som han fik i sit sjette Aar, hindrede ham dog ikke i  at følge hans Lyst til Tegning.    Da  han  blev Elev i Aarhus Kathedralskole, fik Tegnelæreren, Adjunkt Høegh-Guldberg snart Øje for hans Talent,   og  sørgede  for,   at  han  kom  paa  Tegneskolen;   i 1853 kom han til København,   hvor han efter nogen Vaklen mellem at blive Maler eller Bygmester, bestemte sig for det sidste Fag.   Han blev  1856 Elev af Akademiet, vandt  1857  den Neuhausenske Præmie for Dekorationsmaler!,   »Korhvælving i en Landsbykirke« ; i December s. A. vandt han den mindre og i Marts  1858 den store Sølvmedaille i  Bygningsskolen,   derefter   i   1859  den  Hansenske  Medaille  (Æres-medaillen) og en Neuhausensk Præmie,  1861  den mindre og 1862 den store Guldmedaille, sidstnævnte for  en luthersk Hovedkirke i gothisk Stil.    Samtidig   arbejdede  han  under  G.  Hetsch   og H. J. Nebelong som Tegner og Konduktør.     Efter i  sin Studietid  at have foretaget flere   mindre  Rejser  var   han   1864—66   paa  en længere Udenlands­rejse   med   Akademiets   store    Stipendium.      Foruden   nogle    større Restaurationer af Herregaarde og Kirker er hans vigtigste Bygninger: Toldbodbygningen   i København   (den   gamle  Toldbod)   og   Iselinge Hovedgaard   ved Vordingborg,   i   Forening   med  F. Bøttger   (1868), Hotel d'Angleterre, som han opførte fra ny i 1872, det nye kongelige Theater, som han byggede   1872—74  i Forening med Ove Petersen, en Villa  i  Rosenvænget (1876),   i  Nysted   for  Professor  A. Munch (1878),  Carlsberg Bryggeriet (1884),  Jesuskirken i Valby (1886—91), Kunstmuseet   sammen   med  Georg  Møller   (1892—95),   Glyptotheket (1893—95)   samt en Mængde  andre  Bygninger.     Af  andre  Værker maa   fremhæves   Huitfeldt-Søjlen   paa   Langelinie   (1880),    Dronning

N. K. L.     I. Juni 1855.                                                13

 

194

Louises Bro, et præmieret Udkast- til et Monument for Vittorio Emanuele i Rom m. m. Dahlerup har tillige, med sit fremragende dekorative Talent, været en betydningsfuld Støtte for Kunsthaand-værket, idet han har været kunstnerisk Vejleder for Orlogsværftet, for Severin og Andreas Jensens Møbelværksteder, for Kunstflids-lotteriet, for Hertz's Guldsmedeværksteder og overalt fremkaldt Arbejder, der have vakt Opmærksomhed. Den 25. April 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet, i 1875 fik hanTitel af Professor; den 7. April 1883 blev han Ridder af Danebrog, i 1887 blev han Medlem af Akademiraadet, i 1889 Akademiets Delegerede ved det techniske Sel­skabs Skole, den 26. Maj 1892 Etatsraad. Den 18. December 1885 ægtede han Marie Vilhelmine Koch, en Datter af Provst Hans Peter Christian Koch (f. 1803, d. 1887) og dennes anden Hustru, Alvilda Cordelia Vilhelmine f. Jensen (f. 1833, d. 1862).

(Priv. Medd. Bricka, IV, 148. Tdsk. f. Kstind. VIII, S. I flg. Elvins Statskal. Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn.)

 

Dajon. Nicolaj Dajon, Billedhugger, rimeligvis af indvandret fransk Familie, var født den 21. Januar 1748 og var Søn af Material­forvalter Frants Dajon (d. 1794) og Agnete f. Plum (d. 1787). Han besøgte Kunstakademiet fra 1759, vandt 1764—65 de tvende Sølv-medailler, hver to Gange, og 1766 strax den store Guldmedaille for Opgaven »Israeliterne samle Manna i Orken« (se Abildgaard). Han var tillige Lærling af Wiedewelt, hvis Vidnesbyrd han paakaldte, da han 1771 søgte Rejsestipendium. Han foreviste 1774 en Statue, »Jupiter«, og 'to Relieffer, som Akademiet »var meget vel tilfreds med« og opnaaede endelig 1775 det ved Beekens Hjemkomst ledige Stipendium. Fra Rom, hvor han modtog et meget karakteristisk Brev fra Wiedewelt, hjemsendte han 1778 en »Paris« i halv naturlig Størrelse, og fik efter Hjemkomsten (1781) til Opgave for Reception »Østersøens Forestilling i en Figur«, hvorpaa han den 28. Juli 1783 enstemmig blev optaget til Medlem af Akademiet. Han ledede Under­visningen i Modellering i Ornamentskolen, indtil han efter Wiedewelts Død blev Professor ved Modelskolen (16. Febr. 1803); 1815 og 1818 valgtes han til Akademiets Direktør, hver Gang for tre Aar. Han døde ugift den 12. December 1823 (se P. Jochumsen). Dajon var en aaben og elskværdig Natur, uden fremragende Talent, men ogsaa uden Lyst til at gælde for mere, end han var. I hans yngre Aar tilbød der sig ikke noget betydeligere Arbejde for ham, og da han 1792—97 skulde udføre tvende Statuer til Frihedsstøtten,

 

195

»Tapperhed« og »Borgerdyd« eller »Fædrelandskærlighed«, forsmaaede den beskedne Kunstner ikke at følge sin aandfulde Kunstbroder Abild-gaards Vejledning i Anordningen af disse Billedstøtter. Blandt hans andre Arbejder kan nævnes en Buste af Bérnstorff, som nu er paa Rosenborg, en Buste af Frederik VI, som sendtes til Vestindien (?) og Tordenskjolds Mindesmærke i Holmens Gravkapel, hvilket han udførte i Forening med P. Malling (1818—19). For øvrigt indskrænkede hans Virksomhed sig til nogle faa Portræter og Gravmæler, saaledes bl. a. Weidenhaupts paa Assistens Kirkegaard. Hans Portræt er malet af H. Hansen som dennes Medlemsstykke.

(Weinw., S. 180 og 217. Lengnick [Fam. Plum]. Skild. 1803, Sp. 128; 1805, Sp. 1592; 1819, Sp. 909; 1829, Sp. 948. Bricka, IV, 152. Adresseav. 1823, Nr. 295. Salon 1794, 1815. Reitzel. Udst. Fortegn. 1823. Akad. Rigs-arch. Jfr. en kortfattet Biogr. i Thaarup Fdl. Nekrol. S. 184, hvor en Del af hans Værker nævnes.)

 

Dalgas. Carlo Edoardo Dalgas, Dyrmaler, født den 9. November 1820 i Neapel, var Søn af Jean Antoine Dalgas (f. 1787, d. 1835), Købmand og dansk Konsul i Livorno, og Johanne Thomine født de Stibolt (f. 1792, d. 1871), begge dansk fødte. Han kom til Køben­havn for at opdrages, blev sat i Malerlære hos Kongslev og begyndte 1837 at besøge Kunstakademiet, hvor han 1845 vandt den mindre Sølvmedaille i Modelskolen. Fra 1843 til 1848 udstillede han en Del Landskabsbilleder med Dyr, der vakte gode Forventninger om hans Fremtid. For et af disse, »Parti ved et Dyrskue«, vandt han 1847 enstemmig den Neuhausenske Præmie; et andet, et af hans sidste Billeder, »En Faareflok«, blev købt til den kongelige Maleri­samling. Imidlertid var Akademiets Rejseunderstøttelse bleven til-staaet den unge, lovende Kunstner 1848, da Krigen kaldte ogsaa ham som Frivillig, og han naaede aldrig at nyde godt af Stipendiet. Han deltog i alle tre Felttog, blev Officer og var som Premierløjtnant ved den tiende Bataillon med i Krigens sidste Fægtning, Affæren ved Møllhorst, hvor han blev saaret den 31. December 1850 og udaandede, kort efter at det nye Aar var gryet. I Kobberstik­samlingen bevares en Del Tegninger af ham, der vidne fordelagtigt om hans Talent og Flid. Hans Portræt er tegnet af P. C. Skov-gaard, udg. i Overtryk paa Sten.

(Erslew Lex. Suppl. II, S. 322—23. Vaupell, Krigen 1850, S. 348—49 og 402. Bricka, IV, 157. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd.)

13*

 

196

Dalhoff. Jørgen Balthasar Dalhoff, Modelerer, født den 11. No­vember 1800 i Ørslev paa Falster, var Søn af Sognepræst Peder Dalhoff (f. 1757, d. 1827) og Anne Margrete f. Plesner (f. 1766, d. 1817). Han kom 1815 i Guldsmedlære i København og fik snart efter Adgang til Kunstakademiet, hvis Ornamentklasse han besøgte endnu i 1819. Under en med offentlig Hjælp foretagen Udenlands­rejse henvendte han sig 1826 fra Wien til J. L. Lund, for at opnaa Rejseunderstøttelse fra Akademiet, hvilket dog ikke lykkedes. Der­imod fik han i 1837 til en senere Rejse 500 Rdl. fra Fonden ad usus publicos. Fra 1827 var han Lærer i Modelering ved Kunst­akademiet, dog som det synes først fra 1836 som fast Informator; han fratraadte denne Stilling i 1864. Overfor Haandværkslavene anerkendtes han 1828 som »Kunstner«, og som saadan har han i 1829 udstillet tre Buster. Hans øvrige udstillede Arbejder tilhører, ligesom i det hele hans daadrige Liv, Kunsthaandværket, hvorom maa henvises til de udførlige Fremstillinger, Professor C. Nyrop har helliget hans fortjenstfulde Virksomhed i forskellige Værker. Dalhoff blev 1829 gift med Vilhelmine Henriette Hanuschke (f. 1806, d. 1853) og (1856) i andet Ægteskab med Historiemaler Eddeliens Enke, Olivia Francisca f. Hjorth (f. 1818, d. 2r/i 1892, se Eddelien). Han døde selv den 2. Marts 1890.

(Bricka, IV, :6o, hvor andre Kilder anføres. Akad. Reitzel. Udst. For­tegn. Rigsarch. Statskal. Berl. Tid. ""i, 1892.)

 

Dall. Hans Mathias Holten Dall, Landskabsmaler, født i Øster-Skerninge paa Fyn den 24. Juni 1862, er Søn af Skolelærer Peder Dall (f. 1825, d. 1891) og Johanne f. Jensen (f. 1828, d. 1887). Efter at have nydt nogen Tegneundervisning i Svendborg kom han 1879 til København, blev sat i Malerlære og besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han den i. Oktober 1880 traadte over i Akademiets Skoler; disse gennemgik han og fik den 30. Januar 1889 Afgang som Maler. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet, udstillede første Gang ved en Decemberudstilling i 1885 og fra 1886 ved de aarlige Foraarsudstillinger. Hans Billeder begyndte snart at vække Opmærksomhed, saa at han ved Udstillingen i 1890 fik den Sødringske Opmuntringspræmie for »Bygevejr ved Hundested Fiskerleje«, en Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 400 Kr. og i December tillige det Bjelkeske Legat (600 Kr.), som fornyedes det følgende Aar. I 1891 vandt han ogsaa den Neuhausenske Præmie for »Efter Regn; Landskab fra Thy« (Nr. 105). I 1893, da han

 

197

atter konkurrerede for den samme Præmie, forsøgte han en anden — maaske vel pastos — Malemaade, hvori hans Fortrin mindre kom til deres Ret, og fik ingen Præmie. Ved Nytaar havde han faaet en Understøttelse til Fortsættelse af sine Studier fra den Raben-Levetzau'ske Fond og den 17. Maj s. A. ægtede han Cathrine Krarup, Datter af Forpagter Alfred Krarup (f. 1842, d. 1873) og Thora Mathilde Margrethe f. Henckell (f. 1842, d. 1877).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Dall. Nikolaj Thomas Dall, Maler, fra første Halvdel af forrige Aarhundrede, virkede som Kunstner i England mindst fra 1760 og blev 1771 Medlem af Kunstakademiet, i London. Han var ogsaa Theatermaler og døde 1777; men han tilhører altsaa, uagtet sin danske Byrd, ikke Danmarks Kunsthistorie.

(Bricka, IV,  162  efter eng. Kilder.)

 

Dalsgaard. Christen Dalsgaard, Maler, Søn af Hovedgaardsejer Jens Dalsgaard og Christiane født Rasmussen, er født paa Hoved-gaarden Krabbesholm ved Skive den 30. Oktober 1824. Han besøgte Kunstakademiet i København fra 1841, blev 1846 Elev af Akade­miets Modelskole og malede samtidig hos Rørbye indtil dennes Død. Dalsgaard har ikke rejst udenlands, men han har udstillet fra 1847 og har flere Gange vundet den Neuhausenske Præmie, saaledes 1859 for »Jydske Bønderfolk, der nyde Nadverens Sakrament i Hjemmet« og to Aar efter for »En Kones højtidelige Kirkegang efter Barselfærd«. Ved Udstillingen 1861 blev dette Billede ogsaa hædret med Ud-stillingsmedaillen og købt til den kongelige Malerisamling. Af hans andre Arbejder var allerede (1854) »En Fisker viser sin Datter en Baad« købt til Malerisamlingen, ligesom to Aar efter (1856) »Mor­monerne« købtes af »Selskabet for nordisk Kunst« (senere afhændet til den kgl. Malerisaml.). Det var det Billede, hvori Kunstneren, efter en lang Gæringstid, paa en overraskende Maade viste sig som Herre over sine Fremstillingsmidler. Det vandt strax fortjent Opmærksomhed og blev gengivet blandt »Billeder efter danske Malere«. Forsøg med vanskelige Opgaver hæmmede atter Kunstnerens Virksomhed, indtil han i »Udpantningen hos en Bødker« beherskede en fra Belysningens Side højst vanskelig Opgave, paa samme Tid som det store Billede ikke savnede Kunstnerens sædvanlige Fortrin i psychologisk Hen­seende. Det blev udstillet 1860, købt til den kgl. Malerisamling og gengivet blandt »Billeder efter danske Malere« ligesom det tidligere

 

 

198

nævnte »Kirkegangskonen«. Dalsgaard, som tidligere udelukkende havde syslet med Almuens Liv og Færd i hans Hjemstavns Egn i Jylland, løftede nu Blikket udover andre af Livets Kredse, og malede dels en Række Altertavler og nogle historiske Billeder, dels Gen­givelser af den dannede Middelstands Liv. Blandt Billeder fra hans Manddomsaar bør nævnes »Blicher paa Heden« (1867) til Lehmanns Samling af Digtere, »En gudelig Forsamling i en Bondestue« (1870), »Stengangen i Sorø Akademi« (1872), »Desserten« (1875). Dals­gaard, som 1858 havde ægtet Marie Hansen, Datter af Byskriver Hansen i Skive, blev 1862 ansat som Tegnelærer ved Akademiet i Sorø og har siden levet der. Han blev Medlem af Kunstakademiet den 19. Februar 1872, blev 1879 Ridder af Danebrog, fratraadte sin Stilling ved Sorø Akademi den 19. Aug. 1892 og blev samtidig udnævnt til Professor. Blandt hans senere Arbejder kan, foruden en Række mindre Livsbilleder, hvori næsten altid den unge Piges Kærlighedsfølelse er smukt udtrykt, nævnes Kunstnerens eget Portræt, malet til Udstillingsfonden (1882).

(Priv. Medd. Bricka, IV, 164. Jul. Lange, Nutidsk., 235—259. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Dam. Niels Dam, Architekt, Søn af Visiter Jens Sørensen Dam (f. 1721, d. 1770) og Maren Nielsdatter Giessing (f. 1739, d. 1810), blev født i København og døbt den 15. Oktober 1761. Han vandt 1781—84 Kunstakademiets Solvmedailler, 1791 den mindre og 1797 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Raadhus«. Efter at han forgæves havde søgt om en Informatorplads og om Akademiets Rejse­stipendium, fik han endelig i 1804 »ved kongelig Naade og danske Kunstelskeres Patriotisme« en Rejseunderstøttelse af »ongefær« 500 Rdl. d. C. (1600 Kroner) aarlig i tre Aar; egentlig havde han kun 250 Rdl. d. C. af Fonden ad usus piiblicos, som dog ved hans Hjemkomst i 1808 gav ham en Gratifikation af 200 Rdl.; Resten var privat Hjælp. Dam var den første danske Kunstner, der rejste for at studere Landbygningskunsten, og uagtet Rejsen egentlig kun galdt Nord­europa, fik han dog Lejlighed til ogsaa at besøge Italien. Efter Hjemkomsten søgte han Understøttelse af Akademiet, som ønskede at se hans Arbejder; det roste dem, men han opnaaede ikke nogen Understøttelse. Inden sin Rejse (i 1800) havde han indsendt et Udkast til et Raad- og Domhus paa Nikolaj Kirkes øde Tomt, som vandt Bifald hos Akademiet, og det synes endog, som om der har været Spørgsmaal om virkelig at udføre det. Ellers kendes intet til

 

199

hans Virksomhed, uden at han i  1818 udgav  »Noget om den borger­lige Bygningskunst   for  Bygmestre«   og  s.  A.   søgte   Tjenesten   som kgl. Bygmester i Aalborg; men han maa ikke have faaet den. (Akad.    Skild. 1805, Sp.  1643.    Erslew Forf. Lex. I, 323.)

 

Damm. John (Johan) Frederik Damm, Blomstermaler, født •den 24. April 1820 i Gøteborg, hvor hans Fader Claes Henrik Damm (f. 1791, d. 1850) den Gang var Vinhandler, blev opdragen i Helsingør, da Faderen, efter at hans Forretning var gaaet tilbage, i 1834 flyttede dertil og fik en Plads som Bogholder; Moderen hed Johanne Frederikke, f. Back (f. 1794, d. 1859). Efter sin Konfirma­tion lærte Damm Malerhaandværket i Helsingør og kom 1840 til København for at besøge Kunstakademiet, hvor han ved Ottesens Paavirkning lededes til at kaste sig over Blomstermaleriet. Et af de første Arbejder, han udstillede (1846), et Frugtstykke, blev købt til den kongelige Malerisamling. Faderens Sygdom nødte ham til (1849) at vende tilbage til Helsingør, hvor han siden levede og ernærede sig, dels ved industriel Virksomhed, dels som Tegnelærer. Efter 1850 har han derfor kun sparsomt kunnet dyrke Kunsten og har kun udstillet nogle faa Billeder; sidste Gang i Aaret 1866. Han døde ugift den 10. (n.) April 1894.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Danchel. Folkmar Poulsen Damhel, Kobberstikker, var Søn af Sognepræst Poul Poulsen Danchel (f. 1638, d. 1681) og dennes anden Hustru, Anna Cathrine Folkmarsdatter v. Stocken; han blev født den 24. December 1672 i Købeløv, blev 1691 Student fra Ny­købing paa Falster, blev personel Kapellan hos den residerende Kapellan ved Trinitatis Kirke i København, Poul Andersen Holm (gift med Anna Mogensdatter Drejer) og den 15. Juli 1696 gift med deres Datter Anna Margrete Poulsdatter Holm (f. 1672, d. 1738) samt Løfte paa at blive Holms Efterfølger, hvilket ogsaa skete den 20. Januar 1697, da denne døde; 1698 blev han Magister. Han kaldes »en Engle-Mand saavel af Ansigt som af Væsen, meget sindrig, kløgtig og fuld af Paafund; han forstod desuden baade Kobberstikker-og Drejer-Kunsten«. Han har tegnet og stukket flere Portræter, saaledes sin Svigerfaders og sit eget Portræt. Han blev tilsidst (1720) Præst ved Helliggejstes Kirke og døde i Juli 1726, idet han »pro­feterede sin Død forud i en Præken«.

(Wiberg.    Dske Sml. IV, 84.    Geneal. Inst.    Strunk.    Bricka, IV,  171.)

 

200

Daniel. Peter Støhrmann Daniel, Billedhugger, Søn af Jordbruger Peter Daniel (f. 1777, d. 1828) og Cathrine Margrete f. Støhrmann (f. 1801, d. 1879), er født den 7. Oktober 1821 i Oldensworth i Landskabet Eiderstedt. Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære, blev Svend, men viste, ved et tilfældig udført Arbejde Anlæg for Modelering og kom til København. Med en lille kongelig Under­støttelse besøgte han Kunstakademiet fra Oktober 1845, og arbejdede samtidig hos H. V. Bissen, vandt 1848 (Marts og Dec.) mindre og store Sølvmedaille for Modelering og 1849 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Salomons Dom«. Derefter deltog han lige til 1857 i Konkurserne for den store Guldmedaille, dog uden at faa den. Af hans Arbejder maa nævnes de to Figurer foran Blindeinstitutet, »Gæst­frihed« for Architekt Stilling og »Christus« til Hoor Kirke i Sverig (1880). Daniels Hovedvirksomhed var dog at udføre anatomiske Præparater i Vox og Figurer til Voxkabinetter; han var Panoptikons første Modelerer og ledede Støbningen i Vox. Han er ugift.

(Priv. Medd.    Akacl.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

David. Frederik Ludvig David eller Davidsen, Maler, født 1737, var den første, som vandt den mindre Sølvmedaille ved det nyoprettede Kunstakademi (1754) og to Aar efter den store Sølvmedaille (1756). Senere levede han som Tegnelærer og døde som saadan paa Frederiksberg den 15. November 1789, i en Alder af 52 Aar.

(Btisching Nachrichten, III, 667. Thieles Kstnstat. Adresseav. 1789, Nr. 257. Akad.)

 

Degen. Johan Philip Gaspar Degen, Portrætmaler, født 1738 i Wolfenbiittel, var Søn af den brunsvigske Kapelmusikus Gerhard Degen og havde Ansættelse som Porcelænsmaler, men var af Fag egentlig Violoncellist. Som saadan fik han 1771 Plads i det kgl. danske Kapel. Her dyrkede han ogsaa Miniaturmaleriet og var som Kunstner meget yndet af Enkedronning Juliane Marie, for hvem han malede mange Billeder, »de fire Aarstider«, »de tolv Maaneder« og lign. Dog malede han helst Konkylier. Han var gift med Henriette Regine Schultz og døde i København 1792.

(Sperglers Art. Efterr., S.  15.)

 

Deichmann. Jens Christian Deichmann, Billedhugger og Tegner, Søn af Varemægler Jørgen Deichmann (f. 1799, d. 1875) °g Caroline Elisabeth f. Fjeldsted (f. 1808, d. 1858), er født den 31. Juli 1832

 

201

i København. Han besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1848 til Januar 1857 som Modelerer og arbejdede fra 1849 som Billedhugger i H. V. Bissens Værksteder. Senere vilde han være Maler og besøgte paany Kunstakademiets Modelskole i 1865. Han har 1852 udstillet en Portrætbuste af sin Fader og udførte til Frimurerlogen en Buste af Pastor Visby; han lever som Tegner. Som saadan har han arbejdet dels for 111. Tid., dels for »Punch«, dels selvstændigt, f. Ex. »Kongerne Frederik VII's og Carl XV's Indtog gennem Vesterport« (lith. af Kittend. & Tegner) og en Række paa 40 kolorerede Blade, forestillende ældre københavnske Gadeoriginaler. Den 21. November 1879 ægtede han Johanne Oline Jensine Corinth, Datter af Hus­tømrer Johan Gottfried Corinth og Lucie Frederikke f. Kirck (f. 1814, d. 1869).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Deram. Christoffer Deram, Miniaturmaler, født »østerpaa« i Norge (1750?), gik til København for at uddanne sig til Maler og fik 1780 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet. Han rejste udenlands for at uddanne sig videre, men døde midt i sin Kunsts og Virksomheds Blomstring i Neapel i September 1789. Hans Malerier roses.

(Weinw., S.  194.   do. Lex.   Høyens Papirer.   Berl. maanedl.   Statstid.  1790.)

 

Deuntzer. Johan Jakob Deuntzer, Architekt, født i Køben­havn den 19. September 1808, var Søn af Murmester, Kaptajn i Brandkorpset, Johan Gaspar Deuntzer (f. 1771, d. 1835) og Ane Margrethe Vilhelmine f. Reimert (f. 1769, d. 1837). Som Dreng kom han i Oktober 1819 ind paa Akademiet, besøgte dels Tegneskolerne, dels Bygningsskolerne, vandt 1829 den mindre, 1833 den store Sølv­medaille, i Mellemtiden to Gange Pengepræmie og endelig i 1834 Æresmedaillen (Hansens Med.) i Architekturen for »En Markedsplads«. Efter en Tidlang at have arbejdet som Tegner og Konduktør hos J. H. Koch, tog han den 18. Maj 1850 Borgerskab som Murmester og virkede siden som saadan. Den 19. Juli 1840 ægtede han Sofie Margrethe Kornbech (f. 1815, d. 1892), Søster til Murmester J. H. Korn-beck (se P. Kornbeck), som selv var gift med Deuntzers Søster. Han var Fader til Professor juris J. H. Deuntzer, og døde den n.Juni 1875.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

202

Dich. Johanms Dich, Architekt, født i København den 28. Marts 1865, er Søn af Snedker-(Stolemager-)mester Lars Christian Dich (f. 1816, d. 1887) og Margrethe Charlotte f. Peronard (f. 1832, d. 1867). Efter Moderens Død blev han opdragen hos dennes Forældre i Randers, hvor han tog Præliminærexamen. Derefter kom han i Murerlære i København, blev Svend og fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Oktober 1883 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Den 28. Maj 1894 ægtede han Dagmar Termansen, Datter af Mølleejer Christian Joachim Termansen (f. 1838) og Elisa Antoinette Danielle f. Krabbe (f. 1832, d. 1884). Han har i flere Aar arbejdet hos V. Dahlerup og Albert Jensen.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Diderichsen. Christian y Julius Diderichsen, Billedhugger, Søn af Brændevinsbrænder Peter Diderichsen og Ellen født Hansen, er født i København den 8. November 1823. Efter at have besøgt Kunstakademiets Tegneskole (1833—38) og uddannet sig i Modelering under Ciselør Lodberg og Medaillør Chr. Christensen, tog han Borger­skab som Guldsmed og Ciselør og virkede som saadan indtil 1864. Da han dog stadig havde Lyst til Billedhuggerkunsten, fandt han Lejlighed til at udføre plastiske Arbejder som Guldsmed, saaledes tvende Billdstøtter til Hest (Frederik VII og Grevinde Danner) ciselerede i Sølv m. fl. Hans sidste Arbejde i denne Retning var en ciseleret Vase (forsølvet Malm) til H. C. Andersens Minde. Som Guldsmed udførte han Prinsesse Alexandras Brudesmykke, der har været udstillet i København og London. For sin Virksomhed i denne Retning har han Fortjenstmedaillen i Guld og en Udstillings-medaille fra Verdensudstillingen i London 1862.

Fra 1864 opgav han Guldsmedkunsten som Næringsvej og levede som Billedhugger; han udstillede 1874—79 tvende større Arbejder, en »Judas« og en »Prometheus«, begge i Gibs, og en Portrætmedaillon. I 1882 flyttede han med sin Datter til Aarhus, hvor de boede til 1889. Der udførte han en Relief-Serie til en Loggia paa en Villa ved Fredensborg og en Gruppe i Marmor »Menneskets Kamp for Frigørelse« med sin nedenfor nævnte Datter som Medarbejderske-, den blev solgt til Amerika. Senere har Familien boet paa Sjælland. Han er gift med Charlotte født Meyer, Datter af Grosserer Jacob Meyer (d. 1827) og Frederikke f. Ogilvie (f. 1789, d. 1868).

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

203

Diderichsen. (Henriette) Henny Diderichsen, Billedhuggerinde, Adoptivdatter af Guldsmed og Billedhugger C. J. Diderichsen, er født i København den 27. September 1855. Hun er Lærling af sin Adoptivfader, med hvem hun har foretaget en Rejse til Italien og Frankrig. Hun udstillede fra 1873 til 1879 dels komponerede Pigurer som »den fortabte Søn« og »Han drømmer«, dels Portræter i Buste og Medaillon. Under sit Ophold i Aarhus har hun lige­ledes udført adskillige Portræter i Buste eller Medaillon, saaledes en Buste i Marmor af Redaktør Elmquist. En Gruppe i Marmor »Ved Aaen« var udstillet ved den nordiske Udstilling i 1888 og i Paris 1889, hvor hun fik »Mention honorable«. Ikke faa af hendes Arbejder ere udførte i Marmor. Hendes virkelige Forældre var Restauratør C. Gravesen (d. 1860) og Karen f. Koefod; efter Faderens Død blev hun optaget i Diderichsens Hus.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Didrik. Den lille Didrik Contrafejer fik den 10. Marts 1618 200 Daler af Christian IV for nogle Contrafejer, han gjorde i Sverige.

(Christian IV's Alm. s. D. udg. af Nyerup.)

 

Diederich. Johan August Diederich, Maler, født 1768, udstillede i Aarene 1809 til 1820 flere Gange Blomster- og Frugtstykker, dels i Vandfarve, dels i Oliefarve. Han var tillige Malermester og døde paa Christianshavn den 29. Januar 1830 i en Alder af 6i1/2 Aar.

(Reitzel.   Udst. Fortegn.    Adresseav.  1830.)

 

Dinesen. Jørgen Dinesen, Maler, født 1742, lærte Malerhaand-værket, og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1764 fik den mindre og 1768 den store Sølvmedaille samt 1773 den mindre Guldmedaille som Maler for Opgaven »Jeftas Løfte« (Dom. n, 34—36). Han blev snart efter vikarierende Informator for Almer, og ved Clios Død (1785) fast ansat som Lærer ved den første Frihaandstegneskole, hvorfra han ved Løfflers Død 1796 forflyttedes til den anden, men næppe halvandet Aar efter døde han selv den 10. September 1797 i en Alder af 55 Aar. Han var tillige Malermester og Dekorations­maler. Han havde været gift, men hans Hustru var død før ham.

(Weinwich, S.  193.    Adresseavisen  1797, Nr. 238 og 241.    Akad.)

 

204

Diricksen. Jan Diricksen, Kobberstikker, levede dels i Ham­borg, dels i København og har 1611 stukket et stort Prospekt af København i to Blade efter et Maleri af Joh. v. Wick.

(Zeitschr. f. Hamb. Gesch. N. F. II, S. 261.)

 

Dirckinck - Holmfeld. Helmuth Emanuel Edwin Bernhard Dirckinck-Holmfeld, Maler, Søn af Dr. juris Constant Peter Heinrich Maria Walpurgis Baron af Dirckinck-Holmfeld (f. 1799, d. 1880) og Anna Susanna født Kinckel (Castonnier, f. 1799, d. 1836), er født den 7. Juli 1835 i Schwarzenbeck i Hertugdømmet Lauenborg, men opdragen i Danmark, dels i Roskilde, hvor Faderen levede, dels paa Sorø Akademi. Fra 1855—60 besøgte han Kunstakademiets Skoler og vandt i Aaret 1860 begge dets Sølvmedailler samt i 1861 den Neuhausenske Præmie i Dekorationsfaget for »En Pige, som slaar paa en Tamburin« som Vægmaleri. Han var samtidig Elev hos Marstrand for at uddanne sig til Figurmaler og konkurrerede 1862—63 til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. Senere har han opholdt sig en Del Aar i Udlandet (1863—74), hvor han bl. a. i nogen Tid malede hos den norske Landskabsmaler Gude i Karlsruhe, og har efterhaanden mere og mere udelukkende vendt sig fra Figur -til Landskabsmaleriet. Han begyndte at udstille 1858 dels enkelte Figurbilleder, dels Landskaber og vandt 1877 den Neuhausenske Præmie for »Landskab ved Svendborgsund«; i 1883 konkurrerede han atter til samme Præmie som Figurmaler (se Engelsted). Han har ikke udstillet siden 1886 og har forladt Landet. I 1867 var han bleven gift med Margrethe Christiane Schrader.

(Priv. Medd.    Akad.    ReitzeL    Udst. Fortegn.)

 

Ditmar. Henrik Ditmar eller Dittmarsz, Maler, hvem Weinwich efter Navnet gør til en Ditmarsker, skal være født i Hamborg, om end længe før 1660, som Nagler siger. Han arbejdede nemlig efter andre Kilder allerede 1658—60 og maaske noget længere i Ham­borg, hvor der (1828) solgtes et Billede af ham, »Christi Forhaanelse«, malet 1658, med tre Figurer i over Legemsstørrelse. Et andet mindre Billede, »Hyrdernes Tilbedelse« tilhørte (1854) en Privatmand i Hamborg. Mindst fra 1670 arbejdede Ditmar for den danske Konge. Hans første større Værk, der maaske har foraarsaget hans Indkaldelse, var vistnok »Frederik III's Lig paa Paradesengen«, et stort Billede, som endnu bevares i Roskilde Domkirke. Han døde her i Danmark 1677 og blev jordet 19. Maj s. A. Den 5. Februar

 

205

og den 11. November 1678 faar hans Enke, Cathrine, Betaling for nogle Malerier, han inden sin Død havde gjort færdige. Hun skal have været hans anden Hustru. Den kgl. Malerisamling ejer tre Billeder af ham, nemlig Portræter af Voxpousserer Simon, af Guld­mageren Weiskopf og af en Dreng »med tre Slags Haar paa Hovedet«. Kun det førstnævnte er fremhængt under Navn af en »Eneboer i sin Hule« (stukket af J. M. Preisler). Paa Rosenborg bevares to Portrætmalerier, der tillægges Ditmar, nemlig Portræt af Lægen Simon Pauli (d. 1680) og Hustru paa ét Billede og af Thomas Bartholin (1616—80). Paa Herregaarden Rosenholm findes et Por­træt af Jørgen Rosenkrans til Kieldgaard, malet af Ditmar. Endelig nævner Sandvig en Række Portræter, der ere stukne af Haelwegh, Schaten o. fl. De i Danmark bevarede Portræter viser ham som en i Holland eller efter hollandske Forbilleder uddannet Kunstner, medens han efter tyske Beretninger skal have opholdt sig længe i Italien, og

•de to nævnte Billeder i Hamborg røbe Paavirkning af Tintoretto og Carlo Maratta.

(Weinw., S. 73. Sandvig, S. 40—41. Dsk. Vitruv. II, 148. Spengler Malerisaml. Nr. 817—19. Brock, De oldenb. Kong.. S. 59—60. Aarh. Udst. 1872, Nr. 81. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Fussli, Lex.. S. 200. Suppl., S. 283. Nagler Lex. Hamb. Kstl. Lex. Bricka, IV, 282. Strunk.)

 

Dodt. Frants Martin Dodt, Kobberstikker, født i Helsingør den 10. Maj 1775, blev Søkadet og Officer. Han deltog som Løjtnant i Affæren under St. Thomas, hvor Briggen Lougen sejrrigt kæmpede med to engelske Skibe (paa 26 og 18 Kanoner). Hans eneste kendte Arbejder ere to Stik i Kobber forestillende den nævnte Kamp, og

•efter Lahdes Udsagn skal J. F. Clemens have hjulpet ham med dem, samt en Radering, betegnet 1802. Han førte under Krigen i 1807 en Kanonchaloupe, blev 1810 Ridder af Danebrog og traadte 1813 ud af Etaten som Kaptajn, da et Fald paa Isen havde gjort ham syg for Resten af hans Liv. Sine seneste Aar levede han som Inspektør ved Helsingørs Færgelav. Han blev gift den 24. November 1801 med Cathrine de Stibolt (f. 1776, d. 1832), Datter af A. H. de Stibolt (s. d.) og døde den 13. December 1819 paa Fredensborg.

(Weinw. S. 232. Lengn. Fam. Stibolt og Holm. K. Øst, Materialier, S. 173. Adresseay. 1819, Nr, 297. 1832, Nr. 165. Krohn, I, 155—56.)

 

Dohlmann. Augusta Johanne Henriette Dohlmaan, Malerinde, er Datter af Tømrermester og Fabrikant Fritz August Dohlmann

 

206

(f.  1800,   d.  1860)   og   Anna  Sofie f. Meyer (f.  1808,   d.  1870),   og er født paa Svanernosegaard i Frederiksberg Sogn  den 9. Maj  1847. Hun  tog   1878  til Paris   for  at  uddanne   sig til Lærerinde i Fransk, men kastede sig  i Steden  for over Malerkunsten   og studerede gen­tagne Gange  i Paris  hos  forskellige   Lærere.     Hun   udstillede  første Gang i 1880 og  de nærmest følgende Aar livløse Genstande (nature morte);   først  fra   1884  begyndte hun  at udstille Blomster- og Frugt­stykker, der vakte saa megen Opmærksomhed, at hun allerede i 1885 fik det Ancherske Rejselegat og i 1886 ministeriel Understøttelse for at kunne fortsætte sin Uddannelse i Paris.    I  1887 konkurrerede hun til  den Neuhausenske Præmie,   1888  besøgte   hun  en kort Tid   den med Akademiet forbundne   Kunstskole  for  Kvinder,   men   udviklede forøvrigt  selvstændig  en   malerisk Fremstillingsmaade  af Blomster og Frugter,   som man ikke tidligere havde set.     I  1889,  1890 og  1894 har   hun   derefter   haft   Rejseunderstøttelse  fra  Akademiet.     Hun er for Tiden i Italien.    Kunstnerinden har udstillet meget paa fremmede Udstillinger og har solgt flere Billeder i Udlandet.     Museet i Aarhus ejer ét af hendes Arbejder.

(Priv. Jledd.    Bricka, IV, 293.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Dorph.    Anton Laurids JoJiannes Dorph,  Historiemaler, er Søn af  Professor   Niels   Vinding   Dorph   (f.   1783,   d.   1858)   og   Louise Amalie født Bloch   (f.  1799,   d.   1881),   og  er  født  i Horsens,   hvor Faderen   den  Gang var Rektor,   den   15. Februar   1831.     Efter   at have besøgt Metropolitanskolen i København, opgav Dorph Studeringerne for at hellige sig Kunsten.    Han begyndte at besøge Kunstakademiet (1845)  og  samtidig  Eckersbergs  Malerstue.      Senere   malede  han  et -Par Aar hos Marstrand (1849—50) og vandt i de samme Aar Akade­miets   Sølvmedailler,   hvorefter   han   to   Gange  konkurrerede   til  den mindre Guldmedaille.     Han fik tidlig Navn som Portrætmaler, og af hans Arbejder i dette  Fag  kan   nævnes Prof. J. Jensen ved Jonstrup Seminarium,   C. N. Rosenkilde,   et   Knæstykke,   der   gjorde   megen Lykke,    »Billedhugger Evens modellerende Prof. Dorphs Buste«,   der blev tilkendt den Neuhausenske Præmie,  K. Mantzius og N. Simonsen, det   sidste   malet   for Udstillingsfonden.     Ved  Siden   heraf har  han tildraget sig almindelig Opmærksomhed ved  en Række Genrebilleder især af Fiskernes og i det hele Almuens Liv.    I disse Billeder, hvortil Motiverne   sædvanlig   ere   hentede   fra  Danmarks,   en   kort  Tid   fra Italiens   Natur  og Folkeliv,   mødes   en   smuk Naturstemning  paa  en mild   harmonisk Maade   med   fredelige   Optrin  af   det   daglige   Liv.

 

207

Ogsaa igennem Kunstnerens ikke faa større og mindre Altarbilleder gaar det samme Præg af mild Alvor og Fred. Blandt disse kan fremhæves »Christus paa Korset« i Galten Kirke, »Christi Himmel­fart« i Trinitatis Kirke i Kobenhavn, »Jesus hos Martha og Marie« i Stefanskirken paa Nørrebro, »Christus lader de smaa Børn komme til sig« i Holmens Kirke. Efter Olriks Død malede han sex af Apostlerne til Frederikskirken (overførte paa Stedet selv af Over-gaard). Af hans Livsbilleder kan fremhæves »Fiskerens unge Hustru, der venter Manden hjem«, stukket som Medlemsblad til Kunst­foreningen, »Børn i Klitterne«, gengivet blandt »Billeder af danske Malere« og købt til den kgl. Malerisamling (1868) ligesom »Horn-fiskeri ved Drivvaad« (1880), samt »I Regnvejr«, »Er du ene hjemme« (1891) og »Fiskere ved Stranden« (1893).

I 1859 fik Dorph Kunstakademiets mindre Rejsestipendium, som blev fornyet det følgende Aar, saaledes at han tilbragte to Aar uden­lands, væsentlig i Italien. Han kom tilbage til Fædrelandet i 1861 og har efter den Tid kun foretaget mindre Rejser. I 1866 giftede han sig med sit Sødskendebarn, Christine Louise Dorph, Datter af Sognepræst Johannes Dorph (f. 1788, d. 1873) og dennes anden Hustru Henriette Christine f. Bloch (f. 1805, d. 1882). Den 24. Fe­bruar 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet, 1879 Ridder af Danebrog, 1893 fik han Titel af Professor.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 309.l Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. J. Lange, Nutidsk., 202.)

 

Dorph. Niels Vinding Dorph, Maler, Brodersøn af A. Dorph, er Søn af fh. Adjunkt ved Latinskolen i Haderslev Jens Peder Chri­stian Dorph (f. 1822) og Anna f. Wolfgang-Petersen (f. 1836). Han er født i Haderslev den 19. September 1862. Efter at Forældrene i 1864 var flyttede til København, tog han Præliminærexamen her, kom i Malerlære hos Malermester Weber, besøgte technisk Selskabs Skole og fik den 2. Januar 1880 Plads i Akademiets Skoler. Disse gennemgik han og fik Tilladelse til Afgang, men gjorde sig ikke færdig. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer og Tuxen. Dorph begyndte at udstille i 1884 et Par mindre Genre­billeder og har siden stadig udstillet dels Genrebilleder, dels Por­træter. Et af hans større Genrebilleder »Lawn-Tennis-Spillere« vakte

1 Ved en Misforstaaelse er paa dette Sted i Dsk. biogr. Lex. det ældre Alter­billede i Thyrstrup nævnt i Steclen for »Jesus hos Martha og Maria« i Stefans­kirken paa Nørrebro, om hvilket Udtalelserne var mente.

 

208

en Del Opmærksomhed. Trods nogen Usikkerhed og Vaklen i Brugen af sine kunstneriske Midler er hans Produktion bleven fulgt med Interesse. I 1886 var han udenlands for egen Regning, i 1890 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. Han ud­stillede 1891 i Berlin, hvor han fik »Hæderlig Omtale«, og i 1892 fik han det Bjelkeske Legat paa 900 Kr. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Dorph-Petersen. Viggo Theodor Dorph-Petersen, Architekt, se Petersen.

 

Dorti. Jakob von Dorti, Maler, var maaske død inden den 25. Marts 1625, da Christian IV gav hans »Kvinde« 100 Daler, »som jeg Manden var skyldig for nogle Contrafejer«.

(Christian IV's Alm. s. D. udg.  af Nyerup. l •

 

Drachmann. Holger Henrik HerholdtDrachmann, Sømaler, Søn af Lægen, Professor Anders Georg Drachmann (f. 1810, d. 1892) og Vilhelmine Marie født Stæhr (f. 1820, d. 1857), er født i Køben­havn den 9. Oktober 1846. Han blev Student 1865, lærte at tegne hos Helsted, lærte Sømaleriet hos Baagøe og uddannede sig videre under Sørensens Vejledning, besøgte Kunstakademiet 1866—1870, og udstillede fra 1869—1874 en Række Søbilleder, der røbede den lovende Kunstner. Han begyndte at vinde Navn som Marinemaler, da han i en længere Aarrække næsten ganske opgav Kunsten for en omfattende digterisk Virksomhed, som ikke skal omtales her. Drachmann blev i 1871 gift med Vilhelmine Charlotte Erichsen, Datter af Kancelliraad Prokurator, Auditør Thomas Erichsen (f. 1806, d. 1886). Ægteskabet hævedes i 1874, og i 1879 ægtede han Emmy Culmsee, Datter af Papirfabrikant Culmsee. I de senere Aar, fra 1892 af, har han atter begyndt at male Søstykker.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 320—327.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Dramen. Simon Dramen, Miniaturmaler, hvis for øvrigt ukendte Lærer kaldes Hermann von Ham eller Hams. Dramen skal have levet som Miniaturmaler i København, uvist naar, dog ganske sikkert tidligere end Midten af det attende Aarhundrede, og hans Lærer ligeledes i Frederik III's og Christian V's Tid.

(Dauw. Schildrer u. Mahler ved Bertram. S. 318. Fiissli Lex. Schlesw. Kunstbeitr., S. 93. Weinw., S. 135. Spengler, Art. Eft., S. 30.)

 

209

Drechsel. Johanne Drechsel, Billedhuggerinde, er Datter af Pro­fessor, Dr. phil. og med. H. P. J. Julius Thomsen (f. 1826) og Elmine f. Hansen (f. 1832, d. 1890) og er født i København den 17. Januar 1867. Hun lærte at tegne hos N. Bredal og C. Thomsen og der­efter at modelere hos A. V. Saabye. Hun udstillede i 1889 og 1892 et Par Buster og senere i 1894 under sit Fruenavn atter en Buste. Den 25. November 1892 ægtede hun nemlig Assistent, fungerende Fuldmægtig i Marineministeriet, Frederik Ludvig Vilhelm Drechsel (f. 1846), Søn af Etatsraad, Birkedommer Georg Vilhelm Louis Drechsel (f. 1814, d. 1889) og Elisabeth Charlotte, f. Posselt.

(Priv. Medd.    Richter, Jur. Stat.    Udst. Fortegn.)

 

Drejer.     Neclai  Drejer,   Portrætmaler,   hidtil   ukendt,   men   ret dygtig, har signeret et Portræt pinx.  21. Juli 1701. (Medd. af Konserv. C.  C. Andersen.)

 

Drewsen. Axel William Drewsen, Architekt, Søn af Shawls-fabrikant Peter Heinrich Drewsen (d. 1853) og Hustru Anna Drewsen, blev født i København den 12. Marts 1843, var i Tømrerlære hos Tømrermester Wenzel i tre Aar, gennemgik Kunstakademiets Skoler 1861—66 for at uddanne sig til Architekt og fik 1863 dets mindre Sølvmedaille. Den 28. December 1866 blev hans Afgangsprøve antagen med Udmærkelse, i November 1869 fik han Afgangsbevis. I Vinteren 1871—72 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »En Kirkegaard til en Hovedstad«. Men et Slagtilfælde bortrev ham allerede den 24. Maj 1874. Han var ugift.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Skifteretten.)

 

Drewsen. Harald Drewsen, Architekt, Søn af Justitiarius i Overretten Adolf Ludvig Drewsen (f. 1803, d. 1885) og Ingeborg Nicoline født Collin (f. 1804, d. 1877), blev født deri 21. Maj 1836 i København, besøgte Kunstakademiet 1854—1866, da han den 19. Marts fik Afgangsbevis som Architekt. I 1869 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. Han blev Bygningsinspektør for Frederiksberg By og Sogn og blev 1874 gift med Ingeborg Lind, Datter af Justitsraad, Kontorchef Berent Christoph Wilkens Lind (f. 1807, d. 1891) og Louise født Collin. Han har forestaaet Slagelse Kirkes Istandsættelse og har foruden en Del Privatbygninger opført det ny Vaske- og Badehus i Pilestræde og Stiftsforvalterboligen paa

 

N. K. L.    I. Juni   1895.                                              14

 

210

Vallø.    Han   døde  den   3. September   1878,   og   i   1886   skænkede Enken en Del af hans Tegninger til Akademiet. (Priv. Medd.    Bricka, IV, 340.    Lengnick.    Akad.)

 

Dreyer. Dankvart Christian Magnus Dreyer, Landskabsmaler, født i Assens den 13. Juni 1816, var Søn af Købmand Jørgen Chri­stian Dreyer (d. 1823) og dennes tredje Hustru Caroline Dorothea f. Møller. Han kom i en ung Alder til København (1832) for at besøge Kunstakademiet (jfr. Jerichau), hvis mindre og store Sølv-medaille han vandt (1834 og 1837), desuden vandt han en Penge­præmie i Modelskolen (1835). Han vaklede i Førstningen mellem Landskabs- og Figurmaleri, for hvilket sidste han ogsaa viste Talent. Han deltog endog to Gange i Konkursen for den mindre Guld-medaille, dog uden at opnaa den. Efter, foruden nogle Portræter, at have malet Æmner som »Hermods Sendelse til Balder« og »Marsk Stigs Døtre« helligede han sig fra 1841 ganske til Landskabsmaleriet. Hans første Forsøg vakte saa megen Opmærksomhed, at allerede 1839 et Landskab af ham, »Udsigt mod Himmelbjærget«, købtes til den kgl. Malerisamling, som ejer ialt sex Billeder af denne Kunstner, hvoraf »Udsigt til Vedelsborg Skove paa Fyn« (1844) for Tiden er fremhængt. I 1843 fik hans Arbejde »Skov med Egetræer« vel ikke den Neuhausenske Præmie, men fik rosende Omtale. Dreyer vilde vistnok have hævet sig til en af vore betydeligere Landskabsmalere, hvis ikke allerede i ung Alder Sygelighed havde svækket hans Kraft. Fra 1847 udstillede han kun to Billeder, og Døden bortrev ham i et Bolsted, som han havde købt i Nærheden af Hjemmet, i Barløse ved Assens, den 4. November 1852, kun 36 Aar gammel.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 353.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Due. Johan Frederik Due, Emaillemaler, født i København, døde der i et af de første Aar af dette Aarhundrede. Han skal have arbejdet ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor han i Regnskaberne (1782—83) snart kaldes J., snart F. Duve-, han synes antaget som »Buntmaler« før 1779. Weinwich havde set de fire Aarstider, ud­førte i Emaille af ham.

(Weinw. Lex. Medd, fra den kgl. Porcelænsfabr. Tdskr. f. Kstind. IX, 84, Anni.)

 

Dusch. Anton Carl Dusch, Landskabsmaler, eneste Søn af Digteren Professor Johan Jakob Dusch, var født i Altona den 10. April 1760, blev Student i Kiel, men lagde sig senere efter

 

211

Landskabsmaleri og udstillede nogle Fremstillinger af Egnen ved Harzen. Han malede ogsaa Pasticher, Maaneskinsstykker efter v. d. Neer og Natstykker efter Gotfred Schalken, hvilke skulle have lignet skuffende. I Forening med Bundsen (s. d.) og Fr. Rosenberg fra Danzig stiftede han Kunstudstillingerne i Altona. Den kgl. Kobberstiksamling i København bevarer nogle Tegninger af ham, betegnede 1800—16, hvoraf man ser, at han har rejst saavel i Dan­mark som i Tyskland. Han havde 1819 to Billeder paa Kunst­akademiets Udstilling i København, og han døde i Altona den 8. Otkober 1829.

(Hamb. Kstl. Lex., S. 58 og S. 206. Weinw. Lex. Tregders Hdb. for Rejs., S. 14. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn, I, 123.)

 

Düvens. Heinrich Düvens kaldes en Kunstner, som skal have malet i Danmark omtrent 1700 til 1702. Weinwich forvexler ham med Daniel Düvens fra Danzig, der døde 1629. Diivens har (1700) tegnet et Portræt af B. Botsach, Provst ved Petri Kirke, stukket af Bernigeroth. Ligeledes nævnes et architektonisk Mindesmærke betegnet Copenh. 28. Decbr. 1702.

(Weinw., S. 57—58. do. Lex. Dauw., S. 315. Ftissli Lex. Spengler, Art. Efterr. Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi. Strunk. Thotts Fortegn. VIII, 569.)

 

212

Ebisch.    Frederik Ebisch, Ornamentsbilledhugger, se Ehbisch.

 

Eckardt. Christian Frederik Emil Eckardt, Sømaler, Søn af Skomagermester Joachim Frederik Eckardt (f. 1810, d. 1865) og Henriette Elisabeth født Gunst (f. 1809, d. 1860), er født i Køben­havn den 2. Juli 1832. Efter at have været i Malerlære i fem Aar hos Malermester Harboe, besøgte han Kunstakademiet 1846—1853, blev Elev af Akademiet, men konkurrerede ikke til Medailleme, da hans Lyst stod til at blive Sømaler, hvortil han allerede under sin Læretid havde søgt at uddanne sig. I 1853 rejste han med en privat Mands Understøttelse udenlands til Tyskland og Italien og kom hjem i 1856. Da han ikke vilde vende tilbage til Haand-værket, maatte han ernære sig ved at retouchere Fotografier, men udstillede dog s. A. sit første Søbillede, »Et Parti fra Venezia«. Siden 1859 har han stadig udstillet Søbilleder, dels med aaben Sø, dels Havne- og Kystpartier; han har to Gange vundet den Neuhau-senske Præmie, nemlig 1863 for »Fiskere søge Land under en Storm« og 1871 for »Fiskere borde en Jagt«; i 1873—74 fik han ialt 1000 Rdl. (2000 Kr.) i Rejseunderstøttelse fra Akademiet til at besøge Udlandet. Han var paa denne Rejse i Dalmatienj Italien, Frankrig og England. Kunstforeningen i København har flere Gange købt af hans Billeder. Den i. Juni 1860 ægtede han Sofie Marie

 

213

Magdalene Bless (f. 1833, d. 1889) Søster til Maleren J. P. Bless (s. d.). Eckardt boede en Del Aar paa Gaarden Holjeryd i Skaane, men efter sin Hustrus Død er han vendt tilbage til Danmark.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 403.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Eckersberg. Christoffer Vilhelm Eckersberg, Maler, ligesom Bissen og Carstens en Slesviger, blev født den 2. Januar 1783 i Blaakrog i Varnæs Sogn i Sønderjylland og var Søn af Henrik Vilhelm Eckers­berg, der var Snedker og Maler, og Ingeborg Nielsen. Han voxede op i Blans i Ullerup Sogn. Da han fra Barn af havde mere Lyst til at tegne og male end til boglige Sysler, blev han efter sin Kon­firmation sat i Malerlære, først i Aabenraa hos en Malermester Jessen, senere hos en Mester af samme Navn i Flensborg, hos hvem han blev Svend og vedblev at arbejde, til han var over tyve Aar. Her vandt han saa megen Opmærksomhed ved sin Færdighed i Tegning og Maling, at nogle ansete Mænd skød en lille Sum sammen for at sætte ham i Stand til at faa sit højeste Ønske opfyldt at komme til København og besøge Kunstakademiet.

Allerede samtidig med Rejsen til København (1803) har han førsøgt sig i paa egen Haand at komponere historiske Billeder, som »Christian IV i Søslaget ved Femern« og »Massageternes Dronning, Tomyris, som lader Cyrus' Hoved kaste i et Kar med Blod« (1804). Begge Tegninger røbe en Forstand i Anlægget og en Sikkerhed i Anordningen af saa mange Figurer, der er højst agtbar for en Begynder og lader Beskueren overse de uundgaaelige Svagheder. Han var imidlertid begyndt at gaa paa Akademiet og at arbejde under Professor N. Abildgaards særlige Vejledning, og han gjorde hurtige Fremskridt, uagtet han samtidig maatte ernære sig selv ved at arbejde som Malersvend. Allerede i Juli 1804 var han naaet til Modelskolen, og i Januar og Marts 1805 vandt han begge Akademiets Sølvmedailler, saaledes at han endnu den i. Juli samme Aar kunde konkurrere til den lille Guldmedaille, der blev tilkendt ham for Op­gaven »Paulus, som retfærdiggør sig for Agrippa, Berenice og Festus« (Ap. G. 26. Kap.). I næste Konkurs for Guldmedaillen (1807) deltog han vel, men uden at opnaa Medaillen; først i 1809 fik han den store Guldmedaille for »Jakobs Død« (I Mos. K. 49—50 V. i.).

Efter at han var bleven »Artist«, som Eleverne kaldtes, naar de havde vundet en af Guldmedaillerne, synes han at have opgivet Malerhaandværket, for udelukkende at leve som Kunstner. Han var nemlig i disse Aar meget sysselsat med at male og tegne Prospekter,

 

214

hvortil Kobberstikker J. F. Clemens havde givet ham Lejlighed, og mange af disse sirlige Fremstillinger, som endnu ere bevarede, have ved den ædruelige Troskab, hvormed de ere udførte, faaet et ikke ringe historisk Værd, efter at Stedforholdene ere ganske forandrede. Da en anden Mand, Kobberstikker G. L. Lahde, som den Gang drev en halv industriel Kunstvirksomhed, i Eckersberg fandt en Hjælper, han kunde bruge, drog han ham til sig. Eckersberg fik Bolig hos Lahde i Gothersgaden (nyt Nr. 79), mod at arbejde for ham, og han udførte saaledes en Række Malerier og Prospekter, der blev stukne af Lahde selv og udkom som kolorerede og ukolorerede Kobberstik. Navnlig fremkaldte Englændernes Overfald paa København i 1807 en Kreds af Billeder fra Bombardementet, hvoraf nogle endnu ere bevarede, og Navnene paa de fleste kendes fra Fortegnelsen over en Udstilling, som Lahde indrettede i 1808 i patriotisk Øjemed. I Forening med Svejtseren Senn tegnede Eckers­berg ogsaa »Nationaldragter«, hvorpaa de indbød til Subskription i Nyeste Skilderie af København (den 16. Juli 1808).

Imidlertid arbejdede Eckersberg dog ikke udelukkende for Lahde. Han malede vistnok ikke faa Portræter, og fra denne Tid ere ogsaa de sex med Sepia net udførte Tegninger, hvorefter Clemens gjorde sine bekendte Stik af »Skomagersvendens Historie« eller »Det store Lod«. En anden Række paa fire Billeder var udførte Malerier, som forestillede »En falden Piges Historie«. Det er ret agtværdige Forløbere for, hvad man nutildags kalde Genrebilleder, men ved Siden af deres Naturtroskab, psychologiske Sandhed og alvorlige moralske Formaal fattedes dem det indre Liv, det Lune, som ene kunde have sikret dem mod Tidens Forglemmelse. Desuden malede han i disse Aar ogsaa historiske Kompositioner, snart i større Om­fang, som »Loke og Sigyn« (1810), der tilhører den kgl. Maleri­samling, snart i mindre Billeder, der dog alle udmærkede sig ved en omhyggelig Behandling; hvori Abildgaards Paavirkning baade i Form og Farve er umiskendelig.

Den store Guldmedaille gav Eckersberg Ret til det akademiske Rejsestipendium. Men han kunde ikke vente at opnaa det før den i. Januar 1812, naar C. F. Høyers Rejsetid var udløben. I Følelsen af, at han trængte til snarest muligt at udrives af pinlige personlige Forhold, som han efterhaanden var kommen ind i, søgte hans Venner, hvoriblandt navnlig Kobberstikker Clemens var virksom, at faa ham tidligere afsted, og da Kammerjunker Bruun-Neergaard tilbød ham fri Rejse til Paris, mod at han skulde gøre Tegninger til ham

 

215

af hvad de saa undervejs, kunde han begynde sin Rejse den 3. Juli 1810, efter at han to Dage før havde maattet lade sig vie til Christine Rebekka Hysing, fra hvem han dog atter blev skilt, medens han endnu var udenlands.

Hans Ophold i Paris i Aarene 1810—13 blev af største Betyd­ning for hans kunstneriske Udvikling. Han begyndte med at male et Par Kopier efter Rafael og et Par mindre Billeder, der, uden at vise nogen ny Skole, allerede udmærke sig ved en større Lyshed og Renhed i Farven. Først næsten et Aar efter at han var kommen til Paris og var bleven Sproget nogenledes mægtig, blev han Elev i Louis Davids store Kunstneratelier. Den Sans for historisk Stil og Strænghed i Linierne, som udmærker David, gik kun for en ringe Del over paa hans danske Lærling, der derimod paavirkedes desto mere af hans lyse, dagklare Farve, hans Kærlighed til Naturen og sikre Redegørelse for Tegningen i alle dens Enkeltheder. En Alter­tavle til Horne Kirke ved Faaborg (1812) viser allerede den nye Paavirkning, der fremtræder endnu stærkere i nogle mindre Billeder, som tildels synes malede med Naturen umiddelbart for Øje, saaledes »Tre spartanske Drenge« (udst. 1813), »En ung Skytte hvæsser en Pil« (1814), »Tvende Hyrder« (s. A.) o. fl. a. Ved Siden af disse Arbejder, som tilhøre Malerstuen, udførte han jævnlig smaa Udsigter fra Paris og Omegn, ligesom han ogsaa tegnede en Mængde Studier, dels efter Bygninger og Landskaber, dels efter den menneskelige Figur. Det Hovedbillede, hvori Davids Paavirkning tydeligst og modnest fremtræder, er dog »Overgangen over det røde Hav«, som blev fuldført i Rom, og som nu tilhører den kgl. Malerisamling. En ligeledes i Rom malet Altertavle, der stilledes meget højt af Samtiden, »Kvinderne ved Graven«, blev set ved Salonen 1815, men kendes ikke af den yngre Slægt, da den strax efter sendtes til Norge til Grev Vedel Jarlsberg, af hvem den var bestilt.

I Paris havde Eckersberg haft en tro Staldbroder i sin jævn­aldrende Ven J. P. Møller, som han havde levet i fortrolig Omgang med allerede i København. Her boede de sammen, og Møller fulgte ham til Vognen, da han den 5. Juni 1813 forlod Paris for med en Vetturin at køre til Italien. I Rom fandt han en mere overlegen, men ikke mindre trofast Ven og Raadgiver i Thorvaldsen, hvis Portræt han udførte som Knæstykke med Kunstnerens og Vennens hele Kærlighed til sin Genstand.1 Dette fortrinlige Billede skænkede

1         Thorvaldsen sad paa samme Tid for Eckersberg og for den tyske Maler Vogel von Vogelstein, hvis Portræt senere er blevet indkøbt til Thorvaldsens Museum.

 

216

han til Kunstakademiet i København, hvis Medlem og Professor Thorvaldsen allerede den Gang var. Foruden ved dette og de oven­nævnte historiske Billeder udmærker Eckersbergs Ophold i Rom sig ved en talrig Række større og mindre Udsigter ti] Bygninger og Bygningslevninger fra Oldtiden i Staden og dens Omegn, udførte paa Stedet i en skøn lys Farvetone og med megen Omhu i Tegningen. Kunstneren synes fra først af at have regnet dem for blotte Studier, for en Slags malerisk Dagbog til eget Brug, og i Førstningen brugte han dem ogsaa som Studier til at male efter, naar han, saaledes som det skete strax efter Hjemkomsten, fik Bestillinger i den Retning. Senere, i trangere Tider, maatte han, saa nødig han vilde, skille sig ved enkelte af dem, men imidlertid steg de ogsaa saaledes i Pris, at de efterhaanden blev ham selv og hans efterladte Familie en sand Sparepenge, og deres Købere til en betydelig Indtægt, thi enkelte af dem ere blevne betalte med indtil det tre- og firedobbelte af deres oprindelige Pris. Eckersbergs lyse Malemaade var den ældre Kreds af Malere og Kunstkendere en Torn i Øjet, og i Breve og private "Udtalelser stikledes der jævnlig paa den, medens J. L. Lund, der stod den ældre Malerskole nærmere, i Partiets Øjne syntes en mere poetisk Maler og Repræsentant for den sande Kunst.

Ligesom man under Abildgaards Udenlandsrejse havde ladet en Professorplads staa aaben, indtil han og et Par andre Kunstnere kom hjem, saaledes havde man heller ikke under Eckersbergs Fra­værelse villet besætte den Professorplads, der var bleven ledig ved Abildgaards Død (1809), uagtet dennes Lærling, C. F. Høyer, som var bleven Medlem 1812, og ligeledes J. L. Lund i Mellemtiden havde søgt Professoratet. En fjerde Medbejler ventede man at finde i Kratzenstein Stub, men han døde 1816, inden Eckersberg endnu var kommen hjem. I August Maaned s. A. stod denne paa Køben­havns Toldbod, og en Maaned efter blev han enstemmig agreeret. Han fik til Opgave for Reception at male »Balders Død« efter Edda, som optog ham et helt Aar, saaledes at han først den 25. Oktober 1817 blev Medlem af Akademiet. Samtidig havde han faaet Bolig og dagligt Erhverv hos Hofmekaniker H. Pløtz paa St. Annæplads, for hvem han udførte Portræter efter dennes mechanisk tegnede Omrids (Physionotrace), og i afdøde Jens Juels Datter, Elisabeth Cathrine Julie Juel (f. 1791), havde han fundet en Brud, som han hjemførte den 8. Februar 1817.

Den 18. April 1818 skete Professorvalget, og Eckersberg blev enstemmig valgt til Professor ved Modelskolen. Kort Tid efter fik

 

217

han den Bolig paa Charlottenborg, som han først forlod ved sin Død. Hans Virksomhed deler sig fra nu af i flere Retninger, hvori han med en sjælden Alsidighed overalt frembragte noget sundt og dygtigt, der øvede en gavnlig Indflydelse paa hans Omgivelser, om end hans Snilles Ejendommelighed især i en enkelt Retning, Sø-maleriet, udfoldede sig fyldigst og friest. Foruden sin Lærergerning ved Akademiet, som han varetog med utrættelig Iver, saalænge hans Kræfter formaaede det, var han i mange Aar en yndet Portrætmaler, medens hans Stilling ved Akademiet virkede til at give ham en udstrakt Sysselsættelse som Historiemaler.

Tidsrummet fra 1816 til 1835 var Kunstnerens lykkeligste og kraftigste Tid. Han havde mange og store Bestillinger, og han kunde gøre Fyldest for dem alle, paa samme Tid som han fandt Lejlighed til at lægge sig efter Perspektivlæren, som han dyrkede med særlig Forkærlighed, og til at gøre talrige Studier for egen Regning af Folkelivet, af Land og Sø. Trods den store Lethed, hvormed han arbejdede, udmærkede hans Billeder, og ikke mindst hans store historiske Malerier, sig ikke alene ved en Omhu i Udførelsen, der aldrig svigtede ham, men ogsaa ved en Fordybelse i Æmnet, der vilde have givet dem endnu større Kunstværd, end de allerede have, hvis disse Fortrin ikke havde været forbundne -med en vis Tørhed i Aanden, en Brist paa Fylde i Indbildningskraften, som nødig maa savnes, især i historiske Billeder. Hvor Æmnet laa hans Aandsretning, den umiddelbare Gengivelse af Naturen, nærmere, saaledes som Por-trætet tilsteder det, følte han sig ulige friere, og mange af hans Portræter fra dette Tidsrum ville bevare deres Værd som Kunst­værker, om end andre, paa Grund af en kedelig Opfattelse og et tørt Foredrag, kun have haft Betydning for dem, til hvem de blev malede. Blandt saadanne Portræter og Portrætgrupper, der hæve ' sig over det almindelige, kunne, foruden Thorvaldsens Portræt i Akademiet, nævnes Nathansons store Familiestykke (kgl. Malerisml.) og Grosserer Schmidt og Frue i hele legemstore Figurer (alle tre fra 1818), det kongelige Familiestykke (fra 1821, nu paa Rosenborg), Manufakturhandler Raphael i Knæstykke (1824), Professor Ursin, Brystbillede (1836) og adskillige andre.

Eckersbergs Hovedbilleder i historisk Retning er de otte store Malerier, som han udførte til Christiansborg Slot. Deraf smykkede de fire første og bedste (1819—28) Tronsalen, de fire andre det saa kaldte Parolgemak, efter at de først, som det synes, havde været bestemte til Riddersalen. Æmnerne ere tagne af de oldenborgske

 

218

Kongers Historie og frembød ikke faa Vanskeligheder for Kunstneren, idet den Kommission, der valgte disse, tænkte mere paa at udfinde historisk betydningsfulde Momenter, end paa, om deres Valg egnede sig til kunstnerisk Udførelse; endnu mindre kunde den tænke paa, at der burde være kunstnerisk Ligevægt mellem Æmnerne. Ikke desto mindre tør man regne disse Billeder for de første Forsøg, hvori alvorlig Attraa efter historisk Troskab gik Haand i Haand med en Følelse for Natursandhed, man hidtil ikke havde kendt her, og hvori Ævnen til en dygtig Modelering smukt forenede sig med et levende Øje for Farvevirkning og en paa en Gang kraftig og blød Pensel. I Sammenligning med Medlemsbilledet møder os her, navnlig i den første Række, en fyldigere Udførelse, bredere Foldekast, friere Stillinger og et større Præg af indre Liv. Ved Siden af disse store Malerier, hvortil han udførte Skitser, der snarere inaa kaldes fuld­endte Malerier end Udkast, malede han desuden en hel Del historiske Billeder i et lignende eller endnu mindre Format, som efter Kunst­nerens Maalestok ogsaa kunde kaldes Skitser, hvis han havde udført tilsvarende store Billeder; men det tillod Tidernes Ugunst ham ikke.

Til det historiske Maleris Omraade hører ligeledes en talrig Række Altertavler, hvoraf ikke faa udmærke sig ved en ren religiøs Følelse og en ret fin psychologisk Sans. »Christus i Gethsemane« i Svendborg (1824), »Bjærgprædikenen« i Nyborg (1834), »Christus og den samaritanske Kvinde« i Hornbæk (1838) hører til den danske Kunstskoles bedre kirkelige Billeder, medens andre bære Præg af Mathed eller en Smaalighed i Udførelsen, som ikke kunde gøre Virk­ning i en Kirkes store Rum. I hans Figurbilleder af det daglige Liv, som tidt ikke savne hans techniske Fremstillings sædvanlige Fortrin, fremtræder saavel i Valg som i Udtryk hans upoetiske Livs-, opfattelse stærkest.

Medens hans Figurbilleder efter 1835 begyndte at faa et vist Præg af Forretningslivets Vane, udfoldede hans Talent nye Sider, dels i Landskabet, men navnlig i Sømaleriet, og han tilegnede sig paa dette Omraade en Bredde og Finhed i den maleriske Behand­ling, som han i Kunstens andre Fag aldrig saaledes havde haft til sin Raadighed. Allerede i 1821 havde han malet sit første Søstykke, og i 1851, da Synet næsten svigtede ham, var det et Skib paa Stablen, hans famlende Haand syslede med. Han forlod paa sine Studierejser sjælden Øresund, og Skuepladsen for hans fleste Søbilleder er Strækningen fra

Helsingør til Dragør; kun et enkelt Billede skildrer Kanalen mellem England og Frankrig og det store aabne

 

219

Hav. Man kan skelne tre Tidsrum i hans Søbilleder; det første til 1828, hvori Penselføringen er blødere, Farven varmere og kraftigere end i den følgende Tid; det andet Tidsrum, 1828—38, hvor hans ivrige Studium af Perspektivet! bærer Frugt i en grundigere og finere Udførelse af Skibene, en sikrere Fordeling af Planerne, en skønnere Tegning, men en koldere, om end fint nuanceret Farve. Enkelte Billeder udmærke sig ikke desto mindre ved en smuk Farvestemning, snart i Sølvtone, snart med et noget varmere Præg. Til denne Tid hører, foruden en Del Kystbilleder, der staa paa Grænsen af Pro­spekter, »Et russisk Linieskib« (1828, den kgl. Malerisaml.), »En Beltsmakke med Passagerer« (1830, Marinemaler Sørensen), »Vind-stille« (1832) med Aftenstemning, »En svensk Fiskerbaad« (1833, Højesteretsassessor P. Koch) med ypperlige Figurer, »Linieskibet Dronning Marie« (1834, den kgl. Malerisml.) o. fl. Endelig danner en Rejse til London med Korvetten »Galathea« (1839) Begyndelses-grænsen for en tredje Periode, hvori han, samtidig med at hans Interesse for Kunstens andre Fag svækkes, paa dette Omraade hæver sig til et Mesterskab, der er nærved at bringe hans Snilles svagere Sider til at forsvinde. Der fremtræder nu en Blødhed i Bølgernes Fremstilling, en Dybde og Kraft i Farven, som, i Forening med de tidligere Fortrin, gøre flere af disse Billeder til sande Perler. Han naaede ogsaa at give en dramatisk Handling paa Søen, tidt af over­raskende Virkning, saaledes i »Et Møde paa Søen«, der skildrer, hvorledes en vestindisk Paket prajes af en engelsk Fregat (1841), og i »Kaperskonnerten«, der ypperlig gengiver, hvorledes den flygtende Sørøver ved en heldig Vending forstaar at undslippe den langt over­legne Fregat, som forfølger den (1845). Æmnet til begge disse Billeder blev taget af nogle Skildringer af Sølivet af en svensk Skibs-kaptajn Gosselmann (udk. Stokh. 1833). En roligere, mere hjemlig Stemning gengiver Kunstneren i »Flaademønstring i Sundet« (1843) og i »Kronborg« (1847, den kgl. Malerisamling). Men denne hans Snilles sidste Blomstringstid varede kun henved ni Aar. Med 1848 begynder tydelig Tilbagegangen, Haand og Øje svækkes, paa samme Tid som den vundne Erfaring endnu i nogle faa Billeder præger sig i Skibenes smukke Bevægelse, deres heldige Forhold til Rummet og den slaaende Gengivelse af Søens forskellige Karakter.

Eckersberg havde allerede efter ti Aars Ægteskab mistet sin Hustru (den 19. April 1827), som havde født ham sex Børn. Aaret efter ægtede han hendes Søster Susanna Henriette Emilie Juel (f. 1793), som ogsaa gik bort før ham, den 30. December 1840. I Aarene

 

220

1827—29 var han Kunstakademiets Direktør, 1829 blev han Ridder af Danebrog, 1840 Danebrogsmand, og 1843 holdt han 25 Aars Jubilæum som Professor ved Kunstakademiet, ved hvilken Lejlighed hans Ven fra Ungdomsaarene, Thorvaldsen, holdt Festtalen. Det er allerede nævnet, med hvilken Nidkærhed Eckersberg røgtede sit Hverv som Lærer. Men den Skønsomhed og Sans for det Rette, hvormed han forstod at udføre den, ses bedst af den overordentlige Indflydelse, han udøvede. Ikke alene var nogle af Datidens for-trinligste Kunstnere, Bendz, Købke, Küchler, Marstrand, A. Muller, Roed og mange andre hans taknemlige Lærlinger, ogsaa andre Kunstnere, der ikke ligefrem var hans Elever, paavirkedes stærkt af ham, og mange Aar efter hans Død spores endnu hans Palet hos enkelte af de yngre Kunstnere, som i hans Alderdoms Dage kunde modtage et sidste Vink af hans rystende Haand. Ogsaa andre, hvem Kunstens Tarv laa paa Hjærte, saaledes Kunstforeningens Stiftere og navnlig Professor Høyen forsmaaede ikke hans Vejledning, saavel ved at følge hans Virksomhed, som ved at lytte til hans Ord, og han virkede vistnok ikke lidet til at udvikle og fæstne den Sidstnævntes Forestillinger om Kunsten. Af Kunstnerens egne Sønner blev ingen Maler-, hans ældste Søn blev Kobberstikker, en yngre Architekt; begge nævnes nedenfor.

Efter at den gamle Kunstner med Sorg havde set saa mange yngre af den Kunstnerkreds, der var opvoxet omkring ham, falde bort i deres Alders Blomst, efter at han havde opslidt sine Kræfter i et Liv, om hvis Byrder og Trængsler den yngre Slægt næppe har nogen Anelse, efter at han saa godt som havde mistet sit Syn, saa at han ikke mere kunde søge Trøst i at arbejde, fandt ogsaa Doden ham, i hans 71. Aar, om end ikke under nogen venlig Skikkelse. Han blev bortreven af Kolera den 22. Juli 1853. Hundredaarsdagen for Eckersbergs Fødsel fejredes af Akademiet ved et stort Kunstner­møde i Festsalen Tirsdag den 2. Januar 1883, ved hvilket en i Dagens Anledning digtet Sang af P. Hansen (nu Prof. og Theater-kommitteret) blev afsungen. Derefter gav nærværende Forfatter, den Gang konstitueret Sekretær ved Akademiet, en Fremstilling af Kunst­nerens Liv og Virksomhed med særlig Henblik paa hans store Betyd­ning som Lærer ved Akademiet. Akademiets daværende Direktør, F. Meldahl, stillede dernæst Forslag om at indgaa til Regeringen med Andragende om Midler til Udførelsen af en Medaille til Eckers­bergs Minde, medens Thorvaldsens Museum, i Festens Anledning, havde skænket et Exemplar i Marmor af Eckersbergs Buste efter

 

221

Thorvaldsens i Rom udførte Model. Om Aftenen paa Festdagen mødtes en større Kreds af Kunstnere m. fl. til en Sammenkomst, ved hvilken Akademiets Docent, Professor Jul. Lange, holdt Festtalen og især dvælede ved Eckersbergs Betydning som Maler, særlig som den, der i Danmark havde ført Kunsten fra Malerstuen ud i den fri Natur. Ugeskriftet »Ude og Hjemme« havde faa Dage før, den 31. December 1882 bragt et Festnummer til Eckersbergs Minde, hvortil nærv. Forf. ligeledes havde skrevet Texten. Deri forekom, blandt andre Afbildninger, ogsaa det Ungdomsportræt af Kunstneren selv, som er gengivet foran. Medaillen til Eckersbergs Minde af H. Conradsen fuldførtes først i Juli 1889, efter at det nogen Tid i Forvejen var vedtaget, at den skulde tildeles de Kunstnere, hvem Akademiets Aarsmedaille havde været tilkendt to Gange, og som derved havde faaet Sæde i Akademiets Plenarforsamling. Af Por­træter af Eckersberg skal for øvrigt kun nævnes Marstrands Portræt (1836) og Gertners (1850), der var dennes Medlemsstykke. Et Mindesmærke over Eckersberg udførtes af Jerichau, og blev indsat i Muren paa Garnisons Kirke. Det forestiller den aldrende Mester omgiven af sine Lærlinger. Hans Billedstøtte er udført af Evens for Udstillingsfondens Regning.

(Ph. Weilbach, Maleren Eckersberg, Kbh. 1872, hvor Kilderne til hans Levned ere nævnede. Kortere Levnedstræk findes hos Weinw., S. 196—97. Øst Materialier, S. 156. Erslew Forf. Lex. I, S. 361, og Suppl. I, S. 398. Kittendorff og Aagaard: Illustr. Kalender for Danmark 1856, en Biogr. af Const. Hansen. Bricka, IV, 408—17. Særlige Bemærkninger kunne læses Lange Nutidskunst, S. 44—83. Fdl. 1872, Nr. 96: Texten til de to nævnte Søstykker; Se endvidere Strunk. Ude og Hj. 3I/I2 1882. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Eckersberg. Erling Carl Vilhelm Eckersberg, Kobberstikker, Søn af C. V. Eckersberg og dennes første Hustru, født den 15. Sep­tember 1808, lagde sig efter Kobberstikkerkunsten under O. O. Bagges Vejledning og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvis to Sølvmedailler han vandt 1831. Samme Aar konkurrerede han til Guldmedaillen som Kobberstikker og 1833 blev den store Guldmedaille tilkendt ham

 for et Stik efter v. Eyck (den kgl. Malerisaml.). Fra i. Januar 1834 fik han tre Aars Rejsestipendium. Han arbejdede dels i Paris under Leroux og Muller, og stak bl. a. »Fiskere fra Hornbæk« efter Faderens Maleri, dels i Parma under Toschi, og endte sin Rejse med et Besøg i Rom. I August 1838 var han atter hjemme. Han udstillede fra 1828 til 1840 og arbejdede indtil 1871 som Kobber­stikker ved Nationalbanken. Da hans Syn var bleven for svækket

 

222

til at arbejde mere, traadte han tilbage derfra, idet Direktionen tilstod ham en Pension af 1200 Kroner aarlig. Han var en ivrig Samler baade i kunstnerisk og naturvidenskabelig Retning. Han døde ugift den 27. November 1889.

(Priv. Medd. Øst Mat., S. 700. Bricka, IV, 417. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. V, Till., 33.)

 

Eckersberg. Jens Juel Eckersberg, Architekt, Søn af C. V. Eckers-berg og dennes anden Hustru E. C. J. f. Juel, blev født i Køben­havn den 15. Oktober 1822. Han uddannede sig til Architekt dels hos Hetsch, dels paa Kunstakademiet 1839—44, fik den mindre Sølv-medaille 1845, den store Sølvmedaille 1850, medens han samtidig arbejdede under Bindesbøll og Hagemann. Fra 1853 til 1868 virkede han som Bygmester i København, mest ved mindre Arbejder, dog har han bl. a. bygget »De forenede Kirkeskoler« paa Nørregade, medens han samtidig var Tegnelærer. I 1868 flyttede han til Svendborg, hvor han saavel i denne By som i andre Egne af Fyn, paa Langeland m. m. har haft Lejlighed til at udfolde en rigere Virksomhed, og der døde han den 31. Marts 1891. Han blev 1858 gift med Hansine Sofie Joachimine Kerrn (d. den 4. Juni 1860), en Datter af Tømrermester, Oberstlieutenant Johan Christian Kerrn (d. 1862) og Anna Marie f. Velschow (d. 1874).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1862 og 1874. Pers. Tdskr. 3. R. I, Till. 5.)

 

Eckstrøm. Carl Emanuel Eckstrøm, Maler, født 1776! Sverige, fik 1803 den mindre, 1806 den store Sølvmedaille ved Kunst­akademiet i København, efter at have besøgt dets Skoler siden 1798, konkurrerede fire Gange til Guldmedaillen uden at opnaa den, søgte om at blive Tegnelærer (1815) og senere, da dette ikke lykkedes, om at blive Malermester uden Mesterstykke, hvilket nægtedes ham. Akademiet roste ham i 1807 for hans »udmærkede Flid og Duelig­hed i

Malerkunsten«, og han udstillede adskillige Billeder fra 1807 til 1817, mest Portræter. Imidlertid bosatte han sig som Maler­mester i København og døde der den 4. December 1826, 50 Aar gammel. Hans Forlovede, Jfr. Christine Frederikke Schmidt, Datter af en Styrmand Schmidt, var ved Testamente indsat til hans Universal­arving.

(Adresseav. 1826, Nr. 291.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

223

Eddelien. Matthias Heinrich Elias Eddelien, Historiemaler, var fodt den 22. Januar 1803 i Greifswalde og Søn af Nikolaj David Eddelien (eller JErdelien], der som Tømrer havde arbejdet og følt sig vel i København. Da Eddelien derfor var kommen i Malerlære i sin Fødeby og havde Lyst til at uddanne sig videre, sendte Faderen ham i hans sextende Aar til København, hvor han gjorde Tegning til Svendestykke (Dec. 1820). Samtidig med at han som Svend arbejdede hos Malermester Hambro og i flere Aar bestyrede dennes Værksted, begyndte han at besøge Kunstakademiet fra Januar 1821. Endnu inden han havde vundet Sølvmedaillerne, gjorde han sig værdig til Pengepræmie for Maleri efter den levende Model (1827), men da Præmien selv, efter Bestemmelserne, ikke kunde tilkendes ham, fik han extraordinært som Opmuntring 30 Rdl., »formedelst det Talent, Arbejdet røbede«. I Slutningen af Aaret vandt han den mindre og i 1831 den store Sølvmedaille. I Mellemtiden havde han udført nogle Arbejder til Christiansborg Slot, dels i Farver, dels graat i graat. Samme Aar konkurrerede han til den mindre Guld-medaille uden at opnaa den; først 1833 fik han den for Opgaven f Flugten til Ægypten« (Matth. 2, 14). En Øjensvaghed hindrede ham meget i at arbejde det følgende Aar, dog konkurrerede han atter 1835, men forgæves. Endelig vandt han 1837 den store Guld-medaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (i Sam. 16, 23).

Da A. Muller fik store Guldmedaille samme Aar, og derfor i Slutningen af Aaret ligesom Eddelien søgte om det store Rejse­stipendium, besluttede Akademiet under 19. Marts 1838, at de to Kunstnere skulde konkurrere derom. Imidlertid blev Eddelien gjort opmærksom paa, at han maatte have dansk Indfødsret, for at Stipendiet kunde tilkomme ham. Med Akademiets Anbefaling »som en af dets mest udmærkede Artister« søgte han om Indfødsret (26. Juni 1838), inden Konkursen var begyndt, og fik den tildelt ved kgl. Resolution af 4. September 1838. Den 16. Juli var Opgaven bleven given, nemlig: »Christus giver sig tilkende for Disciplene« (Luc. 24, 30), og den 22. December s. A. tilkendtes Stipendiet Eddelien med 14 Stemmer mod 4.

Medens Muller rejste allerede i Januar 1839, gav Eddelien sig Tid til først at gifte sig den 30. April med Olivia Francisca Hjorth (f. 1818, d. 1892), en Datter af Naalemager (sen. Justitsraad) Frants Christian Hjorth (f. 1782, d. 1865) og Marie Dorthea f. Olsen (f. 1775, d. 1854) og afrejste derpaa med sin unge Kone den 3. Juni 1839.

 

224

Mod Instruxen, der lød paa først at besøge Diisseldorf, synes han at være rejst temmelig hurtigt til Italien. Han led en Del af Sygdom under Opholdet i Italien og tog til Ischia med sin Hustru og en lille Søn, for at søge Helbredelse ved Badene der. I Rom malede han et stort Alterbillede »Kristus velsigner de smaa Børn« til Kron­borg Kirke og fuldendte efter Hjemkomsten det samme Æmne til Maarum Kirke.

Efter at han den 20. November 1843 var bleven enstemmig agreeret ved Kunstakademiet, fik han i Marts 1844 til Opgave for Medlemsarbejde »Stærkodder ventende Angantyr og hans Brødre til Kamp«, efter Saxos Krønike 6. Bog, og Eckersberg og Rørbye udnævntes til Kommissærer. Da han kort efter fik Bestilling paa Udsmykningen af Christian IV's Kapel i Roskilde, ønskede han i Skrivelse af 20. Oktober 1845 en anden Opgave, der bedre stem­mede med de Forstudier, han skulde gøre til Kapellet, og efter nogen Betænkning fra Akademiets Side fik han den 17. November som ny Opgave at male »Evangelisten Matthæus, som inspireres af Englen«. Han blev imidlertid ikke Medlem af Akademiet, og i Kapellet i Roskilde naaede han kun til at faa fuldført Hvælvingen og Frisen derunder, da en Lamhed i den højre Arm den 24. Juni 1852 afbrød hans Arbejde for stedse. Han søgte Hjælp ved et Bad i Tyskland, der virkede kendeligt gunstigt paa hans Helbred, indtil et Slagtilfælde den 24. December 1852 pludselig bortrev ham. Arbejdet i Roskilde, hvor Kunstnerens Hovedfortrin, en ren Tegning og en smuk, klar Farve, modnest viser sig, er senere blevet fuldendt af Marstrand og Heinrich Hansen. Af Kunstnerens Arbejder før Rejsen ejer den kgl. Malerisamling fem Billeder, hvoraf »En ung Faun« er frem-hængt. Han har udstillet 1826—44. Eddeliens Enke, som 1853 søgte om, at Kunstnerens Billeder i Kapellet maatte regnes for Medlemsstykke, for at hun kunde faa bedre Pension, fik nægtende Svar herpaa, men opnaaede dog nogen Understøttelse, indtil hun den g. August 1856 i andet Ægteskab giftede sig med Guldsmed og Ciselør J. B. Dalhoff (s. d.).

(Priv. Medd. Ussing, Høyens Levned, S. 228—29. Alm. Kommissionstid. 1838, Nr. 302. Bricka, IV, 418. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1892.)

 

Eegberg. H. H. Eegberg, Maler, efter Navnet at skønne en dansk Mand, fik 1747 til 1750 Betaling for i alt 33 iiperspectiviche Schildereyen von Schlossern und Stadien in den koniglichen Ldnderni,, som blev betalte med 5 Rdl. 3 Mk. d. C. Stykket.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

225

Egen. Gert van Egen, Billedhugger fra Holland, kom til Dan­mark senest i 1591 og boede i Helsingør den længste Tid af sit Ophold her. Han udførte i det nævnte Aar en Buste i Alabast af Chri­stian IV i dennes 14 Aars Alder, og fra 1794 Mindesmærket over Kong Frederik II i Kapellet i Roskilde Domkirke, som dog mulig kan have været paabegyndt i Holland. Hovedæren for dette anselige Billedhuggerarbejde tilkommer dog uden Tvivl van Egen. Derefter udførte han i 1600 »et kosteligt Tresur« i Alabast til Kongen, og med en Udbetaling paa dette Arbejde den i. November 1600 for­svinder hans Navn, og man ved ikke, om han er død her i Landet eller er rejst tilbage til Holland.

(Tdsk. f. Kstind. VI, 99 og IOI. F. R. Friis, Fr. II, Gravm. Roskilde, Autogr. 1877.)

 

Egerod. Andreas Vilhelm Egerod eller Egeroed, Architekt, født i København 1793, var Søn af Architekt og Murmester, Kaptajn ved Borgervæbningen Povl Egerod (d. 22. Juni 1827) og dennes første Hustru, Mette Quist, fra hvem han blev skilt, hvorefter han (1815) ægtede Anne Kirstine f. Winther. Egerod gennemgik paa sædvanlig Maade Kunstakademiets Skoler, vandt 1809 den mindre og 1811 den store Sølvmedaille, var i 1815 en Tur i Wien, konkurrerede derpaa 1816, 1821 og 1823 til den mindre Guldmedaille, dog uden at opnaa den. I Oktober 1820 havde han gjort en Rejse til Rus­land »for at forsøge sin Lykke«, men kom snart tilbage igen og oprettede i 1822 et »architektonisk Tegne-Institut efter det franske Systems grundige Regler«. Allerede forinden havde han Borgerskab som Murmester, men skønt han synes at have været af velhavende Familie (Faderen ejede Mtr.-Nr. 181 i St. Fiolstræde og et Hus i Kaninlængen) og selv at have Midler, søgte han dog i 1824 om at blive Assistent ved Akademiets Bygningsskole, da Architekt Schmidt rejste udenlands, men fik ikke Pladsen. Han var gift med A. M. M. Ege­rod, og da han døde den 9. April 1829, var han Løjtnant i Borger­væbningen.

(Akad. Skifteretten. Provins-Arch. Adresseav. Lengn. Fam. Winther. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Eggeling. Andreas Carl August Eggeling, Dekorationsbilled-hugger, var Søn af Murer Andreas Carl August Eggeling fra Tysk­land (f. 1826, d. 1881 i Nykøbing paa Falster) og Elisabeth Sofie Vilhelmine f. Petersen, og blev født den 17. September 1862 i Torby

N. K. L.    I. Juni 1895                                          15

 

226

paa Lolland. Han kom som Billedskærersvend ind i Kunstakademiets Dekorationsskole og gennemgik denne fra den i. Januar 1884 til den 25. Maj 1886, da han fik Afgangsbevis i sit Fag. Derefter besøgte han endnu et Par Aar Modelskolen for at uddanne sig videre. En uhelbredelig Sygdom hæmmede ham i Udviklingen af hans ellers utvivlsomme Talent. Han deltog i 1887 i den Neu-hausenske Konkurs med Model til et Springvand, dog uden at vinde Præmien, udførte nogle dekorative Arbejder og ernærede sig for øvrigt som Billedskærer. Han døde paa Kommune-Hospitalet den 20. Juni 1893.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Ehbisch. Johan Frederik EKbisch, Ornamentbilledhugger, var født 1668 i København og formodes at være Søn af Hans Ehbisch, Urtegaardsmand hos Dronning Sofie Amalie. Hvorledes han er uddannet til Stukkatør og Billedhugger vides ikke. Han var fra 1705 kgl. Billedhugger med 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig af Kongens Partikuliérekasse. Han nævnes første Gang, da han s. A. støbte en Herkules i Bly til Rosenborg Have efter en ukendt Kunstners Model, hvis det ikke har været efter hans egen. I Rigsarchivet og den kgl. Kobberstiksamling bevares Tegninger af ham til forskelligt Arbejde i hans Fag, hvilket tyder paa, at hans Arbejder, der have anseligt Værd for deres Tid, ere udførte efter hans egne Modeller. Ham skyldes saaledes Altre og Prædikestole i Trinitatis, Petri, Frue og Helliggejstes Kirker, ligeledes i Slotskirken i Vallø og i Slots­kirken paa Fredensborg; men en Del af disse Arbejder ere senere tilintetgjorte. Hans mærkeligste bevarede Arbejde er vistnok Grav­mælet over Ritmester Levetzau i Thiele Kirke (1740), som skal have kostet 3000 Rdl. d. C. Hans Hustru hed Salme Chatrine og døde før ham. Han kaldes ved sin Død den 6. Maj 1748 kun kgl. Billedhugger, ikke Hofbilledhugger, og han boede den Gang i Gaden Aabenraa. Han blev jordet paa Petri Kirkegaard; men hans Born, to Sønner og en Datter maatte gaa fra Arv og Gæld, hvoraf frem-gaar, hvor ringe Faderens Kaar var.

(Weinw., S. 121. Bricka, IV, 444. Sandv., S. 41. Skild. 1812, Sp. 1046. Friis Sml., S. 110—II. Regnsk. m. m. i Rigsarch. og Provinsarch.)

 

Ehrencron. Jakob Heinrich Ehrencron, Dekorationsmaler, Søn af Skrædermester Hans Peter Ehrencron og Cathrine født Clausen, var født paa Augustenborg den 7. August 1809, kom til København,

 

227

hvor han besøgte Kunstakademiet fra 1826 og fik 1832 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig først efter Portrætmaleriet, men gik snart over til at være Dekorationsmaler og gjorde i December 1835 Mesterstykke som Malermester. Han ernærede sig nu som Dekora­tionsmaler, men lagde sig ogsaa efter Theatermaleriet og arbejdede i dette Fag, dels ved det kgl. Theater under C. F. Christensen, dels for egen Regning ved de andre Theatre, indtil han 1859 blev fast Theatermaler ved Kasinos Theater. Han var gift med to Søstre efter hinanden, Døtre af Toldassistent Schmidt, Lene Marie (f. 1813, d. 1846) og Sofie Christine Schmidt (f. 1817, d. 1880); han døde i København den 4. Maj 1876. En Søn af første Ægteskab, Frants Emanuel Ehrencron, født den 19. Marts 1841, lovede at blive en dygtig Kunstner, da Døden bortrev ham i hans tyvende Aar den 23. Juli 1860.

(Priv. Medd.    Akad.    Skifteretten.)

 

Ehrhardt. Johannes Ehrhardt, Maler, kaldes af Christian IV Maler i Helsingør, undertiden blot »Johan Maler udi Helsingør«, men synes ikke at kunne gøres identisk med »Johan Maler nu boendes i København« eller med »Johan Maler af Flensborg«. Han nævnes i Christian IV's Almanakker flere Gange fra Maj 1607 til August 1608, men har vistnok indtaget en lavere Plads end adskillige andre af de Kunstnere, som arbejdede for denne Konge, eftersom det synes mest at have været Kopier og Dekorationsarbejder, der bestilles hos ham.

(Schlegel. Saml. z. Dån. Gesch. II, 3. Hft. Chr. IV's alm, 21. Maj, 10. Dec. 1607, 3. Febr., 2. Aug. 1608. Weinw. Lex.)

 

Eichen. Berend van der Eichen og hans Broder, Tapetvævere, indkaldtes af Christian V og arbejdede ved Tapetfabriken i Køge fra 1684 til 1698 for en Del efter P. Andersens Tegninger; de vigtigste af disse ere de 12 Tapeter, som endnu sidder paa Væggene i Ridder­salen paa Rosenborg og forestille Begivenheder under den skaanske Krig 1675 til 1677; tillige udførte v. d. Eichen dels tre Tapeter med Træk af Alexander den Stores Historie som Prøve, dels nogle Tapeter til Jægersborg og for Private. Han istandsatte ogsaa de ældre Tapeter paa Frederiksborg.

(Weinwich, S. 96. Burman-Becker, Om Tapeter i Danmark, S. 34 flg. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Friis, Saml.)

 

228

Eigtved. Nikolaj Eigtved, Architekt, var en Bondesøn fra Egtved ved Skjoldnæsholm paa Sjælland og blev født den 22. Juni 1701. Efter at han var bleven Gartnersvend, drog han udenlands og søgte at uddanne sig ikke blot i sit oprindelige Fag, men ogsaa i Byg­ningskunsten. I 1725 var han i Warschau, hvor han ved sine Teg­ninger vakte Opmærksomhed hos en Oberst Poppelmann, der tog ham i sin Tjeneste og hjalp ham til at blive Løjtnant ved Ingeniørerne (1729). Da det 1733 tilfældig røbedes for General Løvenørn, under et Ophold i Udlandet, at den saxiske Officer var dansk født, udvirkede denne, at Eigtved blev kaldt tilbage til Danmark, og han fik nu sin Afsked af Kongen af Saxen som »Hauptmann”. Inden han traadte ind i dansk Tjeneste, lod Christian VI ham foretage en Rejse paa kongelig Bekostning for at studere Bygningskunsten i Italien (1733—35). Siden opholdt han sig i Danmark, hvor han blev Kaptajn, Oberst­løjtnant, Oberst, Kirkeinspektør, Hofbygmester, med 800 Rdl. d. C. i aarlig Lønning, og Direktør for det ældre Kunstakademi. Han ægtede den 24. Maj 1743 Sofie Christine født Walther (f. 1726, d. 1795), der var Kammerjomfru hos Prinsesse Louise, og han døde den 7. Juni 1754, ikke længe efter at det nye Kunstakademi paa Charlottenborg var stiftet. Han deltog med Thura i den indre Ud­smykning af Christiansborg Slot, hvis Portal tillægges ham, medens Bygningens Ydre for øvrigt skyldes Hausser. Han ombyggede Bregentved Slot, da dette Gods fra 1740 en kort Tid var i Chri­stian VI's Eje, og 1744 byggede han Sofienberg Slot ved Rungsted til Dronning Sofie Magdalene. Ved Christian VI's Død (1746) maatte han indrette castrum doloris i Slotskirken og snart efter lige­ledes anordne den festlige Udsmykning af samme Kirke til Frederik V's Kroning. Hans endnu bevarede Hovedværk er dog de fire Palæer paa Amalienborg, byggede 1750—55 efter hans Tegninger i sildig Renæssancestil. Men senere Tiders Archivfund have godtgjort, at de første Udkast til Frederikskirken skyldtes Eigtved, idet Jardin (s. d.) kun omdannede den allerede fra hans Haand givne Plan og Opstalt. Ogsaa Tanken om Anvendelsen af det norske Marmor maa tillægges Eigtved, idet de store Summer (ialt 8000 Rdl. d. C.) som han fik anvist 1753—54 »zu einem gewissen Behiife ohne dass daruber •weitere Rechnung abzulegen ist«., synes at have været til Anlæg af Marmorbrud i Norge, hvis Drift efter hans Død fortsattes af Enken, indtil Kirkens Udførelse standsedes i 1771. En Udbetaling i 1755 efter Eigtveds Død af 664 Rdl. i Diæter for hans Rejse i Norge i 1751 peger i samme Retning. Han gjorde ogsaa Tegning til Frederiks-

 

229

kirken paa Christianshavn (1754), som Anthon fuldførte (s. d.). Selv skrev han sit Navn Eigtwedt. Akademiet købte efter hans Død et Portræt af ham for 5 Rdl. d. C. og besluttede at ophænge det blandt Medlemmernes Portræter, men allerede i Fortegnelsen 1793 nævnes det ikke mere. Eigtved blev jordet paa Petri Kirkegaard, og hans Enke fik 300 Rdl. d. C. i Pension.

(Weinwich, S. 149. do. Lex. Biisching Nachrichten I, 702. Thiele Kunst-akad., S. 59 o. fl. St. Kst. og Æsth., S. 55—57 og 179—81. Danske Atlas II, 243. Posttid, for 1754, Nr. 45 og 46. Ramdohrs Rejse I, S. 89. Skild. 1829, Sp. 1362. Mnemosyne III, S. 110 o. fl. St. Bricka, IV, 461. F. J. Meier, Fredensborg. Rigsarch. Akad.)

 

Eilersen. Eikr Rasmussen Eiler sen, Landskabsmaler, er født i Østerby i Svaninge Sogn i det sydlige Fyn den i. Marts 1827. Hans Fader var Gaardfæster og Sognefoged Rasmus Eilersen (f. 1788, d. 1869), hans Moder var Anne Hansdatter (f. 1795, d. 1875), han blev derfor opdragen paa Landet som Datidens Bondesønner, men da han stedse havde vist Lyst til Tegning, kom han 1847 til Køben­havn, hvor hans begyndte Uddannelse allerede Aaret efter blev afbrudt ved Krigen 1848—50, som han (under Navnet E. R. Østerby) i Følge sin Værnepligt i to Aar maatte deltage i. Det var først efter Krigen, han for Alvor kunde uddanne sig for sit valgte Fag, Landskabsmaleriet. Efter at han siden 1849 havde udstillet (i Først­ningen under Navnet E. Rasmussen), fik han i 1858—59 Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar, sorn han navnlig tilbragte i Paris, Pyrenæerne og Svejts og tilsidst i Nordfrankrig og Belgien. Senere har han foretaget adskillige mindre og større Rejser til Udlandet.

Medens han som ung Kunstner selv maatte bryde sig en Vej, havde han en Støtte i Grev Preben Bille-Brahe, paa hvis Gods hans Fader var Fæster, og senere i dennes Søn Baron Christian Bille-Brahe, som var Stiftamtmand i København, idet begge med stor Redebonhed købte Billeder af ham. Eilersen har ogsaa solgt flere større Billeder til Grev Moltke Bregentved, f h. Konsejlspræsident Estrup m. fl. Et Sommerbillede fra Fuglesangsmosen i Dyrehaven blev købt af Kunstforeningen (udst. 1863); Parti af Frijsenborg Dyrehave (udst. 1864) tilhører den kgl. Malerisamling; et stort Billede »Foraars-dag ved Øresund« blev malet efter Bestilling af danske Godsejerfruer til Brudegave til Prinsesse Dagmar (udst. 1868). Eilersen har i det hele forstaaet at vinde et Publikum for sig ikke alene i Danmark, men ogsaa i Tyskland, England, Rusland og Amerika, hvortil han har solgt ikke faa af sine største og mest vellykkede Billeder.

 

230

Eilersen blev i 1856 gift med Eleonore Frederikke født Winning (f. 1827), Datter af Hotelejer Jens Iver Boe Winning (f. 1772, d. 1838) og Dorthe Frederikke f. Holst (f. 1790, d. 1873) fra Faa-borg; han blev den 16. Februar 1871 Medlem af Kunstakademiet i København; i 1876 blev han Ridder af Danebrog og samme Aar var han udenlands for det Ancherske Legat.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 463.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Eleonore Christine, se Leonore Christine.

 

Engelhart. (Cathrine CaroKm) Cathinca Engelhart, Malerinde, er Datter af Kontorchef i Nationalbanken Christian Engelhart (f. 1811, d. 1890) og Nathalie født Rønne og er født i København den .6. Februar 1845. Da hun havde megen Lyst til Malerkunsten, lærte hun 1865—66 at tegne og male hos Carl Bøgh, men rejste allerede 1867 til Bryssel og senere til Düsseldorf, hvor hun forblev i syv Aar og nød Vejledning af Vautier og Sohn. Fra 1869 har hun udstillet Genremalerier og Portræter saavel i Diisseldorf som i Køben­havn, og har solgt adskillige Billeder til Udlandet. I 1875 rejste hun til Christiania og derfra til Stockholm for at udføre nogle Bestil­linger, saaledes to Portræter af Carl XIV Johan til Kong Oscar II. Efter et kort Besøg i Hjemmet foretog hun en ny Kunstrejse til Paris, hvor hun uddannede sig under Bouguereau. Et Genrebillede »Ingen Roser uden Torne« (1874) blev solgt til Kunstforeningen i København. Hun har tillige skrevet og tegnet til tyske Ugeblade. Frøken Engelhart ægtede den 16. Maj 1878 den engelske Læge Thomas H. Amyot, med hvem hun havde gjort Bekendtskab under sit Studieophold i Paris. Fra 1882 har hun med sin Mand boet i London, hvor hun dels har udstillet Genrebilleder i Royal Academy, dels malet Portræter efter Bestilling.

(Priv. Medd.     Pers. Tdskr.   2. R., VI, Till. 30.    Reitzel.     Udst.    Fortegn.)

 

Engels. Peter Engels, Perspektivmaler. Han fik kongeligt Rejsepas 1658 for at rejse paa sin Kunst, endog til Italien.

(Weinw. Lex.)

 

Engelsted. Malthe Odin Engelsted, Maler, er født paa Nivaa-gaard ved Øresund den 8. August 1852 og er Søn af Proprietær

 

231

Valdemar Engelsted1 (f. 1797, d. 1887) og dennes anden Hustru Lydia Rasmine f. Lassen (f. 1818, d. 1867). Han flyttede i sin Barndom med Forældrene til København, blev Student 1870, tog anden Examen 1871, og begyndte at studere Theologi og noget Kunsthistorie, men havde ikke givet sig synderlig af med direkte Udøvelse af Kunsten, før han forberedte sig til Indtrædelse paa Kunstakademiet, hvor han i November 1873 fik Plads i Almindelig Forberedelsesklasse; han gennemgik alle Klasserne og fik den 30. Juni 1879 Afgangsbevis som Maler. Samme Aar udstillede han første Gang ved Decemberudstillingen. I 1881 og 1883 foretog Engelsted mindre Rejser til Udlandet navnlig for at se fremmed Kunst; i 1883 vandt han den Neuhausenske Præmie (600 Kr.) for Opgaven »Scene af Børnelivet«; det forestillede »En Gymnastiktime i en Landsby­skole«. Fra 1884 af begyndte han, ved Siden af Livsbilleder, hvori •et frisk Lune naturligt og fint udtalte sig, at male religiøse Billeder, som viste en alvorlig og kraftig Følelse, udtalt i en, vistnok paa ret grundige Studier hvilende, Efterligning af ældre og naivere Tiders Kunst; de vakte ikke ringe Opmærksomhed, og det er ikke ganske faa Æmner, især af det gamle Testamente, han paa denne Maade har behandlet. Efter at han i 1885 havde haft en mindre Rejse-understøttelse, fik han i 1887 og 1888 Akademiets saa kaldte mindre Rejstipendium (2000 Kr. aarlig i to Aar), og tilbragte paa denne Rejse længere Tid i Italien og Grækenland. Han udstillede sidste Gang paa Akademiets Foraarsudstilling i 1890; Aaret efter var han Medstifter af den fri Udstilling, og har siden udstillet der.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 521—22. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Enum. Johan a Enum eller von Enem fra Nyborg har i 1607 til Kirken der malet et Epitafsbilled med Portræter af Borgmester Peter Jensen Schiffer og Kone, samt s. A. to Portræter af Mads Lerke og Sidsel Knudsdatter. I 1612 fik han Betaling for 4 »Kunst­stykker«, som han havde udført til Frederiksborg, og den 19. August 1615 faar Marine, afg. J. v. Enemfs], hans Tilgodehavende for »Malværk« til Frederiksborg udbetalt. Udtrykket »afg.« synes dog kun at betyde, at han er nyttet fra Nyborg til Varberg, thi efter

1 Han var Søn af Generalmajor Niels Engelsted (f. 1759, d. 1816), der som Oberst for de lette jyske Dragoner udmærkede sig i Kampen mod Kosakkerne i 1813; som Ritmester og Eskadronschef ved Husarerne boede han paa Hirsch-holm Slot, da Kunstnerens Fader blev født.

 

232

Varberg Slots Bygningsregnskaber faar den samme Contrafejer, under 15. August 1637, 10 Rdl. for med Guld og Farver at staffere to Sejerværks-Skiver paa Slottets Kirketaarn.

(Priv. Medd.    Rigsarchivet.    Friis, Saml., S. 236.)

 

Erdmann. Jakob Erdmann, Maler. »I Følge et ham tilstillet kongeligt Pas af 27. Sept. 1709 rejste denne Maler udenlands for at gøre sig mere fuldkommen i sin Kunst.«

(Spengl. Art. Eft.)

 

Erichsen. Johan Eric/isen Tuscher, Kobberstikker, var fra Viborg og blev 1686 Student under Navnet Johannes Ericius; han dyrkede, samtidig med at han studerede Theologi, Kobberstikker­kunsten, saaledes at han blev brugt til at stikke Kobberne til Jacobæi Museum Regium; her kalder han sig Joh. Erichsonius og Weimvich tilføjer, at han »fortjener at nævnes med Berømmelse, da de for en Dilettant ere ret gode; han er sindrig i at indflette adskillige af Kunstkammerets Sager i sine Initialer og Cul de lampes«. I 1697 blev han Sognepræst i Meelby i Frederiksborg Amt, og han dør 1728.

(Weinw. S. 103. B. Smith, Univ. Matr. II, 146. Rigsarch. Wiberg, II, S. 396.)

 

Erichsen. Vigilius Erichsen, Portrætmaler, født 1722, rimeligvis i København, uddannede sig under J. S. Wahl til Portrætmaler, saavel i Oliefarve som i Miniatur. 1750 fik han en »allergnådisches Geschenk« af 50 Rdl., i 1754 og 1755 udførte han Kongens Por­træt to Gange i Email. Da han efterhaanden vandt Navn som Portrætmaler, ønskede han Akademiets Rejsestipendium for at blive Medlem. Eftersom dette ikke kunde tilstedes ham, uden at han havde vundet Guldmedaillen som Historiemaler, deltog han ogsaa (1755) i Konkursen for denne, men opnaaede den ikke. To Aar efter fulgte han en Kaldelse til St. Petersborg, hvor han senere blev Catharina II's Hofmaler og malede hendes Portræt mange Gange baade i Legemsstørrelse og i Miniatur. Hans vigtigste Portræt fore­stiller hende til Hest i Gardeuniform, saaledes som hun var klædt, da hun besteg Tronen. Han skal ogsaa have malet historiske Billeder i St. Petersborg, men gjorde dog især Lykke som Portrætmaler; i 1772 kom han tilbage til København og blev den 30. November s. A. udnævnt til Hofportrætmaler med 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) af Kongens Chatolkasse. I 1778 fik han Titel af Justitsraad, og han

 

233

døde i København den 23. Maj 1782. Ved Salonen 1778 udstillede han bl. a. to Portræter af Enkedronning Juliane Marie, hvem han har malet flere Gange, og af Arveprinsen, der begge skulde sendes til Rusland. De gjorde Lykke ved et blødt og behageligt Foredrag. Theatermaler Cramers Portræt blev samme Aar af denne foræret Kunstakademiet. Paa det ældre Christiansborg fandtes et Portræt af ham af Juliane Marie, som brændte, og et andet af Catharine II, begge hel Figur, hvilket sidste blev frelst ved Branden og endnu tilhører den kgl. Malerisamling, der ligeledes ejer et Brystbillede af L. Spengler, malet inden Erichsens Rejse til Rusland tilligemed et Sidestykke, forestillende dennes Kone, hvilket er i privat Eje. Des­uden findes endnu paa forskellige Steder i privat Eje adelige og kongelige Portræter, malede af Erichsen. Han har ogsaa malet kgl. Skuespiller C. P. Rose (1779). Han prises meget for sin Gengivelse af Stofferne, saaledes at endog hans Atlask sammenlignes med de gamle Hollænderes. Hans Enke, Ida Christine født Bassebech, døde 1809.

(Weinwich, S. 163. Sandvig, S. 41—42. Hennings, S. 145. Skild. 1809, Sp. 1195. Jonge Kbh. Beskr., 8.519, 529. Spengl. Fortegn. Nr. 854—58. Akad. Rigsarch. Priv. Medd. Bricka, IV, 561.)

 

Ernst. Johan Conrad Ernst, Architekt, var Søn af Købmand Johan Adolf Ernst (d. 1676) og Helene Sofie Merkers (Marker, d. 1681); han blev født 1766 i København. Medens Broderen, Politimester J. B. Ernst, blev Student her 1681 og siden studerede i Udlandet, skulde man tro, at Architekten har faaet baade sin boglige og sin kunstneriske Uddannelse i Udlandet, da han ikke findes i Universitetets Matrikel (inden 1688) og heller ikke, som ellers i de Tider, gennem militær Uddannelse udviklede sig til Kunstner. At han maa have været en studeret Mand med i det mindste nogen juridisk Dannelse, tør man slutte af, at han allerede 1703 blev Assessor i Hofretten og rykkede op til en høj civil Rang. Han var kgl. Bygmester før 1696, idet han, som saadan, under 24. September s. A. fik Rejsepas og Rejsepenge til Sverig, for at hente en af den svenske Bygmester N. Tessin udført Model til et kongeligt Slot, der skulde have været opført paa Amalienborgs Grund. Den 23. April 1703 blev han gift med Magdalene Foss, som døde 1718, i 1709 blev han Cancelliraad, før 1714 Justitsraad, 1716 Generalbygmester efter v. Piaten (s. d.) med 1000 Rdl. d. C. i aarlig Lønning. I Juni 1719 faar han Til­ladelse til at holde Samfrændeskifte med sine Børn, en Søn og en

 

234

Datter, og ægtede derpaa den 6. Juli 1719, Enke efter Borgmester Anders Jacobsen, Margrethe Elisabeth (Lisbeth) Weinemann (f. 1679), Datter af »gamle Skatteborgere i København«. Ernst, som 1729 var naaet til at blive Etatsraad, en høj Rang i den Tid, har vistnok arvet Formue efter sine Forældre eller faaet Midler med sine Hustruer, thi efter at han i 1735 havde trukket sig tilbage fra sine Embeder med 800 Rdl. i Pension om Aaret, finder man ham som Godsejer paa Aimsøgaard ved Kallundborg, hvor han tilbragte sine sidste Aar »som en gammel, svag og udlevet Herre«, og der døde han 1750, over 84 Aar gammel; han blev gravsat i et Kapel i Viskinde Kirke. Hans Hustru overlevede ham.

Han synes foruden at have været kgl. Bygmester ogsaa at have været Stadsbygmester, og som saadan opførte han (1701) nye Byg­ninger til Børnehuset. Han var medvirkende ved Frederiksberg Slots Opførelse og ved Ombygninger paa Københavns Slot, byggede Bold­huset (deraf Boldhusgaden), omdannede Operahuset (nu Rigsdagens Bygning paa Hjørnet af Fredericiagade) til et Landkadetakademi, og ledede en kort Tid Opførelsen af Fredensborg Slot. I 1717 gjorde han Overslag til en Restauration af Rosenborg Slot; i 1719 opførte han Cancellibygningen, og i de sidste Aar af sin Embedstid ledede han Arbejderne ved Opførelsen af Hirschholm Slot. Han gjorde ogsaa Tegning til et Mindesmærke over Etatsraad Bolle Luxdorph.

(Bricka, IV, 575. Pers. Tdskr. I, 282 fig , IV, 304. Hofman, Fundati mer, VIII, 225. O. Nielsen, Kbhvns. Hist. VI, 351, 371, 393. Rigsarch. Raadstue-arch. Spengl. Art. Eft. Friis, Sml., 114. Lengn. Frue og Helligg. K. Strunk 1713.)

 

Eskesen. Odgar Erik Frode Eskesen, Landskabsmaler, er Søn af Lærer i Odense, Morten Eskesen (f. 1826) og Karen Marie f. Nielsen (f. 1838, d. 1865), og er født i Rudme ved Svendborg den 21. April 1863; kort efter flyttede Forældrene til Odense. Efter Konfirma­tionen kom han i Malerlære, blev Svend 1881 og rejste da til København, hvor han arbejdede i sit Fag. Først efter at han havde aftjent sin Værnepligt, kunde han tænke paa at uddanne sig til Kunstner. Nogle Forsøg, han viste P. S. Krøyer, fandt opmuntrende Bifald, og han blev i 1887 optaget som Elev i Kunstnernes Studie­skole, som han besøgte i tre Vintre. Eskesen udstillede første Gang i 1891 og har siden udstillet dels paa Charlottenborg, dels paa private Udstillinger en Række Landsbabsbilleder, hvoraf det største, »Udsigt fra Dybbøl« ejes af Grosserer S. Goldschmidt. Han har tillige i 1894 malet et legemsstort Portræt af afd. Oberstløjtnant

 

235

Dalgas    (skænket   til   Askov   Folkehøjskole)   Eskesen    ægtede    den 31. Marts   1894  Helga   Andrea  Schmidt,   Datter  af Købmand Jens Weilgaard Schmidt (f.  1838, d.  1866) og Thora Emilie f. Thilo. (Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Esteves. David Esteves, Maler, nævnes som Lærling af d'Agar. Han skal baade 1691 og 1703 have faaet kgl. Rejsepas for at uddanne sig i Udlandet som Kunstmaler.

(Weinwich Lex.)

 

Estrup. Hector Frederik Jansen Estrup, Architekt, Søn af Hospitals-forstander i Randers Laurits Carl Constantin Estrup (f. 1826) og Larsine Knudine f. Blichert (f. 1826, d. 23/3 1854), er født den 20. Marts 1854 paa Viufgaard ved Kolding. Han kom efter sin Konfirmation i Murerlære i København, blev Svend 1872 og blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1871 til den 17. Marts 1880, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han var under sin Studietid Tegner og senere Konduktør hos H. B. Storck. Efter en Udenlandsrejse 1881—82, med Under­støttelse fra Indenrigsministeriet, har han bosat sig i Horsens, hvor han endnu virker. Han har restaureret Kongsdal Hovedbygning for fh. Konseilspræsident Estrup og Boller Hovedbygning for Grev Frijs og er i Færd med Opførelsen af den Ahrentzenske Stiftelse og to Kommuneskoler i Horsens; desuden har han opført forskellige Privat­bygninger. Estrup blev den 26. Oktober 1883 gift med Albertine Zwergius, Datter af Skibsfører Frederik Zwergius (f. 1805, d. 1869) og Albertine f. Eskildsen (f. 1815).

(Priv. Medd.    Akad.    Kold. Av.  1854, Nr.  51.)

 

Evens. Otto Frederik Theobald Evens, Billedhugger, Søn af Gørtlermester Thomas Mandix Evens (f. 1791, d. 1870) og Ane Margrethe født Frederiksen (f. 1790, d. 1853) er født den 16. Fe­bruar 1826. Han lærte Gørtlerhaandværket i Faderens Værksted, samtidig med at han besøgte Kunstakademiets Haandværksskoler (1839). Da det imidlertid gik op for ham, at han vilde være Billed­hugger, gik han over i den egentlige Kunstskole paa Akademiet og kom snart efter til H. V. Bissen, under hvis Vejledning han arbejdede i flere Aar. Han fik 1846 den mindre og 1849 den store Sølv-medaille i Modelskolen, samt to Aar efter den mindre Guldmedaillé for »Thetis beder Vulkan om Vaaben til sin Søn Achilles« (1851).

 

236

Han vandt 1857 den Neuhausenske Præmie for Gruppen »Moder­kærlighed«, konkurrerede samme Aar til den store Guldmedaille, som han vel ikke vandt, men han anbefaledes til Rejsestipendium, hvilket han fik i 1858 med 800 Rdl. i to Aar, som om han havde vundet Medaillen. I 1860 fik han et Tillæg af 250 Rdl. Han opholdt sig tre Aar i Rom indtil Efteraaret 1861, men har senere (1865) tilbragt en Vinter i Italien med det Ancherske Legat. For Udstillingsfonden har han udført en Billedstøtte af Eckersberg (1865, staar i Akademiets Festsal) og senere have hans to mindre Billedstøtter i siddende Stil­ling af Saxo og Grundtvig gjort megen Lykke. Evens blev den 25. April 1871 optaget til Medlem af Kunstakademiet. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes »Fiskeren og hans Søn« (Skulptursaml.), »Den fortabte Søn« i Bronce (Baron O. D. Rosenørn-Lehn), en Buste og en Billedstøtte af Frederik VII, sidstnævnte i Sorø, Mindesmærket for Evald og Wessel, for Dronning Caroline Amalie i Sorgenfri, to Billedstøtter Saxo og Snorre Sturlesøn (Mus. paa Frdksbg.), en Statuette af Griffenfeldt (smstds.), Statuen »Hjeronymus« til Marmorkirken, en Billedstøtte i Gibs, »En Kunstnerinde« og en Del Buster, saaledes af D. G. Monrad, Edv. Lembcke, M. Goldschmidt, samt adskillige Portrætmedailloner, der ligesom alle hans Arbejder udmærke sig ved fin kunstnerisk Følelse. En i 1851 udført Statuette af Holberg blev i 1890 støbt i Bronce til den kgl. Malerisamling. Evens er ugift. (Priv. Medd. Bricka, IV, 641. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Exner. Aage Sofus Exner, Maler, Søn af nedennævnte J. J. Exner, er født paa Christianshavn den 4. Juli 1870. Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære og blev Svend 1890 med Sølvmedaille. I Oktober 1885 fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik og fik den 24. Maj 1892 Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang 1892 »Fra et Atelier«, fore­stillende Faderens Malerstue, i 1892 et Par Interiører og i 1894, »Ringeren i Taarnet« i Belysning fra Solnedgangen. I 1893 modtog han Tilbud om en ret betydelig kunstnerisk Virksomhed i Rumænien, hvor han siden har opholdt sig og hvorfra han i Vinteren 1894—95 foretog en Rejse til Italien.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Exner. Johan Julius Exner, Genremaler, født den 30. No­vember 1825 i København, er en Søn af en fra Bøhmen som ung

 

237

Mand indvandret Musiker, Johann Gottlieb Exner (f. 1782, d. 1857), der blev Hoboist ved Kongens Regiment i København og gift med Karen Jørgensdatter (f. 1796, d. 1853) fra Holmsgaard i Vendsyssel. Da Exner fra Barn viste stor Lyst til at tegne og male, blev han efter sin Konfirmation sat i Malerlære og besøgte Kunstakademiet (1839), hvor han i Løbet af et Par Aar (1841—42) naaede til at blive Elev af Modelskolen. J. L. Lund, der var bleven opmærksom paa hans Anlæg, sørgede for, at han blev fritagen for sin Læretid som Malerdreng, og nu vandt han i de følgende Aar (1843 og 1845) Kunstakademiets mindre og store Sølvmedaille, medens han samtidig søgte at uddanne sig til Historiemaler under Lunds og senere under Eckersbergs Vejledning og 1844 begyndte at udstille. Han vandt 1847 den Neuhausenske Præmie for et Dameportræt og malede i det hele ikke faa Portræter i denne Tid, samtidig med at han, ved et Par mindre historiske Billeder, hvoraf det ene, der som et ret lovende Ungdomsarbejde blev købt til den kgl. Malerisamling (Thyre Danebod søger at formilde Gorm den Gamles Vrede, 1849), viste, hvad det var, han den Gang attraaede. En højsindet Adelsmand, Grev Frederik Knuth til Knuthenborg, støttede ham i disse Aar ved at give ham frit Atelier og Bestilling paa »Marsk Stigs Døtre« (udst. 1851).

Imidlertid havde Exner jævnlig levet paa Landet om Sommeren, og Synet af Bondens Liv i Mark og Stue havde uvilkaarlig aflokket ham nogle Studier af Bøndernes Færd, som dog ikke fængslede hverken ham selv eller Publikum i særlig Grad. Derimod blev et i naturlig Størrelse udført Portrætstudie af en aldrende Amagerkone, som sidder og eftertæller sine Penge, af afgørende Betydning for Exners hele senere Kunstretning. Det blev købt til den kgl. Maleri­samling (1852), og ved at se den Troskab, hvormed Kunstneren havde iagttaget ikke alene Konens ejendommelige Dragt, men ogsaa det vejrslagne Aasyn og dets levende Udtryk, følte Malerisamlingens daværende Inspektør, Professor N. Høyen, sig dragen til alvorlig at henlede Kunstnerens Opmærksomhed paa ogsaa at iagttage Amagerne i deres Hjem, naar de paa Helligdage færdedes i lystig Tummel i deres klædelige gammelhollandske Dragter. Kunstneren fulgte Vinket og malede det følgende Aar »Besøg hos Bedstefader« (1853), der blev tilkendt Udstillingsmedaillen enstemmig og nu tilhører den kgl. Malerisamling. Senere har han Aar for Aar udstillet Fremstillinger af Almuens Liv, dels paa Amager, dels paa Nordsjælland, dels ogsaa

 

238

fra Dalarne i Sverige. Flere af disse Billeder tilhøre den kgl. Maleri­samling, saaledes »Et Bondegilde i Hollænderbyen paa Amager« (1854), »Et Bondegilde i Hedeboegnen« (1856), »Det betænkelige Valg« (Sorteperspillerne) med legemsstore Figurer i Knæstykke (1863) o. fl. Fra 1877 har han delt sin Interesse mellem Amager og Fanø, hvorfra han har malet en Mængde Billeder, der alle fængsle ved den fredelige idylliske Stemning, det dramatiske Sammenspil mellem Personerne og en bramfri, harmonisk Udførelse. »Præsentationen for en Kender« fra Fanø (1887) blev købt til Malerisamlingen i Aarhus, medens et Billede fra Amager, »Bruden pyntes« (1891) blev købt til Museet i Aalborg. I 1895 udstillede han et større Billede fra Fanø, »Høbjergningsfolk ved Kaffebordet«.

Exner fik 1857—58 Akademiets Rejsestipendium (600 Kr.) for to Aar, men var i Virkeligheden ikke meget over et Aar borte, i hvilket han navnlig besøgte Italien. Senere har han paa mindre Rejser et Par Gange været i Sverige. Den 15. Juni 1863 ægtede han Inger Henriette Sofie Ringsted, Datter af Major i Infanteriet Hans Christian Vilhelm Ringsted (f. 1795, d. 1870) og Vibeke Chri­stiane f. Hofmann (f. 1801, d. 1838), den 23. Maj 1864 blev han Medlem af Kunstakademiet, i 1866 Medlem af Kunstakademiet i Stockholm, i 1869 Ridder af Danebrog, i 1876 fik han Titel af Professor, i 1888 blev han Danebrogsmand, den 26. Maj 1892 Kommandør af anden Grad. En stor Del af Exners populæreste Billeder ere udkomne i Lithografi, der have vundet en saadan Ud­bredelse, at endog tyske Forretningsfirmaer have ladet dem eftergøre; »Carnevalspigen« og »De smaa Naboer« ere udkomne i Kobberstik. Foruden de nævnte Billeder af Almuens Liv har Exner ogsaa flere Gange malet mindre Portrætbilleder med hele Figurer i sluttede Grupper, saaledes at de for den udenfor staaende have dannet virke­lige Livsbilleder fra den dannede Middelstand. Til denne Kreds kan ogsaa henregnes »Christian Winther paa en Spadseretur«, der blev malet til Orla Lehmann som et Led i Rækken af »Danske Digtere«. Exner var 1872 til 1893 Lærer ved Akademiets Model­skole, og har fra 1884 ved stadige Genvalg været dets Kasserer. Efter i en længere Aarrække at have været Medlem af Udstilllings-korniteen, blev han, efter Heinr. Hansens Død i 1890 af Ministeriet for Kirke og Undervisning valgt til dens Formand.

(Priv. Medd.    Lange,  Nutidskst.,  S. 221—35.    Bricka.  IV,   642.     111. Tid. 1862, Nr.  168,  1893,